feb 4, 2021 | Artikler, Kystfiskeri, Sponsoreret
Det er denne kollektion af Diamond tungstensblink og kroge fra Rhino, som du kan vinde i konkurrencen.
Rhino og Zebco Europe har som de første i verden netop lanceret en serie af blink i tungsten målrettet kystørred, der kaster markant længere end noget andet blink af tilsvarende form på markedet. Nu får alle de lystfiskere, der abonnerer på Fisk & Fris youtube kanal, chancen for at vinde den kollektion af tungstensblink, som du ser på billedet – samt en solid stak kroge, du kan montere dem med. Blinkene vejer fra 12 til 28 gram.
For at deltage i konkurrencen skal du blot give dit bud på, hvorfor blink af tungsten kaster længere end normale blink på det opslag op Fisk & Fris facebook, hvor vi laver PR for denne konkurrence.
Tungsten er næste tre gange så tungt som de materialer, man normalt anvender til støbte kystblink – nemlig zink og hvidmetal. Massefylden er 19,3 gram/cm3 hvilket er samme massefylde som guld. Zink har en massefylde på 6,6 gram/cm3 og hvidmetals densitet er 7,3 gram/cm3. Til sammenligning vejer bly 11,3 gram/cm3
Kastetests viser ikke overraskende, at de nye tungsten blink fra Rhino kaster cirka 50 % længere end zink og hvidmetal blink af samme størrelse og form – samt 20 % længere end zink/hvidmetal blink af samme vægt, men forskellige størrelse. Endvidere giver tungmetalblinkene større præcision, fordi de simpelthen skærer knivskarpt igennem vinden. At tungstens blink kaster markant bedre en blink af metaller med lavere massefylde er næsten indlysende, men den bedste måde at blive overbevist er at prøve dem selv. Skynd dig derfor at deltage i konkurrencen.
Vinderen af de viste Rhino Diamond tungstensblink, som du ser ovenfor, bliver fundet og offentliggjort fredag den 12 februar kl 12 på fiskogfri.dk.
Rhinos Diamond er det første kystblink af tungsten fremstillet specifikt til fiskeri efter havørred og regnbueørred.
De nye tungstensblink fra Rhinos Inshore range kaster helt suverænt – og giver en højre fra af præcision end blink fremstillet af lettere materialer som fx zinc eller hvidmetal,
feb 2, 2021 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri
Martin Gundersen med en flot lange på 25 kilo, fanget på Halten.
Havet omkring det nordlige Norge byder på et fantastisk fiskeri efter en lang række spændende fiskearter. Her får du historien om tre ugers super spændende fiskeri efter nogle af de mange interessante fiskearter, som man ikke så ofte hører om.
AF JESPER JOHANNESEN
FØRSTE DEL AF TUREN foregår på en lille ø, der hedder Halten, lidt nord for Frøya i den centrale del af Norge. Skipper Frederic Kullin har inviteret til specialtur på sin båd MS Gotland med en lille gruppe gode venner – og jeg er så heldig at være med.
Halten er yderste eller nordligste ø i den række af øer ud for Trondheimsfjorden hvor Hitra, Frøya og Sula er de mest kendte. Her ligger der et hyggeligt vandrehjem, hvor vi bor i seks dage. Al mad og drikke må medbringes her, da der ikke findes indkøbsmuligheder i miles omkreds, så Frederics båd er godt læsset.
Et spændende fiskeområde
Der er stort set ikke nogen, som fisker i området – hverken lystfiskere eller erhvervsfiskere, så der er masser af fisk. Og det med at fiske nye pladser er super spændende, selvom man ofte må bruge noget tid på at søge efter fisk. Vejrudsigten ser ikke fantastisk ud de første dage, men vi får en sjov start om natten lige efter ankomsten, inden blæsten kommer.
Udenskærs får vi masser af sej på let grej med mindre sandeel jigs. Alle mand får mere end 10 sej mellem 10 og 15 kilo hver på et par timer, så det lette grej blev presset til det yderste. De næste dage blæser der desværre en kuling fra vest, så den første dag bliver brugt på at fange taskekrabber, som skylles ned med brændevin og øl, men til sidst må vi bare ud og fiske. Frederic finder nogle dybe huller indenskærs, hvor vi kan fiske uden alt for meget søgang, og her viser der sig at være nogle fine rødfisk samt torsk på op til 16 kilo.
Fiskeri på lavt vand efter sømrokker
På tredjedagen har vi stadig en del blæst og vælger derfor at fiske på lavt vand helt inde mellem skærene, hvor målet er de store sømrokker, som findes her. Faktisk har Frederic flere gange forbedret norgesrekorden i netop dette område. Fiskeriet er ikke nemt, og vinden er udfordrende. Vi fisker med makrelstykker på bunden med et glidetakel, og de små nap er svære at mærke. Når man fisker rokker, er det vigtigt, at agnen ligger helt stille, så fisken får tid til at spise hele fiskestrimlen, før man gør modhug – ellers får man bare ikke fisken op. Pludselig har Jonas bid, og efter lidt af en kamp kommer en mindre helleflynder op til overfladen. Så har jeg hug, og da jeg forsigtig løfter stangen, kan jeg mærke noget tungt dernede. Det er en typisk rokke fight uden de store udløb, og til sidst kommer en rigtig fin fire kilos sømrokke til syne i overfladen. Vi får et par sømrokker mere samt et par helleflyndere op til 10 kilo, inden vi smutter videre ud på dybere vand.
Langer på 250 meters dybde
Frederic vil se, om der er nogle store langer, som han er kendt for at kunne finde, men det er ikke nemt at fiske med agn på 250 meters dybde i kuling. Alligevel kunne han dog holde båden på skruen, så vi kunne kontrollere agnen på bunden, og der gik ikke lang tid før den første mand står med lange på krogen. Kort efter fik jeg selv hug, og efter lidt tid ligger to fine langer på dækket – min på 13 kilo og én omkring de 10 kilo. Ikke længe efter står Martin med stor fisk på, som viser sig at veje godt 25 kilo. Den sidste fisk, der kommer op, er en fisk til 79 årige Bjørn på lige knap 20 kilo. Så melder skipper Frederic ud, at vi har fået nok langer, da vi ikke skal tømme pladsen helt – og så går det hjemad.
Dybhavsfiskeri på Halten
Sidste dag på Halten står den på dybhavsfiskeri, hvilket jeg har glædet mig meget til, da der findes nogle usædvanlige arter i farvandet omkring Frøya. Turen ud til dybet bliver en værre bumletur, så jeg bliver desværre ramt af søsyge, så turen foregår for mit vedkommende i fosterstilling på dørken.
Heldigvis bliver vejret bedre, hvilket også er nødvendigt, når man skal ankre op på 500 meters dybde. Man kan undres over, at der er liv så langt nede, men det er der, og Frederic har nogle positioner, hvor de mærkelige mora torsk bor. Denne sjove lille fisk var Frederic den første i Norge til at fange, og han har igennem årene haft alle Norgesrekorderne på arten. Den fisk vil jeg gerne fange, og vi satser alle med små kroge på første nedslip.
Det tager sin tid at nå bunden, og selvom der er liv dernede, kan der være langt mellem huggene. Jeg har noget der napper i samme øjeblik jeg kommer ned, og det samme har flere af de andre. Jonas er allerede halvvejs oppe med sin fisk, og snakker om, at det bare ikke måtte være en brosme, mens jeg sidder fast i bunden… Alle mand – på nær mig – får en moratorsk og Jonas´ fisk er en stor én af slagsen, som i havn viser sig at være ny Norgesrekord. Jeg får endelig en fisk med op – en brosme på 3 kilo, og pludselig jubler Martin: Han har fået sin første blålange nogensinde på godt 5 kilo.
Jonas Botilsrud med ny Norgesrekord på den sjældne Moratorsk.
Blålanger og moratorsk
Den nye plads giver ikke fisk med det samme, men pludselig får jeg tre blålanger op til 11,9 kilo, Det er bådrekord og en svær art at få, så jeg har snart glemt den lille moratorsk, jeg så gerne ville fange. Til aller sidst får jeg dog bid af min moratorsk, den mindste på turen, men det gør ikke spor, når man kan krydse endnu en art af på listen.
Svalbard, hvorfra vi flyver til direkte fra Frøya, er det næste stop på turen. Klokken er to om natten, og solen er højt på himlen. Vi er nu så langt mod nord, at solen ikke viser det mindste tegn på at gå ned på noget tidspunkt – faktisk er vi højere oppe en Thule på Grønland. Allerede lige udenfor lufthavnen ser vi det første advarselsskilt mod isbjørne, så det er et vildt sted, vi er kommet til. Vi har skaffet en kutter, som kan tage os med ud at fiske i Isfjorden efter spændende arter – især den sjældne blå havkat. Skipper aner dog intet om fiskeri, så vi må prøve os frem. Skipper Stig er forsinket, for han har ikke travlt, og det har han formentlig aldrig haft. Han skulle jo også bare hente noget hvalkød til os, hvis vi ville fiske efter grønlandshaj, og det vil vi da meget gerne.
Vi tøffer nu langsomt ud igennem Isfjorden, mens vi nyder det fantastiske arktiske landskab, og efter fire timer er vi klar ved første fiskeplads. Målet er at prøve at fange de to eftertragtede havkatte, den plettede og den blå. Begge fisk er utroligt svære at fange, og mens den plettede dukker op ind imellem i Norge, så er den blå en yderst sjælden fangst.
Denne sømrokke blev fanget på agn på lavt vand.
Store forventninger til fiskeriet
Første gang man slipper linen ud et helt nyt sted er altid specielt og der er store forventninger til fiskeriet. Vi fisker på 250 meters dybde med agn, og der går ikke længe, før første mand har bid. Vi venter spændte, men det viser sig at være en torsk på omkring 5 kilo. Tiden går, og vi har kun fået torsk, så vi skifter plads til lidt dybere vand, hvorefter der kommer et par små tærber – samt en kuller og en blåkveite, op. Næste morgen flytter vi længere ud, og vi er nu helt ude af fjorden, men resultatet er det samme: En masse torsk og ikke andet. Vi prøver et par pladser mere og ender helt ude på kanten til meget dybt vand, hvor vi ankrer op for natten. I løbet af aftenen kommer der kun torsk op, og frustrationen er begyndt at brede sig. De fleste går i seng, men Thomas og jeg er stædige og bliver oppe hele natten. Jeg får igen bid og tænker selvfølgelig, at det er endnu en torsk, så jeg gider ikke engang sige det til Thomas. Men – da fisken pludselig bryder overfladen, er det minsandten en blå havkat.
Panikken breder sig, og der bliver råbt lidt, hvorefter Thomas skynder sig at gaffe fisken, så vi endelig kan juble. Det er en flot blå havkat på 8,4 kilo – og så er alle frustrationerne helt væk igen.
