aug 12, 2020 | Artikler, Miljø og debat, Predatorfiskeri, SANDART
Niels Buch Jørgensen fra LF med en flot sjællandsk sandart.
Sandarten er oprindeligt hjemmehørende i Sydøstdanmark, men alligevel har DTU Aqua på et fagligt inkonsistent og utroværdigt grundlag i årevis blokeret for genskabelse af sunde, naturligt reproducerende bestande af denne oprindelige art i Danmark. Men ikke nok med det – DTU Aquas rådgivning om at decimere og begrænse sandartbestandene er oven i købet delvist betalt af lystfiskernes egne penge. Det værste er dog, at DTU Aqua – og DSF – tilsyneladende fortsat forsvarer deres kurs, på trods af, at de åbenlyst intet fagligt belæg har for at gøre det.
AF JENS BURSELL
SANDARTEN er en af de mest populære sportsfisk i Europa – og en art som rigtig mange danske samt udenlandske lystfiskere har stor interesse i at fange. Men på trods af dette, gøres der ikke meget for at sikre et bedre fiskeri efter den både velsmagende og fascinerende rovfisk, som er naturligt hjemmehørende i Danmark:
– Sandarten er en hjemmehørende art i Danmark, og det står ikke til diskussion, oplyser Henrik Carl fra Fiskeatlasset og Statens Naturhistoriske Museum. – Det bedste bevis er naturligvis de efterhånden mange kvartærzoologiske fund, der strækker sig helt fra Stenalderen til Middelalderen. Skriftlige kilder beretter desuden om en naturlig bestand i Haderslev Dam og Haderslev Fjord, men selv hvis den skulle vise sig at være indført af mennesker, har sandarten optrådt som strejfer ved vore kyster langt tilbage i tiden. Sandarter, der må formodes at komme fra indre dele af Østersøen, hvor arten er naturlig og almindelig, træffes stadig ved kysterne rundt omkring i den østlige del af landet, og undertiden svømmer de også op i åerne. Over tid ville arten derfor kunne kolonisere en del af vore søsystemer helt naturligt. Undertiden har sandarten været omtalt som en fremmed/invasiv art herhjemme, men alene det faktum, at den findes naturligt i landene lige omkring os og har adgang til Danmark gennem havet betyder, at den aldrig kan være invasiv. Det kræver nemlig, at arten er ”uden for sit naturlige spredningspotentiale” – altså kun kan komme her med menneskets hjælp. Selvom sandarten er udsat mange steder herhjemme, gør det den altså ikke til en fremmed art. Ellers ville ørreden fx også skulle opfattes som en fremmed art i de dele af landet, hvor man ikke har bevis for naturlige bestande, slutter Henrik.
Hvorfor har vi så få sandart?
Ofte udråbes fiskepres og i særdeleshed erhvervsfiskeriet som den store synder, når det drejer sig om skrantende sandartbestande, hvilket helt sikkert er en meget væsentlig faktor flere steder: Der er ingen tvivl om, at den rekreative værdi af fiskeriet på de danske søer er så høj, at traditionelt erhvervsfiskeri bør forbydes. Netop denne del af problematikken – samt hvad vi kan gøre for at løse den – vender vi tilbage til i del 2 af artikelserien her.
Når det er sagt, så er der også andre faktorer, der har begrænset eller forhindret en positiv udvikling af sandartbestandene: For det første har spærringer af vandløbene gennem århundreder forhindret både naturlig ind- og genindvandring af sandart til vores søer – samt hindret lokale gyde- og fødevandringer, hvorved levevilkårene for arten er reduceret væsentligt. En anden faktor er DTU Aquas fagligt inkonsistente rådgivning og sagsbehandling omkring vores sandartbestande. Den har nemlig siden halvfjerdserne været en kæp i hjulet på processen omkring at skabe store, sunde og selvreproducerende sandartbestande i Sydøstdanmark.
Sandarten er et eftertragtet bytte. Denne flotte fisk blev fanget af Henrik Barenscheer.
Spærringer kan have medvirket til nedgang af sandart
Spærringer af vandløb kan af flere årsager have medvirket til en generel nedgang i de naturlige danske sandartbestande. For det første kan de mange vandmøller, der opstod fra omkring år 1100 og fremefter på de danske åer have medvirket til en fragmentering og decimering af de sydøstdanske sandartbestande op igennem historisk tid. Dette er – ligesom det er tilfældet for ørreden – måske årsagen til, at der ikke er historisk vidnesbyrd om sandart på fx Fyn og Sjælland.
Det kan meget vel tænkes, at sandarterne på grund af spærringer i mange søer ikke længere har kunnet vandre til områder med egnede gydesubstrater – nemlig grus- og stenbund på 2-3 meters dybde. At sandart foretager gydevandringer er et fænomen, som bl.a. er omtalt i DTU Aquas egen tekst om sandart i ”Atlas over danske ferskvandsfisk”. Dette kan let tænkes at have været begyndelsen på enden i de vande, hvor fiskene i høj grad har søgt en stor del af deres føde i habitater uden gode gydesubstrater. En anden side af samme sag er, at spærringer selvfølgelig også kan forhindre eller besværliggøre fødevandringer – et fænomen der også beskrives i ovennævnte tekst fra DTU Aqua. Dette kan naturligvis have betydet, at lokale bestande er blevet mere og mere sårbare overfor lokale svingninger i fødeudbuddet, eftersom de ikke har kunnet tilpasse sig fluktuationerne ved at svømme et andet sted for at finde velegnet føde i hyppigt nok forekommende mængder. Eller sagt på en anden måde: På grund af de mange menneskabte spærringer i vandløbene har vandsystemerne mistet den vigtige dynamiske buffer, der ligger i at kunne vandre mellem forskellige dele af systemet, for at opnå optimale gyde-, opvækst- og fourageringsforhold under skiftende forhold.
Spærringer blokerer for genindvandring af sandart
Et er, at de mange menneskeskabte spærringer på vandløbene sandsynligvis har påvirket sandartbestandene negativt op igennem historisk tid. Noget andet er, at de også kan have forhindret den naturlige mulighed for genindvandring, som normalt er det, der over en lang tidshorisont sikrer stabile selvreproducerende populationer i større dynamiske naturlige vandløbssystemer.
Så uanset hvor stor en del af årsagerne til sandartens begrænsede/fåtallige udbredelse i historisk tid, der måtte skyldes menneskelig påvirkning eller naturlige årsager – så er de manglende muligheder for en naturlig genindvandring gennem cirka 1000 år i høj grad forårsaget af menneskelig aktivitet.
Her kan du se de forhistoriske fund af sandart, der er registreret i kvartærzoologisk register. Disse registreringer er et indiskutabelt bevist for at sandarten er hjemmehørende og dermed også et bevis for, at den ikke kan betegnes som invasiv.
Alt dette kan – parallelt med et øget fiskepres fra mennesker – meget vel have medvirket til at sandartbestandene er blevet mere fåtallige, sårbare og måske endda udryddet lokalt op igennem historisk tid indtil det tidspunkt, hvor man begyndte at udsætte sandarter i slutningen af 1800-tallet.
Selvom det er muligt, at mange af de oprindelige sandartbestande har været helt udryddet eller måske slet ikke har forekommet flere af de steder, hvor man har introduceret/reintroduceret arten fra slutningen af 1800-tallet og frem – så er der altså meget, der taler for, at sandartens fravær eller fåtallige udbredelse i Danmark frem imod den store udsætningsperiode i høj grad skyldes menneskelig påvirkning. Og det indebærer indlysende nok, at vi på lige linje med andre arter som fx ørreden – selvfølgelig skal arbejde på at genskabe de naturlige bestande til glæde for både naturen, lystfiskeriet den naturlige balance i økosystemerne.
Dårlig og inkonsistent forvaltningspraksis af sandart
DTU Aquas ”rådgivning” samt ekstremt restriktive tilgang til at give tilladelser til støtteudsætninger af sandart er en anden væsentlig faktor, som i gennem en årrække har forhindret foreningernes arbejde med at opbygge sunde og selvreproducerende sandartbestande. Og det er ikke rimeligt set i lyset af den forvaltningspraksis DTU Aqua i årtier har ført med fx ørredbestandene.
Den danske fiskeart, som igennem tiden har modtaget mest hjælp til at danne selvreproducerende bestande, er uden tvivl ørreden. Netop derfor forekommer det også naturligt, at den forvaltningspraksis man har brugt her, danner forbillede for forvaltningen af de øvrige hjemmehørende danske fiskearter: Alle fiskearter bør selvfølgelig behandles efter ens principper, når man diskuterer de forudsætninger, som danner grundlaget for beslutninger om, hvilke arter vi ønsker i den danske natur – samt hvordan bestandene skal hjælpes.
For ørrederne er der som nævnt hverken kvartærzoologisk dokumentation eller historisk vidnesbyrd for deres naturlige forekomst på Fyn og Sjælland. Tilsvarende findes der ifølge DTU Aquas egne eksperter heller ingen entydig genetisk dokumentation for deres oprindelige forekomst her (https://fiskogfri.dk/oerred-maller-eller-begge-dele/). Alligevel har man fra DTU Aquas side givet tilladelse til massevis af udsætninger på Fyn og Sjælland i vandløb, hvor der ikke er nogen form for kvartærzoologisk eller historisk dokumentation for tidligere forekomster – samt ej heller genetisk baseret sandsynliggørelse for oprindelige bestande. Her er man tydeligvis truffet en politisk afgørelse, der i praksis er forvaltet således: ”Ørred er ”ønsket” og overordnet set naturligt hjemmehørende i Danmark (Jylland), så hvis det potentielle udsætningsvand (fx Fyn og Sjælland) ligger inden for artens naturlige spredningspotentiale, må man gå ud fra, at der på et tidspunkt sandsynligvis har været en oprindelig naturlig bestand, selvom det ikke kan bevises. Dette retfærdiggør, at man kan udsætte fisk eller ophjælpe bestanden på anden vis.” Eller sagt på en anden måde – ”selvom der ikke er dokumentation for oprindelige naturlige ørredbestande på Fyn og Sjælland, er det sandsynligt, at ørreder fra fx Jylland og Sverige har koloniseret/re-koloniseret lignede vandløb med tilsvarende og egnede habitater på Fyn og Sjælland”. Tilsvarende har man i forhold til autencitet og genetik for ørredernes vedkommende i praksis handlet på følgende måde: ”Vi er klar over, at der stort set ingen genetisk oprindelige ørredbestande er på Fyn og Sjælland, så i stedet må vi tage det næstbedste – nemlig at få det bedste ud af det der pt. er til stede i vandløbene. Selvom de måske ikke rent genetisk er oprindelige, så har de dog haft i omegnen af 100 år til at tilpasse sig og der kan måske være noget oprindelige genetik tilbage, hvorved de fisk som pt. er der, er det tætteste vi nogen sinde kommer på ”lokale vildfisk””.
Det er alt sammen helt fint, men så må den samme tankegang, hvis ellers sagsbehandlingen fra DTU Aquas og Fiskeristyrelsens side er troværdig – selvfølgelig også gælde for andre hjemmehørende arter som fx sandart eller malle.
Problemet er, at det gør den pt. ikke, og det er blandt andet her, der kan argumenteres for, at DTU Aquas rådgivning er inkonsistent og fagligt utroværdig: Når man rådgiver om potentielle udsætninger, bør man naturligvis anvende de samme bedømmelsesprincipper med det samme zoogeografiske fokus for alle arter. Men sådan tænker DTU Aqua tilsyneladende ikke.
Hvis dette syn skal blive mere almindeligt, kræver det, at man tager et opgør med den forvaltningslinje DTU Aqua har rådgivet til gennem årtier.
