Den unge ørred har en meget speciel og flot farvetegning.

Blandt lystfiskere diskuteres det ofte, hvor og hvornår det er bedst at beskytte vore ørredbestande: – Skal man eksempelvis frede nedfaldsfiskene, friholde grønlændere fra fiskeri, hæve mindstemålet, forlænge fredningstiden eller indføre Catch & Release? Eller – måske tage avancerede vinduesmål-også kaldet slot limits i brug?

AF STEEN ULNITS, FOTO: LARS LAURSEN OG JENS BURSELL

 

VI KENDER ALLE GÅDEN om, hvad der kom først: – Hønen eller ægget? Et interessant og ikke mindst filosofisk spørgsmål, man kan bruge megen tid og mange overvejelser på. Man kan uden videre overføre diskussionen på andre ting her i livet. Eksempelvis ørreder. For hvad kom eller kommer egentlig først: – Ørreden eller ægget? Og hvad er vigtigst af de to?

Spørgsmålet kompliceres af, at ørreder er langt mere komplekse skabninger end høns, fordi de har mange flere og meget forskelligartede livsstadier, som de gennemgår. Ja, faktisk passerer de ofte ind og ud af dem flere gange i deres livsforløb. Så lad os først få styr på stadierne. Før de er på plads og klart definerede, kan vi jo kun vanskeligt diskutere dem. Der kommer nemlig en tid i enhver ørreds liv, hvor dens fremtid formes eller afstikkes. Hvor den skal beslutte sig for, om den vil være en bækørred, søørred eller havørred – for i et kort vindue af tid står alle muligheder åbne.

Ørredens livscyklus og stadier

Den lille ørred ser dagens lys i gydebankens grusmørke. Her har dens mor gravet den ned sammen med en masse andre søskende – efter at dens far har befrugtet æggene i det frie vand over gydebanken.

ÆG: Nedgravet i gydebankens grus er de små ørreder ganske sårbare, fordi i et landbrugsland som Danmark er ægstadiet nok det farligste i hele ørredens liv. Gydebankens opbygning sikrer, at der hele tiden løber frisk og iltrigt vand ind gennem banken. Slam og vandrende sand kan imidlertid hurtigt lukke af for denne gennemstrømning, hvorefter æggene kvæles og dør.

YNGEL: Når ynglen har kæmpet sig vej op gennem gydebankens grus, er blommesækken ved at være brugt op. De små ørreder skal nu til at klare sig selv ved at jage insektlarver og krebsdyr, som udgør ynglens føde i vandløbet. De små ørreder er meget territoriale og helt afhængige af skjulesteder. “Parr” er den engelske betegnelse for ungfisk af laks og havørred. De kendetegnes af tydelige fingermærker på siderne og er forstadiet til “smolt”.

SMOLT: Betegnelse for alle ungfisk af laks og havørreder, som skal vandre ud i havet. De ”smoltificerer” inden udvandringen, hvilket er en kompliceret og hormonstyret proces, der sætter de små laksefisk i stand til at tåle saltvand. Det kan de ikke før smoltifikationen, der beriger gællerne med et meget stort antal såkaldte “kloridceller”, som kan skubbe indtrængende og overskydende salt tilbage ud i havet.

“UNDERMÅLER”: Fisk, som er under det lovbefalede mindstemål, der skal beskytte fiskene, indtil de er blevet store nok til at gyde mindst én gang. Nogle undermålere vil allerede være blevet kønsmodne, hvilket gælder specielt hannerne.

“GRØNLÆNDER”: En pudsig dansk betegnelse for havørreder, som er blanke opgangsfisk, men endnu ikke kønsmodne. Hovedparten er under mindstemålet på 40 cm. Langt de fleste er hunner og dermed forstadiet til de store førstegangsgydere, der er specielt vigtige for bestanden. Målrettet fiskeri efter grønlændere er derfor ikke gavnligt for bestanden og ganske omdiskuteret.

OPGANGSFISK er det samme som “opgængere”. Det er betegnelsen for enhver gydemoden havørred på vej fra havet op gennem åen. Helt friske fra havet er fiskene i reglen sølvblanke og har løse skæl. Gradvis indlejres de løse skæl i huden, som bliver tykkere under et voksende slimlag. Dette yder fysisk beskyttelse under vandringen. Nogle fisk er farvede allerede inden opgangen. Opgangsfisk tager oftest ikke føde til sig under opgangen, men tærer i stedet på fedtreserverne.

