Den sidste storgedde inden fredningen

Mads Juul Lund Christiansen nåede lige akkurat at fange storgedden inden fredningen, som startede kl 24 i nat.

– Lørdag d.28/3 havde længe været krydset af i kalenderen, fortæller han. – Der skulle jeg endelig afsted med en af mine absolut bedste fiske kammerater. Flere fiskesteder havde været oppe og vende samt undersøgt. Vi mødtes lørdag morgen kl 9.00 ved aftalte sted, som vi har fisket med godt resultat tidligere, så forventningerne var ret store.

– Forventningerne blev hurtigt nedjusteret, for på fem timers fiskeri blev det til kun en enkelt fisk på 65 cm og 1 mistet. Vi vælger at pakke flyderingene sammen og kører 30 minutter til et sted, som vi altid har snakket om, men aldrig har fået taget os sammen til at prøve af.

– Søen er ikke ret stor samt meget ufremkommelig og den kan ikke fiskes fra land, men vi fandt et hul i træerne, hvor flyderingene kunne sættes i med lidt god vilje. Efter 30 sekunder i vandet krogede min kammerat den første, som var i en fin størrelse – søen taget i betragtning. Min kammerat fortsatte med at hive fine gedder op af baljen. Fem fisk tror jeg, han fanger, inden jeg lander den første. Det joker vi lidt med.

– Min kammerat spørger, om jeg alligevel godt ville prøve at fange noget. Små 10 minutter senere, jeg har lagt fluelinen ud. Jeg sidder et øjeblik og kigger bagud og er egentlig ikke lige helt opmærksom på, hvad jeg selv sidder og laver. Men så hugger den, og det er et vanvittig hårdt hug. Hverken jeg eller min kammerat er i tvivl om, at det er en fin fisk. Vi skyder den til 80-90cm og måske 6-7 kilo. Efter at have fightet fisken i små 10 minutter, bliver vi så en smule klogere, for nu ved vi, at det er en meter fisk, men ingen af os har på noget tidspunkt fattet, hvor stor den rent faktisk er, før jeg får fat i fisken og skal løfte den ud af vandet. Vi havde aldrig i vores vildeste fantasi forestillet os, at en så lille sø, skulle holde en fisk i den kaliber. Min gamle rekord på flue er på 8,5 kilo og 104cm, og min overall pr er på106cm og 10.2 kilo. Nu sad jeg med en fisk på 110 cm og 12,7 kilo – og så fanget på flue. Der går lige nogle dage inden jeg får armene ned igen, slutter han.

 

Tradera

Friluftsland

MED FLÅD OG DØD AGN

Død agn er ofte noget, der fiskes med klassiske bundfiskemetoder, men en død agnfisk agn kan selvfølgelig også fiskes helt perfekt under et flåd – både fra land og båd. Her får du tips til det perfekte kastetakel til formålet, samt historien om den så vidt vides tungeste gedde i Danmark taget i denne vintersæson – 16,8 kilo.

 

AF JENS BURSELL

 

Vinden er voldsomt tiltagende og nærmer sig de 15 meter pr sekund. Faretruende mørke skyer driver med stor hast hen over landskabet, og jeg priser mig mere end glad for at sidde i ly i stolen under min trofaste SG Commander Bivy, som slår sig godt i tøjeret.

I det samme den første massive sorte sky lægger sig over søen, åbner himlen sig, og regnen står ned i stænger, indtil regndråberne i næste øjeblik forvandles til grove hagl, der trommer nådesløst på oversejlet, så det næsten ikke er til at høre ørenlyd. Himmel og jord står i et. Pludselig drejer vinden og sender den ondeste kastevind direkte ind i synet på mig, hvorefter et voldsomt vindstød tager fat i bivyen og flår samtlige pløkke og poles op af jorden, som var det tændstikker.

 

Geddefeber

 

– Fuck, når jeg lige at tænke, inden jeg ser ud af øjenkrogen, at bivyen stadig lige akkurat hænger i én eneste pløk, mens resten af oversejlet blafrer rundt i luften – på vej til at lette, når den sidste pløk slipper sit tag…

– Jeg kaster mig febrilsk efter den, og når lige akkurat at få fat i en af ribberne, så den ikke flyver ud over vandet. Haglene vælter stadig ned, mens jeg får sat poles og pløkke igen – men denne gang med et par solide trækævler og sten hen over sig, så jeg ikke risikerer, at seancen gentager sig.

Det er helt perfekte forhold. For når gedderne er lige ved at gå på leg, så er stille vejr og solskin sjældent det mest befordrende for fiskeriet. Og lige præcis dette kan man på ingen måde klandre vejrguderne på her på denne dag.

 

Flåd i regnen Drennan Pike Float

Døde agnfisk kan være mindst lige så effektive under et flåd som fisket med de traditionelle bundfiske teknikker.

 

Ny taktik til gedderne

Alle mine takler med døde agn fisker enten på bunden eller pop-up, og på taklerne sidder der flere forskellige agn. Så kan de selv vælge! Men ligegyldigt hvor perfekt det måtte synes, så har jeg efter snart flere timers fiskeri ikke haft så meget som skyggen af et forkølet nap.

