TI TIPS TIL FLUEFISKERI EFTER HAVØRRED I ÅEN

Søren Søndergaard forstår vigtigheden af ikke at skræmme havørrederne, og anbefaler at man lister langs åen og ikke gør sig synlig. Her kaster han til en standplads i Vejle Å, mens han gemmer sig bag lidt siv.

Havørredfiskeriet med flue i de danske åer er en sport med stolte traditioner. Her giver Bjarke Horst Jensen og Søren Søndergaard dig en masse gode tips til fiskeriet.

 

AF GORDON P. HENRIKSEN

 

HAVØRREDFISKERI I ÅEN er noget, der bliver en besættelse for nogle fiskere. Det kan man vist roligt sige om Søren Søndergaard og Bjarke Horst Jensen. Jo, de fisker da på kysten i den kølige periode og et par lakseture i Norden bliver det da også til, men når fiskeriet i de danske åer, og allerhelst deres hjemvand Vejle Å, er godt i gang – så har de kun én ting på hjernen, nemlig fluefiskeri. Bjarke har brugt en stor del af sin tid på at holde fiske- og kastekurser og selvfølgelig på at fiske. Søren er til daglig pædagog, men stort set al fritid er dedikeret fiskeriet. Han fortæller, at han altid er rigtig god ved sin kæreste hele vinteren og foråret igennem. For når først åsæsonen er i gang, har hun svært ved at komme i kontakt med ham…

 

Daiwa Open 2025

 

Bjarke Horst Jensen, med detsom det hele handler om – en stor blank havørred fra Vejle Å.

Bjarke Horst Jensen, med det som det hele handler om – en stor blank havørred fra Vejle Å.

 

Åhavørred på flue er ikke let, men langt fra umuligt

 Det er ikke let at fange havørred i åen på flue og slet ikke den allerførste, men det er heller ikke umuligt. Og med de opgange vi oplever i disse år, hvor både laksene og havørrederne trives rigtig godt, særligt i de jyske åer, er det bare med at komme ud, når chancen er der. Her får du ti vigtige råd til at hjælpe dig lidt på vej.

1 – Hold dig orienteret om hvad der fanges af havørred ved åerne

 Følg med i fangsterne fra fiskekammerater, foreninger, fiskeblade eller på diverse websites, starter Søren. – Har du på fornemmelsen, at der er en god opgang af fisk lige nu – så ryk ud og fisk så snart lejligheden byder sig. Timing er afgørende, når det kommer til åfiskeri. Fiskeriet begynder generelt i april efter de første tidlige fisk, men ofte skal vi hen i slutningen af maj eller begyndelsen af juni, før der sker noget.

 

I denne artikel får du ti gode rådtil åfiskeriet efter havørred med flue. Et af Bjarke Horst Jensens vigtigste tips er at koncentrere sit fiskeri omkring skumringstimerne morgen og aften.

I denne artikel får du ti gode råd til åfiskeriet efter havørred med flue. Et af Bjarke Horst Jensens vigtigste tips er at koncentrere sit fiskeri omkring skumringstimerne morgen og aften.

2 – Fisk efter åhavørrederne i den gyldne time

 Den gyldne time er klart det bedste fisketidspunkt, ifølge både Bjarke og Søren. – Skumringstiden, lige inden det bliver mørkt, og lige inden det bliver lyst, er klart det tidspunkt, hvor der er størst chance for fangst. I perioden omkring solnedgang begynder fiskene at røre på sig, og det skiftende lys gør fiskene mindre kritiske. Omvendt er perioden omkring solopgang den tid, hvor de ofte indfinder sig på en standplads, hvor de kan være ekstra aggressive.

Selve natten kan være rigtig god i den varmeste periode; specielt i månederne juli og august. Er du nybegynder, er det en god idé, at fiske vandet af, mens det endnu er lyst, da evnen til at færdes og fiske i mørket kan sætte de fleste på hårde prøvelser, tilføjer Bjarke.

 3 – Bliv bedre til at kaste med havørredfluen i åen

 At få styr på kasteteknikken er essentiel, siger Bjarke. Ved åfiskeri er der ofte siv, træer og andet der besværliggør kastet, særligt hvis fiskeriet foregår om natten. Øv din kasteteknik på græsplænen eller meld dig til et kastekursus – så kan du koncentrere dig om at fiske effektivt, når du endelig er ved vandet.

 

Et af Bjarke og Sørens vigtigsteråd er at lære fra andre, hvad enten det er venner, klubkammerater eller en instruktør på et decideret fiskekursus. Her giver Bjarke gode råd til et par københavnere der skal fiske Vejle Å for første gang.

Et af Bjarke og Sørens vigtigste råd er at lære fra andre, hvad enten det er venner, klubkammerater eller en instruktør på et decideret fiskekursus. Her giver Bjarke gode råd til et
par københavnere der skal fiske Vejle Å for første gang.

4 – Sug viden om åhavørred til dig

Lær af andre, er et af Søren og Bjarkes vigtigste råd. – Vi er ikke kun selvlærte, men har også fået meget ud af at udveksle erfaringer med andre, bekræfter de begge. Selvom mange af åerne har en rigtig god opgang i disse år, er det stadig ikke let, og man kan ikke forvente succes med det samme.

