NY VIDEO: SÅDAN RIGGER DU DIN BÅD – DEL 4: BAKKAMERA PÅ BÅDTRAILEREN

Det er ikke altid lige let at bakke sin trailer – hvad enten du skal parkere hjemme hos dig selv eller have trailer og båd ned af en travl rampe en tidlig morgen på havnen. Det er der dog heldigvis en løsning på – og den får du lige her i denne video med Lars F. Nielsen fra Garmin: Monter det aftagelige bakkamera Garmin BC-40 bag på bilen. Først bruger du det til at montere traileren på krogen – og derefter kan du montere det på trailer bommen, så det er let at bakke perfekt ned ad rampen med fuldt overblik over situationen. Lettere bliver det ikke.

Husk at abonnere på Fisk & Fris YouTube kanal lige her – det er ganske gratis.

drømmerejse iFish Travel

DSF & SANDARTEN – DEL 2

I december 2020 gav DSFs formand Torben Kaas sit bud på forbundets overordnede holdninger til sandarten på fiskogfri.dk, som er positive. Men – for at få de nødvendige ændringer i forvaltningen af vores sandartbestande, der reelt set skal til for at forbedre vilkårene, så kræver det, at DTU Aqua bliver konfronteret med det hidtil fagligt kritisable grundlag for deres rådgivning, så de ændrer kurs. På dette punkt virker det desværre som om, at DSFs biolog Kaare M. Ebert er mere optaget af at være loyal over for DTU Aqua – end for at stå vagt om den biologiske faglighed og tale de danske lystfiskeres sag.

 

AF JENS BURSELL

 

‘I del 1 af artikelserien om DSFs holdninger til sandarten kunne vi konstatere, at DSFs nye formand tilsyneladende er uenig med DTU Aqua i det fundamentale spørgsmål om, hvorvidt sandarten er hjemmehørende i Danmark. DTU Aqua betragter sandarten som ikke hjemmehørende i alle danske vande på nær Haderslev Dam – mens DSFs formand mener ”at sandarten er hjemmehørende i mange danske vande”. Spørgsmålet er så, om DSF vil tale de danske lystfiskeres sag – og agere på denne uenighed.

For rent lavpraktisk at komme videre med de tiltag, der skal til for at fremme sandartbestandene, er det bidende nødvendigt at tage helt konkret stilling til, hvor den er hjemmehørende, og hvor den ikke er hjemmehørende – samt hvor sandarten helt præcist bør have krav på samme beskyttelse som andre hjemmehørende arter.

Som du kan se nedenfor virker det desværre ikke som om, at en proaktiv indsats for dette er interessant at prioritere for DSF, men det vender vi tilbage til. Såfremt man vælger den politiske kurs, at sandarten er en art, der har samme forvaltningsstatus som fx ørred – så skal der naturligvis også afsættes de ressourcer det kræver at få sandartbestandene op igen. Her er der heldigvis noget der tyder på at DSF formand har gode intentioner – og fremover til søge at afsætte flere penge til pleje af søernes fiskebestande.

 

Tradera

 

Hvor skal sandartbestandene beskyttes og plejes?

I den sidste artikel om de danske sandartbestande stillede vi DSFs formand Torben Kaas følgende spørgsmål: I hvilke områder regner DSF ikke sandarten som hjemmehørende? – og i hvilke områder mener DSF, at sandarten rent forvaltningsmæssigt skal behandles som hjemmehørende? Hertil svarede Torben Kaas: – Det vil jeg lade være op til sagkundskabens vurderinger på vores forskningsinstitutioner.  DSF har nu haft et par måneder til at undersøge sagen og diskutere den med sagkundskaben.

FISK & FRI: I hvilke områder og regioner mener DSF, at man skal søge at beskytte og pleje sandartbestandene på linje med andre arter som fx ørred og gedde? Er det fx kun i de områder, hvor sandarten har kunne sprede sig naturligt til via den forhistoriske Ancylus Sø og tilhørende Danaelv – fx SØ Danmark? Og bør de Nordsjællandske sandart i fx Mølleå systemet samt Arresø også regnes som en del af Ancylus systemet, og derfor også beskyttes som var de hjemmehørende? Eller hvad med fx Midt- og Nordjylland, hvortil sandarten måske kun har kunnet sprede sig naturligt via fuglespredning? Lad os få en helt klar udmelding om DSFs holdning til mål for bestandsplejen af sandart i alle disse kategorier af områder:

DSF: Jeg mener ikke, man skal skelne mellem hvilke spredningsveje, en art har benyttet sig af. Har arten spredt sig uden menneskelig hjælp, så er den hjemmehørende de steder, den dukker op. Gør menneskelig påvirkning efterfølgende, at arten bliver udryddet eller truet de steder, den selv er dukket op, så har vi en opgave med at beskytte den. Om arten har spredt sig i kraft af forhistoriske landsænkninger og -stigninger, om den har spredt sig med fugle, eller om den har spredt sig på anden vis, har ingen betydning for, om man kan regne den for hjemmehørende.

Joe Hochmut med en flot sandart fra Furesøen.

Joe Hochmut var en af landets dygtigste sandartfiskere indtil sin alt for tidlige bortgang for cirka 10 år siden.

 

I øvrigt forvaltes sandart lovgivningsmæssigt ligesom ørred, gedde og andre hjemmehørende arter med fredningstider og mindstemål. Problemet er ikke den almindelige forvaltning men derimod de forældede regler omkring erhvervsfiskeri på søerne, hvor der ingen regulering er i forhold til mængder.

FISK & FRI: Du skriver ”Har arten spredt sig uden menneskelig hjælp, så er den hjemmehørende de steder, den dukker op.” Jo tak – men når der diskuteres, hvorvidt en art er hjemmehørende i en forvaltningsmæssig sammenhæng, bliver man jo nødt til at tage et standpunkt. Eftersom man ikke kan spørge mennesker, der er døde – og der ikke er nedskrevne kilder, der rækker mere end et par hundrede år tilbage, så bliver man jo nødt til at ræsonnere sig frem, om arten kan have været oprindeligt og naturligt forekommende i et område ud fra den viden man nu har. Det har man gjort for ørred – så man kan spørge sig selv, hvorfor DSF ikke ønsker at ræsonnere på samme måde og efter samme logik, når det gælder sandart?

At sandarten rent lovgivningsmæssigt forvaltes med fx fredningstider og mindstemål er jo ikke det samme som, at den i praksis har samme forvaltningsstatus som fx ørred og gedde. Ørreden har eksempelvis ikke fået prædikatet ”ikke hjemmehørende” eller ”invasiv” – på trods af, at ørreden – hvis man overførte DSF og DTU Aquas sandartlogik på denne art – lige så vel kunne fejlplaceres i disse forvaltningsmæssige uønskede kategorier. Reelt set har sandarten derfor historisk ikke fået samme gode behandling som ørreden, hvilket understreges meget godt ved, at der aldrig er brugt så meget som én eneste krone af Fisketegnsmidlerne på at fremme bestandene – tværtimod er pengene brugt på rådgivning om at decimere vores bestande af sandart.

Til dette svar fra DSF – samt til stort set alle DSF-svar nedenfor er det oplagt at konfrontere DSF ikke blot med kommentarer, men også med uddybende spørgsmål. DSFs biolog Kaare M. Ebert har desværre ikke ønsket at stille op til opfølgende spørgsmål med henvisning til, at han har for travlt. Men kritiske søfiskebriller kunne man argumentere, at det er en prioriterings sag – og præcis dette argument med manglede ressourcer har Fisk & Fri før hørt adskillige gange fra DSF, når der blev stillet spørgsmål, som udstillede biologisk faglige svagheder i DSFs linje.

Vil DSF søge at ændre DTU Aquas kurs?

Meget tyder som sagt på, at DSF faktisk er uenig med DTU Aqua om, hvor sandarten bør have samme forvaltnings status som andre arter. Hvis det er tilfældet, hvad vil man så gøre ved det?

FISK & FRI: Vil man fra DSF side stille krav til at få DTU Aquas rådgivning på området ændret? Og hvad hvis de ikke ændrer deres rådgivningspraksis? Vil vi så se et DSF, der fremlægger problematikken på højeste niveau i de relevante ministerier, så DTU Aqua ultimativt set tvinges til at ændre kurs?

DSF: Vi vil i DSF altid arbejde for, at de hjemmehørende fiskebestande skal være sunde. Kan vi se, at vi mennesker ødelægger vilkårene for bestemte bestande eller arter, så vil vi nu som før arbejde for at få de pågældende bestande på fode igen. Det gælder også for sandarten. Jeg oplever ikke en konflikt med DTU Aqua sådan som den bliver fremstillet i præmissen for spørgsmålet, men vi har helt sikkert gode diskussioner med DTU Aqua. I de diskussioner bliver vi hørt, ligesom vi også lader os påvirke af DTU Aquas faglige argumenter. Netop med baggrund i Fisk og Fris kritik af DTU Aqua var jeg måske forudindtaget i mine første samtaler med DTU Aqua, men jeg har oplevet en imødekommende institution, som helt naturligt står vagt om sin faglighed, men som også er lydhør overfor politiske eller interessebårne ønsker.

FISK & FRI: DSF lader sig altså påvirke af DTU Aquas faglige argumenter. OK – det kunne være interessant at høre hvilke faglige argumenter, som DSF tænker på her. Vi vender tilbage og spørger ind til dette i december. Så har DSF haft alt den tid i verden de måtte ønske sig til at komme i tanke om, hvad DTU Aquas gode argumenter var.

Joe Hochmut var en af landets dygtigste sandartfiskere indtil sin alt for tidlige bortgang for cirka 10 år siden.

Joe Hochmut med en flot sandart fra Furesøen.

 

Er sandarten invasiv?

I den første artikel stillede Fisk & Fri følgende spørgsmål: ”Anderkender DSF, at sandarten ikke er invasiv. Hvis DSF mener den er invasiv – begrund venligst”. Hertil svarede Torben Kaas: ”For at en art er invasiv skal den dels ikke være hjemmehørende og dels sprede sig ukontrollabelt på bekostning af andre arter. Ingen af delene er tilfældet for sandart”.

Hvis DSF mener dette – selv om det er et indirekte svar, så er DSF jo jfr. ovenstående igen fundamentalt uenig med DTU Aqua. Vi stillede derfor Torben følgende spørgsmål: ”Vil DSF tage konsekvensen af dette på de danske lystfiskeres vegne og konfrontere DTU Aqua med problemet – eksempelvis ved at bede dem om at få teksten rettet i ”Søhåndbogen” så sandarten 1) ikke omtales som invasiv og 2) ikke fremover forvaltes som invasiv?”

