maj 25, 2021 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Fiskeri er jo en mafia verden, udbryder min kone undrende. Og hun må jo vide, hvad hun taler om, da hun jo har været bosiddende i Italien i mange år. – Hemmelige pladser, hemmelige agn, hemmelige tidspunkter, fortsætter hun, inden hendes stemme forsvinder via alle mænds hemmelige knap. Det er knappen, der skruer ned for volumen på koner. Men hun har jo egentlig ret den kloge kone.
AF CHRIS GREGERS HALLING
Fiskeri er blevet scenen, hvor man er villig til at beskytte lokationen på en fremragende fiskeplads, mere end man beskytter pinkoden til ens eget hævekort. Scenen hvor lange venskabet er drattet døde om på et splitsekund efter offentliggørelse af super hemmelige pladser eller for åbenmundet dialog på offentlige medier. Men fiskeri er også scenen, hvor nye og betydningsfulde venskaber starter og udvikler sig. Man skal bare lige se hinanden lidt an. Et par år måske? Sådan bare lige for at sikre sig, at man nu også kan stole helt og holdent på den person, som man nu står overfor.
En person jeg stoler på, er Per Smidt og i dag skulle der inddrives fiskegæld. I ved; den der gæld man opbygger, når man er blevet fortalt om gode pladser og derfor skylder at give igen af samme skuffe. I virkeligheden skylder Per mig intet. Jeg har kendt ham i flere år igennem vandmiljødebatten, hvor han har været mere aktiv end de fleste. Stikker man hænderne i en flok brændenælder, så brænder man labberne og Per har bestemt stukket hænderne i mange finurlige debatter på de offentlige medier. Han gør det godt og derfor møder han også stor modstand, fra dem som ikke anerkender vandmiljøets egentlige tilstand. Den historie gemmer vi til en anden god gang.
Vi havde længe snakket om en tur sammen, så da Per inviterede både Claus Primdahl og mig på tur, var vi ikke længe om at sige JA! Vi skulle se nyt vand, hvilket for mig er ret usædvanligt. Det starter rigtig godt. Bilerne finder ned af en snørklet meget lille vej, hvor jeg på et tidspunkt undrer mig over, om en så smal vej overhovedet er beregnet til biler. Måske var det i virkeligheden en cykelsti? Hemmeligt ser det i hvert fald ud, da vi bag højt buskads parkerer bilerne og kigger ud over noget vand, som tydeligvis ikke betrædes af mange. Og det starter rigtig godt endda. En havørred imellem myriader af hornfisk finder min flue og alt er lykkeligt.
Chris med en fin havørred fra turen. Øverst Per med sin flotte fisk på 62 centimeter.
Havørredgælden er betalt
Gælden er betalt… Vi kan nu videreudvikle det i forvejen rigtig gode venskab. Der er ikke flere havørreder på stedet og vi kører videre. Jeg ser med al tydelighed skiltet med påskriften “Privat. Al uvedkommende færdsel forbudt.” da jeg i bilen passerer det. Se sådan noget virker virkelig hemmeligt. Spændende på alle planer skulle jeg mene. Per forsikrer mig om, at aftalerne er på plads. og at han på den måde, har mange gode aftaler med omegnens lodsejere. Vi går en længere tur langs vandet og kysten ser hele vejen indbydende samt lækker ud.
Vi har ikke fisket i mere end to kast med en fluestængerne, da en fin lille havørred hamrer min flue hårdt og kontant, som om den ikke havde set et fødeemne i meget lang tid. Kropsformen på den dejlige fisk indikerer dog, at foråret skønt det noget kolde vejr, har kunne give temmelig meget mad i en lille havørredmave. Det hedder god kondition, når vi taler om havørreder. Snakker vi om mennesker, så hedder det bare at være fed.
Formiddagen går med ustyrlig mange hornfisk. Det er sjovt og jeg nyder både disse dejlige fisk og selskabet jeg er i. Imellem tusinder af hornfisk lykkedes det også, at finde lidt målshavørreder, så jeg kan godt se, at gælden er betalt tilbage. Endda med renter og renters renter. Nu er det vist mig, der nu skylder i fiske banken igen. Sådan er fiskelivet jo ofte. På afstand ser jeg Per og Claus opføre sig underligt. Der er baksen rundt med fangstnet. Jeg ser arme i vejret og hører dyrebrøl igennem vinden. Da jeg kommer hen til dem, står Per med en virkelig flot fisk. Den er fortjent på alle måder, selv om guiden jo normalt ikke skal overgå de guidede. Det er selvfølgelig fedt, at være midtpunkt i en regn af lykønskninger og misundelige blikke på en fisk, som man lige har fanget. Men blandt tætte venner er det nu også fedt, at være den der lykønsker og kaster de misundelige blikke.
Således har mine sidste historie været om andre end mig selv. Men næste gang – der handler det om MIG. Det er en flot 62 cm fisk Per har fanget, og den bliver på alle måder afslutningen på en helt igennem fantastisk fiskedag. Tusind tak til Per, for at drive mig til ukendt vand. Det er ikke noget jeg ellers gør ret meget i. Næste gang er det min tur til at imponere. Noget jeg ved kan blive svært, for Per er en af de her formidable havørredfiskere, som skal se noget usædvanligt for at blive imponeret. Nu er både bold og gæld på min banehalvdel igen. Et stort tillykke med fisken Per.
We fish, therefore we are.
Lær hvordan du bruger vejrudsigten på fcoo.dk til at optimere dine chancer for fangst i denne video på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnnere gratis.
maj 25, 2021 | Artikler, Medefiskeri, STØR, Størfiskeri
Simon Størsø ved Gundsømagle byder på et fantastisk fiskeri efter velvoksne stør i den grove ende af skalaen. Følg med Jesper Larsen på en tur, der gav ømme arme og værkende rygstykker.
AF JESPER LARSEN
Jeg havde pga vind og vejr valgt at fiske på plads nr.1. Metoden kan måske virke lidt overkill, men jeg bruger normalt surfcasting udstyr til mine døde agnfisk, som jeg medbringer frosne. Pladsen havde jeg fra klokken 17, og jeg havde booket shelteret. Jeg glædede mig, så jeg fik pakket ud og gik i gang med fire stænger ude lige på slaget sytten. Det skulle dog vise sig, at ventetiden blev lidt lang i starten, for den blev kun krydret med nogle forsigtige nap. Blot en meter uden for landingskanalen øffede en stor stør rundt… og den var stor, men mere om den om lidt…
Ny beluga-PR
Klokken blev 00.45 og BAAAAM, så der sad den der. Både bevægelserne samt måden den fightede var velkendt. Det virkede helt klart som en beluga, og den var stor. Her kommer det kraftige grej til sin ret, og har man først prøvet en 250 grams surfstang, der krøller max sammen, så ved man, at der findes en lystfisker himmel… Nøj en fed og hård fight, hvor mit surfgrej fik kørt kæmpebelugaen træt på under fem minutter. Men – til sidst lå den i vandkanten – bred og grum. Og – YES – det var en ny PR på hele 46 dejlige kilo.
En stor beluga i favnen er bedre end en uforstyrret nattesøvn…
Godt gang i størfiskeriet
Yderligere et par timer skulle gå, inden nogle små nap, som udviklede sig til et godt hug, afslørede en fin hvid stør på 27.5 kg, der måtte lade sig overvinde efter en god kamp. Til dette fiskeri kigger jeg blot på stangtoppene og gør modhug, når de bevæger sig. Det giver markant flere fisk end at vente til bidmelderne afslører hugget. De elektroniske bidmeldere er mest til at give en advarsel om et hug, hvis man falder i søvn eller kigger en anden vej.
Natten var flot, og i den gryende morgenstund kom der endnu et solidt hug. Der var ingen tvivl om, at dette var en fornuftig hvid stør. Den kæmpede som ti vilde dyr, og den prøvede på alle tricks i bogen, men igen viste surfgrejet sit fulde potentiale, så også denne skønne og flotte hvide stør måtte ind i landingskanalen. Den vejede 37kilo og var endnu en ny PR på hvid stør. Hvilken fisk!
Stør på kortdistancen
Tiden gik, og diverse gæster ved søerne begyndte at komme. For 117gang øffede den store stør igen rundt langs pladsen, så jeg hev stang nummer fire ind, og riggede min ekstra stang til. Det var en kortere 12 fods karpestang på 3 lbs, og for enden af linen satte jeg en str. 6/0 enkelt krog med en halv død agnfisk, der skulle fiskes på løsline.