Sandarten sagsbehandles anderledes end ørred
Når det drejer sig om sandart, vælger man nemlig en hel anden logik. For sandartens vedkommende – er der i modsætning til ørreden – solid kvartærzoologisk dokumentation for, at den er en naturligt hjemmehørende art på Sjælland og Øerne. Men på trods af dette og begrundet med, at der ikke er historisk dokumentation for naturlige sandartforekomster i nyere tid, vælger man – stik imod den logik man bruger for ørred – at stemple arten for ”fremmed”,”ikke-hjemmehørende” og ”invasiv”. Disse fagligt ukorrekte udsagn fra DTU Aquas side er i årevis brugt for at legitimere afslag på sandartudsætninger – blandt andet til Lystfiskeriforeningen (LF) som har fiskeret på flere af de sjællandske søer med sandartbestande. – Vi har inden sommerferien den 1 juli søgt aktindsigt hos DTU Aqua i historikken omkring ansøgninger og afslag på sandartudsætninger gennem årene, men indtil videre har vi – på trods af rykkere – ikke fået svar, fortæller Anders Vernersen – formand for Lystfiskeriforeningen, der er en af landets største foreninger med mange søfiskere.
Status er pr 18-08-2020, at LF har to aktindsigter kørende – en hos DTU Aqua og en hos Fiskeristyrelsen. Desværre har LF endnu ikke modtaget dokumenterne.
Fisk & Fri vil selvfølgelig følge op på, hvad disse aktindsigter viser, når Miljø- og Fødevareministeriet, som er burde have leveret dem for et stykke tid siden, har fundet dem frem.
DTU Aqua: Sandartbestandene ikke genetisk bevaringsværdige!
DTU Aquas inkonsekvente og usaglige måde at konkludere på ”hvor ønsket en art er”, skinner også igennem, når man læser konklusionen om sandartens autencitet/genetik i Fiskeatlasset – skrevet af Søren Berg fra DTU Aqua: ”Der findes således ingen bevaringsværdige naturlige bestande eller bestande med en på anden måde bevaringsværdig genpulje i Danmark”. Denne udtalelse kommer vel at mærke uden, at man har lavet så meget som skyggen af genetiske undersøgelser på de danske sandarter! Havde man ræsonneret på samme måden med ørreden – hvilket havde været endnu mere oplagt – så havde man slet ikke fundet de tegn på oprindelig genetik, som DTU Aqua hævder at have fundet i enkelte bestande på Sjælland. Pudsigt nok nævner DTU Aqua på intet tidspunkt noget om ”ikke bevaringsværdige genpuljer”, når det drejer sig om ørred på fx Fyn og Sjælland – på trods af, at der for ørredens vedkommende dokumenterbart stort set ikke findes genetisk naturlige bestande findes på hverken Fyn eller Sjælland. Det øger ikke DTU Aquas troværdighed. Tværtimod.
Begrebet ”naturligt spredningspotentiale” eller naturlig spredning uden menneskelig påvirkning, har for danske ferskvandsfisks vedkommende indtil nu været stort set synonymt med spredning via den forhistoriske ferskvandssø Ancylus – eller den nu brakke Østersø. Med den seneste forskning inden for spredning har dette dog ændret sig radikalt. Nye studier viser nemlig, at fiskeæg med bløde membraner kan transporteres over lange afstande i tarmen på vandfugle – og overleve. Denne nye viden betyder, at en fiskearts naturlige spredningspotentiale ikke længere udelukkende er defineret af vandenes historie, men også af muligheden for spredning over land og gennem luften. Dette indebærer, at sandarten over mange tusinde år muligvis kan være spredt et godt stykke længere nordvest for de vandsystemer, der havde direkte vandforbindelse til Ancylussøen. Denne form for spredning kan være med til at forklare de kvartærzoologiske fund, man har fra fx Roskilde omkring 1100 e. Kr. og Helsingør 1400 e. Kr., der sandsynligvis har ligget i periferien eller helt uden for afløbet fra den ferske Ancylussø/Danaelven.
Holder DTU Aquas rådgivning om sandart?
Men hvorfor er DTU Aqua tilsyneladende så forhippet på at bilde os ind, at sandarten er fremmed, ikke-hjemmehørende og invasiv, når det nu ikke er tilfældet? Hvad er formålet med disse fagligt ukorrekte statements? Kan det tænkes, at forskere på DTU Aqua – på trods til, at de ikke har mandat til at have det – har en personlig holdning til sandart, som man søger at legitimere ved fejlagtigt at kommunikere, at sandarten ikke hører hjemme Danmark? Tilsyneladende er det lykkedes DTU Aqua at bilde både DSF, Naturstyrelsen, Fiskeristyrelsen samt Miljø- og Fødevareministeriet dette ind gennem mange år. Som iagttager virker det som om, at DTU Aqua – uden en reel faglig begrundelse – ønsker at legitimere en restriktiv udsætningspolitik samt rådgivning til en benhård nedfiskning af de bestande, der i DTU Aquas optik er ”uønskede og ikke genetisk bevaringsværdige”.
Skal DTU Aqua have lov til det? Nej selvfølgelig ikke: DTU Aqua skal rådgive neutralt og har ingen hjemmel til at have personlige eller politiske holdninger. Det er embedsmænd, politikere og interessenter i §7, der skal træffe beslutningerne – ikke DTU Aqua. Det gør vi heller ikke, vil DTU Aqua selvfølgelig sige… og det er jo teoretisk set også rigtig nok… Problemet er blot, at menige medlemmer af §7 og politikerne ikke nødvendigvis har det faglige grundlag til at gennemskue DTU Aquas inkonsistente og fagligt ukorrekte rådgivning om eksempelvis sandarten, hvilket i årtier har haft store konsekvenser for vores sandartbestande. §7-udvalgsmedlemmer, politikere og embedsmænd stoler jo tilsyneladende på, at DTU tegner et retvisende og neutralt billede af sandarten – og agerer derefter. Og dermed træffer de – måske uden at vide det, beslutninger der modarbejder gode sandartbestande på et uoplyst og forkert grundlag. Så – selvom DTU på papiret blot rådgiver – og har monopol på dette, så sidder de tilsyneladende reelt set også med et magtmonopol, fordi ingen i administrationen over dem åbenbart har de faglige kvalifikationer til at forholde sig kritisk til deres rådgivning. En situation som denne kan selvsagt være yderst problematisk, hvis de instanser, der foretager rådgivningen, ikke har format til at forvalte det store ansvar, de har fået, på rette vis.
DTU Aquas budskab om at begrænse sandartens udbredelse sker blandt andet via ”Søhåndbogen”, som lystfiskerne igennem årene har betalt meget dyrt for. I kapitlet om forvaltning af sandart kommunikerer DTU Aquas Søren Berg således til modtagerne, at sandarten både er ”ikke hjemmehørende” og ”invasiv”, hvilket er faktuelt forkert. Det er således let at argumentere for, at der i Søhåndbogens afsnit om sandart rådgives på et fagligt ukorrekt og derfor kritisabelt grundlag.
På DTU Aquas hjemmeside fiskepleje.dk kommunikeres det, at sandarten er ikke hjemmehørende og invasiv, hvilket i følge førende eksperter på området er forkert.
DSF vil ikke udtale sig om sandarten
Vi har spurgt Danmarks Sportsfiskerforbund, som meget gerne skulle repræsentere alle de danske lystfiskere, hvad de mener i sagen.
FISK & FRI: Synes I DTU Aquas rådgivning gennem årene har været OK? Er det eksempelvis ok, at de har givet afslag på en række ansøgninger om udsætninger af sandart? Har DSF nogensinde sat sig ind i om DTU Aquas rådgivning vedrørende sandart holder fagligt?
DSF SVARER: Vi har en række ønsker til forvaltningen af sandartbestandene – for eksempel udfasning af garnfiskeri i ferskvand, stop for omsætning af sandart, og så ønsker vi en daglig fangstbegrænsning på arten, der skal gælde alle, siger DFs biolog Kaare Maniche Ebert. – Vi ønsker, som tidligere skrevet, ikke at kommentere på DTU Aquas virke. Denne beslutning er taget af forbundsbestyrelsen.
FISK & FRI: OK – men hvis ikke DSF har en holdning til DTU Aquas virke, så tænker jeg, at du (Kaare Maniche Ebert) som biolog for DSF måske har en holdning til nedenstående spørgsmål, der har stor betydning for forvaltningen af sandart:
- Ønsker DSF bedre og større sandartbestande i Danmark?
- Er det fagligt korrekt at betegne sandarten som invasiv, fremmed eller ikke hjemmehørende i Sydøstdanmark generelt?
- Er der fagligt belæg for at give sandarten samme forvaltningsstatus som ørred i Sydøstdanmark – og hvis nej – hvorfor ikke?
DSF SVARER: – DSF har ikke kommentarer til dine spørgsmål, slutter Kaare Maniche Ebert.
Symbiosen DSF og DTU Aqua – hvorfor?
Når man ser på hele historikken omkring, hvad der er sket i dansk lystfiskeri det sidste årti – og kobler det sammen med ovenstående svar, så virker det nærmest som om, at der er en slags symbiose mellem DSF og DTU Aqua. Hvis der er den mindste kritik af DTU Aqua, så har DSF pudsigt nok aldrig en kommentar til det…I ovenstående tilfælde forekommer det ualmindeligt mærkeligt, at DSF tilsyneladende heller ikke har en selvstændig holdning til spørgsmål, der er helt basale og ekstremt vigtige for forvaltningen af en af vores vigtigste ferskvandsrovfisk.
Hvis DSF fremover skal være i stand til at samle alle danske lystfiskere under én fane – inklusiv de store danske søfiskerforeninger, så vil det utvivlsomt hjælpe, hvis DSF reelt set tør mene noget andet end DTU Aqua – og fagligt stå på mål for det – uanset om det er i tråd med DTU Aquas udtalelser eller ej. Sådan forholder det sig ikke nu, hvor der DSF minder mere om en marionetdukke for DTU Aqua end et uafhængigt forbund, der kan stå på mål for sine holdninger og forsvare alle danske lystfiskeres interesser.
Med afsæt i dette kan det for almindelige lystfiskere let komme til at virke som om, at DSFs ledelse har indgået en pagt med DTU Aqua á la ”hvis DTU Aqua hjælper DSF med forskning og rådgivning, der er i tråd med DSF´s ledelses politik, så bakker DSF til gengæld blindt og lydigt DTU Aqua op i alle sager – uanset om det drejer sig økonomi eller faglighed… Såfremt det vitterlig er tilfældet, er det ikke noget, der fremmer troværdigheden af hverken DSF eller DTU Aqua. Tværtimod.
Hvad siger DTU Aqua?
Vi har stillet DTU Aqua følgende spørgsmål, for at tjekke om de reelt set har nogle gode faglige argumenter for at give stemple sandarten som fremme eller invasiv, hvilket de tilsyneladende ikke har:
FISK & FRI: I konkluderer i Fiskeatlasset, at alle sandartbestande i DK er udsatte: Hvad har I af dokumentation for dette? Har I eksempelvis historisk vidnesbyrd om, at sandarten er udryddet eller aldrig har været til stede i de pågældende vande? At man har sat sandart ud i en række søer er jo eksempelvis ikke nødvendigvis ensbetydende med, at alle sandart i disse – eller tilstødende søer i samme system (eksempelvis søer uden erhvervsfiskeri) – har været totalt udryddet/aldrig har været der? Helt specifikt vil jeg især gerne have dokumentation fra Tissø/Hallebyå/Åmose systemet samt Susåen/Tystrup Bavelse.
DTU AQUA SVARER: Men hensyn til dit spørgsmål om referencer for den vurdering af sandartens naturlige forekomst i Danmark, der gives i Atlas Over Danske Ferskvandsfisk, fremgår referencerne af bogens tekst. Der kan også henvises til denne web-publikation: https://www.nobanis.org/globalassets/speciesinfo/s/sander-lucioperca/sander_lucioperca_2014.pdf, som indeholder enkelte andre referencer end bogen, bl.a. den ovenfor nævnte (Dahl 1982). Begge publikationer er fagfællebedømt.