Normalt ligger der en fin hugperiode her om morgenen, så med den udeblevne hugaktivitet, har jeg en kraftig mistanke om, at gedderne så småt er begyndt at gå på leg – og derfor har noget helt andet i hovedet en lige velduftende sild og makreller.

Jeg har ikke mange skud i bøssen inden fredningen den 1. April, så jeg beslutter mig for en helt ny taktik på en af stængerne.

Fra tidligere ture til søen kender jeg et sikkert hotspot, hvor jeg mistænker, at der kan stå en rigtig stor fisk. Men – over de sidste par timer har den fået serveret alt godt fra havet på netop dette sted – uden det store respons, så nu skal der nye boller på suppen.

Jeg tager derfor min gode gamle Pike Float fra Drennan og rigger op med et 30 grams Drennan Crystal flåd og blot en halv meter under dette, monterer jeg lod og takel. På denne måde vil jeg kunne driftfiske flåddet hen over et par grødetoppe og lige hen over det sted, hvor jeg gerne vil præsentere storgedden for noget helt nyt.

 

Tradera

 

Twin Hooklink Baitfish Releasetaklet

Taklet er et takel jeg har udviklet specielt til kastefiskeri med død og levende agn – nemlig Twin Hooklink Release Taklet, som du også har kunnet læse om i min nye bog ”Geddefeber”. Fordelen ved dette takel er, at det kan monteres i ryggen på agnen, så den står vandret i vandet, hvilket er den mest naturlige præsentation – samtidig med, at de to kroge kan placeres optimalt spredt ud frit eksponeret under agnfisken, så man får den bedst mulige krogning. Og det er vigtigt på en dag med ingen eller få hug som denne, hvor man bare ikke vil miste den smule action, der kommer.

Den enkeltkrog der sættes i ryggen på agnen, kan skydes op eller ned af forfanget, for at få dimensionen af taklet til at passe på forskellige størrelser af agn. Er agnen eksempelvis højrygget, skydes flådstoppet (a) og/eller powergum stopknuden op eller ned ad taklet, til det passer med at når de to tafser i enden af taklet spredes, så danner de en vinkel på cirka 90 grader. Omvendt, er agnfisken mere slank, skydes krogens montage punkt nedefter på forfanget.

Herefter sættes de to kroge perfekt ved at stikke de baitspikes der glider på de nederste krogtafser – ind i kanten af agnens underside. Og så er taklet klar til at kaste ud.

Du kan købe færdige kits til dette takel i titaniums varianten på releaserigshop.com som er specialiseret i at føre samtlige dele til release-takler her i 36 lbs og her i 54 lbs. 

 

Twin Hook Link Baitfish Release Rig

Twin Hook Link Baitfish Release Rig er det perfekte takel til at præsentere end død agnfisk under et flåd, så landingsraten maksimeres.

Monstergedden hugger

Det er normalt de helt små agn, der fisker bedst lige op til legen, hvor gedderne sjældent spiser særlig meget, så jeg vælger at sætte en lille slank aborre på taklet. Jeg juster placeringen af den bærende krog, så det passer med den slanke agn – hvorefter jeg placerer den bærende enkeltkrog et par centimeter foran rygfinnen, hvor agnfiskens naturlige tyngdepunkt normalt ligger.

Med en blødt kast lægger jeg flådtaklet helt perfekt, så det kommer til at drive i en bue ned over det sted, hvor jeg mistænker, at den helt store står parkeret. Jeg holder stangen i hånden, strammer op og mender linen, så der er ordentlig kontakt med flåddet, hvorefter det stille og roligt driver hen over de første grødebuske.

Intet sker. Vinden er stadig lige så voldsom som før, og i takt med flåddets fortsatte drev nytter det mindre og mindre, at jeg konstant mender linen for at opnå bedre linekontrol. Pludselig dykker flåddet stille og roligt, og jeg svarer igen med et lynhurtigt modhug, eftersom små agn har den ulempe, at de lettere sluges for dybt, hvis ikke man er vaks ved havelågen.

I det samme, jeg kroger gedden, kan jeg med det samme mærke, at det er lige det hug, som jeg gerne ville have. Stangen krummer fuldstændig sammen helt ned til bundduppen, og de ekstremt tunge, dovne langsomme rusk signalerer lige præcis det enhver geddefisker går og drømmer om i slutningen af marts: Den helt store gedde, lige når vægten peaker.

Heldigvis har jeg kroget gedden temmelig højt i vandet, så på trods af den relativt lette og bløde stang, som kun er 2 ¼ lbs TC, lykkedes det mig med maksimalt pres af holde fisken fri af de store grødebuske, hvilket gør fighten til en nydelse.

OK – det er på igen måde en vild fight, men det er som regel heller ikke det, man ønsker sig allermest, når man bare ved, at det der sidder for enden, bare skal landes for enhver pris. Fisken går tungt over den højt stående grøde og tager et par mindre udløb, men mest af alt minder fighten om et battle med en aflang og grøn brasen i kingsize størrelse.

