nov 17, 2022 | Artikler, Betalt samarbejde, Fluefiskeri, Kystfiskeri, KYSTREGNBUE, Video
Når der har været udslip af regnbuer fra de store havbrug, er der ofte masser af “burhøns” at finde langs de nærliggende kyster. Men hvordan skal fiskeriet gribes an, og hvorledes fanger man dem mest effektivt? I denne nye video giver den erfarne kystekspert Henning Trier sit bud på de fire vigtigste elementer i fiskeriet. Glæd dig til en sprudlende video, hvor der er bud efter de små pink fluer, som er et af de allermest effektive våben til burhønsene.
Se filmen på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnere gratis.
nov 14, 2022 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Lake trout har store v-formede haler, som giver dem en ganske eksplosiv fremdrift i vandet. De er bomstærke fightere med masser af vilje og arrigskab.
Nordvest Territoriet i Canada rummer nogle af verdens største søer, og i én af dem – Great Bear Lake – findes verdens største canada rødding. Følg med Rasmus Ovesen til Plummer’s Great Bear Lodge og søen, der hvert år leverer skræmmende mængder trofæfisk.
AF RASMUS OVESEN
FRÅDENDE SKOVBRANDE raser under os og spyr voldsomme plamager af tyk, hvid røg op i himmelrummet. Klaus og jeg sidder på et lille, propeldrevet charterfly i den tilslørede luft midt mellem byen Yellowknife og den massive Great Bear Lake – en kæmpemæssig sø, der har fundet sit krogede og ujævne leje i Canadas øde og barske Nordvest Territorium.
Scenariet under os er både foruroligende og uimodståeligt dragende. Det er som om en selvudslettende kraft i naturen er blusset arrigt op, og der er noget fordækt over måden, hvorpå den forsøger at skjule sit raseri – ved at sløre alt til i tæt røg. Den selvsamme røg omklamrer snart flyet, og på den resterende del af flyveturen er flammernes fortsatte hærgen skjult for vores blikke.
Også Great Bear Lake er indhyllet i tæt røg, og det er først umiddelbart inden, vi rammer en let improviseret landingsbane ved søens bred, at et massivt vandspejl åbenbares. Flyet bliver bragt til standsning for enden af landingsbanen, vi stiger af og finder fodfæste i vildnisset. Her – midt i absolut ingenting – ligger Plummer’s Great Bear Lodge, hvor vi i den kommende uge skal opholde os og fluefiske fra båd efter fuldvoksne amerikanske søørreder/canadarødding eller lake trouts, som de hedder lokalt.
Klaus med en stor gammel kriger fra dybet. Det går an at fiske disse »silverbacks« fra land, men fiskeriet fra båd er langt mere effektivt.
Skovbrande hærger ødemarken ved Great Bear Lake
Great Bear Lodge er denne uge booket til bristepunktet, fordi gæster, der ellers skulle have opholdt sig på Plummer’s Great Slave Lodge, er blevet forflyttet herop. Lodgen på Great Slave Lake i nærheden af Yellowknife er nemlig i overhængende fare for at blive fortæret af skovbrande. Brandfolk helt fra Alaska er tilkaldt for at bekæmpe flammerne, men situationen er tilsyneladende ude af kontrol.
En god times tid efter vores ankomst sidder vi i en rummelig Lund aluminiumsbåd, der skærer sig autoritært gennem Great Bear Lakes let-oprørte vand. Vores guide, Matt Dick, er på vej ud
mod én af de utallige spændende fiskepladser på søens Dease Arm – en bugt på størrelse med en middelstor dansk fjord, der består af et utal af mindre bugter, vige, rev, dybdekurver og øer.
Den røgfyldte og tilslørende luft har iklædt søen en illusorisk dis, som solen ikke evner at brænde igennem, og før nordlige vinde senere på ugen forskubber al røgen mod syd, forbliver søens størrelse underligt uforståelig. Indtil da må det faktum, at det kræver to tankfulde benzin at sejle tværs over bugten og tilbage til lodgen, være en tilstrækkelig indikation på søens størrelse.
Det kan være vanskeligt at vide, hvor man skal fiske på en sø med så massivt et vandspejl som Great Bear Lakes. Derfor er en dygtig guide guld værd!
Canada Rødding på skrænterne
Båden standser uden for en række skær, der afgrænser en mindre bugt. Her falder dybden drastisk udefter, og langs med forkastningen vurderer vores guide – en ung fyr, der i løbet af de næste fem dage skal gå hen og blive en rigtig god ven – at der er fine chancer for at finde fødesøgende søørreder.
Disse fisk, der er de arktiske vandes ubestridte herskere, er glubske rovfisk med en umættelig appetit og et tandbesat gab. De fiskes typisk over 25-100 meter dybt vand, men her i juli, hvor midnatssolen bader de arktiske egne i klart lys, er fiskene efter sigende at finde på relativt lavt vand.
Med flustængerne i spændte jerngreb, gør vi klar til de første forventningsfulde kast. Kort efter hvisler de store, buskede streamere – som vi har bundet for enden af vores 0.40 mm forfang – igennem luften, lander som vingeskudte fugle på vandet og tynges modvilligt nedefter i vandsøjlen af synkelinerne.
Vi aner ikke, hvad vi kan tillade os at forvente af de kommende dages fiskeri, men vi får hurtigt en indikation. Allerede i tredje kast krummer Klaus’ #10 fluestang sammen under vægten af en stærk fisk – og nogle få intense minutter senere vrider selvsamme fisk sig i guidens rummelige fangstnet. Klaus kan nu storsmilende løfte en formfuldendt amerikansk sø ørred på godt og vel fem kilo op til fotografering – og dernæst gøre klar til genudsætningen.
Nedsænket i søens kølige vandmasser, slår fisken sig fri af Klaus’ hænder og sender sit matolivengrønne og spættede legeme mod bunden. Ovenover jubler to lettede danske fluefiskere og en canadisk guide højlydt!
Catch and release fiskeri sikrer, at bestandene af lake trout på Great Bear Lake forbliver sunde. Her genudsættes forfatterens fisk på godt og vel 15 kilo.
Søørred – et tungt træk i fluelinen
Vi må have fundet fiskene, for mindre end 10 minutter efter Klaus har genudsat sin fisk, annoncerer et tungt træk i min flueline, at endnu en amerikansk søørred har smældet på i dybet. Et enkelt udløb og en masse arrig tovtrækning senere, kommer skyggen af en fisk til syne i vandet, og kort efter omklamres endnu en Great Bear Lake-sø – ørred af maskerne i fangstnettet. Den pragtfulde og bredryggede fisk på godt og vel 7-kilo bliver behørigt fotograferet og får sin frihed igen. Pulsen er fortsat høj, men der er pludselig en anderledes ro i sjælen!
De kommende dage går med stædigt kastefiskeri og der er ikke mange kedelige øjeblikke i båden. Fiskene finder vi konsekvent, hvor vandtemperaturerne er højest; typisk i vindeksponerede vige med vanddybder mellem 5 og 15 meter. Der er mange af dem, og de er hugvillige samt bomstærke. Og så er snitstørrelsen ganske imponerende – formentlig omkring solide 5-6 kilo med enkelte fisk grænsende til magiske 10 kilo.
Den tykke røg, der har ligget som et ligklæde over søen de første dage, er endelig lettet, og med en dybblå himmel som bagtæppe og en strålende sol over os er det som om søen for alvor bliver vakt til live. Det kolde vand antager en dyb koboltblå farve, og dybdekurverne aftegner sig endnu skarpere end tidligere. Samtidig, når nyheden, om at Great Slave Lake lodgen er blevet reddet fra flammerne frem til os – og det mærkes med al tydelighed på stemningen ved aftenens middag på lodgen.
Langs nogle af Great Bear Lakes drastiske forkastninger, kan man vadefiske og kaste udover 10-15 meter vand. Langs disse dybdekurver er der gode chancer for at finde patruljerende lake trout.
Uforglemmelige fiskedage
Dagene, der følger, byder på flere uforglemmelige højdepunkter. Blandt andet oplever vi nogle intense øjeblikke i en lille lavvandet vig, hvor en flok solide søørreder er på rov. Med solen højt på himlen og et roligt vandspejl over sig, aftegner de sig tydeligt mod den lyse sandbund, og vi kan derfor udvælge os individuelle fisk at kaste til.
Allerede i første kast sætter én affølger min flue. Efter et par meter stopper jeg indtagningen kortvarigt. Fisken standser øjeblikkeligt op, og da den svævende flue kort efter slår et subtilt, men inciterende slag med halen, er den pludselig væk – skjult mellem kæberne på fisken, som har inhaleret sit bytte i en lynsnar manøvre.
Fighten er nu i gang, og den mildest talt utilfredse fisk slår forvildet omkring sig – så vildt, at den gylper en halvt fordøjet byttefisk op. Det ser én af de andre fisk i flokken. Den skyder fremefter i vandet og suger det trevlede hvide og dødt-svævende måltid i sig. Umiddelbart derefter får den øje dem sig resolut i bevægelse og forpå endnu et trevlet, hvidt bytte i vandet. Men da den slår kæberne sammen om det, finder en sylespids krog sit fæste i fiskens gummer. Klaus har også fisk på nu, og de kommende fem minutter hersker der kaos i båden, alt imens vi simultan-fighter to store søørreder i fem-kilos klassen…
Kraftigt fluefiskeudstyr er ikke blot nødvendigt for at kaste de store pulserende streamere, som anvendes til lake trout-fiskeriet. Det er også nødvendigt for at fighte de store fisk effektivt.
Et uforudsigeligt fiskevejr
Great Bear Lake er så stor en sø, at den genererer sit eget vejr – og det kan være temmeligt uforudsigeligt og omskifteligt. Det oplever vi på turens næstsidste dag, hvor søen er i oprør og lynglimt slår revner i en blytung himmelhvælving. Vi har søgt læ for vinden mellem to øer, da vinden pludselig dør hen, solen kigger igennem skydækket, og søen bliver til et hvilende spejl. Fortumlede, vårfluer svirrer ud over vandet, og pludselig brydes vandet her, der og alle vegne af søørreder.
Vi får travlt med at få rigget vores tørfluestænger til og få bundet nogle fyldige vårflueimitationer på. I løbet af den næste halve time lægger vi forsigtige kast ud til flere fire-, fem- og seks-kilos ørreder, end de fleste tørfluefiskere ser i løbet af et helt liv. Vi kroger også et par stykker, inden vindene pludselig tager til igen og søen viser sine frådende tænder. Men at lande 5-kilos ørreder på #4 udstyr og 0.18 mm forfangsspidser er ikke nogen let sag!
Kæmpehug på fluen
Søens helt store fisk kommer vi også i kontakt med. Eksempelvis har jeg stadig mareridt over en massiv søørred, som nærmest rev fluelinen ud af hænderne på mig i hugget og forsvandt ned i dybet med hen mod 50 meter backing hvinende efter sig for til sidst at smide fluen. Heldigvis for roen i min sjæl lykkes det at lande en anden stor fisk på søen. Den slår sine kæber sammen om min streamer udenfor et skær, søger straks derefter mod dybere vand og viser sig hurtigt anderledes tung og stædigt anlagt end de andre fisk, jeg har kroget indtil da. De næste 10 minutters tid bliver et tovtrækkeri uden lige.
Guiden cirkler rundt om fisken, mens jeg gør mit bedste for at holde nerverne i bero og udnytte enhver kraftreserve i fluestangen. Det hårdhændede pres bliver i sidste ende for stort. Lidt efter lidt vinder jeg ind på fisken, og da den endelig kommer til syne i overfladen, ser jeg, hvor massiv den egentlig er. Herefter indsnævrer hele mit fokus sig. Jeg synker ned i mig selv, og alt, der er tilbage, er tyngden af den forestående opgave.
Da fisken langt om længe glider ind over fangstnettets ramme, kommer jeg tilbage til overfladen igen med et højtlydt og forløsende brøl! Vi sejler hurtigt ind til land med fisken på slæb i nettet, jeg springer i vandet og Klaus sender en skudbyge af sted med kameraet, mens jeg løfter den 15-kilo tunge fisk kortvarigt fri af vandet. Herefter tager jeg mig et selvbevidst øjeblik til at nyde synet af den gamle kæmpe fra dybet. Som den hviler i vandet ved min side med sine store sejl-lignende finner og inverterede prikker forstår og påskønner jeg til fulde, hvorfor vi er rejst den lange vej til Nordvest Territoriet og Great Bear Lake. Og da fisken slår et par slag med halen og søger mod dybere vand intensiveres følelsen blot yderligere.