– Gør alt hvad du kan for at suge viden til dig, fra kammerater, folk i klubben, bøger eller artikler, anbefaler Søren. Du kan bl.a. gå på Fisk og Fri’s online artikelarkiv, hvor du kan læse Når det buldrer i mørket og mange andre artikler om åfiskeri efter havørred. Et decideret fiskekursus er også en rigtig god ide. Tag eventuelt et kik på Bjarkes hjemmeside www.fluekast.dk og find et kursus, som passer dig.

5 – Vær stille når du sniger dig afsted langs åen efter havørred

 Vær diskret når du bevæger dig langs åen. – Bækørredfiskere kender alt til at gå på listetå langs en å og skjule sig bag buske, fortæller Søren. – Desværre har havørredfiskere en tendens til at tro, at dette ikke gælder dem; en åhavørred skræmmes faktisk meget let. Hvis du bruger en jakke i naturlige eller camouflage farver, går meget stille langs åen og gemmer dig bag buske og siv, når du skal kaste, vil du skræmme betydeligt færre fisk, og chancen for hug øges rigtig meget.

6 – Vælg det rigtige fluegrej til havørred i åen

 Grejsammensætningen spiller selvfølgelig en rolle men varierer fra å til å, fortæller Bjarke. – En klasse syv stang på ni fod eller længere med flydeline er et godt allround bud, men det er en god ide også at have et udvalg af polyforfang i forskellige synkehastigheder, så man kan justere sit fiskeri, når det er nødvendigt. Til det tidlige aftenfiskeri og det sene morgen fiskeri er en intermediate-eller anden langsomt synkende line rar at have i vesten. Tohåndstænger anvendes traditionelt, men enhåndstænger er nemmere at styre og gør det meget lettere at kaste kort til modsatte bred og fiske vandet hurtigt, forklarer Bjarke. – Er der meget siv langs kanten, har tohåndstænger dog deres force.

 

Fluevalg kan være vigtigt, men det anbefales at benytte et lille udvalgtil forskellige situationer. Man bør fokusere mere på hvordan fluen bevæger sig igennem vandet, end hvordan den ser ud, siger Bjarke.

Fluevalg kan være vigtigt, men det anbefales at benytte et lille udvalg til forskellige situationer. Man bør fokusere mere på hvordan fluen bevæger sig igennem vandet, end hvordan den ser ud, siger Bjarke.

7 – Vælg de bedste fluer til åens havørreder

 Fluevalget er selvsagt vigtigt, og man kunne skrive flere artikler om dette emne alene. Størrelse, og hvor højt de går i vandet, er mere afgørende end farvevalget, siger Bjarke. – Små belastede fluer med coneheads kommer hurtigt ned, lige efter de er landet, og dette kan være en fordel i visse situationer, som for eksempel, hvis fiskene står langs modsatte brink om dagen. Omvendt er større fluer bundet med for eksempel hjortehår gode i skumringstiden, hvor fluerne gerne skal gå højt og skubbe en masse vand. Dette gælder specielt i perioden for det klassiske overfladefiskeri i juli og august. Men lad vær med at bruge for meget tid på fluevalg i starten, tilråder Søren. – Hold dig til et par sikre som for eksempel Den Våde Høne eller Uldsokken i dagstimerne og prøv en Kost, Zonker eller Muddler i skumringstiden. Det er helt klart vigtigere, hvordan man præsenterer sin flue, end hvilken flue det er, slutter Søren, idet Bjarke nikker samstemmende.

8 – Giv fluen til havørredfiskeri i åen et pift

 Nogle gange er det noget ekstra, der skal til for at få fisken til at hugge, fortæller Søren, der ofte sætter en lille gennemsigtig action disc foran sine fluer. Dette gør, at fluen skaber en del postyr i vandet samtidig med, at den ser lille ud, hvilket kan være det, der udløser hug fra en træg havørred. Bjarke pifter gerne sine fluer op med et par hvide gummiben, der giver fluen liv og kan danne kontrast mod en mørk brink. Desuden anvender han til tider små gennemsigtige propeller foran rørfluerne. Men han pointerer, at det ofte er et middel han først anvender, når han har lokaliseret fisk, som ikke tager de konventionelt fiskende fluer. Propeller kan nemlig til tider skræmmemere end de lokker.

Søren Søndergaard kan til tidergodt lide at give sine fluer lidt ekstra liv og vandmodstand. Her har han monteret et Marc Petijean Magic Head foran fluen for at øge vandmodstanden.

Søren Søndergaard kan til tider godt lide at give sine fluer lidt ekstra liv og vandmodstand. Her har han monteret et Marc Petijean Magic Head foran fluen for at øge vandmodstanden.

9 – Tjek de lokale regler i din havørredå

 At have styr på reglerne er vigtigt, og for dem, der er nye i åfiskeriet, kan de mange regler virke lidt forvirrende, indrømmer Bjarke. – I mange åer må man for eksempel kun bevæge sig nedstrøms, fiske på ulige datoer, beholde fisk på en bestemt størrelse eller gå på den ene bred osv. Det er vigtigt, at man sætter sig helt ind i reglerne for hver å. Derudover er der en del uskrevne regler, som det også er godt at have styr på, tilføjer Søren. For eksempel er det god latin aldrig at lyse i nærheden af vandet og at bevæge sig ind i terrænet væk fra åen, når man skifter plads eller går tilbage til bilen. Hav respekt for de andre fiskere ved åen og nyd, at vi er så mange, som deler denne fælles hobby.

