RUGEKASSER – FOR ELLER IMOD?

apr 5, 2021 | Artikler, Biologi, HAVØRREDFISKERI, Miljø og debat

Siden Lars Michaelsen begyndte at eksperimentere med rugekasser, for at supplere de skrantende ørredbestande med yngel, har der været diskussioner om deres berettigelse. DTU Aqua er imod generel anvendelse – og DSF har synkront den samme holdning. Spørgsmålet er – ved man nok om det – eller ligger der måske en uudnyttet kilde til supplering med bedre og billigere udsætningsfisk til vores vandløb? Vi har talt med DSF – samt et par af de gutter, der praktiserer brugen af rugekasser anno 2021 – Leif Møller og Jørgen Tybrind.

AF JENS BURSELL, FOTO: TERKEL BROE CHRISTENSEN SAMT JØRGEN OG LIS TYBRIND

I januar 2021 genpublicerede vi artiklen ”Manden med æggene” om Lars Michaelsen og hans arbejde med at bruge rugekasser som yngelsupplement til de danske ørredupopulationer. Vi har talt med Danmarks Sportsfiskerforbunds formand Torben Kaas om DSFs holdning til brugen af rugekasser, samt stillet dem nogle helt konkrete spørgsmål:

FISK & FRI: Hvad er de faglige argumenter for ikke at give tilladelserne?

DSF: – I nogle situationer fungerer rugekasser godt – i andre gør de ikke, fortæller Torben Kaas. Som jeg forstår de faglige argumenter, så er der ofte en højere dødelighed i rugekasserne, fordi de kitter til med okker, organisk materiale og sand. Samtidig har vi gode erfaringer med udsætning af yngel, hvor vi opnår en meget høj overlevelsesprocent og dermed en bedre udnyttelse af æg og mælke fra de opfiskede moderfisk. Incitamentet til at ændre metode er der dermed ikke.

 Desuden bliver ynglen fra rugekasserne ikke spredt på samme måde i vandløbet, som udsat yngel gør. Omkring rugekassen vil der være en stor koncentration af yngel, som konkurrerer om de samme pladser og den samme mad, og det bidrager yderligere til en høj dødelighed. Skal man imødegå det, så kræver det mange rugekasser spredt ud i vandløbet med tilsvarende højt timeforbrug til arbejdet.

 I Fisk & Fris artikel er I inde på adfærden hos yngel fra rugekasser. Ynglen fra rugekasserne skulle have en mere naturlig skyhed, end ynglen fra dambruget, som gennem sin opvækst er vænnet til belønningen ved at være først på pletten ved fodring. Det, vi får ud af litteraturen, er, at adfærden følger generne og ikke miljøet. Yngel fra vilde fisk har den naturlige skyhed uanset, hvor de vokser op. På samme måde har yngel fra dambrugsfisk en mere tillidsfuld adfærd – også hvis de starter livet i en rugekasse.

DSFs formand Torben Kaas er imod en generel brug af rugekassser og mener ikke, at det er en metode man bør insvestere i at forbedre. Her ser du ham med en fjeldørred fra Grønland.

Manglende forskning på området

 FISK & FRI: Hvilken videnskabelige forskningsresultater ligger for grund for de faglige argumenter?

DSF: – Jeg synes, at fiskeplejekonsulent Jan Nielsen fra DTU Aqua på tilgængelig vis samler godt sammen på problemstillingen i sin artikel om emnet fra april 2017, fortæller Torben. – Man kan finde artiklen her: Rugekasse – Klækkebakke – Fiskepleje.dk

Dansk Center for Vildlaks har udført et pilotforsøg, hvor de sammenlignede overlevelsen af yngel fra en rugekasse med overlevelsen for udsat yngel i den samme bæk. Det er vigtigt at sige, at pilotforøg ikke har videnskabelig tyngde, men vi savner de gode videnskabelige forsøg, så jeg må bede om tilgivelse for alligevel at nævne det. Konklusionen fra DCV var, at ynglen havde samme overlevelse uanset, om den kom fra en rugekasse eller fra et klækkeri.

DSF modtander af mere udbredt brug af rugekassser – uden baggrund i forskningsresultater

FISK & FRI: Hvad mener DSF?