Plummer’s Great Bear Lake Lodge besøges primært af amerikanske og canadiske trollingfiskere, men her er også mulighed for et super-spændende kastefiskeri.
Amerikansk søørred
Amerikansk søørred, canadarødding (Salvelinus namaycush) eller bare søørred som jeg kalder den, hører til char-familien, som blandt andet tæller kildeørred, fjeldørred og bull trout. Den stiller høje krav til vandkvalitet og iltning, samt kan blive over 50 år gammel. Fiskene findes på tværs af det nordligste USA og hele Canada.
I Great Bear Lake findes tre distinkte søørred-underarter; silverbacks, red fins og butterfly red fins. Silverbacks er pelagiske søørreder med et sølvgråt skær og et i-forhold-til-kroppen relativt stort hoved. De lever primært af større byttefisk, og kan nå vægte på op imod 40 kilo. Redfins er stærkt oliven – grønne med knaldende røde finner. De bliver ikke nær så store som silverbacks’ne – formentlig ikke over 15 kilo, og de lever primært af småfisk, tanglopper og vandinsekter.
Butterfly søørrederne minder meget om red fins’ne, men til sammenligning har de overdrevet store finner, et markant overbid og store læber. Disse fisk, som sjældent bliver mere end 6-7 kilo, finder man typisk over relativt lavt vand, hvor de specialiserer sig i insekt-fødesøgning ved bunden.
Ønsker man et afbræk fra lake trout fiskereriet, er der masser af arktiske stallinger at finde langs søens stenede bredder.
Fisk ørred på Great Bear Lake
Great Bear Lake er verdens fjerde største sø med et vandspejl på 31.153 km2 og vanddybder på op til 446 meter. Den ligger i den centrale del af Canadas vidtstrakte Nordvest Territorium. I søen findes 15 forskellige arter inklusiv amerikansk søørred eller canadarødding, helt, stalling og gedder.
Plummer’s Arctic Lodges driver fiskeriet på søen, som igennem tiderne har leveret den ene søørredrekord efter den anden – blandt andet den gældende verdensrekord på 72 lbs. Der ligger i alt tre lodges på Great Bear Lake (Trophy, Great Bear og Arctic Circle), som alle drives af Plummer’s folkene, hvor der er forskellige muligheder for fiskeri. Flere oplysninger kan findes på følgende link: www.plummerslodges.com
nov 12, 2022 | Artikler, Betalt samarbejde, Friluftsliv, Grej og beklædning
Fiberjakker og veste som denne giver en virkelig god isolation, når kulden bider.
Der er ikke meget sjov ved en fisketur, hvis først du kommer til at fryse. Både dun og kunstfiber er fantastiske isolationsmaterialer, der hver især har deres fordele til forskellige former former for fiskeri og ture ud i det blå. Her får du en en række tips til, hvilke faktorer du skal tage højde for, når du foretager det endelige materialevalg til de lag, der for alvor skal bidrage til at holde dig varm i kulden.
AF EVA MYRSTEN PERSSON
Både dun og syntetiske fibre har vist sig at være yderst effektive som isolerende materialer i overtøj og friluftsprodukter. Grunden til at den ene type ikke har udkonkurreret den anden, er fordi de hver har deres styrker og svagheder. Om det er dun eller fiber, der egner sig bedst som isolering. kommer helt an på anvendelsesbehov og -situation.
Fordelene ved dun som isoleringsmateriale
Dunisolering er et naturprodukt og udgøres af hundredvis af enkelte dunfjer. Da det er afgørende for isoleringsgraden, at dun/fjer er jævnt fordelt over hele produktets flade, ligger de ofte i en form for syede eller laminerede kanaler. Nogle dunprodukter har gennemsyede kanaler, hvor dunene ikke isolerer i selve syningen. Disse passager kaldes ”kuldebroer”. Gennemsyningerne sikrer til gengæld ekstremt god åndbarhed og temperaturregulering, der er perfekt i f.eks. sommersoveposer, eller til situationer hvor man rekordhurtigt vil kunne komme af med overskudsvarme. I dunprodukter der skal isolere maksimalt i koldt vejr, anvender man ofte en slags ”box wall” konstruktion, hvor dunene opdeles vha. indsyede vægge frem for gennemsyninger. På den måde elimineres kuldebroerne, og dunene isolerer jævnt over hele kroppen.
Ser man nærmere på et enkelt dun, er det opbygget nøjagtigt ligesom lyset i en plasmakuglelampe: Der er en fjerstamme ud fra hvilken en masse, tynde fjerstråler strækker sig ud. Fjerstrålerne deler sig yderligere i bistråler, der holder sammen på fjerstrålerne. Konstruktionen varierer fra dun til dun. Længden på fjerstråler og bistråler – samt antallet af dem er direkte forbundet til mængden af isolerende luft, som dunene kan fange. Derfor har dun/fjer med mange og lange stråler/bistråler en højere isoleringsevne end dun/fjer med færre og kortere stråler. Det er også dette, som definerer kvaliteten af dun/fjer.
Western Mountaineering Caribou MF er en sommersovepose, der er isoleret med dun fordelt i kvadratiske kamre adskilt af gennemsyninger, som gør soveposen særdeles åndbar.
Dunisolerede produkter kommer ofte med en ”fillpower-værdi” (kaldes også ”loft” eller ”CUIN”), der angiver dunenes kvalitet, som angives med et tal – typisk mellem 500 og 900. Kvaliteten afgøres blandt andet ud fra dunenes massefylde pr. vægtenhed og måles i amerikanske enheder (”cubic inches per ounce”). Jo højere fillpower-tallet er, desto lettere og finere er dunene. Produktets designmæssige konstruktion kan også have stor indflydelse på isoleringsevnen, så en dunjakkes overordnede varmegrad kan ikke altid konkluderes alene ud fra den angivne fillpower-værdi.
Hvor kommer dunene fra?
Dunenes kvalitet hænger også sammen med, om de kommer fra ænder eller gæs, hvor dun af højeste kvalitet typisk er gåsedun. Både ænder og gæs har relativt få af de helt lette og fine dun med høj fillpower-værdi. Det begrænsede udbud af højkvalitetsdun har en direkte indflydelse på prisen. Derfor er de varme, ultralette dunjakker ofte meget dyrere end andre dunjakker på markedet.
Ved sammenligning af tre enkelte dun med forskellige fillpower-værdier, ses forskellen i konstruktion og fylde tydeligt.
De fleste dunprodukter er isolerede med et miks af dun og almindelige fjer. De almindelige fjer er tungere og stivere med en ringere isoleringsevne, og vil gøre dunproduktet tungere samt mindre komprimerbart, alt efter fjer/dun-fordelingen. De dyre dunjakker har typisk en 90-10 procentfordeling af dun og fjer, hvor de billigere jakker ofte vil have 20-25 % fjer.
Taler man om dunenes ophav, diskuterer man også produktionens ansvarlighedsgrad. Eftersom dun er et naturligt animalsk produkt, er der visse krav som dunproduktionen skal leve op til, før man kan kalde produktionen ansvarlig og miljørigtig. Heldigvis er det efterhånden en selvfølge at større, etablerede producenter af dunprodukter har et skærpet fokus på at sikre en etisk forsvarlig sourcing af deres dun. RDS-certificeringen (Responsible Down Standard) stiller strenge og specifikke krav til producenten om dyrenes levevilkår og håndteringen af dyrene. En del brands har også lanceret deres egne initiativer, bl.a. har Patagonia ”Traceable Down Standard” og Fjällräven deres ”Down Promise”.
Det gode ved dun
Dun har klart den bedste varme/vægt-ratio af alle isoleringsmaterialer der bruges i beklædning og friluftsudstyr. Derudover kan de også pryde sig med at have en særdeles høj åndbarhed og komfort, idet dunisoleringens åbne og lette struktur giver kroppen god mulighed for at temperaturregulere løbende. Dunene holder rigtig godt på varmen, men hjælper i høj grad også kroppen med at komme af med overskudsvarme. Det er især noget, der mærkes som en væsentlig forskel mellem fiber- og dunisolerede soveposer.
Dun holder også potentielt rigtig længe. Hvor syntetisk isolering vil falde sammen med tiden, fordi fibrene simpelthen vil blive slidt op af mange års brug og pleje, så vil de naturlige dun stå stærkere mod tidens tand. Med den rette pleje kan en dunisoleret jakke eller sovepose bevare sit oprindelige “loft” eller spændstighed, og dermed kvaliteten af sin isoleringsevne i 20-30 år – eller så længe ydermaterialet hænger sammen. Generelt vil dun af god kvalitet også kunne holde meget længere end dunproduktets øvrige materialer. Til gengæld er dun 100 % genanvendelige, så når en dunjakke omsider er slidt op efter mange års flittigt brug og god pleje, så kan dunene relativt nemt tages ud, vaskes og tørres, og genbruges i et nyt produkt. Det er et godt grundlag for at aflevere gamle dunprodukter til genbrug! En skønne dag vil dunene dog også været blevet så gamle, at de ikke kan bruges mere. Men fordi ubehandlede dun er 100 % naturlige, så er de også biologisk nedbrydelige og komposterer helt problemfrit.
Pleje af dunprodukter
Dun kræver vedligeholdelse og pleje. Ved brug af dunprodukter vil snavs og fedtstof fra kroppen sætte sig i dunene og få dem til at klumpe sammen. Med tiden vil dunene miste deres loft og dermed deres isoleringsevne. Eftersom processen er langsom og gradvis, kan det være svært at få øje på, men sammenlignet med et nyt, tilsvarende dunprodukt, vil det brugte, ikke-plejede produkt fremstå væsentligt fladere og mere slasket. For at dunene skal kunne bevare deres oprindelige ydeevne, skal de derfor plejes jævnligt. Dette gøres med en skånsom vask efterfuldt af en grundig tørring i tørretumbler. Processen er en smule omstændig, men er altså nødvendig for at vedligeholde dunene. Desuden forlænger hensigtsmæssig pleje også dunproduktets levetid markant.
Dunisolerede produkter præsterer helt fantastisk i tørt og koldt vejr, men bliver dunene gennemblødte, så er de ikke længere meget værd. Fugt og vand får nemlig dunene til at falde helt sammen, så det isolerende loft forsvinder, og så er der ikke meget varme at hente fra dem. Skulle dunene gå hen og blive gennemblødte, er det vigtigt at få dem helt tørre igen så hurtigt som muligt. Ligger dunene i fugt for længe, vil de til sidst være nærmest sammenklistrede, og så er det meget svært at få dem skilt ad og genoprette loftet. Har din dunjakke fået en utilsigtet tur i øsende regnvejr, kan de gennemblødte dun dog godt reddes ved at give jakken en grundig omgang i tørretumbleren. Hvis det kun er jakkens yderside der har fået lidt fugt, kan jakken tørres hen over radiatoren.
PrimaLoft, den bedst kendte syntetiske isolering, produceres primært i paneler og har mange gode egenskaber.
Kunstfiber som isolationslag
Fiberisoleringen blev udviklet som et syntetisk alternativ til dunisolering. Fibrene er typisk hule polyestertråde, der er løst spundet for at give en høj fylde og god isoleringsevne. De fleste fiberisoleringer spindes til paneler, der er nemme at arbejde med og som garanterer en helt jævn fordeling af isoleringen i fiberproduktet uden behov for syede kanaler. Nogle producenter har også udviklet syntetisk isolering der imiterer dunfjerenes konstruktion for at komme endnu nærmere dunenes formidable isoleringsegenskaber. Mange brands har deres egen produktion af fiberisolering. Det mest kendte og udbredte varemærke inden for fiberisolering er PrimaLoft. På samme måde som dun isolerer fibre ved at fange luften som så blokerer kulden og holder på kropsvarmen.
Hvad er kunstfibre lavet af?
Fiberisolering er typisk fremstillet af 100 % polyester, og eftersom fibrene er syntetisk fremstillede, kan de enkelte producenter i høj grad have indflydelse på isoleringens konstruktion og sammensætning. Der er en fordel i at kunne producere mere specificeret isoleringsmateriale, alt efter hvad det endelige produkt skal kunne. Med syntetiske fibre kan producenterne definere produktets åndbarhed, isoleringsgrad og udseende alene ved at forme polyesterfibrene til paneler, tråd eller dunlignende enheder, og disse egenskaber kan så understøttes yderligere gennem produktets øvrige materialer. Det betyder også, at udbuddet af fiberisolering er præget af stor variation, når det kommer til kvalitet og egenskaber. Samtidigt er det også svært at sammenligne fiberisoleringer fra de forskellige producenter, da de har forskellige tilgange til produktionen.
