jan 10, 2023 | Artikler, Fiskeri - generel viden, GEDDE, Grej og beklædning, Hav – kutter og småbåd, Sponsoreret, Video
Hvad enten du fisker fra båd, kajak, flydering, pontonbåd, paddleboard eller et hvilket som helst andet fartøj, er det et must at huske redningsvesten. Skulle uheldet være ude, og du ryger over bord langt fra land, så vil redningsvesten nemlig kunne redde dit liv – også selvom du kan svømme. I denne video gennemgår Martin Wagner fra Søsportens Sikkerhedsråd de forkskellige typer af redningsveste – fortæller hvordan de vedligeholdes, samt viser hvordan man skifter CO2-patronen. Det gennemgås også, hvordan man pakker vesten efter patronen er udløst – og du får i det hele taget en masse nyttige tips omkring sikkerhed til søs – herunder en snak om flyde- og tørdragter.
Se videoen på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnere gratis.
jan 7, 2023 | Artikler, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred
Fuld fleks ved Albæk Hoved. En fin havørred har taget artikelforfatterens flue i det stille vejr.
Det korte kyststræk umiddelbart syd for Juelsminde byder på noget varieret og spændende havørredfiskeri, som bestemt er et besøg værd. Her giver Jesper Sørensen dig en detaljeret guide til kystfiskeriet syd for Juelsminde – eller Sølvkysten som han kalder den.
AF JESPER SØRENSEN, FOTO JESPER SØRENSEN OG DAN KNUDSEN.
FOR 10 ÅR SIDEN flyttede vi, min kone og jeg til Klakring – en lille by tæt på Juelsminde. Rent fiskemæssigt kendte jeg ikke området særlig godt, men det gør jeg nu. Jeg har altid ført fiskejournal hver gang jeg har været ude med stagen, og disse skriblerier har hjulpet mig mange gange i forhold til fiskested, årstid, fluevalg og så videre. Jeg har gransket mine fangstrapporter til denne artikel, for at give dig så mange fifs som muligt til de pladser jeg ofte fisker på og jeg kunne heller ikke lade være med at kigge på hvor mange havørreder det er blevet til på fluestangen. Alt i alt har jeg fået et godt stykke på den gode side af 1000 havørreder over målet, så der er lidt statistisk materiale.
Et par flotte havørreder fra Vejle Fjord syd for Juelsminde.
Havørred på sydsiden af Juelsminde
Fra Barrit Strand til Bjørnsknude på sydsiden af Juelsminde vil jeg give et par gode råd mht. vejr og vind. Området her har meget ler i jorden ned til vandet, som gør, at vandet meget, og jeg mener meget, nemt bliver grumset. Vær derfor opmærksom på vindretning og vandstand. Vinden skal helst være i en nordlig retning, hvis ikke den er det, må det max blæse 4-5 m/sek. Vandstanden er også vigtig i den forbindelse, da dage med meget højt vand kan plumre vandet op. For mit vedkommende er 50 centimeter over normal vande max. Du kan på DMI tjekke både vind og vandstand, så du ikke kører forgæves.
Barrit Strand, Vintervigen og Skovstrækker
Parkeringen til Barrit Strand Vintervigen og Skovstrækket. Vil man fiske de tre følgende pladser kan man parkere ved vandet på Geert Strandvej. Når man kommer fra Vejle siden, drejer man i Vesterby til højre og fortsætter rundt til højre af Barritskovvej. Lige før man kommer til Aarstiderne – dem med alt det økologiske frugt og grønt – drejer man til venstre af Geert Strandvej, den første grusvej på venstre hånd.
Jesper Sørensen er til stille vejr med klart vand og han bruger meget tid på at observere vandet i sin søgen efter havørred.
BARRIT STRAND VED SØNDERSKOV er ikke en af de pladser, jeg har fisket mest på, men det er en fin forårs- og efterårsplads med en del ålegræsbælter – i hvert fald i øjeblikket. Jeg skriver sådan, fordi forholdene ændrer sig fra år til år i dette område. Der kan fiskes til højre og venstre for parkeringspladsen, men mit foretrukne sted er til venstre, hvor der er en »pynt«, som nærmest er en bue på kysten med nogle store sten både på land og i vandet. Vær opmærksom på, at fiskene kan være meget tæt på land, så husk at fiske på langs med stranden.
VINTERVIGEN kalder jeg den næste plads, som ligger umiddelbart efter »pynten« ved Barrit Strand. Her er der en »nøgen« skrænt bagved med marker ned til. Denne plads fandt jeg først for et par år siden, men har som navnet antyder fisket der en del i den kolde tid siden. Her er mere lavvandet end de andre pladser i området, men der kan være mange fisk. Jeg har fået fine 2 kilos fisk i to grader »koldt« vand på denne plads. Bunden her er spættet med sandpletter indimellem. Fiskene er tit er meget tæt på land. Ofte går de bare fem meter ude, hvor der er en række spredte sten på langs af kysten. Jeg har fanget fisk på denne plads både i lav- og højvande og alt derimellem.
SKOVSTRÆKKET kan vi kalde dette stykke kyst. Efter den lille Vintervig kommer der et forholdsvis langt lige stykke med skov helt ned til vandet, som er cirka 500 meter langt. Her er der forholdsvis dybt med sten, tang og sandpletter indimellem. Er man fluefisker, vil jeg mene, at man skal komme her, når der er højvande. Der kan fanges fisk fra forår til sent efterår – og igen kommer fiskene tæt på land ved højvande. Jeg har flere gange set mange fisk længere ude på dette stykke, som nemt vil kunne nås med spinnestangen.
Kystpladserne syd for Juelsminde.
Pynten efter bækken, Klakring Bæk, Albæk Hoved og andre pladser
Parkering til de fem efterfølgende pladser, får du her. I Vesterby drejer man fra Vejle siden til højre og følger vejen rundt til venstre af Øksenhavevej, som er en blind vej, der ender ved en hestefold i udkanten af skoven. Alternativt kan man i Klakring dreje ned af Stationsvej, fortsætte mod vandet og dreje til højre af Sverigesvej. Her kører man ind i skoven og holder til venstre mod vandet. Næsten helt nede ved vandet er der parkering.
PLADSEN »PYNTEN EFTER BÆKKEN« har jeg navngivet således, fordi jeg på min vej hertil krydser Klakring Bæk, der for øvrigt har halvårsfredning. Denne lille pynt ligger i forlængelse af Skovstrækket, men nås lettest fra en anden parkeringsplads. Pladsen har kastet mange ørreder af sig, og fisker lige godt i faldende og stigende vand. Her kan være fisk på alle tidspunkter, men der er dog en tendens til, at fiskene kommer i »puljer« med strøm renderne, som kommer helt ind her. Den lille pynt fisker godt på selve pynten og 10-15 meter til begge sider.
KLAKRING BÆK, som har 500 meters fredningsbælte fra 16/9-15/1, holder tit fisk i området omkring udløbet af bækken, og fiskene kommer her meget tæt på land. Fiskene er nogle gange så tæt på land, at det kan være svært at holde fluen fri af bunden. Derfor observerer jeg altid vandet et stykke tid inden jeg starter fiskeriet her, da ørrederne næsten altid viser sig tæt på land, hvis der er nogle. Stedet er fint i foråret og hen over sommeren til fredningen igen sætter ind i september.’ En dag for et par år siden i august fik jeg en 4 kilos fisk her og tabte en på samme størrelse inden for en time!
En smuk gylden sensommerfisk fra »Pynten efter bækken«. Det er en plads, hvor tålmodighed ofte belønnes fyrsteligt.
ALBÆK HOVED kan man gå til fra parkeringen ved at følge stien til højre langs vandet. Der er cirka 300 meter. Stien slår på et tidspunkt et skarpt højresving, hvor man skal gå til venstre og følge en lille sti til vandet. Holder man ved hestene, går man blot forbi det lille røde hus og fortsætter mod vandet. Når man er kommet over Klakring Bæk, går man cirka 50 meter og drejer til venstre i skovkanten mod vandet.
Pladsen der fiskes på her er en lang blød bue med varierede bundforhold og dybde. Vær igen opmærksom på fredningen ved Klakring Bæk. Denne plads fisker bedst i højvande eller faldende vand. Det er et super stræk, hvor der er muligheder hele strækket rundt – både med flue og spin. Buen ender ved nogle grantræer, der ligger ude i vandet, og her slutter fredningsbæltet fra Klakring Bæk. Lige ved granerne er der en fin plads, hvor den mørke bund går langt ud. En dag i foråret stod jeg og fiskede på denne plads, da en kajakroer kom forbi for at høre om, hvorvidt jeg havde fanget noget. Det måtte jeg så fortælle ham, at det havde jeg ikke. Mens vi snakker, ser jeg en bevægelse i vandet et par meter foran kajakken. Jeg stripper line af hjulet og kaster hen hvor bevægelsen var og trækker et par gange, hvorefter en fisk på 2,5 kilo tager fluen.
Efteråret langs kysterne i »Jespers baghave« byder på et fiskeri, hvor chancerne for grove ørreder er overhængende.
KLAKRING SKOVHAVER eller Baghaven kalder jeg denne plads, da det er tæt på min bopæl. Det er et stræk på 700-800 meter med chance for fisk på hele strækket. Stykket starter efter de væltede grantræer, fortsætter i en bugt og ender ved nogle store kystsikringspæle.
At nævne et godt sted er svært på dette stræk, da fiskene er det ene sted den ene dag og et andet den næste. Jeg kunne dog lige nævne, at der cirka 20 meter til venstre for de store pæle og 60 meter ude er en stor stensamling med én mega sten, som man kan se, hvis det er lavvandet. Jeg har set rigtig mange fisk lige på den anden side af den store sten, som let kan nås med bobleflåd og jeg har selv fået fine fisk der.
PYNTEN TIL VENSTRE er den næste plads døbt, da den ligger til venstre, når jeg kommer til vandet. Pladsen ligger omtrent 500 meter mod venstre fra pæle kystsikringen og ses let, da der er et lille rev med to markante sten til højre for selve pynten. Hvis ikke der er alt for højt vand, er det ikke noget problem at vade ud på revet, men glem ikke at fiske til venstre for de to sten. Her er der tit fisk på relativt lavt vand.
Hele pynten er også fin at fiske, og er et af de steder, hvor der altid er mange hornfisk i sæsonen. Og hvor der er horn, er der næsten også altid ørreder. Husk dog lige at fiske ud for den største og første sten du kommer til: Her er der ofte fisk ganske tæt på land. Strækningen fra pynten og ud til Bjørns Knude kender jeg ikke ret godt, og syntes egentlig ikke det ser særlig interessant ud.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2014
Artikelforfatteren lægger et forsigtigt kast ud over det stille vand. Sådanne forhold er ideelle til at fiske på sete fisk.
Sølvtøj fra Juelsminde. Jesper har statistik på mere end tusinde havørreder over målet fra
sit lokale fiskevand. Så lyt til hans råd!
jan 4, 2023 | Artikler, Bombardafiskeri efter havørred, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Spinnefiskeri
Når du kaster igennem med bombarda´en med et normalt “spinnekast”, har flådvalget stor betydning for både kastelængden og graden af kludder.
