maj 29, 2023 | Nyheder
– Min kammerat og jeg var taget på fisketur i vaders forleden, fortæller Frederik de Teilmann. – Vi var taget ud til den østvendte sjællandske kyst i håb om en havørred mellem de mange hornfisk. Allerede få kast efter ankomst melder de første hornfisk sig på pladsen, men efter en halv times fiskeri med en 18 grams Westin Sandy Inline i farven “yellow ayu” bliver agnen slugt hård og kontant, af noget der IKKE føles som en hornfisk.
– Kort efter får jeg et kraftigt udløb, og en kæmpe havørred springer fri af vandet. En god lang fight senere efter en masse tunge udløb, kan jeg håndlande fisken, da nettet jo – sjovt nok – i sådan en situation næsten altid befinder sig i bilen. Men – det lykkedes, og ind kom min nye tromle tykke PR-havørred på 63 cm. Knæk og bræk derude!
maj 23, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Ovenpå lørdagens fine fiskeri besluttede jeg at tage afsted igen søndag morgen, skriver Kasper Weidick Iversen fra Team Sportex til Fisk & Fri. – Dagen startede ud som en tro kopi af dagen før med fladt vand og mange ringende hornfisk. Men ørrederne var der også, og de reagerede hårdt på wobleren. Hurtigt havde jeg fået en håndfuld tykke ørreder, og turen gik videre til næste plads, hvor Tiboron’en igen komme på arbejde!
– Ligesom dagen før fandt jeg fiskene tæt ved land, men denne dag fulgte de ikke efter. De tog den hårdt og kontant. Bedst som jeg havde lavet et ægte langdistance kast, nåede jeg kun tre omgange på hjulet, før hugget kom. Wobleren blev brutalt stoppet, og jeg gav modhugget resolut. Fisken gik direkte i overfladen. Store headshakes efterfulgt af en spurt mod det dybere vand afslørede, at der var tale om en rigtig fin fisk! Havørreden gik tungt, og jeg fulgte den ud på dybere vand for at undgå sten og muslinger. Denne gang var jeg bevæbnet med et net, men da jeg forsøgte at lande fisken første gang knækkede håndtaget af, og fisken forsatte i et spring ud af nettet igen.
– Anden gang gik det noget bedre. Jeg fik fat i halen og halvt skubbet den ind over nettet, hvorefter jeg sikkert kunne nette fisken. Jeg kunne dermed endnu en gang stå og nyde synet af en fantastisk sølv skinnede fisk, og denne gang på 67cm. Lige som dagen før besluttede jeg, at det var en perfekt ende på fisketuren. Grejet jeg benyttede var en sportex Tiboron RS-3 Seatrout 9′ 6-31g, Climax MiG8 braid, og Climax Max Fluorocarbon i 0,45, slutter han.
Husk at der er masser af fede kystartikler i artikelarkivet på fiskogfri.dk her.

67 cm var den flotte havørred, som Kasper Weidick Iversen fra Team Sportex fangede.
maj 22, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– I lørdags stod den igen på tur til fjorden, fortæller Kasper Weidick Iversen fra Team Sportex. – Med min Sportex Tiboron RS-3 Seatrout 9 fod 6-31g i hånden stod jeg klar, da solens første stråler brød horisonten. Fjorden var flad med undtagelse af hornfisk der legede i overfladen. Efter to lange kast rejste den første bølge sig. Farten blev sat op, og med et kontant spinstop kom hugget. En smuk fjordørred i slut 40´erne begyndte at piske rundt i overfladen. Efter en kort fight kunne fisken hurtigt afkroges i vandkanten.
– Efter en halv times fiskeri havde jeg haft fem gode ørreder i hånden. I håbet om en bedre fisk, valgte jeg at besøge en ny plads med lidt bedre strømforhold. Efter at have fisket et godt stykke vand af, med lidt for mange hornfisk, viste en ørred sig på det lave vand. Tiboron’en leverede et hurtigt og præcist kast. Fisken skød ud i en bølge, og smaskede på wobleren. Hurtigt havde jeg fået fire gode ørreder i hånden, hvoraf den sidste skulle vise sig at være af en helt særlig kaliber.