Det gode ved fiber
Sætter man de syntetiske fibre over for dunene og sammenligner på vægt, åndbarhed og komprimerbarhed, så kan de allerbedste fibermaterialer præstere nogenlunde som de mellemgode dunkvaliteter. Men når det kommer til vand og fugt, så vinder fibrene suverænt over dunene. Når vand og fugt trænger ind til det isolerende materiale, vil det ikke blive absorberet af de syntetiske polyesterfibre. I stedet sætter vandet sig mellem fibrene, hvorfra det let kan fordampe eller vrides ud af produktet. Af samme grund mister fibrene stort set heller ikke deres isoleringsevne, når de bliver våde, da de ikke tynges og kollapser på samme måde, som våde dun gør.
Ligesom dunisolering kan fiberisolering produceres af genanvendte og genanvendelige materialer. Syntetiske fibre kan ikke nedbrydes naturligt ligesom dun, men materialer af 100 % polyester kan nedbrydes kemisk eller mekanisk og omdannes til ny polyestertråd, som efterfølgende kan anvendes til at producere nye polyestertekstiler. Derfor er disse rene materialer velegnede til genanvendelse. For at gendanne styrken og elasticiteten, tilsættes ofte nye polyesterfibre til de gamle, som trods alt vil være lidt nedslidte efter en eller flere ture gennem produktionsloopet. Fordi syntetiske fibre bliver uopretteligt slidt op med tiden, kan de ikke genbruges i lige så mange omgange som dun kan. Derfor er det bedste man kan gøre for miljøet først og fremmest at sørge for at bruge fiberproduktet, til det er helt slidt op. Herefter kan produktet afleveres til genbrug, så råmaterialerne kan genanvendes mens det stadig kan leve op til en vis kvalitet.
Pleje af kunstfibre
Syntetiske fibre holder ikke lige så længe som dun potentielt kan. Med årene vil fibrene – uanset brug – gradvist miste deres elasticitet og fiberisoleringen sin fylde. Det betyder, at isoleringsevnen forringes, og at fiberproduktet vil se fladere samt mere slasket ud. Holdbarheden for fiberisolerede produkter øges selvfølgelig ved hensigtsmæssig pleje, men efter 10 år vil det bare ikke kunne varme lige så godt, som da det var nyt – uanset hvor godt det er plejet.
Til gengæld er det ligefrem nemt at vaske og pleje fiberisolering! Fordi fibrene ikke binder vand, tørrer de langt hurtigere end dun. Det er en fordel ved anvendelse af produktet, og så letter det vaskeprocessen gevaldigt. Fibertøj og -soveposer kan vaskes i almindelig vaskemaskine og vaskes bedst på skåneprogram med et mildt, flydende vaskemiddel. Herefter skal produktet bare dryptørre, og så er det klar til brug igen! Visse produkter kan også klare en tur i tørretumbleren, men dette vil dog udsætte produktet og fiberisoleringen for unødigt slid, og nedsætte produktets overordnede levetid.
Det sidste plus ved fiberisoleringer er prisen. Fordi materialet er syntetisk fremstillet, så er det varierede udbud også stort. Derfor er en god fiberisolering generelt billigere end en tilsvarende dunisolering.
Her får du en hurtig sammenligning mellem dun og fiber som isolerende materialer
nov 9, 2022 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri
Småt er ofte godt på de helt stille dage, men det kan også lade sig gøre at fange fisk på store blink i høj fart. Her er Peter Kirkby med en smuk
sensommerfisk fanget på et 28 grams Søm i turbofart.
Kystfiskeri bliver simpelthen ikke mere udfordrende end når vandet ligger blankt hen. Risikoen for en nultur er overhængende, men med forsigtighed, vågne sanser og en smule held kan dagen udvikle sig til en kystørredlektion af dimensioner.
AF PETER KIRKBY
FLOT SER DET UD, når vandet ligger blankt og ubrudt hen, men for mange kystfiskere er det et skrækscenarie hvor tanken »håbløst« konstant spøger i baghovedet. Jeg skal være den første til at indrømme, at en god gang vind og lidt svæv i vandet sætter langt mere gang i bidelysten. Til gengæld ved jeg også at helt stille vejr byder på helt andre spilleregler!
Af samme grund er det ikke blevet til mange kast med fluestangen denne morgen. Blikket afsøger fokuseret det blanke vandspejl, mens jeg forsøger at haste mellem de Bornholmske sten og blæretangsbuske uden at plaske og larme for meget.
Havørred på kysten – når vinden lægger sig
I går, da vinden lagde sig, havde vi været rundt på en stribe pladser. Et enkelt sted spottede vi et par ringe fra finner, der forsigtigt brød overfladen, men det var først efter at have kroget en enkelt lille blankfisk, at det gik op for os, hvor mange fisk, der var i stimen.
Flere småhvirvler afslørede, at den langt fra var alene, og da et efterfølgende kast med bombardaflåd og flue slog ned en anelse længere ude, blev den blanke overflade pludselig brudt på et areal af 10 gange 20 meter. Iveren og betagelsen over den store stime havørreder blev hurtigt afløst af ærgrelse over at have skræmt dem langt uden for kastehold. Med jævne mellemrum viste der sig et par forsigtige ringe på overfladen 2-300 meter ude, men selv diverse pauser og et besøg på en anden plads fik ikke fiskene til at trække tilbage inden for kastehold.
Selvom fiskeriet kan være svært på dage uden vind, kommer der tit et opsving i bidelysten i skumringstimen. Husk dette når håbet svinder ud.
Resten af dagen forsøgte vi efter bedste evne at spotte fisk på en stribe pladser. Alt sammen uden succes. Helt anderledes godt var det gået for Kim og Jakob, der sidst på eftermiddagen havde ramt helt rigtigt. I et relativt begrænset område var det lykkedes dem at finde en stime havørreder. Ikke blot målsfisk og farvede nedgængere, men også flere fine blankfisk på 2-3 kilo! Med forsigtige fluekast og de mindste tanglopper samt hareørenymfer, de kunne finde i flueæskerne, var det lykkedes at lande adskillige flotte fisk. De fleste bornholmske kystfiskere til hård pålandsvind, så det var et tankevækkende resultat, der af en af vores lokale fiskekammerater blev kommenteret med et knastørt: – Det var li’godt Satans!
Ringe på overfladen signalerer havørred
Her til morgen er vi startet på Kim og Jakobs plads, men har intet set til stimen fra i går. Der bør dog være fisk i nærheden, og det er netop derfor, jeg haster afsted med blikket fejende hen over den blanke overflade. Jeg har bevæget mig omkring en kilometer væk fra de andre, da en uskyldigt udseende, lille ring afslører sig i overfladen et stykke fremme. Jeg fryser på stedet og stirrer, som jeg forestiller mig en sulten fiskehejre ville gøre det. Det føles som flere minutter, men varer i virkeligheden blot 20-30 sekunder før en kantet flig af en finne bryder overfladen.
Efterhånden som jeg nærmer mig, ser jeg ringe og finnekanter i overfladen flere steder. Umiddelbart virker det som om 4-5 ørreder bevæger sig forsigtigt rundt i området, mens de nu og da strejfer overfladen. Af erfaring ved jeg, at det faktiske antal af fisk kan være langt højere, men jeg ved også, at det stadigvæk kan være ualmindelig svært at lokke blot en enkelt fisk til at hugge…
Fluestangen er for mange kystfiskere det fortrukne våben, når havørrederne skal lures under en spejlblank overflade.
Små kystfluer til stille vejr
Fluen er min allermest indbydende kobberbasse i størrelse »naturtro tangloppe« og forfanget er forlænget med yderligere en meter 0.22 fluorocarbon. I modsætning til den mere langtrækkende kastestil der benyttes i vind og bølger fokuserer jeg for alvor på at bremse skydelinen ved at sænke stangtoppen i vandet sidst i kastet.
Når kastet er korrekt udført, ruller skydehovedet og forfanget sig fjerlet ud på overfladen med et minimum af støj og forstyrrelse af vandspejlet. Alligevel virker ørrederne trykkede og forsigtige. Hver gang jeg får et kast i nærheden af en af dem, dør overfladeaktiviteten ud. Først efter lidt ventetid viser der sig atter en ring længere henne eller længere ude. Efter en stribe forgæves kast beslutter jeg, at det er på tide at liste sig ind og ringe til fiskekammeraterne længere nede ad kysten. Samtidig kan ørrederne få fred, indtil de atter er trukket tættere på land.
Forfatteren med en dejlig blankfisk fanget på let fluegrej i nul vind.
En perfekt havørred på kystfluestangen
Løslinen ligger stadig i linekurven, mens jeg vader ind. Cirka 15 meter til venstre for ligger en stor sten med blæretang, der lejlighedsvist bryder overfladen i den smule dønninger, der trods alt er på den blikstille Østersø. Jeg er i tvivl om det er indbildning, at en enkelt bevægelse ikke er helt synkron med blæretangen, men for en sikkerheds skyld prøver jeg et kast.
Fluen lander perfekt en halv meter på modsatte side af stenen, og det første tag i skydelinen besvares med et rusk efterfulgt af et akrobatisk ørredspring fri af vandet. Det er en fin bornholmsk blankfisk i nærheden af de to kilo, og fighten byder faktisk på en del mere dramatik end den burde. Mest af alt er det min egen fejl, for da jeg under fighten roder med mit GoPro kamera for at filme lidt af begivenhederne, er jeg et øjeblik uopmærksom. Resultatet er at fisken får sat sig fast i blæretangen ved den store sten, hvor den huggede.
Jeg frygter, at den er mistet, men da jeg får stavret mig ud med vand til waderskanten kan jeg se, at halen på fisken stikker ud under stenen. Med forsigtigt pres fra den rigtige retning lykkes det at få den fri, og fighten kan fortsætte. Denne gang har jeg fuldt fokus, og vælger for en sikkerheds skyld at nette fisken, da den er kørt træt. Det er en tindrende smuk Østersøfisk af den mere torpedoformede slags. Nogle fisk vejer bare tungere målt i oplevelser end i kilo og gram. Med en vægt på knap to kilo er det næppe en fangst, der slår benene væk på de fleste kystfiskere, men den er en fantastisk belønning oven på en intens oplevelse med forsigtige ørreder, der afslører sig i Østersøens spejlblanke overflade.
En stor farvet fjordfisk bliver genudsat. Den blev spottet 70 meter ude og fanget på bombarda med flue.
Vindstille på kysten – fordele og ulemper
Som oplevelsen fra Bornholm viser, kan der være fordele og ulemper ved dage uden vind. Vil du have succes under vindstille forhold er opskriften simpel; det gælder »blot« om at minimere ulemperne og udnytte fordelene. Den helt åbenlyse fordel er naturligvis muligheden for at spotte fisk, der afslører sig i overfladen.
Her gælder det om at bruge øjnene frem for fiskestangen. Jeg har flere gange oplevet af se små hundestejler og andre byttefisk der sprang fri af vandet i panik, mens en tydelig trykbølge jagede rundt efter dem. Den slags er en sandt drømmescenarie, der blot kræver et enkelt kast før der er kontant afregning. I vind og bølger kan den slags foregå ganske tæt på, uden at du ænser det, eller får kastet i den rigtige retning. I vindstille ses det tydeligt og på lang afstand.
En stor efterårsfisk, der kaster sig fri af vandet, ses naturligvis også på ekstremlang afstand i helt vindstille vejr. At få den til at hugge, kan dog være en anderledes svær og udfordrende opgave. Langt de fleste gange en havørred afslører sig, er det en temmelig diskret affære, der blot efterlader en uskyldig ring i overfladen. Tag ikke fejl! Selv få og små ringe i overfladen kan til tider være vejviser til et overraskende stort antal havørreder, der er samlet i et begrænset område. Jeg er til tider overrasket over hvor mange kystfiskere der blot fisker i blinde, fremfor at spotte fiskene og optimere deres egne chancer.
Sky ørreder når der er vindstille på kysten
Den store ulempe ved dage med nul vind er at ørrederne ofte – for ikke at sige næsten altid – er meget sky i det klare og stille vand. De har nemmere ved at afsløre vores bedrag, og de bliver hurtigt utrygge. Sådan virker det i hvert fald langt hen ad vejen. Det virker dog også som om, at fiskene kan finde på at ændre adfærd og opholdssted.
