nov 29, 2022 | Artikler, Betalt samarbejde, GEDDE, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri efter gedder, Video
Rasmus Christensen, som er en af landets dygtigste predatorfiskere, afholdt onsdag den 16 november 2022 et super interessant og meget lærerigt foredrag hos Tempo Både i Ishøj, hvor han afslørede alle sine hemmeligheder med, hvordan du fisker søernes rovfisk mest effektivt med de nye revolutionerende 3D scan og LiceScope teknikker. Med moderne 3D-ekkolodsteknologi som fx Livescope får du helt nye muligheder for at spotte fisk, samt ikke mindst se deres reaktioner og trigge dem til at hugge. I denne del af foredraget gennemgår Rasmus afsøgningsteknik i forward mode, perspective mode samt sidescan, plus hvordan man homer ind på fiskene – samt ikke mindst vælger agnen og præsenterer den helt perfekt. Glæd dig til en masse inspiration og information, der vil gøre dig til en dygtigere lystfisker – der fanger flere fisk. I del 3, som kommer på Fisk & Fris YouTube den 3/12 kl 16.00, går han i dybden med særlige teknikker til vertikalfiskeri, sightspin og valg af agn – samt meget, meget mere uundværlig viden.
Se filmen på Fisk & Fris YouTube, hvor du kan abonnere gratis, her.
okt 21, 2022 | Artikler, GEDDE, Predatorfiskeri, Trolling, Trolling efter gedder
Westins Jätte her i den supereffektive »geddefarve« er en fantastisk wobler til både geddedørg og kastefiskeri. Den fås i mange størrelser og – kører fint
helt ned til 1,5 km/t.
Når du fisker på de større søer og brakvandsområder, skal der afsøges meget vand for at finde fiskene. Her får du en introduktion til fiskeriet, der – hvis du spiller dine kort rigtigt, kan være uhyggelig effektivt.
AF JENS BURSELL
MED FLERE STÆNGER UDE får man virkelig afsøgt vandmasserne for fisk, hvilket især er oplagt, når man skal finde gedderne på store, åbne vandområder, hvor der kan fiskes effektivt – uden at agnen går i enten grøde eller drivgrøde.Med hjælp fra spilende paravaner og forskellige stænger som fisker i varierende dybder, er det muligt at gennemsøge en enorm volumen af vand, fordi der afsøges i en bred bane – i forskellige afstande og dybder under båden.
Godt i gang med dørgefiskeriet efter gedder
Dørgefiskeriet efter gedder er slet ikke så svært at komme i gang med, som man skulle tro, når man ser en toptunet båd med 10 stænger og alskins top moderne bådudstyr. Meget mindre kan nemlig sagtens gøre det.
På mange danske søer er det slet ikke tilladt at søsætte sin egen båd. Til gengæld er det ofte let at melde sig ind i en forening, der har bådfaciliteter til udlån for medlemmerne – og dette gør det blot endnu nemmere som begynder at komme i gang. Alt hvad du behøver for at få startet er i realiteten derfor blot en håndfuld stangholdere, stænger og så selvfølgelig endegrejet – fx woblere eller softbaits.

Dørgefiskeriet er også effektivt om sommeren, hvor man roligt kan gå op i hastigheder på 3-4 km/t eller mere – fiskene skal nok svømme agnen op.
Dørgefiskeri med årer
Den helt simple version rugbrødsmotor og 3-5 stænger, fungerer aldeles udmærket. Er du til den nemme vinkel og hurtige smutture, hvor du ikke gider at slæbe på massevis af grej, elmotor og tunge batterier – eller skal du fiske fra en båd, hvor det ikke er muligt at transportere meget grej på grund af en lang og besværlig adgangsvej til søen til fods. Ja – så er dette en perfekt løsning, der oven i købet giver motion.
Grejet fylder ikke mere end, at man kan bære det på en enkelt gåtur til søen uden brug af sækkevogn eller trolley – og hvis stængerne er rigget op hjemmefra, kan du være i gang med fiskeriet efter få minutter. Alt hvad du skal gøre er at sætte dine stangholdere på – folde stængerne ud, sætte endegrejet på – og så ellers bare komme derudaf.
Stangholdere til geddedørg
Stangholderne kan være af mange forskellige typer. De to mest brugte er Scotty typen, hvor stangholderen stikkes ned i et montagehul på et beslag, der sidder fastmonteret på selve bådens ræling. De fungerer fint, men den største fleksibilitet, hvis man fx fisker fra forskellige forenings eller udlejningsbåde, er stangholdere, der kan monteres med en »clamp« på alle typer af rælinger.

Farven Bisquit fungerer uovertruffent – især når vandet er uklart.
Et godt eksempel er de hæderkronede Down East’ere, som kan med deres skruegrab påskrues de fleste typer af rælinger og tofter. På grund af de fleksible justeringsmuligheder, kan man få stangen til at sidde i en næsten hvilken som helst vinkel, man måtte ønske.
Ekkolod/plotter er selvfølgelig en stor fordel, men fisker du fx pelagisk på en sø, som du kender godt i forvejen – og har du kun kort tid til rådighed, kan man sagtens lade den tunge marineelektronik blive hjemme, da det i mange tilfælde alligevel blot er et spørgsmål om at få afsøgt mest muligt vand hurtigst muligt for at finde fiskene. Medbring evt. en lille let håndholdt GPS, så du kan finde tilbage til evt hotspots.
Geddegrej til dørgefiskeri
Grejet behøver ikke at være dyrt – hvilket også er rart, hvis man fx fisker 5-6 stænger eller mere. Til almindeligt dørg med store kunstagn efter gedder, vil en god standardudrustning være stænger på 8-9 fod og en kastevægt på 80-180 gram til paravanestængerne og 50-150 gram på de stænger, der fisker uden paravaner tæt på båden. Baghåndtaget skal helst være kort. Det giver god fightkomfort, fordi tygdepunktet kommer tættere på kroppen, og giver desuden mere plads i båden, fordi baghåndtaget ikke rager så langt ind i båden. Som hjul kan hvad som helst bruges – personligt bruger jeg multihjul i 6-6500 størrelsen. Hjul med linetæller kan være en fordel, hvis man vil have perfekt styr på, hvor meget line man har ude, hvilket kan være en fordel for at kunne reproducere de rigtige fiskedybder, når man har haft hug på bestemte typer af agn.