FISK & FRI: Tak for feedback – selvom I faktisk stadig ikke svarer på det, vi spørger om ”At der er bred enighed blandt fagfolkene”, er da ikke et svar, hvis ingen af disse ”fagfolk” reelt set i nogensinde og i nogen af de tekster, I refererer til – reelt set har forholdt sig til det spørgsmål, som jeg her stiller. Og det har de ikke. Men – I kan måske (a) give mig et citat med kildehenvisning til nogen, der har besvaret disse spørgsmål? I bruger Krøyer som bærende reference for jeres konklusion om fravær af sandart i Sydøstdanmark, men netop Krøyer har DTU Aqua uden nogen særlig grund tidligere stemplet som ikke valid/fejlagtig, når han i sit ekstremt grundige værk om de danske fiskearter ikke har registreret ørred på hverken Fyn eller Sjælland i tiden før Feddersen og andre begyndte de store ørredudsætninger på Fyn og Sjælland. b) Kan I godt forstå, hvis det virker både selvmodsigende og utroværdigt, at DTU Aqua godt vil bruge Krøyers tekst om en fisk, der ikke er registreret i et område som kilde, når det drejer sig om at legitimere argumenter imod udsætning og pleje af en art DTU Aqua tilsyneladende ”ikke ønsker”, mens DTU Aqua ikke vil bruge samme kilde om en anden fisk fx ørred – der heller ikke er registreret i et område, når der er tale om en art som DTU Aqua ”ønsker” – og derved gerne vil legitimere udsætninger og pleje af? I skriver at ”alt taler for at disse bestande uddøde naturligt”, hvilket ikke giver et svar, da I ikke forklarer hvad ”alt” er. c) Giv venligst en forklaring på argumentationen bag ”alt taler for at disse bestande uddøde”. Hvad er ”alt”? Hvorfor mener man at de uddøde naturligt?
DTU Aqua: Krøjer (1838-40) er nævnt som reference fordi det er den ældste. Ser man i senere publikationer (fx Feddersen 1894, Levinsen 1903, Otterstrøm 1912 og Dahl 1982) kommer de samstemmende frem til samme konklusion som Krøjer: At der i Danmark før udsætningerne begyndte kun fandtes sandart i Haderslev Dam. Når vi ser på disse publikationer i dag, har vi ingen grund til at betvivle den vurdering. Hvis du har kendskab til skriftlige kilder, der bringer nye oplysninger om dette emne frem, er vi selvfølgelig meget interesserede i at se dem.
Ser man på Otterstrøms opfattelse af ørredens naturlige udbredelse i Danmark, er han til gengæld ikke enige med Krøjer. Og når vi i dag, som vi tidligere har drøftet med dig, har nye undersøgelser (genetiske), som viser, at der er oprindeligt genetisk materiale i nutidens ørredbestande på Sjælland, og dermed bakker Otterstrøm op, er det for os klart at på det punkt tog Krøjer fejl. Men det betyder selvfølgelig ikke, at alt andet Krøjer skrev er forkert.
Litteratur:
Dahl, J. 1982. A Century of Pikeperch in Denmark. EIFAC TECHNICAL PAPER 42/Suppl./2, FAO, Rome, 344-352.
Feddersen, A., 1894. Færskvandsfiskeriet, Anden Forøgede Udgave. P.G. Phillipsens Forlag, København.
Levinsen, J.C.L., 1903. Beretning om Dansk Ferskvandsfiskeri 1902, Særtryk af Fiskeri-Beretningen for 1901-1902, I Hovedkommission hos Universitetsboghandler G.E.C. Gad, Kjøbenhavn.
Otterstrøm, C.V, 1912. Fisk I, Pigfinnefisk. G.E.C. Gads forlag, København.
FISK & FRI: Vi har ingen skriftlige historiske referencer på, at der var sandart i nævnte periode. Den vigtige pointe er blot, at manglende historiske referencer fra FØR det tidspunkt, hvor man begyndt at udsætte fiskene ikke kan bruges som bevis for, at de ikke var der, for bruger man den logik, så bør der ikke være ørred på Fyn og hovedparten af Sjælland. Ørredudsætningerne rundt omkring i Europa startende jo i perioden lige efter Krøyer (ca. 1850) hvilket selvfølgelig betyder, at når fx Otterstrøm m.v. siger, at der er ørred på fx Sjælland i 1912 – mere ned 50-60 år efter, at man startede på at udsætte dem i samme område – så er det jo udsatte ørreder, han har set. Dengang havde man jo slet ikke al den (fornuftige) snak om autencitet.
At DTU Aqua har fundet tegn (ikke entydige beviser) på rester af genetisk autencitet i et par vandløb i Sydsjælland er jo ikke et bevis for, at der har været ørred i samtlige andre vandløb på Sjælland og Fyn. Men det regner i med (hvilket sikkert også er rigtigt). Pointen er, at så må man selvfølgelig også bruge samme model for andre arter – men når vi så snakker fx malle og sandart – så skifter i helt zoogeografisk fokus og har nogle andre kriterier: Spørgsmålet til DTU Aqua er så: Bør de underlæggende kriterier for, hvordan man bedømmer begreber som fx autencitet, naturlig indvandring, oprindelig udbredelse og rekolonisation – set i en forvaltningssammenhæng – ikke være det samme for alle fiskearter? Hvis nej – så forklar venligst hvorfor?
DTU Aqua har desværre ikke ville besvare dette helt centrale spørgsmål, som har afgørende betydning for forvaltningen af mange af de danske fiskearter. Måske fordi de ikke kan besvare det uden samtidig at så tvivl om deres faglige troværdighed i forbindelse med myndighedsrådgivningen?
Netop fordi autencitet vægtes så højt, når det skal afgøres, hvor man vil have hvilke fiskearter, er det set i en forvaltningsmæssig sammenhæng afgørende for evalueringen af DTU Aquas rådgivning, at institutionen også besvarer dette spørgsmål, som DTU Aqua undviger at svare på: I skriver at ”alt taler for at disse bestande uddøde naturligt”, hvilket ikke giver et svar, da I ikke forklarer, hvad ”alt” er. C) Giv venligst en forklaring på argumentationen bag ”alt taler for at disse bestande uddøde”. Hvad er ”alt”? Hvorfor mener DTU Aqua, at sandartbestandene uddøde naturligt? Heller ikke dette spørgsmål, der fagligt set er helt centralt for at kunne retfærdiggøre DTU Aquas og myndighedernes forvaltning af sandartbestanden, ønsker DTU Aqua at svare på.
Hvis ikke DTU Aqua kommer op med nogle bedre svar, tyder alt altså nu på, at DTU Aqua reelt set overhovedet intet fagligt belæg har for at stemple sandarten som invasiv – med de negative konsekvenser der har for ophjælpningen af sandartbestandene.
Hvorfor siger ingen DTU Aqua imod?
Ja, det er et godt spørgsmål. En del af problematikken er, at DTU Aqua, som der ser ud nu, har monopol på myndighedsbetjening og rådgivning i forbindelse med bestandspleje og udsætninger. Det betyder i praksis at der, som i dette tilfælde, kan sidde én enkelt forsker med sine personlige holdninger – og blokere for udbredelsen af en hel art i årtier – uanset om der er fagligt belæg for det eller ej.
Men ikke nok med, at sandarten er naturligt hjemmehørende og derfor bør prioriteres lige så højt som fx ørred i de fremtidige forvaltningsplaner for vores fiskevande. Noget andet er, at sandarten – uanset genetisk herkomst, er gavnlig for den økologiske balance i vores vande, fordi den lægger et solidt prædationstryk på eksempelvis planktivore fisk som fx skaller, hork og mindre aborrer, hvilket dokumenterbart kan give mere klart vand. Dette samt hele problemstillingen om erhvervsfiskeriet på vores søer kan du læse meget mere om i det næste afsnit af artikelserien – ”Red sandarten – stop DTU Aquas magtmonopol”.
jul 28, 2020 | Artikler, GEDDE, Geddefiskeri med agnfisk, Portrætter, Predatorfiskeri
Alfred Jardine fotograferet med sine imponerende geddefangster. Formodentlig omkring 1883.
I min grejkasse eller rettere i en af mine mange grejkasser ligger to geddeforfang. Der har de ligget trygt og godt i rigtig mange år. Ved nærmere eftertanke omkring 50 år, og det besynderlige er jeg kan huske hvor, og hvornår jeg købte disse to Jardines Snap Takler. Her får du historien om de ikoniske gamle gedderigs.
AF PER EKSTRØM
Som knægt var det altid spændende at tage ind i Jagt & Fiskerimagasinet i Studiestræde og gå på opdagelse mellem alle de vældige mængder af grej i alle afskygninger. Lommepengene strakte dog hverken til dyre hjul eller eksklusive stænger, men det var gratis at ose. Endegrej og andre småting var der dog råd til. Jeg skulle blot økonomisere med de sparsomme skillinger. Det var ved et af disse besøg jeg købte de 2 geddeforfang. De lå nederst på en hylde, nærmest gemt væk i en lille plasticpose med et grønt stykke pap. Vist nok som tilbud eller en form for udsalg. Varer der for længst var blevet uaktuelle. Prisen var også beskeden. Omkring en ”Femmer”, så det var overkommeligt. Selve forfanget bestod af et stykke metalvire monteret med 2 specielle trekroge med mulighed for at regulere den ene krog efter størrelsen på agnfisken. Det var avanceret, så dem måtte jeg eje. Efterfølgende tror jeg nok, jeg har fisket med dem et par gange, men ellers har de ført en ensom tilværelse dybt begravet i grejkassen.
Jardines forfang
Jeg havde faktisk næsten glemt dem, da jeg en dag sad og læste i et gammelt katalog fra netop Jagt & Fiskerimagasinet, hvor der var en tegning af de pågældende forfang. Der var det jo. Grejkassen kom frem. Jeg huskede nogenlunde, hvor de lå gemt. Jo! – Det var de samme, og de havde også et navn: ”Jardines forfang”. Ved at gå længere tilbage i gamle kataloger fandt jeg ud af, at Jagt & Fiskerimagasinet havde solgt forfangene gennem flere årtier. I kataloget fra 1939 er de der også. De kostede 85 øre stykket. Allcock, det store engelske grejfirma, havde, i deres katalog fra 1937, også forfanget. Der var prisen 9 pence, som svarer til ca. 75-80 øre, hvis vi antager, at 1 pund på det tidspunkt svarede til omkring de 20-22 kroner.
Patentet til Jardines forfang.
Patenteret i 1896
Yderligere undersøgelser viste også, at denne Jardine havde taget britisk patent på forfanget d. 25. februar 1896. Kort sagt jeg havde fingrene i et forfang, der var konstrueret for mere end 100 år siden, og da jeg købte det, havde det mere end 70 år på bagen.
På den baggrunde måtte jeg finde ud af lidt mere, så jeg begyndte at grave i hvem denne Jardine var. Da der var taget britisk patent, var der ikke noget overraskende i, at han selvfølgelig var englænder. Og er det noget englændere har styr på, så er det deres gamle kendte lystfiskere. I det 20 århundrede er der faktisk en del som er blevet adlet for deres indsats indenfor formidling af lystfiskeriet.
Det viste sig, denne Jardine hed Alfred til fornavn og var født i 1828. Så min opdagelse om at forfangene stammede fra en ”fjern fortid” til holdt stik. Alfred Jardine var født ind i en relativt velhavende familie, der tilhørte yderkredsen af det engelske aristokrati. Alfred havde en ældre bror, Frederic, som lærte ham at fiske med flue, men det var ikke som fluefisker Alfred senere blev kendt. Han var mere til allround fiskeri, og i forbindelse med sit arbejde som handelsmand, kom han vidt omkring. Altid medbringende sine fiskestænger, og altid på jagt efter fisk i alle afskygninger – og helst store fisk. Han var vel nok verdens første ”specimen hunter”, inden dette begreb for alvor blev udbredt.
