Vinteren nærmer sig, og fiskeriet i de danske fjorde bliver bare bedre og bedre! Tag med Tobias H. Schultz et smut i Isefjorden, og bliv klogere på hvordan du griber fjordfiskeriet an om vinteren.

AF TOBIAS HJORTKJÆR SCHULTZ, FOTOS: ASK FUTTRUP, TOBIAS SCHULTZ OG MICHAEL ZINN:

SKAL VI ikke snart kaste håndklæ­det i ringen? Jeg fryser ad helvede til, og det her føles sgu som det døde hav … Spørgsmålet kom­mer fra fiskemakker Jakob, og det føles overordentligt relevant. Vi er midt i december måned. Klok­ken nærmer sig 15. Vi har været ude siden solopgang. Den iskolde sjat i bunden af thermokanden har samme temperatur som fødderne, og ingen af os har mærket det mindste ryk i kæppen.

Jakob kaster endnu engang sin 17-gram stripper så langt ud over revet som muligt, mens han ven­ter på svaret. Igen-igen hænger han fast i bunden halvvejs inde og bander stygt. I ren desperation har jeg selv væ­ret dybt i grejæsken og fundet en lille, grøn wobler med orange bug, jeg ellers aldrig bruger. Re­vet virker dødt, så i mangel på bedre idéer, kyler jeg den skråt ind mod kysten og spinner ind i små ryk. – Jo, lad os skride. Mine tæer skal brækkes fra hinanden med et kobe … HOV … Jeg har FISK! Et hårdt ryk i stangen efterfulgt af et gevaldigt plask i overfladen fortæller mig, at der er tale om en god fisk. Hjulet skriger om nåde, mens linen bliver flået af spolen i et tempo, der får mig til at glem­me alt om temperaturen.

Iskold ørredaction i fjorden

Bremsen bliver kortvarigt stram­met, og fisken vender 20-30 me­ter længere væk, end den hugge­de. Nu sætter den i rasende fart kursen stik mod mig og stopper først, da den ser mig. Et par mi­nutter lægger vi arm. Den tager et par meter line, jeg vinder dem til­bage og så fremdeles. Den ruller i overfladen og afslører, at jeg har fat en vaskeægte overspringer på den gode side af de 60 centimeter.

Jeg søger mod den del af revet, der rager op over vandet. Nettet ligger af uvisse årsager i bilen, så der skal kanes. Fisken er snu. Den går ret efter benene, der usik­kert balancerer rundt på de glatte sten. Den har held til at svømme mellem vadestøvlerne, og jeg løf­ter det ene ben, mens jeg piruet­terer med en flodhests elegance. Succes! Jeg har igen fisken, hvor jeg vil have den. Langsomt men sikkert, får jeg bugseret den op i vandkanten. Sejrsbrølet, da jeg slår neoprenhandsken i nakken på den, giver udslag på richterskala­en.

En 64 cm smuk hunfisk ender sine dage med en solid sten i nakken. Jeg tænder en smøg og byder Jakob én. – Nej tak … Jeg har ikke lige haft sex, svarer han, uden at gøre det mindste forsøg på at skjule en ordentlig omgang grum misundelse.

Artiklens forfatter med en smuk fjordørred, fra en kold decemberdag.

Artiklens forfatter med en smuk fjordørred, fra en kold decemberdag.

 

Få succes med vinterfiskeriet efter havørred

Ovenstående beretning er nogle år gammel. Fisken blev taget på et kendt spot i Isefjorden, og jeg fortæller den nu, fordi præcis den fisk, markerede et vendepunkt for mig. Jakob og jeg lavede nemlig alle de fejl, der er helt typisk for folk, der endnu ikke har knæk­ket koden til vinterfiskeriet i de smukke, lavvandede fjorde, vi har så mange af her til lands.

Skal man have succes med vin­terfiskeriet på muslingebankerne, i mudderhullerne og på de små rev, skal der simpelthen tænkes radikalt anderledes, end man som kyst-og-godtvejrsfisker er vant til. Især, hvis man er spinnefisker. Fluedrengene, som jo altid er ganske begrænsede i kastelæng­de, har det generelt lidt lettere. De er vant til at skulle finde fiskene tæt på land og derfor er de nok lidt bedre til at analysere mulig­hederne dér.