Til dette svarede Torben Kaas: – Jeg har en god dialog med DTU Aqua, som tegner et andet billede, så jeg er ikke enig i præmissen for spørgsmålet.

FISK & FRI: Hvad er det så helt præcist DTU Aqua siger, som giver et andet billede af deres vurderinger i denne sammenhæng? På hvilke områder er DSF enige med DTU Aqua – og på hvilke områder er DSF uenige? Og kan DSF bakke om DTU Aquas holdninger? Det er jo vigtigt for læserne at vide, hvis dit svar skal give mening?

DSF: Her har jeg rådført mig med vores fiskebiolog Kaare Maniche Ebert, som oplyser mig, at DTU Aqua ikke kalder sandarten invasiv men skriver, at sandart har ”invasive egenskaber” (https://www.fiskepleje.dk/soeer/arternes-fiskepleje/bedre-fiskeri-sandart), hvilket er noget andet. Vi har ikke kunnet finde udtalelser fra DTU Aqua om, at sandarten skulle være invasiv. Vi kan sikkert få en god diskussion med DTU Aqua om, præcis hvilke vande, sandarten er hjemhørende i, og hvilke den er udsat i. Den diskussion vil vi tage vand for vand i den takt, der bliver behov for det.

FISK & FRI: For det første har DTU Aqua – inden den massive kritik fra Fisk & Fri blev publiceret – dokumenterbart kaldt sandarten invasiv, så det er ikke korrekt, hvad Kaare Maniche Ebert skriver. DTU Aqua har dels kaldt sandarten invasiv på fiskepleje.dk (SANDART: DTU AQUA ”INDRØMMER” FEJL – NÆSTEN… – Fisk & Fri (fiskogfri.dk) – og det at Søren Berg fra DTU Aqua har opført den danske sandart på den officielle Nobanis Invasive Species list dokumenterer og underbygger blot dette.

Det er derimod korrekt, at efter Fisk & Fri har kritiseret DTU Aqua, står der nu ”kun”, at sandarten har ”invasive karakterer” på fiskepleje.dk. Men at skrive ”at sandarten har invasive karakterer” er lige så fagligt ukorrekt som at skrive, at den er invasiv. Og – det har samme negative effekt rent forvaltningsmæssigt, fordi det på et forkert grundlag legitimerer hård befiskning og nedprioritering i fiskeplejen. At den skulle have ”invasive karakter” er jo et negativt ladet ord, der fejlagtigt udtrykker, at sandarten skulle være skadelig ud fra den præmis, at den er ”ikke hjemmehørende”. Og – eftersom den 1) dokumenterbart er hjemmehørende og derfor er en naturlige del af systemet og 2) der ikke findes dokumentation for skadelige effekter af sandart i dens naturlige udbredelsesområde, så er det jo fagligt forkert at give den dette negativt ladede prædikat.

Det ville have været væsentligt at vide, hvorvidt DSF tilsyneladende giver DTU Aqua ret i, at sandarten har ”invasive egenskaber” og i givet fald hvilke ”invasive egenskaber” den har. Også dette spørgsmål vil vi vende tilbage med til DSF i december.

Uddøde sandarten naturligt i SØ-Danmark?

Netop for de arter, som vi snakker om her – ørred og sandart – så er den tidmæssige referenceramme for decimering eller udryddelse af bestandene identisk. Eller sagt på en anden måde – går vi efter det, som vi rent faktisk ved, og det der reelt set er dokumentation for – så er der intet der taler for, at sandarten skulle være ”udryddet” tidligere end ørreden på Fyn og Sjælland. Og når ”udryddet” står i citationstegn, så er det fordi, at vi rent faktisk ikke ved med 100 % sikkerhed om bestandene af fx sandart og ørred nogensinde har været totalt udryddet – eller om de bare har været så fåtallige, at man har valgt at lave supplerende udsætninger, fordi man ville have flere.

Hvis ørred og sandart bestandene rent faktisk er decimeret parallelt rent tidsmæssigt, hvilket noget måske tyder på – så kunne dette oplagt være en indikation på, at begge bestande er decimeret af de samme årsager – eksempelvis spærringer og dårligere gydeforhold. Og så har et umådeholdet overfiskeri i den periode, hvor den danske natur generelt blev allermest forarmet nemlig i løbet af 1600-1700 tallet, sikkert også bidraget til at tvinge mange bestande af både sandart og ørred i knæ.

I sidste artikel kom Torben Kaas med følgende udtalelse: ”Vi mener, at enhver art, som er naturligt hjemhørende i et område, har krav på at være i det pågældende område. Er en art uddød af naturlige årsager i nogle vande, så mener jeg, naturen har talt, og at den ikke længere er hjemmehørende i de vande”.

Dette vil vi meget gerne have uddybet, for det har stor forvaltningsmæssig betydning. Der findes flere sandsynlige forklaringer på, at sandartbestandene kan være decimeret voldsomt gennem de sidste tusind år på grund af menneskelig aktivitet – dels er deres muligheder for føde og gydevandringer reduceret drastisk på grund af utallige spærringer på åerne (https://fiskogfri.dk/red-sandarten-stop-dtu-aquas-magtmonopol-del-1/)  og dels er deres gydemuligheder forringet på grund af sedimentation af egnende gydepladser (https://fiskogfri.dk/flere-sandarter-hvad-kan-vi-goere/)

Torben Kaas nævnte altså, at undtagelsen for at ikke at søge at fremme en oprindeligt hjemmehørende art er, hvis en art er naturlig uddød, og det giver jo god mening. Dette leder helt naturligt videre til et meget vigtigt spørgsmål.

FISK & FRI: Mener DSF, at de SØ Danske sandartbestande uddøde naturligt, inden man begyndte de store udsætninger i slutningen af 1800-tallet? Hvis ja – så underbyg og sandsynliggør det venligst med afsæt i videnskabeligt dokumenterbare fakta.

DSF: Igen har jeg måtte søge hjælp hos vores biolog. Det er i bund og grund en debat, som skal tages af eksperter. Et modspørgsmål kunne være: Er det muligt at bevise, at sandartbestandene ikke uddøde naturligt? Vi er nu heller ikke enige i, at ørreden blev udryddet på Fyn så tidligt, som du skriver. I Krøyers værk, som du selv beskriver som en troværdig kilde, skriver han således i bind II side 622 om grålaks (Salmo eriox, der med meget stor sandsynlighed er arten Salmo trutta):

”I Kattegat og Østersøen er den her beskrevne fisk ret hyppig; på Jyllands vestkyst har jeg ikke set den”.

Og så har han denne fodnote:

”Ved Nyborg, hvor en del ørredfangst drives, fortaltes mig, at ørreden trækker efter det ferske vand omtrent fra juli måned til langt ud på efteråret”.

Set herfra er det derfor mere sandsynligt end usandsynligt, at der fandtes ørreder på Fyn i 1800-tallet, og i resten af Østersøområdet. Og derfor med stor sandsynlighed også på Sjælland.

Samme Krøyer skriver i øvrigt sådan om mallens udbredelse i danske farvande: Krøyer bind III side 133:

”Hos os har den tidligere været at finde i Sorø Sø, men dels er der næppe tvivl om, at den dertil er indført fra Tyskland, dels synes den i temmelig lang tid udryddet i bemeldte sø. Dens indlemmelse i den danske fiskefauna ville altså ikke være retfærdiggjort ved dette habitat. Men den forekommer desuden i Elben nær Altona, og den går stundom fra de større tyske floder ud i Østersøen, og strejfer da undertiden hen til de danske kyster. For nogle få år siden fangedes således et individ i en å nær Køge.”

For at vende tilbage til sandartens, så står der i Atlas Over Danske Ferskvandsfisk ret meget om artens forhistoriske udbredelse. Der nævnes, at udbredelsen næppe har været stor, da fund af sandartknogler er langt sjældnere end fund af gedde- eller aborreknogler. Det kunne tyde på en naturlig forklaring på artens begrænsede tilstedeværelse i vores søer. Men som nævnt – så er det en diskussion mellem eksperter.

FISK & FRI: DSF besvarer ikke spørgsmålet, men kommer blot med modspørgsmålet: ”Er det muligt at bevise, at sandartbestandene ikke uddøde naturligt?” Der findes som skitseret ovenfor adskillige gode argumenter, der sandsynliggør, at en decimering af sandartbestande helt eller delvist kan have skyldes menneskelig påvirkning – men så vidt vi kan se ikke ét eneste argument, der giver en god forklaring på at sandarten skulle være decimeret eller måske udryddet naturligt.

Som biolog, der er ansat til at tale de danske lystfiskeres sag, forekommer det derfor besynderligt, at Kaare Maniche Ebert tager denne vinkel på sagen, uden tilsyneladende at have et eneste reelt fagligt argument for, at sandarten skulle have været uddød naturligt. Bruger man denne ”omvendte bevisbyrde” efter samme logik på ørred – så ville man jo heller ikke entydigt kunne bevise hvorvidt ørreden ”uddøde” naturligt eller som følge af menneskelig påvirkning på Fyn og Sjælland. Man pudsigt nok har man aldrig hørt DSF eller DTU Aqua bruge denne retorik om ørred…

Hvis man fra DSFs side mener, at det er rimeligt og giver fagligt mening at stille modspørgsmålet ”Er det muligt at bevise, at sandartbestandene ikke uddøde naturligt?”, så må det jo være fordi Kaare M. Ebert er af den opfattelse, at det er mere sandsynligt, at sandarten blev ”udryddet naturligt”, end at den blev uryddet helt eller delvist pga menneskelige påvirkning. Såfremt det er tilfældet, ville han fremstå langt mere troværdig som biolog ved enten at være i stand til at argumentere for det – eller også bare indrømme at han ikke kan komme på nogle gode faglige argumenter, for det han ellers nok så frejdigt antyder indirekte. Men spørgsmålet er – hvorfor ønsker DSFs biolog ikke at besvare dette helt centrale spørgsmål. Mest af alt virker det som om, at han desperat forsøger at forsvare sine venner på DTU Aqua – uden reelt set at have fagligheden til at komme med nogle gode saglige argumenter for det.

