okt 1, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, MALLE, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri, Video
I løbet af sommeren 2023 havde Jens Bursell og hans kammerat Søren Beck to ture til Rhinen med ét formål – at fange maller på sightfiskeri med Livescope fra flydering. En koldfront gjorde ikke fiskeriet let, men da temperaturen steg simultant med vandet, kom fiskene på finnerne. Følg med til Rhinen, hvor der efterhånden er ved at være en rigtig god bestand af flotte fisk – med maller helt op til over 100 kilo. På den næstsidste dag spotter Jens en kæmpemalle – og fisker til den adskillige gange i over 20 minutter, inden den til sidst lader sig lokke af en 15 cm Cannibal Shad serveret lige foran snuden på den. Følg med til floden, hvor alt kan ske – og få hele historien om hvordan Jens til sidst får monsterhugget og efter en lang, brutal fight for anden gang inden for et år lander den største ferskvandsfisk nogensinde taget på spin af en dansker. Denne gang en stormalle på 243 centimeter og 90 kilo+. Undervejs får du en masse inspiration og fede tips, der kan bruges til mange forskellige former for flyderingsfiskeri.
Se videoen på Fisk & Fris Youtube her. Husk at du kan abonnere gratis.
aug 15, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– For nylig trængte jeg til at få lidt frisk luft og havde lovet nogle venner nogle nye personlige rekorder på sandart, fortæller Rasmus Christensen. – Et par telefon opkald senere var de begge klar, og jeg planlagde turen til weekenden efter. Min kammerat Emil kom fra det jyske til mig, og vi kørte torsdag aften, da vi troede, at det ville være nattefiskeriet, som ville spille. Vi tog dog fejl, og fandt næsten kun inaktive fisk i nattens mørke. Alle de mørke timer brugte vi dog på at forberede os til solopgang. Hvor stod fiskene, hvor dybt var de og var de aktive? Da der begyndte at komme lidt lys, var vi klar, og det samme blev fiskene heldigvis. Vi fik hurtigt 10 gedder og 10-12 sandarter i båden med nogle fine fisk imellem. Sandarterne var op til 7 kg, og de største gedder var på 117 og 120cm, så det spillede maksimalt.
– Herefter tog vi til vores hytte og sov tre timer, inden vores sidste ven – Marcus – stødte til os: Og han var mere end klar til at – forhåbentligt – at finde sin nye PR-sandart. Jeg starter altid turene for mine venner med, at der er mig der fisker, for lige at få en fornemmelse for, hvor meget fiskene svømmer, hvordan de skal fiskes og hvilken agn skal bruges i den givne situation. Efter et par forsøg plejer jeg at være klar, og kan derefter bedst muligt guide mine venner til store fisk.
– Jeg knækkede koden på den tredje fisk, som jeg fiskede på, og derefter fik drengene lov at slå sig løs. De var svære men jeg fandt nogle sandarter, som jeg vidste ville hugge: Nogle 3-5 kilos fisk kom i båden efterfulgt af to på 91cm og 7,1 samt 7,5kg. Jeg fornemmede dog, at der var mere potentiale. Emil fik stangen, og jeg gjorde ham opmærksom på, at den her fisk på Livescopet var rigtig god, så det var nu, at han skulle fokusere. Fisken kom rigtigt langsomt, men på den helt rigtige måde. Og efter at have fulgt efter et par meter faldt hugget: Westins W6 Vertical fleksede helt i bund, hvorefter en tung, tung fight startede. Det endte med, at han kunne lande en 95,5cm sandart på hele 9,8kg – hvilket er en temmelig stor sandart taget i betragtning af, at den er fanget om sommeren, hvor fiskene vejer mindre. Den havde dog en kondi, som vi slet ikke finder mange steder på denne årstid. Emil var lykkelig, og ny stod Marcus for skud.
– Fiskene blev træge og var svære at få i tale, men efter et par timer og et par fisk, hvor skipper måtte vise, hvordan det skulle gøres – fik han hugget, og igen kom en tung grov sandart i nettet. Den var 92cm og 8,2 kilo, hvilket var ny PR til Marcus. Alt i alt en helt perfekt afslutning på en hyggelig weekend med god mad, alt for lidt søvn og godt med store fisk. Hvad mere kan man ønske sig? Alle fisk blev taget på Westins softbait Twinteez.
Læs mere om hvordan Rasmus Christen og hans far fisker med Livescope i videoerne på Fisk & Fris Youtube her:
jun 28, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
Forleden var jeg et smut ude for at lufte LiveScopet og min Float Plus flydering i Nordvestsjællands Fiskepark. Planen var egentlig bare at komme op på dupperne og træne navigation samt ”prik-skydning” til min næste tur i sommerferien, hvor jeg sammen med min kammerat Søren Beck drager sydpå med flyderingen efter maller på de store europæiske floder.
Fiskeriet var lidt trægt til at starte med – og de første par timer om morgenen, var det nærmest umuligt at komme ordentligt i position til en vertikal præsentation med Zeck-lod og orm. Lidt op ad formiddagen begyndte det dog at løsne op, og det var som om, at fiskene var mere og mere på finnerne i frivandet. Og inden længe lykkedes det da også at få præsenteret ormene med et par fiskestykker perfekt 15 centimeter under munden på en fisk – der som det oftest er tilfældet – viste sig at være en smuk beluga. Efter et par korte, hårde udløb, røg den fuldstændig fri af vandet på 10 meter line, så selv halen var en halv meter over vandet. Og så stod den ellers på en gang vandski, indtil jeg kunne lande, afkroge og genudsætte en smuk fisk i omegnen af 45 kilo.
Og sådan blev det ved. Det var som om, at der startede en hugperiode, og de næste to fisk kom lynhurtigt efter hinanden – den ene var samme størrelse, den næste lidt mindre. Oven på de tre fisk var det tid til en pause i skyggen, da man hurtigt bliver pænt stegt i flyderingen.
Vel ude med fornyet energi spottede jeg efter noget tid en virkelig flot fisk, der med sine cirka 2,5 meter på skærmen godt kunne være den nye store beluga på 133 kilo, men det lykkedes desværre ikke at få den til at hugge, selvom jeg egentlig fik lavet en OK vertikalpræsentation – synes jeg selv. Som trøstepræmie fik jeg dog et gedigent hug en halv times tid efter, der viste sig at være en super hårdtfightende og überstærk fisk på et sted i omegnen af 55-60 kilo´ish.
Resten af dagen stod på træning i sight-spin med forskellige mallejigs, og i mit stille sind håbede jeg, at en af de større belugaer ville lade sig friste af den. Det det blev dog ikke til nogle hug denne gang. Min første spinnefangede beluga må jeg derfor have til gode, og i stedet glæder jeg mig nu til en god lange malleferie, mens fiskogfri.dk er lukket i juli.
Se beluga på cirka 40 kilo hugge på Garmin Livescope her:
PS: Bådfiskeri i landets størsøerne – fx Nordvestsjællands Fiskepark – kræver altid specialtilladelse fra ejerne, og det kan normalt kun lade sig gøre på hverdage, hvor stort set ikke er andre, der fisker fra land.
Fiskeri efter fx stør og maller fra flydering er det vildeste adrenalinkick. Har du lyst til selv at prøve – så tjek disse videoer på Fisk & Fris YouTube:
Jens Bursell fanger Danmarks største hvide stør i Blue Rock
Sightfishing efter maller – glimt fra Spanien
Bellyboat beluga på dansk
Vi ses derude – Jens Bursell
jun 20, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Fiskeri efter søørred, Hav – kutter og småbåd, Predatorfiskeri, SØØRRED, Spinnefiskeri
Vänern: Albin Martinsson har på prikfiskeri med LiveScope og spinnestang over foråret og forsommeren taget en række storfisk som denne.
Blot 4-5 timers kørsel fra Danmark kan du opleve det vildeste fiskeri efter pelagisk søørred – og det er ikke kun trolling, det drejer sig om. Svenske Albin Martinsson har i år for alvor knækket koden til, hvordan man med Livescope og prikfiskeri kan opleve det sindsygeste adrenalin-kick på spinnegrejet.
AF JENS BURSELL
FORESTIL DIG at fange søørred på 7-8 kilo på sightfiskeri med kastegrej i overfladen… Vi kan allerede nu advare om, at det ikke er for sarte sjæle. Men – det kan lade sig gøre – og det er også et fiskeri, som med træning og ihærdighed, vil kunne give et stabilt afkast i form af seriøse hug fra drømmefisk, der får det til at knirke helt ned i bundduppen.
– Siden starten af foråret er jeg gået all ind på prikfiskeri med LiveScope og spinnegrej på Vänern, fortæller Albin, der bor lidt nord for Göteborg. – Jeg har gået og tænkt på idéen i flere år, men det var egentligt først sidste efterår, at der for alvor kom gang i sagerne. Vi var ude for at fiske efter gedder, men spottede pludselig noget, vi var sikre på ikke var gedder. Da vi var ude efter gedder, gjorde vi ikke noget ved det, men da vi på et tidspunkt havde fanget mere end rigeligt af gedderne – og så flere fiske vi mistænkte var ørred, besluttede vi os for at prøve at gå målrettet efter de store ørred. Og det kom vi ikke til at fortryde, for efter kort tid havde vi landet syv flotte søørred på spinnegrejet.
– Med så vild en succes i første forsøg var der ikke langt til tanken om, at det var noget fiskeri, der ikke blot skulle prøves igen; det skulle også rendyrkes og fintunes. En måned efter var jeg ude igen, men desværre uden at spotte så meget som én eneste fisk, de steder hvor jeg søgte på lidt lavere vand. Til sidst fandt jeg dog ørrederne pelagisk ude over 20-40 meter vand, og inden længe havde jeg fanget en ørred og nogle laks. Og herfra gik det slag i slag med at forbedre teknikken med fx de bedste agn – og så videre.

Albin Martinssons yndlingsagn til fiskeriet ved overfladen er kystwobleren Vicke Slim i 18 gram og farven storspigg.
Afsøgning efter ørred med perspective mode
– Det mest effektive for mig har været at køre med LVS 34 i forward mode på den ene skræm – og LVS 62 i perspective mode på den anden. Sidstnævnte bruger jeg til en super effektiv afsøgning og førstnævnte anvender jeg mest til at ramme fisken helt perfekt, når de står lidt dybere – fx 8-10 meter. Langt de fleste fisk står i nærheden af byttefisk – typisk smelt – og ofte helt oppe i overfladen. De er derfor reelt set næsten kun mulige at spotte med LiveScopet i perspective mode. 90 % af de store ørred vi ser, står helt oppe i overfladen 30-50 cm var vandspejlet, og ofte har vi følgere med hele vejen ind til båden.
– Transducerne er monteret på min Garmin Force el-motor, hvilket gør det lettere at komme i den rette position, når fiskene er spottet. Ofte svømmer de nemlig med et cruisespeed på 2 knob, så hvis man ikke sejler med hele tiden, mens man gør klar til at kaste, er det svært at præsentere agnen rigtigt. Med LVS 62 indstillet til at skyde 60 meter frem kan jeg stadig se fisk, der står helt ned til 20 meters dybde, så det giver en virkelig effektiv afsøgning på den her måde. Netop i tilfælde som dette, er LVS 34 dog også vigtig, for det er kun på større afstand, at man i perspective mode kan se fisk i denne dybde. Transduceren skyder jo næsten vandret, så når man kommer tættere på, vil en fisk på fx 20 meters dybde stå under keglen, så man ikke kan se den.
Her kan du se, hvordan det ser ud med en flok ørred i perspective mode (midt for) på Garmins LivceScope. Nederst til højre ses byttefisk.
Aktivt jagende ørreder i frivandet
– Ørrederne bevæger sig meget mere end fx sandart og gedde – og det er derfor ikke i samme grad nødvendigt at præsentere agnen direkte foran snuden på dem. Men – det er stadig vigtigt at have fuldstændig styr på, hvad man laver. Selvom fiskene sagtens kan angribe agnen fra lidt større afstand – fx 5-6 meter, er det primært i én vinkel – og det er forfra. Det betyder, at når du har spottet en ørred i overfladen, så skal du kaste foran deres bevægelsesretning, så den ser agnen foran sig. Kaster man bag fiskens bevægelsesretning, udløser det normalt ikke et hug.
– Helt ude på fx 50-60 meters afstand fra båden kan man ikke se forskel på arten, men her er det deres adfærd, som giver et rigtig godt hint om, hvad man ser. For det første bevæger ørrederne sig mere, og spotter jeg fisk, som står stille samt ikke reagerer på agnen – enten ved at følge eller hugge, så er det normalt en gedde. Fisk, der står stille, er dog normalt gedder, så hvis jeg mistænker dette, kaster jeg slet ikke til dem. Herved undgår jeg, at de skærer ørredforfanget af fluorocarbon over og svømmer rundt med en wobler i munden.
– Ørrederne går næsten altid i flokke med et par stykker – eller i en mindre gruppe på 3-5 fisk, mens de større pelagiske gedder næsten altid står alene. Så normalt kaster jeg kun til grupper af fisk, der bevæger sig. Det slår næsten aldrig fejl. Sådan er det i hvert fald forår og sommer. Hvordan det forholder sig efterår og vinter, ved jeg endnu ikke, da jeg ikke har prøvet det endnu. Laksene står ofte alene, og kommer man for tæt på, når man kaster, så hugger de sjældent. Er det laksene du går efter gælder det derfor om at kaste så tidligt som muligt – og langt.

Albin Martinsson i figthens sidste fase med en flot ørred fra Vänern.
Sådan kastes efter de plagiske ørreder
– Min erfaring er, at den optimale kastelængde er lidt kortere end med laksene, hvor det ofte er på 40-45 meters afstand kastet skal lægges. Til ørrederne er det normalt optimalt med kast på 25-30 meter. På denne lidt kortere afstand er det lettest at se, hvordan fiskene reagerer – og dermed få et clue om, hvordan jeg skal spinne ind og evt lave et spin-stop på det rette tidspunkt.
– Min yndlingsagn til fiskeriet ved overfladen er kystwobleren Vicke Slim i 18 gram i farven storspigg. Det er helt uden sammenligning denne, der har virket bedst. Jeg har dog altid 5-6 stænger rigget til med vidt forskellige agn, så jeg lynhurtigt kan kaste en ny og anderledes agn efter fisken, hvis den følger efter uden at hugge. Mine ekstrastænger inkluderer en stang med spinner og en fluestang. Blandt de andre agn jeg bruger kan nævnes Bite Booster til de fisk, der står lidt dybere – samt bladebaitet Livetarget Sonic i hvid. Jeg har også forsøgt med traditionelle kystblink, men de har ikke virket godt.

Albin Martinsson med en af sine mange flotte spinneørred fra Vänern.
Vänern – Solide søørreder og plads til alle
– Gennemsnitsstørrelsen på Vänerens søørreder er cirka fire kilo., men det kan variere meget. Sidste gang jeg var ude, fik jeg fik fire søørreder på spin, der alle var over seks kilo – og tre af dem var over syv kilo. Næsten alle ørrederne fanget med denne teknik vejer over tre kilo, men det kan naturligvis variere, slutter han.
Indtil videre har Albin primært fisket i den sydvestlige del af Vänern, men fiskene findes naturligvis i hele søen, der er Sveriges største. Vänern er 140 kilometer lang og 75 kilometer bred. I alt er der 5.648 kvadratkilometer vand, så der er plads til mange håbefulde lystfiskere.
Og mens vi har ja-hatten på: Hvis det kan lade sig gøre at fange storørred på prikspin i så stort et vand som svenske Vänern – er det nærliggende at tro, at noget lignende måske også kan lade sig gøre efter store sildeædere over dybt vand i fx Øresund eller ud for Stevns. Det kan kun gå for langsomt med at teste dette.

Albin Martinsson med endnu en kapital ørred taget på prik-spin på Vänern.
jun 10, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg har fisket fem dage i to store, svenske søer i Skåne og Småland – og trods blikstille forhold samt højsommervejr har fiskeriet været helt fantastisk. Sådan lyder det fra Søren Frederiksen. – På turens første stop fiskede jeg med min gode ven Jakob Nielsen det første døgns tid, hvorefter jeg fortsatte alene de følgende fire dage.
– Formålet var at kastefiske målrettet efter søens rovfisk ved hjælp af Garmins Livescope. Vi havde lidt betænkeligheder ved vejrudsigten med temperaturer op imod 30 grader og vindstille det meste af tiden, hvilket jo normalt ikke er befordrende for fiskeriet. Til alt held havde rovfiskene vist ikke hørt -vejrudsigten eller læst bogen om fiskevejr, for de var i den grad på finnerne.
– Da vi først havde knækket koden for søen, fandt vi fisk efter fisk helt oppe fra overfladen og 6-8 meter ned over 30-40 meter vand, og så var det ellers med at parkere båden rigtigt og placere agnen direkte over fisken. Flere gange huggede glubske sandart lige efter nedslaget og havde halefinnen helt ude af vandet i et kamikaze-angreb på den halvstore Westin-gummiagn. Så i fem dage i streg på to store og meget forskellige, svenske søer leverede Livescopet adgang til fisk, vi ellers aldrig ville have fundet. Resultatet var et rigtigt pænt antal sandart op til omkring 5 kg og nogen gode gedder op til 107cm som bonusfisk.
– Fælles for begge søer var at fiskene var i fantastisk kondition – og enten var helt slukkede eller helt Som et eksempel på den verden, som åbner sig med de moderne ekkolodsteknologier, kunne jeg en eftermiddag snige mig frem imod en rovfisk, der stod en meter under en stime små byttefisk. Mens jeg lagde an til parkering, så jeg fisken gå til lynangreb på stimen, som øjeblikkeligt splittedes til atomer. Gedden stod alene, sulten og frustreret tilbage og kastede sig naturligvis taknemmeligt over min softbait, som ramte overfladen få sekunder senere…

Sightfiskeri med Livescope er utrolig spændende – og en helt vild oplevelse når det hele klapper og hugget falder.
Elektronisk prikskydning er fascinerende og vanedannende
– Prikskydning efter søernes store rovfisk er i den grad fascinerende og vanedannende. Naturoplevelsen må lidt vige for fokus på plotterskærmen, men hvad gør det, når der er ”fisk i fjernsynet”? Og før man så lige konkluderer, at det er aaaaalt for nemt at fangesøernes rovfisk med den moderne teknologi, vil jeg lige beskrive de forhold, der skal gå op i en højere enhed, før der er flex på klingen: Først og fremmest skal fisken selvfølgelig findes. Det lyder så nemt, men man skal forestille sig at kigge fremad gennem et støvsugerrør under vandet og få øje på en relativt lille genstand (fisk) 30-40 meter foran båden. Herefter skal båden parkeres i sikker afstand og agnen serveres hysterisk nøjagtigt inden for 1 kvadratmeter, ca 20 meter fra båden alt imens både fisk og båd flytter på sig. Når det så lykkes, sigtes videre med ”støvsugerrøret” så fisk og agn ses på skærmen samtidig, og agnen fiskes lokkende lige over hovedet på den lurende gedde eller sandart. Endelig skal fisken selvfølgelig være i hugget og agnen falde i dens smag, før det hele går op i en højere enhed.