En grønlandshaj på krogen
Da vi er færdige med at lande fisk og tage billeder ser jeg, at linen på vores hajstang er trukket helt over på modsatte side af båden, men tænker at agnen nok sidder i bunden og båden bare har flyttet sig lidt. Men da vi mærker på linen, er der bid. Thomas tager stangen, hvorefter fisken tager 30-40 meter line mere, inden vi sætter bremsen på ”strike”. Det er en super tung fisk, for Thomas mister helt balancen, så vi lige må løsne bremsen lidt igen.
Vi får vækket de andre, og Thomas er nu begyndt at få lidt line ind på hjulet: Selvom grønlandshajen ikke er nogen stor fighter, så er det virkelig en tung fisk, han har på. Efter en lille halv time kan vi se stålwiren og snart kommer fisken også op, Vi anslår det imponerende dyr til omkring 450 kilo. På kort tid er vores tur pludselig ændret, og vi er samtidig begyndt at gennemskue, hvor fiskene findes.
Jesper Johannesen med en plettet havkat på 14 kilo taget på 250 meters dybde i Isfjorden på Svalbard.
Et par flotte havkatte
Efter morgenmaden er vi igen på en ny plads ved bunden af en undersøisk ravine, og her får vi en del almindelig stribede havkatte, hvilket blusser op i håbet om at få de andre havkatte vi er kommet efter. Efter noget tid får jeg en stor plettet havkat op, men på vej ind ryger den af gaffen og ned i vandet med et kæmpe plask, men fisken sidder der heldigvis stadig, så han får gaffet den igen og denne gang kommer den på dæk. Fisken er rigtig flot og vejer 14 kilo, hvilket igen er en ny PR, så jeg er bare ekstremt glad.
Vi har nu bedre styr på, hvor fiskene står, så vi får en del flere plettede og stribede havkatte, men desværre ikke flere blå. Vi får også landet tre grønlandshajer mere, så på sidste dagen er vi glade og tilfredse med resultatet, da test ture som denne altid er svære. Godt trætte sejler vi i havn igen efter en af de største fiske- og naturoplevelser vi nogensinde har haft.
Tag med til Norge
Lige nu i foråret 2021 er der p.g.a. Corona selvfølgelige ikke meget rejseaktivitet, men du kan læse mere om Waterman Travel på www.watermantravel.dk. Alternativt ring på telefon 42 30 07 00.
Artiklen blev oprindelig publiceret Fisk & Fri 1/2019.
Jesper Johannesen med ny bådrekord på MS Gotland, en blålange på 11,9 kg, taget på 492 meters dybde.
En fantastisk udsigt under fiskeriet ved Svalbard.
jan 31, 2021 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Miljø og debat
Den unge ørred har en meget speciel og flot farvetegning.
Blandt lystfiskere diskuteres det ofte, hvor og hvornår det er bedst at beskytte vore ørredbestande: – Skal man eksempelvis frede nedfaldsfiskene, friholde grønlændere fra fiskeri, hæve mindstemålet, forlænge fredningstiden eller indføre Catch & Release? Eller – måske tage avancerede vinduesmål-også kaldet slot limits i brug?
AF STEEN ULNITS, FOTO: LARS LAURSEN OG JENS BURSELL
VI KENDER ALLE GÅDEN om, hvad der kom først: – Hønen eller ægget? Et interessant og ikke mindst filosofisk spørgsmål, man kan bruge megen tid og mange overvejelser på. Man kan uden videre overføre diskussionen på andre ting her i livet. Eksempelvis ørreder. For hvad kom eller kommer egentlig først: – Ørreden eller ægget? Og hvad er vigtigst af de to?
Spørgsmålet kompliceres af, at ørreder er langt mere komplekse skabninger end høns, fordi de har mange flere og meget forskelligartede livsstadier, som de gennemgår. Ja, faktisk passerer de ofte ind og ud af dem flere gange i deres livsforløb. Så lad os først få styr på stadierne. Før de er på plads og klart definerede, kan vi jo kun vanskeligt diskutere dem. Der kommer nemlig en tid i enhver ørreds liv, hvor dens fremtid formes eller afstikkes. Hvor den skal beslutte sig for, om den vil være en bækørred, søørred eller havørred – for i et kort vindue af tid står alle muligheder åbne.
Ørredens livscyklus og stadier
Den lille ørred ser dagens lys i gydebankens grusmørke. Her har dens mor gravet den ned sammen med en masse andre søskende – efter at dens far har befrugtet æggene i det frie vand over gydebanken.
ÆG: Nedgravet i gydebankens grus er de små ørreder ganske sårbare, fordi i et landbrugsland som Danmark er ægstadiet nok det farligste i hele ørredens liv. Gydebankens opbygning sikrer, at der hele tiden løber frisk og iltrigt vand ind gennem banken. Slam og vandrende sand kan imidlertid hurtigt lukke af for denne gennemstrømning, hvorefter æggene kvæles og dør.
YNGEL: Når ynglen har kæmpet sig vej op gennem gydebankens grus, er blommesækken ved at være brugt op. De små ørreder skal nu til at klare sig selv ved at jage insektlarver og krebsdyr, som udgør ynglens føde i vandløbet. De små ørreder er meget territoriale og helt afhængige af skjulesteder. “Parr” er den engelske betegnelse for ungfisk af laks og havørred. De kendetegnes af tydelige fingermærker på siderne og er forstadiet til “smolt”.
SMOLT: Betegnelse for alle ungfisk af laks og havørreder, som skal vandre ud i havet. De ”smoltificerer” inden udvandringen, hvilket er en kompliceret og hormonstyret proces, der sætter de små laksefisk i stand til at tåle saltvand. Det kan de ikke før smoltifikationen, der beriger gællerne med et meget stort antal såkaldte “kloridceller”, som kan skubbe indtrængende og overskydende salt tilbage ud i havet.
“UNDERMÅLER”: Fisk, som er under det lovbefalede mindstemål, der skal beskytte fiskene, indtil de er blevet store nok til at gyde mindst én gang. Nogle undermålere vil allerede være blevet kønsmodne, hvilket gælder specielt hannerne.
“GRØNLÆNDER”: En pudsig dansk betegnelse for havørreder, som er blanke opgangsfisk, men endnu ikke kønsmodne. Hovedparten er under mindstemålet på 40 cm. Langt de fleste er hunner og dermed forstadiet til de store førstegangsgydere, der er specielt vigtige for bestanden. Målrettet fiskeri efter grønlændere er derfor ikke gavnligt for bestanden og ganske omdiskuteret.
OPGANGSFISK er det samme som “opgængere”. Det er betegnelsen for enhver gydemoden havørred på vej fra havet op gennem åen. Helt friske fra havet er fiskene i reglen sølvblanke og har løse skæl. Gradvis indlejres de løse skæl i huden, som bliver tykkere under et voksende slimlag. Dette yder fysisk beskyttelse under vandringen. Nogle fisk er farvede allerede inden opgangen. Opgangsfisk tager oftest ikke føde til sig under opgangen, men tærer i stedet på fedtreserverne.
GYDEFISK: Fisk, som er blevet gydemodne – og fisk, som er på gydevandring i havet eller oppe i vandløbet. Det sølvblanke skær fra havet er væk – erstattet af gydedragtens mørkere farver og tykkere hud. Hannerne bliver helt brune med stor kæbekrog, mens hunnerne ofte blot bliver gyldne på siderne. De får heller ingen kæbekrog. Bugen på begge køn er nu grå – ikke hvid som ude i havet.
En flot blank overspringer. Hvis man vil have en større snitvægt på ørrederne, kan der måske være god ræson i at hæve mindstemålet? Lad os høre din mening på Fisk & Fris facebook primo februar.
“OVERSPRINGER” er betegnelsen for en stor og blank havørred, som har valgt at springe en gydning over. Den har kønsmoden størrelse og kan godt have gydt tidligere. Overspringere menes at udgøre naturens reserve, hvis der skulle ske en naturkatastrofe oppe i vandløbet – jordskælv, klippeskred eller lignende, som hindrer adgangen til gydepladserne. Da står overspringerne klar til at genopbygge bestanden året efter.
NEDFALDSFISK er det samme som “nedgængere”. Man taler ikke om “nedgangsfisk” – måske fordi nedstrøms vandringen efter gydningen er passiv. De falder med strømmen. Nedfaldsfisk er slanke og udmagrede fisk, der har opbrugt det meste af fedtreserverne til opbygning af kønsprodukter. Men det er også fisk, som hurtigt bliver blanke igen efter gydningen. Skællene vil dog blive siddende fast i nogen tid, indtil fiskene er ude i saltvand igen. Herude genvinder de meget hurtigt huldet og vægten. Fælles for både gydefisk og nedfaldsfisk er, at deres spisemæssige værdi er langt ringere end blanke opgangsfisk. Fiskene tager ikke føde til sig under opgangen, men tærer i stedet på fedtindholdet, der omdannes til kønsprodukter. Sene gydefisk og tidlige nedfaldsfisk er derfor de ringeste spisefisk. Nedfaldsfiskene begynder ofte at tage føde til sig igen, mens de stadig er oppe i vandløbet. De er sultne og æder derfor aktivt på de nederste vandløbsstrækninger, hvor det ikke mindst går ud over skaller og andre småfisk, som flere steder findes i stort antal.
Forvaltning af ørredbestandene
Som sagt lurer et utal af farer på den lille ørred, når den kommer til verden. Ikke mange overlever hele forløbet fra befrugtning og klækning over opvækst og udvandring til opgang og gydning. Kigger vi på livsstadierne, så er det ganske let at identificere de største farer. Æggene er sårbare, når de ligger i gydebanken. De kan let kvæles af slam og sand. Endnu værre er det selvfølgelig, hvis der slet ikke er egnede gydebanker. På samme måder er det altafgørende, at ørredynglen kan finde skjulesteder, når æggene er klækket og ynglen søgt op fra gruset. Her er det alfa og omega, at vandløbet er så varieret som muligt. Jo større variation desto flere skjulesteder. Og jo flere skjulesteder desto mere yngel kan vandløbet producere.
I de senere år har det desværre vist sig, at sprøjtegifte fra landbruget ofte havner i vore vandløb. Her skader giften i høj grad de mange insekter og smådyr, som ørredynglen er helt afhængig af. Smolt-stadiet er en specielt farlig tid, hvor fiskene samler sig i flokke, der trækker nedstrøms inden for ganske kort tid. Her har vi set, hvordan uhensigtsmæssigt placerede bundgarn kan tolde hårdt på smoltnedtrækket. Vi har ligeledes set, hvordan den allesteds nærværende skarv sine steder kan tage op mod 80-90% af de nedtrækkende smolt.
Mens ørrederne vokser sig store i havet, er de et naturligt bytte for ikke mindst vor stigende bestand af sæler. Specielt i Limfjorden og Vadehavet ser det ud til at være tilfældet. Vi kan dog nok konkludere, at prædationen fra sæler aldrig kan blive en altødelæggende faktor, som skarven desværre kan blive det for smolten.