Jeg placerede den blot én meter uden for landingskanalen og smed en håndfuld fiskehapser med ud. Der gik kun få minutter, inden linen strammede sig lidt op. Jeg gjorde med det samme modhug, og et splitsekund efter eksploderede vandet. De første sekunder var det næsten “hook n’ hold”. Fååårck et bæst.
At håndtere så store fisk giver ømme arme og værkende rygstykker. Så er du advaret. Her sætter Jesper en af de store belugaer retur, hvor den kom fra.
Det viste sig at være en kæmpe beluga. Jeg nåede lige at tænke ”nu får du tæsk gamle dreng”, og så tog fanden ved dyret. Den var tung, vild og havde magten nu! Jeg blev bogstavligt trukket rundt, alt imens jeg fik rullet to stænger ind, som var i vejen. Minutterne gik, og jeg kom til at tænke på min vejeslynge og vejestang, som begge var knækket i natten! En flink medfisker hørte dog mit råb om hjælp og kom springende med en solid vejeslynge. Få minutter efter kunne han køre slyngen under en megabred beluga, som var kort men ret tung. 44.5 kilo lød vejemesterens dom, og jeg var “done” men lykkelig. Han hjalp med fotograferingen og fik en pose makrel med som tak.
Lidt efter kom fruen og min yngste datter forbi med friske thebirkes, og så fik vi en kop kaffe fra mit 35 år gamle Trangia, der er stadig virker perfekt. Klokken 11.00 kastede jeg til sidst håndklædet i ringen – totalt mørbanket efter en lang søvnløs nat ved Simons Størsø. Nu skal kroppen lige genfinde sig, men mon ikke min masokistiske del bringer mig tilbage i bokseringen ude hos Simons dinostør.
Et par flotte hvide stør blev det også til under fiskeriet i Simons Størsø.
maj 23, 2021 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Åhavørred på flue, Artikler, HAVØRREDFISKERI, Rejsefiskeri
Artiklens forfatter med en smuk, let farvet hanfisk på knap 70 cm. Fisken tog fluen hårdt nær egen bred.
Alta Fjorden og det yderste af Alta elven byder på et spændende – og for de fleste et helt uudforsket havørredfiskeri. Her får du lidt inspiration til et havørredeventyr nordpå, så du kan planlægge din rejse i god tid inden fiskeriet topper.
AF JESPER LINDQUIST ANDERSEN
ALTA ELVEN i den nordlige del af Norge er for mange lig med et fantastisk fiskeri efter storlaks – og elven er nok også det sted i verden, hvor chancen for en 20 kilos atlanterhavslaks er absolut størst. Desværre er det næsten uopnåeligt at komme til at fiske her – både som dansker eller anden udenbys fisker.
Man har valgt, at der skal være et minimalt fiskepres – og lokalbefolkningens interesse om at fiske i elven tilgodeses før turister kan komme til. På Alta elven er der kun tre fiskegårde, hvor meget få yderst velhavende fiskere betaler skræmmende beløb for en uges fiskeri. Så hvis man ikke er lokal eller velhavende lystfisker-turist som en af de få, der har fået en plads til laksefiskeriet, ja så er der kun at håbe på den store gevinst i lotteriet om de resterende 75 fiskekort. Og med cirka 1200 ansøgere om de få kort så er chancerne for en dag i laksehimlen desværre minimale.
En-hånds fluestænger i klasse 6-8 er det oplagte valg til både fjorden og elvens havørreder.
Efter havørred i Alta
Men – hvis du er til havørredfiskeri, så er der en oplagt mulighed for at fiske elven senere på sæsonen. Når laksesæsonen slutter, åbnes der nemlig op for havørredfiskeriet på den nederste del af elven i de første 14 dage i september. Her er de et rigtig fint fiskeri efter havørred, som trækker op i elven sæsonen igennem.
Trækket af fisk topper i starten af september, og det årlige træk af havørreder i Alta er ganske stort. På trods af det begrænsede fiskepres, landes og indregistreres cirka 4.000 havørreder gennem sæsonen. Det er rigtig mange, når man tænker på, at en stor del af disse er fanget som bifangster under laksefiskeriet. I elven er det kun tilladt at fiske med fluestang, og til havørredfiskeriet kun med en-hånds stang. Laksesæsonen er lukket, men laksen er jo stadig i elven, så risikoen for at få en solid overhaling af en kæmpelaks er jo derfor stadig til stede. Så den oplevelse skal man være parat til at få på det alt for lette fluegrej.
Mange havørred i Alta
Havørrederne er ofte i størrelsen 40 – 60 centimeter, men der landes selvfølgelig også rigtig fine fisk. Da vi testede fiskeriet, fiskede vi de første tre dage langs elven, og hørte om mange flotte fisk på mellem 4 og 6 kilo, der blev landet. Som i så mange andre elve er havørrederne mest aktive morgen og aften, og det er da også her, at der landes klart flest i Alta. Vi oplevede dog også fine fangster dagen igennem på de fleste pladser.
Alta elven er bred, og der fiskes kun fra land i september, så nogle steder kan elven virke stor og uoverskuelig. Men – faktisk oplevede vi helt klart det bedste fiskeri tæt under land i kanten af det mere stille vand – samt over de lavere stryg og nakker, hvor der om aftenen til tider kunne forekomme enorme mængder af fine fisk, som gerne tog vores fluer aggressivt i den fine strøm.
De fleste havørreder vi fanger, ligger som denne omkring de 45-55 cm. Men der fanges jævnligt 3-5 kilos fisk i både elven og fjorden.
Fluefisketeknikker i Alta
Fiskeriet foregik med et skydehoved set-up, som vi kender det fra vores hjemmelige kystfiskeri, hvor der typisk anvendes et flydende eller intermediate skydehoved samt et fluorocarbon forfang. Fluerne var mindre nymfer og små streamers om dagen, men til skumringsfiskeriet om aftenen kunne en muddler flue fisket på eller lige under overfladen som en buleflue være helt forrygende. Dette er super spændende og intenst – eksempelvis med en lille sort skum flue – skatende på overfladen på tværs af elven. Det er jo altid fedt at se en fisk, snuppe fluen i et godt plask derude! – og ud over havørrederne, rummer hele Alta elven også en del rigtig flotte bækørreder.
Kystfiskeri efter havørred i Alta Fjorden
Fjorden er også et super spændende sted at fiske havørrederne. Vi fiskede diverse pynter med store sten og blæretangs formationer – nøjagtig som vi finder havørreden herhjemme på kysten i Danmark. Nær udløb fra de mindre elve langs kysten var der også store områder med sandflats, hvor man kunne bevæge sig rundt og fiske ud over mørke samt dybere partier.
Generelt er kystfiskeriet i Alta Fjorden bedre hvis man kommer lidt tidligere på sæsonen i juni og juli, inden de store træk af fisk er trukket op i elven. I fjorden er der rigtig mange kilometer fiskevand med gode chancer for et fint havørredfiskeri – krydret med lidt sej sjov på flue eller spin – samt chancen for en god kystlaks. Vi fiskede med kystgrej, som herhjemme på de danske kyster – og mindre fiskeimitationer samt rejefluer, var helt klart favoritterne. Med spinnegrejet vil et langtkastende blink eller wobler ofte kunne gøre en forskel.
Så – hvis turen går til Nordnorge, og du ikke lige rammer den i de 14 dage, hvor elven er åben for havørredfiskeriet, er det oplagt at give fjorden et skud iført waders og væbnet med flue- eller spinnestang.
Alta Fjorden byder på et godt havørredfiskeri fra kysten.
Altas storlaks
De store laks… Ja de er der jo også – derude i dybet, men hvert år fanges der også rigtig fine laks fra kysten. Du kan opleve at stå en flot solskinsdag ved kysten, og se laksene komme trækkende forbi i det krystal klare vand. Her kan du nemt se alt, hvad der foregår både langt ude, men også nede i dybet, for sigtbarheden i de nordnorske fjorde er helt fantastisk. Lad det være sagt med det samme; det er strækket igennem efter jeg netop havde fisket og landet et par fine havørreder.
Jeg havde netop afsluttet mit fiskeri, og går ham i møde opstrøms. Da jeg passerer ham på brinken, løfter han stangen for at lave et nyt kast, men fluen sætter sig fast under egen bred, kun små fem meter fra ham. Jeg giver et par ryk for at få den fri, hvorefter han strammer linen op, og prøver igen med et par ryk. Herefter giver han løs line for at få trækket fra den anden side.
