aug 12, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Som regel er der lidt lys fra månen og havørrederne ser fluerne som en mørk silhuet op mod nattehimlen. Denne silhuet må gerne ligne noget livligt og kan gøres tydeligere ved at bruge
sorte materialer.
Når fiskene konstant bryder en spejlblank over flade, er natfluefiskeriet på kysten noget af det mest spændende. Selvom det er mørkt kan man sagtens fiske visuelt. Her får du to natfluer som du ikke kan undgå at se blive taget, selv i mørke!
TEKST: PETER RØDSGAARD, FOTO: JENS BURSELL
TAKTIKKEN behøver ikke være det helt store med højvandstabeller, temperaturmålinger, vindstyrker/retninger og skydække osv. Men det er faktorer, som let kan have indvirkning på fiskeriet, og man gør sig selv en tjeneste ved at tjekke mindst et par af dem, der har direkte indflydelse på, om det er muligt at fiske.
Her er vinden vigtigst, da det bare ikke er sagen at stå i mørke med en dum vind eller et alt for oprørt og uklart hav. De andre kan tjekkes på stedet eller nettet når man kommer hjem, og lagres i ens voksende erfarings bank. Den vigtigste faktor er tid. Det koster tid at lære de lokale hotspots, med deres forskellige top tidspunkter at kende.
Nogle generelle ting, der kendetegner mange fine natpladser er rev/tanger, tidevandsstrøm eller koldt dybt vand i nærheden. Har man alle tre i samme plads, så bliver det som regel ikke bedre. På en længere strækning kan der være områder, hvor strømmen er stærkere eller svagere, som følge af de fysiske forhold, og det kan betale sig at lægge mærke til det, når pladsen besøges i dagslys. Det er rimeligt let for en fluefisker, som ikke affisker kysten for langsomt, at følge med i hvor stor afdriften er på fluelinen på en given strækning med strøm.
Muddler fluen er en natklassiker der ikke er til at komme uden om. Et godt fif er at sætte et stykke sugerør på inden hjorthårene bindes ind. Så kommer man ikke til at klippe i materialerne når hjortehårene klippes til.
Kystfluer til natfiskeri på kysten
Selve fiskeriet foregår for mit vedkommende altid med fluer, som går højt i vandet. De skal faktisk helst streame. Det skal være sagt med det samme, at det måske ikke altid er det mest effektive, men når der er en fisk, som tager fluen, så er det bare for overlegent. Jeg bytter gerne to for en, bare oplevelsen følger med.
Fluerne jeg benytter i ca. 90% af tiden er en mudler type eller en natigle. Fluerne kan begge streame, og bliver derved temmelig synlige, for både fisken og mig selv. At fisken lettere spotter fluen, når den går højt, og ses som en pulserende silhuet, der laver ravage i overfladen, er ofte godt. Uroen i overfladen afslører for mig, hvor fluen befinder sig. Nogle gange får jeg også med, når en fisk stiger et stykke væk, og styrer direkte mod fluen, for at tage den i et ordentligt plask. Det giver noget af et kick! Affiskningsteknikken rummer ikke de dybe hemmeligheder, den varierer meget fra lange rolige tag til små hurtige indtagninger. Det kan altid betale sig at eksperimentere, selvom man fanger fisk på en bestemt indtagningsrutine. Man ved aldrig, om man gør det optimalt.
Natfiskeri på kysten efter havørred med muddlers
Mudlerfluen jeg benytter er opbygget som en zonker, som har fået nogle flash strå på siderne, og et lidt overdimensioneret mudler hoved for bedre at flyde samt flytte vand. Krogen skal være med et godt krog gab, så jeg anvender en Mustad stinger i str. 2 eller 4. Kroppen laves i Glis’N dub i orange, med en guld rib i medium, der også fastgør zonkerstrippen af sort kanin i 3 mm Scut.
Krop og vinge må fylde lidt over halvdelen af krogskaftet. På hver side af vingen sidder tre strå krystal flash: Ice-pearl, guld og sort, så den kan glimte lidt i mørket. Muddler hovedet laver jeg først ved at binde et hackle på i sorte hjortehår, der går ca. til krogspidsen. Inden jeg binder resten af hårene på, sætter jeg et stykke sugerør ned over hacklet, så jeg kan klippe hovedet i facon uden at skade hacklet. Klipningen af hovedet skal give en buttet facon der spidser til mod krogøjet. En vigtig detalje er at klippe hovedet godt tæt på krogskaftet på undersiden, så opdriften kommer oven på fluen, og den vender rigtigt i vandet.
Natiglen er bundet med skum for at få den til at gå helt oppe i overfladen. Versionen til højre har en lille flap så den laver ekstra meget ballade i vandoverfladen. Har man først en gang set og hørt en grådig havørred smaske til sådan en i måneskæret, så er man solgt.
Sådan laver du Natiglen til kystfluefiskeri om natten
Natiglen er en sort udgave af René Hansens sandigle, som lige har fået rygskjoldet byttet ud med sort skum. En streamer krog i str. 2 eller 4 egner sig fint til denne flue. Fluen er enkel i sin opbygning, med en hale lidt længere end krogskaftet i sort marabou, og en krop i sort 15 mm cactus chenille. Kroppen gøres fladtrykt med et skjold på over- og underside. Undersideskjoldet er af 5 mm klar body stretch, og ryggen er en strimmel 3,5-4 mm bred 2 mm flyfoam i sort. Ryg og bug holdes på plads af en 0,25 mm nylon rib. En finesse er at klippe strimlen i flyfoam så den går et stykke bagud over krogbøjningen, for at løfte fluen lidt i bagenden, hvor den er tungest. Skal fluen lave ekstra ballade i overfladen, så bindes og klippes skummet til, så der stikker en lille flap op foran.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2009
aug 11, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder
Her er det forfatteren med en fin havnerimte på ca. 1,75 kilo.
De fleste fluefiskere skænker ikke rimter en tanke og fokuserer på de eftertragtede ørred og laks. Men mange danske småhavne byder faktisk på et utroligt underholdende fluefiskeri med let grej, hvor man visuelt kan følge med i alle detaljerne gennem sine polbriller.
AF GORDON P. HENRIKSEN
FLUSTANGEN ER LADT, pol-brillerne sidder hvor de skal, og der spejdes koncentreret efter fisk. Jeg tager en bid af min isvaffel og scanner vandet endnu engang for fisk. Det er ikke helt normalt, at jeg spiser is mens jeg fisker, men netop i dag foregår fiskeriet på en varm eftermiddag blandt sejlbåde, joller og glade sommer gæster i den lokale havn. Og så er det helt på sin plads med en dejlig is.
Pludselig er fiskene der. Jeg ser tre skygger komme ud under en jolle. Den er god nok – det er et par fine rimter. Jeg lægger et kort kast foran flokken, så kobberbassefluen kan nå at synke ned på den rigtige dybde. Den største i flokken svømmer mod fluen, og jeg giver den et lille nøk. Den svømmer helt op til fluen og gør klar til at tage den, men ombestemmer sig i sidste øjeblik. Pis. Desværre huggede den ikke denne gang, men oplevelsen er alligevel noget ganske særligt, da det hele foregår få meter fra en og hele seancen er så synlig. Ok, det er ikke en stor tarpon i spritklart caribisk vand – men det er sightfishing, solen skinner, det er med flue og det er 100% i orden, hvis du spørger mig.
– Så har jeg en råber Henrik, og er godt i gang med at fighte en pæn rimte længere nede ad båd – broen. Nu synes jeg ikke kobberbassen er en svær flue at binde, men hans er åbenbart mere tiltrækkende end min alligevel… Henrik Haupt er en dygtig lystfisker, for ikke at nævne fluekaster. Han blev Danmarksmester i fluekast i 2008, men måtte nøjes med andenpladsen her i 2009. Den slags evner skader jo ikke, men lige netop i dag er det langt fra nødvendigt med kast på 40 meter, og mange års erfaringer som fluefisker. Det her er et fiskeri, hvor alle kan have succes. Uanset hvor meget din stang har kostet, hvor langt du kan kaste eller hvor mange år du har fisket.
Rimter på flue er lette. Og dog alligevel ikke. Først skal de findes og dernæst skal fluen præsenteres rigtigt. Henrik har fanget rimter på flue adskillige gange, men for mig er det en fornøjelig ny oplevelse, og jeg er taknemmelig for invitationen.
Havnerimter på flue
Så er det min tur. Jeg får øje på en enkelt rimte, og denne gang er interessen for min kobberbasse større. Jeg ser tydeligt fisken tage fluen få meter fra mig og løfter stangen i et modhug. Fisken er godt kroget, og selv om rimten langt fra er en formidabel fighter, så får dens fire flotte pund, klasse tre stangen til at bukke godt og grundigt. Yes – Hæsblæsende udløb dybt ned i baglinen er der bestemt ingen af, men til gengæld har den et smukt gyldent skær, og jeg er supertilfreds, da Henrik tager et par billeder af min første rimte, før den genudsættes.
Rimtens kulinariske kvaliteter er vist endnu ringere end dens fightevner, så der er vist ikke rigtig nogen grund til at tage nogle med hjem…
Interessen for vores bedrifter i havnen er blevet større, og efterhånden står der en større flok af isspisende sejlere, familier og børn, som kigger på de to spøjse fiskere. Enkelte af dem er med på legen og i stedet for at betragte de tossede lystfiskere kigger de ned i vandet. En bedstefar der fodrer ænder med sine børnebørn peger ned i vandet og råber; »Her er en stor en«. Perfekt, nu har vi også andre til at spotte fiskene for os, tænker jeg og hiver mit hemmelige våben op ad tasken, mens Henrik skuler lidt til mig. – Det er snyd det der, siger han, mens jeg binder en lille skummadras flue på, der skal efterligne et af de brødstykker ænderne er blevet fordret med, mens rimterne lurede i dybden.
1) Henrik Haupt nyder en gammeldags isvaffel med to kugler og flødeskum, mens han spejder efter rimter. 2) Denne rimte faldt for en af Henrik Haupts små kobberbasser, da den dalede lige ned forbi dens snude.
