jun 5, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Åhavørred på flue, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Lakseåer
Bækørreden her lod sig overliste af en brun CDC Mayfly, der kombinerer en klassisk faldskærmsflueopbygning med brug af CDC materialer.
I denne tid, hvor syntetiske materialer i stigende grad definerer dagsordenen, er det bemærkelsesværdigt, at et af de suverænt bedste materialer til tørfluer stadig findes helt naturligt i rumpen på gråanden. CDC hedder materialet, og det er nøglen til tørre tørfluer.
AF RASMUS OVESEN
TØRFLUEFISKERI er basalt set kunsten at placere en flue på vandet og forhindre den i at drukne så tilpas længe, at en fisk kan nå at forgribe sig på den. Men hvor simpelt det end måtte lyde i al sin umiddelbarhed, så er tørfluefiskeri faktisk en ganske kompliceret sag, som kræver både finesse, teknik og taktisk forståelse. Vil man have succes som tørfluefisker, er det allervigtigste dog, at man i sit fluesortiment har nogle fluer, som rent faktisk formår at holde sig oven vande.
Denne døgnflueimitation med vinger af tilklippede CDC fjer og thorax af dubbede CDC dun, holder sig oven vande forbavsende længe – selv i turbulente strømvande.
Vigtigt at tørfluerne har god flydeevne
”De rigtige tørfluefiskere” – fanatikerne, der ikke fisker med andet end tørfluer – er fuldt ud klar over, hvor vigtigt det er at binde fluer med god flydeevne. Det ved almindelige jordnære tørfluefiskere også, men fælles for begge grupperinger er, at der næppe findes noget mere frustrerende end at se sin lille tørflue synke under umiddelbart opstrøms drømmefisken. Det strider imod hele princippet i fiskeriet, og er en pinefuld påmindelse om, at fluen, man har siddet derhjemme og kæmpet med ved stikket, ikke er helt god nok – eller at den i hvert fald kunne være bedre.
Det er en påmindelse om, at første slag i kampen om at fange drømmefisken på tørflue, skal udkæmpes hjemme ved fluestikket, og det er her, at gråanden kommer ind i billedet. Hvor paradoksalt det end måtte lyde, er den nemlig på mange måder en mulig nøgle til succes som tørfluefisker.
Det fantastiske ved gråanden er, at den, som de fleste er bekendt med, flyder ganske fortræffeligt – en kvalitet, som tørfluefiskeren af hele sit hjerte ønsker at overføre til de minutiøse tørfluer, som han drømmende sidder og snører sammen, inden turen går til favoritåen. Fluerne bliver bundet sparsommeligt for at minimere vægten, men heller ikke så sparsommeligt, at de ikke har den nødvendige fylde, der skal til, for at fluen kan hvile længe nok i overfladefilmen og få et tilstrækkeligt langt drev, inden den drukner.
Tørfluer drukner som bekendt før eller senere – selv de mest kompetent udfærdigede af slagsen – og bækørreder og stallinger er sjældent særligt imponerede over en gennemblødt dødssejler af en tørflue.
En spent spinner med et hackle af spundne CDC fjerfibre. Denne type hackler er mere diskrete en konventionelle tørfluehackler og illuderer bedre det flyvefærdige insekts spinkle ben og diskrete vandaftryk.
Tørfluer, der har høj flydeevne med elegance
Tricket er at binde tørfluer med fightersjæl; tørfluer, der står distancen og som holder sig længere oven vande end nogen andre. Men som samtidigt – på fornuftig vis – imiterer insektlivet ved vandløbet. Enhver kan jo binde en regulær prop af en tørflue af rådyrhår eller skumplast, men det er ikke hvad som helst en nobel stalling eller bækørred suger i sig på overfladen. Det er ligesom hele pointen – eller udfordringen- i sporten.
Med ovenstående in mente, så lad os da vende tilbage til gråanden igen. Udover at ænder flyder fortræffeligt godt, ved enhver også, at ænder skyer vand særdeles godt. Ganske vist er det ofte andens fætter – gåsen, som der ufrivilligt bliver henvist til, når fornuft og gode råd bliver ignoreret. Men ligesom fornuft og gode råd ofte preller af på os mennesker – og i særdeleshed de af os, der tilfældigvis er fanatiske og selvbestaltede fluefiskere, så preller vand også i høj grad af på anden.
Gumpen på anden gøres vandafvisende af sekret
Andens hemmelighed er, at den udskiller et sekret, som bliver lagret i dens fjerdragt – et sekret, der bevirker at fjerene ikke suger vand til sig. I dens rumpe sidder nogle meget fine fjer/dun, som også imprægneres med dette sekret, og det er disse dunede fjer, som er interessante. De har en god flydeevne, og kan med lidt fantasi bruges til at lave nogle tørfluer, der er både højtflydende og særdeles resistente over for vandindtag.
Fjerene har fået det franske navn »Cul de Canard« (CDC), som oversat betyder anderumpefjer, og med fluebindingsøjne er de særdeles interessante.
CDC Danica er en let majflueimitation, som kombinerer en vinge og et fronthackle af CDC med en hale og bagkrop lavet af en coc de leon saddelfjer. Den hviler elegant på vandet og laver et yderst hensigtsmæssigt
aftryk på vandet.
Overdressede fluer bør undgås
Problemet hjemme ved fluestikket er, at man tit og ofte er tilbøjelig til at overdresse sine fluer, for at få dem til at flyde bedre. Store, tætte og luftige hackler giver som bekendt god flydeevne, og kraftige haler af spændstige fjerfibre kan ligeledes forbedre fluens evne til at holde sig på den tørre side af vandspejlet. Desværre giver meget kraftigt dressede og fyldige tørfluer ikke samme gode naturtrohed, som sparsomt dressede fluer. Mange klassiske tørfluer med konventionelle bærende fronthackler ender ofte med at ligne et stort livløst fnug mere end et spisbart insekt.
En simpel vårflueimitation bundet med et klassisk fronthackle og vinge og krop af CDC fjer. Med lidt fantasi er det nemt at CDC-forny ældre og mere etablerede mønstre, så de flyder højere og længere end tidligere.
En højtflydende tørflue er ofte en god imitation
Insekterne, vi oftest imiterer, er de klækkende insekter. De er elegante og lette væsener, som er relativt lidt i berøring med vandet. De flyder med andre ord ret højt, og ørreden eller stallingen i dybet ser ikke meget andet eller mere end en relativt lang og slank krop, antydningen af nogle tynde og fine ben og muligvis et glimt af insektets vinger. Alt i alt, er der for fisken tale om blot et lille aftryk i vandet under en relativ slank silhuet mod himlen. Dette skal fluebinderen holde sig for øje, når han sætter sig ned foran fluestikket for at fylde nogle af de tomme rum i flueæsken; »Less is more«, som amerikanerne siger med en vis sandhedsnerve. Og det er her, at CDC fjerene kommer ind i billedet.
Der kan bindes mange forskellige fluer med CDC
CDC fjer muliggør binding af et bredt spektrum af forskelligartede fluer, som på fornuftig vis imiterer det flyvefærdige insekts aftryk på overfladen samt dets umiddelbare lethed og ynde. Og har man fantasi til at kombinere brugen af CDC fjer med mere konventionelle tørfluematerialer, har man i særdeleshed mulighed for at binde nogle yderst spændende og brugbare tørfluer.
Man kan afstamme CDC fjeren og bruge dunene som et lækkert uldent og vandafvisende dubbingmateriale. Man kan klippe de enkelte fjer til i form, og bruge dem som vinger på spent spinners eller faldskærmsfluer. Man kan også lave »falske« hackler ved at tvinde CDC dun i en dubbingløkke, hvilket resulterer i et mindre voldsomt strittende og mere livagtigt hackle end man normalt opnår med traditionelle hanehackler.
Og er man ikke så fantastisk at fisken nødvendigvis skal suge fluen af overfladen, for at den rigtigt tæller, kan man med stort held anvende CDC-fjerene som vingekasser eller overfladeforankring på imitationer af klækkende insekter umiddelbart i overfladefilmen – emergers som amerikanerne kalder dem. CDC fjerene er også glimrende som haler på tørfluer. Særligt hvis man indbinder hele fjer og sørger for at samle både fjerstammen og de enkelte fjerfibre i selve indbindingspunktet.
Imprægnering af CDC tørfluer
CDC tørfluerne drukner selvfølgelig også før eller senere, men de flyder højt forbavsende længe i forhold til andre typer tørfluer – også selvom fluerne ikke imprægneres før brug. Vil man optimere fluernes flydeevne findes der i øvrigt efterhånden en række oliebaserede CDC flydemidler, som kan forlænge fluernes tørfluekvaliteter en anelse. Men de kan reelt set ikke holde tørfluerne tørre meget længere end CDC fjerene med deres naturlige imprægnering i forvejen kan.