10 – Fisk amok efter havørred i åën med fluegrejet

Det sidste råd er nok bare at fiske igennem, slutter de to og hentyder til den store mængde tid, de begge bruger ved åerne. – I sidste ende handler det også om at være så meget ved åen som muligt, og hvis man bor tæt på, kan små ture på et par timer bestemt anbefales. Man høster flere og flere erfaringer og alt andet lige, så er chancerne for succes dobbelt så stor, hvis man er ved åen oftere. Og ti gange så store hvis man er der ti gange så ofte, slutter Søren med et smil…

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009

 

Geddefeber

 

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2025: EN FLOT HAVØRRED EFTER TRE SÆSONERS FISKERI

– Jeg var i lørdags den 14. juni taget et smut til Kolding Å i håb om en havørred, fortæller Sebastian Klinge. – Jeg har de sidste tre sæsoner gået langs åen, men uden så meget som en eneste havørred i nettet. Men lørdag skulle blive anderledes.

– Jeg kørte direkte fra arbejde ned til åen og nåede at tage to kast, før jeg sad fast i bunden -troede jeg. “Bunden slap” nemlig. En havørred havde taget min orm, men jeg krogede den ikke. Jeg tog tre kast mere, og så var den der. Efter en god fight lykkedes det mig at nette en flot fisk på 71 cm og 4,2 kilo. Det var virkelig en længe ventet dag, og så endda med sådan en flot debut fisk, slutter han.

Fisken er tilmeldt Westin Cup 2025 – og deltager som alle andre indsendte fangstrapporter i lodtrækningen om en fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

 

Geddefeber

 

 

Sebastians havørred fra Kolding Å blev taget på orm.

Sebastians havørred fra Kolding Å blev taget på orm.

drømmerejse iFish Travel

KYSTØRRED: EN FANTASTISK UGE PÅ MØN

Anders Salling Linde er vokset op med kystfiskeri efter havørred sammen med sin far – den erfarne Mønfisker Ken Holmsted Sørensen. Og det er der kommet rigtig mange gode ture og vildt flotte storørred ud af.

De to har netop haft to fantastiske ture med fluestangen i den forgangne uge – toppet af den smukkeste havørred til Anders her i går: – Turene gav os 12 flotte ørreder med de fire største på 3,2 og 5,8 kilo til Ken og 4,2 samt 6,25 kilo til mig, fortæller Anders. – Da jeg fik min sekskilos, føltes det første hug bare som om, at jeg strejfede en sten. Og da jeg kastede til samme sted igen satte fluen sig fast i ”stenen” – troede jeg. For lige pludselig kom der det vildeste udløb og ”stenen”, der viste sig at være en massiv havørred, gik fuldstændig amok og sørgede for, at jeg fik set en hel del mere til min bagline, end jeg er vant til…

– Efter en del tovtrækkeri og endnu mere gummiben, strøg fisken forbi vores kammerat Bombarda Claus, som bare råbte HOLD KÆÆÆFFFFTTTT DEN ER STOR!! Det gav selvfølgelig bare endnu mere nervøsitet, og da min far til sidst landede den, var der også tumult scener, da den enorme havørred gik så meget berserk i nettet, at den var lige ved at trække Ken i vandet, fordi han stod meget dybt på en lille sten, der ikke ligefrem gav den bedste balance.

– Men – i land det kom den. Hvor var det fantastisk at have sådan en fiskeoplevelse sammen med min far, der har givet mig så mange gode fisketure og viden om kystfiskeri over årene. Alle fiskene blev taget på fluen Vaskebjørnen, bundet af dens ophavsmand – norske Eivind Berulfsen, som Ken har guidet mange gange på Møn.

Er du interesseret i en guidet kysttur på Møn, så tjek Anders´s hjemmeside fishingbysalling.dk

Læs mere om Kens fiskepladser på Møn i denne flotte omfattende artikel på fiskogfri.dk

Anderses beretning deltager, som alle andre der bidrager med nye historier til fiskogfri.dk, i lodtrækningen om en fiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel i 2026.

 

Friluftsland

 

 

Her ser du Vasskebjørnen, som alle fiskene blev taget på. Anders Salling Linde til venstre med sin 6,25 kilo store kystørred fra Møn - og til højre hans far Ken med sin 5,8 kilos fra diste uge. Begge fisk huggede på fluen Vaskebjørnen fisket på fluestangen.

Her ser du Vaskebjørnen, som alle fiskene blev taget på. Øverst – Anders Salling Linde til venstre med sin 6,25 kilo store kystørred fra Møn – og til højre hans far Ken med sin 5,8 kilos fra sidste uge. 

 

 

 

 

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2025: DEN SMUKKESTE ØRRED FRA ROSKILDE FJORD

– Jeg har netop fanget min til dato smukkeste ørred i Roskilde Fjord, fortæller Jesper Jensen. – I godt 20 år har jeg fisket på og omkring Stevns, hvor jeg har fanget utallige gode fisk. Flere år havde jeg op imod 200 fiskedage om året, så jeg havde hele tiden en finger på pulsen, omkring hvor fiskeriet var hot.

