apr 18, 2020 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, Guide til fiskepladser, Havørredåer i Danmark, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Lakseåer
Villads præsenterer frisk sølvtøj fra Ribe Vesterå på 72 cm. Fisken fik lov til at svømme videre efter fotoet blev taget.
Besøg landets ældste by i hvor der er et super godt fiskeri efter laks og havørred i Ribe Vesterå.
AF JENS BURSELL
VEST for Danmarks ældste by løber Ribe Vesterå gennem Ribemarsken og til Vadehavet, hvor den afleverer vandet fra Hjortvad Å, Ribe Å og dens store tilløb, Fladså og Gelså. Fra Vadehavet returnerer hvert å toptunede eksemplarer af Vadehavsørreder, og ude fra Atlanten kommer Ribe Å laksen retur fra sine lange vandringer højt mod nord og vestpå. Kender du din besøgstid og har du styr på tidevandstabellen, så er der her chancer for pragteksemplarer af både laks og ørred.
Et konsortie med gode fiskemuligheder
Fiskeriet styres af konsortiet Ribe Vesterå og hvis du har mod på at prøve lykken, så læs med her, hvor de garvede åfiskere Morten Mikkelsen, Henrik Bennedsen og Bjørn Hansen rundhåndet deler ud af tips og tricks til fiskeriet.
Alle tre er enige om at det er vigtigt at holde øje med, hvornår slusen til Vadehavet står åbent. – Der skal gerne være noget træk i vandet, siger Morten. – Det er sjældent man får noget, når vandet står helt stille. Hvis slusen er lukket, er det til gengæld godt at prøve strækket inde ved byen. Det er strækket, vi kalder Skibbroen. Hjorvad Å løber til herinde og det er en å, hvor der er en helt selvreproducerende bestand af laks. Det giver naturligvis en stor opgang af laks. Men de andre tilløb trækker også en masse laks, og år for år har vi kunnet konstatere, at bestanden har været i fremgang.

Hver mand sin foretrukne metode. Bjørn, Morten og Henrik har rigget op og er klar til dyst med Vesteråens stærke laksefisk.
Sæsonstarten er 16/4 som for de andre vestvendte, lakseførende vandløb. Det er svært fiskeri og nogen vil måske ligefrem kalde det ”hårdt arbejde”. Kvoten for de store laks ryger dog hurtigt, og vil man have en af de eftertragtede fisk med hjem, er det med at kende sin besøgstid. Der er dog ingen tvivl om, at det er lige efter sæsonstart, at man har den bedste chance for en regulær drømmefisk. Se bare på Søren Petermann Jensens pragteksemplar af en laks fra sæsonstart i 2019 på 17,7 kilo særdeles velproportionerede kilo.
Hotte spinnetricks
– Jeg har størst succes med spinner i april og maj, fortæller Bjørn. – Efter min mening provokerer den fisken langt bedre end andre gængse agn, da den udsender kraftige bevægelser/vibrationer. Det er noget fiskene kan lide. Er man heldig, får man sin drømmefisk i april/maj. Senere på sæsonen skal der noget vand til, før der rigtig kommer gang i den. Omkring Sankt Hans er der skub i både havørrederne og laksene. Det er vigtigt at tjekke konsortiets hjemmeside (ribe-vesteraa. dk), hvor man kan se vandstand, status for kvoten og aktuelle fangster.

