maj 8, 2025 | Artikler, Guide til fiskepladser, Kystfiskeri
Her er det Gordon P. Henriksen der er ved at lande en fisk der faldt for tidligere tiders lokalfavorit – Den Fynske Kystwobler.
Fyn byder med sine utallige kilometer af spændende og varieret kystlinje på et væld af fremragende kystpladser. Nogle af de allervildeste ligger på den vestlige side af øen. Her serverer Simon Gad pladserne for dig på et sølvfad.
AF SIMON GAD
VESTFYNS KYSTPLADSER er både mange og betagende smukke. Og så er der rigtig fine chancer for at fange en blank havørred af grov kaliber. Fiskene kan praktisk talt findes overalt, men som oftest koncentrerer de sig på bestemte pladser, hvor forholdene af den ene eller anden grund er mere indbydende. Det er selvfølgeligt muligt med lidt gåpåmod og stædighed at finde fiskene ved at forsøge sig frem på tilfældige pladser, men med lidt forhåndskendskab til de lokales favoritpladser, og hvordan de fisker i løbet af sæsonen, kan man forøge sine fangstmuligheder betragteligt.
Old School…Hvis man skal fiske på Fyn skal man da lige prøve en af de gamle klassikere – Fynsk Kystwobler i rød/gul. Den fanger ligeså godt i dag som den gjorde dengang!
Efter havørred ved Lindehoved Fyr
Lindehoved Fyr rager med sin karakteristiske hvide facade markant op længst mod sydvest på den smukke og havørredrige halvø Helnæs. Nedenfor, og på begge sider af fyret, strækker sig, set med lystfiskerbriller, en meget indbydende og spændende kyst. Fiskeriet lige neden for fyret foregår primært med brændingsgrej med torsk og fladfisk som målsætning. Her står fyret beskyttet af imponerende stenhøfder, som stædigt og solidt tager imod, når havet viser tænder.
På stille dage har de dog en anden funktion, her er de nemlig fremragende at fiske fra, og et paternosterforfang agnet med sprællevende børsteorm er næsten garanti for fiskelykke. På både venstre og højre side af fyret strækker kysten sig indbydende og lokker enhver kystfisker med storfiskedrømme og gåpåmod. Her er meget dybt vand, og pladsen er en gammelkendt klassiker, når man går efter de helt store havørreder. På højre side af fyret og umiddelbart efter høfderne går der en lille bugt ind med meget dybt vand under land. Her består bunden primært af små rullesten, og havørreden går meget tæt under land.
Den virkelige topplads her ved Lindehoved ligger små 500 meter fra fyret, hvor kysten slår et knæk. Ud fra selve pynten er chancen for at finde fisk rigtig stor, måske fordi havørreden tager et hvil her, inden turen går videre op langs kysten. Der er store partier med blære- og savtang ud for pynten, og så løber der som regel en god strøm. Hvis man er til natfiskeri, kan denne pynt også anbefales.
Fortsætter man længere mod højre, udgøres bunden primært af små og mellemstore sten, men der kommer gradvist mere og mere sandbund jo længere væk fra fyret, man kommer. Der ligger også enkelte store sten i vandet, og de lader til at holde på havørreden. Når man har taget turen til Lindehoved Fyr, må man heller ikke snyde sig selv for at smide fiskestangen og blot nyde den skønne og særprægede natur på Helnæs. Der er store åbne vidder på Helnæs, hvor blikket kan få lov til at vandre. Især Maden, som er et stort strandengområde ud mod Lillebælt – det et er et fantastisk og spændende stykke natur.
Her får du en stribe af de bedste kystpladser på Vestfyn.
Fede kystørredpladser ved Sønderby Kling og Å Strand
Sønderby Kling og Å Strand er endnu en klassiker i det fynske havørredeldorado, som altid er god for store og undertiden mange havørreder. Der er to parkeringsmuligheder ved kysten. Vælger man den nordlige parkeringsplads ved Saltofte, er det første, der møder ens blik den imponerende Sønderby Klint til venstre for parkeringspladsen. Den står banket ned lodret mod kysten og tårner sig imponerende op mod himlen.
Det er naturligvis oplagt at forsøge sig her, men strækket hen mod klinten kaster undertiden også fine fisk af sig. Her løber et badekar langs med kysten, så her er det oplagt at fiske fra selve kystbredden. Da den store pynt kan være ganske velbesøgt, giver det god mening at fortsætte fiskeriet langs kysten i stedet for at klumpe sig sammen. På de næste to til tre kilometer langs kysten er baggrunden for fiskeriet stadig høje lerskrænter, der står blottede mod den smukke himmel bagved. Foruden den store pynt neden for Sønderby Klint ligger en anden stor pynt små 500 meter længere nede af kysten umiddelbart efter nogle gamle bunkerrester. Den er bestemt også en oplagt mulighed at fiske ud fra, og ellers er det et godt sted at gøre holdt og nyde den medbragte kaffe og madpakke.
Vælger man i stedet at parkere for enden af Å Strandvej, skal fiskeriet koncentreres mod højre. Mere specifikt er det der, hvor lerskrænterne begynder, at fiskeriet skal påbegyndes. Bunden er her mere sandet med tangskove indimellem, og pladsen er oplagt for fluefiskeren, der her har gode pladsforhold at kaste under. Generelt om fiskestrækket gælder det, at havørreden trækker op og ned af kysten, men at den i perioder koncentrerer sig i nærheden af de store pynter. Bunden er på hele strækket en rigtig leopardbund med sandpartier, sten og tangbælter, og der er en god dybde under land.
I virkeligheden kan det godt være hårdt for fiskepsyken at fiske ved Sønderby Klint, fordi der er tale om så stort et område. Ud over de to store pynter er der ikke tale om egentlige hotspots, som man kan fiske ud fra, og derfor kan fiskeriet undertiden godt virke lidt formålsløst. Der kan være langt mellem huggene ganske enkelt fordi havørrederne i reglen hellere spreder og fordeler sig frem for at klumpe sig sammen. Omvendt skal man ikke kigge længe på bundforholdene og fangstrapporterne fra området, før man atter fyldes af selvtillid. Og efterfølgende vil man helt uundgåeligt mærke den størst mulige tilfredsstillelse ved kast efter kast at præsentere sin flue, wobler eller blink.
Topsæson for pladsen er som hovedregel månederne marts, april og maj, hvor havørrederne spreder sig langs kysten. Til gengæld skal fiskeriet i de kolde måneder sandelig heller ikke underkendes.
Her er det forfatteren der fremviser et stykke sølvtøj fra Lindehoved.
Lækre kystpladser til havørred ved Weddelsborg
Weddelborgs Herregård ligger smukt omkranset af skov i den smukke vestfynske natur. Den er desværre lukket for offentligheden, men rundt om Weddelsborg halvøen, på både nord, vest og sydsiden, kan der praktiseres et fremragende kystfiskeri. Der er tale om et meget stort område, og det kan være særdeles vanskeligt at nå at fiske hele strækket på én dag. Af disse grunde kan man med fordel dele strækket op og eventuelt fiske det over flere dage. Dette giver mulighed for at affiske de enkelte områder lidt mere grundigt af, hvilket kan være ret fornuftigt, da der i dette område, alt afhængig af årstiden, kan være en tendens til at fiskene koncentrerer sig på bestemte småområder.
Starter man fiskeriet på den nordlige kystside af halvøen, også kaldet Husby Strand, bør man primært koncentrere fiskeriet i de kolde måneder. Bunden er kendetegnet ved at være meget sandet med partier af ålegræs og små stenrev. Enkelte store sten ligger der dog også spredt på havbunden, og de holder tit på fiskene. Her løber desuden flere små bække ud i havet, og det lokker naturligvis havørreden i den kolde tid. Man fisker mod venstre, da området mod højre, på grund af åudløbet i bunden af vi gen, er en fredningszone. Der kan vadefiskes eller fiskes fra land,og uanset om man er flue eller spinnefisker, så er forholdene ideelle at fiske under. Spinnefiskeren bør bruge lette agn i området da dybden er temmelig moderat.
Længere mod vest på selve hovedet af halvøen ændrer kystbilledet sig en del, både over og under overfladen. På selve kysten ligger der nu, i modsætning til det mere sandede område ved Husby Strand, store og små sten, som kan besværliggøre turen i waders.
Der er overhængende risiko for en arbejdsskade i form af forvreden ankel, hvis ikke man ser sig for. Under overfladen er der også sket en dramatisk ændring. Sten i forskellige størrelser er strøet ud over hele det kystnære område, og svajende tangskove står kilet fast mellem disse. Der er blevet meget dybere under land og selvom vadefiskeri ganske vist er muligt, er det ikke anbefalingsværdigt.
1. Revet ved Wedelsborg Hoved tiltrækker mange små byttedyr, som fx kan efterlignes med en fiskeimitation. Her er det en lille Zonker fra The Fly Co. 2. Lindehoved Fyr på Helnæs er et klassisk vestfynsk spot, og her går de store havørreder nogle gange meget tæt på land.
Lurende havørred på revet ved Weddelsborg Hoved
Toppladsen i dette område er et stort rev, der strækker sig et godt stykke ud i Lillebælt på den sydlige del af selve Weddelsborg Hoved. Her kan der træffes havørreder på begge side af revet, midt på revet og for enden af revet. Fisk revet grundigt igennem, da det næsten altid holder på fisk, og giv det gerne en lille pause, hvorefter man forsøger igen. Revet har, set med havørredbriller, primært to funktioner. For det første fungerer det som en oplagt rasteplads for
trækkende havørreder, der kan stå i strømlæ på siden af revet. For det andet er revet en magnet for fødeemner. De koncentreres netop her, og lokker dermed helt uundgåeligt havørreden til. Hvis der ikke er fisk i første forsøg, skal man altså ikke fortvivle, for fiskene vil helt sikkert være der anden eller tredje gang, man forsøger. Som et sidste krydderi til snapsen, skal det nævnes, at Weddelsborg Hoved undertiden er god for en rigtig fin kysttorsk, hvis forholdene ellers er til det.
Sydsiden af halvøen kaldes Weddelsborg. Her kan der parkeres direkte på stranden, hvorefter der fiskes mod højre. Strækket er på cirka tre til fire kilometer inden hovedet nås, og det holder fisk hele vejen. Bunden er på dette stræk en rigtig leopardbund med masser af sand, små og mellemstore rullesten samt svajende tangbuske. Der er en god dybde under land, og havørreden følger tit med helt ind under land. Derfor er der en god fidus i at fiske fra vandkanten, mens man langsomt bevæger sig vestpå. Skal man fiske i havstokken, vil jeg anbefale, at man udser sig et afgrænset område med lovende bundforhold og fisker forholdsvis stationært i dette område.