CDC fjerene fungerer helt igennem perfekt som vinger på døgnflueimitationer. De er let transparente og elegante, og så er fjerstammen forbavsende stærk og holdbar.
maj 27, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS
Det har været en lidt sløj laksesæson ved de vestjyske åer, men i fredags blev der omsider fanget en kæmpelaks i Vestjylland. Her får du – eksklusivt for fiskogfri.dk – historien om den mest opsigtsvækkende danske laksefangst i år – nemlig Jørgen Topp Jørgensens enorme 124 centimeters laks fra Skjern Å taget på en let # 7-8 fluestang!
AF JENS BURSELL
– LAKS ELLER PIGHVAR? Lige præcis det valg var ikke svært den 23. maj, fortæller han. – Det havde blæst voldsomt og regnet et par dage, så vandet var for uklart til pighvar. Der skulle derfor fiskes laks fredag morgen, efter at have lukket campingvognen ned i Bork Havn, hvor vi bor godt og har pighvar til den ene side samt laks til den anden.
– Men hvor skulle der fiskes? Jeg skulle til pighvar-workshop hos Korsholm kl. 12, og klokken var allerede 9.30. Fiskepladsen måtte derfor blive Det Lille Sving med parkering ved Kodbøl – ikke så langt fra Korsholm. Der var et stykke at gå henover engene, men heldigvis var der ingen andre fiskere ved det lille sving og det store sving så optaget ud.
– Vandstanden var meget lav, så jeg skiftede fra Zpey Hybrid Flyd S56 til Flyd S23 med et 2 meter T14 forfang med svejsede løkker fra Laksens Hus. Og så gjorde jeg noget, som jeg ikke plejer at gøre: Jeg kastede til modsatte bred fra starten ved udgangen af svinget. I premiere dagene havde jeg mødt en venlig fynbo, Jens Rasmussen, som fortalte, at han et par gange have fået fisk ved modsatte bred netop her. Så det skulle jeg også lige prøve. Det var i øvrigt også ham, der viste mig for et par år siden, hvordan man med Zpey hybrid liner kunne affiske egen bred effektivt ved at mende nedad og til sidst ud af for at komme fri af grøden.
– Så jeg fortsatte med et kast langt ind på det lige stykke efter svinget. Jeg har de sidste par ture mistet 3 ud af 4 laks, der huggede nedstrøms imod egen bred. Det var jeg grundigt træt af, og jeg havde derfor besluttet at følge en berømt skotsk ghillie’s anvisning, nemlig at man ikke må give modhug, lige når laksen hugger. Man skal stille og roligt tælle til 6! – sætte hånden på hjulet, og når linet er strammet så rejse stangen.
Det var denne simple flashabou rørflue, som Jørgen Topp Jørgensens enorme 124 cm laks fra Skjern Å huggede på. Øverst ser du den kæmpestore fisk på omtrent 20 kilo i vandkanten, inden den hurtigt røg retur, hvor den kom fra.
Da kæmpelaksen fra Skjern hugger fluen
– Omtrent 50 meter nedstøms Lille Sving skete der noget voldsomt. Ude i midten kom der et kraftigt hug, så der blev revet line af hjulet, og jeg fik et kraftigt rap over fingrene, da jeg prøvede at bremse med hånden. Huskede jeg Ghilliens råd? Nej, for stangen kom op lige med det samme, som jeg plejer med både laks og havørred. Og kroget blev den.
– Laksen fortsatte nedstrøms i høj fart, som kun en nykroget laks kan. Med hånden på hjulet fik jeg den dog stoppet efter cirka 50 meter. Så var det med at få line tilbage på hjulet, så jeg spolede ind, mens jeg gik nedstrøms. Laksen kom så i mod mig og gik dybt ubehagelig tæt på egen bred samt borede sig nærmest ned i bunden og stod så helt stille. Jeg gik så nedad. til jeg stod lige ud for den.
– Storlaksen var ikke til at flytte. Jeg var temmelig bange for, at den skulle få sig viklet ind i grøde, grene eller andet ved bunden og vi kunne jo ikke stå der hele dagen. Så jeg lagde hårdt pres på og prøvede at pumpe den op. Så flyttede den sig og tog og udløb i den ene og den anden retning. Og så ellers ned på bunden igen, hvorefter jeg pumpede til den flyttede sig igen. Det gentog sig en del gange, så det brugte vi en del tid på.
– Det blev den så træt af og svømmede frem og tilbage opstrøms samt nedstrøms – og over til den anden bred. Jeg fik et par gange et glimt af den samt dens enorme haleror og blev hurtigt klar over, at den var rigtig stor. Jeg havde ikke mit net med, så jeg kunne rigtig godt tænke mig at få hjælp af en fisker med net, når den skulle landes. Der var dog ingen i nærheden, men jeg kunne se to hoveder oppe ved store sving, og den ene havde net med, så jeg råbte højt om hjælp, men der var ingen reaktion. Jeg råbte derfor meget højt og i lang tid.
Ingen hjælp til landing af storlaksen
– Til sidst vinkede en af de to til mig, hvorefter jeg var sikker på, at hjælpen var nær, men det var den ikke, for den fisker forsvandt, og noget senere kunne jeg se, at den anden fisker var på modsatte bred, så jeg måtte klare mig selv, men det har jeg nu også gjort en del gange. Det største problem ved det er dog bare, at det så bliver umuligt at tage bare et nogenlunde godt billede af laksen, da den jo ikke må komme op af vandet. Men det er et problem, der er til at leve med.
– Jeg begynde at se mig om efter et godt landingssted, mens laksen fortsatte sine udløb. Så fandt jeg et sted, hvor der var et plateau under vandet, hvor jeg ville kunne stå nede i åen i vand til lidt over knæene, når laksen skulle afkroges. Snart begyndte laksen at vise træthedstegn, og på et tidspunkt vendte den en solbeskinnet sølv blank bredside til tæt på overfladen. Da gik det op for mig, at den ikke bare var rigtig stor, men helt vildt stor. Laksen gik så lidt nedstrøms tæt ved egen bred og lavede nogle rulninger i overfladen, hvilket jeg følge var stærkt ubehageligt og med høj risiko for at miste den. Den stoppede heldigvis hurtigt. Denne laks sprang faktisk ikke på noget tispunkt ud af vandet, som jeg har oplevet med mindre laks, men det havde nok noget at gøre med størrelsen. Nu troede jeg, at fighten var ved at være forbi og landingen var nær. Men det var den ikke…Vi skulle nemlig helt over til modsatte bred og cirka 50 meter helt ned til svinget. Den svømmede nærmest oppe på bredden. Igen var jeg bange for, at den skulle vikle sig ind i noget, så jeg lagde hårdt pres på den. Jeg kunne dog ikke få den væk fra bredden, før den selv vendte ved svinget.
Den massive 124 cm laks på cirka 20 kilo (øverst) er langt fra den eneste fluelaks, som Jørgen har fanget ved Skjern Å – her ser du ham med en af de blanke fra arkivet…
Kæmpelaksen fra Skjern Å udtrættet efter 20 minutter med den lette fluestang
– Til sidst fik jeg den dog tilbage mod landingsstedet efter omtrent 20 minutters fight, hvor den gik frem og tilbage. Nu var tiden kommet til at lande den. Jeg fik trukket den ind til bredden forholdsvis roligt. Så tog jeg telefonen frem, holdt fat i linen med hånden, fik hovedet op på kanten af bredden – tog et billede, smed telefonen i græsset og hoppede så ned i vandet. Herefter tog jeg krogen ud, som sad i en skræmmende lille flig af munden….
– Jeg målte længden på laksen ved at holde stangbunden ned til halen, hvorefter jeg så, hvor næsetippen var på stangen. Øjeblikket efter vendte jeg laksen ud af, hvorefter den slog et slag med halen – og forsvandt i dybet. Det tog mindre end 1 minut, nok snarere nærmere 30 sekunder. Normalt plejer jeg at holde laksen i halen op mod strømmen indtil den svømmer væk, men denne laks kunne selv uden problemer svømme væk med det samme – nok fordi landingen var gået rigtigt hurtigt, og foto sessionen var meget kort.
– Det var skønt at se den svømme væk i fin form, så den forhåbentlig kan tage endnu en tur til Nordatlanten samt måske komme tilbage og sætte ny danmarksrekord. Det var den største laks, jeg har fanget, men hvor stor var den egentlig. For at få aflkaret det tog jeg op til Laksens hus, hvor jeg tænkte, at der nok skulle være et målebånd, og det var der da: Målingen viste 124 cm plus minus et par centimeter på grund af målemetoden.
Nu skylder jeg så kage til Kenny Frost og de venlige samt hjælpsomme mennesker i Laksens Hus. Og jeg nåede – lidt forsinket pighvar workshoppen hos Korsholm.
