KYSTFISKERI EFTER HAVØRRED – DE BEDSTE FISKEPLADSER I FLENSBORG FJORD

Flensborg Fjord byder på masser af spændende havørredpladser, der bare venter på at blive udforsket. Her får du en gennemgang af de bedste hot-spots.

 

TEKST SIMON GAD, FOTOS: RASMUS OVESEN. SIMON GAD OG JENS BURSELL

 

OMRÅDET omkring Flensborg Fjord har lagt scene til historiske, drabelige slag, hvor der er kæmpet for selvstændighed og løsrivelse. Historiens vingesus hænger over de bølgende bakker, og i sin færden rundt i naturen, bliver man mødt af mindesten over faldne soldater og informationstavler, der hele tiden minder én om områdets betydning. Flensborg Fjord ligger som en naturperle der indbyder til harmoni, dybe tanker, rekreation og afslapning. Tag med rundt langs kysten og få områdets bedste fiskepladser serveret på et sølvfad. Det er bare med at komme afsted.

Hvidovre Sport

 

Kohage er en sikker plads– og især stedet lige omkring bøjen, der ses til højre for spidsen, er et hot-spot, som giver mange gode fisk.

Kohage er en sikker plads – og især stedet lige omkring bøjen, der ses til højre for spidsen, er et hot-spot, som giver mange gode fisk.

Kysthavørred ved Skelde

 Jagten på fiskelykken her i grænselandet, begynder på den historiske halvø Broagerland, som ligger sydvest for Sønderborg. I udkanten af Flensborg Fjord rager den ud og tilbyder nogle meget spændende og naturskønne pladser. 

Skelde Mark er en fantastisk idyllisk og indbydende kystplads, som man alene pga. køreturen hertil, bør besøge, hvis man er i området. Som en slange bugter vejen sig over små bakkedrag, gennem sænkninger og langs smukke grøfter, inden man lander på parkeringspladsen umiddelbart oven for kysten. Fra P-pladsen er der fint udsyn både mod højre og venstre langs kysten, og man får med det samme den her boblende, susende fornemmelse i maven, som også kendes under navnet forventningens glæde.

Man kan starte fiskeriet mod venstre hen mod skoven. Her er der tale om en bund med masser af sten i forskellige størrelser, store områder med blæretang og enkelte partier med sand. Det er vanskeligt vadeterræn, så fiskeri langs kysten er anbefalelsesværdigt. Enkelte steder langs kysten er der dog mulighed for at dyrke lidt mere stationært fiskeri, ved simpelthen at vade et stykke ud fra kysten og affiske området med kast i vifteform. Dog skal det nævnes, at fiskeriet omkring de små stenrev, der strækker sig ud fra kysten, kan være rigtig godt, og her bør man ikke i første omgang vade ud, men i stedet lægge kast på henholdsvis højre og venstre side, så agnen præsenteres i området umiddelbart ud for stenene.

Kysten svinger jævnt ud mod toppladsen i området – den store pynt, der som en magnet drager både lystfiskere og havørreder. Strømmene mødes herude og holder på byttedyrene, og der ligger store sten i området, som ligeledes giver strømlæ for vandrende fisk, der tager et hvil, inden de trækker videre. Sørg for at fiske det nære kystvand af, inden du vader ud og giv gerne pynten en del opmærksomhed, da chancen for fisk er stor her.

Vælger man i stedet at fiske mod højre, så er kyststrækningen kendetegnet ved to store pynter, der naturligvis skal tillægges en del opmærksomhed. Fra spidsen af pynterne strækker et stenrev sig ud, og de kan affiskes på samme måde som tidligere beskrevet. På siderne af de to stenrev strækker en sandrevle sig på langs af kysten, og det giver i større udstrækning mulighed for at vadefiske og kaste ud over dybere vand. En mulig metode til at fiske strækket grundigt af, er at vade ud på sandrevlen, der går op mod selve spidsen. Her kan du både foretage kast direkte ud fra kysten, men også lægge kast, der flugter med vinklen på spidsen. Hvis man efter at have fisket spidsen af, vader ned af den modsatte sandrevle og lægger kast ind mod spidsen igen, vil eventuelle standpladser blive gennemfisket fra forskellige vinkler og chancen for at udløse et hug bliver dermed større.

Der kan fanges havørred herude året rundt, men særligt forårsfiskeriet kan være rigtig godt. Hornfisken indfinder sig i månederne maj og juni, og så kan man også være heldig at overliste en tyk efterårstorsk i tangskovene.

 

Kort over de bedste fiskepladser til lanvørred langs kysten i Flensborg Fjord.

Kort over de bedste fiskepladser til lanvørred langs kysten i Flensborg Fjord.

 

Efter havørred på kysten ved Kragesand

Dette område ligger ligeledes på halvøen Broagerland små 10 minutters kørsel fra den foregående plads. Det er et smukt eng område, hvor der igen parkeres i umiddelbar nærhed af kysten. Fra parkeringspladsen går man tværs gennem denne strandeng, som særligt i sommerhalvåret tilbyder sanserne en bred vifte af indtryk, lige fra den nøddeagtige lidt beske smag af en frisk stilk fra strandkålen, til lyden af sanglærkens sommerhyldest over en.

Når fokus igen er på fiskeriet, så kan pladsen typisk karakteriseres som en rigtig chance plads. Den store vig til venstre for parkeringspladsen er meget sandfyldt og lavvandet samt ikke umiddelbart interessant for lystfiskeren. Men pynten, der strækker sig ud fra engdraget og strækningen mod højre, er til gengæld kendetegnet ved dybt vand, et stort bredt badekar med sten og tangbuske samt en god strøm i overgangen fra det lave til det dybe vand. Fiskeriet foregår fra land, og der fiskes højre om, indtil bunden igen bliver mere sandfyldt og området lavvandet.