Endvidere virker det som om, at DSF ikke har forstået pointen med at diskutere hvilke arter, der er oprindeligt naturlige i diverse områder. Pointen er IKKE, at jeg ikke ønsker alt det bedste for ørredbestandene – tværtimod. Pointen er udelukkende, at udstille det fagligt tvivlsomme i, at DTU Aqua og DSF bruger én logik, når det drejer sig om at legitimere ørredudsætning og bestandspleje af ørred – men en helt anden logik, hvis det drejer som om andre naturligt forekommende arter som fx sandart og malle. Når snakken går om ørred vendes alle argumenter, så det taler for at man bruger mange ressourcer på at fremme bestandene – og omvendt når det gælder fx sandart og malle…

Når det gælder ørred, så er det tilsyneladende helt OK at DSF og DTU Aqua kan nøjes med at  ”sandsynliggøre” artens naturlige forekomst, mens når det gælder bestandsfremmende foranstaltninger for fx sandart og malle – så skal man kunne dokumentere den naturlige forekomst… Men – det kan man så heldigvis også. Pointen med, at jeg skriver, at det ikke kan dokumenteres, at ørreden har været naturligt forekommende ynglefisk på Fyn og Sjælland, er altså blot at sige, at hvis man bruger én logik til ørred – så må man også bruge den samme logik og dokumentationsniveau til at bedømme den naturlige forekomst af andre arter, hvis man vil fremstå fagligt troværdig.

DSF siger således, at Krøyer skriver: ”Ved Nyborg, hvor en del ørredfangst drives, fortaltes mig, at ørreden trækker efter det ferske vand omtrent fra juli måned til langt ud på efteråret” – og DSF konkluderer ”Set herfra er det derfor mere sandsynligt end usandsynligt, at der fandtes ørreder på Fyn i 1800-tallet, og i resten af Østersøområdet. Og derfor med stor sandsynlighed også på Sjælland.”

Ja – det har DSF da helt ret i – alt dette er vi klar over – og her på Fisk & Fri er vi helt enige i, at ørreden sandsynligvis har været naturligt forekommende i hele landet – inklusiv Fyn og Sjælland. Pointen er, at ovennævnte sætning selvfølgelig ikke kan betragtes som en endegyldig dokumentation for en fast gydende ynglebestand – men blot en information, der tyder på, at der ”sikkert” har været en gydebestand. Reelt set står der jo intet konkret om gydende ørred og en ynglebestand i åen – og måske kunne der blot være tale om store koncentrationer af ørred i Holckenhavn Fjord om vinteren.

Vedrørende Krøyers kommentar om mallen, bør man som kildekritisk biolog i DSF med ansvar for at varetage alle danske lystfiskeres interesse, naturligvis forholde sig til, at de kvartærzoologiske fund, der sort på hvidt dokumenterer oprindeligt naturlige mallebestande på Fyn og Sjælland – jo er fremkommet efter Krøyers død. Eller sagt på en anden måde. Krøyer kunne jo ikke vide, at man flere hundrede år efter ville finde malleskeletter, der ville modbevise hans teori sort på hvidt. Så ja – vi betragter som de fleste andre biologer Krøyers faktuelle observationer for gode varer og ”best available science” i sin samtid – men hans teori om, at mallerne var indført, er altså skudt i sænk af de nyere forhistoriske fund, hvilket er beskrevet i malleafsnittet i ”Atlas over danske ferskvandsfisk” fra 2012. Dette bør være en sammenhæng man som biolog er i stand til at gennemskue og formidle – hvis ellers det man ønsker, er at give et retvisende billede af mallens udbredelseshistorie. Det ville derfor klæde DSFs biolog at anderkende, at adskillige videnskabeligt veldokumenterede kvartærszoologiske fund fra nyere tid både rent videnskabeligt og dermed også forvaltningsmæssigt selvfølgelig bør overrule en udokumenteret teori fra 1840´erne? Men – man har desværre ikke tid på DSF til at besvare flere spørgsmål, så den må vi lade ligge til vi stiller Kaare M. Ebert det samme spørgsmål til december.

FISK & FRI: Hvis DSF ikke mener, at sandarten er uddød naturligt – vil man så fra DSFs side så konfrontere DTU Aqua med det eventuelt fagligt kritisable i deres hypotese om, at sandarten skulle være uddød naturligt – samt kræve at få deres rådgivning og dermed forvaltningen ændret på baggrund af dette?

DSF: Hvis vi mener, sandarten er hjemmehørende i et vand, så vil vi også arbejde for, at bestanden skal nå sit potentiale dér. Den diskussion vil vi også tage med DTU Aqua og med andre, hvis de ikke er enige med os.

FISK & FRI: Jo tak, men hvis DSF har en reel ambition om proaktivt at fremme de danske sandartbestande, så kan det vel kun gå for langsomt med at tage konkret stilling til i præcist hvilke vande sandartbestandene skal fremmes? Hos DSF ved man jo ikke, hvem man er enig eller uenig med, før man selv har taget stilling til, hvad man mener…Vi vender retur med spørgsmål til dette, når DSF lige har haft tid til at tænke lidt over det.

 

Tradera

 

Er det sværere at hjælpe sandart end ørred?

I sidste artikel spurgte vi DSF: ”Selvom sandart og ørred selvfølgelig er to forskellige arter, har de begge fundamentalt set brug for fri passage og gode gydepladser. Hvor i består den store forskel i forhold til fx udsætninger? Hertil svarede Torben Kaas: ”Fedtfinnefisk hjælpes på vej ved fysiske forbedringer af vandløbene og ved udsætninger, fordi de er langsomme til at opformere sig naturligt. Søernes rovfisk er langt hurtigere til at etablere sig selv, når de rigtige vilkår er til stede, så her giver støtteudsætninger ikke lige så ofte mening.”

Samme argumentation har DSF brugt til at ”forsvare”, at der reelt set aldrig nogen sinde er brugt så meget som en krone fra Fisketegnsmidlerne til ophjælpning af søernes fiskebestande.

FISK & FRI: Er det noget DSF kan dokumentere, at søernes rovfisk skulle være hurtigere til at opformere sig naturligt end fx ørred? – der er jo normalt kæmpestore forskelle på fx æg og yngelfitness, prædation, fødeudbud, intra- og interspecifik konkurrence om gydesubstrater og mange andre lokale faktorer, der påvirker opformeringshastigheden og dermed gør, at det er fuldstændig umuligt at sammenligne og drage sådanne konklusioner over en bred kam?

DSF: Der er faktisk for år tilbage brugt fisketegnsmidler på at ophjælpe geddebestande i forskellige søer. Udsætningerne blev stoppet, fordi de ikke gav resultater. Primært fordi der var miljømæssige problemer i søerne.

Men det er heller ikke vigtigt – for det handler jo om, hvilke begrænsende faktorer, der findes. Når sandarterne i Arresø, som er en meget forurenet og stærkt belastet sø, kan få gydesucces og skabe en stor bestand, der kan give ophav til et meget omfattende erhvervsfiskeri, så kunne det tyde på, at det ikke er miljøet i søen, der her er problemet. Lokale sportsfiskere med erfaring fra Tissø kan også berette om, at der i år med kun lidt garnfiskeri i søen plejer at være masser af små sandarter. Det siger mig, at det i stedet er forvaltningen af fiskeriet, der er problemet. Men vi vil selvfølgelig gerne være med til at sætte fokus på, om der er miljømæssige udfordringer i de søer, hvor der er sandart.

FISK & FRI: På Arresø og flere andre søer er jeg enig i, at erhvervsfiskeriet er hovedproblemet. Men det ændrer ikke på, at man skal have muligheden for at kickstarte bestande, der eksempelvis er fisket helt i bund med udsætninger, hvor det er nødvendigt, og hvor det kan forsvares biologisk i vande, hvor sandarten allerede findes eller har fandtes. For at have denne mulighed, er man også nødt til at tage den forvaltningsmæssige diskussion om hvilke kriterier, der skal ligge til grund dette. Fisk & Fri mener i øvrigt IKKE, at man bare skal sætte sandarter ud overalt. Habitatsforbedringer og et reduceret erhvervsfisketryk er helt klart de bedste virkemidler for at få bestandene hurtigt op i langt de fleste situationer. På den front er Fisk & Fri helt enig med DSF.

FISK & FRI: Hvis ikke DSF kan dokumentere eller som et minimum sandsynliggøre, at det skulle være sværere at hjælpe søernes rovfisk med afsæt i ovenstående variable faktorer, så betyder det jo i praksis, at DSF og DTU Aqua i årtier har brugt en undskyldning for ”ikke at bruge penge på søernes rovfisk” – som reelt set ikke holder vand rent fagligt. Hvad mener I om det – er det OK? Og skal det have en konsekvens?

DSF: Jeg mener, at vi under alle omstændigheder skal hjælpe søernes rovfisk, hvis der er behov. Giv dem fred fra alle former for garnfiskeri og skru ned for næringsstoftilførslerne, så skal søernes rovfisk langt hen ad vejen nok kvittere med bestandsfremgang. Så kan der være nogle lokale og konkrete situationer, hvor det ikke er nok – måske fordi en bestand trods alt er for langt nede i knæ til, at den indenfor rimelig tid kan genetablere sig. Her er det vigtigt, at man kigger på, hvorfor bestandene ikke kan finde fodfæste – det er jo den eneste mulighed for at ændre udviklingen. Med hensyn til at udføre støtteudsætninger, så har vi absolut intet principielt imod det. Men samtidig er det vigtigt at sige, at når jeg taler med foreningerne omkring vores sandartvande, så hører jeg, at man ikke er særlig interesseret i udsætninger, fordi man har et dybt følt ønske om ikke at blande fremmede gener ind i sin lokale bestand. Det synes jeg, man skal respektere i stedet for blot at flytte rundt på genpuljerne for at opnå en hurtig bestandsfremgang.

FISK & FRI: Med udgangspunkt i svaret ovenfor kan DSF tilsyneladende hverken dokumentere eller som et minimum sandsynliggøre, at det skulle være sværere at hjælpe søernes rovfisk end åernes laksefisk med afsæt i ovenstående variable faktorer. Meget tyder således på, at DSFs biolog Kaare M. Ebert og DTU Aqua i årevis har brugt en undskyldning for ”ikke at bruge penge på søernes rovfisk” – som reelt set ikke holder vand rent fagligt. Vi tror og håber på at den nye ledelse vil gøre det bedre fremover. Støtte udsætninger behøver i øvrigt ikke at udvande de lokale sandartgener – man kan jo bare basere sit avlsarbejde på lokalt indfangede avlsfisk. Vi vender retur med opfølgende spørgsmål til dette i december.

FISK & FRI: Fakta er, at der er igennem 10-15 år reelt set ikke er brugt penge fra Fisketegnsmidlerne til ophjælpning af søernes fiskebestande. Og – helt specifikt er der ikke brugt så meget som én eneste krone på sandart. Vil vi se et DSF, der inden næste §7 møde fremlægger et forslag om projekter til den næste treårs plan, der specifikt går på at forskning i tiltag som, der kan fremme vores sandartbestande. Det kunne fx være forskning i hvordan man genskaber gyderområder eller på andre måder fremmer bestanden.

