feb 21, 2021 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Der findes masser af fluer, der imiterer hundestejler eller fiskeyngel. Nogle er gode efterligninger, mens andre er mere fantasifulde eller ’impressionistiske’. Begge typer fanger fisk – men de mønstre, som har indbygget liv, vil nu engang altid fiske bedst. Fluen Crazy Ivan er et godt bud på en flue med masser af liv og et specielt bevægelsesmønster.
AF BJØRN BIEDENWEG
CRAZY IVAN er med sin levende og uforudsigelige gang som skabt til vinterfiskeriet. De ofte sløve havørreder, der har et nedsat stofskifte, skal til tider ”vækkes” med farverige og levende fluer. Den originale udgave er en efterligning af en hundestejle holdt i naturlige farver. Men – binder du Crazy Ivan i fluo pink eller hvid, så får du en aldeles giftig vinterflue, der kan danse Polka med Sølvtøjet!
Ønsker du at fiske fluen en etage dybere, kan den forsynes med ekstra tungstensbelastning under hovedet eller med et tungstens conehead. Skal den oprindelige gang bibeholdes, kan man fint vælge at fiske med et synkende polyleader-forfang. Så – lad fluestikket blive rødglødende, find de lange underhylere frem og tag kampen op med de blanke overspringere!
Når Crazy Ivan-punkfluen er bundet upside-down, er det ikke for at undgå bundhug. For bundhug får man sjældent på kysten. Nej – det handler om, at fluen er mindre stabil, når den trækkes gennem vandet med krogspidsen opad. Så får den nemlig et ret højt tyngdepunkt og har derfor tendens til at kæntre. Særligt i pauserne, hvor den dykker som en jig, lægger den sig på siden og skejer ud til samme side. Nogle gange vakler den til højre, andre gange til venstre. Fluens let slentrende gang og ikke helt forudsigelige bevægelsesmønster gør, at den skiller sig ud og virker interessant.
Crazy Ivan – Havørredfluen med den russiske forbindelse
Navnet ”Crazy Ivan” fandt jeg på efter at have set den amerikanske action-thriller ”Jagten på Røde Oktober”. I filmen benytter besætningen om bord på en sovjetisk atomubåd en særlig taktik kaldet ”Crazy Ivan”, når de mistænker, at ubåden bliver forfulgt af en fjendtlig ubåd. Taktikken går ud på, at ubåden fra tid til anden drejer skarpt til en af siderne og stopper motoren, hvorefter der lyttes efter tegn på en forfølgende angrebsubåd. Også Crazy Ivan-fluen slår under indtagningen små slag bort fra den udstukne kurs, og synet af en ”mini-ubåd” med den adfærd kan være lige det, der får en forfølgende havørred til at angribe!
Bind Crazy Ivan fluen med marabou
Marabou er et fremragende materiale til kystfluer. Binder man en flue med en lang vinge af marabou, vil materialet blive klemt sammen, når man trækker i linen, hvilket giver fluen en åleslank figur. Omvendt – i pauserne ”puster” marabou-vingen sig op, så fluen ændrer silhuet, og denne vekselvirkning giver et lækkert pulserende liv i fluen.
Ideen med brugen af marabou i Crazy Ivan er dog en anden, nemlig at skabe en livagtig flue, der ikke ændrer facon under indtagningen. Derfor indbindes marabou-vingen som en ”punkvinge”, det vil sige som en række små og ganske korte vinger, der stikker op fra fluekroppen. Marabou-vingerne ”smelter” på den måde sammen med dubbingen som en del af fluens krop. Resultatet er, en flue, der nærmest simrer af liv.
Valget af marabou er vigtigt. Til denne flue dur kun den korte og kraftige såkaldte Wooly Bugger Marabou, som er kraftig med ensartet længde af fibrene. Dermed kan man binde korte punkvinger, der hverken ændrer fluens silhuet eller vikler sig omkring krogen under kastet. Fluens falske muddlerhoved laves ved at spinde hår fra polarræv i en dubbingløkke, vinde det omkring krogskaftet og siden klippe hårene i facon, så der dannes et lille, tæt hoved. Til slut farves muddlerhovedet med vandfast tusch.
Variationer er der gode muligheder for. Crazy Ivan er med sine hvide og olivengrønne farver en fin hundestejle-imitation. Binder man også en brunlig version, har man en god kutling-imitation. Om vinteren kan en helt hvid eller en pink særudgave være på sin plads – og en helsort udgave med kraftigt hoved og et sæt gummiben er en god skumringsflue.
Sådan binder du kystfluen Crazy Ivan:
- Sæt krogen i stikket på almindelig vis med krogspidsen nedad og belast den med blyfri tråd forrest på krogskaftet. Sørg for at holde de forreste 3 mm af krogskaftet fri. Belastningen langt fremme på krogen får fluen til at dykke med hovedet først under stop i indtagningen.
2. Bind et bundt 1,5-2 cm langt hvid marabou ind som den nederste del af halen.
3. Vend krogen, så spidsen peger opad. Bind der på et lidt kraftigere og længere, cirka 2-2,5 cm, bundt olivengrøn marabou ind som overhale. Pres marabouen ned, og bind den fast med halvdelen på hver side af krogbøjningen. Det kan være en fordel at tage krogen ud af stikket og holde den mellem fingrene, mens man forsigtigt sikrer halen med tråden – eventuelt fugtes roden på marabou-bundtet lidt med fingrene.
4. Kroppen laves ved skiftevis at tørne dubbing og indbinde små punkvinger af marabou, så de stritter op fra krogskaftet. De enkelte dubbing-sektioner skal blot være 2-3 mm brede. Det sikrer, at marabou-vingerne ligger tæt op ad hinanden. Fluen skal i alt have 5-6 punkvinger. Hver punkvinge består af først et bundt hvid og dernæst et bundt olivengrøn marabou. Marabou-bundterne skal være rimeligt store, men korte – højst 1,5 cm lange. Den sidste punkvinge indbindes ovenpå den første del af belastningen og må gerne være lidt længere end de foregående.
5. Fluens gæller laves af to bundter orange Fluoro Fibre eller antrongarn indbundet på hver side af fluen. De klippes ned til en længde af 4-5 mm.
6. Til hovedet bruges hvide hår fra polarræv. Lav først en dubbingløkke. Fordel dernæst små bundter polarræv i en hårklemme. Hårene skal ikke ligge for tæt. Hårene placeres i dubbingløkken og spindes, hvorefter de tørnes om krogskaftet.
7. Klip hårene forsigtig ned for at danne et lille og tæt hoved. Til natfiskeri kan man lave en flue med et noget større, sort hoved.
8. Hovedet dekoreres med vandfaste tusser i farverne grøn, oliven, brun og sort. Hovedet skal som resten af kroppen være hvidt forneden og oliven-brunt foroven.
Artiklen blev oprindeligt bragt i Fisk & Fri 1/2019
feb 17, 2021 | Artikler, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred
Pattegrisen blev – også – denne gang – skæbnen for en fin havørred.
Bornholm byder på fantastiske muligheder for en hurtig tur med vennerne – og det er billigt uden for højsæsonen. Følg med et gæng skrappe kystfiskere til solskinsøen, hvor alt kan ske for enden af linen.
AF MADS CHRISTOFFERSEN
FLUELINEN er lige hevet af hjulet, og jeg har lagt det første kast ud i morgenlyset, da jeg mærker en vibration på brystet. Allerede fisk? – og ganske rigtigt, en mms er tikket ind. Et par af gutterne tog det sydlige rev lige udenfor døren af vores lejede luksussommerhus og har allerede fanget turens første fine havørred. Lad os spole tiden ni timer frem. Hænder, tæer og alt derimellem er godt nedkølede, og har været det et stykke tid. Det er blevet mørkt udenfor, og temperaturen er faldet. Vi mærker dog ikke meget til hverken mørket eller kulden nu. Vi er lige kommet ind af døren, efter en hel dag i jagten efter Bornholmerørred, og nu sidder vi i sommerhusets jacuzzi med en iskold Svaneke Bryg i hånden.
Vi har alle glædet os som små børn til disse dages fiskeri på Bornholm, men det at det lejede sommerhus, udover jacuzzien, både har en indendørs pool, en sauna og et bordfodboldbord, det sætter prikken over et i forvejen stort I! Der er rig mulighed for at nyde de timer, som ikke bliver benyttet på kysten indendørs. Mens nogle af os varmer os, er nogle af de andre gutter gået i gang med madlavningen. Menuen denne aften står på lækre småretter, nogle pyntet med helt friske ramsløg fra Døndalen, plukket tidligere på dagen. Derudover er der råmarineret Bornholmsk havørred på sprødt rugbrød til forret.
Til hovedret er der grillede T-bone steaks i størrelse XXl. Kødet er selvfølgelig købt lokalt på Bornholm, hos Hallegård gårdbutik og pølsemageri i Østermarie. Der er åbent året rundt, og stedet er virkelig et besøg værd – uanset årstiden. Vi kørte forbi Hallegård iført waders i en kort pause i fiskeriet. Men det havde de vist set før, for de lod sig ikke mærke synderligt af fire gutter i waders. Ud over de store bøffer kunne vi heller ikke holde fingrene fra deres store udvalg af ølpølser og den lufttørrede bunkerskinke – en skinke der har hængt i over to år i gamle bunkere fra koldkrigstiden. Om det var opholdet i bunkeren der gjorde udslaget ved jeg ikke, men der var stor enighed omkring bordet, at lige netop denne skinke var noget helt særligt.
Bornholm byder på et fantastisk kystørredfiskeri i de kolde måneder, hvor det er billigt at leje sommerhuse. Februar – april kan lige som de fleste andre steder være virkelig god.
Den perfekte fiskeferie på Bornholm
Aftenerne i sommerhuset går med hygge, mens brændeovnen gør sit for at holde kulden væk. Hyggen på denne tid af året kan sagtens trække lidt ud, uden at det går ud over særlig meget spildt fisketid. Solen står taknemmeligt sent op, og alle mand er igen ude af døren dagen efter, samtidig med at det så småt begynder at lysne. Vi fordeler os i de tre biler vi har med, og spreder os rundt på øen. Bornholm er heldigvis et tagselvbord af fremragende kystpladser. Der er mange grunde til, at det forholder sig sådan, men noget af det skyldes helt sikkert at havørreden har et kæmpe spisekammer af fødeemner i Østersøen. Derudover har Bornholm utroligt mange mindre vandløb, som »holder« på ørrederne i de kolde måneder.
Hvis du ikke er bange for at fiske nogen af de mindre kendte pladser af, er det ofte muligt at fiske flere dage i træk uden af møde andre fiskere. Derudover er det stort set ligegyldigt hvilken retning vinden kommer fra, og med hvilken styrke. Det er stort set altid muligt at finde et sted, som passer ens temperament. Denne morgen sidder vi tre fluefiskere klar i bilen. Varmt tøj og waders er allerede taget på hjemme i sommerhuset, så vi ikke behøver spilde tid med dette senere. Nogle dage går fiskeriet bare op i en højere enhed – mens det andre dage er hårdt arbejde. Og lad mig sige det med det samme, det var »one of those days«.
Et par gode bøffer fra det lokale slagteri ryger på grillen om aftenen i sommerhuset.
På den bornholmske kyst efter havørred
Vi starter dagen lige syd for Hasle Havn. Det er ikke et sted, der står beskrevet ret mange steder. Men det er uden tvivl alligevel et sted, man skal give et forsøg. De første 50-100 meter efter havnen er der fint vadefiskeri, hvor der fiskes over plettet bund med skiftevis blæretang og sandpletter. Efter de første 100 meter bliver der lavere, og det er muligt at vade længere ud. Et stort plateau dannes fra land og langt ud. Plateauet indeholder sandbund med forskellige former for tangplanter. Derudover er der masser af store sten, som stikker op over vandet. Sådan fortsætter det hele vejen mod næste rev, som ligger ved Levka.
Levka er også en rigtig fin plads at forsøge sig på, og vi fisker videre syd over. Hele dette stræk er virkelig godt at affiske med fluestang eller bombarda og flue, hvorimod der nok flere steder vil være for lavt med blink. Efter et par timer går vi tilbage til bilen – dels for at få lidt varme i kroppen, dels for at forsøge at finde nogle fisk et andet sted. Vi beslutter ikke at spilde for meget tid på vejen, og kører kun nogle få km sydover. Vinden er drejet mere om i nord, og Sorthat, en af de mere kendte pladser på øen, får chancen for at kaste en fisk af sig, som den har gjort det så mange gange før. Selv ved denne kendte plads har vi det hele for os selv, og vi spreder os på begge sider af det langstrakte rev, der strækker sig langt ud i Østersøen.
Sølvblanke skønheder som denne er der masser af langs Bornholms kyster.
Nyt håb ved nye havørredpladser
Efter at gennemfisket pladsen uden det store held, forsøger vi på modsatte side af øen, i håbet om at lidt mere vind vil hjælpe os med at finde fiskene. Salene Bugt, Bro Rev og nogle pladser imellem disse, affiskes grundigt med blandet succes. Få mindre fisk kommer op og vende, og vi ser nogle få af de store, som vi gerne vil sætte vores fluer i, vende på det lave vand. Da vi også har opgivet denne plads og er ved at sætte os i bilen, dukker der pludselig en stor stime havørreder op ude på revet, da vi står og kaster et sidste blik udover vandet. Selvom det meste af tøjet allerede ligger i bilen, kaster vi os alle tre ud efter de tydeligt aktive fisk. Efter en halv times tid, er stimen igen forsvundet, men tiden fiskene var der, var intens.
Ikke fordi vi fik så mange fisk, men det at have aktive fisk helt tæt under land, er noget der kan få pulsen op. Det er det sidste skud i bøssen, inden det bliver mørkt, og pladsen ved Lufthavnen er vores valg. Selv om det lyder som et mindre naturskønt område, vil du snyde dig selv ved ikke at afprøve denne plads. Man fornemmer slet ikke, at lufthavnens landingsbane ligger lige bag én. Høje skrænter og vild natur gør det til en meget smuk strækning.
Vadefiskeri besværliggøres dog lidt af store glatte sten, men det er det hele værd. Dagens sidste fisk bliver akkurat landet, inden solen går ned, og fiskemætte for i dag, sætter vi os i bilen og kører mod sommerhuset. Vi glæder os alle til at komme hjem og blive varmet igennem, inden vi igen kan sætte os til bordet og nyde en hyggelig og god middag. Heldigvis har nogle af de andre gutter fanget lidt større fisk end vi, så denne aften står den på saltbagt Bornholmsk havørred. Det er bare med at komme til Bornholm, når det ikke vrimler med sommerturister.
Bornholm når det er billigst
Forestil dig en uges ferie i havørred-højsæsonen for under 800 kroner – og så endda på Bornholm, én af Danmarks bedste fiskedestinationer! Det er, hvad du har udsigt til, hvis du booker ét af de mange lækre sommerhuse på øen, som ofte kan lejes til langt under prisen i den normale højsæson. Også Bornholmerfærgen kan bookes til langt lavere pris i ydersæsonen.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2015
jan 31, 2021 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Miljø og debat
Den unge ørred har en meget speciel og flot farvetegning.
Blandt lystfiskere diskuteres det ofte, hvor og hvornår det er bedst at beskytte vore ørredbestande: – Skal man eksempelvis frede nedfaldsfiskene, friholde grønlændere fra fiskeri, hæve mindstemålet, forlænge fredningstiden eller indføre Catch & Release? Eller – måske tage avancerede vinduesmål-også kaldet slot limits i brug?
AF STEEN ULNITS, FOTO: LARS LAURSEN OG JENS BURSELL
VI KENDER ALLE GÅDEN om, hvad der kom først: – Hønen eller ægget? Et interessant og ikke mindst filosofisk spørgsmål, man kan bruge megen tid og mange overvejelser på. Man kan uden videre overføre diskussionen på andre ting her i livet. Eksempelvis ørreder. For hvad kom eller kommer egentlig først: – Ørreden eller ægget? Og hvad er vigtigst af de to?
Spørgsmålet kompliceres af, at ørreder er langt mere komplekse skabninger end høns, fordi de har mange flere og meget forskelligartede livsstadier, som de gennemgår. Ja, faktisk passerer de ofte ind og ud af dem flere gange i deres livsforløb. Så lad os først få styr på stadierne. Før de er på plads og klart definerede, kan vi jo kun vanskeligt diskutere dem. Der kommer nemlig en tid i enhver ørreds liv, hvor dens fremtid formes eller afstikkes. Hvor den skal beslutte sig for, om den vil være en bækørred, søørred eller havørred – for i et kort vindue af tid står alle muligheder åbne.
Ørredens livscyklus og stadier
Den lille ørred ser dagens lys i gydebankens grusmørke. Her har dens mor gravet den ned sammen med en masse andre søskende – efter at dens far har befrugtet æggene i det frie vand over gydebanken.
ÆG: Nedgravet i gydebankens grus er de små ørreder ganske sårbare, fordi i et landbrugsland som Danmark er ægstadiet nok det farligste i hele ørredens liv. Gydebankens opbygning sikrer, at der hele tiden løber frisk og iltrigt vand ind gennem banken. Slam og vandrende sand kan imidlertid hurtigt lukke af for denne gennemstrømning, hvorefter æggene kvæles og dør.
YNGEL: Når ynglen har kæmpet sig vej op gennem gydebankens grus, er blommesækken ved at være brugt op. De små ørreder skal nu til at klare sig selv ved at jage insektlarver og krebsdyr, som udgør ynglens føde i vandløbet. De små ørreder er meget territoriale og helt afhængige af skjulesteder. “Parr” er den engelske betegnelse for ungfisk af laks og havørred. De kendetegnes af tydelige fingermærker på siderne og er forstadiet til “smolt”.
SMOLT: Betegnelse for alle ungfisk af laks og havørreder, som skal vandre ud i havet. De ”smoltificerer” inden udvandringen, hvilket er en kompliceret og hormonstyret proces, der sætter de små laksefisk i stand til at tåle saltvand. Det kan de ikke før smoltifikationen, der beriger gællerne med et meget stort antal såkaldte “kloridceller”, som kan skubbe indtrængende og overskydende salt tilbage ud i havet.
“UNDERMÅLER”: Fisk, som er under det lovbefalede mindstemål, der skal beskytte fiskene, indtil de er blevet store nok til at gyde mindst én gang. Nogle undermålere vil allerede være blevet kønsmodne, hvilket gælder specielt hannerne.
“GRØNLÆNDER”: En pudsig dansk betegnelse for havørreder, som er blanke opgangsfisk, men endnu ikke kønsmodne. Hovedparten er under mindstemålet på 40 cm. Langt de fleste er hunner og dermed forstadiet til de store førstegangsgydere, der er specielt vigtige for bestanden. Målrettet fiskeri efter grønlændere er derfor ikke gavnligt for bestanden og ganske omdiskuteret.
OPGANGSFISK er det samme som “opgængere”. Det er betegnelsen for enhver gydemoden havørred på vej fra havet op gennem åen. Helt friske fra havet er fiskene i reglen sølvblanke og har løse skæl. Gradvis indlejres de løse skæl i huden, som bliver tykkere under et voksende slimlag. Dette yder fysisk beskyttelse under vandringen. Nogle fisk er farvede allerede inden opgangen. Opgangsfisk tager oftest ikke føde til sig under opgangen, men tærer i stedet på fedtreserverne.
GYDEFISK: Fisk, som er blevet gydemodne – og fisk, som er på gydevandring i havet eller oppe i vandløbet. Det sølvblanke skær fra havet er væk – erstattet af gydedragtens mørkere farver og tykkere hud. Hannerne bliver helt brune med stor kæbekrog, mens hunnerne ofte blot bliver gyldne på siderne. De får heller ingen kæbekrog. Bugen på begge køn er nu grå – ikke hvid som ude i havet.
En flot blank overspringer. Hvis man vil have en større snitvægt på ørrederne, kan der måske være god ræson i at hæve mindstemålet? Lad os høre din mening på Fisk & Fris facebook primo februar.
“OVERSPRINGER” er betegnelsen for en stor og blank havørred, som har valgt at springe en gydning over. Den har kønsmoden størrelse og kan godt have gydt tidligere. Overspringere menes at udgøre naturens reserve, hvis der skulle ske en naturkatastrofe oppe i vandløbet – jordskælv, klippeskred eller lignende, som hindrer adgangen til gydepladserne. Da står overspringerne klar til at genopbygge bestanden året efter.
NEDFALDSFISK er det samme som “nedgængere”. Man taler ikke om “nedgangsfisk” – måske fordi nedstrøms vandringen efter gydningen er passiv. De falder med strømmen. Nedfaldsfisk er slanke og udmagrede fisk, der har opbrugt det meste af fedtreserverne til opbygning af kønsprodukter. Men det er også fisk, som hurtigt bliver blanke igen efter gydningen. Skællene vil dog blive siddende fast i nogen tid, indtil fiskene er ude i saltvand igen. Herude genvinder de meget hurtigt huldet og vægten. Fælles for både gydefisk og nedfaldsfisk er, at deres spisemæssige værdi er langt ringere end blanke opgangsfisk. Fiskene tager ikke føde til sig under opgangen, men tærer i stedet på fedtindholdet, der omdannes til kønsprodukter. Sene gydefisk og tidlige nedfaldsfisk er derfor de ringeste spisefisk. Nedfaldsfiskene begynder ofte at tage føde til sig igen, mens de stadig er oppe i vandløbet. De er sultne og æder derfor aktivt på de nederste vandløbsstrækninger, hvor det ikke mindst går ud over skaller og andre småfisk, som flere steder findes i stort antal.
Forvaltning af ørredbestandene
Som sagt lurer et utal af farer på den lille ørred, når den kommer til verden. Ikke mange overlever hele forløbet fra befrugtning og klækning over opvækst og udvandring til opgang og gydning. Kigger vi på livsstadierne, så er det ganske let at identificere de største farer. Æggene er sårbare, når de ligger i gydebanken. De kan let kvæles af slam og sand. Endnu værre er det selvfølgelig, hvis der slet ikke er egnede gydebanker. På samme måder er det altafgørende, at ørredynglen kan finde skjulesteder, når æggene er klækket og ynglen søgt op fra gruset. Her er det alfa og omega, at vandløbet er så varieret som muligt. Jo større variation desto flere skjulesteder. Og jo flere skjulesteder desto mere yngel kan vandløbet producere.
I de senere år har det desværre vist sig, at sprøjtegifte fra landbruget ofte havner i vore vandløb. Her skader giften i høj grad de mange insekter og smådyr, som ørredynglen er helt afhængig af. Smolt-stadiet er en specielt farlig tid, hvor fiskene samler sig i flokke, der trækker nedstrøms inden for ganske kort tid. Her har vi set, hvordan uhensigtsmæssigt placerede bundgarn kan tolde hårdt på smoltnedtrækket. Vi har ligeledes set, hvordan den allesteds nærværende skarv sine steder kan tage op mod 80-90% af de nedtrækkende smolt.
Mens ørrederne vokser sig store i havet, er de et naturligt bytte for ikke mindst vor stigende bestand af sæler. Specielt i Limfjorden og Vadehavet ser det ud til at være tilfældet. Vi kan dog nok konkludere, at prædationen fra sæler aldrig kan blive en altødelæggende faktor, som skarven desværre kan blive det for smolten.
Jens Bursell med en flot bækørred taget på in-line spinner.