Når rimtefluen skal gøres mere flydende – eller synkende
Fluen kan smøres med tørfluefedt så den flyder, men i dag gennemvæder jeg den med spyt så den synker langsomt. – Vi er jo ikke på andejagt! Jeg har også lidt brød med, som jeg ligeledes væder og kaster ud, så det synker ned, hvor ænderne ikke kan nå det. Og mens Henrik ryster lidt på hovedet, ser jeg at fire rimter er godt i gang. Jeg lægger et kast ved den største og følger nøje min flue som synker perfekt sammen med de andre brødstykker. Det gælder om at koncentrere sig om, hvilken af brødkummerne der er min flue.
Men hvor rimterne før var meget forsigtige, når det kom til kobberbasserne, så er historien en helt anden med hensyn til brødfluen. Den store rimte bevæger sig et pænt stykke, og jeg ser tydeligt den hvide flue forsvinde i munden på fisken. Stangen løftes og igen er klasse tre stangen godt spændt. Denne gang ikke bare til glæde for mig, men også for den store isspisende tilskuerskare, der efterhånden har samlet sig. Jo havnerimter på flue er bestemt en anbefalelsesværdig Søndagsudflugt værd!
Fluegrej til rimter
De meste fluegrej kan bruges til rimtefiskeri i havnen, så brug det du har. Men da det kun handler om korte kast, og rimterne er sjovere på let grej kan man sagtens bruge meget lette stænger i fx klasse #3. Linen skal dog være flydende og fluerne skal synke ekstremt langsomt, så de nærmest sitrer foran snuden på rimterne. Kobberbassen har ifølge flere af Henriks kompagnoner vist sig som en af de mest sikre rimtefluer, og en brødflue lavet af et stykke skumme – madras er heller ikke en dårlig idé.
Hvis ikke man er omringet af ænder, kan man måske få dem til at stige til en flydende brød imitation, men ellers er det bedst med en der synker langsomt. Og sidst men ikke mindst – husk kasket, polariserende briller og lidt kontanter til en is…
1) Denne rimte gik og guffede små synkende stykker brød og så var den jo et let offer for brødflue. 2) Rimter skulle efter sigende ikke være meget værd som spisefisk, så her genudsættes et eksemplar der faldt for en synkende
brødflue.
Mere om rimter
Rimten Leucidcus idus kan blive op til fire kilo og er den største af vores skallearter. Det er en vandrefisk der gyder i vores vandløb, og har sin opvækst i brakvand, hvor der som regel er gode mængder foder. Den lever af snegle, muslinger og krebsdyr, men de største eksemplarer spiser også fisk og fiskeyngel. Rimten findes oftest i brakvands områder tæt på de åer den trækker op i for at overvintre eller gyde i foråret. Mange steder findes der dog også rimtebestande, som permanent opholder sig i ferskvand – fx den øvre del af Susåen. Forhør dig hos fiskerne, grej – handlerne eller andre der måske kan fortælle om der er rimter i din lokale havn i sommerhalvåret.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2009
Rimterne er ikke formidable fightere men på let klasse # 3 udrustning er de største eksemplarer bestemt underholdende.
aug 9, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Nyheder
Her ser du et udvalg af Peter Rødsgaards Longwing fluer, der bygger på Sunray Shadows livlige vinge, men er videreudviklet til forskellige forhold.
Den lave eller klare sommerelv stiller krav til, at fluerne ikke er alt for kraftige og tunge. Med udgangspunkt i den klassiske Sunray Shadow giver Peter Rødsgaard dig her tips til fluebindingen, når der skal fiskes med mindre, lette og langvingede fluer.
TEKST: PETER RØDSGAARD, FOTO: JENS BURSELL
SUNRAY SHADOW er en flue, som af en eller anden grund altid har fascineret mig. En flue så simpel, og dog så effektiv. Første gang jeg så den var i juniordagene, hvor fiskebladene blev pløjet igennem på kryds og tværs, når den kom ind ad døren.
Jeg mindes en artikel fra en vestvendt jysk å, hvor denne simple flue var manges foretrukne, selvom den var skabt til laksen i elven. Siden har jeg stødt på fluen utallige gange, og altid har den været omtalt med respekt. Ingen har kunnet antyde, at den ikke duede. Sidst jeg læste en længere historie med fluen, var i Michael Beck Hansens Størrelse er ikke alt. En dag var jeg så heldig at se en original flue bundet af ophavsmanden J.J. Brooks himself på bredden af Stjørdalselven i Norge. En gammel tysker på 80 med tilnavnet Kong Arthur, havde i sin tid fisket med Brooks, og han havde et eksemplar i gemmerne.
Den helt rigtige Sunray-effekt
Fluen sælges i dag i alle afskygninger i diverse grejbutikker, men ofte i versioner, der ikke yder den fornødne respekt. Mange af fluerne er nogle voldsomme krabater, som er dobbelt længde og enten med en hel ged som vinge eller en alt for kort tot polarræv. Dette giver ikke fluen den rette Sunray effekt.
Sunray effekten er i mine øjne den lange vinge, der svajer i strømmen, og giver fluen liv. Vingen er så lang, at den påvirkes af den turbulens vandet har, og dermed fisker af sig selv! Som ivrig fluebinder, der søger efter nye muligheder, har fluen inspireret mig til at binde nogle fluer med de traditionelle farver som sort, gul, rød, blå, grøn og orange, så de passer til forskellige vande og lysforhold. Det er simple fluer med lidt farve, hvor den lange vinge giver illusion af liv.
1) Her ser du et udvalg af Peter Rødsgaards Longwing fluer, der bygger på Sunray Shadows livlige vinge, men er videreudviklet til forskellige forhold. 2) En hook guide eller endnu bedre en lille klat farvet UV-lim forhindrer overvingen i at kile sig fast i krogsamlingen. Vælg en farve der spiller sammen med resten af fluen.
Sådan bindes en longwing flue til laks
Udgangspunktet er et ubelastet kort rør, som krogen kan holdes i, og som har en matchende farve til resten af fluen. På røret bindes en kort forkrop i ICE-Dub, med rib og et kropshackle bestående af et indfarvet Whiting hackle af typen Black Laced White. Det er min mening, at det godt kan se forkert ud, hvis et materiale på en flue stjæler udtrykket med kraftige farver og dette hackle har en farvet midte og sort kant og bringer balance i farverne på fluen.
Vingen bygger jeg op af to til fire sektioner, og lidt flash. Først bruger jeg en undervinge i indfarvet silvertippet eller sort egern, som skal løfte vingen en smule. Den skal være så lang at den kommer ca. en centimeter ud bag krogen. Vil jeg have lidt mere farve under den øverste vinge, binder jeg lidt farvet ged ind. Inden den øverste lange vinge bindes på, binder jeg fire strå flash ind i en til vingen matchende farve. Jeg bruger Krinkle flash, fordi den ikke bare er en flad flash, som giver nogle kraftige glimt, men hele tiden glimter en smule. De fire strå klippes til i fire længder, med den korteste i undervingens længde, og den længste helt ud mod overvingens bagkant. Overvingen skal være otte til tolv centimeter, så har man forskellige størrelser, og man kan tilpasse sig de forhold fiskeriet byder.
Overvingen laver jeg i ged eller lange bløde dækhår fra sølvræv. Vingen skal være relativbolle, som jeg desværre synes vinder mere og mere frem. Disse fluer med tykke vinger enten af mange sektioner hår eller en kraftig strip af bløde hår, samt et voldsomt hackle i hår eller struds, egner sig nok mere til at pumpe med i langsomt vand end en hurtig elv.
Et par ekstra tips til longwing fluen
Et par fif når du fisker med fluen skal også lige med. Den lange vinge er ikke helt problemfri, da den ser noget så fed ud i vandet, når alt er rigtigt, men hvis vingen slår om krogen eller kiler sig fast i krogsamlingen på en tre- eller dobbeltkrog, bliver det noget af en snurrebasse. For at undgå dette, kan der gøres flere ting. Under indbindingen af egernvingen sørger jeg for at den breder sig lidt ud, og forhindrer overvingen at komme ned. Hacklet er ikke superblødt, og klasker sammen, men holder sig lidt, sådan at det dækker en smule for krogen.
Krogen kan forsynes med en tilklippet hookguide, der dækker samlingen, eller en klat lim i samlingen. Limen til samlingen var før noget med epoxy, men i dag har UV-limen gjort denne proces noget nemmere, samtidig med at den kan købes i nogle fine farver, der kan matche resten af fluen. Fluen fisker jeg ubelastet på flydeline, med forskellige polyleaders fra intermediate til superfast sinking alt efter hastigheden på vandet. Det er ikke en flue der skal langt ned, men fisker glimrende i den øverste halve meter. God sommersæson!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
jun 29, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
Ola Johannesson og Martin Falklind udfordrede for nogle år siden hinanden til duel på spin og flue. I starten er det blot ment som en joke, men pludselig befinder de sig på norske Væröy – Per Ola med jerkudrustning og Martin med fluestangen. Her får du historien.
AF PER OLA JOHANNESSON
DET BEGYNDER MED ET TANKESPIND. Jerkfiskeri må være den ultimative metode til helleflynder på lavt vand. Afsøgningshastigheden er høj. Fisken ligger på bunden i krystalklart vand og er på udkig efter byttefisk højere oppe i vandsøjlen. Jerkbaitet kan både ses og høres på lang afstand.
Forestil dig lige synet af en flynder på størrelse med en bordplade, der følger efter jerkbaitet og klapper det lige under stangtoppen… Martin svarer igen med fluefiskeriets fordele: – Den pulserende og graciøst svævende præsentation. Eller hvad med fighten og den direkte kontakt, der er på fluegrejet! – Nej – det er ingenting mod den brutale eksplosion, man oplever med jerkgrejet solidt plantet mellem næverne, svarer jeg. Terningerne er kastet. Må den bedste mand − eller metode − vinde!
