Det er ikke altid, at livet går, som man havde planlagt, men der er én kur, der altid vil kunne hjælpe dig: Tag på fisketur og få klaret hjernen, inden den går helt i sort. Der er ikke noget som en tur til vandet med fiskestangen, der kan jage dæmonerne på flugt.

AF MADS SØRENSEN, @madssor94

 

JEG ER EN 27 ÅRIG KNÆGT med hjertet på det rette sted. Det får jeg i hvert fald at vide. Jeg elsker at gøre folk glade og få folk til at smile. Men – jeg tager andres problemer på mig selv og sætter mit liv på pause for at hjælpe andre, hvilket har ført mig på afveje: En grusom skilsmisse, min fars død og ludomani i 12 år førte til, at jeg begyndte at låne penge til at finansiere både ludomani og lån med rente til personer, som til sidst truede med, at jeg skulle skaffe penge ved at sælge varer, som jeg ikke havde på DBA. Og det resulterede i et fængselsophold.

Jeg afventer nu en ny dom, og håber ikke, at jeg skal ind igen, hvilket de fleste siger nok ikke sker. Jeg får højest sandsynligt samfundstjeneste eller en betinget dom. Det er selvfølgelig mange ting på samme tid. Jeg er spilfri siden november 2020, så vi nærmer os 6 månedersdagen. Det synes jeg skal fejres med at sække fokus på det mentale helbred. Det er ikke en skam. 

Dagligt græder jeg vel 5-10 gange. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg føler ikke, at jeg fortjener lykke. Både fordi jeg har gjort så mange venner og familiemedlemmer ondt – samt fordi de mange løgne har gjort skadet familien, som altid har været der for mig. En basal tur til frisøren føles som tortur, fordi det er selvforkælelse – præcis som en kage fra bageren eller en god bøf fra slagteren. Alle ting flyver igennem hovedet på den måde, og alt bliver overanalyseret og min krop fortæller mig jeg ikke fortjener det. 

Den lange nedtur

Da jeg var 17 år fik min far en sygdom, som ændrede ham fuldstændig. Han var ikke længere den far, som vi kendte så godt, for han blev meget psykisk voldelig i munden. Så jeg tog det ansvar i en meget ung alder, at min mor skulle ud af det forhold. Jeg fortalte hende, at hun måtte ud af det, hvis hun ikke ville miste sig selv. Hvem ved om hun stadig havde været i live i dag, hvis det havde fortsat? Omvendt så føler jeg mig skyldig i min fars død ved at få min mor til at forlade ham. Jeg ved godt, at sygdommen og hans stædighed sikkert har været en del af grunden, men jeg kan ikke stoppe med at tænke på, at jeg måske var skyld i hans død.

Fisketurene har været en stor hjælp for Mads Sørensen til at få clearet hjernen og tænkt livet godt igennem

Fisketurene har været en stor hjælp for Mads Sørensen til at få clearet hjernen og tænkt livet godt igennem.

 

Min far havde klaret alt derhjemme med regninger, så efter bruddet skulle jeg hjælpe min mor med at betale regninger. Det var ikke fordi min mor var hjælpeløs, men mere fordi jeg godt kunne lide at tage redningsvesten på og glemme mine egne problemer. Det kom senere til udtryk igennem ludomanien, hvor jeg kunne oddse 14 timer om dagen og tabe 500.000 på et halvt år, for så at møde glad op til familiefødselsdag den næste dag. 

Den falske facade blev så en naturlig del af mig, at jeg mistede mig selv i processen. Først nu efter fængslet, hvor jeg har mødt to fantastiske mennesker – Pop & Hummer – kan jeg dele mine bekymringer samt være mig selv uden at skulle smide en falsk facade op eller være bange for, at de dømmer mig eller andet. De elsker mig betingelsesløst, men det er stadig svært for mig at forstå, at folk kan elske mig, når jeg ikke elsker mig selv endnu. 

Farvel far

Jeg så ikke min far siden den dag, hvor min mor og jeg forlod ham samt vores barndomshjem til fordel for et år hos min moster og onkel, inden vi selv flyttede i rækkehus, da heldet endelig tilsmilede os. Jeg hørte først om ham fra Holbæk sygehus otte år senere, hvor jeg fik at vide, at han lå i respirator, og at skulle sige farvel til ham hvis jeg ville. 

