nov 29, 2023 | Artikler, Biologi, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri
Selvom der er masser af større byttedyr, lader havørreden sjældent et »gratis« måltid forbigå. Denne store maj fisk lod sig friste af en velpræsenteret rejeflue.
I denne del af artikelserien »Havørredens byttedyr« ser David Thormar nærmere på de mindste af havørredens fødeemner – nemlig krebsdyrene. Det er en familie af dyr, som danner grundlag for ørredernes mest stabile fødetilgang.
AF DAVID THORMAR
VI FORDELER OS PÅ REVENE, hvor bølgerne ruller fint ind – og det ser lovende ud. Det til trods, ser vi ikke skyggen af fisk og efter timers ihærdig indsats, beslutter vi os for at skifte plads. På vej ind fra revet skræmmer jeg en fisk på knædybt vand. Jeg er i tvivl, om det måske kunne være en gedde, men lægger hurtigt et kast langs stranden mod en klynge store sten. Svaret kommer hurtigt, da en ilter 50 centimeters blankfisk tager mit blink og springer fri af vandet. Den ryger hurtig af igen, men i de næste tre kast er der fisk efter hver gang.
Tangloppen findes året rundt i det kystnære miljø. Hav altid det i baghovedet en kold og gold februardag.
Vi afbryder pladsskiftet og fokuserer vores fiskeri inde i bunden af bugterne mellem revene og på meget lavt vand. Det er tydeligt her fiskerne er, men de er også en anelse skeptiske over for vores store blink. Jeg henter fluestangen, mens min makker går ned i blinkstørrelse, en tredje skifter til boble og flue – og endelig bliver der prøvet med ophænger. Vi fanger alle fisk – en skøn blanding af nedgængere, mindre blankfisk og enkelte rigtig pæne overspringere.
Bedste fisk bliver fanget af en »indtrængende«, der har opdaget, at vi fanger dem på det lave vand. Han overlister en flot blankfisk på knap tre kilo, men vi andre må nøjes med at hjemtager tre mindre fisk, som alle er proppet med krebsdyr og enkelte hundestejler.
Ovenstående historie er bestemt ikke enestående, og siden har jeg haft meget mere fokus på, hvor havørredens byttedyr befinder sig. Dels på den specifikke dag i forhold til vind, vejr og temperatur, men også efter årstiden. Fluefiskeren har klart et forspring, når vi snakker om de små pungrejer, tanglus og -lopper samt ægte rejer, da de kan imitere og præsentere deres flue som den ægte vare.
Spinnefiskeren kan de imod ty til det effektive fiskeri med ophænger eller bombarda og flue eller som minimum udnytte viden om krebsdyrenes færden, og opsøge de rette områder på de rette tidspunkter. Det vigtigste, hvad enten man er spinne- eller fluefisker, er at fiske i det rette område og finde fiskene. Når det er lykkedes må alle kneb tages i brug for at overliste dem.
Havørreden i sit rette element. En glubsk jæger på udkik efter godter over stenene.
Havørreder elsker krebsdyr og rejer
Krebsdyr hører til blandt de mindste dyr på havørredens menukort, men samtidig udgør de den største del af diæten for mange kystnære havørreder. De lever overalt i det kystnære miljø, hvor de hovedsageligt opholder sig i tangskove, ved og under sten, langs kanter og bundnært i sandet eller i småsten. Familien af krebsdyr rummer en lang række af havørredens mest stabile byttedyr og er at finde langs vores kyster året rundt. Netop derfor er denne fødekilde nok den vigtigste at have styr på. Familien af krebsdyr er stor, og der er et utal af arter.
I krebsdyrfamilien ser vi bl.a
– Amphipoda (Tanglopper) også kendt som gammarus. Man finder dem typisk i tang under sten og i strandkantens opskyllede og lettere indtørrede tangklatter.
– Isopoda, som er den flade tanglus, man ofte ser sidde på drivende ålegræs strå eller andre drivende elementer.
– Mysida (Pungrejer), der om sommeren ses som store sværme mellem tangbuske eller over sandsletter.
– Caridae, der er de ægte rejer, herunder hestereje, fjordreje som vi ofte ser sidde på moler og bropiller i havne, på sten og klippekanter eller gravet ned i sandet.
Den smukke og farverige tangreje står øverst på menuen hos mange kystlevende havørreder.
Fælles for alle disse er, at de hovedsageligt opholder sig meget kystnært, og flere af arterne er at finde ved kystens lave vand imellem sten og tang hele året. De små krebsedyr er et nemt bytte, og det ved havørreden selvfølgelig. Men der skal mange smådyr til for at mætte en sulten fisk, så når fødegrundlaget er i top slår den sig i stigende grad over på småfisk.
Man skal dog altid huske på, at fisken »tænker« rationelt og altid vil forsøge at bruge mindst muligt energi på at fange mest muligt mad. Et fritsvævende krebsedyr, der kommer i vejen, bliver selvfølgelig taget, selvom sigtekornet er indstillet på eksempelvis tobis. Krebsdyrene er derfor altid en del af den kystnære ørreds madpyramide og netop derfor er det vigtigt for kystfiskeren altid at have krebsdyr med i tankerne – og det gælder både for fluefiskeren og spinnefiskeren.
Havørreden tager ofte hvad den kan få
Der er tidspunkter, hvor føden er sparsom, og her er det eneste for ørreden at gøre at samle så mange tanglopper op som muligt – selvom en fed sild måske står højest på ønskelisten. De fleste fisk har ikke råd til at være selektive og er nødsaget til at tage, hvad de kan få. Enkelte kan dog være det midlertidigt, da de på baggrund af enten et sparsomt eller overflødigt fødegrundlag, får stirret sig blind på et bestemt byttedyr.
Disse fisk kan dog ofte lokkes til at tage noget andet, hvis bare det er præsenteret rigtigt. Enkelte fisk bliver dog så selektive, at de udelukkende lever af enten krebsedyr eller stimefisk som sild, brisling eller tobis hele livet.
Man møder dem enten som stationære fisk, der nærmest bor i et område, ved et rev eller vig på kysten og udelukkende ernærer sig på krebsdyr. Disse har, hvis man hjemtager dem, det flotteste røde og et meget lækkert smagfuldt kød. »Sildeædere« derimod jager sild og brisling på dybere vand hele livet, og kommer kun sjældent ind til kysten. Deres fede og mere farveløse kød står i kontrast til den stationæres fisks røde farve.
Selvom hesterejen er ganske godt camoufleret, ynder den at grave sig ned i sandet og nærmest forsvinde.
Havørred spiser krebsdyr året rundt
Ved de danske kyster er krebsdyrene som nævnt repræsenteret hele året i større eller mindre grad. Der er selvfølgelig perioder, hvor de forskellige arter er specielt interessante og med en grundlæggende viden om byttedyrenes cyklus, kan du optimere dit fiskeri markant og derved mangedoble dine chancer for succes.
I det tidlige forår kan du være heldig at møde store stimer af blankfisk, der søger føde på det helt lave vand. Det lave vand med en mørk bund, bliver hurtigere opvarmet af solen og selv små temperaturforskelle kan få gang i krebsdyrene. På de rigtige dage kan man tydeligt se forskel på mængden af liv inde mellem stenene og i tangbuskene, frem for længere ude for enden af et rev.
Senere på sæsonen har opblomstringen af liv spredt sig, og der er nu liv overalt langs kysten. Det er nu det store ædegilde går i gang på den åbne kyst, og fiskene kan være overalt samt spiser som regel alt. Opblomstringen af liv får gang i alle havørredens fødeemner, og nogle dage ser man dem i rene ædegilder, hvor de febrilsk tager alt på deres vej.
Jeg går som regel op i fluestørrelse og fisker med imitationer af rejer, der fiskes hurtigere, men dette er mest for at gøre opmærksom på min flue i mængden af liv. Ørrederne tager oftest det hele på dette tidpunkt, og man bliver forbløffet over, at de finder frem til netop ens flue for enden af linen.
Den rene sandbund huser på denne tid, som om sommeren, et virvar af liv. De ægte rejer ligger nedgravet her, og pungrejerne begynder så småt at sværme, hvilket selvfølgelig også trækker småfisk til. Det er i det hele taget her, der er mest gang i den. Hvad enten jeg fisker med spin eller flue koncentrerer jeg mig derfor mere og mere om at fiske sandkanterne af.
Mysider – også kaldet pungrejer – er ligesom tanglopper at finde på det lave vand året rundt, hvor de optræder i større eller mindre stimer. Når det går vildt for sig kan de stå så tæt, at det er svært at se bunden.
Spinnefiskeren har på denne årstid frit slag, men som med fluen søger jeg ofte det lidt dybere vand, gerne for enden af rev eller langs tydelige sandpletter.
Sommeren byder som i det sene forår på føde i overflod, og de forskellige krebsdyr er repræsenteret i stor stil. Kæmpe sværme af mysider ses over sandbunden, hvor de vugger med bølgerne eller står som tåger i det stille vand mellem tangbuske. Hesterejerne er ligeledes fremme i stor stil og tanglopper samt -lus er som sædvanligt på plads i tangskoven. Spisekammeret er som sagt stuvende fult, og det gælder for kystfiskeren som for havørreden, nu om at vælge det rette tidspunkt til jagt.
Efteråret er interessant på flere punkter. I takt med, at sommeren går på held, bliver vandet koldere og havørredens store byttedyr trækker mod dybere vand med mere konstante temperaturer. Fødegrundlaget langs kysten svinder ind, hvorfor nogle ørreder trækker med fiskestimerne væk.
Dem, der bliver tilbage begynder så småt at lægge sommerens kostvaner om og må gradvist ændre hovedbestanddelen af sin fødeindtag fra småfisk til krebsdyr. Dette medvirker i sagens natur til, at fiskenes jagtmønster også gradvist ændrer sig. Kystfiskeren oplever i stigende grad, at fiskene opholder sig tættere på land og mange gange ses fluefiskeren som den store fanger. Samtidig har mange af havørrederne på denne tid af året parringen på hjernen, og fiskene i begyndende gydedragt har det med af være kulrede. I enkelte situationer oplever man derfor, at årstidens fisk kun er interesserede i de mindste dyr og ses »nusse« rundt helt kystnært – nærmest om fødderne på en.
Fiskene skal nu i den grad lokkes af reje- eller tangloppeimitationer, der fiskes nærmest svævende. Da fiskene er tæt på og fokuserede på krebsdyr, har fluefiskeren en klar fordel, hvor ham med en delikat præsentation kan introducere bedraget perfekt. Men som spinnefisker skal man ikke fortvivle. Med mindre agn og korte præcise kast eller kast langs kysten, vil enkelte fisk som regel forbarme sig. Ellers er metoder som ophængerflue eller bombarda og flue også giftige. Specielt sidstnævnte kan være uhyre effektiv, da man har spinnefiskerens rækkevide, men kan præsentere en flue næsten som med en fluestang.
En hestereje falder i et med baggrunden.
Vinter: Nu er det blevet så koldt, at der selv i det kystnære vand er sparsomt med føde. Dog holder tangbuske og stenbund på det lave vand stadig liv af hovedsageligt tanglus og -lopper. Vinterns sparsomme lys når på det lave og kolde vand lige akkurat ned til bunden, hvor den varmer, og dette gør at de mindste dyr kan holde sig i gang hen over vinteren. Vige, der ikke er frosset til, og åbent vand mellem rev og kyster med store sten eller klipper, hvor dyrene kan sidde på, er de områder, hvor man skal fokusere sit fiskeri. Havørrederne »ved« på denne tid, at de skal søge føden i tangen eller på stenene og kommer derfor forbløffende langt ind.