Spændende fisketimer ved Gals Klint
Gals Klint er en af de mest spændende og artsrige pladser på hele Vestfyn. Det første, man erfarer, når man fisker ved Gals Klint, er den meget store dybde, der skærer helt tæt på land. Det siger næsten sig selv, at der her er chancer for at få fat i en af de helt store sildeædere, som i skjul af tangbusken jager sildestimerne og måske et flaksende blink eller wobler.
Der er tre mulige udgangspunkter for at starte fiskeriet ved Gals Klint. Enten vælger man at parkere på den nordlige side af halvøen ved Søbadvej, hvorfra der er en kort spadseretur ned til kysten. Er man ude efter de rødplettede flade, så er der en god mulighed for at rigge brændingsgrejet til her. Forfanget kan uden større besvær svinges ud på 10 meters dybde eller mere selv med mindre kraftigt grej, og det giver alle tiders mulighed for lidt lir i stangtoppen.
En anden mulighed er at parkere ved Gals Klint Camping og gå det sidste stykke ned til kysten. Lige neden for ligger der tit mange både opankret, og fiskeriet er for det meste ikke muligt her. I stedet fortsættes der langs kysten til venstre, hvor det egentlige fiskeri påbegyndes. Neden for klinten er der en meget spændende kyststrækning, hvor der som tidligere nævnt er stor dybde tæt på land. Bunden består af en blanding mellem store og små sten, der er spredt ud i havstokken med nænsom hånd. Her er også små partier med sandbund og store totter af sav- og blæretang, der svajer frem og tilbage i Lillebælts stærke strøm. Fiskeriet omkring de små stenrev på strækket er næsten altid en succes.
Den sidste mulighed er at parkere ved det smukke slot Hindsgavl, hvorfra der er en lille gåtur i skøn vestfynsk natur. Velankommet på kysten bør fiskeriet koncentreres om området mod højre. Der er tale om nogle anderledes bundforhold i forhold til dem ved Gals Klint, da området huser mange små og store muslingebanker. Disse kan der med fordel vadefiskes på, men vær alligevel varsom, da der både kan være meget strøm og ikke mindst huller her. Det skal dog pointeres, at den stærke strøm i Lillebælt krydret med de store dybder netop gør stedet oplagt, hvis du drømmer om en megaørred i sommernatten.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2009
maj 6, 2025 | Artikler, Kystfiskeri
Dragør Sydstrand er en skøn plads til hornfisk her i maj måned, især med det lette grej. Det kræver dog at man ikke er bange for at vade…
Hornfiskens fightegenskaber indbyder til ultralet udstyr, men problemet er, at dens hårde næb gør det svært at sætte krogene. Heldigvis er det super let at bruge silketråd i stedet. Læs mere om hvordan man gør her.
AF GORDON P. HENRIKSEN
HORNFISK anses af nogle som en uinviteret forårsgæst; måske endda en decideret pestilens. Men det er vi mange, der er uenige i. For mig er det ikke rigtigt forår, før den første hornfisk danser i overfladen for enden af min line.
Jeg værdsætter jagten efter store og svære fisk, men alligevel synes jeg, at hornfisken fortjener anerkendelse. Den har nemlig masser af underholdning at byde på, og så er den relativt let at fange i store mængder. Og så kan den fiskes side om side med kammeraterne eller familien – gerne på en solskinsrig forårsdag. Hertil kommer, at den smager forrygende røget eller vendt i rugmel samt stegt på panden. Hvis det ikke alt sammen er noget, der kan sprede lystfiskerglæde, så ved jeg ikke, hvad der kan.
Vil du have maksimal fiskeglæde ud af dine hornfisk er opskriften simpel: UL hjul i størrelse 15/1500, 0,10 mm fletline og 6 fods stænger med kastevægte op til 6 gram kombineret med lette blink og »silkekroge«.
Efter hornfisk på den sjoveste måde
Udfordringen ligger i at finde den måde, hvorpå man får mest mulig underholdning ud af væsenet med det pudsige udseende. Hornfisk er uden tvivl sjovest at fange på så let grej som muligt, men problemet er, at bløde stænger har for svært ved at bore krogen fast i fiskens hårde næb. Netop derfor er det smart at bruge silkekroge.
For dem der ikke kender silkekrogen, kan det fortælles, at de er et alternativ til traditionelle kroge, og de kan købes i de fleste grejbutikker. De består af løkker af små fine silketråde, som sætter sig godt fast i hornfiskens tænder. Man skal blot være opmærksom på, at man ikke skal give modhug i traditionel forstand, men bare lade hornfisken hugge stille og roligt, mens man fortsætter indspinningen.
I stedet for den 9 fods stænger og 18 grams blink jeg ofte bruger, har jeg medbragt min lille UL stang samt små blink på 5-8 gram rigget med silketråde, der kom med på årets faste hornfisketur med gutterne. Min kammerat Søren Lodberg var helt på bølgelængde med ideen. Han havde nemlig også det helt lette udstyr med.
Hornfisken – havstokkens balletdanser – er et studie i skønhed.
Hornfisk kan fanges på mange måder
Den årlige hornfisketur med klubben er faktisk en lidt useriøs konkurrence blandt mig og tolv af mine kammerater. Og jeg må med det samme tilstå, at det ikke lader til, at hverken Søren eller jeg skal vinde. Ham der fisker med den stive kyststang og det grønne Jensen Tobis blink rigget med linestump og trekrog – ja, han river i perioder den ene fisk ind efter den anden. Men selvom vi fanger lidt færre fisk end ham, har vi det helt sikkert sjovere. For hver gang en hornfisk hugger, sætter dens tænder sig perfekt fast i silketråden, og min lille 6 fods å-stang krøller fuldstændig sammen.
Den spinkle stang forbliver bøjet og spændt, mens bremsen på det lille hjul er stillet så tilpas let, at hornfisken får hjulet til at synge min yndlingsmelodi, hver gang den udfører sine udløb og luftakrobatiske undvigemanøvrer.
Havstokkens balletdanser, mener jeg, at den gode gamle Jens Ploug Hansen kaldte dem. Fighten er selvfølgelig langt fra det samme som at fighte en sejlfisk ombord på en mexicansk Big Game båd. Men solstrålerne, den spændte stang, lyden af bremsen og hornfiskens eksotiske udseende samt luftakrobatik, bringer alligevel associationer om sydens mere dramatiske fights – og det gør bestemt ikke noget. Det er faktisk lige det, man trænger til efter en kølig vinter præget af forfrosne fingre, termokander og is i stangøjerne.
I år har vi valgt Dragør Strand som målet for årets hornfiskebegivenhed. Her er både rigeligt med fisk og masser af plads. Efter en god dyst, hvor alle har fået fisk – nogle flere end andre, vader vi tilbage mod bredden, hvor der skal uddeles præmier, drikkes et par kølige og ryges et par hornfisk. Et par af de andre driller Søren og jeg med vores spinkle stænger, men vi er ikke i tvivl. Det er nøjagtig de samme stænger og lette blink rigget med silketråde, der skalmed til næste års hornfiskedyst.
Her er der forfatteren med en hornfisk taget på let UL-grej. En metode der helt klart kan anbefales til at få maksimal fiskeglæde ud af sine næbdyr
Grejet til UL-fiskeri efter hornfisk
Stængerne til dette fiskeri kan næsten ikke blive for lette, så længe man benytter silketråd i stedet for kroge. Lange stænger på ni fod kaster længst, men med en kort UL-stang på seks fod kan man virkelig mærke hornfisken for enden af linen. Hjulet skal være passende lille og let, men det skal dog have en vis linekapacitet, da der gerne må kastes langt, og hornfisken altså sagtens kan tage udløb… En tynd fletline på fx 0,10 mm er et godt valg, da der så kan ligge en del line på spolen. En høj udveksling er også en fordel, da man faktisk ikke kan spinne for hurtigt ind, når det angår hornfisk.
Med hensyn til blink er klassikere såsom Filur, Fight, Flash. Tobis og Toby alle gode valg. Hornfisk har altid været glade for slanke blink, men den lange silketråd giver også blinket en længere profil. Silketråden kan desværre virke lidt som halen på en drage og give blinket en mindre livagtig gang, end hvis man havde en krog på. Til gengæld har lettere blink, en meget mere livlig gang i vandet end deres tungere fætre. Kastene bliver desværre ikke så lange med UL-grejet, men så længe der er fisk i området, er det ikke rigtigt et problem. Silketrådene fås i et stort udvalg af farver, så også her er der mulighed for at eksperimentere lidt. Jeg foretrækker den røde og gule.
Hornfiskepladser på Amager
Sydenden af Amager har mange fine hornfiskepladser, der alle ligger inden for rimelig afstand fra storbyen. Der er store arealer med lavt vand og skiftende bælter af sand og tang, hvor hornfisken samler sig for at gyde. Der kan også være en del strøm, hvilket jo altid er en fordel, når man er ude efter næbdyr.
Kongelunden er en god plads, og den kan med lethed nås, ved at stille bilen på parkeringspladsen for enden af Kalvebodvej. En anden god plads – og det var dér sidste års klubtur gik til – er
Dragør Sydstrand. Parkér i siden af vejen på Søndrestrandvej, der hvor der findes en parkeringsplads med en iskiosk, eller plant alternativt bilen i siden af vejen ved den store række træer. Fælles for disse pladser er, at der er forholdsvis lavt, og at der skal vades rigtig langt ud. Og enkelte steder kan vandet komme lidt tæt på vaderskanten, hvis man skal helt ud på de yderste revler. Der er god plads til mange mennesker, og fiskene kommer ganske tæt på, så man kan stort set kaste i alle retninger, når først, man er vadet ud. Vi var en lidt større gruppe af sted sidste år og havde slæbt en flydering med ud, som fungerede som opbevaring til et par ekstra stænger, lidt snacks og en køleboks med kølige drikkevarer. Den teknik kan til hver en tid anbefales, når der står hornfiskehygge på menuen.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2009
Der skal vades langt ud – og langt ind igen når man fisker hornfisk på Dragør Sydstrand. Her er det et par af gutterne, der bruger mere almindeligt hornfiskegrej i form af ni fods stænger og 18 grams blink.
apr 26, 2025 | Artikler, Guide til fiskepladser, Kystfiskeri
Moesgaard Strand er en klassisk plads i kort afstand fra Århus. Her Jacob Juul med en flot havørred.
Danmarks næststørste by huser et stort antal kystfiskere, og heldigvis for dem er der masser af super kyststrækninger på nært hold af byen. Her serverer Lars Christian Bentsens otte af Århusbugtens bedste pladser på et sølvfad.
AF LARS CHR: BENTSEN
ÅRHUSBUGTEN er mulighedernes land, og spændende havørredpladser ligger som perler på en snor – mange af dem en kort biltur fra hinanden. Århusbugten kan ligeledes byde på gode forhold ved langt de fleste vindretninger. Mange af pladserne kan ydermere nås med bus, hvilket jo ubetinget er en fordel for de, som ikke ejer bil.
