okt 27, 2023 | Artikler, Kystfiskeri, Miljø og debat
Jens Bursell med en af de havørreder, som vi alle gerne så nogle flere af på kysten.
Prædation fra bl.a. skarv er et kæmpe problem – ikke mindst, når vi skal udsætte fisk. Men hvad nu, hvis man kunne udsætte fx ørred, så man undgik en stor del af prædationen uden brug af eksempelvis smoltvagter – samtidig med, at man fik præget smolten korrekt til at home hjem til eget vandløb? Her får du et bud på en mulig løsning.
AF JENS BURSELL
HVORDAN FÅR VI FLERE HAVØRRED PÅ KYSTEN? De fleste lystfiskere kan blive enige om, at tiltag, der fører til forbedrede livsvilkår for ørrederne, er vejen frem – både på den korte og lange sigt. Men når snakken går på at supplere de naturlige bestande med udsætninger, så deles vandene. For hvordan skal det gøres, så det er mest effektivt – uden at man risikerer genetisk forurening eller at forstyrre den delikate økologiske balance langs med kysterne?
Der er nok ingen tvivl om, at fangsterne på de danske kyster toppede i senfirserne og halvfemserne, hvor det store arbejde med at fremme den naturlig reproduktion i vandløbene blev suppleret med store udsætninger af ørred direkte på kysterne. Fiskene voksede sig store – og dengang var det ikke ualmindeligt, at dygtige kystfiskere fangede adskillige trofæfisk over fem kilo på en sæson. Sådan er det ikke mere. Kystudsætningerne blev stoppet med det argument, at man var nervøse for genetisk forurening af lokale havørredstammer fra kystudsatte havørreder, som ikke ”homede” hjem til deres oprindelige åer. I stedet ville man satse på forbedret naturlig reproduktion i åerne kombineret med mundingsudsætninger som kompensation for tab af smolt på grund af habitatsændringer.
Spørgsmålet, som alle diskuterer, er så: Er den nuværende model god nok til at skabe en sund bestand af havørred, der med et stigende fisketryk, er stor nok til at levere det gode kystfiskeri, som både lystfiskere, grejbranchen og turistorganisationerne drømmer om? Der er ingen tvivl om, at de danske havørredbestande – ud over at være en uundværlig del af naturen – har en kæmpestor rekreativ og socioøkonomisk værdi. Men kan bestanden tåle øget fiskepres og kommerciel udnyttelse, hvis vi ikke tænker i helt nye baner? Bruges vores fisketegnsmidler godt?
Som det er nu skal der ofte lægges mange timers fiskeri i at fange en havørred på kysten – hvis da ikke lige man som Klaus Aaes her konstant har fingeren på kystpulsen.
Får vi nok for pengene? Skal fiskepleje og forskning i udbud eller prioriteres anderledes? – eller er der brug for helt friske idéer kombineret med nyt fagligt input for at skabe den natur og det fiskeri, vi alle går og drømmer om?
Som nævnt kan de fleste blive enige om, at forbedringer af naturgrundlaget til enhver tid bør være hjørnestenen og omdrejningspunktet i kampen for stærkere og naturligt reproducerende havørredbestande. Men, når det er sagt, så er der de seneste år kommet mange nye idéer, som hver især måske vil kunne bidrage til sundere bestande af vildfisk og et bedre kystfiskeri over alt i landet:
Flere havørred – nye metoder i fiskeplejen?
Der er allerede mange gode projekter i gang med både frivillig og professionel fiskepleje rundt omkring i landet, og det har der været i mange år. Det udelukker dog ikke, at der også kan eksperimenteres med andre tiltag. Hvis man skal tænke i nye baner omkring opskalering af mundings-og/eller kystudsætninger, er det afgørende at forholde sig til faktorer som eksempelvis øget prædation fra skarv- og sælbestandene, der er vokset markant siden halvfemserne. For hvad nytter det at udsætte en masse fisk, hvis de ender i maverne på sultne rovdyr? Det er indlysende, at man bør forske mere i, hvordan fiskene kan sættes ud, så man nedsætter risikoen for, at de bliver spist. Udsætning om natten har allerede været på banen som en oplagt mulighed for at nedsætte prædationen fra dyr, der primært jager om dagen ved hjælp af synet. Men der er måske også andre muligheder, som ikke rigtig er blevet afprøvet for ørred i Danmark:
1) Kystudsætning af mundingsprægede fisk. For at ørred kan præges til at vende retur til deres oprindelige vandløb og gyde, så man undgår genetisk forurening, udsættes fiskene ved mundingsudsætningerne normalt i åens udløb, hvorefter de over et par dage spredes efter af have fået ”smagen” af deres eget vandløb.
Problemet med én samlet stor udsætning i en åmunding er naturligvis, at man skaber en stærkt forudsigelig fødekilde i tid og rum, som gør det lettere for områdets rovfisk, skarv og sæler at tage for sig af retterne. Men hvem ved? – udover at regulere mængden af skarv og sæler – kan løsningen på dette problem måske være at præge fiskene til vandløbet i flydende gummicoatede, prædatorsikrede netbure, så de ikke tager skade, hvorefter man et stykke tid senere – efter mørkets frembrud – trækker udsætningsfiskene ud langs med kysten, hvor de spredes uforudsigeligt over et større areal i ly af mørket. I åer med ringe vandføring kan man alternativt præge fiskene i landbaserede tanke med vand fra åen – og herefter kombinere med land- og vandtransport i tanke, indtil udsætningen finder sted langs med kysterne. Med denne udsætningsform undgår man også, at fiskene forvilder sig op i åen, hvor de kan give uønsket konkurrence med de stationære vildfisk – eller blive et let offer for fx mink, skarv og fiskehejrer.
Der er masser af muligheder for at tænke i nye baner. Med denne teknik kan man sandsynligvis få udsat havørreder direkte i saltvand, der samtidig homer til de rette vandløb på en måde, hvor langt færre fisk sikkert vil gå tabt. Der vil måske være brug for en aklimatiseringsfase i stigende grad af saltholdighed – men det vil teknisk set næppe være svært at løse. Alt i alt vil en udsætningsform som denne sikkert være en tak dyrere, men til gengæld vil man sandsynligvis kunne få betydeligt mere ud af sine penge – fordi stykprisen pr. overlevende havørred, der vender retur til vandløbet og fører generne videre sandsynligvis vil blive lavere. Lignende teknikker er anvendt til laks – med succes, så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre til havørred?
Kystfiskeriet byder på fantastiske naturoplevelser – men det er endnu sjovere, hvis man også fanger noget – som fx fisken ovenfor taget af Jens Bursell.
2) Kystudsætninger af sterile havørred er en anden oplagt mulighed for at styrke de vilde bestande, som der tidligere har været skrevet om på fiskogfri.dk. Og hvordan så det? Jo – hvis man finneklipper udsætningsfiskene, så man som lystfisker let kan kende forskel på vildfisk og sterile fisk, kan man enten frivilligt eller som regel genudsætte alle vildfisk, mens man med god samvittighed kan hjemtage de sterile opdrætsfisk. På den måde vil man sandsynligvis både kunne få et markant bedre kystfiskeri samtidig med, at man sænker fiskepresset på vildfiskene, som herved får bedre mulighed for at videreføre deres gener, så vi får endnu større og sundere bestande af vildfisk. Det er både let og billigt at sterilisere ørredæg ved en simpel varmebehandling – og ved at gøre dette, er man 100 % sikker på ikke at skabe genetisk forurening som følge af en udsætning.
Ud over nytænkning inden for mundings- og kystudsætninger kan der meget vel tænkes at være gode muligheder i at opdyrke, forfine og forske i eksisterende metoder og tankegange, som pt ikke anvendes officielt eller i større skala, fordi de (endnu) ikke er godkendt af myndighederne. Det drejer sig blandt andet om brugen af eksempelvis Lars Michaelsens idé med rugekasser i åerne og anvendelse af Morten Ringive Humbæk-metode, der kan bidrage til at ændre de fysiske forhold i åernes øvre løb, så ørredynglen lettere kan overleve og dermed på sigt bidrage til de kommende generationer af vildfisk. I begge tilfælde er der tale om potentielt gode idéer, som sandsynligvis har potentialet til at supplere det altoverskyggende mål – nemlig flere fisk samt en forbedring af naturgrundlaget og ørredens naturlige habitater.
Hvis man vil de danske ørredbestande det bedste, er det vigtigt, at man ikke bliver religiøs og lader sig fastlåse af gamle forvaltningsmønstre. Hvis vi vil have et kystfiskeri efter havørred i verdensklasse – samtidig med, at vi bliver flere lystfiskere, der fisker efter dem, så er der brug for et paradigmeskift – både i den måde vi behandler vores natur, og i den måde vi forvalter den på.