Havet ved norske Værøy byder på fantastiske muligheder for havfiskeren – og områder med lavt vand hvor helleflynderne kan udfordres på det lette grej.[/caption]
Efter helleflyndere i krystalklart vand
Det klare vand giver en følelse af at svæve. En mosaik af lyse sandpletter og mørke tangbælter veksler mellem hinanden otte-ti meter under os. Der er en kraftig tidevandsstrøm op over plateauet. Når strømmen vender, stopper og kommer op i fart igen går helleflynderne på jagt. Pulsen stiger, idet mit jerkbait lander med et tungt plask fyrre meter fra båden. Mens det synker, kigger jeg over mod Martin i bådens forende. Han er i færd med at løfte en makrelstor flashflue ud af vandet. Fluen slår nærmest gnister i solen, da den vender i bagkastet, og med et støn får han kastet den grove flue 10-15 meter ud. – Det er ikke noget for mig, tænker jeg, mens jeg med korte og hurtige ryk afbrudt af korte pauser, begynder at spinne ind. Pludselig hører jeg et vræl fra forenden: – JAAAA, jeg har en!
Fuld flynderflex på fluestangen
Fluestangen, der lige før virkede så grov, ligner nu mest af alt en legetøjsstang af kogt spaghetti. Vandet pisker af Martins store hjul, og det ser nærmest ud som om, at han har kroget en ubåd. − NEEEEEEEEEJ, lyder det pludseligt, idet han falder bagover og knalder halebenet direkte i dørken. Fisken er tabt og blikket er tomt. Var det lykkedes, havde han taget føringen…
Vi laver et nyt drev over det samme område. Størstedelen af tiden har jeg brugt klassiske jerkbaits som fx synkende Buster og Big Bandit. Men da dybden er tiltaget, har jeg besluttet at snyde lidt med en tung jig – en gul Curly Sue. Halvvejs i det næste drev mærker jeg et forsigtigt stød, men i modhugget føles det fuldstændig som bund. Men pludselig rør bunden på sig. Fisken trækker med en brutal kraft, men pludselig bliver linen helt slap…0 – 0. – Det skal du da ikke være ked af, smiler Martin med et smøret udtryk. – Det var jo alligevel ikke på jerkgrejet! Jeg sender ham et stift blik, bytter softbaitet ud med en Big Bandit og vender mig for at kaste. Desværre sker der intet.
1) Per Ola med belønningen for en ihærdig indsats med jerkstangen – en fin fisk på 13 kilo. Den er sandsynligvis den første af sin slags taget på jerkbait. 2) Martin Falklind med en fin lille fluefanget helleflynder, der faldt for en stor flashflue.
Kampen om flynderhuggene på flue og jerk
På tredjedagen ser det sort ud for mig. I tredie drev kroger og lander Martin en flynder på omkring syv kilo. Jeg kæmper for sagen, fisker benhårdt og forsøger mig med samtlige mulige måder at jerke baitet ind på. – Hvad er der galt, tænker jeg. Martins søn Johan har en del kontakter og følgere på jig. Mine tanker går således på, hvor effektive de nye typer af tail-baits har været til de skandinaviske gedder. Jeg monterer derfor en jighale på mit jerkbait.
Efter to timer uden aktivitet, bemærker jeg et svagt træk i linen under indspinningen, og da agnen kommer ind, er der mærker i halen. – Det er fra en helleflynder, forsikrer skipper Keskitalo, mens jeg igen kaster ud. Tvivlende på den skråsikre udtalelse, spinner jeg ind, mens han gentager »Det ER fra en helleflynder«. Da jerkbaitet nærmer sig stangspidsen, kommer hugget som et lyn fra en skyklar himmel. – Oh shit, skriger jeg, mens stangspidsen rives ned i vandet da fisken pisker afsted. Efter nogle minutters kamp, har jeg krydret den ellers rene norske havluft med hele vokabulariet af svenske og udenlandske bandeord, men til sidst følger fisken med ind og ligger ved bådsiden.
Efter en del plaskeri og mindre udløb bliver fisken forsigtigt landet med en stor løkke omkring halen. Min og sandsynligvis verdens første helleflynder på jerk, skal uden tvivl genudsættes. Med sine cirka 13 kilo er der ikke tale om et monster, men det er alligevel en ubeskrivelig oplevelse: 1-0.
Et stort fluehjul med plads til masser af bagline er en fordel – her Loop Opti Big.
Helleflynderne er svære at kroge – både på flue og jerk
Helleflynder har vi en del af de kommende dage. På sidstedagen følger en tyvekilos fisk mit jerkbait indtil båden med snuden kun få decimeter fra baitet. Den taber dog interessen, skyder hen mod Johans jig, hvorefter den tager turen op til overfladen, hvor Martins flue sitrer lige under stangspidsen. Fisken kigger på kreationen et øjeblik, hvorefter den med et resolut sug, klapper kæberne sammen om fluens hoved, som den tygger eftertænktsomt på, mens vi tydeligt kan se selve krogspidsen stritte ud af munden på den… – Nej ikke der – i den anden ende, råber Martin tiggende til fisken, som tydeligvis ikke forstår svensk.
Med en komplet mangel på situationsfornemmelse, slipper dyret fluen og svømmer over til Johans jig igen, hvor den bliver et øjeblik, før den tager kursen mod mit jerkbait, som jeg har ladet dale mod bunden i et forsøg på at vinde duellen. Da baitet når bunden, pimpler jeg det opefter, mens helleflynderen følger med som en nysgerrig hund. Da forfanget rammer topøjet ligger min Big Bandit i overfladen lige bag motoren. Flynderen svømmer rundt om baitet og stiger derefter pludselig op mod det og tager det bagfra. I det samme smasker jeg til med et modhug, så jerkbaitet flyver ud af kæften på fisken og rammer motorkappen med et smæld.
Flynderen forsvinder lige så hurtigt, som den dukkede op. Med eder og forbandelser flyvende gennem luften sender jeg mit jerkbait afsted igen med en sådan kraft, at det ville have været kommet i omløb omkring jorden, hvis linen havde knækket.
Per Ola vinder flynderduellen
Pludselig mærker jeg igen et let træk i linen. Jeg kroger, men mærker ingenting. Femten meter bag båden, kan jeg tydligt se jerkbaitet zig-zagge lokkende afsted firefem meter nede, da en stor, mørk skygge dukker op blot en meter bag jerkbaitet. – Den er stor, mindst fyrre kilo, hvisker Keskitalo bag mig. Dirrende fortsætter jeg med at jerke ind, men nogle meter fra båden drejer den store flynder af som en drage i sidevind og forsvinder i dybet. Duellen endte 2-1 til Per Ola, og det er ikke sidste gang, vi er afsted efter helleflynder med det lette grej!
Flynder på flue er en sport med potentiale for folk med hang til det helt tunge fluegrej.
Helleflynder taktik og teknik
Jerkfiskeriet gav cirka 15 kontakter på fem fiskedage, mens Martin havde cirka 10 kontakter på fluen. Størsteparten af tiden fiskede vi på 10-12 meter, men vi har på fornemmelsen, at vi måske havde fået lidt flere fisk, hvis vi havde fisket på lidt lavere vand, når tidevandsstrømmene var på deres højeste. Hugperioderne er meget markante, så det gælder derfor om at være på, når først der er aktivitet. Jeg havde desværre ikke rigtige tailbaits med, men har på fornemmelsen, at det ville have været et vinderkoncept. Ulempen ved fluen er, at det går langsommere med afsøgningen, men spørgsmålet er, om ikke den er mere lokkende. Jeg prøvede faktisk at sætte en flashflue bag mit jerkbait, så Martin ikke så det…
Flue- og jerkgrej til helleflynder
Vi brugte følgende grej: Loop Opti Salt X-Grip stang, Loop Opti Big hjul, Synkeline Grain 8, 1 mm fluorocarbon tafs på enmeter – evt. fortynget. Flashfluerne var i lyse silde, sej og makrelfarver samt brungule og gulrøde for at imitere fisk som fx torsk og kutling. Vi brugte følgende grej: Strike Pro Pike Range; Contact 6 ft, 8 inch – 180 gram og Capture 6 ft, 10 inch, 200 gram. Hjul – Ambassadeur Revo Toro Lowprofile og Ambassadeur Inshore 6500. Fletline – Strike Wire, 0,36 mm. Baits: Buster Jerk og Big Bandit synkende. Farverne Psycho og papegøje monteret med rød jighale på bagerste krog gav flest kontakter. Forfang: 1 meter 1 mm fluorocarbon fortynget med et 15 grams konisk lod.
jun 27, 2025 | Åfiskeri, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Driftbåd fiskeriet giver en ny vinkel på tørfluefiskeriet, er hamrende effektivt og en behagelig måde at nyde den skønne norske natur på.
Driftbåde er normalt noget, man kun ser på amerikanske floder, men den norske guide Espen Eliertsen benytter dem til tørfluefiskeriet på Trysil med stor succes. Barry Ord Clark har besøgt ham midt i majfluesæsonen og taget en drivertur ned ad den skønne elv.
AF BARRY ORD CLARKE
DEN LYSE MAJFLUE IMITATION er nem at se på det mørke vand. Den driver perfekt syv otte meter fra båden. Langsomt men sikkert nærmer den sig de to ringende stallinger i den næste pool, som vore øjne har været fikseret på de sidste 80 meter, mens vi har drevet nærmere og nærmere. Men uden advarsel stiger en tredje fisk pludselig op fra dybet og tager min majflue med en selvsikker entusiasme. Jeg hæver stangen og er godt i gang med at fighte sæsonens første stalling, mens Espen trækker i årene for at sænke farten. Derefter dropper han ankeret.
Stallinger på finnerne til Danica klækning
Danicaerne klækker, lød beskeden i min sms. Kom så hurtigt som muligt, stod der. I løbet af kort tid var bilen pakket, hvorefter jeg var i gang med den fem timer lange køretur fra Oslo til Trysil, for at mødes med Espen Eliertsen, der er ejer og chefguide for Call Of The Wild Guide Service I Trysil. Espen var den første i Europa til at importere amerikanske Clacka driftbåde, og han havde lovet mig en bådfisketur ulig nogen anden. Hvis du har læst amerikanske fluefiskemagasiner, har du sikkert set masser af Clacka drift både, typisk med Montanas bjerge i baggrunden. – Men hvordan skulle de fungere på en norsk elv? Jeg var toptændt og ivrig for at finde ud af det!