DSF: Det er for længst besluttet, hvordan fisketegnsmidlerne skal bruges i 2021, og der har vi fået presset et projekt ind, som har til formål at give os mere viden om, hvordan vi får mest mulig værdi ud af de rovfiskebestande, vi har i søerne. Det vil give os nogle argumenter, når vi skal fremme lystfiskeriets sag. Fisketegnsmidlerne disponeres i treårige forløb, hvor 2021 er det sidste år i den nuværende treårige periode. Når disponeringen af midlerne for den kommende treårige periode i løbet af i år skal lægges på plads, så vil man se os i en meget aktiv rolle og også med ønsker vedrørende viden om fiskebestandene i vores søer.    

Prioritering af Fisketegnsmidler

Som nævnt ovenfor er der historisk set stort set ikke brugt så meget som en eneste krone på at forbedre forholdene for søernes rovfisk: 1) DTU Aquas ”Søhåndbogen” gør næppe nogen positiv forskel for søernes rovfisk – snarere tværtimod, eftersom den råder til a) biomanipulation, der blot fjerne fødegrundlaget for rovfiskene og b) rådgiver til hårdbefiskning af sandartbestandene. Meget tyder på, at de beløb der igennem tiden har været afsat til ”Søhåndbogen”, reelt set er penge der er brugt på noget helt andet end det man siger de har været brugt til, hvilket er grundigt dokumenteret her og her. 2) Skarvprædations studierne har nok primært haft til formål at dokumentere prædation på smolt, og kan derfor næppe betragtes som et projekt, der er sat i søen for at hjælpe søernes rovfisk og 3) Projektet omkring fredfiskens vandringer er et grundforskningsprojekt, der er uden den store direkte relevans for pleje af rovfiskebestandene – og dermed et projekt der reelt set ikke burde være betalt af Fisketegnsmidlerne.

Spøgsmålet er nu – skal man gøre noget reelt for søernes rovfisk, må der også investeres idet. Men – det bliver der jo ikke flere Fisketegnsmidler af. Og skal man kompensere rimeligt for årtiers mangel på pleje af søernes rovfiskebestande, så så betyder det jo i praksis, at man vil blive tvunget til at skære ned på andre projekter – eksempelvis de penge der bruget på pleje af ørred og laksebestandene.

FISK & FRI: Hvis DSF mener, at der skal bruges flere penge på søfiskeriet, hvorfra skal disse penge så komme? Skal der eksempelvis bruge færre penge på laks og ørred – eller er det saltvandsrelaterede projekter, der skal skæres ned på for at kunne have råd til for at kunne gøre noget for vores rovfiskebestande i søerne?

DSF: Lige nu er vi i den lykkelige situation, at vi i kraft af mange nye lystfiskere også har nye penge i fisketegnspuljen. Dermed er det ikke sikkert, at der skal prioriteres på den måde, som spørgsmålet lægger op til. Heldigvis kommer der desuden gode ting ud af de projekter, der hidtil er brugt fisketegnsmidler på. Vi ser, at mange vandløb nu er fysisk bedre, mange ørred- og laksebestande klarer sig med færre eller helt uden støtteudsætninger, og vi har allerede vigtig viden på mange andre områder. Der er en naturlig udvikling i, hvad det giver mening at bruge fisketegnsmidler på, og i den udvikling er vi nået langt med ørreder og laks og knapt så langt med søernes rovfisk, så jeg kunne godt se nogle penge skvulpe den vej.

Men samtidig fortæller vores biolog mig, at en af de vigtigste erfaringer fra fiskeplejen har været, at vi kun får bedre fiskeri ved at kigge på alle elementer i fiskenes livscyklus og herunder sikrer en god og bæredygtig forvaltning. Der findes ikke et quick fix, der hurtigt og effektivt kan bringe søfiskeriet op i den absolutte verdensklasse, men med en forbedret lovgivning og et større fokus på de miljømæssige faktorer, der begrænser bestandene, kan vi sandsynligvis relativt hurtigt opnå gode resultater.

FISK & FRI: Torben skriver, at der er kommet flere fisketegnsmidler – implicit at der måske kunne gå nogle af dem til søfiskeriet uden, at det nødvendigvis tager ressourcer fra de andre igangværende projekter. Men – hvis man kigger på budgetterne for de forskellige projekter i de kommende år, så er det eneste nye på søfronten jo et lille projekt til 400.000 kroner (”Søfiskeriets socioøkonomiske værdi”) (?) – på trods af, at der er i omegnen af 4 millioner ekstra på grund af de mange ”Coronafiskere”.

FISK & FRI: En anden måde at skaffe flere penge til søernes rovfisk, kan være at gentænke hele den måde Fisketegnsmidlerne bliver brugt og fordelt på. Kunne det fx give mening at foreslå markante ændringer i fordelingen af midler der anvendes til administration, udsætninger, habitatsforbedringer og forskning? Hvilke tanker har DSF gjort sig om dette?

DSF: Jeg nævnte ovenfor, at vi i løbet af 2021 skal fastlægge rammerne for disponeringen af fisketegnsmidlerne for en kommende treårig periode. I det arbejde vil det være naturligt at se på den samlede fordeling af midlerne. Vi har været godt tilfredse med den nuværende fordeling, fordi vi ved siden af udsætningerne vitterligt har fået meget god viden gennem forskningen og ikke mindst er helt enige i værdien af habitatforbedringer. Men det er ikke det samme som, at den fordeling er mejslet i granit.

Hvad gør DSF – og hvornår?

Vi vil naturligvis følge sandartsagen nøje – og følge op på, hvad DSF så rent praktisk får gjort for vores søfiskeri – inklusiv sandarten. Dette vil ske i en artikel til december, hvor vi vil vende retur med de super vigtige spørgsmål, som DSFs biolog Kaare M. Ebert ikke havde tid til at svare på lige nu. Så kan det i hvert fald ikke blive dette, der er hans undskyldning for ikke at besvare dem.

 

Daiwa Open 2025
drømmerejse iFish Travel

FORBUD MOD LYSTFISKERI I NATURA 2000 OMRÅDERNE – HVAD ER STATUS?

Her kan du se de danske Natura 2000 områder, hvor et forbud mod lystfiskeri måske kan blive aktuelt, hvis man får forhandlet en løsning igennem.

I oktober fremlagde EU-kommissionen et forslag om forbud mod lystfiskeri i de såkaldte Natura 2000 områder, hvilket potentielt set kan få katastrofale følger for dansk lystfiskeri. DSF tager sagen meget alvorligt og har allerede taget en del gode initiativer for at påvirke beslutningerne, så vi forhåbentligt fortsat vil kunne dyrke vores hobby bæredygtigt i Natura 2000 områderne. Vi har talt med formanden for DSF – Torben Kaas.

AF JENS BURSELL

HVIS ET FORBUD MOD LYSTFISKERI gennemføres i vores Natura 2000 områder vil det have uoverstigelige konsekvenser for dansk lystfiskeri. Blandt de potentielt berørte områder er de sydvestjyske lakseåer, Skjern Å, store dele af den jyske vestkyst, en lang række jyske havørredåer, Søhøjlandet, store dele af de østjyske og fynske kystlinjer, Odense Å, hovedparten af de sjællandske sø- og åsystemer samt masser af kyster på Sjælland og øerne – inklusiv Stevns og Østmøn. Se blot på kortet ovenfor. Hvis der sættes en stopper for lystfiskeri i alle Natura 2000 områder vil der reelt ikke være mange gode spots tilbage – og presset på de resterende fiskeområder kan sandsynligvis gå hen og blive så stort, at det også vil få meget store konsekvenser for lystfiskeriet udenfor de berørte områder. Spørgsmålet er nu – går det virkelig så galt? – eller er der lys forude? Vi har talt med DSFs formand Torben Kaas.

 Hvad mener DSF?

– Vi er uforstående overfor, at man kæder lystfiskeri sammen med aktiviteter som mindedrift og skovdrift og benytter det som argument for, at lystfiskeri ikke må finde sted i de særligt beskyttede områder, siger Torben Kaas. – Lystfiskeri er som udgangspunkt en ydmyg aktivitet, som fuldt ud kan ske på en måde, så beskyttet natur ikke lider overlast.

– Er der eksempler på, at lystfiskeri skader naturen i et beskyttet område, så er vi indforståede med, at man gennemfører afgrænsede begrænsninger af fiskeriet, så vi holder os væk de konkrete steder og på de konkrete tidspunkter, hvor vores tilstedeværelse er problematisk, fortsætter han. – Det sker jo allerede og er helt, som det skal være.

– Samtidig vil jeg gerne minde om, at vores laksevande er udpeget som Natura 2000-områder netop fordi, laksen er en truet art. Men laksens fremgang herhjemme kan i al væsentlighed tilskrives lystfiskeres arbejde med naturgenopretning og udsætninger. Tager man lystfiskerne ud af ligningen, vil fremgangen for den truede laks formodentlig gå i stå eller vendes til tilbagegang.

Hvad har DSF sat gang i for at sikre lystfiskeriet i Natura 2000 områderne?

– Først og fremmest har vi rettet lyset mod problemet, understreger Torben. – Vi har talt med politikere og embedsmænd i Miljøministeriet om det, og påpeget de ting, jeg nævnte ovenfor. Desuden har jeg på et møde med miljøminister Lea Wermelin præsenteret vores bekymring. Dertil har vi skrevet om det på vores egne medier, og vi har søgt alliance med Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og Jægerforbundet om at fremføre fælles argumenter for tab af oplevelsesmuligheder i naturen.

– Gennem vores Europæiske lobbyorganisation, European Anglers Association EAA, har vi rettet henvendelse til kommissionen og påpeget det urimelige i forslaget.

– Alt i alt kan man sige, at ingen i systemet længere kan være i tvivl om, at der her er en problemstilling, som en meget stor mængde naturbrugere overalt i Danmark og i Europa er meget bekymrede over. Det er ikke det samme som, at vi endnu er i mål med at sikre muligheden for lystfiskeri i de beskyttede områder, men vi har fat i problemet og følger det helt til dørs.

Har de europæiske lystfiskere en chance for at få undtagelser igennem?

