okt 16, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter gedder, GEDDE, Predatorfiskeri
Når vandtemperaturerne begynder at falde, kan man opleve dage, hvor gedderne smider alle hæmninger, men mere sandsynligt vil man opleve fiskene i et lunefuldt og umedgørligt humør. Her er det kun den mest livligt lokkende flue, som kan udløse det forløsende hug. Worm Fly er et godt bud.
AF RASMUS OVESEN
TRADITIONELLE GEDDEFLUER bundet på store rigide geddefluekroge er som regel kun rigtigt levende i vandet, hvis de forsynes med en uforholdsmæssigt lang hale. De lange haler giver fluen både masse, fylde og livlighed, men på et punkt er de problematiske – de medfører som regel en masse mistede hug. Problemet med de lange haler består i, at gedden – når den sætter et af sine famøse bagholdsangreb ind – tit og ofte kun får fat i halen, hvor der af gode grunde ingen krogningspotentiale er. Særligt i efteråret forekommer dage, hvor dette sker fortvivlende ofte, og så er det nødvendigt at tænke i nye baner.
Med en rygrad som en orm er Worm Fly fleksibel og bevægelig som få andre geddefluer. De fine og bløde kaninskindshår gør fluen ekstremt pulserende i vandet. Her er to varianter i skrigende farver, der er tænkt som provokationsfluer.
Worm Fly – en fantastisk flue af kaninskind
Kaninskindsfluen Worm Fly er et bud på en flue – eller en fluetype, som både har den nødvendige fylde og livlighed til at lokke det sene efterårstræge gedder til hugget, og som samtidig bibringer fluefiskeren muligheden for at kroge selv den mest forsigtige gedde.
Den skiller sig ud i forhold til traditionelle geddefluer idet, den er den bundet på flettet nylon, og fordi den kan forlænges efter behov, uden at det nødvendigvis medfører forringede krogningsegenskaber. Selve krogen monteres helt i enden af den flettede nylon, og dette gør, at man på de efterårsdage og tidlige vinterdage, hvor gedden hugger forsigtigt bagfra, har gode krogningsmuligheder uanset fluens længde. Muligheden for at forlænge fluen efter behag og lune er i sig selv en oplagt fordel, men fluens mest åbenlyse fortrin er, at den ikke har den samme rigide krogwire rygrad som mere traditionelle geddefluer.
Dette betyder, at fluen er relativt let, og at den kan vride, sno og orme sig forførende hjem under hele indtrækningen.
Ål er et eftertragtet bytte for gedde
Gedder med forkærlighed for mindre ål er særligt oplagte at forfølge med en Worm Fly. Men selvom fluen kan gå for at være en imitation af en ål, er den mest at alt tænkt som en trigger-flue – altså en flue, der med sine inciterende bevægelser lokker og pirrer efterårstræge gedder til hugget. En action disc foran kan gøre fluens gang endnu mere slangende og forførende, men i sig selv erWorm Fly utroligt levende – selv ved meget langsom indtrækning. Og det er en betragtelig force, når der skal fiskes gedder i det sene efterår, hvor drastisk faldende vandtemperaturer for alvor begynder at influere på fiskenes fødeindtag og adfærd. Lette og svævende fluer, der ser spillevende ud, selv når de hjemtages allermest langsommeligt er vitale, for gedderne økonomiserer med energien i større og større omfang.
De slår ofte kun ud efter bytte dyr, der enten er inden for umiddelbar rækkevidde, eller som virker lette at klappe kæberne sammen om – fx de sårede byttefisk. Til disse fisk er Worm Fly fremragende. Den kan nemlig fiskes hjem i små, kontante ryk kombineret med lange kunstpauser – alt sammen uden at den bevæger sig for hastigt ud af geddens hugzone eller på noget tidspunkt virker livløs.
Sådan binder du Worm Fly
Worm Fly kan naturligvis bindes af et væld af forskellige materialer, men fluens manglende rygrad bevirker, at især zonkerstrips er brugbare. De kan nemlig uden videre tørnes omkring fluens inderfundament af flettet nylon, og derudover har de den uomtvistelige fordel, at de er utroligt levende og pulserende i vandet.
Især cross-cut kaninstrips er brugbare, og så er det en rigtig god idé at tørne zonkerstrips’ne, så hårene peger fremefter og ikke bagud, sådan som man normalt vil have en tendens til at gøre. Det giver fluen størst mulig fylde og liv i vandet, og modvirker en ellers kedelig tendens til, at fluen blot falder sammen i vandet.
Materialer til Dusty White Worm Fly
Bindetråd: Rød Uni-Thread 6/0
Krog:Mustad Big Game Light #2-4
Hale: Rød marabou og guldfarvet Angel Hair
Krop: Crosscut kaninstrip
Rib: Kevlar tråd
Fronthackle: Coc de Leon hanesaddel
1: Krogsættet, som Worm Fly bindes på, laves af Golden Marlin flettet monofil, som også bruges som bagline og forfangsloops. Med en tråder laves et øje i front, som herefter sikres med bindetråd. Hernæst føres et gummirør op af den flettede line og en enkelt krog monteres i et nyt loop helt bagerst. Afslutningsvis trækkes gummirøret ned over krogskaftet for at beskytte samlingen, og selve loopet forstærkes med lidt bindetråd.
2: Som det allerførste bindes fluens relativt korte hale af marabou og Angel Hair ind. Herefter fæstnes kaninstrip’en og den kraftige kevlartråd, der senere skal bruges som forstærkende rib. Den er vital med henblik på at sikre, at kaninstrip’en ikke glider op og ned af selve krogsættet under praktisk fiskeri. Uden den vil kaninstrip’en alt for hurtigt blive revet itu af gedderne. Og så falder fluen helt og aldeles fra hinanden. Med en rygrad som en orm er Worm Fly fleksibel og bevægelig som få andre geddefluer. De fine og bløde kaninskindshår gør fluen ekstremt pulserende i vandet. Her er to varianter i skrigende farver, der er tænkt som provokationsfluer.
3: Nu tørnes kaninstrip’en stramt og tæt fremefter så de enkelte hårfibre peger fremefter mod fluens front. Som afslutning tørnes kevlartråden igennem kaninhårene fremefter til fluens øje, hvor man eventuelt kan afslutte med et lille fronthackle af rød marabou.
okt 10, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Nyheder, Spin efter åhavørred, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter laks
Jens Bursell med massiv bækørred fra en lille å fanget på en Mepps Black Fury spinner fisket som glidende montage.
Spinnere er en fantastisk agn til både ørred og laks, men desværre er mistede fisk et reelt problem i mange fiskesituationer – især når sky eller tøvende fisk tager spinneren bagfra. Her får du opskriften på et par metoder, der forbedrer krogningen, nedsætter risikoen for mistet kroghold og giver dig flere fisk på land.
AF JENS BURSELL
NÅR FISKEN virkelig går til biddet og inhalerer din spinner uforbeholdent som var det softice på en sommerdag, så er resultatet ofte en dyb krogning og en sikkert landet fisk. Men sådan er det desværre langt fra altid. Selv fisk, der hugger aggressivt, kan være rigtig dårligt kroget, og problemet bliver selvsagt tit større, hvis fisken kun hugger forsigtigt efter enden af agnen uden at sluge den.
Problemet med mistede fisk kan variere afhængigt af forholdene. Min erfaring fra især åfiskeriet efter bæk- og havørred er helt klart, at når fisken hugger i op- eller tværstrøms retning er frekvensen af gode krogninger markant højere, end hvis fisken forfølger agnen nedstrøms og blot snapper halvhjertet efter den. Undtagelsen er ifølge garvede laksefiskere som fx Fredrik Iversen, når fisken, som det ofte er tilfældet med laks, når at vende i strømmen, inden opstramningen sker og modhugget falder. Her er der god chance for, at krogen sætter sig godt i kæbevinklen, netop fordi den nærmest trækkes ind i saksen og får fat.
Alt hvad du behøver for at forbedre din fangster med spinner markant er at klippe originalkrogen af – samt montere en betydeligt mindre og skarpere trekrog i en lille roterende krogtafs. Her er legendariske Mepps Aglia str. 3
blevet opgraderet med et helikopter-rig. Øverst Jens Bursell med en flot bækørred taget i en lille å på en Mepps Black Fury monteret som glidende spinner.
Når havørred, laks og andre fisk mistes, er det ofte ikke en tilfældighed
Mistede fisk på grund af dårlig krogning- og kroghold betragtes af mange som tilfældighedernes spil – og det er det da også i enkelte tilfælde. Men min erfaring er helt klart, at man ved at tænke sig om i de fleste tilfælde kan nedsætte risikoen for, at det sker – markant.
Brækstangs-effekten, som også til en vis grad eksisterer på spinnere, bliver ofte udråbt som grunden til, at man mister fisk. Og ja – ofte er det brækstangseffekten, der er med til at udløse katastrofen, hvor fisken ryger af krogen. Men ofte er den dybere liggende årsag til, at brækstangseffekten overhovedet går hen og bliver et reelt problem, noget så simpelt som en dårlig krogning helt fra starten af.
Dårlig krogning kan have mange årsager. Nogle af dem er ekstremt variable og kan være svære at styre under praktisk fiskeri – eksempelvis graden af slækline i hugøjeblikket, måden linen strammes op på og timingen af selve modhugget. Men også faktorer som fx strøm, fiskeafstand- og dybde samt linens vinkel i modhugget kan have betydning for, hvor godt krogen sætter sig. Andre vigtige faktorer – som fx den helt basale opbygning af en spinner, er der sjældent nogen, som stiller spørgsmålstegn ved. En spinner er jo som den er – og har været det i flere generationer. Så hvorfor tænke mere over det?
Krogstørrelse, mønster og wiretykkelse har som i de fleste andre former for fiskeri afgørende betydning for, hvor god en krogning, man opnår i en given fiskesituation. Uden at fordybe sig i tekniske detaljer, så er der på de fleste kroge en naturlig sammenhæng mellem fx størrelse, wiretykkelse og skarphed af krogens spids. Jo større krog, modhager, tykkere wire og kraftigere spids, desto mere kraft skal der normalt til for at sætte krogen i modhugget.