Hovedparten af denne tekst blev oprindeligt publiceret i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten” i 2022, som du kan købe her (REKLAME).
okt 21, 2023 | Artikler, Guide til fiskepladser, Kystfiskeri
En fisk tager fluen, da den rammer vandet. Vanddybden er kun 20 cm. Og det lave vand gør, at fisken kæmper som besat. Hvis man kroger en større fisk på lavt vand, kan det godt betale sig
at vade lidt ud i vandet, så kæmper fisken lidt mere roligt.
De fleste har nok oplevet at fange en havørred på lavt vand. Fisk & Fri’s Karsten Bech, er gået skridtet videre, og fisker konsekvent på 20-30 cm vand. Læs mere om et fiskeri, fyldt med korte kast, små agn, grove havørreder og masser adrenalin.
AF KARSTEN BECH
JEG ER KOMMET LIDT FOR SENT af sted, og da jeg ankommer ved fjorden, holder der allerede biler på parkeringspladsen. Waders og grej bliver pakket ud, og jeg forbereder mig på en længere gåtur, før jeg kan finde ledigt fiskevand. Fem fiskere står fordelt ud over bugten, og jeg begynder at gå langs stranden. Jeg er ud for fisker nummer fire, der står 45-50 meter ude i vandet, da en trykbølge viser, at jeg har skræmt en fisk på det lave vand. Dybden hvor fisken stod, er ikke mere en 20-25 cm, så jeg slår det hen som en tilfældighed, og går videre. Længere fremme gentager situationen sig, da endnu en trykbølge skyder ud mod dybere vand.
Et par favoritter til efterårsspin på lavt vand: Fra oven – Mini Goby, Trout Runner, Salty og Pilspidsen.
Jeg beslutter mig for, at det ikke kan være en tilfældighed, skifter mit blink ud med en lille højtgående kystwobler, og begynder at kaste langs land. Jeg er ud for fisker nummer fem, og føler mig lidt fjollet, sådan at fiske bag en person der står 30 meter ude i vandet. Da min wobler rammer vandet, starter en trykbølge et par meter fra den. Bølgen nærmer sig min wobler, og som i en skrækfilm bryder en finne vandoverfladen.
Mit hjerte pumper løs, og det suser nærmest imine ører, mens jeg stirrer på finnen, der kommer tættere og tættere på wobleren. Det hele foregår nærmest som i slowmotion Lige bag min wobler og halvt ude af vandet åbner en havørred munden, og inhalere min wobler, mens den svinger hele kroppen rundt, så jeg kan se de mange store sorte pletter langs ryggen. I samme øjeblik stoppes slowmotionklippet, og jeg bliver flået tilbage til virkeligheden, da min spinnestang krummer sammen. Fisken hugger så hårdt, at den kroger sig selv, og går straks fri af vandet. I to minutter er jeg vidne til en imponerende gang luftakrobatik, inden jeg kan lande en flot efterårsfisk på 60 centimeter.
Fiskeri efter kystørred på ultra lavt vand
Havørreder på lavt vand kan man opleve på de fleste kyst- og fjordpladser, men der er dog nogle pladser, hvor det sker oftere end andre. Jeg fisker primært på tre forskellige typer pladser. Den første type kendetegnes ved, at der er dybt under land. Helst sådan, at der allerede efter 5-6 meter er mere end to meter dybt.
Denne type plads foretrækker jeg, når der er pålandsvind og bølger, og det lave vand bliver »grumset« til, mens det dybere vand stadigt er klart. Her oplever jeg ofte, at fiskene trækker rundt på dybt vand, og så foretager kommando-raids ind på det lave vand, hvor det uklare vand skjuler ørrederne for deres byttedyr, samtidig med at bølgerne gør det svært for smådyrene, at gemme sig i tangen eller bag sten. Ofte er der en periode uden hug, og så pludselig dukker der en stime havørreder op for at jage – hvorefter der kommer en stille periode igen. Denne type plads fisker jeg primært med spinnestangen, da det er muligt at lave lange kast langs land, og derfor hurtigt at finde fiskene, når de kommer ind for at jage. Jeg foretrækker woblere i lidt kraftigere farver, som fiskene lettere kan se i det grumsede vand.
En gudeskøn Mariager fisk, der huggede på det lave vand – på vej tilbage til sit rette element.
Havørred på lavt vand med strøm
Den anden type plads jeg fisker om efteråret er bugter, hvor skrå pålandsvind skaber en strøm inde under land. Når vinden trykker vand ind i bunden af bugten, opstår der simpelthen en udadgående strøm tæt under land. Havørrederne følger strømmen ind, og ligesom i en å, går de mod strømmen. Jeg har ikke oplevet, at fiskene kommer i stimer, men snarere at de kommer enkeltvis. Jeg affisker bugten ved at kaste i strømmens retning, så min agn ligner et lille byttedyr, der kæmper mod strømmen. Jeg foretrækker klart fluestangen til denne form for fiskeri. Små lette fluer, som får ekstra liv af strømmen, og som ligner smådyr fra det lave vand. Flere gange har jeg oplevet havørreder tage insekter på overfladen på denne type pladser, så jeg har altid et par tørfluer med i æsken. På min absolutte favoritplads, er der en sandbanke yderst, hvor vanddybden kun er 15-20 cm. Ved at sidde på en sten 25 meter fra sandbanken, kan jeg se når en fisk svømmer hen over den lyse bund. Så er det bare at rejse sig, og kaste til fisken. På en af de bedre dage kastede jeg 6 gange på en time, og fangede 6 havørreder.
Kystørred på lavt vand med mørk bund
Den sidste pladstype kendetegnes ved, at bunden først er mørk, eller der er et tangbælte under land. Herefter kommer der en stribe lys sand/stenbund, og så igen et bælte med mørk bund eller tang. Og det hele skal helst ikke være mere end to meter bredt i alt.
Denne type plads fisker jeg uafhængigt af vejret. Jeg har fanget havørred i fuld sol og 25 grader, og i styrtende regn og kuling på denne type plads. Fiskene trækker langs de mørke områder, og angriber alt spiseligt, der befinder sig fuldt synligt i det lyse område. Jeg har prøvet mange forskellige metoder på kysten, men ind til videre har jeg dog ikke prøvet noget så vildt og spændende som fiskeriet på det helt lavt vand. Fiskeriet er utroligt intenst og visuelt.
Ofte kan man opleve, hvordan en bølge kommer jagende efter agnen, og det hele kulminerer i en fontæne af vand, når fisken hugger. En sjov lille biting ved fiskeriet er størrelsen på de fisk der fanges. Normalt er gennemsnitsstørrelsen på havørrederne i Mariager Fjord, som er mit hjemmevand, 35-45 cm. Men på de sidste syv ture har jeg fanget 17 fisk, og holdt en gennemsnitsstørrelse på 56 cm. Hvorfor det er sådan kan jeg ikke forklare, men det må da være endnu en god grund til at prøve at fiskeriet på helt lavt vand.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2014
Patrice Barat med en fin efterårsfisk taget på 20 centimeter vand.
okt 9, 2023 | Artikler, Guide til fiskepladser, Kystfiskeri
Knudshoved Odde i fugleperspektiv. Det er ikke svært at forestille sig hvor havørrederne står.
Sydvestsjælland byder på noget at landets mest varierede kystfiskeri, og sæsonen igennem kan de sølvglinsende flidspræmier fanges på det spændende stræk mellem Klinteby og Knudshoved. Her giver Frederik Hansen dig en rundvisning i sit barndomsvand.
AF FREDERIK HANSEN
MIN FØRSTE »RIGTIGE« HAVØRRED fangede jeg fra Klinteby en tidlig martsdag. Jeg husker det, som var det i går, selvom det efter nærmere eftertanke nok er 16 år siden. Der lå stadig is enkelte steder på stranden, på trods af at solen på dette tidspunkt havde fået mere magt. Denne dag var også én af de dage, hvor foråret langsomt, men sikkert viser dets kommen med en let vind akkompagneret af høj sol og cirka 7-8 grader.
Jeg gik ud på et rev, hvor jeg tidligere havde brugt meget tid efter hornfisk og også fået nogle mindre ørreder i maj året før. Det var min første tur på kysten det år, så optimismen var der. Jeg havde lokket min fader med ud, da jeg af åbenlyse årsager var rimelig prisgivet uden én til at køre mig. Revet var desværre optaget, men da jeg nærmede mig den anden kystfisker fortrak han, så jeg gik direkte derud. Jeg havde sat en orange Gladsax-wobler på, og allerede i andet kast var der fisk!
Fisken var klart bedre end de småfisk, jeg havde fanget året før, så temperaturen steg straks til noget over de 7-8 grader, der var i luften – og det samme gjorde pulsen. Fighten forløb heldigvis rimelig udramatisk og efter nogle minutter kunne jeg lande en flot overspringer på 2,9 kilo og 64 centimeter – en sand trofæfisk for den aspirerende unge kystfisker jeg var.