– Men – i sensommeren 2021 flyttede jeg til Hornsherred, og mit havørredfiskeri kom pludselig meget langt væk. Faktisk så langt væk, at fiskeriet stille og roligt gled ud mellem hænderne på mig. Jeg forsøgte mig et par gange i Isefjorden, men uden den store succes. En vinterdag stødte jeg på en medfisker, og jeg spurgte ind til fiskeriet i fjordene, da det for mig virkede uoverskueligt, hvor jeg skulle starte og slutte. Han indvilligede i at mødes igen til foråret, og som sagt – så gjort. 

– Vi mødtes en eftermiddag midt i marts, hvor jeg blev introduceret for den først plads i Roskilde Fjord. Turen gav tre flotte fisk omkring 45 cm, der var kugle runde med børsteorme hængende ud af munden. En stor forløsning! Dette blev startskuddet til en hektisk tid, hvor alle ledige timer blev brugt til at fiske i fjorden. 

– På min bedste tur tog jeg 19 fisk, og min makker stod for den største på 75 cm den dag. Herudover tog jeg på dagen, ikke min største, men uden tvivl smukkeste havørred til dato. Jeg har godt nok set dem med røde prikker før, men den her er for mig noget helt specielt – bedøm selv. Den smukke ørred blev taget på en W6 stang fisket med en kystwobler. Ørreden blev nænsomt behandlet og returneret efter en kort fotosession. Knæk og bræk derude, slutter han og tilføjer, at rapporten skal tilmeldes Westin Cup 2025, som du kan læse mere om her. Her kan du hver måned være med i konkurrencen om at vinde en Westin W8 stang til over 4000 kroner i værdi.

Fjordørred med bækørred look er ikke ualmindeligt i flere fjorde, hvor der ofte tale om “elevatorfisk” – ørred der svømmer lidt frem og tilbage mellem fjord og å, og hvor opholdet i åen ikke nødvendigvis har noget at gøre med gydetræk.

Husk, at der blandt alle indsendte fangstrapporter i 2025 trækkes lod om en lækker fiskedrømmerejse til Amazonas i 2026 – sponsoreret af iFish Travel, Læs mere her.

 

Daiwa Open 2025

 

 

Jesper Jensens fine ørred fra Roskilde Fjord.

Jesper Jensens fine ørred fra Roskilde Fjord.

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP  2025: HAVØRRED PÅ BOMBARDA OG ORM

– I går stod jeg op og var træt, fortæller Mikkel Grønvald, som er 14 år gammel og kommer fra Bogense. – Jeg så en halv times fjernsyn om havørreder, og her stødte jeg på noget, som jeg ikke havde prøvet før – nemlig at fiske med regnorm.

– Da jeg havde set videoen, begyndte jeg straks at gøre klar med et bombardaflåd og en lille krog. Efter jeg havde gjort det, ventede jeg til klokken blev 14.15, hvor jeg og min far var klar. Da vi kom ud til den nordfynske kyst, var der fralandsvind og 40 cm under normalvandstand. Vi begav os ud mod det rev, som man kunne komme ud på, når det var lavvandet. Da vi kom derud, gjorde jeg min fluestang klar med pattegrisen og derefter riggede jeg min bombarda stang klar med regnorme fra haven.  

– Så gik min far og jeg ud i vandet på revet. Min far havde taget sin spinnestang med et blink med. Jeg tog fluestangen og kastede fem gange, men synes ikke at det var vejret til det, så jeg gik derfor ind igen og tog min WestinW2 spinnestang med regnorm. Så tog jeg et kast med det og fik en fuglerede i hjulet, idet jeg hørte min far råbe, at der var hornfisk på. Jeg sad derefter inde på stranden og råbte og bandede, fordi det drillede.  

– Da jeg var blevet færdig med at kludre op, var der allerede gået 20-25 minutter på at sidde derinde. Jeg skyndte mig derfor ud til min far igen og kastede et enkelt kast med regnormen, og så kunne jeg mærke et stort hug. Jeg kiggede langt ude og kunne se, at det var en kæmpe havørred, den kæmpede helt vildt. Fighten varede i 10-15 minutter. Da jeg fik den ind i nettet, var jeg mega, megaglad, fordi det var den største jeg nogensinde havde fanget. Den vejede 3,7 kg og havde en længde på 76 cm. Det var virkelig min største drømmefisk, da jeg kun har fanget cirka 10 mindre havørreder på de halvandet år, hvor jeg har fisket på kysten.

Fisken er tilmeldt Westin Cup 2025, som du kan læse meget mere om her. I konkurrencen har du hver måned chancen for at vinde en Westin W8 stang til en værdi af 4000 kr+, hvilket du kan læse mere om her.