Jérôme med fuldfed Vesterå madamme på 109 cm, fanget og genudsat i Den Gamle Åslynge.
– Bruger du DMI’s side så tjek vandstanden for Ribe Kammersluse, fortsætter han. – Med spinneren er du dog ikke helt så afhængig af vandbevægelse, som med de andre agn. Jeg bruger meget kondomspinnere og Mepps spinnere, begge må gerne være over 20 gram. Custombyggede spinnere, hvor man tager kroppen fra en af de mange typer kondomspinnere, og bladet fra en ABU Refleks spinner i forskellige nuancer af orange, rødt og sort, kan varmt anbefales. Et anden vinderagn, er de orange/gule Countdown woblere fra Rapala – meget gerne med lidt bly foran, så man kommer ned til fiskene. Det er den rene gift. Jigs fisker vi ikke meget med, men faktisk så er der nogle tyskere, der har meget held med metoden, så her er måske muligheder for at fiske med noget, som skiller sig ud fra de mere gængse agn.
– Opstrøms spin fungerer rigtig godt, og læg meget gerne en stribe spinstop ind undervejs, da det kan trigge fisk som følger efter, men måske lige mangler den sidste impuls i forhold til at udløse hugget, sigher han. – Fisk dem dybt. Som et tjek af, om du fisker rigtigt, skal du helst have kontakt med bunden jævnligt, og hvis du ikke har grøde på af og til, er det tegn på, at du simpelthen ikke fisker på den rigtige måde. Generelt er det bedst at fiske en time før vandet begynder at løbe og to timer frem. Ved byen er det faktisk bedst at fiske, når slusen er lukket, dvs. på stigende vand.

Ribe Å laksen er i stor fremgang. Er kvoten brugt så fight fiskene hurtigt og nyd synet når de svømmer ud i strømmen igen.
Med orm eller flue
Ormefiskeriet og fluefiskeriet følges faktisk ad, med hensyn til hvornår det er bedst at fiske. – Mængden af laks i vores vand er større, end de fleste andre steder, og hvis man samtidig kigger på antallet af fiskere, har man nok de bedste odds her for at få en laks i forhold til så mange andre steder, siger Henrik. Det er min oplevelse, at man bruger langt færre kast per laks her, end i f.eks. Skjern å og Storå.
Det er vigtigt at fiske sin flue dybt og meget gerne med noget fart på fluen. Om foråret kan jeg anbefale at strippe fluen meget aktivt ind. Det kan virkelig gøre en forskel i forhold til at udløse fiskenes hugrefleks. Nogle af hullerne i Vesteråen er 6-8 meter dybe, og det tager sin tid at fiske sådanne huller af, så man er sikker på, at fiskene ser agnen. Natfiskeri er ikke noget jeg personligt har haft ret meget held med. Lidt anderledes er det for spinnefiskerne, Morten og Bjørn, der fortæller om succes med helt sorte Rapala woblere i mørket.
– Tohåndsgrejet kommer til sin ret herude, hvor åen er bred og letter arbejdet med lange kast og meget line betragteligt, understreger Henrik. – Mens vi snakker, lægger Henrik legende let et kast faretruende nær den modsatte bred, og der hvor vi fisker er åen nok nærmere 30 end 20 meter bred! – Samtidig kan man langt bedre mende linen og styre fluens gang igennem vandet, fortsætter han. Hvad angår fluerne er der for mit vedkommende ikke tale om det helt store hokus-pokus. Orange, brune og sorte fluer er aldeles glimrende.
– Ormefiskeriet dyrker jeg med en god solid spinnestang på 9,5-10,5 fod siger Morten. – Det er altså store og stærke fisk vi har med at gøre, og det vil være en dumhed at gå med for spinkelt grej. Jeg fisker stort set altid mine orm et par meter under flåddet og bruger mest tid på at fiske kanterne af. Igen må jeg understrege, at vi gerne vil have noget træk i vandet. Det aktiverer fiskene og man får et godt drev med ormen, som er det fiskene gerne vil have. Brug friske og store orm!
Nulture må man acceptere
For alle tre fiskere gælder, at det er helt almindeligt med nulture. Men sådan er det jo mange steder. De anbefaler alle, at man lærer et begrænset stykke af åen at kende. Det er vanskeligt at aflæse egentlige standpladser. Som hovedregel er fiskene dog at finde ved bredderne, og det er her man skal lægge hovedparten af sin indsats. Er du helt nybegynder herude, så kig på vegetationen, hvor der er pladser. Med tiden finder du dine egne veje, og måske din første store flotte ålaks.
apr 15, 2020 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Lakseåer, Spin efter åhavørred, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter laks
Klip den store krog af din spinner – og montér i stedet en lille trekrog i et helikopter-rig – det er både mere skånsomt og mere effektivt, siger Jens Bursell fra Fisk & Fri. Her giver han dig opskriften på, hvordan du laver det simple lille rig.
AF JENS BURSELL
Helikopter-rigget udviklede jeg i perioden 2007-2009 – dels for at give en højere landingsrate på spinnerne og dels for at skade fiskene mindre, hvis de skulle genudsættes. Pointen i taklet er, at det muliggør brugen at markant mindre kroge – som penetrerer bedre, giver et mere sikkert kroghold – samt tilføjer fiskene et betydeligt mindre krogsår. Men – for at kunne bruge de små kroge effektivt – kræver det, at man monterer dem asymmetrisk og på en måde, der eliminerer brækstangseffekten. Ikke fordi brækstangseffekten er årsag til den generelt lave landingsrate på spinnere, men fordi en brækstangsfri konstruktion er nødvendig for ikke at overbelaste den lille krog. En anden fordel ved den brækstangsfri konstruktion er, at den er med til at minimere krogsåret i fisken yderligere: Jo mere brækstangseffekt der er på agnen, desto større bliver krogsåret, fordi trækket i krogen mangedobles, hvorved krogen lettere flår eller skærer et større sår i fisken under fighten.