Jens Bursell med en flot bækørred taget på in-line spinner.
Skadeligt garnfiskeri efter ørred
Ude i hav og fjord er det i stedet det menneskeskabte garnfiskeri, der kan udgøre den største trussel. Når fiskene om foråret samlet trækker fra åernes ferske vand for at spise sig store ude i det salte hav, havner mange af dem i nedgarn. Den største fare udsættes dog de gydemodne fisk for, når de om efteråret søger tilbage mod åer og bække for at gyde. Da er de et uhyre let bytte for garnfiskeren, der tit ikke er bleg for at sætte sine nedgarn ulovligt: Inden for den 100 meter garnfri zone, som med meget få undtagelser findes overalt ved vore kyster. Eller helt oppe i åmundingerne, hvor koncentrationen af gydefisk naturligvis er allerstørst.
Taler man med garnfiskere af den lyssky og sorte slags, så kan de fortælle, at efterårets gydemodne havørreder så godt som altid sidder i garnets inderste ti meter. Meget ofte næsten helt inde ved strandkanten. Forklaringen skal findes i, at de gydemodne havørreder lugter sig tilbage til deres fødevandløb. Ferskvand er lettere end saltvand, og det ferske vand fra åer og bække lægger sig derfor helt inde i strandkanten. Det ved den illegale garnfisker, som derfor ikke nøjes med at sætte sine garn tæt på land. Nej, han sørger naturligvis for, at garnet starter helt oppe på selve stranden. På den måde sikrer han sig, at ingen gydemoden havørred slipper forbi på sin vej mod gydepladserne…
Hjælp til selvhjælp
Det illegale garnfiskeri er svært at kontrollere, for garnene sættes nemlig efter mørkets frembrud og røgtes inden solopgang. Kun en dedikeret kontrol i udsatte områder kan hjælpe her. Heldigvis er der steder, hvor vi lystfiskere selv kan gøre en forskel. Vi kan udlægge gydebanker til fiskene oppe i egnede vandløb, og vi kan sørge for en skånsom vedligeholdelse, som sikrer varierede vandløb med skjulesteder for ørredynglen. Vi kan behandle undermålsfisk skånsomt, når de skal genudsættes, og vi kan hæve det personlige mindstemål, hvis vi finder statens for lille. Det gør mange dedikerede lystfiskere, for hvem 40 cm synes i underkanten.
For en hel del år siden blev det fra statslig siden foreslået, om ikke mindstemålet i stedet skulle nedsættes – til 35 cm. Datidens garnfiskeri var nemlig så voldsomt, at en nedsættelse af mindstemålet ville sikre flere havørreder til lystfiskerne. I tons, vel at mærke. Ikke størrelse. Med et lavere mindstemål kunne man så nå at fange flere fisk med en større samlet vægt, inden de gik i garnene… Forslaget om et nedsat mindstemål blev naturligvis fremsat i den bedste mening for at sikre flere fisk til lystfiskerne. Ikke større fisk, men flere fisk. Men nu er vi lystfiskere jo ikke erhvervsfiskere, der tænker i antal og totalvægt. Vi vil hellere fange store fisk, og det er en helt anden diskussion. Kvalitet versus kvantitet. Og da skal bestanden forvaltes ganske anderledes. Da skal der et højere mindstemål til, og da skal mange af de større fisk genudsættes.
Selv catch & release fiskeri have indvirkning på bestanden, hvia der er for mange lystfiskere ved vandet. Små vandløb som dette er særligt følsomme overfor overfiskeri.
Hæv mindstemålet på ørred?
I dag er garnene heldigvis ikke et helt lige så stort problem som tidligere, så i dag kunne vi med fordel sætte mindstemålet op – eksempelvis til 45 cm. Det ville sikre, at flere havørreder kunne nå at vokse sig til større førstegangsgydere, end de kan i dag, og det ville også beskytte den store del af vore grønlændere, som i dag forhindres i at blive til store førstegangsgydere.
Store fisk har bevist, at de har gode gener, som har tilladt dem at nå deres størrelse. De har værdifuld DNA, som de kan videregive til næste generation, og deres liv bør derfor spares, så de kan nå at gyde. Store ørreder er altid mere værd på gydebankerne end på køkkenbordet. Dette understreges også af, at deres spisemæssige værdi falder støt, når de som kønsmodne vandrer op i vandløbene. De æder intet, men tærer på deres fedtreserver, hvorfor kødet uundgåeligt bliver dårligere og dårligere. Tæt på gydningen er de noget nær uspiselige – med mindre man røger dem ekstra hårdt, som min rygemand plejer at sige…
Gydeørred og nedfaldsfisk
Man hører ind imellem, at det er helt i orden at fange og aflive de magre samt udgydte nedfaldsfisk efter endt gydning. Argumentationen er, at de jo allerede har gjort deres – gydt og sikret bestandens beståen. Argumentet holder skam – på samme måde som mindstemålet gør det. Men man skal også huske, at nedfaldsfiskene jo netop har dokumenteret, at “they got what it takes”. At de har gener, der er værd at videreføre. Og da ørreder jo kan gyde gentagne gange, er det selvsagt ikke smart at fjerne de gode gener, som vil kunne gøre gavn igen-igen. Og da slet ikke, når de samme nedfaldsfisk alligevel ikke er værd at spise.
Det er i min optik en langt bedre politik at lade disse slanke og sorte “kakkelovnsrør” svømme igen. De har jo allerede givet deres fanger en god oplevelse. Og vender snart igen tilbage – tunge, blanke og velnærede.
Kystørred smager fortræffeligt – og det at tage en enkelt eller to med hjem til gryden er en helt naturlig del af fiskeriet.
Catch and release efter ørred
Fangst og genudsætning bliver mere og mere almindeligt mange steder – af mange gode grunde. Nogle steder er det en simpel nødvendighed, hvis der også fortsat skal være fisk at fange. Andre steder sker det mere lystbetonet. Men uanset årsag, så stiller Catch & Release store krav til lystfiskeren, hvis genudsætningen skal opfylde sit formål: Det er vigtigt, at den fangede, afkrogede og genoplivede fisk overlever seancen uden at bukke under for mælkesyreforgiftning, iltmangel eller fysiske skader fra håndteringen, så den fremover kan gyde og dermed bidrage til slægtens videre eksistens.
Men det er et helt andet tema. Her skal vi nøjes med at konstatere, at enhver form for Catch & Release medfører en vis dødelighed. I bedste fald nogle få procent. I værste fald rigtig mange. Under alle omstændigheder siger det sig selv, at jo større fiskepresset bliver, desto flere fangede og genudsatte fisk vil bukke under for selv et rendyrket Catch & Release fiskeri. Det er et desværre ofte overset faktum – samt bagsiden af medaljen.
Og så forresten…Videnskaben har for ganske nylig barslet med det endegyldige svar på det indledende spørgsmål om, hvad der egentlig kom først: – Hønen eller ægget. Det gjorde nemlig ægget. Forklaringen har de fundet i fossilernes verden. Herfra kan forskerne nemlig dokumentere, at fortidens øgler lagde æg. Og da fuglene nedstammer fra netop øglerne – de har bare skiftet skællene ud med fjer, så de kan flyve – da må ægget nødvendigvis være kommet før hønen.
Herligt, når videnskaben kan diske op med klassekonklusioner som denne! Men igen er det ikke helt så enkelt med ørreden. For den lægger jo ikke æg med skal, som reptiler og fugle gør. Dens bløde æg beskyttes i stedet af og mellem bundens hårde sten. Så skal vi konkludere noget her, da må det være, at ægget er vigtigere end ørreden. At hvis vi blot passer på vore ørredæg, så skal ørrederne som art nok klare sig. Men passer vi ikke på vore ørredæg på gyde- og opvækstpladserne i vandløbene, da kan vi hurtigt stå helt uden ørreder at fiske efter! Ægget kommer således også her før ørreden.
TIPS TIL FLERE ØRREDER:
- Skræm skarverne bort
- Fred de små grønlændere
- Pas godt på gydebankerne
- Genudsæt de store gydefisk
- Begræns garnfiskeriet i havet
- Overdriv ikke Catch & Release
- Genudsæt udgydte nedfaldsfisk
Hvis man vil have en større snitvægt på ørrederne, kan der måske være god ræson i at hæve mindstemålet? Lad os høre din mening på Fisk & Fris facebook primo februar.
jan 29, 2021 | Artikler, BÆKØRRED, Miljø og debat
Jens Bursell genudsætter en smuk bækørred taget på spin.
Danske lystfiskere har i en årrække advaret om faldende fangster af bækørreder over mindstemålet i danske vandløb. Det bekræftes nu af en ny rapport fra DTU Aqua med udgangspunkt i en undersøgelse fra Øvre Gudenå og en række andre mellemstore vandløb.
I 2016 startede DTU Aqua en række undersøgelser for at bedømme udviklingen i de danske bækørredbestande og vurdere, om det står så dårligt til, som lystfiskerne siger. – Undersøgelserne, der er lavet at Henrik Ravn, Nils Jepsen, Jan Nielsen, Kim Aarestrup og Anders Koed, dækker bækørredbestandene i otte mellemstore og et stort vandløb, hvoraf samtlige er kendt for et fint bækørredfiskeri. De undersøgte strækninger er Øvre Ryå, Binderup Mølleå, Råsted Lilleå, Linå, Fjederholt Å, Øvre Gudenå, Grindsted Å og Nørreå. DTU Aquas resultater fra undersøgelserne er nu udgivet i en ny rapport, som kan downloades via linket nederst på siden.
De store bækørreder foretrækker større vandløb
– Bækørreder lever i vandløb hele livet og vokser sammenlignet med havørred og søørred ret langsomt, lyder det på DTU Aquas hjemmeside fiskepleje.dk. – Bækørreder er normalt 4-5 år gamle, før de når 30 cm (mindstemålet). Man finder sjældent bækørreder over 30 cm i de små bække, da de større fisk foretrækker skjul på relativt dybt vand. Antallet stiger med vandløbets størrelse, men der er generelt ret få store bækørreder, ofte omkring eller under 8 individer pr. km vandløb. Dog blev der i enkelte vandløb fundet tætheder på op til 15-25 individer pr. km.
Tilbagegang af bækørred siden 1980’erne
-Der er ikke tidligere udført egentlige undersøgelser af udviklingen af danske bækørredbestande, understreger DTU Aqua. – Men i den nyerapport om bækørreder analyseres resultater fra langvarige tidsserier på to strækninger af Øvre Gudenå syd for Mossø, som bekræfter, at der her er sket en tilbagegang i bestanden af store bækørreder siden slutningen af 1980’erne. Det er bemærkelsesværdigt, at det er sket i en periode, hvor der samtidig er sket en fremgang i antallet af naturlig produceret yngel på de samme to strækninger af Gudenå.