Men lige meget hvad han gør… fluen sidder urokkeligt fast! Med et glimt i øjet siger jeg i spøg – Det ku jo også være en fisk…. Han kigger opgivende på mig, samtidig med at han spænder stangen helt op i en bue, hvorefter to kraftige mod ryk fra dybet forplanter sig helt ned i håndtaget af stangen! Vi ser lige et haleror på størrelse med et lokumsbræt vende i overfladen, hvor efter linen roligt og jævnt forsvinder af hans fluehjul… Han er ligbleg i hovedet, og jeg er mindst lige så chokeret! Med det lette grej kunne han dog intet stille op, og fisken rokkede sig ikke ud af flækken i den dybe pool, hvor den parkerede sig indtil linen blev slidt over på en sten…Vi var ikke i tvivl: Det var en af elvens konger, som lige hilste på.
PRAKTISK INFORMATION
Ørredfiskeriet på den nederste del af Alta åbner den 1. september og slutter igen den 14. september – begge dage inklusive. Alle har mulighed for at købe kort til dette fiskeri. Et dagskort koster 200 NOK og et ugekort koster 600 NOK. Dertil skal man selvfølgelig tilføje den statslige fiskeafgift. Ved køb af fiskekort lægges et depositum på 300 NOK, som betales tilbage, såfremt man indregistrerer sin fangst inden for fem dage. Det er kun tilladt at fiske med en-hånds fluestang i maksimal klasse 8/9, og bevist fiskeri efter laks er ikke tilladt. Havørredfiskeriet foregår fra Alta Bru og op til Haraldholmen, som ligger i den nederste del af Altaelven. Fiskekort kan købes på Alta laksefiskeri interessentskaps kontor mandag – torsdag 9.00 – 15.00 eller på hjemmesiden her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2019
Besøger du Alta med fly, hvilket er ganske overkommeligt, vil det være nødvendigt at leje en bil, så du kan komme rundt til de forskellige pladser.
Alta Elven har et rigtigt godt fiskeri efter havørreder.
Alta elven, har andet end havørred og laks at byde på. Faktisk findes der en hel del smukke bækørreder i de mere stille stræk af elven.
maj 21, 2021 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, HAVØRREDFISKERI, Spin efter åhavørred
Sommermorgener som disse er ubeskrivelige og ikke til at slå. Idyllen er i top og håbet om et nyt træk af fisk er altid til stede.
Der er ikke noget der slår den første gang. Jeg husker den tydeligt – min første opgangsørred. Det var en dag jeg, som sent vil glemme. Her får du lidt inspiration til den kommende sæson i åen.
AF AXEL BJØRN PEDERSEN
JEG STÅR PÅ BROEN og kigger ud over det smukke landskab. Mit spejlbillede reflekteres i vandet. Fuglene synger, og der er insekter over det hele. Fluerne summer omkring mit ansigt, og guldsmeden sværmer forvirret rundt i jagten efter en mage. Det er ved at være sommer. Luften er varm og fugtig. Jeg har de seneste par dage endnu ikke fanget andet end små bækørreder, men det er også første gang, jeg prøver kræfter med åfiskeriet.
Jeg har nu fisket opstrøms på en strækning, der nok svarer til et par kilometer. Uden held. Men troen på, at det nok skal lykkes, den er der stadig. Turen er ved at lakke mod enden. Jeg står og overvejer, om jeg lige skal gå ned og tage et kast mere, for strækket ned til det næste sving ser frækt ud. Min underbevidsthed fortæller mig, at der står en fisk dernede og venter på mig, så jeg beslutter mig for at gøre det.
Jeg tager min stang, som jeg har stillet op ad en stor sten, og går med raske skridt ned ad den røde bro. Jeg kæmper mig igennem de høje siv og udser mig et spot ved åbrinken, hvor jeg får trådt sivene ned, så der lige er plads til at placere et kast. Jeg slår bøjlen over og kaster dernæst min spinner langt opstrøms mod det næste sving.
Ikke to fisk er ens. Her ses en tyk ny-opstegen havørred omkring halvmeteren, fanget en junidag, 2017.
Den første havørred i åen
Eefter få omrejninger på hjulet hugger fisken. De dybe sug i stangen og fisken, der vrider sig i overfladen, får adrenalinet til at pumpe. Jeg får fightet havørreden ind til egen brink, hvor fisken bliver nettet. Jeg løfter den et stykke væk fra åen for at være sikker på, at den ikke ved et uheld ryger tilbage i åen. En blanding af lettelse og glæde går igennem min krop. Det er en fisk midt i 40´erne. Og smuk er den! Efter et par jubelsråb tager jeg fisken med tilbage op på broen og lægger den på den sten, som før bare var holder for min stang. Og der ligger den så og skinner i solen, imens jeg nyder synet af dén. Endelig har jeg efter en masse hårdt arbejde fanget min første havørred i åen.
Det var starten på mit liv som lystfisker, og ikke mindst som åfisker. Lige siden denne oplevelse har jeg været bidt af åfiskeriet efter havørreden, som efter min mening er Danmarks smukkeste fisk. Og så er det kun en bonus, at det ifølge mig også foregår i Danmarks smukkeste natur. Siden da har jeg fanget masser af havørreder i åen, og det er kun blevet sjovere siden – i og med, at jeg bliver mere og mere erfaren og dermed også fanger flere og flere fisk. De sidste 5 år har åen smidt en masse fantastiske fangster af sig. Blandt andet min drømmehavørred på 6,2 kilo og 75 centimeter, som jeg var så heldig at fange i sommeren 2016.
Men – selvom jeg har fanget så stor en fisk, driver det mig stadig at tage til åen. Det har bare givet mig mere blod på tanden, og drømmen om en endnu større havørred er kun vokset.
Nu er det snart sommer, og det varer ikke længe før åsæsonen starter. Fiskene er så småt på vej op i åerne, og nye fede fiskeeventyr er på vej. Jeg har igennem alle mine timer ved åen gjort mig mange erfaringer, som har dannet grundlag for den å-fisker, jeg er blevet til. Jeg mener ikke, at der er én rigtig måde at fiske havørreder i åen på. Tværtimod. Det gælder om at finde den teknik, der virker for én selv. Den kan man kun finde på én måde, og det er at komme afsted samt gøre sig sine egne erfaringer. Det tager lang tid og er ikke noget, man lige finder ud af efter sin første tur.
For hvis én ting er sikkert, så er det, at man ikke kan forudsige eller planlægge de oplevelser, man får. Ikke to ture er ens, og det er en del af det, jeg elsker ved fiskeriet: At man aldrig ved, hvad der venter en ved åen.
Åen kalder: Nye spændende og uforudsigelige eventyr er i vente.
Havørreden er en uforudsigelig fisk, som har sit eget liv
Det er derfor nødvendigt at opsøge den og observere den. Det kan man kun gøre et sted, og det er ved vandet. Derfor er det timerne ved åen, der giver os viden omkring den, og det er det, der danner grundlaget for den åfisker, man i sidste ende bliver.
Vi gør os alle forskellige erfaringer, hvilket jeg tror, er grunden til, at alle har hver deres teorier om havørreden, men også i den grad fiskeriet efter den. Der findes nemlig et hav af teorier og regler. Men der findes ikke regler uden undtagelser. Med det mener jeg, at jeg har lært meget af forskellige teorier. Men min erfaring er også, at de aldrig er endegyldige. Man skal derfor altid være i stand til at betvivle sine egne og andres teorier. Men man lærer altid af dem, og ikke mindst får de én til at videreudvikle og genoverveje de teorier, man havde i forvejen.
Jeg har erfaret, at når fiskeriet er svært, når teorierne ikke virker og frustrationerne er på det højeste, så bliver man tvunget til at tænke i nye baner og finde nye teorier eller tilgange til fiskeriet. Man kan ikke udvikle sig på nye måder, hvis ikke man har mødt modgang. Så dét at turde prøve noget nyt og træde ud af sin komfortzone er vigtigt at kunne.
På en solrig dag hugger denne friske og gyldne fjordfisk, som lige er gået op i åen – efter allerede 5 minutters fiskeri.