Klar til en gang driftfiskeri efter stallinger
Espen giver en hurtig sikkerheds briefing, ikke ulig den man får på en flyver, og kort tid efter er vi i gang med at drive ned af floden. Vejrudsigten for de kommende dage lyder på hedebølge og 30 grader over hele Norge. Espen forklarer, at temperaturstigningen burde resultere i en god klækning.
Men spørgsmålet er, om varmen kan blive for meget… Men åbenbart ikke denne morgen, for der er danica, sulphurea og rhodani døgnfluer, som klækker alle vegne. Og jeg mener alle vegne. Men siden dette er den første dag med klækninger er fiskene forsigtige, og Trysils famøse stallinger er ikke meget for at spise på toppen selvom der er rigeligt at tage af. Espen forsikrer mig om, at det altid tager lidt tid for dem at smide hæmningerne. I de første par timer er der jo også rigeligt at tage af under overfladen, og det er her de koncentrerer deres indsats.
I løbet af de næste tre timer har vi kontakt med et par fisk, og driver stort set igennem hver elvtype man kunne forestille sig at finde i Norge. Her er alt fra hurtige stryg til flade rolige partier. Driftbåden kombineret med Espens styring imponerer mig mere og mere. Den fungerer perfekt som fiskeplatform, og da Espen tidligere har været både jagt- og fiskeguide samt white water rafting instruktør, er jeg ekstrem tryg med ham ved årene.
De perfekte forhold til insektklækninger
Landskabet drager minderne tilbage til Alaska med sine stejle kanter, nåletræer langs bredden og rødgransdækkede bjerge til begge sider. Og jeg må indrømme, at man får hele pakken, når man nyder panorama udsigten fra midten af floden. Espen foreslår, at vi nyder omgivelserne, tager en frokost pause med ankeret nede og nupper en sandwich plus en kold forfriskning, samtidig med at vi holder udkig efter ringende fisk. – Det lyder som en god plan, bekræfter jeg. Espen finder lidt mad og drikke frem fra en af bådens vandtætte stuverum.
Mens vi er ved at gøre madpakkerne færdige, kommer der mørke skyer ind nordfra. Det begynder at dryppe let fra himlen, men lufttemperaturen forbliver over de 25 grader. Med andre ord – det er perfekte forhold for insektklækninger. Først ser vi én stalling tage en flue i overfladen ovre langs bredden, så endnu én tættere på båden, og så endnu én længere nedstrøms. Og som magi, og af årsager vi sikkert aldrig kommer til at forstå, bliver hele flodens glatte overflade nu dekoreret med små ringe alle vegne. Det er begyndt!
Med en majflue for enden af forfanget efter stallingerne
En CDC majflue-imitation af eget design på, mens Espen manøvrerer båden på plads. Ankeret på disse både er intet mindre end genialt. Espen kan sænke det uden at forstyrre fiskeren, bare ved at presse sin fod på en pedal, og når det skal hæves kan han gøre det fra siddende position. Den mest åbenlyse fordel ved driftbåden er, at når Espen bruger årene til at styre båden ned ad floden, får tørfluen et konstant og perfekt drev, hvor det stort set er unødvendigt at mende linen. Således kaster man ikke kun til ringende fisk, men fisker effektivt hele tiden. Selv mens man driver ned ad floden, dækker din flue konstant nye vande og potentielle standpladser. Når man driver over hurtigt vand, kan man skifte til en nymfe eller endnu bedre – et setup med en indikator samt tung nymfe kombineret med et par mindre lettere nymfer under den. Det er ikke alene en hammereffektiv måde at fiske lommerne i strømmen, men er også en giftig metode til at søge de store stallinger i de stærke strømpartier, som man ellers ikke ville kunne komme ned til. Hvis du vil maksimere dritfiskeriets effektivitet, kan det derfor betale sig at have to fluestænger rigget klar til hver sin type fiskeri: En stang til tørflue og én til nymfer, så du kan skifte taktik, når floden skifter karakter fra rolig til hurtig.
En stor stalling på tørfluen
Espen holder båden stille, og forklarer mig hvor en stor fisk lige har været oppe. – Kl. 9 – fin fisk, 15 meter ude, proklamerer han lavmælt. På denne måde fungerer båden som et ur, og Espen indikerer, at jeg skal kaste 15 meter i den retning, der svarer til, når viseren peger på ni. Jeg gør, som jeg bliver bedt om og lægger fluen efter et par ekstra kast for at vifte den tør. – Perfekt, indikerer Espen.
Fluen driver stille sammen med flere naturlige insekter og en maj – flue, der er lidt over en halv meter foran min og pludselig forsvinder i et svup. Så – nu er min flue den næste i køen… Fisken gør lige som den skal. Fluen forvinder og efterlader blot en lille ring i overfladen. Havde der bare været den mindste vind, ville disse forsigtige hug have været svære at se. Jeg løfter automatisk min stang, og i det min line bliver stram, mærker jeg med det samme, at dette er en fisk af en anden kaliber, end dem jeg har haft kontakt med indtil videre. Fisken dykker og bruger sin store halefinne til sin fordel i den stærke strøm og holder sig på denne måde nær bunden. Efter nogle få minutter må den dog overgive sig, og jeg kan glæde mig over at lande min største stalling på tørflue til dato: 38 centimeter.
Tre store stallinger, der napper insekter
Klækningen fortsætter en tre kvarters tid eller fem fisk mere, alt efter hvordan man vil gøre tiden op. Derefter falder tingene lidt til ro, mens der er en klækning her og der. Vi driver ned til broen, hvor vi skal tage båden op. Mens vi er ved at læsse grejet af båden, bemærker jeg noget heftigt overfladeaktivitet langs med en af bropillerne. Der står tre store stallinger og nupper insekter i rolige rulninger og fremviser deres flotte ryg – finner hver gang. Jeg udpeger dem til Espen, som siger, at jeg selv må tage båden ud, hvis jeg vil efter dem. Han skal op og hente den anden bil og bådtraileren. Han har en aftale, han ikke kan løbe fra og han er allerede sent på den.
Jeg hopper derfor i båden og ror de 50 meter, der skal til for at få mig i position. Ankeret droppes min flue får lidt flydemiddel og jeg kan nu tydeligt se tre kæmpestore stallinger, som suger voksne majfluer til sig ca. hvert femtende sekund. Jeg kaster, men har fejlberegnet strømmen og min line laver en stor loop, der når som helst vil begynde at få fluen til at streame i stedet for at drive naturligt. Jeg mender som en vanvittig og prøver at rette op på drevet, før min flue vil streame forbi fiskene.
Endnu en ny tørflue PR på stalling
Lige inden fluen kommer ind i hug feltet løfter jeg fluelinen i et voldsomt ryk og stripper så meget line jeg kan, før den lander igen. Det lykkedes nogenlunde, og i det øjeblik fluen kommer i hugzonen, forsvinder den i det en stor ryg – finne viser sig. Og som dagens tidligere større fisk går der ikke længe, før den også prøve at holde bunden. Typisk tænker jeg – turens flotteste fisk, og så er der ingen, der kan hjælpe mig med at fotografere den. Da jeg endelig får den op i båden og nettet under den, kan jeg se, at den er endnu større end min PR fra tidligere på dagen. Jeg får taget krogen ud, men jeg ved at Espen snart er tilbage og kommer derfor net og fisk tilbage i vandet, så jeg kan holde den i live indtil han er tilbage.
Få minutter efter er Espen tilbage, og jeg får løftet nettet for at vise min triumf. – Vi skal fotografere den inden lyset forsvinder, råber jeg. Jeg får løftet ankeret og trukket båden over til bredden, så Espen kan holde fisken i live, mens jeg klargør kameraudstyret. Vi tager en hurtig fotosession, og så bliver fisken sat ud igen. En flot fisk på ca. 45 centimeter og en ny PR. Jo – en drifttur på Trysil kan bestemt anbefales!
Sæsontips til insektklækninger
Uge 24-27: Glimrende majfluefiskeri.
Uge 26-27: Danica/Vulgata klækninger.
Uge 28-29: Starten af vårflue klækningerne. Der kan også være majflue klækninger.
Uge 30-35: Gode uger for vårflue klækning om aftenen.
Uge 35-40: Her er der klækninger af andengenerations majfluer og vårfluer. Der kan være fint fiskeri på dage med godt vejr, helt indtil isen lægger sig.
jun 19, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, Fluefiskeri, Havørredåer i Danmark, HAVØRREDFISKERI, Nyheder
Søren Søndergaard forstår vigtigheden af ikke at skræmme havørrederne, og anbefaler at man lister langs åen og ikke gør sig synlig. Her kaster han til en standplads i Vejle Å, mens han gemmer sig bag lidt siv.
Havørredfiskeriet med flue i de danske åer er en sport med stolte traditioner. Her giver Bjarke Horst Jensen og Søren Søndergaard dig en masse gode tips til fiskeriet.
AF GORDON P. HENRIKSEN
HAVØRREDFISKERI I ÅEN er noget, der bliver en besættelse for nogle fiskere. Det kan man vist roligt sige om Søren Søndergaard og Bjarke Horst Jensen. Jo, de fisker da på kysten i den kølige periode og et par lakseture i Norden bliver det da også til, men når fiskeriet i de danske åer, og allerhelst deres hjemvand Vejle Å, er godt i gang – så har de kun én ting på hjernen, nemlig fluefiskeri. Bjarke har brugt en stor del af sin tid på at holde fiske- og kastekurser og selvfølgelig på at fiske. Søren er til daglig pædagog, men stort set al fritid er dedikeret fiskeriet. Han fortæller, at han altid er rigtig god ved sin kæreste hele vinteren og foråret igennem. For når først åsæsonen er i gang, har hun svært ved at komme i kontakt med ham…
Bjarke Horst Jensen, med det som det hele handler om – en stor blank havørred fra Vejle Å.
Åhavørred på flue er ikke let, men langt fra umuligt
Det er ikke let at fange havørred i åen på flue og slet ikke den allerførste, men det er heller ikke umuligt. Og med de opgange vi oplever i disse år, hvor både laksene og havørrederne trives rigtig godt, særligt i de jyske åer, er det bare med at komme ud, når chancen er der. Her får du ti vigtige råd til at hjælpe dig lidt på vej.