Gamle fiskevaner er svære at slå ihjel

Jeg konstaterer det hver eneste gang, jeg har kystfiskere med i fjorden. Særligt om vinteren. Tilmed synes det at være næsten ligegyldigt, hvor godt jeg har for­beredt folk. Har jeg en flok kursi­ster med på en guidet tur, har jeg altid skrevet en længere smøre om grej og agn på forhånd.

Alligevel tropper en god del af dem med sikkerhed op med ky­stagn på 17-23 gram. Og mindst en tredjedel lærer aldrig at holde op med at kaste udad mod dybt vand. Konsekvensen er helt klar: Dem, der lærer at kaste let agn på lavt vand, fanger fisk. Dem, der ikke kan smide de gamle vaner, trækker en 0-bon. Der er masser af fisk i fjordene om vinteren. Til­med er der pæne chancer for at få den store, blanke drømmefisk. Det er, når vandet er koldt, at de store trækker tæt på kysten og ind i fjorden.

Man skal selvfølgelig altid passe på med, hvad man lover. Og hvis man påstår, at man ved alt om havørredfiskeri, har man i sam­me moment afsløret, at man ved ALT for lidt og egentlig burde holde sin kæft. Der findes sikkert også andre måder at fiske effek­tivt på om vinteren, end den jeg sværger til. Men jeg garanterer, (næsten) at hvis du følger neden­stående råd slavisk, får du fjord­fisk inden for dine næste tre-fem ture.

Fluefiskerne har ofte succes, når fjordens ørreder skal overlistes.

Fluefiskerne har ofte succes, når fjordens ørreder skal overlistes.

 

Grejet til vinterfiskeri efter havørred

Lavt vand! Jeg kan ikke under­strege det nok: Fiskene jager på lavt vand om vinteren. Det hjæl­per dig ikke en skid, at du kan kyle 28 gram 130 meter ud. Der er stort set ingen fødeemner så langt ude. Fiskene jager der, hvor der er bytte. Det er der i forvejen ikke for meget af, når vandtempe­raturen når under 5 grader. Men det der er, går og gemmer sig i beplantningen tæt under land. Til gengæld ligner næsten enhver agn, du kan holde over bunden på under en meters vand, en virkelig lækkerbisken for en sulten ørred. Har du problemer med at finde fiskene, så fisk på endnu lavere vand. Ikke dybere!

Jo jo … en 28 gram Bornholmer­pil er en fremragende agn, og den har helt sikkert mange ørreder på samvittigheden. På kysten … I relativt varmt vand. I fjorden skal der noget HELT andet til. I og med, at du skal finde fiskene på lavt vand, skal du bruge en agn, der går lige under overfladen. Ikke 20 eller 30 centimeter under. Der hænger du bare fast. Du behøver i øvrigt ikke at spendere formu­er på dyre designerblink og håndmalede woblere. Vinterfisk er ikke kræsne.

Jeg har selv succes med små og halvstore woblere og SMÅ livli­ge blink. Gerne med noget farve på. I solskinsvejr er blank eller rå blink også et godt bud.

Havørreder er koldblodige dræbere

Det, at havørreden er et koldblodet dyr, betyder, at de ikke har ret me­get energi og bevæger sig mindst muligt, når vandet er rigtig koldt. Din agn skal altså helst ligne et let bytte, det er værd at bruge energi på at jage. En syg fisk, der bevæ­ger sig underligt i vandet, vil altså tiltrække sig mere opmærksom­hed, end en rask tobis, der fiser afsted i fuld vigør. Har du først mærket fisken, kan du godt sæt­te tempoet lidt op. Husk varieret indspinning og lange spinstop. Jo længere, jo bedre.

Skinner solen, er det bare med at komme ud at fiske en masse vand af. Find en god bugt eller langt stræk med halvmudret bund og varierende beplantning. Der skal nok være fisk. Men du skal fin­de dem, de leder ikke efter dig. Kombinationen af vandstand et stykke over normalen og solskin, er en næsten sikker vinder. Er der oven i købet lidt krøl på overfla­den, er din fiskelykke gjort.

Kast efter de lyse pletter midt i al bevoksningen. Det lyder måske skørt, men det er ofte over den lyse bund, at fisken ser din agn. Den hugger sandsynligvis først over den mørke bund, hvor van­det er varmere og mulighederne for et bagholdsangreb bedre, men den skal altså se den først. Dette gælder i øvrigt for fjordfiskeri­et hele året. Badekar i solskin er også gode!