Giv aldrig op i dit havørredfiskeri
Et godt eksempel på, at man aldrig skal give op, var forrige sommer, da min onkel kom fra USA til Danmark – og fiskede med min far og jeg. Vi har fisket en uges tid med kun få fangster. Fiskeriet er svært, og jeg har næsten givet op. Men dagen efter min onkel er vendt hjem, spørger min far, om ikke vi skal tage en tur til åen for at komme på andre tanker efter den hårde afsked. Det er ikke med optimistisme, at vi tager til åen. Jeg har svært ved at tro på, at det skal lykkes, men min far har ikke mistet troen på det. Og slet ikke håbet.
– Tænk nu hvis det er i dag, der er kommet et nyt træk af fisk. Vi er nødt til at tro på det, siger han. Men – det er stadig med et hængende hoved, at jeg sætter mig i bilen, så vi kan køre afsted til åen. Efter knap en halv times fiskeri, da jeg står ved et af de gode sving, ser jeg pludselig tre store fisk trække hen over sandbunden lige nede foran mig.
Jeg begynder at ryste helt vildt og mine knæ står bare og dirrer. Efter en lang række kast får jeg kontakt til en af dem, men jeg når kun lige akkurat at mærke fisken, før den er væk igen. Da jeg er allermest ude af mig selv, kommer min far gående. Imens jeg er i gang med at fortælle ham, hvad der lige er sket, kan vi se bølger fra fiskene, der er på vej længere op ad åen. Jeg siger til ham, at jeg gerne vil fiske strækket.
Men det lytter han ikke rigtig til og går derefter ca. 10 meter længere ned ad åen. – Jeg har den, råber han kort tid efter, og så kan en dramatisk fight begynde.
FIisken springer fri af vandet mange gange, og der er ikke meget plads til at fighte den på, da åen er dækket med grøde. Så jeg hopper i åen og kan lige akkurat nå ud over grødeklatten for at nette fisken. Der er en flot hanfisk på 73 cm og lige under de 5 kg. Og det var så starten på en hel uge med godt fiskeri. Efter denne episode har jeg lært, at man aldrig skal give op.
Vigtigst af alt er troen på havørreden
Troen på, at det nok skal lykkes. Hvis man har den indstilling, er jeg ret overbevist om, at man er godt dækket ind. Så kom afsted – ud at gøre dig dine egne erfaringer!
Denne fisk hamrer til spinneren efter ca. 5-10 ihærdige kast i et af åens mange lovende høller.
Det er fascinerende, hvordan havørreden med dens anadrome livscyklus evner at vandre hundredevis af kilometer op igennem det danske landskab for at sikre den næste generation.
maj 19, 2021 | Artikler, Grej og beklædning, Portrætter
Her kan du se et tidligt engelsk Helical fastspolehjul. Bemærk den meget lille linefører.
Alle bruger fastspolehjul, men hvordan er de moderne fastspolehjul egentlig blevet til? Her får du historien om, hvordan en tilfældighed gav idéen til verdens mest anvendte fiskehjul – samt hvordan udviklingen er gået fra de første primitive udgaver til de kastekanoner, som anvendes i dag.
AF PER EKSTRØM
FASTSPOLEHJULET er den yngste type af hjul, som i dag kun har mindre end 120 år bagen. Samtidig er det den type, der har gennemgået den største udvikling siden den allerførste model så dagen lys. Som så meget andet i den industrielle revolution kom idéen fra England. En tekstilfabrikant, Alfred Holden Illingworth, er noteret som fastspolehjulets fader. Illingworth, der også var passioneret lystfisker, gennemtænkte næppe generelle grundidéer, men overførte bare, hvad han så i sin tekstilfabrik – nemlig en automatisk spinnemaskine udstyret med en mængde topformede lodret faststående kegleformede tråd spoler med roterende tråd førere. Lægges tråd spolen ned, har man grundprincipperne i et fastspolehjul.
Illingworths første type af fastspolehjul
Dette hjul er i princippet et Nottinghamhjul påsat en tråd spole, hvor hjulet skal sidde ovenpå stangen. Opfindelsen vakte ikke just begejstring blandt fluefiskerne i England. Alle kunne nu i selv små vandløb fiske uden større besvær, så pludselig var fiskeriet ikke forbeholdt en lille eksklusiv fluefiskende elite. Illingworth tog britisk patent på sin opfindelse i maj 1905, men udviklede løbende hjulet, så allerede i 1910 kom model No. 2 på markedet. Det lignede mere det hjul, vi kender i dag. Hjulet skulle nu sidde under stangen og havde større lighed med principperne i vore dages toptunede kastemaskiner.
Illingworths første udgave af et fastspolehjul. Det var en eksklusiv sag. Læg mærke til den flotte æske.
Inden Illingworth kom på idéen, havde andre, cirka 20 år tidligere, taget patent på noget, som halvvejs mindede om et fastspolehjul. Peter Duncan Malloch tog i 1884 patent på en såkaldt ”Sidecaster”, der kort beskrevet kan betegnes som en hybrid mellem et Nottinghamhjul og et fastspolehjul.
Hjulets første udgave var en solid sag udført i messing med et stort solidt ”øje” til at styre linen med. Hjulfoden kunne drejes 90 grader, så der kunne kastes ligesom på et fastspolehjul. Desværre havde hjulet en stor ulempe: Man kastede én vej og spandt ind en anden vej. Det medførte, at for hvert eneste kast, snoede linen. Problemet blev løst, ved at den næste model havde en vendbar spole, som man vendte sådan cirka hvert 15. minut for at fjerne snoningerne.
Her ser du hybriden, der kom år før Illingworth. Den mindede i sin konstruktion om et fastspolehjul.
Nyt fastspolehjul lanceres af G. R. Holding
G.R. Holding tog i 1888 patent på et hjul af noget nær samme type. Her kunne hjulfoden også drejes 90 grader, så spolen stod på tværs, og man kunne kaste som et ”fastspolehjul”. Hjulet blev dog aldrig den store sællert. Flere grejfabrikanter tog den gode idé med den faste spole op. Det kom der ret hurtigt flere særprægede kreationer ud af. Den største udfordring var, hvordan man fik lagt linen på spolen. Der var flere løsninger på problemet. Nogen havde et lille ”fangøje”, hvor linen skulle lægges, mens andre brugte en form for enarmet bøjle, som fangede linen, når man rullede ind.
Bedre lineoplæg på fastspolehjulene
Et hjul, som skal med, blev konstrueret af Walter Stanley. Han tog i 1926 britisk patent på et hjul med en krog, der fordelte linen på spolen. Den første prototype blev fremstillet i 300 eksemplarer, men senere blev hjulet fremstillet af Allcook under navnet ”Allcook-Stanley”. Nogen stor kastekanon var hjulet ikke, og det kunne blive til cirka 40 meter med en kastevægt på omkring 30 gram. Hjulet adskiller sig fra andre med en kæmpe drejeskive til at styre ”krogen”. På trods af sit noget særprægede udseende, så var hjulet også at finde i Allcooks katalog fra 1955.
Den største landvinding indenfor bøjle og lineoplæg stod Hardy for, da de i 1932 tog britisk patent på den dobbelte bøjle og lancerede Altex hjulet. Patentet udløb først i 1955, og løsningen er siden blevet brugt af næsten alle producenter i hele verden. Altex hjulet blev produceret helt frem til 1966. En lidt mindre, billigere udgave med kun en halv bøjlearm, Hardex, blev introduceret i 1937 og blev fremstillet frem til 1959. Hardys løsninger var langtidsholdbare.
Allcook Stanley blev solgt i mere end 20 år, og var en lidt særpræget udgave af et fastspolehjul.
En anden kreativ løsning med lineoplæg og bøjle fremkom en mystisk Mr. P.W. Felton med i 1935. Hvem han var, har jeg, og sikkert andre nysgerrige, forsøgt at finde ud af uden synderligt held. Hjulet blev produceret af engelske Allcook, et firma der producerede fiskegrej til den brede befolkning. Spolen på hjulet vippede, så linen lagde sig med krydsoplæg. ”Felton Crosswind” var født.
Lystfiskerlegenden, Jens Ploug Hansen, interviewede i 1978 Jens ”Festival” Frandsen” i anledning af sin 70- års fødselsdag. Her fortalte Frandsen om sine første fisketure langs de nordsjællandske kyster og på havnen i Helsingør. Fiskelykken havde ikke rigtigt stået Frandsen bi, men på anbefaling af andre lystfiskere, og med sin hustrus velsignelse, købte han et Felton Crosswind, hvorefter fiskelykken vendte, og han begyndte at fange mange flere fisk.