Kystpladser til havørred i Århusbugten og langs det sydlige Djursland
Efter havørred ved Moesgård Strand
Moesgård Strand er en af de helt klassiske pladser omkring Århus. En kort bustur fra Århus centrum med rute 19 bringer dig til Moesgård Strand. Små 500 meter syd for parkeringspladsen, hvor bussen har endestation, løber Giber Å ud i havet.
Giber Å er en fin lille skov-å, som ikke byder på det mest spændende fiskeri, men en gåtur en tidlig morgen i december kan afsløre gydende havørred. Ved udløbet skal fredningszonen naturligvis respekteres – der er tale om en helårsfredning. Det vil altså sige, du skal yderligere 500 meter mod syd, før du lovligt kan fiske. Det passer fint med, at det er her det mest spændende område begynder. Stranden slår et markant knæk ud mod øst, og herfra kan du begynde fiskeriet. Der bliver fanget fisk på Moesgård Strand året rundt, men det mest interessante fiskeri foregår, i mine øjne, i det tidlige efterår, hvor mange fisk samles på stranden, mens de venter på at trække op i Giber Å.
Fiskeriet kan være, og er oftest, svært, og der er dage, hvor man ser flere, store havørreder rulle i overfladen uden at opleve kontakter. Pladsen kan selvfølgelig også nås med en bil, hvor man kører gennem skoven, drejer fra mod Skovmøllen, og derefter umiddelbart drejer af til højre ad grusvejen. Her kører man et stykke gennemskoven til parkeringspladsen, og herfra er der en kort gåtur til stranden. I området er der i øvrigt en række andre, fine lokaliteter, som er knapt så besøgte som Moesgård Strand – prøv fx Abelshoved eller Ørnereden.
Tommy Silberg poserer her med en skøn efterårs ørred på 60 centimeter fra Lushage ved Ebeltoft.
– En af Århus Bugtens mange fine pladser
Et fint havørredfiskeri tæt på Århus by
Den Permanente ligger endnu tættere på byen, og kan uden problemer nås på cykel. Stranden er ikke så charmerende, og der er ikke tale om vild natur, idet man mod syd har udsigt til badeanstalten samt havnen, og i bagkastet løber jernbanen. Skal man nå opvasken inden svigerfamilien kommer til eftermiddagskaffe, så er der alligevel mulighed for en hurtig smuttur på kysten, så den værste fiskefeber kan kureres.
Ved Marienlund køres ned gennem skoven, og ved vandrerhjemmet parkeres bilen. Derfra er man hurtigt i vandet. Er man på cykel er der en fin cykelsti langs stranden. Og man skal ikke lade sig snyde at nærheden til byen – der fanges en del fisk på Den Permanente. Primært om vinteren og i sommernatten, men der er ingen tvivl om, at man kan have et fint forårsfiskeri også.
Kystørred ved Vosnæs Pynt
Vosnæs Pynt ligger nord for Århus, og er endnu en af Århusbugtens klassiske fiskepladser. Fra hovedvejen mod Rønde drejer man mod syd (til højre) mod Vosnæsgård, og ved T-krydset drejer man mod venstre. Ca. en kilometer ned ad vejen går en grusvej mod syd – her parkeres i vejkanten. Tag hensyn til trafikken og parker så langt inde i rabatten som muligt. Nu venter en hurtig gåtur på omkring 1,5 kilometer, før man er ved stranden. Til gengæld er Vosnæs Pynt et spændende og varieret fiskeområde med mange muligheder, masser af små pynter og rev hele vejen rundt om den store knold, der udgør pynten. Følger man stranden mod nord (nordøst) ender man ved Hundshøj, hvor man også kan vælge at parkere bilen. Så fortsætter man bare ned ad Vosnæsvej til vejen drejer skarpt mod nord, og her er en lille parkeringsplads. Herfra er der en kort gåtur til selve Hundshøj, og hele stykket mellem Vosnæs og Hundshøj er spændende fiskevand, der holder fisk året rundt.
Mod vest ligger en stor, lavvandet vig, der ind i mellem kan huse en fisk eller to over det lave vand – særligt når børsteormene sværmer. Klatrer man op på skrænten får man et fremragende overblik over pladsen, og en smuk udsigt over Århusbugten.
Havørred ved Følle Strand
Følle Strand rammer man, hvis man fortsætter langs stranden, og på vejen passerer man flere små pynter, som nok kan være et kort besøg værd ind i mellem, men hvor man næppe kan få mere end en time eller to til at gå. Selve Følle Strand ser ikke vanvittigt spændende ud, men tag ikke fejl – der kan være rigtig godt langs hele stranden fra Mågeøen i vest til Følle Vig i øst. I Følle Vig løber Følle Bæk ud, hvilket resulterer i en fredning fra 16. september til 15. marts.
Hele strækket kan holde fisk, særligt i foråret, hvor stimer af havørred trækker rundt langs stranden. Flere timers resultatløst fiskeri kan pludselig afløses af en times intens action. Børsteormssværmningen kan være ret intens ved Følle Strand, og det betaler sig at lytte til jungletrommerne!
Denne velkonditionerede havørred på knap tre kilo fangede Jacob Juul i Knebel Vig en sommerdag. Fluen var en Pattegris.
Havørred & historiens vingesus
Kalø Slotsruin er et utroligt smukt og varieret fiskeområde. Fiskeriet er godt året rundt, men som alle andre steder i landet er det nok bedst i foråret. Den mest spændende del af pladsen er helt ude på sydspidsen af halvøen, men man kan blive positivt overrasket over de store, lavvandede områder, der begynder helt inde ved parkeringspladsen. En flue fisket langsomt over bunden kan være rigtig effektiv på de stimer af havørreder, der trækker rundt i Kalø Vig.
Det fine ved Kalø Slotsruin er, at man kan finde en behagelig vindretning, næsten uanset hvor det blæser fra. Slotsvigen umiddelbart vest for dæmningen er et stort, lavvandet område, med et dybt, stort hul i midten, som nok er ti kast værd ind i mellem. Skulle fiskeriet være sløvt, så kan man altid fornøje sig med en gåtur op på knolden og beundre de fantastiske ruiner efter Erik Menveds borg fra 1300-tallet. Selv de store sten, der ligger som belægning på dæmningen stammer fra middelalderen. Ikke langt herfra, mod øst, ligger Nappedam Bådelaug, og parkerer man her, er der blot et stenkast ned til stranden, hvor man igen har fin adgang til store, lavvandede områder, der bestemt ikke er uinteressante at fiske på. Umiddelbart vest for Nappedam skal man være opmærksom på et helårligt fredningsbælte ved Kolås udløb, der faktisk omfatter hele den nordøstlige del af Egens Vig. Særligt på den sydlige del af halvøen har man fra toppen af de stejle skrænter et fantastisk overblik over kysten, og en fantastisk udsigt til alle sider. Rute 123 Kalø.
Efter trækkende havørredflokke ved Egens Vig
Egens Vig er den næste plads man kommer til på vejen rundt i Århusbugten. Østligt i vigen ligger en markant pynt, som hedder Hundshoved. Vær opmærksom på, at ovennævnte fredningsbælter omfatter den nordlige halvdel af Hundshoved. Fra Hundshoved og ind i den sydøstlige del af Egens Vig er der dels et stort, lavvandet område, som bliver helt blotlagt ved lavvande. Presser vinden yderligere vand ud af bugten, kan man uden problemer vade helt ud til kanten af det dybe vand.
Fiskeriet minder meget om Følle Strand, idet man helt tydeligt fisker på trækkende stimer af havørred. Ved selve Hundshoved kan man også, med lidt påpasselighed, finde ud til dybere vand.
Tommy Silberg lægger hårdt pres på en havørred ved Lushage.
Fint havørredfiskeri i Knebel Vig
Knebel Vig er måske en af de allermest kendte pladser i Århusbugten. Dens fantastiske ry er nok mest grundlagt i midten af halvfemserne, hvor fiskeriet virkelig var fantastisk i vigen. Fiskeriet er bestemt stadig godt, men ikke det eventyr, som vi havde i halvfemserne.
Knebel Vig er Århusbugtens klassiske vinterlokalitet, og kan i perioder holde på stimer af grønlændere. Fiskeriet er faktisk godt stort set hele vejen rundt i vigen, og der er adgang til fiskepladserne flere steder. Kører man i Vrinners mod Rolsøgård, som er den store herregård, der ligger ved nordsiden af vigen, kan man parkere langs grusvejen kort efter man drejer til venstre ved selve herregården. Respekter gårdejerens behov for at komme forbi med landbrugsmaskiner, og ikke mindst den private ejendomsret. Da det tidligere har været et problem, vil jeg understrege, at det ikke er tilladt at gå ind over den nordlige arm, der lukker vigen. Parkerer man her i kanten af vejen har man et meget spændende område at boltre sig på. De lavvandede områder i den nordøstlige del af vigen kan ind i mellem holde på havørreder under børsteormssværmningen, men ellers er det mest interessante fiskeri mod vest. Inde i selve vigen kan der fanges fisk hele vejen ud mod spidsen.
Spidsen i sig selv er en spændende plads, og langs ydersiden af den nordlige arm kan der fanges fisk, faktisk lige så langt man orker at gå. De mange muligheder for parkering i kort gåafstand fra vandet indbyder til at besøge en række forskellige steder i vigen, og det er ofte en sådan rundtur, der resulterer i fisk.
Mange fine havørredspots ved Helgenæs
Helgenæs lukker Århusbugten af mod øst, og byder på end sand mangfoldighed af spændende fiskepladser. Fra Knebel Vig og syd på mod Helgenæs passerer man en perlerække af fine fiskepladser – ikke mindst endnu en klassisk vinter- og forårsplads: Begtrup Vig. På vejen mod Helgenæs kører man over den smalle landtange Dragsmur, der forbinder Helgenæs med Mols – et fantastisk lille stykke natur, der nok er en times fiskeri værd.
På Helgenæs er der gode fiskepladser hele vejen rundt, men her skal fremhæves to – nemlig Sletterhage og Lushage. Sletterhage er en stenet kyststrækning, hvor ganske dybt vand skærer tæt på land. Ud over havørred, kan man også her nyde et godt fiskeri efter fladfisk, hvad de mange tyske og hollandske fisketurister også har fundet ud af. Maj måned byder Helgenæs på et fint fiskeri efter hornfisk.