De gode gamle Down Eastere fejler ikke og kan monteres på de fleste bådrælinger.
Geddedørg – sådan rigger du op
Oprigningen kan variere. Personligt bruger jeg 0,30-0,35 mm hvid fletline som fx Fireline Exceed, som hovedline. Hvid er mindre synlig for fisken og mere synlig for en selv – end mørke liner, når man eksempelvis fisker pelagisk. Den relativt kraftige line giver en god buffer mod den slitage og de knubs, linen let får under bådfiskeri. Fletlinen sammenføjer jeg med en 12-15 meter lang up-trace af 0,40-0,45mmfluorocarbon, for at perfektionere præsentationen visuelt. Sammenføjningen sker med en dobbelt grinner med fem tørn afsluttet med en dråbe sekundlim, men en gulerodsknude kan også bruges. Se sidstnævnte knude i artiklen »Baghjul til pirkefiskeriet« på www.fiskogfri.dk. Sørg for at knuden er så slank som muligt, så den kan glide gennem øjer og linefører på hjulet.
Up-trace og forfang til geddedørg
Mit up-trace og forfang sammenføjer jeg enten med en 3-4 mm rig-ring eller en fluorocarbonsvirvel, som fx Invisa-swivel i 25 kilos udgaven. Husk at placere en større perle over sammenføjningen, så paravaneflåddet ikke glider helt ned til fisken under fighten. For det første kan det gøre gedden ekstra sur under fighten, men den kan også være i vejen under selve landingen. Fordelen af førstnævnte er, at den kan bruges med fx 1 mm fluorocarbon, mens sidstnævnte, der er mere usynlig, maksimalt kan bruges med 0,9mmfluorocarbon pga hullets tykkelse.
Til at starte med laver jeg forfangets længde på cirka en meter, så det passer med afstanden fra topøjet og ned til nederste løbering på topdelen. Forfanget skal ikke være længere end denne længde, da det vil gøre det svære at folde stangen sammen færdigt rigget: Når stængerne foldes sammen sættes blinklåsen for enden af forfanget i nederste øje på topdelen, som foldes tilbage langs bunddelen, så topøjet ligger 1-2 cm over bundduppen. Hold de to stangdele sammen i top og bund enten med elastikker eller et velcrobånd – også kaldet »rodband«.

Jens Bursell med en fin dørgefisk, der faldt for Westins Jätte 23 centimeter i den orange/brune killer farve »Bisquit«.
På denne måde kan man let holde styr på stængerne, når de transporteres til og fra vandet. 0,9-1,0 mm fluorocarbon plejer ved dørgefiskeri i vintermånederne at være rigeligt til at sikre mod bite-offs, men især i sommermånederne kan man på de mindre til mellemstore agn komme ud for, at gedden cutter linen på grund af sine mere aggressive hug. Selvom fluorocarbon i flere tilfælde kan give flere hug – især i klart vand – så er det altså værd at overvære den traditionelle wire, når vi snakker sommerfiskeri og især mindre-mellemstore agn.
Udover alt dette – er der selvfølgelig en del udstyr, der kan være med til at effektivisere fiskeriet yderligere – men som også giver mere at slæbe på og længere oprigningstid. At fiske på denne måde er helt klart mere effektivt, når du har lidt mere tid til rådighed – og fisker fra en båd, hvor du kan køre bilen helt ned til bådpladsen. Med god adgangsvej til båden og en sækkevogn – eller mulighed for at køre helt ned til båden, er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvor meget man kan udstyre sin båd med for at opgradere.

Læg eller kast agnen ud på rette afstand, sæt blinklåsen på linen og monter paravanens klemme i fremdriftsretningen. Man man med fordel bruge en snaplock til
montering på linen, så den er nemmere at hægte af og på. Den viste Ghost-paravane er elegant – og giver et virkelig godt træk ud til siden.
Dørgefiskeri efter gedder med hækmonteret motor
Hvis vi starter med fremdriften, bliver det en del nemmere, hvis man er motoriseret. I rimeligt godt vejr, er man allerede et skridt videre på vejen mod højere effektivitet med en hækmonteret elmotor, hvis man skal være mest muligt lydløs – eller en hækmonteret benzinmotor, hvis man fx på større søer har brug for lidt mere power for at kunne sejle op mod kraftig vind.
Til normalt søfiskeri med foreningsbåde vil der på de fleste vande være begrænsninger på hvor stor motor, man må benytte, så der vil ofte være tale om en 45- 70 lbs thrust elmotor eller en 2-6 hk benzinmotor.
Marineelektronik til dørgefiskeri efter gedder
Ekkolod og plotter kommer man ikke udenom, hvis man vil maksimere chancen for gode resultater på fisketuren. Selvom store pelagiske fisk ofte hugger ud af det blå uden nogen forvarsel om store fisk på loddet, så er det tit i områder med byttefisk, at man skal finde gedderne. Det, at kunne spotte enkeltstående store fisk på loddet, er ikke blot nyttigt for at kunne fiske på specifikke fisk, men giver også helt generelt en god indikation af, hvilke dybder de større fisk helt generelt står på under de givne forhold.

En god dag med dørgefiskeri på de støre søer, er ren afslapning, når man har en motor til at gøre det hårde arbejde.
Èn fisk kommer sjældent alene – og plotter samt GPS funktionerne er derfor uvurderlige, hvis man skal finde tilbage til spottede fisk, givtige spots eller følge et tidligere plotterspor for at gentage den samme rute ned over fiskene.
Med frontmonteret el-motor efter gedder
Vil du opgradere effektiviteten af dit geddedørg maksimalt, er det svært at komme uden om at anskaffe sig en frontmonteret el-motor. Især når man fisker alene, giver den helt fantastiske muligheder for at styre fiskeriet perfekt og aldeles ustresset – selv med en hel del stænger ude.
Når man fisker alene, skal der meget lidt til, før linerne går i kludder, hvis man fisker med hækmonteret motor. Under selve fiskeriet kan det sagtens lade sig gøre med lidt øvelse, men det kræver mere koncentration at undgå kludder – hvilket går fra den kreativitet man kunne have brugt på at tænke proaktivt og skifte agn, fiskedyber og –afstande løbende under fiskeriet, så man maksimerer chancen for hug. Især i den fase, hvor stængerne sættes, er det en stor lettelse blot at sætte autopiloten på, så man ikke både skal koncentrere sig om at montere agn, sætte paravaner og få taklerne ordentligt ud – samtidig med, at man skal styre båden, så linerne går perfekt.
En anden situation, der let kan gå i fisk, hvis man fisker med hækmonteret motor, er når man i en god vind får en eller flere større fisk på samtidig. Med den hækmonterede motor, skal man blot slippe koncentrationen og motorstyret et øjeblik, før man risikerer, at båden roterer så meget, at linerne filtrer op eller kommer i motorens skrue.