De er ikke specielt selektive nu, da alt føde er godt for dem, men da de nu hovedsageligt »plukker« tanglopper, er det selvfølgelig første prioritet, og der skal måske kastes et par gange til en fisk med det store blink, før den hugger. Det vigtigste på denne årstid er at lede efter fiskene. Finder man dem, skal man nok få succes.
En smuk vinterfisk er faldet for en »krible krable flue«.
Imitationer af krebsdyr og rejer
Skal krebsdyr imiteres med fluen er det generelt en god ide at fiske fluen, som man oplever byttedyrene. Tangloppe, -lus og pungrejeimitationer fiskes forholdsvist langsomt og nogle gange nærmest svævende. Med et langt forfang og en flydende- eller intermediateline, kan disse fluer præsenteres og fiskes præcist samt forsigtigt, så de får et perfekt svæv ned gennem vandet. Større rejeimitationer fiskes hurtigere i varierede ryk. For at kunne holde farten, uden at fluen kommer helt op i overfladen, bruges belastede fluer eller en let synkende flueline. En polyleader i rette densitet kan dog være nok.
For spinnefiskeren gælder det om at tilpasse agns størrelse og indspinningshastighed, når man fisker efter krebsdyrspisende fisk. Ved brug af ophænger, kan det være en ide at bruge en let wobler til at præsentere fluen ordentligt eller helt små agn og lange spin-stop, der får fluen til at svæve, kan også være gode. Ofte er samme teknik kun med blink faktisk også ret givtig. Med bombarda og flue har spinnefiskeren alle muligheder, og skal egentlig bare agere som fluefiskeren. Man bør fiske med så lange forfang som muligt, men uden at det bliver noget rod. Jeg fortrækker cirka halvanden gang stangens længde.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2014
En tangloppe og en tanglus søger tilflugt på et stykke drivende ålegræs.
nov 25, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, GEDDE, Geddefiskeri med agnfisk, Medefiskeri, Predatorfiskeri
Jens Bursell med en fin gedde taget på en af de mange varianter over elastiktaklet, der giver en ekstrem god krogning pga taklets helt specielle moving hook effekt.
Fiskeri med levende agn er effektivt, men det er ikke alle, der bryder sig om at stikke kroge i en levende agnfisk. Her får du opskriften på, hvordan du ved at montere taklet med to elastikker, helt kan undgå at sætte kroge i agnfisken – og samtidig opnå en langt bedre krogning, når gedden hugger.
AF JENS BURSELL
ELASTIKKER og elastiske materialer har et kæmpestort potentiale til moderne lystfiskermetoder – dels fordi de muliggør teknikker, der er mere skånsomme – og dels fordi, de er vigtige komponenter i takler, der kan sikre en mere effektiv krogning af fisken.
En af geddefiskeriets ældste og mest effektive metoder er fiskeri med levende agn. Metoden, der har været brugt i århundreder efter søernes rovfisk, involverer, når man fisker på den traditionelle måde, at man stikker kroge ind i den levende agnfisk, for at fastholde den på taklet – hvorefter den piercet af et par trekroge svømmer rundt, indtil rovfisken lader sig friste og hugger.
Hvorvidt fisk rent faktisk føler smerte, har videnskaben endnu ikke kunnet bevise – men når det er sagt, så kan man jo lige så godt forsøge at fiske på en måde, som påfører fisken mindst mulig risiko for potentielt set at kunne føle smerte eller ubehag – og det gælder både agnfiskene samt de fisk, som der fiskes efter. Med udgangspunkt i dette udviklede jeg i 2012-13 et takel til dørgefiskeri, hvor man overhovedet ikke behøver at stikke kroge i agnfisken for at fastholde den på taklet.
En flot ti’er har indhaleret en agnfisk monteret på elastiktaklet – og er perfekt kroget.
Med elastik-takel og levende agnfisk efter gedder
Elastiktaklet, som taklet hedder, er ret simpelt at lave. Man monterer blot et par elastikker på taklet, som bruges til at montere agnfisken i. Elastikkerne sidder i et par hægter forrest og bagerst på taklet. Hægterne med elastikkerne semi-fikseres på forfanget med flådstops, så man kan skubbe dem frem eller tilbage på forfanget – dels så krogene hænger optimalt placeret og dels for at få den helt rette opspænding af taklet, som gør, at den bagerste elastik fastholder sit greb om fiskens hale under det praktiske fiskeri.
Når man bruger den rette teknik og de rigtige værktøjer, tager agnfisken ikke det mindste skade ved, at man trækker elastikken om bag gællelåget og retur, så agnfisken sidder fast på taklet – og det samme gælder, når den bagerste elastik sættes omkring halen på agnfisken. Når taklet er loopet på agnfisken med elastikkerne, søsætter man forsigtigt agnfisken ud over bådsiden – og under normal dørgefart på 0,7-1,2 kilometer i timen, vil agnfisken gå helt perfekt med taklet hængende løst lige under bugen, indtil hugget falder.
En sidegevinst ved den ekstra skånsomme montage af agnfisken er, at den holder sig frisk og levende lige så længe det skal være, hvilket også betyder, at man ikke forbruger nær så mange agnfisk på sin fisketur. På denne måde påføres skallen ikke meget mere fysisk ubehag, mens den langsomt dørges efter båden – end en hund der føres i snor. Placeres elastikken omkring venstre gællelåg spiler skallen til højre og omvendt. En interessant detalje ved elastiktaklet er, at det får agnfisken til at gå mere irregulært og uforudsigeligt – hvilket i mange situationer vil kunne give flere hug, da rovfiskene ofte går efter det individ, der skiller sig ud fra flokken. Mest irregulært går agnfisken, hvis man placerer elastikken modsat den normale spilings-side – fx i højre side når skallen fiskes i styrbordsside. Vi har været ude for at dette har givet næsten dobbelt så mange hug i den side af båden, hvor de var monteret på denne måde – måske netop fordi agnfisken derved får en mere »syg og unaturlig« – men samtidig uforudsigelig – gang.
Med elastiktaklet monteres agnfisken udelukkende ved hjælp af bløde elastikker, som ikke skader agnfisken. Krogene hænger løst og dingler lige under agnfisken, hvilket giver en markant bedre eksponering af krogene end på de traditionelle geddetakler.
Mooving-hook effect på elastik-taklet til gedder
Når en gedde klapper tænderne sammen om en skalle, sker der ofte det, at den låser kæberne så kraftigt sammen, at agnfisken sidder urokkeligt fastlåst. Og – når det sker, er det nærmest umuligt at kroge gedden, fordi krogene ikke kan bevæge sig fremad og kroge, af den simple årsag, at de sidder fast i agnfisken – som jo sidder fast. Dette er en af årsagerne til, at der ofte mistes mindst 40-50% af huggene ved fiskeri med normale geddetakler. Dette problem kan løses ret godt ved hjælp af Twinex releasetaklet, hvor krogene kan bevæge sig fremad, selvom fisken klapper kæberne sammen – den såkaldt moving hook effekt. Selvom landingsraten på Twinex releasetaklet, som du kan læse mere om på www.fiskogfri.dk, oftest ligger på 70-80% er moving hook effekten dog endnu bedre på elastiktaklet, hvor du vil komme til at bomme uhyggeligt få fisk.
Twinex taklet er ret let at lave, men Achilleshælen ved dette takel er, at det er enormt vigtigt, at man vælger de helt rette flådstop til de forskellige typer af wirematerialer. Her skabes moving hook effekten nemlig ved, at et flådstop glider ned at forfanget, når agnfisken låses mellem rovfiskens tænder – så krogene relativt set kan bevæge sig fremad. For at det funker perfekt, kræver det, at flådstoppet har den helt rette friktion mod forfangsmaterialet. Det er let nok, hvis man har et standardiseret takelmateriale, som passer perfekt på en bestemt flådstopper – men knapt så let, hvis man ofte varierer mellem forskellige forfangstykkelser, materialer og stops – der hver har sin helt specifikke friktion, som man lige skal finjustere. Disse takler fungerer bedst på hardmono og flettet titanium, men knapt så godt på almindelig flettet wire. Årsagen er, at kombinationen af den vinkel og friktion, der kommer på almindelige wireforfang, når flådstoppet skrider ned af taklet, kan give samme effekt, som når man krøller et gavebånd over en saks.
Krogningen er suveræn, men man krøller en del forfang på den konto – hvilket koster tid og penge. Dette er ikke et problem med hardmono og flettet titanium. Hele denne problemstilling eksisterer slet ikke på elastiktaklet, fordi moving-hook effekten skabes af elastikken, som arbejder helt uafhængigt af wiren. Et flådstop har endvidere altid en vis »opstartsfriktion«, inden det begynder at glide på forfanget – en problematik man også kommer helt ud over med elastiktaklet, hvor der overhovedet ikke er nogen opstartsfriktion i moving hook effekten.
Selve elastikmontagen giver en lidt mere uforudsigelig gang på skallen, når den dørges, hvilket kan give mange gode ekstra hug – især på hårdt pressede søer, hvor gedderne er vant til at se normalt fiskede takler.
Elastik-taklet giver perfekt krog-eksponering
Bedre eksponering af krogene er en anden fordel ved elastiktaklet frem for takler, hvor krogen sidder i agnfisken. Netop det, at krogen hænger løst dinglende under agnfisken gør, at krogspidserne er langt bedre eksponeret – præcist som på mange af release-taklerne, hvilket giver en bedre krogning – især når agnen fisker lidt over bunden. Netop den bedre eksponering af krogene gør desuden, at man kan anvende lidt mindre og skarpere kroge, som samtidig har mindre modhager og laver mindre krogsår end de lidt større kroge.
Sådan laves og fiskes elastik-taklet til gedder
Når hugget falder, sker der som regel det, at elastikken på agnfiskens hale falder af, så den ryger uden for geddens mund, hvorved agnfisken ofte hænger uskadt i elastikken, når gedden kommer ind. Har agnfisken taget skade under hugget, så den risikerer at lide, kan man så vælge at aflive den – og montere en frisk. Umiddelbart skulle man tro, at man konstant skal skifte elastikker på grund af geddens skarpe tænder, men praksis viser, at elastikkerne stort set altid er uskadte – selv efter en hel fiskedag med mange fisk i båden.
1: Monter et Drennan Grippa flådstop på et 30-40 lbs flettet wireforfang. Alle wiretyper kan bruges, men titanium er bedst. Kør det gennem de to øjer på en tregangssvirvel som vist – og monter derefter et nyt flådstop af samme type. Stoppet skal være så stort, at det ikke glider igennem svirvlens øjer. Med en lille splitring monteres en snap-lock hægte i den frie ende af tregangssvirvlen. Hægten skal have et stort øje – fx hægter fra Savage Gear eller Jackson. I Snaplock’en monteres en ganske almindelige husholdningselastik.