For laksefiskenes vedkommende er der stor forskel på, hvor hårdt kødet er i forskellige dele af munden. Hvis fisken inhalerer agnen uden betænkning, får man tit en dyb krogning i fx tunge, mundhule eller måske gællestavene, hvor – groft sagt – selv den største og sløveste krog kan trænge ind og sikre et godt kroghold. Men når fiskene hugger forsigtigt eller bagfra i enden af agnen sker det ofte, at krogen får fat i den forreste del af enten over eller underkæbe, der på både laks og ørred er ekstremt hårde. Og her kommer vi frem til noget helt centralt: Ofte er krogene på de mest almindeligt brugte kunstagn så store og grove i wiren, at det er svært at få krogen til at trænge ind til et punkt bag modhagen, med den kraft man med en normal spinnestang kan lægge i modhugget. Eller sagt på en anden måde. I de fleste tilfælde prikkes fisken kun yderligt med krogspidsen, og resultatet er, at det ofte lykkes den at slippe fri, første gang den ryster vildt med hovedet.
1) Når du fisker dine spinnere med helikopter-rigs undgås den brækstangseffekt, som er på alle spinnere., 2) Med 2-3 helikopter-rigs kan du dække alle dine spinnertyper, hvilket betyder, at du blot skal koncentrere dig om, at holde
2-3 kroge syleskarpe. Den tid, hvor du havde en hel kasse af spinnere med halvsløve originalkroge er forbi.
De fleste mistede havørred og laks skyldes for store kroge
Mange populære kunstagn, der anvendes til åfiskeri efter ørred og laks er monteret med kroge, der ligger i størrelsesordenen 8-4. Og lige præcis her er efter min mening den dybere liggende årsag til mange mistede fisk. Problemet med kroge i denne størrelse er nemlig, at de er for kraftige til at trænge ordentlig ind i kæbebenet – og for små til at komme omkring det. Resultatet bliver derfor ofte en middelmådig krogning. Jeg har diskuteret dette fænomen med en del dygtige og erfarne ørred og laksefiskere, som alle har gjort sig nogenlunde samme iagttagelse.
Små trekroge på rørfluer til laks og havørred
Fluefiskerne anvender ofte små trekroge på deres rørfluer – og får sublime krogninger samt kroghold. En af dem er Jesper Fohrmann, hvis saldo i havørred og laksefangster kan tælles med firecifrede tal. Små kroge fra størrelse 10 og nedefter er så tynde og syleskarpe, at de utrolig let trænger dybt ind i kæben, selv når modhugget foretages med en relativt blød stang. – Præcis derfor bruger jeg ofte trekroge i str. 12-16 til mit laksefiskeri, fortæller han. – Såfremt man vælger kroge af den rette kvalitet, kan de holde til meget større fisk end du tror. På kystørredfronten har jeg – når det gælder fiskeri efter store havørred på fx Møn og Stevns mistet ufattelige mænger af fisk på str. 6 trekroge – og landet masser på str. 2.
Mange danske åfiskere anvender ofte str. 12 trekroge på deres rørfluer – og de sidder perfekt i kæben stort set hver eneste gang. Et andet godt eksempel er Niels Gårdbo, der i sit hjemmevand Uggerby Å har fanget mere end 100 havørred over fem kilo – og op til 11,7 kilo. Han bruger udelukkende trekrogen Owner ST36 BC X i str. 12 – og den er stensikkert kroget hver gang. Eneste undtagelser er, da han engang eksperimenterede med en Hugh Falkus Outbarb krog i samme størrelse, men med en markant tykkere wire, der i godset svarer til en str. 4 krog. Her mistede han 10 fisk i træk, fordi ham simpelthen ikke kunne lægge den kraft i modhugget, det krævede for at få modhagen til at trænge helt ind i fiskenes hårde kæber. Outbarb kroge, hvor modhagen sidder på ydersiden af kroggabet, er normalt kendt for at kroge virkelig godt, så meget taler i mine øjne for, at dette er et rigtig godt eksempel på betydningen af wiretykkelse og skarphed, hvis man vil have et perfekt kroghold i selve kæben.
Den klassiske måde at dulme problemet er at montere større kroge. De kan til en vis grad kompenserer ved at have så bredt et kroggab, så at den lettere kommer omkring kæben og derfor bedre får fat ved kæberoden – eller glider ned i saksen, hvor der er fine muligheder for et perfekt kroghold.
Små trekroge kroger langt bedre
Personligt har jeg altid været tiltalt af små kroge, netop fordi de kroger ekstremt godt – uanset hvor i munden de får fæste. Jeg har derfor igennem lang tid arbejdet på et system, der gør det muligt at anvende str. 10-14 trekroge på kunstagn til traditionelt dansk åfiskeri. Problemet er, at monterer man så små trekroge på spinnere i fx str. 3-5 eller woblere i fx 7-9 centimeters klassen vil der opstå to store problemer. For det første er krogene så små i forhold til agnens højde/bredde, at de ligger i »fysisk skygge« af agnen. Eller sagt på en anden måde – de rager ofte ikke langt nok ud fra agnen til at sikre en god, dyb krogning.
For det andet påvirkes små kroge monteret på spinnere eller woblere af brækstangseffekt – i modsætning til præcis de samme kroge monteret på en rørflue, hvor der stort set ikke er nogen brækstangseffekt. Det betyder eksempelvis, at en str. 12 krog monteret direkte på en wobler eller spinner har adskillige gange større risiko for at skære sig fri eller blive rettet ud – end hvis fuldstændig den samme krog sad på en rørflue. Men – hvad nu hvis man monterer krogene anderledes – så man både kommer uden om problemet med fysisk skygge og brækstangs-effekt? Jo – så har du lige pludselig mulighed for at opnå en bedre krogning og et mere sikkert kroghold med fx små trekroge. Fisker du med wobler efter ørred og laks kan du løse problemet som vist i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
1) Mepps monteret glidende med et ekstra projektilformet kropsmodul, der giver længere kast og får spinneren længere ned i vandet. Afstanden fra spinnerkrop
til krog kan justeres med flådstoppet. Krogen, som til denne montering har samme størrelse som originalkrogen, monteres i en Rapalaknude. 2) Jens Bursell med en fin Skjern Å laks, der lod sig overliste af en FC-Spinner med kobber blad og orange krog monteret med et helikopter-rig For enden af helikopter-rigget sidder den
syleskarpe Owner ST36 BC i str. 12, der har rigeligt styrke til både havørred og laksefiskeri.
Krog bedre på spinneren med helikopterrigget
Til fiskeriet med spinner har jeg længe gået og syslet med, hvordan man kan opnå en bedre krogning med små trekroge, og er kommet frem til følgende yderst simple løsning: 1) Klip originalkrogen af din spinner med en bidetang. 2) Bind en lille trekrog på en stump monofil nylon eller fluorocarbon med en Rapala Knude. 3) Bind enden af stumpen fast til en snaplock i en ny Rapalaknude og 4) Hægt krogtafsen på wiren af spinneren lige over spinnerens krop.
I kastet vil tafsen med trekrogen rotere omkring linen, så den ikke hægter op – præcis som på det meget populære helikopterrig, der i vid ustrækning anvendes til langdistancefiskeri efter karper. Men når indspinningen starter, vil krogen på grund af fart og strømpres hænge stabilt lige bag spinneren – perfekt eksponeret til en sikker krogning. Det er vigtigt, at du ikke bruger blinklås, men i stedet binder spinneren fast i enden af linen/forfanget med en grinnerknude eller lignende. Årsagen er, at en hægte øger risikoen for at krogtafsen hægter op i kastet. Fisker du med nylon line, lange kast og i stærk strøm, hvor kinkning er et reelt problem, monteres en god kuglesvirvel mellem forfang og hovedline. Ved fiskeri med fletline er kink sjældent et problem.
Det mest kluddersikre er at anvende den variant af helikopterrigget, der vises i bogen ”Havørred – Reflektioner på kysten” (REKLAME).
Løs hængsling af krogen og krogtafsen er vigtig, når krogningen skal optimeres. Derfor er både krog og snaplock monteret på helikopter-rigget i en rapalaknude. Her ses den nye Caviar Spinner fra Savage Gear.
Hvorfor virker helikopter-rigget bedre?
Krogtafsens placering midt på spinneren fjerner brækstangseffekten og længden på krogtafsen kombineretmed afstanden til spinnerkroppen muliggør brugen af små kroge på selv store spinnere. Desuden vil tyngdekraft kombineret med en løs hængsling af krogtafsen betyde, at krogen har større chance for at falde ned over tungen, der med sin kombination af blødhed og sejhed ofte giver et mere sikkert kroghold end fx loftet af mundhulen, hvor det hårde ganeben er dækket af en tynd, blød og skør hinde, hvor krogen relativt let river sig løs. At montere din spinner med et helikopter-rig åbner således helt nye muligheder for at øge dine fangster ved åen – uanset hvilke spinnere du benytter, og hvor du fisker.
Mepps str. 3 monteres som glidende spinner har endnu en gang overlistet en grov bækørred. Bemærk flådstoppet, der hindrer, at spinnerbladet gider baglæns op ad linen i kastet. Under fiskeri skal den sidde 1-2 mm over
spinderbøjlen, men når fisken rusker med hovedet, skyder den op ad linen, så spinneredele kan glide op ad linen.
Klip wiren på nogle af dine favorit spinnere over – og saml løsdelene i en glidende spinner. Brækstangseffekten er elimineret og du kan fx montere en tungere krop
på et mindre blad – og på den måde specialbygge spinneren til bestemte fiskesituationer Husk at fore spinnerbøjle og krop med plastrør, for ikke at skade den underliggende line. Til denne teknik anvendes normale krogstørrelser, men mindre størrelser kan anvendes, hvis krogen forskydes bagud.