Let spin eller fastspole?
Det var dog ikke fastspolehjulet, der i overvejede grad var de foretrukne hjul de første 50 år efter Illingworths første udgave. Udvalget var begrænset, og skulle man have det absolut bedste, måtte man også punge ud.
Et Hardy Altex kostede i 1930´erne langt over 100 kroner, og man kunne få andre hjul og hjultyper til den halve pris. Men så kom krigen og verden havde andet at bekymre sig om. Først hen imod i slutningen af 1940érne begyndte fastspolehjulet for alvor at slå an.
Nordamerikanske lystfiskere så potentialet og med den samtidige fremkomst af nylonlinen, var fastspolehjulets epoke for alvor begyndt. Fordelen med nylonlinen var, at den var entrådet, mens bomulds- og silkeliner var flertrådede og derfor mere tilbøjelige til at sno sig.
Dette er en annonce årgang 1935 fra Allcook. Felton Crosswind var det hotte nye, der bevægede sig som en mavedanser for et optimalt lineoplæg.
Mere fritid og bedre levevilkår i 1950érne betød at antallet af lystfiskere steg betragteligt. I Danmark var fastspolehjulet ikke det fremherskende. Faktisk omtalte man hjulet som ”let-spin”, men allerede i 1950 begyndte ”fastspole” begrebet ved at tage over.
Den kendte lystfisker fra Aalborg, Ove Nielsen, havde en mistanke om, at det var Axel Svendsen fra Jagt & Fiskerimagasinet, der havde fundet på betegnelsen, men jeg tror, man skal lade det stå som en kuriositet.
I 1955 udgav fiskebogsforfatteren, Paul Wellendorf bogen ”På Fisketur”. Bogen var henvendt til drenge, for piger fiskede ”selvfølgelig” ikke. Her omtaler han ”let-spin-hjulets” fordele: ”Let-spin-hjulet er meget fint lavet og derfor temmelig dyrt, når man vil have noget godt. Til gengæld har hjulet fremfor andre, at det er meget let at kaste med, og man ikke kan få overløb. Det vil sige, at linen ikke går i urede, som det ofte sker med andre hjul. Når man kaster med et Let-spin-hjul, løber tromlen ikke rundt, men linen bliver trukket ud over tromlen (spolens) kant, og dette bevirker, at linen ikke går i urede, for i samme øjeblik blinket rammer vandet, løber der ikke mere line af hjulet”.
Mere kort og præcist kan fordelene ved fastspolehjulet næppe beskrives, men han undlader helt ”fastspole” begrebet i sin bog. Faktisk fortsætter Wellendorf med at kalde fastspolehjulet for ”let-spin”. Også i sin bog ”Let-spin i teori og praksis” fra 1961 benævner han hjulet som ”let-spin”. Nu var Wellendorf også en kontroversiel herre, der ofte gik sine egne veje og som delte vandene. Måske har han haft et horn i siden på krea-tøren til begrebet fastspolehjul?
To af 50érnes og 60´ernes mest populære og anvendte fastspolehjul – her svenske ABU 444 (verdensmesterskabshjulet)– model 1959 og franske Mitchell 300.
Nye tider betød mange modeller af fastspolehjul
I slutning af 1950érne blev fastspolehjulet for alvor populært. Forskellige europæiske lande – fx Vesttyskland og Frankrig var førende indenfor fastspolehjul. Franske Micthell lancerede en Model 300, der på et tidspunkt blev regnet som verdens mest udbredte fastspolehjul. Også tyske DAM var på banen med deres Quick Standard som senere blev til det meget populære Quick 330 Finessa. Fælles for begge hjul var, at de havde kvalitet, der var til at betale, og så opfyldte de behovet i den meget populære danske disciplin – kystfiskeriet, som begge modeller var som skabt til.
I 1957 lancerede Mitchell en ”Otomatic” model af deres Model 300 med automatisk bøjle. Normalt skal og skulle man slå bøjlen over, og med pegefingeren styre kastet, men her trykkede man bare bøjlen ned og slap denne, som man ville gøre med pegefingeren. Mitchell er mig bekendt det eneste hjul, der har haft denne funktion. I koldt vejr var det naturligvis en fordel, men samtidig havde hjulet den ulempe, at et tryk på bøjlen under fighten kunne udløse bøjlen, og så var den fisk nok væk.
Svenske ABU kom naturligvis også på markedet med fastspolehjul. Fra 1950 kom den første model – Record 500. Den blev i 1950érne efterfulgt af flere modeller, men i 1955 kom vel nok ABUs største succes i fastspolehjul på markedet – ABU 444, senere 444A. Hjulet blev solgt i næsten 25 år, hvor der løbende skete forbedringer. Hjulet var af høj kvalitet, og så var det udstyret med den nyskabelse, at slire bremsen blev justeret med en knap under hjulet og ikke som tidligere foran på spolen. Samtidig lancerede de trykknapspolen, så det var muligt at udføre et hurtigt spoleskift. Begge dele tog de britisk patent på, så man afskar engelske producenter for at efterligne idéerne. At så svenske Rune Frederiksson i 1957 satte ny verdensrekord med et kast på 140 meter ved et stævne i Kiel, hvor han brugte hjulet, gav jo mulighed for at benævne det ”Verdensmesterskabshjulet”. Klogt nok undlod man at nævne, at Frederiksson havde anvendt en modificeret udgave med en høj kegleformet spole for at nå ud på de 140 meter. Model 444 blev på en måde stamfader til de senere meget populære Cardinal hjul, som havde alle 444´s finesser, i en luksusudgave.
Til venstre DAM´s Finessa, der var en solid sag i mellemprisklassen. Til højre ser du Mitchells Ortomatic 440 med automatisk bøjle.
Danske fastspolehjul
Der blev også produceret fastspolehjul i Danmark, men de kunne på sigt ikke følge med udlandets store producenter. Den mest kendte af dem blev fremstillet af BMV, Brødrene Müllers Maskinfabrik Vollerslev, der lå på Als. Fra 1948 og frem til omkring 1957 producerede de omkring 30.000 hjul. Andre producenter som bør nævnes, er Camo, som udviklede flere udgaver af et fastspolehjul. De-sværre uden den store omsætning, for selv med navne som Boca Premier, Super eller Luksus Super, kom den samlede produktion kun op på knap 1.000 stykker.
I 1960érne begynder det at strømme ind i Europa med billige japanske fastspolehjul, men betegnelsen ”made in Japan” på et fiskehjul var næsten ensbetydende med noget skrammel. Sådan er det ikke i dag, hvor det borger for noget super-duper. Det største problem var, at drevet ofte var udført i letmetal fx aluminium. Det slides hurtigere og har ikke samme styrke som fx messing. Jeg har set en lystfisker dreje baglæns på et japansk hjul, så både bagstop og tandhjul gik itu. Gudskelov var der ingen fisk på.
Moderne fastspolehjul som dette kaster markant længere – blandt andet fordi lineoplægget er forbedret drastisk. Hertil kommer at stort set alle andre basale funktioner er opgraderet – hvilket giver en bedre bremse og en mere friktionsløs gang, når der spinnes ind.
De japanske fastspolehjul forbedres
Fra midten af 1970´erne forbedres kvaliteten af japanske hjul gevaldigt. Og så ser man noget nyt: Hvor de fleste hjul tidligere havde en spole, der bevægede sig op og ned i et spolehus, så fik en del hjul nu en spole med ”skørt”, som bevægede sig ned over hjulhuset. Dette modvirkede, at linen kunne ”smutte” ned i hjulhuset med ravage til følge. Skørtet er obligatorisk på samtlige fastspolemodeller i dag, og nogle har slet intet spolehus.
Ideen kan dog ikke tilskrives nogle af de kendte hjulproducenter. Den er fransk og kommer fra spinnerfabrikanten Mepss. Omkring 1960 introducerede de det første hjul med spoleskørt – Mepps Super Meca. Om det var prisen på omkring 50 US dollars, som i 1950 trods alt også en slags penge, der var årsag til, at hjulet ikke blev særligt udbredt står hen i det uvisse, men måske var verden slet ikke moden til et sådant fremskridt. Modellen var på markedet i cirka 10 år, og er i dag næsten kun kendt i samlerkredse.
