ET TUNGT GEDDEHUG PÅ EN MØRK DAG

Jens Bursell med 15 kilos gedden, der tog en stor død agnfisk serveret på bunden.

Vinteren er lang, og mange dage føles det nærmest som om, at det allerede er ved at blive mørkt, inden det rigtig er blevet lyst. En af de bedste kure mod vinterdepression er den forløsende lyd af bidmelderens bippen mellem sivene – vel vidende, at det meget vel kan være noget rigtig stort, der har taget agnen…

AF JENS BURSELL

 

 DET ER STADIG MØRKT OG KOLDT. Ikke rigtig koldt, som på en vaskeægte vinterdag i de gode gamle dage – bare koldt på den klamme og klaustrofobiske måde… Af samme årsag kræver det også lidt stamina at dreje nøglen, slukke bilen og stige ud i det blæsende tidlige morgengry, hvor man knapt nok kan se vandet.

Min kammerat Søren, der sidder i en anden bil derude i mørket, har nogenlunde samme følelse i kroppen, men på mirakuløs vis får vi synkront overvundet de varme bilers besnærende og nærmest magnetiske tiltrækningskraft på vores bagdele.Vel ankommet til vinterens virkelighed derude i støvregnen, spørger Søren, der vist heller ikke orker at lægge ud med at slæbe alt det tunge deadbaitgrej, om vi ikke skal gå en tur og tjekke vandet. Og sådan bliver det, for jeg har det på præcis samme måde.

Op i omdrejninger ved geddesøen

Da vi først kommer op i omdrejninger, er det slet ikke så slemt, som vi havde frygtet. Støvregnen lægger sig, vinden er faktisk ikke helt så slem som antaget – og i takt med dagslysets komme stiger optimismen og forventningerne til fisketuren.

Vi går rundt om søen og får tjekket stort set samtlige potentielle pladser ud, så vi på et rimelig veloplyst grundlag kan beslutte os for, hvor vi skal sidde de næste par dage. Strategien er at fiske død agn på bunden med de fleste stænger, samtidig med, at vi fisker to stænger med levende agnfisk – en på et driftflåd med sejl for at afsøge langdistancen – og en stang med almindeligt flåd fisket langs egen skrænt.

Vi får sat vores bivycamp op, og inden længe har vi alle agnfiskene i vandet.

 

En trøstesløs suppe af gråt i brunt

Alle vores takler ligger nu helt perfekt med adskillige forskellige præsentationsformer og agn, så man skulle synes, at der måtte være noget for enhver smag. Og ikke nok med det – vi affisker også forskellige områder på varierende dybder, så vi har gode muligheder for at få en pejling på, hvad fiskene har gang i derude i det kolde vand.

Men huggene udebliver fuldstændig. Over landskabet hænger en nærmest kvælende tung dryppende tåge, og vi sidder næsten med en følelse af, at det er ved at blive aften, selvom klokken kun er 12, og det er midt på dagen. Det er ikke bare et dunkelt og uopmuntrende vejr – det er på alle måder gustent.

Timerne går, og de grå timer forvandles hurtigt til et altomsluttende mørke. – Så er der kun 13 timer til det bliver lyst igen, griner Søren sarkastisk, mens han trækker flapperne på sin pelshue godt ned om ørerne og tænder for det fyrfadslys, som de næste par timer ind i mørket bliver det lysgivende samlingspunktet i vores lille fiskecamp.

Eftermiddagen bliver til aften. En snak om alt og intet bølger mellem bivyerne, og vi får vendt verdenssituationen samt lidt til. Inden længe er der godt gang i stormkøkkerne. Dagens menu står på Gullashsuppe hos Søren og spaghetti med bacon hos mig. Og så er der selvfølgelig et par velvalgte af årstidens øl til at skylle det hele ned med. Hvorvidt de er kolde nok, behøver vi heldigvis ikke at bekymre os om…

Nogle søer fisker fint med død agn om natten selv midt på vinteren, men der er også en hel del søer, hvor man roligt kan regne med, at det er nogle temmelig tomme timer fra kl 16 til klokken otte næste morgen. Og sådan er det tydeligvis også ved denne sø, hvor det eneste bip vi hører fra bidmelderne i løbet af natten stammer fra en forkølet krebs, der kaster sig over en af Sørens agn, som er ilde tilredt den næste morgen, da vi godt radbrækkede vågner efter en ualmindelige lang og god nattesøvn.