Efter lidt tid kan jeg se, at krogen sidder solidt plantet i mundvigen, så jeg tager den med ro. Jeg får lirket mit net ud igennem sivene, og jeg priser mig lykkelig over, at det er den langskaftede karpe/specimen model jeg har med i dag. Det er ikke let at komme helt ud over sivene. Det hele passer helt perfekt med, at jeg lige akkurat når at få nettet perfekt ned i vandet, da fisken glider ind foran, og sekunder efter ligger den sikkert i bunden af mit gamle karpenet. Perfuckingfekt!!

16,8 solide kilo

Da jeg løfter nettet, føler jeg mig endnu mere sikker på størrelsen, men den helt præcise vægt får jeg først afgjort i vejeposen: Gedden vejer 16,8 kilo efter vægten af den våde vejepose er trukket fra. Jeg snupper et par hurtige fotos og et videoklip af genudsætningen med selvudløser og stativ, hvorefter jeg sætter mig tilfreds i min stol og glor apatisk og lykkelig ud i luften. Endelig – efter næsten 11 år står slår jeg min tidligere PR på 16,05 kilo.

Det er som om at tiden står stille. Egentlig gider jeg ikke fiske mere, men jeg orker heller ikke at pakke sammen lige nu. Vinden er taget lidt af, og fisken gav varmen, så i stedet for at pakke, tager jeg en velfortjent blunder i stolen, inden jeg et par timer efter går i gang med at pakke det hele sammen.

Hvordan du laver det takel, som jeg brugte, kan du som sagt læse om i bogen geddefeber, du kan købe i grejbutikkerne eller signeret i releaserigshop.com. Taklet er lige nu ved at blive produceret som et færdigt takel fra Mr. Pike – og forventes at komme på markedet til efteråret.

Geddefiskeri med kasteflåd og agnfisk er super sjovt – og det er en teknik der både kan benyttes fra land og opankret båd. Held og lykke med fiskeriet.

 

Hvidovre Sport

Friluftsland

PÅ FAMILIEfisketur i EN CORONATid!

Andreas Holm Nielsen med turens største gedde

 

Corona – Der er ikke noget så skidt, uden det er godt for noget: Mere familietid, hjemmearbejdsplads og fisketid med ungerne – hvad kan man mere ønske sig? 

 

AF ANDREAS HOLM NIELSEN

Jeg er til daglig er kørende sælger i Tyskland for Kinetic Fishing, men mit normale arbejde er sat på Stand-by for tiden. Mit fokus har derfor været rettet mod produktudvikling af nyt spændende grej til de kommende sæsoner – samtidig med børnepasning og lektiehjælp, når to voksne arbejder.

Imellem lektielæsning, grammatik og matematik, som også skal gøres, så er det godt at vi stadig har mulighed for at tage på kysten, til åen, på søen eller på havet og få frisk luft og naturligvis også fiske, når lejligheden byder sig efter en blæsende og våd vinter. Vi tænker os naturligvis om, og vi følger anvisningerne.

Det er naturligvis sundt at få frisk luft, og som sagt så gjort. En fisketur skader ikke, og den giver højest en uskadelig ”fiskefeber” – samt måske lidt afhængighed, men så må man jo bare afsted igen…  Jeg inviterede derfor min søn Jonathan med på en far & søn fisketur fra tidlig om morgenen, hvor vi havde båden med på slæb.

 

Jonathan får sig en lur mens der skiftes plads

Jonathan får sig en tiltrængt lur, mens vi sejler til en ny plads.

 

Lærdom og bolchepædagogik på fisketuren

Vi kørte hjemmefra da det stadig var mørkt, og vi var næsten alene på vejene, fortsætter han. – Der var frost i luften, og det tegnede til at blive en vildt flot dag. Luften var stadig kold, da vi satte båden i vandet, men solen varmede allerede, og med den rette påklædning kan man sagtens være ude. Vi skulle afprøve et for os nyt fiskevand denne dag. Jonathan var frisk fra morgenstunden, og han var pakket godt ind i vores nye letvægts Guardian flydedragt, så han ikke kom til at fryse. Han opdagede mange dyr undervejs til fiskepladsen, som også lige var ”stået op”, og vi havde derfor en god indgangsvinkel til ”Natur & Teknik Live” fra morgenstunden. Vi snakkede bl.a. om de forskellige fugle vi så. Forventningerne til dagens fiskeri og de mulige fangster var høje, og naturligvis stod den på friske rundstykker, en ”basse” og en Coccio. Det gør det nemlig altid lidt nemmere med god forplejning, når ungerne er med.