Jens Bursell med en fin laks taget på kondomspinner fisket med helikopter rig.
Smid færre fisk
Jeg har gennem nogle år kørt statistik på mit eget og kammeraters spinnefiskeri i åen efter bæk- og havørred. Vores resultat er, at spinner med helikopter-rig giver en generel forøgelse af landings – og dermed fangstaten på cirka 70 % ved opstrøms spin – og 80-100 % på nedstrømsspin. Jeg har også selv brugt dem til laks uden at miste nogen fisk indtil videre, men har ikke selv fanget helt nok til, at det giver mening at lave statistik på disse tal. I løbet af det sidste år er der dog mange skrappe laksespinnefiskere, der har taget teknikken til sig med virkelig gode resultater.
En af dem er Torben Smedegaard fra Herning, der pt er med i Skjern Å Sammenslutningens fiskeplejeudvalg, hvor han tester spinnemetoder, som i højere grad lever op til DTU Aquas anbefalinger for skånsomme fiskemetoder med mindre krogsår og bedre muligheder for skånsomme afkrogningsteknikker:
– I år har jeg landet 13 ud af 14 laks på kondomspinner med helikopter rigs, hvilket giver en landingsrate på 93 %, fortæller han. – Blandt dem jeg kender til, som også bruger helikopter-rigs, ved jeg, at de også har haft landingsrater i spektret 80-90 %, hvilket er klart bedre end landingsraten på kondomer med originalkroge. Til havørred i Karup Å har jeg pt landet 12 ud af 12 fisk, hvilket helt klart også er godkendt. Over en bred kam er jeg slet ikke i tvivl om, at småkrogstakler som fx helikopter-rigs og release-takler ikke blot er mere skånsomme, men også lagt mere effektive, fordi de giver en betydeligt højere landingsrate end man opnår med de originale agn, konkluderer Torben, der har flere års erfaring med release-takler på kysten med i bagagen.
En anden kendt laksefisker, der har prøvet kræfter med rigget her i 2016 er Fredrik Iversen, der i sin blog på eu.purefishing.com skriver: – Alle laks og havørreder, der har hugget på dette rig, har jeg fået. Det på trods af utallige ”dødsrul” i overfladen, luftture, boren i grøde mv., der ofte tideligere, havde resulteret i mistet fisk. Desuden kommenterer han: – Hvad angår Helikopter-rigget på en spinner, er jeg overbevist om effekten. Denne metode øger, uden tvivl, landingsraten, og er intet mindre end suveræn til havørreder i åen, der udfører dødsrullet i overfladen. Tidligere tabte jeg ca. hver 3 ørred og indtil nu, har jeg ikke mistet én eneste kontakt på dette rig. Så fremadrettet vil jeg udelukkende anvende spinner, monteret med helikopter-rigget samt prøve at gå helt ned i str. 14 kroge, slutter Frederik, der på bloggen også konkluderer samme erfaring mht kondomspinnere og helikopter-rigget til havørred, som skitseret nedenfor.
Vælg de rette kroge og materialer
Til havørred op til 5-7 kilo klarer man sig fint med normale trekroge med 1X wire som fx Owner ST 36 BCX str. 12. – Når man monterer helikopter-rigget med trekroge str. 10 med 2X wire kroge, er der ingen problemer med at stoppe selv store fisk på fletline og helikopter-rig, fortsætter Torben. – Den største fisk på spinner og helikopter-rig jeg har landet var en 103 cm laks på 11 kilo, som jeg holdt stenhårdt fri af nogle snags uden nogen problemer med hverken krog eller kroghold, og jeg har taget flere andre store laks på hook & hold fiskeri uden at have nogle problemer med krogholdet på helikopter-rigget, slutter han.
Overvejer du at bruge kroge med 1X wire bør du bruge nylonline, der med sin elasticitet er en bedre buffer mod de hårde rusk. Landingraten er dog så høj på 2X str. 10 kroge og fletline, at der ikke er nogen grund til at bruge tyndere kroge eller nylonline. Brug enten S-Owner Treble Narrow Eye STN 46 BC 2X str. 10 eller Sawada ST4 Wide Gape Treble str. 8. der reelt har samme størrelse. Sidstnævnte kan fås fra www.korsholm.dk. Disse kroge er også optimale i fx Karup Å, hvor chancen for en af de helt store havørred er relativt stor.
Sådan laver du et helikopter-rig:

1) Bid originalkrogen af med en tang. Det er vigtigt, at selve øjet på den gennemgående wire i spinneren bliver siddende. Lav starten på en 5-tørns ophængerknude på et stykke 0,47-0,50 mm fluorocarbon.

2) Split den midterste tørn åben med fx din negl.

3) Kør loopen igennem den midterste tørn.

Kør den endnu ikke opstrammede loop op over spinnerkroppens bund og op til de koniske messing-beads over spinnerkroppen. Den frie tamp skal pege bagud som vist – så har du mindst materialespild, når du strammer op.

Stram ophængerløkken til, så den ikke kan glide ned over det koniske messing-bead – og bind starten på en rapalaknude ca 0,5-1 cm bag spinnerkroppen. Til bækørred og kystørred anvendes Owner ST 36 BC X str.14-12 og til laks eller grov åhavørred anvendes Owner STN 46 BC 2X str 10-8.

Monter krogen, lav 3-4 tørn på rapalaknuden og stram den op så øjet på knuden er nogenlunde samme størrelse som øjet på krogen. Når knuden er fuldt opstrammet bør krogøjet hænge 1-1,5 cm bag bagende på spinnerkroppen. Rapalaknuden skal opstrammes på samme måde som i et release-takel – se hvordan her. Stram knuder op. Mindst materialespild får du med en kort tamp, som du holder i med en tang under opstramningen. Stram kontra på alle knuder ved at presse baglæns på knuden med neglene – hvorefter du igen strammer knuden op. Det siger sig selv, at man ikke må holde med tangen på de dele af tafsen, der er ”bærende”. Bemærk, at på en Mepps spinner SKAL ophængerknuden hvile på det koniske messinglod og IKKE direkte over spinnerkroppen, hvor der er en skarp kant, fordi den gennemgående wire er afklippet og afsluttet her. Bemærk, at knuden skrider lidt når den opstrammes, hvilket du skal tage højde for, når du binder starten på rapalaknuden.
Med lidt øvelse tager rigget blot to minutter at binde – hvilket set i min optik er en god investering af tid for at lande markant flere fisk – og samtidig tilføje dem betydeligt mindre skade.
Længden på rigget
På helikopter-rigget til laks hænger krogen relativt langt fremme, hvilket giver en høj landingsrate samtidig med, at frekvensen af dybe krogninger bliver lavere, når krogen er længere fremme på agnen. Her skal krogen hænge lige akkurat over splittet i kondomets silikonegummi. Sidder det ved splittet eller langs med de to flige, kan krogen hægte op her, hvilket kan give en lidt lavere landingsrate.
Denne placering af krogen foran splittet er dog ikke helt optimal, hvis man fisker efter havørred, hvor kroges position vil betyde, at landingsraten vil være lidt lavere, fordi havørrederne – i modsætning til laksen – tit hugger efter halen. Skal man fiske havørred med kondomspinner og hæve landingsraten, skal krogtafsen længere tilbage på spinneren, så den hænger ca. 1 cm bag enden på kondomet – og det vil være en fordel med en lidt mindre krog – fx str. 12 i X wire. Men – for de fleste, der fisker i lakseåerne, er havørrederne alligevel en bifangst, så her vil de fleste nok vælge at optimere efter en høj landingsrate på laksene.
Når der fiskes målrettet efter havørred, bruger de fleste alligevel normalt en noget mindre normal spinner som fx Mepps str. 4, hvor helikopter-rigget her normalt vil give en landingsrate i spektret 80-90 %, hvilket er langt over de cirka 45-55 % i landingsrate, som man normalt har på disse spinnere. På denne type af spinnere skal krogøjet hænge cirka 1-1,5 cm fra enden af spinnerkroppen for at give den perfekte krogning.