Foring til inline spinnerblad: Spinnerbøjlen fores med et hårdt plastrør, hvorigennem linen løber. Enderne svitses for at fastlåse rørstumpen i bøjlen.
Med gennemløbsspinner i åen efter havørred og laks
Glidende montage af spinneren har jeg også eksperimenteret meget med, for at fjerne brækstangseffekten. Det er oplagt at klippe spinnerens wire over og genmontere samtlige dele på et tyndt rør, hvor igennem linen kan løbe – præcist som et gennemløbsblink.
Delene kan selvsagt ikke monteres direkte på linen, da især spinnerbladets rotation hurtigt vil hærge linen med risiko for linebrud til følge. Et kanylerør er nok det de fleste først tænker på, men her er problemet, at de – præcis som det er tilfældet for gennemløbere – ikke eliminerer brækstangs problemet, men blot nedsætter det. Desuden indebærer de skarpe kanter en ubehagelig risiko for at skære linen over. I stedet har jeg gjort det, at jeg har brugt et tyndt stykke plastrør til at fore spinnerbøjlen. Tuben låses i bøjlen ved at ved at brænde en krave i hver ende. Til størrelser over Mepps 3 har jeg brugt 1,35 mm FlyCo rørfluetube og for at nedsætte slitagen fra spinnerkrop og løsdele har jeg brugt endnu tyndere plastrør – fx grilamid og Pebax rør, der anvende i medicinalindustrien.
Det, at delene er både glidende og flerdelte eliminerer på det nærmeste brækstangseffekten, men øger ikke fleksibiliteten i krogvalget på samme måde, som hvis den monteres i en helikopter-rig. Så da helikopter-rigget er både lettere at fremstille, mere fleksibelt og mere effektivt, bruger jeg nu stort set kun glidende monteringer, hvis jeg ønsker at sammensætte en specialbygget spinner, der er helt optimal til specielle formål. Et godt eksempel er hård vind eller stærk strøm, hvor man eksempelvis kan specialbygge en dobbelt så tung spinner der synker markant hurtigere ved at kombinere fx to spinnerkroppe med fx et ekstra lille blad. Desuden giver det mulighed for at indsætte specielle lokkeeffekter med perler, rør med flash eller lignende på selve spinneren.
Jo – en spinner har mange flere muligheder end man måske skulle tro, og der rigtig gode muligheder for at forbedre dine fangster markant, hvis ellers du har mod på at bruge det kvarter det tager at modificere dine spinnere til fx helikopter-rigs.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009. Siden da er metoderne i denne artikel finpudset en del, hvilket du kan læse alt om i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
okt 7, 2025 | Åhavørred på flue, Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Nyheder
Danmark er beriget med flere store åer, der hvert år kaster mange flotte havørreder af sig. Men hvad flere ikke er klar over, er at mange af de mindre vandløb også kan byde på et forrygende fluefiskeri efter havørred. Det kræver dog en vis tilpasning af grej og fiskestil. Her bliver du hjulpet godt på vej.
TEKST: LARS CHR. BENTSEN, FOTO: JENS BURSELL, RASMUS OVESEN OG LARS BENTSEN
HAVØRREDEN stiller mange krav til dens gydevandløb, men størrelse og vandføring er ikke blandt dem. Mange bliver overrasket over, hvor små vandløb, der byder på friske opgangsfisk. Man skal ikke forbigå et vandløb fordi det er lille. Der er utallige små åer i landet, som huser opgangshavørred – det kan være åer med direkte udløb i havet eller tilløb til større vandløb. Fiskeriet er ofte en intens oplevelse, fordi alt foregår tæt på. Og der er ikke meget, som slår når en stor havørred tager en overfladeflue med et aggressivt udfald i sommernatten.
Efter nogle sæsoner som havørredfisker i ganske små vandløb, lærer man hvor lidt der egentlig skal til for at skabe en standplads. En lille tue, en tot græs eller blot en alknude på bunden er nok til at en havørred tager ophold. Derfor betaler det sig ofte at fiske vandløbene igennem grundigt – også på de stræk, der umiddelbart ikke ser så indbydende ud. Mit bedste råd får du til at begynde med: Husk på, at havørreden er sky som en bækørred, og desto mere forsigtigt du bevæger dig langs åen, jo større er dine chancer for gode oplevelser ved de små vandløb.
Forfatteren med en stor fisk fra en lille å. Denne oktoberhavørred tog en dybt fisket Koch’s Ghost fisket hurtigt, på en S-IV line og hurtigt synkende forfang. Øverst Jesper Formann på havørredfiskeri med fluestangen i en lille jysk å.
Sådan fisker du mest effektivt med flue efter havørred i små vandløb
At fiske de små vandløb effektivt kræver en række justeringer af grej og teknik. Vandløbenes størrelse gør det til en udfordring at kaste og præsentere ofte store fluer på effektiv vis. De små åer har sjældent hurtig strøm, hvilket kræver en effektiv manipulation af linen.
Kasteteknikken er ikke helt uvæsentlig i små åer. God plads omkring åen er en luksus, der kun sjældent byder sig ved de små vande. Det stiller krav til kasteteknikken, og at mestre et underhåndskast eller et speykast, som ikke kræver et traditionelt bagkast, er overmåde vigtigt. Og ikke kun fordi det kræver mindre plads, men også fordi et traditionelt bagkast ofte vil tørre fluen så meget, at den flyder når den lander. Og når vandløbet er smalt er det vigtigt, at fluen fisker med det samme. Skøjter fluen på overfladen blot en meter kan man have mistet en tredjedel af åen, som dermed ikke fiskes optimalt. Af samme grund vælger jeg oftest, ikke at fiske overfladenært i sommernatten. Derfor bruger jeg rørfluer med coneheads, der trækker fluen under overfladen med det samme den lander.
Villestrup Å er et godt eksempel på en skøn mindre å, der kan byde på et fint havørredfiskeri.
Valg de rette flueliner til havørred i åen
Forfang og line kan også optimeres til fiskeri i de små åer. Hvad enten man anvender flydeline eller synkeline, kan man med fordel vælge at gå en eller endog to klasser op i forhold til stangens klassificering, hvis man anvender hele liner. Det spænder nemlig stangen bedre på de ofte ret korte speykast. Foretrækker man den fleksibilitet skydehoveder har, kan man effektivisere sit fiskeri betragteligt ved at tilpasse ganske korte skydehoveder på 6-7 meter. De korte skydehoveder er lette at kaste, de kræver meget lidt plads, og kan, selv på let grej i klasse 5 eller 6, kaste ganske store fluer.
Synkelinen er et effektivt valg gennem hele sæsonen, men bruges mest tidligt og sent på sæsonen, eller når vandstanden er rigtigt høj. Synkelinens fornemmeste opgave er naturligvis at trække fluen ned, hvor den fisker effektivt. Men fiskedybden afhænger lige så meget af fisketeknik, som af linens synkehastighed. Synkehastighed angives med oftest med et ”S” efterfulgt at et tal, fx S-II eller S-IV. I dag findes mange liner, hvor den bagerste del fx er S-II, mens spidsen er S-IV, hvilket giver en mere lige linje til fisken, og dermed bedre mulighed for at opdage et forsigtigt hug.
Denne havørred faldt for en let, stor rørflue fisket højt i vandet i en lille å.
Fisk fluen i den rette dybde, hvor havørreden hugger
En line, der svinger langsomt, fisker dybere end en, der svinger hurtigt. Svinget, hastigheden og dermed fiskedybden kan manipuleres på flere måder: Linen kan kastes mere eller mindre skråt mod modsatte bred. Kaster man fx 45 grader nedstrøms svinger linen hurtigere, end hvis man kaster 30 grader nedstrøms. Umiddelbart efter nedslaget kan man, uanset hvordan kastet ellers er placeret, tage nogle skridt nedstrøms, hvorved linen og fluen får tid til at synke, inden strømmen tager fat og gør sit arbejde.
En anden mulighed, med samme resultat, er at foretage et kraftigt mend opstrøms mens linen stadig er i luften. Det er jo svært at mende en synkeline, efter den er landet. Et opstrøms mend placerer en større eller mindre linebue på vandet, som vandet først skal strække, inden det kan flytte på fluen. Den tredje, og måske nemmeste, mulighed at have et par meter løsline til rådighed, når fluen lander, og ganske enkelt slippe det, hvorefter line og flue synker frit. Uanset hvilken metode, man anvender, giver det et dybere udgangspunkt for svinget end hvis man kastede en strakt line, som straks begynder at svinge. Og uanset metode skal man være sig en ulempe bevidst: Især når der er friske fisk i åen, sker det ikke sjældent, at en fisk tager fluen umiddelbart efter nedslaget. Hvad enten man har sluppet et par meter løsline eller er på vej et par skridt nedstrøms, så kan det være svært at kroge fisken – men det er prisen for at fiske dybt.
Flydelinen har den store fordel, at den kan styres og manipuleres mens man fisker. Det vil sige, at man kan mende linen – opstrøms eller nedstrøms – midt i svinget, og dermed pludseligt ændre hastigheden. Alle de samme teknikker kan anvendes, når man fisker med flydeline i sommernatten. Her skal man selvfølgelig være opmærksom på, at den eneste ændring det giver i fiskedybden, er den smule fluen i sig selv synker. Det er ikke meget, men ind i mellem nok til at gøre en forskel.
Her er Ivar Thordal ved at binde en ny flue på til havørrederne. Fluevalg er selvsagt vigtigt, men linevalg kan faktisk være det der har størst betydning, da det ofte handler om at få fluen ned til fiskene.
