HELIKOPTER-RIGS – SKÅNSOMT OG EFFEKTIVT

Klip den store krog af din spinner – og montér i stedet en lille trekrog i et helikopter-rig – det er både mere skånsomt og mere effektivt, siger Jens Bursell fra Fisk & Fri. Her giver han dig opskriften på, hvordan du laver det simple lille rig.

 

AF JENS BURSELL

 

Helikopter-rigget udviklede jeg i perioden 2007-2009 – dels for at give en højere landingsrate på spinnerne og dels for at skade fiskene mindre, hvis de skulle genudsættes. Pointen i taklet er, at det muliggør brugen at markant mindre kroge – som penetrerer bedre, giver et mere sikkert kroghold – samt tilføjer fiskene et betydeligt mindre krogsår. Men – for at kunne bruge de små kroge effektivt – kræver det, at man monterer dem asymmetrisk og på en måde, der eliminerer brækstangseffekten. Ikke fordi brækstangseffekten er årsag til den generelt lave landingsrate på spinnere, men fordi en brækstangsfri konstruktion er nødvendig for ikke at overbelaste den lille krog. En anden fordel ved den brækstangsfri konstruktion er, at den er med til at minimere krogsåret i fisken yderligere: Jo mere brækstangseffekt der er på agnen, desto større bliver krogsåret, fordi trækket i krogen mangedobles, hvorved krogen lettere flår eller skærer et større sår i fisken under fighten.

 

Jens Bursell med en fin laks taget på kondomspinner fisket med helikopter rig.

Jens Bursell med en fin laks taget på kondomspinner fisket med helikopter rig.

 

Smid færre fisk

Jeg har gennem nogle år kørt statistik på mit eget og kammeraters spinnefiskeri i åen efter bæk- og havørred. Vores resultat er, at spinner med helikopter-rig giver en generel forøgelse af landings – og dermed fangstaten på cirka 70 % ved opstrøms spin – og 80-100 % på nedstrømsspin.  Jeg har også selv brugt dem til laks uden at miste nogen fisk indtil videre, men har ikke selv fanget helt nok til, at det giver mening at lave statistik på disse tal. I løbet af det sidste år er der dog mange skrappe laksespinnefiskere, der har taget teknikken til sig med virkelig gode resultater.

En af dem er Torben Smedegaard fra Herning, der pt er med i Skjern Å Sammenslutningens fiskeplejeudvalg, hvor han tester spinnemetoder, som i højere grad lever op til DTU Aquas anbefalinger for skånsomme fiskemetoder med mindre krogsår og bedre muligheder for skånsomme afkrogningsteknikker:

 – I år har jeg landet 13 ud af 14 laks på kondomspinner med helikopter rigs, hvilket giver en landingsrate på 93 %, fortæller han. – Blandt dem jeg kender til, som også bruger helikopter-rigs, ved jeg, at de også har haft landingsrater i spektret 80-90 %, hvilket er klart bedre end landingsraten på kondomer med originalkroge. Til havørred i Karup Å har jeg pt landet 12 ud af 12 fisk, hvilket helt klart også er godkendt. Over en bred kam er jeg slet ikke i tvivl om, at småkrogstakler som fx helikopter-rigs og release-takler ikke blot er mere skånsomme, men også lagt mere effektive, fordi de giver en betydeligt højere landingsrate end man opnår med de originale agn, konkluderer Torben, der har flere års erfaring med release-takler på kysten med i bagagen.

En anden kendt laksefisker, der har prøvet kræfter med rigget her i 2016 er Fredrik Iversen, der i sin blog på eu.purefishing.com skriver: – Alle laks og havørreder, der har hugget på dette rig, har jeg fået. Det på trods af utallige ”dødsrul” i overfladen, luftture, boren i grøde mv., der ofte tideligere, havde resulteret i mistet fisk. Desuden kommenterer han: – Hvad angår Helikopter-rigget på en spinner, er jeg overbevist om effekten. Denne metode øger, uden tvivl, landingsraten, og er intet mindre end suveræn til havørreder i åen, der udfører dødsrullet i overfladen. Tidligere tabte jeg ca. hver 3 ørred og indtil nu, har jeg ikke mistet én eneste kontakt på dette rig. Så fremadrettet vil jeg udelukkende anvende spinner, monteret med helikopter-rigget samt prøve at gå helt ned i str. 14 kroge, slutter Frederik, der på bloggen også konkluderer samme erfaring mht kondomspinnere og helikopter-rigget til havørred, som skitseret nedenfor.