Der er store fisk på Sydvestsjælland – også over 5 kilo – men der er som på de fleste andre kyststræk langt mellem snapsene. Men med den rette pladskendskab og en masse tålmodighed kan det lade sig gøre. Fine fisk i moderate størrelser er der til gengæld godt med og dagsfangster på to-tre fisk eller mere er ikke ualmindelige.
Naturen på disse kanter er også virkelig smuk og varieret med lavvandede fjorde, lange odder og indbydende rev, krydret med et rigt fuglelig og frodigt landskab. Desuden har området en masse andre arter end havørred at byde på. Der er bl.a. aborre i Karrebæk Fjord, og regnbuerne er periodisk talrige, når efterårsstormene har raseret Musholm.
Forfatteren Frederik Eritsian-Hansen med en nydelig april-ørred på knap 2 kilo.
Havørredhotspots på Sydvestsjælland
Kystpladserne på Sydvestsjælland er talrige, og der findes noget for enhver smag. Området byder på lavvandede partier, der huser godt med fisk i foråret, og lange strømfyldte rev der altid holder i sommerhalvåret. Kort sagt – der er noget at komme efter året rundt.
Klinteby er en kendt plads, som er forholdsvis nem at komme til. Der er en stribe gode pladser på begge sider af en lille parkeringsplads, som ligger helt ud til vandet. P-pladsen ligger på vejen »Ved Strandskoven«, som du finder lige syd for Karrebækstorp. Man drejer til venstre af den lille vej ved et gult hus.
Min første ørred – og mange andre blev taget på det første »store« rev lige syd for parkeringspladsen. Her kan man gå et stykke ud og stille sig på et par store sten, der ligger ret ud for revet. Sørg for at dække vandet langs med kysten også, da fiskene, som på mange andre pladser, ofte står inde på lavt vand. Pynten eller revet ligger cirka 700 meter fra parkeringspladsen, men hele strækket ned til det er værd at fiske igennem. Ved lavvande er det muligt at komme ud og gå på 1. revle, men badekarrene på indersiden holder ofte også fisk, så husk at ligge et par kast indad. Dette stræk er desuden også en yndet plads for de forvildede regnbueørreder, som især er talrige ud for et lille skur ned til vandet. En grøn Flipper i 15 grams udgaven har stået for rigtig mange ørreder på denne plads.
Går man nordvestover, er der ligeledes 600-700 meter ud til den første pynt. Strækket her ser ikke videre interessant ud, og der samler sig tit en masse ålegræs under land afhængig af vind- og strømforhold. Men det kan holde fisk – og jeg kender bl.a. til en flot fire kilos herfra. Strækket nordvest for den første pynt er markant mere interessant, og her ligger pladserne stort set som perler på en snor de næste 800-1000 meter. Hele strækket bør affiskes, og der er også taget en del store fisk. Personligt har jeg hørt om en fisk på små seks kilo på dette stræk.
Havørredpladser på den sydvestsjællandske kyst. Illustration: Carsten Madsen
Enø er den næste plads, man kommer til, hvis man bevæger sig videre sydpå og passerer Karrebæksminde. Den første plads, man rammer efter broen, er en rigtig klassiker, nemlig Scheibels Hjørne. Bunden ud for er ekstremt varieret bestående af store sten, sandpletter, dybe render og flade plateauer. Ikke umiddelbart nemt for den uerfarne, men omvendt kan fisken stå rigtig mange steder, så det er bare om at få maskinfisket hjørnet og området umiddelbart syd for. På denne plads er det ikke usædvanligt at fange aborrer i sensommer og efterår, da disse trækker hen imod Karrebæksminde Fjord. Det er ikke mere end to år siden, jeg hørte om en aborre på lige over 1,5 kilo taget fra kysten her, samt en række fine kilosfisk.
Der er en fin parkeringsplads, når man kører ud for enden af Enø Kystvej. Scheibels Hjørne ligger her cirka en kilometer nordvest for. Går man til venstre for parkeringspladsen, bliver bunden lidt mere kedelig, men den kan dog holde fisk især i april, hvor tobiserne holder til her, da bunden er lidt mere sandet.
Dybsø Fjord og Svinø-renden har noget fint vand at byde på. Svinø Renden, som ligger for enden af Dybsøvejen er en fin plads, der ikke engang kræver waders. Her løber renden meget tæt under land, og der kan til tider være meget strøm, ligesom der desværre også kan være en del drivende ålegræs. Selve renden kan fiskes 500-600 meter ind mod fjorden fra parkeringspladsen, og fiskeriet kan være rigtig godt her. Der er dog primært tale om mindre fisk omkring målet, der bliver fanget her i de tidlige forårsmåneder.
Svinø-renden fungerer desuden fint som udgangspunkt for en bådtur. Der er nemlig en asfalteret rampe på et lille område ned til vandet, og her kan uden problemer søsættes de fleste både – også de større af slagsen, såfremt man har en 4×4, da rampen ofte lidt tilsandet. Jeg har brugt denne rampe flere gange, da Svinø Renden er et fint udgangspunkt for ture til Knudshoved Odde, der starter 7-8 kilometer herfra i direkte fugleflugt.
Fluefiskeri kan ofte være et effektivt våben til de smådyrsspisende sydvestsjællandske ørreder.
Knudshoved Odde har der altid været et eller andet dragende og fascinerende over. Selve Odden er 15 kilometer lang, og tidligere gik der bisonokser og græssede på spidsen. Disse er nu erstattet af de mere ordinære galloway-kvæg, der således udfører naturpleje af Odden. Ligeledes er Odden kendt for sin sjældne bestand af klokkefrøer. Det er ikke muligt at køre hele vejen derud, men man kan cykle ud til Draget, som er en stenet strandvold, og så gå de sidste tre kilometer ud til spidsen. Alternativt kan man, som jeg ynder at gøre, tage egen båd fra Svinø. En anden mulighed er at søsætte båden ud fra Vordingborg
Sydhavn, der ligger lige ved Masnedsund. Det er langt fra kun selve spidsen af odden, hvor fiskeriet er godt. Der er en masse spændende pladser på vejen derud. Pladser som på nordsiden i overvejende grad består af badekar og lavere vand, der egner sig rigtig fint til fluefiskeren. Fra Oreby Skov ud til selve Knudsskov, som er »enden af vejen«, hvad angår bilkørsel, kan der også fiskes. På denne vej findes der en masse stikveje, der fører ned til sydsiden. Hele området hernede er kendetegnet ved en masse badekar, der lige så tydeligt kan spottes fra Google Earth, så kast fra land først og bevæg dig dernæst ud på 1. revle.
Helt ude på spidsen af Knudshoved Odde er man rimelig sikker på at have det meste af området for sig selv. Det er nemlig ikke ret mange lystfiskere, der gider tage del lange tur, og derfor kan man også være heldig at opleve noget ret jomfrueligt fiskeri. Selve spidsen er et helt klassisk rev med store sten og typiske revler, men også ret dybt vand tæt på odden. Der løber ofte en god strøm, hvorfor pladsen også er en oplagt destination til sommerfiskeri.
Det undrer mig egentligt, at der ikke er flere, der tager turen herud som en lille sommer-udflugt, da man kan tage sovepose, liggeunderlag og en lille gril med under armen og have en seriøs chance for en grov sommerørred. Fiskeriet har historisk været godt i dette område efter sommerørreder i Juli – september – og forholdene er definitivt gode til det. Som tidligere nævnt er nordsiden af Odden præget af lidt lavere vand, hvor sydsiden har dybder på 2-4 meter ret tæt, og dette kombineret med en stærk strøm giver optimale forhold til sommer såvel som vinterfiskeri – en rigtig allround plads.
Kysten ved Sydvestsjælland er tit kendetegnet ved lidt småklinter.
Spinnegrej til havørred på Sydvestsjælland
Valget af grej til Sydvestsjælland bør være en smule lettere end hvad der normalt bruges til eksempelvis Østersøkysten. En 8-9 fods stang med kastevægt op til 25 gram og blink og woblere i størrelsesordenen 10-25 gram er at foretrække.
Ørrederne her lever primært af rejer/lopper, kutlinger, børsteorm og en gang imellem tobis. Ligeledes går ørrederne heller ikke så langt ude på disse kanter, så der er ingen grund til at hive det helt store kasteskyts frem. Mine favoritagn til området består af Boss blink i 12 og 16 gram, Mini Gobi i 8,3 gram, Gladsax 16 gram og Flipper 16 gram. Husk også gerne en ophænger flue a la kobberbassen eller Polar Magnus.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2014
Skal man helt ud på spidsen af Knudshoved, kan det være en fordel at tage turen i båd som her og så vadefiske det sidste stræk.