1 – Hold dig orienteret om hvad der fanges af havørred ved åerne
Følg med i fangsterne fra fiskekammerater, foreninger, fiskeblade eller på diverse websites, starter Søren. – Har du på fornemmelsen, at der er en god opgang af fisk lige nu – så ryk ud og fisk så snart lejligheden byder sig. Timing er afgørende, når det kommer til åfiskeri. Fiskeriet begynder generelt i april efter de første tidlige fisk, men ofte skal vi hen i slutningen af maj eller begyndelsen af juni, før der sker noget.
I denne artikel får du ti gode råd til åfiskeriet efter havørred med flue. Et af Bjarke Horst Jensens vigtigste tips er at koncentrere sit fiskeri omkring skumringstimerne morgen og aften.
2 – Fisk efter åhavørrederne i den gyldne time
Den gyldne time er klart det bedste fisketidspunkt, ifølge både Bjarke og Søren. – Skumringstiden, lige inden det bliver mørkt, og lige inden det bliver lyst, er klart det tidspunkt, hvor der er størst chance for fangst. I perioden omkring solnedgang begynder fiskene at røre på sig, og det skiftende lys gør fiskene mindre kritiske. Omvendt er perioden omkring solopgang den tid, hvor de ofte indfinder sig på en standplads, hvor de kan være ekstra aggressive.
Selve natten kan være rigtig god i den varmeste periode; specielt i månederne juli og august. Er du nybegynder, er det en god idé, at fiske vandet af, mens det endnu er lyst, da evnen til at færdes og fiske i mørket kan sætte de fleste på hårde prøvelser, tilføjer Bjarke.
3 – Bliv bedre til at kaste med havørredfluen i åen
At få styr på kasteteknikken er essentiel, siger Bjarke. Ved åfiskeri er der ofte siv, træer og andet der besværliggør kastet, særligt hvis fiskeriet foregår om natten. Øv din kasteteknik på græsplænen eller meld dig til et kastekursus – så kan du koncentrere dig om at fiske effektivt, når du endelig er ved vandet.
Et af Bjarke og Sørens vigtigste råd er at lære fra andre, hvad enten det er venner, klubkammerater eller en instruktør på et decideret fiskekursus. Her giver Bjarke gode råd til et
par københavnere der skal fiske Vejle Å for første gang.
4 – Sug viden om åhavørred til dig
Lær af andre, er et af Søren og Bjarkes vigtigste råd. – Vi er ikke kun selvlærte, men har også fået meget ud af at udveksle erfaringer med andre, bekræfter de begge. Selvom mange af åerne har en rigtig god opgang i disse år, er det stadig ikke let, og man kan ikke forvente succes med det samme.
– Gør alt hvad du kan for at suge viden til dig, fra kammerater, folk i klubben, bøger eller artikler, anbefaler Søren. Du kan bl.a. gå på Fisk og Fri’s online artikelarkiv, hvor du kan læse Når det buldrer i mørket og mange andre artikler om åfiskeri efter havørred. Et decideret fiskekursus er også en rigtig god ide. Tag eventuelt et kik på Bjarkes hjemmeside www.fluekast.dk og find et kursus, som passer dig.
5 – Vær stille når du sniger dig afsted langs åen efter havørred
Vær diskret når du bevæger dig langs åen. – Bækørredfiskere kender alt til at gå på listetå langs en å og skjule sig bag buske, fortæller Søren. – Desværre har havørredfiskere en tendens til at tro, at dette ikke gælder dem; en åhavørred skræmmes faktisk meget let. Hvis du bruger en jakke i naturlige eller camouflage farver, går meget stille langs åen og gemmer dig bag buske og siv, når du skal kaste, vil du skræmme betydeligt færre fisk, og chancen for hug øges rigtig meget.
6 – Vælg det rigtige fluegrej til havørred i åen
Grejsammensætningen spiller selvfølgelig en rolle men varierer fra å til å, fortæller Bjarke. – En klasse syv stang på ni fod eller længere med flydeline er et godt allround bud, men det er en god ide også at have et udvalg af polyforfang i forskellige synkehastigheder, så man kan justere sit fiskeri, når det er nødvendigt. Til det tidlige aftenfiskeri og det sene morgen fiskeri er en intermediate-eller anden langsomt synkende line rar at have i vesten. Tohåndstænger anvendes traditionelt, men enhåndstænger er nemmere at styre og gør det meget lettere at kaste kort til modsatte bred og fiske vandet hurtigt, forklarer Bjarke. – Er der meget siv langs kanten, har tohåndstænger dog deres force.
Fluevalg kan være vigtigt, men det anbefales at benytte et lille udvalg til forskellige situationer. Man bør fokusere mere på hvordan fluen bevæger sig igennem vandet, end hvordan den ser ud, siger Bjarke.
7 – Vælg de bedste fluer til åens havørreder
Fluevalget er selvsagt vigtigt, og man kunne skrive flere artikler om dette emne alene. Størrelse, og hvor højt de går i vandet, er mere afgørende end farvevalget, siger Bjarke. – Små belastede fluer med coneheads kommer hurtigt ned, lige efter de er landet, og dette kan være en fordel i visse situationer, som for eksempel, hvis fiskene står langs modsatte brink om dagen. Omvendt er større fluer bundet med for eksempel hjortehår gode i skumringstiden, hvor fluerne gerne skal gå højt og skubbe en masse vand. Dette gælder specielt i perioden for det klassiske overfladefiskeri i juli og august. Men lad vær med at bruge for meget tid på fluevalg i starten, tilråder Søren. – Hold dig til et par sikre som for eksempel Den Våde Høne eller Uldsokken i dagstimerne og prøv en Kost, Zonker eller Muddler i skumringstiden. Det er helt klart vigtigere, hvordan man præsenterer sin flue, end hvilken flue det er, slutter Søren, idet Bjarke nikker samstemmende.
8 – Giv fluen til havørredfiskeri i åen et pift
Nogle gange er det noget ekstra, der skal til for at få fisken til at hugge, fortæller Søren, der ofte sætter en lille gennemsigtig action disc foran sine fluer. Dette gør, at fluen skaber en del postyr i vandet samtidig med, at den ser lille ud, hvilket kan være det, der udløser hug fra en træg havørred. Bjarke pifter gerne sine fluer op med et par hvide gummiben, der giver fluen liv og kan danne kontrast mod en mørk brink. Desuden anvender han til tider små gennemsigtige propeller foran rørfluerne. Men han pointerer, at det ofte er et middel han først anvender, når han har lokaliseret fisk, som ikke tager de konventionelt fiskende fluer. Propeller kan nemlig til tider skræmmemere end de lokker.
Søren Søndergaard kan til tider godt lide at give sine fluer lidt ekstra liv og vandmodstand. Her har han monteret et Marc Petijean Magic Head foran fluen for at øge vandmodstanden.
9 – Tjek de lokale regler i din havørredå
At have styr på reglerne er vigtigt, og for dem, der er nye i åfiskeriet, kan de mange regler virke lidt forvirrende, indrømmer Bjarke. – I mange åer må man for eksempel kun bevæge sig nedstrøms, fiske på ulige datoer, beholde fisk på en bestemt størrelse eller gå på den ene bred osv. Det er vigtigt, at man sætter sig helt ind i reglerne for hver å. Derudover er der en del uskrevne regler, som det også er godt at have styr på, tilføjer Søren. For eksempel er det god latin aldrig at lyse i nærheden af vandet og at bevæge sig ind i terrænet væk fra åen, når man skifter plads eller går tilbage til bilen. Hav respekt for de andre fiskere ved åen og nyd, at vi er så mange, som deler denne fælles hobby.
10 – Fisk amok efter havørred i åën med fluegrejet
Det sidste råd er nok bare at fiske igennem, slutter de to og hentyder til den store mængde tid, de begge bruger ved åerne. – I sidste ende handler det også om at være så meget ved åen som muligt, og hvis man bor tæt på, kan små ture på et par timer bestemt anbefales. Man høster flere og flere erfaringer og alt andet lige, så er chancerne for succes dobbelt så stor, hvis man er ved åen oftere. Og ti gange så store hvis man er der ti gange så ofte, slutter Søren med et smil…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
jun 16, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Stallingfiskeri er det sikreste kort i Laplands fjeldverden, men vejret er en altafgørende og beregnelig faktor som ind i mellem kan gøre fiskeriet meget svært. Og det gælder for alle – uanset om man er fra Danmark eller det engelske fluefiskelandshold…
AF RASMUS HANSEN
HELIKOPTEREN LETTER og efterlader os langt ude i den svenske vildmark. – Hvor er det vi er henne, spørger Bernie. – I stallingfiskerens paradis, svarer jeg og håber inderligt at fiskeriet er lige så godt som sidst. Tørfluefiskeriet var nemlig eminent da jeg var her for blot et par uger siden. Masser af klækkende døgnfluer og ringende stallinger i størrelse stor. Men nu viser der sig stort set ingen fisk.
Typisk, nu når jeg har min ven Stuart fra det engelske fluefiskelandshold og hans ven Bernie med på fjeldfiskeri for første gang. Vejret er klart og vinden kold og ingen insekter klækker overhovedet. Eftersom jeg var her ugen før ved jeg at fiskene findes. Men nu når de ikke viser sig kan det være svært at tro på at der rent faktisk eksisterer store fisk i det lille vandløb.
Pools med masser af store stallinger
Stedet vi fisker består af meget små strømme mellem nogle søer og ser umiddelbart ikke særlig interessant ud når det studeres på et kort. Strømmene er simpelthen for små og der er langt at gå til næste lille strøm på grund af søerne. Hvad man ikke kan se på kortene er at de små strømme er brudt af flere dybe pools som alle holder stalling i pæne størrelser. Vi går langsomt opstrøms fra vores teltplads og kommer snart til den sikre pool hvor store stallinger ugen før næsten kæmpede om at komme først til fluerne. Denne pool ligger lidt i læ og da solen pludselig varmer luften lidt klækker der straks nogle få døgnfluer der driver af sted på overfladen mens vingerne hærder.