– Og det er faktisk ikke så let, som det lyder! Mange, mange kast forfejles, fisk skræmmes af båd eller agn eller vælger koldt at afvise den serverede gummiagn – men nårdet lykkes, er det den fedeste oplevelse i verden at have fundet og overlistet en af søens prægtige rovfisk. Fanger man så flere fisk på denne måde, sammenlignet med mere traditionelt søfiskeri med dørgede wobblere eller agnfisk? Sikkert ikke, men spændingsniveauet er et helt andet – og selv på de ture, hvor fiskene afviser alt, hvad man serverer, er der adrenalin for alle pengene. På den måde er der aldrig rigtig nulture mere, selvom det langt fra er hver gang, man belønnes med flex på klingen…
– Panoptix og senere Livescopet har derfor i høj grad ændret mit søfiskeri og givet mig så meget mere forståelse for fiskenes adfærd samt ikke mindst rigtig mange fine fisk på CV’et, slutter han.
Hvis du vil vide mere om elektronisk prikfiskeri, så tjek disse fire videoer på Fisk & Fris Youtube:
Sightspin efter søernes rovfisk
Vertikalt efter gedde og sandart
Prikfiskeri med Rasmus Christensen – foredrag del 1 af 3
Prikfiskeri med Rasmus Christensen – foredrag del 2 af 3
Prikfiskeri med Rasmus Christensen – foredrag del 3 af 3

Prikfiskeri efter søerens rovfisk er super spændende – og det bliver ikke dårligere, når en fisk som denne sandart hugger. Her Jakob Nielsen med en fin fisk.
maj 8, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
Rasmus Christensen og hans far Casper har de seneste par år fanget opsigtsvækkende mange store sandart – og deres seneste fangst er nok – uden sammenligning – den mest sensationelle fangst af sandart nogensinde gjort i Europa.
– Foråret er i gang, og efter jeg brugte hele februar, marts, april og maj sidste år på at rejse Europe rundt for at finde store fisk skulle frugten af det store arbejde nu for alvor høstes her i år. Ikke mange ture er det blevet til i forhold til sidste år, men de er lagt rigtigt tidsmæssigt og med stor fokus på detaljerne.
– For en uges tid siden gik det nordpå, og vi havde blot én uge, inden vi skulle hjem til Danmark igen. De første fire dage var vejret elendigt, og vi fiskede en smule i nogle meget små søer for at få tiden til at gå. Men så kom vejrskiftet, og vi kunne fiske den sø, som vi havde glædet os til. Vi forventede helt klart store fisk, men at vi skulle ramme den perfekte dag, hvor de var allerstørst på året samtidig med – at vi fangede fange 18 sandarter over 10kg allerede den første dag, gjorde os målløse.
– Vi kunne ikke forstå, hvor alle de store fisk kom fra, men de var der. Og der var mange. På turen brugte vi vores Garmin LVS62 transducer sat i perspective mode til at finde fiskene, og wow et sindsyg effektivt søgeværktøj. Men så skulle fiskene jo også lige lokkes til at hugge, og det er jo det, som er det svære. Vi ramte dog hurtigt teknikken og kørte på: Efter 22 timers fiskeri fordelt på tre dage havde vi i fællesskab landet 38 sandarter over 10 kg. Et tal som var fuldstændig overvældende for os. Vi anede ikke hvad vi skulle gøre af os selv, for vi havde faktisk fået nok, og var glade for det vi havde opnået. For at være helt præcis mere end rigeligt mættede. Vi stoppede derfor fiskeriet, for at give fiskene fred.
– Armene var trætte, Westins W6 Vertical XH havde været flexet i bund tre dage i streg – og mine Twinteez softbaits var tygget godt i stykker. Vi var overlykkelige og hjemturen fra Finland har aldrig føltes kortere. Vi har jagtet det her fiskeri i over 10 år med 80-100 ture om året i de år, hvor vi fiskede mindst. Mange 1000 timer er blevet brugt i lærebogen på hvor og hvordan de her kæmpefisk skal fanges, og de første mange år var succeskriteriet bare at fange sandart – og efterfølgende at fange fisk over 5kg. Vi fik den første 10+ i 2020, en fisk som gav et smil på læben i et helt år frem. Men nu er barren rykket igen og måske sat så højt, at vores fokus skal skiftes lidt de næste par år.