Vælg de rette kroge og materialer

Til havørred op til 5-7 kilo klarer man sig fint med normale trekroge med 1X wire som fx Owner ST 36 BCX str. 12. – Når man monterer helikopter-rigget med trekroge str. 10 med 2X wire kroge, er der ingen problemer med at stoppe selv store fisk på fletline og helikopter-rig, fortsætter Torben. – Den største fisk på spinner og helikopter-rig jeg har landet var en 103 cm laks på 11 kilo, som jeg holdt stenhårdt fri af nogle snags uden nogen problemer med hverken krog eller kroghold, og jeg har taget flere andre store laks på hook & hold fiskeri uden at have nogle problemer med krogholdet på helikopter-rigget, slutter han.

Overvejer du at bruge kroge med 1X wire bør du bruge nylonline, der med sin elasticitet er en bedre buffer mod de hårde rusk. Landingraten er dog så høj på 2X str. 10 kroge og fletline, at der ikke er nogen grund til at bruge tyndere kroge eller nylonline. Brug enten S-Owner Treble Narrow Eye STN 46 BC 2X str. 10 eller Sawada ST4 Wide Gape Treble str. 8. der reelt har samme størrelse. Sidstnævnte kan fås fra www.korsholm.dk. Disse kroge er også optimale i fx Karup Å, hvor chancen for en af de helt store havørred er relativt stor.

Sådan laver du et helikopter-rig:

 

Jens Bursells helicopter rig for spinner - setp 1

1) Bid originalkrogen af med en tang. Det er vigtigt, at selve øjet på den gennemgående wire i spinneren bliver siddende. Lav starten på en 5-tørns ophængerknude på et stykke 0,47-0,50 mm fluorocarbon.

 

Jens Bursells helicopter rig how to make step 2

2) Split den midterste tørn åben med fx din negl.

 

Jens Bursells helicopter rig how to make setp 3

3) Kør loopen igennem den midterste tørn.

 

Jens Bursells helicopter rig for spinners, how to make step 4

Kør den endnu ikke opstrammede loop op over spinnerkroppens bund og op til de koniske messing-beads over spinnerkroppen. Den frie tamp skal pege bagud som vist – så har du mindst materialespild, når du strammer op.

 

Jens Bursells helicopter rig for spiners - how to do step 5

Stram ophængerløkken til, så den ikke kan glide ned over det koniske messing-bead – og bind starten på en rapalaknude ca 0,5-1 cm bag spinnerkroppen. Til bækørred og kystørred anvendes Owner ST 36 BC X str.14-12 og til laks eller grov åhavørred anvendes Owner STN 46 BC 2X str 10-8.

 

Jens Bursells helicopter rig for spinners, jow to make step 6

Monter krogen, lav 3-4 tørn på rapalaknuden og stram den op så øjet på knuden er nogenlunde samme størrelse som øjet på krogen. Når knuden er fuldt opstrammet bør krogøjet hænge 1-1,5 cm bag bagende på spinnerkroppen. Rapalaknuden skal opstrammes på samme måde som i et release-takel – se hvordan her. Stram knuder op. Mindst materialespild får du med en kort tamp, som du holder i med en tang under opstramningen. Stram kontra på alle knuder ved at presse baglæns på knuden med neglene – hvorefter du igen strammer knuden op. Det siger sig selv, at man ikke må holde med tangen på de dele af tafsen, der er ”bærende”. Bemærk, at på en Mepps spinner SKAL ophængerknuden hvile på det koniske messinglod og IKKE direkte over spinnerkroppen, hvor der er en skarp kant, fordi den gennemgående wire er afklippet og afsluttet her. Bemærk, at knuden skrider lidt når den opstrammes, hvilket du skal tage højde for, når du binder starten på rapalaknuden.

 

Med lidt øvelse tager rigget blot to minutter at binde – hvilket set i min optik er en god investering af tid for at lande markant flere fisk – og samtidig tilføje dem betydeligt mindre skade.

Længden på rigget

På helikopter-rigget til laks hænger krogen relativt langt fremme, hvilket giver en høj landingsrate samtidig med, at frekvensen af dybe krogninger bliver lavere, når krogen er længere fremme på agnen. Her skal krogen hænge lige akkurat over splittet i kondomets silikonegummi. Sidder det ved splittet eller langs med de to flige, kan krogen hægte op her, hvilket kan give en lidt lavere landingsrate.