Tågen letter

Man skal tage sig godt sammen for at komme ud af soveposen og få alle stængerne tjekket, så de er klar til den hugperiode, der ofte kommer om formiddagen her om vinteren. Det blæser stadig, men det er som om, at den ubærligt tunge tåge er ved at slippe sit jerngreb over det farveløse vinterlandskab.

Jeg skal netop til at klargøre min agn til et af de spots, som jeg tror allermest på, da jeg til min skræk opdager, at jeg ved en fejl har ladet min baitboat – inklusiv speedcontrollerne – så tændt hele natten… Den er derfor næsten død for strøm, men jeg beslutter mig for at tage chancen, for det er ikke muligt at kaste ud til det perfekte spot, derfra hvor stangen står på land.

En stor død agn bliver monteret på et Skating Hook Rig, og jeg får den loadet på baitboat´ens faldlem sammen med en håndfuld små fiskestykker. Agnen er boostet med en gang Browning Marble Dust Monster Crap, så selv den sløveste storgedde vil kunne lugte den på en halv kilometers afstand.

 

Et sats med baitboat´en jeg ikke kom til at fortryde

Jeg tænder mit ekkolod, som har forbindelse til transduceren i min baitboat og starter med at sejle agnen ud. Undervejs ud over grøden holder jeg nøje øje med bundforholdene. Planen er at dumpe agnen cirka 10 meter fra grødkanten på fem meters vand omtrent 50 meter ude.

Men lige inden jeg har tænkt mig at slippe agnen, dør batteriet på båden, så den ikke kan sejle længere…. Nu er gode råd dyre. Skal jeg hive båden i land via linen – eller skal jeg sætte alt på et bræt og dumpe agnen, mens jeg kan – og så risikere, at det bliver svært at få fat i baitboaten? Jeg har en rigtig god fornemmelse med det sted, hvor båden befinder sig, så vælger det sidste, og i det jeg udløser faldlemmen med vippetangenten på baitboatens styrekonsol, kan jeg konstatere, at der heldigvis stadig er forbindelse og strøm nok til at udløse faldlemmen. Linen løber perfekt af spolen, mens agnen daler ned på bunden. Kort tid efter er linen strammet fint op, og stangen ligger klar i stangholderne. Så er der bare lige baitboaten, som nu ligger uden kontakt og strøm et godt stykke fra land…

Til alt held er der en god vind på skråt af søen, så jeg går op til bivycampen for at få mine waders på for at gøre mig klar til at hente baitboaten ude i sivene på modsatte side. Men da jeg kommer tilbage, er den væk. Det er sgu da løgn, tænker jeg, mens jeg lidt forvirret farer op og ned langs med søen for at finde båden, som ikke rigtig er til at se nogen steder. Brinkerne er tæt bevokset med siv og udhængende træer, så det er svært at se vandet fra den side, hvor båden må ligge. Der er derfor intet andet at gøre end at gå om på den anden side af søen og spotte samt pejle baitboatens placering i forhold til et stort udhængende træ, hvorefter jeg går tilbage, vader ud i sivene – og finder den efter noget tids søgen. Alt i alt temmelig besværligt, men så længe agnen ligger perfekt – who cares… Hvis ikke jeg havde lavet dette stunt, havde jeg forspildt min chance for at komme til at ligge det perfekte sted, og det skulle vise sig at være en god beslutning jeg traf, da båden løb tør for strøm midt ude på søen.

 

Storgedden hugger

 Formiddagen går uden den store action ud over en lille gedde, der kaster sig over en af Sørens agn, som ligge 10 meter fra land langs en sivkant. Faktisk er der godt op ad formiddagen sket så lidt, at vi så småt er begyndt at lege med tanken om at flytte plads – eller måske ligefrem tage hjem…

Pludselig bipper min receiver på den sidste stang, der blev lagt und inden baitboaten gik død, så jeg spæner alt hvad remmer og tøj kan holde over til stangen. Lige inden jeg dykker gennem krattet ned til stangen, skal jeg lige have nettet med, som står op af nogle træer, men i panikken gennem træerne sætter nettet sig fast, så der lige går et par sekunder ekstra med at få bakset karpenettet gennem grenene.