Bombardafiskeri er en super effektiv metode til at præsentere små agn med lange kast og høj afsøgningseffektivitet. Men hvilke flåd fungerer bedst under forskellige forhold, når man starter som begynder? Vi har testet et par forskellige typer af bombardaflåd på markedet.
AF TUE BLAXEKJÆR
KLUDDER er bombardafiskerens værste fjende – og også den ting der afholder en del begyndere fra at kaste sig ud i fiskeriet. I Fisk & Fri nr. 8/2012 testede vi graden afkludder og kastelængder op mod hinanden på flåd, der også er almndeligt brugte i 2023 – og det kunne konkludere, at kludder typisk skyldes det tilbageløb, som opstår, når man fisker med en bombarda, der er rigget
med frit gennemløb. Den traditionelle glidende montage med bombasticks er derfor ikke vejen frem, hvis man ønsker både at maksimere kastelængden og minimere kludderet.
Længst kast og mindst kludder med de flåd, der var på markedet – og som stadig er de mest anvendte flåd i 2023 – opnåede man ved sidste test ved at semi-fiksere sit bombardaflåd med et flådstop lige over flåddet. Men – nogenlunde samme effekt kan fås med faste montager – og det er da også netop dette princip, som de to noget nyere flåd – Inno Bombarda og det topmonterede Lawson bombarda bygger på.
Formålet med disse nye tests er dels at finde ud af hvilke bombarda’er, der kludrer mindst og kaster længst – og dels at kaste lys over hvilke bombarda’er, der egner sig bedst til forskellige fiskesituationer for en begynder på kysten uden avanceret kasteteknik.
De fire kombattanter i testen: Fra venstre Patriot, Lawson, ABU og Inno Bombarda.
Test 1 – længdekast på land:
Forfang på 12 fod med en kobberbasse på 0,5 gram. Alle bombardaer er kastet ti gange under identiske og kontrollerede forhold med samme stang, hjul og line.
Test 2 – kast på vand: Forfang på 12 fod med 0,9 grams rejeflue bundet på rør og fisket som L-rig.
Alle bombardaer er kastet under kontrollerede forhold. Der er kastet 50 gange i modvind, 50 gange i medvind, 50 gange med vinden ind fra venstre og 50 gange med vinden ind fra højre. Alle kast er udført med samme stang, hjul og af samme mand.
Test 3 – kast på vand med to fluer: Som »Test 2« men med to store og tunge krogfluer med en samlet vægt på 3,4 gram.
Bombardaeksperten Thomas Matzen fuldt koncentreret på det næste hug.
Hvilke bombardaflåd kastede længst?
Resultatet af længdekastene var at Inno bombardaen kastede 7,8% kortere end de to kastetestvindere – der begge var lavet af massiv plast – Lawson og ABU bombardaerne. Resultaterne blev testet statistisk – og der var ingen signifikant forskel på vinderne. At både Patriot og Inno kastede kortere end de to kastetestvindere var dog signifikant.
Hvilke bombarda´er kludrede mindst?
Kluddertesten gav ligeledes klar besked. Inno’en gav klart mindre kludder, hvilket også var statistisk signifikant. Som det fremgår af testen, er der stor forskel på, hvor meget de forskellige bombardaer kludrer med henholdsvis lette og tunge fluer. Den primære forskel ligger i, hvordan bombardaen er monteret.
En almindelig ABU og Patriot monteret semifikseret samt Lawson bombarda, kludrer markant mere end Innoen, når der fiskes med tunge fluer.
Inno bombarda var suverænt anti-kludder vinder også på store tunge agn. Der var måske en svag tendens til at Lawsons topmonterede bombarda, som ses her, kludrede mindre end ABU og Patriot fisket semi-fikseret, men forskellen var ikke signifikant.
Det praktiske fiskeri med bombarda
Bombardaens facon – samt hvorvidt den kan fyldes med vand eller ej betyder meget for det praktiske fiskeri. Under kastetesten lagde jeg hurtigt mærke til, hvor forskelligt bombardaer’ne opfører sig under praktisk fiskeri.
Patriot fra Blue Fox flyder stadig, når den ikke er fyldt helt op med vand. I testen er den fyldt, så den vejer 25 gram, hvilket i praksis vil sige, at den fungerer som en flydende bombarda. Specielt i modvind med halvstore bølger har det, at den flyder, den betydning, at kontakten til bombarden ikke er specielt god, hvilket i sidste ende betyder, at man mister fisk, da forsigtige hug ikke registreres. En anden ulempe ved at fiskemed en flydende bombarda i hårdt vejr er at drivende ålegræs, som ofte ligger lige under overfladen, nemmere fanges af den højtfiskende flue.
Blandt de testede bombardaer, skiller Inno’en sig ud på flere områder, når der er tale om fiskeri i modvind eller bølger. Udover at være den bombarda, som kludrer mindst under fiskeri i modvind, bliver Innoen et godt stykke under overfladen, selv når den spinnes hurtigt ind. Netop fordi den ikke skøjter hen over vandoverfladen eller tages af bølgerne, har man konstant en sublim kontakt til den, og man mærker selv de mindste hug i fluen.
Tue Blaxekjær er en dreven bombardafiskeri. Her er det Inno
bombardaen, der bliver sent til havs med en lille kobberbasse
for enden.
Muligheden for at spinne Innoen hurtigt ind, uden at den går i overfladen, finder jeg specielt interessant, når man fisker med mindre skeblink,Gulp eller døde tobis. En anden vinderegenskab som Innoen og til en vis grad også den topmonterede Lawson besidder, er som det fremgår af testen, muligheden for at fiske med tunge agn uden, at man tvinges til at forkorte forfanget. Her er det muligt at fiske med blink, Gulp eller tobis med et forfang på en stanglængde, uden at det har den store effekt på mængden af kludder – i modsætning til den traditionelle bombarda monteret med et langt forfang og tunge agn, der normalt er opskriften på kludder og/eller korte kast.
Registrering af små hug under bombardafiskeriet
Når man fisker med en fikseret bombarda, skal fisken flytte bombardaen i vandet, før hugget registreres. Når man spinner jævnt hurtigt ind er dette ikke et problem, fordi man typisk har konstant god kontakt til fluen for enden af forfanget. Men når man fx under vinterfiskeri efter havørred fisker ekstremt langsomt med mange spinstop, kan der opstå problemer med, at registrere forsigtige hug. Denne problematik nedsættes måske marginalt ved, at bruge Lawsons topmonteredebombarda: Eftersom både forfang og hovedline er fastgjort for enden af styrepinden, minimeres den kraftpåvirkning som fisken skal påføre bombardaen, før det mærkes i tangen.
Lawsons topmonterede bombarda kaster længere end Inno’en, men giver mere kludder. Fisken blev taget på rørflue med L-rig.
Den ultimative bombardatest for begyndere
Der er ingen tvivl om, at praktisk fiskeerfaring giver mindre kludder – uanset hvad man bruger. Med ovenstående i tankerne arrangerede jeg en testtur for to personer, som aldrig før havde fisket med bombarda og flue. Begge var nybegyndere på kysten. De fiskede med egne almindelige spinnestænger på 10 fod med kastevægte fra 16-40 gram, og hjulene var Shimano hjul i størrelse 4000 med fletline.
De fik begge et Inno bombarda, et 11 fods forfang af 0,25 mm nylon samt en almindelig krogflue på 0,8 gram. Jeg udstyrede begge fiskere med blok og papir, så de under fiskeriet kunne nedfælde antallet af kast, samt hvor mange gange de fik kludder. Fiskerne fik ikke fortalt, hvordan man under kast kan minimere risikoen for kludder. Det eneste de fik af vide var, at de skulle kaste ud og derefter spinne ind som fiskede de med blink. Fiskeriet foregik i 6 sekundmeter, der kom skråt ind på kastearmen. Efter 65 overvågede kast stoppede jeg fiskeriet og indsamlede deres data. Kluddermæssigt lå de på henholdsvis 0 og 2 gange kludder.
Under mine observationer i forbindelse med testfiskeriet stod det klart, at personen som fik kludder to gange, var markant dårligere til at kaste i forhold til den anden testperson. Kastene var meget varierende, og jeg observerede indtil flere fejlkast, som testmæssigt er talt med. Dette ville aldrig have kunnet lade sig gøre med et normalt bombarda set-up. Konklusionen er klar: Selv en nybegynder, der ikke har fået råd og vejledning i bombardafiskeri, kan uden problemer kaste sig over fiskeriet, når der sidder en Inno for enden af linen.
Inno bombarda som ses her med en fin havørred fra Falster, var en klar testvinder, når det gælder anti-kludder – men flåddet kastede 8% kortere en kastedistancevinderne ABU og Lawson.
KONKLUSION: Selv om Inno’en kaster 8% kortere end længdetest vinderne fra Lawson og ABU vinder den helt klart titlen som det mest kluddersikre flåd – og vil i rigtig mange tilfælde, hvor kastelængden er knapt så vigtig, være det optimale allround valg – især for begyndere. Flåddet giver desuden mindst kludder under kast i modvind, samt mindst kludder under kast med tunge fluer.
Med den rette teknik betyder flåddet ikke så meget
I de to bombardatest er der kastet med normale ”spinnekast” som de fleste kystfiskere gør det. Det er værd at bemærke, at hvis du gider at bruge lidt tid på at lave et ”cirkelkast” betyder bombardaens form og montage ikke nær så meget. Med dette kast, kan du i praksis benytte alle flåd med et bredt spektrum uden montager – stort set uden kludder. Læs meget mere om ”cirkelkast” og bombardafiskeri i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2014
jan 2, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Hav – kutter og småbåd, HAVØRREDFISKERI, Havørredtrolling, Trolling
Lars Petersen med 70cm trolling-sølvtøj fra Køge bugt. Fisken tog en Rhino Trout Killer i farven blue copper dolphin.
Trolling efter havørred og torsk er en både sjov og effektiv teknik, der om nogen øger chancen for at få en af de rigtig store, blanke sildeædere på krogen. Læs hvordan du gør her.
AF TUE BLAXEKJÆR
JEG GLEMMER ALDRIG min første rigtige trollingtur på Bornholm for snart 15 år siden. Bevares jeg havde indtil da dørgefisket og trollet meget fra min fars Mopa, men på Bornholm oplevede jeg for første gang ved selvsyn, hvordan man kunne fiske med 12 stænger samtidig uden, at det hele endte i en stor gang kludder bag båden. Ved første øjekast ser trollingfiskeri ud til at være legende let, for hvor svært kan det være at trække en håndfuld blink efter en båd. Samme indtryk får man nemt når man ser Youtube videoer med trollingfiskeri. Skåret helt ind til benet så er trollingfiskeri faktisk ikke svært, men man skal vide hvad man gør og have en grundlæggende viden om, hvordan grejet skal sættes. Jeg vil i denne artikel komme ind på hvordan man som nybegynder hurtigt og nemt kan komme i gang med trollingfiskeriet efter havørred.
Torsk fra Øresund fanget ved hjælp af Rhinos nye Dipsy diver Flexi diveren
Hvad er trolling og dørgefiskeri, og hvordan kommer man i gang?
Fælles for begge metoder er, at der er tale om fiskeri hvor man trækker agnen efter båden, mens denne er i fremdrift. Enkelt fortalt er trolling et fiskeri, hvor det med hjælp fra downriggere bliver muligt at fiske i en helt konkret dybde, f.eks. 10 meter nede i vandsøjlen. Dørge er fiskeri hvor agnen trækkes efter båden uden brug af downriggere. Ofte benytter man sig af begge metoder samtidig, når man fisker efter havørreder fra båd.