Sommerens natfiskeri kan være rigtigt godt her, og i maj måned trækker store stimer af tobis rundt, og i halen af dem jagter havørreden! Det skal understreges, at hele vestsiden af Helgenæs er fint fiskevand, som er præget af stenet strand med mange små pynter og rev. Det mest spændende fiskeri har man i det sene forår/tidlige sommer samt natfiskeriet i højsommeren. Fortsætter man rundt om Sletterhage, længere mod øst, er den næste markante pynt man rammer Lushage. Også ved Lushage skærer dybvandskurven tæt inder under land, og både nord og vest for Lushagen er der gode chancer for spændende fiskeri. Hele strækket mellem Lushage og Sletterhage er spændende fiskevand.
Som mange andre steder i landet er fiskeriet i Århusbugten bedst i foråret, og som pladserne ligger, har man som fisker stor fordel af at kunne besøge mange fiskepladser på en dag. Særligt i det tidlige forår, hvor fiskeriet i højere grad end senere er præget af små stimer af havørred, er det vigtigt at opsøge fisken. Dels selvfølgelig ved bevægeligt fiskeri på de enkelte pladser, men også ved at besøge flere pladser på en dag. Flere af pladserne i Århusbugten mister pusten henover sommeren, en årstid hvor fiskeriet typisk er bedre langs Djurslands yderkyster. Dog er Helgenæs en fin sommerplads, ligesom også Moesgård Strand periodevis tiltrækker virkeligt store havørred i højsommeren. De mange vige og generelt afskær-mede kyster gør det meste af Århusbugten oplagt til flyderingsfiskeri.
God tur efter havørred til Århusbugten
Artiklen blev oprindeligt publicerer i Fisk & Fri 3/2009
apr 23, 2025 | Artikler, Kystfiskeri, Nyheder, Spinnefiskeri
Med silketråd på både blink og på ophænger er der chance for dobbelt op på hornfisk.
Kan du huske den gang jeg fik to horn i et kast? Den sætning har min ven skulle lægge øre til i efterhånden nogle år. Følg med her så vil jeg guide dig til et simpelt, men effektivt takel, der vil sikre dig flere hornfisk i fiske galejen end sidemakkeren.
AF BUSTER NØHR
Det er forår og turen går til Nyborg. Min ven og jeg er på vej til årets første hornfisketur. Hornfisk har en helt særlig plads i mit lystfiskerhjerte for selvom kalenderen har sagt forår længe, så er det først rigtig forår, når forårssolen får mig til at knibe øjnene sammen bag polaroidbrillerne, og min stang er blevet pyntet med ”hornpalietter”. Billedet nedenfor venstre er et dårligt billede, men et godt bevis på at taklet virker. To horn i et træk!
Vi får rigget stængerne til og placerer os som vanligt med et par stanglængder imellem os. Jeg skal lige til at tage det første kan, men en hånlig latter fra min vens side får mig til at afbryde kastet lige inden min finger slipper linen, så min gennemløber ender med at lave en maveplasker på vandoverfladen. Har du selv hæklet det julepynt der? – lyder det, da han ser taklet hænge ned fra stangtoppen. Jeg argumenterer så godt jeg kan for dets fangstpotentiale, imens han griner videre, men pludselig forstummer latteren og hans blik skifter fra smilene skepsis til bekymring, da det går op for ham at min oprustning potentielt kan fange to hornfisk ad gangen.
Vi fisker begge med et gennemløbsblink, da erfaringen siger os, at hornfisk har en sød tand, hvad angår blink, der roterer i et spinstop. Ligeledes fortrækker vi silketråd, da fejlkrogede fisk ikke tæller i vores indbyrdes konkurrence.
Dobbelt op på hornfisk med to gange silketråd på taklet.
Dobbelt op på hornfisk – sådan gør du
Valget af blink er faldet på en OGP snurrebassen no. 7. Den vejer ca. 25 gram og kaster fint, men vigtigst af alt, så roterer den lystigt under spinstoppet. En halv centimeter foran gennemløberen sidder et flådstop. Flådstoppet sikre at silketråden forbliver i nærheden af blinket selv når det daler mod bunden. Hvis ikke flådstoppet var der, ville den lette silketråd potentielt forskyde sig væk fra blinket i et spinstop. Jeg ville kunne mærke hornfiskene ”slå” til blinket, men aldrig ”kroge” dem, da silketråden hurtigt ville ende med at hænge 60 cm centimeter bag blinket.
Cirka 35 cm foran blinket sidder endnu et flådstop. Foran det sidder en række perler. Efter dem er der en ophænger kunde – også kaldet en dropper loop. Foran den sættes endnu en række perler med et flådstop foran. Ophænger knuden danner en løkke der skal være 5 cm lang. På den løkke påføres en knudebeskytter. Det gøres lettest med en lille boilienål. Herefter monteres en enkelt silketråd i ophængerknudens løkke, ved at lasso den om sig selv – også kaldet et slyngstik. Herefter føres knudebeskytteren hen over de første 5 mm af silketråden.
Hele herligheden afsluttes med en svirvel – gerne så lille som mulig. Taklet laves af monofil line i 0.40 fx nylon eller flourocarbon. 0.40 mm er unødvendigt stærkt, men det giver en stiv ophængerløkke, der forhindrer kludder langt bedre end tyndere line ville gøre. Perlerne på hver sin side af ophængerknuden skaber en yderligere markant vinkel på knuden, der i sidste ende forhindrer kludder. Derudover fungerer perlerne som ekstra attraktion. Det er langt mindre kompliceret end det lyder. Det færdige taklel ses på billedet herover.
Sådan laver du hornfisketaklet:
- Klip et stykke 0.40 monoline på ca. 65 cm.
- Bind en svirvel på monolinen
- Påfør et flådstop og før det helt op til svirvlen
- Påfør fem perler, og før dem op til flådstoppet
- Bind en ophængerknude, der skaber en 5 cm lang løkke
- Påfør yderligere fem perler
- Påfør endnu et flådstop, og før det op så perlerne fikseres nær knuden
- Før endnu et flådstop på linen, og før op nær det i punkt 7
- Påfør dit fortrukne gennemløbsblink
- Påfør endnu en perle
- Afslut tacklet med en solid-ring fx, hvori silketråden monteres.
- Herefter trækkes flådstoppet, fra punkt 8, ned så det sidder 5 mm foran blinket
- Flådstoppet med de fem perler (punkt 3 og 4) trækkes ned så perlerne fikseres ovenover ophængerknuden.
Sådan sættes flådstoppet på ophænger løkken. Selve silketråden monteres “loop to loop”, hvorefter flådstoppet køres tilbage og låser/semi-fikserer silketråden:
Materialet til hornfisketaklet:
Monoline ca. 0.40 mm, en svivel – fx Owner W crane svivel str. 18/20, flådstop – fx SFG flådstop str. M, knudebeskytter – fx Stonfo knudebeskytter str. M, perler – fx Stonfo Soft Glow Beads Ø6, solid ring – fx Owner Solid Ring Micro str. 5,5mm, Silketråd , Gennemløbsblink og en agnnål/boilienål fra eksempelvis Zebco, Prologic eller Korda
apr 11, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri, Nyheder
Mickey Finn, Wolly Bugger og Muddler Minnow er gamle klassikere, som de fleste kender til. Men der er sket meget siden disse fluer så dagens lys, og i dag er det nogle andre fluer, der fylder æskerne hos mange kystfiskere. Her giver Rasmus Ovesen dig en oversigt over nogle af de mest populære nymoderne klassikere og fortæller historien bag dem.
AF RASMUS OVESEN
KYSTFLUEFISKERE har en tendens til at gå op i fluetyper og mønstre med en særlig iver, og få emner indenfor kystfluefiskeriet diskuteres så intenst og med de samme – nærmest religiøse – undertoner som selve fluevalget. At der ikke er noget mærkeligt ved dette er imidlertid indlysende, for det er utrolige mængder inderlige forhåbninger, som knyttes til den lille flue for enden af forfanget. Og uanset de bagvedliggende fornuftsbetragtninger, afhænger meget af den afgørende og højt værdsatte intensitet og tilstedeværelse i fiskeriet af netop tiltroen til fluen.
Fluevalget er dermed et individuelt tillids- eller trosspørgsmål, men samtidig – og mindst ligeså tankevækkende, er det en universel brugerdrevet udvikling, hvor især den almene interaktion fluefiskere imellem dikterer tendensen. Helt grundlæggende er fluefiskere nemlig påvirkelige sjæle, der til stadighed søger at reducere intensiteten og omfanget af fluefiskeriets mange usikkerhedsmomenter – heriblandt det til tider svære fluevalg. Af selvsamme grund er det, som fluefisker praktisk talt umuligt ikke at lade sig påvirke af, hvad andre – især de succesrige – kystfluefiskere opmagasinerer i deres flueæsker.
En tilsyneladende sikker vej til succes er jo at fiske med præcis de samme fluer, som dem, der øjensynligt fanger fisk. I den kollektive, vekselvirkende og til tider ret tilfældige, erfaringsproces, som opstår kystfluefiskere imellem, finder en strømlining af fluevalget sted. Hvorvidt det bærende udviklingsprincip så er hype, trends, modeluner eller reelle fangstegenskaber, er en diskussion, som jeg nok bør undlade at komme nærmere ind på her. Faktum er dog, at enkelte fluer over tid vinder bredt indpas, og at nye kystklassikere opstår som en direkte følge heraf.
Her har Rasmus Ovesen bundet sine personlige versioner af de ti fluer, som ifølge ham, har opnået status som nykystklassikere. Fra venstre ses Brenda, Kobberbassen, Glimmerrejen, STF Baitfish, Honey Shrimp, Flammen, Fyggi, Pattegrisen, CTL Nandu og Grå Frede med Blodtud.
Vi kender alle de klassiske kystfluer såsom Mickey Finn, Red Tag Palmer, Muddler Minnow, Big Hole Demon, Wolly Bugger med flere – fluer, som alle har deres udgangspunkt i den amerikanske streamerkultur, men som for mere end 40 år siden blev transplanteret til en dansk kontekst. De har alle bevist deres værd ved de danske kyster, og de er stadigvæk i høj grad i brug den dag i dag. Sidenhen har fluer såsom Magnus, Juletræet, Grå Frede, Sort Cigar og flere andre kystfluer med dansk oprindelse vundet indpas, præget de danske kystfluefiskeres fluevalg og opnået status som klassikere.
I det følgende skal vi se lidt nærmere på en række af de fluer, som en ny generation af kystfluefiskere inden for de sidste 10-15 år har taget til sig og populariseret. De kan med rette kaldes for neo-klassikere, og det er en række fluer, du bare må have i æsken – hvis du altså vil være med påmoden…
Masser af liv i fluen på CTL Nandu
CTL Nandu er skabt af Henrik Leth – en fluefisker der blandt de lokale på Randers egnen går for at fange flere fisk end en garnfisker! Henrik fisker store dele af året med denne flue – blandt andet på Djursland og i mundingen af Randers Fjord, og med hans omdømme og ry, er det ikke overraskende, at rigtigt mange fluefiskere – især i det jyske – har taget netop denne flue til sig. Takket være nandu palmerhacklet er denne flue fantastisk livlig i vandet, og grundet de syntetiske kropsmaterialer har den en helt særlig aura og tilstedeværelse i vandet. Den kan imitere alt fra rejer, til kutlinger og børsteorm, og den fisker rigtig fint hele året rundt.
