sep 20, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, GEDDE, Spinnefiskeri efter gedder, Video
I den seneste videogrejnyhed på Fisk & Fris YouTube har Jens Bursell testet det nye Spike LP baitcaster hjul fra Abu Garcia. I videoen introducerer Jens dig til det lækre lille low profile baitcaster hjul, der egner sig perfekt til alt fra store aborrer og sandart – til det lidt lettere geddefiskeri. Spike LP, som fås i tre varianter med forskellig gearing – er også et oplagt bekendtskab til alt fra havbars og torsk – til eksempelvis finlir efter de flade. Glæd dig til en frisk dag på søen – hvor den super bløde Multidisc Carbon Matrix bremse bliver grundigt testet af en flot gedde, som tager flugten mod søens dyb, efter den er blevet kroget på prikspin.
Se videoen her på Fisk & Fris YouTube, hvor du kan abonnere gratis.
aug 30, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Fluefiskeri efter gedder, GEDDE, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
Christian Lang Jensen med sin flotte 121 cm gedde taget på spin i Lapland.
At udforske nyt vand er spændende og ikke mindst udfordrende – især uden brug af elektroniske hjælpemidler. I sådan en situation er man nødt til at trække på sin intuition og erfaring samt andres lokalkendskab. Ofte udebliver de gode fangster, men nogle gange tilsmiles man af lykken. Tag med til Lapland.
AF CHRISTIAN LANG JENSEN, TEAM SPORTEX
PÅ MIN SENESTE TUR TIL LAPLAND, hvor jeg var afsted med min bror og to gode venner, stod den på det helt enkle geddefiskeri efter fire dages uforglemmeligt stalling- og ørredfiskeri, som du har kunnet læse om her på fiskogfri.dk tidligere på måneden. Alt vi havde til rådighed, var to joller med to små benzinmotorer. Dermed skulle der kastefiskes med spinnestang samt fluefiskes efter gedder i tre hele dage, hvilket passede mig særdeles godt.
Jeg foretrækker at fiske gedderne aktivt uden brug af en masse elektroniske hjælpemidler, og jeg nyder i fulde drag, når jeg skal lære et nyt vand at kende. Vi startede dog ikke helt på bar bund, da min gode ven Rasmus, som var turleder, har fisket området tidligere.
Lokalisering af gedderne og vigtigt lokalkendskab
Vi havde på forhånd en formodning om, at vi kunne finde nogle gode gedder over en til tre meter vand. Her var mit vigtigste hjælpemiddel et par gode polaroid solbriller, så jeg havde mulighed for at danne mig et overblik over det undersøiske landskab.
Rasmus indledte med en introduktion til nogle af de pladser, hvor han før har fanget gode fisk, hvorefter vi lagde ud med at fiske ved udmundingen af en elv. Her skabte mange store sten og masser af byttefisk de perfekte betingelser for gedderne.
Det resulterede i en række fine fisk til os alle den første aften. Min kammerat Brian fik sig endda en ny PR-gedde på 95 cm, og jeg var heldig at overliste en smuk 103 cm madamme på fluestangen. Vi var derfor fortrøstningsfulde, da vi stævnede ud den næste morgen. Planen var, at vi skulle drive over et stort stenplateau, som tidligere har kastet flotte fisk af sig. Rasmus forklarede imidlertid, at der ikke altid står store fisk på plateauet, da den rette vandstand og vandtemperatur samt fødetilgængeligheden er afgørende for, om de store damer opholder sig over det lave vand.
Der var en del vind denne dag, og dermed drev vi meget hurtigt hen over plateauet. Det gjorde det svært at danne sig et overblik over plateauets udformning, og andendagen endte desværre kun med en håndfuld mindre gedder. Min bror Martin fik sig dog en flot aborre på 44 cm på flue. Den inhalerede den store flashflue i det spritklare vand for næsen af os, hvilket var en fed oplevelse. Vi fik desuden lidt mindre stallinger og aborrer samt tre søørreder op til 44 cm. De blev fanget på det lette fluegrej og UL-spinnegrejet, hvilket var særdeles underholdende. Dagen havde dog ikke boostet vores selvtillid i relation til gedderne, så på tredjedagen fyldte hyggen mere end fiskeriet fra morgenstunden.

