Død agn er ofte noget, der fiskes med klassiske bundfiskemetoder, men en død agnfisk agn kan selvfølgelig også fiskes helt perfekt under et flåd – både fra land og båd. Her får du tips til det perfekte kastetakel til formålet, samt historien om den så vidt vides tungeste gedde i Danmark taget i denne vintersæson – 16,8 kilo.
AF JENS BURSELL
Vinden er voldsomt tiltagende og nærmer sig de 15 meter pr sekund. Faretruende mørke skyer driver med stor hast hen over landskabet, og jeg priser mig mere end glad for at sidde i ly i stolen under min trofaste SG Commander Bivy, som slår sig godt i tøjeret.
I det samme den første massive sorte sky lægger sig over søen, åbner himlen sig, og regnen står ned i stænger, indtil regndråberne i næste øjeblik forvandles til grove hagl, der trommer nådesløst på oversejlet, så det næsten ikke er til at høre ørenlyd. Himmel og jord står i et. Pludselig drejer vinden og sender den ondeste kastevind direkte ind i synet på mig, hvorefter et voldsomt vindstød tager fat i bivyen og flår samtlige pløkke og poles op af jorden, som var det tændstikker.
– Fuck, når jeg lige at tænke, inden jeg ser ud af øjenkrogen, at bivyen stadig lige akkurat hænger i én eneste pløk, mens resten af oversejlet blafrer rundt i luften – på vej til at lette, når den sidste pløk slipper sit tag…
– Jeg kaster mig febrilsk efter den, og når lige akkurat at få fat i en af ribberne, så den ikke flyver ud over vandet. Haglene vælter stadig ned, mens jeg får sat poles og pløkke igen – men denne gang med et par solide trækævler og sten hen over sig, så jeg ikke risikerer, at seancen gentager sig.
Det er helt perfekte forhold. For når gedderne er lige ved at gå på leg, så er stille vejr og solskin sjældent det mest befordrende for fiskeriet. Og lige præcis dette kan man på ingen måde klandre vejrguderne på her på denne dag.
Ny taktik
Alle mine takler med døde agn fisker enten på bunden eller pop-up, og på taklerne sidder der flere forskellige agn. Så kan de selv vælge! Men ligegyldigt hvor perfekt det måtte synes, så har jeg efter snart flere timers fiskeri ikke haft så meget som skyggen af et forkølet nap.
Normalt ligger der en fin hugperiode her om morgenen, så med den udeblevne hugaktivitet, har jeg en kraftig mistanke om, at gedderne så småt er begyndt at gå på leg – og derfor har noget helt andet i hovedet en lige velduftende sild og makreller.
Jeg har ikke mange skud i bøssen inden fredningen den 1. April, så jeg beslutter mig for en helt ny taktik på en af stængerne.
Fra tidligere ture til søen kender jeg et sikkert hotspot, hvor jeg mistænker, at der kan stå en rigtig stor fisk. Men – over de sidste par timer har den fået serveret alt godt fra havet på netop dette sted – uden det store respons, så nu skal der nye boller på suppen.
Jeg tager derfor min gode gamle Pike Float fra Drennan og rigger op med et 30 grams Drennan Crystal flåd og blot en halv meter under dette, monterer jeg lod og takel. På denne måde vil jeg kunne driftfiske flåddet hen over et par grødetoppe og lige hen over det sted, hvor jeg gerne vil præsentere storgedden for noget helt nyt.
Twin Hooklink Baitfish Releasetaklet
Taklet er et takel jeg har udviklet specielt til kastefiskeri med død og levende agn – nemlig Twin Hooklink Release Taklet, som du også har kunnet læse om i min nye bog ”Geddefeber”. Fordelen ved dette takel er, at det kan monteres i ryggen på agnen, så den står vandret i vandet, hvilket er den mest naturlige præsentation – samtidig med, at de to kroge kan placeres optimalt spredt ud frit eksponeret under agnfisken, så man får den bedst mulige krogning. Og det er vigtigt på en dag med ingen eller få hug som denne, hvor man bare ikke vil miste den smule action, der kommer.
Den enkeltkrog der sættes i ryggen på agnen, kan skydes op eller ned af forfanget, for at få dimensionen af taklet til at passe på forskellige størrelser af agn. Er agnen eksempelvis højrygget, skydes flådstoppet (a) og/eller powergum stopknuden op eller ned ad taklet, til det passer med at når de to tafser i enden af taklet spredes, så danner de en vinkel på cirka 90 grader. Omvendt, er agnfisken mere slank, skydes krogens montage punkt nedefter på forfanget.