Især under forårets fjordfiskeri har jeg gang på gang oplevet dage, hvor den samstemmende melding fra 5, 10 eller flere kystfiskere har været, at der er fuldstændig dødt. Det er netop disse dage, at jeg vælger at søsætte kajakken eller min flydering. Det virker som om fiskene foretrækker at være noget længere fra land, og jeg har ofte oplevet et sandt bonanzafiskeri, hvor jeg har kastet til små ringe i overfladen – og landet masser af ørreder et par hundrede meter længere ude end den nærmeste kystfisker. Det gælder med andre ord om at udnytte mulighederne, når vinden har lagt sig.
Forfatterens kajak ligger klar ved Tempelkrogen i Isefjorden. 3-400 meter ude ringer ørrederne i overfladen…
Ni sikre kystørredtricks i 0 vind
Brug øjnene: Er blikket tunet ind, kan selv den mest diskrete ring fra en havørred spottes på op til et par hundredemeters afstand. Brug øjnene til at afsøge mest muligt vand. En kikkert kan også være en god hjælp til at kaste tættere blik på suspekt overfladeaktivitet.
Færre kast: Få kast, der ligger »spot on« i et område, hvor du har set fiskene, giver langt mere mening – og flere havørreder – end nok så mange kast i »blinde«.
Længere forfang: Stille vejr og klart vand er lig med sky ørreder. Uanset om du fisker med fluestangen eller bombarda og flue, så kan et længere og/eller tyndere forfang være med til at øge fangsterne. For spinnefiskeren kan et stykke fluorocarbon som forfang også være at foretrække frem for en synlig fletline, der går helt ud til blinket.
Ekstrem indspinning: Er vandtemperaturen lidt oppe i graderne, kan det betale sig at give de sky ørreder kortere betænkningstid. Forsøg med en lynhurtig indspinning og få men pludselige spinstop. Andre former for ekstrem indspinning kan også gøre en forskel. Forsøg evt. med meget varieret indspinning. Ekstremt langsom indspinning med hævet stangtop kan også give bonus i meget koldt vand.
Søg længere ud: Sky ørreder har ofte en tendens til hurtigt at søge ud over dybere vand. Overvej om du på nogen måde kan øge kastelængden, eller om der skal tages bellyboat, kajak eller jolle i brug for at nå ud til fiskene.
Mindre blink & fluer: Hvis det ellers giver mening i forhold til kastelængden, så forsøg med mindre blink eller fluer. Nogle gange skal der skaleres ned til ekstremerne for at få succes med sky ørreder i vindstille vejr. De fleste slæber rundt på kystfluer i størrelse 4-8, men ofte kan det betale sig også at have størrelse 10, 12 eller helt ned til størrelse 16 fluer med i æsken.
Naturtro agn & fluer: Både som spinne- og fluefisker kan det betale sig at benytte naturtro og diskrete agn. Selvfølgelig kan det betale sig at eksperimentere, men kaster du til sky fisk, som du har spottet, så lov mig, at du har prøvet det allermest diskrete, du har i æsken før du konkluderer, at de ikke vil hugge.
Forsigtige kast: En plaskende flueline eller et blink, der slår hårdt ned i overfladen, virker meget voldsomt i nul vind. Det ideelle fluekast i vindstille vejr lander blødt og diskret, så øv dig i præsentations kast frem for præstations kast! Som spinnefisker gælder det ofte om, at nedslaget rammer et stykke længere ude end en eventuel spottet fisk – fremfor at tyre lige i bøtten på den.
Vær mobil: Når nu det endelig er vindstille, og du har chancen for at spotte fiskene på lang afstand – så udnyt muligheden. Hvorfor stirre og kaste ud over det samme stykke livløse vand, fordi det lige var her, der så fint ud til rygsækken med kaffe og madpakke? Bevæg dig hastigt og opmærksomt langs kysten – og skift gerne plads, hvis du ikke ser aktivitet.
nov 5, 2022 | Artikler, Fiskeri efter fladfisk fra båd, FLADFISK, Hav – kutter og småbåd, Medefiskeri
Når spætterne er fundet, er det vigtigt at fylde friske orm på krogen kontinuerligt, da store friske orm er et yderst udslagsgivende parameter for succes.
I denne tid er spætterne i absolut topkondition og de store eksemplarer er inde på dybder, der gør dem til yndede mål for os lystfiskere. Nikolaj Kolding har sat Øresundseksperten Lars Pryds i stævne og giver dig her den garvede skippers bedste tips til de store plader.
AF NIKOLAJ KOLDING
DE FLESTE STORE RØDSPÆTTER lever en anonym tilværelse på relativt dybt vand, men flytter sig hele tiden i forhold til vandtemperatur, gydeperiode og fødeudbud. Vil man fange én af de helt store, gælder det om at time sit fiskeri, og netop nu er det højsæson. De helt grove fisk trækker ind på vanddybder, som er nemme at fiske fra båd, og de er i ultimativ foderstand. Selv om fiskeriet er nemt at gå til og alle kan være med, så findes der nogle få lystfiskere som virkelig har fat i den lange ende og ved hvordan chancen for den store fisk øges markant. Én af dem er mangeårig turbådskipper Lars Pryds, som her løfter sløret for sine erfaringer på Øresund.
Nogle dage skal der justeres lidt på taklet for at optimere fiskeriet. Færdigriggede forfang og takler opbevares let og overskueligt i en forfangsmappe.
Fladfisketricks i massevis fra Lars Pryds
Lars sejlede i mange år den legendariske og nu pensionerede turbåd »Nadia« som gennem årene lagde dæksplanker til ikke så få rødspætter over de magiske to kilo – og han har også tidligere. I dag sejler Lars den nyrenoverede »Fyrholm« og forsætter i vanlig stil fiskeriet efter fladfisk helt ind til midt i december. På netop sådan en tur, lukkede Lars op for godteposen.
Vi sejler ud fra Helsingør Havn og efter fem minutters sejlads er vi på fiskerpladsen – en forbløffende kort sejltur. De gode spots ligger som perler på en snor langs hele dansker siden af Øresund.
Strømmen løber en anelse for hårdt i dag, så båden bliver holdt på skruen, så det er nemmere at holde bund. Hurtigt er skipper i gang med sin egen stang, det giver ifølge Lars et meget bedre billede af fiskeriet end blot at se til fra sidelinjen – og så er det jo ganske underholdene. Et enkelt drev fisker vi – og søger så videre. Fiskene var bestemt til stede, men gennemsnitsstørrelsen var for lille og en for stor andel var små isinger. Vi flytter os ikke langt, hvorefter fiskeriet hurtigt er i gang igen. Det er forbløffende, hvor stor forskellen er – blot 300 meter har vi flyttet os, og her er koncentrationen af spætter en hel anden. Vi fisker små korte drev over samme område, fordi fiskene ligger samlet på få kvadratmeter og der er ikke er længe imellem huggende.
Nikolaj Kolding med en flot rødspætte fra Øresund. Det er sådanne fisk der jagtes i november.
– For den erfarne er det som regel ikke svært at bedømme, hvilken fisk der hugger, forklarer Lars. – Især de store rødspætter hugger mere i små, men jævne træk, hvorimod isinger føles mere som en sitren i stangspidsen. – Har man først den føling, kan man effektivisere sit fiskeri ved at løfte eller flytte sit takel, når de små isinger uundgåeligt vil gå til angreb på agnen, understreger han.
Orm fanger flest fladfisk på Øresund
På Øresund er orm agn nr. 1, og Lars fisker udelukkende med børsteorm. De er effektive, og så er de nemmere at skaffe end sandorm. I andre landsdele fisker skalrejer rigtigt godt, men af uforklarlige årsager, har de ikke helt den samme gennemslagskraft på Sundet. Lars takel er relativt simpelt. Det er monteret med to Gamakatsu ormekroge; den øverste krog fiskes som vanlig paternoster, og den nederste fiskes som efterslæb på en gul hundrede grams pirk, med en tavslængde på omkring 35- 40 centimeter.
To tilrigninger efter Lars Pryds og Martin Huberts forskrift. Øverst et paternoster takel med perlemorperler og et spinnerblad og efter den gule pirk hænger
slæbetaklet.
Når der skal fanges rødspætter, skal der monteres lokkeperler i perlemor med spinnerblad foroven pointerer Lars. – En stor del af spætternes kost består at hvide muslinger og måske er det derfor, at netop perlemor er specielt godt. Taklet skal hoppe hen over bunden, så der er konstant føling, og det må ikke gå for stærkt. Derfor er det ofte nødvendigt at give en del line, da de grove spætter godt kan være temmelig dovne. Omvendt skal der på dage med ingen strøm eller vind til afdrift, kastes og spinnes ind, fordi konstant bevægelse og flow i fiskeriet er et must.
– Der skal ofte bruges rigtigt mange orm under en dags fiskeri, og skipper fortæller, at langt de fleste kunder ombord ikke medbringer nok og derfor sparer: Det dur ikke! Krogene skal hele tiden fyldes op, for at fiske optimalt. Nøglen til succes er altid at medbringe masser af agn – og frisk agn vel og mærke. Ormene skal helst være pakket kort inden afgang og være meget livlige fastslår Lars, som tilføjer at det godt kan betale sig at holde sin grejhandler i ørerne.
En fin rødspætte til Max Bursell har taget slæbetaklet på spætterigget – lige efter bogen.
På vej til nye fladfiskepladser
Vi skifter plads, men de fleste gæster på båden har allerede 10-20 brugbare fisk i kurvene, inden vi sejler nord for færgerne. Hele vejen fra Helsingør Nordhavn og op langs Nordkysten er fladfiske-revir, og vi prøver pladserne af, efterhånden som vi sejler forbi.
Efter 4-5 stop rammer vi et tilpas godt fiskeri, med en del store rødspætter imellem og Lars koncentrerer fiskeriet her. Konstant holdes der øje med søkortplotter og fangsterne ombord. Lige så snart, at fangsterne stopper, flyttes skibet tilbage til udgangspunktet, hvorefter der atter fanges fisk. Her er ikke noget med timelange drev og dårlig koncentration.
– Når man har fisket tilpas meget i løbet af en sæson, giver det mulighed for at følge fiskene rundt og nøje vurdere forholdene, forklarer Lars og uddyber at specielt store fladfisk kan være lumske. – Der er stor variation i, hvor nemme de er at få i hugget, og fordi én plads fisker dårligt den ene dag, er det ikke ensbetydende med, at den bør opgives, men blot fiskes på det rigtige tidspunkt. Lars forklarer, at rødspætterne flytter en del rundt i løbet af efterårssæsonen, men generelt skal de fanges lidt dybere end skrubber.
Find de flade på 8-15 meters dybde
Som regel skal man gå efter pladser med dybder på mellem 8-15 meters, og det gør ikke noget at være lidt opsøgende i sit fiskeri. Der findes nemlig fladfisk næsten over alt i de danske farvande, når blot bundforholdene er i orden, understreger han og tilføjer, at spætterne typisk findes på bund med sand eller let grus, blandet med muslingebanker.
Lars Pryds tjekker fiskeriet fra styrhuset. Det er vigtigt for skipper at have en finger på pulsen, så han fisker også selv.
Jeg spørger naturligvis ind til rekorder og fortidens fiskeri: – Tilbage i 2001 var fiskeriet helt fantastisk. – Vi fangede næsten rødspætter over to kilo på hver tur, og årets bedste tur gav hele syv fisk over de to kilo. En enkelt dag lykkes det én lystfisker at lande hele 3 spætter på den rigtige side af to kilo. Den gældende skibsrekord på »Nadia« var 2,8 kilo! Lars fangede selv i perioden godt med store fisk og en fin serie fisk over to kilo blev det til. Den største var imponerende 2,25 kilo. – Desuden blev det en dag til en ekstraordinær dublet på 1,6 & 1,9 kilo, smiler Lars og fortsætter. – De tider er desværre passé, men der kommer stadig en grov fisk op i ny og næ. Fiskeriet svinger mellem årene, og det lader til, at vi har en let opadgående kurve, så det bliver spændene at følge dette efterårsfiskeri, slutter han.
Dagens fisketur lakker imod enden og kurvene er efterhånden godt fyldte. I min kurv har 3-4 fisk sneget sig over kiloet, og det er absolut godkendt. Dagens lystfiskere ser da også mere end tilfredse ud, da »Fyrholm« passere rundt om Kronborg og kort efter ligger til kaj.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2014.
En spætte tager et sidste forgæves flugtforsøg mod bunden, efter at have inhaleret den efterhængte børsteorm.
nov 3, 2022 | Artikler, Bombardafiskeri i put and take, Fluefiskeri, Fluefiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED
Jens Bursell med en solid regnbue fra Simons, der huggede på en variant over Dog Nobler mønstret bundet på rør og fisket på et L-rig med en str. 16 trekrog.