Det giver sig selv, at man skal have en båd eller adgang til en båd, som man må fiske fra. Hvis man ikke umiddelbart har adgang til en båd, findes der heldigvis mange fiskeklubber som råder over både, man som medlem kan benytte sig af. Når først adgangen til båden er sikret, skal der faktisk ikke så meget grej til før man kan komme i gang. De første mange år brugte jeg to trollingstænger med ABU Ambassadeur 6500 multihjul samt et par almindelige kyststænger med fastspolehjul. Jeg lærte hurtigt af erfaring, at det var meget svært at styre mere end fire stænger, når jeg fiskede alene i en lille jolle uden ratstyring og autopilot. Det der besværliggjorde fiskeriet var, at når jeg fik bid og skulle til at fighte fisken eller hive de tre andre stænger ind, gik der ikke mange sekunder fra jeg slap styrehåndtaget på motoren, før jollen lagde sig på tværs af sejlretningen. Det resulterede i sammenfiltrede liner og blink, der gik i bunden, hvilket var til stor frustration. Når jeg fiskede alene, blev løsningen kun at fiske med to stænger med mindre flydende woblere for enden af linen. Var vi to mand i båden, var fiskeri med 4-6 stænger ikke noget problem, da der så var hænder nok til simultant, at styre båden og fighte fisk. Som oftest foregik dette fiskeri kystnært på 2-4 meter vand, og det var ikke unormalt, at have 2-4 ørreder i båden på en kort aftentur.
Artiklens forfatter med en fin havørred fra Køge Bugt. Endnu engang var det et Rhino Trout KIller blink i farven blue copper dolphin som slog til.
Opgradering til trolling fra større båd
Da fiskeriet fra småbåd og i særdeleshed trolling begyndte at trække mere og mere i mig, endte det med, at jeg udskiftede min 12 fods limbo, havkajak og flyderinge med en Ryds 600 Big Fish. Selvom jeg gennem årene havde været med som gast på et efterhånden stort antal trollingture, var det en ny verden, der åbnede sig for mig. Ligesom med alle andre former for fiskeri, er der også, når det kommer til trolling, rigtig meget grej man skal vide hvad er, samt hvordan det bruges. Og der stod jeg så med en rigtig trollingmaskine hvad angik elektronik, downriggere og stangholdere, men resten af grejpakken til trolling manglede.
Heldigvis fik jeg gennem mit netværk af trollingfiskere og grejhandlere, hurtigt sammensat et komplet og fungerende trolling-setup. Havde jeg ikke været så heldig at have haft kendskab til fiskeriet på forhånd ville min vej til et fungerende grej-setup uden tvivl have været både lang, snørklet og fyldt med fejlindkøb. Jeg vil derfor i det følgende gennemgå det mest anvendte trollinggrej til fiskeri efter havørreder.
Rhino Trolling 420 RH LC hjul er perfekt til havørredfiskeriet.
Fiskegrej til trolling efter havørred og torsk
Der er sket meget med mit ”set-up” siden jeg lå få hundrede meter fra land i en 12 fods Limbo til i dag, hvor jeg sejler i en Beneteau Antares 8 fuldt rigget til trolling. I båden har jeg marineelektronik fra Raymarine herunder deres fantastiske EV-150 autopilot. For mig er autopiloten helt uundværlig under trollingfiskeri, da den hele tiden sørger for, at kursen er stabil, så man undgår utilsigtede udsving med sammenfiltrede liner til følge. Derudover er min båd så stor, at det ikke er fysisk muligt at have hænderne på grej og rat på samme tid. Det kan i den forbindelse ikke nævnes nok, at autopiloten ikke fritager en fra at holde behørigt udkig, og der bør altid være en på båden som varetager rollen som styrmand.
Det er ingen hemmelighed, at jeg har en forkærlighed for trollinggrej fra Tyske Rhino, og for tre år siden blev jeg officielt en del af Rhinos Pro Trolling Team. Inden det kom så vidt, havde jeg gennem en god kammerat fået øjnene op for Rhino og deres produktprogram. I første omgang var det deres Wizard og Power Wizard stænger som fangede min opmærksomhed. I min optik er Rhinos Trolling Wizard den perfekte stang, når det kommer til trolling og dørgefiskeri efter havørreder og torsk. Stangen er kraftig nok til at kunne håndtere både sideplanere og dipsy divere men samtidig blød nok til, at det stadig er sjovt at fighte fisk på kun et par kilo.
Endnu en havørred fra Køge bugt har ladet sig overliste af en Rhino Trout Killer. På fotoet kan du se Wizard stængerne.
Trollingstænger til havørred og torsk
Det er svært at komme uden om stænger og hjul – og når det kommer til trolling, er der mange delte meninger om, hvad der er bedst og hvorfor. Det er ikke en diskussion, der skal tages her, da udgangspunktet udelukkende er at beskrive de typer af stænger og hjul som benyttes til trolling og dørgefiskeri. Som udgangspunkt findes der to typer trollingstænger. Der er stænger med øjer som vi kender fra traditionelle spinnestænger. Forskellen er dog, at der på trollingstængerne ofte er flere løberinge (øjer) end på almindelige spinnestænger. Den anden type af trollingstænger er in-line stænger. In-line betyder som navnet antyder, at linen løber inde i stangen. Der er derfor ikke øjer på stangen. Fordelen ved en inline stang er, at linen ikke kan vikle sig on øjerne, hvilket godt kan være et problem på trollingstænger med øjer. Ulempen med inline stænger er, at der skal bruges en speciel tråder for at få fiskelinen gennem stangen. En typisk trollingsstang til havørredtrolling er en 10-20 punds stang på 7 og 8 fod. Jeg benytter selv Rhinos Trolling Wizard i 8 fod.
Trollinghjul til havørred og torsk
Når det kommer til trollinghjul, foretrækker jeg helt klart multihjul med linetæller. Om det skal være højre- eller venstrehåndshjul er helt op til den enkelte. Linetælleren er i min optik næsten uundværlig, når der skal fiskes med mange stænger, da linetælleren er med til, at man kan sætte grejet med den rette indbyrdes afstand. Jeg har de sidste to år fisket med Rhinos 410 og 420 RH LC trollinghjul. Selvom der er tale om relativt billige trollinghjul, så fungerer de bare super. Bremsen er stabil, og hjulene udviser stort overskud, hvad enten der skal bjærges en masse grej i en fart eller fightes fisk.
Torsk fra Øresund fanget ved hjælp af Rhinos nye Dipsy diver Flexi diveren.
Downriggere til havørred- og torskefiskeriet
Det er nok ikke nogen underdrivelse at kalde downriggeren essentiel, når det kommer til trollingfiskeri. Kogt helt ned og simplificeret er, downriggerens eneste formål, at gøre det muligt at fiske i en bestemt dybde. Ud over downriggeren skal man bruge et trollinglod og en udløserklemme. Trollinglodder kommer i flere forskellige udformninger og vægtklasser. Et typisk trollinglod til havørredfiskeri på maksimalt 20 meter vand vejer 5 kilo. Selv bruger jeg nogle aflange fiskeformede trollinglodder som er overtrukket af gummi. Gummibelægningen gør, at jeg ikke så nemt får hakker i bådens gelcoat. Trollingklemmen bruges til at fastgøre ens fiskeline i. Når en fisk hugger, bliver linen trukket fri af trollingklemmen. Trollingloddet sættes fast for enden af wiren på downriggeren og hægten for enden af linetafsen på udløserklemmen sættes fast bag på trollingloddet. For at sætte en stang med en downrigger benyttes følgende fremgangsmåde. Det første der skal gøres er, at fire ens blink ud i en ønsket afstand (3 – 25 meter) bag båden. Når blinket er ude i den ønskede afstand, tager man linen og sætter i udløserklemmen på ens trollinglod. Når linen sidder i udløserklemmen, er det blot via downriggeren at sænke trollingloddet ned i den ønskede dybde, hvorefter blinket bliver trukket med ned og derfor fisker i samme dybde som trollingloddet er i.
Der findes både manuelle og elektriske downriggere. Når der er tale om manuelle downriggere skal man selv via et håndtag sænke og hæve trollingloddet. Dette foregår automatisk med en elektrisk downrigger. Jo dybere man fisker jo mere tiltalende bliver elektriske downriggere.
Hvor langt ens blink skal fiske bag båden, når man bruger en downrigger, nærmer sig et religiøst spørgsmål og der er blandt trollingfiskere stor uenighed om dette. Når det kommer til havørredfiskeri på dybder fra tre til syv meter vand, kan jeg personligt godt lide at fiske længst muligt bag båden. I praksis betyder det, at jeg i relativt stille vejr gerne sætter mine blink 60-90 fod ud før jeg sætter linen i udløserklemmen og kører trollingloddet ned i den ønskede dybde. Fisker jeg i hårdt vejr med megen afdrift i båden halverer jeg gerne længden blinkene sættes ud i. Nogle dage kan fiskene virke sky, og der kan det som oftest godt svare sig at fiske langt bag båden, hvorimod fiskene andre dage er komplet ligeglade og hugger selv få meter fra båden.
Sideplanere til havørredtrolling
Dørgefiskeri med sideplanere kan være stinkende effektivt, men hvad er en sideplaner, og hvordan virker de? Hele formålet med en sideplaner er at få spredt ens agn ud til siden parallelt med båden. En sideplaner er konstrueret således, at når den er fastgjort til fiskelinen, trækker den ud til siden og væk fra båden. Det er meget normalt at fiske med tre sideplanere i hver side af båden. Det betyder i praksis, at det er muligt at dække op til 150 meter vand i bredden. Specielt under fiskeri med sideplanere, er der flere ting, man skal være meget opmærksom på, for ikke at få kludder.
Det der sker, når en fisk hugger på et blink fisket efter en sideplaner er, at linen bliver flået ud af udløserklemmen på sideplaneren, hvorefter sideplaner og fisk trækker ind bag båden som stadig er i fremdrift. Hvis ikke sideplanere og stænger er sat rigtigt indbyrdes vil de filtre sammen, når en fisk hugger. Det er derfor meget vigtigt at følgende fremgangsmåde bliver fulgt, når man fisker med sideplanere: Den sideplaner, som skal fiske yderst, er den første som skal sættes. Normalt starter jeg med at sætte min blink 30 fod ud i vandet hvorefter jeg sætter en Rhino 10 grams clip-on paravane på min line. Formålet med paravanen er at trække mit trollingblink lidt ned i vandsøjlen. Når paravanen er monteret giver jeg yderligere 30 fods line. Nu er blinket på 60 fod line bag båden, og jeg sætter sideplaneren på linen. Sideplaneren monteres på ens fiskestang/line ved, at fiskelinen sættes i klemmen bagers på sideplaneren, hvorefter linen sættes i sideplanerens udløserklemme, som er monteret på en arm.
Her kan du se Rhinos sideplaner – Flexiboard – i aktion.