Med sinktip efter havørred i åen
Sinktipliner har en synkende spids, og flydende bagdel. Derfor kan linen manipuleres, mens den fisker i dybet. Det gør sinktip linen til at giftigt valg, når fisken står dybt. Kender man sin å godt, og ved hvor fisken står under forskellige forhold, så er sinktip linen suveræn med en ganske bestemt teknik. Ved at lade fluen lande et par meter opstrøms standpladsen, kan man ved gentagne opstrøms mend lade fluen synke og synke, mens den holder den rette bane på vej mod fisken. Når man forventer fluen er ud for standpladsen, foretager man et kraftigt mend, der får fluen til at fare væk fra standpladsen med høj fart. Og det resulterer ofte i hug, hvis fisken er hjemme…
De bedste havørredforfang til fluefiskeri i åen
Forfanget er også meget vigtigt. Jeg anvender aldrig lange forfang, når jeg fisker havørred i små åer – lange forfang gør det nemlig besværligt at kaste store fluer på kort hold. Til synkelinefiskeri bruger jeg typisk en halv meter 0,35 mm nylon kombineret med en synkende polyleader.
Polyleaderen er egentlig forfærdelig at kaste med, men er meget anvendelig, når man skal speykaste med korte forfang. Med et Fast Sink og et Super Fast Sink forfang, og ved at kombinere med forskellige synkehastigheder på linen, dækker man alle forhold. Til flydelinen anvender jeg et taperet forfang på 2,5-3 meter. Husk på, at jo mindre åen er, desto mere vigtigt er det, at hvert eneste kast tæller!
Efter havørred året rundt i åen
Årstiderne har indflydelse på vandstanden og dermed fiskeriet. Flydelinefiskeriet hører sommernatten til, og har bestemt sin plads på lune aftener sidst i maj. Men generelt hører det juni-august til, og praktiseres bedst i den gyldne time samt i nattens mulm og mørke.
Synkelinefiskeriet kan krones med held gennem hele sæsonen, og hvis man tilpasser teknik og linens synkehastighed, kan man endog bruge synkeline ved ganske lav vandstand med stort held. Ser man bort fra flydelinen, så er vandstanden langt mere afgørende for valget at teknik og line end årstiden. Den traditionelle holdning er – jo højere vand, desto dybere skal der fiskes. Og det er også rigtigt! Men det handler jo om at fiske fluen, i den dybde fiskene befinder sig. Og når vandet er rigtigt højt, står de ikke altid langs bunden.
Særligt i vandløb med en meget U-formet dybdeprofil, det vil sige forholdsvis stejle sider, har jeg oplevet havørred trække helt ind til kanterne, og gerne et stykke op i vandet, frem for at opholde sig ved bunden. Ved meget høj vandstand er åen ofte farvet, og der slipper ikke meget lys gennem vandet. Her føler havørrederne sig sikre uden at behøve at stå dybt. I den situation kan intermediate linen være det helt rette valg. Jeg håber disse råd hjælper dig med på vejen, og at du kan se frem til mange store fisk fra de små åer.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009
sep 9, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, KARPE, Karpefiskeri, Nyheder
Sightfiskeri efter karper med fluegrejet er super spændende. Her er Gordon i aktion ved vandet.
I september er karperne ofte på finnerne ved overfladen, hvilket falder perfekt sammen med store forekomster af græshopper. Følg med til karpesøen og oplev pulsen stige, når karperne stiger i slowmotion til din græshoppeimitation.
AF GORDON P. HENRIKSEN
KARPEN er tydeligvis fødesøgende. Den går på det lave vand og roder med hovedet nede i mudderet, mens halefinnen lige stikker op over vandet. Bunden af den lavvandede skovsø er noget helt andet end at vade på, end en sandhvid bonefish flat, men mine tanker ledes alligevel hen til sidst jeg var i Mexico, og sneg mig ind på tailende bonefish. Jeg finder en græshoppeimitation fra æsken, før jeg sammenkrøbet tager et par forsigtige skridt nærmere. En belastet nymfe under en indikator, havde nok været oplagt, men hvis jeg kan få den til at stige til græshoppefluen på overfladen vil det være ren lir.
Jeg venter til halen stikker op igen, så jeg ved, den har hovedet og sanserne helt nede i en muddersky. Så kaster jeg forsigtigt fluen, som lander perfekt en halv meter foran fisken. Karpen bemærker straks det lille plop og stopper med at taile. Først frygter jeg, at den er skræmt, men den svømmer langsomt og nysgerrigt frem for at inspicere. Mine nerver sidder helt uden på skjorten, og man må i den grad sige, at karpen forstår at trække spændingen ud.
Der er en slowmotionagtig effekt over den måde den laaaaangsomt nærmer sig fluen, løfter hovedet og inspicerer den for til sidst at tage en lille kunstpause, inden den sagte åbner sin mund. Stille og roligt suger den græshoppefluen ind i svælget. Det er altid fantastisk at opleve en aggressiv rovfisk komme ud af ingenting, og hamre ens agn på et splitsekund. Denne oplevelse er det stikmodsatte, men mindst lige så fed. Dette langtrukne hug strækker bare nydelsen ud meget mere, og for mit vedkommende overgår dette alt tørfluefiskeri jeg har prøvet herhjemme. Til gengæld kan man ikke bruge ordet slowmotion, i det jeg giver modhug og karpen flår line af hjulet. Min klasse seks stang flekser helt mod nærmeste væltede træ.
Forfatteren med en skælkarpe, der tog en græshoppeimitation i slowmotion en septemberdag. Dette unikke tørfluefiskeri er ren lir, og bør opleves lige nu mens der er masser af græshopper.
Fluefiskeri med græshoppeimitationer efter karper
Græshoppefluer til karper er en fed metode for dem, der har fået øjnene op for udfordringerne i fluefiskeriet efter karper. Det er ekstremt visuelt, og for mig giver det et lille ekstra kick, at det er en imitation af et naturligt forekommende fødeemne frem for fx en skummadras flue, der skal imitere en stump brød – selvom denne form for fiskeri også er ekstremt underholdende. Sensommer og tidligt efterår kan græshopper forekomme i store mængder, og på dage med lidt blæst er der en del af dem, der ryger i vandet. Karperne har opdaget denne næringsrige snack, der til tider kommer som sendt fra himlen.
Bind en græshoppe imitation til fluefiskeri efter karper
Græshoppeimitationer kan bindes på mange måder. Størstedelen af mønstrene og bindeteknikkerne stammer fra USA, hvor, hopper-time, som de kalder det, kan være et af sæsonens store højdepunkter. På dette tidspunkt i september valfarter mange fluefiskere til Montana og Wyoming på jagt efter store ørred, der vælter sig i græshopper. Gamle klassikere som Dave’s Hopper og Whitlock Hopper er fine fluer bundet af naturlige materialer, og jeg vil opfordre til at finde disse mønstre på nettet, hvis du ikke kender dem i forvejen. Inden for den sidste årrække har mange syntetiske materialer taget over. Skum er blevet en dominerende ingrediens i mange moderne og simple græshoppe imitationer, som fx Tripple Decker. Holdbarhed og flydeevne er svær at stikke.
Jeg anvender både fluer bundet i naturlige, og i syntetiske materialer til mit græshoppefiskeri. Det er oplagt at kombinere det bedste fra begge verdener ved at blande syntetiske og naturlige materialer. I det hele taget kan man finde inspiration i diverse græshoppemønstre, for så at selv lave sit eget gadekryds. Jeg bruger ofte sillilegs gummiben, skumstykker kombineret med hanehackle, fasanfjer og en lille stump rød marabou. Et godt tip til skum er at købe en pakke selv – klæbende mosgummiplader i Panduro Hobby til lidt over hundrede kroner. Her får du 14 A4 ark i forskellige farver, der dækker alt fra imitation til provokation. Binder du ikke selv, laver Rainy’s i øvrigt nogle superflotte græshoppeimitationer i skum med gummiben der også er rigtig effektive. Så se at kom af sted – karperne venter.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2010
En græshoppeimitation som denne, kombinerer moderne materialer som skum og sillilegs, med klassiske naturlige fjermaterialer.
aug 24, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Åhavørred på flue, Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Nyheder
1) Høj cigarføring idet Chris Whittington lander endnu flot havørred ved Vassnacken på Emåen. 2) Roland Maxe med 14,2 kilos havørred fra Fliseryd strækket.
I svenske Småland løber en idyllisk å, der kan få det til at risle koldt ned af ryggen på enhver havørredfisker. Her findes nemlig ikke blot fantastisk natur, men også en reel chance for at fange en rigtig stor havørred. Følg med Pelle Klippinge – alias Mr. Em – til åen, hvor dine vildeste havørreddrømme kan blive en realitet.
AF PELLE KLIPPINGE
Grejet bliver Pakket ud i rekordfart, og et øjeblik senere speyer norske Geir Goosen fluen ud over Nackens brede strøm. Men på trods af, at vi ser flere fine havørreder i overfladen, så viser de ingen interesse. Vi rykker derfor videre opstrøms gennem skoven op til Vassnacken, hvor vi affisker hotspottet ved den store sten. Netop som fluen stryger forbi, mærker jeg et forsigtigt stød i linen – uden at fisken tager reelt. Jeg fisker derfor videre nedstrøms og affisker både øvre og nedre Corner samt Sammanflödet. Men ligegyldigt hvor meget jeg fokuserer og skifter fluer, sker der intet. Emåen er som død, og jeg beslutter mig derfor for en god kop kaffe.
Et par kopper senere kommer det, jeg har frygtet. Et gråvejr med stort G, som Geir garanteret har importeret direkte fra Bergen. Snart splintrer vanddråberne overfladen. Vist kan regn være dejligt, men ikke lige nu – ikke når Emåens berømte havørreder skal overlistes. Vi beslutter os derfor for at tage en pause og kører ned til Göran Ulfsparre. Han bor nede på Em direkte ud til det aller mest berømte fiskestræk tættest på havet. Göran, som er snart 80 år gammel, er Emåens skytsengel. Han og hans afdøde far Gustaf har i alt passet fiskeriet i 100 år, hvilket næsten må aspirere til en plads i Guiness.
1) Emåens gigantiske havørreder kæmper stenhårdt. Denne syvkilos skønhed knækkede topdelen af stangen under landingen!, 2) Lennart Westerlunds verdensrekord fluefanget havørred på 15,3 kilo fra Island Pool, september 1993. 3) Ved Ems Herrgård med Home Pool lige udenfor har man fisket med flue siden 1920’erne.