– Vi har fra kommissionen fået en melding om, at det vil være op til de nationale myndigheder at forvalte biodiversitetsstrategien nationalt, afslører Torben. – Det betyder, at det er danske myndigheder, som i sidste ende skal beslutte et forbud mod lystfiskeri i beskyttede danske naturområder. Det er naturligvis bedre end, at det skal besluttes fra Bruxelles, om man må fiske i f.eks. Odense Fjord, Skjern Å eller Arresø, som alle er Natura 2000-områder.

– Men vi tager det her meget alvorligt og går efter helt at få fjernet den generelle henvisning til, at lystfiskeri skulle være en forstyrrende aktivitet i beskyttede områder. Jeg kan ikke sætte procenttal på sandsynligheden for, at vi lykkes med det. Jeg kan kun sige, at vi bruger de nødvendige kræfter på at få fjernet lystfiskeri fra teksten, slutter Torben.

Du kan læse meget mere om EU forslaget her.

drømmerejse iFish Travel

DØRG DIG TIL FLERE GEDDER

Storgedde på 13,5 kilo fra en dag, hvor et skift fra naturlige agn til kunstagn viste sig altafgørende.

For Morten Bak er dørgefiskeri den mest effektive metode til, at overliste søernes grumme gedder. I denne artikel løfter han sløret for sin tilgang til dørgefiskeriet og giver dig både et dybere indblik, nye indspark og forhåbentligt mod på, at gå i krig med dette fantastiske fiskeri.

AF MORTEN BAK

 

GROFT SAGT er der fire elementer som ’trigger’ en gedde til at hugge: Sult, bevægelse, lugt og provokation. Den sidstnævnte er oftest den primære når du fisker med kunstagn til trods for, at der til stadighed kommer flere og flere kunstagn på markedet, med relativt naturtro bevægelsesmønstre. Kunstagn har fordelen af, at man affisker et vand med en markant højere hastighed, end det er tilfældet med naturlige agn, hvorfor man på en fiskedag dækker et større område. Derudover slipper man med kunstagn for al besværet med, at skaffe agn og opbevare dem.

Så hvorfor overhovedet fiske med naturlig agn, når der findes så mange effektive alternativer? Fordi du med naturlig agn fisker med den ægte vare. Derfor vil agnen, når den er levende, reagere naturligt på geddens tilstedeværelse. Den vil lugte og bevæge sig på måder, som gedden er ’programmeret’ til at reagere på. Ligeledes vil byttet, når gedden har hugget på agnen, føles rigtigt i munden på gedden, hvorfor en gedde der hugger på en naturlig agn også er mindre tilbøjelig til, at ’spytte’ agnen ud igen.

 

drømmerejse iFish Travel

 

Der er dage og årstider, hvor visse typer agn er mere effektive end andre, hvilket den dygtige lystfisker er opmærksom på. Min erfaring siger, at kunstagn er mere effektive end levende agn i varmt vand, hvor fiskene er mere mobile, og derfor lettere flytter sig efter den hurtigt bevægende og provokerende kunstagn. Naturlige agn er derimod overlegne i koldt vand, hvor gedderne er mere immobile og der skal mere til, at få dem til at hugge. Så kort fortalt, har jeg altid en håndfuld kunstagn med – selvom jeg har en forkærlighed for fiskeriet med naturlige og levende agn.

Flot gedde fanget i nærheden af et åudløb en sen eftermiddag. Det kan bestemt godt betale sig at følge byttefiskenes vandringer.

Flot gedde fanget i nærheden af et åudløb en sen eftermiddag. Det kan bestemt godt betale sig at følge byttefiskenes vandringer.

Flere stænger øger chancerne for en stor gedde

Jeg fisker sædvanligvis med mellem otte og ti stænger, fordelt på to eller tre paravanesæt, to bundstænger, samt to flådstænger, når jeg fisker med naturlig agn. Ved fiskeri med kunstagn fisker jeg med maksimalt otte stænger. Typisk tre paravanestænger på hver side af båden, samt to godt belastede stænger der fisker bundnært.

Når fisken er fundet er det anbefalelsesværdigt, at nedskalere antallet af stænger. Antallet af anvendte stænger er ligeledes direkte korreleret til størrelsen af vandet. Jo mindre vand, jo færre stænger kan det fysisk lade sig gøre at fiske med. Jeg vil dog opfordre nybegyndere til ikke, at fokusere så meget på antallet af stænger, men i stedet lægge fokus på, at blive gode venner med metoden, og lære vandene man fisker grundigt at kende.

Dørg med naturlig agn efter gedder

Med naturlig agn fisker jeg de to flådstænger i bagvandet, i forskellig afstand fra båden for at undgå karambolage mellem de to setups. Fordelen ved flådstængerne er, at de fisker i stort set præcis den dybde de stilles i, og de udviser næsten ingen modstand, når gedden hugger. Derfor kan bremsesystemet på hjulet også stilles noget finere, så selv det mindste hug registreres af knarren. Jeg vil dog ikke opfordre til at fiske en kunstagn i bådens bagvand, da der er stor risiko for karambolage mellem denne agn og en eventuel kroget fisk på paravanestængerne, da disse oftest landes i bådens bagvand. Og i modsætning til ved fiskeri med flåd og naturlige agn, vil linen til agnen gå ned igennem vandsøjlen fra båd til agn.

Når paravanerne sættes til gedderne

Paravanerne sættes én efter én, med den bagerste af stængerne, som den der fisker yderst – altså længst væk fra båden. For at minimere graden af linebue vinkler jeg denne stangholder således, at stangen er vinklet ca. 45 grader bagud og står så tæt på lodret som muligt. Typisk fiskes den bagerste paravane 50-70 meter fra båden. Den midterste stang vinkles 90 grader på bådrælingen og fisker 40-50 meter fra båden, mens den forreste og inderste paravane vinkles ca. 45 grader fremefter og fisker mellem 10 og 20 meter fra båden. Jo kortere afstand til båden, des mindre linebue, og des højere fart har paravanen.

Et udvalg af kunstagn, som sikrer at hele vandsøjlen kan affiskes effektivt.

Et udvalg af kunstagn, som sikrer at hele vandsøjlen kan affiskes effektivt. Til venstre ses paravaneflåddene.

 

Derfor vil den paravane, der fisker tættest på båden, typisk være i niveau med båden. Paravane to og tre vil herefter falde gradvist agterud og vil med denne opsætning ligge på linje, i en 45 graders vinkel fra båden og bagud. Paravanestængerne sættes, så det meste af vandsøjlen af-fiskes effektivt, dvs. bundnært, midtvand og overflade. Det kan du gøre ved hjælp af elastikker eller klemmer med en belastning, og når dagens melodi så er fundet, justeres alle stængerne ind, så de fisker omkring den optimale dybde. Ved fiskeri med mindre agn, og specielt svagt dykkende woblere, kan samme teknik benyttes, mens du med tunge gummidyr og hardlures ikke behøver synk foran agnen.

Afsøg bunden for gedder

Bundstængerne sættes efter alle paravanerne er sat, da de ellers kan fange paravanernes forfang. Ved fiskeri med naturlige agn anvendes simple paternoster tackler eller såkaldte bottom bouncers, monteret med ca. 150 gram belastning og en halv meters penge op til selve krogtafsen. Dette for at sikre, at agnen er i øjenhøjde med bundnære storgedder. Stængerne skal løbende justeres i dybden så de enten hopper henover, eller fisker lige over, bunden.

Det er ingen hemmelighed, at der er stor forskel på den hastighed du skal sejle, når du fisker med naturlig agn i forhold til kunstagn. Selvom forhold og agn kan diktere forskellige dørgehastigheder så er det min vurdering, at følgende hastighedsintervaller giver optimalt fiskeri med de to agntyper.

De fleste kunstagn fisker bedst omkring 4-5 kilometer i timen, hvorimod den typiske sejlhastighed ved fiskeri med naturlige agn ligger omkring 1-1,5 kilometer i timen. Det er dog vigtigt at notere, at farten kan variere. Og den helt rigtige hastighed kan på dagen være altafgørende så du er nødt til, at prøve dig lidt frem.

Fin 10 kilos gedde som blev overlistet i området omkring en stor byttefiskstime. Fisk rundt om byttefiskenes stimer - ikke inde i dem!

Fin 10 kilos gedde som blev overlistet i området omkring en stor byttefiskstime. Fisk rundt om byttefiskenes stimer – ikke inde i dem!

 

Øg chancerne for en god gedde med frontmonteret elmotor

En frontmonteret elmotor med indbygget I-pilot system, der selv holder retning og hastighed, er også en enorm hjælp, da det giver et meget større overskud til at fokusere på stænger, ekkolod, og kortplotter. Ekkoloddet spiller også en væsentlig rolle. Det bruges til at lokalisere byttefisk og finde mikrofeatures på bunden, som f.eks. områder med hård bund, mens kortplotteren, hvis den er udstyret med topografiske dybdekort over søen, gør det muligt at finde makrofeatures.

Dvs. områder, som på forhånd ser interessante ud. Derudover gør den det også muligt løbende, at planlægge dagens fiskeri, da man hele tiden kan styre båden mod interessante områder, samt markere områder af interesse, så du kan vende tilbage til dem senere.

 

Friluftsland

 

Forfang til gedder

Ved fiskeri med naturlig agn monteres krogene til fluorocarbonforfanget, der skal være 0,70 – 0,80 mm, med den såkaldte ’knot-aknot’ knude. Længderne af krogtafserne varieres efter forholdene, men ligger typisk mellem to og fem meter. Jo bedre sigt, des længere forfang.

Afhængigt af agnens størrelse monteres tre eller fire trekroge pr. forfang. Det kan til tider betale sig, at pimpe ens forfang en smule for at gøre dem ekstra attraktive: Spinnerblades, Smileblades, Spin n Glow’s, Spin Drifteres, rasleperler eller skumstick med fiskeolie, kan være alt andet  overlegent. Owners soft glow beads i green glow, monteret på selve krogskafterne (før ’not at knot’ beviklingerne), virker som hugpunkter og lyser kraftigt op uden på nogen måde, at hæmme agnens gang. Det er stort set hver gang de takler med glow beads på krogene der fanger flest fisk.

Agnen monteres til krogtafsen med forreste krog i fiskens næsebor eller det bløde mundstykke, lige under næseborene. De agn der skal fiskes på højre side af båden, kroges på agnens venstre side og omvendt. Det får agnen til at virke som små paravaner, der trækker ud og væk fra båden.

Krogstørrelsen og antallet af kroge er direkte korreleret til størrelsen af agn, der anvendes. Ved store agn, fisker jeg typisk med størrelse 2 eller 4. En større krog har en større krogbøjning, og er dermed mere frit eksponeret til at ’gribe fat’ i gedden. En stor agn kan uden problemer ’bære’ en større krog, uden at det påvirker agnens gang.