Nutidens fastspolehjul
”Rom blev ikke bygget på en dag”, siger et gammelt ordsprog. Måske skulle man tilføje: ”Og fastspolehjul slet ikke!” Det har taget over 100 år at nå frem til de fastspolehjul, vi bruger i dag. Finesserne som gennem tiderne er tilføjet, findes på næsten ethvert fastspolejul i dag, og endda til overkommelige priser. Fastspolehjulet havde en lang rejse, før det virkelig slog an, men da potentialet først kom frem, blev verdens yngste hjultype, den mest benyttede.
Uden fastspolehjulet ville kystfiskeriet i Danmark næppe have fået den store udbredelse, som det har idag. Grejhandlerne burde sende en venlig tanke til Illingworth.
maj 17, 2021 | Artikler, Fiskeri efter hornfisk, HORNFISK, Sponsoreret, Video
Vi er taget på kysten med Peter Kirkby fra Kinetic Fishing for at lære, hvordan man fanger hornfisk. I videoen gennemgår han de forskellige fisketeknikker – lige fra almindeligt spinnefiskeri til bombardafiskeri med silketråd eller agn. Peter gennemgår systematisk de forskellige typer af blink, farver og montager – samt viser hvilket grej han bruger til fiskeriet. Vi demonstrerer, hvordan det praktiske fiskeri foregår, når der skal horn på land – og vi kommer ikke tomhændet hjem. Glæd dig en til forrygende gang hornfiskeri, hvor du naturligvis også får en lille overraskelse til sidst i filmen.
Se videoen om hvordan du fanger hornfisk her.
Husk at abonnere på Fisk & Fris YouTube kanal her – det er gratis.
maj 16, 2021 | Åfiskeri, Artikler, Rejsefiskeri
En fælles familie steelhead fra vildmarken i BC. Det her er Storm & Vester’s første møde med deres fars favorit fisk.
De nordvest amerikanske floder i British Columbia byder på et fantastisk fiskeri efter havgående regnbuerørred – også kaldet steelheads. Her får du et par gode fiskeminder fra danskeren, der af sportsfiskermagasinet Salmon Trout Steelheader blev kåret som verdens mest hardcore / seriøse steelheadfisker i 2010.
AF KLAUS LYNGGAARD
JEG SKULLE HA´ VÆRET TIL BRYLLUP den dag, men temperaturen dagene forinden har påvirket sneen i bjergene, så der er udsigt til alt for høj og grumset vandstand.
Jeg og flere andre har været på intens jagt efter Steelheads de sidste fire uger – især på denne super lækre flod i den vestlige del af British Columbia. Datoen er midt juni. Det er egentlig lidt sent til fiskeri efter forårs steelheads her omkring, men der er fine blanke fisk, som dagligt skifter de salte dråber ud til fordel for det ferske flodvand.
På jagt efter den store steelhead buck
Jeg er på jagt efter en stor hanfisk eller en hellbuck, som de kaldes her i denne flod, der engang var så berømt for netop disse – back in the days, hvor der stadig var store velvoksne bestande af vilde regnbuer.
Fra vi starter fiskeriet i slutninge af januar efter de første få vinter fisk og frem til nu midt juni, er fiskepresset steget gevaldigt. Nu er det desværre blevet alt for godt vejr, samtidig med at der er blevet drukket alt for mange bajere selv blandt de lokale zipperlips. Så nu ved alle, at fiskeriet kører… Fiskeriet er fandme godt. Every man and his dog is out fishing. Guiderne har sat sig hårdt på de øverste stræk af floden, hvor skønne mystiske pools gør sig til – lige inden den første smukke kløft umuliggør al form for fiskeri. Det havde været piece of cake at snuppe de lækre pools foran guiderne, men nej. Andrew og jeg var deroppe i starten af januar, inden guiderne havde taget hul på sæsonen. Turen havde resulteret i to hanfisk på henholdsvis 18 og 22 pund, så vores behov for at fiske der var indfriet.
Områderne nedstrøms, hvor floden har en fin struktur, som holder på fiskene, er mere end velbesøgte. Der er brug for en plan…. og der er ikke langt fra tanke til handling: Vi tager langt nedstrøms de mest populære pools. Her, hvor der ikke er nogen, har min makker Andrew og jeg flyttet lidt rundt på nogle sten ude i flodens kolde og stærkt brusende vand for at skabe struktur – en såkaldt bouldergarden. Formålet med den er at få vandrende fisk til ”at holde ind til siden” og tage et break fra strømmene.
Her er en farvet buck klar til genudsætning i Kispiox River.
Den perfekte timing til steelheadfiskeri
Vi har altid kunnet time steelheads´ne på den nederste del af denne flod, for fire timer efter højvande plejer de forchromede steelheads at dukke op. Vores bouldergarden virker – og fiskene stopper i den grad op. Steelheads´ne er blanke som nyslået stål, og havlusene sidder stadig i små grupper på de glasklare finner. Blandt fangsterne er der også nogle super flotte Dolly Vardens samt Bulltrouts, som har kronede dage i vores nyskabte bagvand.
I vores bagvand får ynglen også lige en nye chance for at få pusten i fra strømvandet – lige indtil de store sorte skyer af yngel igen og igen blive rocker angrebet af Hr.Bull & Fru Dolly, så det hele glimter i et skønt virvar af flygtende yngel og flash fra bredsider af grådige rovfisk. Det er regulær blitzkrig.
Bulltrout & Dolly Varden
11-12 Pund vejer de største bullies vi får overlistet, men nogle endnu større lurer dernede… Modsat det før omtalte rocker par, Bullie & Dolly, som sådan set ikke har haft specielt travlt med at forlade bagvandet under fighten, så er det dælme noget anderledes med deres havgående fætter Oncorhynchus mykiss…
Når først de har mærket krogen, spænder de alle muskler og pisker derudaf, så den ofte stærke vind fra den magiske dal piber i de spændte kulstænger, mens linen synger sin egen melodi, og den ka’ vi li’… Efter det hårde tilslag, springer de ofte helt fri af vandet på klods hold – især hunfiskene. Herefter er det typisk fuld skrue nedstrøms mod havet – på nær en enkelt, men den får du senere.
Det bliver til nogle udfordrende kampe udspillet i stærk strøm, hvor der skal handles hurtigt og hårdt.
Denne ”blanke” dame fra Lower Kispiox lod sig friste af en flådfisket jig.
Skånsomt catch & release fiskeri
Vi har lavet en ”landingsbane” til at kane fiskene ind cirka 70 meter nedstrøms, hvilket er til alles fordel, da det medvirker til et hurtigt samt mere skånsomt catch & release fiskeri. Netop på grund af landingsbanens placering, har vi mulighed for at presse fiskene ret hurtigt ind efter en kort rå kamp, hvorefter vi kan sætte dem retur igen lynhurtigt – uden de er blevet kørt trætte.
Tilbage til bryllupsudeblivelsesdagen… Floden har fået lidt ekstra farve, hvilket er et stort plus, og vi kan ikke skjule vores forventninger over de gode forhold. Vel fremme ved vores spot tager Andrew et forsigtigt kast på indersiden af strømskellet, og jeg kaster til den yderste del af vores rockgarden… Jeg kan kun huske dele af hva’ der efterfølgende sker. Den store steelhead hugger så hårdt og hurtigt, at det er rent held, at stangen ikke bliver rykket ud i det turkis farvede kolde vand.
Rystende kæmper jeg med Ike – et øgenavn for en kæmpe steelhead. Fisken er helt og særdeles ude af kontrol i en grad, som det sjældent ses for hanfisk i denne kaliber. Men – i modsætning til de fleste andre fisk vi får på stedet, vælger Ike at svømme lynhurtigt op imod strømmen, så jeg til sidst bliver tvunget til at sætte hårdt imod hårdt for ikke at miste fisken.
Denne smukke fisk lokkede smilet frem efter en spændende kamp i den hårde strøm.
Pludselig knækker krogen – og jeg oplever nærmest i slowmotion, hvordan flåd og bly kommer flyvende tilbage direkte imod mit hoved. Men – som en anden wannabee jedi parerer jeg heldigvis perfekt med min gamle centerpin stang, som i samme sekund splintrer i atomer… Stående i en sky af gammelt kulfiber støv – made in Canada – kommer jeg til mig selv igen pga. af mit eget høje tøse skrig.
Stadig i chock spørger jeg Andrew, om jeg havde givet tilslag, da Hellbuck havde taget min flådfiskede pink worm, men inden han ku’ nå at svare kom en krage fra Jurrassic World flyvende lige hen over vores hoveder og skreg ondskabsfuldt, længe og uhyggeligt. Goddammit, jeg var rystet.