Et par fine stallinger viser sig kort efter i overfladen og jeg siger kækt til Bernie at nu er det bare at kaste en tørflue ud og forbedre hans tidligere PR som er 42 centimeter fra en engelsk kalkstrøm. Men fiskeriet er absolut ikke så nemt som det plejer at være. Det viser sig nemlig at stallingerne patruljerer rundt og er i bevægelse hele tiden mens de snupper en døgnflue her og der. Under en større klækning hvor insekter kommer flydende i en lind strøm står stallingerne ofte stationært og plukker insekter på samme sted.
Stallingen i sit rette element. Der er stor forskel på farven afhængigt af vandet og omgivelserne. Her er en stalling med klare, lyse farver fra en strøm med lys bund og klart vand.
Tørfluekast med præcise kast til stallingerne
Normalt kan man derfor lægge fluen nogle meter opstrøms for stedet og være så godt som sikker på at den driver ind i fiskens synsfelt, men den ellers sikre taktik der blot kræver et præcist kast og et frit drev på tørfluen fungerer ikke nu hvor fiskene hele tiden viser sig forskellige steder. Stuart fisker på langdistancen, mens Bernie koncentrerer sig om at affiske en dyb rende nær land med korte kast. Pludselig står Bernies stang i en fin bue og han har kroget en fin stalling.
Jeg skynder mig hen med nettet og ser stallingen som er lige omkring kiloet i det klare vand. Fisken vælter rundt i overfladen og får forfanget viklet rundt om bryst finnen. Så er den PR klaret, tænker jeg lige før jeg kan nå den med nettet. Pludselig presser Bernie fisken så hårdt at krogen på hans lille tørflue rettes ud og fisken der er fri straks pisker væk. – Hvad laver du, spørger jeg forundret.
– Den var jo alligevel fejlkroget så jeg lavede en long distance release svarer Bernie og ser noget forlegen ud da jeg forklarer ham at hans trofæfisk havde forfanget viklet rundt om brystfinnen. Vinden bliver igen køligere, den korte klækning er desværre ovre for denne gang. Fiskene viser sig ikke mere og vi må i gang med nymfefiskeriet.
Et svært nymfefiskeri efter stallingerne
Det er ikke let. Strømmen er meget svag gennem de små pools og derfor er fiskeriet absolut i den sværeste kategori. Normalt vil man under dybt nymfefiskeri holde øje med fluelinens spids der vil bevæge sig lidt, når en fisk tager fluen, men i den svage strøm og med de forsigtige fisk er det næsten umuligt at kroge fiskene før de har spyttet fluen igen.
Jeg kommer i tanke om et lille trick, der før har virket under tilsvarende forhold. Stallingen er fantastisk godt kamufleret mod den mørke bund i det dybe vand, men dens mund er kridhvid indvendigt og synet af den hvide mund kan være den lille detalje der afslører, at en fisk tager den dybt fiskede nymfe. Jeg prøver en lille let belastet nymfe der synker ud af syne i det krystalklare vand. Myggene svirrer om hovedet, så det er svært at bevare koncentrationen, mens jeg gennem de polariserende briller holder et vågent øje med området hvor fluen befinder sig.
Pludselig ses en hvid mund åbne og lukke sig i dybet, stangen løftes, linen strammes op og en fin stalling er kroget. Stuart får hurtigt styr på teknikken, spotter fiskene når de åbner munden og fanger et par fine fisk omkring kiloet.
Bålkaffe hører laplandsturen til. Den rigtige svenske kogekaffe bliver lavet over bål i en gammel sort kedel.
Hårdtkæmpende stallinger
Stallingerne i dette område kæmper helt usædvanlig hårdt på trods af den svage strøm. Stuart er også overrasket over fiskenes styrke, specielt da han vil vise mig en udtrætningsteknik som anvendes, når fiskene skal hurtigt på land i konkurrencer. Teknikken går ud på at føre stangspidsen under vandet hvilket skulle have den effekt at fisken udtrættes hurtigere Da Stuart kroger en fin stalling og i samme øjeblik dypper stangspidsen under vandet, går fisken fuldstændig amok i et udløb der knækker forfanget. – Den engelske teknik virker åbenbart ikke på svenske stallinger, griner Stuart.
Sent på aftenen vandrer vi tilbage til teltpladsen. Eftersom vi befinder os lige omkring træ – grænsen er der ikke meget andet end nogle små forblæste birke – træer i området, så vi samler lidt tørre kviste og grene til et bål på vejen tilbage langs vandet, hvor der er mere vegetation. Et lille bål er altid dejligt at hygge ved, og vi får en whisky eller to, mens vi laver aftensmad på benzinkøkkenet.
Hen på natten bliver det faktisk forbandet koldt. Temperaturen daler til fire grader på trods af at det er i slutningen af juli. Den eneste fordel ved den lave temperatur er at myg og knott holder en pause i deres ellers evindelige jagt på bar hud. Bernie har købt en kombineret halsedisse og hue som han trækker godt op over ørerne for at holde varmen. Jeg har min balaclava og Stuart der ikke vil stå tilbage for os andre rent komfortmæssigt finder et par boxershorts i sin rygsæk som faktisk viser sig at være perfekte som headgear…
Vi morer os godt og hygger ved bålet med whisky og kaffe. Det nager mig selvfølgelig at Bernie ikke har fået sin PR stalling endnu, og at fiskeriet ikke har vist sig fra sin gode side, men han forsikrer mig at det ikke betyder noget for ham.
Helikopteren er i nogle tilfælde den eneste mulighed for at komme ud til vandene. En del steder kan man vandre ud til, men andre er nærmest umulige at nå på grund af store vandløb der skal passeres.
Videre til nye stallingpladser i vildmarken
Næste formiddag afhentes vi af helikopteren. Min nordsvenske ven Ingemar er med og vi flyves videre til en helt anden type plads. En stor og bred strøm der løber ud fra en sø. Strømmen plejer at byde på groteske mængder af store stalling, så jeg er så godt som sikker på at Bernies PR nok skal blive slået flere gange. Nu er vi for alvor i stallingfiskerens paradis. Jeg og Ingemar ved at denne plads holder fisk i en seriøs størrelse og i betydelige mængder, men vi har ikke fortalt så meget om hvad der venter for ikke at sætte deres forventninger for højt. Man ved jo aldrig om der allerede er andre på pladsen selvom den ligger langt ude i vildmarken eller om vejret gør fiskeriet ligeså svært som det har været de sidste par dage.
Da vi lander, er der heldigvis ingen andre og vejret har ændret sig til det bedre. En lun vind blæser ind fra søen og gør i alt fald at myggene rigtig er i hugget. Flere stallinger plasker rundt ude i strømmen, hvor døgnfluer kommer drivende i en jævn strøm. Ingemar og jeg ved at det her bliver vildt, og vi foreslår at de glemmer alt om deres chalkstream teknikker, anvender et kraftigere forfang og kun en flue i stedet for de to eller tre de er vant til. De kigger noget skeptiske på os, da vi siger at risikoen for, at få flere og måske endda store stallinger på en gang bestemt er til stede og rigger til som de plejer med en tørflue og en efterhængt nymfe.
De to englændere går langs bredden, mens Ingemar og jeg bliver stående for at observere deres fiskeri. Vi har været på pladsen flere gange før og lader dem fiske først. Stuart opdager hurtigt en stor stalling helt tæt på bredden i det klare vand, dukker sig og sniger sig på kastehold. Mens han sniger sig af sted forsvinder han pludselig ud af syne, han er faldet et hul på bredden så han er helt væk, men dukker straks op igen og peger ned i vandet med et stort smil. Fisken er der stadig. Et kast lægges ud og stallingen der er lige over kiloet tager med det samme fluen uden at betænke sig. Endnu et par store stallinger er spottet helt inde under land og da Stuart lægger et kast over stedet og pludselig har to store stallinger er han fuldstændig oppe at køre.
Den ene stalling ryger af krogen, men den anden landes og vejes forsigtig i nettet til 1,2 kilo. Da han kastet efter har to stallinger på igen forstår han hvorfor en flue på forfanget er nok. Bernie der fisker længere ude i strømmen fanger også fisk i stort set hvert kast og råber gennem strømmens brus: – Ny PR på 47 centimeter, I havde ret, vi er i stallingfiskerens paradis…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk og Fri 5/2009
Man tror, det er løgn at der kan findes store stalling i så lille et vandløb, og det er da heller ikke i selve strømmen, man finder fiskene her, men i et par dybe pools opstrøms.
»Headgear« test i fire graders kulde. Rasmus med Balaclava, Bernie med halsedisse og Stuart med et par boxershorts på hovedet i polarnatten…
jun 15, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS
Jimmi Lauridsen svinger sin lakseflue over Varde Å. Her kan de orange og røde farver i fluen blive forstærket pga. organisk materiale i åen.
Kunsten at vælge den rette flue til laks har til alle tider været et omdiskuteret emne. Hvorvidt det skyldes laksens status som fiskenes konge, eller menneskets evne til at gøre lette valg sværere end de egentlig er, vides ikke. Et er i hvert fald sikkert; med over 1000 kendte mønstre, og med flere nytilkomne hvert år, er det ikke blevet lettere at vælge.
AF KIM RASMUSSEN, FOTOS: JENS BURSELL
LAKSEFLUEEVENTYRET starter så småt i 1820’erne, da importen af fugleskind tager fart. Al import af disse fugleskind, som egentlig er beregnet til videnskabelige formål, går via Irland til London. Det siger sig selv – nogle skind når aldrig frem. En del skind falder i hænderne på irske fluebindere, som ser deres snit til at friske deres fluer op med nogle mere prangende farver. Således var irske fluer de første, som blev pyntet med guldfasanfjer. Men også den sydamerikanske klippehane, bedre kendt som Cock of the rock, fik sin debut i de irske mønstre.