2: Bind en 2,5 mm rig-ring på for enden af wiren med en 4-tørns blodknude, hvori du med en lille splitring kan montere den forreste trekrog på taklet – eksempelvis en str. 6. Giv knuden en dråbe sekundlim. Hvis du vil have tre trekroge på taklet, som fx til en megakampskalle som denne, lader du tampen fra knuden stå – og binder endnu en rig-ring med splitring og krog på cirka 10-12 cm længere nede af wiretampen. I den modsatte side af rig-ringen på den anden krog bindes et 15-25 centimeter stykke 40-50 lbs monotrådet titaniumswire med en 4-tørns blodknude. Vil du kun have to kroge på taklet bindes den monotrådede titaniums tafs i rigringen fra den forreste krog (2).
3: Hiv et Drennan flådstop str. small af montageløkken og stik den stive titaniumswire op igennem det. Træk den ned på midten af wiren, kør en snaplock hægte på og monter endnu et flådstop. Denne snaplock må gerne være med et lille øje – fx Mustad 77145 str. 2. I snaplocken monteres en lille elastik – eksempelvis af den type man kan købe i mange rideforretninger.
4: Bind en rig-ring med splitring og en str. 8-6 trekrog i enden og giv knuden en dråbe sekundlim. Du er nu klar til at montere taklet på agnfisken.
Sådan monteres elastik-taklet på agnfisken:
1: Sæt den forreste store husholdningselastik ind i slidsen på en Stonfo-krogløser. Læg agnfisken på et fladt, vådt underlag med bugen mod dig. Før elastikken gennem munden på fisken og forsigtigt op bag gællelåget uden at røre selve gællerne.
2: Tag elastikken ud af slidsen, før krogløseren forsigtigt tilbage og ud af munden – hvorefter du fører elastikken tilbage om gællelåget og retur i hægten.
3: Check, at den bagerste hægte er placeret, så der lige akkurat kommer et ganske svagt træk på forfanget som sikrer, at den bagerste elastik ikke så let kan glide baglæns ud over halen.
4: Monter haleelastikken ved at spile den ud og føre den baglæns over halen.
5: Check at taklet og krogene hænger helt perfekt.
6: Grib om agnfiskens ryg og søsæt den forsigtigt, hvorefter du med føling firer den ud på den rette afstand og dybde.
Elastik-taklet til gedder – øvelse gør mester
Alle og enhver vil kunne lære at dørge med elastiktakler. Selve montagen er egentlig ret let, men som med alt andet, kræver det lige lidt øvelse, inden det sidder på rygraden. Der er ingen tvivl om, at det er lidt lettere bare at plante et par trekroge solidt i den levende fisk, men når du har prøvet elastiktaklet et par gange, tager det faktisk ikke meget længere tid end at agne op på den normale måde.
Det er vigtigt, at det sted hvor du lægger agnen, når den monteres, er et sted, hvor der ikke ligger for meget rod, som agnfisk og takel kan få fat i, hvis den basker med halen på et kritisk øjeblik.
Tilsvarende er det en fordel at tænke over, hvordan du sætter din stang, mens agnfisken monteres. Hvis du er højrehåndet, er det lettest, hvis stangen står til højre for dig, så taklet kommer ind for højre. Elastikkerne skal sidde klar på selve taklet, hægternes placering skal være grovjusteret, og taklet skal ligge klar langs agnfisken, inden montagen påbegyndes. Der skal helst være et let træk i taklet, når elastikken føres igennem munden på agnfisken, så man undgår, at der kommer løsthængende løkker på frontdelen forfanget, som let kan føre til kludder, hvis fisken basker på det forkerte tidspunkt.
Når fisken så er monteret, sættes den forsigtigt ud i vandet, hvorefter du er klar til at dørge – uden at skulle have dårlig samvittighed over, at dine agnfisk i timevis svømmer rundt med et sæt store trekroge i kroppen.
Med elastiktaklet holder agnfisken sig frisk og levende i en helt anden grad end på de traditionelle krogtakler, hvilket gør, at forbruget af agnfisk er markant mindre – en tendens der
forstærkes af, at agnfisken ofte slås løs af haleelastikken ved hugget, hvorved agnfisken tit hænger uskadt udenfor geddens mund under hele fighten.
Udskiftelige kroge – en af elastik-taklets fordele
På normale takler bindes eller not-a-knottes krogen direkte på forfanget. Denne procedure kan i mange tilfælde give et højt materialeforbrug af wire, fordi taklets levetid dermed er defineret af krogenes levetid. Især når man anvender meget dyre og ekstremt holdbare wirematerialer som fx titanium, er dette en stor ulempe, da en smadret krog kan betyde, at man skal kassere hele det dyre takel.
For at komme uden om dette problem, monterer jeg mine kroge i bittesmå split-ringe, der sidder i 2,5 mm rig-ringe, som er bundet til taklet. Dermed kan jeg udskifte krogene let og hurtigt – samtidig med, at jeg sparer både tid og penge på ikke at skulle kassere så mange takler.
Baitspikes og Twinex-kroge
Hvis princippet om ikke at sætte en krog i agnfisken betyder knapt så meget for dig som det fisketekniske, kan man variere konceptet med elastikmontagen på mange måder. Du kan fx montere agnfisken med en elastik i munden af agnfisken og kombinere med baitspikes til montagen af den bagerste del af taklet. At montere en baitspike på den bagerste krog og forsigtigt sætte den løst bagerst på undersiden af agnfisken er super let – samtidig med, at man har en montage, hvor krogene er markant bedre eksponeret end på de almindelige agnfisketakler, fordi taklet hænger og dingler løst lige under fisken. Dette muliggør igen brugen af mindre og skarpere kroge som giver mindre krogsår på gedden – samtidig med, at det giver en fin leading-link effekt.
Max Bursell med en fin gedde taget på elastiktaklet. Skallen kan få en selvspilende effekt, hvis man monterer elastikken modsat den side man ønsker den skal spile mod. Monteres elastikken modsat af dette, giver det en lidt mere uforudsigelig gang, hvilket vi har været udsat for kan give markant flere hug – netop fordi fisken »spiler modsat«.
Leading-link effect på elastik-taklet til gedder
Når taklet hænger løst lige under agnfisken, giver det en såkaldt leading-link effekt – hvor en rovfisk, der umotiveret snapper efter agnfisken, lettere bliver kroget: Hvis en af geddens mange bagudrettede tænder får fat i wiren, vil den fremadrettede bevægelse af taklet få wiren til at glide bag tanden, indtil en af krogene automatisk rammer fiskens kæber eller munddele, så krogen kan få fat.
Du kan læse meget mere om de seneste og mest effektive varianter over elastiktaklet i Jens Bursells bog ”Geddefeber”, som du kan købe signeret her på både dansk, svensk, engelsk og tysk.
På releaserigshop.com kan du købe færdige kits til elastik-release-taklet til agnfisk her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2014.
Hvis man udelukkende går efter de krogningsmæssige aspekter i elastiktaklet, kan man med fordel fiksere elastiktaklet med en lille baitspike i bagenden af agnfisken, så det løsthængende
takel er perfekt eksponeret under agnfisken. Fæstnes den kun med én modhage, trækkes den let ud af fisken, så krogene kan bevæge sig fremad.
nov 23, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfluefiskeri efter havørred
Under black light lys gløder og stråler fluer bundet af UV-reaktive materialer. Havørreden er særligt følsom overfor UV-reflekteret lys, og den bruger i høj grad dette, når den jager. Mange af dens byttedyr lyser nemlig selv ganske betragteligt op i solens UV-lys.
Havørreder er muligvis mere primitive væsener end os mennesker, men på nogle punkter er de overlegne. De har fantastiske reaktionsevner, et yderst veludviklet sanseapparat, og så kan de se lys i UV spektret. Og det sidste har overraskende stor betydning for, hvordan vi kommer i kontakt med dem. Og det gælder både når man fisker med fluer, blink og andre kunstagn.
AF RASMUS OVESEN
DIN FLUEFISKEMAKKER har inviteret dig med på kysten. Den seneste tid, har han fanget rigelige mængder fisk, og forventningerne til dagens tur er derfor forkromede og betragtelige. På vej i bilen forklarer han, at han har fået samtlige af sine fisk på en gammel klassiker, som han har peppet op med nogle nye og spændende materialer.
Han går ikke i flere detaljer end som så, men han tilføjer henslængt, at du er velkommen til at låne et eksemplar – hvilket du naturligvis takker nej til. Du har selv en håndfuld nøjsomt bundne eksemplarer af fluen i din flueæske, men for tiden fisker du stort set kun med den nye kutlingeimitation, som du udviklede i vinters. Den har endnu ikke fejlet, melder du tilbage med en selvsikker mine! Velankommet ved vandet trækker i wadersne på og rigger jeres fluestænger til. Herefter bevæger i jer ned mod den vejrbidte kyst og det langstrakte og grunde rev, som i kender så godt. Det er en rigtig mild og lun forårsdag. Solens varme stråler får det let-krusende vand mellem blæretangen og de store sten til at glitre krystallisk og forlokkende.
I bevæger jer nu ud på revet. De første forventningsfulde kast sendes ud over vandmasserne, og der går ikke længe før din makker – som tydeligvis har tur i den – er forbundet med en ilter blankfisk, der kaster sig hovedkulds fri at vandet flere gange under den korte, men intense fight. Kort efter er der bud efter hans flue igen, og endnu en fin blankfisk – denne gang et smukt eksemplar på omkring 50 cm – må ind til afkrogning.
Til din store fortvivlelse fortsætter det sådan. En hel stime havørreder er trukket ind over revet, men dine anstrengelser til trods, har du kun haft et enkelt forsigtigt hug på fluen. Du gør det eneste rigtige; sluger din stolthed og skifter over til mønstret, som din makker fisker med – og inden længe falder det forløsende hug. En gnistrende blank havørred slår forvildet omkring sig i overfladen, tager et par hidsige udløb og stanger arrigt i blæretangen, inden du får den bragt hen til det afventende fangstnet. Det er en flot fisk på den rigtige side af 50 centimeter i formidabel kondition, men den bliver da gens eneste for dit vedkommende.
Forfatteren med en fed fjordørred, der huggede på en Cutthroat Kutling med UV-reflekterende materialer. Henover mørk fjordbund kan det være en fordel at synliggøre sine fluer med UV-materialer.
Da i pakker sammen, har din makker fanget yderligere seks havørreder, og det til trods for, at i har fisket med identiske fluer de sidste to timer. Du skal lige til at beskylde ham for at have duftimprægneret hans flue, men i det samme tager han ordet: »De virker upåklageligt de her nye UV-materialer, jeg har brugt i mine fluer på det seneste!’ Han står med sin flueæske i næven, åbner den og frembringer en lille håndfuld fluer, som han nu hælder over i din afventende håndflade – iblandt dem er det gennemblødte og gennemtyggede eksemplar fra dagens fiskeri. »De er jo helt magen til den flue, jeg har fisket med de sidste to timer«, melder du lynraskt og let-forundret tilbage«. »Ja, men havørrederne derude kunne i hvert fald godt se forskellen i dag«, lyder responsen fra din makker. »Vent du bare, til du får dem under en UV-lampe, så skal du nok også se lyset!«
Med UV-fluer efter havørred på kysten
Havørreden har et veludviklet sanseapparat, der gør, at den kan høre, føle og se sig frem til potentielle byttedyr. Af de tre sanser, er det dog særligt synssansen som er af væsentlighed – men hvor godt ser havørreden egentlig? Havørreden har både monokrome stav – celler og farvefølsomme tappeceller i nethinden, og forskerne er generelt enige om, at synets skarphed er ligefrem proportionalt med tætheden af disse sanseceller.