En flot havørred fra Emåen
Hos Goran får vi lov til at kigge i en masse spændende fangstjournaler, fascinerende gamle fotos og antikt grej. Men pludselig ser vi en havørred. – Hvis det lykkes dig at fange den, så fortjener du en Emå-medalje, griner Göran, idet han fortsætter med at fortælle om den emaljerede brosche hans far Gustaf designede i trediverne.
Det inspirerer naturligvis, og snart er vi tilbage ved åen med fornyede kræfter. Geir svinger elegant fluen ud, og midt på Vassnackens mørke vand angriber havørreden pludselig fluen i en massiv hvirvel. Fisken tonser nedstrøms, og han må hoppe over stok og sten nedstrøms for at følge med. Fisken når at komme helt ud i den allerhårdeste strøm, inden Geir med et hårdt pres får presset den ind mod land. Da den føler gruset under bugen bliver den helt vild – og basker sig selv hele vejen op på land. Det er en rigtig flot fisk på omkring fire kilo, og straks efter han har pillet krogen ud, slår den med halen og får sin frihed igen.
Geir er rigtig godt tilfreds og har slet ikke bemærket, at hans kasket er gennemblødt af regnen, der nu vælter ned. Et øjeblik efter har vi Gören på telefonen – og han står ved sit løfte. Broschen er hans. Lidt senere mødes vi oppe i Stiftelsens museum, hvor Göran højtideligt sætter broschen på Geirs grønne fleece, hvorefter vi går hen og beundrer verdens største fluefangede havørred, der hænger udstoppet på væggen. 15,8 kilo vejede den imponerende Emå-havørred, der lod sig overliste i 1993.
A) Högsby FVO, B) Figgölehults Gård, C) Fliseryds SFK, D) Grönskogs Gård, E) Emsfors SFK og F) Ems Herregård
Et hårdt havørredhug på fluen
Tilbage ved vandet kaster den nu fint dekorerede Geir fluen ud over fossnakken ved Vrångeström. Her står der ofte store fisk, og de er lette at kaste til fra klipperne. Pludselig giver det et hårdt ryk i linen, og inden han ved af det, pisker linen af hjulet, mens en massiv fisk prøver at ryste fluen ud af munden, så vandet står til alle sider. Det bliver en hård kamp, som ikke bliver lettere af, at havørreden tager et langt udløb tværs gennem den hårde strøm. Geir lægger fuldt pres på fisken og bakker op i skoven, mens havørreden gør alt for at komme tilbage til den hårde strøm. Men tovtrækkeriet mellem norske muskler og svensk sølv varer længe, inden jeg til sidst kan håndlande den flotte fisk på omkring fem kilo. Igen må jeg gratulerer. Jo – Emåen er i sandhed et fantastisk havørred vand.
Efter kæmpehavørred i Emåen
Emåen i det sydøstlige Sverige er uden diskussion en af de mest berømte havørredåer i Skandinavien, og også set i en international sammenhæng omtales åens grove ørred med største respekt. Hvert eneste år landes der flere fisk, som med god margin passerer de 10 kilo – i 2008 cirka 10 stk. Snitvægten er gået en anelse ned de sidste par år, men ligger dog stadig på cikra tre kilo om foråret og 4-5 kilo om efteråret!
GUS emaljbrosche er et eftertragtet smykke.
De bedste tidspunkter til havørred og laks på Emåen
Havørrederne findes på et halvtreds kilometer langt stræk, hvoraf langt de fleste fisk fanges på de nederste tyve kilometer tættest på havet. Det allerbedste fiskeri er helt klart på de nederste 10 kilometer, hvor der i 2008 blev landet 668 havørred og 141 laks. Ikke så dårligt, kan man vist roligt sige – og faktisk også lidt over snittet i 2004-2009, som har været 643 havørred og 98 laks. Omkring 85% af fangsterne genudsættes, og de fleste fanges i perioden marts – medio maj.
Lakseopgangen sker primært fra maj til juni, men fiskeriet er ret tilfældigt. Emåen kan ikke prale af et stabilt laksefiskeri som fx Mörrum og Dalelven, hvilket i korte træks skyldes, at åens egen laksestamme forsvandt, da der blev bygget et kraftværk i begyndelsen af 1900-tallet. Desuden er der en lav sommervandføring, som betyder, at vandtemperaturen ofte bliver så høj, at det bliver svært at lokke laksene til hugget. En kold og sen forsommer kombineret med en god vandføring på omkring 25 kubikmeter/sekund eller mere er optimalt, hvis man skal gøre sig forhåbninger om en laks. Men det er værd at satse. Snitvægten er 10-11 kilo og som du har kunnet læse i Fisk & Fri, så blev der i 2008 slået rekord med en pragtfisk på hele 26,6 kilo.
Forårsfiskeriet giver god mulighed for en fin start på sæsonen, men efterårsperioden fra midten af august til slutningen af september er det tidspunkt, hvor chancen er størst for en af de rigtig store.
Lennart og Pelle Klippinge med en fin blankfisk på 2,5 kilo fra Emåen i Sydsverige.
De bedste fiskepladser og stræk til havørred på Emåen
Fiskestrækkene på Emån er lange, sammenhængende og med fiskemuligheder på begge sider af åen.
Högsby Fiskevårdsområde er det stræk, der ligger længst opstrøms. Her gøres der mest lidt tilfældige fangster, men der er mange flotte pools som fx Lanhagen, Tingebro og Åseboströmmarna, der er perfekte til fluefiskeri.
Fliseryds SFK’s stræk ligger nedstrøms Högsby, hvor der er knapt ti kilometers fiskeri langs den sydlige bred. Her er der frit fiskeri for alle, og der kan løses dagkort uden begrænsninger. Overfor – på den nordlige side – sælger Figgölehults gård et begrænset antal fiskekort. Begge stræk er utrolig varierede, hvor sandede stræk veksler med dybe og stille huller.
Grönskog længere nedstrøms åbnede først i 2002. Her er åen meget speciel, idet den deler sig i et nærmest deltalignende landskab med intet mindre end fem forgreninger. Naturen er storslået og har nærmest karakter af vildmark. Her er flere drømmepools afgrænset af vilde fosser, men strækket er bestemt ikke førstevalget for den mere magelige lystfisker. Her er total kontrol over speykastet et must for fluefiskeren. Der sælges 10 kort dagligt på strækket, som er cirka seks kilometer.
Nedstrøms og ud til mundingen – et stræk på cirka 10 kilometer, kommer de mest interessante stræk for havørredfiskeren. Det er her at 80-90% af fangsterne gøres De to fiskestræk som findes nedenfor Karlshammar er Emsfors Sportfiskeklubb samt Em, der begge er private. På disse stræk har både havørred og laks fuldstændig fri passage, hvilket også er en del af forklaringen på, at de fleste fisk fanges her.
Emåen har på det nederste stræk siden 1920 tiltrukket mange fluefiskere. Især frem til anden verdenskrig valfartede bl.a. englændere hertil, hvilket afspejles i lokale stednavne som fx. Home Pool, Barrett Pool og Sea Pool. Her har mange kendte fluer set dagens lys i forsøget på at tilfredsstille de kræsene havørreder, og EmSilver, Supper Fly samt Silver Dawn er fortsat favoritter for mange fiskere.
Emsforsklubben, der grænser direkte op til Em, er en lokal forening, som jeg var med til at starte i Fra 2004 har det været muligt at købe to dagskort dagligt over nettet. Strækket er varieret med flere pools og fiskeri på begge sider. Åens karakter med store stille pools og brede nakker, gør at strækket fisker godt selv med meget høj vandføring. I 2008 blev der på et ret begrænset antal stænger landet cirka 100 havørred – hvoraf en stor andel var blankfisk.
De sølvblanke havørred er altid i bedste kondition, og det er naturligvis dem alle vil fange. Normalt siger man, at blankfisk altid er nystegne fra havet, men det er langt fra altid sandt. Sent om efteråret og om vinteren er der nemlig også fisk, der trækker op i åen udelukkende for at overvintre. Når fiskeriet åbner om foråret er de ganske svagt farvede, men er i øvrigt velformede og blanke. Men havørreden der er nystegen fra havet og kun stiger i foråret er den ultimative drømmefisk. Disse smukke sølvblanke skabninger, er stylede med et svagt skær af metallic blue og byder altid på en god fight.
Göran Ulfsparre er Emåns skytsengel – både ham – og hans far før ham har igennem to menneskealdre værnet om åen.
Emåen – et fantastisk fiskevand
Havørred og laks kan vandre hele vejen op til Högsby cirka 50 km fra udløbet i Østersøen. Undervejs findes to laksetrapper ved Karlshammar og Finsjö. Det meste fiskeri foregår nedstrøms Finsjö og cirka 85% af fangsterne genudsættes. Fiskesæsonen er fra 1.marts til 30 september, men de forskellige stræk har skiftende premieredatoer.
Praktisk info om fiskeriet i Emåen
Högsby Fiskevårdsområde: Turistbyrån i Högsby – 0046 491-291 64 – www.hogsby.se/turism Fiskekort til strækket, der er 10 km koster 100 kr./døgn og kan købes på Turistbureauet og sportsbutikken i Högsby. Man behøver ikke at booke på forhånd. Rekorden på dette stræk er cirka 6 kilo.
Fliseryds Sportfiskeklubb: Åbyvägen 27, 380 53 Fliseryd, 0046 491- 925 77 eller 0046 70-84 92 577 www.fliserydsfk.se Fiskekort koster 150 kr./døgn og sælges i Algots varehus samt Fliseryds Gästgiveri m.fl. Fiskestrækket er 20 km. Nedstrøms kraftværket i Finsjö kan der kun fiskes på den sydlige side, og der er ingen forhåndsbooking. Rekorden på strækket er cirka 10 kilo.
Figgölehults gård: Philip Läggeberger, 380 53 Fliseryd, 0046 491-923 24, 0046 70-654 54 97Der er et begrænset antal stænger, og fiskeriet koster 100 kr./dag. Strækket er 8 km på nordsiden. Der udlejes tre hytter samt en sauna ved vandet og booking af fiskekort skal ske på forhånd. Havørredrekorden er cirka 14 kilo.
