Solskinsøen Bornholm er af lystfiskere også kendt for dens legendariske vinterfiskeri. Bidende kulde, hårdt vejr og store forkromede havørreder går, i vinterhalvåret, hånd i hånd på Østersøens perle. Følg med Fisk og Fri’s kuldskære godtvejrsfisker, Jan Bach Kristensen, på en dannelsesrejse udi vinterfiskeriets forunderlige men barske verden.
Af Jan Bach Kristensen
Kim Rægaard med en flot overspringer fra Klippeøen.
INDRØMMET: Jeg har altid været lidt af en godtvejrsfisker. Som en der elsker at være i naturen, kan jeg selvfølgelig værdsætte fascinationen af et snedækket landskab eller en vild efterårsstorm. Jeg hader bare at fryse. Jeg elsker derimod en stille forårsdag på kysten, hvor man kan se en havørred i overfladen i ny og næ.
Vinterkoldt bornholmsk kystfiskeri skal gives chancen
Med andre ord, så findes jeg ikke helt så ofte med fluestangen i hånden, når frosten har sat ind, eller der raser en storm, som når vejret er mere komfortabelt. Nu er det dog ikke nogen hemmelighed, at havørreden er langt mindre sky og virkelig tager for sig af kystens retter, når vejret er hårdt, så ofte er stille, flotte og varme dage sjældent lig med gode fangster. Er man en smule ambitiøs med sit kystfiskeri, er det derfor en fordel at man indimellem trodser elementerne
Udover røverhistorier og råhygge bliver de lange aftner brugt til planlægning af næstedagens fiskeri
En god fiskekammerat, Jacob, har i mange år fisket Bornholm hver vinter med en god håndfuld venner. Fangsterne har ofte været imponerende, men fortællingerne om start før solopgang i frostvejr, grødis i havstokken, is i stangøjerne og frostblå fingre har nu nok haft en vis indvirken på min lyst til at fiske solskinsøen om vinteren.
Jacob Drejer med en perfekt vinterørred. Læg i øvrigt mærke til operationshandskerne, de er en god og billig mellemvej mellem føling og forfrysninger.
Denne vinter er det dog ikke lykkedes mig at stikke af til troperne med rygsækken fyldt med fiskegrej, så fisketrangen er ved at hobe sig op. Jacob ringer en dag og fortæller, at der har været et afbud på deres traditionelle Bornholmertur – om jeg ikke skal med?
VINTEREN har i modsætning til de foregående to år været meget mild, så jeg tager chancen og melder mig til – og finder neoprenwaderne frem fra loftsrummets inderste gemmer.
Snechokket rammer den kuldskære fisker – øen er klædt i hvidt!
Selvfølgelig går det hverken værre eller bedre, end at temperaturen de næste dage straks falder til et godt stykke under nulpunktet, og jeg begynder så småt at overveje, hvad det egentlig er, jeg har kastet mig ud i. Inden dagen for turen oprinder, er vejret blevet knap så koldt, men da vi i vintermørket ruller af færgen i Rønne, ligger der stadig sne. Det er ikke noget vi tænker videre over, men idet vi nærmer os Mikkels families sommerhus, som skal være base for de næste dages fiskeri, ligger der mere sne, og en kraftig vind betyder, at der er en del snefygning – nogle steder står driverne meterhøjt langs bivejene
Pålandsvind og store bølger er ekstra hårdt om vinteren, men det er vejen til sølv på Bornholm.
Vi må i første omgang opgive at køre direkte til sommerhuset efter at have rådført os med en lokal landmand, som er ude at skrabe sne med traktor. Vi tager en omvej gennem skoven, og da vi kommer ud i åbent land, kører Peter fast i sneen. Det lykkes heldigvis at få Volvo’en fri, og vi ender med at gå de sidste få hundrede meter til sommerhuset for at hente skovle, så vi kan få parkeret bilerne i kanten af vejen. Mad, øl, fiskegrej og soveposer må bæres gennem sneen, inden der fyres op i ovnen og hyggen breder sig.
Anders Juhl med sin flidspræmie, efter flere timers slid i bølgerne.
BORNHOLM lever op til sit navn som Danmarks solskinsø, og vi vågner til en flot dag med høj sol og næsten ingen vind. Idet vi begiver os ned til den første kystplads, hvor dovne dønninger stille ruller ind over stenrevet, sveder godtvejrsfiskeren allerede i de mange lag fleecetøj. Bornholm er om noget sted i Danmark kendt for sit vinter-kystfiskeri, og der bliver hvert år landet mange blanke overspringere af både spinne- og fluefiskere
Ret interessant, så har den bornholmske havørredstamme nogle karakteristika, som adskiller den en smule fra havørredstammer i resten af landet samt Sydsverige. De mange små vandløb på Bornholm, med udløb over sand- eller klippestrand, gør at slanke fisk har en fordel, når det gælder om at forcere det lave vand. Havørrederne er derfor ofte mere langstraket og lakse-agtige end de typiske korte og dybe fisk, som fx ses i Sydsverige og ved Møn.