Rønnow med to fine fisk på 3,6 og 3,7 kilo.
Rampen ved Svinø en tidlig forårsmorgen. Så skal der fiskes.
okt 3, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri
Der er utallige muligheder for at tilføre din flue et drilsk farvepust. De fleste vælger lidt UV-dubbing eller et par tørn farvestrålende fjer, men fluorscerende rejeøjne er bestemt også en gangbar og fræk løsning.
Når vandet er varmt og vrimler af liv, virker provokationsfluer ofte lidt for »larmende« i vandet. Men det stadigt smålune vand i efteråret er mange steder fyldt med pirlige fisk, der gerne vil have en smule farve på fluen. Løsningen er enkel – et diskret hint af provokation.
AF REDAKTIONEN
EFTERÅRETS FØRSTE SYDØSTENHYLER er løjet af, og store mængder tang ligger i enorme dynger langs stranden. Det ses tydeligt, at der har være skrald på, men nu viser Østersøkysten sig fra en, efter min mening, alt for pæn side. Det nærmest flade badekar, som de seneste måneder har været umuligt at fiske, ser nu indbydende ud med sporadiske blæretangsbuske. Det skal, trods de rolige forhold holde fisk, og det er bestemt nogle kast værd, inden revet indtages. Det er efterår, og de seneste ture har givet imponerende mange store men letfarvede fisk på spin. Mine forventningerne er derfor urealistisk høje, og jeg bliver ikke synderligt begejstret, da en 45 centimeters blankfisk tager fluen i tredje kast.
Jeg fighter den hurtigt ind til afkrogning. – Der skal være en stor herinde, tænker jeg og fisker videre. Min makker, som ikke deler samme overbevisning, har taget stand ude på revet. Han står nu og kaster ud over en lækkert rullende gammel sø, og jeg begynder at tvivle og fisker badekarret hurtigere igennem. Det går åbenbart for hurtigt, for mens jeg vader ud, skræmmer jeg en seriøst stor fisk. – Din store idiot! Vrisser jeg af mig selv i frustration, men lægger alligevel min »drille-flue« i den retning, som fisken forsvandt. To træk i linen senere bliver den brutalt stoppet, og en fisk på omtrent 60 centimeter pisker vandet til skum for enden af mit forfang. Det er bestemt ikke den meget store fisk jeg skræmte, men et kærkomment og ret ufortjent plaster på såret…
Fluer, der provokerer, virker altid
Provokationsfluer virker hele året – ingen tvivl om det. Men i visse perioder er der andet, som bare virker bedre. I vinterhalvåret, hvor vandet er koldt og føden sparsom, er havørrederne helt enkelt ikke synderligt selektive. Her gælder det om at eksponere fluen for flest mulige fisk, og en farverig flue er mere synlig. Forår, sommer og til dels efterår myldrer det kystnære vand derimod af liv, og det spraglede farvedisplay provokationsfluer har, kan have en ligefrem frastødende effekt på havørrederne, som har en relativ stor fødetilgang. Men lige præcis i efteråret kan især rødlige og lilla nuancer også have en enorm udslagsgivende tiltrækning på de efterhånden ret territoriehævdende vandringshanner.
Dette stiller os kystfluefiskere i et dilemma. Skal vi optimere vores fiskeri efter de aggressive og ofte talrige vandringsfisk, eller skal vi satse benhårdt på de mere »sjældne« og eftertragtede overspringere? De fleste fortrækker nok at sætte fluen i den sidste model, men faktum er, at der for de fleste fluefiskeres vedkommende er meget langemellemrum mellem 3, 4 og 5 kilos blankfisk. Hvad gør man så?
Fire eksempler på mine favoritfluer. Øverst en magnusvariant med rød og hvid Crystal Chenille, i midten en STF-Reje med orange UV-øjne og nederst to varianter af Haze-fluer i grøn med hugspot samt den originale i lilla.
Den gyldne mellemvej har ofte været mit valg. Jeg anvender behersket provokation i form at et fx hugspot eller anden form for diskret farvetilførsel. Sådanne fluer fisker selvfølgelig året rundt, men kommer for mit vedkommende særligt til deres ret i efteråret. Fluer som Rasmus Ovesens Cutthroat Kutling, den effektive Polar Magnus samt et hav af varianter over klassikere med små farverige islæt falder under denne kategori. Fluer som imiterer havørredens byttedyr i form og bevægelse, men med en diskret tilførsel at skrappe farver. Udover at se rasende godt ud i boksen fisker sådanne fluer også fremragende.
Materialerne som er gangbare til drillefluer er vidtfavnende. Ja, det er vel egentligt kun fantasien der sætter grænser. I mange af de eksisterende mønstre er det ofte et par tørn pangfarvet dubbing, en hale af farvet garn eller et hidsigt cone head. I denne tid, hvor rejefluer er så populære, kan man også tilføre farve til fluen ved hjælp af farvede rejeøjne. Man kan lave dem selv eller købe dem færdigt støbte fra fx www.easyshrimpeyes.dk, som har et fornuftigt udvalg.
Purple Haze er en af de gode
Mine favoritter til efterårsfiskeriet er klart en let lilla flue, som jeg kalder Purple Haze samt en lys variant af Magnusmed Crystal Chenille i hvid og rød –men jeg er sikker på, at din favoritflue med en let farvetilførsel fanger lige så godt. Jeg har selv gode erfaringer med pink, rød og lilla farver på denne årstid, og det må gerne være UV-reflekterende materialer. Jeg fortrækker afhængig af sigten i vandet, at farven er ret diskret og ikke for dominerende. Der svømmer med garanti masser af fisk rundt som tager en Glimmerreje hele året, men der er bestemt også mange som ikke gør – og det er min erfaring, at de store ofte er i denne kategori.
En farvet hunfisk fra det sydlige Møn får friheden. Selvom hun
leverede en fantastisk fight, jeg nødigt var foruden, har en rogntung hunfisk som denne ikke meget kød på kroppen. Hannerne er derimod i fin foderstand.
aug 28, 2023 | Artikler, Guide til fiskepladser, Kystfiskeri
Fjordens smalleste sted er ved Aggersund. Strømmen bliver kraftig og ørrederne patruljerer på kanten af sildestimerne, når disse vandrer i marts-april.
Den østlige del af Limfjorden byder på en perlerække af fiskepladser, hvis strømrender kaster store mængder fuldfede havørreder af sig. Her får du pladserne fra Aggersund til fjordens udmunding i Kattegat.
AF BO JENSEN
FISKEN GÅR TUNGT ude i strømmen og belært af tidligere fejltagelser, lader jeg den arbejde på dybere vand nogle meter fra kanten til det lave, hvor jeg befinder mig. Så længe den arter sig roligt, gælder det om at være tålmodig og tappe den for kræfter ved at lade den gå og give den lov til at tage line, når den vil. Der går flere minutter inden jeg ser den vende få meter fra stangspidsen. Pulsen stiger. Den er stor, måske over 3 kg og tyngden kan mærkes i udløbene, der langsomt svinder i styrke. Anden gang fisken viser sig tæt på, er det »for« tæt og den flommefede limfjordsørred glider i netposen. Ormeimitationen sidder solidt i saksen og fisken når at brække et par ufordøjede børsteorme op, inden nettet med fisken lægges til rette på det opskyllede ålegræs ved strandengen. Jeg er ved en kendt plads ved fjorden, vinden er svag i sydvest og det faldende vand går med små krappe krusninger. I forårssol og lun vind kan 62 cm sølv bare ikke blive flottere eller for den sags skyld mere velkommen.
Hvor finder du havørrederne i Limfjorden?
Vandskiftene har på hele strækket fra Aggersund til Hals skåret dybe render og det »ved« ørrederne alt om. I de seneste år er ålegræsset og muslingerne mange steder heldigvis i fremgang. Det er vigtige opvækstområder for krebsdyr, tobisyngel og andre af havørredens byttedyr. De store lave arealer huser store populationer af rejer og børsteorme. Produktionen af sidstnævnte er visse steder enorm og bidrager til ørredernes første store ædegilde først på året. Ormegildet giver hurtigt fiskene et tiltrængt proteintilskud og hjælper væksten i gang efter vinterens knaphed på føde.
For besøgende fiskere, der er vant til østjyske, fynske og sjællandske pladser med blæretang og stenrev, vil denne del af fjorden sikkert virke kedelig og monotom, men lad dig ikke narre. Hvad mange af pladserne mangler i charme har de i rigt mål i mængden af fisk… det gælder bare om at ramme dem.
Toptunede blankfisk venter på dig i forårsmånederne. Optrækket af nye fisk starter tidligt i juni i denne del af fjorden og varer sommeren igennem. Natfiskeri er en oplagt mulighed.