 

En fin lille havørred bliverforsigtigt afkroget, inden den ryger retur

En fin lille havørred bliver forsigtigt afkroget, inden den ryger retur.

Rønshoved er en fin fiskeplads til havørred

 Nu går turen til den nederste del af Flensborg Fjord, og første stop i jagten på bøjede klinger er her ved Rønshoved. Her er der en fantastisk udsigt ned gennem fjorden med de to Okseøer ude til venstre. Pladsen nås bedst ved at køre af rute 8 mod Kruså, og i Rinkenæs dreje til venstre af Fjordvejen, som man følger fem kilometer, hvorefter man drejer til venstre af Højskolevej og herefter til højre af strandvejen som ender helt nede ved kysten.

Pladsen er kendetegnet ved at være temmelig lavvandet, så spinnefiskere skal ty til let grej med små blink eller bombarda, hvorimod pladsen er skræddersyet til fluefiskeren. Bunden består af muslingebanker, ålegræsbælter og spredte blæretangsbuske på en typisk blød fjordbund. Der kan vadefiskes langt fra land, men det nære kystvand kan også byde på overraskelser. Det skal bemærkes, at den lille Frue Bæk har sit udløb til højre inde i den lille vig, og her er der redningzone 500 m til hver side i perioden fra d. 16. september til d. 15. januar. Når det så er sagt, så er det værd at skrive sig bag ørene, at når fredningen ophører, kan der være et super godt fiskeri ud for og i nærheden af bækken. Det er der tre gode grunde til. For det første så varmes vandet i vigen hurtigere op, og i den kolde tid kan en temperatur stigning på et par grader være det, der gør forskellen. For det andet er det en kendt ting, at ferskvandet lokker havørreden i de kolde måneder og for det tredje samles de få byttedyr, der er aktive i de kolde måneder sig gerne i nærheden af udløb som disse. Derfor er der selvfølgelig også havørreder.

Til venstre for parkeringspladsen er den lille pynt, som strækker sig ud for kysten, et oplagt mål for dagens udfoldelser. Ud for pynten skærer dybdekurven sig tættere på land, og fiskeriet kan med fordel dyrkes fra land. Badekarret umiddelbart inden pynten holder også tit på fisk, og skal prøves inden man vader ud.

 

Simon med en fin havørredtaget på bombarda og en lille rejeimitation.

Simon med en fin havørred taget på bombarda og en lille rejeimitation.

Fine havørreder på kysten ved Sønderhav og Kohave

 De fleste vil ikke umiddelbart forbinde pølser og havørreder med hinanden, men ved Sønderhav ligger en lille grillbar, som har opnået kultstatus særligt blandt motorcyklister, der mødes over en ristet med det hele. Lad det være sagt med det samme: En kystfisker med respekt for sig selv bør ikke se sig for fin til at svinge vejen forbi, når han alligevel er i området. Selve fiskeriet ved Sønderhav er vanskeligt, da der ikke er nogen egentlig strand at fiske fra. Fjordvejen, som går mod Kollund, løber helt ud til kysten, og hvis vandet står højt, er det praktisk talt umuligt at fiske her. Grunden til, at jeg alligevel nævner Sønderhav, er et lille uskyldigt stenrev, som ligger små 500 meter fra grillbaren. Herudfra kan man fint stå og fiske, men fluefiskeren kan have problemer med at få plads til sit bagkast, hvorfor spin er mest hensigsmæssigt.

Ud for stenrevet løber den lille Gårdbæk ud i fjorden, og derfor er det fra d. 16. september til d. 15. januar ikke muligt at fiske her og 500 meter til hver side. Men uden for fredningstiden holder det ferske vand stadig på havørreden, og stenrevet som ligger rimelig isoleret i et område med meget sandbund, fungerer som en magnet for byttedyr, der igen tiltrækker havørreden. Jeg har hørt om flere fisk på 6-7 kilo fra dette lille rev, så det er bestemt et forsøg værd.

 

Det lille stenrev på spidsen af Rønshoved er en giftig havørredplads.

Det lille stenrev på spidsen af Rønshoved er en giftig havørredplads.

 

Det andet hot-spot ved Sønderhav er det store rev Kohage, der rager ud i Flensborg Fjord. Pladsen bør være det egentlige mål for fiskeriet i området, og det er her ens fisketid skal bruges. Der parkeres på en lille plads umiddelbart ovenfor revet, og herfra kan man via en trappe entre kysten og lade sanserne slubre indtrykkene i sig. Når man står neden for trappen, ligger revet ude til venstre for en. Det er oplagt at begynde fiskeriet med det samme og bevæge sig ud mod spidsen. Der er forholdsvis dybt tæt under land allerede her, og derfor kan der ikke dyrkes et decideret vadefiskeri, men det er også godt det samme, da havørreden træffes helt inde under land. Det er et skønt område både for spinne- og fluefiskere, og forholdene indbyder virkelig til havørredfest.

Det første hotspot på strækket er den store bøje, der står små 50 meter fra spidsen. Rundt om bøjen er der dybere og mere strøm, og havørrederne koncentreres undertiden her. Det er uanset hvad en god idé, lige at ligge et kast ekstra ud her. Måske hugger drømmeørreden. Velankommet til spidsen, kan man gribe fiskeriet forskelligt an.