Fluegrejet som tyvekiloslaksen fra Skjern Å blev fanget på
Stangen var en Shakespeare Oracle Switch stang 11 fod til ca 700 kr og linen var Zpey Flyd synke 2-3. Forfanget var en synke 7 spids på 180 cm lavet af en af de hjælpsomme i Laksens Hus. Den var svejset i begge ender og det holdt- tak for det! Og fluen – hvor let kan det gøres… Det var en rørflue med en stump rød uldgarn, og kroppen var sparet væk. Hertil kom en 5 mm tungstens kugle, og et bundt Flashabou kobber. Denne flue kan bindes på 1 minut.
Faktisk gider jeg normalt ikke binde fluer, så jeg er gået over til simple flashabou fluer – typisk med tungstenskugle for at få den hurtigt ned. Jeg bruger også propeller få at give ekstra liv i det nogen gange lidt langsommere vand. Fluen tager et minut at binde. Billedet viser nok at udseendet ofte er temmelig ligegyldigt…
Hans Bluitgen Høyrup med sin flotte havørred fanget sammen med bedstefar Jørgen, der greb øjeblikket og arrangerede en hurtig fisketur med perfekt timing!.
Den største fiskeoplevelse i 2025 var ikke den største fisk
– Spørgsmålet er så – var det min største fiskeoplevelse? Nej – for den havde jeg med mit barnebarn i foråret: En onsdag i slutningen af marts skulle jeg lige checke, om der var havørreder i åen, hvor jeg fisker i Vestsjælland. Det var et langskud, for der var næsten ikke fanget fisk indtil da i åen. Der gik dog ikke et kvarter, før jeg havde fanget to på målet og en på 50 cm. Og det viste sig, at der var en del fisk flere steder i åen, hvilket er helt usædvanligt.
– Jeg har et barnebarn, Hans, på knap 8 år, som jeg har fisket med fra han var 3. Han har fanget krabber, hornfisk, skaller og aborrer. På kysten har han fanget et par undermålere i starten af marts i år. Han har været med i Skjern med prop og orm og fik lidt skaller. Han synes også, at det var sjovt at prøve min 11 fods switch stang, som han lærte at rullekaste med.
Mange fisk i åen – også med størrelse – her var en enestående mulighed
– Jeg ringede derfor til hans mor og spurgte, om han kunne få fri for de sidste skoletimer, så jeg kunne hente ham med det samme. Det var ok – så jeg hentede Hans ud af klassen og kørte tilbage til åen. Her fik han waders og bombarda rig på og fangede hurtigt en målsørred og var lykkelig.
– Så ville han gerne låne min fluestang, som han rullekastede med, og det lykkedes ham nogle gange at få fluen til den anden bred. Pludselig eksploderede vandet og Hans skulle nu fighte sin første større ørred. Han fik et par rap over fingrene, da ørreden tog et kraftigt udløb, men efterhånden fik han kontrol over den, og jeg var klar med nettet. Havørreden var 58 cm, og Hans dansede med det samme den vildeste krigsdans, så han er nok kroget for livet…
apr 12, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Åhavørred på flue, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, HAVØRREDFISKERI, LAKS
På visse dage guffer ørreder og stallinger nymfer lige under overfladen. Fiskene er hugvillige, men under disse forhold kan det både være svært at placere fluen i hugfeltet, samt vanskeligt at se fisken hugge. Her får du en løsning på begge dele.
AF LARS CHR. BENTSEN, STUDIEFOTO: JENS BURSELL. FOTOS: GORDON P. HENRIKSEN OG JENS BURSELL
EN AF DE SVÆRE DISCIPLINER inden for nymfefiskeriet, er det overfladenære nymfefiskeri, hvor fiskene tager de nymfer, der stiger fra bunden for at klække lige inden de når overfladen. Den fouragerende ørred eller stalling kan være svær nok at opdage, idet de ofte kun afslører sig ved svage buler på overfladen. Er fisken først spottet, står man over for den svære opgave at afkode hvad fisken æder – ofte er disse fisk ganske selektive.
Et kig i luften eller i græsset kan afsløre hvilke døgnfluer, der klækker. Men finder man ingen døgnfluer, eller vårfluer for den sags skyld, må man forlade sig på sin viden om hvornår de forskellige insekter klækker. En nøjagtig imitation er dog sjældent nødvendig, men størrelsen er vigtig.
Når fluen er bundet på forfanget og placeret, så den driver frit ned mod fisken, kræver det sin fisker at opdage, hvornår fisken tager fluen. Ind i mellem afslører den sig ved en tydelig bule – andre gange må man forlade sig på en unaturlig bevægelse i forfanget. Alternativt kan man forsyne flueæsken med en lille flok suspender nymfer, en fluetype hvor fluen hænger lige under overfladen i en lille indikator.
Suspendernymfer har eksisteret i nogle år, og har været særligt udbredte i England, hvor de også er opfundet af Paul Proctor. Suspendernymfer er ikke et egentligt mønster, men en fluetype, der kan adapteres til snart sagt alle nymfer. Jeg bruger oftest Pheasant Tail eller Hare’s Ear i forskellige størrelser – typisk fra 12-16.
En dygtig nymfefisker forstår, at variere sit fiskeri efter situationen. Nogle gange skal der en indikator eller tungt belastet flue til. På andre dage er det måske en suspender nymfe,
der redder dagen.
Indbygget polygarn opdrift på suspendernymfen
Suspendernymfen har en indbygget opdrift – eller strikeindikator om man vil. En hvilken som helst nymfe kan bindes som suspender nymfe. Det eneste man skal gøre anderledes er at binde en lille tot polygarn i et stykke tyndt monofil (0,13 mm eller 0,15 mm) og derefter binde nymfen som ellers – blot huske at dele vingekassen/rygskjoldet i to omkring det lille monofilstykke. Suspender’eren kan i princippet laves så lang man ønsker den, men i praksis er 3-5 centimeter maksimum.
Fluen bør af åbenlyse årsager ikke belastes. Der er ikke noget revolutionerende ved fluetypen, men de er sjove at fiske med, og har den store fordel at de gør det svære, overfladenære nymfefiskeri visuelt. For at holde nymfen flydende bør polygarnstotten fedtes grundigt ind med fx Magic Dry fra Tiemco eller lignende produkt – en tyk, geleagtig tørfluegel, der holder længe og binder godt i polygarnet. Mangler man desperat den rigtige flue på fiskedagen, kan man, hvis man har forsynet fiskevesten med en lille rulle polygarn, hurtigt konvertere en hvilken som helst nymfe til en suspender.
Bind en lille tot polygarn i et stykke forfang, som med en blodknude bindes fast rundt om krogen lige bag fluens hoved Fordelen ved suspenderen frem or at fiske med strikeindikator er, at man i langt højere grad fikserer hvilken dybde fluen fisker i, hvilket er sværere med en strikeindikator. Ydermere er det langt hurtigere at binde fluen på, når den sidder klar med suspenderen i boksen. Den lille garntot yder ikke meget luftmodstand, og dermed kan fluen kastes med et almindeligt tørflueforfang, hvilket kan være en udfordring, hvis der ud over flue også sidder en stor strikeindikator.
Suspendernymfer af Pheasant Tail og Hare’s Ear
Fisker du i nogle af de fine, danske vandløb med gode insektklækninger, så bør du gøre dig selv den tjeneste at binde nogle stykker – der skal ikke mange til. Pheasant Tail og Hare’s Ear i str. 12-16 er nok til at man kan klare langt de fleste situationer, og det er et virkelig underholdende fiskeri. Ind i mellem kan man vantro stirre på overfladen, hvor den lille garntot pludselig forsvandt uden fisken overhovedet afslørede sig.
Især i klare vande kan fiskene blive meget fokuseret på bestemte fødetyper. Er dette fødeemne nymfer der driver lige under vandoverfladen kan en suspender nymfe være sagen.
apr 11, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Mickey Finn, Wolly Bugger og Muddler Minnow er gamle klassikere, som de fleste kender til. Men der er sket meget siden disse fluer så dagens lys, og i dag er det nogle andre fluer, der fylder æskerne hos mange kystfiskere. Her giver Rasmus Ovesen dig en oversigt over nogle af de mest populære nymoderne klassikere og fortæller historien bag dem.
AF RASMUS OVESEN
KYSTFLUEFISKERE har en tendens til at gå op i fluetyper og mønstre med en særlig iver, og få emner indenfor kystfluefiskeriet diskuteres så intenst og med de samme – nærmest religiøse – undertoner som selve fluevalget. At der ikke er noget mærkeligt ved dette er imidlertid indlysende, for det er utrolige mængder inderlige forhåbninger, som knyttes til den lille flue for enden af forfanget. Og uanset de bagvedliggende fornuftsbetragtninger, afhænger meget af den afgørende og højt værdsatte intensitet og tilstedeværelse i fiskeriet af netop tiltroen til fluen.