Visse dage er den ægte vare bare alt andet overlegent. Her ses en storgedde med en stor 30 cm lang gråskalle godt indhaleret.

Visse dage er den ægte vare bare alt andet overlegent. Her ses en storgedde med en stor 30 cm lang gråskalle godt indhaleret.

 

Dørgetips til gedderne

En stor agn fisket højt i vandet, giver en større silhuet for fisk, der står dybt i vandsøjlen. Et større bytte er for storgedden lig med færre fødesøgnings-aktiviteter og dermed maksimalt energiudbytte pr. energiforbrug. Ved at løfte sig fra bunden efter en byttefisk, udsætter gedden sig selv for en markant større risiko for selv at blive bytte. Det er dog ikke tilfældet for en velvoksen geddemadamme, der ikke har mange naturlige fjender. Man kan derfor sortere en del mindre fisk fra ved, at fiske oppe i vandsøjlen. Fisker man højt i vandet, angriber gedden ofte agnen nedefra. Så er krogene i agnen placeret langs sidelinjen har man størst chance for, at geddens munddele og agnens kroge møder hinanden.

Temperaturens betydning for gedderne

Store gedder er afhængige af, at have et relativt lavt stofskifte for at blive så store som muligt, så hurtigt som muligt. Stofskiftet er reguleret af vandtemperaturen for koldblodede dyr. Store gedder kan som udgangspunkt godt findes på lavere vand under høje temperaturer, men kun i kortere tid.

Længere tids ophold i varmere vandlag resulterer i større fødeindtag, og dermed større aktivitet og energiforbrug. Derfor kan ophold på lavere og varmere vand for de store gedder over 7-8 kilo resultere i markante vægttab. Man skal derfor, som hovedregel, fiske dybt sommeren igennem, hvis man vil optimere sine muligheder for at fange en storgedde. Opstår der sommerspringlag med iltfattigt koldt vand, vil stort set alle fiskene skulle fanges i, og lige over, selve springlaget.

Når vandtemperaturen, i takt med efterårets indtræden og grødens retræte, begynder at falde drastisk, samler byttefiskene sig typisk i større stimer omkring skrænter og mellemdybt vand. Når den kommer ned på 6-9 grader, vil byttefiskene begynde at vandre langs skrænterne mod å ind- og udløb morgen og aften.

Bliver vandet tæt på 0 grader, vil byttefiskenes vandring mod åen stoppe. De vil i stedet søge mod søens dybeste områder, hvor det varmeste vand er. Som udgangspunkt er det derfor en god ide, at koncentrere sit efterårsfiskeri omkring skrænter til lavt vand, og områder omkring å ind- og udløb. I takt med, at vandet bliver køligere vil rovfiskene, ligesom byttefiskene, søge mod søernes dybeste områder. Her vil vandtemperaturen vinteren igennem være relativt stabil. Vands massefylde er størst ved 4 grader, hvorfor vandet her er tungest. Derfor vil det varmeste og mest iltrige vand være at finde i de dybeste områder af søen, når vandet overfladetemperatur når under 4 grader. Er dette tilfældet, bør man først afsøge de dybeste områder af søen. Har man viden om områder i søen med udsivning af grundvand, er dette også yderst interessant, når vandet er koldt. Grundvand er nemlig 8 grader varmt og vil virke som en magnet på både byttefisk og rovfisk.

Find de store gedder

Byttefisk er lig med rovfisk. De lader nemlig ikke et let måltid gå deres næse forbi. Så finder man byttefisk, vil der med sikkerhed være rovfisk i området. Det er aldrig en fordel at fiske lige oveni stimer af byttefisk. Her vil ens agn hurtigt drukne i mængden, og ikke i samme grad fremstå som et let bytte. Fisk i stedet rundt om byttefiskene. Giv byttefiskene et waypoint og undersøg området omkring dem for store V’er. Ofte er rovfisk i nærheden af stimerne meget hugvillige, og derfor lette at overliste. Har du svært ved at finde byttefiskene, eller har du ikke det store lokalkendskab til fiskevandet, så dyrk det opsøgende fiskeri. Spred stængerne ud og forsøg at dække så stort et område som muligt for at lokalisere fisken. Fanger man én fisk, kan det betale sig at gennemfiske området grundigt, da kontakt til fisk kan aktivere flere fisk i området.

Led efter områder med hård bund, strukturer på bunden og dybdeforskelle. Forskelle på bare 0,5 til 1 meter kan være ensbetydende med store koncentrationer af fisk, og det samme gør sig gældende med dybe huller, skrænter, plateauer eller knolde. Samlinger og udposninger på dybdekurver kan også være hotspots. Fælles for disse områder er, at de alle kan holde beplantning og skjul og dermed byttefisk. Og hvor der er byttefisk vil der også være rovfisk…

 

Daiwa Open 2025

 

Solopgang på geddesøen

drømmerejse iFish Travel

NY VIDEO: SÅDAN MONTERER DU DIN TRANSDUCER

I den tredje episode af vores videoserie om, hvordan man rigger sin båd med marineelektronik, fortæller Lars Nielsen fra Garmin Danmark, hvordan du på den bedst muligt måde monterer forskellige typer af transducere på din båd, så du får det optimale signal og det bedst mulige billede på din ekkolods skærm. Alt sammen selvfølgelig med den skumle bagtanke at fange flere fisk! Du kan se de øvrige afsnit på Fisk & Fris Youtube Kanal.

Husk at abonnere på Fisk & Fris YouTube kanal her, så du får notifikationer hver gang, vi lægger en ny video op.

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED: MED JACK SCHULTZ I STRIPPERKLUBBEN

Jack Schultz huserer primært i de lavvandede fynske bugter og vige.

Den fynske accent klinger stærkt og begejstret ud i stuerne fra web-tv og sociale medier. Den glade fynbo, med hang til havørredfiskeri og hvide strippere, er blevet allemandseje. Fisk & Fri mødte ham på kysten til en snak om fiskeri, strippere og ydmyghed over for vores fælles hob­by: Fiskeriet.

Af TOBIAS HJORTKJÆR SCHULTZ

EN EFTERÅRSDAG i 1991 går en knægt langs Odense Å med sin fiskestang. Jack Schultz er 13 år gammel, og han går ved åen næ­sten hver dag. Han higer – som enhver ørredfisker – efter hugget og fighten. Men ligegyldigt, hvor mange gange han kaster, kan han ikke få de satans ørreder til at tage spinneren. Det irriterer ham, for han ved, at der er fisk. Han møder nemlig tit en voksen mand ved åen, og han kan fange fisk. Jack har set ham hive adskillige smukke ørreder op. De har hilst flygtigt på hinan­den.

En dag tager Jack sig sammen. Han går hen til den voksne mand og spørger, hvad han gør forkert. Samtalen kommer langsomt i gang. Kent Andersen, som man­den hedder, er ikke meget talen­de, men han kan godt lide dren­gen, der ydmygt og interesseret spørger ham til råds.

– Det står gerne en fisk lige ne­den for det drænrør, peger man­den. – Prøv at lægge spinneren en meters penge bag ved og lad den synke et par sekunder, før du spinner ind.

Et par minutter senere skriger drengen af begejstring og triumf. En fin ørred ligger på åbredden med hans spinner i munden. Jack er i decideret ekstase. Manden smiler, og fortæller lidt om strøm­huller og ørredadfærd. Men han roser ikke drengen. Kent Ander­sen smider ikke om sig med ros. Til gengæld deler han gladelig ud af sin enorme viden om ørredfi­skeri.

Den dag ved Odense Å bliver et venskab født. Og nu 27 år senere er det så stærkt som nogensinde. Jack Schultz er nu en af Fyns mest efterspurgte fiskeguides og ørredeksperter, og optræder i Gone Fishing Fyns webbaserede tv-kanal om lystfiskeri.

Verdens bedste blink, hvis du spøger Jack Schultz. forstås. Den Hviie Stripper har reddi mange fynske ø'rter på samvittigheden

Verdens bedste blink, hvis du spøger Jack Schultz. forstås. Den Hviie Stripper har reddi mange fynske ø’rter på samvittigheden

På Jack Schultz´s havørredhjemmebane

En dag i oktober møder Fisk & Fri ham på hjemmebanen – et sted på Langelands vestkyst. Jack peger på forskellige hotspots på kyststrækningen og fortæller, hvor fiskene i reglen står. Foren­den af hans line sidder en hvid Dorado-Stripper i 12 gram. De­signet og fabrikeret af hans gamle lærermester.

– Den hvii’e Stripper er bare en sindssygt stærk agn, hævder Jack og kaster det bukkede pladeblink ud langs et lille rev. En havørred lige omkring målet, synes at være enig.

– Der er fisk, råber han og lander den lille sølvblanke i hæsblæsen­de tempo. Fisken når dårligt at opfatte, at den er fanget, før den er tilbage i vandet.

– Fedt maaan, så vee’ vi, her er fisk, halvråber Jack på syngende fynsk.FISK & FRIS UDSENDTE lander også en lille fisk på den hvide Dora­do-Stripper. Det blink går altså decideret psykopatisk i vandet. Halen roterer som et spinnerblad, og formen får hovedet til at gå fra side til side. Man kan tydeligt mærke det i stangspidsen. Det er god lystfiskerlatin, at en agn en­ten skal imitere eller provokere. Den her gør udpræget det sidste. Og det virker! At Stripperen så flyver marginalt bedre end en død høne, må man lære at leve med.

Mange havørreder fanges tæt på land

– Men hva’ gør det, når 90 % af alle fisk fisk fanges inden for 10- 12 meter fra stangspidsen, spør­ger Jack retorisk og forklarer vi­dere: – Der er i mine øjne ingen grund til at camouflere sin agn for fisken. En tobis ser jo ud som den gør, for at den skal kunne gemme sig for havørreden. Det har jeg altså svært ved at se fordelen i …

Måske er det derfor, at indholdet af Jacks grejæske er til at over­skue. Hvid Stripper i 12g., Hvid Dorado-Stripper i 12g., Hvid Dorado i 7 og 12 g. Og et lille udvalg af hvide Hotshot-gennem­løbere i 15 g. Alt er designet og fabrikeret af hans gamle læreme­ster Kent Andersen.

Det er ikke fordi Jack aldrig fisker med andet. I sommermånederne tyer han til kendte woblere og i den dybe, kolde vinter finder han gerne fluestangen eller, til nød, et bombarda-rig frem af gemmerne. Men 70 procent af tiden, er det den ene eller den anden variant af den hvide stripper, der hænger forenden af forfanget. – Jeg for­står ikke helt den hype, der er om alle mulige fancy gennemløbere.