Sandsynligvis er rovdyr en del af forklaringen
– Det er ikke muligt entydigt at forklare tilbagegangen for bækørreder i de undersøgte vandløb, men særligt fire faktorer vurderes at være af betydning for antallet af bækørreder i danske vandløb, forklarer forskerne:
- Fiskespisende rovdyr
- Lystfiskeri
- Fjernelse af spærringer
- Ophør af udsætninger af ”fangstklare” ørreder
– Meget tyder på, at den lave tæthed af større bækørreder kan forklares af en øget dødelighed, der dels er forårsaget af prædation fra skarv og til dels odder/mink, fortsætter DTU Aqua. – Lystfiskeri kan også være af betydning, men dødeligheden ved lystfiskeri kan begrænses betragteligt ved skånsomt catch & release-fiskeri, hvor de fangne fisk genudsættes. Opstrøms spærringer i vandløb kan der være en ”unaturlig” høj tæthed af stationære ørreder, da ungfiskene forhindres i at sprede sig nedstrøms, ligesom bækørreder, der også kan blive forhindret i at vandre nedstrøms og dermed ”lukket inde”. Når spærringer fjernes i et ørredvandløb, vil de ørreder, der før blev tvunget til at blive i vandløbet have mulighed for at vandre hele vejen nedstrøms til havet. Det er således naturligt, at der vil opstå en ny ”balance”, hvor en større andel af ørredbestanden vil vandre nedstrøms til saltvand og leve som havørred når adgangen til havet er lettere tilgængelig.
– Fiskeplejen finansierede frem til år 2000 udsætning af ”fangstklare” ørreder på 25-35 cm, beretter forskerne på DTU Aqua. – Disse udsætninger ophørte, da undersøgelser viste, at fiskene kun overlevede få måneder efter udsætning i vandløb. Udsætningerne af ”fangstklare” ørreder bidrog således generelt ikke til større bestande. Men trods den ringe overlevelse har de sandsynligvis bidraget til lystfiskeriet i en begrænset periode efter udsætning. Ophør af udsætningerne kan derfor have påvirket lystfiskernes opfattelse af, hvor store bestandene har været.
– Den dårlige overlevelse for større bækørreder i de undersøgte vandløb kan i høj grad henføres til prædation, understreges det. – Så længe antallet af fiskespisende rovdyr er på det nuværende niveau, må vi derfor forvente, at bækørredbestandene forbliver på et betydeligt lavere niveau, end hvis der var færre rovdyr. Det samme gælder for bestandene af især stalling, der ligesom bækørrederne lever i vandløbene hele livet og antages at være relativt lette at fange for de rovdyr, der færdes ved vandløbene. Også andre fiskearter er udsat for prædation i vandløb, f.eks. havørred, laks og snæbel, der ligeledes opholder sig i vandløb en del af livsforløbet, både som yngel/ungfisk og i forbindelse med gydning, slutter udmeldingen fra DTU Aqua.
Du kan downloade hele bækørred rapporten her nederst på siden.
jan 27, 2021 | Artikler, Biologi, HAVØRREDFISKERI, Miljø og debat
Lasse i Lystfiskerforeningen for Skive og Omegns klubhus ved Karup Å. I baggrunden ses en udstoppet kæmpe fundet død i åen på 16,4 kilo og 104,5 cm.
En simpel rugekasse ankret op i åen kan være et godt alternativ til traditionel fiskepleje og udsætning af yngel. Læs om Lasse fra Hagebro og hans mange gode ideer, der alle er tænkt for at sikre havørredens ve og vel. Han er her ikke mere, men hans tanker og ikke mindst ukuelige engagement lever videre.
TEKST OG FOTO: TERKEL BROE CHRISTENSEN
‘ET AF DE STORE TRÆER i skoven ved bredden af Karup Å faldt den 11. juni 2017. Lars Michaelsen blev 73 år. Lars boede i den tidligere fiskemesterbolig ved det nedlagte dambrug ved Sejbæk, der løber få meter fra hans hoveddør. Bækken er er et af de smukke små tilløb til havørredåen over dem alle, Karup Å. Lars, der er bedre kendt som Lasse fra Hagebro, havde én stor passion i livet; Karup Å og særligt havørredens ve og vel.
Med liv og sjæl dyrkede han havørreden og naturen i og omkring Karup Å. I mange år foregik det med fluestangen i hånden, og ikke så få samt store havørreder har han landet gennem tiden. I de senere år var interessen for fiskeriet dog aftaget lidt. I stedet kastede han sin energi og lidenskab på at opfinde og udvikle finurlige apparater eller opstillinger, som kunne forbedre forholdene for havørrederne.
Et transportsystem til gydegrus er et eksempel. Det består af en kraftig vandpumpe, et kar og en stak kloakrør. Systemet kan sammen med en traktor med frontlæsser og en masse vand flytte store mængder grus ud over engene og ned til bækken. Her kan et par mand med lethed og uden at få ret meget sved på panden udlægge store gydebanker på ingen tid.
Lasse på vej hjem fra Karup Å.
Rugekasser til at klække ørred
De senere år handlede det om kunstige og flydende gydebanker – de såkaldte rugekasser. Lasse, som var pensioneret elektriker og borebisse fra Nordsøen, havde efter gentagende forbedringer nået frem til en model, der virker lige så godt som en naturlig gydebanke – måske endnu bedre. Den kunstige rugekasse har i hvert fald vist ret høje tal for overlevelsen af yngel.
Rugekassen, der skal ankres op i en å vinteren over, består i sin enkelthed af en firkantet ramme, flydeelementer i form af flamingo og en plastikbakke. Simpelt og genialt. Bakken er den samme type, som benyttes i dambrug til klækning af ørred- og lakseæg. Den har huller, som tillader gennemstrømning af iltholdigt vandløbsvand. I Lasses modificerede udgave er der også et hul på et par centimeter i diameter, som ynglen kan svømme ud af, når den er stor nok og klar til livet i bækkens frie vand.
Lasse befrugtede selv æggene i november eller december, og anbragte dem i rugekassen, der også indeholder en del grus med samme størrelse som i en naturlig gydebanke. Efter der er gået omtrent 520 graddage klækker æggene og bliver til blommesækyngel – dvs en lille ørredunge med en stor sæk på maven, der indeholder næring, så den lille fisk kan klare sig uden at skulle tage føde et stykke tid.
Ørredungens vej fra rugekasse til et liv i vandløbet
Det tager som regel tre uger, og i den tid lever blommesækynglen mellem rugekassens grus. Når madpakken er opbrugt, svømmer ynglen selv ud af rugekassen, hvor de er klar til livet i vandløbet. Den fordeler sig herefter i vandløbet, hvor forholdene er bedst egnet. Det vil sige på lavt vand under rødder, udhængende vegetation, bag sten osv. Lasse har observeret, at ynglen forlader rugekassen over omtrent tre uger og for det meste om natten, hvor deres fjender ikke har så let spil.
Men – den gode gamle naturlige metode er naturligvis bedst. – Rugekasser giver rigtig god mening i de mange vandløb, hvor havørrederne stadig ikke har mulighed for at vandre op og gyde naturligt, sagde han – og betragtede det som en selvfølgelighed, at en naturlig ørredproduktion naturligvis er bedst. Det var derfor ikke hans intention, at rugekasser skulle anvendes i velfungerende vandløb. Problemet er bare, at der stadig er masser af vandløb, hvor forholdene ikke er optimale. Spærringer, som forhindrer moderfisk i at nå frem til gydebanker og ynglens opvækstområder er en årsag. Hårdhændet vandløbsvedligeholdelse, hvor sten og grus er fjernet, er en anden årsag. Det er godt nok ikke lovligt længere, at fjerne sten og grus, men det har tidligere været praksis.
Forskningsdirketøren ham selv fra Forskningscenter Hagebro. Lasse, der er iført sine faste følgesvende en gammel oielskindshat og et godt humør fortæller her ved bredden af Sejbæk om alle fordelene ved sin flydende, kunstige gydebanke.
Fisk fra rugekasser opføre sig mere naturligt end udsat ørredyngel
I mange år har man løst problemet i de dårligt fungerende vandløb ved at udsætte yngel. Det er godt nok yngel, som stammer fra æg fra moderfisk opfisket i vandløbet, men de opdrættes typisk i et kunstigt miljø – modsat ynglen i Lasses rugekasser. Deres udvikling er herefter styret af den naturlige vandtemperatur og døgnets lysændringer. Det sker nødvendigvis ikke i et opdrætsanlæg, hvor ynglen også er vant til at se fiskemesterens røde plastikspand med foder, og hvor lyset i opdrætshallen bliver tændt og slukket på faste tider.
– Jeg har set hvordan yngel, der opdrættes i dambrug følger efter fodermesterens hånd, når han nærmere sig med en rød foderspand, fortalte Lasse. – Den adfærd har yngel fra mine rugekasser ikke. Når jeg åbner låget til rugekassen, er der aldrig en fisk at se, for de har for længst gemt sig mellem gruset i kassen. De to typer fisk vil formentlig også have samme forskellige adfærd i åen, så det er ikke svært at svare på, hvilken af de to typer, som vil klare sig bedst overfor rovfisk og fugle.
Rugekasser kræver tilladelse
Rugekasser er ikke sat i produktion nogen steder og er derfor heller ikke til salg. De er dog forholdsvis lette at fremstille selv, og materialeudgifterne for en kasse med plads til 5.000 æg beløber sig til nogle få hundrede kroner. Man kan så undre sig over, hvorfor brugen af rugekasser ikke er mere udbredt.
Lasse demonstrer rugekassen for eleverne fra efterskolen ved Blåkilde.
Årsagen er ret simpel. Man skal nemlig have en tilladelse fra fiskerikontrollen til at udsætte fisk – og den er de ikke ret villige til at give. Lasse fik derfor heller ikke tilladelse til, at klække yngel i sine rugekasser hjemme i Sejbæk. Men via den lokale efterskole lykkes det dog, at få myndighedernes velsignelse. Argumentet for tilladelsen er formidling. Men det ærgrede den gamle ildsjæl, hvorfor alting skal være så besværligt og bureaukratisk. Lasse mente, at det var dumt. For hvilken skade kan det gøre, hvis de lokale lystfiskerforeninger har et par rugekasser ankret op i deres små lokale fiskevande, hvor den naturlige yngelproduktion ikke er særlig stor? Det vil for det første sikre en effektiv fiskepleje, men man må heller ikke underkende den formidlingsværdi et sådant projekt kan have.
Lystfiskerne ved selvfølgelig godt, hvad det handler om, men for skoleklasser og måske endnu vigtigere, for lodsejere vil et besøg ved en rugekasse være et strålende eksempel på, hvorfor vi er nød til at passe godt på vores natur og ikke mindst vores vandløb. Så er er du medlem af en lystfiskerforening, biologilærer, naturvejleder eller lignende som kunne tænke dig at fortælle om havørreden og vandløbenes spændende biologi med udgangspunkt i Lasses rugekasser er der kun en vej, og det er at få beskrevet et godt formidlingsprojekt og så få bedt Fiskerikontrollen om tilladelse til at klække ørredyngel i en af ”Lasses rugekasser”. Det vil helt sikkert en fange unge som gamle med blot den mindste interesse for natur.