– I et kast ind langs vandkanten startede en stor bølge. Fisken blev ved med at følge, så farten blev sat op. Fisken reagerede og forsøgte at tage blinket, men den missede krogen. Så tog jeg tre hurtige omdrejninger på hjulet, og fisken forsøgte igen uden held. Tre meter fra stangtoppen stoppede jeg wobleren promte, og i samme sekund forsvandt den ned i fiskens mund. Med et hurtigt slag med stangen blev krogen sat.
– Fisken gik amok i det lave vand, sprang fri af vandet og forsatte i et langt udløb mod dybere vand. Bremsen skreg og stangen bøjede fuldstændig sammen. Fisken var utrættelig, og blev ved med fare op og ned af kysten over muslinger og sten. Men min Climax MiG8 braid og Max Fluorocarbon forfang viste sin slidbarhed og styrke. Til sidst i figthen blev jeg nødsaget til at bakke fisken ind på det helt lave vand, hvor jeg sikkert kunne få fat i halen på den. Med fuld knald på solen kunne jeg sidde og nyde synet af den flotte sølvskinnende 71cm majspringer, som blev hjemtaget. Turen gik herefter hjemad, men hen af mod aftenen kunne jeg ikke lade være med at tage i fjorden igen, og i solnedgangen blev det til endnu fem flotte fjordørreder i slutningen af fyrrerne, slutter han.
Husk at du kan læse massevis af spændede artikler om kystfiskeri på fiskogfri.dk i artikelarkivet her.

Her genudsætter Kasper Weidick Iversen sin flotte 71 cm lange fjordørred.
maj 16, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg havde knap nok fået min nye Sportex Tiboron RS-3 Seatrout i hånden, før den blev sat på sin første prøve, fortæller Kasper Weidick Iversen fra Team Sportex. – Weekendens solskinsvejr gjorde det svært at beherske fisketrangen, så afsted gik det til fjorden. Jeg havde i dagens anledning valgt at fiske vandet lidt anderledes, end jeg normalt gør, og derfor havde jeg medbragt min flydering.
– Fjorden var flad, og solen havde allerede varmet det kystnære vand op, da jeg søsatte flyderingen. Efter en kort sejltur kom det første hårde hug. Stangen flexede, og fisken var en rigtig fighter i strømmen. Den flotte målsfisk fik hurtigt sin frihed, og jagten forsatte. Tiboron’en viste snart sine egenskaber med en hurtig action, en utrolig følsomhed og en egenvægt på kun 141gram, der gør, at man kan fiske en hel uge uden at få ondt i skulderen! Ind imellem hære af hornfisk fandt jeg jævnligt nogle flotte ørreder, og specielt én af dem skulle vise sig at være ekstra god. Hugget kom over en dyb rende, og wobleren blev stoppet prompte. Fisken tog et godt udløb og sluttede i et flot spring. Dens smukke, blanke side skinnede i solen, og pulsen steg. Fighten med de mindre målsfisk havde været sjovt, men stangen fik for alvor lov at arbejde med denne fine fisk. Efter noget tid kunne den tykke havørred landes sikkert og beundres.
Min Tiboron RS-3 9′ på 6-31g var i øvrigt rigget op med MiG8 Braid og Max Fluorocarbon fra Climax.
maj 16, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred, Spinnefiskeri
Kim Nørgaard Kruse med en af turens mange flotte ørreder fra Öland.
Svenske Öland er årsag til mange fantastiske fiskehistorier og minder for ivrige havørredjægere – og nu også for kystfiskeren Kim Kruse, som netop har været på øen med det unikke kystfiskeri.
AF KIM NØRGAARD KRUSE
VI VAR SYV FRA TEAM 60LURES, der var taget fire dage til Öland, og vi delte os fra starten af op i mindre hold i hver vores biler. Thomas Graversen og jeg var ét hold. Öland ramte vi torsdag omkring kl.12. Her forsøgte vi lynhurtigt at finde en plads tæt på broen og tæt på sommerhuset, som vi først fik nøglen til kl.16, og derfor havde nogle timer vi skulle slå ihjel med lidt fiskeri:
Thomas og jeg finder et lækkert stykke kyst og aftaler at jeg går til Venstre og han til højre og så ringer vi til hinanden hvis man finder fiskene. Jeg finder ret hurtigt lidt hornfisk og nyder ellers, at jeg endelig er kommet afsted på en tur, jeg har set frem til i flere måneder.