Vi har mange nye og innovative Kinetic produkter til denne fiske-sæson, og vi skulle naturligvis fiske med noget nyt grej, da det jo altid er rart at vide, om det nu også virker, når man selv har været med til at designe det… også selv om det er blevet testet inden produktionen…

Nye fede agn

Vi havde fyldt grejkasserne med nye softbaits, som var monteret op med belly-weights weighted swivels imellem stingerkrogene for at få en mere verticalt synkemønster og et mindre spiral-jighovedet forrest. Vores softbaits havde fået dyppet halerne i UV-maling (pink, orange, rød) for at de skulle tirre gedderne ekstra til hug. Vi benyttede os af flere af vores nye modeller som fx Playmate på 15cm og 20cm, Playboy 13cm samt vores Fatty Daddy wobblere, som udfiskede det meste denne dag. Agnene blev fisket efter et paravaneflåd/mindre sideparavane for at få spredning på agnen, og vi sejlede relativt langsomt med varieret hastigheds op og nedjusteringer samt zig-zag sejllads.

 

Kinetic Playmate

Kinetics Playmate er et superfedt softbait til både store og små gedder.

 

Dørg efter gedder – det virker!

Dagens plan var dørgefiskeri – og vi nåede ikke at sætte mere end én stang ud, før der var hug og en fin og tyk 3-4 kilos gedde var en realitet kort efter. Den blev fanget over lavere vand, og den fik hurtigt friheden igen efter et par billeder var taget. Troen på flere fisk var stor nu, hvor det var startet så hurtigt.

Vi vendte rundt på waypointet og vi fik sat et par stænger ud. Der var relativt hurtigt bud efter vores agn igen, men Jonathan mistede desværre de næste par hug, som nok har været gedder i samme størrelse, som den første, men som muligvis kun har hugget ”halerne”. Du hugger jo tit forsigtigt i det kun fire grader kolde vand på Playmaten i 20 cemtimeter.

Herefter stilnede huggene af, og jeg opsøgte derfor en anden lokalitet. Jonathan havde lagt sig godt til rette på kasteplatformen, så det endte med, at han faldt hen og fik sig en lur, inden vi var fremme ved fiskepladsen. Her fik jeg sat nogle stænger og spændende agn i vandet igen. På et tidspunkt måtte jeg vække Jonathan, som var langt væk, da der igen var bud efter en af vores Playmate softbaits. Det var absolut ingen storfisk, men den iltre fisk havde fuld fart på, og den spænede næsten afsted som en laks. Til stor undren for os begge, så var det en relativ lille gedde, som snød os begge i forhold til størrelsen, og den blev hurtigt afkroget nemt og effektivt med vores lange bukkede 12″ Heavy Duty Pistol Tang, og billederne undlod vi.

En yderligere fisk var der kontakt til, men som aldrig rigtig var på, men hvor hugget bare blev registreret.

 

Morgen ved geddesøen

Morgen ved et fantastisk geddevand.

 

Om eftermiddagen går vi dybere

Tidligt på eftermiddagen fiskede vi lidt dybere kanter på 5-8 meter af, hvor vi havde set, der stod nogle fisk på ekkoloddet tidligere på dagen. Vi var henne over flere skrænter, før der pludselig faldt et tungt hug og den lette Pitscher 8’6’’ 15-50 gram spinnestang blev flekses godt igennem. En tung fisk uden de store vilde udløb blev kontrolleret samt fightet stille og roligt mod båden, hvor gedden gav et par hurtige hovedrusk i overfladen, inden jeg sikkert fik håndlandet den meget massive og tykke unge dame med et mindre hoved.

Vi var begge pludselig oppe at køre, og fiskefeberen steg en smule. Humøret var ekstra højt og trætheden var glemt. Det var et klimaks, som blev foreviget med gode billeder taget af knægten, og hvor det er dejligt, når man har noget, man kan glædes over sammen. Gedden fik naturligvis friheden igen kort efter, og den svømmede hurtigt tilbage i sit rette element, så den vil kunne videregive sine gener til den kommende generation. Vægten og størrelsen var egentlig ikke det vigtigste denne dag, selv om det var en stor fisk. Det  vigtigste var oplevelsen og at være sammen på fisketur: Kvalitetstid uden for hjemmet i sikre rammer her i disse Coronatider.

Vi fiskede et par timer yderligere uden hug og sejlede stille og roligt tilbage mod bil og trailer.

 

drømmerejse iFish Travel

 

På vej til fisketur med båden

Friluftsland

Storgedde med appetit på død agn

Det er ved at være sidste udkald lige nu inden legen, men selvom de fleste gedder er startet på legen nu, så fanges der stadig enkelte store, som endnu ikke har smidt rognen.

– I eftermiddags omkring klokken 15 fangede jeg et kæmpe monster af en gedde, og bare ved tanken får jeg kuldegysninger, fortæller Mikkel Ort. – Jeg havde lagt min prop ud, med en sildefilet på bunden af åen. 5-10 minutter forinden havde jeg mistet en gedde små 10 meter fra samme sted på 8 kg+. Jeg kæmpede med den store gedde i 5 – 7 minutters tid, og i starten kunne jeg slet ikke få den fra bunden, og så vidste jeg, at den var stor.