Denne placering af krogen foran splittet er dog ikke helt optimal, hvis man fisker efter havørred, hvor kroges position vil betyde, at landingsraten vil være lidt lavere, fordi havørrederne – i modsætning til laksen – tit hugger efter halen. Skal man fiske havørred med kondomspinner og hæve landingsraten, skal krogtafsen længere tilbage på spinneren, så den hænger ca. 1 cm bag enden på kondomet – og det vil være en fordel med en lidt mindre krog – fx str. 12 i X wire. Men – for de fleste, der fisker i lakseåerne, er havørrederne alligevel en bifangst, så her vil de fleste nok vælge at optimere efter en høj landingsrate på laksene.

Når der fiskes målrettet efter havørred, bruger de fleste alligevel normalt en noget mindre normal spinner som fx Mepps str. 4, hvor helikopter-rigget her normalt vil give en landingsrate i spektret 80-90 %, hvilket er langt over de cirka 45-55 % i landingsrate, som man normalt har på disse spinnere. På denne type af spinnere skal krogøjet hænge cirka 1-1,5 cm fra enden af spinnerkroppen for at give den perfekte krogning.

 

Jens Bursells helicopter rig on a condom spinner

Her kan du set et helikopter-rig der er for langt – så langt, at krogen lidt for let får fat mellem de to kondom haler. Den korrekte længde til kondomspinnere ser du på fotoet øverst i artiklen.

 

Fisk mere skånsomt

www.fiskepleje.dk under Skånsomt fiskeri” har forskerne, der til daglig forvalter vores fiskebestande – givet deres anbefalinger til, hvordan vi skader fiskene mindst muligt, så de har en større chance for at overleve en eventuel genudsætning. Her anbefales bl.a. mindre kroge, som er monteret i en linestump eller glidende på forfanget – hvilket enten muliggør afklipning af krog eller brug af krogløser/disgorger ved dybtkrogede fisk. Vil du leve op til disse anbefalinger er helikopter-rigget den nemmeste samt bedste måde at gøre det på. Du kan også lave en gennemløbsspinner, hvilket er lidt sværere – men den ultimative løsning, hvis du vil fiske så skånsomt som overhovedet muligt. Årsagen er, at gennemløbskonstruktionen muliggør den letteste afkrogning under 100% vand på dybtkrogede fisk. Se hvordan du laver mine gennemløbsspinnere med kanyle her og gennemløbsspinnere på direkte på forfanget her. Hvordan du bedst afkroger 100 % under vand ses her.

Du kan også se denne video om, hvordan man bedst afkroger 100% under vand

 

Friluftsland

 

drømmerejse iFish Travel

LAV DIN EGEN SPINNER

Her kan du se de materialer, der skal til for at bygge dine egene spinnere. Til venstre ses kondom spinner fisket med Claw Connector og til højre et kondom fisket med helikopter rig. Begge metoder anvendes til at muliggøre brugen af mindre kroge. Til laks anbefales det at bruge str 8-10 trekroge med kraftig 2X wire.

 

Der findes et hav af spinnere på markedet, men hvad nu hvis man har en ide om at den ultimative spinner til ens lokale å, ser lidt anderledes ud eller måske har et helt andet blad. Eller hvis man bare synes det er sjovt og tilfredsstillende at lave ens eget fiskegrej? Her kan du se hvor let det faktisk er at bygge sine egnen spinnere.

AF JENS BURSELL

 

AT LAVE EN SPINNER er super let, når man har fået skaffet de rigtige redskaber og dele. Alt hvad det kræver er en tur på nettet. Selv køber jeg mine dele på www.spintec.co.uk, hvor du kan finde alt fra spinnerkroppe, til beads, spinnerbøjler, blade og kondomer i alverdens farver og størrelser. Du vil med garanti kunne finde lige præcis de farver, der skal til for at overliste storlaksen eller mega havørreden på lige præcis dit allerhelligste hotspot. Og skulle der være noget du ikke kan få, er der intet, der forhindrer dig i at splitte et par af dine gamle spinnere ad for at få lige præcis den del du synes, der mangler.

Vil du bare ombygge de spinnere allerede du har, så kan du købe ny wire samt de tools der skal til for at bukke et øje på releaserigshop.com.