Til venstre for en, går der en lille bugt ind, som er ekstremt lavvandet. Den skal ikke tillægges videre opmærksomhed. Start fiskeriet ret ud for spidsen ved at fiske det nære kystvand af først. Herefter kan der vades et stykke ud på revet, hvorefter man kan fiske højre om – og kaste ud over stor dybde i retning mod Okseøerne. Det er super spændende fiskeri, og der kan fanges fisk året rundt. Sommerens natfiskeri skal fremhæves og efterårstrækket ligeså. Kohage revet ligger uden for fredningszonerne i området og kan derfor fiskes året rundt. God tur til Flensborg Fjord.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2010.

Få det fulde overblink over hvordan du fisker efter havørred i bogen “Refleksioner på Kysten, som du kan købe her (REKLAME):

 

Friluftsland

 

Rød/sorte blink som dette givergodt – især når vandet er uklart.

Rød/sorte blink som dette giver godt – især når vandet er uklart.

 

Med snorkel og svømmefødderkan du hurtigt lige checke de aktuelle forhold på pladsen.

Med snorkel og svømmefødder
kan du hurtigt lige checke de
aktuelle forhold på pladsen.

 

drømmerejse iFish Travel

KYSTFLUER I MØRKET – HAVØRRED PÅ OVERFLADEN

Som regel er der lidt lys fra månen og havørrederne ser fluerne som en mørk silhuet op  mod nattehimlen. Denne silhuet må gerne ligne noget livligt og kan gøres tydeligere ved at bruge
sorte materialer.

Når fiskene konstant bryder en spejlblank over flade, er natfluefiskeriet på kysten noget af det mest spændende. Selvom det er mørkt kan man sagtens fiske visuelt. Her får du to natfluer som du ikke kan undgå at se blive taget, selv i mørke!

 

TEKST: PETER RØDSGAARD, FOTO: JENS BURSELL

 

TAKTIKKEN behøver ikke være det helt store med højvandstabeller, temperaturmålinger, vindstyrker/retninger og skydække osv. Men det er faktorer, som let kan have indvirkning på fiskeriet, og man gør sig selv en tjeneste ved at tjekke mindst et par af dem, der har direkte indflydelse på, om det er muligt at fiske.

Her er vinden vigtigst, da det bare ikke er sagen at stå i mørke med en dum vind eller et alt for oprørt og uklart hav. De andre kan tjekkes på stedet eller nettet når man kommer hjem, og lagres i ens voksende erfarings bank. Den vigtigste faktor er tid. Det koster tid at lære de lokale hotspots, med deres forskellige top tidspunkter at kende.

Nogle generelle ting, der kendetegner mange fine natpladser er rev/tanger, tidevandsstrøm eller koldt dybt vand i nærheden. Har man alle tre i samme plads, så bliver det som regel ikke bedre. På en længere strækning kan der være områder, hvor strømmen er stærkere eller svagere, som følge af de fysiske forhold, og det kan betale sig at lægge mærke til det, når pladsen besøges i dagslys. Det er rimeligt let for en fluefisker, som ikke affisker kysten for langsomt, at følge med i hvor stor afdriften er på fluelinen på en given strækning med strøm.

 

Geddefeber

 

Natfluer til havørred på kysten er ofte sorte

Muddler fluen er en natklassiker der ikke er til at komme uden om. Et godt fif er at sætte et stykke sugerør på inden hjorthårene bindes ind. Så kommer man ikke til at klippe i materialerne når hjortehårene klippes til.

Kystfluer til natfiskeri på kysten

Selve fiskeriet foregår for mit vedkommende altid med fluer, som går højt i vandet. De skal faktisk helst streame. Det skal være sagt med det samme, at det måske ikke altid er det mest effektive, men når der er en fisk, som tager fluen, så er det bare for overlegent. Jeg bytter gerne to for en, bare oplevelsen følger med.

Fluerne jeg benytter i ca. 90% af tiden er en mudler type eller en natigle. Fluerne kan begge streame, og bliver derved temmelig synlige, for både fisken og mig selv. At fisken lettere spotter fluen, når den går højt, og ses som en pulserende silhuet, der laver ravage i overfladen, er ofte godt. Uroen i overfladen afslører for mig, hvor fluen befinder sig. Nogle gange får jeg også med, når en fisk stiger et stykke væk, og styrer direkte mod fluen, for at tage den i et ordentligt plask. Det giver noget af et kick! Affiskningsteknikken rummer ikke de dybe hemmeligheder, den varierer meget fra lange rolige tag til små hurtige indtagninger. Det kan altid betale sig at eksperimentere, selvom man fanger fisk på en bestemt indtagningsrutine. Man ved aldrig, om man gør det optimalt.

Natfiskeri på kysten efter havørred med muddlers

Mudlerfluen jeg benytter er opbygget som en zonker, som har fået nogle flash strå på siderne, og et lidt overdimensioneret mudler hoved for bedre at flyde samt flytte vand. Krogen skal være med et godt krog gab, så jeg anvender en Mustad stinger i str. 2 eller 4. Kroppen laves i Glis’N dub i orange, med en guld rib i medium, der også fastgør zonkerstrippen af sort kanin i 3 mm Scut.

Krop og vinge må fylde lidt over halvdelen af krogskaftet. På hver side af vingen sidder tre strå krystal flash: Ice-pearl, guld og sort, så den kan glimte lidt i mørket. Muddler hovedet laver jeg først ved at binde et hackle på i sorte hjortehår, der går ca. til krogspidsen. Inden jeg binder resten af hårene på, sætter jeg et stykke sugerør ned over hacklet, så jeg kan klippe hovedet i facon uden at skade hacklet. Klipningen af hovedet skal give en buttet facon der spidser til mod krogøjet. En vigtig detalje er at klippe hovedet godt tæt på krogskaftet på undersiden, så opdriften kommer oven på fluen, og den vender rigtigt i vandet.

