ZILLA GLIDER LOKKER FLOT GEDDE OVER EVNE

– I sidste uge pakkede jeg geddegrejet og satte kursen mod søen med håbet om at finde en af de lidt bedre madammer, fortæller Irena Mathiasen.

– Kulden, der kommer snigende, rykker rundt på både byttefisk og rovfisk, og der skal arbejdes for at finde dem i søen. Uden ekkolod kan det føles som rent gætværk, men der er for mig også noget virkelig charmerende i at forsøge at knække koden uden. Det er lidt den samme følelse jeg har, når jeg vader kysten tynd i jagten på havørreder.

– Jeg havde dog på forhånd en ide om, hvor fiskene skulle være netop nu på søen. Desværre holdt dette bare ikke stik, eller, måske gjorde det, hvis ellers de udeblevne hug skyldtes, at alle fiskene bare ikke gad reagere på min agn. Det finder vi gudskelov aldrig ud af.

– Dette gjorde så, at jeg måtte videre i min søgen. Kast efter kast, fik jeg arbejdet min rundt. Tjekket skrænterne, vigene, hullerne… Da jeg kom til et mere lavvandet område, skiftede jeg min store shad ud med en jerkbait. Berkley Zilla Glider i farven Rudd er altid mit første valg, da den gyldne farve er fantastisk i vandet. Den har gang på gang leveret både store fisk og bestemt også reddet en svær dag. Jeg skulle heller ikke affiske ret meget mere end 30-40 meter, før der var bud efter den!

– Mit jerkbait stoppede fuldstændig op, og med sin dovne vinter-energi gjorde gedden ikke det store væsen af sig. Det var lidt som om den blot stillede sig tungt på bunden. Når jeg løftede den et par meter op, tog den et godt langt udløb, for blot igen at stille sig tungt og dovent. Det første forsøg jeg fik på at nette den, lykkedes og jeg kunne herefter roligt beundre den smukke fisk. 

– Gedden målte 105 cm og den var tydeligvis begyndt at spise godt til, for den havde virkelig nogle smukke proportioner. – Når kulden kommer er det uhyre vigtigt at sætte farten ned. Ikke kun på jerkbait men også de store shads. Det er i hvert fald, hvad der virker for mig, slutter Irena, som du kan følge på Instagram her.

 

Geddefeber

 

 

Berkley Zilla Glider i farven Rudd er altid mit første valg, da den gyldne farve er fantastisk i vandet.

– Berkley Zilla Glider i farven Rudd er altid mit første valg, da den gyldne farve er fantastisk i vandet, fastslår Irena.

Tradera

ARRESØ & SANDARTERNE – HVA´ NU

Jens Bursell med en smuk 5 kilos sandart fra Arresø taget på vertikalfiskeri med en Westin MegaTeez fra Hobien.

I 2021 stoppede erhvervsfiskeriet efter sandart på Arresø og siden har søens sandartbestand fået en opblomstring med et godt fiskeri efter mindre sandart i 1,5-3 kilos klassen – samt enkelte større fisk. Men hva´nu?

 

AF JENS BURSELL

 

Fisk & Fri har over de seneste år skrevet en lang række artikler for at gøre opmærksom på det uhensigtsmæssige i at fortsætte erhvervsfiskeriet efter sandart blandt andet på landets største sø – Arresø. Da erhvervsfiskekoncessionen ophørte i 2021, gjorde en lokalpolitiker – Kim Jensen – i 2022 et forsøg på at få en ny erhvervsfisker i gang på søen, men det blev skudt til hjørne umiddelbart efter et interview med mig om emnet i Frederiksborgs Amts Avis, hvor jeg argumenterede for, hvordan erhvervsfiskeriet – udover at skade rekreative og socioøkonomiske interesser – også ville gøre det sværere at opnå ”god økologisk tilstand” i Arresø inden 2027 jfr. EU’s Vandrammedirektiver. På samme tid blev denne artikel  publiceret på fiskogfri.dk – og efterfølgende debatteret på lokale sociale medier i byerne omkring Arresø, hvilket ikke var en vindersag for lokalpolitikeren. DSFs Torben Kaas havde også et indlæg om sagen i Frederiksborg Amts Avis.

 

drømmerejse iFish Travel

 

Naturstyrelsen og DTU Aqua ændrer kurs i forvaltningen af Arresø

Efterfølgende har der været stille om sagen et stykke tid, hvor både Naturstyrelsen, der forvalter søen – og DTU, der tidligere har rådgivet til hård befiskning af sandartbestandene, tilsyneladende har lyttet til argumenterne i den intense debat over de sidste par år, og åbenbart indset det fornuftige i at stoppe rovdriften på søens sandartbestand.  

I sommers gik DSF, Dansk Lystfiskeri og Lystfisker Danmark sammen – og fik DTU Aqua med til et møde med Naturstyrelsen, hvor alle kunne blive enige om at starte et samarbejde som sigtede mod en fremtidig bæredygtig forvaltning af fiskeriet på søen sammen med de lokale klubber.

– Vi har været i dialog med NST med henblik på at få sikkerhed for, at man ikke genoptager erhvervsfiskeriet, fortæller Arne Kvist Rønnest fra Lystfisker Danmark til fiskogfri.dk. – NST har været meget imødekommende omkring dette og har ingen planer om at genoptage fiskeriet. Samtidig har vi så haft dialog med NST og de foreninger som bruger søen om at lave et sæt spilleregler, så fiskeriet på Arresø foregår på en god måde.

– NST er ret ligefremme og siger: Vi vil gerne have et blomstrende lystfiskeri på søen, så det er ret lovende, fortsætter Arne. – Indtil videre er man i dialog om et oplæg for regler og forvaltning, der pt lyder således:

Godt lystfiskeri på Arresø – nu og i fremtiden

 Lystfiskerforeningerne ved Arresø understreger hermed deres ønske om en bæredygtig lystfiskerkultur ved Arresø, hvor lystfiskeriet udøves i respekt for naturen under og over vandoverfladen, i respekt for regler og beskyttelsesforhold og i respekt for andre rekreative interesser.

 Udgangspunktet for at skabe et godt fiskeri på Arresø er følgende vision: “Arresø er kendt af enhver lystfisker i Danmark – for et godt fiskeri og en bæredygtig forvaltning af lystfiskeriet.”

Skal visionen opfyldes, bør følgende initiativer sættes i gang:

 – Fiskeriet på Arresø skal forvaltes bæredygtigt, og skal være et eksempel på en bæredygtig lystfiskerkultur. Det forudsætter at man ved, hvad der fanges på søen. Derfor skal det være pligtigt, at alle som fisker på Arresø laver tur-fangst rapportering, dvs. rapporterer deres fisketure og eventuelle fangster i Fangstjournalen. Fangstrapporteringen kan gøres anonym og kan gennemføres sådan, at der ikke er adgang til at se dag-til-dag fangster.

 – Der skal kigges nærmere på en bag limit og måske et fangstvindue for sandart. Dels for at understøtte bestanden, dels for indirekte at understøtte lystfiskernes bevidsthed om bestanden og det unikke fiskeri.