Herefter sættes de to kroge perfekt ved at stikke de baitspikes der glider på de nederste krogtafser – ind i kanten af agnens underside. Og så er taklet klar til at kaste ud.
Du kan købe færdige kits til dette takel i titaniums varianten på releaserigshop.com som er specialiseret i at føre samtlige dele til release-takler her i 36 lbs og her i 54 lbs.
Monsterhugget
Det er normalt de helt små agn, der fisker bedst lige op til legen, hvor gedderne sjældent spiser særlig meget, så jeg vælger at sætte en lille slank aborre på taklet. Jeg juster placeringen af den bærende krog, så det passer med den slanke agn – hvorefter jeg placerer den bærende enkeltkrog et par centimeter foran rygfinnen, hvor agnfiskens naturlige tyngdepunkt normalt ligger.
Med en blødt kast lægger jeg flådtaklet helt perfekt, så det kommer til at drive i en bue ned over det sted, hvor jeg mistænker, at den helt store står parkeret. Jeg holder stangen i hånden, strammer op og mender linen, så der er ordentlig kontakt med flåddet, hvorefter det stille og roligt driver hen over de første grødebuske.
Intet sker. Vinden er stadig lige så voldsom som før, og i takt med flåddets fortsatte drev nytter det mindre og mindre, at jeg konstant mender linen for at opnå bedre linekontrol. Pludselig dykker flåddet stille og roligt, og jeg svarer igen med et lynhurtigt modhug, eftersom små agn har den ulempe, at de lettere sluges for dybt, hvis ikke man er vaks ved havelågen.
I det samme, jeg kroger gedden, kan jeg med det samme mærke, at det er lige det hug, som jeg gerne ville have. Stangen krummer fuldstændig sammen helt ned til bundduppen, og de ekstremt tunge, dovne langsomme rusk signalerer lige præcis det enhver geddefisker går og drømmer om i slutningen af marts: Den helt store gedde, lige når vægten peaker.
Heldigvis har jeg kroget gedden temmelig højt i vandet, så på trods af den relativt lette og bløde stang, som kun er 2 ¼ lbs TC, lykkedes det mig med maksimalt pres af holde fisken fri af de store grødebuske, hvilket gør fighten til en nydelse.
OK – det er på igen måde en vild fight, men det er som regel heller ikke det, man ønsker sig allermest, når man bare ved, at det der sidder for enden, bare skal landes for enhver pris. Fisken går tungt over den højt stående grøde og tager et par mindre udløb, men mest af alt minder fighten om et battle med en aflang og grøn brasen i kingsize størrelse.
Efter lidt tid kan jeg se, at krogen sidder solidt plantet i mundvigen, så jeg tager den med ro. Jeg får lirket mit net ud igennem sivene, og jeg priser mig lykkelig over, at det er den langskaftede karpe/specimen model jeg har med i dag. Det er ikke let at komme helt ud over sivene. Det hele passer helt perfekt med, at jeg lige akkurat når at få nettet perfekt ned i vandet, da fisken glider ind foran, og sekunder efter ligger den sikkert i bunden af mit gamle karpenet. Perfuckingfekt!!
16,8 solide kilo
Da jeg løfter nettet, føler jeg mig endnu mere sikker på størrelsen, men den helt præcise vægt får jeg først afgjort i vejeposen: Gedden vejer 16,8 kilo efter vægten af den våde vejepose er trukket fra. Jeg snupper et par hurtige fotos og et videoklip af genudsætningen med selvudløser og stativ, hvorefter jeg sætter mig tilfreds i min stol og glor apatisk og lykkelig ud i luften. Endelig – efter næsten 11 år står slår jeg min tidligere PR på 16,05 kilo.
Det er som om at tiden står stille. Egentlig gider jeg ikke fiske mere, men jeg orker heller ikke at pakke sammen lige nu. Vinden er taget lidt af, og fisken gav varmen, så i stedet for at pakke, tager jeg en velfortjent blunder i stolen, inden jeg et par timer efter går i gang med at pakke det hele sammen.
Hvordan du laver det takel, som jeg brugte, kan du som sagt læse om i bogen geddefeber, du kan købe i grejbutikkerne eller signeret i releaserigshop.com. Taklet er lige nu ved at blive produceret som et færdigt takel fra Mr. Pike – og forventes at komme på markedet til efteråret.
Geddefiskeri med kasteflåd og agnfisk er super sjovt – og det er en teknik der både kan benyttes fra land og opankret båd. Held og lykke med fiskeriet.