 

Skum anvendes ofte i natfluer til havørred for at få dem til at gå i overfladen og streame.

Natiglen er bundet med skum for at få den til at gå helt oppe i overfladen. Versionen til højre har en lille flap så den laver ekstra meget ballade i vandoverfladen. Har man først en gang set og hørt en grådig havørred smaske til sådan en i måneskæret, så er man solgt.

Sådan laver du Natiglen til kystfluefiskeri om natten

Natiglen er en sort udgave af René Hansens sandigle, som lige har fået rygskjoldet byttet ud med sort skum. En streamer krog i str. 2 eller 4 egner sig fint til denne flue. Fluen er enkel i sin opbygning, med en hale lidt længere end krogskaftet i sort marabou, og en krop i sort 15 mm cactus chenille. Kroppen gøres fladtrykt med et skjold på over- og underside. Undersideskjoldet er af 5 mm klar body stretch, og ryggen er en strimmel 3,5-4 mm bred 2 mm flyfoam i sort. Ryg og bug holdes på plads af en 0,25 mm nylon rib. En finesse er at klippe strimlen i flyfoam så den går et stykke bagud over krogbøjningen, for at løfte fluen lidt i bagenden, hvor den er tungest. Skal fluen lave ekstra ballade i overfladen, så bindes og klippes skummet til, så der stikker en lille flap op foran.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2009

 

Geddefeber
drømmerejse iFish Travel

ØRREDER, ABORRER OG GEDDER PÅ SAMME DAG

– Søndag morgen lidt over seks startede Jens Nordmark og jeg fiskeriet ved åen, fortæller Mads Davidsen, der er prostaffer hos Savage Gear. – Jeg havde ikke været der i næsten en måned, siden jeg sidst fangede en fantastisk havørred på 81 cm – en fangst, der stillede min lyst til åfiskeri for en stund.

– Jens fik lov at fiske de mest oplagte og spændende strækninger, mens jeg selv tog nogle lidt mindre attraktive spots. Men som vi ved: Når det gælder fiskeri, kan alt ske. Efter en god halv times tid stod jeg ved et sted, hvor der voksede lidt græs ud over brinkens kant. Jeg kastede min Savage Gear Goby Crank ud og lod den drive lidt forbi. Jeg havde kun rullet en halv meter ind, da en god fisk huggede voldsomt – og med kun en meter line mellem stangspids og fisk blev det hurtigt en hektisk affære. Efter lidt kamp kunne jeg nette en superflot hanfisk, som målte 71 cm. Efter et par hurtige billeder fik den sin frihed tilbage.

– En lille time senere fik jeg endnu en flot havørred, dog noget mindre denne gang. Herefter døde fiskeriet lidt ud, og varmen tog til. Vi besluttede derfor at køre til en nærliggende sø for at fiske aborrer i stedet. Det viste sig at være en god idé. Vi fangede et hav af mindre aborrer – over 100 i alt – men også flere gedder som bifangst. Flere af dem var faktisk i rigtig god størrelse med de største omkring 90 cm og 95 cm. Når man tænker på, at de huggede på helt små gummidyr beregnet til aborrer, var det ret imponerende.

– Alt i alt sluttede dagen med to havørreder, ni gedder og over 100 aborrer på land. Det kan man bestemt ikke klage over, slutter mads, som du kan følge på Instagram og TikTok.

Husk at der er masser af fede åartikler i artikelarkivet her – samt predatorartikler om gedde, aborrer og sandart her.

 

drømmerejse iFish Travel

 

Mads Davidsen, der er prostaffer for Savage Gear med en smuk gedde.

Mads Davidsen, der er prostaffer for Savage Gear med en smuk gedde. Øverst med den fine åhavørred på 71 cm.

 

Mads kan bare det der med gedderne.

Mads kan bare det der med gedderne.

 

 

drømmerejse iFish Travel

EN SMUK HAVØRRED TIL AFVEKSLING FOR HAVBARS

– Efter et ret godt havbarsfiskeri over sommeren, men noget langt mellem havørrederne, lykkedes det mig at lande denne havørred på 49 cm, fortæller Steen Lyck. – Jeg var ved vandet kl 05.00, hvor der var halvstore bølger og god strøm.

– Under disse forhold skal fiskene tages langt ude, så den sædvanlige 28 grams Westin D360 Distance i rød/sort blev banket derud af, og efter ret kort tid var der et solidt hug helt ude i kastet. Det var bare skønt at mærke et helt andet flex på min Sportex Airspin Rs 2 Seatrout 10,1. Selv om havbarsen er en spændende fighter, så slår den i min optik ikke havørredens fightergen, og havørreden skuffede ikke eftersom den gav en god fight med flere stærke udløb, slutter han.

– Rapporten fra Steen deltager som alle andre fangstrapporter og nye artikler i 2025 på fiskogfri.dk i lodtrækningen om en fantastisk fiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel, hvilket du kan læse mere om her.

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED – LYSE NÆTTER PÅ KYSTEN

Klar til natfiskeri på kysten efter havørred med en stor kystwobler.

Findes der noget bedre end en lun sommernat på kysten i selskab med et par gode kammerater og en stime hugvillige sølvblanke havørreder? Det skulle da lige være et par grillede pølser på bålet oven på en heftig fight i nattemørket. Her giver Henning Trier dig opskriften på den fiskemæssige side af sagen.

 

AF JENS BURSELL

 

SOLEN GÅR NED bag klinten, og inden længe er det sidste spor af dagen et sart pink skær over de tunge regnskyer, der hænger lavt og truende over horisonten. Pludselig giver det et ryk i stangen, og et splitsekund efter står den lette kyststang spændt i en fin bue. – Torsk, gjalder det ud over bølgerne, mens sidemandens stang næsten simultant flekser sammen i en bue med præcis samme krumning.