Gedder omkring meteren er en sand fornøjelse på fluestangen. Denne smukke dame målte 103 cm, og hun tog en hurtigt fisket flashflue lige under overfladen.
Tilbage til gedde-plateauet
Jeg besluttede imidlertid at afsøge det store stenplateau endnu en gang, mens de andre fiskede fra land. Vinden havde lagt sig en del og tilmed vendt sig 180 grader. Dermed kunne jeg nu drive over det lave vand med solen i ryggen. Det gav mig en langt bedre fornemmelse af plateauets udformning, da det var nemmere at se ned gennem vandet.
Jeg konstaterede hurtigt, at der et stykke inde på plateauet strakte sig en lang kam, hvor stenene lå en halv meter under overfladen. På hver side af denne stenkam var vanddybden en til halvanden meter, og flere steder var der åbne sand- og gruspartier med en del vegetation. Disse åbne pletter var omgivet af store sten. Jeg besluttede derfor at sejle båden op til enden af plateauet for at tage et langt drev inden for kasteafstand af stenkammen.
Hver gang jeg drev lidt for langt ud over det dybe vand, bakkede jeg jollen et stykke tilbage mod stenkammen. Jeg havde en fornemmelse af, at gedderne her havde gode betingelser for at angribe intetanende byttefisk, som kunne tænkes at trække på langs med stenkammen.
Kast på kast blev lagt ud i retning af stenkammen, men jeg brugte også tid på at affiske det dybere vand ved yderkanten af plateauet. Timerne gik, og jeg hverken så eller mærkede noget – ud over et par sten.
Da stenen blev levende
For enden af min 0,20 mm Climax Carat 12 fletline havde jeg en Climax Ultra Flexsteel Leader 7×7 på omkring 60 cm. I hægten sad en ubelastet Pig Shad Junior i 15 cm. Jeg benyttede min nye Sportex Nobun Vertical på syv fod med kastevægt fra 11 til 53 gram til at sende agnen afsted. Det lette setup med en samlet vægt på 290 gram for stang, hjul og line gjorde, at jeg problemfrit kunne fiske effektivt i flere timer uden en eneste pause. Så selvom jeg intet havde set eller mærket, var motivationen helt i top, og jeg kløede på.
Pludselig skete det, jeg havde drømt om. Efter et langt kast ind mod stenkammen følte jeg, at jeg ramte en sten – endnu en gang. Tilslaget faldt øjeblikkeligt som en ren og skær refleks, og da jeg mærkede, at intet gav sig i den anden ende, troede jeg et øjeblik, at den lille agn havde kilet sig fast under en sten. Men da ”stenen” pludselig eksploderede i overfladen, var jeg ikke længere i tvivl om, at jeg havde fat i en særdeles god gedde.
Den grove dame gik derefter meget tungt, og da hun begyndte at tage udløb ind mod stenkammen, piblede sveden frem på min pande. Jeg var nødt til at holde stangen højt for at undgå at skære linen på sten, hvilket fik den store dame til at vride sig i overfladen af flere omgange. Det var på ingen måde optimalt, men jeg havde intet valg.

At se en grov aborre på 44 cm tage fluen for næsen af en i krystalklart vand, er en fed oplevelse!
Storgedden kom i nettet
Minutterne gik, og da hun endelig besluttede at svømme mod båden, var jeg klar med mit store Sportex Predator-net. Heldigvis svømmede den prægtige fisk direkte ind i nettet, da jeg for anden gang forsøgte at lande hende. Derefter gik hun amok med det resultat, at krogen slap sit greb i underkæben. Jeg havde svært ved at fatte, hvad der netop var sket. Mit sejrsbrøl gjaldede ud over hele søen, så gutterne på land fløj op.
Under fighten var jeg drevet en del tættere på land, hvor de andre fiskede. Derfor besluttede jeg at sejle de sidste 50-60 meter ind i ro og mag med den prægtige fisk i nettet ved siden af båden. Dermed kunne jeg håndtere hende ude i vandet, så hun ikke led overlast på nogen måde.
Målebåndet strakte sig 121 dejlige centimeter, og vægten stoppede ved flotte 12,5 kilo. Det var dermed en tangering af min længste gedde nogensinde. Hun var dog et par kilo lettere end min tungeste gedde til trods for, at hun var i fin sommerform.
Jeg var ikke til at skyde igennem resten af dagen. Da vi genoptog fiskeriet, lykkedes det Rasmus at lande en flot madamme på 99 cm. Jeg fik yderligere to på 97 og 100 cm, og Martin var uheldig at miste et par gode fisk. Han beklagede sig dog ikke, da vi tidligere på ugen havde haft et uforglemmeligt nymfe- og tørfluefiskeri efter store stallinger og bækørreder. Alt i alt var det en perfekt afrunding på en uforglemmelig uge i Lapland.
Se den flotte og stemningsfulde video fra turen på Fisk & Fris Youtube kanal her.
maj 14, 2023 | Artikler, GEDDE, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter gedder
Uli Beyers favorittakel til det pelagiske vertikalfiskeri efter gedder. Bemærk, at de fire meter line ned til loddet er fluorocarbon eller nylon for at give en bedre præsentation.
Vertikalfiskeri er typisk noget folk forbinder med fiskeri efter sandart og torsk – men metoden er også stinkende effektiv til store gedder. Her giver en af Europas dygtigste geddefiskere – Uli Beyer – sit bud på, hvordan du kommer i gang med den spændende nye metode.
AF ULI BEYER
VILDE FANGSTER PÅ PELAGISK VERTIKALFISKERI er noget jeg har læst om igennem flere år, men det var først i efteråret 2012, da jeg mødte predator- og vertikal eksperten Jørgen Larsson, at jeg for alvor blev tændt på selv at give den seriøst gas med vertikalgedderne.
Sommeren 2013 inviterede jeg ham ned på mit lokale geddevand Möhnesee, der er et kæmpe reservoir ved Dortmund. Allerede efter fem minutter fanger vi den første fisk – en gedde. – Det er her er et super geddevand, forklarer jeg Jørgen, der i det samme hurtigt trækker sit softbait væk fra en mindre gedde han ser på skærmen. – De smågedder ødelægger min agn – de er kun velkomne, når de vejer over 10 kilo…