Blandt alle dem, der indsender fangstrapporter i 2025, trækkes der endvidere lod om en fantastisk drømmefiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel, hvilket du kan læse meget mere om her.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

WESTIN FISKECUP 2025: DEN FØRSTE FISKETUR EFTER MANGE ÅR

– Jeg har ikke været ude at fiske, siden jeg var med min far og storebror ude på en fiskekutter for godt og vel 29 år siden, fortæller Nicolaj Brodthagen. – Faktisk kan jeg ikke rigtig huske, om vores far fangede noget, men min bror og jeg fik i hvert fald ikke noget overhovedet – måske fordi vi blev søsyge…Og sådan var det næsten til vi var tilbage på land, men til sidst fandt jeg dog et sted på kutteren, hvor jeg fik søsygen til at lægge sig. Fra en af de ældre ombord fik jeg en pose med tyrkisk peber, og så klarede jeg mig okay, indtil vi var i land – dog uden at fiske. Men lad os nu komme tilbage til nutiden.

– En frisk morgen i maj tog jeg ud med et par gutter, der før har fisket lidt her og der. Klokken syv om morgenen stod vi klar i Helsingør Havn på Kronborg mole lige ved Herakles & Hydraen af Rudolph Tegner. Planen var, at vi skulle fange dagens frokost og spise den på vores medbragte grill ude i det fri. Men det skulle vise sig, at det ville fiskeguderne ikke helt være med til.

– Bedst som vi stod der og fiskede samt kiggede ud på marsvinene, der legede ude ved bøjerne ved færgetrafikken, var der bid. Men hvad søren skulle jeg så gøre? Hurtigt fik jeg lidt hjælp, da bremsen var nærmest lukket helt i. Også fik jeg af vide, det var sku da ikke så godt, at jeg fiskede med silkesnor. Svaret var, at den havde jeg heldigvis lige byttet ud med et lyserødt blink, som jeg dog desværre mistede til en tangbusk, hvilket virkelig var surt, for det skulle nærmest i glas og ramme… Efter en febrilsk fight kom det flotte dyr ind til land, og det skulle vise sig at være en havørred, som var ret lille, så den fik lov til at svømme videre.

– Den fine fangst skulle naturligvis fejres med en cigar, så det næste stykke tid stod jeg på molen og nød livet med en lille fin cigar i munden. Det skulle dog vise sig, at havørreden blev den sidste fisk, vi mærkede de næste mange timer. Klokken nærmede sig frokosttid, så vi valgte at prøve lykken to andre steder – uden held. Vi måtte derfor slutte i en fiskeforretning, hvor vi betalte os til vores frokost, hvorefter vi kørte ud langs kysten for at finde et sted, hvor vi kunne sætte grillen op og tilberede vores friskfangede hornfisk. Da vores gourmetfrokost var færdig, prøve vi at fiske fra strandkanten, og da vi ikke havde waders, måtte vi kaste over tangbuskene, og det var her, at jeg desværre mistede mit lyserøde blink, som ørreden havde hugget på. Men min første fisk havde virkelig givet mig blod på tanden, så fik jeg lokket de andre tilbage til Helsingør – men dog til Helsingør Nord denne gang.

– Det var en lang gåtur ud på af molen, hvor vi mødte vi ældre herre, som kom meget på havnen. Ham mente forholdene ikke var specielt gode med den vind, som vi havde i dag, men da vi stadig manglede at fange nogle hornfisk, så prøvede vi alligevel. Da vi kom derud, hvor den gamle herre havde peget, gik der ikke lang tid, før den første hornfisk kom på krogen. Nu mærkede jeg igen et sug i maven, og adrenalinen bankede rundt i blodet. Der var ingen tvivl – jeg var for alvor bidt af en gal lystfisker.

– Da dagen var omme havde jeg i alt fanget en ørred og to hornfisk, og den ene af mine venner fik tre hornfisk. Vi havde også selv en konkurrence om, hvem der fanget den største hornfisk, men den vandt jeg desværre ikke. Jeg mangle ellers bare et par millimeter. Jeg havde fødselsdag få dage senere, og her ønskede jeg mig af mine to børn en længere teleskopisk fiskestang, hvilket jeg fik af dem, slutter han og tilføjer, at fiskene skal tilmeldes Westin Cup 2025.

Læs mere om Westin Cup 2025, hvor du hver måned kan vinde en valgfri lækker Westin W8 stang til en værdi af over 4.000 kroner.

Husk, at alle der indsender fangstrapporter og nye artikler i 2025 deltager i lodtrækningen om en superfed fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

 

Hvidovre Sport
drømmerejse iFish Travel

DTU AQUA: FLERE 50 CM+ HAVØRRED PR FISKETIME

Projektet Fangstjournalen, der er betalt af fisketegnsmidlerne, har siden 2016 samlet data om kystfiskeriet efter havørred, og de har indtil videre data fra omtrent 58.000 fisketure. Ud fra disse tal har man så fundet ud af fangstraten.

– Fangstjournalens data afslører en faldende tendens fra 2016-2022, mens der siden da er set en fremgang i alle landsdele. Sammenligner vi 2024 med 2022 ser vi en ganske markant fremgang, ikke mindst på jyske og fynske kyster, hvor fangstraterne er øget med henholdsvis 66% og 77%. Der er selvfølgelig stadig langt mellem fiskene, f.eks. svarer en fangstrate på 0,025 til, at der i gennemsnit bliver brugt 40 fisketimer på at fange en 50+ havørred.