Jo flere stave og tapper desto skarpere syn. I havørredens tilfælde er disse sanseceller dog relativt sparsomme, og det må derfor antages, at havørredens syn ikke er nært så godt som eksempelvis os menneskers. Vi har nemlig omtrent 14 gange så mange sanseceller i nethinden. Der, hvor det menneskelige øje kommer til kort – og havørredens syn er overlegent – er, når det gælder refleksioner af sollysets ultraviolette (UV) spektrum. Sollys er basalt set elektromagnetisk stråling, der frekvensmæssigt spænder fra det ultraviolette til det infrarøde. Farverne, som det menneskelige øje opfatter, er resultatet af en kontinuerlig tolkning af de forskellige frekvenser, der opstår, når lys afbøjes eller reflekteres. Hvad reflekteret UV-lys angår, har det en frekvens på 10-380 nanometer, og det ligger uden for det bølgelængde-vindue på 400-700 nanometer, som det menneskelige øje kan opfatte – på lidt samme måde som infrarødt lys. Havørreden – til gengæld – ser UV-reflekteret lys, og den bruger i høj grad denne evne, når den jager.
Forfatteren i gang med at binde fluer med diskrete islæt af UV-materialer til alment brug året igennem. Til forårets fiskeri, hvor havørrederne er særligt sultne og hugvillige, indkorporerer han ofte lidt flere UV-materialer end ellers.
Hvordan ses UV-lys?
Vi mennesker kan i udgangspunktet ikke se UV-lys, men vi kan se afbøjet eller reflekteret UV-lys i de tilfælde, hvor lysets bølgelængder påvirkes radikalt. Disse UV-refleksioner er indirekte, og kan ses ved hjælp af såkaldt sort lys, »black light« eller UV-A lys, der filtrerer det ultraviolette lys og gør, at UV-reflekterende genstande ligesom gløder og lyser op. I et sådant lys, som kan genereres med blacklight pærer eller UV lamper, viser det sig, at mange ting i sig selv er UV lysreflekterende i større eller mindre grad. Eksempelvis er ret mange naturlige fluebindingsmaterialer UV-reflekterende. Dette gælder eksempelvis en del fjer – heriblandt påfuglefjer, white-tip kalkun, gåsefjer, blå skovskadefjer og junglecock samt hårfibre fra eksempelvis hvidtippet egern.
I denne forbindelse er det væsentligt at differentiere mellem UV-Reflekterende og UV-Reaktive egenskaber – også når det gælder fluebindingsmaterialer.
Det er ikke umiddelbart til at se det med det blotte øje, men i denne æske er der flere kystfluer forstærket med indslag af UV-materialer. De UV-reaktive af dem kan ses under en black light pære.
UV-reaktive (UV-F) fluer
Fluebindingsmaterialer der er UV-reaktive kender de fleste. De er fluorescerende og gløder varmt, hidsigt og kraftfuldt i høj belysning – særligt under stærk UV-belysning. Fluorescens forekommer, når UV-lys kastes tilbage med en længere og mindre energieffektiv bølgelængde – en bølgelængde, som er synlig for det menneskelige øje. Enkelte af de UV-reaktive materialer (de fosforescerende) evner desuden at lagre og afgive lys længe efter den eksterne belysning er ophørt eller indstillet. En del flash typer er UV-reaktive, og det samme er materialer, som er indfarvet chartreuse og pink eller afbleget hvide.
UV-reflekterende (UV-R) fluer
Materialer til fluer der er UV-reflekterende er materialer med en overflade, der i høj grad reflekterer sollysets UV-spektrum lys – uanset materialets farve. Ud over en del naturligt UV-lysreflekterende fluebindingsmaterialer, findes der efterhånden også en lang række materialer, der er behandlet, så det i højere grad end ellers reflekterer UV-lys. Disse materialer lyser op på en langt mere naturlig og diskret måde end UV-reaktive materialer.
Spirit River har lanceret en serie af UV-reflekterende materialer under navnet UV2. Flere af dem er UV-reaktive (fluroscerende),
men de UV-reflekterende egenskaber kan ikke ses med det menneskelige øje – heller ikke under black light.
Det første møde med UV fluer var overbevisende
I Canada og USA, for snart otte år siden, stiftede jeg første gang bekendtskab med UV-reflekterende fluer. En lokal guide på Vancouver Island tippede mig om, at særligt kystnære sølv- og pukkellaks samt havvandrende cutthroat-ørreder reagerede voldsomt på kystfluer bundet af UV-reflekterende materialer. Han gav mig nogle enkelte fluer, og dem fik jeg efterfølgende nogle øjenåbnende oplevelser med. Under mundingsfiskeri på øen – side om side med op mod 30 andre ivrige lokale fluefiskere – krogede jeg den ene opgangsfisk efter den anden på disse UV-fluer. At hovedparten af de resterende fluefiskere på pladsen måtte gå tomhændede hjem, overbeviste mig om, at UV-fluerne var noget, som også skulle prøves under hjemlige forhold.
Sidenhen har jeg eksperimenteret en del med UV-reflekterende og UV-fluorescerende materialer i mine kystfluer med stor succes. Og ved at fiske simultant med to identiske kystfluer – hvoraf den ene har været UV-forstærket – har jeg fået et indblik i, hvor effektive UV-kystfluer kan være. Vigtigst af alt har jeg fundet ud af, at der er bestemte situationer, hvor UV-kystfluer er særligt relevante, og at forskellige typer UV-fluer egner sig til forskellige fiskesituationer.
UV lys er en naturlig del af solens lysspektrum, og særligt i klart vand lyser UV-reflekterende emner betragteligt op. Til afsøgende fiskeri er UV-kystfluer derfor oplagte – og det kan give nogle fine blankfisk som denne.
Med UV-fluer efter havørred på kysten
Kystfluer med gode UV-reflekterende egenskaber er først og fremmest interessante, fordi en lang række af havørredens fødeemner er særdeles UV-reflekterende. Brislinger og sild har eksempelvis skæl, som i høj grad reflekterer solens UV-spektrum, og på samme måde er flere børsteormsarter og mange delvist transparente krebsdyr – herunder rejer og tanglopper – UV lysreflekterende og let fluorescerende.
Det betyder i praksis, at disse fødeemner ligesom lyser op i vandet, og at havørreden ser disse fødeemner langt bedre og på afstand, end mange af de imitationer, vi fluebindere kreerer. At binde eksempelvis sine rejefluer med lidt UV-dubbing eller UV-chenille kan derfor både gøre fluerne mere troværdige i havørredens optik og gøre den mere synlig i vandet. Det første kan være en fordel, når der fiskes i klart og stillestående vand efter selektive, sky og skeptiske fisk, mens det andet kan være en fordel, når der fiskes i lavt lys, eller man gerne vil afsøge en masse vand hurtigst muligt. Sidstnævnte kan eksempelvis være effektivt i foråret, hvor fiskene ofte er sultne og ukritiske – og hvor det, at fluen bliver set, er det væsentligste kriterium for at få hug.
Virker UV-fluer om natten?
Til natfiskeri har UV-reflekterende fluer ikke samme berettigelse som i dagslys. Om natten (særligt på stjerneklare nætter) er der fortsat overraskende mængder UV-lys i spil, og det skaber en form for subtil lyståge – en lys tåge, der danner en baggrund imod hvilken havørreden jager. Her bliver UV-absorberende fluer – gerne i helt mørke nuancer – særligt synlige for havørreden. De tegner nemlig kraftige silhuetter imod UV-lyset. Ellers kan fos forescerende UV-fluer være interessante, da de kan lades, og dermed generere et eget og særligt klart lys – et lys, som havørrederne ganske let får øje på.
Det værd at notere, at UV-lys penetrerer vand i en helt anden grad end synligt lys. Det trænger faktisk op til 10 gange dybere ned. Desuden er UV lys dominerende i skumringsperioderne og i gråvejr, og det er medvirkende til, at hav ørrederne kan fortsætte med at jage effektivt i ellers svage lysforhold. For os fluefiskere betyder det, at UV-fluer er særligt relevante i lav belysning, hvor synlighed er et presserende tema. I forhold til omgivelserne lyser de nemlig op, når solen står lavt på himlen samt på tidspunkter, hvor de almene lysforhold er relativt ringe. Desuden kan UVR materialer være medvirkende til at gøre imitationsfluer i naturlige grundfarver såsom grøn, brun og grå mere synlige for fisken.
UV-reaktive (fluoroscerende) materialer er alment udbredte efterhånden – også i mode – verdenen. Her er det lidt UV-glimmer og neglelak, som er glimrende til opblanding i eksempelvis epoxy-lim.
UV-fluer ekstremt synlige på dybt vand
Hvad synlighed angår kan det også være en fordel at anvende UV-fluer, når der fiskes på større dybder med synkeline eller vægtbelastede fluer. På dybt og klart vand er både UV-R og UV-F fluer relevante – men særligt fluer i hvide, chartreuse, pink og blå materialer er synlige for fiskene på betragtelige dybder, eftersom disse farver lyser naturligt op i UV-lys. Deres synlighed i plumret eller farvet vand er til gengæld ikke nær så god. Under sådanne forhold spredes og flimrer solens UV-lys i vandet, og her giver det umiddelbart god mening at fiske med kystfluer, der er UV-absorberende – eksempelvis indfarvede sorte fluer. De aftegner sig nemlig i vandet med en skarp silhuet, står tydeligt frem i tågen af UV-lys og er på den måde nemmere for havørreden at få øje på.
UV-følsomhed hos fisk varierer
I løbet af sensommeren og efteråret, hvor havørrederne begynder at bevæge sig mod gydevandløbene, er de særligt følsomme overfor UV-lys. Her er kystfluer bundet af UV-R materialer særligt synlige for havørrederne, og de af fiskene, der allerede har afviklet huginstinktet kan ofte tirres eller provokeres til at hugge ved at hjemtage en flue bundet af UV-F materialer i hidsige ryk. Her kan man også tage fosforescerende UV-materialer i brug. Ellers kan det anbefales at være en smule påpasselig med UV-F materialerne. Som ophængerflue, kan de bruges til at lokke havørreder til og vække deres nysgerrighed, men man må ikke glemme at kraftig fluorescens er et relativt fremmed fænomen for havørreden. Det er nemlig ikke et udpræget karaktertræk blandt havørredens naturlige byttedyr, og fisker man på selektive og sky fisk i klart vand, kan overdrevent fluorescerende fluer tænkes at virke decideret afskrækkende på havørreden.
Hvad UV-R materialerne angår, så har jeg endnu ikke oplevet, at de gør mine kystfluer mindre effektive – tvært imod! Alligevel forsøger jeg at dosere dem relativt sparsommeligt, så de ikke virker overdrevne. Det er svært at vide, præcis hvordan kystens byttedyr ser ud for havørreden – hvordan de skinner og farvemættes i vandet, men ved at binde nogle kystfluer i naturtro nuancer, og samtidig »kode« dem med diskrete indslag af UV-R materialer opnår man nogle fluer, som lyser op i vandet uden at virke unaturlige. Og det kan føje nye dimensioner til dit kystfluefiskeri.