Mere om Lars – alias Lasse- Michaelsen
Lasse kan lidt af hvert også skrive bøger. Han har begået ganske velskrevet bog med titlen: ”Lasses Bog – om lystfiskeri og små historier”. Den handler om et efterhånden langt og som han selv formulerer det morsomt lystfiskerliv blandt andet ved Karup Å. Bogen kan erhverves hos købmanden i Hagebro ved Karup Å. Vil du se Lasse fortælle om sine rugekasser, kan du tjekke Bo Skelmoses video på vimeo. Den ligger på adressen: https://vimeo.com/58322409.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018
I rugekasserne er der grus lige som på de rigtige gydebanker. Her ses nogle befrugtede ørredæg fra en af kasserne.
jan 23, 2021 | Artikler, Rejsefiskeri
Vilde vandløb, endnu vildere udsigter – og absurd mange ørreder. Tag med den newzealandske konkurrencefisker og guide Rob Vaz med ud i den newzealandske vildmark – og bliv inspireret til en tur down under.
AF JENS HJALTE LØGSTRUP
JEG HAR IKKE FISKET HER i et par år, men jeg er ret sikker på, her er fisk, siger Rob Vaz håbefuldt og smider et par vaders i græsset foran mig. Vi står for fødderne af det bakkede landskab i Te Ure-wera Nationalpark på den newzealandske Nordø – omringet af alt det, New Zealand er allermest kendt for; de bushbeklædte bakker, som bølger langt ud i horisonten; de brusende floder med frå-de rundt om munden; samt de lysegrønne marker, hvor køer og får lever det newzealandske liv.
Klokken er 10. Vi burde allerede have fisket i tre timer, men da vi troppede op ved Robs ”hemmelige” fiskespot lidt uden for Rotorua tidligere på morgenen, var en far-søn duo allerede godt i gang her med stang og flue. Morgenen bliver derfor i stedet brugt på at udforske floderne i Te Urewera Nationalpark. Rob er på udkig efter nye steder, hvor han kan guide de flueentusiaster, som rejser halvvejs rundt om jorden for at smide en våd- eller tørflue i en af New Zealands verdensberømte floder og søer.
Små ørred og regnbuer
”Dry drop rigget” med den store tørflue og de to nymfefluer har knap nok ramt vandet i den første flod, før tørfluen forsvinder. Fluestangen bøjer sig, og i samme se-kund følger modhugget fra Rob. På under 30 sekunder er den første ørred landet – en flot lille ørred på størrelse med en køkkenrulle. På under 30 minutter fanger vi i alt otte regnbuer – og ørreder. Der er bestemt fisk i floden, og med det i baghovedet bevæger vi os længere ind i Te Urewera Nationalpark, hvor de europæiskintroducerede fyrretræer er blevet erstattet med oprindelige newzealandske bregner, blomster og sydbøg. Ligesom fyrretræerne, så er ørrederne heller ikke en del af den oprindelige newzealandske natur. De første ørreder blev introduceret til de newzealandske floder og søer i midten af 1800-tallet af europæiske nybyggere. I dag har New Zealand en solid bestand af bækørred og regnbueørreder.
Med over tyve års erfaring som fluefiskerguide, et par verdensmesterskaber i fluefiskeri i nettet og et godt humør, er Rob en af de absolut bedste fluefiskeguider, du finder på New Zealands Nordø.
Professionel fluefisker
Et rørhøgepar følger med fra oven, mens vi på under fire timer fanger i alt 12 ørreder. Det er en rigtig god dag selv for en erfaren konkurrencefisker som Rob, der har repræsenteret sit land til VM i fluefiskeri et par gange – plus deltaget i adskillige konkurrencer i USA, Europa og Australien. Det er derfor man kommer til New Zealand – for at fiske med flue. Vi har masser af fisk, og så får man sig altid en fed naturoplevelse, siger Rob og kigger ned på eftermiddagens sidste fisk fra Te Urewera-området. En flot regnbueørred på cirka 2,5 kg, der har meget røde kinder. Udover de mange fisk og den flotte natur, så er et af de helt store plusser ved New Zealand som fiskedestination, at floder, søer og hav er så utroligt tilgængeligt. Det eneste du skal sørge for, inden du drager ud i vildmarken, er at købe et fiskekort, der de fleste steder ikke koster mere end 100 kroner for 24 timer. Har du pengene, og vil du være sikker på at fange fisk, så betaler det sig at kontakte en fyr som Rob, der vise dig de steder, som kun de lokale kender.
Masser af store ørred på det hemmelige sted
På turen hjem kører vi forbi Rob’s hemmelige sted lidt uden for Rotorua. Far-søn duoen fra tidligere er smuttet. Her lugter af nyklippede får, og imellem den underlige blanding af bespiste græsmarker og newzealandsk bush snor en smal del af Ngongotaha-floden sig.
– Vi fanger fisk. Vi fanger store fisk her i dag, lyder det selvsikkert fra Rob, der nærmest ikke kan få samlet fluestangen hurtigt nok og næsten snubler i sine vaders på vej ud i et af flodens sving. Foran os ligger et bassin af krystalklart vand på størrelse med to lastbiler. Den venstre halvdel af bassinet ligger helt stille, imens den anden halvdel følger med flodens naturlige strøm mod ende-stationen i Lake Rotorua på den østlige del af den newzealandske Nordø.
Rundt om os danner bregner, træer og slyngplanter en mur af vegetation, og inde fra den mørkegrønne oase lyder tuiernes eksotiske kald, der mest af alt minder som noget fra en zoologiske have. Grunden til Rob’s begejstring skal findes fem meter ude i bassinet af flodvand, hvor tre mørke skygger står i stærk kontrast til flodens sandede bund. – Det der kan sagtens være trofæørreder, siger Rob og bider tørfluen af linen for at erstatte den med en rødlig vådflue.
Efter et, to, tre svirp med Scott fluestangen, driver de to hjemmebundede nymfer og indikatoren i retning af de tre skikkelser. Men den går ikke dybt og hurtigt nok, så Rob ruller linen ind for at sætte et stykke bly på.
En af dagens første bækørreder fanget på ”dry drop rigget” bestående af en tørflue og to nymfer.
Evigt ejes kun den tabte ørred
Efter cirka 30 kast er de tre skikkelser forsvundet. Begejstringen ved synet af de store fisk på bunden af floden er langsomt ved at aftage, men Rob har ikke tænkt sig at give op. Han hiver linen ind, bider den røde nymfe af og erstatter den med en mere gullig flue. Herefter tager han lige præcis ét kast, før hjulet hvæser, og stangen for trettende gang i dag bøjer sig ned mod det blanke vand.
– Kast lige nettet herover, den er stor, lyder det fra Rob, som ikke virker synderligt stresset over at have dagens klart største fisk på krogen. Der er ikke mere end fire meter fra os ud til midten af bassinet, hvor fisken efterhånden har svømmet rundt om sig selv fem gange. I et sidste forsøg på at undgå at blive hevet op af sit domæne, sætter fisken kurs mod et halvråddent træ på den anden side af floden. Med et langt, sejt ryk forsvinder fisk og flue ind under træet, og den skriggule Air-flow line går fra at være spændt til at ligge slapt i vandoverfladen. – Øv, det var en af de større, siger Rob og forklarer, at man sagtens kan fange trofæørreder, der vejer mere end de magiske 10 pund eller 4,5 kilo i Ngongotaha floden.
Rob fangede sin største fisk på flue nogensinde 50 meter længere nede af floden, og det var en bækørred på intet mindre end 7,5 kg!
Dagens trettende ørred: 3,5 kilo!
Den gullige nymfe virkede, og derfor bliver der ikke taget nogle chancer med valg af flue mere. Adrenalinen pumper, og Rob’s ansigtsudtryk er gået fra ’venlig familie-far’ til ’top proffessionel fluefisker’. Tungen bliver holdt lige i munden, og han nærmest sniger sig frem i vandet, imens han svinger fluestangen mod flodens strøm. Fluen lander præcist samme sted som før og bliver langsomt båret ud mod det dybeste punkt i flodens sving. Med ét forsvinder den store indikator, som holder rigget flydende. Rob giver et kæmpe modhug, og så begynder en ti minutters kamp om ikke at miste ørreden til det rådne træ på den anden side af bassinet. – Krogen sidder godt, lyder det fra Rob, hvis øjne lyser op, da ørreden i et sidste forsøg på at undslippe modhagerne skyder op af den blanke vandoverflade og lander med et kæmpe plask i midten af bassinet. To minutter efter står Rob med dagens ørred nummer 13 i hænderne – en flot bækørred på cirka 3,5 kilo.
Eftermiddagsolens sidste lys og den mørkegrønne newzealandske bush i baggrunden, danner de perfekte rammer for et lille photoshoot med den flotte ørred, hvis guld- og grønlige skæl stjæler al plads på kameraets memorykort.
Rob er ikke bleg for at skifte flue ofte:; Hvis han mener, han har serveret fluen perfekt, men ikke får bid, prøver han en ny flue. Se hans hjemmeside på www.flyfishrotorua.co.nz
Fem ørred pr kvadratmeter
Solen er så småt ved at gå ned, idet vi vælger at tjekke det sidste af Robs favoritsteder kun 200 meter længere nede ad floden. Fem meter ude i flodens sving ligger enhver fluefiskers våde drøm. I et område på cirka 10 kvadratmeter ligger der cirka 50 ørreder. Selv Rob, der har fisket siden han kunne sige sit eget navn, er lige ved at falde bagover af begejstring. Fluestangen kommer på overarbejde, og i den sidste halve times sollys, hiver Rob ørred nummer 14, 15 og 16 op af det det ferske newzealandske vand. Jo – det er helt sikkert: Der venter masser af fantastiske fluefiskeeventyr på New Zealand.
Det klassiske flue set-up på New Zealand
Rob Vaz fisker med Scott fluestænger fra Radian serien, og han bruger hjul fra Lamson. Som of-test fisker han med et ”dry dropper rig” med en tørflue øverst til at fiske i vandoverfladen og en vådflue til at fiske under vandoverfladen. Det er et klassisk setup i New Zealand og bruges af de fleste af fluefiskere. Rob binder sine egne fluer og bruger Haneks eller Tiemco kroge uden modhager, så fisken kan sættes fri uden mén. Fisker han målrettet efter store ørreder, som den han fangede i Ngon-gotahafloden, bruger han kroge med modhager. Han bruger fluorocarbon forfang med brudstyrke på 2,7 kilo eller 5,4 kilo alt efter, hvilken størrelse fisk han er efter.