Her kan du set et helikopter-rig der er for langt – så langt, at krogen lidt for let får fat mellem de to kondom haler. Den korrekte længde til kondomspinnere ser du på fotoet øverst i artiklen.
Fisk mere skånsomt
På www.fiskepleje.dk under ”Skånsomt fiskeri” har forskerne, der til daglig forvalter vores fiskebestande – givet deres anbefalinger til, hvordan vi skader fiskene mindst muligt, så de har en større chance for at overleve en eventuel genudsætning. Her anbefales bl.a. mindre kroge, som er monteret i en linestump eller glidende på forfanget – hvilket enten muliggør afklipning af krog eller brug af krogløser/disgorger ved dybtkrogede fisk. Vil du leve op til disse anbefalinger er helikopter-rigget den nemmeste samt bedste måde at gøre det på. Du kan også lave en gennemløbsspinner, hvilket er lidt sværere – men den ultimative løsning, hvis du vil fiske så skånsomt som overhovedet muligt. Årsagen er, at gennemløbskonstruktionen muliggør den letteste afkrogning under 100% vand på dybtkrogede fisk. Se hvordan du laver mine gennemløbsspinnere med kanyle her og gennemløbsspinnere på direkte på forfanget her. Hvordan du bedst afkroger 100 % under vand ses her.
Du kan også se denne video om, hvordan man bedst afkroger 100% under vand
apr 5, 2020 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer
En fantastisk morgen ved Kongeåen, hvor det bare oser af laks.
Efter at have ædt sig store og stærke i de nordatlantiske farvande og tilbagelagt tusindvis af kilometer er laksen tilbage i de vandløb, hvori de for år tilbage, blev klækket. Det er her lystfiskernes vildeste drømme kan blive til virkelighed. Læs videre og kom et skridt nærmere din danske premierelaks den 16 april i selskab med Per Carlsen.
AF PETER SIEDENTOPP
LAKSEN ANKOMMER til åerne i de første forårsmåneder, ja noget tyder faktisk på, at de allerførste ankommer allerede i januar og februar. Derefter fortsætter opgangen mere eller mindre intenst sæsonen ud. De første laks er ofte de største og derfor mest eftertragtede.
Langt de fleste fisk, der fanges under premieren, har desuden masser af havlus, hvilket bevidner, at de kun har opholdt sig kort tid i ferskvand – altså frisk nystegne blanklaks.
LAKSENS HISTORIE er lang, men så sent som i slutningen af halvfemserne, blev den »ægte« danske laks, med gener titusind år tilbage, betragtet som næsten udryddet. Man estimerede, at der max var mellem 50 og 100 vilde danske laks, men et spil af tilfældigheder og dygtigt biologiarbejde, gjorde at man nu igen, blandt andet ved et stort frivilligt engagement af lystfiskere, samt ved hjælp af opdræt hos Danmarks Center for Vildlaks i Skjern (DCV), kan sige at vi nu har en særdeles stærk og til dels selvreproducerende laksestamme. Alle disse gode resultater, gør at netop reetableringen af vilde laks må betragtes, som en af de største succeser, indenfor naturgenopretning i Danmark.
PREMIEREN DEN 16. APRIL vil trække hundredevis af håbefulde lystfiskere til de mange kilometer vandløb. Er du førstegangsbesøgende eller har du haft svært ved at få hul på bylden? Så læs videre. Jeg har sat Per Carlsen i stævne ved Kongeåens bred, og han har lovet mig at give en stribe gode råd til, hvordan man knækker koden med de eftertragtede premierelaks.