Bemærk I-Pilot’en der hænger om Uli’s hals. Med god hjælp fra det elektroniske anker – spotlock funktionen – gør den det meget lettere at manøvrere den frontmonterede elmotor, mens agnen præsenteres over fisken.
At fiske med Jörgen var meget inspirerende og det tog et stykke tid, inden jeg selv fik lært kunsten at navigere helt præcist med båden – samtidig med at sikre en hurtig og præcis præsentation af agnen. Første gang det virkelig lykkedes at få nogle større fisk på metoden, var på en sommertur, hvor jeg guidede et par geddefiskerkunder, som var meget nysgerrige efter at få demonstreret den nye teknik.
Efter blot 10 minutter ser vi en kæmpestor »banan« på ekkoloddet lige under os, og jeg sænker hurtigt agnen ned blot to meter over hovedet på fisken. Jeg når knapt nok at bevæge agnen inden den stiger aggressivt til agnen og – BANG. Sekunder efter flekser min stang helt ned i korken, så jeg ikke er et sekund i tvivl om, at det er en rigtig god fisk. Det er over 30 grader varmt – og fisken, der viser sig at være årets største på 130 centimeter og over 15 kilo, leverer en voldsom fight. Mine gæster går helt berserk og tror, at det blot er »another day at the office« – og der tager de lidt fejl…

En af Ulis mange store vertikalgedder på vej retur til dybderne, hvor den kom fra.
Et fantastisk sommerfiskeri med vertikalgrejet
Vi havde dog et fantastisk fiskeri i denne fuldmåneperiode i juli, hvor fiskene åd alt, hvad vi kastede ud til dem. Andreas – en af mine gæster – misser et par virkelig gode hug blandt andet fordi han sænkede agnen helt ned til fisken og bevægede agnen for meget: Det bedste er nemlig helt klart at starte med at sænke agnen ned til 2-3 meter over fisken. Hold stangen roligt og lav kun et enkelt stilfærdigt nøk i stangen hvert femte til tiende sekund. Til sidst lykkedes det dog Andreas at mestre teknikken og til sidst fik han en del gode fisk med en fisk på over meteren imellem.
Hans ven Oliver blankede de første par dage, fordi også han bommede et par gode fisk så en af morgener bliver vi enige om, at den første gode fisk vi ser på loddet er hans bytte. Blot 15 minutters afsøgningen fra havnen spotter vi et ordentligt dyr på skærmen. – Den her er til dig siger jeg spændt til Oliver. – Og pas nu på at du ikke sænker dit softbait for langt ned i vandsøjlen. Stop agnen 3 meter fra fisken.
Sekunder efter synker en flourscerende grøn og gul splittail softbait ned gennem vandet og fiskens reaktion udebliver ikke. Vi kan tydeligt se fiske stige efter agnen på skærmen, og da den hugger er det tydeligt at se på hans stang, at det igen er en god fisk. – Hvad sker der, råber han uafbrudt i de ti minutter det tager at lande den flotte fisk. Den 123 centimeter lange vertikalgedde viser sig at være tromle tyk – så nu vil jublen i båden ingen ende tage.
Pelagisk vertikalfiskeri efter gedder er helt klart en effektiv metode til at udvælge de større fisk – og det er super sjovt – også selvom det ikke er en ti´er, der hugger. Det bliver aldrig mig, der hiver agnen væk fra næsen af en gedde…

Det vertikale geddefiskeri kan også foregå med traditionelle jigs som denne gedde er et tydeligt bevis på.
Vertikalgedder – sådan gør du
Teknikken til vertikalgedder er I virkeligheden meget simpel – eller – det lyder i hvert fald meget simpelt. Afsøg vandet, spot de større fisk på ekkoloddet, sænk agnen ned til fisken – og fisk indtil den hugger – mere simpelt kan det ikke siges… Men – når du først får det prøvet, er jeg sikker på, at du vil være enig i, at det i praksis også kræver lidt øvelse at udføre denne manøvre til perfektion.
At manøvrere båden præcist over fisken er i min verden det sværeste ved metoden. Og jo mere vind og afdrift der er – desto sværere bliver det. Tilsvarende – jo mere aktive og mobilt jagende fiskene er, desto sværere bliver det af få manøvreret båden i en optimal position, inden fisken er væk. De bedste resultater får man ofte, når man afsøger med båden sejlende op mod vinden, for på denne måde er det meget lettere at stoppe båden hurtigt og holde den stabilt over fisken.
På mange vande er det kun elmotorer, der er tilladt – og for nogle fiskere er det måske overraskende at få at vide, at el-motorer, der for vores ører er ret lydløse – faktisk larmer en del under vandet. Har man for mange omdrejninger på elmotoren, vil man derfor kunne risikere at skræmme fiskene, før du når at fiske på dem.
Bruger du elmotor, så er det helt sikkert bedre at køre på halv kraft end på full power. Høje frekvenser med tilsvarende høj volumen skræmmer nemlig helt sikkert mere end lave frekvenser med lav omdrejningshastighed. Nogle foretrækker derfor hækmonterede benzinmotorer, hvor det er tilladt. Bedst fiskeri har man derfor ofte med svag vind og lidt større motorer, der kører på færre omdrejninger.

En stor gedde er lige oppe at snuse til agnen – uden at tage den.
Sådan tolker du ekkoloddet korrekt
En korrekt tolkning af ekkoloddet er også meget vigtigt faktor, hvis du vil opnå succes med dette fiskeri. Start med at koble funktioner som støjreduktion og clarity fra på ekkoloddet, for det vil i denne sammenhæng typisk forvirre mere end gavne. Har du en fornemmelse for, hvor de fleste af fiskene befinder sig under de givne forhold – så zoom ind på dette område på skærmen, så de valgte dybdeinterval vises i hele skærmens højde. Ofte er det fisk i 2-12 meters dybde der hugger mest villigt, så det er ofte et godt dybdeinterval at koncentrere sig om. Fanger man sandart, har de også en tendens til let at få tryksyge over disse dybder.
I vande hvor der ikke er sandart kan det dog ofte svare sig at afsøge helt ned til 16 meters dybde, fordi gedden får ikke nær så let tryksyge. En anden ting ved større dybder er at det også bliver sværere og sværere at præsentere agnen korrekt, hvis man fisker meget dybt. På mit eget hjemmevand Möhnesee, er min favoritdybde til vertikalgedder 5-14 meter.
Farveskærme, som nu til dags også er det mest almindelige, er helt klart det bedste at arbejde med, når man vertikalfisker – blandt andet fordi det bliver lettere at afgøre, om fisken er lige under båden – eller ved siden af den. På de fleste lodder er gult et stærkt ekko fra en fisk, der er lige under båden – og rødt et lidt svagere ekko, som indikerer, at fisken står lidt væk fra båden. Blå skygger er de svageste og indikerer »at der er en fisk i nærheden«.
Det tage lidt tid at lære at tolke loddet korrekt, men det er alle anstrengelserne værd. Husk at lægge waypoints, for ofte står den samme fisk på det samme sted – selvom der er tale om et »tilsyneladende tilfældigt sted« uden nogle specielle features. Som nævnt ovenfor er det vigtigt ikke at sænke din jig lige ned i skallen på fisken, men i stedet fiske den 2-3 meter over den – især i klart vand. Er vandet lidt mere uklart kan man gå lidt tættere på og fiske agnen cirka 1 meter over fisken.

De store gedder som denne står ofte pelagisk – og her har du en virkelig god chance for at ramme bulls eye med pelagisk vertikalfiskeri, hvor du på grund af den højopløste skærm kan se hvilke fisk der er store – og værd at stoppe – samt fiske på.
Reagerer fisken ikke på agnen, er der grundlæggende to muligheder: Fisken kan ikke se din agn. Forsøg at manøvrere båden forsigtigt i en cirkel omkring fisken og prøv igen fra en ny vinkel. Især på dybder over 10 meter kan det tage lidt tid før fisken rent faktisk opdager agnen. Når de ser agnen, mærker du det som regel som et voldsomt ryk i stangen, der ofte forplanter sig temmelig langt ned i klingen.
Fisken ser agnen, men tager den ikke. I dette tilfælde gælder det om at prøve flere forskellige agn, for at se om det kan udløse hugget. Min favoritagn er V-tails fra Westin, Fin-S og lignende. Både farver og forskellige bevægelsesmønster kan have kæmpestor betydning for, hvorvidt du får udløst hugget. Det at se en fisk på skærmen, hvorefter man prøver alle mulige agn for at få den til at hugge – er noget man kan lære utrolig meget af. Og ikke nok med det – det er super spændende.
Sådan præsenteres agnen bedst for gedden vertikalt
Præsentation af agnen er utrolig vigtig. En af de erfaringer, som jeg har gjort mig med vertikalgedderne er, at de – præcis som sandart – ofte lokkes bedst til at hugge med meget forsigtige bevægelser I softbaitet. Ofte er det bedst at holde agnen helt stille og derefter blot give et enkelt lille bitte roligt nøk i stangtoppen.
Ofte sker det at du på skærmen kan se en fisk nærme sig agnen – for derefter at forsvinde igen. Et godt trick i denne situation er at gie et lille hurtigt ryk i agnen, som får den til at bevæge sig uforudsigeligt. Ofte er det ene og alene dette der skal til, for at udløse et voldsomt hug. Mange af dem der har forsøgt sig med vertikalfiskeriet efter gedder er stoppet hurtigt igen, fordi de ikke har fået succes allerede på den første tur. Mit råd er derfor – vær tålmodig, for du skal nok lære det hvis du er stærk i troen og bliver ved. Lige så snart du har fået føling med navigationen, samt hvad du skal gøre for at få fisken til at reagere – kan vertikalteknikkerne blive starten på en helt ny og spændende æra i dit geddefiskeri.