– Da ryg og halefinnen kom til syne i overfladen, kunne vi se, at det var en rigtig stor gedde, fortsætter han. – Jeg fik den på land, og den målte 117 cm. Desværre havde jeg ikke det rigtig grej med til at veje den, men vil skyde den til 15 kilo+. Bugen var helt spilet ud, og den var fuld af rogn. Vi fik den hurtigt afkroget, og sagt pænt farvel til den igen, slutter Mikkel.

Har du selv fået en god fisk, så husk endelig at sende en rapport til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Daiwa Open 2025

 

Mikkel Ort med 117 cm gedde

Her kan du se Mikkel Orts storgedde, lige inden den blev genudsat.

Friluftsland

11,4 kilos drømmegedde på flue 

– Nu hvor jeg nu sidder bøjet over fluestikket med sår på knoerne og forbereder mig på den kommende måneds havørredfiskeri, kan mine tanker ikke lade være med at strejfes af de sidste par måneders intense kamp om drømme gedden på fluen, fortæller Claus Humle Hvidtfeldt. – Da jeg tilbage i november 2019 på Fyn fangede min første gedde over meteren på flue, var jeg solgt. Efter den tur har stort set al min fisketid gået til ferskvandets alt dominerende herskerinde. Efter mine skæbnebetvingende tur til Fyn, har jeg knoklet som en gal herhjemme på Sjælland i min lille flydering – tungt udrustet med nye fluer og med min fluekæp som er mit kæreste eje. 

– Og så skete det for et par dage siden, at drømmen gik i opfyldelse på en kold solskinsdag. -Jeg havde fisket som en gal hele dagen før uden held, og det var så småt var ved at gå op for mig, at april – og dermed fredningen – stod for døren. Jeg havde da fået store fisk i løbet af de sidste par måneder – blandt andet en smuk dame på 8,4 kilo og et par stykker på 7kilo+ som de største. Men jeg var ikke mæt endnu. Jeg ville have mere.

– Da jeg kom hjem om aftenen lørdag, var der intet andet for end at sætte vækkeuret til klokken fem den næste morgen. Den følgende morgenblev flyderingen søsat, og solen begyndte at stå op bag mig. Det var ikke mine yndlingsforhold til sky gedde madammer, men en smukkere morgen får man ikke. Med frost i stangøjerne og kolde fingre begyndte jeg min sædvanlige affiskning af søen, alt imens solen fik mere magt. 

– Efter et stykke tid kom jeg til et sted i søen, hvor jeg vidste, at der skulle stå fisk, men om jeg kunne få dem til noget, det skulle vise sig. Jeg kastede min store nybundne Bauer rørflue i guld ud, med en lidt mindre Wiggeltail end jeg plejer. Faktisk var det en jeg havde nuppet fra min far, dagen før… Jeg skulle lige til at tage et nyt kast, da jeg så noget komme op mod fluen. Jeg lod fluen svæve i vandet et sekund mere, og så gik det stærkt. Fisken huggede lige foran mig, og tog det vildeste udløb. Jeg fik presset fisken ind til båden, men jeg tror ikke den nød synet, for med et stak den af igen. Den tog de vildeste udløb! Det var let at mærke, at det her ikke var en lille fisk, men hvor stor den var, vidste jeg endnu ikke.

– Frygten for at miste den, var til at tage og føle på. Da jeg havde kæmpet med den i stykke tid, kom den roligt hen i mod mig. Jeg jog hånden resolut ned, og fik et sikkert gællegreb, hvorefter skønheden kom ned i veje slyngen, og så skyndte jeg mig ellers bare ind til bredden for at veje den. Vægten sagde 12,2 kg, minus 800 gram for vejeslyngen. Min drømmegedde, på 11,4 og 109 cm var en realitet. Jeg satte fisken roligt tilbage i baljen efter et par hurtige billeder. Vi ses igen til maj frøken! Nu er hun klar til at lave flere gedde babyer og blive rigtig sultne til maj, slutter Claus. 

Har du selv fanget en flot gedde lige inden lukketid, så husk at sende os en beretning til jb@fisikogfri.dk eller 30 70 02 36.

 

Daiwa Open 2025

 

 

Claus Humle Hvidtfeldt

Claus Humle Hvidtfeldt med en fin 7-kilos på fluekæppen.

Friluftsland

3 LETTE GEDDEFORFANG

At lave sine egne geddeforfang er super nemt – og nogle af de letteste er faktisk også både de bedste og billigste. Her får du opskriften.

AF JENS BURSELL

GEDDEFORFANG kan for den udenforstående synes svære at arbejde med, da der ofte er tale om både stive og grove materialer – og når man så ser udvalget af wirelåse, rig-bits og værktøjer til formålet kan man blive helt forpustet ved tanken om at skulle fylde sin forfangsmappe op med nye forfang. Men – det er faktisk slet ikke så svært.

Den almindelige kunstagnsfisker kan grundlæggende klare de fleste fiskesituationer med to forskellige materialer – samt to forskellige yderst simple knuder: 30-50 lbs Enkelttrådet titanium som allround materiale og fluorocarbon i 0,80-0,90 til klart vand og sky fisk. På knudefronten behøver du blot kende en blodknude og en dobbelt ottetalsknude.