Alle fiskere kender glæden ved at fange en god fisk. Få er dog så entusiastiske som Jack Schultz.

Alle fiskere kender glæden ved at fange en god fisk. Få er dog så entusiastiske som Jack Schultz.

Pladeblink til havørred – det er bare noget der duer

De gode gamle pladeblink fun­gerer altså virkelig godt, og man slipper for at stå at binde alt muligt og at rende rundt med forskellige æsker og besynderli­ge anordninger til sin agn, siger Jack og tilføjer: – Det ville jeg slet ikke kunne overskue. Jeg har to­talt OCD, så det skal bare være enkelt og i orden, griner han og ryster lidt på hovedet. Både af sig selv og af det, han opfatter som en unødvendig dyr og besværlig grej-mode.

– De gammeldags agn er altså virkelig gode. Og jeg vil vove at påstå, at de kroger nøjagtig lige så godt som gennemløbere. Det kunne såmænd også være en en Toby eller en Mörasilda, jeg gik med til dagligt. Nu går jeg bare med Kents agn, fordi jeg har rigtigt go’e erfaringer med dem. Men de andre jeg nævner er jo blevet klassikere, fordi de har fanget vanvittigt mange fisk. Det kan de altså stadigvæk.

Jacks favoritgrej til havørred

Tager man et kig på Jack’s setup, er man ikke i tvivl om, at kaste­længde næppe har førsteprioritet. Stangen er en gammel 9” Lesath SLE 5-20. Hjulet er det letteste størrelse 2500 på markedet. Det er et sæt, der helt igennem er spe­cialiseret til kastepræcision – ikke længde.

Jack fisker ned langs kysten med mig i hælene. Han afkroger den ene fisk i grønlænderstørrelse efter den anden, mens jeg begyn­der at føle mig som den 13-årige knægt ved å’en, der ser mesteren arbejde. Vi kommer til et område, hvor et strømskel danner en tyde­lig rende over et mørkt område lidt længere ude. Jack skifter til en anden af Kent Andersens op­findelser; en Hotshot gennemlø­ber i … Surprise! Hvid!

Denne agn – der er designet til at være en slags gennemløbs-strip­per – har langt bedre kasteegen­skaber. Hotshotten lander små 40 meter ude. En gedigen rygfinne viser sig i overfladen ca. 10 meter til højre for blinket, og beskriver i rasende tempo en halvcirkel i vandet, med kurs stik mod ag­nen. Jack laver et kort spinstop … HUG!

– JAAAAAAHHH … Så’ der kraft’eme fisk maaan! Den er nok tre kilo … Har du et net?

Det har jeg. Og mens Jack fort­sat råber glædesbrøl blandet med instruktioner til mig, i et mix af begejstring og frygt for at miste fisken, får jeg smidt min stang på land, og kommer til hjælp. Jack fighter fisken benhårdt. Jeg når kun lige de tre meter ud i vandet med nettet, inden den glider sik­kert over netkanten i første forsøg.

En dårlig dag på vandet er bedre end en god ag på arbejdet, mener Jack Schultz.

En dårlig dag på vandet er bedre end en god dag på arbejdet, mener Jack Schultz.

Havørredkrammer

For helvede – der var den! Vi krammer og råber i kor, mens vi har øjnene naglet fast på fisken i nettet. Det er en absolut skønhed! Helt tre kilo når den ikke, men den fightede som en kamphund. Des­uden er den tromletyk, og i sit al­lersmukkeste efterårsskrud. – Hold kæft, hvor er jeg gla’ ve’ den fisk, siger Jack lidt overflødigt, efter­som vi lige har danset jubeldans i adskillige minutter.

Vi finder nu thermokande og kop­per frem og tager en fiskesnak over kaffen. Det viser sig, at lige som venskabet med Kent Ander­sen, er respekten for den gamle læremester fuldstændig intakt: – Han er den dygtigste fisker på Fyn. Og så har han lavet de bedste blink til havørred i verden, siger Jack i et tonefald, der ikke lægger op til diskussion.

Respekten for Kent Andersen er i øvrigt ikke det eneste, 40-årige Jack har bevaret af den 13-årige knægt ved Odense Å. Den umid­delbare glæde ved at fange en fisk er der tydeligvis endnu. Det sam­me er den afgrundsdybe ydmyg­hed over for fiskeriet og viljen til hele tiden at lære mere. Begge dele gennemsyrer alt, hvad han siger og gør.

Havørred er ingen selvfølge

– Det er ingen selvfølge, at man fanger fisk, understreger han. – Hvis man begynder at tage det for givet, at man har godt fiskeri, så ryger respekten for fisken og naturen, og så ryger glæden ved fiskeriet samme vej. Så kommer man til at gå på kysten og ærgre sig, når det ikke lige spiller, og det skal man ikke! Man skal være taknemmelig for hver eneste fisk, og man skal bruge sine 0-ture og dårlige dage til at lære af, siger Jack og tænker sig lidt om, inden han fortsætter: – Når jeg har en 0-tur, bruger jeg altid en del tid på at tænke over, hvorfor fiskene ikke lige var der i dag, eller om jeg har truffet nog­le forkerte valg i forhold til mit fiskeri. Og i reglen kommer jeg frem til et svar, jeg i hvert fald selv tror på… Spekulationerne må være frugtbare, for hvad enten Jack Schultz vil være ved det el­ler ej, har han efterhånden indta­get en sikker plads blandt landets mest succesfulde ørredfiskere. Noget Jack både har lidt svært ved at forstå og at vænne sig til.

Grej-og-tøj sponsorerne står parat med dyrt udstyr, folk ringer og vil betale for guidning, og så er der opmærksomheden fra andre fiskere … – Der er pludselig rigtig mange, der vil mig noget, og det synes jeg jo sådan set er dejligt og ikke mindst smigrende. Men jeg har også lidt svært ved at forhol­de mig til det, for jeg går jo bare og fisker, som jeg altid har gjort, siger Jack og ligner pludselig én, der er 13 år igen.

 

Artiklen blev første gang publiceret december 2018.

 

Hvidovre Sport

 

En dejle havørred sætter punktum for en god dag på kysten.

drømmerejse iFish Travel

SÅDAN RIGGER DU DIN BÅD – DEL 2: VALG AF MARINEELEKTRONIK

Når du har købt en ny båd, er der en masse vigtige overvejelser om, hvilken marineelektronik du har brug for – samt hvordan det hele skal sættes op. Vi har taget en snak med Lars Frithjof Nielsen fra Garmin Danmark, der i denne video gennemgår alt, hvad der er værd at vide om ekkolod, GPS, plotter, autopilot, VHF og meget, meget mere.

Videoen er del 2 i en serie om, hvordan du rigger din båd. Alle videoer kan findes på Fisk & Fris YouTube kanal. Del 3-4 om transducermontering og bakkamera publiceres løbende i første halvdel af januar 2021.

Husk at abonnere på Fisk & Fris Youtube-kanal her, så du får notifikationer, når der kommer nye film op.

drømmerejse iFish Travel

NY VIDEO: SÅDAN RIGGER DU DIN NYE BÅD MED MARINE ELEKTRONIK

Når man har købt en ny båd, er der meget, man skal tage højde for, hvis den skal forvandles til en perfekte fiskemaskine. I den første del af vores serie på fire afsnit om, hvordan man rigger en fiskebåd, giver Lars Frithjof Nielsen fra Garmin dig overblikket over bådens installationer, samt hvordan de bedst muligt installeres til glæde for dig og dit fiskeri.

I de næste to afsnit går vi i dybden med valg af fx ekkolod, plotter, VHF og andre instrumenter, samt hvordan du monterer din transducer. I det sidste afsnit af serien får du uvurderlige tips til, hvordan du monterer et nyttigt bakkamera på både bilen og båden. Alle afsnit i serien publiceres her i starten af januar 2020, så følge med på fiskogfri.dk i de kommende uger.

Husk at abonnere gratis på Fisk & Fris YouTube kanal, så du får notifikationer, hver gang der kommer en ny film.

 

drømmerejse iFish Travel

ET TUNGT GEDDEHUG PÅ EN MØRK DAG

Jens Bursell med 15 kilos gedden, der tog en stor død agnfisk serveret på bunden.

Vinteren er lang, og mange dage føles det nærmest som om, at det allerede er ved at blive mørkt, inden det rigtig er blevet lyst. En af de bedste kure mod vinterdepression er den forløsende lyd af bidmelderens bippen mellem sivene – vel vidende, at det meget vel kan være noget rigtig stort, der har taget agnen…

AF JENS BURSELL

 

 DET ER STADIG MØRKT OG KOLDT. Ikke rigtig koldt, som på en vaskeægte vinterdag i de gode gamle dage – bare koldt på den klamme og klaustrofobiske måde… Af samme årsag kræver det også lidt stamina at dreje nøglen, slukke bilen og stige ud i det blæsende tidlige morgengry, hvor man knapt nok kan se vandet.

Min kammerat Søren, der sidder i en anden bil derude i mørket, har nogenlunde samme følelse i kroppen, men på mirakuløs vis får vi synkront overvundet de varme bilers besnærende og nærmest magnetiske tiltrækningskraft på vores bagdele.Vel ankommet til vinterens virkelighed derude i støvregnen, spørger Søren, der vist heller ikke orker at lægge ud med at slæbe alt det tunge deadbaitgrej, om vi ikke skal gå en tur og tjekke vandet. Og sådan bliver det, for jeg har det på præcis samme måde.

 

Friluftsland

 

Op i omdrejninger ved geddesøen

Da vi først kommer op i omdrejninger, er det slet ikke så slemt, som vi havde frygtet. Støvregnen lægger sig, vinden er faktisk ikke helt så slem som antaget – og i takt med dagslysets komme stiger optimismen og forventningerne til fisketuren.

Vi går rundt om søen og får tjekket stort set samtlige potentielle pladser ud, så vi på et rimelig veloplyst grundlag kan beslutte os for, hvor vi skal sidde de næste par dage. Strategien er at fiske død agn på bunden med de fleste stænger, samtidig med, at vi fisker to stænger med levende agnfisk – en på et driftflåd med sejl for at afsøge langdistancen – og en stang med almindeligt flåd fisket langs egen skrænt.

Vi får sat vores bivycamp op, og inden længe har vi alle agnfiskene i vandet.

Søren Beck venter på hug fra storgedden med huen godt trukket ned om ørerne.