Her skal man huske, at der er forskel på sideplanere al afhængigt af hvilken side, de skal fiske i. Armen på sideplaneren skal pege ind mod båden, og klemmen bagerst på sideplaneren skal vende mod agter. Når blinket er ude i den ønskede afstand, firer jeg langsomt sideplaneren ud, til jeg når 200 fod på hjulets linetæller. Denne stang sættes i en af de inderste stangholdere på taget af båden. Når næste sideplaner skal sættes, gentages ovenstående dog med den forskel, at clip-on paravanen skal være tungere (25 gram) og sideplaneren kun køres ud i 150 fod på hjulets linetæller. Denne stang sætter jeg i en stangholder på taget af båden i en stangholder som er længere fra midten end den første stang der blev sat. Proceduren gentages med den tredje sideplaner med den forskel at clip-on paravanen skal være endnu tungere (45 gram) og stangen bliver placeret i en af de yderste stangholdere på taget af båden. Under fiskeri med sideplanere er stængernes placering på båden meget vigtige. Reglen er, at stangen til den sideplaner som fisker yderst/længst væk fra båden skal sidde i en stangholder længst inde eller fremme på båden. Stangen til den sideplaner som fisker i midten skal side yderligere end den første stang eller længere tilbage i båden og sidst, men ikke mindst, skal stangen til den sideplanner, som fisker tættest på båden, sidde mest yderligt på båden eller længst tilbage. Overholdes ovenstående placering af stængerne vil linerne ikke filtre sammen, når en sideplaner udløses af hug.
Dipsy Divere til havørredtrolling
Dipsy Diveren eller fattigmandsdownriggeren, som nogle ynder at kalde den, er for mange trollingfiskere helt uundværlig. En traditionel Dipsy Diver opfylder to ting, man som trollingfisker er interesseret i. Den trækker agnen ned i vandsøjlen, og den kan justeres, så den trækker ud til siden. Selv store Dipsy Divere kan sjældent trække mere end 15 meter til siden i modsætning til sideplanere, som teoretisk kan trække lige så langt til siden, som der er line på hjulet.
Dipsy Divere kommer i flere forskellige størrelser, hvor den mest brugte til trollingfiskeri efter havørreder er str. 1. Dipsy Diveren er konstrueret med en arm, som udløses ved hug, hvorefter vandmodstanden på diveren bliver minimeret, og fisken kan fightes uden stor vandmodstand. Ydermere er der i bunden af Dipsy Diveren en vægt, som kan drejes til begge sider. Formålet med at dreje vægten til siden er, at det får diveren til at trække sidelæns væk fra båden. For at få en Dipsy Diver til at trække væk fra båden, skal vægten i bunden af dipsy diveren drejes ind mod båden. Bag på indpakningen til de fleste divere findes et skema, som viser, hvor dybt den går i forskellige afstande fra båden.
En typisk Dipsy Diver i str 1. vil, hvis den er sat 8 meter bag båden, dykke ned i 4,5 meter. Indtil for knap to år siden, hvor jeg fik de første Flexi Divere fra Rhino til test, fiskede jeg sjældent med Dipsy Divere under trollingfiskeri efter havørreder. Dette skyldes, at jeg ofte fisker på så lavt vand, at jeg maksimalt vil kunne køre en dipsy diver 10-15 meter ud, inden den vil gå i bunden.
Udover at fungere som en almindelig diver, kan Rhinos nye Flexi Diver benyttes som det, der kaldes en slide diver. Når man fisker med en normal diver monteres blinket i et linestykke bundet fast bag på Dipsy Diveren. Afstanden fra diver til blink må ikke overstige en stanglængde. Er forfanget mellem diver og blink længere end en stanglængden ender man med Dipsy Diveren helt oppe i stangøjet, mens fisken stadig er langt uden for rækkevidde. Med en slide diver er dette ikke et problem, da den er konstrueret til at kunne glide op om ned af ens fiskeline: Når udløserarmen låses fast på en slide diver, griber armen om ens line, så slide diveren ikke kan køre op og ned ad linen. I praksis betyder det, at man kan fire sit blink f.eks. 40 fod ud bag båden, hvorefter man låser armen på slide diveren. Nu vil blinket fiske 40 fod bag slide diveren plus den afstand fra båden, som slide diveren sættes ud i. Jeg har derfor med en slide diver mulighed for at fiske effektivt på dybder fra 3-6 meter vand.
Endegrej til havørredtrolling
Som billederne i artiklen antyder, er jeg bidt af en gal Trout Killer. Det er endda gået så vidt, at direktøren for Zebco Europe som ejer Rhino kalder mig for ”the one lure guy”. Men ret skal være ret, der findes mange andre gode trollingblink end Rhinos Trout Killer, og jeg fisker skam også med mange andre trollingblink. Det der typisk kendetegner et trollingblink er, at de er meget tynde i godset og derfor meget lette i forhold til deres størrelse. Det betyder, at de ofte er særdeles livlige i vandet sammenlignet med almindelige kystblink, som er lavet til at skulle kastes ud. Et trollingblink kan netop være meget let, fordi det ikke skal kastes ud. Der er dog undtagelser. Eksempelvis findes Rhinos Freddi Flutter også i en tung udgave, som kaldes Freddi Heavy. Tunge trollingblink er i min optik oplagte til fiskeri med sideplanere, for et tungere blink kommer nemmere ned i vandsøjlen, og man kan derfor bruge lettere blyparavaner eller i visse tilfælde helt undvære dem.
dec 19, 2022 | Artikler, Guide til fiskepladser, LAKS, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter laks
Elias Narvelo og Daniel Nilsson afsøger systematisk en af de mange indbydende vige i den nordvestlige ende af Vättern.
Laks er generelt kendt som en art, man enten fanger i strømvand eller fra store trollingbåde på havet. Men i den store svenske sø Vättern kan laksen fanges med traditionelt kystkastegrej fra båd og land. Følg med Andreas Aggerlund på kastefiskeri efter laks.
AF REDAKTIONEN
DET ER HUNDEKOLDT, da vi ligger fra havn i den nordvestlige ende af Vättern. Daniel Nilssons 70 hestes motor gør det ikke varmere, da han ude af havnen lukker helt op for den. Heldigvis er der ikke så langt til den første plads – og efter bare 10 minutters sejlads, kan vi lægge de første kast ind mod et af Vätterns mange skær.
Det er fredag eftermiddag og min fiskemakker på weekendturen, Elias Narvelo og jeg har taget en tidlig fyraften og kørt nogle timer op gennem det sydlige Sverige for at få aftenfiskeriet med lokale
Daniel Nilsson med. Vi er midt i december. Vandtemperaturen har sneget sig ned på magiske fem grader, og søens mange laks jager kæmpemæssige stimer af bitte små hundestejler tæt under land. Daniel, der bor i Karlsborg ned til Vättern, kender området som sin egen bukselomme, har inviteret os med på kastefiskeri efter Vätterns smukke laks.
En smuk og velproportioneret laks fra Vättern. Denne fine fisk faldt for en Purple Haze flue fisket i en line tafs efter en lille wobler.
Laks i overfladen
En times tid inde i fiskeriet spotter vi de første laks i overfladen. Laksene flytter sig hurtigt, så vi får hurtigt bragt båden inden for kastehold. 20-30 sekunder efter lader vi vores agn regne ned over området, hvor laksene kort tid forinden viste sig. Nu bliver det spændende om vi har været hurtige nok. Daniel har hug i første kast, og spændingen stiger et par grader. I andet kast sætter han krogen i en af de fuldfede laks, som efterfølgende leverer en fin fight med flere spring og tunge udløb. Da den omtrent fire kilo tunge laks er ved båden, glider den problemfrit i nettet, og lader sig fotografere – hvorefter den ryger retur. Selvom alle laks i Vättern er udsatte fisk, og der som sådan ikke er noget i vejen for at hjemtage dem, så genudsætter Daniel af princip stort set alle de fisk han fanger.
Mørket begynder at falde på – og opløftet oven på den umiddelbare succes, sejler vi 30 minutter senere mod havnen igen. Lyset er faldet og rejsen tilbage bliver af sikkerhedsmæssige årsager i et mere tåleligt tempo. Daniel udpeger forskellige spots på vej tilbage. – Der er der ofte godt at fiske røding, råber han gennemmotorstøjen og peger mod en stejl klippe som lader til at gå lodret ned i vandet. – Men der kan også være godt med laks, tilføjer han smilende. Daniel peger på loddet som viser, at dybden er lige over 30 meter, og der er ikke meget længere til land. – Der skal være dybt vand nær land, før laksene vil komme ind, siger han. – Du kan godt være heldig at fange en fisk over måske »bare« 10 meter, men så er der nærmest med garanti vand med dybder på mindst30 meter inden for kasteafstand.
Daniel Nilsson fremviser kort en flot laks, inden den kort tid efter bliver returneret til stimen. Det er forkromede skønheder som denne der får lystfiskere til at trodse vejret og bruge en kold dag på vandet.
Lakselandskamp på Vättern
Vi er tidligt på vandet dagen efter. Vi søger rundt efter fisk og kaster systematisk mod skær, klippevægge, strømskæl og andre oplagte spots, som kan holde laks. Trods manglen af fisk og bidende kulde er humøret stadig højt – og snakken går livligt. Daniel foreslår en landskamp. Danmark mod Sverige… mod Skåne, siger han spydigt og kigger på Elias som er fra Helsingborg. Vi indvilger selvsikkert og fisker videre med fornyet koncentration, da en ramme øl og ikke mindst æren nu er på højkant.
Af og til udpeger Daniel fisk på loddet og siger »der går en rødding eller måske er det en laks«. Langs land står der lystfiskere på små klippesatser og kastefisker. Det lader ikke rigtigt til at nogen fanger noget de første timer, men pludselig kommer der aktivitet i overfladen og på loddet. Mine to bådkammerater fisker med spin; Daniel med bombarda og flue mens Elias forsøger sig med en lille kystwobler. Selv fisker jeg med fluestangen i håbet om at kroge en stor laks på kystfluestangen.
Det er Elias, der kroger dagens første fisk udfor et skær med bølger væltende indover. Ud fra stangspidsen at dømme er det en mindre fisk, som inde ved båden viser sig at være en smuk rødding på omtrent et kilo. Røddingen i Vättern er ifølge Daniel i tilbagegang, da store mængder af krebs spiser deres rogn, så fisken får naturligvis lov at svømme videre. Vi har fundet fisk. Nu skal vi bare finde den rette art.
Det er med tungen lige i munden man begiver sig ned til Vätterns skær. Is i rå mængder og ofte voldsom sø slående ind over klipperne gør fiskeriet til en ikke ufarlig affære. En tørdragt med tilhørende redningsvest eller som minimum en flydedragt skal der til hvis man vil dyrke dette spændende fiskeri.
Laks langs med klipperne
Inde på land begynder der at ske lidt. Vi ser flere laks blive landet langs klipperne, og lidt længere ude kan vi også se, at trollingbådene har gang i den. Opløftet over fangsterne omkring os fisker vi koncentreret videre. Kast på kast bliver placeret så tæt på skrænter og skær som muligt. Det er spændende – og følelsen af at hugget falder når som helst, er i den grad over os.