DSF: – Vi kan godt se, at rugekasserne kan give mening i nogle konkrete situationer, men som generelt værktøj er det ikke noget, vi bakker op om. Arbejdet med rugekasser lider under de samme svagheder som arbejdet med klækkerier, men de føjer ikke væsentlige styrker til i forhold til klækkerierne.

 Svaghederne er først og fremmest, at vi fjerner og stresser vilde moderfisk for at få kønsprodukterne, og at vi blander gener fra fisk, som måske ikke selv ville have valgt at blande gener. Desuden sætter vi fiskene ud i vandløb, som af en eller anden grund ikke selv kan reproducere en naturlig bestand af den pågældende art. De svagheder er fælles for rugekasser og klækkerier.

 Men fra klækkerierne har vi god erfaring med at få en meget høj succesrate for ynglen hver gang, mens succesraten svinger meget mere i rugekasserne. Jeg forstår godt argumentet om, at jo tidligere ynglen lander i vandløbet, des større tilknytning får ynglen også til den pågældende biotop. Men jeg har ikke set nogen undersøgelser, som understøtter det, og dermed er argumentet ikke stærkt nok. Til gengæld er det rigtig godt dokumenteret, at yngeludsætninger fungerer, og giver tilfredsstillende mængder af fisk, som senere i deres liv selv vender tilbage til vandløbet for at føre generne videre.

 Når alt det er sagt, så er kræfterne som hovedregel meget bedre brugt på restaurering af vandløbene, og det er også der, langt de fleste vandløbsforeninger lægger deres kræfter. Udsætninger er og bliver en nødløsning og kan i effektivitet ikke måle sig med et velfungerende vandløb.

 Men jeg vil til slut gerne slå et slag for rugekasserne som pædagogisk instrument. Til anskuelighedsundervisning af skoleelever og dertil som instrument til dokumentation af vandkvaliteten i et vandløb giver de rigtig god mening.

Leif Møller og Jørgen Tybrind har gjort et stort arbejde for at få rugekasserne til at virke på Sjælland, og de har oplevet en meget høj overlevelse i Tude Å systemet.

Hands-on ervaringer fra Tude Å anno 2021

Leif Møller og Jørgen Tybrind, der begge er med i Korsør Lystfiskerforening og Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn har i nogle år arbejdet med ruge kasser i sjællandske Tude Å.

FISK & FRI: Hvilke fordele tænker I, at der er med rugekasserne? – Vi mødte Lasse i 2015 ved Karup Å, hvor han viste os en rugekasse i et lille vandløb, fortæller de. – Lasse fortalte meget levende om hans tanker bag projektet med rugekasserne, og også om problemerne med at få lov til at sætte kasser ud i åerne. Vi syntes det lød spændende, så det kunne vi godt tænke os at afprøve i Tude Å. Lasse pointerede, at det skulle være et formidlings- eller forskningsprojekt for at man kan få tilladelse til at sætte rugekasser ud.

 –Lasse ringede straks til en kontakt, han havde på Københavns Universitet (KU), og fortalte om et par tovlige Sjællændere, der ville afprøve systemet, men det skulle være lovligt, fortsætter de. – På et efterfølgende møde på KU, hvor bl.a. Henrik Carl var med, fik vi aftalt formålet med projektet. Henrik Carl er vores kontaktperson på KU, som står for kontakten til Fiskerikontrollen og Kommunen, så alle tilladelser er på plads. Al afrapportering sker til Henrik Carl og Sorø Kommune.

 –I cirka 10 år, er der hvert år blevet udsat godt 30.000 stk. halvårsfisk ud i systemet fra rogn fra moderfisk der er elektrofisket i åen og klækket på et dambrug ved Kolding Å. Alligevel er genfangsten af moderfisk faldende og dermed også mængden af rogn, der bliver sendt til klækkeriet. Så hvad er det, der fortæller ørreden hvor den er klækket og vokset op henne, og hvornår bliver det kodet ind i fisken? Vi tror ikke på, at det udelukkende er lugtesansen, og at det først bliver indkodet, når fisken forlader vandløbet og svømmer til havs. Vi finder mere sandsynligt at kodningen foregår tidligt i opvæksten, måske allerede i larvestadiet eller når ynglen bliver frit svømmende og inden den forlader vandløbet som smolt. Der er endda nogle der mener, at når fiskene skal gyde, vender de tilbage til den gydebanker hvor de selv blev klækket. Hvis fiskene kan navigere så præcist må der være andet der spiller ind, så måske er havørreden i lighed med fugle og havskildpadder, i stand til at navigere ved hjælp af jordens magnetfelt.