Der var masser af flex på klingen, da Kim Nørgaard Kruse og Thomas Graversen var på Öland.
En god start på havørredfiskeriet
Mens jeg er ved at afkroge en hornfisk i vandet ringer min telefon, og det er Thomas. Han har haft en følger samt små nap, og han siger, at jeg skal komme over til ham. Inden jeg er nået derover kan jeg se på hans stang, at han har fisk på, og bum, kun en lille time skulle vi bruge på Öland, før Thomas har turens første havørred i nettet, og så går det ellers stærkt. Vi har ramt en stime af fisk mellem 40 og 50 cm, og på en times tid napper vi fire hver. En god start tænker vi!
Om aftenen, efter vi er kommet på plads i sommerhuset og har fået lidt aftensmad, tager vi ud igen, men uden held. Næste morgen kører vi ud til nogle pynter fra start, men da de første to pynter ikke har givet fisk, bliver vi enige om at ændre strategi og gøre som dagen før. Vi bruger derfor Googlemaps og diverse hjemmesider til at analysere et stort rev, hvor vi kan se strømfyldt vand løbe ind mod land. Det er en vildt smuk plads med perfekte forhold for havørredens ynglingsfødeemner.
Vi har dog lidt svært ved at finde fiskene på pladsen, og bedst som vi står og snakker om, at vi skal vende om, får Thomas et godt hug fra en fisk på omkring de 60 centimeter, som ruller i overfladen og spytter krogen ud. Pis os… den røg, men fedt vi fandt fisk. Inden jeg er nået over til Thomas kroger han endnu en fisk og netter en flot 50’er. Mens Thomas får afkroget fisken, tager jeg et kast i samme retning og helt ude i kastet får jeg et tungt hug – og så begynder bremsen ellers at hvine.

Netop denne farve – white tobis – på Slinky Trout gav gutterne en del fine fisk, men der blev også landet rigtig mange fisk på Stikpillen.
En tung havørredfight
De næste 5-6 minutter fighter jeg en tung fisk, som efter flere gode udløb og tunge hobederyst, viser sig at være en gudesmuk havørred på 63 centimeter og 2,9 kilo med en voldsom flot konditionsfaktor! Efter dette har vi fortsat godt fiskeri og får hver et par ørreder mere mellem 45 og 55 centimeter – alle i super god stand.
Et par timer senere er vi igen ved at forlade pladsen. da vi fisker stille og roligt tilbage mod bilen. Jeg har lige mistet min Stikpillen på 16 gram i Green Tobis, som jeg havde fået de fleste fisk på indtil videre. Jeg skifter derfor til SlinkyTrout i Grøn/hvid, og ikke mange kast senere siger det BANG igen, og efter endnu en god fight netter jeg en god fisk på 61 centimeter og 2 kilo rent. Sikken en start på andendagen.
Ny plads – nye havørreder
Vi tager tilbage til sommerhuset, spiser frokost og får en lille lur, inden vi om aftenen igen kører ud til en ny plads. Her får Thomas en målsfisk, og dagen slutter med tre fisk til hver, hvilket giver en meget fair fordeling, og det står nu 7-7 efter to dages fiskeri. Vi aftaler, at vi næste morgen på tredjedagen skal køre ud til den plads, hvor jeg fik de to over 60. Da vi kommer derud er vandstanden en helt anden, og vi kan knapt nok kende pladsen. Vi kæmper derfor lidt med at finde de 100 meter, hvor vi havde fået fisk dagen før. Alligevel får jeg en lidt slank fisk omkring de 50 lidt længere henne af strækket. Da vi ikke mærker mere, og vandstanden er faldende, kan vi bedre kende kysten igen og straks da vi finder hotspottet, er der bud efter Stikpillen i grøn igen. Thomas får en smælder fed fisk på 52 cm. Stærkt! Jeg misser efterfølgende et par fisk, men heldigvis får vi begge også et par stykker mere, og da pladsen dør ud, står den samlet 10-9 til Thomas.

Thomas Graversen med en af sine mange fine havørreder fra turen til Öland.
Store havørreder på revet
Næste spot er en plads, vi har fundet på kortet med en kombination af et stort rev, der strækker sig langt ud over et lavvandsområde. Thomas fisker revet og jeg prøver det lave. Jeg får ret hurtigt en fisk omkring de 45. Thomas bliver lidt på revet, da hans telefon ringer. Mens han snakker får jeg yderligere en ørred og mister en. Da han langt om længe er færdig med at snakke, kommer han over til mig, men inden han indfinder sig, får jeg en smuk 50’er, og dermed er stillingen 12-10 til mig.
Jeg er ved at være godt mørbanket efter tre dages meget koncentreret fiskeri og med to fisk over 60 samt yderligere 10 fisk med flere over 50 i mellem, er jeg godt tilfreds. Jeg beslutter derfor at blive hjemme den sidste aften. Thomas tager alene ud til pladsen, hvor vi har fået flest fisk, og her får han yderligere én 45 cm-fisk, inden han får et drømmehug og viser klassen. Efter en fin fight lander han en kæmpe på hele 80 cm, som han desværre ikke fik gode billeder af, da han var alene i mørket.
Thomas lukker og slukker altså vores fantastiske tur sammen med en drømmefisk og udligner til 12-12. Vi har altså samlet fået 24 fisk til to mand over tre dages fiskeri på Öland. Det samlede indtryk af mit første møde med den svenske klippeø er fantastisk. Stedet er uden tvivl et perfekt scenarie for kammeratskab, fiskeglæde og utallige highfives samt krammere efter de flotte fisk, der bliver nettet. Fiskene på Öland er bare stærkere og med mere størrelse på end hjemme i DK – hvilket er basis for mange gode fights. Öland er helt sikkert en ø, vi skal tilbage til. Knæk og bræk derude og husk at glædes over hinandens fisk – det skaber bare den fedeste stemning ved vandet.

Ölands kyster byder på masser af fantastiske naturoplevelser.
maj 12, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Selv i spejlblankt vand kan det lade sig gøre at overliste havørrederne med flue. Her ses Michael Jørgensen i færd med at lande en fin
blankfisk.
Kystfluefiskeriet efter havørred skal være let og lige til. Det kræver hverken det nyeste og dyreste grej, eller de smukkeste fluer af de mest eksotiske materialer. Læs videre og få Steen Larsens bud på en god start på kystfluefiskeriet.
AF STEEN LARSEN
HAVØRREDEN er opportunist. Den vælger ikke den flotte leopardbund, og den vælger ikke spidsen af revet, bare fordi vi i vores fantasi synes, at den skal stå der. Når man første gang står på kysten med en fluestang, er det uundgåeligt at føle sig fuldkomment fortabt, i sin søgen efter sølv. Havet er så stort, og man kaster så kort. Men – fortvivl ikke for havørreden vælger med maven og lader sjældent et måltid svømme forbi.

En stille solnedgang nydes, efter en lang dag ved vandet.
Dyrt grej giver ikke flere havørreder
Som nybegynder er der slet ingen grund til at vælge en dyr stang, for det giver ikke øgede chancer for at fange havørreder. Og en nybegynder vil i alle tilfælde have mere glæde af et kystfluekursus end en dyr fluestang. Det er dog en fordel at købe en 4-delt fluestang, da den er lettere at transportere. Da jeg for mange år siden begyndte med kystflue, var standardflueudrustningen på kysten en 9 fods klasse 8. I dag vil mange nok hævde, at en 9 fods klasse 6 er mere rigtigt. Med andre ord så vil man fange havørreder ligegyldigt, hvilken stang, man vælger. Personligt mener jeg, at jeg får flere muligheder med en tungere stang og mine argumenter er længere kast med færre blindkast, lidt mere kraft når det blæser og at det bliver lettere at kaste med større fluer.
Fordelene ved det lettere grej er mere finlir – hvilket jeg oversæt[1]ter til pænere kast, finere præsentationer og mere fornøjelse i udtrætningen af en havørred. Vælg derfor en klasse 8, hvis du også gerne vil kunne fiske gedde og laks i en mindre elv med samme grej eller vælg lettere grej, hvis Put & Take og bækørreder i åen er en del af dine drømme. Det kan godt være, at du begynder din fluefiske-karriere med en WF-line, men med stor sandsynlighed vil du ende med et skydehovedsystem – i hvert fald når det gælder kystfluefiskeri. Alligevel er det ikke forkert at vælge en WF som første line. Mange begyndere får tomme øjne, når snakken går på skydehovedsystemer, skydehovedlængder, runningline og loop til loop samlinger. Er du i tvivl, så køb en WF til at starte med.

En flot havørred på omtrent to kilo sikkert på land. Selvom det ikke er let kan det fint lade sig gøre at fange sådanne fisk på flue.
Fluelinen til kystørred
Det mest almindelige lineklassificeringssystem er AFTM systemet, hvor man læser det nummer, som står på stangen, og så køber en line med samme nummer. Som regel passer tingene rimeligt sammen i praksis, men hvis du er i tvivl, så køb stang og line samme sted og helst i en butik, hvor de kender det grej, de sælger, og kan rådgive dig kvalificeret.
Vælger du et skydehovedsystem, skal du udover skydehovedet have en skydeline – også kaldet runningline. Det er den del, som flyver gennem luften, når kastet er afgivet. Der er meget at vælge imellem lige fra coatede og flydende til ovale. Den billigste løsning er 40-50 meter 0,45 nylonline, men det kan for nogle være lettere at starte med en coatet skydeline.
Forfang og bagline til havørred på kysten
Forbindelsen mellem flueline og flue udgøres af et forfang, som i reglen ikke bør være kortere end 9 fod. Det er tykkere oppe mod fluelinen og tyndere ude ved fluen. For enden af forfanget ud mod fluen, bindes et stykke nylon eller fluorocarbon – også kaldet tippet. Dette forlænger forfangets levetid, da det kan skiftes, når det er slidt, eller man har skiftet fluer tilpas mange gange. Tippet fås i alle tykkelser, men det mest almindelige på kysten er mellem 0,23-0,28 mm. Bind en meter på og skift den, når der er for mange vindknuder eller når den første halve meter er væk.
Baglinen er den del, der sidder inderst på fluehjulet, og dens funktion er at give fisken noget at løbe med, skulle man være så heldig at kroge en fisk, der stikker længere væk end ens flueline er lang. Det er desværre yderst sjældent, man får baglinen at se langs de danske kyster, men de fleste kystfiskere har alligevel 100 meters bagline på hjulet – man ved jo aldrig. Selve fluehjulet behøver ikke at være noget særligt. For 500 kroner får man et fluehjul, som man kan have glæde af i mange år.


De sidste sekunder af fighten er ofte de mest kritiske. Tungen skal holdes lige i munden.
Hvilke fluer er gode til havørred på kysten?
En god kystflue er den, som du placerer foran havørredens mund. Et godt fluemønster er et, som kan tåle et par dårlige kast og komme i kontakt med mere end én havørredmund. Først derefter er der fornuft i at tale om, hvordan fluen skal se ud. I en god kystflueæske bør der være 6-8 forskellige mønstre. De skal have forskellige farve, facon, størrelse og bevægelsesmønster. Ideelt så har man også gerne seks af hver.
Vadeudstyr til kystfluefiskeri
Vaders er de fleste steder et must for at dyrke kystfluefiskeri. Og jeg vil anbefale, at man starter med et par åndbare. Under dem skal man have et til flere isolerende lag. Man er desværre bedst tjent med at have to par åndbare vaders, for huller og lækager opstår ofte, og skal de sendes til reparation, er backup nødvendigt. Vaderstøvlerne skal helst være sådan, at man kan regulere lidt med antallet af sokker, og stadig sidde godt.
En vadejakken ud over vadernes er endnu et must. Husk at den skal sidde ordentligt både sommer og vinter. Test i butikken – check at ærmelængden er i orden, og at hætten er rigeligt stor til, at der både er plads til hue og hat, uden at skuldrene løfter sig. Desuden har kystfluefiskeren en lineklipper, en krogudløser, et målebånd, et fangstnet, ekstra forfang og tippetmateriale, solbriller, en kroghvæsser, fisketegn og en vandtæt pose til mobiltelefonen. Mange har også en linekurv, en vadestav, en vandtæt rygsæk samt en ekstra fluestang, hvis uheldet skulle være ude.

Når havørreden er landet, skal den hurtigt og humant aflives. Hvis da ikke man vælger at genudsætte den.