Laksefluernes historie
De første hårvingede laksefluer så dagens lys i 1700 tallet, men først efter anden verdenskrig kommer der dog rigtig gang i fluer fremstillet af dyrehår. De to mest kendte af ældre dato er Collie Dog og Sunray Shadow, begge fra begyndelsen af 1900 tallet. I starten af 70’erne kom vendepunktet, hvor fjervingen måtte se sig slået af hårvingen. Det var helt i tidens ånd. Der var mere fart over feltet, og man forsimplede alt som kunne gøres enklere. Samtidig var det at fiske med flue heller ikke længere udelukkende forbeholdt det bedre borgerskab.
Laksefluefiskeri – en sport for de rige
I 1800-tallet var det at fiske laks forbeholdt adelen og det finere borgerskab. Det var også en af grundene til, at fluerne blev så farvestrålende. Laks holdt åbenbart af farver, og jo flere materialer der indgik i de forskellige mønstre, desto flere penge kunne fluebinderen få for sine fluer – og det var ikke småpenge. Omregnet til nutidens valuta kostede fluerne i omegnen af 500-700 kroner stykket!
I dag lyder disse priser vanvittige, men dengang var materialepriserne også helt anderledes. Laksefluefiskeri var dengang en eksklusiv sport med mange facetter. Man havde picnic kurven med ned til vandet, og i mange tilfælde havde man også en ghillie, som kastede for en, så man slap for denne mere fysisk betonede og udmattende del af hobbyen. Hele familien var oftest samlet ved vandet, hvilket gjorde det til en slags søndags udflugt.
I dag ser vi stadig reminiscenser fra fortiden. Laksefiskeri på Island og Kola halvøen hører til i den helt dyre ende, hvor folk med almindelig indkomst ikke har mange chancer. Fluerne bliver stadig omtalt med stor mystik, og de udvikler sig hele tiden. Rørfluer er oppe i tiden og bliver ustandseligt videreudviklet med brug af for eksempel coneheads, dobbeltkroge, disc’s og propeller. Der udvikles endvidere specielle bindeteknikker, som gør det muligt at benytte disse nye materialetyper – alt sammen for at hædre den kræsne laks.
‘
Laks kan fanges på stort set alt
Min indgangsvinkel til det at fiske laks har i mange år været en anden. Jeg er overbevist om, at man kan fange laks på stort set alt. Måske ikke alle laks på alt, men under alle omstændigheder mange laks – hvis de, vel at mærke, er der. Vigtigst af alt er det nemlig at fiske der, hvor laksebestandene er rigelige. I slutningen af 1800 tallet tog englænderne til Norge for at fiske laks. Ikke fordi det var mere eksotisk, eller fordi naturen var smukkere, men simpelthen fordi fiskeriet i det britiske imperium var blevet så dårligt, at der stort set ikke var en fisk tilbage. Trods en lang sejltur, elendige veje og dårlig indkvartering, fortsatte englænderne med af komme til Norge, for her var fisk at fange. I dag er englænderne fraværende, og det er vel kun os danskere, som stadig er villige til at betale dyrt for at dyppe fluen i mere eller mindre fisketomme elve.
Når fangsterne udebliver, har vi tendens til at skyde skylden på grej og fluer. Vi nægter at se i øjnene, at vi er blevet taget ved næsen af en grådig lodsejer, som tager sig godt betalt, mens han rygter sit kilenet ude i fjorden. Med få fisk i en stor elv er det vigtigt, at fluen bliver eksponeret til flest mulig laks. Det er her, at mine tanker omkring laks og laksefiskeri starter og ender.
The Nordic er Kim Rasmussens simplere version af en Jock Scott – her bundet på rør og dobbeltkrog.
Den perfekte allroundflue til laksefiskeri i norden
Jock Scott er en af de mest kendte laksefluer gennem tiderne. Dette skyldes ikke mønstrets komplekse opbygning, men snarere de farver fluen er sat sammen af. Det samme gør sig gældende med Green Highlander, som er et meget lidt brugt mønster i England, men en højt skattet flue i Norge. Det drejer sig om eksponering. Med ganske få farver kan man eksponere sin flue, så den ses under alle lysforhold og i forskelligt farvet vand.
I Norge er vandet klart, og oftest med en grønlig eller blålig tone. I England, Irland, Skotland og Wales – derimod, er vandet det, de kalder peaty; humusfarvet. Den orangebrune tone i vandet ændrer farverne totalt, noget man skal tage højde for, hvis man vil have en synlig flue. Med udgangspunkt i kun at have et enkelt mønster i æsken, og fiske laks i alle nordiske vande inklusiv Danmark, er jeg kommet frem til én enkelt kombination. Farverne gul, brun, sort og hvid vil under alle forhold kunne ses tydeligt. Ikke nødvendigvis lige meget under forskellige forhold, men i et forhold der stort set får fluen til at blive lige synlig. Vi lægger meget energi i detaljer, men lader vi være med at fokusere, ser vi stort set ikke andet end en farvet genstand. I tonet vand vil visse farver ændre sig. Nogle vil stå frem, mens andre nedtones, eller forsvinder helt. Grøn og blå bliver til sort i brunligt vand, mens orange og rød bliver til sort i blåligt vand.
Se eventuelt flere eksempler på http://salmonfly.dk/dansk/farver. Den hæderkronede Jock Scott har netop farverne gul, brun, sort og hvid i sig. Den er derfor en flue, der kan bruges under alle forhold i alle slags elve. Den er kompliceret at binde, har mange detaljer som hører fortiden til, men koger man suppen ind, kan mindre gøre det. Min flue ”The Nordic” er et bud på en simplificering af dette fortrinlige mønster. Den er simpel i opbygning, består af få materialer og kan bindes på alle typer kroge eller rør. Hvilken version, som er bedst, er et spørgsmål om temperament og forhold.
The Nordic – materialer
Tag: Oval sølv tinsel
Krop: ½ gylden gul floss eller dubbing, ½ sort dubbing
Rib: Oval sølv tinsel
Fronthackle: Hvid/sort farvet fjer – her kan bruges teal, perlehøne, eller Jailhouse marabou.
Vinge: Gul og kanelfarvet hår – eksempelvis brugt tempelhund eller hvid finn racoon.
Flash: et par fibre mellem den gule og kanelfarvede vinge- en smule længere end hele vingen.
Der er selvfølgelig farver, som er mere optimale i visse fiskevande, men udgangspunktet er det samme. Sammensæt din flue med maksimalt fire farver, som vil kunne ses tydeligt i det vand, du fisker i. Og brug så i øvrigt din viden om, at komplementærfarver ophæver hinanden, og primær farver forstærker.
jun 12, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS
Når sommersolen får varmet vandet op – så skal fluen fiskes højt. Sådan lyder det fra Pelle Klippinge og et par norske lakseksperter, der her giver dig en god stak højtgående tips til sommerens laksefluefiskeri.
AF PELLE KLIPPINGE
VEJRET bliver mere og mere gustent, og et kraftigt vindstød er tæt på at blæse min kasket ud over Orklas strømmende vand. Jeg starter min affiskning et godt stykke oppe i det hårde stryg med en lille kobber rørflue, der fisker i overfladen af den stærke strøm.
Hugget kommer som et mindre chock, og inden jeg ved af det, er laksen allerede på vej mod fosnakken i ekspresfart. Men til alt held vender den i sidste øjeblik og skyder i luften med en kraftfuld serie af spring. At der er tale om en grov fisk, er der ingen som helst tvivl om – og den er helt blank.
Laksens kræfter ebber dog langsomt ud og efter et stykke tid søger den mod dybere vand. Fra Saghölen’s stejle brinker er det dog ikke let at udtrætte en fisk. Man står nærmest oven for laksen og får alt for lidt sidepres til effektivt at kunne udtrætte fisken. Først efter tyve minutter kommer fisken til overfladen og vender siden opad. Den er bred og så nystegen, at der stadig er lus ved gatfinnen. Men det er så også det sidste jeg ser. Da min hånd er kun ynkelige 10 centimeter fra at gribe storfisken om haleroden, slipper krogen sit fæste, idet laksen bakser så kraftigt med halen, at jeg ikke kan se ud af mine briller for bare vand.
Jonas Hammarstedt er en af de aller mest garvede laksefiskere fra Gaula.
Med rørflue i overfladen efter laks
Den lille rørflue er snart ude igen, og på grund af den stærke strøm skøjter den rundt helt oppe i overfladen. Orkla er smal lige her, og strømmen er derfor hård. Efter et par korte kast ser jeg pludselig et laksehoved med halvåben mund oppe i overfladen, som jager fluen, men misser. Jeg lægger lynhurtigt et kast til samme spot, hvorefter den uden tøven går efter fluen igen. Men igen misser den – samt hugger og misser endnu en gang. Men til sidst, da fluen er blot nogle meter fra egen bred, får den til sidst fat i fluen.
Det første udløb bliver en gentagelse af den første lakse fight. Men laksen bliver bare ved med at tage hurtige udløb og springe fri af vandet, så der står kaskader af vaud ude over hølet og stangen spændes faretruende…
Efter den tidligere fight er jeg godt træt og sætter mig derfor til rette på en sten, mens jeg lægger pres på fisken. Minutterne går, og inden jeg får set mig om, har jeg siddet der i ti minutter, uden at laksen har rykket sig ud af flækken. Jeg presser så meget jeg kan, og er efterhånden ved at være godt lang i armene, da en af vennerne dukker op, som dagens frelsende engel.
Med sit store net, får han landet laksen, lægger den foran mig – og gratulerer. Han spørger om jeg skal beholde laksen, og det skal jeg bestemt. Her bliver rigeligt med gravad laks til hele gænget! Engang imellem er det fedt at konstatere, at storlaksen kan blive så ivrig efter at tage fluen, som det var tilfældet med denne fisk, der bare huggede igen og igen. Og som det så ofte sker, så indtraf situationen ved et drastisk omslag i vejret. At tænke sig, at så stor en fisk kan jage som besat for at få fat i en lille flue på en halv tomme i benhård strøm – det er helt vildt. Og det vildeste er, at dagen før havde det været mere eller mindre umuligt at få fiskene i tale, ligegyldigt hvad jeg gjorde – alt imens et par ormefiskere lige op strøms landede tre nystegne blanklaks og bankede os fluefiskere totalt ud af banen…
Jeg ved ikke hvorfor. Men for mit eget vedkommende lykkes det sjældent med det tunge og bundnære synkelinefiskeri. Måske er jeg for doven. Det er nemlig krævende. Og så hader jeg bundbid. I praksis fisker jeg derfor sjældent mere end en meter under overfladen. Det lyder måske ikke så dybt, men tænk lidt over, hvordan du selv egentlig fisker i praksis. Selv en synke 2 får ikke fluen til at gå særlig dybt – og slet ikke i en kraftfuld norsk elv, der er meget hurtigere end fx de danske eller sydsvenske åer. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl – normalt er det rigeligt, hvis man kommer en meter ned i vandet – selv når der fiskes efter springer laks.