Fisk havørred i strømrenderne
Strømrenderne virker som magneter på havørreden. Ved faldende vand i foråret skylles millioner af kubikmeter vand ud gennem renderne og gydende børsteorme og andet havørredguf følger med. Især når solen har haft sin indvirkning på det lave, kan man opleve et fint fiskeri, når de chanceløse fødeemner skylles ud og bliver en del af naturens egen foderautomat.
På bestemte pladser virker strømrenden som en tragt, hvor fiskene skal passere et begrænset område for at nå ud på det dybe og sikre. Derfor er det selvsagt en rigtig god ide at studere tidevandstabellen på forhånd. Gør man ikke det, skal man enten hedde Højben eller have rigtig god tid og megen tålmodighed, da der som bekendt er en rum tid mellem høj- og lavvande. Mange sværger til fiskeri omkring vandskiftet. Det er som om fiskene øger aktiviteten ved vandvendingerne, hvor man ofte vil se fiskene vise sig i overfladen.
Affiskning af strømrenden er ikke specielt krævende. Det kan godt betale sig at gå lidt inde på den lave side og affiske kanten til renden. Jeg har flere gange oplevet at ørrederne står og hviler sig på kanten af den stærke strøm. Ved meget stærk strøm kommer der hvirvler bag støvlerne og når det er tilfældet, gør man klogt i at holde god afstand til renden.
En transparent rejeimitation frister havørreden over evne, selv på deciderede børsteormepladser med blød bund.
Havørredgrej til Limfjordens strømrender
Grejet til fiskeriet i strømrenderne er simpelt let kystgrej, men endegrejet kan med fordel opskaleres en smule i forhold til det, der anvendes i den øvrige del af fjorden. Strømmen kan være ekstrem, vadning skal foregå med forsigtighed og agnen skal ned i vandsøjlen for at fiske effektivt.
En del spinfiskere går med 21-24 gram, men 8-12 gram tager også fisk. Sølv, perlemor og grønne farver er velfangende. Specielt vil jeg fremhæve Møresilda 15 og 18 g, Toby 7-20 g. samt tobislignende blink og woblere. Fisker du bombarda, så vælg en synkende udgave, strømmen skal nok holde det fri af bunden. Brug gerne en belastet flue. Juletræet, Flammen, rejeimitationer og selvfølgelig lange efterligninger af børsteorme fungerer godt på disse kanter.
Fluefiskerens valg af line kan være udslagsgivende. Mindst en hurtig intermediate skal der til for at trække fluen lidt ned. Ved kraftig strøm er det som at fiske i en elv. Det kan man udnytte ved at kaste lidt »opstrøms« og få lidt mere dybde på fluen inden den begynder at svinge.
Havørredpladser i den østlige del af Limfjorden.
De bedste havørredpladser i den østlige del af Limfjorden:
EGENSE DYB OG VEJDYBET ved Limfjordens udløb i Kattegat er meget typiske strømrendepladser, som fisker godt ved faldende vand. Parkering for enden af Sandgravsvej i Egense på sydsiden af fjorden. Der er 900m til det fiskbare vand, men er ofte besværet værd. Der kan fiskes på en 3 km lang strækning og renden er mest markant i bunden. Der fanges i blandt nedgængere, der kommer fra en af fjordens åer. Disse bør dog genudsættes. I renden som afvander et stort lavvandet område viser fiskene sig ofte, men det er langt fra altid de er hugvillige. I renden kan der træffes kutling, tobis og sild foruden rejer og orme.
I ekstremt lavvande og i vejr med god sigtbarhed kan man vade til næste strømrende 900 m. længere mod øst. Gå aldrig derud alene og helst med en der kender området. Der kan forekomme havgus og du kan let miste orienteringen. Af samme grund skal flydering og pontoon anvendes med grundig omtanke.
HALS er endnu en kendt plads, hvor fiskeriet øst for havnen er præget af mere traditionelt vadefiskeri. Der er rimelig variation med bl.a. ålegræs nogle hundrede meter fra starten af stykket. Efter min mening en ret undervurderet plads, som har givet pæne fisk. Der er tankevækkende kort afstand til sejlrenden, som kan bugne af sild.
Nørredyb ved Egholm. Din fisketur skal times med vandskiftet og gerne i faldende vand om foråret. Har du mulighed for som her at søsætte båd til kastefiskeri kan du fiske renden på begge sider af øen.
NØRREDYB VED EGHOLM nås fra nordsiden hvor man parkerer ved Nyborgvej. Der vades få hundrede meter ud mod Egholm, hvor man støder på strømrenden Nørredyb, som ligger i forlængelse af Ryås udløb. Det populæreste stræk ligger ved pælerækken i kanten af rendens sydside, men rigtig mange fisk fanges uden for dette område. Her kan være mange fiskere, men hvis man søger lidt til en af siderne er der som regel god plads. Hvis du holder lidt afstand til kanten har du chancen for at fiske til ørreder, der patruljerer på selve kanten. Nørredybet fiskes efterhånden oftere fra Egholmsiden, hvor det er nødvendigt at sejle med den lille Egholmfærge for at nå pladpladsen. Her kan pladserne være godt besøgt.
HALKÆR BREDNING har flere fredninger, men mellem dem er der masser af pladser, som ikke fiskes så ofte. En af de gode pladser er hvor den gamle vej gik. Der er en stejl kant på østsiden, hvor vejen gik og et stort dybt hul udfor. Mod vest er der lidt hårdere bund, hvor der er masser af kutling. Halkær Bredning plumrer let op ved hård vestenvind. Der parkeres ved Sebbersund.
VED GJØL vades der et par hundrede meter til det dybere vand med ålegræs. Der er meget ålegræs og fra april-maj kan det være et problem med drivende græs. Vader du mod nordøst finder du et spændende let kuperet område. Parkering ved fjorden på Isbakkevej.
De langnæbbede invaderer fjorden fra maj – men ørreden er der stadig. Måske viser dagens hug nummer ti sig at være ørred. Om aftenen stilner hornfiskens
aktivitet som regel af. Eller overgiv dig og nyd hornfisken på popper eller små fluer.
KLITGÅRDS FISKERLEJE ligger på fjordens sydside. Bunden er få steder lidt atypisk idet der er kalkflager man kan gå på. Ålegræs og muslingebanker gør den forholdsvis beskedne plads et besøg værd. Der fiskes både nord og syd for og der er mulighed for lange vadeture. Der parkeres syd for fiskerlejet.
RÆRUP VEST FOR VENDSYSSELVÆRKET kan fiskes fra den lange stensætning hen mod værket og mod vest, hvor kanten til sejlrenden især i starten er meget markant. Længere vestpå flader kanten ud. For mange vil dette være en ret uinteressant plads, men opsøg den beskedne variation med huller, ålegræs og muslingebanker. Der fanges og mistes jævnligt store fisk på dette stræk. Længere inde mod Nørresundby ligger et område med lidt blødere bund og masser af vegetation. Fra maj kan begge steder syde af legende hornfisk, men ørrederne færdes lige ved siden af de langnæbbede sommergæster.
AGGERSUND kan fiskes på begge sider af broen. Strømmen kan være meget kraftig og det smalle sund er et yndet sted for fiskeri efter sild og hornfisk. Al ørred, der kommer sydfra på sin vandring, skal ud gennem fjordens smalle passage her. Når sildestimerne vandrer ind i fjorden for at gyde, bliver de sent udtrækkende havørreder fristet. Der fanges også en del på pladsen, men forbavsende mange fisker efter sild, og ikke med sild. I perioder støder man på sæler omkring broen og deres tilstedeværelse kan presse ørreden ind på lavt vand.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2014
aug 27, 2023 | Artikler, Biologi, Kystfiskeri
Børsteormen er en udsøgt proteinbombe for en vintersulten havørred, men de er også at finde på kysten såvel som i maveindholdet hos ørrederne resten af året.
Havørreden kan i visse tilfælde blive uhyre selektiv, og for en stund slå sig på en helt speciel kost. I disse tilfælde kan det være givtigt at have et kendskab til de mere sjældne byttedyr, så man har en ekstra hest at spille på. Her giver David dig tre af dem – og sidste del i havørredens byttedyr – specialkost.
TEKST: DAVID THORMAR, FOTO: JONAS & DAVID THORMAR SAMT REDAKTIONEN
I ANDRE ARTIKLER PÅ FISKOGFRI.DK har vi set nærmere på havørredens mere åbenlyse byttedyr i form af fisk og krebsdyr, som er hovedbestanddelen i havørredenes kost. Byttedyr man ofte ser i vandet langs kysten og i maverne på hjemtagne havørreder. Størstedelen af de agn, der anvendes i dag, er derfor også med god grund udformet efter disse byttedyr.
Den mest nærliggende og sikre tilgang til fiskeriet er at gå den »normale« vej og fiske de mest oplagte pladser med standard teknikker. Søg pladser med sand i foråret efter tobisjagende ørreder, afsøg det lave vand eller vælg pladser med lavt vand og tang, når det er koldt, hvor fiskene spiser pungrejer og hundestejlere i tangskoven.