Softbaits som fx denne Alien Eel er også en fantastisk agn til dørgefiskeri. Denne farve er især god i klart vejr.
Det problem har man slet ikke med den frontmonterede motor – dels fordi den er i fronten af båden – langt væk fra linerne – og dels fordi man oftest sejler med autopiloten slået til. Når hugget falder, kan man derfor i ro og mag tage stangen og fighte fisken: Kursen holder sig selv, og det eneste man skal gøre er at nedjustere farten, så de øvrige liner holdes så strakte, at de ikke filtrer ind i hinanden.
Det, at de alle de fiskende liner holder deres baner og rette afstande, mens man har fisk på, gør det også lettere at fighte fisken og styre den uden om de andre liner i vandet – uden at fisken filtrer ind i de andre liner. Og – så har man jo også chancen for et ekstra hug…
Geddedørg – meget lettere med autopilot
Autopiloten er under dørgefiskeri med kunstagn uden sammenligning den vigtigste funktion på den frontmonterede el-motor. Nogle af de bedste frontmonterede fra fx Minn Kota har også cruise control. Med den kan man indstille en fast fart, hvorved motoren selv kompenserer for afdrift og vind, så den samme »speed over ground« fastholdes. Funktionen er fin nok i nogle sammenhænge, men helt generelt giver det et mere kreativt og effektivt fiskeri blot at justere farten manuelt.
På denne måde fisker man lettere mere aktivt, med varierede hastigheder – fx med et kraftigt fartboost eller markant stop af og til. Har du en gedde, der følger efter agnen uden at hugge, er det ofte dette, der skal til for at udløse hugget. Et kraftigt sving kan også give samme effekt, da kunstagnen på yderkurven herved accelereres – og omvendt med de stænger, der sidder på modsatte side af båden. Fisker du fx med vinden og har problemer med at få sejlet langsomt nok, kan du bremse farten ved at kaste et drivanker.

Med en frontmonteret elmotor som denne Minn Kota Riptide 80 ST opnår du den ultimative kontrol over båden under dørgefiskeri. 80 lbs trust modellen her har power nok til selv ret hård vind – og med de to serieforbundne 12 V batterier har den lang batterilevetid – selv ved ret hård og langvarig belastning.
Spotlock-funktionen, hvor kombinationen af GPS og frontmonteret el-motor fungerer som et elektronisk anker, der fastholder positionen med kompensation for vind og strøm – er en genial funktion, når der fiskes vertikalt, med levende agn eller til kastefiskeri. Men i forbindelse med dørgefiskeri er den dog knapt så aktuel, idet man ved hug får brug for at fortsætte kursen, for at undgå filter i de øvrige liner. Kort opsummeret – selvom man sagtens kan dørgefiske uden – så vil du opleve så stor en opgradering af dit fiskeri med frontmonteret, at du vil anvende den ved enhver mulighed, hvor det er praktisk muligt at slippe af sted med det.
Geddetrolling – endnu mere effektivt
Fiskes der på større vande, hvor man selv kan sætte sin båd i vandet – giver det mulighed for at udbygge arsenalet af effektive trollingredskaber yderligere med fx downriggere og større planerboards. Læs mere om dette i de mange trollingartikler på www.fiskogfri.dk
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk og Fri 10/2014

Med en fluorocarbonsvirvel som denne Invisa-swivel kan du lave en visuelt meget elegant sammenføjning mellem forfang og up-trace.
sep 26, 2022 | Artikler, GEDDE, Predatorfiskeri
Der er gennem tiden landet nogle gigantiske gedder i Danmark – angiveligt helt op til over 140 centimeter.
Åh Mona, Mona, Mona – Hvornår kommer den dag, hvor du tør ta` min agn, og vi kan få en fight sammen?
AF PER EKSTRØM, LF´s fiskearkæolog
HVIS SØREN KRAGH JACOBSEN havde skrevet sangen ”Kender du det” til en geddefisker, havde omkvædet nok været noget i den retning, men sjovt nok har store mytiske gedder ofte haft drengenavne. Gedden August huserede for mange år siden i Buresø, og i filmen ”Fukssvansen” huserer en gedde med navnet ”Jern-Hans”. ”Jern-Hans” havde bidt tæerne af Anton (Tommy Kenter) da han var dreng, hvorfor han som voksen havde et inderligt ønske om af fange den. Men alle geddefiskere ved som bekendt, at store gedder altid er af hunkøn. Vedbøl Sø ved Haderslev skulle huse en gedde med navnet ”Lange Maren”, så den er udstyret med navn, som stemmer overens med kønnet. Desværre kender jeg ikke til nogen gedder med navnet Mona.
Monas geddeskala
Men findes der nogen Mona indenfor geddefiskeriet? Det gør der faktisk. Det er dog ikke en gedde, men en gammel skala – Mona´s Scale – hvor man tilnærmelsesvis kan fastslå en geddes vægt ud fra længden. Som stavemåden antyder, er skalaen udarbejdet af en englænder. Hvem denne englænder var står lidt hen i det uvisse. Det nærmeste jeg er kommet frem til er, at det var en medarbejder på ”The Fishing Gazette”, der i begyndelsen af 1900´tallet udarbejdede listen. Hans efternavn var Fletcher, og det er det eneste, vi kender til ham.
Mona´s Scale har gennem årene været under lup. Hvor meget kunne man stole på tabellen? Personligt har jeg fanget gedder med samme vægt, hvor der i længden var 14 centimeters forskel. Retfærdighedsvis skal siges, at den lange var fanget i maj og den korte i november.