Skadeligt garnfiskeri efter ørred
Ude i hav og fjord er det i stedet det menneskeskabte garnfiskeri, der kan udgøre den største trussel. Når fiskene om foråret samlet trækker fra åernes ferske vand for at spise sig store ude i det salte hav, havner mange af dem i nedgarn. Den største fare udsættes dog de gydemodne fisk for, når de om efteråret søger tilbage mod åer og bække for at gyde. Da er de et uhyre let bytte for garnfiskeren, der tit ikke er bleg for at sætte sine nedgarn ulovligt: Inden for den 100 meter garnfri zone, som med meget få undtagelser findes overalt ved vore kyster. Eller helt oppe i åmundingerne, hvor koncentrationen af gydefisk naturligvis er allerstørst.
Taler man med garnfiskere af den lyssky og sorte slags, så kan de fortælle, at efterårets gydemodne havørreder så godt som altid sidder i garnets inderste ti meter. Meget ofte næsten helt inde ved strandkanten. Forklaringen skal findes i, at de gydemodne havørreder lugter sig tilbage til deres fødevandløb. Ferskvand er lettere end saltvand, og det ferske vand fra åer og bække lægger sig derfor helt inde i strandkanten. Det ved den illegale garnfisker, som derfor ikke nøjes med at sætte sine garn tæt på land. Nej, han sørger naturligvis for, at garnet starter helt oppe på selve stranden. På den måde sikrer han sig, at ingen gydemoden havørred slipper forbi på sin vej mod gydepladserne…
Hjælp til selvhjælp
Det illegale garnfiskeri er svært at kontrollere, for garnene sættes nemlig efter mørkets frembrud og røgtes inden solopgang. Kun en dedikeret kontrol i udsatte områder kan hjælpe her. Heldigvis er der steder, hvor vi lystfiskere selv kan gøre en forskel. Vi kan udlægge gydebanker til fiskene oppe i egnede vandløb, og vi kan sørge for en skånsom vedligeholdelse, som sikrer varierede vandløb med skjulesteder for ørredynglen. Vi kan behandle undermålsfisk skånsomt, når de skal genudsættes, og vi kan hæve det personlige mindstemål, hvis vi finder statens for lille. Det gør mange dedikerede lystfiskere, for hvem 40 cm synes i underkanten.
For en hel del år siden blev det fra statslig siden foreslået, om ikke mindstemålet i stedet skulle nedsættes – til 35 cm. Datidens garnfiskeri var nemlig så voldsomt, at en nedsættelse af mindstemålet ville sikre flere havørreder til lystfiskerne. I tons, vel at mærke. Ikke størrelse. Med et lavere mindstemål kunne man så nå at fange flere fisk med en større samlet vægt, inden de gik i garnene… Forslaget om et nedsat mindstemål blev naturligvis fremsat i den bedste mening for at sikre flere fisk til lystfiskerne. Ikke større fisk, men flere fisk. Men nu er vi lystfiskere jo ikke erhvervsfiskere, der tænker i antal og totalvægt. Vi vil hellere fange store fisk, og det er en helt anden diskussion. Kvalitet versus kvantitet. Og da skal bestanden forvaltes ganske anderledes. Da skal der et højere mindstemål til, og da skal mange af de større fisk genudsættes.
Selv catch & release fiskeri have indvirkning på bestanden, hvia der er for mange lystfiskere ved vandet. Små vandløb som dette er særligt følsomme overfor overfiskeri.
Hæv mindstemålet på ørred?
I dag er garnene heldigvis ikke et helt lige så stort problem som tidligere, så i dag kunne vi med fordel sætte mindstemålet op – eksempelvis til 45 cm. Det ville sikre, at flere havørreder kunne nå at vokse sig til større førstegangsgydere, end de kan i dag, og det ville også beskytte den store del af vore grønlændere, som i dag forhindres i at blive til store førstegangsgydere.
Store fisk har bevist, at de har gode gener, som har tilladt dem at nå deres størrelse. De har værdifuld DNA, som de kan videregive til næste generation, og deres liv bør derfor spares, så de kan nå at gyde. Store ørreder er altid mere værd på gydebankerne end på køkkenbordet. Dette understreges også af, at deres spisemæssige værdi falder støt, når de som kønsmodne vandrer op i vandløbene. De æder intet, men tærer på deres fedtreserver, hvorfor kødet uundgåeligt bliver dårligere og dårligere. Tæt på gydningen er de noget nær uspiselige – med mindre man røger dem ekstra hårdt, som min rygemand plejer at sige…
Gydeørred og nedfaldsfisk
Man hører ind imellem, at det er helt i orden at fange og aflive de magre samt udgydte nedfaldsfisk efter endt gydning. Argumentationen er, at de jo allerede har gjort deres – gydt og sikret bestandens beståen. Argumentet holder skam – på samme måde som mindstemålet gør det. Men man skal også huske, at nedfaldsfiskene jo netop har dokumenteret, at “they got what it takes”. At de har gener, der er værd at videreføre. Og da ørreder jo kan gyde gentagne gange, er det selvsagt ikke smart at fjerne de gode gener, som vil kunne gøre gavn igen-igen. Og da slet ikke, når de samme nedfaldsfisk alligevel ikke er værd at spise.
Det er i min optik en langt bedre politik at lade disse slanke og sorte “kakkelovnsrør” svømme igen. De har jo allerede givet deres fanger en god oplevelse. Og vender snart igen tilbage – tunge, blanke og velnærede.
Kystørred smager fortræffeligt – og det at tage en enkelt eller to med hjem til gryden er en helt naturlig del af fiskeriet.
Catch and release efter ørred
Fangst og genudsætning bliver mere og mere almindeligt mange steder – af mange gode grunde. Nogle steder er det en simpel nødvendighed, hvis der også fortsat skal være fisk at fange. Andre steder sker det mere lystbetonet. Men uanset årsag, så stiller Catch & Release store krav til lystfiskeren, hvis genudsætningen skal opfylde sit formål: Det er vigtigt, at den fangede, afkrogede og genoplivede fisk overlever seancen uden at bukke under for mælkesyreforgiftning, iltmangel eller fysiske skader fra håndteringen, så den fremover kan gyde og dermed bidrage til slægtens videre eksistens.
Men det er et helt andet tema. Her skal vi nøjes med at konstatere, at enhver form for Catch & Release medfører en vis dødelighed. I bedste fald nogle få procent. I værste fald rigtig mange. Under alle omstændigheder siger det sig selv, at jo større fiskepresset bliver, desto flere fangede og genudsatte fisk vil bukke under for selv et rendyrket Catch & Release fiskeri. Det er et desværre ofte overset faktum – samt bagsiden af medaljen.
Og så forresten…Videnskaben har for ganske nylig barslet med det endegyldige svar på det indledende spørgsmål om, hvad der egentlig kom først: – Hønen eller ægget. Det gjorde nemlig ægget. Forklaringen har de fundet i fossilernes verden. Herfra kan forskerne nemlig dokumentere, at fortidens øgler lagde æg. Og da fuglene nedstammer fra netop øglerne – de har bare skiftet skællene ud med fjer, så de kan flyve – da må ægget nødvendigvis være kommet før hønen.
Herligt, når videnskaben kan diske op med klassekonklusioner som denne! Men igen er det ikke helt så enkelt med ørreden. For den lægger jo ikke æg med skal, som reptiler og fugle gør. Dens bløde æg beskyttes i stedet af og mellem bundens hårde sten. Så skal vi konkludere noget her, da må det være, at ægget er vigtigere end ørreden. At hvis vi blot passer på vore ørredæg, så skal ørrederne som art nok klare sig. Men passer vi ikke på vore ørredæg på gyde- og opvækstpladserne i vandløbene, da kan vi hurtigt stå helt uden ørreder at fiske efter! Ægget kommer således også her før ørreden.
TIPS TIL FLERE ØRREDER:
- Skræm skarverne bort
- Fred de små grønlændere
- Pas godt på gydebankerne
- Genudsæt de store gydefisk
- Begræns garnfiskeriet i havet
- Overdriv ikke Catch & Release
- Genudsæt udgydte nedfaldsfisk
Hvis man vil have en større snitvægt på ørrederne, kan der måske være god ræson i at hæve mindstemålet? Lad os høre din mening på Fisk & Fris facebook primo februar.
jan 27, 2021 | Artikler, Biologi, HAVØRREDFISKERI, Miljø og debat
Lasse i Lystfiskerforeningen for Skive og Omegns klubhus ved Karup Å. I baggrunden ses en udstoppet kæmpe fundet død i åen på 16,4 kilo og 104,5 cm.
En simpel rugekasse ankret op i åen kan være et godt alternativ til traditionel fiskepleje og udsætning af yngel. Læs om Lasse fra Hagebro og hans mange gode ideer, der alle er tænkt for at sikre havørredens ve og vel. Han er her ikke mere, men hans tanker og ikke mindst ukuelige engagement lever videre.
TEKST OG FOTO: TERKEL BROE CHRISTENSEN
‘ET AF DE STORE TRÆER i skoven ved bredden af Karup Å faldt den 11. juni 2017. Lars Michaelsen blev 73 år. Lars boede i den tidligere fiskemesterbolig ved det nedlagte dambrug ved Sejbæk, der løber få meter fra hans hoveddør. Bækken er er et af de smukke små tilløb til havørredåen over dem alle, Karup Å. Lars, der er bedre kendt som Lasse fra Hagebro, havde én stor passion i livet; Karup Å og særligt havørredens ve og vel.
Med liv og sjæl dyrkede han havørreden og naturen i og omkring Karup Å. I mange år foregik det med fluestangen i hånden, og ikke så få samt store havørreder har han landet gennem tiden. I de senere år var interessen for fiskeriet dog aftaget lidt. I stedet kastede han sin energi og lidenskab på at opfinde og udvikle finurlige apparater eller opstillinger, som kunne forbedre forholdene for havørrederne.
Et transportsystem til gydegrus er et eksempel. Det består af en kraftig vandpumpe, et kar og en stak kloakrør. Systemet kan sammen med en traktor med frontlæsser og en masse vand flytte store mængder grus ud over engene og ned til bækken. Her kan et par mand med lethed og uden at få ret meget sved på panden udlægge store gydebanker på ingen tid.
Lasse på vej hjem fra Karup Å.
Rugekasser til at klække ørred
De senere år handlede det om kunstige og flydende gydebanker – de såkaldte rugekasser. Lasse, som var pensioneret elektriker og borebisse fra Nordsøen, havde efter gentagende forbedringer nået frem til en model, der virker lige så godt som en naturlig gydebanke – måske endnu bedre. Den kunstige rugekasse har i hvert fald vist ret høje tal for overlevelsen af yngel.
Rugekassen, der skal ankres op i en å vinteren over, består i sin enkelthed af en firkantet ramme, flydeelementer i form af flamingo og en plastikbakke. Simpelt og genialt. Bakken er den samme type, som benyttes i dambrug til klækning af ørred- og lakseæg. Den har huller, som tillader gennemstrømning af iltholdigt vandløbsvand. I Lasses modificerede udgave er der også et hul på et par centimeter i diameter, som ynglen kan svømme ud af, når den er stor nok og klar til livet i bækkens frie vand.
Lasse befrugtede selv æggene i november eller december, og anbragte dem i rugekassen, der også indeholder en del grus med samme størrelse som i en naturlig gydebanke. Efter der er gået omtrent 520 graddage klækker æggene og bliver til blommesækyngel – dvs en lille ørredunge med en stor sæk på maven, der indeholder næring, så den lille fisk kan klare sig uden at skulle tage føde et stykke tid.
Ørredungens vej fra rugekasse til et liv i vandløbet
Det tager som regel tre uger, og i den tid lever blommesækynglen mellem rugekassens grus. Når madpakken er opbrugt, svømmer ynglen selv ud af rugekassen, hvor de er klar til livet i vandløbet. Den fordeler sig herefter i vandløbet, hvor forholdene er bedst egnet. Det vil sige på lavt vand under rødder, udhængende vegetation, bag sten osv. Lasse har observeret, at ynglen forlader rugekassen over omtrent tre uger og for det meste om natten, hvor deres fjender ikke har så let spil.
Men – den gode gamle naturlige metode er naturligvis bedst. – Rugekasser giver rigtig god mening i de mange vandløb, hvor havørrederne stadig ikke har mulighed for at vandre op og gyde naturligt, sagde han – og betragtede det som en selvfølgelighed, at en naturlig ørredproduktion naturligvis er bedst. Det var derfor ikke hans intention, at rugekasser skulle anvendes i velfungerende vandløb. Problemet er bare, at der stadig er masser af vandløb, hvor forholdene ikke er optimale. Spærringer, som forhindrer moderfisk i at nå frem til gydebanker og ynglens opvækstområder er en årsag. Hårdhændet vandløbsvedligeholdelse, hvor sten og grus er fjernet, er en anden årsag. Det er godt nok ikke lovligt længere, at fjerne sten og grus, men det har tidligere været praksis.
Forskningsdirketøren ham selv fra Forskningscenter Hagebro. Lasse, der er iført sine faste følgesvende en gammel oielskindshat og et godt humør fortæller her ved bredden af Sejbæk om alle fordelene ved sin flydende, kunstige gydebanke.
Fisk fra rugekasser opføre sig mere naturligt end udsat ørredyngel
I mange år har man løst problemet i de dårligt fungerende vandløb ved at udsætte yngel. Det er godt nok yngel, som stammer fra æg fra moderfisk opfisket i vandløbet, men de opdrættes typisk i et kunstigt miljø – modsat ynglen i Lasses rugekasser. Deres udvikling er herefter styret af den naturlige vandtemperatur og døgnets lysændringer. Det sker nødvendigvis ikke i et opdrætsanlæg, hvor ynglen også er vant til at se fiskemesterens røde plastikspand med foder, og hvor lyset i opdrætshallen bliver tændt og slukket på faste tider.
– Jeg har set hvordan yngel, der opdrættes i dambrug følger efter fodermesterens hånd, når han nærmere sig med en rød foderspand, fortalte Lasse. – Den adfærd har yngel fra mine rugekasser ikke. Når jeg åbner låget til rugekassen, er der aldrig en fisk at se, for de har for længst gemt sig mellem gruset i kassen. De to typer fisk vil formentlig også have samme forskellige adfærd i åen, så det er ikke svært at svare på, hvilken af de to typer, som vil klare sig bedst overfor rovfisk og fugle.
Rugekasser kræver tilladelse
Rugekasser er ikke sat i produktion nogen steder og er derfor heller ikke til salg. De er dog forholdsvis lette at fremstille selv, og materialeudgifterne for en kasse med plads til 5.000 æg beløber sig til nogle få hundrede kroner. Man kan så undre sig over, hvorfor brugen af rugekasser ikke er mere udbredt.
Lasse demonstrer rugekassen for eleverne fra efterskolen ved Blåkilde.
Årsagen er ret simpel. Man skal nemlig have en tilladelse fra fiskerikontrollen til at udsætte fisk – og den er de ikke ret villige til at give. Lasse fik derfor heller ikke tilladelse til, at klække yngel i sine rugekasser hjemme i Sejbæk. Men via den lokale efterskole lykkes det dog, at få myndighedernes velsignelse. Argumentet for tilladelsen er formidling. Men det ærgrede den gamle ildsjæl, hvorfor alting skal være så besværligt og bureaukratisk. Lasse mente, at det var dumt. For hvilken skade kan det gøre, hvis de lokale lystfiskerforeninger har et par rugekasser ankret op i deres små lokale fiskevande, hvor den naturlige yngelproduktion ikke er særlig stor? Det vil for det første sikre en effektiv fiskepleje, men man må heller ikke underkende den formidlingsværdi et sådant projekt kan have.
Lystfiskerne ved selvfølgelig godt, hvad det handler om, men for skoleklasser og måske endnu vigtigere, for lodsejere vil et besøg ved en rugekasse være et strålende eksempel på, hvorfor vi er nød til at passe godt på vores natur og ikke mindst vores vandløb. Så er er du medlem af en lystfiskerforening, biologilærer, naturvejleder eller lignende som kunne tænke dig at fortælle om havørreden og vandløbenes spændende biologi med udgangspunkt i Lasses rugekasser er der kun en vej, og det er at få beskrevet et godt formidlingsprojekt og så få bedt Fiskerikontrollen om tilladelse til at klække ørredyngel i en af ”Lasses rugekasser”. Det vil helt sikkert en fange unge som gamle med blot den mindste interesse for natur.
Mere om Lars – alias Lasse- Michaelsen
Lasse kan lidt af hvert også skrive bøger. Han har begået ganske velskrevet bog med titlen: ”Lasses Bog – om lystfiskeri og små historier”. Den handler om et efterhånden langt og som han selv formulerer det morsomt lystfiskerliv blandt andet ved Karup Å. Bogen kan erhverves hos købmanden i Hagebro ved Karup Å. Vil du se Lasse fortælle om sine rugekasser, kan du tjekke Bo Skelmoses video på vimeo. Den ligger på adressen: https://vimeo.com/58322409.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018
I rugekasserne er der grus lige som på de rigtige gydebanker. Her ses nogle befrugtede ørredæg fra en af kasserne.
jan 19, 2021 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri, Sponsoreret
Ja – du læste rigtigt. Det kan faktisk lade sig gøre. Og ikke nok med det – du kan samtidig opnå større præcision. Her får du historien om verdens første tungstensblink, der er fremstillet specifikt til kystfiskeri efter havørred samt P & T fiskeri efter regnbueørred. Tungsten er næsten tre gange så tungt, som det zink og hvidmetal, de fleste ørredblink er lavet af, så når det drejer sig om kastelængde, er denne nye type af blink uden sammenligning den mest revolutionerende nyhed til ørredfiskeri i årtier – både på kysten og i put and take´en.
AF JENS BURSELL
HVEM HAR IKKE PRØVET SITUATIONEN, hvor ørrederne viser sig lige uden for kastevidde, og man bare ikke kan nå ud til dem… Det har vi alle vist, og det var netop sådan dag på kysten, hvor fiskene hoppede langt uden for normal rækkevidde, at jeg fik den skøre idé at lave en serie af kystblink i materialet tungsten eller wolfram, som det også kaldes. Materialet er med sin massefylde på 19,3 gram/cm3 dobbelt så tungt som bly (11,3 gram/cm3) – og lige så tungt som guld (19,3 gram/cm3), så det er ikke raketvidenskab, at man vil kunne fremstille et ekstremt langkastende blink med dette unikke materiale. De fleste traditionelle gennemløbere og trådblink til ørredfiskeri er lavet i zink eller hvidmetal, som har en massefylde på blot 6,6 – 7,3 gram/cm3.
Men et er at få idéen – noget andet er at virkeliggøre den.
Jeg allierede mig derfor med Zebco Europe, som jeg i forvejen designer en del ørredgrej til. Min idé var at lave en blinkserie, der i sin overordnede grundform ligner de traditionelle velgennemtestede fiskeimitationer, men at gå helt væk fra det organiske look og gøre dem mere kantede for at skabe en anden type af reflekser, der bryder på en mere varieret måde i vandet – og som derfor kan ses på stor afstand af ørrederne. Planen var med andre ord at skabe en nyfortolkning af de klassiske arketyper af kyst- og putblink – ikke blot i et nyt materiale, men også med et unikt futuristisk twist.
En sen aften i 2019 satte jeg mig computeren sammen med min søn Max, der med stor rutine i CAD materialiserede mine idéer til digitale prototyper på den ørredblink serie fra Rhino Inshore, der nu er kommet til at hedde Diamond – med reference til det facetslebne look, som blinkene har.
Fordelene ved tungsten til blink til ørred
Den ekstremt høje massefylde giver en række helt indlysende fordele. Ikke blot vil man kunne kaste længere – man vil også kunne få et langt bedre greb i vandet under svære vind- og strømforhold, af den simple årsag blinket på grund af den høje densitet skærer sig godt ned i vandet. Det kan både være en stor fordel, hvis man vil fiske lidt dybere, men det kan også være et stort plus, når der bare skal afsøges en hel masse vand på kortest muligt tid med høj fart gennem den øverste del af vandsøjlen. Præcis som rigtig mange danske kystfiskere afsøger kilometer efter kilometer af de danske kyster.
Det siger sig selv, at der også kan være fiskesituationer, hvor tungsten bliver for tungt – eksempelvis hvis man vil fiske langsomt hen over lavt vand eller bevoksningsbælter. Her vil det normalt være bedre med et lettere materiale, og af samme årsag, har vi også lavet det samme blink i zink, der med sin massefylde på 6,6 gram/cm3 egner sig bedre til dette. Dette blink hedder Salty Sprat.
Tungstensblinket Diamond Sandeel (der ved en fejl er kaldt Diamond Sprat på forpakningerne) på 28 gram (1) kastede 50 % længere end zinc versionen af samme størrelse og design på 12 gram (2) – samt 20 % længere end Diamond Sprat på 28 gram af samme design og form (der fejlagtigt er kaldt Salty Sprat på forpakningerne). Disse navngivningsfejl fra producentens side er rettet i 2. batch af disse blink, der kommer på markedet senere i 2021.
Tungsten kaster længere og mere præcist
Ja – det gir´ sig selv. Allerede ved det første testfiskeri på Stevns i 2020 var vi ikke i tvivl om, at vi havde skabt nogle blink, der kastede markant længere end noget andet i æsken – selv de blink med små hemmelige krydser på… Men et er at tro og fornemme – noget andet et at vide.
For at få et mere præcist billede af kasteegenskaberne lavede jeg derfor en lang kastebane på en græsmark med markeringer for hver 10 meter samt et stort orange pejlemærke ude på 110 meter, for at have noget nemt at sigte efter. Alle afstandmarkørerne lå i en lige ret linje, med det formål også at måle kasteafvigelsen ud til siderne, for dermed også at få en idé om kastepræcisionen.
Der er grundlæggende to måder at teste på – enten at sammenligne to blink af identisk størrelse og form med forskellige vægt – eller at teste to blink med identisk form og vægt, men af forskellige størrelse:
På banen lavede jeg derfor 10 kast med to blink af samme størrelse og design – nemlig Salty Sprat på 12 gram og Diamond Sprat på 28 gram. På denne måde kunne jeg teste betydningen af massefylden på kastelængde og præcision. Herefter testede jeg det samme 28 grams tungstensblink mod et en blink i samme design og form, men i en større model, der også vejer 28 gram – nemlig Salty Sprat på 28 gram.
Her kan du se resultatet af kastetesten, der blev foretaget med en svag rygvind 4 m/s.
Resultatet af kastetesten med tungsten vs zinc blink
Det viste sig hurtigt, at der var en kæmpe forskel på kastelængen, uanset om man brugte den ene eller den anden metode. Som du kan se i resultatskemaet nedenfor kastede tungstensblinket over 50 % længere end et zinc blink af samme størrelse og form – og mere end 20 % længere end et zincblink af samme vægt og form, men i forskellige størrelse.
Blink af tungsten er ekstremt tunge, og det siger derfor næsten sig selv, at de selv i meget besværlige vindforhold skærer som en kniv igennem luften. Samme egenskab medvirker naturligvis til, at kastene bliver længere, da tyngen stabiliserer blinket, så det ikke så let flakser i luften og øger luftmodstanden – hvilket bringer os videre til præcisionen:
Det, at blinket ikke så let påvirkes af turbulens og vindstød – og dermed ikke så let kommer til at flakse i luften, har også positiv betydning for kastepræcisionen. Det var tydeligt at se i kastetesten, hvor variationen i både kastelængde og hvor meget ud til siderne blinket ramte, var markant større på de lette zinc link end de tungere tungstensblink.
Tungsten – perfekt, når der skal fiskes dybt
Både på kysten og i putten vil man komme ud for situationer, hvor der skal fiskes relativt dybt for at udløse huggene, og også her er tungstensblinkene virkelig effektive, da man let kan opretholde en effektiv afsøgningsfart samtidig med, at man holder dybden. En anden fordel ved den høje massefylde er, at det bliver lidt lettere af holde god kontakt til blinket også på større dybder, så man let kan mærke selv det mindste nap.
De nye tungstensblink fra Rhinos Inshore range kaster helt suverænt – og giver en højere præcision end blink fremstillet af lettere materialer som fx zinc eller hvidmetal.
Bedre krogning med tungsten
Hvorfor nu det, vil du sikkert tænke. Jo sagen er nemlig den, at mindre agn typisk kroger bedre end større agn af den simple årsag, at små agn lettere kommer ordentligt ind i munden på fiskene. Har du eksempelvis brug for at kunne kaste fx 80 meter for at kunne afsøge dit kyststræk effektivt, vil du måske med normale zinkblink få brug for et 8-10 centimeter langt blink, mens du med tungsten vil kunne kaste samme distance med et blink af samme design, der er under halvt så stort. Præcis hvor meget, det kan betyde for landingsraten, er svært at sætte tal på, men er der tale om mindre-mellemstore fisk vil jeg ikke være overrasket, hvis det kunne betyde 5-15 % flere fisk.
Diamond og Salty Sprat
Til at starte med fås Diamond Sprat som trådblink til 99 kroner stykket i fire størrelser på 12, 17, 21 og 28 gram i længder på 3,5 – 7 centimeter – samt otte klassiske kystfarver: sølv, hvid-glow/alu, rød/sort, oliven/alu, sort/hvid/glow, kobber/rød, chatreuse og pink-hvid/alu. Det samme design af blinket fås også i zink, som 7-9 centimeter lange gennemløbere med navnet Salty Sprat i samme vægte og farver. Her ligger priserne på 59 kroner stykket.
Diamond Sprat på 28 gram går super lokkende i vandet og roterer som et klassisk rotationsblink på spinstoppet. De mindre udgaver af tungstensblinket er designet som kølblink, der vrikker uimodståeligt gennem vandet. Alle størrelser på Zink versionen – Salty Sprat – går attraktivt gennem vandet som et klassisk rotationsblink.
De nye ørredblink fra Rhino lander på det tyske lager den 20. januar 2021 og fås i velassorterede danske grejbutikker fra starten af februar. På Fisk & Fri holder vi en af de nærmeste dage en konkurrence, hvor du kan vinde nogle af de første tungstensblink, der kommer til landet – så husk at følge med på fiskogfri.dk de kommende dage.
Her kan du se nogle af de farver, som den første batch af de nye blink fra Rhino Inshore kommer i. De allermindste 12 grams tungstenblink er oplagte til, når der skal fiskes dybt i put and take´en.
Denne flotte blanke havørred på 3,5 kilo lod sig narre af Henning Trier med en Diamond Sandeel på 28 gram i tungsten fisket med en Claw Connector og en str. 12 trekrog.
jan 6, 2021 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Portrætter
Jack Schultz huserer primært i de lavvandede fynske bugter og vige.
Den fynske accent klinger stærkt og begejstret ud i stuerne fra web-tv og sociale medier. Den glade fynbo, med hang til havørredfiskeri og hvide strippere, er blevet allemandseje. Fisk & Fri mødte ham på kysten til en snak om fiskeri, strippere og ydmyghed over for vores fælles hobby: Fiskeriet.
Af TOBIAS HJORTKJÆR SCHULTZ
EN EFTERÅRSDAG i 1991 går en knægt langs Odense Å med sin fiskestang. Jack Schultz er 13 år gammel, og han går ved åen næsten hver dag. Han higer – som enhver ørredfisker – efter hugget og fighten. Men ligegyldigt, hvor mange gange han kaster, kan han ikke få de satans ørreder til at tage spinneren. Det irriterer ham, for han ved, at der er fisk. Han møder nemlig tit en voksen mand ved åen, og han kan fange fisk. Jack har set ham hive adskillige smukke ørreder op. De har hilst flygtigt på hinanden.
En dag tager Jack sig sammen. Han går hen til den voksne mand og spørger, hvad han gør forkert. Samtalen kommer langsomt i gang. Kent Andersen, som manden hedder, er ikke meget talende, men han kan godt lide drengen, der ydmygt og interesseret spørger ham til råds.
– Det står gerne en fisk lige neden for det drænrør, peger manden. – Prøv at lægge spinneren en meters penge bag ved og lad den synke et par sekunder, før du spinner ind.
Et par minutter senere skriger drengen af begejstring og triumf. En fin ørred ligger på åbredden med hans spinner i munden. Jack er i decideret ekstase. Manden smiler, og fortæller lidt om strømhuller og ørredadfærd. Men han roser ikke drengen. Kent Andersen smider ikke om sig med ros. Til gengæld deler han gladelig ud af sin enorme viden om ørredfiskeri.
Den dag ved Odense Å bliver et venskab født. Og nu 27 år senere er det så stærkt som nogensinde. Jack Schultz er nu en af Fyns mest efterspurgte fiskeguides og ørredeksperter, og optræder i Gone Fishing Fyns webbaserede tv-kanal om lystfiskeri.
Verdens bedste blink, hvis du spøger Jack Schultz. forstås. Den Hviie Stripper har reddi mange fynske ø’rter på samvittigheden
På Jack Schultz´s havørredhjemmebane
En dag i oktober møder Fisk & Fri ham på hjemmebanen – et sted på Langelands vestkyst. Jack peger på forskellige hotspots på kyststrækningen og fortæller, hvor fiskene i reglen står. Forenden af hans line sidder en hvid Dorado-Stripper i 12 gram. Designet og fabrikeret af hans gamle lærermester.
– Den hvii’e Stripper er bare en sindssygt stærk agn, hævder Jack og kaster det bukkede pladeblink ud langs et lille rev. En havørred lige omkring målet, synes at være enig.
– Der er fisk, råber han og lander den lille sølvblanke i hæsblæsende tempo. Fisken når dårligt at opfatte, at den er fanget, før den er tilbage i vandet.
– Fedt maaan, så vee’ vi, her er fisk, halvråber Jack på syngende fynsk.FISK & FRIS UDSENDTE lander også en lille fisk på den hvide Dorado-Stripper. Det blink går altså decideret psykopatisk i vandet. Halen roterer som et spinnerblad, og formen får hovedet til at gå fra side til side. Man kan tydeligt mærke det i stangspidsen. Det er god lystfiskerlatin, at en agn enten skal imitere eller provokere. Den her gør udpræget det sidste. Og det virker! At Stripperen så flyver marginalt bedre end en død høne, må man lære at leve med.
Mange havørreder fanges tæt på land
– Men hva’ gør det, når 90 % af alle fisk fisk fanges inden for 10- 12 meter fra stangspidsen, spørger Jack retorisk og forklarer videre: – Der er i mine øjne ingen grund til at camouflere sin agn for fisken. En tobis ser jo ud som den gør, for at den skal kunne gemme sig for havørreden. Det har jeg altså svært ved at se fordelen i …
Måske er det derfor, at indholdet af Jacks grejæske er til at overskue. Hvid Stripper i 12g., Hvid Dorado-Stripper i 12g., Hvid Dorado i 7 og 12 g. Og et lille udvalg af hvide Hotshot-gennemløbere i 15 g. Alt er designet og fabrikeret af hans gamle læremester Kent Andersen.
Det er ikke fordi Jack aldrig fisker med andet. I sommermånederne tyer han til kendte woblere og i den dybe, kolde vinter finder han gerne fluestangen eller, til nød, et bombarda-rig frem af gemmerne. Men 70 procent af tiden, er det den ene eller den anden variant af den hvide stripper, der hænger forenden af forfanget. – Jeg forstår ikke helt den hype, der er om alle mulige fancy gennemløbere.
Alle fiskere kender glæden ved at fange en god fisk. Få er dog så entusiastiske som Jack Schultz.
Pladeblink til havørred – det er bare noget der duer
De gode gamle pladeblink fungerer altså virkelig godt, og man slipper for at stå at binde alt muligt og at rende rundt med forskellige æsker og besynderlige anordninger til sin agn, siger Jack og tilføjer: – Det ville jeg slet ikke kunne overskue. Jeg har totalt OCD, så det skal bare være enkelt og i orden, griner han og ryster lidt på hovedet. Både af sig selv og af det, han opfatter som en unødvendig dyr og besværlig grej-mode.
– De gammeldags agn er altså virkelig gode. Og jeg vil vove at påstå, at de kroger nøjagtig lige så godt som gennemløbere. Det kunne såmænd også være en en Toby eller en Mörasilda, jeg gik med til dagligt. Nu går jeg bare med Kents agn, fordi jeg har rigtigt go’e erfaringer med dem. Men de andre jeg nævner er jo blevet klassikere, fordi de har fanget vanvittigt mange fisk. Det kan de altså stadigvæk.
Jacks favoritgrej til havørred
Tager man et kig på Jack’s setup, er man ikke i tvivl om, at kastelængde næppe har førsteprioritet. Stangen er en gammel 9” Lesath SLE 5-20. Hjulet er det letteste størrelse 2500 på markedet. Det er et sæt, der helt igennem er specialiseret til kastepræcision – ikke længde.
Jack fisker ned langs kysten med mig i hælene. Han afkroger den ene fisk i grønlænderstørrelse efter den anden, mens jeg begynder at føle mig som den 13-årige knægt ved å’en, der ser mesteren arbejde. Vi kommer til et område, hvor et strømskel danner en tydelig rende over et mørkt område lidt længere ude. Jack skifter til en anden af Kent Andersens opfindelser; en Hotshot gennemløber i … Surprise! Hvid!
Denne agn – der er designet til at være en slags gennemløbs-stripper – har langt bedre kasteegenskaber. Hotshotten lander små 40 meter ude. En gedigen rygfinne viser sig i overfladen ca. 10 meter til højre for blinket, og beskriver i rasende tempo en halvcirkel i vandet, med kurs stik mod agnen. Jack laver et kort spinstop … HUG!
– JAAAAAAHHH … Så’ der kraft’eme fisk maaan! Den er nok tre kilo … Har du et net?
Det har jeg. Og mens Jack fortsat råber glædesbrøl blandet med instruktioner til mig, i et mix af begejstring og frygt for at miste fisken, får jeg smidt min stang på land, og kommer til hjælp. Jack fighter fisken benhårdt. Jeg når kun lige de tre meter ud i vandet med nettet, inden den glider sikkert over netkanten i første forsøg.
En dårlig dag på vandet er bedre end en god dag på arbejdet, mener Jack Schultz.
Havørredkrammer
For helvede – der var den! Vi krammer og råber i kor, mens vi har øjnene naglet fast på fisken i nettet. Det er en absolut skønhed! Helt tre kilo når den ikke, men den fightede som en kamphund. Desuden er den tromletyk, og i sit allersmukkeste efterårsskrud. – Hold kæft, hvor er jeg gla’ ve’ den fisk, siger Jack lidt overflødigt, eftersom vi lige har danset jubeldans i adskillige minutter.
Vi finder nu thermokande og kopper frem og tager en fiskesnak over kaffen. Det viser sig, at lige som venskabet med Kent Andersen, er respekten for den gamle læremester fuldstændig intakt: – Han er den dygtigste fisker på Fyn. Og så har han lavet de bedste blink til havørred i verden, siger Jack i et tonefald, der ikke lægger op til diskussion.
Respekten for Kent Andersen er i øvrigt ikke det eneste, 40-årige Jack har bevaret af den 13-årige knægt ved Odense Å. Den umiddelbare glæde ved at fange en fisk er der tydeligvis endnu. Det samme er den afgrundsdybe ydmyghed over for fiskeriet og viljen til hele tiden at lære mere. Begge dele gennemsyrer alt, hvad han siger og gør.
Havørred er ingen selvfølge
– Det er ingen selvfølge, at man fanger fisk, understreger han. – Hvis man begynder at tage det for givet, at man har godt fiskeri, så ryger respekten for fisken og naturen, og så ryger glæden ved fiskeriet samme vej. Så kommer man til at gå på kysten og ærgre sig, når det ikke lige spiller, og det skal man ikke! Man skal være taknemmelig for hver eneste fisk, og man skal bruge sine 0-ture og dårlige dage til at lære af, siger Jack og tænker sig lidt om, inden han fortsætter: – Når jeg har en 0-tur, bruger jeg altid en del tid på at tænke over, hvorfor fiskene ikke lige var der i dag, eller om jeg har truffet nogle forkerte valg i forhold til mit fiskeri. Og i reglen kommer jeg frem til et svar, jeg i hvert fald selv tror på… Spekulationerne må være frugtbare, for hvad enten Jack Schultz vil være ved det eller ej, har han efterhånden indtaget en sikker plads blandt landets mest succesfulde ørredfiskere. Noget Jack både har lidt svært ved at forstå og at vænne sig til.
Grej-og-tøj sponsorerne står parat med dyrt udstyr, folk ringer og vil betale for guidning, og så er der opmærksomheden fra andre fiskere … – Der er pludselig rigtig mange, der vil mig noget, og det synes jeg jo sådan set er dejligt og ikke mindst smigrende. Men jeg har også lidt svært ved at forholde mig til det, for jeg går jo bare og fisker, som jeg altid har gjort, siger Jack og ligner pludselig én, der er 13 år igen.
Artiklen blev første gang publiceret december 2018.
dec 15, 2020 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Rune Westphals Magic Shrimp har efterhånden mange trofæørreder på samvittigheden, men fluevalget er kun et ud af mange strategiske valg, kystfluefiskeren står overfor.
Kystfluefiskeri er blevet en favorithobby blandt ligesindede havørredfanatikere i hele Skandinavien, og det er en type fiskeri, som man altid kan blive klogere på. Her taler nogle af Skandinaviens fremmeligste havørredeksperter ud om deres erfaringer, så det er bare med at spidse ørerne.
AF RASMUS OVESEN
Vi skandinavere er verdensmestre i kystfluefiskeri efter havørred, og selvom det er muligt at fiske havørred fra kysten i et væld af andre lande – fx Frankrig, Holland, Tyskland, England, Finland og Polen – så er det for alvor i farvandene omkring Danmark, Sverige og Norge, at historien om det kystbaserede fluefiskeri efter havørred er blevet skrevet.
Det betyder samtidig, at nogle af de allerstørste kystfluefiskeprofiler og -eksperter er at finde i Skandinavien. Iblandt dem er svenske Pelle Klippinge, norske Runar Kabbe og danske Rune Westphal. Alle har de fisket på kysten i en menneskealder, og de har flere samt større fisk på samvittigheden end de fleste nogensinde kan drømme om. Men nu skal vi blive lidt klogere på, hvordan disse kyst-profiler griber deres havørredfiskeri an, og hvilke faktorer de lægger vægt på, som de væsentligste i jagten på kystens iltre sølvtrofæ.
Hvilket flueudstyr bruger du til havørred på kysten?
PELLE: Jeg anvender for det meste en 9,6’ #8 fluestang i kombination med nogle robuste fluehjul. Nogen synes måske, det er voldsomt udstyr, men det er vigtigt for mig at kunne håndtere store fluer og store fisk – ikke mindst på dage med barskt vejr. Når det gælder liner, er det som oftest flyde-, intermediate- og sink tip liner, jeg anvender. Forfanget foretrækker jeg omkring halvanden gange stanglængden, og jeg fisker yderst sjældent med forfangsspidser på under 0,28mm.
RUNAR: Jeg fisker med en Sage Method 9’ #7 stang med et påmonteret Tibor fluehjul. Af liner har jeg altid foretrukket helliner og er endt op med blandt andet Scientific Anglers Sonar Intermediate og senest Rio Quickshooter. Jeg har også en Rio Outbound Short Int./S3, som jeg bruger under vinterfiskeri eller til at variere fiskedybden – noget, som kan være vigtigt, når der fiskes over dybere vand. Jeg binder mine forfang selv af fluorocarbon, da min mavefornemmelse siger mig, at fluorocarbon er mindre synlig for fisken. De er typisk omkring 3 meter i længde.
RUNE: Den stang, jeg anvender, er en ArcticSilver Coast 9’ # 6. Om jeg fisker med intermediate eller flydeline afhænger af vandstand og fiskeplads, men jeg har altid begge dele inden for rækkevidde, og intermediatelinen bliver hyppigst brugt i hårdt vejr. Hjulet er ikke så vigtigt for mig, så længe det kan rumme 150m backing. Min favorit skydeline er fra Varivas med et 16 grams skydehoved på max 10 meter. Desuden har Micro-Diameter WF-linerne fra ArcticSilver været helt suveræne, når jeg har fisket efter sky sommerfisk i fladt og stille vand. Jeg er dybt imponeret over, hvor godt disse liner kaster og fisker.
Grejsammensætning til kystfluefiskeri efter havørred. Hvad er vigtigst?
PELLE: En god line er det vigtigste for mig! Den kan til og med vække en gammel ’umoderne’ stang til live igen, så den pludselig slynger 25 meter line af sig, som var det ingenting.
RUNAR: For mig er det vigtigt, at linen passer til stangen, og at den samtidig passer til fiskedybden og pladsen som affiskes. Hjulet er egentlig ikke særlig vigtigt, men det skal tåle saltvand, have en jævn bremse og balancere godt på stangen.
RUNE: Når der skal kastes under alle tænkelige forhold og i mange timer, er det altafgørende at finde stangen, der passer til ens temperament. Personligt vil jeg hellere bruge færre kræfter og mere teknik. Derfor har jeg fokus på en klinge, der arbejder dybt. Det nye Free-Flex koncept fra Arctic-Silver, hvor klingen arbejder helt ned i et hult håndtag, passer perfekt ind i min fiskefilosofi.
Hvordan affisker du kystpladserne efter havørred med fluen?
PELLE: Jeg fisker pladserne hurtigt af, lader dem hvile lidt, og tager som regel en ny runde senere. En hel del kan forandre sig på bare nogen timers tid. Endvidere er det sådan, at havørrederne gerne afslører sig selv, hvis de er på pladsen. Kaster man mod et rev eller en banke, så er reaktionen ofte prompte, hvis der er fisk på pladsen. Måske er det et hug – måske bare en følger, men det er sjældent man behøver at dvæle. Så er det bedre at fiske hurtigt igennem, og så eventuelt vende tilbage senere.
RUNAR: I den indre del af Oslofjorden har vi forholdsvis dybt vand tæt på land. Det betyder, at fiskene ofte står blot 1-2 meter fra land, og at der skal fiskes med varsomhed! Jeg går aldrig direkte ned til vandkanten, men tager de første fluekast nogen meter inde fra land. I det lange løb fanger man flere havørred på denne måde. Tidevandet, som vi har, giver ofte et drev på flue og line, så jeg lægger fluekastene ”opstrøms”. Går strømmen fra venstre mod højre, fisker jeg mig fra venstre mod højre. Jeg passer samtidig på at lægge nogle kast tæt på land i den retning, jeg går. Jeg vil sige, at jeg får 70% av mine havørreder indenfor 15 meter fra land.
RUNE: Inden jeg kører mod vandet, er strategien som regel lagt. Jeg har et klart billede i mit hoved af, hvor jeg finder fisken (altså drømmefisken) – og den udvalgte plads bliver fisket grundigt og bevægeligt af. Er der tale om revfiskeri, så starter jeg altid fra den side strømmen slår ind fra, og altid helt inde fra land. Det er ikke så få storørreder, der er blevet fanget i de inderste badekar, lige der hvor revet starter. Herfra fisker jeg mig så ud over revet. Er der tale om decideret badekarsfiskeri, så gælder det om at lokalisere revlebruddene. Især i dagene efter hård pålandsvind og højvande kan fiskene være stuvet sammen omkring revlebruddene. Men ellers så er badekarsfiskeri ofte bedst, hvis man samtidigt fisker mobilt og i et godt tempo, til man finder fiskene. Når man lærer sine badekar at kende, vil man erfare, at der er en del hotspots, som er svære at lokalisere med det blotte øje. Disse små magiske pletter kan være gode at huske til vinterens overspringer-jagt, hvor fiskene ofte klumper sig sammen.
Gør du noget anderledes, når du fiskeri kystflue efter havørred?
PELLE: Jeg forsøger altid at være opmærksom, og her er synet et fantastisk hjælpemiddel. Mine øjne kører mere eller mindre konstant i autopilot-modus henover havoverfladen, hvor det afsøger strømskel og åbenlyse standpladser. Ofte vil havørrederne før eller siden afsløre sig selv.
RUNAR: Generelt vil jeg sige, at mange kystfiskere bevæger sig for lidt, står for længe på et sted og at de fisker med for lidt variation: For eksempel med eksakt samme indtagning uanset flue.
RUNE: Jeg fisker ofte alene og vælger områder, som ligger langt fra alfarvej. Store fisk er sky fisk, og der skal ikke mange fiskere i vandet til, før de fortrækker til mere rolige områder. Hvis jeg kommer til en plads, og jeg kan se, at den allerede er besøgt af andre fiskere, så kører jeg øjeblikkeligt videre.
Hvor stor betydning har fluerne til havørred på kysten?
PELLE: De fluemønstre, jeg foretrækker, er en salig blanding. Jeg kan godt lide at eksperimentere, selvom der er visse mønstre, jeg altid vender tilbage til. Skal jeg nævne nogle favoritter, så er det tro tjenere såsom Wooly Bugger, Kutlingen, Magnus, Glimmerrejen, Tussen, Fluffmärlan, Sundets Blå og Tobis. Når det gælder størrelse, så er fluerne mellem 2,5 – 9 centimeter.
RUNAR: Jeg stoler meget på mine fluer, og jeg ser gerne, at de imiterer de forskellige byttedyr, som er fremherskende gennem sæsonen. Jeg fisker i de fleste tilfælde med forskellige fluemønstre til forskellige årstider. Nogle dage fisker de naturlige farver bedre end provokationsfarver, og andre dage forholder det sig omvendt.
RUNE: Der er ingen tvivl om, at du kan fange havørred på en hvilken som helst flue de første forårsdage, men herefter – og resten af året – er fluerne i højere grad afgørende for, om du har succes. Især fra sidst på foråret og sommeren igennem gælder det om at ramme de fødeemner, som havørreden går efter. Nogle dage kan det være helt ned i små detaljer – som størrelsen på tobis imitationen, farven på ryggen eller nuancen og gennemsigtigheden på rejefluen.
Fisker du meget med de samme fluer på kysten efter havørred?
RUNAR: Jeg tror, det vigtigste for en kystfluefisker er at kende sine fluer: Hvilken indtagning de fiskes bedst med, og hvornår på året de oftest bør være på forfanget. Jeg har ikke mange forskellige fluemønstre i boksen, men dem jeg har, har jeg til gengæld lært godt at kende igennem årene. For 10-12 år siden brugte jeg UV Pearl flash i en helt hvid Jiggy flue. Det fungerede særdeles godt. De sidste par år er der kommet mange nye UV materialer på markedet, så på baggrund af mine oplevelser med den hvide Jiggy, er mange af mine fluer nu UV-forstærkede. Selve fluemønstrene er dog de samme, som jeg altid har brugt.
RUNE: Jeg fisker meget med de samme fluer, men når det er sagt, så er det en sandhed med modifikationer – for en tobisimitation opfører sig for eksempel helt anderledes i vandet, hvis den er belastet og fisket på flydeline til sammenligning med en ubelastet version fisket på intermediate line. Det samme gælder en tobisflue bundet med speyfibre fisket langsomt, kontra samme mønster bundet med stivere fibre og ekstra vægt – en flue fabrikeret til highspeed indtagning i store bølger. Generelt er mange af mine fluer lavet ud fra samme mønster, de kommer bare i varianter, der håndterer forskellige situationer og forhold.
Hvor store fluer bruger du til havørred på kysten?
RUNAR: Om foråret bruger jeg tobis-, børsteorms- og rejeimitationer. Tobis-fluerne er 7-12 cm lange, børsteormsfluerne 7-8cm lange og rejerne er i krogstørrelserne 4 og 6. Jeg har en grundregel angående fluestørrelse: Jo klarere vand, desto mindre størrelse flue anvender jeg. Er vandet spritklart og blankt, så er tanglopper i størrelse 8 eller 10 oftere i brug. Om efteråret og under vinterfiskeri anvender jeg brislingeimitationer i 80% af tilfældene. På denne årstid ser jeg efter jagende havørred, som bryder vandoverfladen i jagten på netop brisling.
En 8-10cm Runars Deceiver med pearl krop og oliven ryg er førstevalget. Det er en ren imitation af brislingen. I sommer halvåret er jeg på jagt efter havabborren, og bruger ikke tid på havørred.
RUNE: Jeg fisker for det meste med store fluer, som jeg binder på #4 stinger kroge (Gamakatsu F314), og jeg har en klar fornemmelse af, at der er sammenhæng mellem store fluer og store fisk. Faktisk er det kun om efteråret, jeg kan finde på at gå ned i mindre størrelser. Igennem hovedparten af sæsonen, hvor havørreden er aktivt fødesøgende, har jeg nemlig svært ved at forstille mig, at en fisk på eksempelvis 70 cm vil bruge energi på at spise tanglopper, med mindre der ikke er andet – og de ellers er der i store mængder. For en stor havørreder giver det simpelthen bare bedst mening at spare energi op, til den store mundfuld kommer forbi.
Grejsammensætningen er vigtig, når du skal fiske havørred. Der skal dækkes en masse vand af, og kysteksperterne er ikke i tvivl: Det gælder om at kaste effektivt og opnå god længde med få blindkast.
Succes med havørred – timing eller mobilitet?
PELLE: Det eneste, jeg med sikkerhed kan konstatere efter 40 års havørredfiskeri er, at indimellem hugger fisken, og indimellem gør den ikke – og mest ofte det sidste. Selvfølgelig bør man henlægge sit fiskeri til de pladser, hvor man vurderer, at chancen for at få en fisk er størst, men generelt er timing vanskelig. Derfor giver det god mening at affiske flere forskellige pladser i løbet af en dag. Det kan ofte være forskellen på succes og fiasko.
RUNAR: For mig er der tre faktorer, som styrer mit fiskeri. Vindretning, vandtemperatur og tidevand. Om foråret flytter jeg mest på mig: Jeg prøver at finde det varmeste vand og fisker for eksempel aldrig i fralandsvind. Jeg tager heller aldrig på kysten uden at vide, hvornår høj- og lavvande indtræffer. Det bedste fiskeri har jeg, når vandet er i bevægelse. Nogen fiskepladser fisker bedst på stigende vand, og andre steder fisker bedst på faldende vand. I november og december synes jeg fralandsvind kan være meget godt, da der hentes varmere bundvand ind. Ellers handler det om at besøge sine fiskepladser under forskellige tidevandsforhold, og lære pladserne at kende.
RUNE: Det er vigtigt at kende sine pladser og få styr på timingen. Hvis man fisker ofte på de samme pladser, vil man erfare, at der både er bevægelse i fiskene og i deres hugperioder. Nogle pladser fisker bedst i faldende vand andre i stigende vand. Knækker du koden på en række pladser i samme område, vil du være hjulpet langt i forhold til din timing på de gældende pladser. På den måde kan du være på forkant med fiskenes trækmønstre.
Hvilke forhold er bedst til havørred på kysten – og hvorfor?
PELLE: Jeg foretrækker vindhastigheder på omkring 5 sekundmeter. Det giver et godt svæv i vandet langs mine hjemlige Smålandskyster. Blekinge og Skånes kyster er derimod vældigt vindfølsomme, og mange pladser bliver næsten umulige at fiske med en pålandsvind på 6-7 sekundmeter. Er der eksempelvis 8-9 sekundmeter fra syd- eller sydvest længst mod syd, må man drage videre. Ellers gælder det om at finde lækanterne, hvor oprørt vand møder mere beskyttet og klart vand – her kan der til tider være mange fisk stimlet sammen.
RUNAR: En god pålandsvind og fart i vandet er altid godt. Så er fiskene tæt inde lang land, og lange kast er sjældent nødvendig. Byttedyrene er desuden mere eksponeret for havørreden i det turbulente vand, og det ved fiskene!
RUNE: Der er intet som bølger, der knækker ude over første revle, gang i vandet, masser af strøm og et godt svæv i vandet. Så er storørreden mindre sky, og den bruger mere tid inde i det inderste badekar på jagt efter sild og tobiser, som er blevet fanget i turbulensen fra de bølger, der bryder over revene og revlerne.
Sølvskattene venter derude langs med kysterne, og her gælder det om at bruge sin tid effektivt på pladser med gode fødesøgningsforhold, hvor havørreden har gode skjule og jagtbetingelser.
Hvilken type kystplads fisker du mest efter havørred?
PELLE: Jeg elsker lange, smalle rev som afsluttes abrupt, og gerne med et strømfyldt ydre. Så kan jeg affiske begge sider og i tillæg udnytte vinden på bedst mulig vis. Er der derudover en varieret bund med sten, sand og tang – såkaldt leopardbund, med indslag af store sten, så smælder det før eller siden!
RUNE: Som hovedregel vil jeg have dybt vand inden for nær rækkevidde – så tæt på, at en havørred på sildejagt kan ende inde i det dybe badekar helt under land. Her vil jeg satse på de rev, der stikker ud og især de små lommer, som findes langs revenes kanter. Disse pladser findes der mange af, og selvom det ikke er dem alle, der producerer storørreder, så bør en god del af tiden bruges her.
Hvilken årstid foretrækker du til kystfluefiskeri efter havørred?
PELLE: På mine kyster er der to perioder, som gælder – fra isløsningen i foråret til midten af maj og igen fra august og frem til islægningen. Topmånederne er som regel april og september.
RUNAR: Jeg håber altid på en mild november og december. Da har jeg ofte det mest morsomme fiskeri med solide mængder grønlændere og overspringere. Der er også færre kystfiskere ude på denne tid. Ellers har jeg flest kystture i løbet af efteråret, hvor havørreden jager brisling.
RUNE: Jeg er en sucker for store blanke vinterørreder. Der er bare noget magisk over hele jagten og scenariet, frostgraderne, snestormene, bølgerne og så det forjættede, tunge hug man har jagtet i flere dage. Succesen er ultimativ, for der findes bare ikke et større trofæ end en stålblank vinterfisk over de magiske 5 kilo!
Alle kysteksperterne foretrækker letoprørt vand og lidt bølgegang, og her kan belastede fluer såsom jiggy være en fordel. De kan nemlig fiskes nede under den værste bølgegang og turbulens.
Hvad er dine bedste storørred tips på kysten?
PELLE: Vil man have chancen for en havørred over fem kilo på flue, så er den svenske østkyst anbefalelsesværdig. Jeg har guidet på hjemmekysten siden 1985, og jeg har ledsaget adskillige fiskere, idet de har fanget deres drømmefisk. Mange af de allerbedste pladser findes nøje beskrevet i det to guidebøger, jeg har skrevet Havsöringsguiden Småland – Öland fra 2013 samt senest Havsöringsguiden Skåne-Blekinge fra 2016.
RUNAR: I det lange løb handler det om at være mest mulig ude ved kysten. Sæt dig ind i tidevandsprognoserne og følg med på vindretningen. Mange går i læ af vinden ud af ren og skær magelighed, men at jagte store havørreder er sjældent behageligt – det foregår på åbne, vindeksponerede pladser, hvor bølger let bygger sig op. Start med nogen fluer, som har store fisk på samvittigheden og lær dem at kende. Og overvej eventuelt natfiskeri. Det kan i hvert fald producere store fisk her i Oslofjorden – fx når vandtemperaturerne i april er højere end lufttemperaturen om natten.
RUNE: Overvej i første omgang, om du er klar til at ofre mageligheden og de regelmæssige fangster af mindre havørreder. Storørredjagt betyder andre pladser med færre og dermed også flere nulture, hårdt vejr og risikabel vadning. Det betyder dog også, at når alt klapper, så kommer du hjem med større sølvskæl på håndtaget og et bredere smil på læberne.
Rune Westphal gør klar til at genudsætte endnu en flot, sølvblank havørred. Han fisker ofte i spritklart vand, og her har hans utroligt livagtige imitationsfluer ofte en udslagsgivende fordel.
dec 1, 2020 | Artikler, Biologi, HAVØRREDFISKERI
– Den bornholmske havørredbestand er en unik og selvproducerende stamme, der har en adfærd, som er tilpasset den specielle geografi og de særlige leveområder ved kysten, fortæller naturfotografen Mikkel Due Andersen. Åerne er korte og generelt ikke særligt vandfyldte. Nogle år er der ugevis uden vand nok, så de ikke kan komme op i åerne, og så pludseligt kommer der et heftigt regnskyl, som giver bonus med det samme.
– At se de trækkende havørred på vej op imod gydepladserne er et virkelig fascinerende syn. Et af de steder, hvor man let kan se det – og hvor jeg har lavet nogle af de fotos, du kan se her – er Smaragd Søen ved Bagå. Her kan man se havørreder, som springer op af søen for at prøve at komme videre op i vandløbet, der løber til. Du kan også se de trækkende ørreder i Øleå, hvor der er en fredet sluse ved en vandmølle. Den besværliggør ørredens rejse, og det er kun de færreste, som kommer over. Man har forsøgt at etablere en trappe, men den har næsten endnu mindre succes. Den døde havørred på billedet nederst er resultatet af den farlige optur mod Øleå. Den var et festmåltid for havfuglene.
– Jeg elsker at fotografere storheden i naturen, og ørredens vandring for at parre sig er helt unik samt en vidunderlig markering af det mørke efterår samt den tidlige vinter på Bornholm. Først i år har det lykkes mig at få solskin med kraftigt lys den dag, hvor der sprang flest op ad slusen. Andre år har været mørke og melankolske med medfølgende alt for sparsomt lys til at indfange de hurtige bevægelser, men endelig lykkedes det mig at få nogle gode fotos. Nyd dem – indtil vi igen går imod lysere tider.
FOTOS: MIKKEL DUE ANDERSEN
Denne flotte springende havørred er fotograferet på Bornholm i Øleå.
Springende havørred i Smaragdsøen.
Denne havørred klarede ikke færden op ad Øleå.
nov 29, 2020 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri
Vinteren nærmer sig, og fiskeriet i de danske fjorde bliver bare bedre og bedre! Tag med Tobias H. Schultz et smut i Isefjorden, og bliv klogere på hvordan du griber fjordfiskeriet an om vinteren.
AF TOBIAS HJORTKJÆR SCHULTZ, FOTOS: ASK FUTTRUP, TOBIAS SCHULTZ OG MICHAEL ZINN:
SKAL VI ikke snart kaste håndklædet i ringen? Jeg fryser ad helvede til, og det her føles sgu som det døde hav … Spørgsmålet kommer fra fiskemakker Jakob, og det føles overordentligt relevant. Vi er midt i december måned. Klokken nærmer sig 15. Vi har været ude siden solopgang. Den iskolde sjat i bunden af thermokanden har samme temperatur som fødderne, og ingen af os har mærket det mindste ryk i kæppen.
Jakob kaster endnu engang sin 17-gram stripper så langt ud over revet som muligt, mens han venter på svaret. Igen-igen hænger han fast i bunden halvvejs inde og bander stygt. I ren desperation har jeg selv været dybt i grejæsken og fundet en lille, grøn wobler med orange bug, jeg ellers aldrig bruger. Revet virker dødt, så i mangel på bedre idéer, kyler jeg den skråt ind mod kysten og spinner ind i små ryk. – Jo, lad os skride. Mine tæer skal brækkes fra hinanden med et kobe … HOV … Jeg har FISK! Et hårdt ryk i stangen efterfulgt af et gevaldigt plask i overfladen fortæller mig, at der er tale om en god fisk. Hjulet skriger om nåde, mens linen bliver flået af spolen i et tempo, der får mig til at glemme alt om temperaturen.
Iskold ørredaction i fjorden
Bremsen bliver kortvarigt strammet, og fisken vender 20-30 meter længere væk, end den huggede. Nu sætter den i rasende fart kursen stik mod mig og stopper først, da den ser mig. Et par minutter lægger vi arm. Den tager et par meter line, jeg vinder dem tilbage og så fremdeles. Den ruller i overfladen og afslører, at jeg har fat en vaskeægte overspringer på den gode side af de 60 centimeter.
Jeg søger mod den del af revet, der rager op over vandet. Nettet ligger af uvisse årsager i bilen, så der skal kanes. Fisken er snu. Den går ret efter benene, der usikkert balancerer rundt på de glatte sten. Den har held til at svømme mellem vadestøvlerne, og jeg løfter det ene ben, mens jeg piruetterer med en flodhests elegance. Succes! Jeg har igen fisken, hvor jeg vil have den. Langsomt men sikkert, får jeg bugseret den op i vandkanten. Sejrsbrølet, da jeg slår neoprenhandsken i nakken på den, giver udslag på richterskalaen.
En 64 cm smuk hunfisk ender sine dage med en solid sten i nakken. Jeg tænder en smøg og byder Jakob én. – Nej tak … Jeg har ikke lige haft sex, svarer han, uden at gøre det mindste forsøg på at skjule en ordentlig omgang grum misundelse.
Artiklens forfatter med en smuk fjordørred, fra en kold decemberdag.
Få succes med vinterfiskeriet efter havørred
Ovenstående beretning er nogle år gammel. Fisken blev taget på et kendt spot i Isefjorden, og jeg fortæller den nu, fordi præcis den fisk, markerede et vendepunkt for mig. Jakob og jeg lavede nemlig alle de fejl, der er helt typisk for folk, der endnu ikke har knækket koden til vinterfiskeriet i de smukke, lavvandede fjorde, vi har så mange af her til lands.
Skal man have succes med vinterfiskeriet på muslingebankerne, i mudderhullerne og på de små rev, skal der simpelthen tænkes radikalt anderledes, end man som kyst-og-godtvejrsfisker er vant til. Især, hvis man er spinnefisker. Fluedrengene, som jo altid er ganske begrænsede i kastelængde, har det generelt lidt lettere. De er vant til at skulle finde fiskene tæt på land og derfor er de nok lidt bedre til at analysere mulighederne dér.
Gamle fiskevaner er svære at slå ihjel
Jeg konstaterer det hver eneste gang, jeg har kystfiskere med i fjorden. Særligt om vinteren. Tilmed synes det at være næsten ligegyldigt, hvor godt jeg har forberedt folk. Har jeg en flok kursister med på en guidet tur, har jeg altid skrevet en længere smøre om grej og agn på forhånd.
Alligevel tropper en god del af dem med sikkerhed op med kystagn på 17-23 gram. Og mindst en tredjedel lærer aldrig at holde op med at kaste udad mod dybt vand. Konsekvensen er helt klar: Dem, der lærer at kaste let agn på lavt vand, fanger fisk. Dem, der ikke kan smide de gamle vaner, trækker en 0-bon. Der er masser af fisk i fjordene om vinteren. Tilmed er der pæne chancer for at få den store, blanke drømmefisk. Det er, når vandet er koldt, at de store trækker tæt på kysten og ind i fjorden.
Man skal selvfølgelig altid passe på med, hvad man lover. Og hvis man påstår, at man ved alt om havørredfiskeri, har man i samme moment afsløret, at man ved ALT for lidt og egentlig burde holde sin kæft. Der findes sikkert også andre måder at fiske effektivt på om vinteren, end den jeg sværger til. Men jeg garanterer, (næsten) at hvis du følger nedenstående råd slavisk, får du fjordfisk inden for dine næste tre-fem ture.
Fluefiskerne har ofte succes, når fjordens ørreder skal overlistes.
Grejet til vinterfiskeri efter havørred
Lavt vand! Jeg kan ikke understrege det nok: Fiskene jager på lavt vand om vinteren. Det hjælper dig ikke en skid, at du kan kyle 28 gram 130 meter ud. Der er stort set ingen fødeemner så langt ude. Fiskene jager der, hvor der er bytte. Det er der i forvejen ikke for meget af, når vandtemperaturen når under 5 grader. Men det der er, går og gemmer sig i beplantningen tæt under land. Til gengæld ligner næsten enhver agn, du kan holde over bunden på under en meters vand, en virkelig lækkerbisken for en sulten ørred. Har du problemer med at finde fiskene, så fisk på endnu lavere vand. Ikke dybere!
Jo jo … en 28 gram Bornholmerpil er en fremragende agn, og den har helt sikkert mange ørreder på samvittigheden. På kysten … I relativt varmt vand. I fjorden skal der noget HELT andet til. I og med, at du skal finde fiskene på lavt vand, skal du bruge en agn, der går lige under overfladen. Ikke 20 eller 30 centimeter under. Der hænger du bare fast. Du behøver i øvrigt ikke at spendere formuer på dyre designerblink og håndmalede woblere. Vinterfisk er ikke kræsne.
Jeg har selv succes med små og halvstore woblere og SMÅ livlige blink. Gerne med noget farve på. I solskinsvejr er blank eller rå blink også et godt bud.
Havørreder er koldblodige dræbere
Det, at havørreden er et koldblodet dyr, betyder, at de ikke har ret meget energi og bevæger sig mindst muligt, når vandet er rigtig koldt. Din agn skal altså helst ligne et let bytte, det er værd at bruge energi på at jage. En syg fisk, der bevæger sig underligt i vandet, vil altså tiltrække sig mere opmærksomhed, end en rask tobis, der fiser afsted i fuld vigør. Har du først mærket fisken, kan du godt sætte tempoet lidt op. Husk varieret indspinning og lange spinstop. Jo længere, jo bedre.
Skinner solen, er det bare med at komme ud at fiske en masse vand af. Find en god bugt eller langt stræk med halvmudret bund og varierende beplantning. Der skal nok være fisk. Men du skal finde dem, de leder ikke efter dig. Kombinationen af vandstand et stykke over normalen og solskin, er en næsten sikker vinder. Er der oven i købet lidt krøl på overfladen, er din fiskelykke gjort.
Kast efter de lyse pletter midt i al bevoksningen. Det lyder måske skørt, men det er ofte over den lyse bund, at fisken ser din agn. Den hugger sandsynligvis først over den mørke bund, hvor vandet er varmere og mulighederne for et bagholdsangreb bedre, men den skal altså se den først. Dette gælder i øvrigt for fjordfiskeriet hele året. Badekar i solskin er også gode!
Er vejret lidt mere skiftende eller overskyet, så find de små rev, kanter og badekar, som fjordene er så rige på. Fisk på kanterne. Lidt bølger er altid godt, men flygt ikke fra blankt vand. Det kan sagtens holde gode fisk.
Underholdningen er til at tage og føle på, når ørrederne kæmper i vinter-fjordenes kolde vand.
God latin til havørred i fjorden
Det har alle dage været god latin, at havørreder bider tidlig morgen og sen aften. Og det er også fuldstændig korrekt – når vandet er varmt … Om vinteren, når vandtemperaturen er mellem syv og to grader, er fiskene mest aktive, når vandet er varmest. Altså nogenlunde midt på dagen. I de tidlige morgentimer skal du være heldig for at lokke en fisk til andet end at glo sløvt på dit fine blink. Tag en time eller to mere på ryggen LETTE STÆNGER og hjul er også en vigtig faktor. Bevares – Du kan selvfølgelig sagtens tyre en meget let agn afsted med din 10 fods kystkæp, og jeg vil ikke advokere for, at du skal skifte hele sættet for tre fjordture på en vinter. Men bor du tæt på en fjord, og falder den type fiskeri i din smag, skal jeg anbefale, at du anskaffer dig et regulært sæt til fjorden.
Stangen skal kunne kaste godt og præcist (præcision er langt vigtigere end kastelængde) med agn omkring 10-15 gram, og du skal kunne mærke selv de mindste små nap i stangspidsen. Gå efter 8 eller 9 fod. Hjul i størrelse 2500 eller 2000. Hellere for let grej end for tungt!
Havørred – når frosten bider
Det burde næsten give sig selv, men det gør det desværre ikke altid. Når der er frostgrader i luften og under fem plusgrader i vandet, bliver varmen suget ud af dig. Jeg går med tre lag uld inderst, en god, tyk fleece og yderligere en uldtrøje om vinteren.
I vadestøvlerne er der et par tynde bomuldsokker inderst og to par MEGET tykke sokker uden på. Det er vigtigt, at dine vadestøvler er store nok til mageligt at rumme alle de sokker. Sidder de stramt, kan det være lige meget, hvad du har under, så fryser du alligevel. Og bruger du al din energi på at fryse frem for at fiske, fanger du sjældent noget. HUSK tykke neoprenhandsker! Dem der siger, at man bare skal dyppe fingrene i vandet, er enten ravende sindssyge eller også har de aldrig fisket i vand under 10 grader. Husk også en solid madpakke. Det koster energi at holde varmen!
Fjordørreder er ofte mindre blanke, end dem vi kender fra den åbne kyst.
Forfatterens favoritagn til fjorden
SALTY: 12g eller 18g i virkeligheden vejer de hhv. 10 og 14, og de har stor overflade i forhold til vægten. Gerne i sort/rød eller grøn/orange.
GLADSAXEWOBLER 16G: Denne gamle, gamle agn er som skabt til vinterfiskeri i fjorden. Den går helt oppe i vandsøjlen og kan fiskes meget langsomt. I sær kombinationen hvid/orange synes at være effektiv.
SANDEEL 11G.: Fisk den varieret og med høj stangspids, så er den god. Gerne i kobberagtig farve.
FLADBUK 15G: Egentlig lidt tung, men en stor overflade kompenserer for vægten. Den kan fiskes helt oppe i overfladen og synker meget langsomt ved spinstop. Endnu mindre kan også anbefales. I vintersolen er den rå variant møg giftig.
LAWSON HUGO 12.: Et let og livligt blink, som for mig har langt over 100 vinterfisk på samvittigheden. Skinner solen lidt, er grøn/blå overside og blank bagside en ren killer.
STRIPPER/DORADO 7G: Noget lort at kaste med, men helvedes effektiv, når den er i vandet.
SNURREBASSE STR. 1: Jeg er normalt ikke kæmpe fan af basserne, men den lille 1’er er nogle gange svineeffektiv om vinteren. (lad for guds skyld dine 200 varianter af str. 3 blive hjemme)