Søren Beck venter på hug fra storgedden med huen godt trukket ned om ørerne.

 

En trøstesløs suppe af gråt i brunt

Alle vores takler ligger nu helt perfekt med adskillige forskellige præsentationsformer og agn, så man skulle synes, at der måtte være noget for enhver smag. Og ikke nok med det – vi affisker også forskellige områder på varierende dybder, så vi har gode muligheder for at få en pejling på, hvad fiskene har gang i derude i det kolde vand.

Men huggene udebliver fuldstændig. Over landskabet hænger en nærmest kvælende tung dryppende tåge, og vi sidder næsten med en følelse af, at det er ved at blive aften, selvom klokken kun er 12, og det er midt på dagen. Det er ikke bare et dunkelt og uopmuntrende vejr – det er på alle måder gustent.

Timerne går, og de grå timer forvandles hurtigt til et altomsluttende mørke. – Så er der kun 13 timer til det bliver lyst igen, griner Søren sarkastisk, mens han trækker flapperne på sin pelshue godt ned om ørerne og tænder for det fyrfadslys, som de næste par timer ind i mørket bliver det lysgivende samlingspunktet i vores lille fiskecamp.

Eftermiddagen bliver til aften. En snak om alt og intet bølger mellem bivyerne, og vi får vendt verdenssituationen samt lidt til. Inden længe er der godt gang i stormkøkkerne. Dagens menu står på Gullashsuppe hos Søren og spaghetti med bacon hos mig. Og så er der selvfølgelig et par velvalgte af årstidens øl til at skylle det hele ned med. Hvorvidt de er kolde nok, behøver vi heldigvis ikke at bekymre os om…

Nogle søer fisker fint med død agn om natten selv midt på vinteren, men der er også en hel del søer, hvor man roligt kan regne med, at det er nogle temmelig tomme timer fra kl 16 til klokken otte næste morgen. Og sådan er det tydeligvis også ved denne sø, hvor det eneste bip vi hører fra bidmelderne i løbet af natten stammer fra en forkølet krebs, der kaster sig over en af Sørens agn, som er ilde tilredt den næste morgen, da vi godt radbrækkede vågner efter en ualmindelige lang og god nattesøvn.

Tågen letter

Man skal tage sig godt sammen for at komme ud af soveposen og få alle stængerne tjekket, så de er klar til den hugperiode, der ofte kommer om formiddagen her om vinteren. Det blæser stadig, men det er som om, at den ubærligt tunge tåge er ved at slippe sit jerngreb over det farveløse vinterlandskab.

Jeg skal netop til at klargøre min agn til et af de spots, som jeg tror allermest på, da jeg til min skræk opdager, at jeg ved en fejl har ladet min baitboat – inklusiv speedcontrollerne – så tændt hele natten… Den er derfor næsten død for strøm, men jeg beslutter mig for at tage chancen, for det er ikke muligt at kaste ud til det perfekte spot, derfra hvor stangen står på land.

En stor død agn bliver monteret på et Skating Hook Rig, og jeg får den loadet på baitboat´ens faldlem sammen med en håndfuld små fiskestykker. Agnen er boostet med en gang Browning Marble Dust Monster Crap, så selv den sløveste storgedde vil kunne lugte den på en halv kilometers afstand.

The waiting game...

The waiting game…

 

Daiwa Open 2025

 

Et sats med baitboat´en jeg ikke kom til at fortryde

Jeg tænder mit ekkolod, som har forbindelse til transduceren i min baitboat og starter med at sejle agnen ud. Undervejs ud over grøden holder jeg nøje øje med bundforholdene. Planen er at dumpe agnen cirka 10 meter fra grødkanten på fem meters vand omtrent 50 meter ude.

Men lige inden jeg har tænkt mig at slippe agnen, dør batteriet på båden, så den ikke kan sejle længere…. Nu er gode råd dyre. Skal jeg hive båden i land via linen – eller skal jeg sætte alt på et bræt og dumpe agnen, mens jeg kan – og så risikere, at det bliver svært at få fat i baitboaten? Jeg har en rigtig god fornemmelse med det sted, hvor båden befinder sig, så vælger det sidste, og i det jeg udløser faldlemmen med vippetangenten på baitboatens styrekonsol, kan jeg konstatere, at der heldigvis stadig er forbindelse og strøm nok til at udløse faldlemmen. Linen løber perfekt af spolen, mens agnen daler ned på bunden. Kort tid efter er linen strammet fint op, og stangen ligger klar i stangholderne. Så er der bare lige baitboaten, som nu ligger uden kontakt og strøm et godt stykke fra land…

Til alt held er der en god vind på skråt af søen, så jeg går op til bivycampen for at få mine waders på for at gøre mig klar til at hente baitboaten ude i sivene på modsatte side. Men da jeg kommer tilbage, er den væk. Det er sgu da løgn, tænker jeg, mens jeg lidt forvirret farer op og ned langs med søen for at finde båden, som ikke rigtig er til at se nogen steder. Brinkerne er tæt bevokset med siv og udhængende træer, så det er svært at se vandet fra den side, hvor båden må ligge. Der er derfor intet andet at gøre end at gå om på den anden side af søen og spotte samt pejle baitboatens placering i forhold til et stort udhængende træ, hvorefter jeg går tilbage, vader ud i sivene – og finder den efter noget tids søgen. Alt i alt temmelig besværligt, men så længe agnen ligger perfekt – who cares… Hvis ikke jeg havde lavet dette stunt, havde jeg forspildt min chance for at komme til at ligge det perfekte sted, og det skulle vise sig at være en god beslutning jeg traf, da båden løb tør for strøm midt ude på søen.

Søren Beck tjekker bidmeldren en sidste gang, inden den døde agnfisk får lov til at ligge på bunden, indtil der er hug..

Søren Beck tjekker bidmeldren en sidste gang, inden den døde agnfisk får lov til at ligge på bunden.

 

Storgedden hugger

 Formiddagen går uden den store action ud over en lille gedde, der kaster sig over en af Sørens agn, som ligge 10 meter fra land langs en sivkant. Faktisk er der godt op ad formiddagen sket så lidt, at vi så småt er begyndt at lege med tanken om at flytte plads – eller måske ligefrem tage hjem…

Pludselig bipper min receiver på den sidste stang, der blev lagt und inden baitboaten gik død, så jeg spæner alt hvad remmer og tøj kan holde over til stangen. Lige inden jeg dykker gennem krattet ned til stangen, skal jeg lige have nettet med, som står op af nogle træer, men i panikken gennem træerne sætter nettet sig fast, så der lige går et par sekunder ekstra med at få bakset karpenettet gennem grenene.

Linen løber perfekt ud, og jeg giver et lynhurtigt modhug på den store agn. I det samme jeg får fuld kontakt til fisken, er det helt tydeligt, at det er lige præcis det hug, man drømmer om på en lang vinterdag ved søen… Stangen krummer fuldstændig sammen, og jeg kan tydeligt mærke et par solide, tunge og dovne rusk ude i den anden ende.

Jeg lægger fuldt pres på den store fisk for at få den ordentligt op i overfladen, inden den kommer ind til grøden, og det lykkes til perfektion. Allerede langt fra land kan jeg se en enorm bred ryg og et solidt haleror i overfladen – og fisken følger overraskende nemt med ind over grøden.

Desværre kom jeg til at vende nettet med skaftet ud af grundet panikken med at få det igennem buskadset, og det er ikke godt, når man har en skulderskade, der gør, at man knapt nok kan løfte armen, uden at det gør ondt… Fisken kommer foruroligende hurtigt tættere på, mens jeg febrilsk bakser med at få vendt det lange og uhandy net i den smalle bræmme, der er fri for siv, hvor mine banksticks er placeret. Til alt held lykkes det, inden fisken kommer helt ind, og jeg når lige at få den store netpose ordentligt sænket, idet storgedden glider over netrammen.

På grund af al den tumult, der har været med at få nettet gennem buskads og siv, har jeg om muligt endnu mere ondt i skulder og arm, så i skæbnens øjeblik, da jeg skal til at løfte netrammen om fisken, har jeg så store smerter, at jeg ikke kan løfte rammen fri af vandet. Et splitsekund får jeg øjenkontakt med gedden, der nærmest hånligt sender mig et nedladende blink, idet dens enorm nakke og hoved rejser sig ud af vandet og vender med kurs ud over rammen – hen langs kanten af sivene.

Mit hjerte sidder helt oppe i halsen, og jeg frygter det værst tænkelige scenarie – nemlig at en fri krog på taklet sætter sig fast i nettet… Til alt held får jeg i samme sekund sænket nettet så meget, at gedden frit kan svømme fri og ud i vandet foran sivene. Her tager den et kort udløb på fem-ti meter, alt imens jeg får nettet gjort klar igen. Kort efter kan jeg igen presse storgedden til overfladen og snart efter har den perfekt kurs mod nettet. Da geddens hoved er næsten oppe ved spredeblokken, mobiliserer jeg al min kraft i min ømme venstre arm, og det lykkes heldigvis perfekt med at få netrammen hævet lynhurtigt.

Jeg er godt klar over, at gedden er stor, men da jeg får smidt stangen og åbnet nettet er jeg ikke et sekund i tvivl om, at den også er rigtig stor… Bred, grov og lang med en massiv nakke. Det hele er gået så hurtigt, at Søren bare tror jeg har kranet en lille gedde ind under tumultariske forhold, fordi jeg er lettere grovmotorisk handicappet. Men han kommer på andre tanker, da han kigger ned i nettet – og efterfølgende løfter gedden i vejesækken… Fisken, der efter fratrækning af vejeposen rundes ned til 15,0 kilo kommer efter et par lynfotos hurtigt tilbage i vandet, hvor den kort efter slår et kraftfuldt slag med halen og svømmer retur til dens revir. Vi glemmer helt at måle fisken, men vi er begge enige om, at den er cirka 125 centimeter lang.

Turen er reddet, og diskussionen om at skifte plads eller tage hjem har pludselig ændret karakter i retning af, hvor mange øller vi skal hente, hvad vi skal have at spise – og hvor mange ekstra fyrfadslys vi skal have til at forsøde de forestående mørke timer, indtil det bliver lyst igen.

Vi bliver og fejrer fisken til et godt stykke ind i mørket, hvor vi til sidst trimler omkuld i vore soveposer. Den næste dag klarer det op og alt virker perfekt, men vi får ikke så meget som skyggen af en storgedde. Alt hvad det bliver til er en microgedde til mig taget på levende karusse og synkeflåd. Men – når man lige har landet en 15 kilos gedde, så går det nok også lige.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel