Torskefiskeri fra båd er super sjovt – og så smager fangsten helt fantastisk. I denne video viser Jesper Fohrmann dig, hvordan du først renser og så filetterer din forsk på en måde, så du får mest muligt kød – og færrest mulig ben. Glæd dig til en virkelig hyggelig tur på havet i selskab med gode folk – for torskefiskeri er meget mere end bare det at fange et par suveræne madfisk.
Husk at du gratis kan abonnere på Fisk & Fris Youtube kanal her.
Forfatteren med en fin fisk der tog en tolv grams Diamond Sandeel fra Rhino i farven pink. Blinkene bliver leveret med både en enkeltkrog og en trekrog.
Vinteren er over os med faldende temperaturer og mere inaktive fisk. Det kan lige nu være svært at få succes ved P&T-søen, men med nogle tricks i ærmet, og de rigtige teknikker, øger du sandsynligheden for at få regnbuer på land. I denne artikel giver Karsten Bech dig tre supereffektive teknikker til vinterens fiskeri i P&T.
AF KARSTEN BECH
For mig er vinterfiskeriet topsæson i P&T-søen. Der kommer færre folk ved søen, og de lave vand- samt lufttemperaturer, gør det lettere at udsætte fisk for P&T-ejerne. Men fiskeriet kan også være svært. Den faldende temperatur gør fiskene mere inaktive, og de kan derfor være svære at finde, og ikke mindst være svære at få til at hugge. Der er mange teknikker og forskellige småtricks, der kan hjælpe, når frosten bider. Jeg har efterhånden prøvet de fleste, og der er altid tre teknikker jeg vender tilbage til.
Den klassiske teknik hvor der fiskes med bait lige over bunden, er nok en af de mest sikre teknikker til vinterfiskeri. Fiskene opholder sig nær bunden en stor del af tiden, og de skal stort set ikke brænde energi af, for at ”fange” en klump flydende bait. Det er desuden en simpel teknik, som med enkelte redskaber, virkelig bliver effektiv. Først og fremmest, gælder det om, at fisken ikke møder modstand, når den hugger på baiten. Det er derfor vigtigt at bruge en bottom detector, f.eks. Magic Trout Bottom Detector som kan købes i vægte fra 6-25 gram. Selv foretrækker jeg at bruge 10 gram eller 15 grams udgaven. Disse er udformet, så hovedlinen holdes fri af bunden, og fisken derfor ikke vil mærke modstand nå den tager baiten.
Når der fiskes stationært med bait over bunden, er det vigtigt at stangen placeres i en stangholder. Denne udgave er fra Magic Trout, og er mobil og let at bruge. Bemærk elastikken der er bundet på stanghåndtaget. Linen strammes op og klemmes fast under elastikken. På den måde kan man se hvis fisken hugger, og fisken mærker ikke modstand når den svømmer afsted med baiten.
Bottom detectoren monteres på hovedlinen, som helst skal være en flydende fletline. Herefter monteres en gummiperle og eksempelvis en Highspeed Swivel fra Magic Trout. I svirvlen monteres et 2 meter langt forfanget af 0,20 mm nylon. På selve forfanget monterer jeg et Magic Trout T-sinker på 0,5-1 gram og en enkeltkrog størrelse 6-8. T-sinkeren kan flyttes op og ned på forfanget, og bestemmer derved, hvor langt over bunden baiten fisker. Placeres den f.eks. 30 cm foran krogen, fisker baiten 30 cm over bunden. Man kan benytte en trekrog i stedet for enkeltkrog, men enkeltkrogen vejer mindre, og man kan derfor fiske med en mindre klump bait.
Når man har rigget forfanget til, skal der monteres bait på krogen. Jeg bruger udgaverne fra Magic Trout, hvor min fortrukne er gul med hvidløgssmag. Men jeg har oplevet dage, hvor blå og brun har udfisket alt andet. Tag en lille klump på størrelse med en tommelfingernegl, og rul den til en kugle. Pres enkeltkrogen ind i baitklumpen, og rul den forsigtigt mellem hænderne. Jeg kan godt lide at forme min bait, så den bliver lidt aflang. Nu er det bare at kaste ud. Vælg gerne et spot foran træer eller buske. Her er der ikke så mange der fisker. Ofte trækker fiskene forbi sådan et sted.
Er der et kildevæld i søen, så er det et absolut hotspot. Er der ikke nogle oplagte spots, må man prøve sig frem. Fisk et område af i 20-30 minutter, og sker der ikke noget, så prøv et nyt område. Når man har kastet ud på sit spot, strammer man linen op, og placerer sin stang i stangholderen. Og stangholderen er vigtig. Ikke noget med bare at smide stangen på jorden eller lægge den på en bænk. Jeg bruger Rod Holder Adjustable fra Magic Trout. Den er helt suveræn og let at bruge. Når jeg har placeret min stang i stangholderen, strammer jeg linen op, og placerer den under et stykke elastik, som jeg har bundet fast på håndtaget af stangen, og så slår jeg bøjlen over. Fordelen ved denne teknik er, at når fisken tager baiten frigives hovedlinen, og fisken kan nu svømme afsted med baiten uden at mærke modstand. Som regel lader jeg fisken svømme i 5-10 sekunder, før jeg giver modhug.
Når man skal fiske med bombarda og stick pilot, kan man vælge mellem to forskellige typer flåd. Magic Trout Bombarda Float lægger sig fladt på vandet, med den røde side opad, mens Magic Trout Ultrasonic Lifter rejser sig i vandet. Jeg foretrækker den sidste type, da det er let at se den farvede pind på lang afstand. Når fisken tager agnen, lægger pinden sig ned på vandet. Bemærk den specielle svirvel der er flydende. Den hedder Float Connector Siwel og er fra Magic Trout. Den er helt uundværlig til denne type fiskeri. Til højre i billedet er en Stick Pilot, som er det lille flåd, der holder agnen i den valgte dybe.
Om det skyldes global opvarmning, skal jeg ikke kunne sige, men der er flere vinterdage, hvor temperaturen stiger lidt, og vejret føles lidt mildt. På disse dage er det med at skifte det bundnære fiskeri ud med fiskeri tættere på overfladen. Det er som om, at et par dage med mildt vejr, får ørrederne til at søge mod overfladen. På disse dage er det helt suverænt at fiske med subflåd eller mere korrekt en stick pilot. En stick pilot er et lille flåd, som fiskes efter et bombardaflåd. På denne måde får man det bedste fra to verdner. Bombardaflåddet giver lange kast, og den lille stick pilot gør, at fisken ikke mærker modstand når de tager agnen.
Bombardaflåddet monters på hovedlinen. Jeg bruger Magic Trout Ultrasonic Bombarda i 15 grams versionen. Det er vigtigt at bruge en Float Connecter Swivel fra Magic Trout, til at samle hovedline og forfang. Disse er, modsat almindelige svirvler, flydende, og vil derfor ikke få forfanget til at synke. I svirvlen bindes et 3 meter langt forfang af 0,20 mm nylon eller flourocarbon. På forfanget monteres en stick pilot og en enkeltkrog størrelse 6-10. Stick piloten er udformet, så den kan flyttes på forfanget, og derved bestemmer hvor langt ned i vandet agnen fiskes.
Er vejret let mildt, har jeg som regel ca en meter mellem stick pilot og krog, men har der været en længere periode med mildt vejr, bruger jeg en afstand på kun 30 cm. Som agn kan bruges melorm, bilarver, rejer, regnorme, majs eller hvad man nu foretrækker. Jeg fisker ofte med regnorme, men dåsemajs er helt klar en overset dræberagn til regnbuer. Jeg kaster altid mit takel ud midt i søen. Det virker som om, at fiskene har en tendens til gerne at gå i overfladen langt fra land. Hvis der ikke sker noget efter nogle minutter, ruller jeg et par meter line ind, venter nogle minutter igen, ruller ind osv. Når jeg først har fået fisk, kaster jeg ud i samme område igen. Jeg har ofte oplevet, at det er et område på 5×5 meter, at fiskene hugger.
De nye Diamond Sandeel fra Rhino er lavet i tungsten, og har derfor en forholdsvis høj vægt. Den mindste udgave er helt perfekt til vinterfiskeri i P&T-søer. De fås i mange fede farver. Jeg har især haft held med udgaven i pink.
Fiskeri med helt lette blink, eller spoons, på 1-5 gram, er en hammereffektiv metode – bare ikke om vinteren. De små blink kommer simpelthen ikke langt nok ned i vandsøjlen, til at fiskene stiger op og hugger. Derfor har jeg i en lang periode også helt droppet at medbringe min ul-stang til vinterfiskeri. Men det har et nyt koncept ændret på. Rhino har i samarbejde med Jens Bursell udviklet nogle nye blink i ren tungsten. Tungsten har en højere massefylde en zink, hvilket betyder, at man kan lave små blink, som har en forholdsvis høj vægt. Blinkene, som hedder Diamond Sandeel, er oprindeligt udviklet til kystfiskeri, men i den mindste udgave, er de som skabt til vinterfiskeri i P&T-søen. De er kun 28mm lange, men vejer alligevel 12 gram. Så her får man små vrikkende godbidder til regnbuerne, som kommer ned til fiskene.
Ved langsom indspinning går blinkene nede i 1,5 meters dybde, hvilket er helt perfekt i de fleste P&T-søer. Den helt store fordel ved fiskeri med disse små blink, er at man får fisket en masse vand af. Modsat de mere stationære teknikker, hvor man håber, at fiskene er på den plads man har valgt, kan man fiske det meste af søen rundt, og finde fiskene. Jeg binder et forfang af 0,20 mm flourocarbon i enden af min hovedline, og binder de små blink direkte fast i forfanget med en rapalaknude. Denne type knude giver de små blink fri bevægelse. Man kan også bruge en lille svirvel som f.eks. Micro Spoon Snap fra Magic Trout.
Sådan ser opsætningen ud når der fiskes med bombarda og stick pilot. Bombardaflåddet gør at man kan kaste langt, og den lille stick pilot til venstre i billedet holder agnen i den rigtige dybde.
Der bliver flere og flere størsøer i Danmark – med større og større fisk, hvilket selvfølgelig stiller krav til grejet. Vi er taget med støreksperten Henrik Carl ud til Nordvestsjællands Fiskepark og Poppelsøen for at teste de nye Westin W3 Powersturgeon stænger 2ND, der er designet specifikt til det danske størfiskeri. På videoen lærer du en masse om agn, takler samt fisketeknik – og vi tager et kig på, hvordan du med de specielle UV-quivertoppe på stængerne kan se det mindste hug og lande flere fisk, end du normalt ville gøre med det traditionelle karpe set-up – selv i mørke. Glæd dig til en fiskedag med masser af action.
Som de fleste andre kystørredfiskere har Fabio sine favoritfarver – og det kan være svært at vælge når man har alle sine favoritter i samme lurebag…
AF JENS BURSELL
NÅR STRØMMEN ER SYDGÅENDE, og der samtidig er lavvande, så er denne plads som regel super god, siger Fabio, mens vi sveddryppede bakser os ned over den stejle skråning mod vandet. Selvom det er efterår, er vi alligevel alt for varmt pakket ind, så jeg må lige smide en enkelt fleece, inden jeg er klar til at komme i vandet.
– Jeg går lige ud og tar´et par kast, mens du får gjort dig klar, siger Fabio, der allerede er på vej over stok og sten for at komme til den perfekte kasteposition ude på revlen. – Det er super godt vejr – næsten for godt, tænker jeg, mens jeg tager vadejakken på og monterer nettet i sin magnetholder. Til alt held har vi bevæget os så langt nordover, at den hårde vestenvind lige akkurat får fat i overfladen og skaber lidt bølger samt bevægelse i vandet. Og – så er vi også så tidligt ud, at vi er helt alene – og kan nå at få morgenfiskeriet inden solen står så højt, at forholdene sikkert bliver helt umulige i det relativt stille vejr.
– Så er der fisk, råber Fabio, inden jeg overhovedet har nået at komme ud på 10 centimeter vand. Det rusker godt i hans stang, og kort efter kan jeg se en smuk ørred bryde overfladen lidt længere ude. Fisken er perfekt kroget i saksen, så det er uden de store bekymringer, at Fabio nyder fighten, der kort efter ender med, at han i god ro og orden kan kane fisken på land til et hurtigt foto.
Fabio, der oprindeligt kommer fra Italien, har igennem en årrække fisket virkelig meget på kysten – og den får fuld gas lige nu. Men – han er også familiefar og har to børn. Hans første barn kender mange kystfiskere – sådan lidt indirekte i hvert fald. Hans navn er nemlig Noah – og han er drengen, der har lagt navn til Fabios første kreation – Noah Wobleren. Siden da har han også fået en pige, der hedder Giulia.
– Oprindeligt startede jeg mit kystfiskeri på de fynske kyster i 2005, da jeg boede i Odense for en del år tilbage, fortsætter den gæve kystfisker, der gladeligt trodser det ondeste vejr for at få sig en stak sølvtøj. – Her blev jeg introduceret til kystfiskeriet gennem de mange fede klubarrangementer i Odense Sportsfisker Klub – også kaldet OSK. På dette tidspunkt havde jeg aldrig fisket på kysten før, så det var en god måde at lære de helt grundlæggende ting omkring fiskeriet – samtidigt med, at der altid var masser af gode fiskekammerater, som var venlige og villige til at dele ud af deres mange erfaringer på kysten.
Som de fleste andre kystørredfiskere har Fabio sine favoritfarver – og det kan være svært at vælge når man har alle sine favoritter i samme lurebag…
– I 2012 flyttede jeg til Sjælland, nærmere bestemt Brønshøj, hvor jeg har boet lige siden, fortæller han. – I mit daglige liv arbejder jeg som kok på La Rocca i København, men så snart jeg ikke er ved kødgryderne eller sammen med min familie, er jeg på farten ude ved kysterne. Præcis hvor jeg fisker, afhænger selvfølgelig meget af vind og strøm, men det er især på Stevns, at jeg slår mine folder.
– Det var dog først i april 2014, at jeg begyndte at eksperimentere med at lave mine egne kystagn. Jeg har altid været vild med at fiske med hjemmelavede kystwoblere, og her var det helt klart Jan Nilson fra Sjællands Odde, der inspirerede mig til at komme i gang med woblerfremstillingen, understreger han.
Jan Nilsson, der har hjulpet mange nye kystagnsfabrikanter, sagde til mig, at han godt ville hjælpe mig med at få styr på materialer og fremstillingsproces, men det var en betingelse, at jeg lavede min helt egen wobler, afslører Fabio. – Jeg var straks fyr og flamme – og gik med det samme i gang med at snitte min egen wobler, som jeg på klassisk vist brugte til at lave den silikone form, der bruges til at støbe selve wobleren. David Garic, som har lavet kystwobleren Tobissen, var også sød at hjælpe mig, da jeg gik i gang med woblerproduktionen. Og sådan kom jeg i gang med at fremstille kystagn, beretter Fabio, der i dag støber, sliber og maler massevis af kystagn næsten hver eneste dag.
Som før nævnt var min første agn en kystwobler, der fik navnet Noah efter min lille søn, smiler Fabio. – Wobleren, der kaster virkelig godt i forhold til sine beskedne 21 gram, så dagens lys i december 2015, og siden da har venner og bekendte fanget et utal af flotte fisk på den lille frække kystwobler.
Når Fabio tager på kysten, er det meget ofte Stevns flotte kystområder, der står for skud.
Noahs Wobler, som i starten blot kom i seks farver, er lavet af kunststof med blyfrit hvidmetal som belastningsklodser. – I dag kan man få Noahs wobler i en del butikker, og den er nu oppe på at kunne fås i hele 13 farver, så det har været en stor succes, griner Fabio, hvis kystwoblere er blevet landskendte på ganske kort tid. – Wobleren er også lavet i en lille superfed 10 grams udgave på 7,5 centimeter, som meget passende hedder Piccolo, der betyder lille på Italiensk.
Cicerello er navnet på den næste kreation fra Fabio, der efter lidt tid med den korte og kompakte Noah wobler som eneste stykke sløjd, mente at der også var brug for en klassisk tobiswobler i kollektionen. Han gik derfor i gang med at snitte igen, og resultatet var Cicerello, der betyder tobis på Italiensk. – Sommeren 2016 var den nye tobisimitation, der er 11,6 centimeter lang, klar til at komme på kysten og allerede første år blev der taget blankfisk op til fire kilo på den, fortæller Fabio, som dog også havde planer om at fremstille blink. Dels for at lave noget nyt og spændende, men også fordi fremstillingsprocessen bag blink er en hel del lettere end kystwoblerne. I 2017 kom så kølblinket 747, som vejer 28 gram. Dette blink har kun køl på den ene side, hvilket både giver en stabil gang i luften, ultra lange kast – samt en fantastisk lokkende gang i vandet.
Noahs wobler, der er opkaldt efter Fabios søn, kaster eminent i forhold til sine blot 21 gram. Og havørrederne er vilde med den.
– Allerede i første testkast med dette blink fik jeg en rigtig god havørred, så det kan man roligt sige var en perfekt debut, smiler Fabio. Flere forskellige størrelser i dette blink er på vej, men pt er det kun 28 grams versionen, der er i handlen. Dette blink fås i 10 forskellige farver, som ikke er helt identiske med de farvekombinationer, jeg giver mine blink, slutter Fabio, hvis nyeste blink hedder Danser og Cicerello blinket. Disse to blink, som du også kan læse mere om i en kommende artikel her til vinter.
Lær hvordan du bruger vejrudsigten på fcoo.dk til at optimere dine chancer for fangst i denne video på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnnere gratis.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2018
Øverst Fabios tobiswobler Cicerello og nederst hans nyeste blink 747.
Øverst Fabios tobiswobler Cicerello og nederst hans nyeste blink 747.
Klar til at fiske.
Fabio Vilasis superblink 747 kaster som en drøm – og har ingen problemer med at lokke selv de sværere efterårshavørred på krogen.
Artiklens forfatter med en af de mange sandart, der fik pulsen op i højreste gear.
Findes der noget bedre end de dage, hvor alt bare går op i en højre enhed – på trods af benhårde forhold og en gusten vejrudsigt? Følg med til Sverige efter sandart.
AF LARS FRITHJOF, GARMIN
Når vækkeuret ringer hjemme i det varme soveværelse klokken 02.45 på en lørdag med 11 sekundmeter, frostvejr og heldagsslud, står det måske ikke 100% klart for en, at man har truffet den rigtige beslutning ved at aftale at mødes ved daggry ved en sandartsø fire timers kørsel oppe i Sverige. Men min ven Toke og jeg vidste, at vores højt estimerede svenske kollega Albin havde sort bælte i kastefiskeri efter ”gös”, og at det svenske sandartfiskeri er i en langt bedre forfatning end det danske.
Sandarten – en fantastisk fisk
Jeg har for længst tabt mit hjerte til sandarten. De seneste år har vertikalfiskeriet med live-ekkolod som bekendt taget de europæiske søfiskere med storm, fordi det ud over at fremtrylle flere store fisk end man anede fandtes, desuden fylder hver fiskedag med sindsoprivende øjeblikke, når agnen sænkes ned for næsen af de sky og mystiske vampyrfisk. Denne fiskeform har så igen gennemgået en evolution i retning af kastefiskeri, hvor båden holdes på afstand af fisken, og agnen kan præsenteres langt mere lokkende.
Glade minder til det dansk-svenske sandart-team.
Sight-fiskeri på skærmen
Visuelt fiskeri kan noget helt særligt, og for mig at se byder disse nye fiskeformer på nogle af de fedeste oplevelser overhovedet på linje med popper-, tørflue- og dappefiskeri.
I Sverige varetager man sit søfiskeri meget mere fornuftigt end i Danmark: Garnfiskeri i ferskvand er langt de fleste steder forbudt, og man supplerer fiskebestandene med udsætninger, når der er brug for det, og ligesom alle andre steder end i Danmark ses det som lige så fuldstændig naturligt at bruge sin egen båd på en sø som at bruge sit eget fiskegrej. I Sverige sørger man for, at søerne får lov at have den kæmpestore rekreative værdi, som de også burde have herhjemme.
Alligevel krævede det som sagt en del overvindelse at køre den lange vej i nattemørket, og da vi hoppede ud af bilen i den hylende vind, havde tvivlen stadig ikke helt sluppet sit tag. I det første morgenlys kunne vi se, at Albin så småt var tyvstartet, og allerede mens vi stod og hev bjergene af vintertøj ud af bilen, tikkede en besked ind: – Jeg har lige fanget den første – fin fisk omkring 85 cm. Den sætning lukkede helt ned for piveriet i den danske lejr, og blev første forsmag på en dag, som på alle måder viste sig totalt at overstige forventningerne. Ikke bare skulle Albin vise sig at være en fantastisk vært og et veritabelt wunderkind i livekast-fiskeriet, vi var tydeligvis også på den rigtige sø den rigtige dag.
Selvom fiskeriet er vildt, skal man huske at hygge sig. I baggrunden ses Albins båd, en Alumacraft Escape 165.
Kontant afregning fra sandarterne
Da vi kom ud på vandet, spottede Albin med det samme en sandart og lagde båden klar til skud. Jeg fik de første par chancer og fumlede fælt, men første gang agnen ramte perfekt, var der kontant afregning af en rigtig fin gös. Vi råbte og skreg – for man kan se så meget frem til igen at se en af de gyldne fisk med de spøgelsesagtige øjne i landingsnettet, at det næsten virker surrealistisk, når det sker.
Sandart er generelt virkelig svære at fange. Selv når de er mest i hugget, er der langt flere afvisninger, end der er kontakter. Men hele denne dag blev vi holdt til ilden konstant i et vildt bonanzafiskeri. Man kunne sådan set godt have fisket mere end én person ad gangen, men hele oplevelsen var så intens, at vi bare var sammen om hvert forsøg: Vi skiftedes til at kaste til en fisk, mens de to andre holdt skarpt øje med skærm og stang og kvitterede for alt, hvad der foregik med højlydt heppen eller kærlige, verbale tilsvininger af fisk og fisker.
I den båd i snevejret sad tre personer, som allesammen bruger deres arbejdsliv på at hjælpe andre til uforglemmelige oplevelser på vandet, men denne dag gik det hele op i en højere enhed for os selv. Det her var mildt sagt et af de tilfælde, hvor det var værd at hive sig selv op i hårrødderne for at komme afsted – trods de umenneskelige forhold. Som bekendt har man kun ét liv, så det gælder om at fiske det ordentligt.
En glad Toke med en af turens mange fine sandarter.
Kastefiskeri med LiveScope vil få en stor rolle i fremtidens lystfiskeri i fersk- og saltvand. Westin er allerede nu klar med en stangserie dedikeret til netop dette fiskeri, og på denne tur havde vi fået lov at prøve de allerførste eksemplarer af Westin Livecast.
Livekast-fiskeriet foregår stort set udelukkende med softlures. Man afpasser lette blybelastninger så agnen på rimelig tid kan komme ned til fisken, men ikke tungere end at agnen kan holdes præcis i den rigtige dybde.
Hvis det er så koldt som dennevinterdag på Stevns, skal derofte fiskes anderledes end omsommeren, for at få fiskene i tale. Her er det Fabio Vilasi i aktion.
Når temperaturerne begynder at rasle nedad i december, sker der ting og sager på kysten. Lige nu er en fantastisk tid til de store overspringere, men skal man minimere heldfaktoren og maksimere sine chancer for en god fisk på målrettet fiskeri, så er der et par ting, som er værd at tænke over.
TEKST: HENRIK QVIRIN-REITER, FOTO: JENS BURSELL OG HENRIK QVIRIN REITER
HVERT ÅR i overgangen fra efterår til vinter, får jeg noget af en øjenåbner, hvad angår fiskeri efter havørred på kysten. – Pludselig er det ikke så nemt at fange fisk længere, og efterårets synligt jagende og trækkende ørreder bliver afløst af en undren over de manglende fisk. I efterårsmånederne foregår det meste af mit kystfiskeri med bombarda og store tunge fluer, som spinnes ind med turbofart med flere korte spinstop under vejs. Denne teknik virker for mig næsten hele året rundt – bare ikke om vinteren.
Når det bliver vinter, skal teknikken og rytmen i fiskeriet lægges om. Vinterørrederne tænder bare ikke på fart og fyldige fluer. De er mere kræsne, og agnen skal helst serveres, så den daler lige ned i svælget på dem – uden at de skal bruge energi på at fange den. Grunden til, at ørreden opleves som kræsen og dermed svær at fange, har en del at gøre med dens biologi: Forstår man først havørredens biologi, og hvorfor den agerer som den gør om vinteren, bliver det nemmere at få succes med havørredfiskeriet i de koldeste måneder.
Henrik med en af sine mange flotte overspringere fra de Sjællandske kyster.
Havørreden drikker konstant det vand den svømmer rundt i. Derfor afhænger saltholdigheden i havørredens kropsvæsker af det omgivende vand. Havørreden ønsker dog fysiologisk at holde saltholdigheden i sin krop lavere end det vand den bevæger sig i. For at gøre dette, udskiller havørreden en masse vand og salt igennem saltcellerne i gællerne. Denne proces er imidlertid meget energikrævende, og når kystvandets temperaturer kommer ned under 4-5 grader bliver det problematisk for havørreden at opretholde den rette saltbalance. Den er altså tvunget til at flygte væk fra det kolde og mere saltholdige kystvand, og dens muligheder er rimeligt begrænsede. Enten skal den søge varmere vand, eller også skal den søge mod farvande, hvor saltpromillen er væsentlig lavere (under 10 promille). I det åbne hav, hvor vanddybden er stor opstår der en termoklin, som er en dannelse af springlag på grund af temperaturforskelle. Det er disse springlag, som bevirker, at der altid vil være varmere vand på bunden i vinterperioden. Temperaturen i nogle af disse springlag ligger typisk mellem fem og otte grader, og i disse områder har havørreden ikke problemer med at udskille salt, når den opholder sig netop her. Hvis ikke havørreden søger ud i det åbne hav, kan den som sagt også søge mod farvande, hvor saltpromillen er lav. Disse steder vil typisk være i brakvandede fjorde, å udløb, op i selve åen eller mod Østersøen og havområderne syd for bælterne. Endvidere betyder de lave temperaturer, at havørredens stofskifte daler markant, og den har ikke behov for ligeså meget føde. Den bliver inaktiv og spiser kun i korte perioder. Derfor oplever man typisk hektiske hugperioder om vinteren, som er ligeså hurtigt overstået, som de opstod.
Der kan være langt imellem de største sølvsnaps om vinteren, så det gælder om at holde hovedet koldt, når først en af de gode hugger.
Uanset om man vælger en fiskeplads i en fjord eller på den åbne kyst, så er der en række faktorer, man bør være opmærksom på. Om vinteren kan det være små forskelle, der gør udslaget til succes. Fiskeri på solrige dage er klart værd at foretrække. Selvom der er sparsomt med varme i solen i vintermånederne, kan dens stråler alligevel opvarme kystens lave vand nok til, at havørrederne kommer på finnerne, og spisehumøret stiger. Vælger man endvidere en fiskeplads, hvor bunden er mørk og med store sten, så går opvarmningen af vandet hurtigere, og den mørke bund holder også på varmen. Således kan man opleve godt fiskeri over en længere periode af dagen.
I fjorden bør man gå efter de lavvandede inderfjorde med mudderbund. Den luftholdige mudderbund holder nemlig også på varmen, og disse pladser kan virke som magneter på havørre[1]derne om vinteren, hvor man ofte vil støde på store flokke af fisk her. Kan man kombinere fiskeriet i disse lavvandede områder med en svag pålandsvind, som holder det lune overfladevand inde ved kysten, opnår man næppe bedre forhold. I en sådan situation vil jeg personligt blive på pladsen, selvom jeg ikke har mærket noget de første par timer, da det er min erfaring, at fiskene nok skal kom[1]me eller komme i hugget.
Bombarda og flue er Henriks favoritvåben på kysten, og en af hans erfaringer er, at der ofte skal mindre agn, som fiskes langsommere, til for at udløse hugget. Her er det Hindsholm Fluen, der har udløst hugget.
Lavvandede bugtområder, hvor tidevandet har stor betydning for vandstanden, kan også være utrolig givtige om vinteren, hvis de fiskes under de rigtige forhold. Min erfaring er, at man skal besø[1]ge disse pladser lige efter vand[1]vending fra højvande til lavvan[1]de på solrige dage, hvor det helt lave vand er blevet opvarmet. Når vandet trækker ud og lægger sig i badekarrene længere ude foran bugten, kan der opleves et hektisk fiskeri, og til tider kan sådan et lil[1]le badekar virke helt utømmeligt for fisk. På de overskyede dage, hvor det er gråt og vådt og egentlig min[1]der mere om efterår end vinter, bør man søge højere op i fjorden eller ud på kysten. Vælger man kysten, vil jeg anbefale en plads med god vanddybde, og her er fralandsvind værd at foretrække. Fralandsvinden skubber det kolde overfladevand ud, og derved vil der ske en vandudskiftning ne[1]defra, således at det lunere bund[1]vand, som ørrederne opholder sig i, trækker ind langs kysten.
Når vinteren er ved at slippe sit tag, og varmen begynder at vende tilbage, er det med at holde øje med fjordene, og særlig hvornår.
isen smelter i inderfjordene. Lige præcis den dag og et par dage efter isen går, og vandet atter er muligt at fiske, sker der det sam – me år efter år. Ørrederne går sim – pelthen amok, og det er bare sjovt at opleve huggene falde på stribe. Jeg har sågar hørt om folk, der har fanget over 100 ørreder på en en – kelt fiskedag under disse forhold.
Om vinteren er det ofte de skrappe farver, der skal frem af grejboksen, men der kan også være dage, hvor mere naturlige farver som denne giver bonus. Et releasetakel som dette vil øge din landingsrate markant. På billedet ses den super effektive og velkastende Noah wobler lavet at Fabio Vilasi.
Da vinterens fiskeri ofte foregår over små vanddybder, bør man bruge lidt tid på at rydde ud i grejboksen og få den fintunet til vinteren. Dette gælder såvel blink- som flueæsken. For blinkfiskeren gælder det om at få en jævnt sortiment af små og store blink med stor bæreflade, så de kan indspinnes langsomt og med lange spin-stop. Blink som Henry’s Fladbukken, Westin Salty, Hansen Stripper og Snurrebassen fra OGP er alle gode eksempler på blink, som kan spinnes langsomt ind og stadig har en lokkende gang i vandet. Om vinteren skruer jeg helt op for farverne, og jeg vælger gerne knaldrøde, lyserøde, forsølvede og meget glimtende blink. Dog er helt hvide blink stadig også meget effektive. Personligt kan jeg godt lide kombinationen af hvid med røde prikker.
Fiskeri med bombarda og flue/ microblink er oplagt om vinteren. Der kan fiskes med utrolig små agn, som desuden kan inspinnes langsomt, hvor det stadig er mu – ligt at give lidt ryk med stangen for at give fluen lidt mere liv. Ligesom med blink må der ger – ne være fuld knald på fluernes farver. Særligt i vintermånederne, når fi – skene er træge, kan jeg godt lide at fiske med små rørfluer på ky – sten. Jeg monterer dem som L-rig med en str. 12 eller 14 trekrog alt efter fluens størrelse. De forsigtige og sløve vinterørreder er ofte svære at kroge med de almin – delige krogfluer, men når man fisker med fluerne monteret som L-rig, sidder selv de mindste hug og giver fast fisk.
Små fluer som Kobberbassen og den nærmest transparente Hindsholm Flue er også utrolig effektive om vinteren – og begge har hjemme året rundt i min flueæske. Så sent som sidste vinter oplevede jeg, hvordan de små fluer kan gøre udslaget, og vende en dårlig fisketur til det rene tag-selv-bord. Jeg havde affisket et stræk med en af mine faste vinterfluer – en perlemor/pink zonker – uden at have så meget som en enkelt følger. Min erfaring og forholdene på pladsen sagde mig, at der burde være fisk i området. Derfor blev jeg og prøvede at skifte til Hindsholm Fluen, – og hvilken beslutning! I løbet af timerne frem til aften blev det til mange bomstærke vinterørreder med nogle flotte overspringere imellem.
Fiskeriet efter de store blanke overspringere giver for mig mest mening i vintermånederne, men en tur i fjorden, hvor man næsten altid kan slide sig til en ørred eller være heldig at finde en hel flok grønlændere, er nu heller ikke kedeligt. Men det kan bare ikke hamle op med den følelse man oplever, når hugget falder på den åbne kyst efter nogle kolde dage uden kontakt til fisk. I bund og grund fisker vi jo kun efter den ene fisk – drømmefisken! Og den er til at finde på den åbne kyst om vinteren.
Lær hvordan du bruger vejrudsigten på fcoo.dk til at optimere dine chancer for fangst i denne video på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnnere gratis.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018.
Jens Bursell med en flot blankfisk på 3,9 kilo fra fjorden taget på en stor Fladbuk fisket på fluorocarbonline.
AF JENS BURSELL
VANDET ER KRYSTAL KLART, og grøden står flere meter over bunden i grusgraven. Langt de fleste steder er det kun muligt at fiske, hvis agnen kører helt oppe i overfladen, men til alt held har jeg lige spottet en dyb rende med polbrillerne, hvor jeg kan kaste agnen ud. Swimbaitet lander helt perfekt, og i første omgang kører jeg den langsomt ind i overfladen. Da agnen kommer tættere står jeg og nyder Mike The Pike’s forførende gang i smalle og lidt aggressive S-kurver – men intet sker. Jeg tager et kast til. Denne gang lader jeg den synke et godt stykke ned i vandsøjlen, inden jeg langsomt spinner den ind – kun afbrudt af et par enkelte spin-stop. Pludselig giver det et diskret nøk i linen – og velvidende, hvor forsigtigt selv større gedder kan hugge, giver jeg et resolut modhug.
Stangen flekser fuldstændig sammen, og jeg kan med det samme mærke, at det er en fin fisk. Gedden tager hårdt ved, men så bliver det også ved det. Kort efter – uden de vilde udløb, kan jeg lirke fisken over netkanten sammen med en god portion grøde, og efter en kort fotosession kan jeg genudsætte en fin ti-kilos gedde.
Med FG-not kan du lave så smal og veltaperet en sammenføjning, at knuden uden problemer kører ud og ind af øjer og linefører – hvilket er essentielt ved især kastefiskeriet. Her ses sammenføjning mellem hovedline og up-trace.
Fisken huggede, som en stor del af mine fisk de sidste par år – på en agn fisket – ikke bare på fluorocarbon forfang – men på et setup fisket med et længere up-trace på 12-15 meter af 0,37-40 fluorocarbon. Mange vande på Sjælland er hårdt fiskede, og jeg er klart typen, der tror på, at marginalerne tæller. Og her kommer den perfekte præsentation ind i billedet. Når fiskene efterhånden har set alt, hvad der er værd af se af isenkram til gedder, så er det ikke nødvendigvis let at få den til at hugge, selvom man fisker, hvor der er gedder på jagt. I løbet af de sidste to års tid (2014-16) har jeg ikke haft meget tid til at fiske, men det er alligevel blevet til lidt over 30 ture med præcis dette setup, hvilket har givet mig fjorten 10kilo+ gedder op til fjorten kilo på kunstagn. De fem af dem – inklusiv den største, er taget på spin eller vertikal – resten dørg. Mindst 10 af turene har været 2-3 timers ture, så for mig har det virket helt OK.
Hugfrekvensen bliver i mange vande markant større med brug af fluorocarbonforfang og uptraces, men selvfølgelige ikke i alle. Generelt vil det selvfølgelig være i hårdtfiskede og/eller klare vande, at metoden har sin største force.
Men hvordan gør man? – bliver det ikke en klodset sammenføjning at skulle have ud igennem øjerne i hvert kast, vil du måske spørge? – og risikerer man ikke bite-offs på fluorocarbon forfang? Personligt har jeg kun én eneste gang haft en gedde, der cuttede forfanget på fluorocarbon – og det var en 10 kilo++ brakvandsgedde, der huggede på et 0,70 mm forfang. Siden er jeg gået op i 0,90 mm typisk Savage Gears 100% fluorocarbon, og på det har jeg ikke har nogle former for problemer med geddetænder siden. Så længe du husker jævnligt at tjekke forfanget for ridser og grater fra tænderne – og afkorter eller udskifter det, når der er anledning til det – så er du home safe.
Længden på forfanget afhænger lidt af forholdene. Generelt laver jeg ofte forfanget ret langt på fx en meters penge – så er jeg på den sikre side med ekstra grådige fisk. Desuden er der også lidt at gi’ af, hvis forfanget får at par grater yderst og skal nedkortes lidt. Dette er den mest økonomiske brug af fluorocarbonen. Om, vinteren, hvor fisken ofte hugger mere sløvt, er der mindre risiko for, at den inhalerer hele forfanget – og cutter forbindelsen ovenfor på hovedline eller uptrace. Derfor fisker jeg ofte med lidt kortere forfang her. Vandet er typisk også mere klart i vinterhalvåret – og et kortere forfang giver dermed en lidt mere delikat præsentation, når linen over forfanget vel og mærke også er af fluorocarbon – blot tyndere.
Jens Bursell med en grov grusgravsgedde taget på Mike the Pike swimbait med fluorocarbon forfang og uptrace.
Up-trace er betegnelsen for den lidt kraftigere line, man ofte har imellem forfanget og hovedlinen. Langt de fleste bruger fletline hele vejen igennem, hvilket især når der fiskes i den øverste del af vandsøjlen med liner der står i kontrast til baggrunden – giver en ret dårlig præsentation, hvor linen er let at se for fisken. Det kan have stor betydning, hvis fisken fx står 20 meter ude – og du kaster 15 meter hen over den, hvorefter den kan se din tydeligt synlige fletline bevæge sig, indtil kommer ind i synsfeltet.
Har du derimod et næsten usynligt uptrace af fluorocarbon vil dette ikke afsløre bedraget nær så let.Den optimale længde på uptrace kan variere, og her skal man være opmærksom på, at fluorocarbon er mere elastisk end fletline – men dog ikke nær så elastisk som nylon. Til jerkbaitfiskeri, hvor jeg har brug for at kunne overføre bevægelserne i stangtoppen til agnen, bruger jeg typisk en lidt kortere up-trace på fx 6-8 meter, hvilket giver en mere begrænset elasticitet. Dette kombinerer jeg med en fletline, der matcher den baggrund fisken ser linen på – dvs hvid til fiskeri i åbent vand og grøn/sort/mørk ved fiskeri langs kanten i mindre søer med træer langs bredden – eller i vandløb med høj bevoksning.
Til fiskeri med wobler og softbaits, hvor man kan få agnene til at arbejde perfekt med en kombination af indspinning og spinstop – bruger jeg typisk et fluorocarbon up-trace på 12-20 meter. Nu hvor vi snakker elasticitet, skal det lige nævnes, at lidt ekstra elasticitet på det yderste stykke kan være en fordel rent kastemæssigt. Det at linen gi’r sig en anelse gør det nemlig lettere at lade stangen ordentligt, hvilket vil kunne give en anelse længere kast med den rette teknik.
Jens Bursell med en fin ti’er fra Stege Nor. Fisken huggede en 19 cm Platypus fisket på FC-forfang og 20 meter uptrace af fluorocarbon.
Til fiskeri med de traditionelle teknikker er jeg af den overbevisning, at en fuldline af fluorocarbon vil gøre, at man mister lidt for meget føling på distancen – eksempelvis med om der er grøde på krogene. Samtidig vil det gøre det lidt for svært at sætte krogene i mange situationer – fx når fisken hugger langt ude i kastet.
En del af de fisk, der puffer eller hugger halvhjertet til agnen, mærker man heller ikke på samme måde, hvilket måske kan foranledige nogle til at konkludere, at de ikke mister lige så mange fisk med en hovedline af fluorocarbon eller nylon. Personligt tror jeg ikke man mister færre fisk – man opdager bare ikke nær så mange af dem, som ikke bliver hængende… Men – så længde det ender med at man får og lander flere hug – så er alt jo i sin skønneste orden.
Fisker du dine geddebaits på release-takler, hvor du eksempelvis kan udskifte en 3/0 trekrog med en str. 6 trekrog er det dog en helt anden sag. Der skal nemlig under den halve kraft til for at få en str. 6 krog på et release-takel til at penetrere, hvilket gør, at man kan tillade sig mere elasticitet i linen for at opnå en bedre præsentation og endnu flere hug – uden nødvendigvis at gå på kompromis med landingsraten. Du kan læse mere om release-takler til gedder i bogen ”Geddefeber”.
0,90 mm fluorocarbon geddeforfang kan sammenføjes med FG-knot både direkte til fletlinen eller som her til enden af FC-uptracen. Ved mono-mono sammenføjninger bør du smelte en smal krave for enden af den tykke part, for at hindre at knuden skrider. Giv altid knuden en dråbe sekundlim.
Den perfekte sammenføjning, hvis målet er at optimere præsentationen 100%, er set i min optik at lave samtlige sammenføjninger med knuder i stedet for med knudesamlinger via fx svirvler, rig-rings mm. For det første er det visuelt mere elegant, men det giver også en højere brudstyrke. Anvendes eksempelvis en svirvel, så er der to knuder – men bindes forfang/line derimod sammen er der kun én enkelt knude – som i sig selv typisk har en højere brudstyrke en hver af de to knuder, man bruger i hver sin ende af svirvlen. Og – går vi helt ud i marginalerne – så giver én knude også mindre luftmodstand end fx svirvler, fanger mindre grøde – og vejer mindre – så forfanget under spinpauser kører mere lige igennem vandet, hvilket giver en mere kontant prikning.
Svirvler og rig-rings gør det lidt lettere at skifte forfang hurtigt, men generelt er det så sjældent, at jeg skifter hele forfanget, at jeg tror det giver langt flere fisk at perfektionere præsentationen frem for at spare et par minutter hver femte fisketur.
I klart vand og hårdtfiskede vande har du en sikker trumf ved at optimere præsentationen med fluorocarbon. Øverst ses materialer til geddeforfang, nederst til up-trace eller havørredforfang.
FG-knot er navnet på en helt fantastisk knude, som er den perfekte sammenføjning til fx gedde- og havørredfiskeri. Knuden, der stammer fra Australiens biggame fiskeri, er stort set ukendt blandt skandinaviske predator- og havørredfiskere, hvilket er synd, da den giver helt eminente muligheder for at perfektionere præsentationen til især kastefiskeri i en hidtil uset grad. Bundet korrekt er knuden en af de stærkeste sammenføjninger mellem fletliner og mono. Samtidig er den også den tyndeste, bedst taperede og mest elegante samling. Dette betyder dels, at du kan kaste helt uden nedsat friktion og irriterende lyde samtidig med at knuden løber perfekt tilbage gennem øjer og linefører uden problemer af nogen art. Det at knuden er så smal og perfekt taperet betyder også, at den ikke opsamler grøde og snask under indspinningen.
Traditionelt bruges knuden mest til at sammenføje tynd fletline til lidt tykkere mono, men den kan faktisk også bruges til at sammenføje relativt tynd mono med et markant tykkere fluorocarbon forfang som fx 0,4 mm uptrace til 0,9 mm fluorocarbon. Bliver uptrace monoen mere end halvt så tyk som forfanget – begynder det dog at blive svært, men det er heldigvis heller ikke aktuelt til gedder og havørred. Hvordan du binder knuden kan du se i denne fotoserie – samt super godt illustreret på youtube. Gode links til hvordan man kan gøre ligger på Youtube.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2016.
FG-knot er super stærk og så slank, at den let glider igennem stangøjer og linefører på din baitcaster.
Ulf Hansen med gigantsandarten fra haraldsted Sø
AF PER EKSTRØM
DER ER FISK, man husker bedre end andre. Du behøver ikke selv at have fanget den, men størrelsen eller omstændighederne, som den er fanget under gør, at den fisk aldrig går i glemmebogen. En fisk jeg tydeligt husker, selvom jeg ikke var tilstede, da den blev fanget, er Ulf Hansens danske sandartrekord fra 1978. Hele 11 kilo vejede den.
Ulf og jeg har kendt hinanden gennem mere end 40 år, og vi har holdt kontakten vedlige gennem vores medlemskab af Lystfiskeriforeningen, hvor vi har siddet i bestyrelsen sammen. Og lystfiskere med mange år på CV´et har det jo med konstant at minde hinanden om: ”Kan du huske den gang?”. Den ene historie efter den anden dukker op i hukommelsen, og røverhistorierne bliver som bekendt bedre, hver gang de genfortælles. Forleden, da vi atter mødtes, var jeg simpelthen nødt til at tage fat i ham for at få hele historien om kæmpesandarten, som jeg desværre ikke oplevede ”live”, men det var tæt på, da jeg var en af de første, der blev kontaktet efter den store fangst.
Det var den 15. november 1978. På daværende tidspunkt var jeg sidsteårs lærling på den daværende, nu lukkede telefonfabrik i Søborg. Sammen med Carsten Gilder og Per B. Larsen havde vi siddet og gejlet hinanden op og organiseret fire ”pjækkedage”. Carsten havde fået lov at låne sine forældres bil, og vi kørte ned til Haraldsted Sø ved Ringsted. Søen var i den periode en top sø, hvad angik sandartfiskeriet, så det var derfor svært at få bådlejlighed, da Lystfiskeriforeningen kun havde to både på søen. Men da det var midt på ugen, var vi heldige.
Vejret var rædselsfuldt. Det blæste en halv pelikan og regnede, men ud skulle vi. Carsten og jeg var i samme båd, mens Per var i en båd for sig selv. Ganske kort efter vi havde forladt broen, huggede fisken. Vi var ikke helt klar over om det var en sandart, og det kunne ligeså godt have været en gedde. Tidligere havde jeg kun fanget sandarter på Bagsværd Sø, men det var ikke store mængder og slet ikke i kæmpe størrelser.
Først, da den var helt inde ved båden, kunne vi se, det var en kæmpestor sandart. Den havde hugget på en 40 gram lys Hi- Lo wobler, der var blyet ned med en tregangssvirvel. Vi roede ind med det samme for at få den vejet. Her mødte vi Per, der kæmpede mod bølgerne og havde besvær med bare at få båden frem. Det er derfor godt, når det blæser, at være to til at ro.
Inde på land fik vi den vejet med hjælp fra en medarbejder fra vandforsyningen som vidne. Nu havde jeg jo fået den kæmpefisk, og så måtte vi jo have havde en til Carsten. Længere nede på søen fangede Carsten så en på 6,8 kilo, og så roede vi ind. Vejret var simpelthen for hårdt. Inde ved broen gik Per rundt, da han havde opgivet på grund af blæsten. Da der kun var to både på Haraldsted, var vores kammerat Flemming Madsen kørt til Gyrstinge Sø, som ligger seks kilometer derfra sammen med Thomas Thomsen. De havde hver fået en sandart, og på vejen kørte de forbi Haraldsted Sø for at se, om vi havde fanget noget.
En dansk sandart på forsiden af et svensk fiskeblad er ikke hverdagskost, men sandarten var så stor at vore svenske naboer måtte have den på forsiden.
Vi var dog allerede kørt, så Flemming kiggede i rapportbogen for at se fangsten. Da han så tallet 11, blev han i tvivl, om der var misset et komma, så der i virkeligheden stod 1,1 kilo, men blev så enig med sig selv om, at der stod elleve. Det siger sig selv, at når man fanger en så stor fisk, så kan størrelsen let blive draget i tvivl. Vi kørte derfor rundt til forskellige medlemmer af Lystfiskeriforeningen, så de med selvsyn kunne se fisken. Da Gert Bendix havde set fisken sagde han: ”Kør ned til Frederiksdal, der holder de altid møde om onsdagen”. ”De” var den hårde kerne af medlemmer med den tidligere overinspektør Ejnar Jensen i spidsen, som hver onsdag ordnede verdenssituationen over et par pilsnere. De blev lokket ud af hytten, og en af de tilstedeværende fremdrog sin egen bismervægt og vejede den. 10,9 kilo viste vægten efter cirka 8-9 timer, så et vægttab på kun hundrede gram bekræftede kun størrelsen.