At kombinationen rørflue og L-rig giver en markant højere landingsrate end traditionelle enkeltkrogsfluer er efterhånden yderst veldokumenteret. Men hvordan forholder det sig egentlig med putsøens regnbuer? Fisk & Fri har testet de traditionelle putfluer mod identiske fluer fisket på rørflue og L-rig.
AF JENS BURSELL
REGNBUER kan være notorisk svære at kroge – og ofte giver de en endnu lavere landingsrate end man oplever med fx kystens havørreder. Lige fra opvæksten i dambruget har de været vant til at spise små foderpiller, der bliver serveret, så de ikke behøver at mobilisere den vildeste jagtadfærd for at få tilfredsstillet deres fødebehov – og netop dette tror jeg er medvirkende årsag til, at de kan være svære at kroge: De tager meget ofte agnen stille og roligt med en diskret nippende bevægelse med munden. Det betyder for det første, at det kan være sværere at registrere hugget og for det andet, at krogen ofte sidder mere yderligt, hvor det kan være svært for traditionelle enkeltkrogsfluer at få fat i den hårde kæbe og det tynde væv over denne. Og – jo mere der går nipperi i den, desto sværere bliver det at sætte krogen i fx kæbevinklen, da fisken tit ikke rigtig får vendt med fluen, før den prikkes.
Netop det, at regnbuerne er vant til små agn, betyder også tit, at fluer er det bedste valg. Men – selv her er det med fx kystregnbuer normalt at bomme næste dobbelt så mange hug, som det er tilfældet med havørrederne, hvilket betyder, at man vil kunne opleve landingsrater helt ned på 20-30% på enkeltkrogsfluer og 50-60% på rørfluer og L-rigs.
I testen blev klassiske P & T mønstre som Dog Nobler og Rubber Legs på enkeltkroge testet op mod identiske fluer bundet på rør – fisket med L-rig. Til venstre
ses L-rigget, der gav cirka 50% højere landingsrate end krogfluerne. Der var statistisk stærkt signifikant forskel på landingsraten af begge varianter af L-rigs
vs landingsraten på krogfluene, som altså krogede markant dårligere.
Hvilke fluer giver den højeste landingsrate?
Fisk & Fri besluttede sig derfor for at teste krogfluer op mod identiske fluer på rørflue og L-rigs. Vi fik Kim Nyborg fra rørflueeksperten www.fishmadman.com til at binde identiske sæt af fluer til testfiskerne – og en tidlig martsmorgen, hvor der var masser af nyudsatte regnbuer i Simons Put and Take, var vi klar.
Testfiskerne bestående af Tue Blaxekjær, Casper Larsen, HenningTrier, Michael Petersen, Andreas Aggerlund, Rasmus Diflefsen og jeg fiskede igennem, og for at gøre en lang historie kort, var der masser af hug, så vi kunne få et relativt fornuftigt statistisk materiale i løbet af en god dags fiskeri.
Fiskeriet gav i alt hele 331 kontakter og resultatet var følgende landingsfrekvenser: Krogflue 40% og L-rig (semifikseret) 62%. L-rig og rørflue med en str. 14-16 trekrog gav altså 50% højere landingsrate, hvilket så afgjort er en markant forbedring – selvom den ikke er nær så markant som på kysten, hvor et skift fra enkeltkrogsflue til rørfluer/L-rig normalt giver en forøgelse af landingsraten på 111% (43% vs 91%, baseret på 1689 kontakter (i 2014)).
Det omvendte L-rig, hvor krogen fiskes foran fluen, kan i bestemte situationer fiske super godt på små fluer, som fx under testen, hvor det faktisk gav en endnu
højere landingsrate end den normale L-rig montage.
Det omvendte L-rig – en lovende montage
Der findes mange varianter over mit L-rig, og som et lille eksperiment forsøgte jeg mig sidst på dagen med et omvendt L-rig – hvor krogen i stedet for at være monteret bagerst på fluen – nu blev monteret foran selve fluen. Selvom jeg kun nåede at få et begrænset antal hug på det omvendte L-rig, inden dagen gik på hæld, var det alligevel tankevækkende at jeg fik 11 ud af 14 kontakter svarende til en landingsrate på 79%, hvilket er markant højere end landingsraten på L-rig monteret bagerst på fluen! Eksperimentet viser tydeligt, at den traditionelle halenippe-diagnose ofte er en illusion, fremkaldt af gætteri snarere end reelle fakta. Hvis alle de mange bommede fisk på krogfluerne vitterlig skyldtes »halenipperi«, ville man næppe få dobbelt så høj landingsfrekvens ved at sætte krogen foran fluen? Præcis som på kysten er der altså meget som tyder på, at den generelt lave landingsrate på enkeltkrogsfluer større end str. 8-10 skydes dårlig penetrationsevne og for store dimensioner til at kunne få fat i de ydre dele af ørredkæberne. Er du frisk på at prøve noget nyt, er der altså al mulig grund til at eksperimentere med rørfluer i putten. Der er ingen tvivl om, at det vil kunne give dig mange spændende og actionfyldte oplevelser ved ørredsøen.
Det er ikke altid, at det omvendte L-rig vil give højere landingsrate end takler, hvor krogen er monteret bagerst – men i nogle situationer vil det kunne give en højere landingsrate. Som altid må man eksperimentere sig frem. Set med mine øjne er metoden mest oplagt med relativt små og korte fluer, hvor man kan være nogenlunde sikker på, at fisken får fluen helt ind i munden. Når dette sker, er fordelen indlysende: Krogen er perfekt eksponeret for at ramme indersiden af kæben før selve fluen. Dette forhindrer den situation, hvor fronten af fluen rammer indersiden af kæben, før selve krogen har fået fat. I denne situation er kraftoverførslen til krogspidsen nemlig lig nul, hvilket selvsagt ikke øger chancen for at kroge og lande fisken.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2012
Mere viden om L-rig og rørfluer
Vil du vide mere om, hvordan du binder L-rigs og rørfluer, kan du læse mere i den nye havørredbog – »Havørred – Refleksioner på kysten«, der kan købes hos alle landets førende grejbutikker og boghandlere – samt signeret på min webshop – releaserigshop.com – her. (REKLAME)
okt 30, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Portrætter
Er fiskene fundet, ligger lystfiskerskibene tæt. Det kunne jo være, »at når det regner på præsten, så drypper det på degnen.« (Foto af Jens Ploug Hansen)
Havfiskeriet er vores mest folke- og traditionsrige lystfiskerform omspundet af en hel del legendariske og ikke mindst farverige personligheder. Her giver det omvandrende lystfiskerleksikon, Per Ekstrøm dig havfiskeriets historie – med særligt fokus på Øresund.
AF PER EKSTRØM
BÅDFISKERI, TURBÅDSFISKERI ELLER HAVFISKERI? Kært barn har mange navne, men det handler om det samme – fiskeri fra båd i havet. Først efter 1945, da verden igen åbnede sig, kom der for alvor gang i havfiskeriet i Danmark, og så gik udviklingen ellers stærkt.
Lystfiskeri i saltvand var nemlig en allemandsret. Man behøvede blot en fiskestang – eller i en snæver vending blot et vindsel med line, så var man klar til at fiske. Fra moler og havnekajer havde der været dyrket en del lystfiskeri i årene forinden. I sommermånederne juli og august var der ofte
Københavns Nordhavn og fik en aftale. De første ture var ikke ubetingede succeser. Grejet var for spinkelt og pirkene for små. Så måtte man i gang med selv at fremstille pirke, som havde tilstrækkelig vægt til at nå bunden.
Svend Sørensen har fortalt mig, at han selv snittede en trækopi af den kendte Bergman pirk, som han efterfølgende, støbte og malede rød. Den røde farve afstedkom en del kommentarer som fx: »Tror du de er kommunister?«, men som han sagde: »Den kunne fange fisk!« Kendetegnene for fiskeriet var, at det i begyndelsen blev drevet efter »det for hånden værende grejs princip«. Man anvendte simpelthen det grej man havde, og det gik ganske udmærket. Korte spinnestænger på 5-6 fod.
1940’s mangeårige formand Svend Sørensen på Øresund iført de tidligere havfiskeres uundværlige hovedbeklædning – Sydvesten. Den beskyttede bølgerne i håret mod stænk fra havets bølger.
Den første havfiskekonkurrence i 1949
I maj 1949 var interessen for havfiskeriet så stor, at man afholdt en konkurrence med over 330 deltagere og næsten 50 både. Den samlede fangst var på næsten 1.200 torsk med en torsk på 10 kilo som største fisk. Konkurrencen var så stor, at den skrivende presse fulgte begivenheden. Billed Bladet havde en to-siders reportage fra dagen, hvor diverse direktører og grosserere deltog. Der var ærespræmier i form af sølvtøj doneret af bl.a. andet Berlingske Tidende og Ekstra Bladet. Kort sagt noget af en begivenhed, der skabte opmærksomhed.
Andre steder begyndte man også at arrangere havfiskekonkurrencer. Ved Aarhus blev Slettehage Konkurrencen en årlig tilbagevendende begivenhed, og i Nakskov arrangerede den lokale forening en årlig stor konkurrence på Langelandsbæltet. Begge trak flere hundrede deltagere og fangsterne imponerede. I Nakskov blev der et år fanget næsten 3.000 torsk på en enkelt dag! Havfiskeriet var blevet en anerkendt fritidsbeskæftigelse, og så kunne man konkurrere.
Mellem torskene dukkede der i startfirserne også andre arter op. Her fremviser Jørgen »Pirk« en havkat på 6,90 kilo fanget under torskefiskeri.
Dansk havfiskeri bliver internationalt kendt
I slutningen af 50´erne blev det danske havfiskeri internationalt kendt. I september 1958 arrangerede den lokale turistforening i Næstved i samarbejde med Næstved Sportsfiskerforening af 1948 en stor fiskefestival i området omkring Agersø og Omø, og over hundrede lystfiskere fra Europa strømmede til. Selv fra USA kom der lystfiskere. Om det var en succes, må stå hen i det uvisse. Ireren, Gerald Kruss, omtaler i sin bog »Catching Fish and Fishermen « på dansk oversat til »Fiskegalskab over alle grænser« sine oplevelser ved festivalen. Han vandt ganske vist konkurrencen om at fange den største fisk, en torsk på 10 kilo, men han var ikke imponeret af torsken som fighter og fremførte, at fiskemagasiner og fiskegrejsfabrikanter var større løgnere end lystfiskere, når de kunne kalde torsk for »store fightere «. Det skal tilføjes, at bogen er skrevet med glimt i øjet.
Aage Stokholm. Den første »professionelle« turskipper med selvudnævnt titel af bl.a. »Frikadellesnedker« og knagerækkebestyrer. Aage interesserede
sig mere for madlavning end lystfiskeri, og ofte blev gode fangster tilberedt i kabyssen, men han skaffede sig til livets ophold ved at sejle med »skrupskøre
« lystfiskere ud på Øresund.
Turbådenes guldalder
Hvor der opstår et behov, er der som regel driftige sjæle, som på kommerciel vis kan dække disse. Den første som fik øje på mulighederne for at sejle med lystfiskere var Aage Stokholm. Den 13. januar 1951 startede han rederiet »Sundia«. Om han helt præcis kaldte rederiet det fra starten, vides ikke, da hans første skib hed »Culpea«, og var et han chartrede til formålet. En heldagstur kostede 12 kroner, og var trods den beskedne sum,set med nutidens øjne, ikke et helt lille beløb. Men efterspørgslen var der, og så kørte forretningen.
Skal man beskrive Aage Stokholm ganske kort, må det være en farverig mand med sine meningers mod. Lystfiskerne anså han som en flok »skrupskøre idioter«, der som en naturlov havde det krav, at der hele tiden skulle hænge en fisk i den anden ende af linen. Det var noget han dog først nævnte 1980 i Lystfisker-klubben af 1940’s jubilæumsskrift, men der var han på vej til pension, og havde tjent sit på »idioterne«. Egen klub for de »faste kunder« havde han også. Han besad alle poster i bestyrelsen og underskrev sig ofte med samtlige titler tillige med »knagerækkebestyreren« og »billetklipperen«.
Datidens pirke. Fra toppen: Hjemmelavet rørpirk, den legendariske »Torpedo« i en 75 grams udgave, Ertner Sildeglimt,den smukke »Øresund« og endelig ABU’s »Lycas« og »Lurette«.
Skumsprøjt og nye turbådsskippere
Klubbens blad redigerede han også. De første år hed bladet »Vandposten«, men blev senere omdøbt til »Skumsprøjt«. Her udbredte han sig om mange af livets genvordigheder, men meget indhold om fiskeri havde bladet ikke. Han var naturligvis ikke ene om at se mulighederne i de fiskehungrende lystfiskere, og fra starten af 60’erne begyndte flere både at dukke op langs Øresundskysten. Fra Dragør i syd til Helsingør i Nord.