Og sådan bliver det ved. Hvert andet øjeblik ses ringende fisk blot 40-50 meter ude, og næsten hver eneste gang blinkene lander på overfladen, tages der blot nogle få omdrejninger på hjulet, inden de iltre og velfightende småfyre på 30-40 centimeter lader sig friste over måde. I takt med, at mørket tager til, bliver der længere og længere mellem snapsene, men pludselig brydes stilheden af et massivt plask, der minder en hel del mere om en gedigen havørred end en lille torsk.

Topfokuseret bliver der arbejdet med hver eneste lille bevægelse i blinket for at udløse hug refleksen, og inden længe høres den svage hvislende lyd fra et lynhurtigt modhug, der på et splitsekund forplanter sig til kystblinket, så havørreden i den anden ende ryger fuldstændig fri af vandet. – Ørred, lyder meldingen gennem den friske natteluft med en noget mere opstemt tone end da de første torskehug blev proklameret. Et par minutter efter er der opvisning i luftakrobatik helt inde i havstokken, og i det stadigt tiltagende mørke forstærkes plaskelydene, så fiskekammeraterne blot får endnu mere fiskefeber.

 

Jens Bursell med fin trekilosblankfisk fra Møn taget på en 28 grams rød/sort Bornholmerpil fisket på et release-takel lige i det mørket sænkede sig.

Jens Bursell med fin trekilos blankfisk fra Møn taget på en 28 grams rød/sort Bornholmerpil fisket på et release-takel lige i det mørket sænkede sig.

 

Daiwa Open 2025

 

En sølvblank havørred i sommernatten

Sikkert på land beundres den smukke, sølvblanke fisk i pande – lampens skær, men der hviles ikke for længe på laurbærrene. Selv på en sommernat som denne, gælder det nemlig om at være på dupperne, når først stimen er der. Hugperioden kan være kortvarig, så det er bare med at få sendt blink og kystwoblere retur til deres rette element. Der skal smedes, mens jernet er varmt, og det viser sig at være et godt valg, for efter en times hektisk aktivitet dør fiskeriet fuldstændig ud. Der er hverken plask, hvinende bremser eller lyden fra sølvblanke ørreder, som klasker i stenene.

Til gengæld ligger der et par fine havørreder på den store sten ved rygsækkene. Det eneste, man kan høre i miles omkreds, er dønningernes rytmiske skvulpen mod stenene. Men snart brydes stilheden af lyden fra et knitrende bål samt en diskret blanding af smaske- og klukkelyde akkompagneret med en lind strøm af sprudlende røverhistorier. Nu er det igen tid til igen at nyde sommernatten i fulde drag – bare på en lidt mere tilbagelænet måde. Jo – en god gang natfiskeri efter havørred er på alle måder en både spændende og hyggelig oplevelse. I nattens mulm og mørke spørger jeg ind til Hennings mangeårige erfaring med natfiskeri på kysten, så her får du lige en stak staldfiduser til de lune sommernætter:

– Der skal jo helst også være nogle store, fede, blanke havørreder at dvæle over, når først bålet bliver tændt, griner han. – Mit natfiskeri startede på de Vestsjællandske rev med bobleflåd og flue. – På det tidspunkt var der stort set ingen, som natfiskede. Det ændrede sig dog rimelig hurtigt op igennem halvfemserne, hvor flere og flere spinne- og fluefiskere fik øjnene op for, hvilke muligheder der ligger i dette spændende og til tider nærmest fortryllende fiskeri.

 

1) Henning Trier er en garvet rotte,når det gælder natfiskeri efter havørred på kysten. Her er han ved at line op med sin favorit Sandgrævling i kobber/sort, der dog først kommer frem, når det er buldermørkt. I tusmørket foretrækker han normalt gennemløbsblink i grøn/sølv – gerne Hugormen. 2) Jens Bursell med en fin natørred fra kysten.

1) Henning Trier er en garvet rotte, når det gælder natfiskeri efter havørred på kysten. Her er han ved at line op med sin favorit Sandgrævling i kobber/sort, der dog først kommer frem, når det er buldermørkt. I tusmørket foretrækker han
normalt gennemløbsblink i grøn/sølv – gerne Hugormen. 2) Jens Bursell med en fin natørred fra kysten.

Sådan får du succes med natfiskeriet efter havørred

 – At kender sine pladser er en af de vigtigste ting, hvis du skal have succes med natfiskeriet, pointerer Henning. – Mine erfaringer stammer primært fra Sjælland, og her er det i grove træk to forskellige typer af pladser, der tæller tungt i fangstatistikken. På Vestsjælland er det hovedsaligt de lavvandede rev med strøm – gerne pynter og odder. Disse typer af pladser er også gode om fx efteråret på Østsjælland, men når sommernatten sænker sig, er det i højere grad pladser med lidt dybere vand helt ind under land, der trækker fiskene til. Præcist, hvad det skyldes, er ikke godt at vide, men jeg tror, det har noget at gøre med, at de østsjællandske ørred i højere grad lever af tobiser, som har forkærlighed for disse pladser.

– Umiddelbart kunne tro, at det havde noget med saltholdighed at gøre, men det tyder resultaterne fra Flemming Andersens bog om de Vestsjællandske Rev ikke på. Jeg er selv biolog, og var med til at indsamle data på en række havørredrev. Her viste det sig, at der ikke var nogen sammenhæng mellem saltholdighed og forekomst af ørred om sommeren – selv når saltholdigheden svingede fra 8-26 promille.