Twintails som denne er en af Uli´s favoritter til det vertikale geddefiskeri.
Gedder på dropshot
Dropshotting er virkelig effektiv teknik, når der skal vertikalfiskes efter gedder – og denne teknik har jeg dyrket i mange år også før jeg mødte Jörgen. Her er selve sofbaitet ubelastet og fiskes direkte vinkelret på linen et stykke over loddet. Wire på forfanget er indlysende nok vigtigt, når der fiskes efter gedder. Geddernes reaktion er ofte en af to muligheder: Gedden bliver skræmt af loddet, hvis man bevæger taklet, så det løfter sig fri af bunden og dermed tager fokus fra selve agnen.
For at undgå dette monterer jeg loddet hele to meter under softbaitet, men det fungerer kun, når man fisker efter fisk, der står helt nede over bunden – især om efteråret. Fiskes der pelagisk skal afstanden mellem lod og softbait være markant længere. Det kan godt være lidt besværligt, men som udgangspunkt bør afstanden være minimum fire meter. Mange gedder følger loddet nysgerrigt – i stedet for at hugge på selve softbaitet – og det er jo ikke meningen… Det kan hjælpe at male loddet sort og nedsænke det langsomt – eller gå i modsatte grøft og tag et ekstra tungt lod, som synker lynhurtigt. På denne måde følger gedden efter et øjeblik, men vender retur til sin originaldybde. Når det sker, skal agnen helst være lige over gedden, som bliver aggressiv fordi den lige har »misset loddet« hvorefter den hugger softbaitet med stor iver. På denne måde fik jeg en hel del gode fisk sidste år.

Belønningen for at have navigeret båden og nedsænket softbaitet helt perfekt – en flot gedde.
Masser af gedder under båden
Direkte under båden vil du se masser af fisk, når du har lært teknikken – men det er lagt fra altid, at du får dem til at hugge. Ofte kommer de op for at checke agnen – hvorefter de lige så hurtigt synker i dybet igen. Det er så afgjort ikke et fiskeri for folk med dårligt hjerte. Ofte er selve bådens bevægelse på bølgerne rigeligt at skabe den minimale bevægelse af agnen, der skal til for at udløse hugget. Et godt trick for at udløse hugget kan være at løfte agnen stille og roligt gennem vandsøjlen.
Men – lad den under ingen omstændigheder falde tilbage gennem vandsøjlen, for det vil med sikkerhed lukke munden på gedden – og ofte også skæmme den væk. Hvis du endelig bliver nødt til at sænke agnen igen over fisken, så hold linen stram og sænk agnen meget langsomt – evt ved at backwinde på hjulets håndtag. En anden ting jeg har fundet ud af er at selve vægten på blyet kan have stor betydning. Som udgangspunkt bruger jeg 30 grams lodder, når der fiskes på 8-12 meters dybde. Jo kraftigere vind og drift – desto tungere lod. Under meget voldsomme vejrforhold kan 60 grams lodder være på sin plads, men generelt giver mindre lodder den bedste føling med fiskeriet.
For at undgå skræmte fisk er det optimalt at bruge 0,30 mm klar nylon eller fluorocarbonline som hovedline. For enden af denne monteres 25-30 centimeter wire, som køres igennem øjet på dropshotkrogen – og under denne monteres en svirvel. Heri monteres et stykke nylon på fire meter for enden af loddet. Af og til vil du få bite-offs her, men for meget wire mm under softbaitet vil give markant færre hug, hvilket er værd at tage med i betragtning.
apr 3, 2023 | GEDDE, Nyheder
Fiskeriet efter brakvandsgedder er et helt utroligt spændende fiskeri, hvor alle kan være med. Og – synet af en flot gedde, der i spritklart vand inhalerer din agn samt kvitterer med både luftakrobatik og hårde udløb på klods hold, er intet mindre end vanedannende. Så er du advaret. Desværre har fiskeriet de sidste par år kun været skyggen af sig selv. I denne video tager vi pulsen på fiskeriet – hvad er historien, hvad gik galt, hvordan går det nu – og hvad kan vi gøre for igen af få det fantastiske brakvandsgeddefiskeri tilbage i Danmark – både i Sydsjælland og Vestjylland. I filmen møder du Jens Bursell fra Fisk & Fri, fiskeguide Nick Wallem fra Predator Guide DK og Lars Frithjof Nielsen Garmin Danmark/Dansk Lystfiskeri, der alle giver sit besyv med til situationen.
Se videoen om brakvandsgedder her på Fisk & Fris YouTube kanal, hvor du kan abonnere gratis.
mar 6, 2023 | Artikler, GEDDE, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri efter gedder
Emma med revanchen – sin superflotte tolvkilos gedde.
Dagen er gået meget langsomt… Stort set hele grejboxens indhold, har været en tur i vandet, men lige meget har det hjulpet. Ikke et eneste hug. Vi ved dog de store gedder er et sted dernede. Det er bare et spørgsmål om, at finde den rette metode og timing til, at få dem i tale.
AF EMMA BÄCKER HÅKONSON
PLUDSELIG hører jeg grin og råb fra min mand Atle, som fisker et lille stykke fra mig. Hans stang er bøjet helt ned til hjulet, og der er ingen tvivl om, at det er en stor fisk, som har hugget.
Da gedden viser sit hoved i det mørke vand, slutter jeg mig til hans jubel. Det er en monsterfisk! Den rogntunge madamme presser vægten op på 15,6 kilo, og jeg må indrømme, at jeg føler et skarpt bid af misundelse. Jeg fisker videre, og forsøger igen med alle agn, metoder og teknikker jeg råder over. Jeg sender et langt kast ud, og spinner roligt ind umiddelbart over bunden. Pludselig mærker jeg et lille nøk, efterfulgt af en total opbremsning af agnen. Et brutalt udløb og en god fight begynder, og det er afgjort en god fisk med størrelse.