Grönskog Gård: Grönskog 204, 380 53 Fliseryd, 0046 491- 930 16, www.gronskogsgard.com Fiskekort koster 300 kroner, og man kan leje unikke gamle hytter fra 1700 tallet for 300 kroner i døgnet. Begrænsningen på det seks kilometer lange vildmarksstræk er 10 stænger pr. døgn. Der skal bookes på forhånd. Den største havørred fra strækket er 8 kilo.
Emsfors SFK: Minnet, 570 90 Påskallavik, www.emsforssfk.se Privat klubvand med onlinebookning. Max to stænger pr. dag til 300 kr. pr. fiskekort. Strækket er 10 kilometer med fiskeri på begge sider. Der er hytter ved åen, og den største havørred taget herfra er cirka 13 kilo.
Ems Herrgård Fiske och Jakt: Ems Herrgård, 383 91Mönsterås, 0046 491-910 83, www.emsherrgard.com Fiskekort koster 950 kroner pr. døgn og 500 kroner for en overnatning. Der udstedes kun 15 fiskekort pr. Dag, og strækket er 4 km med fiskeri på begge sider. Der er forhåndsbooking, og den største havørred som er fanget her vejede 15 kilo.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2009
Emåen byder – udover kingsize havørred – også på flotte naturoplevelser.
aug 12, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Som regel er der lidt lys fra månen og havørrederne ser fluerne som en mørk silhuet op mod nattehimlen. Denne silhuet må gerne ligne noget livligt og kan gøres tydeligere ved at bruge
sorte materialer.
Når fiskene konstant bryder en spejlblank over flade, er natfluefiskeriet på kysten noget af det mest spændende. Selvom det er mørkt kan man sagtens fiske visuelt. Her får du to natfluer som du ikke kan undgå at se blive taget, selv i mørke!
TEKST: PETER RØDSGAARD, FOTO: JENS BURSELL
TAKTIKKEN behøver ikke være det helt store med højvandstabeller, temperaturmålinger, vindstyrker/retninger og skydække osv. Men det er faktorer, som let kan have indvirkning på fiskeriet, og man gør sig selv en tjeneste ved at tjekke mindst et par af dem, der har direkte indflydelse på, om det er muligt at fiske.
Her er vinden vigtigst, da det bare ikke er sagen at stå i mørke med en dum vind eller et alt for oprørt og uklart hav. De andre kan tjekkes på stedet eller nettet når man kommer hjem, og lagres i ens voksende erfarings bank. Den vigtigste faktor er tid. Det koster tid at lære de lokale hotspots, med deres forskellige top tidspunkter at kende.
Nogle generelle ting, der kendetegner mange fine natpladser er rev/tanger, tidevandsstrøm eller koldt dybt vand i nærheden. Har man alle tre i samme plads, så bliver det som regel ikke bedre. På en længere strækning kan der være områder, hvor strømmen er stærkere eller svagere, som følge af de fysiske forhold, og det kan betale sig at lægge mærke til det, når pladsen besøges i dagslys. Det er rimeligt let for en fluefisker, som ikke affisker kysten for langsomt, at følge med i hvor stor afdriften er på fluelinen på en given strækning med strøm.
Muddler fluen er en natklassiker der ikke er til at komme uden om. Et godt fif er at sætte et stykke sugerør på inden hjorthårene bindes ind. Så kommer man ikke til at klippe i materialerne når hjortehårene klippes til.
Kystfluer til natfiskeri på kysten
Selve fiskeriet foregår for mit vedkommende altid med fluer, som går højt i vandet. De skal faktisk helst streame. Det skal være sagt med det samme, at det måske ikke altid er det mest effektive, men når der er en fisk, som tager fluen, så er det bare for overlegent. Jeg bytter gerne to for en, bare oplevelsen følger med.
Fluerne jeg benytter i ca. 90% af tiden er en mudler type eller en natigle. Fluerne kan begge streame, og bliver derved temmelig synlige, for både fisken og mig selv. At fisken lettere spotter fluen, når den går højt, og ses som en pulserende silhuet, der laver ravage i overfladen, er ofte godt. Uroen i overfladen afslører for mig, hvor fluen befinder sig. Nogle gange får jeg også med, når en fisk stiger et stykke væk, og styrer direkte mod fluen, for at tage den i et ordentligt plask. Det giver noget af et kick! Affiskningsteknikken rummer ikke de dybe hemmeligheder, den varierer meget fra lange rolige tag til små hurtige indtagninger. Det kan altid betale sig at eksperimentere, selvom man fanger fisk på en bestemt indtagningsrutine. Man ved aldrig, om man gør det optimalt.
Natfiskeri på kysten efter havørred med muddlers
Mudlerfluen jeg benytter er opbygget som en zonker, som har fået nogle flash strå på siderne, og et lidt overdimensioneret mudler hoved for bedre at flyde samt flytte vand. Krogen skal være med et godt krog gab, så jeg anvender en Mustad stinger i str. 2 eller 4. Kroppen laves i Glis’N dub i orange, med en guld rib i medium, der også fastgør zonkerstrippen af sort kanin i 3 mm Scut.
Krop og vinge må fylde lidt over halvdelen af krogskaftet. På hver side af vingen sidder tre strå krystal flash: Ice-pearl, guld og sort, så den kan glimte lidt i mørket. Muddler hovedet laver jeg først ved at binde et hackle på i sorte hjortehår, der går ca. til krogspidsen. Inden jeg binder resten af hårene på, sætter jeg et stykke sugerør ned over hacklet, så jeg kan klippe hovedet i facon uden at skade hacklet. Klipningen af hovedet skal give en buttet facon der spidser til mod krogøjet. En vigtig detalje er at klippe hovedet godt tæt på krogskaftet på undersiden, så opdriften kommer oven på fluen, og den vender rigtigt i vandet.
Natiglen er bundet med skum for at få den til at gå helt oppe i overfladen. Versionen til højre har en lille flap så den laver ekstra meget ballade i vandoverfladen. Har man først en gang set og hørt en grådig havørred smaske til sådan en i måneskæret, så er man solgt.
Sådan laver du Natiglen til kystfluefiskeri om natten
Natiglen er en sort udgave af René Hansens sandigle, som lige har fået rygskjoldet byttet ud med sort skum. En streamer krog i str. 2 eller 4 egner sig fint til denne flue. Fluen er enkel i sin opbygning, med en hale lidt længere end krogskaftet i sort marabou, og en krop i sort 15 mm cactus chenille. Kroppen gøres fladtrykt med et skjold på over- og underside. Undersideskjoldet er af 5 mm klar body stretch, og ryggen er en strimmel 3,5-4 mm bred 2 mm flyfoam i sort. Ryg og bug holdes på plads af en 0,25 mm nylon rib. En finesse er at klippe strimlen i flyfoam så den går et stykke bagud over krogbøjningen, for at løfte fluen lidt i bagenden, hvor den er tungest. Skal fluen lave ekstra ballade i overfladen, så bindes og klippes skummet til, så der stikker en lille flap op foran.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2009
aug 11, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder
Her er det forfatteren med en fin havnerimte på ca. 1,75 kilo.
De fleste fluefiskere skænker ikke rimter en tanke og fokuserer på de eftertragtede ørred og laks. Men mange danske småhavne byder faktisk på et utroligt underholdende fluefiskeri med let grej, hvor man visuelt kan følge med i alle detaljerne gennem sine polbriller.
AF GORDON P. HENRIKSEN
FLUSTANGEN ER LADT, pol-brillerne sidder hvor de skal, og der spejdes koncentreret efter fisk. Jeg tager en bid af min isvaffel og scanner vandet endnu engang for fisk. Det er ikke helt normalt, at jeg spiser is mens jeg fisker, men netop i dag foregår fiskeriet på en varm eftermiddag blandt sejlbåde, joller og glade sommer gæster i den lokale havn. Og så er det helt på sin plads med en dejlig is.
Pludselig er fiskene der. Jeg ser tre skygger komme ud under en jolle. Den er god nok – det er et par fine rimter. Jeg lægger et kort kast foran flokken, så kobberbassefluen kan nå at synke ned på den rigtige dybde. Den største i flokken svømmer mod fluen, og jeg giver den et lille nøk. Den svømmer helt op til fluen og gør klar til at tage den, men ombestemmer sig i sidste øjeblik. Pis. Desværre huggede den ikke denne gang, men oplevelsen er alligevel noget ganske særligt, da det hele foregår få meter fra en og hele seancen er så synlig. Ok, det er ikke en stor tarpon i spritklart caribisk vand – men det er sightfishing, solen skinner, det er med flue og det er 100% i orden, hvis du spørger mig.
– Så har jeg en råber Henrik, og er godt i gang med at fighte en pæn rimte længere nede ad båd – broen. Nu synes jeg ikke kobberbassen er en svær flue at binde, men hans er åbenbart mere tiltrækkende end min alligevel… Henrik Haupt er en dygtig lystfisker, for ikke at nævne fluekaster. Han blev Danmarksmester i fluekast i 2008, men måtte nøjes med andenpladsen her i 2009. Den slags evner skader jo ikke, men lige netop i dag er det langt fra nødvendigt med kast på 40 meter, og mange års erfaringer som fluefisker. Det her er et fiskeri, hvor alle kan have succes. Uanset hvor meget din stang har kostet, hvor langt du kan kaste eller hvor mange år du har fisket.
Rimter på flue er lette. Og dog alligevel ikke. Først skal de findes og dernæst skal fluen præsenteres rigtigt. Henrik har fanget rimter på flue adskillige gange, men for mig er det en fornøjelig ny oplevelse, og jeg er taknemmelig for invitationen.