De fleste havde ingen erfaring som skippere på de syv have eller som erhvervsfiskere, men fandt i miljøet noget som trak. Jeg kan nævne Martin Jensen fra Øby, som sejlede fra Skovshoved. Han var Taxa-chauffør. Per Thuesen, der sejlede Syveren, senere Nieren og Bonavista, var leder af en ungdomsskole, og havde som en af de eneste i en periode sejlet som skibsfører. I Helsingør sejlede turbåden Tina med Helge Utke ved roret. Han var uddannet ingeniør og en ihærdig lystfisker, der havde gjort sin hobby til sin levevej. Sidst med ikke mindst skal John Trab nævnes. der sejlede med Skjold fra Vedbæk og havde gjort det siden august 1969. Ham vender vi tilbage til.
Stort, formodentlig japansk fremstillet, pirkehjul monteret på massiv glasfiberstang. De japanske hjul havde en forholdsvis lav udveksling og den tunge
metalspole bevirkede ofte store »overløb«. Her ser det dog ud som om, der ikke er overløb, men fiskeren har svært ved at finde op og ned på det hele.
hyggelige og sociale havfiskeri
Havfiskeri fra større båd adskiller sig fra andet fiskeri ved, at man er sammen med mange mennesker på en gang og fisker sammen over det samme område. Derved opstår et socialt islæt med stor samhørighed. Den nemme adgang til at arrangere fisketure fra båd gjorde, at der på mange større arbejdspladser i 50 og 60’erne opstod fiskeklubber.
Næsten enhver større arbejdsplads havde egen fiskeklub, hvor de ansatte meget ofte mødtes i weekenderne ude på havet. Men i takt med at mange større virksomheder har flyttet produktionen ud, er disse fiskeklubber forsvundet.
En yngre udgave af John Trap, der er blevet en institution blandt Øresundsfiskere. I år har John sejlet med lystfiskere i 45 år. Her »klemter« han med
skibsklokken som tegn på »at nu må der fiskes«.
Februar 1977. John Trap har forsøgt sig på »Trapperne«. Det lykkedes. Her viser salige Carsten Gilder en af sine første 15 kilos frem.
Flere og større torsk
I takt med at årene gik, steg også forventningerne, og pludselig var det ikke nok at fange fisk. De skulle også være store. Man vidste godt, at der omkring øen Hven i Øresund i vintermånederne var store torsk. Problemet var bare, at man skulle vide, hvor de holdt til. Og kendte skipperen ikke pejlingerne, udeblev fangsterne. Hvor vigtigt det er, at kende sit fiskevand oplevede jeg selv for snart 40 år siden på Langelandsbæltet. Ved et af de første officielle Danmarksmesterskaber sejlede vi med en lokal erhvervsfisker på 83 år og hans søn på 60 år. Efter næsten 2 dage, hvor vi havde fanget et meget begrænset antal torsk, begyndte vi langsomt at spørge ind til, om de også levede af at fiske. En time før konkurrencen sluttede, så far og søn hinanden i øjnene og sagde: »Så må vi hellere hen i vores hul!«.
Først havde de dog sikret sig, at der ingen andre både var i nærheden. Da pirkene ramte bunden, var der hug til alle. Gode fiskepladser holdt man for sig selv. Blandt lystfiskere rygtedes det naturligvis hurtigt, hvilke skippere der var i stand til at finde mange og ikke mindst store fisk – og her kom den nyeste teknologi i spil.
Per Thuesen var den første turskipper, som anskaffede sig et ekkolod. Han satte sig ind i de muligheder som teknikken havde, og fandt ud, at han foruden dybder også kunne se fisk på ekkoloddet. Ved en fiskekonkurrence kom det dog til en tvist, da der var nogen, som mente, at det gav flere fordele til dem, der var ombord hos ham, hvorfor han ikke måtte bruge det ved konkurrencen. Men som han resonerede, gjaldt det jo om at fange fisk. Det var jo derfor han havde anskaffet ekkoloddet. Så hvorfor ikke bruge det?
15. februar 1978. Fra de »gode gamle dage«, når der var gang i torskefiskeriet. Her er Per B. med en på 20 kilo ligeud samt en på 17,6 kilo, som John Trab hjælper frem at fremvise. Dagen gav i øvrigt 35 torsk over 10 kilo.
Ambassadeur 7000 blev, da det kom frem i begyndelsen af 70’erne, hurtigt et meget benyttet hjul til torskefiskeri. Linefører og efter datiden en høj udveksling var egenskaber som havfiskerne satte i høj kurs. Prisen var et andet parameter. Det var billigere end de noget kraftigere større Ambassadeurhjul, modellerne 9000 og 10000.
Nye teknikker og fiskegrejer på havet
Fisketeknikkerne og grejet gennemgik også en udvikling over tiden. De korte spinkle spinnestænger forsvandt, og blev erstattet af mere solide stænger. Glasfiber blev det nyeste materiale inden for fiskestænger. Fastspolehjulet, der var enklere at fiske med, afløste de små multihjul uden bremse, og en ny fiskemetode blev indført – kastefiskeriet.
Dygtige fiskere kunne med denne teknik fange betydeligt mere end de, som stod i vindsiden og pirkede. Det »normale« pirkefiskeri blev også udviklet. Der kom lidt længere stænger og større hjul. Primært fra USA eller Japan som var den tids »kinesere«. De var eksperter i at kopiere andres produkter, men hjulene virkede og kunne fås til en overkommelig pris.
Sådan foregik fiskeriet almindeligvis helt frem til midten af 70’erne. I vintermånederne blev der fanget store torsk i området omkring Hven. Fangsterne skete først og fremmest ombord på de både, som satsede på at opsøge torskene ved hjælp af ekkoloddet, og hvor skipperen samtidig var i stand til at tage en landpejling for at drive præcist henover fiskene. Det er her John Trab kommer ind i billedet. Han var en sand mester i pejlinger, og jeg plejer at sige, at det var Per Thuesen, der opfandt det såkaldte »bulefiskeri «, men det var John Trab, der forfinede det.
Februar 1977. John Trap har forsøgt sig på »Trapperne«. Det lykkedes. Her viser salige Carsten Gilder en af sine første 15 kilos frem.
Torskebonanza på Øresund
Et skelsættende år for havfiskeriet var 1977, hvor fiskeriet på Øresund fik nye dimensioner. På en søndag sidst i januar kom Tina i havn med mere end 50 torsk over 10 kilo. Var det en enkeltstående begivenhed? Eller havde skipper Utke fundet en »guldåre?«
De både, der normalvis fiskede nede ved Hven forsatte med det, og fangede de mængder fisk som de plejede, men det lå alligevel i baghovedet med de store mængder af torsk. John Trab slog et smut op til Helsingør og fangede en hel del torsk over 10 kilo. Kurt Rasmussen, bedre kendt som »Disco-Kurt«, qua sit job som diskjockey, var med på turen, og han begyndte at fiske med hjemmelavede rørpirke, der i den stærke strøm i Øresund oppe ved Helsingør, bedre kunne nå bunden.
Per K. Thuesen var skipperen, der ikke undlod at råbe højt, hvis han mente at lystfiskerne ikke fiskede korrekt eller anvendte grej som overhovedet ikke var
afstemt til fiskeriet. Mange lystfisker har fået hans bidende bemærkninger lige i nakken en frostkold vinterdag. Og det var bemærkninger der ofte bed mere i
ørerne end frosten. Det skal til hans forsvar bemærkes, at han var en rigtig god lystfisker, og jeg har set ham hale torsk over 15 kilo op med en kastestang.
Kurt fangede flere torsk over 10 kilo, og straks blev rørpirken omdøbt til »Discopirken«. Konstruktionen var dog ikke ny, men navnet lød godt. I Øresunds nordlige del lå åbenbart uopdagede muligheder. Det var i hvert fald første gang, man havde set så store torsk i de mængder.
I slutningen af februar blev der afholdt det årlige åbne Danmarksmesterskab, hvor over 600 lystfiskere deltog. Her viste det sig, at det gælder om at kende sit fiskevand. Mange lystfiskerskibe, der dagligt sejlede uden for Øresund, var chartret til at sejle de to dage konkurrencen varede, men det var de lokale Øresundsbåde, som fangede fiskene. Skibe som Tina, Cleo(Jim Trab) og Skjold var dem, som gjorde de største fangster. Det var ved den lejlighed, at den berømte »DM-knold« blev fundet. I alt 3 tons torsk blev indvejet på to dage, og der var flere fisk over 20 kilo. Fiskeriet på Øresund blev forandret efter den vinter.
Dansk fremstillet centerspinhjul fra Camo i Bjerringbro. De blev ofte benyttet til havfiskeri i 50’erne, da hjulene lå i den prismæssige overkommelige ende.
Havfiskeriet på Nordsøen
Nordsøen og »Det Gule Rev« blev alment kendt i havfiskerkredse i 1977. Ikke fordi man ikke havde fisket i området før, for det havde havfiskere fra Nordjylland gjort i mange år. De havde blot gået stille med dørene. Det der gjorde størst indtryk var, at der ved en havfiskekonkurrence for første gang blev fanget en lange på over 20 kilo. Der var muligvis fanget større langer tidligere, da det ikke lod til at imponere de lokale fiskere, men fangsten gjorde, at man for alvor fik øje på mulighederne længere ude til havs. Senere kom som bekendt også lokale turbåde til. Siden er paletten af fiskearter blev betragteligt udvidet, og nu skulle havfiskeren til at lære nye arter at kende.
Tilsvarende er der de sidste 20 år opfundet nyt vigtigt grej som fletlinen – samt en del nye teknikker. Fiskeriet anno 2022 er på igen måde som det var før – blandt andet på grund af færre og mindre fisk, samt masser af restriktioner. Men det er en helt anden historie.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2014.
En af havfiskeriets ultimative klassikere – Bergmann pirken forskønnet med moderne reflekterende tape.
okt 28, 2022 | Artikler, Betalt samarbejde, Friluftsliv, Grej og beklædning
Som forbrugere af friluftsudstyr kan vi lystfiskere med vores valg af udstyr selv være med til at påvirke graden af PFAS forurening – blandt andet når vi vælger beklædning og imprægnering.
Den seneste tid har der været meget snak om forurening med de giftige fluorforbindelser PFAS. Det er kommet så vidt, at man i nogle vande – f.eks. Mølleåsystemet – ikke længere kan hjemtage fisk på grund af ophobning af giftstofferne. Men hvad er PFAS, og hvordan kan du selv undgå at bidrage til forureningen?
AF EVA MYRSTEN PERSSON
PFAS og PFC er to forskellige samlebetegnelser for den samme stofgruppe: organiske fluorstoffer. PFAS er en forkortelse af ’perfluorerede alkylsyrer’ og PFC er en forkortelse af ’perfluorocarboner’, men de betegner altså den samme gruppe af kemiske forbindelser. I denne artikel vil fluorstofgruppen fremover betegnes som PFAS.
Stofgruppen indeholder mange tusinde forskellige stoffer, der alle er kendetegnet ved at de stort set ikke nedbrydes i naturen. Nogle af dem kan desuden være direkte sundhedsskadelige for dyr og mennesker, hvilket er probelmatisk, da de ophober sig i levende organismer og i jorden, hvorfra de f.eks. kan sive ned i grundvandet.
De seneste 70 år er PFAS-stoffer blevet almindeligt anvendt verden over i forbindelse med produktion af forbrugsvarer. I friluftsbranchen kan forbrugeren støde på PFAS i plastprodukter og i forbindelse med non-stick madlavningsudstyr, imprægneringsvæsker samt vand- og smudsafvisende beklædning. To af de bedst kendte PFAS-stoffer er PFOS og PFOA, der anvendes i imprægneringsmidler til tekstiler, læder og papir, voks, maling, lak og trykfarver samt rengøringsmidler. På nuværende tidspunkt er anvendelsen af PFOS og PFOA reguleret på globalt plan og helt forbudt inden for EU – med visse tidsbegrænsede undtagelser (f.eks. beskyttende arbejdstøj, medicinsk udstyr og brandslukningsskum).
PFOS og PFOA er dog blot to ud af cirka ni tusinde PFAS-stoffer, hvoraf mange fortsat anvendes i industrien i større eller mindre grad. Sammen med myndigheder i Sverige, Norge, Nederlandene og Tyskland, arbejder Miljøstyrelsen i Danmark på at udvide EU-forbuddet så det omfatter yderligere flere tusinde PFAS-stoffer.