GYDEFISK: Fisk, som er blevet gydemodne – og fisk, som er på gydevandring i havet eller oppe i vandløbet. Det sølvblanke skær fra havet er væk – erstattet af gydedragtens mørkere farver og tykkere hud. Hannerne bliver helt brune med stor kæbekrog, mens hunnerne ofte blot bliver gyldne på siderne. De får heller ingen kæbekrog. Bugen på begge køn er nu grå – ikke hvid som ude i havet.

Hvis man vil have en større snitvægt på ørrederne, kan der være god ræson i at hæve mindstemålet. Lad os høre din mening på Fisk & Fris facebook primo februar.

En flot blank overspringer. Hvis man vil have en større snitvægt på ørrederne, kan der måske være god ræson i at hæve mindstemålet? Lad os høre din mening på Fisk & Fris facebook primo februar.

 

“OVERSPRINGER” er betegnelsen for en stor og blank havørred, som har valgt at springe en gydning over. Den har kønsmoden størrelse og kan godt have gydt tidligere. Overspringere menes at udgøre naturens reserve, hvis der skulle ske en naturkatastrofe oppe i vandløbet – jordskælv, klippeskred eller lignende, som hindrer adgangen til gydepladserne. Da står overspringerne klar til at genopbygge bestanden året efter.

NEDFALDSFISK er det samme som “nedgængere”. Man taler ikke om “nedgangsfisk” – måske fordi nedstrøms vandringen efter gydningen er passiv. De falder med strømmen. Nedfaldsfisk er slanke og udmagrede fisk, der har opbrugt det meste af fedtreserverne til opbygning af kønsprodukter. Men det er også fisk, som hurtigt bliver blanke igen efter gydningen. Skællene vil dog blive siddende fast i nogen tid, indtil fiskene er ude i saltvand igen. Herude genvinder de meget hurtigt huldet og vægten. Fælles for både gydefisk og nedfaldsfisk er, at deres spisemæssige værdi er langt ringere end blanke opgangsfisk. Fiskene tager ikke føde til sig under opgangen, men tærer i stedet på fedtindholdet, der omdannes til kønsprodukter. Sene gydefisk og tidlige nedfaldsfisk er derfor de ringeste spisefisk. Nedfaldsfiskene begynder ofte at tage føde til sig igen, mens de stadig er oppe i vandløbet. De er sultne og æder derfor aktivt på de nederste vandløbsstrækninger, hvor det ikke mindst går ud over skaller og andre småfisk, som flere steder findes i stort antal.

Forvaltning af ørredbestandene

Som sagt lurer et utal af farer på den lille ørred, når den kommer til verden. Ikke mange overlever hele forløbet fra befrugtning og klækning over opvækst og udvandring til opgang og gydning. Kigger vi på livsstadierne, så er det ganske let at identificere de største farer. Æggene er sårbare, når de ligger i gydebanken. De kan let kvæles af slam og sand. Endnu værre er det selvfølgelig, hvis der slet ikke er egnede gydebanker. På samme måder er det altafgørende, at ørredynglen kan finde skjulesteder, når æggene er klækket og ynglen søgt op fra gruset. Her er det alfa og omega, at vandløbet er så varieret som muligt. Jo større variation desto flere skjulesteder. Og jo flere skjulesteder desto mere yngel kan vandløbet producere.

I de senere år har det desværre vist sig, at sprøjtegifte fra landbruget ofte havner i vore vandløb. Her skader giften i høj grad de mange insekter og smådyr, som ørredynglen er helt afhængig af. Smolt-stadiet er en specielt farlig tid, hvor fiskene samler sig i flokke, der trækker nedstrøms inden for ganske kort tid. Her har vi set, hvordan uhensigtsmæssigt placerede bundgarn kan tolde hårdt på smoltnedtrækket. Vi har ligeledes set, hvordan den allesteds nærværende skarv sine steder kan tage op mod 80-90% af de nedtrækkende smolt.

Mens ørrederne vokser sig store i havet, er de et naturligt bytte for ikke mindst vor stigende bestand af sæler. Specielt i Limfjorden og Vadehavet ser det ud til at være tilfældet. Vi kan dog nok konkludere, at prædationen fra sæler aldrig kan blive en altødelæggende faktor, som skarven desværre kan blive det for smolten.

Jens Bursell med en flot bækørred taget på in-line spinner.