Havnerimter på flue
Så er det min tur. Jeg får øje på en enkelt rimte, og denne gang er interessen for min kobberbasse større. Jeg ser tydeligt fisken tage fluen få meter fra mig og løfter stangen i et modhug. Fisken er godt kroget, og selv om rimten langt fra er en formidabel fighter, så får dens fire flotte pund, klasse tre stangen til at bukke godt og grundigt. Yes – Hæsblæsende udløb dybt ned i baglinen er der bestemt ingen af, men til gengæld har den et smukt gyldent skær, og jeg er supertilfreds, da Henrik tager et par billeder af min første rimte, før den genudsættes.
Rimtens kulinariske kvaliteter er vist endnu ringere end dens fightevner, så der er vist ikke rigtig nogen grund til at tage nogle med hjem…
Interessen for vores bedrifter i havnen er blevet større, og efterhånden står der en større flok af isspisende sejlere, familier og børn, som kigger på de to spøjse fiskere. Enkelte af dem er med på legen og i stedet for at betragte de tossede lystfiskere kigger de ned i vandet. En bedstefar der fodrer ænder med sine børnebørn peger ned i vandet og råber; »Her er en stor en«. Perfekt, nu har vi også andre til at spotte fiskene for os, tænker jeg og hiver mit hemmelige våben op ad tasken, mens Henrik skuler lidt til mig. – Det er snyd det der, siger han, mens jeg binder en lille skummadras flue på, der skal efterligne et af de brødstykker ænderne er blevet fordret med, mens rimterne lurede i dybden.
1) Henrik Haupt nyder en gammeldags isvaffel med to kugler og flødeskum, mens han spejder efter rimter. 2) Denne rimte faldt for en af Henrik Haupts små kobberbasser, da den dalede lige ned forbi dens snude.
Når rimtefluen skal gøres mere flydende – eller synkende
Fluen kan smøres med tørfluefedt så den flyder, men i dag gennemvæder jeg den med spyt så den synker langsomt. – Vi er jo ikke på andejagt! Jeg har også lidt brød med, som jeg ligeledes væder og kaster ud, så det synker ned, hvor ænderne ikke kan nå det. Og mens Henrik ryster lidt på hovedet, ser jeg at fire rimter er godt i gang. Jeg lægger et kast ved den største og følger nøje min flue som synker perfekt sammen med de andre brødstykker. Det gælder om at koncentrere sig om, hvilken af brødkummerne der er min flue.
Men hvor rimterne før var meget forsigtige, når det kom til kobberbasserne, så er historien en helt anden med hensyn til brødfluen. Den store rimte bevæger sig et pænt stykke, og jeg ser tydeligt den hvide flue forsvinde i munden på fisken. Stangen løftes og igen er klasse tre stangen godt spændt. Denne gang ikke bare til glæde for mig, men også for den store isspisende tilskuerskare, der efterhånden har samlet sig. Jo havnerimter på flue er bestemt en anbefalelsesværdig Søndagsudflugt værd!
Fluegrej til rimter
De meste fluegrej kan bruges til rimtefiskeri i havnen, så brug det du har. Men da det kun handler om korte kast, og rimterne er sjovere på let grej kan man sagtens bruge meget lette stænger i fx klasse #3. Linen skal dog være flydende og fluerne skal synke ekstremt langsomt, så de nærmest sitrer foran snuden på rimterne. Kobberbassen har ifølge flere af Henriks kompagnoner vist sig som en af de mest sikre rimtefluer, og en brødflue lavet af et stykke skumme – madras er heller ikke en dårlig idé.
Hvis ikke man er omringet af ænder, kan man måske få dem til at stige til en flydende brød imitation, men ellers er det bedst med en der synker langsomt. Og sidst men ikke mindst – husk kasket, polariserende briller og lidt kontanter til en is…
1) Denne rimte gik og guffede små synkende stykker brød og så var den jo et let offer for brødflue. 2) Rimter skulle efter sigende ikke være meget værd som spisefisk, så her genudsættes et eksemplar der faldt for en synkende
brødflue.
Mere om rimter
Rimten Leucidcus idus kan blive op til fire kilo og er den største af vores skallearter. Det er en vandrefisk der gyder i vores vandløb, og har sin opvækst i brakvand, hvor der som regel er gode mængder foder. Den lever af snegle, muslinger og krebsdyr, men de største eksemplarer spiser også fisk og fiskeyngel. Rimten findes oftest i brakvands områder tæt på de åer den trækker op i for at overvintre eller gyde i foråret. Mange steder findes der dog også rimtebestande, som permanent opholder sig i ferskvand – fx den øvre del af Susåen. Forhør dig hos fiskerne, grej – handlerne eller andre der måske kan fortælle om der er rimter i din lokale havn i sommerhalvåret.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2009
Rimterne er ikke formidable fightere men på let klasse # 3 udrustning er de største eksemplarer bestemt underholdende.
aug 9, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Nyheder
Her ser du et udvalg af Peter Rødsgaards Longwing fluer, der bygger på Sunray Shadows livlige vinge, men er videreudviklet til forskellige forhold.
Den lave eller klare sommerelv stiller krav til, at fluerne ikke er alt for kraftige og tunge. Med udgangspunkt i den klassiske Sunray Shadow giver Peter Rødsgaard dig her tips til fluebindingen, når der skal fiskes med mindre, lette og langvingede fluer.
TEKST: PETER RØDSGAARD, FOTO: JENS BURSELL
SUNRAY SHADOW er en flue, som af en eller anden grund altid har fascineret mig. En flue så simpel, og dog så effektiv. Første gang jeg så den var i juniordagene, hvor fiskebladene blev pløjet igennem på kryds og tværs, når den kom ind ad døren.
Jeg mindes en artikel fra en vestvendt jysk å, hvor denne simple flue var manges foretrukne, selvom den var skabt til laksen i elven. Siden har jeg stødt på fluen utallige gange, og altid har den været omtalt med respekt. Ingen har kunnet antyde, at den ikke duede. Sidst jeg læste en længere historie med fluen, var i Michael Beck Hansens Størrelse er ikke alt. En dag var jeg så heldig at se en original flue bundet af ophavsmanden J.J. Brooks himself på bredden af Stjørdalselven i Norge. En gammel tysker på 80 med tilnavnet Kong Arthur, havde i sin tid fisket med Brooks, og han havde et eksemplar i gemmerne.
Den helt rigtige Sunray-effekt
Fluen sælges i dag i alle afskygninger i diverse grejbutikker, men ofte i versioner, der ikke yder den fornødne respekt. Mange af fluerne er nogle voldsomme krabater, som er dobbelt længde og enten med en hel ged som vinge eller en alt for kort tot polarræv. Dette giver ikke fluen den rette Sunray effekt.
Sunray effekten er i mine øjne den lange vinge, der svajer i strømmen, og giver fluen liv. Vingen er så lang, at den påvirkes af den turbulens vandet har, og dermed fisker af sig selv! Som ivrig fluebinder, der søger efter nye muligheder, har fluen inspireret mig til at binde nogle fluer med de traditionelle farver som sort, gul, rød, blå, grøn og orange, så de passer til forskellige vande og lysforhold. Det er simple fluer med lidt farve, hvor den lange vinge giver illusion af liv.
1) Her ser du et udvalg af Peter Rødsgaards Longwing fluer, der bygger på Sunray Shadows livlige vinge, men er videreudviklet til forskellige forhold. 2) En hook guide eller endnu bedre en lille klat farvet UV-lim forhindrer overvingen i at kile sig fast i krogsamlingen. Vælg en farve der spiller sammen med resten af fluen.
Sådan bindes en longwing flue til laks
Udgangspunktet er et ubelastet kort rør, som krogen kan holdes i, og som har en matchende farve til resten af fluen. På røret bindes en kort forkrop i ICE-Dub, med rib og et kropshackle bestående af et indfarvet Whiting hackle af typen Black Laced White. Det er min mening, at det godt kan se forkert ud, hvis et materiale på en flue stjæler udtrykket med kraftige farver og dette hackle har en farvet midte og sort kant og bringer balance i farverne på fluen.
Vingen bygger jeg op af to til fire sektioner, og lidt flash. Først bruger jeg en undervinge i indfarvet silvertippet eller sort egern, som skal løfte vingen en smule. Den skal være så lang at den kommer ca. en centimeter ud bag krogen. Vil jeg have lidt mere farve under den øverste vinge, binder jeg lidt farvet ged ind. Inden den øverste lange vinge bindes på, binder jeg fire strå flash ind i en til vingen matchende farve. Jeg bruger Krinkle flash, fordi den ikke bare er en flad flash, som giver nogle kraftige glimt, men hele tiden glimter en smule. De fire strå klippes til i fire længder, med den korteste i undervingens længde, og den længste helt ud mod overvingens bagkant. Overvingen skal være otte til tolv centimeter, så har man forskellige størrelser, og man kan tilpasse sig de forhold fiskeriet byder.
Overvingen laver jeg i ged eller lange bløde dækhår fra sølvræv. Vingen skal være relativbolle, som jeg desværre synes vinder mere og mere frem. Disse fluer med tykke vinger enten af mange sektioner hår eller en kraftig strip af bløde hår, samt et voldsomt hackle i hår eller struds, egner sig nok mere til at pumpe med i langsomt vand end en hurtig elv.
Et par ekstra tips til longwing fluen
Et par fif når du fisker med fluen skal også lige med. Den lange vinge er ikke helt problemfri, da den ser noget så fed ud i vandet, når alt er rigtigt, men hvis vingen slår om krogen eller kiler sig fast i krogsamlingen på en tre- eller dobbeltkrog, bliver det noget af en snurrebasse. For at undgå dette, kan der gøres flere ting. Under indbindingen af egernvingen sørger jeg for at den breder sig lidt ud, og forhindrer overvingen at komme ned. Hacklet er ikke superblødt, og klasker sammen, men holder sig lidt, sådan at det dækker en smule for krogen.