Hellbuck angriber igen
Lige inden mørket lægger sig, angriber Hellbuck igen, men denne denne gang er det Andrew, der må bide i græsset. Meen – man er vel fra Jylland, for evigt ejes kun alt det tabte og alt muligt… Hverken Andrew eller undertegnede er dog nogensinde kommet os over den kolossale ubarmhjertige røvfuld fra Hellbuck. Should have gone to that wedding…… NOT!!!
Et lynhurtigt selftimer shot inden denne Thompson River buck forsvandt i den store flods mørke vandmasser.
Steelhead status
Der har mildest talt været lavvande i kassen de sidste par år med hensyn til antallet af steelheads langs vestkysten. Vancouver Islands berømte Gold River var næsten helt tom for fisk sidste sæson og ligeså med Stamp/Sproat River. Jeg snakkede med en af de dykkere, som tæller fisk i Gold River og sidste år havde han kun talt 1 fisk på en strækning som normalt holdt omkring 300 fisk!
Skeena Country er svær at komme uden om – selv i disse hårde tider. De populære floder Babine, Bulkley, Copper, Kispiox, Morice og Skeena Mainstem trækker steelheaders til fra hele verden. Men – de sidste par sæsoner har været hårde med hensyn til forholdet mellem fisk og fiskere.
Der snakkes om mange forskellige årsager til, at det går dårligt for bestandene i mange floder. Blandt budene på årsager er dårlig overlevelse i havet – bl.a. på grund af for varmt havvand. Hertil kommer havlus og udledning af forurenet urenset virus inficeret spildevand fra fiskefarme – samt en usædvanlig dårlig timing af netfiskeri i selve Skeena River, som har toldet hårdt på bestanden.
I mange af de små vandløb, hvor ynglen holder til i den første svære tid, er der også problemer på grund af for lav vandstand forårsaget af vandindtag til vanding af marker osv. Der anes dog lysere tider, især fordi havtemperaturen heldigvis er faldet igen. Bifloderne til Skeena ligger forholdsvis tæt, hvilket er skønt, hvis behovet for at fiske nyt vand melder sig. Hvis vejret arter sig er Skeena mainstem også værd at checke. Som fluefisker er det bedst i at fiske Skeena de år, hvor der er lavt og klart vand.
Storm og Vester med en fin bifangst i form af nyopstegen Sockeye fanget på pink worm.
Den største af alle floder, når snakken falder på steelheadfiskeri, nemlig Thompson River er presset helt i knæ. Sidste år nåede mindre end 200 fisk frem på gydepladserne. Den væsentligste årsag til at så få smolt vender tilbage som steelheads er at Stillehavets spisekammer pga klimaforandringer simpelthen ikke kan levere føde nok. Mange desperate lakseudsætninger gør livet svært, og fiskene når ikke deres floder. Mange bliver fanget i net fordi fiskeriet efter dem er blevet for effektivt, men det er især pga mangel på føde, at steelheaden er truet.
Thompsons steelheads svømmer op ad Fraser River på samme tid som Chum laksen søger mod det ferske vand. Indianerne har lov til at nette efter chums,og masser af steelheads ender derfor som bifangst i deres peakperiode. Derudover tager landmændene ofte for meget vand fra de øvre dele af vandløbene, hvilket tolder hårdt på de små smolt. Desværre foregår der også et lokalt tyvfiskeri efter de Thompson fisk, så det er hårde urimelige odds for verdens stærkeste stamme af steelheads.
Tag på guidet steelhead tur
Darren Bisson er guide og ejer af North Pacific Spey. Han er flink af gemyt og har virkelig styr på steelheadfiskeriet. Jeg kan derfor kun give ham de bedste anbefalinger, hvis du/i har brug for kvalificeret hjælp til få styr på Mykiss stålet lidt væk fra de travle floder omkring Terrace/Skeena. Det kan i høj grad anbefales at gøre brug af en guide, da de fleste ikke har uanede mængder tid til rådighed. Darren Bisson og hans guides træffes på telefon: 001 250 631 7673 eller Info.norpac@gmail.com
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2019
Kermode bjørn er en type af brun bjørn, som er særlig talrig på øerne i British Columbia. Her er den i fuld færd med at æde blåbær.
maj 15, 2021 | Artikler, Hav – kutter og småbåd
Skipperen bærer et stort ansvar for at være et godt eksempel med redningsvest – her er det Per Sjøstrøm.
Dit grej er i orden, du har styr på vejrudsigten – og så er det bare ud at fiske. Men har du også sørget for, at alle ombord har redningsvest på? Måske ser du dig selv som fisker mere end som skipper, men det er stadig dig, der har ansvar for alle ombord. Og alle skal have redningsveste på, hvis vi skal redde flere liv til søs.
Tekst: Sejlsikkert/Trygfonden
NÅR ALT SKAL LÆGGES TIL RETTE for en god fisketur, er der en vigtig detalje at få på plads: Redningsvesten. Ombord på et fartøj er det skipper, der har det sidste ord. Der er stor autoritet forbundet med at have ansvaret for en båd, og alle ombord vil naturligt rette sig efter det, hvis skipper har en fast holdning til, at alle ombord skal have vest på.
En undersøgelse fra 2017 viser, at om man bærer redningsvest eller ej er stærkt socialt betinget. I 85 pct. af de tilfælde, hvor der er mere end en person ombord, har enten alle vest på – eller ingen har vest på.
Fiskere ser sig først og fremmest som fiskere og ikke som sejlere. Alligevel har de et ligeså stort skipperansvar som sejlerne, når de begiver sig til havs. Og den enkeltstående faktor, der øger chancen mest for at overleve ved ulykker ved vand, er redningsvesten, siger Sune Abelgreen, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd. Han fortsætter: Det virker måske emsigt at sige til dem, der er med ude og fiske, at vesten skal på. De har måske lige så meget eller endnu mere erfaring end én selv. Men så må man et øjeblik forestille sig, hvordan det ville være at skulle ringe til en kone eller kæreste og fortælle, at hendes mand var faldet overbord. Man er nødt til at være sig sit ansvar voksent, slutter Sune Abelgren.
I SejlSikkert-indsatsen som Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden står bag, er det da også skipperens ansvar, der står i centrum under sloganet: Hey skipper, om få meter har du ansvaret!
Selv i godt vejr skal du have redningsvest på, for det er ofte under disse forhold, at ulykkerne sker – måske fordi man ikke passer så meget på under disse forhold.
Den erfarne skipper
Per Sjøstrøm ejer den bornholmske virksomhed Verona Sportsfiskeri, der tilbyder chartersejlads og fisketure fra havnene i Hammerhavn og Tejn Havn. Han er selv skipper, når han sejler ud med turister på trollingkurser og fiskeri. Når man kommer ombord på hans båd, får man en sikkerhedsbriefing – og så ligger der ellers flydedragter og redningsveste klar. Per Sjøstrøm siger:
Med flydedragt bliver man ikke kold, og der er indbygget opdrift. Det er 100 pct. det, jeg vil anbefale. Man kan også tage en ekstra oppustelig redningsvest på, så er man helt sikker. Det har de på, ellers sejler jeg ikke ud. Sådan har jeg altid gjort, det er mig, der er kaptajnen, fortæller Per Sjøstrøm og fortsætter:
Om sommeren er her masser af turister, og hver eneste dag ser jeg nogen, der sejler ud uden redningsvest. Det er deres eget valg. Men jeg ser mest sejlerfolket med redningsveste, motorbådsfolket har ikke veste i samme omfang. Vi har altid haft havet ved siden af os på Bornholm, og når det er koldt, er det lumsk. Hvis man har et liv, så skal man passe på det, slutter Per Sjøstrøm.
I DAG er det omkring halvdelen af fiskere og fritidssejlere, som bærer vest. Dermed mangler en lige så stor andel måske en venlig opfordring til at bryde vanen og få vesten på, lyder det fra René Højer, programchef og ansvarlig for vand- og badesikkerhed i TrygFonden.