Per Ekstrøms originale forfang fra Jagt og Fiskerimagasinet.
Guldmedalje i gedder
Var der noget Jardine også var god til, så var det at iscenesætte sig selv. Ved en stor international udstilling om fiskeri i 1883 fremviste han sin samling af udstoppede gedder, som han naturligvis alle selv havde fanget. Det indbragte ham blandt andet 2 guldmedaljer, diplomer samt flere andre præmier. Ved hans 70-års fødselsdag i 1898 opgjorde ”The Fishing Gazette” hans fangster med ordene: ”Formodentlig kan ingen andre lystfiskere slå de imponerende mængder af store gedder. 37 lbs, 36 lbs, 31 lbs. 30 libs samt et dusin andre fra 27 lbs til 20 lbs”. Nu var han som nævnt ikke kun en god lystfisker. Han var også kreativ og innovativ indenfor lystfiskeriet. Han udviklede flere fiskeredskaber som han tog patent på foruden forfanget. Redskaber man i dag nok ville ryste på hovedet af. Trods sin store viden, indsigt og erfaring indenfor preditor fiskeriet blev han kun forfatter til en bog, ”Pike and Perch”, som han skrev i en alder af 70 år. Bogen er forholdsvis nem at få fat på antikvarisk, og hvis ikke man kan skaffe sig et originalt eksemplar, findes den som genoptryk til 230 kroner hos Saxo.com.
Jardine leverede, til trods for at han kun står noteret som forfatter af en bog, også bidrag til andre forfatteres bøger. Interesserer man sig for gammel engelsk lystfiskerlitteratur, er der udgivet rigtig store mængder. Et særligt kendetegn for perioden 1850 til omkring 1900 er anvendelsen af tegninger. De samme tegninger går igen i alle bøgerne. Selv den kendte danske bog ”Færskvandsfiskeriet” af Arthur Feddersen, der findes i 2 udgaver fra 1873 og 1894, indeholder de engelske tegninger. Feddersen begik også den bedrift at ”låne” tekster fra de engelske bøger, så meget af teksten i bogen vedrørende grejet er en direkte oversættelse af engelske forfattere. Det skyldes nok, at Feddersen først og fremmest var biolog, ikke lystfisker, selvom han blev det første æresmedlem af Lystfiskeriforeningen, men det er en helt anden historie.
Jardine var som nævnt en kontroversiel mand, der ofte skilte vandene, men man kunne ikke fratage ham hans evner ud i fiskeriet. Og forfangene i min grejkasse? De bliver hvor de er, det er nemlig min historie.
Jardines gabåbner. Tegneren har næppe set en gedde i levende live. Der er næppe nogen gedde som fra naturens side er udstyret med tænder som en sav.
jun 9, 2020 | Artikler, Medefiskeri, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri
Tjek denne fantastiske regnbue på 11,55 kilo, Mads fangede på Deathroe i en kanal på den New Zealandske Sydø.
Danske Mads Nørgaard Christensen har revet et år ud af kalenderen for at fiske på New Zealand, og det går temmelig godt! Her får du historien om det vildeste fiskeri efter store regnbuer ved en af de store kanaler på Sydåen.
AF MADS NØRGAARD KRISTENSEN
Når man læser om fiskeriet på New Zealand, og ser videoer på YouTube med kæmpeørreder i 10- 20 kilos klassen på Facebook og Instagram, så er der to ting, der springer en i øjnene. Enten er det regnbuer og bækørreder fanget i bjerglandskaber i vilde vandløb på musefluer, cikader, små tørfluer og et hav af nymfer. Eller så er det gigantiske regnbue- og bækørreder som opnår størrelser helt op over 20 kilo, fanget i store blå kanaler.
På turen har jeg fisket begge dele- Jeg startede med vilde regnbue- og bækørreder på Nordøen med nymfer, indikator og tørfluer, som helt klart har været mit mål for turen. Men nu er de fleste søer og vandløb lukket for gydningen, og mulighederne for fiskeri efter ørreder begrænset. Jeg valgte derfor at se imod kanalerne på sydøen. Muligheden om ørreder på op over 20 kilo er nemlig svær at afslå, så jeg planlagde en 4-dagstur i bilen til Twizel og Tekapo. Jeg så lidt videoer på YouTube samt søgte info på Facebook, som er et fantastisk værktøj til at få lidt baggrundsviden.
Afsted efter kæmperegnbuer
Dag 1 blev brugt på en længere vandretur med tre venner, samt indkøb af proviant. Jeg er hovedsageligt fluefisker, og har kun medbragt mine 2 Zpey Dreamcatcher II i #4 og #5, da det ville dække alle mine behov til fiskeriet på New Zealand.
Dag 2 forsøgte jeg mig med fluestangen på egen hånd, og søgte lidt væk fra laksefarmene grundet det store antal mennesker, som ikke just er glade for fluefiskere. Jeg gik dog en runde og spurgte ind til, om der blev fanget fisk. Ingen havde fanget eller mærket noget, så jeg gik cirka 500 meter nedstrøms laksefarmen og begyndte at lege med lidt små fluer med marabouhaler. Fik i løbet af dagen en lille håndfuld småfisk op til 40 cm, og valgte at gå tilbage til farmen for at se, om de fangede noget. Kun én havde fanget en regnbue på cirka 20 pund.
Dag 3 valgte jeg at besøge den lokale grejshop for at spørge ind til fiskeriet samt købe en spinnestang, for jeg blev alligevel lidt imponeret af deres fiskeri med små gummiæg. Jeg fik en god snak, lidt fif samt købt en brugt spinnestang som han skulle af med. Jeg valgte ikke at købe gummiæg, da jeg havde fundet en håndfuld langs kanten, men en håndfuld blylodder og svirvler skulle der til. Jeg kørte så tilbage til kanalen, og det var virkelig et helt nyt fiskeri for mig.
Jeg forsøgte at efterligne de lokale, som gang på gang går på stribe langs farmene med deres æg så tæt på burene som muligt. Men jeg fangede nada den dag. Da mørket faldt på, og fuldmånen stod op, var alle taget hjem. Jeg kunne høre fisk plaske i overfladen tæt på brinken og hentede fluestangen. Fiskede under 10 minutter med skumbille i overfladen og bang. Det gav en bækørred på cirka 15 pund, der havde taget skumbillen koldt og brutalt, men efter en 5 minutters fight slap krogen desværre sit tag. Jeg valgte at pakke sammen fordi frosten havde sat ind, og det nu var for koldt for mig at gå langs vandet.
Alle de flotte regnbuer Mads fangede blev alle genudsat i kanalen.
De vildeste hug
Dag 4 skulle jeg ud og prøve igen. Jeg kom sent afsted, men ramte vandet ved en 10-tiden. Der var masser af mennesker, men ingen fisk overhovedet. Jeg fiskede et par runder og faldt i snak med en lokal guide kaldet Stefano, som har sit eget guiding firma hernede. Han er blandt andet sponsoreret af DeathRoe som producerer nogle af de kendte og super effektive æg, som folk fisker med hernede.
Jeg snakkede lidt med ham, og fik lidt fif samt en lille håndfuld 6 mm æg, jeg skulle prøve. Krogene jeg brugte var Ahrex FW524 Superdry i #14, som spillede maksimalt. Jeg gav Stefano et par kroge da han stadig søgte nogle lette, men stadig stærke kroge. Herefter gik jeg ned til vandet, og ventede lidt på, at der var plads til jeg kunne lave et kast. Så kastede jeg cirka 50 cm fra buret, og så var det ellers om at løbe nedstrøms, så blylodet kunne komme ned på bunden og drive nedstrøms. Jeg nåde lige at mærke bunden, og to sekunder efter var der fisk.
Fisken tog et vildt udløb, og jeg råbte ”FISH”, så folk fik deres takler ind og fighten kunne begynde. Stefano og hans to kammarater var hurtigt nede ved mig med net og kamera. Efter cirka 6-7 minutters fight kom fisken sikkert i nettet. Vi vejede den i nettet og fik taget lidt billeder, inden regnbueørreden igen gled tilbage i dybet. Fisken vejede 15.7 pund. Så var jeg ligesom i gang med første kast med de nye DeathRoe æg.
Bloddy Dane, kunne jeg høre grinene fra baggrunden. Vi blev enige om, at det var begynderheld, mens jeg gik tilbage opstrøms og lavede et nyt kast igen 50cm fra burene. Denne gang nåde jeg lige 10 meter nedstrøms, indtil jeg sad fast… troede jeg. For efter jeg havde flået lidt i stangen, begyndte bunden at bevæge sig opstrøms med tunge hovedrusk. FISH ON!!!! Folk stod lige lidt og kiggede, før det gik op for dem, at jeg nu havde taget to kast og fået to hug, hvor ingen andre havde mærket fisk…
Fighten var mere eller mindre udramatisk. Fisken gik tungt og roligt. Mit 0.20 Zpey fluorocarbon og den lille superdry krog klarede mosten, og efter små 7-8 minutters tovtrækkeri gled fisken i nettet. Vi vejede hurtigt fisken, fik taget billeder og fik så fisken genudsat. 25,5 pund eller 11,55 kilo blev fisken vejet, og de var fordelt på blot cirka 75 cm.
Stefano og hans venner blev enige om, at det nok var bedst, at jeg nu gik bagerst… En af hans venner fik herefter en fisk, og jeg mistede en fisk på cirka 20 pund på mit tredje kast. Det var lidt fedt næsten at lave hatrick. Vi var fire mand, der fiskede med de små 6mm DeathRoe æg kombineret med superdry krogene, der hjalp til et mere frit og levende drev, grundet den lette krog. Vi fik i alt syv fine regnbuer og en laks, hvor min på de 25,5 pund var den største. De andre fisk lå imellem 13 og 17 pund. Det var bare en vild dag, men desværre den sidste i denne omgang. Jeg vender stærkt tilbage med en håndfuld FC Compact spinnere samt en håndfuld Deathroe eggs som skal prøves – plus selvfølgelig fluestangen i håbet om nogle grumme bækørreder om natten.
Mads´s grej er sponsoreret af MNK Adventures, Deathroe, Ahrex, Zpey, Snipenstrike og FC-Spinner.
Det var på disse Deathroe gummiæg, at Mads fangede de flotte regnbuer.
maj 28, 2020 | Artikler, Predatorfiskeri, SANDART
Flere af de sjællandske søer rummer gode muligheder for at fange den eftertragtede sandart. Følg med Per Ekstrøm på en tur ud til sandartvandende og bliv inspireret til sæsonstarten, der jo er lige om hjørnet – nemlig den 1 juni.
AF PER EKSTRØM
SANDARTEN – fisken med de sære øjne! Sådan kalder Mogens Espersen sandarten i sin bog ”Så stor!” fra 1996. Og der er noget om snakken. Hvis et menneske var udstyret med et sæt øjne som sandartens, ville man påstå at vedkommende havde stærkt nedsat syn. Ikke desto mindre ser sandarten ganske udmærket, og er en fisk, der anvender synet, når den jager. 1. juni ophæves fredningen på sandarten, og så starter fiskeriet efter den attraktive fisk, der både giver en god fight, og tillige er en værdsat spisefisk.