Krogen kan forsynes med en tilklippet hookguide, der dækker samlingen, eller en klat lim i samlingen. Limen til samlingen var før noget med epoxy, men i dag har UV-limen gjort denne proces noget nemmere, samtidig med at den kan købes i nogle fine farver, der kan matche resten af fluen. Fluen fisker jeg ubelastet på flydeline, med forskellige polyleaders fra intermediate til superfast sinking alt efter hastigheden på vandet. Det er ikke en flue der skal langt ned, men fisker glimrende i den øverste halve meter. God sommersæson!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
jun 29, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
Ola Johannesson og Martin Falklind udfordrede for nogle år siden hinanden til duel på spin og flue. I starten er det blot ment som en joke, men pludselig befinder de sig på norske Væröy – Per Ola med jerkudrustning og Martin med fluestangen. Her får du historien.
AF PER OLA JOHANNESSON
DET BEGYNDER MED ET TANKESPIND. Jerkfiskeri må være den ultimative metode til helleflynder på lavt vand. Afsøgningshastigheden er høj. Fisken ligger på bunden i krystalklart vand og er på udkig efter byttefisk højere oppe i vandsøjlen. Jerkbaitet kan både ses og høres på lang afstand.
Forestil dig lige synet af en flynder på størrelse med en bordplade, der følger efter jerkbaitet og klapper det lige under stangtoppen… Martin svarer igen med fluefiskeriets fordele: – Den pulserende og graciøst svævende præsentation. Eller hvad med fighten og den direkte kontakt, der er på fluegrejet! – Nej – det er ingenting mod den brutale eksplosion, man oplever med jerkgrejet solidt plantet mellem næverne, svarer jeg. Terningerne er kastet. Må den bedste mand − eller metode − vinde!
Havet ved norske Værøy byder på fantastiske muligheder for havfiskeren – og områder med lavt vand hvor helleflynderne kan udfordres på det lette grej.[/caption]
Efter helleflyndere i krystalklart vand
Det klare vand giver en følelse af at svæve. En mosaik af lyse sandpletter og mørke tangbælter veksler mellem hinanden otte-ti meter under os. Der er en kraftig tidevandsstrøm op over plateauet. Når strømmen vender, stopper og kommer op i fart igen går helleflynderne på jagt. Pulsen stiger, idet mit jerkbait lander med et tungt plask fyrre meter fra båden. Mens det synker, kigger jeg over mod Martin i bådens forende. Han er i færd med at løfte en makrelstor flashflue ud af vandet. Fluen slår nærmest gnister i solen, da den vender i bagkastet, og med et støn får han kastet den grove flue 10-15 meter ud. – Det er ikke noget for mig, tænker jeg, mens jeg med korte og hurtige ryk afbrudt af korte pauser, begynder at spinne ind. Pludselig hører jeg et vræl fra forenden: – JAAAA, jeg har en!
Fuld flynderflex på fluestangen
Fluestangen, der lige før virkede så grov, ligner nu mest af alt en legetøjsstang af kogt spaghetti. Vandet pisker af Martins store hjul, og det ser nærmest ud som om, at han har kroget en ubåd. − NEEEEEEEEEJ, lyder det pludseligt, idet han falder bagover og knalder halebenet direkte i dørken. Fisken er tabt og blikket er tomt. Var det lykkedes, havde han taget føringen…
Vi laver et nyt drev over det samme område. Størstedelen af tiden har jeg brugt klassiske jerkbaits som fx synkende Buster og Big Bandit. Men da dybden er tiltaget, har jeg besluttet at snyde lidt med en tung jig – en gul Curly Sue. Halvvejs i det næste drev mærker jeg et forsigtigt stød, men i modhugget føles det fuldstændig som bund. Men pludselig rør bunden på sig. Fisken trækker med en brutal kraft, men pludselig bliver linen helt slap…0 – 0. – Det skal du da ikke være ked af, smiler Martin med et smøret udtryk. – Det var jo alligevel ikke på jerkgrejet! Jeg sender ham et stift blik, bytter softbaitet ud med en Big Bandit og vender mig for at kaste. Desværre sker der intet.
1) Per Ola med belønningen for en ihærdig indsats med jerkstangen – en fin fisk på 13 kilo. Den er sandsynligvis den første af sin slags taget på jerkbait. 2) Martin Falklind med en fin lille fluefanget helleflynder, der faldt for en stor flashflue.
Kampen om flynderhuggene på flue og jerk
På tredjedagen ser det sort ud for mig. I tredie drev kroger og lander Martin en flynder på omkring syv kilo. Jeg kæmper for sagen, fisker benhårdt og forsøger mig med samtlige mulige måder at jerke baitet ind på. – Hvad er der galt, tænker jeg. Martins søn Johan har en del kontakter og følgere på jig. Mine tanker går således på, hvor effektive de nye typer af tail-baits har været til de skandinaviske gedder. Jeg monterer derfor en jighale på mit jerkbait.
Efter to timer uden aktivitet, bemærker jeg et svagt træk i linen under indspinningen, og da agnen kommer ind, er der mærker i halen. – Det er fra en helleflynder, forsikrer skipper Keskitalo, mens jeg igen kaster ud. Tvivlende på den skråsikre udtalelse, spinner jeg ind, mens han gentager »Det ER fra en helleflynder«. Da jerkbaitet nærmer sig stangspidsen, kommer hugget som et lyn fra en skyklar himmel. – Oh shit, skriger jeg, mens stangspidsen rives ned i vandet da fisken pisker afsted. Efter nogle minutters kamp, har jeg krydret den ellers rene norske havluft med hele vokabulariet af svenske og udenlandske bandeord, men til sidst følger fisken med ind og ligger ved bådsiden.
Efter en del plaskeri og mindre udløb bliver fisken forsigtigt landet med en stor løkke omkring halen. Min og sandsynligvis verdens første helleflynder på jerk, skal uden tvivl genudsættes. Med sine cirka 13 kilo er der ikke tale om et monster, men det er alligevel en ubeskrivelig oplevelse: 1-0.
Et stort fluehjul med plads til masser af bagline er en fordel – her Loop Opti Big.
Helleflynderne er svære at kroge – både på flue og jerk
Helleflynder har vi en del af de kommende dage. På sidstedagen følger en tyvekilos fisk mit jerkbait indtil båden med snuden kun få decimeter fra baitet. Den taber dog interessen, skyder hen mod Johans jig, hvorefter den tager turen op til overfladen, hvor Martins flue sitrer lige under stangspidsen. Fisken kigger på kreationen et øjeblik, hvorefter den med et resolut sug, klapper kæberne sammen om fluens hoved, som den tygger eftertænktsomt på, mens vi tydeligt kan se selve krogspidsen stritte ud af munden på den… – Nej ikke der – i den anden ende, råber Martin tiggende til fisken, som tydeligvis ikke forstår svensk.
Med en komplet mangel på situationsfornemmelse, slipper dyret fluen og svømmer over til Johans jig igen, hvor den bliver et øjeblik, før den tager kursen mod mit jerkbait, som jeg har ladet dale mod bunden i et forsøg på at vinde duellen. Da baitet når bunden, pimpler jeg det opefter, mens helleflynderen følger med som en nysgerrig hund. Da forfanget rammer topøjet ligger min Big Bandit i overfladen lige bag motoren. Flynderen svømmer rundt om baitet og stiger derefter pludselig op mod det og tager det bagfra. I det samme smasker jeg til med et modhug, så jerkbaitet flyver ud af kæften på fisken og rammer motorkappen med et smæld.
Flynderen forsvinder lige så hurtigt, som den dukkede op. Med eder og forbandelser flyvende gennem luften sender jeg mit jerkbait afsted igen med en sådan kraft, at det ville have været kommet i omløb omkring jorden, hvis linen havde knækket.
Per Ola vinder flynderduellen
Pludselig mærker jeg igen et let træk i linen. Jeg kroger, men mærker ingenting. Femten meter bag båden, kan jeg tydligt se jerkbaitet zig-zagge lokkende afsted firefem meter nede, da en stor, mørk skygge dukker op blot en meter bag jerkbaitet. – Den er stor, mindst fyrre kilo, hvisker Keskitalo bag mig. Dirrende fortsætter jeg med at jerke ind, men nogle meter fra båden drejer den store flynder af som en drage i sidevind og forsvinder i dybet. Duellen endte 2-1 til Per Ola, og det er ikke sidste gang, vi er afsted efter helleflynder med det lette grej!
Flynder på flue er en sport med potentiale for folk med hang til det helt tunge fluegrej.
Helleflynder taktik og teknik
Jerkfiskeriet gav cirka 15 kontakter på fem fiskedage, mens Martin havde cirka 10 kontakter på fluen. Størsteparten af tiden fiskede vi på 10-12 meter, men vi har på fornemmelsen, at vi måske havde fået lidt flere fisk, hvis vi havde fisket på lidt lavere vand, når tidevandsstrømmene var på deres højeste. Hugperioderne er meget markante, så det gælder derfor om at være på, når først der er aktivitet. Jeg havde desværre ikke rigtige tailbaits med, men har på fornemmelsen, at det ville have været et vinderkoncept. Ulempen ved fluen er, at det går langsommere med afsøgningen, men spørgsmålet er, om ikke den er mere lokkende. Jeg prøvede faktisk at sætte en flashflue bag mit jerkbait, så Martin ikke så det…
Flue- og jerkgrej til helleflynder
Vi brugte følgende grej: Loop Opti Salt X-Grip stang, Loop Opti Big hjul, Synkeline Grain 8, 1 mm fluorocarbon tafs på enmeter – evt. fortynget. Flashfluerne var i lyse silde, sej og makrelfarver samt brungule og gulrøde for at imitere fisk som fx torsk og kutling. Vi brugte følgende grej: Strike Pro Pike Range; Contact 6 ft, 8 inch – 180 gram og Capture 6 ft, 10 inch, 200 gram. Hjul – Ambassadeur Revo Toro Lowprofile og Ambassadeur Inshore 6500. Fletline – Strike Wire, 0,36 mm. Baits: Buster Jerk og Big Bandit synkende. Farverne Psycho og papegøje monteret med rød jighale på bagerste krog gav flest kontakter. Forfang: 1 meter 1 mm fluorocarbon fortynget med et 15 grams konisk lod.