 

Hvidovre Sport

 

Blinklås på geddeforfang

Til 0,90 fluorocarbon er en 3-tørns blodknude suverænt den letteste og mest elegante sammenføjning. Stram op med en tang og brænd tampen ned som vist. Slut af med en dråbe sekundlim.

JERKBAITS OG WOBLERE – der ikke roterer, stiller ingen krav til svirvler for at undgå kink, og der er derfor ingen grund til at bruge disse – hverken som en del af blinklåsen eller som sammenføjning til hovedlinen. En svirvel gør blot forfanget tungere og mere synligt for fisken. Det letteste er derfor at bruge en 3-5 mm svejset stålring – også kaldet en rig-ring som sammenføjning til hovedlinen. Monterer du en ikke for smal blinklås, har agnen al den bevægelighed den har brug for, for at få den rette gang – og der er derfor ingen brug for løkkekunder.

Det simpleste og letteste er derfor efter min mening at montere blinklås og rig-ring med en tretørns blodknude, hvis det er kraftig fluorocarbon – og en 4-5 tørns blodknude, hvis det er titanium – uanset om det der fiskes spin, dørg eller trolling.

STORE SPINNERE eller andre roterende agn, fiskes bedst med en god svirvel, for at modvirke kink – et problem der dog er relativt begrænset, når der anvendes fletline. Typisk kan man nøjes med at have en blinklås med en god kuglelejesvirvel til montage af agnen, så man ikke spolerer præsentationen og øger tyngden af forfanget med en klodset svirvel som sammenføjning til hovedlinen. Også her kan du klare dig fint med blodknuden til alle sammenføjninger. Fletlinen monteres til forfanget med eksempelvis en grinnerknude.

FLUEFORFANGET er noget anderledes end spinneforfanget, men dog alligevel super let at lave. Som den tandsikre del af forfanget bruges typisk monotrådet titanium, da større geddefluer ofte suges dybere ind end andre agn – og derfor har en grad af nærkontakt med de syleskarpe tænder, som øger risikoen ved brug af fluorocarbon en anelse. Bidestykket af titanium monteres loop-to-loop med den øverste del af forfanget, der danner forbindelse til løkken for enden af selve fluelinen. Stykket mellem bideforfanget og fluelinen er typisk 1,5-2 meter langt og er lavet af mono på cirka 0,50 – enten nylon, hardmono eller fluorocarbon alt efter forhold og personlig smag.

Geddeforfang - sammenføjning til hovedlinen

Når der anvendes rig-bits til sammenføjningen er en 3-4 mm rig-ring som vist øverst både let
og visuelt elegant. Nederst ses en Invisa fluorocarbon svirvel, der fylder lidt mere, men til gengæld er mere »usynlig«.

I princippet kan alle løkkeknuder anvendes. Selv bruger jeg primært en dobbelt otte-tals knude, der nok må betegnes som den letteste og hurtigste løkkeknude. Mange anvender perfection loop, men den er efter min mening ikke optimal med monotrådet titanium, hvor man har brug for at lade en lidt længere tamp stå på den færdige knude set i forhold til fx nylon og fluorocarbon, der er lettere at stramme op og afslutte  helt tæt med en ultra kort tamp,der i praksis ikke fanger særlig meget grøde – uanset hvordan tampen vender. Da tampen står vinkelret på knuden i en perfection loop, giver det øget risiko for at grøde og snask hægter sig op på forfanget – set i forhold til hvis man vælger en dobbelt ottetalsknude som den øverste knude, hvor tampen pegermodsat indtagningsretningen, så grøden lettere preller af.

På den nederste knude til blinklås eller hægte skal man selvfølgelig ikke anvende en dobbelt ottetalsknude, for så vender tampen den forkerte vej og fanger grøde. Her anvendes en 4-5 tørns blodknude, hvor tampen peger modsat indtagningsretningen. Fri bevægelighed af fluen sikres her ved at vælge en blinklås eller hægte der er så bred, at fluen kan bevæge sig ubesværet.

 

 

 

Fluorocarbonforfang med crosslock blinklås på svirvel

Når du fisker med spinnere – især kæmpespinnere som denne store muskiespinner – er det en god idé med en blinklås monteret med kuglelejesvirvel.

 

1: Stik enden af forfanget gennem blinklåsen og buk det tilbage.

 

Blodknude titanium

2: Kør tampen 4-5 tørn omkring sig selv og tilbage gennem øjet. Jo kraftigere forfang, desto flere tørn. 4 tørn passer til 50 lbs wire.

 

 

Blodknude på titanium

3: Stram knuden op med en tang og klip wiren af cirka 3 mm fra knuden.

 

Sådan binder du en dobbelt ottetalsknude

Dobbelt ottetalsknude

1: Læg forfanget dobbelt.

 

dobbelt ottetalsknude titanium

2: Buk løkken tilbage om sig selv.