Imiter småfisk med STF Baitfish
STF Baitfish er endnu en imponerende og tillidsvækkende flue fra kronjyske Morten Valeurs fluestik. Den kræver en del finesse og koncentration ved fluebindingsstikket, men det endelige resultat er alle anstrengelserne værd. Fluen, der alt efter farvevalg, imiterer alt fra kutlinger, til ålekvabbeyngel og små sildefisk, har en meget naturtro profil i vandet, og kombinationen af det relativt tunge epoxyhoved og det pulserende kropsmateriale gør, at fluen er særdeles livlig i vandet. STF Baitfish fisker godt året rundt, men særligt i foråret, sensommeren og det tidlige forår kan denne flue være helt uovertruffen.
Grå Frede med Blodtud kan efterligne alt og intet på en gang. Dens effektivitet består i den levende og gennemskinnelige krop kombineret med et fikspunkt i hidsige farver. Samme koncept ses i mange andre effektive kystfluer såsom Cutthroat Kutling og Polar Magnus.
Kystflueklassikeren til havørred – Grå Frede med Blodtud
Grå Frede med Blodtud er en videreudvikling af Peter Løvendahl og Lars Meinckes efterhånden legendariske kystflue Grå Frede – en flue som ikke uden grund har slået massivt an blandt danske kystfluefiskere. Fluen har en klassisk Wolly Bugger-profil og emmer i al sin umiddelbarhed af effektivitet og fiskbarhed.
Ligesom mange af de tidlige klassikere, er Grå Frede med blodtud en allround flue som ikke imiterer et bestemt byttedyr, men som med lidt god vilje kan gå for at være alt fra en reje til en kutling. Den fiskes mest effektivt i små kontante ryk med korte pauser, hvor kuglekædeøjnene får lov at tynge fluen en anelse nedefter i vandsøjlen. Fluen fisker fint året rundt, men er i særdeleshed farlig i sommerhalvåret.
BRENDA er Ove Monradsens videreudvikling af en anden særdeles velfangende kystflue nemlig Omøbørsten. Ligesom Omøbørsten imiterer Brenda de børsteorm, som sværmer i det tidlige forår, og som havørrederne har så stor smag for. Fluen har dog et så universelt udtryk over sig, at den også sagtens kan gå for at være både en kutling, en ulk eller yngel af ålekvabbe. Af denne grund fisker mange – især fynske og kronjyske – kystfluefiskere året rundt med netop denne flue.
Kropshacklerne giver fluen fylde, profil og stabilitet, og så er der et utroligt farvespil i fluens pjuskede dubbingkrop. Det tunge guldhoved giver fluen dens levende og let-jiggende gang i vandet, som er medvirkende til at gøre den til den effektive allround kystflue, den er. Som bonusinformation kan nævnes, at fluen vist for øvrigt har fået sit navn, fordi titelmelodien fra Beverly Hills 90210 kørte i baggrunden, da fluen skulle navngives…
Henrik Agerskov der bl.a. står bag A.Jensen fluegrej, er også manden bag den ultrarealistiske flue: Honey Shrimp. Her ses han med et fint eksempel på hvad fluen kan bruges til
Den perfekte rejeimitation – Honey Shrimp
Honey Shrimp er uden tvivl en nyklassiker på de danske kyster. Og det er ikke mindst fordi netop rejefluer i al almindelighed er enormt populære blandt dagens kystfluefiskere (og kystørreder). Henrik Agerskov står bag denne eminente, livlige og meget naturtro rejeflue, som har vundet stort indpas blandt danske kystfluefiskere de seneste år – måske netop på grund af fluens åbenlyse realisme. Bundet rigtigt og med den rette belastning, er denne flue blandt de mest livagtige, forførende og realistiske rejeimitationer overhovedet. Og da fluen fisker med krogbøjningen opad, kan den fiskes meget langsomt, tæt henover ålegræs, sten og blæretang og sidst, men ikke mindst helt inde på lavt vand, hvor havørreden ikke så sjældent søger sin føde.
Eneste minusser ved denne flue er, at den er tidskrævende at binde, da belastningen skal være helt rigtig førend fluen går hensigtsmæssigt i vandet, og at de ellers så livlige og realistiske gummiben kan have en tendens til at vikle sig rundt om krogbøjningen eller filtre.
Et forføreende spayhackle på en fantastisk rejeflue
Pattegrisen er en af de mest hypede og omtalte nyklassiske kystfluer overhovedet, og den er derfor svær at komme udenom. Ophavsmanden til fluen er den højtagtede fynske kystfluefisker Claus Eriksen, og han har med udgangspunkt i Øland Spey Shrimp kreeret denne yderst livlige og tillidsvækkende rejeimitation. Fluen er ikke blot særdeles livagtig og pulserende, den er også utroligt synlig i vandet og udgør en god solid mundfuld for enhver sulten havørred. Pattegrisen fanger rigtigt mange fisk landet rundt, men der er efterhånden også virkeligt mange kystfluefiskere, som fisker med netop denne flue. Det giver alt andet lige en mere imponerende fangstrate. Eneste minusser ved fluen er, at de lange speyhacklefibre kan have en tendens til at filtre, og at selvsamme speyhacklefibre, på grund af deres længde, kan påvirke fluens krogningsegenskaber negativt – særligt på kolde eller stille dage, hvor fiskene ofte hugger ganske forsigtigt.
En fisker svinger fluestangen på Sjællands Nordkyst. Hans fluevalg er sandsynligvis dikteret af en blanding af personlige erfaringer, kammeraternes overvejelser, samt input fra fiskemedierne, heriblandt dette…
En provokerende flue, som havørrederne er vilde med
Glimmerrejen er en funklende rejeimitation kreeret af Torben Gosch, og den har efterhånden en hel del dedikerede tilhængere rundt omkring i landet. Særligt en skrigende pink version, som anvendes af mange kystfluefiskere under vinterfiskeriet, er blevet populær. Og det er ikke uden grund. Den relativt lille og særdeles iøjnefaldende flue har nemlig en fin profil og en lysreflekterende effektfuldhed i vandet, og den skrigende pink farve, kan få selv den mest træge vinterkolde ørred til at hugge. Glimmerrejen er endvidere populær fordi den er let at binde, særdeles holdbar og sidst men ikke mindst, fordi den med lethed kan varieres i farve, så den kan fiskes året rundt.
En flue der bare altid virker – Kobberbassen
Kobberbassen har vundet stort indpas den seneste årrække, og det er bestemt ikke uden grund at flere af de allerskrappeste fluefiskere i nord- og vestsjælland fisker næsten udelukkende med Kobberbassen året rundt. Denne simple og minutiøse flue brillerer nemlig ikke blot ved, at man mens kaffen brygger inden fisketuren kan nå at binde en hel stak eksemplarer, den fanger også rigtig mange fisk.
Fluen, som er kreeret af københavnske Frank Jensen tilbage i sluthalvfemserne, imiterer på simpel men effektiv vis en tangloppe, og den har en helt særlig aura og tilstedeværelse i vandet. Særligt i vintermånederne, hvor havørredens stofskifte falder og fødeindtaget minimeres og koncentreres omkring mindre fødeemner, kan Kobberbassen være uovertruffen, men grundlæggende fisker den særdeles fint hele året rundt.
Havørrederne er vilde med Fyggi
Fyggi er på mange måder en lidt spøjs flue. Ophavsmanden er Claus Eriksen, som også står bag Pattegrisen, og han har med Fyggi skabt en af de mere atypiske nyklassiske kystfluer. Med sine karakteristiske gummiben strittende ud både foran og bagtil, kan det måske umiddelbart være svært at forestille sig, hvad Fyggi skal imitere, men man kan ikke komme udenom, at denne flue – takket være gummibenene – er særdeles livlig i vandet. Så livlig endda, at havørreden har yderst svært ved at modstå den.
Ved nærmere eftertanke og granskning, kan Fyggi da også sagtens gå for at være både en slikkrebs, en tangloppe eller en tanglus – byttedyr, som hele året rundt er en vigtig fødekilde for havørreden. Gummibenene har desværre en tendens til at blive revet i stykker med tiden, men da fluen er så simpel og let at binde, som tilfældet er, kan dette med lethed tilgives.
En provokerende havørredflue
Flammen er en provokationsflue, som igennem de seneste 10 år har vundet mange tilhængere rundt omkring i hele landet. Den kradse flue, der er udtænkt af kronjyske Martin Hedegaard, og som minder meget om Juletræet, er særligt effektiv i køligt vand og på vinterlige dage, hvor havørreden skal provokeres til at hugge. Herudover er den, på grund af dens meget markante aura og synlighed i vandet, en glimrende flue til fiskeri i farvet og grumset vand.
Udover at være særdeles velfangende i køligt vand, er Flammen blevet en populær flue fordi den er særdeles let at binde, og sidst men ikke mindst fordi den er særdeles holdbar.
—-
Læs mere om de mest populære kystfluer samt hvordan man fisker dem i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, hvor Rasmus blandt andet har skrevet hele fluedelen – her (REKLAME)
apr 9, 2025 | Artikler, Kystfiskeri, Nyheder, Spinnefiskeri
Størstedelen af Simons fisk er taget på hans flue, Den Fantastiske. På grund af Simons mange fangster på denne flue, får han så mange henvendelser fra fiskere der vil købe eksemplarer, at han slet ikke kan følge med. Derfor må hans mor binde alle fluerne!
Bornholmske Simon Jensen har fået tilnavnet Bombarda Simon. Hans foretrukne flue går under navnet »Den Fantastiske«. Alt dette skyldes selvfølgelig hans fantastiske fangster med netop bombarda og denne flue. Vi har fået en snak med Simon om hemmeligheden bag hans succes.
TEKST POUL STADLER, FOTOS: GORDON P. HENRIKSEN
FLERE OG FLERE bornholmske kystfiskere har taget fiskeriet med bombarda og flue til sig, hvilket ikke mindst skyldes Simon Jensens stabile og flotte fangster med hans fantastiske fluer og bombarda. Vi har spurgt ind til hans metoder, og hans svar er relevante uanset hvor i landet du fisker efter havørreder. Mens kystfiskerne i resten af landet for alvor vågner op til dåd i april måned, så har de bornholmske lystfiskere, Simon inklusiv, været i gang længe. Det skyldes som bekendt det der med osmose. Altså, at de bornholmske havørreder, på grund af Østersøens lave saltholdighed, ikke i samme grad påvirkes af koldt vintervand, men forbliver aktive, fødesøgende og hugvillige.
