Her kan du se de danske Natura 2000 områder, hvor et forbud mod lystfiskeri måske kan blive aktuelt, hvis man får forhandlet en løsning igennem.

I oktober fremlagde EU-kommissionen et forslag om forbud mod lystfiskeri i de såkaldte Natura 2000 områder, hvilket potentielt set kan få katastrofale følger for dansk lystfiskeri. DSF tager sagen meget alvorligt og har allerede taget en del gode initiativer for at påvirke beslutningerne, så vi forhåbentligt fortsat vil kunne dyrke vores hobby bæredygtigt i Natura 2000 områderne. Vi har talt med formanden for DSF – Torben Kaas.

AF JENS BURSELL

HVIS ET FORBUD MOD LYSTFISKERI gennemføres i vores Natura 2000 områder vil det have uoverstigelige konsekvenser for dansk lystfiskeri. Blandt de potentielt berørte områder er de sydvestjyske lakseåer, Skjern Å, store dele af den jyske vestkyst, en lang række jyske havørredåer, Søhøjlandet, store dele af de østjyske og fynske kystlinjer, Odense Å, hovedparten af de sjællandske sø- og åsystemer samt masser af kyster på Sjælland og øerne – inklusiv Stevns og Østmøn. Se blot på kortet ovenfor. Hvis der sættes en stopper for lystfiskeri i alle Natura 2000 områder vil der reelt ikke være mange gode spots tilbage – og presset på de resterende fiskeområder kan sandsynligvis gå hen og blive så stort, at det også vil få meget store konsekvenser for lystfiskeriet udenfor de berørte områder. Spørgsmålet er nu – går det virkelig så galt? – eller er der lys forude? Vi har talt med DSFs formand Torben Kaas.

 Hvad mener DSF?

– Vi er uforstående overfor, at man kæder lystfiskeri sammen med aktiviteter som mindedrift og skovdrift og benytter det som argument for, at lystfiskeri ikke må finde sted i de særligt beskyttede områder, siger Torben Kaas. – Lystfiskeri er som udgangspunkt en ydmyg aktivitet, som fuldt ud kan ske på en måde, så beskyttet natur ikke lider overlast.

– Er der eksempler på, at lystfiskeri skader naturen i et beskyttet område, så er vi indforståede med, at man gennemfører afgrænsede begrænsninger af fiskeriet, så vi holder os væk de konkrete steder og på de konkrete tidspunkter, hvor vores tilstedeværelse er problematisk, fortsætter han. – Det sker jo allerede og er helt, som det skal være.

– Samtidig vil jeg gerne minde om, at vores laksevande er udpeget som Natura 2000-områder netop fordi, laksen er en truet art. Men laksens fremgang herhjemme kan i al væsentlighed tilskrives lystfiskeres arbejde med naturgenopretning og udsætninger. Tager man lystfiskerne ud af ligningen, vil fremgangen for den truede laks formodentlig gå i stå eller vendes til tilbagegang.

Hvad har DSF sat gang i for at sikre lystfiskeriet i Natura 2000 områderne?

– Først og fremmest har vi rettet lyset mod problemet, understreger Torben. – Vi har talt med politikere og embedsmænd i Miljøministeriet om det, og påpeget de ting, jeg nævnte ovenfor. Desuden har jeg på et møde med miljøminister Lea Wermelin præsenteret vores bekymring. Dertil har vi skrevet om det på vores egne medier, og vi har søgt alliance med Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og Jægerforbundet om at fremføre fælles argumenter for tab af oplevelsesmuligheder i naturen.

– Gennem vores Europæiske lobbyorganisation, European Anglers Association EAA, har vi rettet henvendelse til kommissionen og påpeget det urimelige i forslaget.

– Alt i alt kan man sige, at ingen i systemet længere kan være i tvivl om, at der her er en problemstilling, som en meget stor mængde naturbrugere overalt i Danmark og i Europa er meget bekymrede over. Det er ikke det samme som, at vi endnu er i mål med at sikre muligheden for lystfiskeri i de beskyttede områder, men vi har fat i problemet og følger det helt til dørs.

Har de europæiske lystfiskere en chance for at få undtagelser igennem?

– Vi har fra kommissionen fået en melding om, at det vil være op til de nationale myndigheder at forvalte biodiversitetsstrategien nationalt, afslører Torben. – Det betyder, at det er danske myndigheder, som i sidste ende skal beslutte et forbud mod lystfiskeri i beskyttede danske naturområder. Det er naturligvis bedre end, at det skal besluttes fra Bruxelles, om man må fiske i f.eks. Odense Fjord, Skjern Å eller Arresø, som alle er Natura 2000-områder.

– Men vi tager det her meget alvorligt og går efter helt at få fjernet den generelle henvisning til, at lystfiskeri skulle være en forstyrrende aktivitet i beskyttede områder. Jeg kan ikke sætte procenttal på sandsynligheden for, at vi lykkes med det. Jeg kan kun sige, at vi bruger de nødvendige kræfter på at få fjernet lystfiskeri fra teksten, slutter Torben.

Du kan læse meget mere om EU forslaget her.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This