Mona`s Scale med engelske måleenheder.
Otto Wolff, hvis mindeeg står på stationen i Holte, havde i 1890´erne, tidligere end Fletcher, udarbejdet en formel V = 13/80,000. V er vægten i pund, og 1 er største længde i centimeter. Som civilingeniør havde Wolff mange idéer og teser, og så altid en sag fra flere vinkler. Blandt andet mente han, at Mona´s Scale var baseret på velnærede engelske reservoirgedder, så vægten var større end på danske gedder, ligesom der skulle tages højde for årstiden. Et forhold som også optog ham var, hvordan man målte gedderne. Selv var han begyndt at måle gedderne med halefinnen strakt bagud, men kom senere til den konklusion at den korrekte længde er, når gedden står i vandet. Så er længden cirka 2 % kortere. Ved anvendelse af Mona´s Scale måles længden til midten af den midterste halestråle, hvilket giver en reduktion på 6 % af største længde. Det kunne man jo diskutere længe, men som han sagde: ”Jeg indrømmer, at man som et menneskes højdemål ikke tager det største: stående på tåspidserne. Man tager det naturlige stående på fodsålerne”.
Andre geddeskalaer
Mona´s Scale har gennem tiden givet anledning til mange tolkninger. For eksempel har man også udarbejdet en liste baseret på hungedder fra svenske søer. Her har en gedde på 99 centimeter en vægt på 5,80 kg, mens den på Mona´s Scale har en vægt på 8,40 kg. Lidt af en forskel. LF satte for snart 100 år siden gedder ud i Furesøen, som kom fra Herregården Brahetrolleborg på Sydfyn. De var kendetegnet ved at være korte og kraftige, men det skyldes nok, at de lignede engelske reservoirgedder. Genetisk har de ikke afveget fra Furesøens andre gedder, men når der blev fanget en kort kraftig gedde, lød det ofte, at det var en ”Brahetrolleborg”, uden der var belæg for, at den havde haft sin tidlige opvækst på Fyn eller var blevet klækket i sivbræmmen under Nørreskov.
Otto Wolffs konklusion på denne diskussion var: ”Hænger fisken på en Bismer, kan der vanskeligt måles anderledes.” Moralen er da denne: ”at måle er godt – men at veje er meget bedre!”. Slutreplikken på dette spørgsmål mål så være: ”En kort og fed eller en lang og tynd?”. Det må være op til beskueren at vurdere, men spørgsmålet er da spændende. Det er som at sælge elastik i metermål – der kræves en god moral, og hvor måler vi fra. Det har man vist endnu ikke aftalt?
Foto øverst tv: Gedde på 19,500 fanget i 1956 i Schweitzer Sø ved Lejre. Den målte 142 centimeter og var derfor noget ”undervægtigt” ifølge Mona´s Scale.
Foto øverst th: Holger Ove Gjerløff med rekordgedden på 14,500 kg fra 1950. Hvor lang den var, ved vi ikke, men den var kort og kraftigt. Følger man Mona`s Scale burde den have en længde på 117-118 centimeter.
maj 17, 2022 | Artikler, Betalt samarbejde, GEDDE, Spinnefiskeri efter gedder, Video
I denne video er vi taget med Kinetic Fishings to geddekesperter – Martin Millinge og Mikkel Poppelhøj, for at få en masse tips til spinnefiskeriet efter gedder om foråret. I videoen gennemgår Martin sit grej, sine favoritagn og metoder, samt viser hvordan agnene monteres og fiskes i praksis. Glæd dig til en film med masser af fiskeglæde og fine fisk i båden.
Se videoen her på Fisk & Fris Youtube kanal, hvor du kan abonnere gratis.
mar 26, 2022 | Artikler, Biologi, GEDDE, Predatorfiskeri
Jørgen Henriksens 17,5 kgs gedde fra Præstø Fjord fra marts 1965.
Sydsjælland og øerne har gennem tiden budt på et fantastisk fiskeri efter brakvandsgedder. Følg med Peter Rasmussen, der er født og opvokset med brakvand i blodet – på en odyssé gennem brakvandsfiskeriets historie.
PETER RASMUSSEN
BESTANDENE AF BRAKVANDSGEDDER omkring Sydsjælland og øerne har med al sandsynlighed svinget en hel del siden den sidste istid. Siden 1970 har bestanden haft svært ved at etablere sig igen, men har dog haft et par opsving undervejs. Hvorfor vi ser disse relativt kortvarige perioder med flere gedder end ellers, får du her et bud på – og et interview med en lokal erhvervsfisker giver et hint. I starten af 1980’erne, da jeg var omkring 12 år, tog min far en solrig sommerdag hele familien ud på Storstrømsbroen for at fiske.
Vi havde stået ude ved buerne og pilket torsk i et par timer, havde fået nogen stykker, og var så småt på vej hjem igen, da vi sporede en vis uro hos de øvrige fiskere på broen. Et kig ud over gitteret afslørede en kæmpegedde, der i overfladen luskede af sted fra Masnedøsiden mod Falster. Det adstadige tempo, som den lagde for dagen, viste med al tydelighed, at den ikke følte sig truet på nogen måde – det var en gigant. Og hvis man ellers kan tillægge en gedde den slags tilbøjeligheder vil jeg sige, at det nærmest virkede som en magtdemonstration. Nu må jeg hellere være forsigtig med størrelsesbedømmelsen, min alder dengang taget i betragtning, men halvanden meter lang og 15- 20 cm over ryggen er ikke helt i skoven. Ingen fik den på krogen, hvilket måske var meget godt – da en sådan situation sandsynligvis ville have afstedkommet en temmelig stresset lystfisker, der 30 meter over vandet og med omkring halvanden kilometer til land, næppe ville have kunnet afslutte sin historie med et håndgribeligt bevis.

Masser af brakvandsgedder for 50-80 år siden
Fiskeriet efter brakvandsgedderne var specielt godt fra 1940’erne og frem til 1970. Det har sikkert også været fantastisk før den periode, men jeg har ikke kendskab til beskrivelser af det. Der var gedder i farvandet fra Stevns hele vejen sydover, op til Dybsø Fjord og ned i Guldborgsund. Der var erhvervsfiskere, som havde specialiseret sig i geddefiskeri, og navnkundige Per Thuesen, skipper på turbåden Bonavista, arrangerede geddekutterture i Bøgestrømmen mellem Sydsjælland og Nyord. Der var kort sagt gedder nok til alle, og erhvervsfiskerne landede tonsvis af dem. Men brakvandsgedderne forsvandt.
Et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Storstrøms Amt fra december 2001 fortæller: – I vinteren 1969-70 pressede en længerevarende hård nordvestenstorm vand fra Kattegat ind i de indre danske farvande. Umiddelbart derefter drejede vinden i sydøst, hvor den blev i en lang periode, hvilket medførte hård frost. Vinden og frosten i kombination underafkølede vandet, så der blev dannet iskrystaller (nåleis) i vandet. Denne blanding af høj saltholdighed og iskrystaller fik katastrofale følger for geddebestanden. De erhvervsfiskere, der var på vandet den dag, beretter, at de sejlede rundt og samlede gedderne op, der lå og flød hjælpeløse rundt i overfladen. Geddebestanden kollapsede og er aldrig rigtig kommet sig 100 % siden. I PRÆSTØ FJORD berettes der om gedder op til 20 kilo, som drev i land, hvor de efterfølgende lå og rådnede langs bredderne. Stanken i Præstø by blev til sidst så ram, at gravemaskiner blev sendt ud for at fjerne kadaverne. Men de forsvandt ikke helt, og de lokale geddefiskere fortalte, at der stadig var gedder, man skulle bare kæmpe lidt mere for at finde og fange dem. Sporadiske fangstmeldinger og mindre artikler om dem dukkede op hist og her i de forskellige fiskemagasiner. Der var korte opblomstringsperioder, hvor de ”pludselig” optrådte i større tal, og det er formentlig i forbindelse med disse, i nyere tid kortvarige, genkomster, at historien om migrerende gedder fra svenske og tyske bestande er begyndt. Dorte Bekkevold fra DTU Aqua undersøgte genetikken for gedder i de nordlige områder, og skrev på den baggrund en artikel i 2014 med den mundrette titel: ”From regionally predictable to locally complex population structure in a freshwater top predator: river systems are not always the unit of connectivity in Northern Pike Esox lucius”.
Den korte konklusion på artiklen er, at gedder ikke migrerer, men derimod er nogle hjemmefødninge, der helst ikke vil ud og opleve verden. Ligesom med de med den lokale nulevende bestand, og selvom Østersøen er et åbent farvand og tanken om migrerende gedder fra vore nabolande er nærliggende, så er det altså ikke den slags overvejelser en gedde bruger sin tid på. I så stort et farvand som Østersøen er geddebestandene ganske lokale og blander sig genetisk ikke meget med hinanden. Således kan en gedde fra Öland skelnes genetisk fra en gedde fra Rügen.