– Fisken, som du ser på billedet vejer 13,8kg og er “kun” den tredjestørste fisk på turen, så glæd jer til de kommende dage, hvor et par endnu vildere fisk vil blive publiceret på fiskogfri.dk.
dec 5, 2022 | Nyheder
– Forleden så jeg så en mulighed for at tage på vandet efter arbejde, så det var bare om at komme hjem og få pakket bilen, skriver Alexander lichtenberg til Fisk & Fri. – Efter en lille halv time var jeg på vandet, og transducerne stod som de skulle: Nu gjaldt det bare om at fiske igennem, inden det blev for sent.
– Min mavefornemmelse fortalte mig, at jeg skulle afsøge områderne nær skrænterne, da der var proppet med byttefisk. En halvanden time inde i turen havde det lykkedes mig at lande et par gedder, men så spottede jeg en bedre fisk nede på 10 meter vand på min Garmin LiveScope. Fisken jagede aktivt de stimer, der stod blot 8 meter under båden. Det lykkedes mig at få præsenteret jiggen lige foran snuden på den. Et par hurtige nøk med stangen og en pause, var det, der skulle til, for at få overtalt fisken.
– Jeg havde desværre glemt min vægt og et ordentligt kamerastativ, så jeg måtte nøjes med at bruge min iPhones selfie-funktion og min pandelampe som studielys. Mit målebånd lå heldigvis i tasken og jeg kunne være tilfreds med at vide, at fisken var 88cm lang. Fisken huggede på en Westin Twinteez 15cm i farven smelt.
Du kan se masser af videoer om, hvordan man bruger et LiveScope på Fisk & Fris Youtube.
dec 3, 2022 | Artikler, Betalt samarbejde, Predatorfiskeri, SANDART, Sandart - spin, dørg og vertikalfiskeri, Video
I den sidste del 3 af videoerne fra Rasmus Christensens interessante og lærerige fordrag om prikfiskeri med Livscope efter søernes store rovfisk, er der fokus på alle detaljerne omkring det praktiske fiskeri. I denne sidste del er det især de praktiske aspekter omkring vertikal – og spinnefiskeri, der gåes i dybden med. Undervejs er der spørgsmål fra tilskuerne, som bliver besvaret – og også her er der tale om guldkorn, som mange vil kunne lære en del af.
Se filmen på Fisk & Fris YouTube, hvor du kan abonnere gratis.
Du kan også se del 1 her og del 2 her
dec 1, 2022 | Artikler, Betalt samarbejde, Medefiskeri, Predatorfiskeri, STØR, Størfiskeri, Video
I november 2022 overlistede Jens Bursell Danmarks største stør i Blue Rock på vertikalfiskeri med LiveScope fra flydering. I denne video får du hugget, fighten samt det fantastiske syn af den enorme hvide stør, der leverede et brag af en fight, hvor den var halvvejs fri af vandet to gange, så det hele gyngede i flyderingen. Forestil dig hvordan det føles at sightfiske og kroge en fisk i 90-95 kilos klassen på blot 6 meter line med et bremsetryk på over ti kilo, mens du sidder lige over den i en flydering. Det er ikke bare vildt – det er helt sindssygt! I videoen for du udover akut fiskefeber og galopperende fiskeglæde, også en stribe LiveScope screenfilms af forskellige fisk, takes – eller mangel på samme – og sjove iagttagelser, der kan være til nytte for dit eget fremtidnge sightfiskeri efter søernes giganter.
Samme fisk som fanges i videoen er tidligere landet med en topvægt på 97 kilo som officiel Danmarksrekord af Bo Kaul i 2019. Camillo, som fisken hedder, var da den denne gang blev fanget vertikalt sandsynligvis lidt under denne vægt – og blev ikke vejet.
Se filmen på Fisk & Fris YouTube, hvor du kan abonnere gratis, her.