– Især på Vestsjælland betyder tidevand og vandstand en hel del, for om der er fisk på pladserne. Generelt er det min erfaring, at ekstremer sjældent fisker helt optimalt. Helt lavt og højt vand er sjældent perfekt på mine favoritpladser. Springflod har jeg eksempelvis ret dårlige erfaringer med. På Vestsjælland har jeg især gode erfaringer med faldende vand, men når det er sagt er der også flere pladser, hvor det virker som om, at vandstand og tidevand ikke betyder så meget. Dette gør sig ifølge mine erfaringer gældende på mange af de Østsjællandske pladser.

 

 

Selvom sommernatten er kort,kan det blive svært at holde koncentrationen til morgen - fiskeriet, hvis ikke man lige tager sig en morfar midt på natten.

Selvom sommernatten er kort, kan det blive svært at holde koncentrationen til morgen – fiskeriet, hvis ikke man lige tager sig en morfar midt på natten.

De bedste forhold til natfiskeri efter havørred på kysten

 – Relativt klar vand – eventuelt med en anelse svæv er helt klart nogle af de mest ønskværdige forhold, fortsætter han. – Vinden skal ikke være alt for kraftig, men havblik er heller ikke godt. Der må meget gerne være rifler eller små bølger – så går fiskene ofte mere til stålet. Personligt foretrækker jeg sidevind, men det er mest af praktiske årsager, fordi jeg synes det er lettere at kaste med fluestangen. Drømmescenariet er for mit vedkommende stille, men riflet vand, hvor der under overfladen løber en jævn strøm, så der er noget bevægelse i vandet. Så kan man se fiskene trække ind og sightfiske til de enkelte – det er simpelthen bare for fedt.

Månens betydning til natfiskeri efter havørred

 – Månefasen betyder meget – især jo længere hen på sommeren man kommer, understreger Henning. – Hvis der eksempelvis er både fuldmåne og havblik, er der bare så meget blæs på lampen, at det kan blive svært at lave et fornuftigt bedrag. Lige efter ny- og frem til halvmåne er efter min mening de mest optimale forhold – nætterne er jo lyse nok i forvejen. Hvis der fiskes lige op til – eller under fuldmåne, skal der helst være lidt bølger og skyer, hvis ikke fiskene skal blive for sky.

De bedste kystørredfluer til natfiskeri

 – Til fluefiskeriet har jeg fisket en del med klassiske muddlere, men med tiden er jeg gået mere og mere over til zonkere i rød, sort og skrigende pink, afslører han. – Det er en stensikker metode, der bare virker. Især på Vestsjælland er det røde islæt godt at have med, hvis man skulle støde på en regnbue eller to. Fluerne har jeg især tidligere oftest bundet på en Kamasan str. 6 krog.

– Moderne skumfluer som fx Nightskater med sort hanehackle og en gang skum fungerer aldeles fortræffeligt. Det er en fantastisk fornemmelse at kaste til en fisk, og se fluen streame gennem overfladen, indtil der rejser sig en kølvandsbølge bag ved og – BANG. Så bliver det ikke bedre. Er det kun effektiviteten, der tæller, så er og bliver favoritten dog en tre centimeter lang zonker bundet på rør med en L-rig og en str. 12 Owner ST 36 BC i enden. De kroger bare rigtig godt. Læs om L-rigs i Jens Bursells kapitel ”De sidste 50 %” i bogen ”Refleksioner på Kysten” (REKLAME).

– Jeg tager fluen ret hurtigt hjem – næsten som om dagen, men er der meget strøm, skal man lige huske at korrigere for, at linebuen tilføjer fluen ekstra fart. Hvis jeg ved, at der er fisk, men ikke fanger noget, er jeg ikke bleg for at sætte en orm bag bombardaen. Orm slår alt andet med hestelængder. Det fås simpelthen ikke mere effektivt.

 

Når mørket falder på, er storekystwoblere som fx disse et godt valg. Øverst Kongetobis og nederst Sandgrævlingen – begge specialmalet fra OGP.

Når mørket falder på, er store kystwoblere som fx disse et godt valg. Øverst Kongetobis og nederst Sandgrævlingen – begge specialmalet fra OGP.

 

Mørke agn til kystspin om natten efter havørred

– Med spinnestangen fisker jeg traditionen tro med relativt mørke agn. I perioden indtil det er helt mørkt, fisker jeg ofte med gennemløbsblink i grøn/sølv eller sort– fx Hugormen eller Bornholmerpilen, men så snart det er buldermørkt skifter jeg til en stor kystwobler – eksempelvis en Sandgrævling i mørke farver, som giver en god og let synlig silhuet i vandet.

– Når det er sagt er det vigtigt at være åben over for variation. Fanger man for eksempel ikke på en Sandgrævling, så er det bare med at skifte til noget radikalt anderledes. Selvom man ofte går efter en stor silhuet, kan det i nogle til – fælde være mindre og mere diskrete fluer eller blink, der skal til – selv om natten.

 På listesko efter kystørred om natten

 –Diskretion er en dyd– også om natten. – Folk har en tendens til at tro, at bare fordi det er mørkt, kan man bedre tillade sig at plaske rundt. Men fisken kan også være sky om natten. Tilsvarende har folk en tendens til at fiske i blinde, fordi det er mørkt, men det er der ingen grund til. Når først man har vænnet sig til det, kan man se meget mere end man tror. Lettest er det at kigger mod nord – nordvest, som normalt er den lyseste del af nattehimlen. Kig og lyt hele tiden efter fisk – præcis som du ville gøre det om dagen. Og observerer du fisk, som er lidt længere nede af kysten, så flyt med det samme efter fisken. Det kan altid svare sig at være dynamisk i sit fiskeri. Det er en af de ting, der i sidste ende giver mig flest fisk.