Forskerne har også kunne se forskelle på fangsterne imellem landsdelene: – Sjællænderne har kortere tid mellem fangsterne, fulgt af fynboerne, mens de jyske lystfiskere i nogle år bruger mere end dobbelt så lang tid på at fange en havørred over 50 cm i forhold til sjællænderne. Set i lyset af at de fleste danske havørreder vokser op i jyske vandløb er dette resultat tankevækkende og er sandsynligvis et resultat af, at også de jyske havørreder vandrer vidt omkring, kommenteres det.

Læs mere på fiskepleje.dk her.

 

Daiwa Open 2025
drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2025: EN HAVØRRED PÅ FLÅD INDEN ARBEJDE

– Jeg havde lige mulighed for en halv times fiskeri i går morges, inden jeg afleverede ungerne, fortæller Christian Preetzmann. – Til at starte med fiskede jeg hurtigt en kutling, som jeg kunne bruge til agn.

Da jeg var klar, smed jeg den ud i et område på den åbne kyst, hvor jeg tidligere har set og fået et par fisk gennem den sidste uges tid. Ret hurtigt spottede jeg tre ørreder, som gik langs bunden, og jeg løftede derfor lige kutlingen 20 centimeter op for at få deres opmærksomhed. Efter et minuts gnaveri krogede jeg denne flotte hunfisk, og kunne lige nå hjem samt rense den, inden jeg skulle på kontoret og passe mit arbejde. Den fine havørred, som jeg tilmelder Westin Cup 2025, var 61 centimeter og 2,2 kg, slutter han.

Læs mere om Westin Cup 2025, hvor du hver måned kan være heldig at vinde en Westin W8 stang til 4000 kr+ under ”konkurrencer” på fiskogfri.dk her.

Husk, at alle der indsender fangstrapporter og nyheder i 2025, er med i lodtrækningen om en drømmefiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel. Læs mere her.

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED-SPOTGUIDE: VESTFYNS VILDESTE KYSTPLADSER

Her er det Gordon P. Henriksen der er ved at lande en fisk der faldt for tidligere tiders lokalfavorit – Den Fynske Kystwobler.

Fyn byder med sine utallige kilometer af spændende og varieret kystlinje på et væld af fremragende kystpladser. Nogle af de allervildeste ligger på den vestlige side af øen. Her serverer Simon Gad pladserne for dig på et sølvfad.

 

AF SIMON GAD

 

VESTFYNS KYSTPLADSER er både mange og betagende smukke. Og så er der rigtig fine chancer for at fange en blank havørred af grov kaliber. Fiskene kan praktisk talt findes overalt, men som oftest koncentrerer de sig på bestemte pladser, hvor forholdene af den ene eller anden grund er mere indbydende. Det er selvfølgeligt muligt med lidt gåpåmod og stædighed at finde fiskene ved at forsøge sig frem på tilfældige pladser, men med lidt forhåndskendskab til de lokales favoritpladser, og hvordan de fisker i løbet af sæsonen, kan man forøge sine fangstmuligheder betragteligt.

 

Daiwa Open 2025

 

 

Old School…Hvis man skal fiskepå Fyn skal man da lige prøve en af de gamle klassikere – Fynsk Kystwobler i rød/gul. Den fanger ligeså godt i dag som den gjorde dengang!

Old School…Hvis man skal fiske på Fyn skal man da lige prøve en af de gamle klassikere – Fynsk Kystwobler i rød/gul. Den fanger ligeså godt i dag som den gjorde dengang!

Efter havørred ved Lindehoved Fyr

Lindehoved Fyr rager med sin karakteristiske hvide facade markant op længst mod sydvest på den smukke og havørredrige halvø Helnæs. Nedenfor, og på begge sider af fyret, strækker sig, set med lystfiskerbriller, en meget indbydende og spændende kyst. Fiskeriet lige neden for fyret foregår primært med brændingsgrej med torsk og fladfisk som målsætning. Her står fyret beskyttet af imponerende stenhøfder, som stædigt og solidt tager imod, når havet viser tænder.

På stille dage har de dog en anden funktion, her er de nemlig fremragende at fiske fra, og et paternosterforfang agnet med sprællevende børsteorm er næsten garanti for fiskelykke. På både venstre og højre side af fyret strækker kysten sig indbydende og lokker enhver kystfisker med storfiskedrømme og gåpåmod. Her er meget dybt vand, og pladsen er en gammelkendt klassiker, når man går efter de helt store havørreder. På højre side af fyret og umiddelbart efter høfderne går der en lille bugt ind med meget dybt vand under land. Her består bunden primært af små rullesten, og havørreden går meget tæt under land.

Den virkelige topplads her ved Lindehoved ligger små 500 meter fra fyret, hvor kysten slår et knæk. Ud fra selve pynten er chancen for at finde fisk rigtig stor, måske fordi havørreden tager et hvil her, inden turen går videre op langs kysten. Der er store partier med blære- og savtang ud for pynten, og så løber der som regel en god strøm. Hvis man er til natfiskeri, kan denne pynt også anbefales.

Fortsætter man længere mod højre, udgøres bunden primært af små og mellemstore sten, men der kommer gradvist mere og mere sandbund jo længere væk fra fyret, man kommer. Der ligger også enkelte store sten i vandet, og de lader til at holde på havørreden. Når man har taget turen til Lindehoved Fyr, må man heller ikke snyde sig selv for at smide fiskestangen og blot nyde den skønne og særprægede natur på Helnæs. Der er store åbne vidder på Helnæs, hvor blikket kan få lov til at vandre. Især Maden, som er et stort strandengområde ud mod Lillebælt – det et er et fantastisk og spændende stykke natur.