BØJ SELV DINE ØJER:

How to make Claw Connector - 1

1) Tag et stykke 0,8 mm rustfri pianowire: Bøj det cirka 30 grader 3-4 centimeter fra enden med en rundtang.

 

How to make a Claw Connector - 2

2) Fasthold rundtangens greb og buk wiren rundt med fingrene, så du danner starten på et øje.

 

How to make a Claw Connector - 3

3) Hold wiren med rundtangen i det som vil blive til det første øje. Pres wiren rundt så øjets fulde form skabes. Vrid eventuelt øjet med tangen, så øjets form bliver perfekt.

 

How to make a Claw Connector - 4

4) Hold om øjet med en kortnæbbet fladtang og twist wiren rundt om dig selv.

 

How to make a Claw Connector - 5

Drej wiren stramt rundt 3-4 tørn, og afklip wiren tæt med en kraftig bidetang.

 

BUKNING AF ØJER MED WIRE-TOOL

Du kan også bukke øjerne ved hjælp af et specielt tool – en low tec wirebøjer, til at bøje og twiste øjet i toppen af. spinneren. Det er dog ret nemt og mere fleksibelt at gøre med tænger selv, som skitseret ovenfor. Her kan man nemlig selv styre, hvor stort øjet skal være. Men – hvis du skal lave mange øjer i samme størrelse, så kan det være rart med et rigtigt tool til at gøre det med – fx TwisTech fra www.poulsencascadetackle.com.

Sådan gør du:

Make comdom spinner - step 1

 1) Når du køber den gennemgående wire, er det lettest at købe wirestykker, der har et forbøjet øje i enden, men som nævnt ovenfor kan du også selv lavet øjet på flere forskellige måder. 0,9 mm er fint til laksespinnerne, mens 0,75 mm er et godt valg til de lid mindre ørredspinnere. Hvis du vil fiske spinneren helt normalt – en metode der dog ikke lever op til anbefalingerne for skånsomt fiskeri, så monterer du krogen med en springring i øjet for enden af wiren. Vælger du i stedet at fiske din spinner med helikopter-rig eller en Claw Connector, hvilket både er mere skånsomt og mere effektivt, stikker du blot wiren op igennem spinnerkroppen. Læs mere om anbefalingerne for skånsomt fiskeri.

 

How to make a condom spinner - step 2

2) Smør lidt fedt på spinnerkroppen, så den lettere glider op i gummiet.

 

How to make a Condom Spinner - step 3

3) Klip enden af wiren skævt af med en bidetang, så der opstår en skarp spids. Prik enden af wiren gennem centrum af den lukkede del af gummirøret.

 

How to make a condom spinner - step 4

 4) Pres spinnerkroppen op igennem gummiet

 

How to make a condom spinner - step 5

5) Hold wiren med en tang, så det er lettere at trække ned over spinnerkroppen.

 

How to make a condom spinner - step 6

6) Monter diverse beads samt spinnerbladet på sin bøjle. Der skal normalt altid være et stort/mellemstort bead tættest på spinnerkroppen, hvorefter der kommer nogle mindre beads inden spinnerbøjlen monteres. Dette er vigtigt, for at sikre den rette rotation. Er du i tvivl – så se princippet for dette på en færdig lavet spinner.

 

How to make a condom spinner - step 7

7) Forbuk topøjet på spinneren i en TwisTech: Læg enden af wiren mellem de to lodrette paler – og støt kanten af wiren i det hak, der er for enden af bukkearmen. Herefter svinges håndtaget rundt, og forbukket er foretaget. Dette kan også gøres med et par tænger og en skruestik, hvis man er fiks på fingrene, men et værktøj, der er lavet til dette, giver helt klart det bedste og pæneste resultat.

 

How to make a condom spinner - step 8

8) Her kan du se hvordan forbukket ser ud fra oven.

 

How to make a condom spinner - step 9

9) Sæt wiren ned i TwisTech´ens slids og kør den roterbare krog på øjet.

 

How to make a condom spinner - step 10

10) Drej et par gange på håndtaget med et let pres ind imod spinneren, så twistningen lægger sig pænt i 3-4 tørn ned langs wiren. Herefter er spinneren færdig, og den overskydendewirestump klippes af med en tang. Sørg for, at afklipningen ikke er skarp, ved at give den det nødvendige antal strøg med en metalfil.