DTU Aquas velkendte diagram, der viser mængden af kommercielt fangede brakvandsgedder. Som det ses, blev der taget 140 tons i 1969!
Geddefabrikker
I begyndelsen af 2010´erne begyndte de såkaldte geddefabrikker at rumstere: Manglen på vådområder på Sydsjælland og øerne, hvor gedderne havde mulighed for at gyde i vand med lav eller ingen saltholdighed, gjorde, at man måtte se sig om efter alternativer, hvilket er indlysende, når man ser på de landvindinger, der er fortaget gennem tiden – landvindinger i lige præcis de områder, hvor gedderne sandsynligvis førhen har gydt. Som det kan set på kortets markerede områder, er der inddraget mange hundrede hektar vådområde til landvinding. I samme periode blev nærmest alle vandløb gravet dybere for øget afvanding, hvor det sænkede bundniveau betød, at enge ikke længere blev oversvømmet i foråret. At vådområder, der er tilknyttet brakvandsområder, har betydning for brakvandsgeddernes ynglesucces er påvist flere steder i Sverige, og herhjemme er det nærmest ”old news” – se blot følgende citat fra fiskeribiolog Åge Vedel Tåning, der på vegne af Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser skrev et advarende brev i 1957 til Statens Landvindingsudvalg i forbindelse med en projekteret inddæmning af Sivet i Præstø Fjord: ”Det valgte projekt vil medføre, at hele vandløbet – Orup Bæk – må afskrives som opvækstvand for ål, og det vil også gå tabt som gydeområde for fjordens store bestand af brakvandsgedder”. De vidste det godt.
Brakvandsgeddefiskeriet i de gode gamle dage
Landvindingerne blev naturligvis ikke færdiggjort samtidigt, men over én kam stod de færdige omkring 1960. Dér var vådområderne væk, og historien om dette arbejde, samt hvad der foregik i kulisserne, er fremragende beskrevet i Kjeld Hansens bøger. Fred være med fortidens synder, vi har alle lov og ret til at blive klogere – og rette op på fejltrinene. Igennem nogle år – i slut 00’erne og start 10’erne – turede jeg rundt hernede på Sydsjælland for at indsamle materiale om fordums brakvandsgeddefiskeri. Med udgangspunkt i de ældre erhvervsfiskere opsøgte jeg historierne fra dengang, og tilbragte mange timer i hyggeligt selskab med kaffe, kage, røverhistorier og diktafon. Samtidig med dette pløjede jeg mig igennem utallige videnskabelige artikler for at lære om forudsætningen for brakvandsgeddens trivsel. Undervejs dukkede nogle nøgletal op: Æggene kan klare op til 7 promille salt, hvis mere end det, går de til grunde. Ynglen kan klare op til 11 promille og de voksne gedder max. 15 promille. Ét af spørgsmålene, som jeg stillede på min tour gik på, hvor gedderne gydede i nyere tid? Én erhvervsfisker fortalte mig, at det gjorde de langs kysterne. Han havde set hvordan de slog ”kolbøtter” inde i sivene om foråret, og at man efterfølgende kunne se æggene, der klæbede på sivene. En anden fisker havde gjort den skarpe og meget opmærksomme observation, at de år, hvor der havde været hårde vintre, og hvor sneen havde ligget længe samt var smeltet sent i geddernes gydeperiode, der havde der været god ynglesucces for gedderne. Her kunne han observere markant mere geddeyngel.

Succesfulde geddegydninger efter isvintre
Det gav god mening med førnævnte nøgletal i mente: Ved den øgede ferskvandsafstrømning i foråret efter isvintre, var der succes med klækningen. Det var værd at undersøge, og jeg begyndte nu at kigge på, hvornår der havde været isvintre. Det kom der følgende ud af: Jeg koncentrerede mig om de isvintre, jeg selv kunne huske, nemlig dem i 1982, -85, -86 og -87, samt 2010, -11 og -12. 2012 er dog ikke kategoriseret som en isvinter, men fra medio januar til medio februar styrtdykkede temperaturen, og en dyne af sne lagde sig over området hernede. I midtfirserne var jeg teenager og havde fokus andre steder, men der blev fanget mange og store gedder i Præstø Fjord, som Niels Vestergaard bl.a. beskrev i en artikel i F&F dec. 1987. I 1993 var det slut, hvilket kunne læses i F&F i maj på Lokalrapportsiden for Sydsjælland, hvor en saltslåning satte ind. Gedderne var væk – igen.
Da brakvandsgeddefiskeriet sidst var vildt
Så gik der en hel del år igen, før der var en enkelt isvinter i 1996, og så kom vintrene fra ’10 til ’12 og lagde, i mine øjne, grunden til det fantastiske fiskeri, som vi netop har oplevet for et par år tilbage. Og fiskeriet var fuldstændig sindssygt! Min egen bedste fisk fra den periode var et veltrimmet muskelbundt på 100 cm rent taget under indian summer fiskeri sidst i september 2011. Og det fortsatte de næste år. Der var fangstgaranti og specielt aftenfiskeriet hen imod skumringen var vanvittigt. Der var gedder, der huggede eller fulgte efter i hvert kast, og man kunne blive helt mæt af at fighte fisk. Det blev bare ved og ved som en anden Duracell-kanin. Når man i dagslys sejlede afsted i jollen i raskt tempo hen over det lave vand, kunne man se gedder, der skød til højre og venstre og efterlade en karakteristisk siltsky på bunden. Drømmetilstande. Drømmefiskeri.
Når jeg forklarer, eller rettere prøver at forklare, følgende idé til andre, så har jeg ikke kunnet undgå at bemærke, at folk efter cirka 20 sekunder får det der ”hvad-snakker-du-om” blik i øj – nene. Også selvom det umiddelbart er personer, som har et godt grundlag for forståelsen af det, og også selvom logikken i det er lige ud af landevejen. Synes jeg. Hvorfor var der så mange ged – der i farvandene hernede frem til 1970, når nu gyde-/vådområderne var væk i 1960? Hvis man kigger på tabellen over isvintre på (længere nede), vil man se, at efter de meget hårde vintre under krigen, kom isvintrene næsten som per – ler på en snor frem til 1970. På trods af en stor saltslåning i 1951 kom gedderne tilbage, så man op gennem 1960’erne fangede enorme mængder: Min påstand er, at den relativt jævne forekomst af isvintre og den deraf følgende øgede afstrømning af ferskvand i foråret, sikrede bestanden.

