– Jeg har ikke været ude at fiske, siden jeg var med min far og storebror ude på en fiskekutter for godt og vel 29 år siden, fortæller Nicolaj Brodthagen. – Faktisk kan jeg ikke rigtig huske, om vores far fangede noget, men min bror og jeg fik i hvert fald ikke noget overhovedet – måske fordi vi blev søsyge…Og sådan var det næsten til vi var tilbage på land, men til sidst fandt jeg dog et sted på kutteren, hvor jeg fik søsygen til at lægge sig. Fra en af de ældre ombord fik jeg en pose med tyrkisk peber, og så klarede jeg mig okay, indtil vi var i land – dog uden at fiske. Men lad os nu komme tilbage til nutiden.
– En frisk morgen i maj tog jeg ud med et par gutter, der før har fisket lidt her og der. Klokken syv om morgenen stod vi klar i Helsingør Havn på Kronborg mole lige ved Herakles & Hydraen af Rudolph Tegner. Planen var, at vi skulle fange dagens frokost og spise den på vores medbragte grill ude i det fri. Men det skulle vise sig, at det ville fiskeguderne ikke helt være med til.
– Bedst som vi stod der og fiskede samt kiggede ud på marsvinene, der legede ude ved bøjerne ved færgetrafikken, var der bid. Men hvad søren skulle jeg så gøre? Hurtigt fik jeg lidt hjælp, da bremsen var nærmest lukket helt i. Også fik jeg af vide, det var sku da ikke så godt, at jeg fiskede med silkesnor. Svaret var, at den havde jeg heldigvis lige byttet ud med et lyserødt blink, som jeg dog desværre mistede til en tangbusk, hvilket virkelig var surt, for det skulle nærmest i glas og ramme… Efter en febrilsk fight kom det flotte dyr ind til land, og det skulle vise sig at være en havørred, som var ret lille, så den fik lov til at svømme videre.
– Den fine fangst skulle naturligvis fejres med en cigar, så det næste stykke tid stod jeg på molen og nød livet med en lille fin cigar i munden. Det skulle dog vise sig, at havørreden blev den sidste fisk, vi mærkede de næste mange timer. Klokken nærmede sig frokosttid, så vi valgte at prøve lykken to andre steder – uden held. Vi måtte derfor slutte i en fiskeforretning, hvor vi betalte os til vores frokost, hvorefter vi kørte ud langs kysten for at finde et sted, hvor vi kunne sætte grillen op og tilberede vores friskfangede hornfisk. Da vores gourmetfrokost var færdig, prøve vi at fiske fra strandkanten, og da vi ikke havde waders, måtte vi kaste over tangbuskene, og det var her, at jeg desværre mistede mit lyserøde blink, som ørreden havde hugget på. Men min første fisk havde virkelig givet mig blod på tanden, så fik jeg lokket de andre tilbage til Helsingør – men dog til Helsingør Nord denne gang.
– Det var en lang gåtur ud på af molen, hvor vi mødte vi ældre herre, som kom meget på havnen. Ham mente forholdene ikke var specielt gode med den vind, som vi havde i dag, men da vi stadig manglede at fange nogle hornfisk, så prøvede vi alligevel. Da vi kom derud, hvor den gamle herre havde peget, gik der ikke lang tid, før den første hornfisk kom på krogen. Nu mærkede jeg igen et sug i maven, og adrenalinen bankede rundt i blodet. Der var ingen tvivl – jeg var for alvor bidt af en gal lystfisker.
– Da dagen var omme havde jeg i alt fanget en ørred og to hornfisk, og den ene af mine venner fik tre hornfisk. Vi havde også selv en konkurrence om, hvem der fanget den største hornfisk, men den vandt jeg desværre ikke. Jeg mangle ellers bare et par millimeter. Jeg havde fødselsdag få dage senere, og her ønskede jeg mig af mine to børn en længere teleskopisk fiskestang, hvilket jeg fik af dem, slutter han og tilføjer, at fiskene skal tilmeldes Westin Cup 2025.
Husk, at alle der indsender fangstrapporter og nye artikler i 2025 deltager i lodtrækningen om en superfed fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.