Sandartbestandene i de enkelte søer bevæger sig med store udsving. Nogle år synes den at være fuldstændig væk og udslettet fra søkortet for året efter at optræde i mængder, man ikke troede muligt. Et rigtig godt eksempel er Furesøen. Her har bestanden virkelig kørt op og ned. For en halv snes år siden havde søen en af sine rigtig gode sæsoner, hvor alene de 5 største sandarter i Lystfiskeriforeningen vejede over 7 kilo. Et par år senere blev der slet ikke fanget nogen i nærheden af de vægtmål, hvorefter der gik et par år, og der atter blev fanget store sandarter. Andre år blev der kun fanget få sandarter, og de seneste 4 år har fangsterne kun været sporadiske. Forklaringerne og gisningerne om hvorfor har været mange. Måske har der været år, hvor temperaturen ikke har været optimal i gydningsperioden. Biomanipulationer for at få en klarere sø er en anden. Sandarten bygger nemlig en rede og vogter over æggene. Foretager man så en opfiskning af skaller og brasen for at reducere disse bestande, er der risiko for samtidig at få sandarter, og så er det næppe sandsynligt, at sandarten finder tilbage, selvom den efterfølgende skulle blive genudsat. Fælles for alle gisninger og forklaringer er, at der ikke findes dokumentation. Desuden skal tilføjes, at Furesøen er en svær størrelse at fiske på. Det er Danmarks dybeste sø og med en gennemsnitsdybde på næsten 14 meter, kan det være svært at lokalisere fisken. En ting er dog sikkert. Der findes stadig en bestand af sandart i Furesøen, og pludselig sker der noget – måske i år? Det fine sandartfiskeri i Furesøen har snart 40 år på bagen. Sidst i 70´erne foregik næsten alt fiskeriet i den store lavvandede bugt – Store Kalv. Her er dybden op til 4 meter, og for 40 år siden var sigtdybden i ”Kalven” meget ringe, og derfor ideel for sandarten, der ofte trives bedst i uklare søer. Formodentlig var det gydepladsen på det tidspunkt, men i takt med at søen, trods alt fik det bedre, med større sigtdybde, har sandarten flyttet sig. I hvert fald er de fleste de seneste mange år fanget udenfor ”Kalven”. Enten på kanterne af de mange banker, som Furesøen er så rig på, eller ude i de frie vandmasser.
Til højre Ulf Hansen med sin fantastiske danske sandartrekord på 11 kilo fra 1979, som stadig gælder den dag i dag. Til venstre Carsten Gilder. Begge fisk er fra Haraldsted Sø.
Hvordan skal man så fiske?
Hvor og hvordan skal man så fiske efter sandart? Personligt har jeg fanget sandart på agn, woblere og jigs på alle tider af døgnet, men det er klart, at nogle fiskemetoder på visse tidspunkter af døgnet kan være mere effektive end andre.
Skrøner findes der jo mange af, men forklaringerne på hvilken metode som er bedst, og hvilket tidspunkt der er det mest optimale, skal jeg afholde mig fra at komme ind på. Dertil er den statistiske usikkerhed for stor, men når jeg ser tilbage på mine sandartfangster på Furesøen, må jeg konstatere, at jeg har fanget sandarter på alle tider af døgnet. I bulderravende mørke og i højt solskin. Og i mørke har jeg både fanget på wobler og på agn, så sandarten jager døgnet rundt. Når det bliver mørkt, er der dog en tendens til, at der sker noget i søen. Ekkoloddet afslører, at fiskene trækker højere op i vandlaget, og der bliver en heftig aktivitet i vandet. Der sker en forandring.
Sommernætter på Furesøen med agnfiskeri efter sandart er også noget helt specielt og en rigtig hyggelig oplevelse. Mens solen for en kort stund langsomt glider ned bag horisonten ved Stavnsholt, sættes linerne ud. Ofte kan det betale sig at ankre op på en af kanterne eller ude over 20-25 meter. Ekkoloddet afslører, hvor langt nede fiskestimerne befinder sig. Det kan variere en del, hvorfor det kan betale sig at fiske på flere dybder, så der affiskes et større område.
En god idé er at anvende flåd, hvor man kan montere et knæklys. Så er det meget nemmere at holde styr på flåddene. Om man så skal anvende et forfang alene bestående af et stykke fluorocarbon line eller noget mere kraftigt, må være op til den enkelte. Det kan nemlig godt være et sats, da man godt kan ”risikere”, at selvom det er buldermørkt, så er det en gedde som hugger, og så kan risikoen for at miste fisken være tilstede, hvis ”bisserne” kommer i nærheden af den mere skrøbelige fluorocabon line.
Første gang, der blev udsat sandart i Furesøen, var i 1902, men der skulle gå næsten 20 år, før den første sandart blev fanget af en lystfisker. På Bagsværd Sø var succesen med udsætning af sandart langt større. Faktisk gik der kun 5 år efter udsætning af 300 styk sættefisk i 1951, før man så resultatet af indsatsen. Både et- og toårigt yngel kunne træffes overalt årene efter, og nogle af de udsatte fisk havde fordoblet deres vægt. I november 1963 kom fangsten op på 161 sandarter mellem 2 og 5 kilo, så udsætning af sandarten i Bagsværd Sø er en succeshistorie. Faktisk er der ikke siden udsat sandart i søen, og op til 1999 var fiskeriet stabilt med flere sandarter over de 7 kilo. På et tidspunkt i 70érne stammede den danske rekord fra Bagsværd Sø. Desværre skete der i 1999 en bundvending i søen, som gjorde et kraftigt indhug i bestanden, men den er efterhånden ved at komme op igen. Af uransagelige grunde fik Bagsværd Sø det prædikat, at man kun kunne fiske sandarter på søen efterår og vinter, og at det alene var fiskeri med wobler, som duede. Hvordan sådanne skrøner opstår, ved jeg ikke, men et par unge gutter, der fiskede på søen en varm sommerdag, fangede på jigs flere flotte sandarter. Så den myte er for længst aflivet.
Josef Hochmut med sin flotte sandartrekord på 9,3 kilo fra Furesøen.
En sø der indenfor de senere år er blevet kendt som en god ”sandartsø”, er Tissø. Tidligere har søen primært været kendt for sine fine bestand af aborrer og gedder, men de seneste 10 år er bestanden af sandart vokset. Søen er ikke særligt klar, men har alligevel en sigtbarhed, så både gedder og aborrer trives. Det mest effektive på søen er agnfiskeriet, selvom både jigs og woblere også fanger godt. Søen er ikke særlig svær at finde rundt på. Der er en stor banke i den østlige del – Aborreholm. Den er markeret med bøjer, da der kun er 20 centimeter vand, og på varme somre er den blotlagt. Fiskeri med agn langs denne banke eller på skrænterne langs søen er effektivt. Der kan dog også fanges sandarter ude over søens flade stykker, hvor dybden varierer mellem 8-12 meter. Desværre har et intensivt erhvervsfiskeri de seneste år reduceret bestanden kraftigt, så bestanden er reduceret markant. Gad vide hvornår politikerne får øjnene op for at erhvervsfiskeri på vores søer er noget, der hører fortiden til. Særlig i en tid hvor der råbes højt om biodiversitet.
Erhvervsfiskeriet og sandartens reproduktion
Når en fisk er populær, og der er ”penge” indblandet, så kommer der interessekonflikter mellem lystfiskere og lodsejere. De fleste søer rundt omkring er i privat eje, og en god bestand af sandart er ensbetydende med indtjening. De fleste lystfiskerforeninger har ikke midlerne til at opkøbe fiskeretten på søerne, så mange lystfiskere kunne få oplevelsen med at fange en sandart. Den opgave påtager en erhvervsfisker sig gerne. Desværre er det sådan, at når først erhvervsfiskeren har indfundet sig, så kan man roligt regne med, at bestanden kun går en vej – og det er ned. Et skrækeksempel er Haraldsted Sø ved Ringsted. For 40 år siden var der en kæmpebestand af sandarter, og den danske rekordsandart på 11 kilo er fra denne sø. I dag er det, så at sige, umuligt at ”stampe” en fisk op af søen. Erhvervsfiskeriet har simpelthen været for omfattende, så sandarten er væk. I den modsatte grøft er eksemplet Arresø. For 15 år siden var sandartbestanden, på grund af optimale gydeforhold, vokset helt utroligt, og bestod faktisk kun af magre fisk på 40-50 centimer. Faktisk var det blot at kaste et eller andet i vandet, så hang der en sandart på krogen, og det er jo ikke godt. Efterfølgende fiskede erhvervsfiskeren en stor del af bestanden op, så der i dag er mere balance i søen. Desværre er søen kæmpestor, og det afholder nok mange fra at investere den nødvendige tid til at lære søen bedre at kende. Måske skulle man alligevel tage sig tid, for sidste år fangede erhvervsfiskeren en sandart på hele 11,7 kilo. Så er er fisk med den størrelse, må der med garanti være flere.
Her ved indgangen til sandartsæsonen kunne det jo være, det er en god idé at satse på sandartfiskeriet på en eller anden sø, som måske er uudforsket – måske er der gevinst? Husk på, ”at den som intet vover, intet vinder!” Med disse ord er der kun at ønske en god sandartsæson.
Ulf Hansen med sin sandartrekord på 11 kilo – udstoppet og på forsiden af det svenske magasin Fiskejournalen.
maj 21, 2020 | Artikler, Predatorfiskeri
At fange en stor søørred står som en stor drøm for mange predatorfiskere. For Jonas Bak Bødskov blev det opfyldt til fulde på en tur til Silkeborg Søerne. Her får du historien om den vilde fangst.
AF JONAS BAK BØDSKOV
Egentlig var vi taget ud for at fange gedder og havde fisket i flere timer uden held. Solen bagte, og det var ikke just gedde vejr, men dejligt var det. Vi besluttede at tage ind til et mere lavvandet område på 1,5-2,5 m og prøve lidt overfladefiskeri, med shallow running jerkbaits.Vi fiskede med Buster Jerk 15 cm på vores “heavy” gedde stænger. Da solen skinnede og jeg havde polariserede solbriller på, kunne jeg se ret langt ned i vandet.
Da jeg på et tidspunkt jerkede min Buster ind mod båden, kunne jeg se, at jeg havde en gigantisk følger to meter under min agn. Jeg tænkte straks, at dette var en 10 + gedde, da den var gigantisk over ryggen og dens kæmpe mund var vidt åben. Den så herefter båden og skyndte sig til vores fortvivlelse væk.
Hugger men misser
Ihærdigt kastede jeg min jerk ud igen i håbet om at få den til at hugge i anden omgang. Denne gang gik fisken efter den, og den sprang halvt ud af vandet i forsøget på at fange min jerkbait samt flashede sin ene side. Her gik det op for mig, at det ikke var en gedde, men en kæmpe søørred jeg havde set. Den missede desværre og forsvandt. Jeg kastede febrilsk i alle retninger for at finde den, men uden held.
Jeg var ikke helt klar til at opgive håbet om den store ørred og begynde at fiske koncentreret efter gedder igen, så jeg besluttede at tage min baitcaster aborrestang og monterede en mindre udgave af min agn. Jeg tænkte at Baby Buster Jerk i 10 cm ville være et perfekt downsize bait, da fisken allerede havde vist interesse for denne type agn.
Vi sejlede lidt videre og snakkede lidt om den utrolige hændelse. Jeg var fortvivlet og bebrejdede mig selv for ikke at have fået den til at blive hængende, men samtidig var jeg imponeret over, og glad for at se, sådan et pragteksemplar i vores vand.
Danmarksrekorden for søørred er 78 centimeter lang, og som det kan ses, er fisken ikke ligefrem underernæret.
Monsterhugget
Efter godt 1 times søgen skete det endeligt, et hug af dimensioner fik min stang til at bøje helt ned i håndtaget, og der var jeg godt klar over, hvad klokken havde slået. Fighten var lang og hård – og fisken manøvrerede mig rundt, som den behagede. Bremsen var spændt til det maksimale, men alligevel tog fisken flere udløb, hvor den rykkede linen af hjulet, som var det i “frigear”.
Jeg søgerede for at holde linen stram og bad til guderne om, at jeg ville få fisken landet. Efter 15-20 minutter begyndte den at virke en smule træt. Jeg tog chancen og lagde ekstra meget pres på linen. Den bevægede sig langsomt ind mod båden, og til sidst lykkedes det. Min fiskemakker kunne lige akkurat scoope fisken ind over kanten af nettet. Et jubelbrøl afsluttede fighten, og vi kunne endelig ånde lettet op.