Sink-tip liner er et område, hvor udviklingen går hurtigt. I dag findes der flere færdige systemer med såkaldte »connect- eller multi tips«. Det smarteste koncept er efter Pelles mening en hovedline med en lang speyklump samt et tilhørende sortiment af løse spidser, der sammenføjes med øjer.
Den bedste flueline til laks
Min linefavorit har altid været en sink-tip. Det er på denne line, at jeg fanger størsteparten af mine laks, og samme line gør, at jeg ikke har brug for hverken intermediate eller en normal slow sink. Men det er dog vigtigt, at tippen er hurtigt synkende. Fordelen ved sinktippen er, at den både fisker og styrer fluen uhyre effektivt.
Fluen og forfanget trækkes lynhurtig nogle centimeter ned i vandet, selv på pladser med virkelig hård strøm. Og det er vigtigt, fordi så fisker fluen effektivt fra samme øjeblik, den rammer vandet. Hvis strømmen er knapt så stærk, så fisker fluen op mod en halvmeter ned med min sædvanlige sink-tip. Til sammenligning fisker en hel intermediate eller slow sink på samme niveau,men har den ulempe at den »klæber til vandet«, hvilket eksempelvis gør det sværere at mende og kontrollere linen. Et andet plus ved sink-tip linen er, at den er let at løfte og kaste direkte, uden nogen ekstra rulle ellermellemkast.
Sink-tip liner er i øvrigt en område, hvor udviklingen går hurtigt. I dag findes der flere færdige systemer med såkaldte »connecteller multi tips«. Det smarteste koncept er efter min mening en hovedline med en lang speyklump samt et tilhørende sortiment af løse spidser, der sammenføjes med øjer. Spidserne er normalt 4-6 meter lange. Fordelen er indlysende; med det samme system dækker man stort set samtlige fiskesituationer, som man kommer ud for igennem en sæson. Med lidt øvelse kan man hurtigt fremtrylle en line, der dækker hele spektret fra flydeline til mere dybdegående alternativer.
De fabrikater, jeg har testet, kaster desuden rigtig godt. Selv de aller tungeste er godt afbalancerede – i modsætning til de tidligere typer af disse liner. I de bedste liner af denne type er linens kerne totalt uelastisk, hvilket giver markant bedre føling med linen og fluen end tidligere. Men det giver ikke bare bedre føling med fiskeriet; det giver også mere præcise kast.
Jens Christensen fisker med sink-tip i Skjern Å ved Skarrild.
Fluefiskeri efter laks på varierende dybde
Fiskeri på varierende dybde er en hel videnskab. Det er derfor altid interessant at høre om andres linevalg. Jeg snakkede derfor med et par af de dygtigste laksefluefiskere i Norge – Asbjörn Storöien og Jonas Hammarstedt, der begge har sort bælte i laks. Ved temperaturer over ni grader var de rørende enige: Flydeline kombineret med en synkende tip eller tafs gav klart flest fisk. Dette blev i visse situationer udbygget og kompletteret med coneheads eller metaltube på fluen, for at få den lidt længere ned – og undgå at den striber i overfladen.
Ved temperaturer under ni grader fortrækker de begge at fiske dybere: – Mit synkelinefiskeri foregår med LTS i synke 1-2 kombineret med flere typer af Polyleaders fra fast sink til superfast i spidsen, fortæller Asbjörn Storöien, og fortsætter. – Min erfaring med polyleader er, at synkelinen bliver meget bedre at kaste med, fordi den nærmest fungerer som en direkte forlængelse af linens tapering. Det giver længere kast, og linen strækker sig bedre og pænere. Det rækker med 1-1,5 meter nylontafs i cirka 0,45 mm.
Jonas Hammarstedt fortæller, at han under det tidlige fiskeri i en høj og kold elv, altid vælger tung line og tunge fluer for at komme ordentlig ned til fisken, der står dybt. – Men ud over det foregår det meste af mit fiskeri med flydende eller intermediate liner – ofte kombineret med en synkende tafs, som hurtigt lader sig skifte. Dette kan så kombineres med en mere eller mindre tung flue, alt efter forholdene ved pladsen, slutter han.
I praksis betyder det, at størsteparten af alle de mange laks, som de to dygtige laksefluefiskere fanger, sjældent hugger på under én meters under overfladen. Vil man længere ned, så skal det ske ved, at man vælger en tungere flue. Og præcis som guldhoved nymfer har revolutioneret fiskeriet efter ørred og stalling, så har coneheads og bottle-tubes fået samme betydning inden for laksefiskeriet. Nogle bryder sig ikke om det, da belastningen i ekstrem tilfælde kan påvirke præsentationen, men der er ingen tvivl om, at de er kommet for at blive – og blive videreudviklet. I dag vejer de tungeste tubes omkring tre gram, hvilket ikke er at anbefale ved lav vandstand om sommeren.
Men – stiger vandet pludselig eller skal men helt ned i et dybt hul med turbulent strøm, så er det en stor fordel af have tunge rørfluer med i flueboksen. I den sammenhæng kommer jeg i tanke om et svært forårsfiskeri for nogle år tilbage i Emåen, hvor vandstanden var ekstremt høj – og fangsterne udeblev, fordi det var svært at fiske dybt nok. En opfindsom lokal fisker – Björn Bergström – knækkede koden ved at binde et søm på linen oven for fluen. Det var ganske vist både svært at kaste med og klodset, men ned det kom han. Og han fik flere flotte havørred som en af de eneste ved åen.
Enklere kan det ikke blive – fluen trækker en perfekt stribe ved at lade forfanget forlade tuben på siden af rører som vist her.
Riffling hitch – med laksefluen stribende i overfladen
Som kontrast til dette ekstremt dybe fiskeri, vil jeg fortælle dig om en oplevelse jeg havde i de sidste dage af august 2008 ved norske Gaula. Jeg fiskede på elvens øvre del ovenfor Singsås. Der var utrolig lidt vand og solen skinnede, da vi sad ved Trönderlånet og svalede os i skyggen. I det klare vand kunne vi regelmæssigt se laks i en pool, når vi stod højt oppe, og der var yderst interessant at iagttage dem. Både morgen og aften var der en del plasken i poolen, og vi pøvede alt – uden held. Det var først da norske Knut elegant landede en bred hunfisk på næsten 10 kilo efterfulgt af en mellemlaks og en grilse, at vi begyndte at indse, at det var regulært overfladefiskeri, der skulle til. Men selvom vi gik over til at stribe små halvtommers fluer tværs over indløbsstrømmen – præcis som Knut, fik vi aldrig rigtig gang i fiskeriet. Men han var også helt suveræn til dette.
Riffling hitch eller Portland hitch, som teknikken hedder, er ekstremt spændende. Metoden blev oprindeligt opdyrket på Newfoundland og blev populariseret af Lee Wulff. Når elven er lav og varm, har teknikken sin aller største force, og det er ekstremt fascinerende at stribe fluen hjem, så den trækker et v-formet kølvand efter sig på overfladen. Det eneste det kræver er en flydeline og et halvstik på forfanget bag om fluens hoved – så trækker den en perfekt stribe igennem overfladen.
Det mest effektive er dog – som Knut – at anvende en lille halv tommers rørflue af plast, hvilket kombineres med en krog, der er så let som mulig. Det er normalt rigeligt med en vinge på fluen og det er ikke nødvendigt med en krop. Rødt eller hvidt hoved er en fordel, da det med kontrastfarver som disse, bliver lettere at følge fluen på overfladen. Hullet til forfanget, som laves med en nål, placeres et par mm nede fra enden af røret, lavet på en sådan måde, at vingen vender opad. Man kan evt lave et hul på begge sider af fluen, så man kan skifte afhængig af hvilken side af elvenman fisker fra.
1 – Langt de fleste sommerlaks stiger ofte villigt til fluen, og hugger som denne flotte fisk, i den øverste meter af vandsøjlen. 2 – Andreas Klippinge med en flot julilaks fra Saghölen i norske
Orkla.
Korte kast med fluen er ofte rigeligt
Efter kastet er det vigtigt at få kontakt med fluen hurtigt. Det er derfor en fordel at fiske med korte kast – 6-10 meter er ofte rigeligt. For at få den bedst mulige effekt gælder det om at prøve sig frem med forskellige kastevinkler, og så er det ellers bare om at tage linen ind – og nyde den surfe – eller hitche i overfladen.
– Det mest vigtige er at have fuldstændig stram line hele tiden, fortæller Knut. – Foretag nedstrøms mendning og led linen med stangspidsen, mens du tager den ind. Varier kastet efter strømmen; med en jævn strøm kan kastet gå tværstrøms, mens det ved mere kraftig strøm kan være nødvendigt at vade opstrøms og holde fluen over gode standpladser – serveret med et nedstrøms kast.
Vent lidt med modhugget ved riffling hitch
Det sværeste ved riffling hitch teknikken er dog at vente lidt med modhugget. Laksen kan nemlig hugge på et utal af forskellige måder ved denne spændende metode. Den kan både hoppe, rulle eller bare følge fluen, inden den bider. Men gør man modhug for tidligt, at det næsten garanteret, at man mister fisken. Det er vigtigt ikke at foretage sig noget, før man er sikker på, at laksen har lukket kæften ordentligt. Og det er man reelt set ofte først, når man mærker fiskens vægt i stangen. Først da er det tid til at stramme op og drive krogspidsen ind i munden på den. Men bliver man så paralyseret, at man glemmer alt, så gør det intet. Laksen driver selv krogen ind i det første udløb…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