Der går da heller ikke længe, før Elias kroger endnu en fisk over samme skær, som han fravristede røddingen. Denne gang er det en betydeligt bedre fisk, der har hugget på. Laksen giver en brav kamp til stor frustration for de to andre nationer i båden. En smuk nærmest blå/grøn skinnende og fuldfed laks bliver nettet og bliver foreviget med kameraet, inden den sendes retur til stimen, med et »To til Team Skåne, En til TeamSvea og nul til TeamDanskjävel!«, rungende ud over den enorme sø. Jeg mærker tydeligt presset og overvejer at lægge fluestangen fra mig, for at komme på tavlen med en laks, men beslutter mig for at give den en sidste chance.
Her ser du et udvalg af fine laksefluer til Vättern.
Da laksefluedrømmen brast
Laksene trækker længere og længere ind mod en vig, og mens vi fisker os rundt om en pynt og ind i vigen, spotter vi fisk i overfladen cirka 200 meter borte. Vi rykker hurtigt over til fiskene, som stadig viser deres tilstedeværelse ved små hvirvler i overfladen. Det er en større stime laks, som jager hundestejler nær overfladen.
Daniel kroger relativt hurtigt en af fiskene, som i kampens hede gylper en portion halvfordøjede hundestejler op. De små livløse fisk daler langsomt ned i vandsøjlen, men når højst en halv meter ned i vandet, før de bliver taget af andre laks fra stimen. Elias og jeg glemmer alt om at hjælpe med nettet – det var jo trods alt Daniel, der forslog landskampen. Jeg vipper så hurtigt jeg kan min flue 5-6 meter ud, og hugget falder omgående. Så omgående at jeg fumler med løslinen og misser tilslaget. Resultatet bliver, at fisken forsvinder, og min laksedrøm brister lige så hurtigt, som den var ved at gå i opfyldelse. Jeg kaster videre i håb om at narre en mere, men både de opgylpede hundestejler og laksene, som spiste dem, er væk. Lettere slukøret fotograferer jeg netningen af Daniels fisk, som er endnu en fin laks, der sender Team Danskjävel helt bag om dansen.
Vätternlaksens madpyramide består nærmest udelukkende af hundestejler i de koldeste måneder af året – og der er nok af dem begge.
Laksehåbet lever videre på Vättern
Der sker ikke mere den dag, men håbet lever, og jeg har en sidste chance om søndagen, hvor vi er vi på vandet igen. Vejret viser sig fra et mildere hjørne, hvilket er rart, men ifølge Daniel, katastrofalt for fiskeriet. Diskussionen går på, om vi skal krydse søen for at finde noget mere oprørt fiskevand med pålandsvind.
Det er en lang sejltur i åben båd – især hvis vinden tager til – så vi beslutter os for at blive i håbet om, at fiskene ikke har rykket sig endnu. Der sker intet, før vi runder middagstid. Vi har skiftet plads utallige gange og fisket det ene indbydende skær efter det andet. Der har ikke været meget aktivitet på loddet og slet ingen i overfladen, så overraskelsen er stor, da Elias kroger en fisk over relativt lavt vand. Det er en pæn Vätternlaks på 3-4 kilo, der er faldet for fluen, som Elias har bundet i en 20 centimeters linetavs efter wobleren.
Vi nærmer os enden af weekenden, og har mindre end tre timers fiskeri tilbage, før turen går hjemover, så Elias beslutter sig for at hjemtage fisken. Da vi lukker den op og studerer maveindholdet, står det klart, hvorfor laksene kommer kystnært. I sækken har laksen et sted mellem 50 og 100 små hundestejler, som alle ser ganske friske ud. Laksen er som Vätternlaksen er flest, kuglerund og flot i kødet – en perfekt spisefisk.
En af søens mange hårdtkæmpende laks gør et sidste desperat forsøg på at smide Elias efterhængte flue.
Kastefiskeri efter laks i Vättern
Områderne i Vättern, hvorfra man kan kastefiske fra land, er relativt begrænset. På vest siden af søen ligger der et lille område ved Granvik 10-20 kilometer nord for Karlsborg, hvor 40 meterkurven kommer inden for fluestangens kastehold. På østsiden er der lidt flere pladser. Det er især strækket lige syd for den lille by Borghamn og sydover til det naturskønne område Omberg, som er giftigt.
De næste 10 kilometer sydover byder også på dybt vand helt inde under land, men det kan være svært at komme til vandet. Fælles for alle pladserne er, at man skal tidligt op for at få en af dem, da der ofte er rift om dem. Sikkerheden, når man fisker fra land, skal være i orden. Tørdragt og redningsvest eller som minimum en flydedragt er et must. Vandet er koldt, bølgerne slår ofte ind over kanten og klipperne er glatte samt til tider dækket af is. Af samme grund er det selvsagt ikke et fiskeri man skal dyrke alene.
Har man en båd, flydering eller pontonbåd er det hele straks lettere. Selvom man fisker helt op ad land er det bare lettere at komme rundt. Den store ulempe ved bådfiskeriet er, at fiskeriet er bedst ved hård pålandsvind, hvilket kan gøre bådturen ubehagelig eller umulig. Flydering og pontonbåd er selvfølgelig kun gangbare i godt vejr, men bølgerne sætter en naturlig stopper for det: Du kommer simpelt hen ikke i vandet, hvis det er for vildt.
Frugten af en kold dag langs Vätterns østkyst. Selvom der ikke er fangstgaranti er oddsene ganske gode for kontakt med laks på et Vätternsats.
Agn til Vätterns laks
Omkring slutningen af november, når vandtemperaturen falder ned til femgrader, begynder store mængder af søens plankton at søge mod overfladen. Efter planktonet kommer hundestejler i rå mængder – og i hælene på dem følger laksen. Med andre ord, laksene spiser nærmest udelukkende hundestejler, hvilket dikterer, at agnene ikke skal være for store.
Mange lokale anvender bombardaflåd med små fiskelignende rørfluer efter. Mindre sølvfarvede skeblink som Flax og Fax viste sig også givtige på vores tur. Fluerne til Vätterns laks skal frem for alt imitere hundestejler. De fleste lokale bruger rørfluer som minder om Sunray Shaddow eller HKA Sunray i mindre størrelser. På vores tur havde vi dog også stor succes med en lille UV-baitfish, der fungerede godt, som efterhængt flue på Elias kystwobler.
Grej til Vätterns laks
Fisker man som vi gjorde fra båd, stiller det ikke særligt store krav til ens grej. Fiskene er sjældent voldsomt store og man kan rimeligvis følge dem. Almindelig kystudrustning er tilstrækkeligt både for flue og spinfiskeren. Dog ville jeg vælge lidt tykkere line. 0,16-0,18 fletline på spinnehjulet og en forfangstykkelse på 0,30-0,35 på fluestangen. Selvom det ikke er hverdagskost med fisk over otte kilo på det kystnære fiskeri, så sker det.
Landfiskeriet stiller derimod helt andre krav til udrustningen. Mange lokale fisker med kraftige 11-12 fods laksestænger med 40 grams bombardaer og flue som agn. Grejet skal være i den kraftige ende for at presse laksene ind til Klipperne, hvor de skal nettes med langskaftede net eller kanes hvis forholdene tillader det.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2014.
dec 16, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri, TUN
Den blåfinnede tun er et studie i skønhed.
Lige ud for Gibraltar kan du opleve det vildeste popperfiskeri efter blåfinnet tun. Følg med Johnny Jensen og oplev noget af det vildeste stand-up fiskeri Europa kan byde på lige nu.
TEKST JOHNNY JENSEN, FOTO: JOHNNY JENSEN & DANNY GABAY
JEG PRØVER AT HOLDE BALANCEN, mens båden suser henover vandet – og samtidig prøver jeg at holde kameraet stille nok til at få billeder af springende delfiner ved siden af os, hvilket lykkes overraskende godt. Sidst jeg så delfiner gennem søgeren, var en måned før i Amazonfloden, men nu er det saltvandsudgaven ud for Gibraltar i stedet for.
Jeg bliver revet ud af mine dagdrømme om Amazonas’ herligheder, da Louis drastisk stopper båden, og Lee råber, at jeg skal droppe kameraet og komme i gang med at fiske. Jeg kigger op, og er vi midt i et kogende virvar af fugle, flyvefisk og, ikkemindst, tunfisk…
Der er fuld flex på klingen, når de bomstærke tun i et sidste desperat forsøg prøver at lægge afstand til båden.
Blåfinnet tun på popper
Popperen bliver hurtigt kastet ud midt i al balladen. Pop, pop, pop… Pludselig angriber en flot tun popperen, og endnu en gang bliver mine skulderled tæsket af en vanvittigt stærk tun, som hamrer line af hjulet med kurs mod Marokko.
Efter ca. et kvarters fight, pumperi, mere fight, og mere pumperi, kan vi se tun-raketten i det klare vand. Tunen ser også båden, og det bryder den sig tilsyneladende ikke om. Endnu engang river den 200 meter line af, men det er det sidste store udløb: Endelig har jeg fanget min første atlantiske blåfinnede tun på popper. Efter en lynhurtig foto seance, planter Lee en tag i ryggen på tunfisken, og den bliver genudsat i sit rette element.
Johnny med en smuk 30 kilos fisk, der var lige ved at flå stangen ud af hånden på ham. I baggrunden ses Gibraltar klippen.
Adrenalinkick på Gibraltar
Gibraltar har jeg efterhånden besøgt mange gange, men det var sidste år, at jeg for alvor fik fiske-kriller, da Lee nævnte, at han var begyndt at poppe tunen, i stedet for at fange dem på trolling. Jeg troede dårligt mine egne ører, for de fisk er bare for sygt stærke, hvilke jeg selv fik at føle med en på 150 kilo fightet på det helt tunge biggame grej.
Lee & co. inviterede mig i år til at prøve popperfiskeriet. Jeg ankom i midt-oktober, og som Lee sagde: »Det er ikke så godt mere. Du skulle ha’ været her i augustseptember«. Hvor tit hører man ikke det… Men hans version af »ikke så godt« betød, at vi »kun« havde kontakt med 14 tun på fem 4-timers fisketure. Dette står i grel kontrast til de 13 tun per dag, som de kom op på i august/september, men set i lyset af, at der aldrig før sidste år er fanget tun på popper/spinne-grej i Gibraltar, så er jeg super lykkelig over resultatet.
At man så skulle kunne lande en af disse tun på poppergrej virkede helt hen i vejret. Jeg må indrømme, at tanken om at kæmpe med så store tun på spinnegrej, var decideret skræmmende. Ikke desto mindre har Lee siden sidste år fanget over 100 tun på popper, hvor den største indtil videre vejer 120 kg, og fiskene har et gennemsnit på 20-50 kg.
Siden Lee, der af alle regnes, som den klart dygtigste fisker på Gibraltar, fik gang i popperfiskeriet, er der mange af de lokalelystfiskere, der også er gået amok med poppergrejet. Så lige nu fisker Gud-og-hver-mand med poppergrej i Gibraltarbugten i alt fra luxus yachts til vandscootere.
Popperfiskeri med delfiner fløjtende om ørerne på en er en stor oplevelse. Sådan er scenariet ved Gibraltar.
Tun i kølvandet af flyvefiskene
Fiskeriet er egentlig i gang, så snart man forlader havnen og kommer ud i Gibraltarbugten. Man står klar med det samme, med fingeren på linen og hjulbøjlen åben. Vi spejder efter »mågesjov« og jagende delfiner, for dér jager tunen også. Det er helt tydeligt, når delfiner, skråper, måger og suler har fundet en flok flyvefisk. De stakkels flyvefisk har ikke en chance, for bliver de ikke taget af tun og delfiner under vandet, så får fuglene fat på dem i luften, mens de svæver henover vandet.