Vi lystfiskere prøver hele tiden at finde svar på vores spørgsmål og stille regler op for hvordan, hvornår og hvor havørreden spiser og opholder sig. I langt de fleste tilfælde er det da også muligt at finde den røde tråd, for hvordan det hele hænger sammen. Havørreden er dog utilregnelig, og til tider virker det som om, den er forsvundet. Andre gange ser man den være aktiv i overfladen og lave hvirvler uden at man kan få den til det mindste. I disse situationer må man afsøge vandet anderledes, og vurdere hvad der egentlig kan være på havørredens menu netop nu.
Et langsomtfisket og flaksende blink som dette D360 i kobber kan være den rette medicin til havørreder, der har slået sig på orm.
Når havørreden er kræsen
Havørredens specialkost kan bestå af mange forskellige dyr og er desværre sjældent noget, man kan basere sit daglige fiskeri på. Men på svære dage kan det være givtigt, at have en ekstra palet af byttedyrsimitationer med i arsenalet, når man vælger plads og taktik. Et godt eksempel er, hvis man oplever at stå midt i et sandt havørred eldorado, hvor ens agn bliver totalt ignoreret. Her må man være klar til tænke ud af boksen, og tage mere utraditionelle metoder i brug. De fleste byttedyr vi skal se på, vil hovedsagelig være byttedyr, som havørreden spiser som et supplement til den daglige kost, og er derfor ikke noget man decideret kan gå efter. Men det er byttedyr man skal huske at have for øje for at optimere sit fiskeri. I visse tilfælde er det dog muligt at prøve at time sit fiskeri efter et bestemt, men lidt mere sjældent forekommende byttedyr. Som regel opstår disse chancer, når forhold som vind, vejr, temperatur, årstid og plads går op i en højere enhed.
Sortkutlingen, ikke at forveksle med den invasive sortmundede kutling, er et kærkommen måltid, som havørreden ikke lader forbigå.
Når havørreden vil ha´ kutlinger
Kutlingen er talrigt repræsenteret i Norden og falder måske lidt uden for kategorien specielkost. Der lever cirka 10 forskellige arter i Danmark. Kutlingen er tæt på at være et lige så foretrukkent bytte som hundestejlen, men det varierer alt efter plads og årstid. De mest normale arter er den to plettede samt sortkutlingen – ikke at forveksle med den stærkt invasive sortmundede kutling. De ses ofte i små stimer mellem tangbuske og tangbælter, sten og langs klippekanter, og kan være 4-8 cm.
Sandkutlingen og lerkutlingen holder selvsagt til over sandbunden og er en mindre samt mere beige grålig fisk på op til normalt 3-4 cm. Kutlinger findes hovedsageligt i det helt kystnære vand og holder også til i mere brakke områder. Når fiskene slår sig på kutlinger, er imitationer klart det bedste, og fluefiskeren har et pænt forspring. Men af gode blink kan nævnes, Minigoby i de transparente udgaver, som er min klare favorit. Små woblere som den mindste udgave af Spöket er også givtige.
Andre fisk på havørredens menukort
Tangspræl, ålekvabber og tangsnarrer er en gruppe af fisk med stor variation inden for de enkelte arter. De er fast inventar langs kysterne og kan findes hele året, dog som med mange andre arter mest udbredt i den varme halvdel. Som navnene antyder, holder de hovedsageligt til i tangbuske eller langs sten, klippekaner eller moler. De er om nogle havørredens specialkost. De er nok ikke højest på ønskelisten, men når der er sparsomt med anden føde eller chancen lige byder sig, går de ikke af vejen for at tage sådan et bytte.
Sandorm er ikke forbeholdt fladfisk. Denne lækkerbisken bliver jævnligt samlet op fra sandet af fødesøgende havørreder
‘Havørrederne elsker orm
Børsteorm og undergruppen sandorm findes i over 15 arter i Norden. Disse er at finde overalt langs vores kyster fra det tidlige forår til det sene efterår. Sandorm holder, som navnet antyder, hovedsagelig til i lavvandede områder med sand eller blød bund, mens børsteorm kan være at finde stort set over hele det kystnære vand miljø. Den foretrækker dog også en varieret bund med sten, sand/mudder og tangplanter. Ormene er en sand lækkerbisken for havørreden, hvis den kan få fat i dem. Ofte er de nedgravede eller gemt under tang og sten. Enkelte gange kommer de dog frem, og specielt børsteormen har det med at svømme frit i vandet ind i mellem.
I det tidlige forår kan man være heldig at opleve børste ormenes sværmning. Fra den ene dag til den anden kan fiskeriet gå fuldstændig amok, når børsteorm i hobetal samles i det frie vand og begynder deres gydning. I begyndelsen er ørreden grådig og tager gerne alt man serverer for dem, men ret hurtigt, måske når den værste sult er stillet, bliver de ret selektive og næsten kun den rigtige vare bliver taget.
For et par år tilbage oplevede jeg dette, hvor vandet nærmest kogte af fisk, hvirvler, springende fisk samt fisk der vendte lige foran mine fødder. Ingen ville tage mit blink – altså absolut ingen af mine blink og jeg fiskede på alverdens måder. Fluefiskeren ved siden af mig var lige så frustreret, og det var på trods af, at han havde en børsteormsimitation på, der normalt altid virkede. Efter alt for lang tid fik jeg den idé, at samle nogle af de fritsvømmende børsteorm op, der på det tidspunkt var en del af på det lave vand rundt om os. De blev hurtigt agnet under et bobleflåd, og så tog det fart. Den næste halvanden time var der kontakt til fisk i næsten hvert kast og mange blev fanget. Det sværeste var næsten at samle orm nok. Det var hovedsageligt mindre fisk, men en enkelt flot blank på cirka to kilo kom også op. Fluefiskeren blev også desperat og prøvede samme teknik.
Inderst i de danske fjorde er bunden ofte gennemhullet som en schweizerost af orm – en klassisk havørredbund til det tidlige forår.
Han agnede orm på fluen og på trods af, at han havde en del problemer med at få den langt nok ud, så lykkedes det også ham at fange nogle stykker. Jeg har før denne oplevelse og også siden oplevet »sværmningsfiskeriet«, og fiskene har heldigvis ikke altid været så selektive. Som regel kan børsteormsfluen, eller et let blink der fiskes, så det flakser mod bunden, som regel lokke dem – også i perioder på året hvor de ikke lige sværmer. Et yderst effektivt våben der fungerer hele året, er almindelige regnorm fra haven agnet cirka 1,5 meter under et bombadaflåd. Det fiskes forholdsvis hurtigt ind med periodevis langsomt eller afbrudt indspinning, så ormene får lov at dale ned.
Selve børsteorms sværmningen forekommer, når vandtemperatur, månefase og alle andre forhold ellers er rigtige. Det er svært at forudsige hvor og hvornår præcis dette bunkebryllup indtræffer, men som regel er det, når den første forårs varme, varmer vandet op i vige og bugter og det når 4-6 grader – samtidig med at fuldmånen indtræffer. Nogle vige er klassiske for dette fænomen og her forekommer det med 100% sikkerhed hvert år på et eller andet tidspunkt. Man kan derfor forsøge at time fiskeriet efter dette. Andre steder opstår det mere tilfældigt, og man står uventet i et sandt orgie.
Sværmningen er som regel forbløffende synkroniseret, hvilket nok skyldes månens indflydelse. Det kan vare i nogle dage og kan til tider godt forekomme over nogle omgange, så de sværmer for pludselig at være væk og så ugen efter sværmer igen. Da vandtemperaturen og forholdene generelt kan variere en hel del langs kysten, kan dette også være et meget lokalt fænomen, der sker på et tidspunkt på én plads og et andet på en anden plads. Så et opsøgende arbejde kan i den grad betale sig i denne periode. Det hele foregår som regel inden for nogle uger i marts – alt efter hvor hård vinteren har været.
Pladeblink som disse Delfinblink kan i forskellige farver imitere en lang række forskellige fødeemner. Desuden kan de lette udgaver fiskes ekstremt langsomt.
Insekter på overfladen
Fluer på overfladen og decideret tørfluefiskeri kan man i det sene forår og tidlige efterår være heldig at opleve. Første gang jeg oplevede dette var en sen sommerdag, hvor det blæste en hel del. Små ringe på overfladen afslørede, at der var fisk i badekaret, men jeg var i tvivl om, hvad det lige var. Jeg troede i hvert fald ikke rigtig på, at det var havørred, og da huggene udeblev, slog jeg det da i første omgang også hen.