I Morten Stenaks bog: “De inddæmmede landskaber” findes dette kort. Landvindingerne af Røddinge-Askeby Sø og Borre Sømose, begge på Møn, fremgår ikke af kortet.
Den store saltslåning i brakvandet
Saltslåningen i 1970 bankede gedderne helt i bund, gydeområderne var landvandet og udeblivelsen af isvintre op gennem 1970’erne gjorde, at gedderne ikke kunne få fodfæste. Så kom 1980’er-isvintrene og et opsving et par år senere, og senere igen 2010’er-isvintrene med endnu et opsving. Nu er det ikke just en videnskabelig undersøgelse, jeg har foretaget. Med kun to perioder i nyere tid med en sammenhængende række af isvintre, er mængden af empiri ikke ligefrem overvældende. Så min konklusion kan sagtens behæftes med usikkerhed. Men – da begge perioder er blevet efterfulgt af ret markant tilvækst i brakvandsgeddebestandene, så vil jeg mene, at det med over – vejende sandsynlighed kan konkluderes, at han havde ret, ham erhvervsfiskeren med sin skarpe observation om øget gydesucces blandt brakvandsgedderne i forbindelse med isvintre.
Geddefangsterne i det brakke er nu igen klinget af, og vi har ikke haft isvintre siden 2012. Stege Nor er epicentret for brakvandsgeddebestanden, og har med al sandsynlighed været det siden 1960. Blandt andet Brakvandscuppens faldende fangsttal indtil den stoppede vidner om tilbagegangen, og bestanden i mit lokale geddevand, Præstø Fjord, er blot en skygge af sig selv. Når jeg tænker på, hvor mange gedder der var dengang i 2013-14 år siden, og på hvordan det er nu, så fortæller det mig noget om, hvor stor en rekruttering, der er behov for – blot for at kunne bevare status quo. Spørger du mig vil de sløje tilstande fortsætte, med mindre vi får isvintre eller får genetableret vådområderne.
Flere vådområder for at sikre brakvandsgedderne
Isvintre, der skal være med til at sikre fremtidige geddebestande ved Sydsjælland og øerne, er desværre næppe værd at satse på, når vi tænker på den globale opvarmning. Flere vådområder er derfor fremtiden, hvis der skal sikres en permanent bestand af brakvandsgedder til glæde og gavn for alle. Og så skal der lige tilføjes de øvrige gevinster ved vådområder, som optag af næringssalte og øget fugleliv, planter, blomster, insekter – biodiversitet. Det er den ene naturperle efter den anden, der kunne genopstå for ganske overskuelige midler, og det er temmelig små penge, der kræves for blot at kunne tilbagelægge nogle af de mange hektar indvundet land. Det kræver kun velvillige lodsejere samt, at der bliver taget en beslutning om at afsætte disse midler, så man atter kan se kæmpegedder demonstrere deres magt i Storstrømmen.
mar 15, 2022 | GEDDE, Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt, Video
I den nyeste udgave af Fisk & Fris video grejnyt har vi kigget nærmere på den nye serie af lækre tænger & tools til rovfisk fra danske Westin. Serien indeholder alt fra mini splitringstænger, over sakse til kraftige bidetænger og afkrogningstænger med udveksning, så du får et markant bedre greb om krogene, når de skal ud fra gabet af eksempelvis en stor gedde. I videoen stifter du bekendtskab med Westins Split Ring Pliers, Finesse Split Ring Pliers, HD Split Ring Pliers, Line Scissors, Powercutter og Double Jointed Unhooking Pliers.
Se videoen på Fisk & Fris Youtubekanal, hvor du kan abonnere gratis.
feb 7, 2022 | Artikler, GEDDE, Geddefiskeri med agnfisk, Predatorfiskeri, Sponsoreret
Jens Bursell med en smuk 13,8´er taget på en 41 cm lang død agn, der blev sejlet ud – balanceret på Navigatorens hæk og derefter dumpet det helt rette sted.
Både når du fisker med død og levende agn, vil der være situationer, hvor du kan forøge effektiviteten af dit fiskeri betydeligt, ved at sejle dine agn ud på pladsen. Og – ofte vi du bedst kunne gøre dette uden at skræmme fiskene med en baitboat.
AF JENS BURSELL
FISKERI MED BAITBOAT er en super effektiv måde at fiske på, og det giver mange spændende nye muligheder for at fiske på pladser uden for kastevidde – samt at bruge alternative agn og metoder, der ikke ville have været mulige at bruge med de traditionelle teknikker. En moderne baitboat har en rækkevidde på flere hundrede meter, hvilket giver dig mulighed for at fiske massevis at nye pladser fra land, hvor du umuligt ville have kunnet kaste ud på den rette dybde. Det kan eksempelvis være i søer, hvor du vil fiske for foden af en skrænt, der ligger over 100 meter ude – eller hvis du vil fiske til nogle gode features som fx grødebælter, øer eller lignende, der er uden for kastehold. Det er dog ikke kun ved fiskeri langt ude, at baitboaten har nogle store fordele. Også når der skal fiskes med ekstrem præcision tættere på, er det en stor fordel at kunne sejle taklet ud. Et godt eksempel er, hvis du vil fiske under nogle udhængende grene eller lige op af et åkandebælte, hvor det kan være svært eller yderst risikabelt at forsøge på at ramme tilstrækkelig præcist med et normalt kast.
Køber du en af de dyrere modeller med indbygget transducer og trådløs forbindelse til en plotter, vil du kunne se dybde, grøde og bundforhold på din skærm på land, imens du sejler dine agn ud – hvorefter du dumper din agn, når du kan se, at du har nået den rette dybde – eller det grødefri spot, hvor du har valgt at fiske. Og er du heldig at spotte en stor rovfisk på vej ud, kan du spontant servere agnfisken for snuden af den. Det sker dog ikke så tit, men chancen er der.

Med en baitboat får du mulighed for at placere dine agn langt uden for normal kastevidde – eller med langt større præcision indenfor normal kastevidde. Her er det Global Fishings Navigator Baitboat, der er i aktion.
Sådan bruges baitboat til geddefiskeri
Princippet i en baitboat er, at den typisk har et eller to lastrum til taklerne med en luge i bunden af dem hver, der kan åbnes ved at vippe på en tangent på styrekonsollen. Inden du laster båden med agn og takel, placeres din stang i en stangholder, og taklet lægges på jorden, så der er et jævnt træk i linen. Monter agnen, tjek at linen ikke er snoet om topøjet og slå baitrunneren til. Når lugen lastes, åbnes den, hvorefter man stikker agn og takel op nedefra og lægger det på toppen af baitboaten. Herefter lukkes lugen, og forfanget strammes op, så lod og starten af taklet ligger i bagenden af lugen. Agnfisken lægges i den modsatte forreste ende af lugen, mens du tjekker, at selve taklet ligger på en måde, så det ikke kan kludre op, når lugen åbnes. Baitboaten løftes nu ud i vandet, alt imens du sørger for, at der et let træk i linen, så den ikke filtrer op i topøje, siv eller andet. Giv baitboat´en et let puf udaf, hæng styrekonsollen om halsen og tag stangen op i hånden. Slå bøjlen over og hav hele tiden en finger på spolen, så du kan sikre det modtræk i linen, der gør, at der ikke kommer en stor linebue mellem dig og baitboaten, når agnen sejles ud.
Når baitboaten ankommer til fiskepladsen, udløser du lugen og lader taklet synke ned til bunden. Har du også foder i lugen for at sprede godt med duft i vandet, lader du agnen synke på slap line, så foder og agn havner samme sted. Bruger du ikke foder, kan du også vælge at lade taklet falde til bunds på strakt line. Stram linen forsigtigt op, så loddet ikke flytter sig på bunden og sæt din stang i stangholderne, der typisk har en elektronisk bidmelder forrest – samt en ”hanger” som visuel indikator på den bagerste bankstick. Slå bøjlen over og sæt linen i hangerens clips, hvorefter du tænder din bidmelder, og er klar til at vente på hugget.

