På visse dage guffer ørreder og stallinger nymfer lige under overfladen. Fiskene er hugvillige, men under disse forhold kan det både være svært at placere fluen i hugfeltet, samt vanskeligt at se fisken hugge. Her får du en løsning på begge dele.
AF LARS CHR. BENTSEN, STUDIEFOTO: JENS BURSELL. FOTOS: GORDON P. HENRIKSEN OG JENS BURSELL
EN AF DE SVÆRE DISCIPLINER inden for nymfefiskeriet, er det overfladenære nymfefiskeri, hvor fiskene tager de nymfer, der stiger fra bunden for at klække lige inden de når overfladen. Den fouragerende ørred eller stalling kan være svær nok at opdage, idet de ofte kun afslører sig ved svage buler på overfladen. Er fisken først spottet, står man over for den svære opgave at afkode hvad fisken æder – ofte er disse fisk ganske selektive.
Et kig i luften eller i græsset kan afsløre hvilke døgnfluer, der klækker. Men finder man ingen døgnfluer, eller vårfluer for den sags skyld, må man forlade sig på sin viden om hvornår de forskellige insekter klækker. En nøjagtig imitation er dog sjældent nødvendig, men størrelsen er vigtig.
Når fluen er bundet på forfanget og placeret, så den driver frit ned mod fisken, kræver det sin fisker at opdage, hvornår fisken tager fluen. Ind i mellem afslører den sig ved en tydelig bule – andre gange må man forlade sig på en unaturlig bevægelse i forfanget. Alternativt kan man forsyne flueæsken med en lille flok suspender nymfer, en fluetype hvor fluen hænger lige under overfladen i en lille indikator.
Suspendernymfer har eksisteret i nogle år, og har været særligt udbredte i England, hvor de også er opfundet af Paul Proctor. Suspendernymfer er ikke et egentligt mønster, men en fluetype, der kan adapteres til snart sagt alle nymfer. Jeg bruger oftest Pheasant Tail eller Hare’s Ear i forskellige størrelser – typisk fra 12-16.

En dygtig nymfefisker forstår, at variere sit fiskeri efter situationen. Nogle gange skal der en indikator eller tungt belastet flue til. På andre dage er det måske en suspender nymfe,
der redder dagen.
Indbygget polygarn opdrift på suspendernymfen
Suspendernymfen har en indbygget opdrift – eller strikeindikator om man vil. En hvilken som helst nymfe kan bindes som suspender nymfe. Det eneste man skal gøre anderledes er at binde en lille tot polygarn i et stykke tyndt monofil (0,13 mm eller 0,15 mm) og derefter binde nymfen som ellers – blot huske at dele vingekassen/rygskjoldet i to omkring det lille monofilstykke. Suspender’eren kan i princippet laves så lang man ønsker den, men i praksis er 3-5 centimeter maksimum.
Fluen bør af åbenlyse årsager ikke belastes. Der er ikke noget revolutionerende ved fluetypen, men de er sjove at fiske med, og har den store fordel at de gør det svære, overfladenære nymfefiskeri visuelt. For at holde nymfen flydende bør polygarnstotten fedtes grundigt ind med fx Magic Dry fra Tiemco eller lignende produkt – en tyk, geleagtig tørfluegel, der holder længe og binder godt i polygarnet. Mangler man desperat den rigtige flue på fiskedagen, kan man, hvis man har forsynet fiskevesten med en lille rulle polygarn, hurtigt konvertere en hvilken som helst nymfe til en suspender.
Bind en lille tot polygarn i et stykke forfang, som med en blodknude bindes fast rundt om krogen lige bag fluens hoved Fordelen ved suspenderen frem or at fiske med strikeindikator er, at man i langt højere grad fikserer hvilken dybde fluen fisker i, hvilket er sværere med en strikeindikator. Ydermere er det langt hurtigere at binde fluen på, når den sidder klar med suspenderen i boksen. Den lille garntot yder ikke meget luftmodstand, og dermed kan fluen kastes med et almindeligt tørflueforfang, hvilket kan være en udfordring, hvis der ud over flue også sidder en stor strikeindikator.
Suspendernymfer af Pheasant Tail og Hare’s Ear
Fisker du i nogle af de fine, danske vandløb med gode insektklækninger, så bør du gøre dig selv den tjeneste at binde nogle stykker – der skal ikke mange til. Pheasant Tail og Hare’s Ear i str. 12-16 er nok til at man kan klare langt de fleste situationer, og det er et virkelig underholdende fiskeri. Ind i mellem kan man vantro stirre på overfladen, hvor den lille garntot pludselig forsvandt uden fisken overhovedet afslørede sig.

Især i klare vande kan fiskene blive meget fokuseret på bestemte fødetyper. Er dette fødeemne nymfer der driver lige under vandoverfladen kan en suspender nymfe være sagen.