 

dobbelt ottetelaknude

3: Vrid bukket på løkken en halv omgang, så der opstår et øje.

 

dobbelt ottetalsknude

4: Stik enden af løkken gennem øjet.

 

dobbelt ottetalsknude

5: Stram løkken op – eksempelvis med ydersiden af kæberne på den tang. Det er vigtigt, at det der strammes op med er afrundet, så wiren ikke får et knæk.

 

loops til geddeforfangt

Den færdige dobbelte ottetalsknude øverst. Bemærk, at tampen peger modsat løkken, hvilket er optimalt på fremadrettede løkker, så tampen ikke fanger grøde. Nederst ses perfection knot, hvor tampen står vinkelret og derfor lettere fanger grøde. Når en perfection knot anvendes ned mod fluen, vil den skarpe fritstående tamp kunne skære som en kniv i fisken under fighten, hvilket ikke er optimalt, hvis fisken skal genudsættes.

 

Jens Bursell med gedde på 10 kilo

Jens Bursell med en fin ti’er, der faldt for en brun Real Eel fisket på fluorocarbon forfang.

 

hægter og blinklåse til geddeforfang

Fluen kan enten monteres med blinklås eller hægte med en blodknude. Fra venstre mod højre – Traun River Micro Snap, No-knot-fas snap og BFT Stay-LOK. Bemærk at tampen på blodknuden peger modsat af bevægelsesretningen, så den ikke fanger grøde.

 

Rig Wallets til geddeforfang

Du kan med fordel opbevare forfang og rig-bits i en forfangsmappe som denne.

 

 

 

Geddeforfang af fluorocarbon

Bidestykket monteres i den nederste del af flueforfanget med løkke til løkke.

 

 

Friluftsland
Friluftsland

Svensk kæmpegedde rigere – og et jerkbait fattigere

Thorbjørn ”Buster” Oden fra Daiwa, svenskeren der har lagt navn til den ikoniske Buster Jerk, havde her den anden dag en fantastisk fiskedag sammen med vennen Kristian Keskitalo fra Team Daiwa.

– Kristian Keskitalo og jeg fik for et par dage siden endelig tid til at fiske sammen i hans båd, som vi havde talt om så længe, starter Thorbjørn sin fortælling til Fisk & Fri. – Vi havde forsøgt at få aftalt en tur tidligere på foråret, men det var ikke lykkedes at få brikkerne til at falde på plads, så derfor var det dejligt endeligt at være på vandet sammen. Som det ofte sker om foråret, så er varmt vejr tit forbundet med en del vind, hvilket var det, der havde været den afgørende faktor, som gjorde, at vi måtte aflyse de tidligere ture. I dag så det heldigvis lyst ud, selvom det skulle blæse kraftigt op i løbet af eftermiddagen.

– Allerede lige efter vi var startet vores geddefiskeri, fik vi de første hug, hvilket resulterede i flere fine fisk mellem 5-9,4 kilo, der alle huggede på Daiwas Lazy Jerk i farven rød/sort prisma, fortsætter han. – Jeg har eksperimenteret lidt med forskellige tailbaits, og sendt en rød/sort model til Kristian ugen inden. Den havde endnu ikke set vand, da vi begyndte at fiske, men allerede i første kast med denne agn krogede han en flot fisk på 10,4 kilo, der var 117 centimeter lang.

– Lidt senere fik jeg hugget med det store H. Jeg kunne med det samme mærke, at det var en noget større fisk, der havde hugget min Lazy Jerk på spinstoppet. Fisken tog flere lange udløb på trods af, at storgedder på denne tid af året ofte er en noget begrænset fightoplevelse. Først da vi så hende i nettet, fattede vi dog for alvor, hvor stor den var. Men alligevel ikke helt… Først underestimerede vi den nemlig, fordi den nærmest var uvirkeligt fed i forhold til længden på 121 centimeter. Fisken blev afvejet til 15,7 kilo, hvormed jeg kunne notere mig for en ny personlig rekord, og da dagen var omme kunne vi opsummere fangsterne til 21 gedder med to fisk over de magiske 10 kilo, slutter Thorbjørn, der til daglig er sælger for Daiwa i Sverige. Det eneste minus for ham var, at han måtte afstå sin Lazy Jerk til Kristian. Hans eneste regel på båden er nemlig, at alle, der fanger 10+ gedder, skal aflevere agnen, den blev fanget på, til ham!

 

Daiwa Open 2025
Friluftsland

En flot finale inden geddernes leg

Lige inden gedderne gik på leg var Thomas Kjærgaard ude og lufte geddestængerne fra sin kajak:

– Jeg smuttede tidligt fra arbejdet, fortæller Thomas. – På firmaets parkeringsplads holdt min bil klar med kajakken på taget, og den var proppet med geddegrej. Jeg satte kursen mod et stykke af det mindre kendte nordlige jyske brakvand. Vejret var perfekt med 5-8 sekundmeter vind og let overskyet. Med andre ord – det var rigtigt geddevejr!