Under almindeligt dagslys, er det ikke umiddelbart til at se, at der er tale om et UV-reaktivt flue – bindingsmateriale og en UV-reaktiv flue. Her kunne lige så godt være tale om almindelig Polar Chenille.
I black light lyser UV-reaktive materialer betragteligt op, og nogle af dem gløder og ændrer farvetone. De violette farver her
skyldes dog UV-belysningens svage violette skær.
En jungle af UV-materialer til havørredfluer
UV-fluebindingsmaterialer bliver mere og mere almindeligt forekommende i mange fluebindingsforretninger som et supplement til UV-fluorescerende materialer. Og amerikanske producenter såsom Spirit River, Wapsi og Hareline har de seneste år brugt masser af ressourcer på at udvikle indfarvningsteknikker til at gøre deres fluebindingsmaterialer mest muligt UV-reflekterende. I produktion findes blandt andet gummiben, Polar Chenille, dubbing, påfugleherl, fasanfjer, hackler, CDC fjer, kaninstrips, kalvehaler og marabou. Hvorvidt de rent faktisk er UV-reflekterende i høj grad, er umuligt at afgøre uden avanceret UV-følsomt kameraudstyr. At mange af dem til gengæld er UV-fluorescerende kan påvises med en UV-lampe – og som oftest vil der være en vis sammenhæng mellem de to ting.
nov 21, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Barracuda’en er en bestialsk motherfucker – og du kan roligt regne med at få testet dit grej til det yderste…
Få fisk spreder frygt og panik på en tropisk flat som barracudaen, og en mere kynisk og kalkulerende modstander på fluegrejet er svær at forestille sig. Tag med Rasmus Ovesen et smut sydpå og bliv inspireret til dine egne eventyr med fluestangen.
AF RASMUS OVESEN
BARRACUDAEN er på mange måder indbegrebet af den urgamle og blinde ondskab, som findes i så mange forskellige former og variationer i naturen – og som får det til at risle koldt ned af ryggen på os. Det er en ondskab, som udspringer i dybet af kølige og sjælløse øjne og i kynisk og kalkulerende adfærd. I dette tilfælde finder den sit almene formudtryk i et perfekt camoufleret og strømlinet ydre, en skyggefuld og spøgelsesagtig tilstedeværelse samt et bistert gab fyldt til bristepunktet af barberbladsskarpe tænder.
Barracudaen er de topiske flats’ nådesløse terrorist, og dens uforudsigelige lune, frygtløse adfærd og indiskriminerende koldblodighed gør den til en udfordring for selv den mest stoiske og hårdføre fluefisker. Det kræver nerver af stål at fiske barracudaer på flue. De har en angrebshastighed som et amerikansk undervandsmissil samt en foruroligende evne til at materialisere sig som spøgelser ud af ingenting og massakrere ens flue i eksplosive og pludselige kollisioner af vand, skum og knitrende skæl. Barracuda-fluefiskeri er med andre ord ikke for folk med sarte sjæle og tyndslidte nerver, men for de få stålsatte eventyrere – dem der søger det let-selvpineriske, gyset og chokeffekten.
Palmer, sol, ginklart vand – og barracuda’er i farvandet – hvad mere kan man ønske sig?
Barracuda på flue – et brutalt fiskeri
Egentlig er det parakdoksalt, at jeg som inkarneret tørfluefisker er endt med at liste rundt på flatsne med nerverne uden på tøjet og kaste til ominøse skygger. Som tørfluefisker er jeg vant til at se fisk tage min flue i slow-motion, og selvom det også kan være nervepirrende, er der en form for magelig selvfølgelighed over det, der giver ro i sjælen. Omvendt forholder det sig med barracuda-fiskeriet på flatsne. Her sker tingene så hurtigt, at ens sanselighed overbelastes. På et splitsekund – ud af ingenting – forsvinder din flue, et dommedagssug forplanter sig helt uventet igennem fluelinen, og en stor, sølvglinsende krop kaster sig pludseligt meterhøjt frit af vandet. Idet den bryder vandet med sin fulde tyngde i nedslaget, hvirvler løsline øjeblikkeligt omkring ørene på dig, mens fisken tager af med 100 kilometer i timen og forsvinder ud over flattens flimrende monokrome vand. Undervejs kaster den sig gentagende gange helt fri af vandet med sitrende gællelåg og blottede tænder – men det ser du slet ikke. I dette pludselige kaos af fygende line, skumsprøjt og voldsomme klingestød har du nok at gøre med bare at fastholde grebet omkring korkhåndtaget og undgå at få slået knoerne til blods af hjulspolens og -håndtagets bagspin.
Først når fluehjulets forpinte klagesang pludselig ophører, linen slækkes og kurven i stangen retter sig ud, kommer du dig så småt over det indledende chok – men nu er alt for sent. Barracudaen er søgt ud over koralrevene, som afgrænser den store flat, og forfanget er revet over. Hele hændelsen bundfælder sig, mens du med en forstenet mine spoler de tabte mængder af glødende orange-farvet bagline tilbage på fluehjulet. Den ligger udover vandet som en slags tilnærmet kortlægning over fiskens vandvidsudløb, og du er overrasket over, hvordan så rå mængder bagline nåede at blive flået af hjulet i løbet af så kort tid. Nogle hundrede omdrejninger senere er du i færd med at binde endnu en stor pulserende flashflue for enden af et wireforfang – denne gang med rystende og utålmodige hænder. Du er fortsat lettere chokeret, og dine tanker er kaotiske. Én ting ved du dog med sikkerhed, og forvisningen mærker du med enhver fiber i kroppen: Du er klar til endnu mere afstraffelse!
Rasmus Ovesen med en fantastisk barracuda, der er på vej tilbage til sit rette element.
Efter barracuda på de store Turneffe Flats
Belize´s Turneffe Flats og Turneffe Island Resort er ét af de steder, hvor jeg oftest har jaget barracuda – og det til trods for at stedet primært er kendt for sit sublime permit og bonefish-fiskeri. Her finder man barracudaerne i kølvandet af store fødesøgende stimer af bonefish, der trækker rundt på bagsiden af koralrevene eller mudrer vandet op inde over selve flatsne. Her er masser af fisk mellem fem og 10 kilo, og ind imellem støder man på skrækindjagende monstre mellem 15 og 20 kilo.
Bonefish’ne er nervøse af natur, men intet kan gøre dem mere opskræmte og påpasselige end, når der er baracudaer i farvandet. Nok er bonefish’ne hurtige svømmere med akutte reaktionsevner, men de undervurderer bestemt absolut heller ingen grund til. Barracudaen har en koldblodig evne til at få sneget sig ind på bone fish-stimerne, og kommer den først tæt på eller får sporet sig ind på en afsondret fisk, så er dens lynsnare og pludselige udfald som regel dødeligt.
Barracuda´er på jagt
Særligt ved højvande trækker de evigt sultne barracudaer ind over lavt vand for at jage. Ved højvande har de lidt mere vand under bugen end ellers, og byttefiskene, der plejer at gemme sig på de lavvandede indersider af koralrevene, har pludselig ikke de samme muligheder for at gemme sig. Nu vil man typisk finde barracudaerne patruljerende frem og tilbage langs fordybningerne inde bag koralrevene – lige på kanten af flatsne, hvor de tålmodigt venter på at komme på nært hold af intetanende byttedyr. Her vil de slå kynisk ned på mere eller mindre alt spiseligt, der kommer inden for rækkevidde. Særligt har de dog en forkærlighed for bone – fish’en – hvad end det så skyldes, at de er særligt smagfulde eller blot udfordrende at fange. Det kan derfor betale sig at opsøge pladser med gode forekomster af bonefish – og så ellers time det med at højvandet indfinder sig. Her vil man have optimale muligheder for at fange barracudaen.
Rasmus og Martin er fast makkerpar på mange fiskerejser – og der er fuld fart over feltet, når der fiskes efter barracuda.
Taktik til barcudafiskeriet
Barracudafiskeriet kan gribes an på to taktisk meget forskellige måder; enten kan man blindfiske dem, eller også kan man pürschfiske dem. Det første alternativ indebærer, at man affisker vand af en så stor dybde, at barracudaen er umulig eller i hvert fald særligt vanskelig at spotte. Hertil skal det dog hastigttilføjes, at barracudaen selv for dem med særligt trænede øjne kan være vanskelig at få øje på, og at den på selv knædybt vand, kan have en næsten spøgelsesagtig evne til at holde sig camoufleret. Af denne grund er det derfor ikke kun langs dybdekurverne af koralrevenes ydersider, at man kan blindfiske efter barracuda. Det går også an på flats’ne. I begge tilfælde gælder det om at afdække en masse vand – samt gøre det effektivt og hurtigt. Godt nok er barracudaerne altid i bevægelse, men det er mere effektivt at opsøge dem end at vente på, at de pludselig er trukket inden for kasterækkevidde.
Sightfiskeri med flue efter barracuda
Pürschfiskeriet indebærer i modsætning til blindfiskeriet en masse delvist inaktiv ventetid, men det er på alle tænkelige måder den mest spændende form for barracuda-fluefiskeri. Her gælder det om, ved hjælp af et par gode polaroidbriller og et skarpt blik, at lokalisere fødesøgende barracudaer og så ellers komme på kaste hold. Typisk vil man kunne vade langs koralrevene og have held til at spotte jagende barracudaer, men ellers kan det være en fordel at spejde fra stavnen af en flatbåd – hvorfra man har et bedre udsyn.
Barracudaerne toner som oftest frem som langstrakte og diskrete skygger, og når først man får øje på én af disse, gælder det om at lægge et hurtigt kast ud på vandet – 3-4 meter foran fisken i dens formodede svømmebane. Herefter er det bare med at flå og hive fluen hjem med al vold og magt, for er der noget, barracudaen tænder på, er det et flygtende eller panikslagent byttedyr. Tag eventuelt begge hænder til brug under indtagningen ved at sætte fluestangen i spænd i din høje armhule, og accelerér fluen alt, hvad du kan.
Martin Ejler Olsen med en gudeskøn barracuda, der gav ham kam til sit hår.
På denne måde mindsker du samtidigt fiskens reaktionstid, hvilket er ganske vigtigt. Er fisken for alvor på finnerne, vil den reagere øjeblikkeligt – og starte forfølgelsen intuitivt med sitrende finner og et stift blik – men tag endelig ikke fejl af den. Barracudaen er en aggressiv og frygtløs jæger, men den er langt fra hovedkulds. Og da den i tillæg har et knivskarpt blik, vil man ofte opleve, at den blot følger efter fluen eller helt ignorerer den. Barracudaen er i bund og grund ganske skeptisk anlagt, og derfor gælder det om at holde lav profil og forsøge sig med fluer, der enten er troværdige imitationer eller overfladefluer såsom poppere eller gurglere, der kan provokere barracudaen til at hugge.
Hugger barracudaen ikke på de første 2-3 kast, gælder det om at skifte flue hurtigst muligt og forsøge sig på ny. Intet kan vække skepsis i en barracuda som at se samme flue på nært hold gentagende gange. Det er derfor en god idé at have flere fluer monteret med wireforfang i reserve, eller bruge en wireløsning, der muliggør hurtige flueskift.