Den perfekte præsentation med baitboat
Uanset hvilket takel du bruger, vil du med en baitboat kunne være meget mere sikker på, at taklet kommer til at ligge helt perfekt – i forhold til når du kaster ud. Årsagen er selvfølgelig dels, at du skåner krogholdet i agnfisken for den kraftige kasteacceleration, at du undgår kludder i kastet – samt at krogholdet i agnfisken ikke udsættes for nedslaget i vandet, der – hvis man er uheldig – kan rive krogene løs. Baitboat´en giver desuden mulighed for at bruge takler med moving-hook effekt, som fx Skating Hook eller Twinex release-takler – uden at skulle besvære sig med brug af casting-clips for at forhindre, at taklet rives løs i kastet. Med moving-hook takler kan krogene bevæge sig frit fremad i modhugget – også selvom gedden låser agnfisken 100 % fast imellem kæberne, hvilket giver en højere landingsrate set i forhold til de normale takler.
Fiskeri med store agn
Mega-agn på fx 30-50 centimeter, der er alt for store til at kaste ud, kan du også så let som ingenting fiske med en baitboat. En normal sild vil kunne ligge i lasten og frigives perfekt gennem lugen, men er agnen stor og tyk, skal der en anden teknik til: Her gør jeg blot det, at jeg lægger loddet, som er fladt, på agterspejlet af baitboaten, hvorefter jeg placer agnen op ad loddet, så det forhindrer agnfisken i at glide ud over bagkanten på båden. Det hele skal selvfølgelig lægges, så taklet ikke går i kludder. Herefter sejles taklet ud på slækline, og når baitboaten er ude over fiskepladsen, hiver du ganske let i linen, så agnfisk og takel falder ud over kanten på båden.
Levende agn kan også fiskes med baitboat – og fisker du fra land, er den letteste teknik metoden subfloat paternoster, hvor et sænket flåd hæver agnfisken over bunden. Her sætter du blot loddet, der forankrer dit sub-float paternostertakel til bunden, op i lugen. Lodtafsen er normalt 1-2 meter lang. Når du sejler agnen ud, hæver du stangen godt, så linen kommer ordentligt fri af vandet samtidig med, at agnfisken kører i overfladen 1-2 meter bag baitboat ´en på vej ud, hvilket er let at gøre, uden at det går i kludder.
Der findes også flere andre måder at bruge din baitboat til geddefiskeri på, hvilket du kan læse mere om i min geddebog – Geddefeber, som du kan købe her.

Med en baitboat kan du lave en præcisionsfodring lige over agnen – her med små fiskestykker.
Præcisionsfording med baitboat
Der findes et væld af baitboats på markedet – heriblandt en Med en baitboat har du unikke muligheder for at lave en lille fodring ved agnen. Mit primære mål med dette er at skabe et ekstra attraktivt duftspor lige ved agnen, og jeg bruger derfor kun grundfoder og/eller en mos af små fiskestykker, så der ikke er en fare for at mætte fiskene derude på pladsen. Gedderne skal jo helst være sultne nok til at tage din agn. Som regel bruger jeg 1-2 cm store sildestykker – gerne blandet med grundfoder som fx Brownings BBQ og Black Halibut.
Batterier og baitboats
Man har rigeligt at slæbe på i forvejen, så du vil blive glad for nogle gode li-ion batterier, der vejer mindre og har højere ydeevne. Her bruger jeg Rebel-Cells 12V18, der kan holde til flere dages fiskeri og mange lang udsejlinger på et enkelt batteri. www.rebel-cell.com
Der findes et væld af baitboats på markedet – heriblandt en del af ret tvivlsom kvalitet, som bare giver bøvl og besvær med reparationer. For at kunne bruge den til predatorfiskeri, kræver det bl.a. nogle relativt store luger. Jeg har de par år anvendt modellen Navigator fra Navigator Baitboats. Den har to store luger og sejler mine agn både hurtigt og sikkert ud på en hvilken som helst afstand. Navigator kan fås med indbygget transducer – og trådløs forbindelse til en plotter på land. Skærmbilledet kan også ses på fx ipad, hvis du hellere vil det. www.navigatorbaitboat.com
Hvis du vil se hvordan man bruge sin baitboat til geddefiskeri, så se denne video på Fisk & Fris YouTube, hvor du kan abonnere gratis.

Li-ion batterier betyder lav vægt og høj batterilevetid.
jan 30, 2022 | Artikler, GEDDE, Geddefiskeri med agnfisk, Sponsoreret, Video
I den nyeste video på Fisk & Fris YouTube kanal, hvor du kan abonnere gratis, viser Jens Bursell dig, hvordan du kan opnå en markant højere landingsrate med død agn til geddefiskeri. I videoen gennemgås det, hvordan du laver det super effektive skating hook rig – og du får forklaret alle detaljerne om, hvordan det bruges i praksis. Undervejs lærer du en masse om optimal krogeksponering samt moving hook effect – og du får en grundig indføring i kast med baitclip – en teknik, der vil være en fordel til de fleste former for fiskeri med større døde agnfisk. Glæd dig en video, der løfter effektiviteten af dit fiskeri med død agn op til et nyt niveau.
Reklame: Du kan købe alle materialerne samt færdige kits til skating hook rigs på danske releaserigshop.com her. Læs mere om skating hook rigs i Jens Bursells bog Geddefeber, som du kan købe her.
jan 9, 2022 | Artikler, GEDDE, Portrætter, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri efter gedder
Jens var helt vild med at fiske gedder fra sin toptunede geddefræser – her i Stege Nor, hvor han igennem tiden har fanget masser af fisk.
Jens ”Grizzly” Gøth har igennem årtier fisket igennem – og har med flere nye agn samt spændende initiativer været med til at sætte sit fingeraftryk på dansk lystfiskeri. Desværre døde Jens i december 2021 og er ikke blandt os mere, men jeg havde æren af at møde ham ved Stege Nor for et par år tilbage. Her får du historien fra en hyggelig tur med bjørnen i 2018. Æret være hans minde.
AF JENS BUSELL
SVUSSSH, siger det idet Jens´s jerkbait flyver lige forbi mig og ud over det spejlblanke vand på Stege Nor. – De plejer at være lige her under disse forhold, siger han, mens hans stang arbejder med rytmiske bevægelser. Og han har ret – for allerede i tredje kast, signalerer et kraftigt ryk i den anden ende, at en fin gedde har taget hans Swim jerkbait. – Det var oprindeligt mig, der lavede dette jerkbait i 2007 – og sidenhen er agnen blevet en vaskeægte geddeklassiker, der med stor succes er masseproduceret af Westin og solgt i hele Europa.
Det er svære forhold på Noret i dag med blikstille og krystalklart vand. Der er derfor masser af tid til at snakke og slappe af, for ser man bort fra fiskene, der har mundkurv på, så er det fantastisk at opleve Noret under så behagelige forhold.
Storfisker fra 1963-2021
– Jeg startede med at fiske i 1963, hvor jeg fangede min første kysttorsk i Kalundborg Fjord, fortæller Jens med vemod i stemmen. – Dengang var kystfiskeret noget helt andet end det er i dag. Det vrimlede med torsk, og der var så mange, at man bare kunne sætte sig på stranden med prop og orm – hvorefter man fangede fint med fisk. Sådan kan vi vist roligt sige, at det ikke er mere…
– I takt med, at jeg blev større, fiskede jeg mere og mere – især med kammersjukkerne fra Hvidovre bl.a. Jan Kristoffersen, Allan Riboe og Rolf Sørensen fortsætter han. – Og til sidst var mit liv gået så meget i fisk, at jeg havnede i grejbranchen.