Linen løber perfekt ud, og jeg giver et lynhurtigt modhug på den store agn. I det samme jeg får fuld kontakt til fisken, er det helt tydeligt, at det er lige præcis det hug, man drømmer om på en lang vinterdag ved søen… Stangen krummer fuldstændig sammen, og jeg kan tydeligt mærke et par solide, tunge og dovne rusk ude i den anden ende.

Jeg lægger fuldt pres på den store fisk for at få den ordentligt op i overfladen, inden den kommer ind til grøden, og det lykkes til perfektion. Allerede langt fra land kan jeg se en enorm bred ryg og et solidt haleror i overfladen – og fisken følger overraskende nemt med ind over grøden.

Desværre kom jeg til at vende nettet med skaftet ud af grundet panikken med at få det igennem buskadset, og det er ikke godt, når man har en skulderskade, der gør, at man knapt nok kan løfte armen, uden at det gør ondt… Fisken kommer foruroligende hurtigt tættere på, mens jeg febrilsk bakser med at få vendt det lange og uhandy net i den smalle bræmme, der er fri for siv, hvor mine banksticks er placeret. Til alt held lykkes det, inden fisken kommer helt ind, og jeg når lige at få den store netpose ordentligt sænket, idet storgedden glider over netrammen.

På grund af al den tumult, der har været med at få nettet gennem buskads og siv, har jeg om muligt endnu mere ondt i skulder og arm, så i skæbnens øjeblik, da jeg skal til at løfte netrammen om fisken, har jeg så store smerter, at jeg ikke kan løfte rammen fri af vandet. Et splitsekund får jeg øjenkontakt med gedden, der nærmest hånligt sender mig et nedladende blink, idet dens enorm nakke og hoved rejser sig ud af vandet og vender med kurs ud over rammen – hen langs kanten af sivene.

Mit hjerte sidder helt oppe i halsen, og jeg frygter det værst tænkelige scenarie – nemlig at en fri krog på taklet sætter sig fast i nettet… Til alt held får jeg i samme sekund sænket nettet så meget, at gedden frit kan svømme fri og ud i vandet foran sivene. Her tager den et kort udløb på fem-ti meter, alt imens jeg får nettet gjort klar igen. Kort efter kan jeg igen presse storgedden til overfladen og snart efter har den perfekt kurs mod nettet. Da geddens hoved er næsten oppe ved spredeblokken, mobiliserer jeg al min kraft i min ømme venstre arm, og det lykkes heldigvis perfekt med at få netrammen hævet lynhurtigt.

Jeg er godt klar over, at gedden er stor, men da jeg får smidt stangen og åbnet nettet er jeg ikke et sekund i tvivl om, at den også er rigtig stor… Bred, grov og lang med en massiv nakke. Det hele er gået så hurtigt, at Søren bare tror jeg har kranet en lille gedde ind under tumultariske forhold, fordi jeg er lettere grovmotorisk handicappet. Men han kommer på andre tanker, da han kigger ned i nettet – og efterfølgende løfter gedden i vejesækken… Fisken, der efter fratrækning af vejeposen rundes ned til 15,0 kilo kommer efter et par lynfotos hurtigt tilbage i vandet, hvor den kort efter slår et kraftfuldt slag med halen og svømmer retur til dens revir. Vi glemmer helt at måle fisken, men vi er begge enige om, at den er cirka 125 centimeter lang.

Turen er reddet, og diskussionen om at skifte plads eller tage hjem har pludselig ændret karakter i retning af, hvor mange øller vi skal hente, hvad vi skal have at spise – og hvor mange ekstra fyrfadslys vi skal have til at forsøde de forestående mørke timer, indtil det bliver lyst igen.

Vi bliver og fejrer fisken til et godt stykke ind i mørket, hvor vi til sidst trimler omkuld i vore soveposer. Den næste dag klarer det op og alt virker perfekt, men vi får ikke så meget som skyggen af en storgedde. Alt hvad det bliver til er en microgedde til mig taget på levende karusse og synkeflåd. Men – når man lige har landet en 15 kilos gedde, så går det nok også lige.