 – Det skal være muligt at fiske sandart fra båd i april i hele søen eller dele af søen under den betingelse at der anvendes el-motorbåd.

 – Ud over foreningernes adgang til både gives der adgang til, at op til fem både ’udefra’ (dvs. ikke administreret af foreningerne) per dag kan fiske på Arresø. Dette er under forudsætning af, at disse både er eldrevne, at der er etableret en booking-metode, og at der er sket en afklaring af alle forhold omkring logistik, parkering, evt. ladestandere, adgang til rampesteder, m.v. Der kan eventuelt skrues op og ned for disse ekstra tilladelser hen over året, f.eks. i forbindelse med yngleperioder for sårbare fugle o.lign.

 – Der skal arbejdes henimod at flere både, som fisker på Arresø, er eldrevne.

 – Der skal tages prøver af fisk og vand for at sikre, at det ikke er sundhedsfarligt at spise fangsten.

 – Det er vigtigt, at lystfiskeriet får en tydelig stemme i søens brugerråd og kommer i dialog med vigtige interessenter, bl.a. ”Ren Arresø”. For at imødekomme udviklingen af det rekreative brug af og omkring Arresø foreslås en øget frekvens af møderne i brugerrådet.

 

Denne fine sandart fra Arresø huggede en 15 cm Cannibal Shad.

                                                                                                                                     Denne fine sandart fra Arresø huggede en 15 cm Cannibal Shad.

Arresø – hvad så nu?

– Næste skridt er at notatet sendes til Søbrugerrådet med henblik på at det drøftes af rådet, tilføjer Arne. – Vi håber de kan drøfte det til marts. Dernæst skal  NST-Nordsjælland afklare via jurist hos NST om papiret kan siges at være i overensstemmelse med den nuværende Arresø-bekendtgørelse. Hvis ja – kan det tilføjes som allonge til bekendtgørelsen. Hvis nej skal der gennemføres en formel høring.

Her på Fisk & Fri følger vi løbende udviklingen omkring søen, og vender retur, når de endelige planer for den fremtidige forvaltning af søen ligger klar.

De nuværende regler for færdsel på Arresø finder du her.

 

Kort over Arresø. Bemærk at der i hele den sydlige del af søen ikke må fiskes med motordrevne både fra 1 november til 15. marts.

Kort over Arresø. Bemærk at der i hele den sydlige del af søen ikke må fiskes med motordrevne private både fra 1 november til 15. marts.

 

Meld dig ind i Facebookgruppen “Sandartfiskeri i Danmark” her.

 

Friluftsland
Tradera

MALMØ KANAL LEVERER STADIG

– Forleden aften begyndte vi at fiske klokken 19.30, og vi vidste at det nok vil blive svært, da der kun var taget ret få fisk tidligere på aftenen, fortæller svenske Tobias Wansland. – Der var både lavt og klart vand, og under disse forhold ved jeg, at små woblere i lyse farver ofte er det bedste.

– Jeg fik flere hug, og efter 10 minutters fiskeri havde jeg faktisk mistet to fisk. Halvanden time senere havde jeg fået seks fisk i 35-40 cm klassen. Så tog jeg en pause og kort efter fik jeg en fin fisk på 37 centimeter. Og så kom monsterhugget med en fisk på 2045 gram og 49-50 cm, som du kan se ovenfor. Det var en rigtig tyk og bred aborre, som jeg nok får svært ved at slå igen. Fisken røg straks retur og svømmer stadig rundt i kanalen.

Du kan læse meget mere om aborrefiskeriet i Malmø Kanal i denne fede artikel af Alexander Nordstrøm på fiskogfri.dks artikelarkiv.

Samme sted finder du adskillige gode artikler om aborrefiskeri – både i søer, åer og kanaler.

Læs om gedderne i Malmø Kanal her.

Fanger du selv en flot fisk, så send gerne et par linjer og nogle gode fotos til jb@fiskogfri.dk eller på sms telefon 30 70 02 36.

 

Friluftsland

Tradera

HAVØRREDFISKERI PÅ BORNHOLM? UNIKT FERIEHUS UDLEJES

Skal du på fiskeferie til Bornholm, så behøver du ikke at lede længere efter det helt perfekte hus. Det er nemlig lige her:

Det trelængede bindingsværkshus ”Klippely” ligger på en stor naturgrund i Paradisbakkerne – super centralt beliggende i forhold til mange af fiskepladserne på øen. Det idylliske hus er fortrinligt til fiskegrupper med 6-8 sovepladser, fiskerensekøkken, fryseplads, guidebog til kystpladserne og et stort topografisk kort over Bornholm med dybdekurver. Der er også tørreskab til vådt fisketøj i stalden/værkstedet, hvor der også kan opbevares masser af grej og et hav af fiskestænger indenfor på de gamle egebjælker. Det massive egeplankebord, ild i brændeovn og loft til kip fuldender stemningen efter en lang dag på kysten…

Huset udlejes til 450 kr./dag ekskl. forbrug. For yderlige info kontakt Mikkel Jungersen på mjungersen@icloud.com

Læs om vinterfiskeriet efter kystørred på Bornholm i denne artikel på fiskogfri.dk – hvor du også kan se et par hyggelige billeder fra netop “Klippely”.

Daiwa Open 2025

 

 

Udlejer - Mikkel Jungersen, har sammen med sine fiskekammerater har utallige gode og hyggelige timer det lille fiskeferiehus under deres mange havørredture til Bornholm.

Udlejer – Mikkel Jungersen, har sammen med sine fiskekammerater har utallige gode og hyggelige timer det lille fiskeferiehus under deres mange havørredture til Bornholm.

Tradera

GEDDER, ABORRER OG HAVØRRED VED ÅRHUS

– Sidste weekend var jeg på tur med min søn og en af hans fiskekammerater, fortæller Rasmus Petersen. – Vi skulle fiske gedder og aborrer i en privat sø på Djursland. Dagen gik godt, og vi fik 10 gedder i båden – samt en masse aborrer i mindre størrelser.

– Sidst på dagen får min søn er godt hug, som vi mener er en gedde. Det viser sig dog at være en super fin aborre på 46 cm og 1,25 kg (nedenfor). Fisken blev tager på UL-grej og en hybrid af spinner og wobler. Min søn var yderst tilfreds med sin nye pb i aborre.

– I går var vi så afsted igen med juniorafdelingen hos AROS lystfiskerforening. De arrangerer hver mandag ture for de fiskeglade unge mennesker. Jeg fisker ofte med, for ellers bliver det til mange kedelige timer i bilen. Dagen stod på kystfiskeri syd for Århus. Jeg gik med fluestangen og en Høtyv str. 4. Der skulle ikke mange kast til, før der var stram line, og efter en god fight kunne jeg nette en fin blank havørred på 62 cm.

– Der skal lyde en stor tak til alle de frivillige kræfter, som står for disse arrangementer og ture i foreningen AROS, som du kan læse mere om her.

