Lige inden gedderne gik på leg var Thomas Kjærgaard ude og lufte geddestængerne fra sin kajak:
– Jeg smuttede tidligt fra arbejdet, fortæller Thomas. – På firmaets parkeringsplads holdt min bil klar med kajakken på taget, og den var proppet med geddegrej. Jeg satte kursen mod et stykke af det mindre kendte nordlige jyske brakvand. Vejret var perfekt med 5-8 sekundmeter vind og let overskyet. Med andre ord – det var rigtigt geddevejr!
– Det første stykke vand havde jeg afsøgt på 15 minutter, og jeg havde allerede haft et par følgere, fortsætter han. – Så fiskene var der! Jeg blev lidt mere selvsikker og skiftede min Shad 18 fra High5lures ud med en Miuras Mouse, som har kastet grumme gedder af sig i Fly VS Jerk de sidste to år. Blot fem kast skulle der til! Så brød en gedde overfladen lige ved siden af den mægtige mus, men jeg holdt tungen lige i munden på trods af spændingen. Jeg forsatte med et lille ryk og så et spinstop – og BOOM så sad den der!
– Det var let at mærke, at der ikke var tale om en lille pindegedde, så jeg gav et par gode modhug for at sikre, at krogen var sat solidt. Og min Penn Regiment II HSX 242 leverede godt med flex. Efter lidt zigzagen foran kajakken landede jeg fisken i mit net, og sejlede ind til bredden, hvor jeg fik fisken målt og vejet til 90 cm og 7,1 kilo. En ganske udmærket fisk og en perfekt start!
– Kort efter havde jeg skiftet til lettere grej, og havde sat en Savage Gear 3D Roach Shine Glider på 13,5 cm i Goldfish farven på fluorocarbon forfanget. Jeg kastede ud og lod den lette todelte wobler synke stille ned, mens jeg lige nød naturen i 10 sekunder. Da jeg startede med at rulle ind, blev linen stram med det samme, og mindsandten om der ikke var en fisk, som havde snuppet den, mens den sank. En bomstærk gedde på omkring de tre kilo blev hurtigt afkroget fra kajak kanten.
– Herefter gik tiden, og forskellige agn blev prøvet uden held. Da jeg sejlede tilbage mod bilen, satte jeg klassikeren på – en 25 grams Abu Garcia Atom i FireTiger…Få kast senere var der hug langt foran mig, og fisken trak mig mod sig, indtil vi mødtes i midten af vandet. Efter et par voldsomme udløb kunne jeg afkroge endnu en fin fisk i gællegreb fra siden af min Galaxy Cruz kajak.
– Nu var jeg næsten henne ved min bil igen, og mit sidste kast skulle være lige ved det meget smalle udløb, der førte op til broen, hvor bilen holdt. Belønningen kom prompte, og min ide om, om at lige netop her stod en gedde, holdt stik. Fisken var stærk, og pressede min stang til det yderste, da den valgte at flytte fighten direkte under kajakken. Også denne gang blev endnu en fin gedde med god tyk dunk afkroget, og svømmende ned i det mørke vand igen. Så alt i alt en fantastisk tur, med fede madammer, der var klar til kamp, slutter Thomas.
Har du også haft en god tur på vandet, så send meget gerne din fangstrapport og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller kontakt os på telefon 30 70 02 36.