Havørredfiskeri er stærkt vanedannende og for uindviede kan det måske være svært at fatte, hvad det egentlig er, der får folk til at trodse elementerne på den åbne kyst – uanset forholdene. Hvad er det der driver os ud i regn og slud – sne og frost?
AF MIKKEL JUNGERSEN
SNEKAOS. Bornholm er i katastrofeberedskab. Avisoverskrifter og nyhedsoversigter i TV står i kø for at beskrive sceneriet. – Bornholm er begravet i snemasserne, og en redningshelikopter flyver nu ud med nødrationer og medicin til de indesneede, forklarer speakeren på DR-Update. Jeg overvejer, om jeg skal få nedkastet medicin mod min fiskefeber, der nu har stået på, siden vi sneede inde i vores sommerhus langt ude i skoven for fem dage siden. Mine stænger ligger endnu ubenyttede i stangrørene. Men til alt held graver en gummiged landevejen fri i nattens løb, og den lokale bondemand rydder vores skovvej med sin gravko næste morgen. Sikke en lettelse. Vi er nu forbundet med omverdenen igen. Nu blusser min feber op, så det kribler i fingrene og værker i kastearmen. Men jeg ved, at tilstanden ikke kan slås ned med medikamenter på tabletform. Medicinen er at komme på kysten.
Et par timer senere står jeg i vand til livet, kaster boblen mod horisonten og spinner forventningsfuldt ind. Stenene er indkapslet i et tykt lag is og fra grenene inde langs kysten hænger istapper på rad og række, som for at understrege, at vandet og luften er kold. Iskold.
Der kan til tider være meget langt mellem fiskene – urimelig langt. Men vejen er målet og den største del af det at være havørredfisker. Så nyd tiden mellem fiskene og fryd dig når endelig en fin fisk hænger og dingler i galgen.
Vi har brugt hele dagen på kysten uden gevinst, da Klaus endelig får fisk. En flidspræmie der straks får smilet frem og som varmer længe efter fiskedagen
er omme.
En iskold dag efter havørred på kysten
Kulden kryber gennem neoprenfødder, uldsokker og inderstrømper. Men jeg ænser kun stangtoppen og linen. En helikopter kommer flyvende helt tæt på kysten. Som en kæmpe guldsmed står den stille i luften på svirrende vinger lige ude over revet. TV2 News står der med store bogstaver på siden af den. Indeni sidder en TV2 reporter og filmer mig, Fisk & Fri’s udsendte skribent. Havørredtossen der har trodset snemasserne og kulden. Vi jager begge den gode historie. De har travlt og suser videre gennem luften, mens jeg bliver stående i vandet med havørredfiskerens tålmod.
Øjerne på stangen fyldes af is, så jeg må brække dem fri med korte mellemrum. Alligevel fryser de til, så linen til sidst sprænges i et kast, så boblen flyver ad Pommern til. Mine stive fingre har problemer med at få snøret et nyt rig på, men det lykkes. Jeg kaster og kaster, affisker bugten, stensætningen, revet og det dybe vand over mod lufthavnsstrækket. Men vandet virker dødt. Intet bevæger sig rundt i det kolde vand på nær mig, der bliver mere og mere nedkølet som timerne går. Hen under aften samler grødisen sig så hverken boble eller blink kan trænge ned i vandet.
Jeg pakker sammen og vader med frostbidte kinder, stive fingre og på følelsesløse fødder tilbage til bilen. – Fangede du noget? Lyder det fra børnene, da jeg træder ind ad døren. – Næ… der var ikke noget. – Var det ikke koldt? Skal min kone vide. – Jo, for pokker, jeg er stadig helt stivfrossen. Men det var bare så fedt. – Nå, lyder det tvivlende respons, og jeg kan da godt selv høre, at den er svær at sælge. Hvem gider bruge sin dag på at stå og fryse fingrene af i isvand til livet, kaste og kaste og kaste uden det mindste nøk i linen – og så tage hjem? Det gør vi havørredfiskere.
Og vi gør det med glæde. I regn og slud – om dagen og om natten. Hvad mon der driver denne besættelse efter at komme på kysten?
Fredensborgbugten hvor istapperne hænger tungt og tæt. Resultatet er kolde fødder, stive fingre, frosne kinder, en mistet bombarda og nul fisk. En dejlig dag på kysten!
Forår og glæden ved en sølvblank ørred på kysten
April sidste år besøger jeg min bror og hans kone på Møn. Solen varmer mig i ansigtet, mens jeg affisker en herlig stribe rev ude under fyret. Der er en del andre fiskere på kysten – selvfølgelig. – Har det givet noget? spørger jeg en af dem. – Vi har fået en enkelt derude på spidsen, svarer han og peger med stangspidsen ud på sin kammerat, der står et godt stykke ude i vandet. Vi får en lang sludder om pladser, fisk og grej.