Det berømte jerkbait Westin Swim – der er blevet virkelig populært, fordi det fungerer helt eminent til bare at spinne helt almindeligt ind med en spinnestang – blev oprindeligt udviklet af Jens Gøth fra Grizzly Lures.
Grizzly – 26 år i grejbranchen
– Det hele begyndte for alvor i 1995, hvor jeg arbejdede som sælger i Sverige for en lille dansk producent af pirke og kystblink, der var støbt i bly, som man måtte anvende på dette tidspunkt, beretter han. – I 1997 blev forholdene for den lille producent dog så svære på grund af importerede billige kinesiske produkter, at han måtte lukke. Det blev dog hurtigt klart for mig, at der stadig var et marked for dansk producerede kvalitets produkter, så i 1997 startede jeg mit firma Grizzly Lures, og her var det selvfølgelig vigtigt at finde en niche, som andre store grossister ikke gik gjorde noget særligt ved. Da jeg allerede var begyndt at trollingfiske i 1987, vakte dette område min store interesse, fordi næsten alt man brugte dengang blev importeret fra USA.
Fiskeblink fremstillet i jern eller messing har den ulempe, at de kan ruste eller irre i grejkassen, så mit valg blev at lave kvalitets trolling blink i rustfrit stål, fortsætter han. – Formen på blinkene blev hamret i hånden på en skomagerlæst, bevægelserne testet i vandet – og selvfølgelig var det også et stort plus, at de kunne fange fisk. Så nu var det bare at få en værktøjsmager til at fremstille et stanseværktøj.

Grizzly Lures trollingblink har masser af laks på samvittigheden.
Produktionen af Grizzly-blink flytter sydpå
– I 2002 blev det hele for småt for os i Solrød, hvor vi havde lejede lokaler, beretter Jens. – Samtidig blev der indført et forbud mod fremstilling af fiskegrej indeholdende bly i Danmark, så vores valg var meget nemt: Vi ville finde et sted, hvor der både var bopæl og værksted med mulighed for produktion – og så havnede vi på Kværnvej 6 ved Vordingborg, hvor butikken ligger i dag.
– Til produktion af trollingblink importerede jeg en holografisk folie fra USA, men jeg var så heldig at lære en opfinder fra Nakskov at kende. Han påstod, at en sådan holografisk folie kunne man da selv lave, og så gav jeg ham så selvfølgelig udfordringen. Det blev til mange, lange dage, men til sidst efter 18 måneder stod vi med et unikt produkt, som ingen andre havde, og det er jeg ham meget taknemlig for. Så – selvom Grizzly trollingblinkene har været på markedet i 13 år med den nuværende finish, er der stadig stor efterspørgsel på dem.
Senere er der også kommet geddeblink til i rustfrit stål – og i sommeren 2017 begyndte Grizzly Lures at producere gennemløbsblink til havørred i hvidmetal på en helt ny måde, så alle blink bliver ens og vejer det samme. Firmaet eksporterer i dag til både Norge, Sverige, Finland og Tyskland.

Jens fiskede meget i Stege Nor, hvor han her er ved at søsætte sin båd tilbage i 2018. Han blev 63 år gammel.
Grizzly – naturens bedste laksefanger
Navnet Grizzly Lures valgte vi, da vi tænkte, at Grizzly bjørnen da helt sikkert måtte være naturens bedste laksefanger. Alle produkter er håndlavet og håndmalet på værkstedet i Vordingborg.
Da min kone havde arbejdet syv år i Stege, valgte hendes arbejdsgiver at flytte frisørsalonen uden for byen, hvor der ikke var plads til hende, forklarer Jens. – Da min kone ikke ønskede at være arbejdsløs, fandt vi et lokale i Stege på Storegade 51, hvor hun siden da har solgt fiskegrej samtidig med at hun klipper folk – heraf navnet Klip Fiske.
I september 2016 blev salget så stort, at jeg måtte ansætte en mand mere, og da muligheden ved et tilfælde åbnede sig for at ansætte Allan Andersen fra Aktiv Fritid i Køge, slog jeg selvfølgelig til. Allan er udannet på handelsskole og har i 20 år ikke lavet andet end at være ansat i fiskegrejsbutikker, så hans viden og indsigt i fiskegrejsbrancen er enorm. Udover at sælge endegrej til gedde, havørred og laksefiskere, har Grizzly Lures i dag også agenturerne på Seaguar flurocarbonline, svenske Headbangerlures, Strikepro Sverige og OPM Finland.

Westin Swim er en genistreg fra Jens Gøth, der gennem tiden lokket massevis af flotte gedder til at hugge.
– I 2005 var jeg initiativtager til Klintecup Møn, som senere er blevet en stor succes, fortsætter Jens. – Samtidig samlede jeg syv lokale både, så vi sammen kunne udforske mulighederne for lokal trolling fra Klintholm, hvilket blev en kæmpe succes, som senere det samme år var fint beskrevet i en artikel fra Fisk og Fri. I 2013 startede jeg trollingklubben Møn Trolling, var intiativtager til Dansk Brakvandscup og i 2017 var jeg med til at starte SBK – Sydsjællands Brakvands Klub. Med disse ord sluttede vores snak tilbage i 2018, hvor denne artikel oprindeligt blev skrevet til Fisk & Fri 1/2018.
Jens Gøths imponerende livsværk – Grizzly Outdoor, drives i dag videre i Jens´s ånd af hans kone Zeanet Gøth i Klip Fiske på hovedgaden i Vordingborg samt Allan Andersen på posten i den store grejbutik på Kværndrupvej 6 lidt uden for Vordingborg, hvor han har stået siden 2016.

Jens Gøth døde mandag den 13 cecember 2021, og der var bisættelse med et meget stort fremmøde i Vordingborg Kirke den 28 december. Æret være hans minde.