Selvom han har alt det rigtige udstyr, så mener Rob, at fluefiskeri i lige så høj grad handler om, hvordan man serverer sin flue for fiskene, og om man har forstand på at læse, det vand man fisker i.
Sådan kommer du afsted
En returbillet fra Kastrup Lufthavn til Auckland Airport koster mellem 7.000 og 12.000 kroner alt efter, hvornår på året du vælger at flyve. Lejer du en bil i Auckland, tager det cirka tre timer at køre til Rotorua. En busbillet med Nakedbus fra Auckland til Rotorua koster cirka 150 kroner og tager fire timer. Det er dog klart nemmest at komme ud til de forskellige fiskelokationer med bil. Hvis du vil have en guidet tur med Rob, er det nemmeste at kontakte ham på rob-fishnz@gmail.com.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018
Dagens største fangst, en bækørred på cirka 3,5 kilo, fanget på en gul nymfe. Den største ørred nogensinde fanget i New Zealand blev fanget på Sydøen i 2015 og vejede intet mindre end 19 kilo.
Det er ikke kun de mange ørreder, som tiltrækker fluefiskere fra alle verdens hjørner til New Zealand. En fisketur langs de rå newzealandske floder er en naturoplevelse uden sidestykke, som du kun finder få steder i verden.
jan 21, 2021 | Artikler, Miljø og debat
Såfremt det blev forbudt at fiske i strengt beskyttede Natura 2000 områder, kunne det få store konsekvenser for dansk kystfiskeri – blandt andet på Møn.
Der har den seneste tid været stor uro om frygten for et eventuelt totalforbud mod lystfiskeri i mange af landets Natura 2000 områder. Men mon det går så galt? Vi har talt med Europa Kommissionens repræsentant i Danmark – Stina Soewarta, der her giver sit bud på situationen: Man har stor tiltro til, at lystfiskeri ikke skader biodiversiteten, når det sker forsvarligt og bæredygtigt – og noget tyder derfor på, at de planlagte 10 % strengt beskyttede områder næppe får den store betydning for dansk lystfiskeri.
AF JENS BURSELL
I oktober fremlagde man i EU et forslag om at 10 % af Europas areal skal være strengt beskyttet for at give naturen og biodiversiteten et hårdt tiltrængt løft. Et godt initiativ, som mange danske lystfiskere kan bakke om omkring. Hovedparten af de 10 % vil ikke nødvendigvis men snarere sandsynligvis komme til at ligge i Natura 2000 områder.
Hvis et velforvaltet lystfiskeri bedrives ansvarligt og bæredygtigt uden et for højt fiskepres vil det i mange tilfælde hverken skade fiskebestande eller biodiversitet – tværtimod. Lystfiskerne har nemlig i årtier bidraget til både fiskepleje og naturgenopretning med tusindvis af frivillige årsværk – et arbejde som selvfølgelig gavner naturen.
Formuleringen af et potentielt forbud mod fiskeri i de kommende strengt beskyttede områder har derfor vakt både undring og bekymring i lystfiskerkredse. Der vil helt klart være områder, hvor det vil være både klogt og rimeligt at forbyde al færdsel – inklusiv lystfiskeri. Det kan enten være permanent – eller på bestemte tider af året – fx ynglesæsonen for fugle. Omvendt vil også være mange bevaringsværdige områder, hvor et ansvarligt, velforvaltet og bæredygtigt lystfiskeri ikke nødvendigvis vil komme i konflikt med områdets biodiversitet og status som strengt beskyttet areal.
Danske lystfiskere skal naturligvis være parat til at yde sit for at forbedre naturens vilkår, men der er ingen grund til at forbyde lystfiskeri i de områder, hvor det reelt set ikke vil have nogen effekt – andet end at nedsætte lystfiskernes incitament til fortsat at gøre et kæmpe arbejde for at forbedre naturgrundlaget.
Men spørgsmålet er så – kommer implementeringen af de 10 % strengt beskyttet natur reelt set til at få betydning for de danske lystfiskere? Det giver EU-kommissionen her svar på:
Stina Soewarta – Europa Kommissionens repræsentant i Danmark
Skader lystfiskeri naturen?
FISK & FRI: Hvordan betragtes de danske lystfiskere af EU-kommissionen? Har man tiltro til, at de fleste former for helt almindeligt lystfiskeri i Danmark dyrkes og forvaltes på en sådan måde, at det i det store hele ikke påvirker biodiversitet og natur nævneværdigt i negativ retning?
EU/Stina Soewarta: Der er naturligvis stor tiltro til, at lystfiskeri ikke påvirker biodiversitet negativt, når det gøres forsvarligt og bæredygtigt. Det er også grunden til, at administrationen af beskyttede naturområder ligger hos medlemslande selv. Det giver ingen mening, at Bruxelles skal bestemme om, og hvordan man må fiske i fx Gudenåen.
Anderkender EU lystfiskernes indsats for at forbedre naturgrundlaget?
FISK & FRI: Kan man fra EU-kommisionens side se pointen i, at danske lystfiskere gennem deres store frivillige indsats for vandmiljø og fiskepleje, faktisk ofte har en positiv indvirkning på de habitater og fiskebestande man søger at beskytte i Natura 2000 områderne?
EU/Stina Soewarta: Der er fuld forståelse for, at mange naturinteresserede personer, hvad enten de er fiskere, jægere, spejdere eller andre friluftsfolk bidrager positivt til naturpleje. Derfor har der på naturområdet altid været stor tradition for at inddrage alle dem, der har interesse i sagen, i fastlæggelse af reglerne. Det gælder også i Danmark, der har en fantastisk tradition på dette område, og hvor lystfiskere har været en væsentlig del af succeserne.
Hvilke former for fiskeri vil man begrænse?
FISK & FRI: Når man fra EU’s side skriver, at der ikke skal være fiskeri i ”strictly protected zones” – er det så eksempelvis bæredygtigt lystfiskeri med et højt element af fx Catch & Release man sigter til – eller har man i virkeligheden blot et ønske om at stoppe mindre bæredygtige former for fiskeri – fx forskellige former for fritidsfiskeri med garn, redskabsfiskeri og kommercielt fiskeri med metoder, der åbenlyst ikke er godt for økosystemer og habitater – fx trawl?
EU/Stina Soewarta: Ønsket om flere naturbeskyttede områder hænger sammen med, at vi har en stor krise på biodiversitetsområdet. Vi har mistet alt for mange vilde dyr og fisk. Det skal der rettes op på. Medlemslandene er blevet enige om, at 30% af EU inden 2030 skal være beskyttede, heraf skal de 10% være ”strengt beskyttede”. Alt dette for at sige, at det er klart, at man er nødt til at se på, hvilken type af aktivitet man kan tillade. Det er klart, at man ikke kan fiske med slæbetrawl, anlægge campingpladser eller grave en grusgrav i særligt sårbare områder. Det er de nemme sager. Hvor der skal mere specifik regulering til at afgøre, hvad man kan gøre hvornår og hvordan, ja så må man i de enkelte lande se på, hvad man kan tillade, når ønsket er, at områderne skal beskyttes bedst muligt. Igen, jeg tror ikke det afviger meget fra den tankegang der er i Danmark i dag.
Et forbud mod lystfiskeri i de søer, som ligger i Natura 2000 områder, ville kunne få store konsekvenser for dansk søfiskeri. Alt tyder heldigvis på at der ikke vil komme et decideret forbund mod lystfiskeri i de 10 % der vil blive udpeget som strengt beskyttet.
EU forbyder ikke lystfiskeri
FISK & FRI: Skal de danske lystfiskere være nervøse for, at en stor del af de attraktive fiskeområder lukkes ned for almindeligt fornuftigt lystfiskeri?
EU/Stina Soewarta: De skal ikke være nervøse for, at EU kommer og forbyder lystfiskeri, for det gør vi ikke. Men de nærmere regler og administration skal man tale med miljøministeren om. Det er klart, at de områder, hvor enhver form for fiskeri vil skade særligt sårbare områder, ja da vil det ikke kunne tillades. Men det er jo i Danmark ikke anderledes end i dag. Men rammen skal være vejledende for hele EU, og det er ikke sikkert, der er den samme grad af forståelse for, hvad bæredygtigt lystfiskeri er i alle andre lande.
Danmark fastsætter selv fiskereglerne
FISK & FRI: Hvor høj grad af selvbestemmelse har de enkelte lande for hvordan de nye ”strictly protected zones” skal forvaltes – eksempelvis i forbindelse med regler for lystfiskeri? – Hvad tror du dette kommer til at betyde for de danske lystfiskere i praksis?
EU/Stina Soewarta: Ideen er, at alle medlemslande bliver enige om en ramme for de beskyttede og strengt beskyttede områder. Den ramme er vejledende for medlemslandene. Derefter vil de enkelte lande udpege de områder, de ønsker skal beskyttes. Når det op på de 30 % inden 2030? Målet er ikke udformet som et juridisk bindende mål, så der er ingen lovgivning på vej. Men samtidig vil man i 2024 se på, hvordan det går, for ideen er, at der skal være mere natur og bedre beskyttelse af biodiversiteten, ikke mindre. Vi har i dag beskyttet 18% via Natura 2000 områder, så vi skal op i gear. Omvendt husker jeg godt diskussionerne omkring Natura 2000, og min oplevelse i dag i Danmark er, at alle lever med de rammer, der gives i Natura 2000 regelsættene, der jo netop også forvaltes af medlemslandene selv indenfor en fælles ramme.
Får vi 10 % strengt beskyttet område i Danmark?
FISK & FRI: Er det korrekt forstået at de 10 % af Europa man ønsker som strictly protected – ikke nødvendigvis fordeler sig med en ens procentsatser i alle lande, og at det fx godt kunne være 3 % i Danmark og 17 % i Sverige (eller omvendt)? Hvis ja – hvad tror du så i praksis det vil betyde for Danmark?
EU/Stina Soewarta: Ja, man ser ikke på de enkelte lande, men snarere på at sikre, at den meget forskellige natur i Europa bliver beskyttet, hvad enten det er tundra i Finland, Vadehavet, eller skildpadders ynglesteder på de græske øer. Hvert område har jo en stor betydning for naturen samlet set, hvad enten der er tale om vigtige områder for trækfugle eller ål, eller en enestående biotop, som måske er det eneste ynglested. Jeg kan ikke forudse, hvad ministeren vil indstille som beskyttede områder.
Hvis man lukkede for lystfiskeri i Natura 2000 områder, ville Stevns været et af de områder, hvor fiskeriet let kunne gå hen og blive berørt. Heldigvis tyder alt på, at velforvaltet og bæredygtigt lystfiskeri ikke vil blive betragtet som uforeneligt med streng beskyttelse
Hvordan skal ”forbud mod fiskeri” defineres?