Mine øjne har dog indstillet sig på overfladen, og pludselig ser jeg en grov ørred tage en flue lige så fint på overfladen, kun 10 m fra mig. Min kystflueæske indeholder ikke umiddelbart nogle tørfluer, da det på det tidspunkt aldrig kunne falde mig ind, at jeg ville få brug for dem på kysten. Men en lille reje imitation med et stort hackle kan jeg lige få til at flyde i en snes sekunder. Det er ikke en udtalt succes, men jeg får da et par fisk til at markere på fluen og fanger også en fin 50 cm blankfisk på et regulært overfladetake, samt en da fluen daler ned gennem vandet.
Det var yderst spændende og siden har jeg altid haft et par tørfluer i æsken – just in case. Siden har jeg oplevet et lignende fiskeri et en del gange. Man kan sjældent planlægge det, men et par faktorer kan man gå efter for at øge sine chancer: Pladser med skov/buske eller mark i baggrunden eller vige med siv kan indeholde mange insekter, der potentielt kan blæse i vandet.
En god fralandsvind, der blæser insekterne ud og samtidig efterlader overfladen, så man kan se ringende fisk, er at fortrække. Nogle år oplever man massiv klækning af et enkelt insekt – fx mariehøner, svirrefluer, hvepse, flyvemyrer og lignende. Disse år kan det kystnære tørfluefiskeri være ekstra givtigt, og man kan ligefrem planlægge sin tur efter det. Ellers må man se dette fiskeri som en kærkommen og yderst spændende bonus.
Tangspræl er en anseelig mundfuld, som oftest gemmer sig godt, men hvis den stikker hovedet for langt ud, så hakker spætten.
Andre fisk, der er bytte for havørreden
Stimer af brakvandsfisk som skaller, løjer, smelt og en lang række andre ferskvandsfisk, kan være spændende. Disse fisk, der lever i åer langs kysten eller i fjordens brakke vand, finder i perioder sammen i stimer og trækker enten ind mod det ferskere vand eller ud mod det mere brakke, når fx gydningen er forestående eller temperaturene passer til det. Man kan her pludselig rende ind i et kraftigt forbedret fiskeri, som når havørrederne følger silde, brisling og tobis stimer.
Yngel fra diverse fiskearter kan i foråret og sommeren pludselig dukke op enten i en stime eller som et stort antal individer i et område. Havørreden kan i disse tilfælde finde på at fokusere på dette bytte, der netop på det tidspunkt er det nemmeste at få fat i. At have imitationer af, hvad der er i vandet, er derfor altid en god idé – og ud fra det gælder det så om at ændre taktik og agn størrelse efter forholdene.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2014
aug 20, 2023 | Artikler, Kystfiskeri, Spinnefiskeri
Pladeblik har været med hele vejen, og hvem husker ikke de lykkelige drengeår, hvor galgerne bugnede og grejæsken var fyldt til randen med klassiske pladeblink. Meget er sket siden da, men på ét væsentligt punkt er der sket meget lidt: Fiskene hugger, som de altid har gjort, og pladeblinkene er stadig lynende effektive – også selvom de måske er gået lidt af mode.
AF RUNE FICH WEISHER
SOM DRENG voksede jeg op ved Tempelkrogen i bunden af Isefjorden og fik ikke bare fisket mere end de fleste, men havde også fingeren på pulsen omkring hvilke agn som pt virkede bedst – ikke bare i fjorden, men også på Sjællands Odde, som var et af firsernes helt store hit, når det gjaldt jagten på de helt store og blanke sildeædere.
Dengang var de altid sikre agn typisk »Smelt«, »Flipper« og »Filur « på Odden, mens »Møresilda« og »Toby« var hemmeligheden i Fjorden. Alle disse var pladeblik og dette var i vel at mærke i kystørredernes guldalder, hvor den ene legendariske kæmpefisk efter den anden bed i strandens sand.
Pladeblinkene gjorde deres arbejde godt. Det var vist nok midt i firserne, at der pludselig dukkede kystwoblere op i mainstream handlen. »Den fynske« var den første som kom, og pludselig et forår var »Sandgrævlingen«, »Flamingo« og »Lax »det eneste rigtige« på især Odden. Men hvorfor nu det? Havde fiskene skiftet smag i løbet af vinteren? Bestemt ikke! Woblerne var bare nye og spændende – og var pludselig kommet på mode. Vi juniorfiskere, som ikke havde penge til at skifte pladeblinkene ud, og de gamle drenge som ikke lod sig imponerer af modeluner, fiskede bare videre med samme grej som hele tiden. Og mens alle de moderne fiskere stod side om side og kastede løs med den ene gigantiske og farvestrålende kystwobler efter den anden, fiskede vi videre med små Boss- og Toby pladeblik – og fangede ikke bare det samme som wobler-entusiasterne, men som regel også mere.
Flere woblere kom til i de følgende år, og ikke mindst Gladsax-wobleren blev så populær, så det nærmest blev generel lystfiskerviden, at uden en Gladsax, kunne man godt glemme alt om at fange fisk. Ikke bare var kystwoblerne store, de var også altid uhyggeligt kulørte sammenlignet med pladeblinkene som næsten altid var enten kobber, hvide eller sølv. Begrundelsen fra grejhandlerne var dengang alt lige fra synlighed og provokation til refleksion. Sandheden var dog nok en ganske anden.
Den var blot modefarver, og præcis de samme modefarver fandt man i de samme år på cykler, dykkergrej, legetøj, hårbørster og sportsudstyr. Der var således ikke lagt den samme forskning bag farvevalget på endegrej dengang, som det er tilfældet i dag – og de kulørte kystwoblere forsvandt igen ved fjorden.
En stak pladeblink, der alle har stået tidens test: Smelt, Jensen Tobis, Stripper, Toby, Flipper, Boss og Mørasilda.
Pladeblinkenes revival på kysten
De gode gamle pladeblink var nu tilbage på fuld styrke. Der gik dog kun et par år, så opstod en ny mode. Lange kast… – og med den det langtkastende endegrej. Det var formentlig et resultat af, at kulfiberstængerne havde haft deres indtog på markedet i et prisniveau, hvor alle kunne være med, og det gav muligheden for at kaste en hel del længere end med de gamle glasfiberstænger.
Jeg kan huske en majdag i slutningen af 80’erne, hvor der i Tempelkrogen var blevet taget tre fisk over seks kilo samme morgen, og de var taget på samme slags blink – nemlig en Jensen Pirk på 24 gram, der i sandhed er et langt kastende blink.
Allerede samme aften begyndte kunderne at vælte ind i byens grejbutikker og efterspørge Jensen pirke på 24 gram, og jeg kan huske, at jeg i løbet af de efterfølgende dage, hørte personalet i butikken snakke om, at de tusind blink de havde bestilt hjem ugen før, allerede var væk… Så stærkt gik det. I de efterfølgende år, blev der stort set udelukkende fisket med Jensen Pirk både i Fjorden og på Odden. Igen måtte pladeblinkene se sig slået. Men hvad var det så som gjorde, at Jensen Pirken pludselig var det eneste rigtige i Fjorden, uden at have været det hverken før eller blevet det siden? Svaret er enkelt. Jensen Pirken var på rette tid og sted, da der kom fisk forbi, og det var intet tilfælde. En af de lokale grejbutikker havde kort før det store »Jensen-Boom«, konstateret at de ikke havde solgt én eneste Jensen Pirk i 24 gram i årevis og var brændt inde med større mængder på lageret. For at få ryddet ud besluttede de sig for at sælge dem til langt under halv pris, og gøre det i slutningen af april op til hornfiskene ankomst.
Kent Anderses pladeblink Stripperen er utroligt lokkende og har utallige fisk på samvittigheden.
Jensen, Jensen, Jensen
Som sagt. Hornfiskefiskerne strømmede til, og hamstrede af det gode tilbud. Da hornfiskene så kom omkring starten af maj, var det næsten udelukkende de billige Jensen Pirke i 24 gram, som blev brugt, og således var det også dem som fangede fisk. Blandt andet de tre fisk på over seks kilo, som blev landet den morgen i maj, og satte Jensen-Boomet i gang. De tre fisk var bifangster, fanget under hornfiskefiskeri. En agn som ellers havde været usælgelig, var nu blevet den mest efterspurgte og vel at mærke som følge af tilfældigheder.
Som det hele tiden havde været tilfældet, blev fjordens gamle ørred-koryfæer ved med at fiske med de gode gamle pladeblink og blev ved med at fange fisk. Bølgen med de langkastende agn i fjorden holdt forbløffende længe. Sømmet, Fladbukken, Ertner og en række hjemmelavede blink, var i længere tid synonymt med fiskeriet i fjorden, men stadig ikke for de garvede som fastholdt pladeblinkene. – De står altid ude på det dybe, lød holdningen blandt de moderne og langtkastende fiskere, mens fjordens gamle drenge luskede rundt i vandkanten med pladeblinkene – ofte kun i gummistøvler- og fiskede rev og stensætninger af med kast, som sjældent kom meget over 30 meter… Men de fangede fisk – MANGE fisk.