 

Friluftsland

 

aborre

Tradera

AMAZONAS: PÅ ARAPAIMAJAGT I JUNGLEN

Artiklens forfatter Mikkel Matzen med sit livs arapaima på krogen. Man skal ikke have sarte nerver, hvis man skal fiske efter så store fisk fra en lillebitte foldekano!

For et par år siden tog et gæng danske lystfiskere til den peruvianske jungle for at fange arapaima – en af verdens største ferskvandsfisk. Spænd sikkerhedsselen og tag med på en uforglemmelig tur, hvor der på trods af svære forhold bliver fanget nogle utrolig flotte fisk.

 

AF MIKKEL MATZEN, EFFEKTLAGERET

 

DET ER SVÆRE FORHOLD på grund af ekstrem høj vandstand i regnskoven i den peruvianske del af Amazonas, men allerede en af de første dage fanger Henrik Carl en flot arapaima, der vejer omkring 60 kilo, hvilket er til stor glæde for os alle, da det beviser, at det kan lade sig gøre på trods af de dårlige forhold, og de enormt mange mistede fisk, som vi allerede har haft de første dage. Årsagen til, at vi mister så mange fisk er blandt andet, at det er svært at lande dem pga. den høje vandstand.

 

Der er ingen steder, hvor vi kan bunde og dermed håndtere fisken. Faktisk er Daniel med en af sine fisk, nødt til at stå på en gren i vandet for at få et nogenlunde billede – og de efterfølgende dage kommer de fleste på tavlen med fisk over 50 kilo. Blandt andet går Andreas Rasmussens store drøm i opfyldelse, da han lander en flot arapaima taget på flue!

 

drømmerejse iFish Travel

 

Geir Aasjord og Henrik Carl med Henriks flotte arapaima på cirka 60 kilo.

Geir Aasjord og Henrik Carl med Henriks flotte arapaima på cirka 60 kilo.

 

Arapaima i en gigantisk sø

Min kanomakker Jacob har endnu ikke landet en større arapaima, så vi skal prøve et nyt sted, hvor selv Geir Aasjord – vores turleder – ikke havde været. Der er mange timers kanosejlads ind gennem tæt, oversvømmet krat, så vi er ekstra tidligt afsted denne morgen.

Da vi har fået kæmpet os igennem junglen, kommer vi til en gigantisk sø. – Vi kigger på hinanden og er enige om, at det her ikke kan gå galt. I dag er det vores dag! Vi ser hurtigt en rigtig stor fisk komme op efter luft. Den er langt væk, men vi beslutter at tage chancen, så vi nærmer os den Vi sidder helt stille og spejder ud over vandet. Pludselig kommer fisken op blot 20-25 meter fra båden og trækker luft. Jeg ser tydeligt hvilken vej den går, og placerer et kast lige foran snuden på den!

Flåddet når knap at ramme vandet, inden det forsvinder! Endelig er der fast fisk – og det er en af de helt rigtige. Fisken er så stor, at vores kano bliver trukket ud midt på søen, selvom Jacob gør alt for at padle kontra. Fighten er ekstrem intens de første 5-10 minutter med flere vanvittige spring, men herefter falder fisken til ro. Igen har vi desværre problemer med at finde et sted at lande fisken. Geir guider os ind til et lille hul, og Jacob får kanoen placeret. Fisken går frem og tilbage foran os, Geir har fået fat i forfanget, men fisken er ikke klar endnu. Den tager et heftigt udløb og sætter sig i noget på bunden, og så tror jeg, det er slut. Heldigvis får jeg den på mirakuløs vis ud igen, og fisken er nu helt klar til at blive landet. Jeg løfter stangen og presser den hen mod Geir, for at han kan få armene omkring den, men en halv meter før han kan nå om den, sker det eneste der ikke må ske: Krogholdet ryger – igen, igen… Vi står alle målløse tilbage. Det her burde ikke kunne lade sig gøre.

 

Det er fra små foldekanoer som disse at arapaimafiskeriet foregår.

Det er fra små foldekanoer som disse, at arapaimafiskeriet foregår.

Forrygende arapaimafiskeri

Vi sejler tilbage for at mødes med de andre. Her hører vi, at Christian Boyum har fanget en arapaima på 70-80 kilo – og på vejen tilbage, ser vi Daniel Hein stå på en gren i vandet med en flot fisk. Vores eftermiddag går forrygende, da Jacob lander en flot arapaima på over 60 kilo. Jeg kan godt mærke, at frustrationen fra om formiddagen stadig sidder i kroppen, men hvor var det fedt at være med til at Jacobs mål blev indfriet. Vi sejler tilbage, mens solen går ned over junglen – og får os en snak om dagens oplevelser.

Jacob er ovenpå efter den flotte fangst, og han er derfor en kæmpe motivation, der får peppet mig op til, at det i morgen også skal lykkes for mig. Næste morgen sejler vi afsted til en sø, hvor vi tidligere på ugen, har set og mistet kæmpestore fisk. Ud af øjenkrogen ser jeg en fisk trække luft. Jeg kaster i nærheden af den, og flåddet forsvinder kort efter. Det her bliver starten på en af mine største fiskeoplevelser til dato. De første minutter gør fisken ingenting, og jeg sikker på, at der ikke er tale om en stor fisk, men det skal vise sig, at jeg tager grueligt fejl.

En hård arapaimafight

Fisken ruller i overfladen 15 meter fra kanoen, og jeg bliver chokeret over hvor stor den i virkeligheden er. Geir har nu også set, hvor stor den er, og råber at vi ikke må lade den komme ind, før fisken er træt, for så stor en fisk kan gøre meget skade i en lille foldekano. Det virker som om, at fisken er totalt ligeglad med at trække rundt med to mand i en kano, og lige meget hvor hårdt jeg tager den, trækker den bare kanoen roligt afsted. Jacob kæmper og pruster for at få kanoen ind til land, men fisken er så stærk, at vi må have en anden kano til at hjælpe os med at få vendt rundt, så han får bedre mulighed for at styre. Vi nærmer os roligt Geir, som står klar. Tankerne flyver igennem hovedet på mig, men Jacob beroliger mig med, at fisken er kroget perfekt. Jeg tumler med den fem gange inde foran hullet, for det er et ekstremt lille område at skulle lande så stor en fisk på. Jeg må bruge alle min kræfter på at presse fisken det sidste stykke hen til Geir.

Men pludselig, da vi alle tror, at den er klar til at blive landet, eksploderer fisken og går næsten fri af vandet. Jeg sidder med al line på hjulet, så det er hårdt mod hårdt, og pludselig lyder noget, der minder om et riffelskud, idet linen springer, og fisken er tabt… Sjældent har jeg råbt så højt og været så frustreret. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. – Den her fisk var 2.5-3 meter og sandsynligvis over 120 kilo, siger Geir. Det var min ”once in a lifetime” arapaima – og formentlig en potentiel verdensrekord, som nu er gået tabt.

 

Arapaima på flåd er ikke for sarte sjæle

Arapaima på flåd er ikke for sarte sjæle.