Sådan ser de rugekasser, der anvendes i Tude Å ud.

FISK & FRI: Hvad er jeres erfaringer med dødeligheden i rugekasserne? – hvor høj er den i % – samt hvilke faktorer influerer på det?

– Dødeligheden er i høj grad afhængig af vandføringen i åen, da den er bestemmende for hvor meget sand og slam, der skyller ind i kasserne, forklarer de. – Stor vandføring giver større erosion af brinker og dermed mere sand og slam, der dækker og kvæler æggene. Vi sætter ni kasser ud med i alt ca. 2500 æg, og de bliver tilset mindst en gang hver uge, hvor vi fjerner døde æg og skyller slam ud.

 –Det første år lavede vi kasserne som Lasses, men da vi åbenbart har mere sand og slam i Tude å, end der er i de jyske, slammede de hurtigt til og dødeligheden var oppe på godt 80%. Næste år ændrede vi kasserne, så strømmen bedre kunne skylle dem rene, og så faldt dødeligheden til under 10%. Dødeligheden har varieret noget gennem årerne afhængig af hvor stor erosionen har været opstrøms kasserne.

 –Vi har konstateret, at naturlig yngel eller yngel fra kasserne er lidt større end dem fra dambruget, og de har dermed formentlig en bedre overlevelse. I 2020 havde vi mange naturlige gydninger, derfor sejlede vi kasserne til egnede steder, hvor der ikke var gydninger, inden vi tog proppen ud, så ynglen efter opbrugt blommesæk, stille og roligt svømmede ud.

 –Projektet giver en del arbejde, opfiskning af moderfisk, rugekasser skal tilses en ugentligt (krav fra kommune), derudover tilladelser fra lodsejere samt Fiskerikontrol (KU). Bestands analyse, men vi kan ikke bevise om fiskene er fra kasser eller naturlige.

FISK & FRI: Hvad kan man gøre for at optimere, så dødeligheden bliver lavere? – Nok ikke meget andet end at forsøge at optimere vandstrømmen i rugekasserne så mindst muligt slam aflejres uden at æggene hvirvler rundt i kassen, svarer de.

FISK & FRI:  Hvad er jeres erfaringer med hvordan ynglen spreder sig fra rugekasserne? – Det er lidt svært at svare på, da der sjældent svømmer yngel ud lige når vi fjerner propperne.

 FISK & FRI:  Er yngel fra rugekasser mere sky end udsat yngel? – hvad er jeres erfaringer?

– Når vi tager låget af kassen for at tilse ynglen forsøger de alle at gemme sig mellem stenene.

FISK & FRI:  Har i erfaring med at æggene ikke tåler for meget strøm? – Vi prøver at undgå at æggene hvirvler rundt i kassen, men det kan ikke undgås, at nogle gør det. Vi har kun set ganske lidt misdannet yngel og det er nok normalen.

FISK & FRI:  Er tilsanding af bakkerne et problem, hvis man sætter dem rigtigt? – Vi må da af og til flytte lidt rundt på kasserne, men ellers ligger svaret i spørgsmål 3.

FISK & FRI:  Har i haft problemer med skimmelsvamp eller sygdom generelt i bakkerne? – Skimmelsvamp forekommer når der er meget slam i åen, og nogle år er det værre end andre.

FISK & FRI: Har i været udsat for at bakkerne skylles væk eller bliver taget? – Nej, kun to kasser står på en offentlig tilgængelig strækning af åen og her ude af syne fra vejen, resten står på privat område, slutter de.

Rugekasser – går man glip af bedre og billigere fisk?