Robert Lenchow med en stålblank forårslaks.
MENS VI SIDDER HER I FISKEHUSET, kan vi konstant kigge ud på Kongeåen, som løber et par meter bag huset. Åen er mørk, men for årstiden lav og vi fornemmer begge, at der er laks. Det er denne fornemmelse som ikke kan forklares, men som vel kaldes »laksefeber«. Vi ved begge, at man skal være parat, når årerne frigives den 16. april.
Grejet skal være toptunet og alt, hvad der kan tjekkes, skal tjekkes, for når først laksen hugger, hvad enten det er på flue eller spin, ja så kan selv små fejl i grej eller fight, gøre at drømmefisken smutter. Det sker hvert år.
Kongeåen er Pers hjemmevand, han er tidligere bestyrelsesmedlem i Sydvestjydsk Sportsfiskerforening, er aktiv i vandplejeudvalg og er også i korpset af opsynsmænd i foreningen. Derudover har Per afholdt utallige kurser om fluefiskeri i vores hjemmelige vandløb. Men Per er meget mere. Han er om nogen en erfaren fluefisker og mange laks samt havørreder har gennem næsten 50 år været for enden af Pers flueline.
Gennem de mange år ved åen har Per akkumuleret en store viden om flue- og linevalg samt fisketeknikker og netop denne viden har jeg overtalt ham til at oversætte til gode premierefluefiskerråd.
– Når du fisker laks, skal du være mobil, er Pers første råd. – Du skal opsøge fiskepladserne, de gode huller og de aktive standpladser, der hvor fisken var sidste år. Kort sagt, lær dit fiskevand at kende, du skal ud til åen og lægge timerne. Når du er derude og har lært åen bedre at kende, så spring de »dårlige« stræk over. Der er jo ingen grund til at bruge krudt på områder, hvor man per instinkt eller helt konkret ved, der ikke er fisk.
Men hvordan drives fluefiskeriet efter laks, hvis man skal forsøge sig, om ikke som debutant, så som videbegærlig lystfisker?

Per har mere end 50 års erfaring udi åfiskeriet og han kender sine pladser og besøgstider.
– DET VIGTIGSTE ER, at man fra start vil give fiskeriet en chance, og selv om vi har en stabil og mængdemæssigt stigende laksebestand, er der absolut ingen fangstgaranti, understreger Per. – Laksefiskeri er og skal altid være, hårdt arbejde. Som debutant eller forholdsvis ny i faget, må man derfor indstille sig på mange 0-ture, og de mange valg, som skal træffes undervejs kan gøre det svært.
– Lad det være sagt med det samme, der er virkelig fine lakseførende vandløb i Danmark, også ud over Storåen og Skjern Å, påpeger han. – Man behøver ikke nødvendigvis at står skulder ved skulder for at fiske godt premierevand.
Prøv dig frem, tal med nogle af de lokale og find så, dit eget favoritvand. Laks fanges i døgnets lyse timer. Ja, selv høj sol gør kun fiskeriet bedre. – At gode råd kan være af ældre dato er følgende et godt eksempel på, smiler Per og uddyber. – I bogen »Lystfisker-bogen« af Ludvig Svendsen fra 1943, kan man læse at et af de vigtigste redskaber, når der skal fiskes efter laks er et termometer – en regel som stadig er aktuel.
FISKERIET ER BEDST, når luften er varmere end vandet. Er luften koldere end vandet, vil fisken søge ned og stå stille på bunden, og så er den ikke let at få til at hugge. – Så derfor, intensiver dit fiskeri, når temperaturen stiger i luften, understreger Per og fortsætter.
– Endnu en regel, som man bør efterleve er at følge vandets temperatur. Er vandet under 7 grader bør der fiskes så dybt og så langsomt som muligt, men stiger temperaturen op over de magiske 7 grader, kan fiskeriet med succes udføres hurtigere og højere i vandet.
Herefter kan vi gå over til de mere tekniske spørgsmål som fx fluevalg. At vælge fluer til laksefiskeri om foråret er heldigvis ikke svært. Per anbefaler »glade farver« de gule, orange og røde fluer, samt overraskelsen med grønne og blå toner, er klart at fremhæve. Per har medbragt nogle fluer, som er hans forårsfavoritter.
– Navne og mønstre er ikke så vigtigt, det er farverne du skal kigge på, understreger han og holder fluerne frem. – De fisker godt i de farver vandløbenes forårsvand normalt er, nemlig grumset og uklart, så valget er nemt.