Jens Bursell med en flot bækørred taget på in-line spinner.

Skadeligt garnfiskeri efter ørred

Ude i hav og fjord er det i stedet det menneskeskabte garnfiskeri, der kan udgøre den største trussel. Når fiskene om foråret samlet trækker fra åernes ferske vand for at spise sig store ude i det salte hav, havner mange af dem i nedgarn. Den største fare udsættes dog de gydemodne fisk for, når de om efteråret søger tilbage mod åer og bække for at gyde. Da er de et uhyre let bytte for garnfiskeren, der tit ikke er bleg for at sætte sine nedgarn ulovligt: Inden for den 100 meter garnfri zone, som med meget få undtagelser findes overalt ved vore kyster. Eller helt oppe i åmundingerne, hvor koncentrationen af gydefisk naturligvis er allerstørst.

Taler man med garnfiskere af den lyssky og sorte slags, så kan de fortælle, at efterårets gydemodne havørreder så godt som altid sidder i garnets inderste ti meter. Meget ofte næsten helt inde ved strandkanten. Forklaringen skal findes i, at de gydemodne havørreder lugter sig tilbage til deres fødevandløb. Ferskvand er lettere end saltvand, og det ferske vand fra åer og bække lægger sig derfor helt inde i strandkanten. Det ved den illegale garnfisker, som derfor ikke nøjes med at sætte sine garn tæt på land. Nej, han sørger naturligvis for, at garnet starter helt oppe på selve stranden. På den måde sikrer han sig, at ingen gydemoden havørred slipper forbi på sin vej mod gydepladserne…

Hjælp til selvhjælp

Det illegale garnfiskeri er svært at kontrollere, for garnene sættes nemlig efter mørkets frembrud og røgtes inden solopgang. Kun en dedikeret kontrol i udsatte områder kan hjælpe her. Heldigvis er der steder, hvor vi lystfiskere selv kan gøre en forskel. Vi kan udlægge gydebanker til fiskene oppe i egnede vandløb, og vi kan sørge for en skånsom vedligeholdelse, som sikrer varierede vandløb med skjulesteder for ørredynglen. Vi kan behandle undermålsfisk skånsomt, når de skal genudsættes, og vi kan hæve det personlige mindstemål, hvis vi finder statens for lille. Det gør mange dedikerede lystfiskere, for hvem 40 cm synes i underkanten.

For en hel del år siden blev det fra statslig siden foreslået, om ikke mindstemålet i stedet skulle nedsættes – til 35 cm. Datidens garnfiskeri var nemlig så voldsomt, at en nedsættelse af  mindstemålet ville sikre flere havørreder til lystfiskerne. I tons, vel at mærke. Ikke størrelse. Med et lavere mindstemål kunne man så nå at fange flere fisk med en større samlet vægt, inden de gik i garnene… Forslaget om et nedsat mindstemål blev naturligvis fremsat i den bedste mening for at sikre flere fisk til lystfiskerne. Ikke større fisk, men flere fisk. Men nu er vi lystfiskere jo ikke erhvervsfiskere, der tænker i antal og totalvægt. Vi vil hellere fange store fisk, og det er en helt anden diskussion. Kvalitet versus kvantitet. Og da skal bestanden forvaltes ganske anderledes. Da skal der et højere mindstemål til, og da skal mange af de større fisk genudsættes.

Selv catche & release fiskeri have indvirkning på bestanden, hvia der er for mange lystfiskere ved vandet. SMå vandløb som dette er særligt følsomme overfor overfiskeri.

Selv catch & release fiskeri have indvirkning på bestanden, hvia der er for mange lystfiskere ved vandet. Små vandløb som dette er særligt følsomme overfor overfiskeri.

Hæv mindstemålet på ørred?

I dag er garnene heldigvis ikke et helt lige så stort problem som tidligere, så i dag kunne vi med fordel sætte mindstemålet op – eksempelvis til 45 cm. Det ville sikre, at flere havørreder kunne nå at vokse sig til større førstegangsgydere, end de kan i dag, og det ville også beskytte den store del af vore grønlændere, som i dag forhindres i at blive til store førstegangsgydere.