Som vi kan læse ovenfor, så er det primære argument, DTU Aqua og DSF bruger imod en mere anvendt brug af rugekasser – at tidligere erfaringer fra Jylland peger på en lavere overlevelse med rugekasser end de traditionelle udsætningsfisk.

Men – spørgsmålet er nu – kan man drage fagligt velfunderede slutninger om rugekasser generelt baseret på erfaringer med et system, der langt fra var færdigudviklet på det tidspunkt, hvor DTU Aqua og dermed også DSF lagde sig fast på deres holdninger?

Ud fra erfaringerne i Tude Å er der meget, som tyder på, at hvis man produktudvikler på rugekasserne, vil man kunne opnå en langt højre overlevelse af ynglen. Man må tænke på, at de rugekasser vi ser i dag er fremkommet som resultatet af et ihærdigt arbejde af entusiastiske lystfiskere og ikke som et målrettet udviklingsprojekt foretaget af ingeniører og biologer.

Hvad nu hvis man brugte de penge, som det ville koste at målrettet udvikle den perfekte rugekasse? Med afsæt i erfaringerne fra Tude Å er det måske ikke urealistisk, at man kunne konstruere en opdateret rugekasse, der gav mindst lige så høj overlevelse som sættefiskene fra klækkerierne – men til en markant lavere pris.

Der er ingen der siger, at rugekasser skal erstatte alle sættefisk, men såfremt systemet forbedres er der vel ingen grund til at undlade at give foreninger tilladelser til dette, hvis det reet set fører til til flere – og måske bedre fisk – til færre penge. Kan man spare penge på fisk fra klækkerierne, betyder det jo omvendt, at man kan bruge de penge, som man har sparet til fx mere langsigtede løsninger som fx habitatsforbedringer?

Lars Michaelsen var en ener, der gjorde et kæmpe arbejde for at udvikle og forbedre rugekasserne. Hvem ved – med et målrettet udviklingsbarbejde kunne man måske nå meget længere med den spændende metode – og på den måde få et godt og ret billigt supplement til det øvrige fine arbejde der gøres for at forbedre vores ørredbestande.

Hvad tænker DSF om målrettet forskning i rugekasser?

FISK & FRI: Hvad tænker DSF om at øremærke nogle penge fra eksempelvis Fisketegnsmidlerne til forskning i bedre rugekasser, så man på et mere oplyst grundlag kan få klarhed over, hvorvidt man på denne måde fremover vil kunne supplere de danske ørredbestande med billigere og måske også bedre ørred – samtidig med, at der måske også ville blive penge til overs til mere permanente habitatsforbedringer?

DSF: – Det er er inspirerende at høre om lokale initiativer, som jo altid er båret af ildsjæle, der vil det bedste for vandløbene, siger Torben Kaas. – Historien fra Tude Å passer meget godt med vores oplevelser af, at rugekasserne nogle gange kan fungere godt, men at der altid vil være en risiko for at æggene dør på grund af tilsanding eller svamp, fordi vi ikke kan styre naturen og vandløbene. Disse risici kan selv ikke den bedste rugekasse modstå. Vi tror derfor ikke på, at rugekasserne er vejen frem mod store og sunde bestande af selvreproducerende vildfisk.

 –Som det er lige nu, så har vi de seneste mange år kun hørt om ganske få medlemsforeninger, som benytter rugekasser, og i alle tilfælde er det alene til undervisningsbrug. Derfor må jeg igen sige, at vi ikke oplever særligt stor efterspørgsel efter rugekasserne, og at der derfor skal noget ekstra til, før vi vil gå den vej med fisketegnsmidlerne, slutter Torben.

 Det er vel egentligt ikke så underligt, at DSF ikke har hørt særlige mange foreninger, som har benyttet rugekasser, efter som alle ørrednørder i lystfiskermiljøet længe har vidst, at rugekasser ikke er noget der gives tilladelse til, såfremt det ikke er til undervisningsbrug… Det virker som et meget mærkeligt argument for ikke proaktivt at gøre noget for at undersøge, om man måske går glip af en god og billig metode til at hjælpe med at skabe bedre ørredbestande.

Et kig ned i Lars Michaelsens originale rugekasser.