Er vejret lidt mere skiftende el­ler overskyet, så find de små rev, kanter og badekar, som fjordene er så rige på. Fisk på kanterne. Lidt bølger er altid godt, men flygt ikke fra blankt vand. Det kan sagtens holde gode fisk.

Underholdningen er til at tage og føle på, når ørrederne kæmper i vinter-fjordenes kolde vand.

Underholdningen er til at tage og føle på, når ørrederne kæmper i vinter-fjordenes kolde vand.

 

God latin til havørred i fjorden

Det har alle dage været god latin, at havørreder bider tidlig morgen og sen aften. Og det er også fuldstændig korrekt – når vandet er varmt … Om vinteren, når vandtemperaturen er mellem syv og to grader, er fiskene mest aktive, når vandet er varmest. Altså nogenlunde midt på dagen. I de tidlige morgentimer skal du være heldig for at lokke en fisk til andet end at glo sløvt på dit fine blink. Tag en time eller to mere på ryggen LETTE STÆNGER og hjul er også en vigtig faktor. Bevares – Du kan selvfølgelig sagtens tyre en me­get let agn afsted med din 10 fods kystkæp, og jeg vil ikke advokere for, at du skal skifte hele sættet for tre fjordture på en vinter. Men bor du tæt på en fjord, og falder den type fiskeri i din smag, skal jeg anbefale, at du anskaffer dig et regulært sæt til fjorden.

Stangen skal kunne kaste godt og præcist (præcision er langt vigti­gere end kastelængde) med agn omkring 10-15 gram, og du skal kunne mærke selv de mindste små nap i stangspidsen. Gå efter 8 eller 9 fod. Hjul i størrelse 2500 eller 2000. Hellere for let grej end for tungt!

Havørred – når frosten bider

Det burde næsten give sig selv, men det gør det desværre ikke al­tid. Når der er frostgrader i luften og under fem plusgrader i vandet, bliver varmen suget ud af dig. Jeg går med tre lag uld inderst, en god, tyk fleece og yderligere en uldtrøje om vinteren.

I vadestøvlerne er der et par tynde bomuldsokker inderst og to par MEGET tykke sokker uden på. Det er vigtigt, at dine vadestøvler er store nok til mageligt at rumme alle de sokker. Sidder de stramt, kan det være lige meget, hvad du har under, så fryser du alligevel. Og bruger du al din energi på at fryse frem for at fiske, fanger du sjældent noget. HUSK tykke ne­oprenhandsker! Dem der siger, at man bare skal dyppe fingrene i vandet, er enten ravende sindssy­ge eller også har de aldrig fisket i vand under 10 grader. Husk også en solid madpakke. Det koster energi at holde var­men!

Fjordørreder er ofte mindre blanke, end dem vi kender fra den åbne kyst.

Fjordørreder er ofte mindre blanke, end dem vi kender fra den åbne kyst.

 

Forfatterens favoritagn til fjorden

SALTY: 12g eller 18g i virkeligheden vejer de hhv. 10 og 14, og de har stor overflade i forhold til vægten. Gerne i sort/rød eller grøn/orange.

GLADSAXEWOBLER 16G: Denne gamle, gamle agn er som skabt til vinterfiskeri i fjorden. Den går helt oppe i vandsøjlen og kan fiskes meget langsomt. I sær kombinationen hvid/orange synes at være ef­fektiv.

SANDEEL 11G.: Fisk den varieret og med høj stangspids, så er den god. Gerne i kobberagtig farve.

FLADBUK 15G: Egentlig lidt tung, men en stor overflade kompenserer for vægten. Den kan fiskes helt oppe i overfladen og synker meget langsomt ved spinstop. Endnu mindre kan også anbefales. I vinter­solen er den rå variant møg giftig.

LAWSON HUGO 12.: Et let og livligt blink, som for mig har langt over 100 vinterfisk på samvittigheden. Skinner solen lidt, er grøn/blå overside og blank bagside en ren killer.

STRIPPER/DORADO 7G: Noget lort at kaste med, men helvedes effek­tiv, når den er i vandet.

SNURREBASSE STR. 1: Jeg er normalt ikke kæmpe fan af basserne, men den lille 1’er er nogle gange svineeffektiv om vinteren. (lad for guds skyld dine 200 varianter af str. 3 blive hjemme)

 

Shimano

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This