Et udvalg af Pers favoritter. Per går ikke meget op i fluernes navne – det vigtigste er at de virker.
– LINERNE man i dag fisker med er sammensatte liner, der består af en runningline (skydeline) samt en klump (skydehoved), der er linens kastevægt, men også delen, der bestemmer linens synkehastighed, pointerer Per. – Derfor er det en god investering, at købe et sæt skydehoveder, så man let kan skifte synkehastigheden alt efter strømhastighed, vandets klarhed og ikke mindst vandets temperatur.
Strømhastigheden er vigtig at bedømme. Er der voldsomt gang i vandet, skal linen selvfølgelig have en hurtigere synkehastighed, for at nå ned til de laks, der typisk står ved bunden – og modsat hvis strømmen er svag og vanddybden lille.
VANDETS KLARHED har stor betydning. Hvis vandet er klart, er synsfeltet for fisken stort og derfor behøver man ikke komme helt ned til fisken. Er vandet koldt, som beskrevet ovenfor – og det kan det sagtens være i april – skal fiskeriet foregå så langsomt, som muligt. Fisken bliver naturlig dvask i det kolde vand, så derfor skal hastigheden for fiskeriet, være langsomt.
AFFISKNING. – En standplads kan og bør fiskes med hensyn til to parametre: Dybde og fluens hastighed, fastslår Per. – Når man har lagt kastet ud, og man ønsker at fiske dybt, hjælper det at holde stangen højt. Ønskes det, at fluen skal fiskes hurtigt, lægges linen ud og straks derefter føres stangen ned af og ind mod egen bred i en bevægelse for derved at sætte fart på fluen. Hvis man lægger et kast på tværs af vandløbet, og derefter mender linen opstrøms, kan man kombinere og få en dyb men hurtig flue.
Det blev lidt teknisk, men når du står ved vandløbet falder det dig naturligt. Alle disse valg er med til at optimere dit fiskeri. Formålet med at forklare dette er, at du skal blive fortrolig med, hvordan du regulerer hastighed og dybde på dit fiskeri, det er disse fif, der på sigt, vil give dig oplevelsen af hugget, udløbet og fighten af din forårslaks.
Per taler og taler. Man mærker klart en utrolig viden og en erfaring, som få lystfiskere har. Han kan fortælle anekdoter og drabelige historier omtabte fisk, han har indsigt i politikken der føres og har sine meninger om de regler og kvoteringer, vi som å-fiskere i det vestjyske er pålagt. Men kærligheden til fiskeriet kan ingen regler og forhindringer, tage fra ham. Per når lige at skyde et sidste godt råd ind. – Ser man en laks på denne årstid, er det absolut et potentielt bytte, og derfor skal disse springende fisk, have ekstra opmærksomhed. Ser du sådanne fisk, så kast fluen direkte ud »på« fisken, lige der, hvor du har set den springe. Lad fluen være i fiskens synsfelt i få sekunder, og fjern så fluen, i et svip. Gentag dette nogle gange. Det vil sandsynligvis vække fiskens opmærksomhed og give den det stress, som netop er formålet med disse forstyrrelser. Dette vækker fiskens naturlige huginstinkt, hvorefter tre eller fire kast med opstrøms mend lægges lidt foran laksen. Fluen hænger nu længere tid i fiskens synsfelt, og det vil, i mange tilfælde gøre, at fisken instinktivt hugger, og så venter kun en hård fight. Skulle fisken mod forventning ikke hugge. Så afmærk stedet og kom tilbage senere, forsøg med samme fremgangsmåde, så bør metoden være – næsten – sikker, slutter han.
TIL LAKSEPREMIERE Ønsker du at prøve laksefiskeriet i Danmark kan du se regler, priser, kørselsvejledninger og ikkemindst fangstrapporter på følgende hjemmesider:
Storåen, Holstebro – www.hof-storaa.dk
Skjernå, sammenslutningen – www.skjernaasam.dk
Varde å – www.varde-sportsfiskerforening.dk
Sneum å og Kongeåen – www.sydvestjydsk.dk
Ribe å – www.ribesportsfisker.dk og www.ribe-vesteraa.dk
Brede å – www.brede-aa.dk
Vidåen – www.vidaa.dk
Alle laks i de vestvendte vandløb fanges på kvoter. I princippet er laksen fredet, men de må fanges på dispensation. Derfor er der indført kvoter og særlige fiskeregler, læs om disse kvoter og antal fisk tildelt de enkelte vandløb på: www.fiskepleje.dk