Fiskeriet langs den bornholmske kyst er godt hele vinteren. April på Bornholm er ikke bedre end andre vinter- eller forårsmåneder, men den er anderledes, og der fanges ofte mange fisk. Det sidste skyldes ikke mindst, at flere har fået grejet støvet af og drager på fisketur, og at de til rådighed værende fisketimer er mange, fordi dagslængden er tiltaget. Det eneste nye fænomen, der for alvor slår igennem i april, er, at andelen af tobis på havørredens menukort er stigende, hvilket måske gør det en anelse lettere for spinnefiskeren. Og til aprilfiskeriet efter tobisjagende havørreder er de gode gamle blink som Snaps og Kølblink suveræne, men allerbedst den nye version af Bornholmerpilen.
Her ses et udvalg af Simons Fluer. Den Fantastiske er favoritten, men om foråret, når vandet bliver varmere, fisker Simon højere oppe i vandet og med mindre fluer i naturlige farver som dem til højre.
Intet slår bombarda og flue til kystens ørreder
Den er et aldeles enestående våben på kysten, hvilket også må gælde ved andre af landets havørredrevirer. Størst udbytte høstes imidlertid med bombarda og flue eller agn – og hvisman skal tro storfangeren Simon Jensen er bombardafiskerimindst dobbelt så effektivt som spinnefiskeri. For mange år siden bragte Fisk & Fri et interview og et portræt af Simon Jensen samt hans fiskemakker Henrik Klausen, hvor de præsenterede deres bombardafiskeri med strømvandsteknik på kysten. Alle fordommene om det langsommelige og kedelige bobleflådsfiskeri, hvor man efter sigende var ved at falde i søvn mellem omdrejningerne på hjulet, ruskede artiklen dengang gevaldigt op i, fordi de to gutter brugte boblen anderledes aktivt og effektivt.
Simon er 55 år og har 35 års erfaring på kysten. Han er stadigvæk uhyre aktiv, men fisker ikke som tidligere 100 dage om året. Nu bliver det til lidt færre ture i optimalt vejr, og de er også af kortere varighed. Men han fanger stadig flere hundrede ørreder årligt – og han fanger store fisk helt op til over syv kilo, der som så mange andre af hans fisk blev taget på fluen: Den Fantastiske.
Vi mødte Simon Jensen igen for at høre om alt er ved det gamle eller om der i løbet af de seks år er sket en udvikling i hans fiskeri.
Den Fantastiske kan nærmest beskrives som et kryds mellem Glimmerrejen og Pattegrisen og benytter bl.a. flourscerende og UV-reflekterende materialer samt de lange bløde spey hackler. Bindematerialer: Krog: Kamasan B170 str. 2, Bindetråd: Ultrathread fl. pink, 7/0, Hale: 25 stk. krystal flash pearl og UV polarchenille shrimp pink, Krop: Cactuschenille 15mm i salmon.Ryg: 2 stk. speyhackle i salmon, Rib: Kobbertråd
Fisketidspunkt og strømvandsteknik til bombarda og flue på kysten
Simon, for femogtyve år siden fortalte du Fisk & Fri’s læsere, at der var to faktorer, der spillede den helt afgørende rolle i dit succesfulde fiskeri: fisketidspunktet og strømvandsteknikken. Gælder det stadig?
– Ja, stort set er de to forhold de samme. Jeg fisker stadigvæk meget tidligt morgen lige når lyset bryder frem, fordi det er det tidspunkt på døgnet, hvor de store havørreder er inde omkring skærene og oftest optræder i flok. Vil mange fange store fisk tæt på land, er det der det sker. Jeg er hele sæsonen fra december til juni ude på den valgte fiskeplads, mens det endnu er mørkt, og mit allerførste kast ryger af sted ved det første spæde lys. Med lysets komme ser man i øvrigt tit havørrederne bryde overfladen – ikke i spring, men i snurreture – og så kaster jeg direkte mod stedet.
Bombardaens nedslag skræmmer ikke fiskene – tværtimod bliver de måske nærmest tiltrukket af plasket. Det her magiske tidspunkt om morgenen varer om vinteren et par timer, men jo længere man kommer hen på foråret, jo kortere er den givtige periode efter at lyset er brudt frem. Sent forår har du måske kun en halv times tid til at præsentere dine fluer for fiskene, inden de er væk igen – men en kort fisketur er jo ingen skade til, hvis den samtidig er dundrende effektiv. En tidlig forårsmorgen med et par gode fights og hvor du kan drage hjem med en stor, blank ørred eller et par mindre er jo guld værd.
Med hensyn til strømvandsteknikken, så skal jeg måske lige forklare, at det drejer sig om, at jeg helst fisker i kraftig sidevind eller strøm, så bombarda’en og fluen kan fiske ud over og langs de undersøiske rev, der ligger parallelt med kysten. Man kan altså ved de rette forhold affiske et sådant rev hamrende effektivt på bagsiden, fordi man hele tiden kan holde fluen derude, hvor fiskene går.
Det kan man jo ikke ved spin – ganske vist kan man sagtens kaste sit blink ud over revet, men allerede efter få omdrejninger på hjulet har man jo trukket blinket i en lige linje ind over revet og væk fra fiskene. Med bombarda kan du lade vind og strøm føre fluen og lokke hver eneste havørred langs revet til hug. Ved kraftig afdrift kan man lade fluen drive frit eller også kan man nøkke lidt med stangen, mens indspinning kun sker for at følge revkanten. Under mere rolige forhold skal fluen naturligvis tilføres liv ved indspinning – gerne i provokerende hop.
Her står Simon på en af sine yndlings pladser på Bornholms nordkyst – vi siger ikke hvor… Gordon P. Henriksen er fulgt med ud på klippen med kamera og fiskestang.
Sådan fisker du med bombarda efter havørred på kysten
Indtagningsteknikken har i øvrigt ændret sig, idet jeg i modsætning til før fisker fluen så hurtigt som muligt. Den høje fart på fluen er nødvendig, fordi jeg generelt belaster mine fluer meget, så jeg kan fiske i meget hårdt vejr.
Desuden giver hurtig indtagning færre farvede fisk og flere blanke. For at få fluen ned til fiskene klemmer jeg ofte splithagl på forfanget, og med så meget vægt i fluen, skal den nødvendigvis tages hurtig ind. Variationen i fluens bevægelse bestemmes af, hvor og hvor meget den er belastet. Placeringen af belastningen giver en markant forskel på fluens gang og bevægelsen i vandet – hvis den belastes nær krogøjet, dykker den fremad, mens tråd ved krogbøjningen får den til at droppe baglæns. For os er det måske ikke den store forskel, men det betyder somme tider noget for havørredens reaktion.
Godt gang i bombarda-fluerne
Artiklen førte jo til et utal af henvendelser fra Fisk & Fri’s læsere, som gerne ville til Bornholm og lære bombarda-teknikken, så jeg kom faktisk i gang som guide. Desuden fik interessen for mine fluer mig til at eksperimentere endnu mere. Desuden var der så stor efterspørgsel på fluerne, at jeg nedsatte mig som fluebindingsfabrikant. Det har jeg slet ikke tid til, da jeg jo både har kone, børn og fuldtidsarbejde.
De fluer jeg bruger er dog blevet ret populære, så i dag er det faktisk sådan, at det er min mor, der binder alle mine fluer! Derudover har jeg fået noget andet grej. Jeg skifter mellem to stænger på hhv. 10 og 11 fod, begge Scierra ATP med tilhørende Shimano Stella 3000 og 4000. Hovedlinen er Matrix Pro 0,13 mm. Forfanget er en stanglængde. Fluen bindes i en løkke og 10 centimeter fra fluen klemmes 1-5 splithagl på, afhængig af forholdene.
Så bliver det ikke meget bedre.Simons 7,3 kilos havørred fra slutningen af januar har fået meget opmærksomhed, men han har også adskillige andre store blanke på samvittigheden.
Bombarda’en er oftest den flydende udgave. Kun i rigtig hårdt vejr skiftes til synkende, og den er monteret på en slidline af kevlar, der er lagt dobbelt. Man kan godt montere bombarda’en på selve hovedlinen, hvis man fx ofte skifter mellem blink og bombarda. Men jeg bruger jo kun bombarda, så for mig er det nødvendigt, at minimere sliddet på linen – og det klarer en dobbelt kevlarline fint. Hovedlinen bindes direkte til slidlinen, så bombarda’en stadig kan glide op og ned ved bølgepåvirkninger uden at fluen rykkes med.
Den vigtigste detalje ved mit takel er det lille rør, der sidder for enden af bombarda’en mod fluen og som sørger for at holde fluen fri af hovedlinen under kast. Efter at jeg er begyndt at bruge røret, kan jeg kaste i direkte, hård modvind uden at fluen hægter sig og giver linekludder.
Man kan købe sådanne rør, såkaldte bombarda sticks, i grejbutikker men de er alt for dyre. For den samme pris kan man få flere hundrede, hvis man køber vatpinde i Matas – dem med den gennemsigtige, klare pind. De fungerer perfekt – hvis man fjerner vattet selvfølgelig.
Bombarda og flue med tunede multihjul på kysten
Jeg har fundet ud af, at multihjul af mange grunde er perfekte til bombarda-fiskeri, så der er ingen tvivl om, at jeg investerer i et af de tunede multihjul og går i gang med det. Simon vil højst sandsynligt blive ved med at udvikle sine teknikker og fange flere flotte fisk, og dette er nok ikke det sidste vi har set til ham og hans fisk.
Simon takler sine bombardaer på en løkke af tyk kevlar eller fletline og benytter hjemmelavede bombarda sticks lavet af vatpinde fra Matas. Dette takel mindsker slitage på linen og
reducerer chancen for at fluen hægter sig på hovedlinen i kastet.
apr 4, 2025 | Artikler, Betalt samarbejde, Kystfiskeri, Spinnefiskeri, Video
Savage Gears ungdoms proteam – Savage Future sprudler af liv, energi og fiskelyst. Jens Bursell har været et smut på kysten med to af gutterne – Noah W. Larsen og Theodor Nejsum. Udover at give tips & tricks til fiskeriet fanger de en fin stribe havørreder – toppet af en af de flotteste havørreder, der er taget i Danmark i mange, mange år. Ja – det er sandsynligvis den største havørred i Danmark nogensinde, hvor både fight og genudsætning er filmet.
Glæd dig til den vildste kystfilm, der kun kan give dig lyst til én ting – nemlig at komme på kysten og fiske røven ud af bukserne til drømmehugget endelig kommer ud af det blå. Og det kan kun gå for langsomt.