En massiv gedde på wobler nærmer sig langsomt en tur i båden.
En flot storgedde i nettet
Da fisken endelig glider over kanten på Atles net, råber han ophidset, at den er over 10 kilo, men jeg tør ikke tage noget for givet, før fisken er på vægten. Det kommer den, og vægten afslører at fisken vejer 12,6 kilo. Jublen tager til igen – hvilken superfisk!
At fiske gedder før deres gydning, kan være lidt af en udfordring, som kræver tålmodighed og kolde tæer. Men belønningen er også derefter. Madammerne er nu velnærede og fyldt med rogn, hvilket vil sige, at de vægtmæssigt er på deres højeste.
I Skandinavien er marts den »gyldne« måned. De fleste vande er ved at være isfri, og gedderne har stadig deres rogn i behold. Typisk finder man gedderne i de lave områder af søerne eller tæt ved disse, hvor de forbereder sig til at gyde. Det gør det muligt at fiske dem effektivt, uden at skulle bruge en båd. Ofte kan man i marts komme i kontakt med seriøse gedder ved helt almindeligt vadefiskeri tæt på land.

Et udvalg af Emmas koldtvandsfavoritter til de skarptandede.
Den rette agn til forårsgedderne
Valget af endegrej er altid det helt store spørgsmål. Ofte slæber vi kassevis af grej med, men i virkeligheden kunne man sagtens lade det meste blive hjemme. På denne tid af året, kan gedderne
trigges af to ting – enten af sult eller af irritation. Hugger de af sult, vil de altid forsøge at bruge mindst muligt energi på deres udfald, for de får rigeligt brug for deres energi senere under legen. Derfor er store langsomt fiskede agn ofte, men ikke altid, det rette valg. Fisk dem helt roligt, spin bare nogle centimeter ind ad gangen, og hold så en pause. I sandede’ vige, kan man lade agnen bide i bunden med jævne mellemrum, for at rode op i. Glem de hurtige endegrejer med voldsomme bevægelser og hidsige farver – og koncentrer dig om de større agn i naturlige farver.
Langsomt synkende jerkbaits eller softbaits/jigs er perfekte til formålet. Bider gedderne ikke, kan det skyldes, at de ganske enkelt ikke er sultne, og blot lader agnen passere forbi for at spare på energien. Her skal man satse på at få dem til hugge ved irritation, hvilket på mange måder er den direkte modsatte taktik. Vælg igen store langsomt synkende agn, men denne gang i stærke farver. Rød er eksempelvis altid oplagt, når en gedde skal irriteres! Dansende jerk- og softbaits, gerne med flaksende haler, fiskes, stadig langsomt, men med en del flere stop og ryk undervejs.
Glem dog aldrig at fiskeri er fiskeri, og at der ingen regler er, uden undtagelser. På dage hvor intet virker, bør man altid slutte dagen af med, at fiske med fx en lille wobler eller spinner. Måske er de udslagsgivende netop denne dag?