Fluevalget er dermed et individuelt tillids- eller trosspørgsmål, men samtidig – og mindst ligeså tankevækkende, er det en universel brugerdrevet udvikling, hvor især den almene interaktion fluefiskere imellem dikterer tendensen. Helt grundlæggende er fluefiskere nemlig påvirkelige sjæle, der til stadighed søger at reducere intensiteten og omfanget af fluefiskeriets mange usikkerhedsmomenter – heriblandt det til tider svære fluevalg. Af selvsamme grund er det, som fluefisker praktisk talt umuligt ikke at lade sig påvirke af, hvad andre – især de succesrige – kystfluefiskere opmagasinerer i deres flueæsker.
En tilsyneladende sikker vej til succes er jo at fiske med præcis de samme fluer, som dem, der øjensynligt fanger fisk. I den kollektive, vekselvirkende og til tider ret tilfældige, erfaringsproces, som opstår kystfluefiskere imellem, finder en strømlining af fluevalget sted. Hvorvidt det bærende udviklingsprincip så er hype, trends, modeluner eller reelle fangstegenskaber, er en diskussion, som jeg nok bør undlade at komme nærmere ind på her. Faktum er dog, at enkelte fluer over tid vinder bredt indpas, og at nye kystklassikere opstår som en direkte følge heraf.
Her har Rasmus Ovesen bundet sine personlige versioner af de ti fluer, som ifølge ham, har opnået status som nykystklassikere. Fra venstre ses Brenda, Kobberbassen, Glimmerrejen, STF Baitfish, Honey Shrimp, Flammen, Fyggi, Pattegrisen, CTL Nandu og Grå Frede med Blodtud.
Vi kender alle de klassiske kystfluer såsom Mickey Finn, Red Tag Palmer, Muddler Minnow, Big Hole Demon, Wolly Bugger med flere – fluer, som alle har deres udgangspunkt i den amerikanske streamerkultur, men som for mere end 40 år siden blev transplanteret til en dansk kontekst. De har alle bevist deres værd ved de danske kyster, og de er stadigvæk i høj grad i brug den dag i dag. Sidenhen har fluer såsom Magnus, Juletræet, Grå Frede, Sort Cigar og flere andre kystfluer med dansk oprindelse vundet indpas, præget de danske kystfluefiskeres fluevalg og opnået status som klassikere.
I det følgende skal vi se lidt nærmere på en række af de fluer, som en ny generation af kystfluefiskere inden for de sidste 10-15 år har taget til sig og populariseret. De kan med rette kaldes for neo-klassikere, og det er en række fluer, du bare må have i æsken – hvis du altså vil være med påmoden…
Masser af liv i fluen på CTL Nandu
CTL Nandu er skabt af Henrik Leth – en fluefisker der blandt de lokale på Randers egnen går for at fange flere fisk end en garnfisker! Henrik fisker store dele af året med denne flue – blandt andet på Djursland og i mundingen af Randers Fjord, og med hans omdømme og ry, er det ikke overraskende, at rigtigt mange fluefiskere – især i det jyske – har taget netop denne flue til sig. Takket være nandu palmerhacklet er denne flue fantastisk livlig i vandet, og grundet de syntetiske kropsmaterialer har den en helt særlig aura og tilstedeværelse i vandet. Den kan imitere alt fra rejer, til kutlinger og børsteorm, og den fisker rigtig fint hele året rundt.
Imiter småfisk med STF Baitfish
STF Baitfish er endnu en imponerende og tillidsvækkende flue fra kronjyske Morten Valeurs fluestik. Den kræver en del finesse og koncentration ved fluebindingsstikket, men det endelige resultat er alle anstrengelserne værd. Fluen, der alt efter farvevalg, imiterer alt fra kutlinger, til ålekvabbeyngel og små sildefisk, har en meget naturtro profil i vandet, og kombinationen af det relativt tunge epoxyhoved og det pulserende kropsmateriale gør, at fluen er særdeles livlig i vandet. STF Baitfish fisker godt året rundt, men særligt i foråret, sensommeren og det tidlige forår kan denne flue være helt uovertruffen.
Grå Frede med Blodtud kan efterligne alt og intet på en gang. Dens effektivitet består i den levende og gennemskinnelige krop kombineret med et fikspunkt i hidsige farver. Samme koncept ses i mange andre effektive kystfluer såsom Cutthroat Kutling og Polar Magnus.
Kystflueklassikeren til havørred – Grå Frede med Blodtud
Grå Frede med Blodtud er en videreudvikling af Peter Løvendahl og Lars Meinckes efterhånden legendariske kystflue Grå Frede – en flue som ikke uden grund har slået massivt an blandt danske kystfluefiskere. Fluen har en klassisk Wolly Bugger-profil og emmer i al sin umiddelbarhed af effektivitet og fiskbarhed.
Ligesom mange af de tidlige klassikere, er Grå Frede med blodtud en allround flue som ikke imiterer et bestemt byttedyr, men som med lidt god vilje kan gå for at være alt fra en reje til en kutling. Den fiskes mest effektivt i små kontante ryk med korte pauser, hvor kuglekædeøjnene får lov at tynge fluen en anelse nedefter i vandsøjlen. Fluen fisker fint året rundt, men er i særdeleshed farlig i sommerhalvåret.
BRENDA er Ove Monradsens videreudvikling af en anden særdeles velfangende kystflue nemlig Omøbørsten. Ligesom Omøbørsten imiterer Brenda de børsteorm, som sværmer i det tidlige forår, og som havørrederne har så stor smag for. Fluen har dog et så universelt udtryk over sig, at den også sagtens kan gå for at være både en kutling, en ulk eller yngel af ålekvabbe. Af denne grund fisker mange – især fynske og kronjyske – kystfluefiskere året rundt med netop denne flue.
Kropshacklerne giver fluen fylde, profil og stabilitet, og så er der et utroligt farvespil i fluens pjuskede dubbingkrop. Det tunge guldhoved giver fluen dens levende og let-jiggende gang i vandet, som er medvirkende til at gøre den til den effektive allround kystflue, den er. Som bonusinformation kan nævnes, at fluen vist for øvrigt har fået sit navn, fordi titelmelodien fra Beverly Hills 90210 kørte i baggrunden, da fluen skulle navngives…
Henrik Agerskov der bl.a. står bag A.Jensen fluegrej, er også manden bag den ultrarealistiske flue: Honey Shrimp. Her ses han med et fint eksempel på hvad fluen kan bruges til
Den perfekte rejeimitation – Honey Shrimp
Honey Shrimp er uden tvivl en nyklassiker på de danske kyster. Og det er ikke mindst fordi netop rejefluer i al almindelighed er enormt populære blandt dagens kystfluefiskere (og kystørreder). Henrik Agerskov står bag denne eminente, livlige og meget naturtro rejeflue, som har vundet stort indpas blandt danske kystfluefiskere de seneste år – måske netop på grund af fluens åbenlyse realisme. Bundet rigtigt og med den rette belastning, er denne flue blandt de mest livagtige, forførende og realistiske rejeimitationer overhovedet. Og da fluen fisker med krogbøjningen opad, kan den fiskes meget langsomt, tæt henover ålegræs, sten og blæretang og sidst, men ikke mindst helt inde på lavt vand, hvor havørreden ikke så sjældent søger sin føde.
Eneste minusser ved denne flue er, at den er tidskrævende at binde, da belastningen skal være helt rigtig førend fluen går hensigtsmæssigt i vandet, og at de ellers så livlige og realistiske gummiben kan have en tendens til at vikle sig rundt om krogbøjningen eller filtre.
Et forføreende spayhackle på en fantastisk rejeflue
Pattegrisen er en af de mest hypede og omtalte nyklassiske kystfluer overhovedet, og den er derfor svær at komme udenom. Ophavsmanden til fluen er den højtagtede fynske kystfluefisker Claus Eriksen, og han har med udgangspunkt i Øland Spey Shrimp kreeret denne yderst livlige og tillidsvækkende rejeimitation. Fluen er ikke blot særdeles livagtig og pulserende, den er også utroligt synlig i vandet og udgør en god solid mundfuld for enhver sulten havørred. Pattegrisen fanger rigtigt mange fisk landet rundt, men der er efterhånden også virkeligt mange kystfluefiskere, som fisker med netop denne flue. Det giver alt andet lige en mere imponerende fangstrate. Eneste minusser ved fluen er, at de lange speyhacklefibre kan have en tendens til at filtre, og at selvsamme speyhacklefibre, på grund af deres længde, kan påvirke fluens krogningsegenskaber negativt – særligt på kolde eller stille dage, hvor fiskene ofte hugger ganske forsigtigt.