 

Clip-on splitshot spinner

VARIER SYNKEHASTIGHEDEN: Ofte vil man komme ud for at fiske i åer, hvor der fiskes på stærkt vekslende dybder. Her kan det være en fordel at kunne tilføje spinneren lidt ekstra vægt, når du kommer til nogle af de særligt dybe høller. Her er det en enormt stor fordel at fiske med helikopter-rig, for det betyder nemlig, at wireøjet under spinnerkroppen ikke bliver brugt til montage af krogen. Og hvad kan man så bruge det til? – Jo på få sekunder kan du klemme et splithagl omkring øjet og – afhængigt af haglets størrelse – øge vægten af spinneren med op til 30-50 %. Normalt vil det være en fordel at medbringe en lille tang, så haglet kan klemmes ordentligt fast. De amerikanske Water Gremlin removable split-shots er som skabt til dette, da de har et par ”vinger” på bagsiden, der gør, at de er nemme at tage af, når der skal fiskes på lavere vand igen. Dette trick er mega effektivt i dybe huller med stærk strøm – eller i elve med kraftig strøm – da kombinationen af højere vægt uden at gå op i et tilsvarende større blad, gør det nemt at komme godt ned i dybden med agnen. Lignende split-hagl fås også fra www.danielsonoutdoors.com

 

 

spinnerdele

Du kan også supplere med dele fra andre spinnere – eller bruge alternative hurtigtsynkende spinnerkroppe – fx tungstens lodder oprindeligt lavet til fx Carolina- og Texas-rigs.

 

 

Torben Smedegaard fighter laks ved Storåen

drømmerejse iFish Travel

Med det lette multigrej ved havørred-åen

Små baitcasters og low profile multihjul er super fede til spinnefiskeriet i åen, blandt andet fordi de giver en utrolig præcision, men også fordi de bare er behagelige at fiske med. Følg med Michael Dalager-Pedersen til åen og bliv inspireret til den kommende sæson.

 

Af MICHAEL DALAGER-PEDERSEN

 

Jeg vågner af mig selv en tidlig morgen. Solen skinner ind gennem mine vinduer fra en skyfri himmel. Det er vindstille og ikke ligefrem klassisk havørredvejr, men nu skal jeg simpelthen afsted til åen. Jeg griber et af mine små multihjul samt en passende ultralet stang på godt seks fod plus min lille fiskerygsæk.

Landet er lysebrunt efter en lang tørkeperiode, så jeg sætter min lid til, at min æske med mindre agn på 2-5 gram vil gøre udslaget i dag. På vej ned mod åen gennemgår jeg mine faste ritualer; fightbremsen strammes, kastebremsen sættes på 50% og spolebremsen indstilles ret løst, så agnen daler meget hurtigt mod jorden ved løs spole. Det er efterhånden gjort mange gange før, så nu foregår det nærmest automatisk. Åen er lav, vandet er spritklart og grødevæksten er endnu sparsom, så jeg går forsigtigt opstrøms, og stiler specifikt efter en af åens gode standpladser.

Der er ikke plads til mange upræcise kast på en dag som i dag. Jeg rager forsigtigt trigger-stangen henover det tårnhøje græs langs egen bred, og med et overhåndskast sender jeg min lille spinner få centimeter fra kanten af modsatte bred – den sidder lige i skabet. Hvis fiskene er hjemme, så er det helt sikkert nu, at det sker. Jeg når dårligt nok at spinne ind, før en fortørnet havørred kaster sig ud fra under brinken, og hamrer til min spinner. Den lille å gynger, og gennem det klare vand kan jeg følge ethvert øjeblik af fighten på nært hold.

Multihjul i åen

Med et lille og let multihjul opnår man en sublim præcision og kastekomfort.

 

En flot havørred på baitcaster spin

Triggerstangen står spændt i en syngende bue, men kontrollen over fisken synes total. Det er simpelthen så fedt, og det er svært at tørre grinet af mit ansigt. Højest et par minutter senere kan jeg afkroge en smuk havørred på cirka 60 cm. Fisken er heldigvis kroget yderligt, så jeg tager et hurtigt foto, og sætter den fri i den kølige kalkstrøm. Jeg går et kort stykke opstrøms, hvor siv, træer og buske vanskeliggør mine kast.