Det klart bedste kast man kan lave, er i en flyvefisks retning. Tunen svømmer hurtigt nok til at følge under den svævende flyvefisk; den kan se flyvefisken over vandet, og venter bare på, at den kommer ned igen. Rammer man så i flyvefiskens bane med popperen, så er der næsten hug-garanti. Når tunen findes i stort antal, er der ikke ret mange andre rovfisk, der tør jage i farvandet, men alligevel får man af og til bifangster i form af hvid marlin, sværdfisk, guldmakrel (dorado), og både rygstribet pelamide (bonito) og bugstribet bonnito (skipjack tuna).
Tunene følger flyvefiskene med blikket og er parat til at snappe dem, når de lander. Kan du placere din popper foran flyvefisken, er det en god taktik.
For bare 18 år siden gav det ingen mening at fiske efter tunen i Gibraltarstrædet, men langsomt er bestanden tiltaget, så man først og fremmest havde en chance for at fange dem på biggame trolling i et par af sommer-månederne. Nu er det eksploderet, så alle størrelser tun jager ikke bare over dybt vand, men også i stort antal i Gibraltarbugten, hvor de er nemmere at lokalisere. Og i år var der tun fra maj indtil slut-oktober… og måske længere…
I dag er tunene ved Gibraltar beskyttet via mindstemål, sæson, og kvote. De lokale fiskere kan således lovligt kunne tage kunder med ud, og derved tjene deres penge som guider og praktisere catch-tag-release, i stedet for at slå tunfisk ihjel og sælge dem. Og det er fantastisk nyt for alle lystfiskere, der gerne vil prøve at fange en atlantisk blåfinnet tun, uden at det koster en bondegård.
dec 13, 2022 | ABORRE, Artikler, Fluefiskeri, Predatorfiskeri
En stor aborre har taget fluen, som blev serveret nøjsomt foran den på toppen af plateauet.
Storaborre på fluestangen bliver mere og mere populært og ikke uden grund. Det er nemlig enormt underholdende og effektivt. Her giver hollandske Bram Bokkers og Rob Kraaijeveld dig guiden til XXL sorte striber med fluestangen fra båd.
AF BRAM BOKKERS & ROB KRAAIJEVELD
MIN ALUMACRAFT NAVIGATOR sejler os stille ud af havnen. Vores 7’er stænger er rigget med synkeliner og hjemmebundne fluer. Dagens mål er store aborrer – og de skal fanges på flue. Jeg har før fanget store aborre på fluen, men jeg mangler monstret over 50 centimeter Er det mon i dag det lykkes?
Vi er tidligt på vandet. Temperaturen er lige over frysepunktet, men den nyopståede sol giver os lidt varme og energi, mens den kaster sit smukke gyldne lys over vandet. Dagens første hotspot finder vi lige ved siden af bådrampen – en plads som førhen har kastet nogle fine aborrer af sig. Plads 120, som den hedder i min kortplotter består af en klynge sten, som rejser sig op til to meter under overfladen. Der er godt med vand på siderne af stenene – et perfekt sted til store vinteraborrer.
Der er god fart på vinden, hvilket besværliggør fluefiskeriet noget. Specielt fordi det er et relativt stort vand, vi fisker, hvor bølgerne har plads til at rejse sig. Min fiskemakker fisker med en gul og rød Wistler Streamer, som er belastet med dumbbell øjne. Selv fisker jeg med en hjemmebundet kutlingimitation – ligeledes belastet med dumbbells. Efter bare tre kast kan min makker hæve stangen til en smuk fisk på et par og fyrre centimeter, og han er synligt glad for den tidlige fangst.
Fisken bliver hurtigt fotograferet og sendt retur. Vi fisker systematisk videre, men uden held, så beslutningen om et pladsskifte bliver truffet. Herefter søger vi hen til nogle undersøiske bølgebrydere på den anden side af fiskevandet, hvor vinden virkelig står på. Vi ankrer op i fronten af båden i et forsøg på at skære bølgerne bedre, hvilket betyder, at kun en af os kan fiske med fluestangen. Min makker giver mig æren, og jeg forsøger at kaste min streamer så tæt på stenen som muligt, men det er svært i den hårde vind.
2,9 kilo fluefanget aborre. En imponerende fangst som ikke bliver mindre imponerende af at være fanget på flue.
Endelig hugger storaborren fluen
Bølgerne rammer mod stenrevet, mens jeg kast efter kast fisker min flue koncentreret hjem. I ottende kast er der endelig hug. Fluelinen bliver nærmest revet ud af hånden på mig. Jeg er fra starten ret sikker på, at jeg har kroget en stor fisk. Fighten er hård, men den bomstærke aborre giver til sidst op og kommer til overfladen. Dens enorme hoved og fede stribede krop med de nærmest selvlysende røde finner, ligger nu der i overfladen.
Det er en stor fisk, som meget vel kan bryde den magiske 50 centimeters grænse, men der er kun én måde at finde ud af det på. Fisken bliver elegant nettet, og først da den ligger på dørken, går det op for os, hvor stor den er. Vi har svært ved at finde ord, da den store fisk viser sig at måle 51,5 centimeter og veje hele 2,9 kilo! Jeg er selvfølgelig ovenud lykkelig over den vanvittige fangst, som i den grad fuldender dagen.
Hvor er der godt til fluefiskeri efter store aborrer?
Fluefiskeri efter store aborrer er ikke nemt. Men der findes flere vande, som holder store individer. Fiskevande, som i sommerhalvåret bugner af vandplanter og byttedyr, hvor man kan gøre fine fangster, men den bedste periode til at fange store aborrer starter først i det sene efterår.
Og topperioden fortsætter langt ind i vinteren, hvor vandtemperaturen falder og vandplanterne dør ud, så de bedste fiskepladser igen kan fiskes effektivt. Det er her de helt store fisk skal fanges.
Et blik i aborreflueæsken som hovedsageligt huser store streamerfluer. Mange steder herhjemme er rejefluer også enormt effektive.
Hvis du vil finde de helt store aborrer, gør du klogt i at lære dit vand godt at kende. De helt store aborrer går alene eller i ganske små stimer på op til tre fire fisk. Personligt har jeg fisket mine favoritvande i en lang årrække og kender dem godt. Min plotter er fyldt med positioner, hvilket er meget belejligt. De store fisk finder jeg ofte på relativt små områder i form af plateauer, skrænter, stensætninger og små knolde. De bedste områder til storaborrer har ofte en vanddybde på mellem en og tre meter på toppen af forhøjningen, og hvis der samtidig er dybt vand i nærheden, nærmer vi os ideelle forhold. Mange vil nok rynke på deres øjenbryn og tænke, at det lyder lidt underligt, men det er sandt. I vinterhalvåret er der godt med store og fede aborrer på de lave plateauer, hvor de jager aktivt.
Fluefiskeri efter aborrer fra båd
Bådens position er ikke mindre vigtig, når man fisker med fluestang – tvært imod. Denne fiskeform er enormt vindfølsom, så at deale med dette er en af de vigtigste faktorer, hvis man vil have succes.
Som regel ankrer jeg båden op cirka ti meter fra forhøjningen, jeg vil fiske, så jeg har vinden i ryggen og kan fiske spottet grundigt igennem. Fluefiskeri fra en opankret båd er nemlig væsentligt lettere end fra en drivende. For anker kan du få din line til at synke til den korrekte dybde og fiske den hjem i det ønskede tempo, uden at du skal bekymre dig om at drive væk.
Fisk din flue i et varieret, men fortrinsvis langsomt tempo, med enkelte hurtige tag i linen. Dette pirrer ofte de store aborrer til at hugge. Når jeg ankrer båden op, fikserer jeg ankertovet i midten af båden, så båden står på tværs af vinden. Dette muliggør, at vi let kan stå to mand og fluefiske. Er bølgerne for store, må man ankre op i fronten af båden og skiftes til at fiske. På større plateauer fisker jeg drivende, da fiskene kan stå hvor som helst. I sådanne situationer bruger jeg så vidt muligt vinden til at styre hvilken retning, jeg driver i. Er det meget vind anvender jeg et drivanker til at sænke hastigheden, så jeg kan nå at dække vandet ordenligt.
Danmark byder på masser af muligheder for at fluefiske store aborrer – så det er bare med at komme ud og svinge kæppen.
En aborre har taget fluen over det lave men kolde vand. Det er om vinteren de store flueaborrer skal fanges.
De bedste fluer til store aborrer
Aborrefluer kommer i mange størrelser og former. Selv fortrækker jeg simple fluer. De fleste af mine aborrefluer er fiskeimitationer på 10-12 centimeter- oftest bundet med en zonkervinge. Jeg bruger både belastede og ubelastede fluer alt efter forholdene. Farverne på mine fluer er i høj grad styret af vandet. Er vandet uklart, fisker jeg med fluer, der er kraftige i farverne – så som chartreuse eller pink, mens jeg i klart vand ofte fisker med rødbrune fluer.
Fluegrej til aborrer
Til fluefiskeriet anvender jeg en hurtig 7’er som kan klare de store fluer og noget vind. Hjulet har ikke den store betydning – så længe det kan holde linen, er det fint. Linerne jeg bruger til vinteraborrer er i modsætning til om sommeren synkende.
Det er vigtigt at komme hurtigt ned til fiskene, og til det bruger jeg et synke 5 skydehoved, men lavere synkehastighed kan være nødvendigt, hvis vandet du fisker over er lavt. Forfanget har ikke den store betydning; en halvanden meter 0,30 nylon er rigeligt til at lure de store aborrer.
Fluorocarbon er ikke nødvendigt til dette fiskeri. Et tyndt stålforfang er desuden et god idé, hvis du fisker i områder med mange gedder, men vær klar over at stålforfang til tider kan afskrække aborrerne fra at hugge.
dec 11, 2022 | Artikler, Betalt samarbejde, Bombardafiskeri efter havørred, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Spinnefiskeri
Berkleys Powerbait Drop Shot Minnow ligner fiskeyngel så meget, at det næsten gør ondt. Fisket med indlejret L-rig som her fås både perfekt præsentation og en suveræn krogning. Her er den belastet med et BB-splithagl for at komme ned ved hurtig indspinning.
Der findes et hav af mikrosoftbaits på 4-6 centimeter, der let lader sig kaste på bombardagrej – og i nogle tilfælde også på fluestangen. Dropshot minnows, mikro paddletails, grubs og curlytails – samt superrealistiske rejer og krabber af TPE eller PVC er alle eksempler på ”gummi”, der kan få ørrederne til at gå amok. Her får du en guide til, hvordan de fiskes mest effektivt.
AF JENS BURSELL
MICROSHAD’EN – vimser forførende gennem vandet, mens den vrikkende ruller fra side til side. Halen vrikker lige så lokkende som kroppen, og i samme sekund jeg skal til at hive den op af vandet, dukker en sølvgrå skygge op som ud af ingenting og hakker den uden tøven. Det lille gummidyr ligner på en prik en af de mange småfisk, der lige for øjeblikket svømmer rundt i tangen – og det er derfor ikke overraskende, at de sidste par timers tid har givet adskillige hug. De sølvblanke fisk kæmper som besat – men inden længe, må den overgive sig og glide sikkert i nettet.