 

Her får du en stribe af de bedste kystpladser på Vestfyn.

Her får du en stribe af de bedste kystpladser på Vestfyn.

Fede kystørredpladser ved Sønderby Kling og Å Strand

Sønderby Kling og Å Strand er endnu en klassiker i det fynske havørredeldorado, som altid er god for store og undertiden mange havørreder. Der er to parkeringsmuligheder ved kysten. Vælger man den nordlige parkeringsplads ved Saltofte, er det første, der møder ens blik den imponerende Sønderby Klint til venstre for parkeringspladsen. Den står banket ned lodret mod kysten og tårner sig imponerende op mod himlen.

Det er naturligvis oplagt at forsøge sig her, men strækket hen mod klinten kaster undertiden også fine fisk af sig. Her løber et badekar langs med kysten, så her er det oplagt at fiske fra selve kystbredden. Da den store pynt kan være ganske velbesøgt, giver det god mening at fortsætte fiskeriet langs kysten i stedet for at klumpe sig sammen. På de næste to til tre kilometer langs kysten er baggrunden for fiskeriet stadig høje lerskrænter, der står blottede mod den smukke himmel bagved. Foruden den store pynt neden for Sønderby Klint ligger en anden stor pynt små 500 meter længere nede af kysten umiddelbart efter nogle gamle bunkerrester. Den er bestemt også en oplagt mulighed at fiske ud fra, og ellers er det et godt sted at gøre holdt og nyde den medbragte kaffe og madpakke.

Vælger man i stedet at parkere for enden af Å Strandvej, skal fiskeriet koncentreres mod højre. Mere specifikt er det der, hvor lerskrænterne begynder, at fiskeriet skal påbegyndes. Bunden er her mere sandet med tangskove indimellem, og pladsen er oplagt for fluefiskeren, der her har gode pladsforhold at kaste under. Generelt om fiskestrækket gælder det, at havørreden trækker op og ned af kysten, men at den i perioder koncentrerer sig i nærheden af de store pynter. Bunden er på hele strækket en rigtig leopardbund med sandpartier, sten og tangbælter, og der er en god dybde under land.

I virkeligheden kan det godt være hårdt for fiskepsyken at fiske ved Sønderby Klint, fordi der er tale om så stort et område. Ud over de to store pynter er der ikke tale om egentlige hotspots, som man kan fiske ud fra, og derfor kan fiskeriet undertiden godt virke lidt formålsløst. Der kan være langt mellem huggene ganske enkelt fordi havørrederne i reglen hellere spreder og fordeler sig frem for at klumpe sig sammen. Omvendt skal man ikke kigge længe på bundforholdene og fangstrapporterne fra området, før man atter fyldes af selvtillid. Og efterfølgende vil man helt uundgåeligt mærke den størst mulige tilfredsstillelse ved kast efter kast at præsentere sin flue, wobler eller blink.

Topsæson for pladsen er som hovedregel månederne marts, april og maj, hvor havørrederne spreder sig langs kysten. Til gengæld skal fiskeriet i de kolde måneder sandelig heller ikke underkendes.

Her er det forfatteren derfremviser et stykke sølvtøj fra Lindehoved.

Her er det forfatteren der fremviser et stykke sølvtøj fra Lindehoved.

Lækre kystpladser til havørred ved Weddelsborg

 Weddelborgs Herregård ligger smukt omkranset af skov i den smukke vestfynske natur. Den er desværre lukket for offentligheden, men rundt om Weddelsborg halvøen, på både nord, vest og sydsiden, kan der praktiseres et fremragende kystfiskeri. Der er tale om et meget stort område, og det kan være særdeles vanskeligt at nå at fiske hele strækket på én dag. Af disse grunde kan man med fordel dele strækket op og eventuelt fiske det over flere dage. Dette giver mulighed for at affiske de enkelte områder lidt mere grundigt af, hvilket kan være ret fornuftigt, da der i dette område, alt afhængig af årstiden, kan være en tendens til at fiskene koncentrerer sig på bestemte småområder.

Starter man fiskeriet på den nordlige kystside af halvøen, også kaldet Husby Strand, bør man primært koncentrere fiskeriet i de kolde måneder. Bunden er kendetegnet ved at være meget sandet med partier af ålegræs og små stenrev. Enkelte store sten ligger der dog også spredt på havbunden, og de holder tit på fiskene. Her løber desuden flere små bække ud i havet, og det lokker naturligvis havørreden i den kolde tid. Man fisker mod venstre, da området mod højre, på grund af åudløbet i bunden af vi gen, er en fredningszone. Der kan vadefiskes eller fiskes fra land,og uanset om man er flue eller spinnefisker, så er forholdene ideelle  at fiske under. Spinnefiskeren bør bruge lette agn i området da dybden er temmelig moderat.

 Længere mod vest på selve hovedet af halvøen ændrer kystbilledet sig en del, både over og under overfladen. På selve kysten ligger der nu, i modsætning til det mere sandede område ved Husby Strand, store og små sten, som kan besværliggøre turen i waders.