En vandranunkel ved modsatte bred definerer et oplagt havørredskjul. Jeg lægger an til et sidekast, og sender min spinner afsted. Straks fornemmer jeg, at kastet er for kraftigt, og jeg sætter min tommel på spolen, så kastet og spinneren ikke gør åens fisk opmærksomme på min tilstedeværelse. Det er en hurtig ommer. I næste forsøg rammer jeg bedre rette energioverførsel og retning, hvorefter min tommel kan nu blot dirigere spinneren, så den lander lige ud for vandranunklen. En hidsig blankfisk hugger til spinneren i samme sekund, som jeg drejer ind på mit hjul. Efter en kort fight kan jeg sende en frisk havørred på godt 45 cm tilbage til sin standplads. Fiskene er hjemme i dag!

Multihjul ved åen giver god kastepræcision

Vil du bruge fletline ved åen, når du fisker med multihjul, er det en fordel med relativt bløde stænger.

Fiskene er i hugget

I de næste to timer dyrker jeg et hektisk opstrøms spinnefiskeri med tyndt blink på 2-3 gram, spinnere i størrelse 2 (cirka 4,5 gram) og en langsomt synkende mikro-wobler på omkring 3 gram, hvor præcise kast hjælper mig til at fange samt frisætte et tocifret antal havørreder med 4 fisk over 60 centimeter. Jeg har kontakt til endnu flere havørreder, der aggressivt og indenfor øjesyn angriber mit endegrej uden at blive på de modhageløse kroge. Der er få kæmper i en lille å som denne, og heller ingen der viser sig denne dag, men fiskeriet er så visuelt, sjovt og spændende, at det er svært at stoppe. Den fjortende fisk er dog dybt kroget, så den hjemtages, og bliver slutningen på en mindeværdig morgen med multigrejet ved den lille å. På vej mod bilen møder jeg en anden lystfisker, der som jeg har nydt den dejlige morgen i ådalen, men uden samme fiskeheld. Der er sikkert mange faktorer, der spiller ind i mit held, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at multigrejet har gjort en forskel.

Med multihjul i åen efter havørred

Multigrejet bliver ofte forbundet med tungt fiskeri – eksempelvis i lakseelve eller geddesøer, og det har længe været overset til åfiskeri i små åer i Danmark. I Politikens Lystfiskerbog (5. udg., side 40-41) kan man sågar læse, at ”Multihjulet egner sig ikke til lette agn, og slet ikke til opstrømsfiskeri”. Der er heldigvis løbet meget vand gennem åen, siden den bog blev skrevet.

Multigrejet har over årene gennemgået en rivende udvikling, hvor især lettere og lavere spoler har gjort underværker for fiskeriet med lette og vindfølsomme agn. Og så har højere udveksling på multihjul har gjort en mærkbar forskel for opstrømsfiskeriet. I 5 år har omdrejningspunktet i mit fiskeri netop været opstrømsfiskeri i små åer med let multigrej og endegrej på 2-7 gram. Til at begynde med valgte jeg multigrejet, fordi jeg trængte til en forandring og nye udfordringer. I dag vælger jeg multigrejet, fordi jeg synes det er sjovt at anvende, og fordi jeg synes, at det byder på mange fordele frem for fastspolegrejet, når det kommer til åfiskeri.

Multihjul ved åen

Når du kaster med de helt lette agn, skal du vælge de hjul, der har de letteste spoler.

Meget fiske-litteratur fortæller, at multihjulet er slidstærkt, og at det kan holde længere end fastspolehjulet. Det er sikkert sandt, men på ingen måde afgørende for fiskeriet ved små danske åer, hvor jeg ikke ligefrem har slidt fastspolehjul op. Derimod er den direkte kontakt af stor betydning. Her tænker jeg primært på tommelfingerens næsten konstante kontakt til line og spole, der giver mulighed for præcise kast og nemt og hurtigt stop for lineudtag, når man alligevel fejlagtigt har sendt sin agn på afveje. Jovist, med fastspolegrej kan man bremse lineudtag og fejlkast med pegefinger og langemand, men det er ikke så naturligt og nemt som med multigrej.

Det går imod traditionel lærdom, at multigrej virker godt i blæsevejr, men det gør moderne multigrej faktisk. I åen virker det særligt godt, fordi kast med multigrej giver anledning til mindre linebue end kast med fastspolegrej. Forskellen skyldes, at linen modstræbende skal trækkes af en roterende spole på multihjulet, hvorimod linen gladeligt flyver af fastspolehjulet med slappere og mere vindfølsom løsline under kast. Af den grund giver multigrejet mindre risiko for, at linen vikler sig ind i åbreddens siv eller grene.