Jeg har gennem længere tid eksperimenteret med de mange muligheder, der ligger i at fiske med bittesmå softbaits efter kystens ørreder – og der er næsten uanede muligheder for at imitere alt fra fx småfisk til rejer og krabber. Her får du lidt inspiration til, hvordan du får mest ud af de forskellige typer af softbaits.
Berkleys Powerbait Rippleshad i 5 cm udgaven med indlejret L-rig. Uden belastning som her, er den ekstremt langsomt synkende med en str. 16 trekrog,
hvilket kan være en fordel i flere fiskesituationer
Softbaits til kysthavørred
Montagen af softbaitet kan selvfølgelig ske på den helt normale måde – dvs på en krog, et jighoved – eller på en belastet offset krog. Det fungerer fint, og det fanger fisk. Men – vil du have en mere elegant montage – eller muligheden for en mere langsomt synkende præsentation, der samtidig kroger betydeligt bedre end de traditionelle metoder – så skal du se dig om efter metoder, der muliggør en effektiv brug af bittesmå trekroge ≤ størrelse 12. En af de letteste måder at gøre dette på, er at benytte sig af et L-rig, der enten kan fiskes indlejret eller på rør.
Med L-rigget indlejret i softbaitet får du en ekstremt elegant præsentation. Læs hvordan du gør i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”.
L-rig indlejret i softbaitet
Indlejret L-rig er set med mine øjne totalt set den letteste og mest elegante måde at montere mange microsoaftbaits som fx dropshot minnows, microshads og grubs. Jeg fik ideen til denne montage, da jeg sad og rodede med at stikke rør igennem en lille shad – eller gummifisk – mens synes, at jeg deformerede den for meget. Selv når man stikker et lille rør gennem et minimalistisk softbait, vil materialet nemlig udspiles så meget, at vinklen mellem hale og ryg let ændres, hvorved man nemt kommer til at ødelægge den originale gang. Især på shads og grubs er dette udtalt. For at modvirke dette, kan man blive nødt til at lægge røret så lavt i softbaitet, at det bliver svært at undgå, at det kæntrer på grund af for højt tyngepunkt i montagen. Ved at indlejre L-rigget direkte i softbaitet, undgås alle disse problemer.
Sådan indlejrer du et L-rig i softbaitet:
Fremgangsmåden er super simpel. Fordelen ved at indlejre eller indsy L-rigget i softbaitet er dels, at det er meget nemmere og hurtigere end først at skulle til at montere et rør – og dels, at man slipper for at skulle semi-fiksere L-rig løkken på røret for at sikre korrekt orientering af krogen: Ved at klippe en simpel L-rig muffe med en skarp og spids fluebindingssaks i selve softbaitet lige der, hvor L-rigget støder op til gummifiskens »gat«, vil L-rig knuden – også kaldet ophængerløkken – helt automatisk blive låst i den helt rette vinkel, der giver den optimale eksponering af trekrogen.
Ulempen ved denne metode er, at det tager en lille smule længere tid at skifte agnen – hvis da ikke lige man gør det, at man har en håndfuld forskellige softbaits monteret på takler, der alle afsluttes opefter med fx 1 meter 0,23-0,27 mm fluorocarbon og en 1,5 mm Nash rig-ring. Så kan man blot opbevare sine rigs i en rigmappe – og lynhurtigt binde dem af og på, som man ønsker det.
Men – når det er sagt – at skifte softbaits med indlejret L-rig tager ikke mere end et minut – så selv hvis man ikke har en rig-mappe er det ret nemt.
Klassiske grubs og curlytails som disse, giver en fræk og delvis roterende gang monteret som vist på rør. Monteret med indlejret L-rig (th) har de en mere normal gang. Bemærk det skrå frontsnit på det lyserøde softbait, der giver en mere vrikkende og endnu mere roterende gang. Laves snittet skråt set fra oven fås maksimal rotation af baitet, hvilket til tider kan lokke træge fisk.
Mikrosoftbaits til havørred på rør
Mange softbaits kan fiskes på tynde rør. Det letteste er i langt de fleste tilfælde blot at skære et skråt snit på røret, så det bliver spidst. På langt de fleste små softbaits, kan man herefter forsigtig presse røret igennem softbaitet, til det er helt igennem. Husk at lade rigeligt med rør stå i både bag og forenden, så der er noget at arbejde med, når rørmontagen skal færdiggøres. Klip først røret af, når det er skubbet igennem – det er nemlig meget lettere at presse og styre rørets retning symmetrisk gennem røret, når man har noget at holde på. Har man problemer med at få røret igennem, er det letteste at skubbe en kanyle igennem først.
Kanylen er jo hul, og skærer derfor et hul gennem agnen. Brug så lille en kanyle, at røret stadig sidder stramt af sig selv. For at få den rette gang og balance i agnen, vil mange softbaits skulle belastes i forenden, for at balancere den lille trekrog, der sidder i enden på L-rigget. Dette kan super simpelt ordnes med at skubbe et lille conehead eller en tungstensperle ned på fronten af røret, hvorefter der brændes en krave i røret, så belastningen ikke kan glide af. Er hullet i coneheadet for stort – sættes to rør oven på hinanden, inden kraven brændes.
Softbaits som disse egner sig perfekt til at fiske på rør. a) Thomas Hansens montage med et L-rig for enden af røret på TPE Fly Shrimp. L-rigget kan fiskes i enten hoved- eller hale. b) Jens Bursells rørmontage: Den forskydelige belastning – et metalrør (1), justeres med to gummi hook-beads (2) på hver side. En stump nylon line bindes om rør, som bindes om reje. Knuder sikres med sekundlim (5). c) Powerbait Drop Shot Minnow på rør. Den pinke er færdigt monteret med tungstensperle (3) og smeltet krave forrest. Det højtliggende rør på den blågrønne, giver et knæk på ryggen, der påvirker gangen i en mere roterende retning.
Alternativt kan man blot klemme et splithagl på linen, når man fisker, hvilket også giver stor fleksibilitet med hensyn til at kunne skifte belastningen efter skiftende forhold i løbet af dagen. I bagenden af røret skal man også være sikker på, at røret ikke bevæger sig. Det kan enten gøres med en dråbe sekundlim – eller ved at skubbe et micro hook-bead op på røret. Hookbeads er små gummiperler lavet til at skubbe op på krogen i forbindelse med justering af hair-rig montager – og kan fås i butikker som fx Sport Dres eller lignende, der handler med karpegrej.
Har man dimensioneret rørets tykkelse godt, vil friktionen fra det svagt udspilede softbait i sig selv dog være rigeligt, til at sikre placeringen af røret – især hvis man fisker med den rette kasteteknik: Når man fisker softbaits på bombarda er det en fordel at bruge »førte kast« hvor man tager softbaitet i hånden, kaster det ud foran sig og fører det rundt i luften i en cirkelformet bevægelse, mens kastet accelereres og sendes af sted – uden at softbaitet rammer overfladen.
Dette giver en meget mere jævn belastning af agnen, som gør, at montagen holder bedre – end når man bruger et kast, hvor softbaitet hæfter i vandet i kastets kraftigt accelererende opstartsfase. Med den førte teknik, undgår man i øvrigt også, at der lige sætter sig noget på krogen, sekundet inden kastet er sendt af sted, hvorved man ofte får en mere effektiv afsøgning uden spildte kast, hvor der er snask på krogen.
Sidst, men ikke mindst, skal man lade så meget rør stå, at man har muligheden for at semi-fixere L-rigget – enten ved hjælp af en powergum stopknude eller en L-rig muffe. Alt dette kan du læse mere om i bogen »Havørred – Refleksioner på kysten«, som du kan købe her (REKLAME).
Jens Bursell med en fin havørred taget på PVC-rejen Manic Shrimp.
Softbait rejer til havørred på kysten
TPE rejerne fra Savage Gear er en smule anderledes end de fleste andre softbaits, der typisk er lavet af PVC. TPE – der står for Thermo Elastomere, er et hyper-elastisk materiale, som i modsætning til de traditionelle softbaitmaterialer, er flydende. Her er belastningen samt dens placering alt afgørende for et godt resultat, hvor agnen synker på den rette måde samt i den rette hastighed.
Når der fiskes med små trekroge, fås den bedste krogning, hvis agnen synker nogenlunde vandret. Men det kan også have betydning for agnens lokkeevne. Thomas Hansen – fra »Havørredens Hemmeligheder«, der har fisket meget med TPE rejerne monteret med rør og L-rig kommenterer følgende: – Noget af det, der virkelig er med til at trigge havørrederne er TPE-rejernes dirrende ben og antenner. Den effekt fås helt klart bedst, når rejen synker vandret, afslører han. – De originale off-set kroge som rejerne sælges med er belastet helt perfekt med en lille klump metal, der ligner rejerogn. Selv gør jeg det, at jeg klipper dette af – og limer det fast på midten under rejen, hvilket giver et perfekt vandret synk.
Thomas Hansen med en fin fynsk fisk taget på TPE Fly Shrimp fisket på rør og L-rig.
De er forsynet med en kanal, der går gennem softbaitets længdeakse. Her stikkes røret igennem, men det er stramt, så der kræves lidt teknik: Stik en lang og lidt tyk nål igennem rejen. Pres spidsen af nålen ind i røret, så den sidder stramt. Giv den evt. en klat sekundlim eller fæstn den ved en kort opvarmning. Træk herefter røret gennem rejen. Hold evt. nålen i en lille tang, så du har et bedre greb om den.
I hver ende sætter jeg en perle og brænder en lille krave, så softbaitet sidder perfekt fast. 90% af mine hug får jeg, idet rejen synker, så det er bare med at lave masser af lange spinstop, slutter han. Personligt foretrækker jeg, at montere røret gennem den lille TPE-bro under hovedet (4), og derefter lade det køre på under- og ydersiden af rejen – skjult i den konkave bug. Det giver nemlig mulighed for at slutte røret en anelse før halens afslutning, hvilket efter min mening giver en mere optimal placering af krogen. Desuden giver det mulighed for en forskydelig vægtbelastning, som du kan se på fotoet. Samtidig bliver det lettere at semifiksere krogen, så den altid er orienteret korrekt – uden at krogen kommer for langt bagud.
Til højre Manic Crab af PVC og til venstre TPE Fly Shrimp. Opbevar aldrig disse to plastmaterialer i samme æske, da de vil reagere og ødelægge
hinanden. Begge to er monteret på rør. Se også side 14.
Den snurrende hypnose
Traditionelt vil folk ofte have at softbaits og fluer skal gå »vrikkende «. Men – nogle gange kan en roterende gang være betydeligt mere effektiv. Se blot hvor effektiv Et rotationsblink er; samme effekt kan fås med softbaits. Ved at variere med montage formen, kan man få softbaitet til at gå på mange forskellige måder. Overvej, at nogle gange kan det måske være den mest »syge« gang, der får fisken til at hugge. Ved at skære i softbaitets i front – eller lege med rørets vinkel gennem agnen, kan man ændre gangen: Et symmetrisk snit set fra oven men med et skævt rør set fra siden, giver en vrikkende gang med svag rotation ved høj hastighed, mens et fuldstændig skævt snit set fra oven eventuelt kombineret med et skævt rør set fra oven – vil skabe en mere heftig rotation, der kombineret med eksempelvis en curly tail’s spirallerende halebevægelser, kan give den sindsygeste snurrepsykotiske gang… Husk en kuglelejesvirvel, hvis du monterer dit softbait på denne måde.