Vi kunne ikke tro vores egne øjne, da vi først beskuede denne kolos. Aldrig havde vi set noget lignende. Det var let at se, at vi havde med en rigtig stor fisk at gøre, så besluttede derfor at sejle ind til land, så vi bedre kunne håndtere den. Den blev målt til 78 cm og vejede 8,3 kg. Drømmefisken var landet!!!
Fisken blev genudsat.
Rekorden er blevet anerkendt rekordudvalget. Du kan følge Jonas på hans instagram
apr 30, 2020 | Artikler, Portrætter, Predatorfiskeri
Teglgårdssøen ved Hillerød 1899. På den tid kendte man en ”herre” på hovedbeklædningen. I dette tilfælde en bowler. Fiskestangen var af bambus og blev opbevaret i en hytte ved søen. At transportere en fiskestang der ikke kunne deles med toget, var sikkert en udfordring.
Lystfiskeriforeningen starter 1. maj sit 134. fiskeår på de sjællandske søer. Selvom de mange år på bagen lyder støvet og gammeldags, så er det ingenlunde tilfældet. Foreningen er i dag den største indenfor søfiskeri med masser af gode faciliter til medlemmernes rådighed, men hvordan er foreningen nået dertil?
AF PER EKSTRØM
”For at drive Fiskersport i Moser og Søer i Kjøbenhavns Nærhed agtes oprettet en selskabelig Forening bestående af et begrænset Antal Herrer, som nærer virkelig interesse for denne Sport”. Det var de indledende ord i en lille beskeden annonce fra d. 16. februar 1886. Annoncen var indrykket i det københavnske borgerskabs foretrukne avis – Nationaltidende. Manden bag annoncen var Rasmus Schandorff Ingwersen. Ved siden af Tivoli´s hovedindgang havde han et lille kontor. Herfra drev han et firma, der udbragte breve og pakker. Det blev senere til det verdensomspændende transportfirma Adam, men det er en helt anden historie.
LF starter op
Annoncen skabte åbenbart interesse, for allerede d. 17. marts blev der afholdt et indledende møde i forlystelsesetablissementet ”National” på Axeltorv. Opbakningen var stor og hurtigt efter d. 15. April, blev der afholdt en stiftende generalforsamling – og så var Lystfiskeriforeningen en realitet. Det begrænsede antal herrer bestod i første omgang af 31 personer. Alle mænd. Et blik ned over den første medlemsliste fra 1. juli 1886 bekræfter, at der, efter tidens begreber, var tale om ”Herrer”. Det var primært direktører, grosserere eller andre selvstændige indenfor det private erhvervsliv samt personer, der beklædte højere offentlige stillinger. Et årligt kontingent på 10 kroner satte desuden en naturlig begrænsning for, hvem der havde råd til at blive medlem.
Emil Henius med en gedde på 12,5 kg fange i Donse Dam i 1929. Gedden blev faktisk omtalt i The Fishing Gazette” d. 14 september samme år, men det var kun fordi det var året, hvor Grarup Gedden blev fanget. Redaktøren af Lystfiskeri-Tidende, frihavnsdirektør Ove Thielsen sendte oplysninger om Grarup Gedden til The Fishing Gazette og benyttede lejligheden til at vedlægge et billede at Emil Henius´ gedde.
Hvad de 31 herrer satte gang i for 125 år siden har næppe været noget, som de i første omgang tænkte nøjere over, men det kom der hurtigt styr på. De var fremsynede, og de var foregangsmænd, som gav sig tid til at gøre notater og ikke mindst gemme disse for eftertiden. Derfor har vi i dag et godt billede af, hvordan de fiskede, hvilke planer de lagde, og hvilke initiativer de tog for at komme ud at fiske.
Fiskevande
Glæden og fornøjelsen over fiskeriet adskilte sig ikke fra nutidens lystfiskere. Trangen og lysten til fiskeri var den samme, men mulighederne var begrænsede. Eneste transportmulighed til og fra et muligt fiskevand var med toget til den jernbanestation, som lå nærmest. Derefter foregik transporten enten med hestevogn eller til fods det sidste stykke vej. Udvalget af fiskevande var derfor begrænset. For eksempel blev et fiskevand som Sjælsø fravalgt, da søen lå alt for langt væk fra en jernbanestation, og prisen på leje af søen var alt for høj i forhold medlemmernes forventede benyttelse. Til gengæld var Vejlesø ved Holte og Furesøen meget populære, da jernbanestationen lå tæt på.
Lystfiskeriforeningens allerførste fiskevande var de 3 Frederiksborgsøer, Teglgårdssøen, Carlssøen og Tørkerisøen. Det var nemlig i første omgang de eneste fiskevande, den nye forening havde mulighed for at opnå fiskeret i. Mange større søer var på daværende tidspunkt private, og der blev drevet erhvervsfiskeri i en stor del af dem, og hvem ville så have en flok tossede lystfiskere rendende? Helt tilbage i LF´s første spæde år, havde man fiskeret i Østre Anlæg, der udgør en del af Københavns gamle voldanlæg, og som blev nedlagt i 1857, men den ret blev opgivet på grund af for mange restriktioner fra Magistratens side, og ikke mindst en ringe benyttelse.
Fiskepleje blev man hurtigt opmærksom på. Her stryges der gedder ved Nybro omkring 1900. 2 drenge ser interesseret til. Om man har talt om ”bierne og blomsterne” ved den lejlighed er næppe tilfældet.
Fiskeret på de store søer
Det til trods, lykkedes det Lystfiskeriforeningen at opnå fiskeret i en del søer. I de første år var det Furesø, Lyngby og Bagsværd Søer samt Søndersø for at nævne de største. I takt med bilens udbredelse blandt den almindelige borger, udvidedes fiskeretten til andre søer længere ude på Sjælland. Tystrup-Bavelse og Tissø fik man eksempelvis først fiskeret på efter 2. Verdenskrig. Primært fordi der i 1940´erne var rationering af benzin, og så satte man sig ikke lige ind bilen og kørte fra København til Vestsjælland. Ganske vist kunne man tage toget til Sorø, hvis man for eksempel ville fiske i Tystrup Sø, men så skulle man enten tage cyklen med toget eller indgå en aftale med en lokal vognmand om afhentning på stationen. Så det var ikke lige til. En fisketur var noget, som skulle planlægges.
Verdens ældste eksisterende fiskeblad
De gode lystfiskere tænkte endnu videre. Det var ikke nok at fiske. Oplysninger og kendskab til fiskeriet skulle naturligvis formidles. Kun 3 år efter stiftelsen kom det første medlemsblad på gaden. Lystfiskeri-Tidende så for første gang dagens lys d. 9. maj 1889. Udgivelserne i de første år var noget uregelmæssige. Medlemstallet var begrænset, og det var ikke alle, der var i stand til at formidle stof om lystefiskeri. Der gik derfor næsten 40 år, inden der kom regelmæssighed på udgivelserne, og Lystfiskeri-Tidende begyndte at udkomme på faste tidspunkter. I 2020 udkommer der 8 numre, og antallet af udgivelser nærmer sig de 1.300, mens det samlede sideantal nærmer sig 19.000. Lægger man bladene sammen har man med garanti ”Verdens tykkeste fiskebog!”.
Når Lystfiskeriforeningen er stolte over at udgive verdens ældste eksisterende fiskeblad, hænger det sammen med, at der før Lystfiskeri-Tidende i udlandet blev udgivet blade med lystfiskeri. Blandt andet i England, hvor ”The Fishing Gazette” udkom i over 100 år, men mange fiskeblade er desværre for længst ophørt med at udkomme, og der kendes så vidt vides ikke andre blade med så lang en fortid, som kun behandler lystfiskeri. Noget man er stolte af i Lystfiskeriforeningen.
Lystfiskeriforeningen i dag
Som så mange andre foreninger har Lystfiskeriforeningen, i daglig tale LF, gennemgået en løbende og rivende udvikling. Det 20. århundredes teknologiske fremskridt skabte en helt ny verden og samfundsorden, og den udvikling indrettede LF sig under. LF er derfor i dag en fuldt moderne forening med masser af fantastiske faciliteter, som medlemmerne kvit og frit kan benytte, når kontingentet er betalt. Der er fiskeret på 16 af de største sjællandske søer, og der er over 70 både til medlemmernes rådighed. Med et medlemstal på lige knap 800, svarer det næsten til en båd for hvert 10. medlem. Medlemssammensætningen er også meget anderledes end for 125 år siden. De økonomiske begrænsninger er væk. Kontingentet er ganske vist ikke mere på 10 kroner årligt, men på 1.600 kroner, men så er der også mulighed for fri og ubegrænset benyttelse af foreningens faciliteter.
Per Ekstrøm med en flot aborre fra et af LF´s mange vande.
apr 14, 2020 | Artikler, Predatorfiskeri, SANDART, Sandart - spin, dørg og vertikalfiskeri, Spinnefiskeri
Jörgen Larsson fra Westin er en sand mester til softbaitfiskeri. Denne fine sandart er taget på dropshot, der kan væe en super metode i foråret.
Har du ikke dropshot i dit repertoire af fisketeknikker til sandarten, så får du her et godt råd: Se at komme i gang – du kommer ikke til at fortryde det. Metoden er ikke kun effektiv – den er også sindssygt sjov!
AF JÖRGEN LARSSON
MIN FØRSTE SANDARTTUR med dropshot blev gennemført på en forårsdag. Solen skinnede fra en skyfri himmel og søen lå stille som et nypudset spejl. Allerede tidligt på morgenen antydede en hurtig stigning i temperaturen, at vi skulle få sommerlignende forhold op ad dagen. Sammen med min fiskekammerat plejer jeg hvert forår at bruge et par dage på en sø med grove sandarter. Normalt fisker vi langsomt spinnefiskeri med woblere, men i år havde vi andre planer.
Under en tur tidligere på måneden, hvor vi fiskede med wobler, havde jeg fået overbevist både ham og mig selv om, at dropshot burde fungere til at overliste de svære sandarter. Situationen var oplagt til at prøve en ny metode. Hvis ikke sandarterne huggede på en wobler, kunne et velpræsenteret softbait måske gøre udslaget? Det var på tide at teste dropshot-teknikken.
Mens vi glider ud på søen, bestemmer jeg mig for at holde fast i dropshot og stå imod fristelsen til at falde tilbage på de gammelkendte teknikker. Selvom Ronnie skulle gå tilbage til wobleren og begynde at fange den ene sandart efter den anden, vil jeg holde fast og giver dropshot en reel chance.
En markør er god til at afmærke, hvor man har set sandarter på ekkoloddet.
VI STYRER mod en af søens sikreste sandartgrunde og smider en markør på det laveste sted. Båden ankres op, så vi kan fiske skrænten op mod det lave parti af. Skrappe farver virker bedst i den humusfarvede sø, så både Ronnie stangen. Vi har ingen kontakt med fisk. Hverken langs kanten eller på plateauet.
Efter en times tidmister Ronnie tålmodigheden og finder sin woblerstang frem igen. Selv klør jeg på – fast besluttet på at fange min første sandart på dropshot. Lidt senere, mens taklet er fisket halvejs ind til båden, mærker jeg, at der er noget, der forsigtigt nipper til jiggen. Jeg fisker taklet yderligere et par decimeter ind, og når lige at tænke, at det måske bare var indbildning, da jiggen bliver taget stenhårdt!
FIGHTEN er svær på den lette udrustning, men til sidst kan jeg lande en imponerende hanfisk. Sandarten kommer en tur i vejeslyngen og må stå model til et par billeder, inden den ryger retur. Jeg er lettet og lykkelig – vægten viste lige over seks kilo. Hvilken premierefisk!