Grej til barracuda på flue
Grejet, der anvendes, når der flue fiskes efter barracuda, er selvsagt i den tungere ende. For det første er fluerne, der fiskes med, ganske voluminøse, og for det andet kan de åbne flats være ganske vindblæste. For det tredje kræves der slet og ret kraftigt grej for at hamle op med barracudaens nærmest uproportionale kræfter. En 9’ #10 fluestang kombineret med et slidstærkt fluehjul med en kraftfuld bremse er en god grundudrustning. Hertil kommer en diskret, flydende WF flueline med et 5-6 meter langt forfang, der ender i en 0.45-0.50 mm fluorocarbon spids. Heri bindes enten et stålwire-, wolfram- eller titaniumsforfang på 40-50 lbs. Tro endelig ikke, at en fluorocarbon chok-tippet eller et let geddewireforfang er egnet til dette fiskeri. En stor barracuda flår og slider alt over, der ikke er 100% toptunet og skræddersyet til formålet. Den er så og sige bygget til ødelæggelse!
Sightfiskeri er oplagt, når fiskene som her er på meget lavt og klart vand. Men selv under disse forhold kan det dog være svært at spotte de spøgelsesagtige fisk, der nærmest kan gå i et med deres omgivelser.
Barracudafluer
Fluerne, der typisk anvendes tilbarracuda-fluefiskeri, er store og pulserende – gerne op til 20-25 cm, og med en god profil. Monteret med en action disc allerforrest kan man give fluerne en slangende og sitrende gang i vandet, der kan tirre og lokke barracudaerne til at hugge. Disse action discs gør dog samtidig fluerne en anelse trægere at indtage, og den hastighed man potentielt mister under indtagningen, taler ind imellem imod brugen af dem. Nogle dage skal barracudaen ingen betænkningstid have, mens den andre dage – særligt, når den har en tendens til at forfølge fluen – skal lokkes og lures. Her må man bruge alle tricks i bogen, inklusive indtagningsstop, bratte accelerationer og retningsskift ved hjælp af rullekast.
Sølvfarvede fluer er som regel gode til at pirre barracudaens hug instinkt, eftersom mange af dens foretrukne byttefisk har sølv glinsende flanker. Ordinære flash fluer fungerer som regel udemærket, men husk på – at jo flere nøglestimuli, du kan kode ind i fluerne desto bedre fisker Prøv derfor at binde nogle sølvglinsende fluer, der ikke bare glinser og glitrer, men som også har form, fylde og udtryk. Og sørg for at binde dem på kraftige og skarpe kroge, med kevlarbindetråd og rigelige mængder UV eller epoxylim – ellers er de splittet til atomer efter den første nærkontakt med barracudaens tandbesatte kæber.
Helt hvide fluer kan også fungere glimrende – særligt over dybere vand, og ellers kan poppers samt pangfarvede provokationsfluer, der fiskes lynsnart hjem i overfladen fiske godt, når barracudaerne for alvor er i hugget. Særligt popperfiskeriet kan være sjovt, da man her er garanteret nogle spektakulære hug, hvor fluen bliver revet af overfladen i hæsblæsende eksplosioner af skumsprøjt og kølvand.
De vildeste barracudafights
Når hugget falder kan du ligge akkurat nå at hamre fluen på plads i fiskens benede kæft med et solidt strip-strike, og herefter er det bare med at holde fast og håbe på det bedste. For så går tingene stærkt! Selv mindre barracudaer på mellem 3-5 kilo sætter af i uimodståelige vanvidsudløb. Fisk på mellem 5 og 10 kilo blotter hovedparten af din backing på få øjeblikke, og de helt store fisk mellem 15 og 20 kilo raser af sted med overhængende fare for pludseligt blottede hjulspoler, overophedede bremsesystemer, udrettede kroge og sprængte forfang. Barracudaen giver virkelig alt, hvad den har i sig af brutal vildskab og halsbrækkende fart under fighten, og dette i sig selv gør, at det alene gør den til et eftertragtet bytte for os fluefiskere. Den har muligvis er blakket ry og omdømme, men den er helt klart blandt tropernes mest spændende og nervepirrende sportsfisk.
Barracudaens biologi
Barracudaen findes i de tropiske og subtropiske dele af Stillehavet, Atlanterhavet og det Indiske Ocean. Der findes flere forskellige arter, hvoraf de største kan blive mere end to meter lange og veje over 40 kilo. Over åbent vand færdes særligt mindre barracudaer i større stimer, mens de helt store fisk typisk foretrækker at færdes og jage alene. Barracudaen kan skyde hastigheder på op til 45 km/t, og den kan jage fisk på størrelse med den selv ved at flå lunser af disse fisk med sine knivskarpe tænder.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2014
nov 19, 2023 | Artikler, Rejsefiskeri
Jan Lykkegaard med en blank kongelaks fanget på flåd og blød perle.
British Columbia byder i efteråret på et fantastisk laksefiskeri. Følg med Anders Lykkegård til fiskeparadiset i Canada og få inspiration til din næste fiskerejse.
AF ANDERS LYKKEGAARD
MERE END 200 LAKS blev resultatet af endnu et besøg i Chilliwack- og Vedder River i British Colombia. I perioden 1-14. oktober 2023 var vi fem mand, som var draget afsted til dette fantastiske sted øst for Vancouver, hvor vi igen måtte sande, at fiskeriet, naturen og den generelle oplevelse bestemt ikke svigtede.
Lad det være sagt med det samme, i højsæsonen, som typisk er slut september til midt/slut oktober, skal du være klar på at dele fiskevand med mange andre fiskere – rigtig mange fiskere. Både andre fisketurister som os selv, men også mange lokale. Men kan man indordne sig under disse forhold samt lægge lidt kilometer i benene og udforske floden, så kan du finde pladser, som ikke er så fyldte og du kan også finde pladser, hvor der er rigeligt med fisk. Som herhjemme, så er det ofte pladser tæt på en parkeringsplads, som bliver fyldt først og fyldt mest. Så brug gerne lidt tid på selv at udforske – eller stå tidligt op.
Fire laksearter på én gang
I den periode vi var afsted, var der fire laksearter tilstede i floden; Kongelaks (chinook), sølvlaks (coho), pukkellaks (pink salmon) og hundelaks (chum salmon). Kongelaksen er den største art, mens sølvlaksen er den klart bedste spisefisk. Den kan dog være ret svær at fange, da den er meget sky og bedst fanges ved solop- eller nedgang.
Selvom vi har været der før, så ændrer floden sig hele tiden, og der går typisk en dag eller to, før man får indstillet sig grej, sit setup og den generelle fisketeknik på de forskellige pladser. Vandstand, vandføring, sten, træer, sving osv. har uendeligt meget at sige i forhold til fiskens tilstedeværelse vs. tidligere besøg.
Anders Lykkegaard med en kongelaks fanget på flåd med en lille hård perle.
Flådfiskeri efter laks
Laksene kan fanges på meget forskelligt grej, men det der uden tvivl fiskes allermest med er flåd – også kaldet en ”bobber” eller ”float”. Som endegrej under flådet fiskes der typisk med rogn, uldgarn eller perler i diverse størrelser, densitet og farver. Det er svært at sige, hvad der virker bedst, da der er så uendeligt mange faktorer, som spiller ind – så det bedste råd er, at prøve sig frem. Kan du se, at der er fisk på pladsen, og kan du se andre der fanger fisk og du ikke gør, så gør du noget forkert. Justér derfor afstanden mellem flåd og vægt, længden på dit forfang, størrelsen på din perle eller noget andet – og spørg gerne fiskeren ved siden af, for de hjælper som regel gerne. Det gælder ganske enkelt om at have sin perle eller lignende i den rigtige dybde, så krogen nærmest kan drive ind i munden på laksen.
Fluefiskeri efter laksene
Ud over flådfiskeri, så er fluefiskeri også både en effektiv og sjov måde at fange laksene på. Her stilles der dog store krav til dit line setup og du skal være forberedt på at have et stort udvalg af liner med. Jeg vil ikke gennemgå dette her, da der igen er rigtig mange forskellige setups afhængig af den plads du fisker. Som endegrej på fluestangen havde jeg stor succes med æggeimitationer, men faktisk også helt små fluer a la kobberbassen (i forskellige farver), som vi kender fra det danske kystfiskeri. Man skal generelt ikke være bange for at gå langt ned i krogstørrelse, blot krogen er af god og kraftig kvalitet.
Spinnere er også en mulighed, men det er ikke det, der fiskes mest med. Fangstoplevelsen med spinnere kan dog være væsentlig anderledes, da det virker til at laksen hugger mere aktivt på spinneren end i hvert fald på flåd. Spinner og flue kan lidt det samme, og kan være en god variation til flådfiskeriet. En god allround spinner vil være en størrelse 3 eller 4 med et bredt spinnerblad, gerne i sølv eller kobber. Jigs er også en mulighed, man da det ikke var en teknik vi praktiserede særlig meget, så kommer jeg ikke nærmere ind på det.
Om laksen hugger aktivt på dit agn eller ej, det vil altid være et emne, som er til debat. Biologien siger, at når først laksen er gået op i floden for at gyde, så tager den ikke føde til sig. Med dette in mente, hvorfor så imitere noget, som ligner føde? Den hyppigste teori, og som jeg nok også hælder mest til er, at laksen hugger, fordi den er territorial. Jeg oplevede flere gange på pladser, hvor laksene jagede hinanden væk fra hinandens standpladser, at de huggede mere aktivt på fluen end ellers.
Jesper Halliday med en stor kongelaks på over 100 cm fanget på flåd med uldgarn.
Laksefiskeriet æder grej i rå mængder
Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at vi mistede meget grej – rigtig meget grej. Dette kommer hver gang som en overraskelse, men det er en nødvendig konsekvens for at fiske effektivt og fiske der, hvor fisken er. Man hænger ofte fast i store sten, rødder og lign., men det er der, hvor fisken holder pause og det er der, hvor de samles. Og så skal det også siges, at man mister en del grej på selve laksen. Vi har at gøre med rigtig store og stærke laks, og får man en af de helt store på krogen, som vil det anerledes end dig, så er der stor risiko for, at lokomotivet er kørt og I ikke ses, samt at dit grej ikke holder. Og en ting er sikkert; man mister mange laks!
Da man ikke har uanede antal kilo. til rådighed i sin kuffert, så er det med at prioritere mellem tøj og grej. Men da fiskegrej er relativ dyrt i Canada, så kan det godt anbefales at have en del grej med hjemmefra. Det gælder både endegrej, men også hjul og stænger. På hver eneste tur vi har været afsted på, er der røget et hjul eller en stang.
Masser af laks og fantastisk natur
Vi landede som nævnt +200 laks samt mistede +400. Der var mange forskellige størrelser, men med de største på +100 cm. og hovedparten var kongelaks. Da der på flere af pladserne er rigtig mange fisk, så skal man også være forberedt på, at en del kan være fejlkroget – det kan ikke undgås helt. Men fisker man koncentreret, med den rette teknik, i den rette dybde samt evt. med cirkelkroge, så vil du fejlkroge langt færre laks. Fejlkroger man en laks, så er det god stil at få den hurtigt ind og afkroget.