Finn Dahlin med en flot forårsblanklaks. Det er fisk som denne der hvert år trækker tusindevis af håbefulde lystfiskere til åerne.
aug 28, 2015 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer, Spinnefiskeri
2013 har været svært for laksefiskerne. De fleste elve med udløb i Atlanterhavsområdet har været præget af under middel fiskeri grundet ugunstige vejrforhold, men også faktorer som skarv, havbrug og fødemangel i havet spiller ind. Her tager den garvede laksefisker Jan Delaporte dig en tur rundt i Atlanterhavslaksenes rige.
Af Jan Delaporte
(mere…)
aug 26, 2015 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri efter laks, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, LAKS, Lakseåer, Portrætter
I 1979 udkom den legendariske bog »Havørred – Havørred!«, der i årtier har inspireret havørredfiskere til nye eventyr. Men hvad er egentlig historien bag bogen – og hvad blev der af forfatteren – Kurt Malmbak Kjeldsen? Da artiklen her blev skrevet levede han i bedste velgående – og fiskede røven ud af bukserne. Kurt døde desværre døde i 2018 – æret være hans minde.
Af Jens Bursell
(mere…)
jul 30, 2015 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer
Bugner din lakseboks også af zonker- og hårvinge-fluer? Eller mangler du bare et friskt pust af fornyet håb sendt ud i laksens eget element? Fisk & Fri’s Marc Skovby har ladet sig inspirere af de amerikanske laksefiskere og tørnet marabou om et rør. Læs videre og få Marcs opskrift på succes i de danske lakseåer.
Tekst: Marc Skovby Foto: Marc Skovby og Henrik Petersen
(mere…)
jul 30, 2015 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer, Rejsefiskeri
Norge byder på fantastiske laksoplevelser – og netop august er en periode, der kan byde på rigtig godt fiskeri. Følg med Terkel Broe Christensen nordpå og bliv inspireret til selv at opleve lakseeventyret.
Af Terkel Broe Christensen
(mere…)
jun 22, 2015 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer, Rejsefiskeri
Blot nogle få timers kørsel fra Danmark ligger Halland – med noget af Sveriges bedste fiskeri efter Atlanterhavslaks. Hele 13 formidable åer snor sig gennem landskabet. Her giver Fisk & Fri’s Hans Schibli dig den nødvendige insiderviden, så du selv kan opleve lakselykken hinsidas.
Af Hans Schibli
(mere…)
jun 16, 2015 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer, Spinnefiskeri efter laks
Med det fantomagtige fiskeri Skjern Å bød på allerede fra åbningsdagen, sidste år, er laksesæsonen 2013 imødeset med en hel del spænding. I Varde Å var billedet det modsatte. Premierefiskeriet var noget sløjt, hvorfor man der ser frem til sæsonen med lige så stor spænding – hvordan bliver premierefiskeriet i 2013?
Af Lars Christian Bentsen
(mere…)