Se videoen om den gigantiske kysthavørred på Fisk & Fris YouTube her – og husk at abonnere. Det er gratis og giver dig mulighed for at deltage i Ugens Konkurrence, hvor der løbende er fede grejpræmier.
mar 30, 2025 | Artikler, Guide til fiskepladser, Kystfiskeri
Det sydlige øhav er et oplagt mål for en fiskeudflugt. Mange af øerne er dækket med fantastiske havørredpladser, og her giver vi dig en guide til de allerbedste kystpladser på Ærø, Drejø og Tåsinge.
TEKST: SIMON GAD, FOTOS: TERKEL BROE CHRISTENSEN, SIMON GAD, GORDON P. HENRIKSEN OG LARS LAURSEN
FISKERI PÅ EN Ø er noget ganske særligt. Omkranset af vand ligger de som oaser på landkortet og inviterer indenfor med deres særlige og enestående atmosfære og mentalitet blandt øboerne. Her hersker en særlig tilbagelænet tilgang til tilværelsen og det kan mærkes i det øjeblik man står af færgen. Her går livet sin faste vante gang. Her er ingen stress, intet jag, og som en ekstra bonus masser af havørreder. At de lokale også er meget gæstfrie, og sagtens kan finde på at byde indenfor til en kop dampende varm kaffe, bør ikke gøre trangen til lidt øfiskeri mindre. Så lad os sætte kurs mod tre dejlige øer i det sydfynske, her venter havørredeventyret.
Her kan du se nogle af de bedste kystpladser til havørred på Tåsinge, Drejø og Ærø.
Kystpladser til havørred på Tåsinge
Tåsinge ligger midt mellem Fyn og Langeland og byder velkommen med sus i bøgeskovene og skvulp i havstokken, når man kører over broen fra Svendborg. De fleste lystfiskere der kommer til Tåsinge, ser den som en lang lige landevej på vej mod Langeland, et andet glimrende havørredområde. Tåsinge kan dog, specielt i vinterhalvåret, diske op med meget fint havørredfiskeri. Her får du to pladser henholdsvis længst mod vest og øst på øen.
Vornæs Skov finder du ved at køre ligeud over Svendborgsundbroen til man kommer til Bregninge. Her køres der vestpå til højre ud mod Vornæs, hvor vejen ender i skoven, og der kan parkeres og på gåben spadseres det sidste stykke ned til kysten. Der er tale om et forholdsvis lavvandet kystområde, som er oplagt for den optimistiske vadefisker at give sig i kast med. Bunden er meget sandet med store formationer af ålegræs, og det er i disse bælter, at havørreden skal findes. Kast ud over ålegræsbælterne og bliv gerne et stykke inde på sandbunden, da havørreden sagtens kan finde på at følge med ind på sandbunden, og nemt bliver skræmt hvis man står for tæt på overgangen fra sand til ålegræs. Følg kysten rundt mod vest og brug gerne her i vintermånederne lidt provokationsagn i hidsige farver, hvad enten det er flue eller blink.
Stenodde er Tåsinges østligste punkt. Navnet er temmelig misvisende, da der ligesom på den forrige plads mest er tale om sand og ålegræsbælter. Det er temmelig lavvandet her ved Stenodde, og det indbyder som den forrige plads til vadefiskeri på langs af ålegræsset. Som tilfældet var ved den forrige plads er der her tale om vinterfiskeri, og det er hovedsageligt »grønlændere« mellem 40-50cm. der er lystfiskerens bytte på denne årstid. Ved begge kystpladser er der tale om store sandede områder, med spredte formationer af ålegræs.
Koncentrer fiskeriet ved vegetationen, og fortvivl ikke hvis der ingen aktivitet er. Grønlænderne kommer gerne i stimer ved disse kystområder, og fiskeriet kan blomstrer op i en halv time til en time, for herefter at dø ud.
Kirkestranden på Drejø indeholder store lavvandede stræk, som er oplagte for bombardafiskeren.
Den bedste kystpladser til havørred på Drejø
Drejø kan ikke nås med bil og man kommer dertil ved at tage færgen fra Svendborg. Øen er oplagt til en dagsfisketur, da færgen sejler fra Svendborg om morgenen og igen sidst på eftermiddagen fra Drejø. Hvis man har tid og lyst til det, er det også flere gode overnatningsmuligheder, som kan tilgodese de flestes temperament og ønsker. Drejø har sin egen kro, hvor man kan leje sig ind, her er også mulighed for at leje et hus og endelig er der en primitiv lejrplads.
Så til fiskeriet, som kan koncentreres om to områder på øen.
Kirkestranden ligger, som du nok kan gætte, neden for kirken. Den indbyder med den lækreste leopardbund og kaster hvert år rigtig fine ørreder af sig. Med udgangspunkt for enden af den sti der fører fra kirken ned til stranden, kan man enten vælger at fiske mod venstre ind mod færgelejet eller mod højre ud mod det område man på Drejø kalder skoven.
Ifølge en af Drejøs lokale kystfiskere, Michael Würth, er Næbbesodden på Drejøs vestligste punkt en topplads for store havørreder.
Uanset om man vælger strækket mod højre eller venstre, så er der en rigtig god dybde tæt på land, og der fiskes fint fra selve kysten. Følger man stranden mod højre, så består bunden meget af små rullesten med enkelte sandpletter længere ude. På dette stræk går havørreden tit meget tæt på kysten og man skal forvente hug under hele spinfasen. Det kan være lidt vanskeligt for fluefiskeren at få plads til sit bagkast, så han må stå og kaste lidt skråt mod kystlinien, hvilket også fint kan lade sig gøre.
Spinnefiskeren har ideelle forhold på hele strækket, og kan selv med meget lette agn nå ud på en dybde, hvor der er gode chancer for sølvtøj. Følger man i stedet strækket mod venstre ind mod færgelejet, ser bunden lidt anderledes ud. Her er tale om en mere klassisk leopardbund, med svajende blære – og savtangsbuske på en vekslende bund af små og mellemstore rullesten og sandpletter. På strækket ligger enkelte store sten ude i havstokken, og dem skal man tillægge lidt ekstra opmærksomhed da de undertiden kan fungere som standpladser for fisk. Fluefiskeren har bedre forhold på dette stræk og han kan fint få plads til sit bagkast. Spinnefiskeren skal være mere opmærksom på bundhug, og han skal under de fleste forhold vælge forholdsvis lette agn for at undgå tangen.
Vandet omkring de sydfynske øer er knap så salt som i andre områder og i de kolde måneder kan dette være med til at give gode vilkår til store blanke overspringere.
Bombardafiskeri på dette stræk er uhyre effektivt og man får affisket store områder og potentielle standpladser på kort tid. Pladsen kaster fisk af sig året rundt, men ligesom resten af det sydfynske øhav fisker Drejø rigtig godt i vintermånederne, da saltkoncentrationen er lav her, sammenlignet med de fleste andre steder i landet på denne årstid.
Skoven, som de lokale kalder området, skal også nævnes blandt de gode havørred spots. Følg vejen fra færgen op til Drejø By og kør vestpå til der kommer en vej på højre hånd, hvor der kan køres helt ned til vandet og parkeres. Der er tale om en rigtig lækker ørredbund, mod store sten og blæretangsbuske. Her er en fin dybde tæt på land og ideelle forhold for kystfiskeren. Følg kysten mod venstre og vær varsom med at vade ud. Fisk gerne fra land og gør holdt ved de små pynter undervejs, her står havørreden tæt på kysten og kan overlistes få meter fra stangspidsen. Efter lidt tid når man ud til Drejø’s vestligste punkt, Næbbesodde, som ifølge en af Drejøs lokale kystfiskere, Michael Würth, er topplads for store øhavsørreder. Her er høje lerskrænter med ynglende digesvaler, som giver gode læforhold når vinden er i Nord, Øst og Syd.
Det kan godt betale sig, at gøre et lidt længere ophold her, inden der fortsættes videre ad kysten mod syd. Den lille vig syd for odden, er også et lille hotspot som undertiden kaster mange ørreder af sig. Det er tit her lige syd for odden at strømmen går tættest på land og det tiltrækker naturligvis havørreden. Fiskeriet kan praktiseres hele vejen sydpå, indtil bunden bliver mere sandet og lavvandet. Fiskeriet ved Skoven er godt hele året, men særligt forårsfiskeriet nedenfor lerskrænterne kan være helt forrygende. Så der er ingen undskyldninger for ikke at aflægge Drejø et besøg med fiskestangen.
Blakstensodde på den nordlige side afÆrø har en sandet bund med ålegræs og blæretang og er et yndet mål blandt fluefiskere.
Efter havørred på Ærøs bedste kystpladser
Ærø er i min optik Danmarks havørred ø nummer et. Uanset hvor på kysten man vælger at kaste sin snøre ud, er chancen der for at få en havørred. Der er fire færger der sejler til Ærø, så uanset hvor man befinder sig i det sydlige Danmark så er Ærø aldrig langt væk. Jeg vil beskrive tre pladser på Ærø, som kan byde på afvekslende og spændende fiskeri efter den sølvblanke jæger.
Urehoved ligger nord for Ærøskøbing og strækker sin landtange et godt stykke ud i øhavet. Rundt langs den nordlige side og for enden af tangen foregår der et fremragende fiskeri efter havørreder året rundt. Der er en stor parkeringsplads for enden af tangen, og fiskeriet kan påbegyndes lige neden for bilen. Der er meget dybt vand ude på spidsen af hovedet og vadefiskeri er derfor ikke nødvendigt. Bunden er dækket af mellemstore rullesten med enkelte tangplanter ind i mellem. Store spredte sten bryder vandspejlet og tit holder disse på havørreder. Jeg har haft god succes ved at affiske området omkring stenene, som ofte giver strømlæ og derfor tiltrækker ørreden. Selve hovedet har en smuk lerskrænt som baggrund hvilket kan besværliggøre bagkastet hos fluefiskeren, som i stedet kan forsøge vadefiskeriet langs tangen. Her ændrer bunden sig lidt og sandrevlerne skærer sig ned gennem tangskoven. Med udgangspunkt på disse sandrevler er der god mulighed for en effektiv og nem affiskning af tangen.
Blakstensodde er en meget speciel plads på den nordlige side af Ærø. Bunden er meget sandet, med spredte formationer af blæretang og ålegræsbælter. Det er et meget lavvandet kystområde, der primært henvender sig til fluefiskeren eller spinfiskeren med bombarda. Her kan vades meget langt ud på hele strækket, men vær opmærksom på at affiske de mørke områder i bundbilledet, det er her havørreden jager.
Voderup Klint påÆrø kan være udsat for vind og vejr, men havørrederne hugger gerne i hård pålandsvind, og det er et forsøg værd, hvis man har mod på barske forhold.