– Det første stykke vand havde jeg afsøgt på 15 minutter, og jeg havde allerede haft et par følgere, fortsætter han. – Så fiskene var der! Jeg blev lidt mere selvsikker og skiftede min Shad 18 fra High5lures ud med en Miuras Mouse, som har kastet grumme gedder af sig i Fly VS Jerk de sidste to år. Blot fem kast skulle der til! Så brød en gedde overfladen lige ved siden af den mægtige mus, men jeg holdt tungen lige i munden på trods af spændingen. Jeg forsatte med et lille ryk og så et spinstop – og BOOM så sad den der!

– Det var let at mærke, at der ikke var tale om en lille pindegedde, så jeg gav et par gode modhug for at sikre, at krogen var sat solidt. Og min Penn Regiment II HSX 242 leverede godt med flex. Efter lidt zigzagen foran kajakken landede jeg fisken i mit net, og sejlede ind til bredden, hvor jeg fik fisken målt og vejet til 90 cm og 7,1 kilo. En ganske udmærket fisk og en perfekt start!

– Kort efter havde jeg skiftet til lettere grej, og havde sat en Savage Gear 3D Roach Shine Glider på 13,5 cm i Goldfish farven på fluorocarbon forfanget. Jeg kastede ud og lod den lette todelte wobler synke stille ned, mens jeg lige nød naturen i 10 sekunder. Da jeg startede med at rulle ind, blev linen stram med det samme, og mindsandten om der ikke var en fisk, som havde snuppet den, mens den sank. En bomstærk gedde på omkring de tre kilo blev hurtigt afkroget fra kajak kanten.

– Herefter gik tiden, og forskellige agn blev prøvet uden held. Da jeg sejlede tilbage mod bilen, satte jeg klassikeren på – en 25 grams Abu Garcia Atom i FireTiger…Få kast senere var der hug langt foran mig, og fisken trak mig mod sig, indtil vi mødtes i midten af vandet. Efter et par voldsomme udløb kunne jeg afkroge endnu en fin fisk i gællegreb fra siden af min Galaxy Cruz kajak.

– Nu var jeg næsten henne ved min bil igen, og mit sidste kast skulle være lige ved det meget smalle udløb, der førte op til broen, hvor bilen holdt. Belønningen kom prompte, og min ide om, om at lige netop her stod en gedde, holdt stik. Fisken var stærk, og pressede min stang til det yderste, da den valgte at flytte fighten direkte under kajakken. Også denne gang blev endnu en fin gedde med god tyk dunk afkroget, og svømmende ned i det mørke vand igen. Så alt i alt en fantastisk tur, med fede madammer, der var klar til kamp, slutter Thomas.

Har du også haft en god tur på vandet, så send meget gerne din fangstrapport og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller kontakt os på telefon 30 70 02 36.

 

Tradera

 

Thomas Kjærgaard med sin fine gedde taget i det jyske brakvand fra kajak

Friluftsland

Flot tolvkilos gedde på shad

Gedderne kan være super svære i marts op til legen, og mange steder har de faktisk allerede været på leg nu, fordi denne vinter har været så mild. Men – når det lykkes at ramme bulls-eye lige inden gydningen, kan der vare tale om rigtig store fisk, der peaker i vægt. Det var netop sådan en fisk Marcus Møller Andersen fik her den anden dag.

– Min fiskemakker Robin og jeg havde besluttet os for at tage til en stor lokal sø for at fange en af de helt store madammer lige før gydningen, fortæller han. – Vi fik sat vores lille 12 fods fiskemaskine i vandet, motoren blev startet og så gik kursen ellers mod det første spot. Jeg sad og riggede en af mine shad18´ fra High5Lures til, mens Robin styrede båden.

– Da vi ankom til spottet, tog jeg som sædvanligt de første par kast, mens Robin var i gang med at rigge sine agn til, fortsætter han. – Jeg tog jeg mit femte kast ud mod et dybt hul, hvor jeg lod min agn synke til bunden, og jeg nåede ikke meget mere end tre omdrejninger og et spinstop, før der var fleks på klingen. Jeg sagde med det samme, at det var god fisk på, og ikke lang tid efter korrigerede jeg til “det er en rigtig stor fisk det her”. Robin farede op og fik fat i nettet, mens jeg fik fightet fisken ind til båden, hvor den blev skovlet i nettet. Vi råbte og skreg og var helt ude af den, mens vi fik målt og vejet monstergedden til 113 cm. og 12,2 kilo, slutter de. 

De to gutter er 16 og 18 år samt fisker under navnet “DanishPredatorFishing”. De er pro staff’ere for High5Lures, og har mange gode fangster på de håndlavede agn. Da de var til Predator Cup i 2019 fangede Marcus således en ny PR i sandart på en drop9, og sidste år slog han også sin gamle PR i gedde på The 29’er Twister. Gedden vejede 11,2 kilo og var 112 cm. Sandarten vejede 4,5 kg og var 79 cm. Det er i alt tre nye personlige rekorder på et halvt år, hvilket må siges at være ret godt gået. 

 

Friluftsland

 

Friluftsland