Giv ikke op med kystfluegrejet
Øvelse gør mester, og har man ikke kastet med flue før, kræver det lidt øvelse. Vælg en plads med vinden ind diagonalt bagfra venstre (hvis du er højrehåndet), og hvor du kan vade så langt ud, at dine bagkast ikke rammer stranden bagved. Kik på kastevideoer på fx youtube, så du får en idé om, hvad et fluekast er. Men endnu bedre er det at tage et kastekursus – enten gennem en forretning eller i den lokale lystfiskerforening. Man kan på en weekend i kyndige hænder komme rimeligt langt. Den lokale sportsfiskerforening er også det perfekte sted at fiskeviden, fiskekammerater, fisketure, fluebinding mm.
Havørred – hvornår?
Der er havørred ved de danske kyster året rundt, men der er ingen tvivl om, at langt de fleste havørreder bliver fanget i marts-april og september-oktober. I de måneder er der almindeligvis tale om dagfiskeri. Natfiskeri er ikke at anbefale til nye kystfluefiskere – selvfølgelig kan man altid fiske ind i mørket, så længe det går – men når man ikke kan se sin line, bliver det meget vanskeligere at kaste.
Med 7314 kilometer dansk kystlinje kan det virke uoverskueligt, men »heldigvis« er langt det meste ikke særligt interessant for hverken havørreden eller lystfiskeren. Derfor skal man som ny kystfluefisker finde en guidebog eller en hjemmesider, hvor kystpladserne er beskrevet. Grejbutikken er også et glimrende sted at søge information om lokale kystpladser. Når man ved, at »XXX« stranden er attraktiv nu, er man nået et godt stykke af vejen. Men den reelle pladsinformation om, hvor pladsen begynder, og hvor den slutter, kan man oftest ikke læse på nettet eller få peget ud i grejbutikken. Men kører man derud i weekenden, er det let at se, præcis hvor de andre fiskere lægger deres indsats.
Som kystfluefisker er man meget afhængig af vinden. For meget vind kan være et problem, men det kan for lidt bestemt også! Derfor er et grundigt tjek af www.dmi.dk eller den norske yr.no, indenman planlægger en fisketur, vigtigt. Erfaring er meget lokal, og derfor er det vigtigt, at man finder en håndfuld pladser, som man lærer at kende under forskellige forhold og forskellige årstider. Det værste, en ny kystfluefisker kan gøre, er at fiske nye pladser på hver fisketur. Men fisk gerne 2-3 af dine udvalgte pladser på en hel fiskedag.
Og så skal du bare lige lokke havørrederne til at hugge
Når kastet fungerer, og fluen lander perfekt, er det på tide at tænke over hvordan man lokker en havørred til at tage fluen. Her er en opmuntring. Du kan næsten ikke gøre noget forkert! Passerer din flue forbi en havørred, kan den næsten ikke fiskes for hurtigt eller for langsomt. Fordelen ved at fiske hurtigt er, som jeg ser det, at man på en fiskedag kan dække mere vand – især hvis man husker at flytte sig mellem hvert kast.
Hvis jeg fisker et hotspot, fisker jeg tæt, og er det en mere åben søgning, går jeg gerne 5-10 meter mellem hvert kast. Ofte vil man fiske hurtigere med en større fiskeimitation, end man gør med en lille reje. Og man vil også bruge længere indtag med pauser med en fiskeimitation. Men havørreder er som sagt meget tolerante.
maj 4, 2023 | Nyheder
– Min kammerat og jeg var taget en tur til Roskilde Fjord for at fange havørred, inden hornfiskene kom, fortæller Mads Pehrsson. – Dagen var mørk og grå – og det havde regnet hele morgenen, så vi vidste ikke, hvad vi skulle forvente af fiskeriet. Dog håbede vi alligevel på fisk, eftersom vi havde været ude på samme spot et par dage før, hvor vi havde haft godt fiskeri med lignende vejr.
– Pladsen skal ses som et ”L”, hvor man starter med at fiske toppen af ”L-et” og slutter af med at fiske stationært i bunden. Efter at have fisket cirka halvdelen af vejen af, lavede jeg et kast ind langs stenmolen. Min kammerat, som fisker foran, havde lige råbt til mig “lav et langt spin stop næste gang.” Det skulle visse sig at give pote. Med min 19 grams Sandeel i farven motoroil lavede jeg et spin-stop på fire sekunder, som udløste et tungt hug. Det skal siges, at vi står på glatte sten, så i modhugget væltede jeg faktisk bagover og faldt ned – og sad derfor på stenene. Så det så ret sjovt ud for min kammerat, men det gik også hurtigt op for ham, at han skulle hente nettet, da han så den store fisk springe.