Jeg valgte at møde op og sige mit farvel – samt fortælle, at alle de dårlige ting og uvenskaber var glemt, samt at jeg nu kun huskede de gode tider fra fodboldbanen, hvor vi selvtrænede – eller fra vores utallige fisketure, mens vi var i sommerhus. 

Tag på fisketur, når der er brug for luft

Netop derfor tror jeg, at jeg tyr til fiskeri, når jeg har brug for luft. Ikke fordi, at jeg automatisk tager ud og fisker samt tænker på min far, men mere fordi jeg finder en ro ved at være i naturen, hvor jeg kan kigge ud over vandet. Så kan det godt være, at jeg inderst inde tænker på, at min far står ved siden af mig i et par waders. Men det er ikke noget, som jeg tænkere længere tid over. Jeg tror bare, at det er dybt indgroet i mig, at det sker naturligt. 

Problemet er så bare, at alle de her problemer popper op i mit hoved nu efter fængselsopholdet. Jeg ramte bunden derinde, og det var slet ikke sådan, jeg som person kendte mig selv eller mine værdier. Og det er heller ikke sådan, jeg ønsker, at folk skal tænke om mig nu. Jeg er – eller var – bare Mads, der vil alle andre det bedre, end jeg selv vil have det. Men jeg har bare lært nu, at jeg ikke kan hjælpe andre, før jeg hjælper mig selv. Det er der intet egoistisk ved. Man skal bare tage og sørge for at få kærlighed til sig selv, for så kan man nemmere give kærlig til andre. Det ene supplerer det andet.

Det er altid godt for både krop og sjæl at blive blæst godt igennem ude ved vandet.

Det er altid godt for både krop og sjæl at blive blæst godt igennem ude ved vandet.

 

Frirummet på fisketuren 

Jeg har stadig svært ved at stige op af sengen og komme i bad eller gøre de daglige ting. Fiskeriet bliver også sværere og sværere, fordi det kræver, at jeg skal ud af døren og konfronteres med virkeligheden, samt at jeg ikke kan gemme mig inde i min lejlighed. Men det er ikke altid bare sådan, at man kan presse sig selv ud i at komme ud. Nogle gange tillader kroppen og angsten det simpelthen ikke. Det hjælper så til gengæld, at jeg stadig har min første havørred til gode, og at jeg har arvet min fars stædighed. Det hjælper mig ud af døren nogle gange.

Mit budskab er egentlig bare, at depression rammer alle sjæle, former og mennesker. Der er intet forkert ved at have det, men hvis du lader den ene dag tage den anden uden at modtage hjælp, så er du pludselig blevet 15 år ældre. Måske sidder du i fængsel eller det der er værre, før du forstår, at du skal have hjælp udefra og ikke kan helbrede dig selv.

Du skal vide, at det er OK at spørge andre om hjælp. Det er okay at gøre ting, der er gode for dig selv, og netop det har fiskeriet virkelig hjulpet mig med. Jeg er stadig i depressionen, og nu på lykkepiller også, men jeg er et bedre sted psykisk. Det giver måske ingen mening, når depressionen aldrig har været slemmere, men nu har jeg de rigtige mennesker omkring mig, og de har formået at sætte alt i perspektiv, så jeg forstår bedre. Om det så bare er 2,3,4, 5 eller 6 rigtige venner, så er det bedre end 600 overfladiske venner, der spørger om I ikke skal tage en kop kaffe en dag, når man ved det ikke bliver til noget alligevel. 

Fiskeriet hjælper på humøret

Lystfiskeriet er en stor hjælp til at komme ud af depressionen. Du får noget luft, du kommer ud i naturen, du mærker adrenalinen, når der kommer fisk på krogen – og du mærker fællesskabet med dine venner, hvis du da ikke fisker alene. Selvfølgelig skal du have hjælp fra psykologer, fagfolk og godtfolk, men du skal vide, at fiskeriet vil kunne være en kæmpe, kæmpe hjælp. Både fordi du får en masse luft i ansigtet, men også fordi du kommer væk fra hverdagens problemer, stress og jag. 

Stor tak til min familie. Sanni, Mette, Henrik, Nichlas, Line, Tina & Birger, Henrik & Britt, Kat, Nicky, morfar Erik, Sandra & Kim, Jan & Thea – og ikke mindst Pops & Hummer. Uden jer alle ville jeg ikke være den, jeg er.

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This