Flådfiskeri efter arapaima

Jeg er færdig og ødelagt. I virkeligheden vil jeg gerne bare væk, men Jacob tvinger mig til at fiske videre og endda samme sted. Alt er lort, men Jacob prøver ihærdigt på at få mig i bedre humør på trods af, at han godt ved, hvordan jeg har det. Om det er skæbnen ved jeg ikke, men nøjagtigt samme sted, ser vi nu en stor hvirvel i vandet, og jeg skynder mig at kaste flådet derhen. Først forsvinder flåddet, men inden jeg overhovedet når at gøre noget, kommer det til syne igen. Det næste der sker, er at jeg kan se arapaimaen i overfladen, og det er næsten lige før, at halen rører ved flådet, men så forsvinder den ellers lynhurtigt igen med agnen i munden.

Fisken er alt andet end medgørlig. Arapaimaen tænder fuldstændig af og tager et 60-70 meter udløb ind under rødderne i junglen. Normalt vil det betyde, at fisken er mistet, men Jacob starter op for den store motor. – Den kan fandme tro nej, råber Jacob og trækker bogstaveligt talt fisken ud på søen igen. Fisken har brugt mange kræfter på de eksplosive udløb samt spring – og kampen imod Jacob gør, at den hurtigt bliver medgørlig. Geir står klar samme sted som før, klar til at assistere, og helt efter bogen presser vi fisken hen til Geir som denne gang får fat rundt om den. Jeg er lykkelig og skriger højt. Det er så vildt, at man kan gå fra den værste til den bedste følelse i verden på under en time. Det er totalt euforisk.

 

Sådan så lejren ud - de hvide lagenoverdækker er sovekabinerne.

Sådan så lejren ud – de hvide lagenoverdækker er sovekabinerne.

Farlige toiletbesøg i junglen

Lejrlivet er en fantastisk oplevelse. Geir har sørget virkelig godt for os, men der er én ting vi alle frygter – og det er det afsidesliggende toilet, der er hjemmebane for alskens kryb… Vi er nu engang indrettet sådan, at når der kommer noget ind, så skal der også noget ud – og vi frygter alle toiletbesøget. Der går ikke lang tid før de første benytter toilettet, og efter Daniel og Henrik har været afsted, bliver det Jacobs tur. Han er påpasselig og tjekker som den eneste – bare for en sikkerheds skyld – toilettet og ganske rigtigt sidder der under brættet en stor skorpion!

Toiletbesøget bliver udskudt og i stedet indleder vi en jagt på skorpionen med vores machete og får den likvideret. Så er der fri bane igen. Der er heller ingen af os, som har specielt meget lyst til en badetur i floden, da vi både har set kaimaner og slanger. Men den høje luftfugtighed gør det næsten ulideligt, så da Christian som den første springer i og larmer så meget, at han må have skræmt alle farlige dyr væk, går der ikke lang tid, før vi andre godt tør springe i også. Rådet fra de lokale lyder således: Hvis du ser en kaiman – så svøm!

Når vi sejler, bruger vi den store båd, som vi fylder med vores grej. Herefter stabler vi de små kanoer oven på båden. Det første stykke sejler vi med motor, hvorefter vi stævner ud i små kanoer med to mand i hver – og hakker os vej gennem junglen til nogle søer langs floden. Nogle steder er det fuldstændigt ufremkommeligt, og selvom vi har en machete med, er vi nødt til at trække os frem ved håndkraft, da bevoksningen er for tæt til at bruge pagajen. Alt i junglen kan forsvare sig eller gå til angreb.

Træernes stammer er beklædt med pigge, mens blade og grene som hænger ned fra træerne er fyldt med insekter, som vil æde dig. Vi bliver meget hurtigt opmærksomme på, at man ikke skal ryste eller banke på træerne, da nedfaldet ofte viser sig at være en stor, levende, lodden og uvelkommen gæst i en lille kano! Normalt vandrer man på land til søerne, men vandmængden gør, at vi bliver nødt til at sejle ind til dem. Det betyder, at vi sidder 14 timer om dagen i vores små kanoer, og den mest brugte sætning på hele turen bliver ”Fuck jeg har ondt i røven!”. Der er sågar nogle af os som får blå baller!

 

Mikkel Matzen og Geir med Mikkels flotte 60 kilos arapaima, der huggedepå en halv wolffish monteret på cirkelkrog, som det ses til højre.

Mikkel Matzen og Geir med Mikkels flotte 60 kilos arapaima, der huggede på en halv wolffish monteret på cirkelkrog, som det ses til højre.

Fisketeknikken til arapaima

Vi fisker efter arapaimaerne ved at spejde ud over vandet, mens vi venter på, at de kommer op til overfladen for at trække luft og samtidigt afslører, hvor de befinder sig. Derefter sejler vi så hen, hvor vi har spottet dem og venter på, at de viser sig igen. Kunsten er at holde øje og forudse, hvilken vej fisken bevæger sig – for derefter at placere agnen så tæt på arapaimaens hoved som muligt, næste gang den viser sig.

En anden måde, de viser sig på, er når de jager. Her kommer de også til overfladen og afslører sig selv, idet de slår et hårdt slag med halen for at lamme byttefisk. Når det sker, så er man ikke i tvivl, for det lyder som et riffelskud, når deres hale rammer vandet. Når arapaimaen jager, så er den fuldstændig fokuseret på jagten, og her er chancen størst for at fange dem. Alt, der lander i nærheden af fisken, bliver spist!

Efter mange fiskerejser har jeg lært, at den vigtigste ingrediens for at skabe en god tur, er at rejse med de helt rigtige kammerater – i dette tilfælde Jacob Juul, Andreas Rasmussen, Christian Boyum, Daniel Hein og Henrik Carl, som alle har bidraget med noget positivt på turen. Jeg kunne ikke drømme om et bedre hold at tage på tur med! Vi har haft mange odds imod os, men på trods af det, så har vi alle fået arapaima over 50 kilo, hvilket var vores mål. Det var mega hårdt – og til tider var det surt med surt på – men turen har været en af de bedste fiskeoplevelser, jeg nogensinde har haft. Jeg er overbevist om, at det ikke er sidste gang vi rejser sammen, og Peru skal helt sikkert afprøves igen. Vi vil tilbage og have revanche i selskab med vores skrappe og erfarne turleder – Geir, som er en af de mest fantastiske mennesker, jeg har mødt.

 

Store cirkelkroge er et godt valg, når der flådfiskes efter arapaima.

Store cirkelkroge er et godt valg, når der flådfiskes efter arapaima.

Grejet til arapaimafiskeri

 – Stangen: Spinnestang på 8’-10’ med en kastevægt på 100-150 gram med en parabolisk aktion

– Hjulet: Spinnehjul str. 4000-5000 med en pålidlig bremse og som kan indeholde nok line

– Linen: flettet line med en høj kvalitet og med en brudstyrke på min. 100 lbs

– Endegrej: glideflåd monteret op med en cirkelkrog og kevlar eller fluocarbon som leader

Fiskeriet efter peacockbass

Peacock bass´en er en utrolig smuk fisk – dem vi fangede var på 2-3 kg og er fanget midt på dagen, hvor arapaima fiskeriet var dødt. Vi fiskede med små poppere inde i mangroven, på let grej. En helt fantastisk oplevelse, da de kommer med 120 km/t og tager popperen i overfladen. Det var noget alle havde stor fornøjelse af.