– Efter en god fight, med et par lange udløb, lykkedes det min kammerat at nette fisken. Fisken viste sig at være 61 cm lang og den vejede 2,62 kg hvilket nu er min personligt bedste fisk. Fiskesuccesen sluttede dog ikke der. Efter at have fisket ”L-et” til bunds fangede jeg yderligere tre havørred på 49 cm, 48 cm og én under målet. Alt i alt var det en eventyrlig eftermiddag i fjorden med godt selskab, slutter han.
Du kan få en komplet guide til pladserne i den sydelige del ar Roskilde Fjord i artiklen her på fiskogfri.dk´s artikelarkiv.
maj 1, 2023 | Nyheder
– Kystsæsonen er virkelig i en af topmånederne lige nu, og det skal selvfølgelig udnyttes, skriver Kasper Weidick Iversen fra Team Sportex til Fisk & Fri. – Derfor valgte jeg i weekenden at bruge tiden i en nordjysk fjord i håbet om en masse gode fisk. Det skulle vise sig at være en rigtig fornuftig ide.
– Lørdag morgen listede jeg ud på første plads bevæbnet med min Sportex Carat GT-S Seatrout 9,2′, 5-28g. Allerede før første kast, havde en pæn ørred afsløret sig selv i det lave vand. Et præcist kast med stangen var alt der skulle til, før stangen flexede helt i bund. Resultatet var en smuk 50´er, som hurtigt kom ud igen. Næste fisk kom i hånden efter få kast, og i et flot spring afslørede den, at der stod mange fisk på det lave vand. Stimen flyttede sig herefter lidt, men med et par hurtige kast, blev de genfundet.
– Fiskene var virkelig i hugget, og indholdet i deres mund afslørede at det var børsteorm de var på jagt efter. Efter en god stak fisk spottede jeg en rigtig pæn bølge inde på endnu lavere vand. Wobleren blev placeret perfekt foran fisken, og hugget kom efter få omdrejninger. En smuk 60´er fløj ud af vandet og satte i et godt udløb, men Carat’en klarede det til perfektion, og fisken kunne sikkert landes. Det gode fiskeri forsatte helt indtil jeg valgte at tage hjem lidt over middag. Det samme gjorde sig gældende dagen efter. Alt i alt en fantastisk weekend med to tykke 60´ere og en masse fine ørreder. Fiskene blev taget på kystwobler og bombarda/flue.
maj 1, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Endnu engang fik jeg klemt en aftentur ind efter arbejde, fortæller David Johnsen. – Jeg ankommer på pladsen og kastefisker fra bredden med min Westin W10 stang. Allerede i første kast får jeg en fisk lige over målet, som hurtigt bliver genudsat – og få kast efter får jeg endnu en fisk i samme størrelse! Og sådan fortsætter det ellers den næste times tid med et fantastisk bonanza fiskeri.
– 6 fisk senere med kun en enkelt undermåler iblandt får jeg kigget over på min makker, imens jeg ligger et langt kast ud med min 24g Sandy Inline i farven Golden Sandeel og siger til ham ”Der må da være en 60-70 centimeters havørred imellem de her fisk”. Og i samme sekund jeg siger det, kommer der et voldsomt hug langt ude i kastet! Jeg kan med det samme mærke, at dette er en større fisk end de andre! Den plasker rundt ude i overfladen, og derefter går den hårdt og tungt på langs af kysten! Nu er der i hvert fald ikke nogen tvivl om, at det er en rigtigt god fisk!
– Den kæmper rigtigt godt, og efter et par minutter får jeg den ind til stenene, hvor min makkersidder klar med W3 C&R nettet og får den landet! Og hvilken fisk! Vi er helt euforiske og med det samme krammer jeg min makker og takker ham for at have fået den sikkert i nettet. Et øjeblik er jeg overbevist om at fisken er 70cm+, men da den kommer på målebåndet viser den ”kun” 66cm – dog i en imponerende kondition! Fisken er fuldfed samt blank, og imens jeg afkroger den, begynder den at gylpe hundestejler og kutlinger op. En fantastisk fisk som fortjente sin frihed igen. Og det fik den! Efter at have taget nogen billeder satte vi den nemlig ud igen.

David Johnsen med sin flotte havørred, der huggede på en Sandy Inline fra Westin.