En fisker svinger fluestangen på Sjællands Nordkyst. Hans fluevalg er sandsynligvis dikteret af en blanding af personlige erfaringer, kammeraternes overvejelser, samt input fra fiskemedierne, heriblandt dette…
En provokerende flue, som havørrederne er vilde med
Glimmerrejen er en funklende rejeimitation kreeret af Torben Gosch, og den har efterhånden en hel del dedikerede tilhængere rundt omkring i landet. Særligt en skrigende pink version, som anvendes af mange kystfluefiskere under vinterfiskeriet, er blevet populær. Og det er ikke uden grund. Den relativt lille og særdeles iøjnefaldende flue har nemlig en fin profil og en lysreflekterende effektfuldhed i vandet, og den skrigende pink farve, kan få selv den mest træge vinterkolde ørred til at hugge. Glimmerrejen er endvidere populær fordi den er let at binde, særdeles holdbar og sidst men ikke mindst, fordi den med lethed kan varieres i farve, så den kan fiskes året rundt.
En flue der bare altid virker – Kobberbassen
Kobberbassen har vundet stort indpas den seneste årrække, og det er bestemt ikke uden grund at flere af de allerskrappeste fluefiskere i nord- og vestsjælland fisker næsten udelukkende med Kobberbassen året rundt. Denne simple og minutiøse flue brillerer nemlig ikke blot ved, at man mens kaffen brygger inden fisketuren kan nå at binde en hel stak eksemplarer, den fanger også rigtig mange fisk.
Fluen, som er kreeret af københavnske Frank Jensen tilbage i sluthalvfemserne, imiterer på simpel men effektiv vis en tangloppe, og den har en helt særlig aura og tilstedeværelse i vandet. Særligt i vintermånederne, hvor havørredens stofskifte falder og fødeindtaget minimeres og koncentreres omkring mindre fødeemner, kan Kobberbassen være uovertruffen, men grundlæggende fisker den særdeles fint hele året rundt.
Havørrederne er vilde med Fyggi
Fyggi er på mange måder en lidt spøjs flue. Ophavsmanden er Claus Eriksen, som også står bag Pattegrisen, og han har med Fyggi skabt en af de mere atypiske nyklassiske kystfluer. Med sine karakteristiske gummiben strittende ud både foran og bagtil, kan det måske umiddelbart være svært at forestille sig, hvad Fyggi skal imitere, men man kan ikke komme udenom, at denne flue – takket være gummibenene – er særdeles livlig i vandet. Så livlig endda, at havørreden har yderst svært ved at modstå den.
Ved nærmere eftertanke og granskning, kan Fyggi da også sagtens gå for at være både en slikkrebs, en tangloppe eller en tanglus – byttedyr, som hele året rundt er en vigtig fødekilde for havørreden. Gummibenene har desværre en tendens til at blive revet i stykker med tiden, men da fluen er så simpel og let at binde, som tilfældet er, kan dette med lethed tilgives.
En provokerende havørredflue
Flammen er en provokationsflue, som igennem de seneste 10 år har vundet mange tilhængere rundt omkring i hele landet. Den kradse flue, der er udtænkt af kronjyske Martin Hedegaard, og som minder meget om Juletræet, er særligt effektiv i køligt vand og på vinterlige dage, hvor havørreden skal provokeres til at hugge. Herudover er den, på grund af dens meget markante aura og synlighed i vandet, en glimrende flue til fiskeri i farvet og grumset vand.
Udover at være særdeles velfangende i køligt vand, er Flammen blevet en populær flue fordi den er særdeles let at binde, og sidst men ikke mindst fordi den er særdeles holdbar.
—-
Læs mere om de mest populære kystfluer samt hvordan man fisker dem i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, hvor Rasmus blandt andet har skrevet hele fluedelen – her (REKLAME)
apr 8, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer, Nyheder
Beis fluen er Poul Lauridsens favorit til det tidlige forårsfiskeri efter springerlaks i Skjern og Varde Å.
Når lærkerne synger højt på himlen og spirende grønne knopper titter frem overalt på træerne er en tur til åen den fuldendte fiskeoplevelse – især hvis en bomstærk, sølvblank storlaks napper fluen og tonser af sted i et ustoppeligt udløb. Her får du Poul Lauridsens bedste tips til, hvordan du selv realiserer drømmen om en springerlaks i foråret.
AF JENS BURSELL
POUL LAURIDSEN fra Tarm har i perioder fanget flere laks en de fleste kan drømme om. Men hans familie har også fisket laks i Skjern- og Varde Å i generationer, så det der med at narre de sølvblanke kommer ikke fra fremmede. Lige siden han kunne gå, har han været med sin far ved åen, hvilket selvsagt giver et lokalkendskab og fornemmelse for fiskeriet, der er second to none.
Poul Lauridsen har fanget masser af danske laks på flue, men en af hans største er uden tvivl denne flotte 12,9 kilos fisk fra Skjern Å. Fisken blev fanget d. 15. april 2008.
Sådan fanger du de tidlige springer forårslaks
Springerlaks kan der være lidt længere imellem, end de fisk der trækker op senere på sæsonen, men chancen for en af de rigtig store er større her i april og maj, fortæller Poul Lauridsen, der over de sidste 10 år har landet et utal af laks i Skjern og Varde Å.
– Jeg fisker tungere liner end de fleste, fortsætter han, men efterhånden er der flere og flere, der er begyndt at sadle om fra flydende og intermediate – til de tunge skyts. Min favoritstang til det tidlige forårsfiskeri i Skjern er en 13,7 fods Guideline La Cie, med et Rio Kit set med fire hoveder. Til de lidt lettere liner bruger jeg en 13 fods Guideline LPX’er. og i Varde- og Vorgod Å er det især min 11,6 fods Loop Opti Coast, der lander fiskene.
Normalt starter jeg sæsonen med en synke 8 line, og er det ikke nok, bruger jeg et 8 fods polyforfang. For mit vedkommende er det slut med at fiske med flydeline i det tidlige forår. Det er sjovt, fordi man oplever fisken stige til fluen, men det er ikke nær så effektivt som de tunge synkeliner. Jeg vil helt ned og skrabe bunden, for at få fluen præsenteret for flest mulige fisk.
Fisker du hen over 10 laks, vil der kun være en af dem, der reagerer på en højt fisket flue. Affisker du derimod helt nede over bunden – hele tiden, så er der markant større chance for, at en af dem hugger fluen. Om foråret fisker jeg aldrig lettere end synke 3 – og det er lige meget, om det er i Skjern-, Vorgod- eller Varde Å.
Fisk dybt og hurtigt efter springerlaksen
– Der skal altså fiskes dybt, og ofte er det en hurtig indtagning, der skal til for at udløse hugget, pointerer Poul. – Pladserne affisker jeg hurtigt, og hvis ikke der er hug første eller anden gang, fluen passerer laksens hvileplads, så skynder jeg mig hurtigt videre til den næste standplads. Måske kan det være, at laksen er til noget om et par timer, men så kommer jeg bare igen og gør et nyt forsøg.
Denne teknik virker bare. Jeg forsøger altid at fiske så varieret som muligt, og kaster gerne fra flere forskellige vinkler over den samme standplads. Først lægger jeg et normalt kast, hvor fluen svinger nedstrøms med moderat hastighed. Men hvis ikke fisken hugger, så går jeg ofte 10 skridt nedstrøms efter kastet er lagt, så fluen kommer helt ned over bunden, hvorefter jeg tager fluen ind i med ekspresfart.
Mogens Thomassen er en af dem for hvem drømmen om en springer laks gik i opfyldelse 16. maj 2008.
Fluevalget til forårslaks
– Fluevalget er ikke så svært, for jeg bruger ikke så mange fluer, griner Poul. – Min favorit er helt klart Beis fluen, der med sine brune og gullige nuancer er rigtig god til det tidlige laksefiskeri i åen. Polarræv er en af de vigtigste materialer på fluen, som jeg normalt fisker med conehead eller Mørrumstube.
Det bedste laksevejr om foråret
– Vejret er alfa og omega, understreger Poul. – Min far sagde altid, at han ville smide alt, hvad han havde i hænderne, når vinden skifter fra fire dage med østenvind til en god sydvestlig vind. Så vil laksen – og så er det bare om at komme til åen. Et godt eksempel var en augustdag sidste år. Jeg gad egentlig ikke at fiske og gik i haven, da jeg mærkede, at vinden slog om fra øst til sydvest. Og så kan det nok være jeg tænkte – nej fanme nej. Jeg tager sgu stangen og suser af sted til åen: På blot syv kvarter napper jeg tre nystegne laks med lus på 82, 75 og 68 centimeter. – Polle, sagde jeg til mig selv. – Det var sgu helt rigtigt det her. Og det kan man godt give ham ret i… De øvrige fiskere var gået hjem lige inden vinden slog om, og havde blanket totalt. Det var de eneste fisk, der blev landet den søndag.