Lær mere om L-rigs og takler til mikrosoftbaits
Hvis du vil vide mere om L-rigs og specialtakler til mikrosoftbaits på kysten, samt hvorfor de er så effektive, kan du læse mere i kystbogen »Havørred – Refleksioner på kysten« – der kan købes hos velassorterede grejhandlere samt signeret hos releaserigshop.com (REKLAME).
dec 9, 2022 | Artikler, Betalt samarbejde, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri
Jack kan bare det der med de store havørreder.
Jack Schultz fra Team Daiwa har fisket kystørred i 30 år – især på Fyn og i Sverige. Hovedparten af hans fiskeri foregår med spinnegrejet. Vi har taget en snak med den erfarne kystfisker om hans foretrukne stænger – samt hvilke typer han bruger til forskellige formål.
AF JENS BURSELL
– MIT VALG AF TEKNIK afhænger i høj grad af årstiden, afslører Jack Schultz. – Omkring 80 % af mit fiskeri er spin, og fluestangen kommer nu om dage næsten kun frem, når det er rigtig koldt om vinteren, for under disse forhold er det ofte ret langsomt fiskede agn, som ikke bevæger sig særlig meget, der skal til for at overliste de kuldslåede fisk. Og det behøver ikke nødvendigvis at være små agn.
– Af samme årsag fisker jeg faktisk også meget med spinnestangen i vinterhalvåret. Et godt eksempel på spinneagn, der kan fiskes langsomt uden meget bevægelse i sig, er ”Den Stive”, som jeg har fanget virkelig mange flotte fisk på i koldt vand. Den ser dødssyg ud i vandet, hvor den umiddelbart går ret dødt uden de store bevægelser og udslag i vandet, men netop dette gør den også utrolig effektiv i den kolde tid. Jeg fisker med den sort hvide udgave, der har en god kontrast. Jeg skal helst kunne se den – ellers gider jeg ikke. Og det er også vigtigt, at den ikke ligner den naturlige føde alt for meget. Den skal i min optik netop skille sig ud, for at blevet taget. For hvorfor skulle fisken tage den, hvis den lige så godt kunne tage alle de andre småfisk i vandet? Det giver ingen mening for mig at fiske lange kyststræk af – og så camouflere min agn, så fiskene ikke kan se den.
Jack er helt vild med Morethan stængerne, som han bruger i 9 og 10 fods udgaverne.
Den perfekte kyststagn til havørred
– De vigtigste egenskaber ved en kyststang er for mig, er at det er noget super let udstyr, fortsætter han. – Jeg kaster normalt ret kort, for alt andet er unødvendigt på de fleste fynske pladser. Jeg går oftest bare og svipper agnen 30 meter ud, og så gider jeg simpelthen ikke noget, der er for tungt. Min første prioritet er altså, at stangen skal være let og lækker at gå med. For tungt udstyr, der kaster langt, giver ikke nødvendigvis flere fisk, på de pladser, som jeg fisker allermest – tværtimod.
– Til mit letspinfiskeri på Fyn foretrækker jeg en stang, der bare kaster for fedt med 10-18 gram. Det skal ikke være sådan, at man føler man kaster hårdt. Den skal bare vippes ud, så det er en fornøjelse at fiske. Stangen må gerne være blød, men den skal stadig have noget rygrad, for jeg holder ofte mine fisk ret hårdt. Daiwa Morethan, en kyststang som jeg er virkelig glad for. Den er et godt eksempel på den perfekte balance mellem disse prioriteter. Det er jo ikke som sådan en blød stang, men den kulfiber, den er lavet af er enormt følsom, så den kaster virkelig godt med små agn – samtidig med, at den er både behagelig og effektiv til at fighte de større fisk, uden at det tager for lang tid. Den føles let at gå at kaste med, samtidig med at den har masser af rygrad, når der er brug for det. Sådan skal det være.
Jack med en af sine utallige fine blanke havørreder.
Det er ikke stangen, der skal sætte krogen
– Mange snakker om, at en stang skal have en bestemt aktion – ofte stiv, for at kunne sætte krogen. Men det er i min optik ikke nødvendigt, understreger han. – Jeg føler jeg får en bedre krogning ved ikke at gøre ”traditionelt” modhug med stangen. I stedet strammer jeg først op og hæver stangen, når jeg mærker vægten af fisken. Med et voldsomt modhug gør man det bare værre for en selv, for ofte sker der det, at man nærmest bare flår krogen ud af munden på fisken. Lad den bare tage agnen og spænd først gradvist op, når du reelt set mærker vægten af den i stangen. Traditionelt tilslag er en saga blot. Det ødelægger normalt mere end det gavner.
– Det er klart, der er jo også forskel på om fisken hugger på 20 eller 80 meters afstand. Men når de hugger langt ude, som fx når jeg fiske på Öland, så fungerer samme teknik også fint.
Forskellige kyststænger til forskellige formål
– Til de helt små blink bruger jeg en Daiwa Luvias stang på 8 fod og 2-12 grams kastevægt. Den er bare for fed til det helt lette fiskeri, hvor man bare går og kaster med én hånd. Denne stang bruger jeg eksempelvis ofte her i det sene efterår, hvor jeg bare skal lave en masse små korte kast med seks grams blink på fx blot 30-50 centimeter vand imellem tangbuskene. Der er ingen grund til at gå med en alt for lang og tung stang til dette super sjove fiskeri.
– I forbindelse med mit normale kystfiskeri her på Fyn går jeg primært med en nifods Morethan stang med en kastevægt fra 5-25 gram. For mig er det en hammer god allrounder, som jeg i øvrigt også bruger på fx Öland, når ikke der er brug for de helt kraftige skyts. På trods af sin beskedne kastevægt kan den faktisk kaste ret langt under de rette forhold. Jeg fik blandt andet en super god 3,5 kilos fisk på Öland sidste år på den. Det var fuldstændig vanvittigt. Det var på et 20 grams blink med 10 sekundmeter i ryggen og 0,10 line. Altså – jeg kastede virkelig langt på den stang. 80 meter vil jeg tro – uden at overdrive. Og få faldt hugget efter blot tre omdrejninger – BANG! Den sad bare fast lige med det samme, på trods af det relativt klejne grej i forhold til distancen, havørreden huggede på. Den blev sgu bare hængende. Jeg troede selvfølgelig, at det var en endnu større monsterfisk…
– Til det lidt tungere fiskeri bruger jeg samme stang – blot i 10 fods udgaven. Dette er min primære stang i hårdt vejr og over lidt dybere vand – som det fx ofte er tilfældet, når jeg fisker på Öland.
Jack bruger til sin letteste stang sit Daiwa Luvias Airity 2500 fastspolehjul.
Hjulvalget midt imellem
– Jeg fisker aldrig mindre hjul end 2500 størrelsen, for så skal jeg dreje for stærkt rundt for at få den rette hastighed på blinket. På den lette stang bruger jeg mit Luvias Airity 2500 med 0,08 mm fletline. Min nifods Morethan er monteret med et Daiwa Exist 2500 og 0,10 mm flet, mens samme hjul i 3000 udgaven på min kraftigste 10 fods stang er påspolet med 0,12mm fletline. Det giver alt i alt tre super velafbalancerede sæt, som jeg kan fiske effektivt med i timevis uden at blive træt.
Kystliner til havørredfiskeri skal være tynde og stærke
– Linen er også Morethan, forklarer han. – Når man først har prøvet den, kommer man aldrig tilbage til noget andet. Grunden til, at jeg er så vild med den line, er, at den er coated og utrolig slidstærk, men samtidig super blød og ”lydløs”, når den kører igennem øjerne. Den line er simpelthen bare med til at give en bedre fiskeoplevelse, fordi den er så gennemført lækker at fiske med. Normalt fisker jeg noget der minder om tre sæsoner med en og samme linepåspoling, hvilket siger noget om denne lines helt særlige slidstyrke og evne til at klare titusindvis af kast uden at flosse. 0,08 linen tager seks kilo, otte kilo for 0,10mm – og 11 kilo for 0,12 mm. Det er helt vildt. Det er nogle virkelig stærke og tynde liner – og det er ekstremt vigtigt, når der fiskes efter havørred ude på kysten.
– En anden ting, der er virkelig fed ved, at de er så tynde i forhold til styrken, er, at vinden heller ikke så let tager i den, hvilket bidrager til en bedre føling med blinket – især når det blæser godt, og der er store bølger.
Jack har efterhånden fisket omkring 30 år på kysten, og med det store erfaringsgrundlag er det sjældent, at der er mange nul-ture i streg.
Fluorocarbon forfang til kystørred
– Jeg bruger altid et fluorocarbon forfang – typisk 0,37 mm tykt, som jeg sammenføjer til hovedlinen med en uni-til-uni knude (griner-til-grinner). Det er helt vanvittigt så stort et træk, den knude kan klare. Jeg har fanget masser af store fisk, der har hugget på kort line, hvor jeg bare har tænkt – hvordan kan den knude holde til så meget? Men – det kan den altså. For at få den perfekte knude bruger jeg 4 tørn på fluorocarbonen og syv tørn på fletlinen.
– En af fordelene ved at sammenføje forfanget til hovedlinen med en knude i stedet for eksempelvis en solid-ring eller svirvel, er at man slipper for at komme til at køre den op i topøjet ved en fejl, hvilket fx ofte sker, når man fisker i store bølger under svære forhold.
Ophængertrick til ”frosne fisk”
– Uni-til-uni knuden har også den fordel, at man kan lade en tamp stå til en lille ophængerknude, forklarer han. – Det bruger jeg blandt andet tit om vinteren, når det er virkelig koldt. Her fisker jeg ofte en lille wobler uden krog med en lille pink ophængerflue over. Den kan fiskes utrolig langsomt – og det er normalt fluen, som de tager. Ophængeren fungerer blot som kastevægt og attraktor – og teknikken er helt suveræn, når der er mange mindre grønlændere, der bare ikke rigtig vil noget med andre metoder. Når man så kan se stimen samle sig om taklet, lader jeg bare wobleren synke til bunds, hvorefter fluen kan hænge og sitre lokkende i vandet lige over mudderbunden. Så er der næsten altid en af fiskene, som dummer sig. Fluen skal nærmest stå stille, og vælger jeg at spinne langsomt ind, er det så jeg nærmest kan mærke wobleren slæbe hen over bunden, men uden at den sidder fast, fordi der ikke er krog på. Det er nærmest kystfiskerens svar på finesse dropshotting.
– Knuden kan også fungere som ”grønthøster”. Når der fx er meget fedtemøg i vandet, lader jeg gerne en tamp på 1 cm af fluorocarbonen stå ved knuden. Netop denne tamp, der så stritter ud, fanger fedtemøget, så det ikke glider ned og hæmmer gangen eller attraktionsevnen på selve endeagnen. Det er heller ikke så dumt, slutter han.
Til de kraftigere stænger bruger Jack sit Daiwa Exist fastspolehjul.