Der er overhængende risiko for en arbejdsskade i form af forvreden ankel, hvis ikke man ser sig for. Under overfladen er der også sket en dramatisk ændring. Sten i forskellige størrelser er strøet ud over hele det kystnære område, og svajende tangskove står kilet fast mellem disse. Der er blevet meget dybere under land og selvom vadefiskeri ganske vist er muligt, er det ikke anbefalingsværdigt.

 

1. Revet ved Wedelsborg Hovedtiltrækker mange små byttedyr, som fx kan efterlignes med en fiskeimitation. Her er det en lille Zonker fra The Fly Co. 2. Lindehoved Fyr på Helnæs er et klassisk vestfynsk spot, og her går de store havørreder nogle gange meget tæt på land.

1. Revet ved Wedelsborg Hoved tiltrækker mange små byttedyr, som fx kan efterlignes med en fiskeimitation. Her er det en lille Zonker fra The Fly Co. 2. Lindehoved Fyr på Helnæs er et klassisk vestfynsk spot, og her går de store havørreder nogle gange meget tæt på land.

Lurende havørred på revet ved Weddelsborg Hoved

Toppladsen i dette område er et stort rev, der strækker sig et godt stykke ud i Lillebælt på den sydlige del af selve Weddelsborg Hoved. Her kan der træffes havørreder på begge side af revet, midt på revet og for enden af revet. Fisk revet grundigt igennem, da det næsten altid holder på fisk, og giv det gerne en lille pause, hvorefter man forsøger igen. Revet har, set med havørredbriller, primært to funktioner. For det første fungerer det som en oplagt rasteplads for

trækkende havørreder, der kan stå i strømlæ på siden af revet. For det andet er revet en magnet for fødeemner. De koncentreres netop her, og lokker dermed helt uundgåeligt havørreden til. Hvis der ikke er fisk i første forsøg, skal man altså ikke fortvivle, for fiskene vil helt sikkert være der anden eller tredje gang, man forsøger. Som et sidste krydderi til snapsen, skal det nævnes, at Weddelsborg Hoved undertiden er god for en rigtig fin kysttorsk, hvis forholdene ellers er til det.

Sydsiden af halvøen kaldes Weddelsborg. Her kan der parkeres direkte på stranden, hvorefter der fiskes mod højre. Strækket er på cirka tre til fire kilometer inden hovedet nås, og det holder fisk hele vejen. Bunden er på dette stræk en rigtig leopardbund med masser af sand, små og mellemstore rullesten samt svajende tangbuske. Der er en god dybde under land, og havørreden følger tit med helt ind under land. Derfor er der en god fidus i at fiske fra vandkanten, mens man langsomt bevæger sig vestpå. Skal man fiske i havstokken, vil jeg anbefale, at man udser sig et afgrænset område med lovende bundforhold og fisker forholdsvis stationært i dette område.

 

Spændende fisketimer ved Gals Klint

 Gals Klint er en af de mest spændende og artsrige pladser på hele Vestfyn. Det første, man erfarer, når man fisker ved Gals Klint, er den meget store dybde, der skærer helt tæt på land. Det siger næsten sig selv, at der her er chancer for at få fat i en af de helt store sildeædere, som i skjul af tangbusken jager sildestimerne og måske et flaksende blink eller wobler.

Der er tre mulige udgangspunkter for at starte fiskeriet ved Gals Klint. Enten vælger man at parkere på den nordlige side af halvøen ved Søbadvej, hvorfra der er en kort spadseretur ned til kysten. Er man ude efter de rødplettede flade, så er der en god mulighed for at rigge brændingsgrejet til her. Forfanget kan uden større besvær svinges ud på 10 meters dybde eller mere selv med mindre kraftigt grej, og det giver alle tiders mulighed for lidt lir i stangtoppen.

En anden mulighed er at parkere ved Gals Klint Camping og gå det sidste stykke ned til kysten. Lige neden for ligger der tit mange både opankret, og fiskeriet er for det meste ikke muligt her. I stedet fortsættes der langs kysten til venstre, hvor det egentlige fiskeri påbegyndes. Neden for klinten er der en meget spændende kyststrækning, hvor der som tidligere nævnt er stor dybde tæt på land. Bunden består af en blanding mellem store og små sten, der er spredt ud i havstokken med nænsom hånd. Her er også små partier med sandbund og store totter af sav- og blæretang, der svajer frem og tilbage i Lillebælts stærke strøm. Fiskeriet omkring de små stenrev på strækket er næsten altid en succes.

Den sidste mulighed er at parkere ved det smukke slot Hindsgavl, hvorfra der er en lille gåtur i skøn vestfynsk natur. Velankommet på kysten bør fiskeriet koncentreres om området mod højre. Der er tale om nogle anderledes bundforhold i forhold til dem ved Gals Klint, da området huser mange små og store muslingebanker. Disse kan der med fordel vadefiskes på, men vær alligevel varsom, da der både kan være meget strøm og ikke mindst huller her. Det skal dog pointeres, at den stærke strøm i Lillebælt krydret med de store dybder netop gør stedet oplagt, hvis du drømmer om en megaørred i sommernatten.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2009

 

drømmerejse iFish Travel
drømmerejse iFish Travel