Hvor er der bedst til laks om foråret?
– De bedste stræk til springer laks er ofte de samme år efter år, forklarer Poul. – På Skjern Å er det ofte Borris strækket, der giver flest fisk om foråret, mens det på Varde Å ofte er stykket fra Golfbanen over Hvide Banke til Vesterbæk Y’et, der giver flest fisk. Ofte er der gode hvilepladser 8-10 meter opstrøms broerne, hvor fiskene som regel står helt inde under land i en times tid eller to, inden de svømmer videre.
Varde Å kan forventes at være velbesøgt på premiere dagen, hvilket ikke kan undre, eftersom der blev landet over 20 laks på premieren sidste år. Jeg gør derfor ofte det, at jeg tager til Skjern Å de første dage i sæsonen, hvorefter jeg fisker de næste par dage i Varde Å, når det er til at komme til for mennesker, slutter Poul Lauridsen.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri nr. 3/2009
mar 7, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS
Før du går i gang med at binde riffling hitch tube-fluer, kan det være en god idé at lave et specialværktøj til at lave et hul i undersiden af tuben – nemlig en nål monteret på en lighter.
AF JESPER FOHRMANN, FISHMADMAN
Når du skal lave fluer til riffling hitch, skate & wake-fluer, kan man ultra simpelt lave et super smart værktøj – en idé jeg fandt på en mørk vinteraften, hvor jeg var træt af at brænde mine fingre under fluebindingsprocessen.
Sådan smelter du hul i rør på riffling hitch flue:
Tape en nål fast til din lighter: En almindelig synål tapes fast til lighteren, hvilket gør det muligt at opvarme nålen med én hånd, mens røret holdes stabilt med den anden. Dette gør processen mere effektiv og kontrolleret.
Pas på med at overophede nålen: Undgå at overophede nålen, så den bliver rødglødende, da dette kan få plasttuben til at smelte ukontrolleret. I stedet bør du opvarme nålen moderat og forsigtigt lave hullet – uden at brænde fingrene. Hvis nødvendigt, kan du altid gå tilbage og forstørre hullet senere.
Rens hullet til forfanget: Når du er færdig, skal du hurtigt fjerne nålen. Dette hjælper med at fjerne overskydende materiale, der kan tilstoppe hullet. Du kan muligvis være nødt til at gentage processen et par gange for at opnå et rent og jævnt hul.
Se video med hvordan man gør hos Fishmadman her.
feb 18, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Rasmus Ovesen – manden bag Cutthroat Kutling – med en smuk december fjordørred fra Isefjorden, der overfaldt Cutthroat Kutlingen kort efter den ramte vandet.
Kutlingen er i perioder havørredens vigtigste fødekilde, og her får du en flue, som på simpel men effektiv vis, imiterer dette lille, vimsende og proteinrige byttedyr. Til tider kan Cutthroat Kutlingen drive havørrederne til vanvid, og resultere i beslutsomme og aggressive hug.
AF RASMUS OVESEN
VINTERENS ISNENDE ÅNDEDRAG har i løbet af natten indhyllet Tempelkrogens mange træklædte bakkedrag, marker og engarealer i et uskyldsrent hvidt skær. Jeg er allerede i det kolde og salte vand. Ånden står ud af mig som den tætteste tobaksrøg og blandes ubesværet med morgendisen. Mine ellers så spillevende fingre er så småt begyndt at lide under kulden, men det ænser jeg knap nok. Dybt koncentreret er jeg i færd med at affiske ydersiden af et nøje afgrænset, grønt og tykt – nærmest dyneagtigt – bælte med trådvækst. Jeg har med stor interesse konstateret, at der langs dette vidtstrakte bælte er en usædvanlig mangfoldighed af små, vimsende byttedyr – tanglopper, tanglus, hundestejler og ikke mindst utallige små, sandfarvede kutlinger, der skyder frem foran mig og febrilske søger ind i den beskyttende mur af grøn trådvækst.
– Der må være fisk her, tænker jeg lettere mekanisk ved mig selv og lægger så med den største forsigtighed endnu et kast ud på den kun let krusede vandoverflade. Solen har nu tæret et stort stædigt hul i morgendisen, og jeg er med ét badet i et indtrængende og blegt lys. I det samme falder dagens første hug, og den lette fluestang bøjer og nejer elegant under fiskens vægt og adrætte flugtforsøg. Kort tid efter – efter en ubarmhjertig og kontant fight – ligger dagens første havørred sikkert i bunden af mit lille, knudeløse fangstnet; en let farvet halvmeters fisk i fin kondition.
Det tynde forfang hænger slapt ud af munden på fisken og Cutthroat Kutlingen sidder dybt i kæften af den. Da jeg forsigtigt henter fluen hjem fra dybet med min krogudløser, ser jeg, at fiskens svælg er fyldt med små sandfarvede kutlinger. Den sultne havørred har ikke mere end lige inhaleret dem.
Havørredsucces med Cutthroat Kutling
Jeg sætter fisken nænsomt ud igen, drager et lettet suk og genoptager med fornyet optimisme og ildhu fiskeriet. Tre hektiske timer senere, kan jeg gøre statistik over fiskeriet langs det frodige bælte af trådvækst. I alt er det blevet til seks velproportionerede havørreder med en smuk, blank og hårdt fightende fisk på ikke mindre end 75 centimeter som den største. På trods af, at jeg har fisket med to fluer og eksperimenteret en del med forskellige fluer, har alle fiskene uden undtagelse taget den nu særdeles pjuskede og gennemtyggede Cutthroat Kutling.
Med mig tilbage til bilen har jeg, i min højre hånd, en smuk, blank havørred på godt og vel 45 centimeter, som jeg har besluttet mig for at beholde. Ligesom de andre fisk, der denne dag faldt for bedraget, tog den fluen med en forbløffende og resolut beslutsomhed. Da jeg renser fisken og undersøger indholdet af dens udspilede mavesæk, er jeg ikke overrasket over at finde et væld af små kutlinger. De fleste af dem er mere eller mindre ufordøjede og ser ud som om, at den grådige havørred kun lige har nået at synke den sidste mundfuld inden turen kom til den bedrageriske Cutthroat Kutling.
Havørreder elsker kutlinger
Kutlingen udgør et særdeles stabilt fødegrundlag for havørreden året rundt, og er derfor et spændende byttedyr at tage op for fluebinderen. Kutlingen holder til tæt ved bunden, tæt under land og favoriserer typisk sandede kystområder, der samtidigt byder på en afveksling af småsten, muslinger og ikke mindst ålegræs eller bladtang – en bundtype, man som regel finder i vige og bugter samt i fjordene. Sandbunden forsyner kutlingen med et bagtæppe, den kan camouflere sig imod, og når den hviler på bunden, kan den være særdeles vanskelig at få øje på. Når den til gengæld bevæger sig i de frie vandmasser – typisk som følge af, at den er blevet skræmt op eller hvirvlet op af bølger eller dønninger – er den relativt let at få øje på; både for fluefiskeren og for havørreden.
Havørreden på den åbne kyst, og måske i særdeleshed de stationære og trækkende ørreder i fjorden, har et godt øje til de små vimsende kutlinger, som er en talrig tilstedeværelse langs bredzonen. Ja, faktisk er kutlingen det allermest almindeligt forekommende byttedyr langs kystzonen, hvor havørreden som bekendt opsøger størstedelen af sit bytteindtag. Og på visse tidspunkter at året, kan man opleve havørreder, der med den største selektivitet jager kutlinger på helt lavt vand. Det er derfor ikke uvæsentligt for fluebinderen at gøre plads i fluesortimentet til en række kutlingeimitationer, og her er Cutthroat Kutling en effektiv, holdbar og ikke mindst let bundet fluetype, som kan imitere de fleste og mest almindelige kutlingearter.
De hyppigste forekommende arter er sandkutling, lerkutling, spættet kutling, toplettet kutling og endelig sortkutling, og fælles for alle arterne er, at de typisk er mellem 5 og 10 centimeter, og at de varierer over et nuancespektrum rangerende fra en lys gråbrun til en dyb mørkebrun farvetone.
Kutlinger en vigtig del af havørredens diæt både på den åbne kyst og i fjordene, og derfor er Cutthroat Kutlingen en god allround flue.
Den perfekte kutlingeimitation til havørred på kysten – Cutthroat Kutling
Cutthroat Kutling er tænkt som en impressionistisk imitation af kutlinger i al almindelighed, og da der ikke er nogen drastiske fysiologiske lighedsforskelle de enkelte arter imellem, er den tilstrækkelig til enhver type kystfiskeri uanset, om dette fiskeri foregår på den åbne kyst eller i fjorden; i saltvand eller i brakvand.