Endnu en sandart på dropshot til Jörgen Larsson.
ISEN ER BRUDT, og det føles pludseligt som en selvfølge at fortsætte med dropshot. Selvom Ronnie fortsat er en anelse skeptisk, har jeg for mit vedkommende tiltro til den noget anderledes fisketeknik. Og mens jeg giver metoden min fulde opmærksomhed, veksler min fiskemakker mellem jig og wobler resten af dagen.
Fiskeriet er fortsat trægt, og mange af de ellers sikre pladser vi prøver, er unormalt fisketomme. Vi kæmper og belønnes med sporadiske hug samt enkelte sandarter. Når den varme forårsdag til sidst er til ende, har vi landet fem fine fisk. Ikke noget at prale med antalsmæssigt, men i mine øjne har turen alligevel været givende. Samtlige fem fisk er nemlig fanget på dropshot. Da vores velprøvede woblere ikke virkede, reddede farverige jigs dagen. Jeg har fået de svar jeg søgte, og fået en værdifuld tro på sagen – samt masser af inspiration til at lære mere om den spændende jigteknik.
DROPSHOT er i alt sin enkelhed en uhyre effektiv fiskeform, som kan praktiseres både fra land og fra båd. Formodentligt er det også årsagen til, at metoden er blevet så hurtigt populær ude i Europa. Med rigtigt tilpasset udrustning og teknik kan man uden større problemer fange både aborrer og sandart i nærmest alle typer fiskevande.
En anden og mindst lige så vigtig årsag til at jeg kan lide metoden, er underholdningsværdien. Dropshot er vildt sjovt! Fiskeriet er aktivt, og du bestemmer selv, hvordan jiggen bevæger sig ved hjælp af stang og takel. Sandarthugget er ofte stenhårdt, og på det lette grej bydes man på en herlig fight – også selvom fisken ikke er enorm. Kan det blive bedre?
STANGEN er efter min mening det vigtigste værktøj for at få teknikken til at fungere. En dropshotstang skal have en hurtig og relativ stiv klinge med en blød og følsom top. Er stangen for blød og dyb i aktionen, er det svært at få fart på jiggen og fiske taklet hjem med kontrol. En stang med forkert aktion forringer også dine chancer for at kroge fisken. En stang på cirka 8 fod er god til bådfiskeriet, mens den godt må være 9 til det landbaserede fiskeri. På stangen skal der sidde et lille fastspolehjul
TAKLET FISKES HJEM med små håndledsbevægelser, så loddet etapevis slipper og hopper frem over bunden. De små nøk laves med slækline, men uden at kontakten med taklet går tabt. Huggene falder ofte i pauserne. Altså: nøk-nøk – spol løsline ind – pause nogle sekunder – og gentag derefter bevægelsesmønstret. Brug små stangbevægelser og varier tempoet. Nogle gange fungerer lange pauser bedst, mens det andre gange er højere fart, som giverdet bedste resultat.
Nogle gange slæber jeg bare taklet hjem over bunden uden at nøkke det, mens hugget andre dage falder, når du har rystet jiggen forsigtigt uden at flytte taklet. Det findes egentligt ikke noget rigtigt og forkert, når det gælder dropshot. Prøv dig frem og forsøg at knække koden på dagen.
BAITS OG KROGE til dropshotfiskeri findes der rigelig at på markedet. Jeg har dog med ganske få undtagelser hentet allemine dropshotbaits blandt de agn, jeg normalt bruger til vertikalfiskeri.
Indtil nu har jeg brugt softbaits med lige eller kløvet hale og minimal bevægelsesmønster. Kombineret jigkroppe minimal bevægelse, men på et dropshottakel forandres denne gang dramatisk. På en let enkeltkrog uden hæmmende belastning, liver baitet op og bliver pludselig uhyre livligt.
Dropshot teknikken kan være et super effektivt es til sandarten her i april.
Jeg lader baitets udformning bestemme, hvordan jeg monterer den. Modeller af blødt materiale fortrækker jeg at præsentere på en offset-krog. I begyndelsen var jeg mistænksom overfor den underlige krog, men efter noget tid måtte jeg sande, at den fungerer ypperligt i kombination med bløde jigs, som let glider ned af krogen ved hug. Jeg fortrækker kroge med stort kroggab i størrelse 2/0-4/0.
SOFTBAITS i hårdere materiale takler jeg med en enkeltkrog i »næsen« og en lille trekrog lidt længere nede på kroppen. Stingerforfanget laver jeg af 0,36 fletline, som fæstnes lige bag enkeltkrogens modhager. Mindre jigs monterer jeg med en enkelt krog i »næsen«.
TAKLER TIL DROPSHOT bindes af 0,35 mm fluorocarbon. Hug, fight og besværlig bund slider hårdt på taklet, så jeg ser ingen grund til at bruge tyndere diameter til sandart.
Taklet monteres på hovedlinen med en lille svirvel. Hele konceptet med dropshot er bygget på kontrol og kontakt med taklet. Jo tungere lod du har, desto lettere bliver det at fiske med strakt line. Men hvis loddet er for tungt, bliver det for svært at bibeholde følelsen og fiske det hjem med små stangbevægelser. Derfor bør du altid stræbe efter at anvende så let et lod som vind, strøm, dybde og kastelængde tillader.
Jeg holder mig som regel til lodder på 8-15 gram, eftersom meget af følelsen fosvinder med tungere lodder. Til at starte med vælger jag stavformede lodder, da de ikke sidder fast i bunden så ofte. Mærker jeg, at jeg har svært ved at spænde linen op og taklet ligesom rutsjer over bunden, skifter jeg til et dråbeformet lod. Forskellen mellem stav- og dråbeformede lodder er overraskende stor, og et skift giver en mærkbar forskel i kontakten med taklet. Mange gange er det altså nok at skifte model på loddet i stedet for at gå op i vægt.
DE SPECIELT FORMEDE HÆGTER, som kendetegner alle lodder udviklet til dropshot, gør det muligt at klemme linen fast. Selv fisker jeg oftest med jiggen 30-50 centimeter over loddet, men den finurlige lineklips gør det enormt enkelt at justere afstanden. Står fiskene et stykke over bunden, er der ingen hindring i at prøve et længere takel og præsentere jiggen højere i vandet.
Efter nogle år, hvor jeg udelukkende har koncentreret mig om pelagisk vertikalfiskeri, er jeg igen begyndt at dyrke det bundnære jigfiskeri – og det viser sig, at dropshot er et velfunderet supplement til det bundbaserede fiskeri. Ved flere lejligheder har dropshot både givet flere og større sandarter end normalt vertikalfiskeri. Pladser, der kaster sandarter af sig ved normalt vertikalfiskeri, er også interessante for dropshot. Det kan fx være stengrunde,skrænter og andre partier med hård bund, som samler sandarterne. Det er tit en god idé at lægge en markør ud på en hot plads, for derefter at fiske området af med begge metoder.
JEG PLEJER at styre båden op i vinden med elmotoren, samtidig med at jeg vertikaljigger. Når området er passeret, skifter jeg over til dropshot og driver tilbage over samme område med taklet slæbende over bunden. Bortset fra, at man ikke tager line ind anvendes samme teknik som ved kastefiskeri. Et par lette nøk efterfulgt af en pause. Drivmetoden er desuden god til at afsøge større områder.
I hård vind fungerer det bedst at ankre op og kastefiske. Fordelen ved bådfiskeri er, at man kan ankre nær de hotte områder. Derfor behøver du ikke kaste så langt, hvilket muliggøre lettere lodder og bedre kontrol. Er du den lykkelige ejer af en frontmonteret Minn Kota med I-pilot, kan du udnytte ankerfunktionen for at holde båden på passende afstand af aktuelle område, mens du kaster.
mar 31, 2020 | Artikler, GEDDE, Geddefiskeri med agnfisk, Medefiskeri, Predatorfiskeri
Død agn er ofte noget, der fiskes med klassiske bundfiskemetoder, men en død agnfisk agn kan selvfølgelig også fiskes helt perfekt under et flåd – både fra land og båd. Her får du tips til det perfekte kastetakel til formålet, samt historien om den så vidt vides tungeste gedde i Danmark taget i denne vintersæson – 16,8 kilo.
AF JENS BURSELL
Vinden er voldsomt tiltagende og nærmer sig de 15 meter pr sekund. Faretruende mørke skyer driver med stor hast hen over landskabet, og jeg priser mig mere end glad for at sidde i ly i stolen under min trofaste SG Commander Bivy, som slår sig godt i tøjeret.
I det samme den første massive sorte sky lægger sig over søen, åbner himlen sig, og regnen står ned i stænger, indtil regndråberne i næste øjeblik forvandles til grove hagl, der trommer nådesløst på oversejlet, så det næsten ikke er til at høre ørenlyd. Himmel og jord står i et. Pludselig drejer vinden og sender den ondeste kastevind direkte ind i synet på mig, hvorefter et voldsomt vindstød tager fat i bivyen og flår samtlige pløkke og poles op af jorden, som var det tændstikker.
– Fuck, når jeg lige at tænke, inden jeg ser ud af øjenkrogen, at bivyen stadig lige akkurat hænger i én eneste pløk, mens resten af oversejlet blafrer rundt i luften – på vej til at lette, når den sidste pløk slipper sit tag…
– Jeg kaster mig febrilsk efter den, og når lige akkurat at få fat i en af ribberne, så den ikke flyver ud over vandet. Haglene vælter stadig ned, mens jeg får sat poles og pløkke igen – men denne gang med et par solide trækævler og sten hen over sig, så jeg ikke risikerer, at seancen gentager sig.
Det er helt perfekte forhold. For når gedderne er lige ved at gå på leg, så er stille vejr og solskin sjældent det mest befordrende for fiskeriet. Og lige præcis dette kan man på ingen måde klandre vejrguderne på her på denne dag.
Døde agnfisk kan være mindst lige så effektive under et flåd som fisket med de traditionelle bundfiske teknikker.
Ny taktik til gedderne
Alle mine takler med døde agn fisker enten på bunden eller pop-up, og på taklerne sidder der flere forskellige agn. Så kan de selv vælge! Men ligegyldigt hvor perfekt det måtte synes, så har jeg efter snart flere timers fiskeri ikke haft så meget som skyggen af et forkølet nap.
Normalt ligger der en fin hugperiode her om morgenen, så med den udeblevne hugaktivitet, har jeg en kraftig mistanke om, at gedderne så småt er begyndt at gå på leg – og derfor har noget helt andet i hovedet en lige velduftende sild og makreller.
Jeg har ikke mange skud i bøssen inden fredningen den 1. April, så jeg beslutter mig for en helt ny taktik på en af stængerne.
Fra tidligere ture til søen kender jeg et sikkert hotspot, hvor jeg mistænker, at der kan stå en rigtig stor fisk. Men – over de sidste par timer har den fået serveret alt godt fra havet på netop dette sted – uden det store respons, så nu skal der nye boller på suppen.
Jeg tager derfor min gode gamle Pike Float fra Drennan og rigger op med et 30 grams Drennan Crystal flåd og blot en halv meter under dette, monterer jeg lod og takel. På denne måde vil jeg kunne driftfiske flåddet hen over et par grødetoppe og lige hen over det sted, hvor jeg gerne vil præsentere storgedden for noget helt nyt.
Twin Hooklink Baitfish Releasetaklet
Taklet er et takel jeg har udviklet specielt til kastefiskeri med død og levende agn – nemlig Twin Hooklink Release Taklet, som du også har kunnet læse om i min nye bog ”Geddefeber”. Fordelen ved dette takel er, at det kan monteres i ryggen på agnen, så den står vandret i vandet, hvilket er den mest naturlige præsentation – samtidig med, at de to kroge kan placeres optimalt spredt ud frit eksponeret under agnfisken, så man får den bedst mulige krogning. Og det er vigtigt på en dag med ingen eller få hug som denne, hvor man bare ikke vil miste den smule action, der kommer.