Jeg håber, at vi kan nå dertil, hvor vesten er lige så selvfølgelig som det i dag er tilfældet med sikkerhedsseler i bilerne. Indtil da kan vi kun opfordre til, at skipperne går forrest som gode eksempler for sikkerhedskulturen. Og så er jeg overbevist om, at det vil brede sig til resten af sejlerne, slutter René Højer.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2019
maj 14, 2021 | Artikler, Portrætter
Det er ikke altid, at livet går, som man havde planlagt, men der er én kur, der altid vil kunne hjælpe dig: Tag på fisketur og få klaret hjernen, inden den går helt i sort. Der er ikke noget som en tur til vandet med fiskestangen, der kan jage dæmonerne på flugt.
AF MADS SØRENSEN, @madssor94
JEG ER EN 27 ÅRIG KNÆGT med hjertet på det rette sted. Det får jeg i hvert fald at vide. Jeg elsker at gøre folk glade og få folk til at smile. Men – jeg tager andres problemer på mig selv og sætter mit liv på pause for at hjælpe andre, hvilket har ført mig på afveje: En grusom skilsmisse, min fars død og ludomani i 12 år førte til, at jeg begyndte at låne penge til at finansiere både ludomani og lån med rente til personer, som til sidst truede med, at jeg skulle skaffe penge ved at sælge varer, som jeg ikke havde på DBA. Og det resulterede i et fængselsophold.
Jeg afventer nu en ny dom, og håber ikke, at jeg skal ind igen, hvilket de fleste siger nok ikke sker. Jeg får højest sandsynligt samfundstjeneste eller en betinget dom. Det er selvfølgelig mange ting på samme tid. Jeg er spilfri siden november 2020, så vi nærmer os 6 månedersdagen. Det synes jeg skal fejres med at sække fokus på det mentale helbred. Det er ikke en skam.
Dagligt græder jeg vel 5-10 gange. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg føler ikke, at jeg fortjener lykke. Både fordi jeg har gjort så mange venner og familiemedlemmer ondt – samt fordi de mange løgne har gjort skadet familien, som altid har været der for mig. En basal tur til frisøren føles som tortur, fordi det er selvforkælelse – præcis som en kage fra bageren eller en god bøf fra slagteren. Alle ting flyver igennem hovedet på den måde, og alt bliver overanalyseret og min krop fortæller mig jeg ikke fortjener det.
Den lange nedtur
Da jeg var 17 år fik min far en sygdom, som ændrede ham fuldstændig. Han var ikke længere den far, som vi kendte så godt, for han blev meget psykisk voldelig i munden. Så jeg tog det ansvar i en meget ung alder, at min mor skulle ud af det forhold. Jeg fortalte hende, at hun måtte ud af det, hvis hun ikke ville miste sig selv. Hvem ved om hun stadig havde været i live i dag, hvis det havde fortsat? Omvendt så føler jeg mig skyldig i min fars død ved at få min mor til at forlade ham. Jeg ved godt, at sygdommen og hans stædighed sikkert har været en del af grunden, men jeg kan ikke stoppe med at tænke på, at jeg måske var skyld i hans død.
Fisketurene har været en stor hjælp for Mads Sørensen til at få clearet hjernen og tænkt livet godt igennem.
Min far havde klaret alt derhjemme med regninger, så efter bruddet skulle jeg hjælpe min mor med at betale regninger. Det var ikke fordi min mor var hjælpeløs, men mere fordi jeg godt kunne lide at tage redningsvesten på og glemme mine egne problemer. Det kom senere til udtryk igennem ludomanien, hvor jeg kunne oddse 14 timer om dagen og tabe 500.000 på et halvt år, for så at møde glad op til familiefødselsdag den næste dag.
Den falske facade blev så en naturlig del af mig, at jeg mistede mig selv i processen. Først nu efter fængslet, hvor jeg har mødt to fantastiske mennesker – Pop & Hummer – kan jeg dele mine bekymringer samt være mig selv uden at skulle smide en falsk facade op eller være bange for, at de dømmer mig eller andet. De elsker mig betingelsesløst, men det er stadig svært for mig at forstå, at folk kan elske mig, når jeg ikke elsker mig selv endnu.
Farvel far
Jeg så ikke min far siden den dag, hvor min mor og jeg forlod ham samt vores barndomshjem til fordel for et år hos min moster og onkel, inden vi selv flyttede i rækkehus, da heldet endelig tilsmilede os. Jeg hørte først om ham fra Holbæk sygehus otte år senere, hvor jeg fik at vide, at han lå i respirator, og at skulle sige farvel til ham hvis jeg ville.
Jeg valgte at møde op og sige mit farvel – samt fortælle, at alle de dårlige ting og uvenskaber var glemt, samt at jeg nu kun huskede de gode tider fra fodboldbanen, hvor vi selvtrænede – eller fra vores utallige fisketure, mens vi var i sommerhus.
Tag på fisketur, når der er brug for luft
Netop derfor tror jeg, at jeg tyr til fiskeri, når jeg har brug for luft. Ikke fordi, at jeg automatisk tager ud og fisker samt tænker på min far, men mere fordi jeg finder en ro ved at være i naturen, hvor jeg kan kigge ud over vandet. Så kan det godt være, at jeg inderst inde tænker på, at min far står ved siden af mig i et par waders. Men det er ikke noget, som jeg tænkere længere tid over. Jeg tror bare, at det er dybt indgroet i mig, at det sker naturligt.
Problemet er så bare, at alle de her problemer popper op i mit hoved nu efter fængselsopholdet. Jeg ramte bunden derinde, og det var slet ikke sådan, jeg som person kendte mig selv eller mine værdier. Og det er heller ikke sådan, jeg ønsker, at folk skal tænke om mig nu. Jeg er – eller var – bare Mads, der vil alle andre det bedre, end jeg selv vil have det. Men jeg har bare lært nu, at jeg ikke kan hjælpe andre, før jeg hjælper mig selv. Det er der intet egoistisk ved. Man skal bare tage og sørge for at få kærlighed til sig selv, for så kan man nemmere give kærlig til andre. Det ene supplerer det andet.
Det er altid godt for både krop og sjæl at blive blæst godt igennem ude ved vandet.
Frirummet på fisketuren
Jeg har stadig svært ved at stige op af sengen og komme i bad eller gøre de daglige ting. Fiskeriet bliver også sværere og sværere, fordi det kræver, at jeg skal ud af døren og konfronteres med virkeligheden, samt at jeg ikke kan gemme mig inde i min lejlighed. Men det er ikke altid bare sådan, at man kan presse sig selv ud i at komme ud. Nogle gange tillader kroppen og angsten det simpelthen ikke. Det hjælper så til gengæld, at jeg stadig har min første havørred til gode, og at jeg har arvet min fars stædighed. Det hjælper mig ud af døren nogle gange.
Mit budskab er egentlig bare, at depression rammer alle sjæle, former og mennesker. Der er intet forkert ved at have det, men hvis du lader den ene dag tage den anden uden at modtage hjælp, så er du pludselig blevet 15 år ældre. Måske sidder du i fængsel eller det der er værre, før du forstår, at du skal have hjælp udefra og ikke kan helbrede dig selv.
Du skal vide, at det er OK at spørge andre om hjælp. Det er okay at gøre ting, der er gode for dig selv, og netop det har fiskeriet virkelig hjulpet mig med. Jeg er stadig i depressionen, og nu på lykkepiller også, men jeg er et bedre sted psykisk. Det giver måske ingen mening, når depressionen aldrig har været slemmere, men nu har jeg de rigtige mennesker omkring mig, og de har formået at sætte alt i perspektiv, så jeg forstår bedre. Om det så bare er 2,3,4, 5 eller 6 rigtige venner, så er det bedre end 600 overfladiske venner, der spørger om I ikke skal tage en kop kaffe en dag, når man ved det ikke bliver til noget alligevel.
Fiskeriet hjælper på humøret
Lystfiskeriet er en stor hjælp til at komme ud af depressionen. Du får noget luft, du kommer ud i naturen, du mærker adrenalinen, når der kommer fisk på krogen – og du mærker fællesskabet med dine venner, hvis du da ikke fisker alene. Selvfølgelig skal du have hjælp fra psykologer, fagfolk og godtfolk, men du skal vide, at fiskeriet vil kunne være en kæmpe, kæmpe hjælp. Både fordi du får en masse luft i ansigtet, men også fordi du kommer væk fra hverdagens problemer, stress og jag.
Stor tak til min familie. Sanni, Mette, Henrik, Nichlas, Line, Tina & Birger, Henrik & Britt, Kat, Nicky, morfar Erik, Sandra & Kim, Jan & Thea – og ikke mindst Pops & Hummer. Uden jer alle ville jeg ikke være den, jeg er.