FISK & FRI: Hvordan man vil forebygge, at reglerne for fiskeri i ”strictly protected zones” ikke utilsigtet tolkes som at ”bæredygtigt lystfiskeri” skal forbydes? Bør man ikke ændre ordlyden, og præcisere, at bæredygtigt lystfiskeri er tilladt, så man er sikker på at det ikke fejltolkes?
EU/Stina Soewarta: Kommissionen fremlagde et forslag til en vejledende ramme, og den er nu ved at blive diskuteret. Ideen er at hjælpe landene dels med hvad de skal udpege af områder, dels hvordan de skal forvalte dem, og endelig sikre, at hvor områder spreder sig over flere lande, ja da er reglerne nogenlunde ens. Vi har hørt kommentarerne, og er ved at skrive en ny version af denne vejledende ramme. Jeg kan ikke sige, om eller hvordan den bliver ændret på præcis dette punkt. Men den reviderede ramme kommer i slutningen af denne måned, og der vil være et nyt møde med medlemslande og interesseorganisationer i februar. Rammen er som sagt ment som en vejledning, og der vil være områder som er så sårbare, at selv ikke den mest bæredygtige lystfiskeri eller jagt kan tillades – ligesom i dag. Så det er ikke helt let at formulere noget, der dækker alle sager. Og som sagt, så er det op til de enkelte lande at administrere.
Streng beskyttelse i konstruktiv dialog
FISK & FRI: Alt i alt – hvad tror du implementeringen af de 10 % ”strictly protected zones” kommer til at betyde for dansk lystfiskeri?
EU/Stina Soewarta: Det må man tale med miljøministeren om, jeg kan ikke spå herom. Men Kommissionen har meldt klart ud, at administrationen af disse områder fastlægges i konstruktiv dialog med alle, der har en interesse heri, det gælder også lystfiskere.
FISK & FRI: Hvornår skal de enkelte landes regeringer have implementeret deres ”strictly protected zones”?
EU/Stina Soewarta: De 30% og herudaf 10% skal være implementeret senest 2030. Der vil være en mellemstation i 2024, hvor vi vil se på, hvordan det går, og om Europa er på rette vej.
Hvad sker der nu?
Fisk & Fri følger naturligvis sagen om de fremtidige strengt beskyttede områder tæt – og vi vil informere, så snart der kommer nyt i sagen om hvilke restriktioner, der eventuelt vil komme for de danske lystfiskere – samt hvor.
jan 19, 2021 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri, Sponsoreret
Ja – du læste rigtigt. Det kan faktisk lade sig gøre. Og ikke nok med det – du kan samtidig opnå større præcision. Her får du historien om verdens første tungstensblink, der er fremstillet specifikt til kystfiskeri efter havørred samt P & T fiskeri efter regnbueørred. Tungsten er næsten tre gange så tungt, som det zink og hvidmetal, de fleste ørredblink er lavet af, så når det drejer sig om kastelængde, er denne nye type af blink uden sammenligning den mest revolutionerende nyhed til ørredfiskeri i årtier – både på kysten og i put and take´en.
AF JENS BURSELL
HVEM HAR IKKE PRØVET SITUATIONEN, hvor ørrederne viser sig lige uden for kastevidde, og man bare ikke kan nå ud til dem… Det har vi alle vist, og det var netop sådan dag på kysten, hvor fiskene hoppede langt uden for normal rækkevidde, at jeg fik den skøre idé at lave en serie af kystblink i materialet tungsten eller wolfram, som det også kaldes. Materialet er med sin massefylde på 19,3 gram/cm3 dobbelt så tungt som bly (11,3 gram/cm3) – og lige så tungt som guld (19,3 gram/cm3), så det er ikke raketvidenskab, at man vil kunne fremstille et ekstremt langkastende blink med dette unikke materiale. De fleste traditionelle gennemløbere og trådblink til ørredfiskeri er lavet i zink eller hvidmetal, som har en massefylde på blot 6,6 – 7,3 gram/cm3.
Men et er at få idéen – noget andet er at virkeliggøre den.
Jeg allierede mig derfor med Zebco Europe, som jeg i forvejen designer en del ørredgrej til. Min idé var at lave en blinkserie, der i sin overordnede grundform ligner de traditionelle velgennemtestede fiskeimitationer, men at gå helt væk fra det organiske look og gøre dem mere kantede for at skabe en anden type af reflekser, der bryder på en mere varieret måde i vandet – og som derfor kan ses på stor afstand af ørrederne. Planen var med andre ord at skabe en nyfortolkning af de klassiske arketyper af kyst- og putblink – ikke blot i et nyt materiale, men også med et unikt futuristisk twist.
En sen aften i 2019 satte jeg mig computeren sammen med min søn Max, der med stor rutine i CAD materialiserede mine idéer til digitale prototyper på den ørredblink serie fra Rhino Inshore, der nu er kommet til at hedde Diamond – med reference til det facetslebne look, som blinkene har.
Fordelene ved tungsten til blink til ørred
Den ekstremt høje massefylde giver en række helt indlysende fordele. Ikke blot vil man kunne kaste længere – man vil også kunne få et langt bedre greb i vandet under svære vind- og strømforhold, af den simple årsag blinket på grund af den høje densitet skærer sig godt ned i vandet. Det kan både være en stor fordel, hvis man vil fiske lidt dybere, men det kan også være et stort plus, når der bare skal afsøges en hel masse vand på kortest muligt tid med høj fart gennem den øverste del af vandsøjlen. Præcis som rigtig mange danske kystfiskere afsøger kilometer efter kilometer af de danske kyster.
Det siger sig selv, at der også kan være fiskesituationer, hvor tungsten bliver for tungt – eksempelvis hvis man vil fiske langsomt hen over lavt vand eller bevoksningsbælter. Her vil det normalt være bedre med et lettere materiale, og af samme årsag, har vi også lavet det samme blink i zink, der med sin massefylde på 6,6 gram/cm3 egner sig bedre til dette. Dette blink hedder Salty Sprat.
Tungstensblinket Diamond Sandeel (der ved en fejl er kaldt Diamond Sprat på forpakningerne) på 28 gram (1) kastede 50 % længere end zinc versionen af samme størrelse og design på 12 gram (2) – samt 20 % længere end Diamond Sprat på 28 gram af samme design og form (der fejlagtigt er kaldt Salty Sprat på forpakningerne). Disse navngivningsfejl fra producentens side er rettet i 2. batch af disse blink, der kommer på markedet senere i 2021.
Tungsten kaster længere og mere præcist
Ja – det gir´ sig selv. Allerede ved det første testfiskeri på Stevns i 2020 var vi ikke i tvivl om, at vi havde skabt nogle blink, der kastede markant længere end noget andet i æsken – selv de blink med små hemmelige krydser på… Men et er at tro og fornemme – noget andet et at vide.
For at få et mere præcist billede af kasteegenskaberne lavede jeg derfor en lang kastebane på en græsmark med markeringer for hver 10 meter samt et stort orange pejlemærke ude på 110 meter, for at have noget nemt at sigte efter. Alle afstandmarkørerne lå i en lige ret linje, med det formål også at måle kasteafvigelsen ud til siderne, for dermed også at få en idé om kastepræcisionen.
Der er grundlæggende to måder at teste på – enten at sammenligne to blink af identisk størrelse og form med forskellige vægt – eller at teste to blink med identisk form og vægt, men af forskellige størrelse:
På banen lavede jeg derfor 10 kast med to blink af samme størrelse og design – nemlig Salty Sprat på 12 gram og Diamond Sprat på 28 gram. På denne måde kunne jeg teste betydningen af massefylden på kastelængde og præcision. Herefter testede jeg det samme 28 grams tungstensblink mod et en blink i samme design og form, men i en større model, der også vejer 28 gram – nemlig Salty Sprat på 28 gram.
Her kan du se resultatet af kastetesten, der blev foretaget med en svag rygvind 4 m/s.
Resultatet af kastetesten med tungsten vs zinc blink
Det viste sig hurtigt, at der var en kæmpe forskel på kastelængen, uanset om man brugte den ene eller den anden metode. Som du kan se i resultatskemaet nedenfor kastede tungstensblinket over 50 % længere end et zinc blink af samme størrelse og form – og mere end 20 % længere end et zincblink af samme vægt og form, men i forskellige størrelse.
Blink af tungsten er ekstremt tunge, og det siger derfor næsten sig selv, at de selv i meget besværlige vindforhold skærer som en kniv igennem luften. Samme egenskab medvirker naturligvis til, at kastene bliver længere, da tyngen stabiliserer blinket, så det ikke så let flakser i luften og øger luftmodstanden – hvilket bringer os videre til præcisionen:
Det, at blinket ikke så let påvirkes af turbulens og vindstød – og dermed ikke så let kommer til at flakse i luften, har også positiv betydning for kastepræcisionen. Det var tydeligt at se i kastetesten, hvor variationen i både kastelængde og hvor meget ud til siderne blinket ramte, var markant større på de lette zinc link end de tungere tungstensblink.
Tungsten – perfekt, når der skal fiskes dybt
Både på kysten og i putten vil man komme ud for situationer, hvor der skal fiskes relativt dybt for at udløse huggene, og også her er tungstensblinkene virkelig effektive, da man let kan opretholde en effektiv afsøgningsfart samtidig med, at man holder dybden. En anden fordel ved den høje massefylde er, at det bliver lidt lettere af holde god kontakt til blinket også på større dybder, så man let kan mærke selv det mindste nap.
De nye tungstensblink fra Rhinos Inshore range kaster helt suverænt – og giver en højere præcision end blink fremstillet af lettere materialer som fx zinc eller hvidmetal.
Bedre krogning med tungsten
Hvorfor nu det, vil du sikkert tænke. Jo sagen er nemlig den, at mindre agn typisk kroger bedre end større agn af den simple årsag, at små agn lettere kommer ordentligt ind i munden på fiskene. Har du eksempelvis brug for at kunne kaste fx 80 meter for at kunne afsøge dit kyststræk effektivt, vil du måske med normale zinkblink få brug for et 8-10 centimeter langt blink, mens du med tungsten vil kunne kaste samme distance med et blink af samme design, der er under halvt så stort. Præcis hvor meget, det kan betyde for landingsraten, er svært at sætte tal på, men er der tale om mindre-mellemstore fisk vil jeg ikke være overrasket, hvis det kunne betyde 5-15 % flere fisk.
Diamond og Salty Sprat
Til at starte med fås Diamond Sprat som trådblink til 99 kroner stykket i fire størrelser på 12, 17, 21 og 28 gram i længder på 3,5 – 7 centimeter – samt otte klassiske kystfarver: sølv, hvid-glow/alu, rød/sort, oliven/alu, sort/hvid/glow, kobber/rød, chatreuse og pink-hvid/alu. Det samme design af blinket fås også i zink, som 7-9 centimeter lange gennemløbere med navnet Salty Sprat i samme vægte og farver. Her ligger priserne på 59 kroner stykket.