Facts om arapaimaen

Arapaimaen skulle som art eftersigende være omkring 150 millioner år gammel og bliver derfor af nogle også kaldet for en urfisk. Den er blandt de største levende ferskvandsfisk og lever i Amazonas regnskovsfloder. Den har ikke lunger som sådan, men trækker vejret gennem en svømmeblære hvor blodet bliver iltet, derfor skal arapaimaen ca. hver 20 min. op til overfladen for at få luft. Det er mest normalt at de bliver omkring 2-2,5 m og har en vægt på ca. 150 kg men der er særtilfælde hvor den kan blive helt op til 3 m og veje omkring 200 kg. Arapaimaen er en rovfisk og lever for det meste af andre fisk, men den kan fint finde på at spise fugle og andre dyr på floden. Arapaimaen er truet og der er flere områder, hvor de slet ikke findes, da de lokale spiser den fordi det er en eftertragtet spisefisk – derfor har man de senere år næsten fisket dem helt væk.

Skal du selv på tur efter fx arapaima eller andre spændende fisk, kan du altid få tips & tricks fra Mikkel Matzen fra Effektlageret.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2018

 

Friluftsland

 

 

Den peruvianske del af Amazonas byder på nogle fantastiske naturoplevelser- her en flok skildpadder, der tager sig en slapper.

Den peruvianske del af Amazonas byder på nogle fantastiske naturoplevelser – her en flok skildpadder, der tager sig en slapper.

Tradera

GEDDEFISKERENS HJUL

Når der som her dørges med store agnfisk, kan det være en stor fordel med en knarre på hjulet ( tv på hjulgavlen), så fisken får mulighed at tage agnen uden for meget modstand, inden modhugget falder. Knarren, afgiver en høj tikkende lyd, så man advares om hugget, hvis ikke man har set det – og den svage modstand på knarren, gør, at der ikke kommer overløb.

Der er ikke lang tid til geddepremieren – så det er snart nu, at du skal være klar med alt dit grej. Som alsidig geddefisker er det godt at kende til de fordele og ulemper, der er ved forskellige typer af hjul til diverse former for geddefiskeri. Her får du et overblik over de mest brugte typer.

 

AF JENS BURSELL

 

UANSET hvilken form for geddefiskeri du dyrker, er der nogle helt generelle overvejelser omkring hjulvalget, som er værd at tænke over. Hjulet tjener to primære formål: 1) At opbevare line nok til at kaste den ønskede distance – samt rigeligt med bagvedliggende line til at en storfisk kan tage et udløb, selv hvis den hugger længst ude i kastet og 2) sammen med stangen at samle linen hurtigt nok op i modhugget og lægge det rette pres på fisken, så den udtrættes sikkert uden risiko for linebrud eller mistet kroghold.

 

Daiwa Open 2025

 

Jens Bursell med en fin 12´er taget på dørg med en 30 cm line-thru.

Jens Bursell med en fin 12´er taget på dørg med en 30 cm Line-Thru Trout.

Geddehjulets linekapacitet

Selvom gedden kan være en dramatisk fighter, er det meget sjældent de lange udløb, som præger kampen – selv når det drejer sig om store fisk. Ud fra denne betragtning er der derfor sjældent brug for mere end 70-100 meter line på hjulet. Selv de mindste hjul kan rumme denne mængde line i en brudstyrke, der er stærk nok til at lande selv den største gedde, men alligevel vil det normalt være en fordel at vælge et noget større hjul.

De lidt større hjul har den fordel, at diameteren af den linebærende del af spolen på en fuld spole er større end på et mindre hjul, hvilket betyder, at lineindtaget pr omdrejning på håndtaget bliver større ved en given gearing eller udveksling. Har du fx to hjul med en udveksling på 1:6 vil der blive taget mest line ind pr omdrejning, på det hjul med bredeste fyldte spole. Og hvad betyder det så?

For det første giver et større lineindtag pr omdrejning en større spændvidde i den indspinningshastighed man kan have med en vis komfort uden at skulle hjule som en gal for at spinne agnen hurtigt ind. For det andet har man betydeligt nemmere ved at stramme op på en fisk i modhugget, når man kan spinne linen hurtigere ind, i det fisken hugger. Dette gælder især i de tilfælde, hvor fisken kommer med stor fart bagfra og fortsætter med at svømme fremefter mod fiskeren i det den tager agnen. Her kan hjul med for lav gearing kombineret med en for lille spole komme til at koste fisk, fordi man simpelthen ikke kan spinne hurtigt nok ind til at få sat krogene effektivt.

 

Fastspolehjul kaster ofte længere end mulithjul, især med de relativt lette agn. Fastspolehjul kan også sagtensbruges til de større jerk- og softbaits, men det kræver et af de lidt kraftigere hjul i 4-5000 klassen.

Fastspolehjul kaster ofte længere end mulithjul, især med de relativt lette agn. Fastspolehjul kan også sagtens bruges til de større jerk- og softbaits, men det kræver et af de lidt kraftigere hjul i 4-5000 klassen.

Hvad betyder spolens størrelse på geddehjulet?

Spolens størrelse har naturligvis også noget at gøre med den valgte linetykkelse, og det siger sig selv, at jo tykkere line, desto større spole skal der til for at rumme en given mængde line. Fra kastetests med en given linetykkelse ved man, at bredere spoler giver lange kast – og da spolebredden i en vis udstrækning hænger sammen med hjulets størrelse, vil større hjul – op til en vis grænse – også medvirke til længere kast.

Det er blandt andet derfor, at de såkaldte big pit fastspolehjul, der er designet til langdistance kast – har en utrolig bred spole. Høj gearing og et stort lineindtag pr. omdrejning er som skitseret ofte en fordel – men afhængigt af hvilken type af fiskeri man dyrker, kan det også være en ulempe.

Fisker man eksempelvis med store og tunge agn, der giver meget vandmodstand, når de spinnes ind – fx woblere med store skeer eller muskiespinnere, kan en for høj udveksling eller for stort lineindtag gøre indspinningen meget trættende for håndleddet samt udsætte hjulets mekanik for en unødig høj slitage. Til nogle former for fiskeri vil udveksling og lineindtag også influere på den optimale indtagningsrytme – eksempelvis ved jerkbaitfiskeri. Her er der nogle som foretrækker en relativt lav udveksling for bedre at kunne synkronisere jerkbevægelser og omdrejninger på hjulet. Dette er dog i høj grad et spørgsmål om personlige præferencer.

Bremsen på geddehjulet

Hjulets bremse medvirker dels til en kontant prikning af krogen, i det fisken hugger – og dels til at styre, at hverken line eller kroghold overbelastes under selve fighten. Bremsen skal køre blødt, så linen ikke kører af spolen i ryk. Med de linetykkelser man normalt anvender til geddefiskeri, er det sjældent brudstyrken, der bringes på den store prøve, men alligevel kan en blød bremse få stor betydning, hvis linen – uden man har opdaget det – er blevet hærget mod eksempelvis en sten på bunden. Her vil en bremse, der kører i ryk – hvis man er uheldig – kunne være det, der får linen til at knække.