Fluen blev i sin tid – for omkring 21 år siden – udviklet med specifikt henblik på fiskeri i Mariager Fjords mange lavvandede bugter og vige, men den har siden hen bevist sit værd ved en lang række andre kystpladser rundt omkring i landet og har efterhånden et væld af fisk på samvittigheden. Den fisker fint året rundt, og så kan den med lethed varieres i farvetoning og størrelse, så den mere specifikt kan imitere de kutlingearter, som forefindes netop der, hvor du færdes allermest. Det oprevne, røde dubbinghoved, som har været med til at give fluen sit navn, tjener ikke blot til at give fluen en mere naturtro og strømlinet profil ved at lægge fronthacklefibrene en anelse ned; det er samtidig en videreførelse af en gammel forkærlighed for at udstyre mine fluer med et hug- eller fikspunkt. Om hovedet reelt set fungerer som fikspunkt, kan jeg kun gisne om, men lidt røde stænk forringer sjældent en kystflues fangstpotentiale – tværtimod.
Sådan fiskes Cutthroat Kutling
Fluen kan fiskes på flere måder. Over dybere vand fiskes Cutthroat Kutling mest effektivt på en intermediate line, så den ellers meget lette og luftige flue, når en passende fiskedybde. Over de helt lavvandede kystpartier, hvor havørreden ofte er at finde tidlig morgen samt hen under aften er en flydeline og forholdsvis lange og tynde forfang dog at foretrække.
Det er især her at fluen, med sin pulserende og svævende gang, er virkelig effektiv – så effektiv, at havørrederne ind imellem næsten strander sig selv på helt lavt vand i deres iver for at fat i fluen. Korte og kontante indtag, der efterligner kutlingens hektiske og fragmenterede – nærmest jiggende – distanceudbrud, er som regel at foretrække. Og efterligningen af denne gang kan over lidt dybere vand præciseres og tydeliggøres ved at montere fluen med kuglekædeøjne, et guldhoved eller ved at forsyne fluen med et epoxy hoved.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fiske & Fri 1/2009
Rasmus Ovesens kystæske er altid fyldt med et par rækker af Cutthroat Kutlingen, og den er stort set førstevalget når der fiskes efter havørreder.
feb 15, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder, Rejsefiskeri
På klassiske Cuba er fiskene lynhurtige. Men på den eksotiske ø, er der heldigvis også en fisketosset fiskeguide og Formel 1 kører, der er mindst lige så hurtig. Spænd selen og følg med på et hektisk fluefiskeri med fart over feltet.
TEKST MARIA ÅLANDER
FABRIZZIO BARBAZZA har altid elsket fart. I firserne var han en af Italiens mest lovende racerkørere, og fra italienske Formel 3 gik han via CART-serien i USAtil en Formel 1 debut i 1991. En brutal ulykke satte dog et brat stop for hans karriere. Massive skader gjorde det yderst tvivlsomt, hvorvidt den unge fartfanatiker nogensinde villle vågne op af sin coma. Men da vi møder den vakse fyr med troldehåret på Havannah’s flyveplads sprudler han af liv. De sidste ti år har han nemlig oplevet masser af action ved at drive en fluefiskecamp på Cuba. Men nu er målet ikke de vildeste biler, men de hurtigste fisk. Nu står den på bonefish, tarpon och permit.
Begyndertips til bonefish
Han har tre råd til os nybegyndere. – Den første og egentlig ret indlysende er at lytte til guiden, fortæller Fabrizzio. – Han er nemlig som regel den, der ser fisken først, og kan fortælle dig præcis hvor og hvornår, du skal kaste. Uden denne information er du som nybegynder ofte chanceløs. Det andet råd er at kaste hurtigt og præcist med maksimalt to bagkast. Mange af vores gæster burde øve sig bedre, inden de kommer herned. Man bør øve sig på at kaste med præcision, som er meget vigtigere end længde. Det er nemlig sjældent nødvendigt med kast på mere end 10-20 meter, når der fiskes bonefish.
Råd nummer tre er at dobbelt-checke udrustningen hele tiden. Her tæller marginalerne, og der er ikke plads til fejltagelser med dårlige knuder, skadede tafser eller halvsløve kroge. Saltvandsflue- fiskeri er mere jagt en fiskeri, fordi du fisker på fisk i bevægelse. Ofte har du kun et – eller maksimalt to skud i bøssen. Og så er chancen forpasset. Fabrizzion fortsætter, nærmest hviskende. – Vær på dupperne og fisk koncentreret med alle sanser i alarmberedskab. I det samme du registrerer en fisk er det med at være på: Ét blindkast, fluen lige foran fisken – og så PANG.
Bonefish i mangroven
En uendelig labyrint af mangroveøer strækker sig kilometer efter kilometer. Vi stager os stille frem i en lille fladbundet båd gennem de lavvandede kystområder, som er stærkt påvirket af tidevandet – de såkaldte flats. Det er her vi finder turens mål – bonefish. Den eftertragtede hurtigsvømmer må konstant opveje fordelene ved hurtig og lettilgængelig føde, mod risikoen ved at blive fanget på land, når tidevandet lynhurtigt trækker sig tilbage mellem de mange bagvande og kanaler. Lige så hurtigt som bonefish’en kan komme ind i en lagune for at frådse i krabber – lige så hurtigt forvinder den igen, når der er tegn på, at vandet vil falde.
At leve i det lave, krystalklare vand kræver camouflage ud over det sædvanlige. Og en bonefish kan om nogen smelte fuldstændig sammen med sine omgivelser. Det kræver derfor meget træning overhovedet at opdage de til tider næsten usynlige fisk, som da også bærer kælenavnet »Ghost of the flats«.
Maria med sin første bonefish – et rigtig flot eksemplar på cirka tre-kilo.
Vadefiskeri efter bonefish
Det blæser helt vildt. Nu og da kommer der et regnskyl så koldt, at man ikke skulle tro, vi befandt os i troperne. Men vinden er slet ikke så ringe endda, for den presser vand i de laguneområder, hvor fiskene elsker at fouragere. Fabrizzio klør sig i manken. Han har brugt lang tid på at studere kortet over området for at forudse, hvor områdets bonefish sandsynligvis vil indtage deres frokost. – Det kan lade sig gøre at fange dem, når de er på farten, men det er betydeligt lettere, når de æder, for så er de ikke nær så meget på vagt, siger Fabrizzio.
Vi hopper udenbords for at vadefiske. Vandet er varmere end luften – cirka 26 grader, så det føles skønt at glide ned i det lune vand. Fødderne synker i den bløde bund, og hvert eneste skridt er tungt og besværligt. Imens kan jeg iagttage, hvor rutineret, lydløst og let begge guider bevæger sig igennem vandet. Deres kroppe og bevægelser er nærmest i ét med stangen og havet. Det kan man ikke sige om mig. Linen snor sig rundt om hele kroppen, og jeg er konstant ved at snuble.
Sveden drypper fra min pande, kasketten glider hele tiden ned i mine øjne, og det er første gang jeg fisker på flats. Om 10.000 fisketimer bliver jeg måske også et med mine omgivelser… Måske for at få mig til at føle, at det er OK at føle sig malplaceret, fortæller Fabrizzio en drabelig historie om den første gang han fiskede efter laks. Han var indbudt af Christer Sjöberg til Loops russiske laksecamp ved floden Umba. Christer rakte et par waders over til Fabrizzio, hvilket var et stykke beklædning, han aldrig havde prøvet. Men da han kom i gang med fiskeriet, forstod han ikke helt meningen med bukserne, eftersom vandet strømmende ind ved knæene. Nogen havde nemlig åbnet emballagen til waderne med en kniv og kommet til at lave et næsten usynligt snit i Gore-Tex’en… Fabrizzio frøs, så han rystede, mens alle andre så ud til at have det yderst komfortabelt.
Min første tanke var, at de der nordboere godt nok var nogle seje vikinger, men jeg ville ikke være til besvær, så jeg sagde ikke noget, griner han. Snart stillede den eneste pige i selskabet sig langt ud i vandet og fiskede i nogle timer. Kan hun klare det, så klarer jeg det også, tænkte den store italiener, og bed kulden i sig. Da fiskedagen var slut, var Fabrizzio nærmest blå af kulde, og folk var flade af grin, da de opdagede de store huller i hans waders.
Fluevalg til bonefish
Bonefish æder alt fra snegle og krabber til fisk og orme. Nu forestiller du dig sikkert en gigantisk flueæske med flere hundrede imitationer af tropiske mangrovedyr, men ifølge Fabrizzio, så klarer man sig let med tre-fem forskellige fluer. – Har du en reje-, en krabbe- og en fiskeimitation, skal du nok få det eftertragtede hug.