På den sydlige del af strækket ligger der en stor samling af store sten, som bør tillægges lidt ekstra energi og fiskefiduser. Stenene virker som en magnet på havørrederne, og de gør tit holdt her inden de fortsætter videre langs kysten.
Skjoldnæs er Ærøs vestligste punkt og nok mit umiddelbare valg, hvis jeg skulle vælge et favorit kystområde i hele det sydfynske øhav. Stedet er et mekka for kystfiskere med det store 22 meter høje fyrtårn, som et smukt varetegn og en majestætisk tilskuer til kystløjerne. Her kan træffes havørreder året rundt og nogle af dem bliver rigtig store. Kysttorsk er her også, specielt i vinterhalvåret og endelig invaderer hornfisken området i foråret. Faktisk er der tale om to pladser der kan fiskes uafhængigt af hinanden.
Lige neden for fyret ligger en stenet klintekyst, med meget dybt vand tæt på land. Vadefiskeri er absolut ikke nødvendigt, og faktisk hugger havørreden tit helt inde under land her. Prøv en stor tobiswobler eller blink, der med dens dovne vuggende gang måske lokker drømmeørreden til hug. Det andet område er den store pynt der ligger øst for fyret, kaldet Næbbet. På begge sider ud mod spidsen af pynten løber et badekar langs kysten. Affisk disse badekar grundigt inden spidsen nås, tit foretrækker havørreden at stå i disse badekar, hvor strømmen fra spidsen fører byttedyrene lige ned i hovedet på dem.
Selve spidsen er selvfølgelig også et forsøg værd, og den gode strøm og store dybde tæt under land gør også Næbbet til en af Ærøs sikre sommerpladser. Ærø er oplagt til en weekendtur eller længerevarende fiskeferie, og ud over de her beskrevne pladser, findes der mange flere at tage. God tur sydpå!
mar 14, 2025 | Artikler, Kystfiskeri, Nyheder, Put and take
GULP Nichtcrawlers og lignende ormelignende agn får den vildeste gang, når du sætter den på en Slow Death krog.
Hvad enten du er til havørred på orm og bombarda, flotte put & take ørred eller måske laks og havørred i åen – så får du her opskiften på en yderst simpel teknik, der kan opgradere dit ormefiskeri med flere hestelængder. I denne artikel fortæller Bo Troelsen og Karsten Bech dig hvordan du fisker med Mustads Slow Death kroge – og meget tyder på at de har et stort potentiale.
AF KARSTEN BECH OG BO TROELSEN
– TRE KAST på en af mine absolut favorit pladser i fjorden, og der var gevinst i form af en fin blank halvanden kilos havørred, fortæller Bo Troelsen, der har brugt adskillige kystture på at teste Mustad’s Slow Death kroge. – Se det er jo noget, der kan give blod på tanden og varme i kinderne, på en kold vinterdag. Og da det oven i købet var på en krog, jeg ikke havde skænket den store tiltro, da jeg startede mit fiskeri, gjorde bestemt ikke oplevelsen ringere. Under de næste dages fiskeri skulle det også vise sig, at det ikke kun var en tilfældighed, for de »skæve« kroge jeg havde lovet at afprøve, gav fuldt ud mine normale agn kroge kamp til stregen – og mere til.
Mustads Slow Death giver en ekstra livagtig bevægelse af agnen, som er ren gift for enhver havørred.
Perfekt rotation af agnen med Mustads Slow Death kroge
Mustads Slow Death kroge er med deres specielle bøjning designet til at rotere om deres egen akse, hvorved agnen kommer til at minde om et såret eller døende byttedyr, fortsætter Bo. – Jeg må blankt erkende at denne Slow Death’s efterligning af denne bevægelse , sker så overbevisende, at de langt overgår de kroge, som jeg plejer at bruge til orme fiskeri efter havørred.
Jeg har testet krogen på ørred i Mariager Fjord, og jeg blev som sagt meget positivt overrasket. For selv om designet på krogen set i et internationalt perspektiv ikke er nyt, så har jeg til dato ikke set en eneste dansk fisker bruge dem. Jeg har set dem på nettet, men har på trods af mange års fiskeri, ikke skænket det en tanke at bruge dem før nu – og det kan jeg godt ærgre mig lidt over efter jeg har testet dem, og set hvor effektivt de virker til havørredfiskeri med orm. Selve krogen er dog ikke kun beregnet til orm, men kan også bruges til alle typer softbait, GULP og andre typer af aflange naturlige agn.
Slow Death er designet til at rotere under indtagningen, og det gør den helt perfekt, når den som her er monteret med en stor GULP Nightcrawler. Krogmønstret er i princippet blot en nedskaleret version af den klassiske mak-krog, der ligeledes roterer om sin egen akse.
Sådan fisker du med Slow Death kroge på kysten
Fisketeknikken med Slowdeath har for mit vedkommende været at montere et bombarda flåd på linen på normal vis med et gummistop til at fungere som buffer for flåddet mod svirvlen. Herefter monteres et par meter langt forfang efter bombardaflåddet. Svirvlen kan med fordel være en kugleleje-svirvl – dels for at forbedre rotationen og dels for at linen ikke skal kinke ret voldsomt.
Et bottom bouncer krogtakel er også en god måde at præsentere sin Slow Death krog på. Og når man fisker taklet på bunden, vil der være endnu flere arter en ørred, der vil lade sig friste til hug. Prøv for eksempel at bruge det efter en drivende jolle. Jeg er overbevist om, at det vil give flere fisk og arter på grund af de lokkende bevægelser krogen laver.
Jeg brugte store regn- og børsteorm som agn, da jeg testede krogene. Men vær meget opmærksom på, at det ikke er lige meget, hvordan du agner krogen. For, skal man opnå den roterende effekt, som gør agnen ekstra attraktiv og får fisken til at bide, skal man kroge ormen gennem hovedenden og lad krog spidsen gå ud gennem mavebæltet. Selve hovedet på ormen skal være skubbet helt op over krogøjet.
En rigtig god ting ved denne type krog er, at den laver den roterende bevægelse, hvad enten man spinner langsomt eller hurtigt ind. Det er en stor fordel, hvis man ikke har den store erfaring i kystmede, da man ikke behøver at have den samme fornemmelse for agnens gang i vandet, for at fiske rigtigt. Med Slow Death kommer den rigtige bevægelse helt af sig selv. Prøv selv at gå ind på www.youtube.com og skriv »Slow Death Hooks – Intense Crawler Action« – så kan du få en rigtig god fornemmelse af, hvordan krogene fungerer, slutter Bo Troelsen.
Powerbait rullet til en tilspidset pølse og så ellers monteret på den roterende Slow Death krog, kan meget let gå hen og blive det helt store P & T hit.
Med Slow Death I put and take´en
– Første gang jeg stod med Mustad Slow Death Hook i hånden, viste jeg ikke helt hvad jeg skulle sige, fortæller Karsten Bech, der også har været ude at teste Slow Death i praksis. En langskaftet krog med et sideværts buk midt på. Krogene er oprindeligt fremstillet til fiskeri efter walleye – amerikanernes svar på sandart, men de måtte da kunne bruges til andet? Der var ikke andet at gøre end at klø på. Jeg tog ud til den lokale P&T med et par poser, og så var det ellers bare med at gå i gang.
Jeg forsøgte mig først med små jighaler, men der var ingen forskel i gangen om jeg brugte almindelige kroge eller Slow Death kroge, hvilket nok skyldes størrelsen på krogene. De mindste jeg havde, var størrelse 4, hvilket er en forholdsvis stor krog til små jighaler. Herefter forsøgte jeg mig med Power Maggots. Jeg har i mange år fisket med 3-4 Power Maggots på en lille krog, hvor man klemmer den første Power Maggot flad, for at få dem til at snurre langsomt rundt i vandet, når man trækker langsomt ind. Heller ikke her var der nogen succes, hvilket jeg igen tilskriver størrelsen på krogene. En lille udgave i størrelse 8 eller 10 ville være perfekt til dette formål, men desværre er den mindste model str. 4.
Med GULP Nightcrawlers og andre worms på Slow Death krogene
GULP Nightcrawlers rykker dog for vildt, fortsætter Karsten. – Det var først, da jeg forsøgte mig med disse, at der skete noget. Men så skete der til gengæld også noget. Et rig med et bombardaflåd, tre meter 0,24 mm forfang, et lille splithagl og en Mustad Slow Death krog agnet med Gulp Nightcrawlers blev sendt ud i søen, og efter bare et par meters indspinning var der fisk.
En stor bækørred havde taget Nightcrawleren, og lod sig lande efter en kort fight. De fem næste kast gav alle hug, og i sjette kast var der fisk igen, hvorefter en fin lille regnbue måtte samme vej som bækørreden. Og når man ser en Nightcrawler agnet op på en Slow Death krog forstår man det også godt. Agnen får en helt speciel gang i vandet, og ligner en igle eller lignende der bugter sig lokkende gennem vandet. En mere effektiv gang kan jeg ikke forestille mig. Det eneste der irriterede mig var at jeg ikke havde almindelige regnorm med, for agnet på en Slow Death krog kan jeg kun tænke mig, at det være super effektivt.
Slow Death virker perfekt til Powerbait i put and take´en
– Powerbait og Slow Death er ligeledes en giftig kombination. Hvis powerbaiten bare puttes på krogen i en klump, sker der ikke noget. Det var først da jeg formede powerbaiten som en lang tynd pølse, der spidser til i bagenden, at krogen viste sit sande jeg.
Selv ikke den vildeste wobler har en gang, der er så god som powerbait på en Slow Death krog var her jeg opdagede endnu en ting. Når jeg normalt fisker powerbait rigget op efter et bombardaflåd, så bruger jeg små trekroge. Når fisken hugger, får den løs line nogle sekunder, indtil den har slugt agnen, inden jeg giver tilslag. Men med Slow Death krogene, kan der gives modhug med det samme, og fiskene kroges fint. Det skyldes, at den lange krog sidder længere tilbage i powerbaiten, så fisken derfor får den ind i munden med det samme. Derved undgår man at miste fisk, som spytter powerbaiten ud igen, fordi de mærker modstand fra linen. Det eneste problem, var at powerbaiten ikke sidder så godt fast på den tynde krog, men det løste jeg ved at vikle lidt metaltråd rundt om krogen.
Alt i alt er Mustads Slow Death kroge suveræne, og har helt klart fået sig en fast plads i min grejæske. Jeg kan næsten ikke vente med at komme på kysten og forsøge mig med børsteorm – enten levende eller Gulps imitationer. Eller hvad med at agne dem med lange tynde ormesoftbaits efter søens aborrer, for slet ikke at snakke om at prøve dem i åen efter laks og havørred med regnorm eller…… Ja muligheder synes uendelige, slutter Karsten.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2009