Den enkeltkrog der sættes i ryggen på agnen, kan skydes op eller ned af forfanget, for at få dimensionen af taklet til at passe på forskellige størrelser af agn. Er agnen eksempelvis højrygget, skydes flådstoppet (a) og/eller powergum stopknuden op eller ned ad taklet, til det passer med at når de to tafser i enden af taklet spredes, så danner de en vinkel på cirka 90 grader. Omvendt, er agnfisken mere slank, skydes krogens montage punkt nedefter på forfanget.
Herefter sættes de to kroge perfekt ved at stikke de baitspikes der glider på de nederste krogtafser – ind i kanten af agnens underside. Og så er taklet klar til at kaste ud.
Du kan købe færdige kits til dette takel i titaniums varianten på releaserigshop.com som er specialiseret i at føre samtlige dele til release-takler her i 36 lbs og her i 54 lbs.
Twin Hook Link Baitfish Release Rig er det perfekte takel til at præsentere end død agnfisk under et flåd, så landingsraten maksimeres.
Monstergedden hugger
Det er normalt de helt små agn, der fisker bedst lige op til legen, hvor gedderne sjældent spiser særlig meget, så jeg vælger at sætte en lille slank aborre på taklet. Jeg juster placeringen af den bærende krog, så det passer med den slanke agn – hvorefter jeg placerer den bærende enkeltkrog et par centimeter foran rygfinnen, hvor agnfiskens naturlige tyngdepunkt normalt ligger.
Med en blødt kast lægger jeg flådtaklet helt perfekt, så det kommer til at drive i en bue ned over det sted, hvor jeg mistænker, at den helt store står parkeret. Jeg holder stangen i hånden, strammer op og mender linen, så der er ordentlig kontakt med flåddet, hvorefter det stille og roligt driver hen over de første grødebuske.
Intet sker. Vinden er stadig lige så voldsom som før, og i takt med flåddets fortsatte drev nytter det mindre og mindre, at jeg konstant mender linen for at opnå bedre linekontrol. Pludselig dykker flåddet stille og roligt, og jeg svarer igen med et lynhurtigt modhug, eftersom små agn har den ulempe, at de lettere sluges for dybt, hvis ikke man er vaks ved havelågen.
I det samme, jeg kroger gedden, kan jeg med det samme mærke, at det er lige det hug, som jeg gerne ville have. Stangen krummer fuldstændig sammen helt ned til bundduppen, og de ekstremt tunge, dovne langsomme rusk signalerer lige præcis det enhver geddefisker går og drømmer om i slutningen af marts: Den helt store gedde, lige når vægten peaker.
Heldigvis har jeg kroget gedden temmelig højt i vandet, så på trods af den relativt lette og bløde stang, som kun er 2 ¼ lbs TC, lykkedes det mig med maksimalt pres af holde fisken fri af de store grødebuske, hvilket gør fighten til en nydelse.
OK – det er på igen måde en vild fight, men det er som regel heller ikke det, man ønsker sig allermest, når man bare ved, at det der sidder for enden, bare skal landes for enhver pris. Fisken går tungt over den højt stående grøde og tager et par mindre udløb, men mest af alt minder fighten om et battle med en aflang og grøn brasen i kingsize størrelse.
Efter lidt tid kan jeg se, at krogen sidder solidt plantet i mundvigen, så jeg tager den med ro. Jeg får lirket mit net ud igennem sivene, og jeg priser mig lykkelig over, at det er den langskaftede karpe/specimen model jeg har med i dag. Det er ikke let at komme helt ud over sivene. Det hele passer helt perfekt med, at jeg lige akkurat når at få nettet perfekt ned i vandet, da fisken glider ind foran, og sekunder efter ligger den sikkert i bunden af mit gamle karpenet. Perfuckingfekt!!
16,8 solide kilo
Da jeg løfter nettet, føler jeg mig endnu mere sikker på størrelsen, men den helt præcise vægt får jeg først afgjort i vejeposen: Gedden vejer 16,8 kilo efter vægten af den våde vejepose er trukket fra. Jeg snupper et par hurtige fotos og et videoklip af genudsætningen med selvudløser og stativ, hvorefter jeg sætter mig tilfreds i min stol og glor apatisk og lykkelig ud i luften. Endelig – efter næsten 11 år står slår jeg min tidligere PR på 16,05 kilo.
Det er som om at tiden står stille. Egentlig gider jeg ikke fiske mere, men jeg orker heller ikke at pakke sammen lige nu. Vinden er taget lidt af, og fisken gav varmen, så i stedet for at pakke, tager jeg en velfortjent blunder i stolen, inden jeg et par timer efter går i gang med at pakke det hele sammen.
Hvordan du laver det takel, som jeg brugte, kan du som sagt læse om i bogen geddefeber, du kan købe i grejbutikkerne eller signeret i releaserigshop.com. Taklet er lige nu ved at blive produceret som et færdigt takel fra Mr. Pike – og forventes at komme på markedet til efteråret.
Geddefiskeri med kasteflåd og agnfisk er super sjovt – og det er en teknik der både kan benyttes fra land og opankret båd. Held og lykke med fiskeriet.
mar 27, 2020 | Artikler, GEDDE, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri efter gedder
Andreas Holm Nielsen med turens største gedde
Corona – Der er ikke noget så skidt, uden det er godt for noget: Mere familietid, hjemmearbejdsplads og fisketid med ungerne – hvad kan man mere ønske sig?
AF ANDREAS HOLM NIELSEN
Jeg er til daglig er kørende sælger i Tyskland for Kinetic Fishing, men mit normale arbejde er sat på Stand-by for tiden. Mit fokus har derfor været rettet mod produktudvikling af nyt spændende grej til de kommende sæsoner – samtidig med børnepasning og lektiehjælp, når to voksne arbejder.
Imellem lektielæsning, grammatik og matematik, som også skal gøres, så er det godt at vi stadig har mulighed for at tage på kysten, til åen, på søen eller på havet og få frisk luft og naturligvis også fiske, når lejligheden byder sig efter en blæsende og våd vinter. Vi tænker os naturligvis om, og vi følger anvisningerne.
Det er naturligvis sundt at få frisk luft, og som sagt så gjort. En fisketur skader ikke, og den giver højest en uskadelig ”fiskefeber” – samt måske lidt afhængighed, men så må man jo bare afsted igen… Jeg inviterede derfor min søn Jonathan med på en far & søn fisketur fra tidlig om morgenen, hvor vi havde båden med på slæb.
Jonathan får sig en tiltrængt lur, mens vi sejler til en ny plads.
Lærdom og bolchepædagogik på fisketuren
Vi kørte hjemmefra da det stadig var mørkt, og vi var næsten alene på vejene, fortsætter han. – Der var frost i luften, og det tegnede til at blive en vildt flot dag. Luften var stadig kold, da vi satte båden i vandet, men solen varmede allerede, og med den rette påklædning kan man sagtens være ude. Vi skulle afprøve et for os nyt fiskevand denne dag. Jonathan var frisk fra morgenstunden, og han var pakket godt ind i vores nye letvægts Guardian flydedragt, så han ikke kom til at fryse. Han opdagede mange dyr undervejs til fiskepladsen, som også lige var ”stået op”, og vi havde derfor en god indgangsvinkel til ”Natur & Teknik Live” fra morgenstunden. Vi snakkede bl.a. om de forskellige fugle vi så. Forventningerne til dagens fiskeri og de mulige fangster var høje, og naturligvis stod den på friske rundstykker, en ”basse” og en Coccio. Det gør det nemlig altid lidt nemmere med god forplejning, når ungerne er med.
Vi har mange nye og innovative Kinetic produkter til denne fiske-sæson, og vi skulle naturligvis fiske med noget nyt grej, da det jo altid er rart at vide, om det nu også virker, når man selv har været med til at designe det… også selv om det er blevet testet inden produktionen…
Nye fede agn
Vi havde fyldt grejkasserne med nye softbaits, som var monteret op med belly-weights weighted swivels imellem stingerkrogene for at få en mere verticalt synkemønster og et mindre spiral-jighovedet forrest. Vores softbaits havde fået dyppet halerne i UV-maling (pink, orange, rød) for at de skulle tirre gedderne ekstra til hug. Vi benyttede os af flere af vores nye modeller som fx Playmate på 15cm og 20cm, Playboy 13cm samt vores Fatty Daddy wobblere, som udfiskede det meste denne dag. Agnene blev fisket efter et paravaneflåd/mindre sideparavane for at få spredning på agnen, og vi sejlede relativt langsomt med varieret hastigheds op og nedjusteringer samt zig-zag sejllads.
Kinetics Playmate er et superfedt softbait til både store og små gedder.
Dørg efter gedder – det virker!
Dagens plan var dørgefiskeri – og vi nåede ikke at sætte mere end én stang ud, før der var hug og en fin og tyk 3-4 kilos gedde var en realitet kort efter. Den blev fanget over lavere vand, og den fik hurtigt friheden igen efter et par billeder var taget. Troen på flere fisk var stor nu, hvor det var startet så hurtigt.
Vi vendte rundt på waypointet og vi fik sat et par stænger ud. Der var relativt hurtigt bud efter vores agn igen, men Jonathan mistede desværre de næste par hug, som nok har været gedder i samme størrelse, som den første, men som muligvis kun har hugget ”halerne”. Du hugger jo tit forsigtigt i det kun fire grader kolde vand på Playmaten i 20 cemtimeter.
Herefter stilnede huggene af, og jeg opsøgte derfor en anden lokalitet. Jonathan havde lagt sig godt til rette på kasteplatformen, så det endte med, at han faldt hen og fik sig en lur, inden vi var fremme ved fiskepladsen. Her fik jeg sat nogle stænger og spændende agn i vandet igen. På et tidspunkt måtte jeg vække Jonathan, som var langt væk, da der igen var bud efter en af vores Playmate softbaits. Det var absolut ingen storfisk, men den iltre fisk havde fuld fart på, og den spænede næsten afsted som en laks. Til stor undren for os begge, så var det en relativ lille gedde, som snød os begge i forhold til størrelsen, og den blev hurtigt afkroget nemt og effektivt med vores lange bukkede 12″ Heavy Duty Pistol Tang, og billederne undlod vi.
En yderligere fisk var der kontakt til, men som aldrig rigtig var på, men hvor hugget bare blev registreret.
Morgen ved et fantastisk geddevand.
Om eftermiddagen går vi dybere
Tidligt på eftermiddagen fiskede vi lidt dybere kanter på 5-8 meter af, hvor vi havde set, der stod nogle fisk på ekkoloddet tidligere på dagen. Vi var henne over flere skrænter, før der pludselig faldt et tungt hug og den lette Pitscher 8’6’’ 15-50 gram spinnestang blev flekses godt igennem. En tung fisk uden de store vilde udløb blev kontrolleret samt fightet stille og roligt mod båden, hvor gedden gav et par hurtige hovedrusk i overfladen, inden jeg sikkert fik håndlandet den meget massive og tykke unge dame med et mindre hoved.
Vi var begge pludselig oppe at køre, og fiskefeberen steg en smule. Humøret var ekstra højt og trætheden var glemt. Det var et klimaks, som blev foreviget med gode billeder taget af knægten, og hvor det er dejligt, når man har noget, man kan glædes over sammen. Gedden fik naturligvis friheden igen kort efter, og den svømmede hurtigt tilbage i sit rette element, så den vil kunne videregive sine gener til den kommende generation. Vægten og størrelsen var egentlig ikke det vigtigste denne dag, selv om det var en stor fisk. Det vigtigste var oplevelsen og at være sammen på fisketur: Kvalitetstid uden for hjemmet i sikre rammer her i disse Coronatider.
Vi fiskede et par timer yderligere uden hug og sejlede stille og roligt tilbage mod bil og trailer.