Hugperioder efter kystørred i mørket

– De bedste tidspunkter varierer selvsagt utrolig meget fra plads til plads og fra område til område. Skal man generalisere lidt, så er mønstret på fx Østsjælland ofte det, at den hektiske hugperiode sent om foråret og om sommeren ofte falder i perioden fra skumring og en times tid efter, at det er buldermørkt. I samme periode på Vestsjælland er det dog ofte lidt tidligere, at fiskene går amok. Ofte vil man komme ud for, at der kommer en hugperiode til, når det så småt begynder at dæmre. Perioden midt på natten er derfor et godt tidspunkt, hvis man trænger til et lille powernap, slutter Henning.

Få det fulde overblik over kystfiskeriet efter havørred i bogen “Refleksioner på Kysten”, som du kan købe her (REKLAME)

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2010

 

Tradera

 

Frisk fra nettet og direkte påpanden...bedre bliver det ikke.

Frisk fra nettet og direkte på panden…bedre bliver det ikke.

 

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2025: EN MASSIV KYSTØRRED FRA STEVNS

– Min søn og nogle af hans kammerater har fanget interessen for fiskeri og hiver i mig for at få mig med på kysten, fortæller Christian Andersen. – Undervejs lærer jeg fra mig det bedste jeg kan – og giver dem en masse tricks.

– Forholdende så lovende ud. Jeg var dog lidt skeptisk på valget af spot, fordi havtemperaturen var relativ høj netop her, og jeg havde på fornemmelsen, at vi skulle være et andet sted. Vi vågnede to timer for sent, hvorefter knægten spurgte, om det var for sent? Mit svar var, at det er aldrig for sent. Og så var det ellers op og afsted!

– Vi ramte vandet kl. cirka 6, og der var god strøm, så det så lovende ud. Vi fiskede en halv times tid, hvorefter jeg satte mig på en sten med en god kop kaffe og kiggede på, at drengene fiskede. Jeg rejste mig og gik 20 skridt længere væk, hvor jeg kunne se noget rigtig godt strømvand på bagsiden af revet. Her kastede jeg tre gange og BANG, sagde det. Et solidt hul i vandet afslørede en god fisk. Jeg nåede lige at tænke 3 kg…. men inden jeg fik løsnet bremsen, begyndte den at trække line af hjulet, og jeg kunne mærke, at fisken ikke ville med ind. Hurtigt fik jeg råbt til knægten ”den er STOR!!’” Han kom straks løbende med nettet, og efter fire stærke udløb, fik vi den i nettet.

– Jublen var stor, og drengene havde nok endnu mere gummiben end mig selv. Otte år skulle der gå før jeg fik PB igen. Jeg har dog ikke fisket ret meget i de 8 år, men alligevel… Min tidligere PB var 76 cm og 6,3 kg, og denne flotte han var 80 cm og 7 kg. Efter to timer ved vandet kørte vi tilfredse hjem igen.

Fisken er tilmeldt Westin Cup 2025, der slutter i morgen tidlig. Glæd dig til en ny stor konkurrence i august, hvor du hver måned kan vinde grej for flere tusinde kroner. Alle nye fangstrapporter og artikler i 2025 deltager i lodtrækningen om en drømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

Få det fulde overblik over hvordan du fisker havørred på kysten i bogen “Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

EN SMUK SOMMERØRRED FRA MØN

– Jeg havde egentligt ikke tænkt, at jeg skulle ud i går aftes, fortæller Jonas Suldrup. – En vind på 8-10ms fra vest gjorde nemlig mine vante pladser omkring Karrebæk ufiskbare. Så da konen kl. 18 spurgte, om jeg skulle ud og fiske, sagde jeg egentligt nej. Så sad jeg de næste 20 minutter og kiggede efter pladser på nettet, og overvejede Stevns eller Møns Klint, men tænkte, at der nok var godt besøgt på sådan en fredag aften i vestenvind. Jeg besluttede derfor at køre til sydsiden af møn på et spot, som jeg en gang tidligere havde besøgt uden held.

– Kursen blev sat, og jeg ramte vandet kl. 20. Efter en times fiskeri med en neutral gennemløber, blev der skiftet over til en ny, som jeg havde købt den forrige weekend i en lille butik i Stege, hvor jeg fik en snak med damen som ejede butikken Hun fortalte, at det var hendes afdøde mand Jens “Grizzly” Gøth, som tidligere havde haft fiskegrejsbutik i Vordingborg, der selv havde havde produceret gennemløberen.

– Efter 10 minutter med den nye sort/hvide Tornado fra Grizzly Lures, kom der flex på stangen helt ude i kastet. Godt jeg havde taget min Westen W6 kastekanon med, for ellers var jeg nok ikke kommet helt derud, hvor fisken var. Efter en intens fight med flere udløb fik jeg landet havørreden, der var en dejlig sommerfisk på 54cm og 1,8kg. Jeg fik en enkelt målfisk mere, som fik friheden, inden jeg pakkede sammen og tog hjem. Det var bare en super dejlig sommeraften, slutter Jonas.

Få det fulde overblik over hvordan du fisker efter kystørred i Danmark i bogen “Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

EN SMUK HAVØRRED PÅ FLÅD & REJE

– Jeg har fisket karper det meste af mit liv og troede aldrig, at jeg skulle blive tændt på havørred, fortæller Christian ”Fiskercolo”. – De sidste to år har jeg dog fisket rigtig meget efter havørred, og omtrent 150 fisk har været oppe at vende i nettet. Men – det har dog som regel været fisk på max 1 kg.