Det var Ulfs fortælling om sandarten. Her er hvordan jeg oplevede det. Jeg nævnte tidligere, at jeg var en af de første, der fik meddelelse om den store sandart. Telefoner var på da værende tidspunkt ikke noget, som lå i lommen på enhver. De sad fast i væggen, så Carsten Gilder må have lånt en på vandforsyningen, da jeg fik en opringning på mit arbejde. At de var på Haraldsted Sø, vidste jeg godt, men det første jeg fik at vide var: ”Ulf har fanget en sandart på 11 kilo!”. Jeg skulle derfor have fat i Berlingske og Børge Munk Jensen, da det var en kæmpe sensation.
Berlingske var jo det eneste sted, hvor der var oplysninger om lystfiskeriet i Danmark på den tid. Hvor og hvordan der skulle komme billeder ud af det, og hvor de efterfølgende ville tage hen, fik vi slet ikke talt om, så var røret lagt på igen. Da jeg kom hjem, gik jeg derfor i gang med at ringe rundt for at indkredse deres opholdssted. Efter en par opringninger, hvor beskeden var: ”De er lige kørt”, fik jeg omsider kontakt, for jeg ville naturligvis gerne se så stor en fisk og ikke mindst tage nogle billeder af kæmpe sandarten.
Jeg lånte min fars folkevogns boble, og så kørte jeg afsted. Vi mødtes på Frederiksberg, og kørte derefter ud til Ulf, der boede i Værløse. Her var Jens Ploug Hansen også kommet for at tage billeder og samle stof til en artikel. Billedet af sandarten findes i Jens` bog på side 133 i bogen ”Gedde, aborre, sandart” fra 1979. Sandarten blev også anmeldt til ABU, og blev årets største, hvilket indbragte Ulf deltagelse på årets drømmerejse. At Ulf året efter fanger en pighaj på 10,2 kilo på en tur med Bonavista, som også blev årets største, medførte, at han deltog på to drømmerejser i træk. Og sandarten? Ja – den blev overdraget til den meget dygtige konservator på Zoologisk Museum, Harry Hjortaa, der fik den udødeliggjort, så den nu hænger hjemme på væggen hos Ulf til minde om en helt fantastisk fiskeoplevelse.
Sandarterne på Haraldsted Sø er i dag en saga blot. Efter ganske få år stoppede erhvervsfiskeren, da han havde tømt søen, hvilket minder mig om, at efter 40 år er det endnu ikke lykkedes, at få sat en stopper for erhvervsfiskeriet på de danske søer. Spørgsmålet er om det nogensinde sker?
AF KASPER RAMKJÆR, ILLUSTRATION: CARSTEN MADSEN
De første fiskelignende dyr menes at være udviklet fra larverne af en organisme, som kunne ligne nutidens søpunge. For mere end 500 millioner år si[1]den udviklede disse larver en ”chorda”, som er en geleagtig afstivende struktur, der løber i dyrets længderetning. Dette muliggjorde svømmelignende bevægelser, da kroppen herved kunne bevæges fra side til side i stedet for bare at trækkes sammen. Således har den større bevægelighed nok været en evolutionær fordel på grund af bedre spredning i larvestadiet. Larven har sandsynligvis så givet ophav til hele dyrerækken chordata eller rygstrengsdyr, som bl.a. omfatter alle hvirveldyrene inklusiv fiskene. Denne første fiskelignende form repræsenteres bedst af nutidens lancetfisk. De formodes at have filtreret vandet med en gællelignende stuktur, mens de svømmede. Ellers havde de kun udviklet få øvrige fiskelignende strukturer. Men det første skridt mod nutidens fisk var taget…
I tidsaldrene Kambrium og Ordovicium for 4-500 millioner år siden videreudvikles flere forskellige fiskelignende kæbeløse former. Nogle var pansrede skabninger og nogle ålelignende former med en form for tænder i svælget. Af disse træk ses nogle bevaret i vore dages slimål og lampretter. Som en tilpasning til vandfiltrationen udviklede disse former en række gællebuer, som muliggjorde en mere effektiv filtrering. Disse strukturer viser sig at have afgørende betydning for den videre evolution. De forreste to gællebuer udvikler sig til en form for kæber, som giver helt nye muligheder for fangst af større bytte. Dette ses i udpræget grad i kæbeapparater hos nutidige hajer.
Senere udvikler kæberne og en gællebue mere sig til avancerede kæbestrukturer samt høreknogler og tungeben, som det ses hos krybdyr, pattedyr og endda mennesker. Nogle af vores knogler i øret kan altså evolutionært spores tilbage til tidlige gællebuer. De øvrige gællebuer udvikler sig hos hajer og fisk til mere avancerede åndingsstrukturer – nemlig gæller. Yderligere dannes der parrede finner, hvilket øger navigationen betydeligt. På baggrund af ovenstående udvikles således former, der ligner vores bruskfisk – nemlig hajer og rokker. Disse adskiller sig fra benfiskene ved bl.a. at have et bruskskelet, ubevægelige finner, hudtænderr hele kroppen og manglende svømmeblære samt gællelåg.
Aborren hører til benfiskene.
Hajerne er stærkt repræsenteret i fossile fund fra Jura- og Kridt-tiden fra 200 millioner år siden, men er nok udviklet så langt tilbage som for 400 millioner år siden. Benfisk findes også fossilt allerede for 3-400 millioner år siden. Disse ser ud til at være ferskvandsformer med svælgudposninger som tilpasninger til periodevis iltfattige forhold. Den australske lungefisk menes at ligne nogle af de tidligere benfisk. Senere udvikles de strålefinnede fisk, lungefiskene og de kvastfinnede fisk. Hos eksempelvis de strålefinnede fisk ses en række træk, som adskiller dem tydeligt fra hajerne. Lungerne, som hajer helt mangler, er i langt de fleste tilfælde omdannet til et hydrastatisk organ – også kaldet en svømmeblære, som sparer energi til at holde sig flydende. Hajerne kompenserer for dette ved store bæreflader på brystfinner og en stor fedtholdig lever. Samtidigt udvikles gællelåg, som kan bevæge vandet over gællerne, uden fisken flytter sig aktivt. Også ynglestrategien ændres mod mange mindre æg, og skellettet er lavet af ben i stedet for hajernes brusk. Yderligere bliver finnerne bevægelige og nogle med kraftige ben-stråler. Disse træk har nok været medvirkende til, at fiskene er en yderst succesfuld dyregruppe med mere end 20.000 arter. I dag er denne gruppe inddelt i velkendte ordner som eksempelvis sildefisk, laksefisk og karpefisk. Således mener man, at fiskene udvikle[1]de sig, men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål.
Udviklingen stoppede naturligvis ikke med fiskene. I dag me[1]ner man, at de kvastfinnede fisk, hvor – så vidt vides – kun den blå fisk er tilbage, nok gav ophav til de landlevende dyr. Muligheden for at kravle på land, som eksempelvis gav beskyttelse fra farer i havet, har været en fordel og har åbnet op for udnyttelse af landjorden som et levested også. Således er padderne så opstået. Disse er stadig knyttet til vandet ved at skulle lægge æg her, mens krybdyrene har udviklet helt landlevende former ved at have æg, der ikke tørrer ud i luft – men det er en helt anden historie…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2018.