Hvordan skader PFAS?
I kemiens verden er der registreret millioner af forskellige kemiske forbindelser, hvoraf omkring 95 % er organiske. Organisk kemi betegner kemiske forbindelser der hovedsageligt er opbygget af carbon (kulstof) og den store udbredelse skyldes carbon-atomets unikke evne til at danne stabile kemiske bindinger med andre grundstoffer.
PFAS-stofferne er syntetisk fremstillede fluorerede carbonforbindelser. Deres organiske karakter gør at de let ophober sig i levende organismer og spreder sig i naturen. Derudover er stofferne yderst stabile i deres kemiske sammensætning, hvilket gør dem langsomt nedbrydelige i naturen. På globalt plan bidrager PFAS-forurening blandt andet til udtyndingen af ozonlaget og den globale opvarmning. I Danmark er myndighedernes overvågning og bekæmpelse af PFAS blevet skærpet hen over de seneste år, i takt med den tiltagende dokumentation af forurening med PFAS-stoffer.
PFAS-stoffernes stabile, organiske sammensætning er også det, der gør dem potentielt sundhedsskadelige for mennesker. De kan nemlig ikke nedbrydes, men ophober sig i stedet i kroppen, hvorfra de udskilles gradvist (bl.a. gennem brystmælk, menstruation og fødsel) hen over en periode på flere år, alt efter udgangspunkt. Det er endnu ikke muligt at konkludere præcis hvilke langvarige helbredseffekter PFAS kan have ved ophobning i kroppen, men der er fundet statistisk sammenhæng med forhøjet kolesterol, leverpåvirkning og nedsat fødselsvægt. Desuden er der mistanke om øget risiko for kræft, men det er der ikke nok evidens for på nuværende tidspunkt.
På baggrund af de foreliggende indikationer og stigende forekomst af PFAS-forurening, samlede Sundhedsstyrelsen i 2021 en ekspertgruppe til at hjælpe med at afdække de potentielle helbredseffekter af PFAS, samt sammensætte en rådgivningsvejledning herom til landets læger.
PFAS i friluftsbranchen
I friluftsbranchen kan man som nævnt støde på PFAS-stoffer i forskellige sammenhænge, I lang de fleste tilfælde er det dog som imprægnering af tekstiler.
En imprægnering gør ydersiden af et materiale vand- og smudsafvisende og bruges i alt fra beklædning og fodtøj til udstyr som rygsække, soveposer, telte osv. Mange imprægneringsvæsker indeholder PFAS-stoffer og eftersom imprægneringen er påført produktets yderside, vil den gradvist blive slidt af ved brug. På den måde spredes PFAS-stofferne ud i det omkringliggende miljø. Fordi imprægneringen slides af med tiden, skal den også genetableres med jævne mellemrum. Derfor er det godt at være opmærksom på om producenterne har anvendt PFAS-fri imprægnering, og det er ligeledes vigtigt at de produkter, vi selv bruger til pleje og vedligehold, er PFAS-fri.
Mange store friluftsbrands har allerede udfaset (eller er godt i gang med at udfase) PFAS-stoffer og implementere PFAS-fri alternativer i flere og flere af deres produkter. De kemiske alternativer til PFAS er imidlertid mindre kemisk stabile, og derfor typisk også mindre effektive end PFAS-stofferne. Det er derfor en krævende opgave at udvikle imprægnering uden skadelig PFAS-kemi, der kan leve op til den høje performance-standard, vi har vænnet os til. Men der er allerede sket meget, og hvis vi som forbrugere bliver ved med at efterspørge PFAS-fri imprægnering, skal producenterne nok levere.
GORE-TEX membranens polyperforerede overflade lader fugt fra kroppen slippe ud samtidigt med at den forhindrer vand udefra i at trænge igennem
PFAS i GORE-TEX
Ud over imprægnering, kan PFAS-stoffer i nogle tilfælde også indgå i selve produktet. Gore-Tex’ vandtætte membran er f.eks. baseret på PFAS-stoffet ePFTE (en forarbejdet udgave af PFTE, som også kendes som Teflon). Men eftersom den vandtætte membran ligger på beskyttet mellem et inder- og yderlag (og i øvrigt er væsentlig mere robust end en coating) risikerer man ikke at ePFTE-stoffet slides af ved brug og spredes som forurening til det omkringliggende miljø. PFAS-stofferne vil først blive frigivet når jakken destrueres.
En primær grund til at Gore-Tex har holdt fast i ePFTE-membranen, er fordi den øger produktets overordnede holdbarhed markant, da det er så svært nedbrydeligt og kemisk stabilt. GORE-TEX har imidlertid udfaset PFAS-imprægnering i næsten hele deres kollektion og i efteråret 2022 har de også lanceret en ny, PFAS-fri membran, der på sigt skal erstatte den ePTFE-membran, der har været hjørnestenen i firmaet siden 1969.
Hvad gøres der i Danmark for at nedsætte PFAS-forurening?
PFAS-forureningen i Danmark håndteres ved et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og de øvrige myndigheder. Landes kommuner og regioner har ansvaret for at lokalisere de områder, der er under mistanke for PFAS-forurening, samt forureningskilden. Miljøstyrelsen udfører løbende undersøgelser og analyser af grund- og overfladevand, samt overvåger renseanlæggenes PFAS-udledning, så PFAS-niveauet i drikkevandet ikke overstiger de fastsatte grænseværdier. Fødevarestyrelsen overvåger på samme måde PFAS- og anden kemisk forurening i fødevarer gennem analyser og undersøgelser. De helbredsmæssige effekter af PFAS afdækkes af Sundhedsstyrelsen, der også vejleder om behandling af borgere, der har været udsat for høje mængder PFAS, og dermed har øget risiko for PFAS-relaterede helbredskonsekvenser.
Artilect Womens Divide Fusion Stretch Hoodie er et eksempel på hvordan der er tænkt i at nedsætte forurening med PFAS: Den er isoleret med dun der er permanent og kemikaliefrit imprægnerede for øgede vandafvisende egenskaber
Hvad kan du selv gøre for at nedsætte PFAS forurening?
Som forbruger har du helt automatisk indflydelse på, hvilke metoder og materialer industrier verden over benytter sig af. Ved at træffe mere miljørigtige valg når du køber produkter, stiller du samtidigt højere krav til virksomhederne.
Her er nogle punkter du kan tage med i dine overvejelser, når du skal investere i et nyt friluftsprodukt:
1 – Undersøg om virksomhederne benytter PFAS i deres produkter
Virksomhederne er endnu ikke forpligtede til at oplyse om deres produkter indeholder PFAS eller ej, men mange friluftsbrands skilter tydeligt med det, hvis deres produkter er miljøbevidst produceret.
Artilect er et nyt og spændende brand i Friluftsland. Artilect er grundlagt i Boulder, Colorado, og producerer friluftsbeklædning der egner sig til alt fra sommerture til krævende vinterekspeditioner i bjergene. Som brand lægger Artilect særlig stor vægt på at træffe mere miljørigtige valg i forbindelse med produktion og materialer. Med spændende ny teknologi og samarbejder med etablerede, miljøbevidste producenter af bl.a. dun, uld og fiberisolering, kombinerer Artilect performance, komfort og miljøhensyn i produkter der er skabt til at holde mange år frem. Du kan læse meget mere om teknologierne og hele Artilects miljømission på deres hjemmeside www.artilect.studio.
Se Friluftslands udvalg af Artilect på Frilfuftslands hjemmeside her.
Grangers er PFC-fri og Bluesign-certificeret imprægneringsspray til at gøre ydersiden vandafvisende på hardshells, softshells og anden friluftsbeklædning
2- Vælg PFAS-fri plejeprodukter til vedligeholdelse af dit friluftstøj og -udstyr
Indeholder dine plejeprodukter PFAS, vil de øge PFAS-forureningen hver gang du bruger dem. Der findes efterhånden et fint udvalg af PFAS-fri plejeprodukter på markedet.
Friluftsland forhandler plejeprodukter fra Grangers som er PFC-fri (dvs. PFAS-fri), Bluesign-certificerede, højkoncentrerede og hældt på flasker, der er fremstillet af 100 % genanvendt og genanvendelig plastik. Visse Grangers-plejeprodukter fås desuden i større poser som refill.
Se alle produkter fra Grangers på Friluftslands hjemmeside https://www.friluftsland.dk/brand/grangers
- Vær kritisk overfor certificeringer og mærkninger
Mærkninger som f.eks. ”PFOA- og PFOS-fri” betyder kun, at det pågældende produkt er fri for to specifikke fluorstoffer. Produktet kan derfor sagtens indeholde et eller flere af de mange tusinde andre PFAS-stoffer.
Friluftsland indførte i 2018 ordningen ”Et grønnere valg”. Ordningen definerer 10 kriterier som Friluftsland vurderer til at være de vigtigste komponenter af miljøbevidst produktion. Friluftsland vurderer forskellige produkter og udvælger dem der opfylder mindst fire af kriterierne. Disse mærkes med ”Et grønnere valg”, både i butikkerne og på Friluftslands hjemmeside. Derudover er der også defineret 11 ”No-go”-kriterier. Produkter der opfylder bare ét af disse, vil ikke kunne blive udvalgt som ”Et grønnere valg”. Grundet den omfattende proces, er det ikke alle Friluftslands produkter der vurderes i forbindelse med ”Et grønnere valg”. Ordningen er indført for at vejlede kunder til friluftsprodukter der, ifølge Friluftslands vurdering, gør en større miljøindsats.
Læs mere om ordningen ”Et grønnere valg” på Friluftslands blog
https://www.friluftsland.dk/blog/koeb-mere-baeredygtigt-med-et-groennere-valg/
4 – Undersøg produkterne og virksomhederne der har produceret dem
Når virksomheder gør en aktiv miljøindsats, vil de oftest være transparente omkring det ved f.eks. at have konkrete miljømålsætninger og relevant data tilgængelig på deres hjemmeside. Hvis de miljørelevante fakta er sparsomme til fordel for smarte, grønvaskende vendinger, så er det højst sandsynligt produceret på en traditionel og mere miljøskadelig vis.
okt 21, 2022 | Artikler, GEDDE, Predatorfiskeri, Trolling, Trolling efter gedder
Westins Jätte her i den supereffektive »geddefarve« er en fantastisk wobler til både geddedørg og kastefiskeri. Den fås i mange størrelser og – kører fint
helt ned til 1,5 km/t.
Når du fisker på de større søer og brakvandsområder, skal der afsøges meget vand for at finde fiskene. Her får du en introduktion til fiskeriet, der – hvis du spiller dine kort rigtigt, kan være uhyggelig effektivt.
AF JENS BURSELL
MED FLERE STÆNGER UDE får man virkelig afsøgt vandmasserne for fisk, hvilket især er oplagt, når man skal finde gedderne på store, åbne vandområder, hvor der kan fiskes effektivt – uden at agnen går i enten grøde eller drivgrøde.Med hjælp fra spilende paravaner og forskellige stænger som fisker i varierende dybder, er det muligt at gennemsøge en enorm volumen af vand, fordi der afsøges i en bred bane – i forskellige afstande og dybder under båden.
Godt i gang med dørgefiskeriet efter gedder
Dørgefiskeriet efter gedder er slet ikke så svært at komme i gang med, som man skulle tro, når man ser en toptunet båd med 10 stænger og alskins top moderne bådudstyr. Meget mindre kan nemlig sagtens gøre det.
På mange danske søer er det slet ikke tilladt at søsætte sin egen båd. Til gengæld er det ofte let at melde sig ind i en forening, der har bådfaciliteter til udlån for medlemmerne – og dette gør det blot endnu nemmere som begynder at komme i gang. Alt hvad du behøver for at få startet er i realiteten derfor blot en håndfuld stangholdere, stænger og så selvfølgelig endegrejet – fx woblere eller softbaits.
Dørgefiskeriet er også effektivt om sommeren, hvor man roligt kan gå op i hastigheder på 3-4 km/t eller mere – fiskene skal nok svømme agnen op.
Dørgefiskeri med årer
Den helt simple version rugbrødsmotor og 3-5 stænger, fungerer aldeles udmærket. Er du til den nemme vinkel og hurtige smutture, hvor du ikke gider at slæbe på massevis af grej, elmotor og tunge batterier – eller skal du fiske fra en båd, hvor det ikke er muligt at transportere meget grej på grund af en lang og besværlig adgangsvej til søen til fods. Ja – så er dette en perfekt løsning, der oven i købet giver motion.