– Forleden havde jeg tæsket blink overalt i havnen, og ude ved sejlrenden opdagede jeg, at der var fisk, som jagtede fjordrejer. Jeg fangede derfor et par rejer med fangstnettet, og satte en af dem på en lille krog under et femgrams flåd. Efter 10 minutters fiskeri ude i strømmen forsvandt flåddet. Jeg gav et hurtigt modhug, og et øjeblik senere var fighten i gang. Havørreden piskede derudaf og sprang fri af vandet flere gange, så jeg var sikker på, at det var en ny PR. Og ganske rigtigt, så gled smukke 2,6 kilo fordelt på 64 cm, snart i nettet. Knæk og bræk derude, slutter Fiskercolo.

Læs mere om havørredfiskeri med rejer her i denne artikel fra artikelarkivet på fiskogfri.dk

Christian deltager som alle andre der sender fangstrapporter ind t il fiskogfri.dk i lodtrækningen om en fed fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

KYSTFISKERI OM NATTEN – INSPIRATION TIL HUSKELISTEN

Natture på kysten kan både være spændende og givende – men det kan bestemt også være koldt og mørkt. Her får du en stribe råd til grej du kan medbringe på natturen for at sikre at du får en behagelig tur, uanset om får fisk eller ej.

 

AF GORDON HENRIKSEN, FOTOS: MIKKEL JUNGERSEN, LARS LAURSEN & GORDON HENRIKSEN

 

NATFISKERI kendetegnes ved at det er mørkt og køligt, og måske ikke ligefrem noget der inspirerer til hygge og komfort. Men det kan der rådes bod på ved at medbringe lidt ekstra udstyr. Ofte foregår fiskeriet på et bestemt rev eller pynt, og man kan sagtens slæbe lidt mere udstyr med end man ellers ville og lave en basecamp.

Her får du lidt inspiration til hvad du kan tage med på din næste nattur. Det hjælper dig nok ikke med at fange flere fisk, men gør helt sikkert at natten bliver en fornøjelse.

 

Hvidovre Sport

 

Lys til natfiskeriet på kysten

Noget lys skal der til. Selvom fiskeriet foregå i mørke er det nødvendigt med lys, når der skal pilles med grejet, fisken skal landes osv. En almindelig lommelygte er ikke specielt handy når man står i mørket med en spændt fiskestang i den ene hånd og et fangstnet i den anden. Her er det essentielt med en pandelygte. Vælg en lille letvægtsmodel som er behagelig at have på selv når den ikke er tændt, så den altid den klar når lyset skal bruges. Er man typen der helst skal have kasket på når man fisker findes der modeller med indbygget lys og batterier. Nogle pandelamper har mulighed for at bruge et rødt lys – fordelen ved dette er at man ikke mister sit nattesyn når lampen tændes og igen. I letvægtsenden kan streamworks’ lineklipper med indbygget lys anbefales og jeg har også haft stor glæde af en større lampe, som bruges når man sidder ved basecampen eller skal gå ad stien tilbage til bilen.

Hold dig varm på natfisketuren

At holde på varmen er selvsagt essentielt, for selv efter en varm sommerdag kan det godt blive køligt på en skyfri nat. Et sæt solidt langt undertøj, samt en ekstra sweater eller fleece som man ikke regner med at bruge, men alligevel ender med at tage på er en rigtig god ting. Det samme er en kasket eller hue da en stor del af pølvarmetabet foregår via hovedet. Et liggeunderlag til at sidde eller ligge på samt en sovepose man kan tage en slapper i inden morgenfiskeriet er også et par fine ting at have med. Og så havde jeg næsten glemt den lille lommelærke – det er jo også en måde at få varmen på…

Se artikler om god beklædning i artikelarkivet på fiskogfri.dk her

Mad og drikke på natfisketuren

Uden mad og drikke duer natkystfiskeren ikke… Og allerhelst skal det være varm mad og drikke. En termokande med varm kaffe er selvsagt sagen på en nattetur. Koffeinen giver et lille pep, og den varme drik luner. Handpresso Wild giver mulighed for at lave frisk espresso på stedet hvis man er kaffe feinschmecker. Der er god tid til et par hyggelige pauser under en nats fiskeri og her en gang varm mad lige sagen.

Så tag røgeovnen eller et lille campingblus med, så man kan lave en gang ferskrøget havørred eller varme en gang gullasch.Til nød kan en kop Knorr i koppen og varmt vand fra termokande gøre det. Er man rigtig vildmarksgourmet skal maden selvfølgelig laves på bålet.

 

Der er ikke noget bedre end et bålpå natfisketuren. Det giver varme og hygge, kan bruges til mad – og så har det en helt speciel afstressende effekt.

Der er ikke noget bedre end et bål på natfisketuren. Det giver varme og hygge, kan bruges til mad – og så har det en helt speciel afstressende effekt.

 

Et hyggebål i natten

 Bål er lig med nathygge og skaber god stemning, varmer og giver muligheden for at grille et par pølser eller smide en fisk i sølvfolie. Medbring derfor gerne lidt alufolie og lidt citron, urter og smør i en lille mad kasse. Kombinerer det med en gang pulver kartoffelmos du blander med varmt vand fra en termokande og så garanterer jeg du bliver inviteret med på den næste nattetur igen. Husk et par aviser, sprit eller optændings blokke og evt. brænde. – Der er ikke noget værre end at skulle lege spejderhelt og ikke kunne få ild i bålet pga. af et mindre regnskyl for en time siden…

Få tips til at lave bål på kysten i denne video med Jens Bursell på Fisk & Fris YouTube.

God tur!

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009

 

Friluftsland
drømmerejse iFish Travel