En anden ting, som man hurtigt sætter pris på, særligt i blæsevejr, er at multihjulet ikke indsamler siv- og plante-stykker, hvilket kan være et problem under fastspolehjulets roterende linebøjle. Der er dog også ting, der taler for fastspolegrej fremfor multigrej. Det har været en udbredt misforståelse, blandt flere medfiskere jeg har talt med, at man generelt skulle kaste længere med multigrej end med fastspolegrej. Jeg kaster som regel lidt længere med fastspolegrej med ovennævnte kastevægte, men forskellen er uden betydning for mig ved de små åer. Helt små og lette flydewoblere er svære at kaste, og det går generelt bedst med fastspolegrej med mindre man køber dyrt multigrej uden for Europa. Flydewoblerne er også nemmere at fire nedstrøms med opslået bøjle på et fastspolehjul. Endeligt har fastspolegrejet også en fordel i områder med megen bevoksning og sparsom plads til kastebevægelse, men det er områder som er vanskelige at fiske uanset grejvalget. 

Opstrøms med multigrejet i åen efter havørred

Grejvalget til opstrømsfiskeri med multigrej kræver nogen omtanke, og korrekt grejsammensætning er af lidt større betydning end for fastspolependanten. Alligevel synes jeg, at man skal stille sig selv nogle af de samme spørgsmål som ved fiskeri med fastspolegrej, blandt andet om fiskevandet primært skal affiskes med overhåndskast eller sidekast, og hvilken størrelse endegrej, der passer til vandet.

Lavprofil multihjul ved åen

Lavprofil multihjulene ligger godt i hånden, og er virkelig behagelige at fiske med.

Overhåndskast med multigrej er umiddelbart nemmest at mestre, og præcision er nem at opnå. Heldigvis er både korte og lange overhåndskast opstrøms også særdeles effektive. Dette fiskeri kan bedrives meget hurtigt med såvel korte som lange triggerstænger fra 4 til 10 fod, og der er virkelig mulighed for at tilbagelægge nogle kilometer åbred, så man kan finde de hugvillige fisk.

Lange stænger er gode, når man skal udover siv eller grøde eller ved stejle kanter med mulighed for store fisk, men ellers foretrækker jeg at gå med en kortere stang. Sidekast er nemme at foretage ved kysten eller søen, hvor der er sparsom bevoksning, men det bliver teknisk noget mere krævende, når præcision er en nødvendighed ved en lille overbevokset å. Her er det en fordel med kortere stænger – gerne enhåndsstænger på 4-6 fod – og det er en god ide at øve kastene hjemme i baghaven. Sidekastet – eller underhåndskastet om omgivelserne tillader – kan udføres med en rask isoleret bevægelse i håndleddet, nærmest et svirp, hvor man starter og slutter kastebevægelsen samme stede foran sig selv for optimal energioverførsel.

Lidt grejnørderi

Triggerstangen bør være afpasset nøje til agnvægten, især hvis sidekast med helt lette agn er påkrævet. Stangens aktion må gerne være moderat-hurtig, men der er desværre få triggerstænger med denne aktion og lav kastevægt i Danmark. Mine egne ”ørredstænger” er bl.a. fra Major Craft, mens mine bedste længere stænger er af mærket St. Croix. Jeg prøver ofte at ramme en vis eftergivenhed i min samlede opsætning for at opnå en bedre krogningsprocent og landingsrate, og en stang med hurtig aktion får derfor oftest et hjul med nylonline (ca. 0,20-0,30 mm), mens en langsommere aktion tillader fletline (ca. 0,10-0,14 mm).

Til de små åer er det nok med omkring 50 meter line. Multihjulet bør have en let spole, hvis man vil anvende agn på 2-7 gram, så bedstefars Ambassadeur 6000 kan godt blive på reolen. Agnvægte omkring 6-7 gram, f.eks. Mepps 3 Aglia eller Comet, kan håndteres med mange moderne lavprofil og runde multihjul, hvoraf flere kan købes i Danmark. Eksempler herpå er Abu Revo MGX og MGXtreme, Daiwa Tatula CT type R og Daiwa Steez SV, Shimano Curado 70/71 og Shimano Chronarch MGL. Agnvægte på 2-5 gram kalder på en let og lav spole, hvis man vil undgå fuglereder og frustration. De ovennævnte hjul kan anvendes, men man vil glædes over at gå med multihjul med endnu lettere/lavere spole – gerne med en spolevægt på 6-9 gram. Sådanne hjul er svære at opdrive i Danmark, men de kan købes i bl.a. Tyskland og særligt i Japan, hvor flere af Daiwa hjulene bærer betegnelsen ”AIR”, og Abu Garcia samt Shimano hjulene har påstemplet ”BF” eller ”BFS” (Bait Finesse System). Spolen er altså af afgørende betydning, mens bedre kuglelejer og anden tuning har mindre betydning. For flere ikke-AIR/BFS hjul er der derfor produceret lette specialspoler af producenter såsom Avail, Karil Tuned Factory (KTF) og ZPI. Daiwa laver selv ekstraspoler – også til fastspolehjul – betegnet SLP works og Real Custom System (RCS), mens Shimano har deres Yumeya produkter. Det lette multigrej giver altså rig mulighed for, at personer med hang til grej og ”individualisering” kan udfolde sig.