Den bløde bremse er især vigtig, hvis fisken er yderligt kroget, og krogen blot sidder i det bløde væv på ydersiden af de hårde kæber. Kører bremsen i ryk, kan det betyde, at krogen flås ud – hvilket dels kan betyde et stort krogsår på fisken – og dels en mistet fisk.

Hvilken type hjul skal jeg vælge til geddefiskeri?

Geddefiskerens hjul til spin, dørg og mede vil typisk være et fastspolehjul eller et multiplikatorhjul – i daglige tale multihjul. Groft sagt kan begge typer bruges til alle former for geddefiskeri, men der er alligevel bestemte typer, der egner sig særligt godt til særlige typer af fiskeri eller grejkombinationer.

 

Når du har fletline hele vejen ned til forfanget giver fastspolehjuletnogle suveræne kast - men med uptraces på 10-20 meter fluorocarbon, kører din samling mere smoth igennem med kombination af multistang og multihjul.

Når du har fletline hele vejen ned til forfanget giver fastspolehjulet nogle suveræne kast – men med uptraces på 10-20 meter fluorocarbon, kører din samling mere smoth igennem med kombination af multistang og multihjul.

Geddespin med fastspolehjul

Fastspolehjul anvendes især til spin og medefiskeri. For langt de fleste lystfiskere vil et fastspolehjul give de længste kast med de mindre – mellemstore agn, hvilket er et godt argument for at vælge denne type hjul, da længere kast ofte kan være medvirkende til at give højere afsøgningseffektivitet og dermed flere fisk.

Et fastspolehjul kaster bedst, når linen ikke er alt for kraftig, og det er derfor især til mindre og mellemstore agn op til 50-80 gram, at disse hjul – typisk i størrelsen 2500-4000 – anvendes. Et fastspolehjul af en given vægt har ofte både en højere gearing og lineindtag end et tilsvarende multihjul, hvilket gør det til et oplagt valg til spinnefiskeriet, hvor de relativt korte stænger, der tit anvendes, kan have svært ved at samle linen hurtigt nok op i modhugget. Et fastspolehjul vil altså ofte gøre det lettere for dig at give et tilstrækkelig hurtigt samt effektivt modhug.

Fastspolehjul med frontbremse har ofte, men ikke altid, en bedre bremse til prisen – og det er derfor tit denne type af fastspolehjul, der anvendes til kastefiskeri. De fleste fastspolehjul i denne størrelse har fast bagstop, hvilket er vigtigt, for – pr refleks – at kunne lave et hurtigt modhug.

 

Et baitrunnerhjul som dette fra Shimano er den optimale allround løsning til fiskeri med agnfisk fra land - og du kan bruge de samme hjul til fxstør og karpefiskeri. Baitrunner tangenten, der ses bagerst på hjulet, er i dette tilfælde ikke slået til, da der fiskes med åben bøjlearm og linen semi-fikseret i en hanger.

Et baitrunnerhjul som dette fra Shimano er den optimale allround løsning til fiskeri med agnfisk fra land – og du kan bruge de samme hjul til fx stør og karpefiskeri. Baitrunner tangenten, der ses bagerst på hjulet, er i dette tilfælde ikke slået til, da der fiskes med åben bøjlearm og linen semi-fikseret i en hanger.

Medefiskeri efter gedder med fastspolehjul

Ved medefiskeri fra land med flåd eller bundtakler, hviler stangen ofte i en elektronisk bidmelder på en bankstick, der fungerer som stangholder. For at bidmelderens sensor kan virke optimalt, skal linen ikke løbe alt for tæt på klingen og netop derfor er det stænger designet til fastspolehjul med relativt højbenede øjer, som normalt anvendes. Dette er en af årsagerne til, at fastspolehjul er den mest anvendte type til medefiskeri fra land. Skulle man bruge multihjul med knarre til det samme, ville det både blive besværligt og unaturligt, da man så enten ville skulle dreje baglæns i modhugget – eller skulle forsinke modhugget ved at vende stangen, inden man spinner ind.

Ved fiskeri med agnfisk er taktikken ofte, at gedden lige skal have en smule løsline, inden der gives modhug, så agnen kommer ordentligt ind i munden uden den mærker modstand og spytter agnen ud igen. Dette sikres normalt ved at slå bøjlen over og sætte linen i en hanger/drop-back indikator på den bagerste bankstick. Netop derfor er et fastspolehjul med friløbs mekanisme – fx baitrunners – ikke en bidende nødvendighed. Alligevel vælger de fleste at bruge baitrunners til denne form for fiskeri – da baitrunner-funktionen udvider hjulets generelle anvendelsesområde til også at fungere perfekt til mange andre former for medefiskeri, hvor den kan være en stor fordel.

Fisker du eksempelvis din agn på flåd fra land, kan det være en fordel at kunne slå baitrunneren til, så stangen ikke bliver flået i vandet, hvis der kommer hug, hvor fisken svømmer væk fra land – uden at du har set det. Eller – ønsker du også at kunne bruge hjulet til medefiskeri fra båd, er baitrunneren en stor fordel, da kombinationen åben bøjle og hangers/lineclips kun fungerer godt, når stængerne står helt ubevægeligt på land. Ved at vælge baitrunners har du desuden et alsidigt hjul, der vil kunne bruges til mange andre former for specimenfiskeri med bolt-rigs efter fx karper, stør og maller.

 

Multihjul som dette egner sig perfekt til tungt spinnefiskeri som fxjerkbaitfiskeri, hvor den relativt lave udveksling passer godt til den klassiske indtasgningsrytme.

Multihjul som dette egner sig perfekt til tungt spinnefiskeri som fx jerkbaitfiskeri, hvor den relativt lave udveksling passer godt til den klassiske indtagningsrytme.

Multihjul til geddefiskeri

Til de helt store kasteagn i 100-200 grams klassen kan man let knække linen, hvis der opstår kludder i kastet. Tunge agn er ofte også dyre, og med en ekstra kraftig line, har man også en større chance for at redde agnen, hvis den sætter sig fast på bunden. Her anvendes således ofte ekstra kraftig line – fx fletline på 0,25-0,35 mm. Da multihjul er den hjultype, der kaster bedst med kraftige liner, er der således mange der foretrækker denne type til dette fiskeri. Multiplikatorhjul til gedder kan inddeles i traditionelle multiruller og de såkaldte baitcasters eller low profile hjul.

Baitcasters har den fordel, at håndtaget ofte som standard er monteret i venstre side, hvilket falder lettere og mere naturligt for de fleste højrehåndede under især spinnefiskeri. Desuden betyder den lave profil, at det ligger bedre i hånden, hvilket både betyder noget for både kastekomforten og følingen med agnen under det praktiske fiskeri. Baitcasteren er derfor det oplagte valg til spinnefiskeriet.