Naturen langs Chilliwack- og Vedder River, som egentlig er den samme flod, er helt enestående. Selvom man ikke befinder sig i ødemarken, men tæt på by og vejsystemer, så kan man stadig få følelsen af, at man står i midten af ingenting. Der er store skove og bjerge langs hele floden, og man bør ud over fiskeriet, prioritere at sætte sig ned med en iskold IPA samt en madpakke og bare nyde omgivelserne, selskabet med din fiskegruppe og generelt føle sig beæret over, at være en sådan oplevelse rigere.
Chilliwack River
nov 17, 2023 | Artikler, Kystfiskeri, KYSTREGNBUE, Medefiskeri, Video
Kystregnbuer – alias “burhøns” – kan fanges på en række forskellige metoder, men en af de allermest effektive – især når fiskene er blevet lidt sky – det er fiskeri med rejer. I denne video viser Jens Bursell, hvordan du fisker ultra let med løsline eller med rejen under et flåd. Det kan enten være et lille bobleflåd eller en bombarda, hvis fiskene står lidt længere ude. Mere simpelt bliver fiskeriet ikke. Glæd dig til en video med masser af gode tips – og nogle flotte fisk undervejs.
Se videoen på Fisk & Fris Youtube lige her, hvor du kan abonnere gratis.
nov 14, 2023 | Artikler, GEDDE, Geddefiskeri med agnfisk, Medefiskeri, Predatorfiskeri
Henrik Lützen med en flotte tolvkilos gedde fra Egeskov Slot, hvor man i øvrigt ikke må fiske normalt.
Skal man fange store gedder i de kolde måneder er død agn sagen. I hvert fald hvis du spørger de to eksperter Henrik Lützen og Klaus Larsen, der begge er leveringsdygtige i XXL gedder på død agn. Og det var de selvfølgelig også den dag Fisk & Fri’s udsendte for nogle år siden fulgte i hælene på dem ved Egeskov Slot’s voldgrav.
TEKST OG FOTO: GORDON P. HENRIKSEN
BIP, BIP, BIP, skriger Henriks bidmelder, hvorefter han straks smider tallerkenen, hopper op af sædet og sprinter ned til din stang, hvor elektronikken netop har afsløret, at en gedde har samlet den halve agnfisk op fra bunden, og er ved at svømme væk. Han løfter stangen, giver modhug og den lange karpestang krøller godt og grundigt sammen med en solid madamme i den anden ende.
Fisken viser en ordentlig nakke og flot flanke med et helt særligt blåligt skær. Den tager et par gode tunge, men langsomme runs. Henrik får stille og roligt trættet den hurtigt på den bløde karpestang, hvorefter Klaus rutineret lister nettet under den, og der gives high fives hele vejen rundt. Fisken måles og vejes hurtigt til 116 centimeter og 12,4 kilo. – Vi får tager lidt billeder af den smukke fisk, før den ryger tilbage i voldgraven, så vi kan få en frisk kop kaffe og nyde øjeblikket. Jo – man må sige, at de to gutter forstår at levere varen, når det gælder storgedder på død agn. Klaus og Henrik har fisket gedder i årevis, begge har fisk over 15 kilo på CV’et og deres største er næsten alle taget på død agn – en metode som de forståeligt nok er glade for…
En liflig sonate akkompagneret af lys signalerer, at det er tid til at rejse fra stolen og fighte en grov gedde.
Grove gedder på død agnfisk
Henrik Lützen har fanget masser af store gedder på målrettet og seriøst fiskeri – senest en på 15,5 kilo. I dag har vi fået en helt særlig engangstilladelse til et unikt fiskeri i voldgraven ved Egeskov Slot. Der er gang i fiskeriet allerede fra morgenstunden, hvor jeg lægger ud med en firekilos fisk på lånte karpestænger, og jeg er hurtigt overbevist om at gutternes metoder er effektive. Men der er heldigvis også lidt tid til at sidde i fiskestolene, mens fiskegrejet passer sig selv. Her får vi lidt god mad på min medbragte gasgrill og en inspirerende snak om fisketeknikker.
Gourmetfrokost i det fri er en billig betaling for deres viden på dette område, og de virker tilfredse med min bestikkelse. Pludselig afbryder en bidmelder igen. Denne gang har Henrik fat i en fin gedde, som nænsomt bliver vejet og målt til 8,7 kilo og 103 centimeter, inden den forsigtigt sættes tilbage i voldgraven. – Værktøjet skal være i orden, forklarer Klaus. – Vi har altid et knudeløst net, en afkrogningsmåtte med indbygget målebånd, en vejeslynge, digital vægt og tænger med hver gang. De store gedder skal passes godt på. Vi genudsætter alle vores gedder, men vi har ikke noget imod, at folk tager et par enkelte mindre gedder hjem til frikadeller en gang i mellem, forklarer Henrik og tilføjer. – Det er vigtigt, at man giver et hurtigt modhug så fiskene ikke når at sluge agnene. De store fisk har alligevel hurtigt agnen inden i munden…
Fiskene håndteres forsigtigt og genudsættes nænsomt, så de kan svømme tilbage og blive endnu større.
Kølige gedder elsker døde agnfisk
Død agnfisk er på denne årstid helt klart deres favorit metode. – Når vandet er koldt er fiskene dovne, og de orker ikke bruge for meget energi på at jage. Derfor er død agn særlig effektiv i de kolde måneder, forklarer Klaus og tager en slurp friskbrygget kaffe. – Om foråret foretrækker vi, at fiske mere med spinnegrejet. Vi fisker også en del med levende agn, som er supereffektivt til de groveste gedder, men død agn har det også med at tage de store fisk, forklarer han med et smil. Og med en PR på 16,5 kilo taget på død agn, har han også noget smile over.
Agnen må gerne være lidt stor i det, fortæller Klaus. Vi ved ikke rigtig hvorfor, men det er klart vores erfaring, at halerne fisker bedre end hovederne, når det gælder de mere fede fisk, som afgiver en masse olier i vandet, som gedderne kan lugte på afstand, forklarer Klaus. Men som om det ikke er nok, bruger han også en lille plastik kanyle til at sprøjte Sensas fiskeolie ind i fisken.
Klaus i færd med at afkroge en af dagens fisk. Bemærk det gummicoatede net fra Savage Gear, der beskytter fiskens slimlag og
nedsætter risici for at krogen får fat i nettet, så afkrogningen tager længere tid en højest nødvendigt.
Tricks og grej til fiskeri med død agn efter gedder
Fodring til gedderne er et rigtig godt trick, som meget få benytter, forklarer Henrik og afslører en af grundene til, at disse to gutter har så stor succes med fiskeri med død agn. I en lille foldespand har han en blanding af rasp, hakkede fiskestykker og fiskeolie. – Lugten fra fiskeolien og fiskestykker får gedderne på finnerne, forklarer Henrik og triller et par kugler på størrelse med små tennisbolde. – Men raspen lokker også skallerne til og sørger for, at der er aktivitet i området. Det kan få gang i selv de mest træge gedder, fastslår Henrik og lægger et par kugler klar til at blive kastet ud sammen med agnene næste gang.
Efter en god tur i gasgrillen er der linet op med god mad og en Indian Pale Ale til at skylle efter med.
Masser af grej skal der til. – Vi kører typisk med tre stænger hver, forklarer Henrik. – Stængerne er 12 fod lange 2,50 lbs karpestænger med baitrunner hjul og 0,20 fletline, som sættes i banksticks med elektroniske bidmeldere, så de kan spredes lidt ud. – Vi er kommet slæbende med holdalls (fisketaske) fulde af stænger, banksticks, bidmeldere samt stole, grill og en masse andet. Det er bestemt en hel del mere udstyrskrævende end en gang streetfishing i Damhussøen, men når det er sagt, så er det også enormt hyggeligt at sidde i stolene og nyde naturen og det gode selskab, når først det hele er gjort klar.
For enden af linen
Forfanget er bundet af 0,75 mm flourocarbon og er cirka 70 centimeter langt. Til sild og skalle er der enten to eller tre str. 6 Mustad 3600-1X trekroge bundet mednot-a-knot knuden. For at kroge bedst muligt er det vigtigt ikke at begrave krogene dybt i agnfisken: Krogene skal kun lige skal have fat i skindet, men det kræver, at man bruger en såkaldt casting clip.
Systemet, der stammer fra England og har været brugt i mange år til fiskeri med død agn, går ud på at binde en løkke af nylon eller fluorocarbon om halen på agnfisken. Løkken lægges op omkring forfanget og hænges løst på en Fox Casting Clip, der typisk er monteret med en springring i den svirvel, hvor hovedlinen er bundet til forfanget. Det smarte ved casting clips er, at agnen ikke så let rives af krogene i kastet – hvilket betyder, at man på fisk med relativt sejt skind kan sætte krogene løst gennem en flig af skindet, så de lettere river sig fri, hvorved det bliver lettere at kroge fisken. På meget skøre agnfisk betyder det, at man kan kaste med agn, som det ellers havde været umuligt at kaste med. Fordelen ved at køre løkken omkring forfanget er, at løkken fanger en af krogene under indspinningen, hvis agnen ryger af krogene i kastet eller under fighten.
– Det har den effekt, at man ikke efterlader sin agn derude på fiskepladsen, for vi skal ikke have agnstykker liggende derude, uden der er vores kroge i, griner Henrik. Så risikerer vi jo at gedderne bliver mætte, inden vi når at fange dem…
Henrik, Klaus og Gordon får sig en velfortjent øl oven på dagens hårde fysiske arbejde…
Geddehygge bag stængerne
Og så er der hyggen! Vi har altid masser af god mad og tager os tid til at grille og hygge, smiler Henrik. – Nogle dage er der dog så meget gang i fiskeriet, at vi ikke når at sidde stille meget. Sådan en grilltallerken her glider godt ned med en god øl til på en kold vinterdag, kan du godt skrive, griner Klaus med munden fuld. Vi har også altid et blus med, så vi kan få varm suppe og frisk kaffe – evt. Irish Coffee, når det skal være lidt festligt, smiler Klaus.
Valg af sø spiller selvfølgelig en stor rolle. Vi fisker alle typer af søer, grusgrave og moser, forklarer de. – Selv ved de vande med stort fiskepres kan død agn være en giftig metode, da vores erfaring er, at de store gedder som har set mange agn, ikke lader en død agnfisk ligge, hvis den kommer forbi. Det nemme bytte, hvor de ikke skal bruge energi på at jage, er simpelthen uimodståeligt for dem. Det vigtigste, når vi udvælger vores spot, er at finde de dybeste huller eller bedste skrænter nær land, hvor fiskene opholder sig, når det er koldt, slutter Henrik, der med al tydelighed har demonstreret, at han ved, hvad han snakker om.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2014
nov 11, 2023 | ABORRE, Artikler, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred, Spinnefiskeri efter aborrer
Flot fluefanget havørred fra den yderste del af fjorden. Fisken leverede et brag af en kamp, før den måtte overgive sig.
Sakskøbing Fjord på den Lollandske nordkyst byder på et spændende og artsrigt fiskeri efter mange arter og i særdeleshed havørred. Pladserne er imidlertid ikke indlysende eller lette at finde, så her giver Tue Blaxekjær dig en grundig pladsguide.
TEKST: TUE BLAXEKJÆR, FOTO: RASMUS DITLEFSEN
I SLUTFIRSERNE blev jeg som juniormedlem af Sakskøbing Fiskeklub introduceret til fiskeriet i Sakskøbing Fjord. Som knægt brugte jeg meget tid på aborrerne i fjorden, da de var meget nemmere, at få i tale end fjordens havørreder.