Store fisk har bevist, at de har gode gener, som har tilladt dem at nå deres størrelse. De har  værdifuld DNA, som de kan videregive til næste generation, og deres liv bør derfor spares, så de kan nå at gyde. Store ørreder er altid mere værd på gydebankerne end på køkkenbordet. Dette understreges også af, at deres spisemæssige værdi falder støt, når de som kønsmodne vandrer op i vandløbene. De æder intet, men tærer på deres fedtreserver, hvorfor kødet uundgåeligt bliver dårligere og dårligere. Tæt på gydningen er de noget nær uspiselige – med mindre man røger dem ekstra hårdt, som min rygemand plejer at sige…

Gydeørred og nedfaldsfisk

Man hører ind imellem, at det er helt i orden at fange og aflive de magre samt udgydte nedfaldsfisk efter endt gydning. Argumentationen er, at de jo allerede har gjort deres – gydt og sikret bestandens beståen. Argumentet holder skam – på samme måde som mindstemålet gør det. Men man skal også huske, at nedfaldsfiskene jo netop har dokumenteret, at “they got what it takes”. At de har gener, der er værd at videreføre. Og da ørreder jo kan gyde gentagne gange, er det selvsagt ikke smart at fjerne de gode gener, som vil kunne gøre gavn igen-igen. Og da slet ikke, når de samme nedfaldsfisk alligevel ikke er værd at spise.

Det er i min optik en langt bedre politik at lade disse slanke og sorte “kakkelovnsrør” svømme igen. De har jo allerede givet deres fanger en god oplevelse. Og vender snart igen tilbage – tunge, blanke og velnærede.

Kystørred smager fortræffeligt - og det at tage en enkelt eller to med hjem til gryden er en helt naturlig del af fiskeriet.

Kystørred smager fortræffeligt – og det at tage en enkelt eller to med hjem til gryden er en helt naturlig del af fiskeriet.

Catch and release efter ørred

Fangst og genudsætning bliver mere og mere almindeligt mange steder – af mange gode grunde. Nogle steder er det en simpel nødvendighed, hvis der også fortsat skal være fisk at fange. Andre steder sker det mere lystbetonet. Men uanset årsag, så stiller Catch & Release store krav til lystfiskeren, hvis genudsætningen skal opfylde sit formål: Det er vigtigt, at den fangede, afkrogede og genoplivede fisk overlever seancen uden at bukke under for mælkesyreforgiftning, iltmangel eller fysiske skader fra håndteringen, så den fremover kan gyde og dermed bidrage til slægtens videre eksistens.

Men det er et helt andet tema. Her skal vi nøjes med at konstatere, at enhver form for Catch & Release medfører en vis dødelighed. I bedste fald nogle få procent. I værste fald rigtig mange. Under alle omstændigheder siger det sig selv, at jo større fiskepresset bliver, desto flere fangede og genudsatte fisk vil bukke under for selv et rendyrket Catch & Release fiskeri. Det er et desværre ofte overset faktum – samt bagsiden af medaljen.

Og så forresten…Videnskaben har for ganske nylig barslet med det endegyldige svar på det indledende spørgsmål om, hvad der egentlig kom først: – Hønen eller ægget. Det gjorde nemlig ægget. Forklaringen har de fundet i fossilernes verden. Herfra kan forskerne nemlig dokumentere, at fortidens øgler lagde æg. Og da fuglene nedstammer fra netop øglerne – de har bare skiftet skællene ud med fjer, så de kan flyve – da må ægget nødvendigvis være kommet før hønen.

Herligt, når videnskaben kan diske op med klassekonklusioner som denne! Men igen er det ikke helt så enkelt med ørreden. For den lægger jo ikke æg med skal, som reptiler og fugle gør. Dens bløde æg beskyttes i stedet af og mellem bundens hårde sten. Så skal vi konkludere noget her, da må det være, at ægget er vigtigere end ørreden. At hvis vi blot passer på vore ørredæg, så skal ørrederne som art nok klare sig. Men passer vi ikke på vore ørredæg på gyde- og opvækstpladserne i vandløbene, da kan vi hurtigt stå helt uden ørreder at fiske efter! Ægget kommer således også her før ørreden.

TIPS TIL FLERE ØRREDER:

  • Skræm skarverne bort
  • Fred de små grønlændere
  • Pas godt på gydebankerne
  • Genudsæt de store gydefisk
  • Begræns garnfiskeriet i havet
  • Overdriv ikke Catch & Release
  • Genudsæt udgydte nedfaldsfisk

 

Hvis man vil have en større snitvægt på ørrederne, kan der måske  være god ræson i at hæve mindstemålet? Lad os høre din mening på Fisk & Fris facebook primo februar.

 

Claw Connector

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This