Smukt solskin – og en enkelt havørred – i blæsten går det bedre
Som sædvanlig på førstedagen af en tur bliver der fisket igennem, men bortset fra en enkelt fin blankfisk starter turen ikke med forrygende fiskeri, hvilket måske ikke er så underligt, det flotte stille solskinsvejr taget i betragtning.
Gennemsigtige finner og løse skæl er noget, der kan få selv den mest kuldskære godtvejrsfisker op ad sofaen.
PÅ ANDENDAGEN er vejret mere havørredagtigt: Overskyet og med en god vind. Vi finder en flot plads med rullesten og skrånende bøgeskov i bagkastet. Vinden står skråt ind forfra, så selvom nogen fra holdet har fundet spinnestængerne frem, så går det udmærket med fluestangen. Vi mærker ikke noget den første times tid, men pludselig vågner jeg af min døsighed ved et kort træk i fluen, som ikke føles som blæretang. Jeg lægger hurtigt et kast mere i samme område og tre strip senere er der kontakt til en spejlblank fisk, som trods kulden går fri af vandet. Kort tid efter kan jeg kane en fin fisk på godt halvmeteren op på stenstranden. Min første bornholmske havørred er en realitet, og jeg har allerede glemt, at det ikke er magsvejr..
Det stopper dog ikke der, for kun to kast senere er der bud igen. En farvet halvanden-kilos nedgænger må kortvarigt forlade sit våde element for at blive afkroget og genudsat. De farvede fisk, både nedgængere og opgangsfisk er et fast indslag i vinterfiskeriet på Bornholm, men det skal senere vise sig, at forholdet mellem blanke og farvede på denne tur er ganske flot, dvs. flere blanke end farvede. Havørreder er ofte stimefisk, så jeg fisker hurtigt videre og kroger en god fisk. Den springer ikke, så jeg har på fornemmelsen at der er tale om endnu en nedgænger, men idet jeg presser den ind over det lave vand, ser jeg den lyse stålgrå krop over den mørke bund. Det er en blankfisk og betydeligt større end den første, men idet den vender rundt med hovedet tilbage mod Østersøen mister fluen sit kroghold og jeg må dukke mig for ikke at få flue og forfang i ansigtet. Flere af de andre i gruppen har også haft kontakt til fisk og vi finder om aftenen ud af at Mikkel i bil 2 på flue har landet en farvet opgangsfisk på over 90 cm, som efter et hurtigt billede selvfølgelig bliver genudsat.
På Bornholm er belønningen for at stå tidligt op og trodse elementerne tit sølvtøj.
EN FISKETUR i sommerhus handler selvfølgelig også om at hygge sig, og om aftenen bliver der efter at have fortæret frisk havørred med hjemmelavet hollandaise
sauce og god vin set fiskefilm – selvfølgelig fra varme himmelstrøg – og udvekslet fiskehistorier foran den buldrende brændeovn. Det er for øvrigt en af fordelene ved at være på tur med nye venner – man genkender ikke alle røverhistorierne
Det bliver en smule sent, inden vi alle er i seng, og vi er da også nogen stykker, der ikke kommer tidligt op. Det er blæst op i løbet af natten, temperaturen ligger på en 2-3 grader, og det småregner. Selvom første hold er taget af sted for et par timer siden, er det som om de nybagte boller trækker en smule mere end at skulle have waders på og ud at stå i møgvejret. Af sted kommer vi dog.
Lad ikke hårdt vejr og lave temperaturer afskrække dig fra at tage fluestangen med til Solskinsøen.