Pladeblink til havørred – igen, igen
Midt i halvfemserne fik pladeblinkene så sin anden opblomstring. Kim Regaard landede en massiv fisk omkring de ni kilo på Nordkysten på et lille hvidt Boss blink, og den aparte »Stripperen« så dagens lys og blev øjeblikkelig en succes. Tilbage kom pladeblinkene nok en gang.
Ser vi på nutidens fiskeri, må pladeblinkene siges at være nede i endnu en bølgedal. Det er gennemløbsblinkenes tidsalder og derfor er det også primært »D360«, »Seeker«, »Hugormen«, »Snurebassen« med mere, som man støder på i den gennemsnitlige grejboks langs fjordens bredder. Helt som det var tilfældet med både woblerne og kastekanonerne, fanger de også fint med fisk, hvis vi kigger på den samlede statistik. For endeagn som bruges af mange, vil totalt set, altid fange mere end endeagn brugt af få. Ser vi derimod på den enkelte fisker, så er der set med mine øjne ingen tvivl om, at pladeblinkene er og bliver de mest fangende endeagn i fjorden, måske kun med konkurrence fra bombarda & flue, som kan være suverænt det bedste i specielt det tidligste forår.
Pladeblink er ofte supergode til fiskeri på relativt lavt vand som fx her.
Pladeblink – den perfekte imitation af havørredens byttedyr
Men hvorfor er de simple pladeblink så så effektive i Fjorden? Jo – fordi pladeblinkene er ren og skær imitations fiskeri. Et lille flaksende Boss eller Møresilda i kobberfarvede nuancer, given en nærmest identisk illusion af en kutling som vrikker afsted lige over tang-toppene, og netop kutlingen er en afgørende fødekilde for ørrederne under deres ophold i fjorden. Kig blot i mavesækken næste gang du lander en ørred i fjorden. En anden vigtig fødekilde er yngel fra sild og hornfisk.
I perioder med mange af disse i fjordene, flytter ørrederne fokus til dem. Dels begynder de at jage mere midt i vandet, og dels kan blanke blik pludselig være det eneste rigtige. Her er Toby og Kulpkrokodill i sølv et oplagt valg. Især sidstnævnte der er belagt med ægte sølv, hvilket giver en utrolig lokkende refleksion. Sølv er en anden af de gamle hemmeligheder ved fjorden. Naturligvis er meget af fiskeriet med de langtkastende endeagn også imitations fiskeri.
Blink som »Imitator«, »Sømmet « og »Bornholmerpilen« samt flere af kystwoblerne, er reelle efterligninger af tobiser. Det gør disse agn lynene effektive i miljøerne langs de åbne kyster, hvor tobiserne er talrige, og ørrederne indstillet på dette. Men i Fjordene er reglerne lidt anderledes, og her er det de stationære byttedyr som rejer og kutlinger vi skal imitere, hvis vi skal have succes med vores fiskeri – og det gør pladeblinkene perfekt! Mode eller ej.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2014
jun 29, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Kystfiskeri, Spinnefiskeri, Video
Københavns Havn byder på et super godt fiskeri efter torsk, havørred og også nogle gange sej. I denne video er vi taget et smut i havnen med Valdemar Floutrup og hans venner fra Fiskeklub København, for at se hvordan man fisker med jig og gennemløber efter torsk og havørred. I videoen demonstreres grej, forfang samt teknik – og Valdemar viser, hvordan du monterer et softbait på jighovedet. Glæd dig til en video med masser af havnehygge, der kun kan give dig endnu mere lyst til en aften i havnen i godt selskab med gode venner – og forhåbentlig en masse fisk.
Se videoen på Fisk & Fris Youtube her
jun 14, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Kystfiskeri
Tungstensblink kaster 50 % længere end blink af samme størrelse og form i lettere mateiraler som fx zink – hvilket naturligvis giver nye, spændende muligheder fra kysten.
Nogle dage handler det ikke om størrelsen men vægten – altså på blinket. Tungsten er blevet det nye sort i blink-verdenen, og med god grund. Det er nemlig muligt at lave små tunge blink, der kaster, som var de skudt ud af en kanon.
TEKST KARSTEN BECH, FOTO: JENS BURSELL OG KARSTEN BECH
FISKEDAGEN er startet i læ-siden. En kraftig nordvestenvind flyver hen over landet, men på nordsiden af fjorden er der læ, og vandet er helt blikstille. En times fiskeri uden resultat, tvinger mig dog videre til sydsiden, og en direkte pålandsvind. På trods af den kraftige vind og de høje bølger, er vandet fint klart. Grejæskens største og tungeste blink bliver sat for enden af linen, og sendt ud i bølgerne. Kort tid efter, er der bud efter blinket. En havørred følger med ind, og vender i en af de store bølger lige foran mig. Få kast senere sker det samme. Det er tid til at prøve noget nyt.
Denne fine fjordørred nappede det lille bitte 12 grams tungstensblink Diamond Sandeel fra Rhino.
Den tungeste ”joker” i æsken
I æsken har jeg min seneste ”joker” i form af et lille blink af tungsten. På trods af sine kun 28 mm længde, vejer blinket 12 gram, og er meget kompakt i sin form. Helt perfekt til at skære gennem vinden og give lange kast. Og det er det helt rigtige valg. Efter få kast, hamrer den første ørred på blinket helt ude i enden af kastet. Den kraftige vind gør det svært at få ordentligt styr på linen, og fisken ryster sig fri efter 3 spring. Der skal dog kun to kast til, før næste fisk hugger. Jeg får styr på linen, og efter en kort fight, kan jeg lande en fin fjordfisk på 45 cm.
Diamond Sandeel fra Rhino fås i flere varianter og mange farver. Efterhånden er jeg begyndt at skifte den medfølgende trekrog ud med en Rhino Claw Connector Lure – især på de større udgaver. Det er et system bestående af en bøjet tynd wire med en tungstensperle og en lille trekrog størrelse 12. Den kurvede wiren og tungstensperlen giver den optimale krogningsvinkel på den lille trekrog. Og det giver bare langt flere landede fisk.
Tungsten – et blink til hårde forhold
Det er ikke altid at kraftig blæst giver fisk, men generelt må man sige, at jo mere gang, der er i vand og vind, desto flere fisk fanger man. Et problem ved dette, er at den kraftige vind ofte betyder, at man skal bruge store tunge blink, og det er ikke altid, at fiskene vil hugge på det store blink. Løsningen til at lave mindre blink med stor massefylde (høj vægt), er at bruge en anden legering end den man bruger til normale blink, som ofte er støbt med en legering baseret på zink eller hvidmetal. I samarbejde med Jens Bursell har Rhino udviklet Diamond Sandeel. Et blink støbt af tungsten. Fordelen ved tungsten er, at det har en massefylde som er næsten 3 gange så stor som zink. Det vil lidt forsimplet sige, at hvis man støber et samme blink i zink og tungsten, vil blinket af tungsten veje 3 gange så meget som blinket af zink.
Denne superflotte fjordørred huggede på et langt kast med 28 grams versionen, der af en rutineret fisker let kastes over 100 meter.
Kastekanoner af tungsten
Små tunge blink har nogle absolutte fordele ved kystfiskeri. Den mest tydelige fordel er selvfølgelig kastelængden. Små kompakte blink med høj vægt er nogle rene kastekanoner, der kan kastes helt op til 50% længere end normale blink. Det giver en kæmpefordel de dage, hvor havørrederne viser sig uden for kasteafstand af normale blink. Her vil Diamond Sandeel vise sig helt suveræn. En anden fordel er ved fiskeri i kraftig vind. Her vil de kompakte blink skære sig gennem vinden, og man kan derfor fiske selv i meget kraftig vind.
Tungsten – også perfekt til makrel, havbars og torsk
Men det er ikke kun kystens ørreder, der hugger på Diamond Sandeel. Den mindste udgave på 12 gram og 28 mm længde er helt oplagt i de store P&T-søer. Her vil fiskene ofte koncentreres ude omkring midten af søen, og succesen ved søen vil derfor afhænge af, at man kan kaste rigtigt langt. Den største udgave på 28 gram og 68mm er desuden perfekt til fiskeri fra moler og høfder efter makrel, havbars og torsk.
Læs meget mere om de mange fordele ved tungstensblink – og se detaljer fra kastetest i artiklen her.
Du kan også læse en masse om tungstensblik i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME)
Tungstensblinkene virkerhelt eminent til makrel. Her en fin fisk til Jens ursell taget ved Thyborøn.
Den store 28 grams version af Diamond Sandeel kan også fiskes med releasetakel, for at perfektionere krogningen. Læs hvordan dette takel bindes i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”.