De fleste baitcasters har ikke knarre, hvilket er uden betydning til spinnefiskeri. Det traditionelle multihjul anvendes mest til dørg og trolling. Årsagen er blandt andet, at de normalt er monteret med en knarre, der kan være praktisk til især fiskeri med naturlig agn. Knarren øger den kraft, der skal til for at få den frikoblede spole til at dreje rundt samtidig med at den afgiver en høj tikkende lyd. Fordelen ved dette er, at fisken kan tage line umiddelbart efter hugget uden at mærke nævneværdig modstand – samtidig med, at den tikkende lyd advarer fiskeren, hvis ikke man har set hugget komme. Det, at der er en moderat modstand på knarren i forhold til den frikoblede spole uden knarre, modvirker desuden overløb og dermed potentielt linekludder, ved et hurtigt og brutalt hug.

 

Baitcasters eller lavprofil multihjul som dette ligger virkelig godt i hånden, og man har en suveræn følingmed agnens bevægelser med et hjul som dette.

Baitcasters eller lavprofil multihjul som dette ligger virkelig godt i hånden, og man har en suveræn føling med agnens bevægelser med et hjul som dette.

 

Nogle multihjul er monteret med en linetæller, som måler, hvor meget line der er ude. Man kan sagtens klare sig uden, men ved nogen former for dørg og trolling, kan de være en stor fordel, da man på denne måde lettere kan få agnen tilbage i den dybde, hvor man lige har fået hug. Mængden af line der er ude, er nemlig en af de faktorer, der er med til at afgøre agnens fiskedybde – både med og uden downrigger. Selvom man kan dyrke mange former for geddefiskeri med de samme hjul, er det således en stor fordel at have flere forskellige hjul, der er specialiseret til de forskellige typer af geddefiskeri, man dyrker.

REKLAME: Vil du have det fulde overblik over geddefiskeriet – så får du det i geddefiskernes bibel: “Geddefeber”, som du kan købe signeret af Jens Bursell her.

 

Geddefeber
Tradera

NY BOG: HAVØRRED PÅ SPIN I ÅEN

Hvis du vil forberede dig bedst muligt til havørredsæsonen ved åen i 2024, som for alvor går i gang i juni, så er der netop kommet en ny og inspirerende bog, som øger dine chancer markant. I bogen er der også lokale tips og tricks til bl.a. fiskeriet i Lindenborg Å og Voer Å.   

Hjørringenseren Niels P. Arildskov har nemlig udgivet sin bog nummer to, ”Havørred på spin i åen”, der kommer dybt ind i hjernen på de snu havørreder og bl.a. beskriver, hvordan man kan bruge offentligt tilgængelige data til at planlægge sit fiskeheld. Det hele er krydret med relevante fiskeoplevelser og humoristiske anekdoter.

Bogen er på 172 sider og giver sandsynlige forklaringer på, hvorfor det til tider kan være umuligt at få havørreden i tale, og hvilke teknikker der optimerer fangstchancerne ved åen fra tidligt forår til sent efterår. Forfatteren har samlet 40 års erfaringer ved havørredvandene og beskriver alle aspekter af havørredens gøren og laden i åen, lige fra fiskens synsevne og sanser til, hvordan du får aktiveret huginstinktet hos selv de mest træge havørreder. Der er også tips til valg af det helt rigtige grej til spinnefiskeriet efter havørred i åen, og der er mange gode beskrivelser af fiskepladser og fisketeknikker i lokale nordjyske vandløb. Det hele er krydret med fiskeoplevelser og citater fra fiskelegender gennem tiden. 

“Havørred på spin i åen” er en velskrevet, underholdende og nytænkende bog. Sproget er meget direkte, og forfatteren lægger ikke skjul på sine holdninger til havørredfiskeriet. Man kan være enig eller uenig, men forfatterens vendsysselske lune og selvironi gør nok, at de fleste vil tilgive ham det meste. Forfatteren har fortalt mig, at han har forsøgt at skrive ”den bog, som jeg gerne selv ville have læst, inden jeg gik i gang med havørredfiskeriet”. Det synes jeg, i vid udstrækning er lykkes. Især den ”grønne” havørredfisker ved åen vil kunne hente uvurderlig viden og inspiration i bogen. Det betyder bestemt ikke, at bogen ikke kan læses med udbytte af den erfarne havørredfisker. Bogen sætter ord på mange af de teorier og teknikker, som kan hjælpe med til at samle havørredfiskeriets komplicerede – og nok aldrig færdige – puslespil.

Skal jeg komme med nogen kritik, må det være, at bogen kun beskriver fisketeknikken med wobler og spinner, men som forfatteren skriver: ”Jeg fisker aldrig med andet!”. Desuden er det klart, at fiskere bosat i Nordjylland vil kunne hente mest relevant information om deres havørredvande.

Min samlede vurdering er, at dette er en nytænkende, givende og meget inspirerende bog, som enhver, der dyrker havørredfiskeriet ved åen, bør læse. Det gælder, uanset om du fisker med spin, flue eller orm.

Bogen koster 249 kroner og kan købes her.

Læst af Mark Højfeldt

 

Hvidovre Sport

Tradera

CLAUS BALLISAGER: ALENE I VILDMARKEN MED FISKEGREJET

Claus Ballisager med en af de gedder, han fangede under optagelserne til Alene i Vildmarken.

I den nyeste sæson af DR1´s ”Alene i Vildmarken” er der flere fiskespecialister med. En af dem er Claus Ballisager, der her fortæller om sine fiskeoplevelser i Finland under optagelserne til programmet.

AF JENS BURSELL

– Da jeg fandt ud af, at de søgte deltagere til AIV med særlig skills, så trickede det et eller andet i mig, fortæller Claus Ballisager om den dag, hvor han blev kontaktet af DR for at være med i programmet. – Jeg har trods alt beskæftiget mig med vildmarken de sidste 30 år, så jeg følte, at det var tid til den ultimative test i vildmarken, hvilket jeg syntes AIV er. Min far var lige død, og jeg havde knoklet som en sindssyg de sidste 10 år med min vildmarksbutik i København. Desuden var jeg lige fyldt 50 år – så det var tid til lige at stoppe op og mærke efter. Ikke mindst var det en god anledning til at ære og hylde min far, som introducerede mig til naturen… ikke mindst jagt og fiskeri. Da jeg fik at vide, at jeg kom med, var der én reaktion: Glæde. Nu skulle jeg gennem længere tid opholde mig i vildmarken, som er et sted jeg elsker at være.

 

Hvidovre Sport

 

Claus har fisket en del over årerne - blandt andet på sine vildmarksture i Alaska, hvor han fangede denne kongelaks.

Claus har fisket en del over årerne – blandt andet på sine vildmarksture i Alaska, hvor han fangede denne kongelaks.

Ikke første gang alene i vildmarken

Det er ikke første gang, Claus har været alene gennem mere end et par dage i naturen. – Mange af de ture, jeg har været på i Yukon, New Zealand, Tanzania og Alaska har som oftest indeholdt mange dage, hvor jeg har været alene. Desuden er fiskeri og jagt en enspænder ting, hvor jeg går i mine egne tanker, så tanken om at være alene i Finland skræmte mig ikke.