Diamond Sprat på 28 gram går super lokkende i vandet og roterer som et klassisk rotationsblink på spinstoppet. De mindre udgaver af tungstensblinket er designet som kølblink, der vrikker uimodståeligt gennem vandet. Alle størrelser på Zink versionen – Salty Sprat – går attraktivt gennem vandet som et klassisk rotationsblink.
De nye ørredblink fra Rhino lander på det tyske lager den 20. januar 2021 og fås i velassorterede danske grejbutikker fra starten af februar. På Fisk & Fri holder vi en af de nærmeste dage en konkurrence, hvor du kan vinde nogle af de første tungstensblink, der kommer til landet – så husk at følge med på fiskogfri.dk de kommende dage.
Her kan du se nogle af de farver, som den første batch af de nye blink fra Rhino Inshore kommer i. De allermindste 12 grams tungstenblink er oplagte til, når der skal fiskes dybt i put and take´en.
Denne flotte blanke havørred på 3,5 kilo lod sig narre af Henning Trier med en Diamond Sandeel på 28 gram i tungsten fisket med en Claw Connector og en str. 12 trekrog.
jan 16, 2021 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Portrætter, Sponsoreret
Mads Nørgaard Christensen med en fin stalling taget under sit ophold på ForshagaAkademin.
Mads Nørgaard Kristensen på 20 år er flyttet til Sverige og ForshagaAkademin for at realisere sin drøm – at kunne leve af sin hobby. Her lægger han nu grundlaget for at kunne udleve denne drøm i fremtiden. Planen er at komme til at arbejde som guide inden for fiskeri og jagt – med hele verden som arbejdsplads.
AF JACOB JÄRPEGÅRD
– DET ER VIRKELIG EN SPÆNDENDE CHANCE for mig at fordybe mig i noget, jeg virkelig elsker og brænder for, siger Mads Nørgaard Kristensen om sit nye studie på ForshagaAkademin.
Mads Nørgaard Kristensen har allerede haft mulighed for at prøve livet som guide – både inden for jagt og fiskeri. Mads har en stor interesse for mad, og frem for alt at lave maden selv. At kunne bruge hvad du fanger, finder eller selv skyder. Alt dette er komponenter, der findes i de forskellige uddannelsesområder på ForshagaAkademin. Både på ForshagaAkademin, hvor Mads lige har afsluttet sit første semester, men også på gymnasieniveau. Der er programmer inden for både fiskeri, jagt, eventyr og naturvejledning. Fra efteråret 2021 vil der også være et særligt program, hvor madlavning bogstaveligt talt vil være på tidsplanen – Naturguide og Vildmarkskok.
– Vi tænkte simpelthen på, hvad vi allerede var gode til, hvad der er efterspurgt, og hvordan vi kan videreudvikle vores uddannelser. Det blev klart, at madlavning i naturen ville være det næste skridt for os at tage. I adventureturisme tilbereder vi allerede en masse mad udendørs, og når det kommer til jagt og fiskeri, så er de naturlige “råmaterialer” naturligvis allerede til stede. Vi tror derfor meget på denne uddannelse, siger Fredrik Ernfridsson, rektor for ForshagaAkademin.
ForshagaAkademin – en uddannelse med mange spændende facetter
Da Mads Nørgaard Kristensen hørte om den nye uddannelse, blev han nysgerrig. – Det føles som en spændende uddannelse, og jeg håber, det bliver en succes, samt at der er bliver muligheder for et sjovt samarbejde inden for skolen, siger han. – Personligt kan jeg godt lide at lave mad udendørs, og forhåbentlig lærer vi mere om det i skolen. Når du arbejder som guide, synes jeg det er uvurderligt også at kunne tilbyde kunderne en madoplevelse. Det handler om at “gå den ekstra mil” for ens kunder. Der er mange guider rundt om i verden, men hvis der er én ting, som er til fælles, når man hører kunderne snakke, så det hvordan mad og service var, når de har været med en guide ude. Især når man er i vildmarken, bjergene eller ved vandet, hvor der ikke er restauranter, er det et kæmpe plus, hvis guiden kan levere nogle gode måltider.
Mads med sin nye PR sandart taget under opholdet på ForshagaAkademin.
Catch and release fiskeri rykker
Som lystfisker er det ellers frem for alt “Catch and Release”, der gælder for Mads, når det kommer til fiskeri. Men der er også vigtigt for ham, at man kan tilberede de fisk, man fanger, og udnytte de ressourcer man har.
– Det er især ørred og saltvandsfisk, men også sandart, som jeg har fanget for første gang i Forshaga, at jeg har eksperimenteret med at tilberede lækkert. Så længe det er bæredygtigt og man ved, at bestanden kan holde til det, syntes jeg det er fantastisk at kunne tilberede det, som man har fanget. Når det kommer til jagt, tilbereder jeg alt, hvad vi skyder, og jeg tilstræber ikke at købe noget kød i butikkerne. Jeg ønsker at være i stand til at klare mig med det, som naturen tilbyder, understreger han.
Forshaga – en drøm af en uddannelse
Som sagt er Mads Nørgaard Kristensen lige færdig med sit første semester i Jagt- og fiskeguideuddannelsen, der som sagt er en erhvervsuddannelse på ForshagaAkademin. For Mads har det længe været en drøm at flytte til Forshaga, for det har været en perfekt mulighed for at videreuddanne sig, og gøre hans store hobbyer til en karriere. Han kendte allerede skolen for 10 år siden takket være andre danskere, der studerede i Forshaga.
– Da jeg hørte om det, og oplevede hvordan dem jeg mødte virkelig anbefalede skolen, blev det et mål for mig at flytte til Sverige og Forshaga, så snart jeg var færdig med gymnasiet. Og nu lever jeg den drøm!
Efter et semester i skolen har han ikke fortrudt beslutningen et sekund.
– At kunne komme på en skole og virkelig fordybe sig i noget, jeg elsker at gøre, det har været fedt. Lærerne er virkelig fantastiske, og det er første gang, at jeg er sammen med lærere, der virkelig brænder for, hvad de underviser i. Skolen bliver mere levende, og den føles mere oprigtigt i forhold til en “almindelig” skole, hvor man kun lærer fra bøger. Det, at alle lærerne brænder for deres hobby, og har så meget livserfaring, gør, at man hver dag står op og glæder sig til at lære nyt.
Et ophold på ForshagaAkademin byder på mange spændende fiskeoplevelser – her en fin laks.
Opvokset med jagt og fiskeri
Mads Nørgaard Kristensen voksede op på en lille gård i Danmark, hvor fiskeri og jagt var en stor del af hans opdragelse. Og det er ikke så underligt taget i betragtning af, at hans mor har været jagttegnslærer det meste af hans opvækst. Gennem årene voksede ideen om at gøre interesse til et fremtidigt erhverv, og planen for fremtiden er nu allerede skitseret.
– Målet er at arbejde som guide på sæsonbasis over hele verden. Naturligvis her i Norden, men også i New Zealand, Canada og Alaska. Jeg har faktisk allerede fået et par kontakter, så målet er at arbejde som guide, både når det gælder fiskeri og jagt, hvor jeg end ender efter min tid på Forshaga.
– Et langsigtet mål er at arbejde som miljøtekniker i ferskvand derhjemme i Danmark. Men først vil jeg tage chancen med at rejse rundt og arbejde rundt om i verden.
At rejse og arbejde i udlandet er noget, som Mads også allerede har haft mulighed for at prøve tidligere. I seks måneder rejste han nemlig rundt i New Zealand og fik muligheden for at arbejde på diverse gårde, men også som guide inden for både jagt og fiskeri.
Forshaga – en meget praktisk uddannelse
Uddannelsen på Forshaga er meget praktisk orienteret, hvilket er noget, der passer Mads meget godt. Da Mads var 17 år gammel, var han involveret i en alvorlig trafikulykke, som blandt andet resulterede i en alvorlig hjernerystelse og en mikroblødning i hjernen, der gør det at skulle læse og skrive både svært og uoverskueligt.
– Ulykken gør det vanskeligt for mig at studere og sidde foran en computer, så det praktiske passer mig meget godt nu, siger han. – Jeg havde også overvejet at læse til ferskvandsbiolog, men jeg vil ikke være i stand til at gennemføre de krævede studier. Så her passer denne uddannelse på ForshagaAkademin mig bedre. Senere i fremtiden kan jeg forhåbentlig komme til at arbejde mere praktisk med miljøarbejde – eksempelvis som miljøtekniker. Ikke desto mindre har de teoretiske elementer i uddannelsen i Forshaga allerede været yderst nyttige for Mads Nørgaard Kristensen.
Mads med en fin gedde taget fra et af de vande, der ligger lige i nærheden af ForshagaAkademin.
Ørredfiskeri med fluestangen er bare for fedt
– Jeg elsker at fiske efter ørred med tørflue og imitations fiskeri, griner han. – I vores biologitimer har vi fokuseret meget på nymfer og deres forskellige faser, hvilket har været meget interessant og nyttigt, når det kommer til fiskeri. Derudover har jeg haft god mulighed for at udvikle mig inden for flere forskellige sportsfiskemetoder. Det har været fantastisk at fiske sammen med de andre studerende og vores lærere.
Vi lærer meget mere, når vi er ude og kan hjælpe hinanden. Jeg er mere eller mindre selvlært, når det kommer til fiskeri, men nu har jeg chancen for at lære af fagfolk, så jeg kan forbedre de kompetencer, som jeg allerede har. Jeg kan allerede efter første semester mærke en forskel, og når jeg står ved vandet, er jeg mere opmærksom på de små detaljer, som jeg før i tiden overså.
Mads Nørgaard Kristensen håber, at mange flere danske unge vil tage chancen og flytte til Sverige for at studere på ForshagaAkademin – eksempelvis på gymnasieniveau. – Jeg havde allerede tidligt hørt om YH-uddannelsen, men jeg vidste faktisk ikke, at gymnasiet også var en mulighed. Men mine forældre havde måske ikke ønsket, at jeg flyttede hjemmefra for længe… Men nu hvor vi ved hvad det drejer sig om, ville jeg nok have taget den chance allerede for fire år siden. Nu hvor jeg har været der, og har set, hvordan gymnasieeleverne har det, bliver jeg faktisk lidt jaloux, og jeg vil virkelig anbefale unge mennesker fra Danmark at ansøge om optagelse på ForshagaAkademin, hvis man er interesseret i fiskeri, jagt, udendørs madlavning og eventyr. Især hvis man som mig har svært ved at studere på den sædvanlige måde, og kan lide det mere praktiske, hvor man kommer udenfor og lære det hele ”hands on” – så er det bare helt fantastisk, slutter han.
Du kan læse meget mere om alle de spændende ungdomsuddanelser på ForshagaAkademin her.
Mads drømmer også om at komme til at guide indenfor jagt – og også her er der mulighed for at lære en masse på ForshagaAkademin. Her ser du Mads på hans sidste tur til New Zealand på jagt efter thar.