Store bølger over revet og 3 blanke kystørreder
FØRSTE STOP er den plads, de andre allerede fisker. En jævnt hård vind står friskt ind på klippekysten lidt skråt forfra. Store bølger ruller ind over revene og derude står tre gennemblødte fiskere og forsøger at holde balancen på hver sin sten. Jeg må indrømme at jeg tænker mit. Man kan næsten ikke forestille sig noget mere ugæstfrit vejr med mindre vi taler snestorm, og alligevel står gutterne på en af de mest eksponerede pladser. Nå, men jeg fryser da ikke – endnu, men med fluestangen under armen føler jeg mig ikke helt i rette element, og overvejer hvordan jeg skal få de andre overtalt til at køre til en anden plads, hvor vinden ikke står os ret i ansigtet. Jacob gør mig i det samme opmærksom på at ikke alt, der lyser op på stranden er klatter af tøsne. På en af stenene ligger tre spejlblanke havørreder, den største en 3 kilos tyksak. Det var lige godt pokkers…
Hold fingrene varm
En af udfordringerne ved vinterfiskeri er at holde fingrene varme. Neoprenhandsker kan være udmærkede til spinnefiskeri, men for fluefiskere, der har brug for en vis følelse med fluelinen, kan det være et problem at bruge tykke handsker. Desuden kan neoprenhandsker have en tendens til at blive kolde lige så snart, der samler sig kondens på indersiden af handsken. Er man godt klædt på og kropsvarmen derfor kan opretholdes, kan man i kortere eller længere tid fiske uden handsker, men på en frostdag med lidt vind er det dog sjældent en fornøjelse
Et trick jeg på turen lærte af de mere erfarne vinterfiskere er at bruge et par helt tynde strikvanter i merino-uld. Med lidt held kan de findes til billige priser i almindelige tøjbutikker. Udover uldvanterne bruger man så et par nitril- eller latexhandsker af den slags, der bliver brugt på laboratorier og hospitaler. De kan bl.a. fås på apoteket. Det er vigtigt, at den vandtætte yderhandske ikke sidder for tæt. Kombinationen af de to tynde vanter/handsker er overraskende lun, og man har stadig en udmærket følelse med grejet. En anden fordel er, at uld stadig varmer, når det er fugtigt/vådt. Det er dog en god idé at have et ekstra sæt med i lommen, så man midt på dagen kan skifte, når ulden er blevet godt våd af sved og kondens
VINTER BONANZA: Vi får pludselig travlt med at komme ned på stranden. Både Dreyer og Kim har fået gode fisk med de fleste taget på bombarda og flue. Alle mand vælter ud i bølgerne, det er nu der skal fiskes. Med en bordfyldt linebalje får jeg mig kæmpet op på en sten et sted, hvor bølgerne ikke knækker over, og hvor jeg kan kaste ud over lidt dybere vand – modvinden til trods. Cirka 100 meter til højre for mig kan jeg se, at Kims spinnestang står spændt i en bue og hugger ned mod bølgerne. Der er helt sikkert fisk på. Kombinationen af vind og bølger gør det svært at kaste, holde styr på løsline og samtidigt holde balancen, og jeg må indse, at forholdene bare ikke er til fluefiskeri. Samtidig kommer Kim i land med en flot blank to-kilos fisk, som ligger tungt i nettet med løse skæl og gennemsigtige finner – næsten identisk med den fisk han allerede har landet.
Fiskene er proppet med tanglopper. Der er ingen tvivl om, at de udnytter, at bølgerne hvirvler en masse fødeemner op i vandet, og de sultne vinterørreder er i den grad i stødet. Jeg har aldrig selv oplevet et sådant fiskeri om vinteren, og mens jeg med regnen slående i ansigtet tager billeder af den ene fisk efter den anden, må jeg indse, at jeg måske alligevel oftere bør trodse elementerne, når kystørrederne skal findes. Var det ikke for de garvede gutter, jeg var af sted med, så stod jeg på den anden side af øen og kastede fine lange kast i et formodentligt fisketomt vand – eller sad hjemme foran pejsen med varm kop choko…
SOM DE FLESTE startede jeg for mange år siden som spinnefisker, men det er mange år siden jeg sidst har fisket spin. Ikke fordi jeg har noget imod det, men nok fordi jeg over årene er blevet så bidt af fluefiskeriet og dets udfordringer, at det ikke har været så aktuelt
Jeg låner en spinnestang af Jacob og kæmper mig ud på revet. Bombardaen flyver som et missil ud over den oprørte Østersø, trækkende fluen efter sig. Bølger og vind som kommer skråt ind forfra, gør det dog svært at hold god kontakt til bombardaen uden at rive den alt for hurtigt ind. Det går hurtigt op for mig, at under sådanne forhold kræver det en god teknik og erfaring for at fiske effektivt – for eksempel for at have en fornemmelse for, hvornår skal linen løftes af bølgerne og hvor meget træk skal der til for at kunne registrere et hug.
VINDEN frisker om muligt endnu mere op og bliver ledsaget af en sludbyge. Selvom der tydeligvis er fisk på kastehold, skal der arbejdes for dem. Jeg fisker en times tid og har en enkelt opstramning. Det er blevet tid til en kop kaffe, og jeg vader i land – skævende over ryggen for at holde øje med eventuelle større bølger, der ruller ind over revet. Selvom jeg nok er blevet lidt omvendt med hensyn til vinterfiskeriet, så er jeg på ingen måde blevet vinterbader
Anders har kæmpet hårdt for at få fisk, og ihærdigheden ser nu ud til at give bonus. Vi kan fra stranden se den bukkede stang, og hvordan han fra spidsen af klipperevet fighter fisken tættere på. Det lange forfang og de store bølger gør landingen svær, og der er ingen ude på revet til at hjælpe ham. Han får langsomt arbejdet sig lidt længere ind, hvor der er lidt mere roligt. Efter endnu et par lange minutter kan vi endelig se fisken glide ind over netkanten, og Anders hæver net og stang i triumf: Yes! Anders kommer ind til os, og jeg kan med kolde fingre forevige en absolut perfekt vinterørred – hele, gennemsigtige finner, løse skæl og et let lilla skær hen over siderne. Jeg tror ikke det er sidste gang, jeg har været på vinterfiskeri på solskinsøen…