– Jeg har ikke rigtig forberedt mig særlig meget på at deltage, for jeg stolede på mine evner, som jeg har opbygget gennem et helt liv. Jeg øvede mig dog lidt i at lave ild og sparede med en bushcrafter omkring bygning af tipi, samt hvordan man kunne bygge ting ud af træ. Jeg havde dog aldrig lavet en tipi før eller bygget en seng, inden min deltagelse i AIV. 

– Det var mest det mentale, jeg fokuserede på. Jeg skulle være omstillingsparat, for hvis min planer hjemmefra ikke kunne lade sig gøre, skulle jeg ændre mind-set. Eksempelvis, hvis jeg hjemmefra havde forestillet mig, at jeg ville lave en “bjælkehytte”, og så ikke kunne gøre det i praksis, når jeg kom derud. Så skulle jeg jo ændre det til en anden boligform. Det stod mig hurtigt klart, at jeg skulle lave en tipi. Derudover var jeg MEGET bevidst om at være positiv. Hele tiden have positive tanker. 

Fiskegrej til vildmarksliv

– Man fumler lidt i blinde, inden man tager afsted på en tur som denne, for hvad er det for et fiskevand vi ankommer til… Det vidste vi ikke. Jeg gik dog ud fra, at det var nogenlunde som de tidligere udsendelser. Vi havde fået at vide, at der var gedder og stallinger inden afgang.

– Alle fik udleveret i en basispakke med fiskestang, hjul og endegrej til forholdene. Jeg valgte at medbringe disse tre ekstra ting:

  1. Fluestang. Hvilket inkluderede stang, hjul og 8-10 fluer.
  2. En ekstra grejæske hvor i jeg havde spinnere, blink og woblere, som jeg havde brugt og vidste virkede i Alaska, hvor jeg havde fanget regnbueørreder, stalling og laks med netop disse. Desuden havde jeg nogle af min fars woblere med, som betød meget for ham, og som jeg nød at fiske med deroppe.
  3. Jerven Fjelduken Hunter, som er et isoleret biviovertræk til min sovepose.

 

Menuen stod ofte på gedder for Claus Ballisager, da han var alene i vildmarken.

Menuen stod ofte på gedder for Claus Ballisager, da han var alene i vildmarken.

 

Når fangstsucces er altafgørende

– Det var helt vildt, så meget det betød for mig, at jeg fangede noget. Det kunne ændre ens dag fuldstændigt. Jeg var generelt ret positiv under hele mit ophold derude, men jeg var især super glad de dage, hvor jeg fangede noget. Jeg brugte rigtig mange timer med fiskestangen i hånden, og jeg nød det virkeligt. Under fiskeriet var jeg også betragtelig mere opmærksom end normalt. Jeg havde fuld fokus, og det mindste lille ryk i linen havde min fulde opmærksomhed. For jeg var sulten – rigtig sulten – hele tiden. 

– Jeg var også ret opmærksom på, at jeg konstant skulle holde mig i gang. Jeg skulle ikke kede mig på noget tidspunkt, for så kunne tankerne løbe af med mig, og de negative tanker ville måske få overtaget. Jeg brugte fiskeriet som en bevidst aktivitet, der kunne holde min hjerne i højeste beredskab hele tiden. Jeg fandt også hurtigt ud af, at jeg ingen glæde havde ved at fiske med net. Det var frustrerende at fiske med nettet. Det hang fast i bunden, og der skulle bruges rigtig meget tid på at rengøre det. Det pissede mig derfor hurtigt af at fiske med det. Derimod havde jeg en fest, når jeg fiskede med spinne- og fluestang. Der var hele tiden en spænding, og jeg nød det så meget. Derfor droppede jeg nettet og gik all in på den aktive måde at fiske på – nemlig med stang.

– For mig er netfiskeri en alt for passiv en måde at fiske på. Jeg er meget mere til at “læse” et vand og prøve mig frem med at placere fluen eller spinneren et bestemt sted og få en positiv oplevelse ved at fange noget ud fra de valg, som jeg foretager mig ud fra den erfaring jeg har. 

Da turens største gedde huggede

– Den største fisk og oplevelse jeg havde under hele mit ophold var helt klart den store gedde, som jeg fangede i starten. Den dag fangede jeg fire gedder, men der blev kun vist, at jeg fangede den store. Jeg satte ovenikøbet en gedde ud, fordi jeg tænkte, at jeg ville have alt for meget kød. Den store gedde målte 79 cm. Den huggede langt ude på den anden side af sivene, og så gik den dybt. 5-6 minutter senere landede jeg den. Det var en vild fight.

– Ud over den store gedde var den største oplevelse en rigtig fin stalling på ca. 35 cm, som jeg fik efter i flere dage ikke at have fanget noget. Mit hjerte var på vej ud af brystkassen… Den fisk skulle bare på land. Jeg havde ingen fangstnet med, så jeg løftede fisken ud af vandet, men cirka 20 cm fra land faldt den af og svømmede ud igen… Jeg ærgrede mig, men begyndte at smile og fiskede videre. Sådan er fiskeri. Der ingen garanti for fisk på land. I alt fangede jeg 12-15 stallinger, og det er bare gudespise.

Mit vigtigste stykke udstyr i vildmarken

– Hvis jeg skulle vælge 1 stk grej, som jeg ville medbringe, hvis jeg en dag styrtede ned fra et fly og var alene i vildmarken – uden support – så ville det være min Jerven Fjellduken Hunter. Uden den isolerende overtrækspose til min sovepose, havde jeg aldrig overlevet. For der bliver RIGTIG koldt i Finland. Og så ville jeg nok smugle et ildstål med i lommen, så jeg kunne lave et bål og stege mad samt holde varmen. Og kunne jeg liste en mini teleskopstang og ultra lille hjul med, så jeg kunne fange nogle små fisk ville det heller ikke være ringe.

– Der er ingen tvivl om, at fiskeriet reddede mig mentalt, mens jeg var derude. Jeg elskede at tage mine fiskestænger og gå over til Stallingbugten, som jeg døbte en bugt, der lå 500 meter fra min lejr. Jeg gik tit derover i 3-4 timer, inden jeg skulle tilbage for at fælde træer og finde brænde, inden det blev mørkt. Jeg elskede at være derude, slutter han.

 

Claus Ballisageres nye bog "Mr. B-Wild udkommer cirka den 1. april

Claus Ballisagers nye bog “Mr. B-Wild udkommer cirka den 1. april

 

Mr. B-wild – Ny bog om vildmarksliv

Cirka d. 1. april udkommer Claus Ballisager med en bog, den hedder: Mr. B-wild – en bog om jagt og vildmark. Den handler mest om jagt, men der er også kapitler fra hans mange vildmarksture til Alaska de sidste 15 år. Desuden er der kapitler fra hans krydsning af Kodiak Island og Black Marlin fiskeri fra Seychellerne. Og – sidst, men ikke mindst, er der et kapitel om hans deltagelse i AIV med billeder og grejliste.

 

Hvidovre Sport
Tradera