Fuld koncentration inden jerkbaitet kastes ud over vandet. Bemærk fluorocarbon forfanget, der kan være en fordel i klart og stille vejr.
Godt grej til grove gedder
Når du fisker efter store gedder, er det vigtigt, at du kan stole 100% på dit udstyr. Stang og hjul skal kunne håndtere agn på 50 til 100 gram. Stangen skal helst ikke være over 8 fod, hvis du fisker med kunstagn fra land, for du skal kunne give kontant modhug øjeblikkeligt. Hjulet udsættes for meget belastning, ikke bare fra fighten med de store fisk, men i høj grad også i forbindelse med håndteringen af de tunge endegrejer. Kvalitet er et must. Om du vælger fastspole- eller multihjul er op til dig, men multihjulene er ofte en del mere solide. Fletline er det oplagte valg, for de er både tynde, stærke og giver fuld kontakt til den anden ende. En anden vigtig detalje er krogene. Fil dem ofte, og skift dem, hvis du er det mindste i tvivl om deres tilstand og styrke. En vintergedde hugger kun én gang, og med svage eller sløve kroge, er chancerne for at få den på land minimale.
At fiske kolde kæmpegedder er hårdt arbejde, men belønninger er derefter, når den endelig kommer. Det er bare om at komme afsted!
Artiklen blev første gang publiceret i Fisk & Fri 2/2014
REKLAME: Lær alt om geddefiskeri i bogen “Geddefeber”, som du kan købe her.
feb 26, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter gedder, GEDDE, Predatorfiskeri
Sig goddag til Mr. Mylar. Udover at være utrolig nem og billig at binde, fisker denne geddemagnet også exceptionelt godt på det lave grumsede vand.
Rigtige fiskefluer er sjældent svære at binde og denne favoritgodbid, for brakvandsgedderne, er ingen undtagelse. Desuden skal der kun bruges ét materiale til at binde den – her får du Mr. Mylar step-by-step…
AF THOMAS BENGTSSON
FAVORITFLUEN er noget særligt. Men hvad er det der gør den så særlig? Er der noget specielt en flue eller et mønster skal indeholde for at opnå denne fornemme status? Mange vil nok mene at den skal fange flere og større fisk end alle andre fluer i æsken. Det, der gør Mr. Mylar til min personlige favorit hvad angår gedder er dog en helt anden egenskab. Den er helt enkelt vildt sjov at fiske med og det er den fordi den er så let at se.
Mr. Mylar – geddernes skræk
Fluens eneste materiale er selvlysende grøn mylarrør og det kommer virkelig til sin ret i det ofte grumsede vand. Ved fiskeri i sådanne forhold er det en stor fordel at kunne se sin flue under bliver det meget sværere at opdage eventuelle følgere. At opdage en stor følger på lavt vand er enormt spændende, også selvom hugget udebliver. Og en mindre synlig flue giver helt enkelt ikke den samme oplevelse som den meget synlige Mr. Mylar.
Fluer som denne giver ofte også flere fisk, da sete følgere afføder flere kast på pladsen, som sandsynligvis giver en højere chance for fisk. Mr. Mylar er desuden meget letkastet og det er selvsagt en stor fordel, især på de mere blæsende dage. Materialet suger ikke vand og det glatte mylar giver ikke nævneværdig vindmodstand, hvilket medvirker til, at man let kan kaste den op mod vinden i de eksponerede vige, hvor gedderne ynder at stå. I vandet får den, takket være de store øjne, som spidser til ved krogøjet, en fin zig-zag gang – især hvis den er bundet på forfanget med en Rapala-knude.
Sådan binder du Mr. Mylar:


Mylar er et perfekt materiale til geddefluer
Materialer er enormt slidstærkt, hvilket er en stor fordel når man fisker gedder. Det glatte materiale hægter heller ikke fast i geddens tænder, som mange hårlignende materialer har tindens til at gøre. Og sidst men ikke mindst fanger Mr. Mylar mange gedder – og en del rigtigt store. Men frem for alt er fluen min favorit fordi den er så utroligt sjov at fiske med!
MATERIALER TIL MR. MYLAR
Krog: Gamakatsu F314 str. 2/0
Bindetråd: UNI Neon 1/0 chartreuse
Krop: Mylarrør i selvlysende grøn
Øjne: 3D Epoxy

Artikelforfatter Thomas Bengtsson med et bevis fra den sydsvenske
skærgård på Mr. Mylars værd.
feb 16, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Fluefiskeri efter gedder, GEDDE, Predatorfiskeri
Christian Lang Jensen med turens største gedde.
Vinterfiskeri efter gedder foregår ofte over forholdsvist dybt vand, hvor et sløvt gummidyr eller en død agn på bunden kan kaste en af søens helt grove damer af sig. Jeg er dog mere til aktivt kastefiskeri med flue og mellemstore gummidyr, så da der endelig var luft i kalenderen til en dags søfiskeri, blev flue- og spinnegrejet fundet frem.
AF CHRISTIAN LANG JENSEN, TEAM SPORTEX
JEG STÆVNEDE UD i det tidlige morgenlys, og på vandet blev jeg budt velkommen af hvinænder, troldænder, skalleslugere og ikke mindst en hel del skarver. Jeg holdt et vågent øje med de sorte fugle, for hvor de fisker, er der som regel store koncentrationer af skaller og mindre aborrer. Og i hælene på dem kommer de store gedder.
Omstilling er afgørende i geddefiskeriet
Da mange byttefisk som antydet ofte er ensbetydende med en del gedder inden for et begrænset område, voksede troen på dagens projekt i takt med, at jeg nærmede mig spottet. Her havde jeg observeret mange fiskende skarver.
Jeg indledte med at afsøge det dybe vand uden for den undersøiske skrænt med min gamle Sportex Styx 2T 7,2’ med kastevægt fra 82 til 120 gram. En belastet Pig Shad var monteret i hægten. Efter et par timers fiskeri uden kontakter skiftede jeg det halvkraftige grej ud med min Magnific Finesse 7,7’, som har kastevægt fra 7 til 23 gram.
En mindre Shadteez på et 10 grams jighoved blev monteret for enden af min Climax Carat 12 fletline. Få kast senere inhalerede en lille gedde jiggen. Jeg blev øjeblikkeligt bekræftet i, hvorfor Magnific Finesse er en fantastisk stang. Jeg fornemmede hugget øjeblikkeligt gennem den yderst sensitive klinge, og med den kraftfulde rygrad kunne jeg sætte krogen med et vip i håndleddet. Gedden var ingen kæmpe, men den var til gengæld gudesmuk og yderst kærkommen. Det var en skøn følelse på en vinterdag, hvor intet er givet på forhånd.
Jeg noterede mig, at fisken havde taget jiggen på 1,5 meter vand på toppen af skrænten. Derfor skiftede jeg fokus og fiskede nu ind mod land. Kort efter var der igen bud efter jiggen, men fisken blev ikke hængende. Det gav mig dog fornyet energi, og derfor blev fluestangen pakket ud.

