Der er gennem tiden landet nogle gigantiske gedder i Danmark – angiveligt helt op til over 140 centimeter.

Åh Mona, Mona, Mona – Hvornår kommer den dag, hvor du tør ta` min agn, og vi kan få en fight sammen?

 

AF PER EKSTRØM, LF´s fiskearkæolog

 

HVIS SØREN KRAGH JACOBSEN havde skrevet sangen ”Kender du det” til en geddefisker, havde omkvædet nok været noget i den retning, men sjovt nok har store mytiske gedder ofte haft drengenavne. Gedden August huserede for mange år siden i Buresø, og i filmen ”Fukssvansen” huserer en gedde med navnet ”Jern-Hans”. ”Jern-Hans” havde bidt tæerne af Anton (Tommy Kenter) da han var dreng, hvorfor han som voksen havde et inderligt ønske om af fange den. Men alle geddefiskere ved som bekendt, at store gedder altid er af hunkøn. Vedbøl Sø ved Haderslev skulle huse en gedde med navnet ”Lange Maren”, så den er udstyret med navn, som stemmer overens med kønnet. Desværre kender jeg ikke til nogen gedder med navnet Mona.

 

Grejxperten

 

Monas geddeskala

Men findes der nogen Mona indenfor geddefiskeriet? Det gør der faktisk. Det er dog ikke en gedde, men en gammel skala – Mona´s Scale – hvor man tilnærmelsesvis kan fastslå en geddes vægt ud fra længden. Som stavemåden antyder, er skalaen udarbejdet af en englænder. Hvem denne englænder var står lidt hen i det uvisse. Det nærmeste jeg er kommet frem til er, at det var en medarbejder på ”The Fishing Gazette”, der i begyndelsen af 1900´tallet udarbejdede listen. Hans efternavn var Fletcher, og det er det eneste, vi kender til ham.

Mona´s Scale har gennem årene været under lup. Hvor meget kunne man stole på tabellen? Personligt har jeg fanget gedder med samme vægt, hvor der i længden var 14 centimeters forskel. Retfærdighedsvis skal siges, at den lange var fanget i maj og den korte i november.

 

Mona``s Scale med engelske måleenheder.

Mona`s Scale med engelske måleenheder.

 

Otto Wolff, hvis mindeeg står på stationen i Holte, havde i 1890´erne, tidligere end Fletcher, udarbejdet en formel V = 13/80,000. V er vægten i pund, og 1 er største længde i centimeter. Som civilingeniør havde Wolff mange idéer og teser, og så altid en sag fra flere vinkler. Blandt andet mente han, at Mona´s Scale var baseret på velnærede engelske reservoirgedder, så vægten var større end på danske gedder, ligesom der skulle tages højde for årstiden. Et forhold som også optog ham var, hvordan man målte gedderne. Selv var han begyndt at måle gedderne med halefinnen strakt bagud, men kom senere til den konklusion at den korrekte længde er, når gedden står i vandet. Så er længden cirka 2 % kortere. Ved anvendelse af Mona´s Scale måles længden til midten af den midterste halestråle, hvilket giver en reduktion på 6 % af største længde. Det kunne man jo diskutere længe, men som han sagde: ”Jeg indrømmer, at man som et menneskes højdemål ikke tager det største: stående på tåspidserne. Man tager det naturlige stående på fodsålerne”.

Andre geddeskalaer

Mona´s Scale har gennem tiden givet anledning til mange tolkninger. For eksempel har man også udarbejdet en liste baseret på hungedder fra svenske søer. Her har en gedde på 99 centimeter en vægt på 5,80 kg, mens den på Mona´s Scale har en vægt på 8,40 kg. Lidt af en forskel. LF satte for snart 100 år siden gedder ud i Furesøen, som kom fra Herregården Brahetrolleborg på Sydfyn. De var kendetegnet ved at være korte og kraftige, men det skyldes nok, at de lignede engelske reservoirgedder. Genetisk har de ikke afveget fra Furesøens andre gedder, men når der blev fanget en kort kraftig gedde, lød det ofte, at det var en ”Brahetrolleborg”, uden der var belæg for, at den havde haft sin tidlige opvækst på Fyn eller var blevet klækket i sivbræmmen under Nørreskov.

Otto Wolffs konklusion på denne diskussion var: ”Hænger fisken på en Bismer, kan der vanskeligt måles anderledes.” Moralen er da denne: ”at måle er godt – men at veje er meget bedre!”. Slutreplikken på dette spørgsmål mål så være: ”En kort og fed eller en lang og tynd?”. Det må være op til beskueren at vurdere, men spørgsmålet er da spændende. Det er som at sælge elastik i metermål – der kræves en god moral, og hvor måler vi fra. Det har man vist endnu ikke aftalt?

Foto øverst tv: Gedde på 19,500 fanget i 1956 i Schweitzer Sø ved Lejre. Den målte 142 centimeter og var derfor noget ”undervægtigt” ifølge Mona´s Scale.

Foto øverst th: Holger Ove Gjerløff med rekordgedden på 14,500 kg fra 1950. Hvor lang den var, ved vi ikke, men den var kort og kraftigt. Følger man Mona`s Scale burde den have en længde på 117-118 centimeter.

 

Jans Lystfiskershop

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This