Men drømmen om at overliste en af fjordens blankfisk var gennem årene som juniorfisker konstant til stede, og den blev ikke mindre af, at de »gamle« i klubben jævnligt hev nogle rigtig fine havørreder på land. Som juniorfisker lykkedes det mig aldrig, at fange en af de for os knægte forjættede fisk. Min første havørred fra fjorden fangede jeg som 18 årig på en særdeles kold og forblæst februardag. Jeg husker tydeligt, hvordan det væltede ned med slud og hvor lykkelig jeg var for varmen i mine forældres bil, som på det tidspunkt ofte lagde dæk til fisketurene. Min fiskemakker og jeg sad i bilen som et par rigtige »molekonger « og holdt øje med hver vores flåd som langsomt drev med strømmen ude i fjorden. Pludselig gik mit flåd under, og jeg fik travlt med at komme ud af bilen. Efter en kort fight på et par minutter, kunne jeg løfte en fin 50 centimeters blankfisk ud af fangstnettet. Denne episode blev for alvor starten på mit havørredfiskeri i Sakskøbing Fjord.
Rasmus med en fin blank overspringer fra den inderste del af fjorden. Fisken er fanget på en kobber farvet Snurrebasse fra OGP. Specielt i de kolde måneder kan en lille langsomt fisket
Snurrebasse nemt ændre dagen fra fiasko til succes.
Lystfiskeri i Sakskøbing Fjord
Sakskøbing Fjord skærer sig som en smal kile ind i landet, og langs det smalle løb er det småt med åbenlyse kystpladser. Fjorden er fra udløbet af Sakskøbing Å og ud til lystbådehavnen et udpræget havneområde med boldværk, bådebroer, fortøjningspæle og husbåde. Den inderste del af fjorden, hvor den gamle industrihavn ligger, er gennem de sidste mange år blevet renoveret. Det gamle værft er blevet revet ned, tørdokken er blevet fyldt med jord og er nu græsplæne. Hvor værftet lå, er der nu bygget rækkehuse.
Da jeg i sin tid begyndte, at fiske i fjorden, kunne vi kun drømme om at fiske fra værftets område. Dette er nu blevet muligt. Selvom hele havneområdet gennem en årrække har ændret sig markant er fiskeriet stadig i særklasse. Som i mange andre brakvandsområder, er det altid spændende, at se hvad der sidder for enden af linen, når først hugget er faldet. Artsmæssigt kan der i Sakskøbing Fjord fanges aborre, skrubber, hornfisk, torsk, regnbueørred og selvfølgelig havørred. Det meste fiskeri i Sakskøbing Fjord adskiller sig markant fra almindeligt kystfiskeri idet, man fisker fra land og ikke i waders. Grundet fjordens mangfoldighed i fiskearter egner den sig rigtig godt til fiskeri, hvor familiens yngste skal med. Det er ligeledes nemt at komme rundt, der er god plads og fisker man når der er torsk og aborre inde i havnen, er der stort set altid fangstgaranti.
Fisketeknikker i Sakskøbing Fjord
Under fiskeri med blink kan man med stor fordel sætte en flue på som ophænger. I de kolde måneder er det ikke så få af fjordens havørreder, som har måttet overgive sig til en kobberbasse fisket som ophænger. Flådfiskeri med de billige hvide frostrejer fra Netto er ofte en sikker vinder, når der fiskes efter fjordens hav- og regnbueørreder. Dybden rejen skal fiskes i kan variere meget, men som udgangspunkt er det en god ide, at starte med at fiske rejen mellem en halv og hel meter under flåddet. I de kolde måneder er der ofte mange undermålere inde i fjorden. Det er derfor vigtigt, at man hurtigt giver tilslag under flådfiskeri så de små fisk ikke kroges for dybt.
Arkaluk Andersen med to fine fjordørreder fanget fra kajak. Den gule kajak er siden billedet blev taget udskiftet med en pedalkajak fra Hobie. Pedalkajakken gør at Arkaluk under sejllads har begge arme
fri, så grejet nemmere kan passes.
Fiskepladser i Sakskøbing Fjord
Fjorden har mange gode pladser. Her får du nogle af dem:
HULLET er en af de mest fiskede pladser i fjorden, så hvis man vil være sikker på, at få en plads, er det en meget god ide, at være på pladsen, inden det bliver lyst. I sin tid lå Sakskøbing Værft, der hvor man nu står og fisker. På pladsen kan man fiske udover dybt vand eller langs markante skrænter og ujævn bund. Et lille tip til denne plads er, at lære bunden og skrænterne at kende. Når man først har lært skrænterne og bundens kontur, at kende optimerer man virkelig sin chance for rigtig grov havørred. Specielt på dage med udadgående strøm, har havørrederne det med, at samle sig i dette område. Mindre blink og spinnere med kobberblad er en sikker vinder til hullets havørreder.
LANGSIDEN er det område, der strækker sig fra Sakskøbing Å’s udløb og ned til 90 graders knækket inden husbådene. Der er nu kommet en fredningszone her. Tidligere var der her på dette stræk god mulighed for at fange aborre, torsk, regnbueørred og havørred.
VED HUSBÅDENE stod der ofte folk og fiskede på broerne. Husbådene ligger til inde i den inderste del af havnen. Som udgangspunkt havde ejerne af husbådene ikke noget i mod, at folk stod på broerne og fiskede, men der har dog været episoder, hvor lystfiskere ikke har ryddet op efter dem selv eller på anden måde har udvist en ikke acceptabel adfærd i området omkring husbådene. Det er dog ikke tilladt mere. Trist – for fra broerne omkring husbådene var der god mulighed for at fange aborre, torsk og havørred. Det var fra broerne ligeledes muligt, at fiske ud i det største åbne område i Sakskøbing Havn.
Såfremt det er torsk og aborre der fiskes efter, fisker tunge spinnere som ABU Refleks, jigs eller dybtgående blink godt. Fiskes der udelukkende efter fjordens ørreder, vil jeg anbefale fiskeri med en Mepps 4 spinner med kobberblad eller gennemløbere som Snurrebassen no. 2 – 3.
Sakskøbing Fjord set fra udløbet af åen. Billedet er taget en kold vintermorgen lige efter isen havde sluppet sit greb på fjorden. I dagene efter isen var brudt, blev der landet rigtig mange havørreder fra den inderste del af fjorden.
SAKSKØBING ROKLUB ligger efter husbådene på vej ud af fjorden. Fjorden er ikke særlig bred ved roklubben, og man har ikke de store problemer med at dække fjorden i dens fulde bredde under spinnefiskeri. Her på denne plads er det en god ide, at kaste på langs med fjorden. På dage med en god udadgående strøm kan en flådfisket orm som driver et par meter fra modsatte bred nemt give et par gode ørreder.
SAKSKØBING LYSTBÅDEHAVN ligger lige inden den snævre inderfjord så småt begynder at brede sig ud. Ligesom de fleste andre pladser i Sakskøbing Fjord foregår fiskeriet her fra land, og waders er derfor ikke nødvendige. Der kan fiskes fra stensætningen eller langs fjordstien og ind mod Sakskøbing by. Hvis man fisker fra stensætningen kan man med fordel lægge ens kast så de fisker parallelt med sejlrenden. Er der udadgående strøm kan flådfiskeri med orm eller levende rejer, som fiskes langs skrænten til sejlrenden, være særdeles givende. Fisker man langs fjordstien, er det en god ide at kaste skråt mod modsatte bred. På den måde får man affisket mere vand, mens man følger stien ind mod byen.
OREBY HAVN tiltrækker hvert forår hornfisken, og i denne periode valfarter lystfiskere hertil i hobetal. Det sker ikke så sjældent, at der under fiskeri efter hornfisk, fanges rigtig grove havørreder fra denne plads. Pladsen ligger lige på grænsen mellem den smalle fjord og smålandshavet. Det er muligt at fiske pladsen fra land og i waders. Vil man vadefiske skal det foregå på højre side af havnen, da bunden til venstre er meget blød. På denne plads er der god chance for havørred, hornfisk og aborre.
En håndfuld af Arkaluks udvalgte fluer. Det er ikke så få havørreder fra fjorden som denne samling af fluer har på samvittigheden. Udover at være en dygtig fisker, binder Arkaluk også selv sine fluer.
Lokaltips til Sakskøbing Fjord
Kajak og flydering er populært, da store dele af Sakskøbing Fjord har en meget blød bund som umuliggør almindeligt vadefiskeri. Specielt i den inderste del af fjorden og ude ved Oreby Havn kan fluefiskeri fra flydering eller kajak være meget givende. Fra flyderingen og kajakken kan man nå områder, som ikke kan nås fra land. Man har derudover mulighed for at affiske og afsøge skrænterne fra sejlrenden, hvor fiskeriet foregår på langs med skrænterne.
Arkaluk Andersen har fisket i Sakskøbing Fjord det meste af livet, og kender om nogen fjorden som sin egen bukselomme. Da jeg ikke selv er kajakfisker, har jeg haft en god snak med Arkaluk om kajakfiskeri i fjorden. Ud over tips til kajakfiskeri har Arkaluk været så venlig, at vise nogle af de fluer, som han fisker med i fjorden – fx gode kendinge som Kobberbassen, Polarmagnus, og egne kreationer.
Arkaluk har fisket fra kajak i fjorden de sidste otte år. Udover at fiske fra kajakken, bruger han den også til at komme fra plads til plads. Normalt skal man gå meget langt gennem skov eller langs kysten for, at nå pladserne som findes ud for bl.a. Maltrup Skov eller Krårup. Ved at studere Google Maps kan man hurtigt danne sig et overblik over, hvor potentielle kystpladser som ikke er nævnt i artiklen findes. – Normalt dørger jeg med blink efter kajakken, når jeg skifter fiskeplads, fortæller han. – Når jeg er fremme ved pladsen som skal fiskes, smider jeg ofte anker og fisker pladsen vadende. På mange af mine pladser er det muligt at affiske området fra kajakken. Det meste af mit fiskeri foregår med fluestang, og jeg koncentrerer meget af fiskeriet omkring skrænterne langs sejlrenden. Normalt fisker jeg med en synkeline, og de fleste hug falder, når fluen begynder, at stige op langs sejlrendens skrænter, slutter han.
Lokal fisker med en pæn aborre fra fjorden. Fjordens sortstribede jægere kan fanges det meste af året. Højsæson er dog forår og efterår. I sommermånederne kan større eksemplarer af aborren ofte træffes pelagisk under fiskeri i den yderste del af fjorden.
nov 7, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri, Video
Kristian Søndergaard Thorsen, der har grejbutikken Grejxperten – er en habil kystfisker med over tyve års havørrederfaring fra en lang række kystområder i Danmark og Sydsverige. I denne lærerige og inspirerende video er vi taget med ham på Sjællands nordkyst med spinnegrejet. Undervejs gennemgår han, hvad han bruger af udstyr samt hvorfor – og afslører sine favoritblink og fluer til både spinne- og bombardafiskeriet. Glæd dig et en fed dag på kysten med havørred i nettet og masser af grejnørderi.
Se videoen på Fisk & Fris YouTube her.
Husk at abonnere på Fisk & Fris Youtube – det er gratis.