Let multigrej er ikke kun egnet til havørredfiskeri i små åer. Det er også særdeles underholdende at anvende efter ørreder i Put & Take, til aborrefiskeriet i sø og å eller efter hornfisk og havørreder langs kysten. Der er dog klare fordele, såsom præcision, når man bruger det lette multigrej ved havørred-åen, uden at det nødvendigvis betyder flere fisk. Det kan dog betyde mere ”sjov”, og det er en vigtig årsag til at give sig i kast med det lette multigrej.

Mere info om det lette multigrej til havørred i åen

Internettet indeholder god og brugbar information om fiskeri med (ultralet) multigrej. Dansksproget information kan hentes på danske lystfiske-fora eller i Facebook-gruppen ”Multihjul Fisker – Multiplier Angler”.

Engelsksproget information kan bl.a. hentes på:

www.tackletour.com

www.tackletour.net

www.japantackle.com/tackle_topics

www.finesse-fishing.com/bait-finesse-system.html

På Youtube kan man få mere generel information om ultralet fiskeri med multigrej (BFS) i videoen ”Ultralight BC/BFS Casting Tips and Tackle Information” på kanalen ”BCSG Fishing”. Det kan desuden varmt anbefales at hente mere viden om ørred-fiskeri med multigrej på den japanske kanal ”Fish & Life”. I videoen ”Mountain stream with Calcutta Conquest BFS HG” kan man ved selvsyn se, hvad der kan lade sig gøre med rette multigrej og øvelse.

 

Geddefeber

 

Multihjul i åen til ørred

Hvis ikke du har prøvet det før, så giv multihjulet et skud ved åen. Det spiller max, når du lige har vænnet dig til det.

 

 

drømmerejse iFish Travel

TRYGGENS SMÅ BLANKE

Topsæsonen for ågrønlændere starter med fredningens ophør i januar. Havvandet er koldt og mange blankfisk er søgt op i åens ferskere vande. Her får du Casper Larsen og Allan Overgaards opskrift på, hvordan grønlænderne i Tryggevælde Å skal fanges.

Af Allan Overgaard og Casper Larsen

(mere…)

drømmerejse iFish Travel

STORFISK I SMÅVANDE

Fyn er meget mere end frække rev, smukke kyststræk og ørredfyldte badekar. For når Fyns mange havørreder ikke er i havet, er de nemlig at finde i de mange vandløb. Terkel Broe Christensen har styr på de fynske smååer og ved hvordan deres ørreder skal takles. Følg med og kom et skridt nærmere de store fisk i de små åer.

Af Terkel Broe Christensen

(mere…)

drømmerejse iFish Travel

PÅ FISKEEVENTYR NORDENFJORDS

Den nordligste del af Jylland rummer masser af spændende muligheder for åfiskere med hang til store flotte havørred sensommer og tidligt efterår. Vi har fulgt i kølvandet på nordjydske Esben Børglum Stevn, der uden tvivl er en af de mest succesrige åhavørredfiskere i landet.

Af Jens Bursell

(mere…)

drømmerejse iFish Travel

Skånsom genudsætning

Forskning viser, at hvor dybt fisken er kroget – samt hvordan krogen fjernes, er de faktorer, som har størst betydning for fiskens overlevelseschancer ved genudsætning. Her får du vores bud på de mest skånsomme krogløsere og afkrogningsmetoder – samt hvilke spinneteknikker, der skal til for at kunne udnytte krogløsernes potentiale fuldt ud til gavn for fiskebestandene anno 2012.

Af Jens Bursell

(mere…)

drømmerejse iFish Travel