Det er ved bunden, at bonefish’en normalt indtager sin føde. Det er netop derfor, at bonefish fluer normalt er kraftigt belastede. Denne flue skal du tage hjem rykvis. Lad den af og til synke og så ellers bare ligge lidt på bunden, mens du venter på en reaktion. Sker der intet, gentager du blot proceduren, forklarer han.
Den ekstremt store diameter på fluehjulet er en fordel, når man lynhurtigt skal holde linen stram, når en tarpon på fuld drøn racer direkte imod en.
Blindkast med fluen giver flot bonefish
Sagte smyger vi os igennem mangroven. Fluen er parat i den ene hånd, og hele tafsen plus et par meter flueline er uden for topøjet. Et par løkker er i den anden hånd, og resten af den line, vi skal skyde ud, slæber vi bag os i vandet. Vi er 100% klar, hvis der skulle dukke en fisk op, og pludselig sker det. – Fish two o’clock, cast, cast, hvisker lokalguiden Enrice. Men vent – hvad sagde han? Hvor er den? Til højre eller venstre? Min hjerne arbejder på højtryk. Hvor er klokken to – og hvor er fisken? Den gyldne regel er, at man aldrig skal kaste til en fisk, man ikke kan se. Og jeg kan ikke så meget som se skyggen af en fisk… Alligevel tager jeg chancen og kaster i blinde, stripper lidt line ind og lader fluen synke. Til alt held kan jeg pludselig se en større fisk følge efter fluen. – Strip, strip, skriger Enrice. Og så sker det utrolige. Det ser ud som om, at fisken tager min flue. – Hæv ikke stangen, overvind refleksen, hæv ikke stangen, tænker jeg. Hvis man vil maksimere sine chancer for fangst, skal man nemlig blive stående med stangen pegende direkte mod fisken. Når du mener, at fisken har taget fluen, stripper du hurtigt ind med linehånden, indtil du mærker krogen sætter sig i fisken.
Først når fisken er solidt kroget, hæves stang til normal fight position. Et normalt modhug, hvor stangen hæves, tager alt for lang tid. Hvis man hæver stangen som modhug og misser fisken, flyver fluen desuden ud af vandet – og så har du for alvor mistet din chance for, at fisken hugger igen. Har du derimod kun rykket fluen nogle decimeter fra fisken, har du stadig en vis chance for, at den går til fadet igen.
Den vildeste bonefishfight
Jeg er i trance, da linen pisker af hjulet, og jeg skal være hurtig for ikke at få et rap over nallerne af det roterende håndtag. Det er en fornøjelse at høre lyden fra en bremse, der er på overarbejde. Og lige netop som man tror, at udløbet er slut, så er der mindst lige så langt igen. Der er således ikke andet at gøre end at stå med et lykkeligt smil på læberne. Det er i hvertfald hvad jeg gør. Jeg har kroget min første bonefish. Og lander den også. Hvilken fantastisk smuk fisk! Jeg vender den med bugen opad, som jeg har lært – og afkroger den. Fisken, der minder om en spøgelses stalling med store øjne, er næsten helt firkantet på bugen. Den føles let, men det skyldes adrenalinet i min krop, for den vejer cirka tre kilo. Da jeg sænker den ned i sit rette element, svømmer den væk og bliver på et splitsekund et med vandet. Først bagefter fatter jeg, hvad der er sket. Lykkerusen skyller hen over mig.
Nyder du det, spørger Fabrizzio? – Det gør jeg i hvert fald. Jeg bliver aldrig træt af at fiske på disse flats. Herude bliver jeg et med havet.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 1/2010
Tarponfluer som denne kan variere i farverne. Det vigtigste er dog at
de er bundet på en stor, stærk og syleskarp krog.
feb 9, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
På de allerkoldeste vinterdage skal fiskene enten provokeres til hug eller lokkes med helt små fluer. Den Lille Provokatør klarer med sine pangfarver og minutiøse fremtoning fint begge dele.
Vinterens kystørreder kan være både drilske og umedgørlige. Nattefrost og kølige dagtemperaturer nedsætter fiskenes aktivitetsniveau samt fødeindtag, og ofte er det helt små eller pangfarvede fluer, der skal til for at udløse hugget. Den Lille Provokatør er både minutiøs og skrigende i farven, hvilket gør den til et rigtig godt bud på en sikker flue til februar måneds træge kystørreder.
AF RASMUS OVESEN
KYSTFISKERI i februar måned kan være en særdeles kold fornøjelse, men indimellem kan man have held til at støde på stimer af smukke blankfisk, der for alvor giver varmen. Som oftest skal der dog arbejdes virkelig intenst for hver eneste fisk, og tit er fiskene både forsigtige og træge. Ofte så vil man kunne finde fisk tæt inde under land, men de for årstiden så karakteristiske kølige vandtemperaturer og fiskenes deraf følgende nedsatte stofskifte gør, at deres fødeindtag er ganske minimalt, samt at fiskene i overvejende grad fokuserer på mindre fødeemner. Dette har selvfølgelig betydning for, hvordan vi fluefiskere mest effektivt griber fiskeriet an.
Små havørredfluer er ofte sagen på vinterkysten
På visse dage er det især små og relativt letfordøjelige fødeemner såsom tanglopper, tanglus og mysis fiskene fouragerer på. Her er det selvfølgelig oplagt at fiske med små imitationsfluer. På andre dage – og da især, når temperaturerne for alvor er i frit fald – vil man opleve, at fiskene stort set ikke tager føde til sig. På disse dage er en provokationsflue som regel, hvad der skal til for at fremtvinge en reaktion. Tit og ofte kan det dog være svært at spore sig ind på, hvilken type fluer der lige på dagen kan gøre en forskel, og på de allerkøligste dage, hvor man i forvejen kæmper en ulige kamp for at holde liv i fingrene, er man sjældent særligt motiveret for at skifte flue i tide og utide.
En løsning er at fiske med en flue, som dækker begge spektrer af fiskenes vinterlige hugadfærd – altså en flue som både er minutiøs og provokerende. Her er Den Lille Provokatør et godt bud. Med sin minimale fylde og indiskrete fremtoning er den en god allround flue, når vinterens stimer af trækkende blankfisk skal lokaliseres.
En fed allroundflue til havørred i al slags vintervejr på kysten
Den Lille Provokatør egner sig til fiskeri i et hvilket som helst vejr lunefulde Kong Vinter end måtte have i sinde at fremmane. Og grundet den vægt, som kuglekædeøjnene og epoxykroppen til sammen udgør, har fluen en væsentlig fordel sammenlignet med andre vinterfluer af sammenlignelig størrelse. Fiskenes nedsatte stofskifte og aktivitetsniveau gør, at en flue ofte skal fiskes yderst langsommeligt hjem, for at havørreden rent faktisk hugger.
En langsom hjemtagning giver desværre fisken mulighed for at inspicere fluen nøje, inden den hugger. Derudover medfører en langsom indtrækning samtidig, at mange fluer ser mere døde end levende ud i vandet. I kraft af sin tunge krop kan Den Lille Provokatør fiskes ganske langsomt hjem i små nøk, så den får en let jiggende og yderst livlig gang i vandet. Og selvom vinterens kuldskære havørreder kan være særdeles vanskelige, er dette som regel for stor en fristelse at modstå.
Sådan binder du Den Lille Provokatør
Selve bindingen af Den Lille Provokatør foregår i to seancer. Først bindes selve fluen. Sidenhen overtrækkes kroppen med epoxylim. Halen – der består af pink Polar Aire og et lille bundt Angel Hair i farven Polar Ice bindes ind som det allerførste. Et pinkfarvet hanehackle tørnes umiddelbart foran halen og herefter bindes et par kuglekædeøje ind nogenlunde midt på krogskaftet – og gerne på krogens underside. Herefter dubbes tråden med pink Polar Aire dubbing, og kroppen taperes fremefter mod krogøjet, hvor fluen whipfinishes. Som afslutning blandes en smule pearl Twinkle Dust op i lidt Epoxylim, og dubbingkroppen overtrækkes nu med en glansfuld og gennemskinnelig hinde af lim – en beskyttende fernis, der gør, at fluen tåler rigeligt af de øretæver, som den indbyder til.
Materialer til Den Lille Provokatør
Krog: Gamakatsu F314 #8-12
Bindetråd: Fluo Pink
Hale: Pink Polar Aire og Angel Hair i farven Polar Ice.
Hackle: Pink hanehackle.
Krop: Pink Polar Aire dubbing overtrukket med Epoxylim iblandet pearl Twinkle Dust.
Øjne: Kuglekædeøjne
Selvom der også kan lure en stor, blank overspringer ved kysterne i vintermånederne er fiskeriet ofte præget af mindre blankfisk. Her er det en ilter fisk lige omkring målet, der har ladet sig provokere til hug.