Endnu en fin gedde på off-set fluen til Christian Lang Jensen.
Fantastiske fluegedder
Jeg forsøgte mig med lidt forskellige fluer, men der skete først noget, da jeg fik en lys flue med neongule øjne og en neonrød bug på. Min bror, Martin, er manden bag fluen, og han havde bundet den på en offset-krog for at muliggøre fiskeri helt nede ved bunden, hvor gedderne typisk opholder sig om vinteren.
De første fem kast udmøntede sig i to fine fisk og en enkelt mistet fisk. Det sitrede helt i kroppen, for fluefiskeri efter søens rovfisk er noget af det bedste, jeg ved. Motivationen var nu helt i top, og jeg kørte på.
Et nyt område blev afsøgt, og her var der tydeligvis fisk hjemme. De første to gedder i nettet var fine fisk mellem 4 og 5 kilo. Efter et par mindre fisk huggede en af de bedre. Fruen synede ikke af meget, da hun tog fluen helt inde ved sivene på mindre end en meter vand, men da hun fik lidt mere vand under sig, tog fanden ved hende. Fighten var formidabel, og efter nogle hektiske minutter kunne jeg nette den smukke fisk. Vægten lød på 7,2 kilo, og efter et hurtigt foto fik hun sin frihed.
Dagen afsluttes med en flot gedde
Herefter lagde vinden sig, og fiskeriet døde. Jeg gav mig derfor god tid til at indtage en sen frokost. Mens jeg spiste og sugede indtrykkene fra dagen til mig, kom der igen lidt vind i sejlene. Derfor besluttede jeg at afsøge dagens mest givtige plads endnu en gang.
Denne gang greb jeg dog spinnestangen påmonteret en mellemstor Pig Shad. Første kast udløste et hug fra en god fisk, men den slog sig desværre af krogen kort efter. Endnu et kast blev lagt ud i området, og efter få omgange på hjulet bankede endnu en god fisk på. Hun søgte ud over dybere vand, og her satte madammen stang og fisker på prøve. Efter nogle intense og ikke mindst underholdende minutter gled skønheden dog ned i netposen. Hun var en skøn fisk at runde dagen af med. Vægten lød på 8,1 kilo.
Efter at have nydt synet af den smukke dame på vej mod dybet, gik turen hjemad. Det havde været en helt igennem skøn dag. Forhåbentligt bliver der tid til endnu en gang at jagte søens krokodiller, før legen indledes.
jan 10, 2023 | Artikler, Fiskeri - generel viden, GEDDE, Grej og beklædning, Hav – kutter og småbåd, Sponsoreret, Video
Hvad enten du fisker fra båd, kajak, flydering, pontonbåd, paddleboard eller et hvilket som helst andet fartøj, er det et must at huske redningsvesten. Skulle uheldet være ude, og du ryger over bord langt fra land, så vil redningsvesten nemlig kunne redde dit liv – også selvom du kan svømme. I denne video gennemgår Martin Wagner fra Søsportens Sikkerhedsråd de forkskellige typer af redningsveste – fortæller hvordan de vedligeholdes, samt viser hvordan man skifter CO2-patronen. Det gennemgås også, hvordan man pakker vesten efter patronen er udløst – og du får i det hele taget en masse nyttige tips omkring sikkerhed til søs – herunder en snak om flyde- og tørdragter.
Se videoen på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnere gratis.
dec 13, 2022 | GEDDE, Grejnyt, Nyheder, Spinnefiskeri efter gedder, Sponsornyt, Video
Med de nye Jointed Stingers fra Westins Add-it serie får du en super spændende ny måde at montere dine stingerkroge på softbaits som fx shads og store curlytails. I denne video demonstrerer Jens Bursell, hvordan de monteres og fiskes – samt forklarer hvilke fordele der kan være med Jointed Stingers. Rigget, der består af sammenkædede svirvler, kan fiskes som de kommer med shallow screws – eller monteres på et normalt jighoved, hvis der skal fiskes dybere. Glæd dig til ny inspiration til dit softbait fiskeri – og en dejlig dag ved søen, hvor det også bliver til en fin gedde, der hugger på en Shadteez fisket med Westins Jointed Stinger.
Du kan se filmen på Fisk & Fris YouTube, hvor du kan abonnere gratis, her.