Grejet fylder ikke mere end, at man kan bære det på en enkelt gåtur til søen uden brug af sækkevogn eller trolley – og hvis stængerne er rigget op hjemmefra, kan du være i gang med fiskeriet efter få minutter. Alt hvad du skal gøre er at sætte dine stangholdere på – folde stængerne ud, sætte endegrejet på – og så ellers bare komme derudaf.
Stangholdere til geddedørg
Stangholderne kan være af mange forskellige typer. De to mest brugte er Scotty typen, hvor stangholderen stikkes ned i et montagehul på et beslag, der sidder fastmonteret på selve bådens ræling. De fungerer fint, men den største fleksibilitet, hvis man fx fisker fra forskellige forenings eller udlejningsbåde, er stangholdere, der kan monteres med en »clamp« på alle typer af rælinger.
Farven Bisquit fungerer uovertruffent – især når vandet er uklart.
Et godt eksempel er de hæderkronede Down East’ere, som kan med deres skruegrab påskrues de fleste typer af rælinger og tofter. På grund af de fleksible justeringsmuligheder, kan man få stangen til at sidde i en næsten hvilken som helst vinkel, man måtte ønske.
Ekkolod/plotter er selvfølgelig en stor fordel, men fisker du fx pelagisk på en sø, som du kender godt i forvejen – og har du kun kort tid til rådighed, kan man sagtens lade den tunge marineelektronik blive hjemme, da det i mange tilfælde alligevel blot er et spørgsmål om at få afsøgt mest muligt vand hurtigst muligt for at finde fiskene. Medbring evt. en lille let håndholdt GPS, så du kan finde tilbage til evt hotspots.
Geddegrej til dørgefiskeri
Grejet behøver ikke at være dyrt – hvilket også er rart, hvis man fx fisker 5-6 stænger eller mere. Til almindeligt dørg med store kunstagn efter gedder, vil en god standardudrustning være stænger på 8-9 fod og en kastevægt på 80-180 gram til paravanestængerne og 50-150 gram på de stænger, der fisker uden paravaner tæt på båden. Baghåndtaget skal helst være kort. Det giver god fightkomfort, fordi tygdepunktet kommer tættere på kroppen, og giver desuden mere plads i båden, fordi baghåndtaget ikke rager så langt ind i båden. Som hjul kan hvad som helst bruges – personligt bruger jeg multihjul i 6-6500 størrelsen. Hjul med linetæller kan være en fordel, hvis man vil have perfekt styr på, hvor meget line man har ude, hvilket kan være en fordel for at kunne reproducere de rigtige fiskedybder, når man har haft hug på bestemte typer af agn.
De gode gamle Down Eastere fejler ikke og kan monteres på de fleste bådrælinger.
Geddedørg – sådan rigger du op
Oprigningen kan variere. Personligt bruger jeg 0,30-0,35 mm hvid fletline som fx Fireline Exceed, som hovedline. Hvid er mindre synlig for fisken og mere synlig for en selv – end mørke liner, når man eksempelvis fisker pelagisk. Den relativt kraftige line giver en god buffer mod den slitage og de knubs, linen let får under bådfiskeri. Fletlinen sammenføjer jeg med en 12-15 meter lang up-trace af 0,40-0,45mmfluorocarbon, for at perfektionere præsentationen visuelt. Sammenføjningen sker med en dobbelt grinner med fem tørn afsluttet med en dråbe sekundlim, men en gulerodsknude kan også bruges. Se sidstnævnte knude i artiklen »Baghjul til pirkefiskeriet« på www.fiskogfri.dk. Sørg for at knuden er så slank som muligt, så den kan glide gennem øjer og linefører på hjulet.
Up-trace og forfang til geddedørg
Mit up-trace og forfang sammenføjer jeg enten med en 3-4 mm rig-ring eller en fluorocarbonsvirvel, som fx Invisa-swivel i 25 kilos udgaven. Husk at placere en større perle over sammenføjningen, så paravaneflåddet ikke glider helt ned til fisken under fighten. For det første kan det gøre gedden ekstra sur under fighten, men den kan også være i vejen under selve landingen. Fordelen af førstnævnte er, at den kan bruges med fx 1 mm fluorocarbon, mens sidstnævnte, der er mere usynlig, maksimalt kan bruges med 0,9mmfluorocarbon pga hullets tykkelse.
Til at starte med laver jeg forfangets længde på cirka en meter, så det passer med afstanden fra topøjet og ned til nederste løbering på topdelen. Forfanget skal ikke være længere end denne længde, da det vil gøre det svære at folde stangen sammen færdigt rigget: Når stængerne foldes sammen sættes blinklåsen for enden af forfanget i nederste øje på topdelen, som foldes tilbage langs bunddelen, så topøjet ligger 1-2 cm over bundduppen. Hold de to stangdele sammen i top og bund enten med elastikker eller et velcrobånd – også kaldet »rodband«.
Jens Bursell med en fin dørgefisk, der faldt for Westins Jätte 23 centimeter i den orange/brune killer farve »Bisquit«.
På denne måde kan man let holde styr på stængerne, når de transporteres til og fra vandet. 0,9-1,0 mm fluorocarbon plejer ved dørgefiskeri i vintermånederne at være rigeligt til at sikre mod bite-offs, men især i sommermånederne kan man på de mindre til mellemstore agn komme ud for, at gedden cutter linen på grund af sine mere aggressive hug. Selvom fluorocarbon i flere tilfælde kan give flere hug – især i klart vand – så er det altså værd at overvære den traditionelle wire, når vi snakker sommerfiskeri og især mindre-mellemstore agn.
Udover alt dette – er der selvfølgelig en del udstyr, der kan være med til at effektivisere fiskeriet yderligere – men som også giver mere at slæbe på og længere oprigningstid. At fiske på denne måde er helt klart mere effektivt, når du har lidt mere tid til rådighed – og fisker fra en båd, hvor du kan køre bilen helt ned til bådpladsen. Med god adgangsvej til båden og en sækkevogn – eller mulighed for at køre helt ned til båden, er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvor meget man kan udstyre sin båd med for at opgradere.
Læg eller kast agnen ud på rette afstand, sæt blinklåsen på linen og monter paravanens klemme i fremdriftsretningen. Man man med fordel bruge en snaplock til
montering på linen, så den er nemmere at hægte af og på. Den viste Ghost-paravane er elegant – og giver et virkelig godt træk ud til siden.
Dørgefiskeri efter gedder med hækmonteret motor
Hvis vi starter med fremdriften, bliver det en del nemmere, hvis man er motoriseret. I rimeligt godt vejr, er man allerede et skridt videre på vejen mod højere effektivitet med en hækmonteret elmotor, hvis man skal være mest muligt lydløs – eller en hækmonteret benzinmotor, hvis man fx på større søer har brug for lidt mere power for at kunne sejle op mod kraftig vind.
Til normalt søfiskeri med foreningsbåde vil der på de fleste vande være begrænsninger på hvor stor motor, man må benytte, så der vil ofte være tale om en 45- 70 lbs thrust elmotor eller en 2-6 hk benzinmotor.
Marineelektronik til dørgefiskeri efter gedder
Ekkolod og plotter kommer man ikke udenom, hvis man vil maksimere chancen for gode resultater på fisketuren. Selvom store pelagiske fisk ofte hugger ud af det blå uden nogen forvarsel om store fisk på loddet, så er det tit i områder med byttefisk, at man skal finde gedderne. Det, at kunne spotte enkeltstående store fisk på loddet, er ikke blot nyttigt for at kunne fiske på specifikke fisk, men giver også helt generelt en god indikation af, hvilke dybder de større fisk helt generelt står på under de givne forhold.
En god dag med dørgefiskeri på de støre søer, er ren afslapning, når man har en motor til at gøre det hårde arbejde.
Èn fisk kommer sjældent alene – og plotter samt GPS funktionerne er derfor uvurderlige, hvis man skal finde tilbage til spottede fisk, givtige spots eller følge et tidligere plotterspor for at gentage den samme rute ned over fiskene.
Med frontmonteret el-motor efter gedder
Vil du opgradere effektiviteten af dit geddedørg maksimalt, er det svært at komme uden om at anskaffe sig en frontmonteret el-motor. Især når man fisker alene, giver den helt fantastiske muligheder for at styre fiskeriet perfekt og aldeles ustresset – selv med en hel del stænger ude.
Når man fisker alene, skal der meget lidt til, før linerne går i kludder, hvis man fisker med hækmonteret motor. Under selve fiskeriet kan det sagtens lade sig gøre med lidt øvelse, men det kræver mere koncentration at undgå kludder – hvilket går fra den kreativitet man kunne have brugt på at tænke proaktivt og skifte agn, fiskedyber og –afstande løbende under fiskeriet, så man maksimerer chancen for hug. Især i den fase, hvor stængerne sættes, er det en stor lettelse blot at sætte autopiloten på, så man ikke både skal koncentrere sig om at montere agn, sætte paravaner og få taklerne ordentligt ud – samtidig med, at man skal styre båden, så linerne går perfekt.
En anden situation, der let kan gå i fisk, hvis man fisker med hækmonteret motor, er når man i en god vind får en eller flere større fisk på samtidig. Med den hækmonterede motor, skal man blot slippe koncentrationen og motorstyret et øjeblik, før man risikerer, at båden roterer så meget, at linerne filtrer op eller kommer i motorens skrue.
Softbaits som fx denne Alien Eel er også en fantastisk agn til dørgefiskeri. Denne farve er især god i klart vejr.
Det problem har man slet ikke med den frontmonterede motor – dels fordi den er i fronten af båden – langt væk fra linerne – og dels fordi man oftest sejler med autopiloten slået til. Når hugget falder, kan man derfor i ro og mag tage stangen og fighte fisken: Kursen holder sig selv, og det eneste man skal gøre er at nedjustere farten, så de øvrige liner holdes så strakte, at de ikke filtrer ind i hinanden.
Det, at de alle de fiskende liner holder deres baner og rette afstande, mens man har fisk på, gør det også lettere at fighte fisken og styre den uden om de andre liner i vandet – uden at fisken filtrer ind i de andre liner. Og – så har man jo også chancen for et ekstra hug…
Geddedørg – meget lettere med autopilot
Autopiloten er under dørgefiskeri med kunstagn uden sammenligning den vigtigste funktion på den frontmonterede el-motor. Nogle af de bedste frontmonterede fra fx Minn Kota har også cruise control. Med den kan man indstille en fast fart, hvorved motoren selv kompenserer for afdrift og vind, så den samme »speed over ground« fastholdes. Funktionen er fin nok i nogle sammenhænge, men helt generelt giver det et mere kreativt og effektivt fiskeri blot at justere farten manuelt.
På denne måde fisker man lettere mere aktivt, med varierede hastigheder – fx med et kraftigt fartboost eller markant stop af og til. Har du en gedde, der følger efter agnen uden at hugge, er det ofte dette, der skal til for at udløse hugget. Et kraftigt sving kan også give samme effekt, da kunstagnen på yderkurven herved accelereres – og omvendt med de stænger, der sidder på modsatte side af båden. Fisker du fx med vinden og har problemer med at få sejlet langsomt nok, kan du bremse farten ved at kaste et drivanker.
Med en frontmonteret elmotor som denne Minn Kota Riptide 80 ST opnår du den ultimative kontrol over båden under dørgefiskeri. 80 lbs trust modellen her har power nok til selv ret hård vind – og med de to serieforbundne 12 V batterier har den lang batterilevetid – selv ved ret hård og langvarig belastning.
Spotlock-funktionen, hvor kombinationen af GPS og frontmonteret el-motor fungerer som et elektronisk anker, der fastholder positionen med kompensation for vind og strøm – er en genial funktion, når der fiskes vertikalt, med levende agn eller til kastefiskeri. Men i forbindelse med dørgefiskeri er den dog knapt så aktuel, idet man ved hug får brug for at fortsætte kursen, for at undgå filter i de øvrige liner. Kort opsummeret – selvom man sagtens kan dørgefiske uden – så vil du opleve så stor en opgradering af dit fiskeri med frontmonteret, at du vil anvende den ved enhver mulighed, hvor det er praktisk muligt at slippe af sted med det.
Geddetrolling – endnu mere effektivt
Fiskes der på større vande, hvor man selv kan sætte sin båd i vandet – giver det mulighed for at udbygge arsenalet af effektive trollingredskaber yderligere med fx downriggere og større planerboards. Læs mere om dette i de mange trollingartikler på www.fiskogfri.dk
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk og Fri 10/2014
Med en fluorocarbonsvirvel som denne Invisa-swivel kan du lave en visuelt meget elegant sammenføjning mellem forfang og up-trace.