Da jeg bagefter fisker videre, fryder jeg mig over det fællesskab, der eksisterer mellem kystfiskerne. Alle er ligemænd, og man har altid noget at snakke om – noget at fortælle. Skønt. Jeg bevæger mig vest på, mens jeg affisker kysten omhyggeligt. Mit urgamle jagtinstinkt er vækket, og sanserne skærpet. Kast efter kast. Tankerne flyver frit foran. Til tider dybt koncentreret omkring fiskeriet, andre gange vandrer de hvorhen de vil, alt imens jeg per automatik lægger det ene kast ud efter det andet. Det bliver helt meditativt. Lige indtil det banker hårdt i stangspidsen, og modhugget falder som en resolut refleks.
Sekunder efter min meditative tilstand pumper adrenalinen nu rundt i blodet på mig, idet fisken springer fri af vandet. Actionbraget afsluttes, da nettet glider ind under fisken. Min reptilhjerne fyldes af fryd over sejren. En smukkere to kilos fisk er sjældent set. Som den ligger der i sandet og glimter i sollyset, er det ikke svært at gennemskue, hvad der driver denne besættelse efter at komme på kysten. Et par måger svæver forbi og betragter ligegyldigt sceneriet.
Som kystfisker sanser man naturens evindelige forandring og årstidernes skiften på tætteste hold. Man mærker vinden, vandet, temperaturen, tidevandet, og hvordan det veksler i løbet af dagen. Står i vandet i al slags vejr og mærker bølgerne mod waderne. Ser marsvin, sæler og havørreder, der bryder overfladen. Det er oplevelser, som langtfra er alle forundt. Kysten er blid, varm og rolig den ene dag. Kold, brusende og altopslugende den næste. Foranderlig, forunderlig og fantastisk.
Forfatteren med en fuldfed ørred i fuldmånens skær. Nattens mulm og mørke er med til at gøre natfiskeriet under klinterne til en speciel og eventyrlig oplevelse.
Magiske sommernætter på kysten
Stilhed, ensomhed og lavt lys mod nord. Sommernætterne har deres helt egen fascination. Jeg er kravlet bort fra dagens sidste lys, ned bag skrænten, til de stejle og nærværende klinter på Stevns. En hejre trækker mod nattens rasteplads med brede vingeslag, mens mørket sænker sig ude over vandet. Jeg starter på en af favorit pladserne. Det var her min ven Kim fra et par år tilbage landede uhyggeligt mange store fisk. Fem fisk over fem kilo med den største et godt stykke over otte kilo. Imponerende.
Herefter går det videre til pynten, hvor Anders mistede sin drømmeørred, der trak ham afsted for til slut at stå af. Lysene på Svenskekysten tændes, og de første stjerner viser sig på himlen. Der er stille og fredfyldt under klinten, men jeg er sikker på, at de store blanke jægere fouragerer grådigt i tobisstimerne under overfladen.
Hvert kast er nervepirrende. Måske er det nu den store fisk hugger? Jeg går videre til pladsen, hvor Søren landede en flot fisk på 6,2 kilo lige for næsen af mig. Jeg husker stadig, hvordan vi høj – spændt gisnede om dens vægt, da den sprang fri af vandet i nattemørket. Jeg lægger et kast ud over området og mærker intenst efter for hver omdrejning på hjulet. Videre går det, plads for plads. Da jeg igen kravler op i nattens mulm og mørke, har jeg haft en magisk aften under klinten. Fuld af oplevelser og indtryk går jeg over mod bilen med en fin kyst – torsk på fire kilo og en havørred på små tre kilo på tasken. Spændingen sitrer stadig i kroppen. Jeg må snart derned igen.
Den sidste tørn bliver lagt. Jeg afslutter fluen med en dråbe sekundlim og retter den til. Jeg holder den op mod lyset og forestiller mig, hvordan den vil pulsere i vandet – frækt. Tankerne glider videre til Sjællands Odde, og snart har jeg fast fisk i mine dagdrømmerier. Men bedst, som jeg skal til at nette den, bliver jeg revet ud af drømmerierne.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2011.
1) en hverdag fuld af travlhed og gøremål er havørredfiskeriet et uvurderligt afbræk med frihed og tid til fordybelse. En herlig blanding af meditativ ensomhed og hektisk aktivitet i de skønneste omgivelser Danmark kan byde på. 2) Kim Regaard, Jacob Dreyer og Kay Schark vender vind og vejr og diskuterer hvilken plads der nu skal prøves. Venskabet er en stor del af det ellers solitære havørredfiskeri.
På kysten efter havørred med vennerne
– Hvem henter dig i morgen, spørger min kone. – Klaus kommer. Forberedelserne og forventningens glæde er en stor del af det. Næste aften er vi samlet i fiskehytten, og snakken går over en ankomstøl. Først skal formaliteterne på plads; hvordan har familien det, og går det godt med jobbet? Der er ingen store nyheder, så vi kan hurtigt gå videre til de betydningsfulde debatemner: forfangsmateriale, krogtyper og pladser… Vi diskuterer med en passion, man skal lede længe efter – og en detaljerigdom, hvor kun inkarnerede fiskere kan være med. Det er skønt at have tid til fordybelse med en flok gode venner omkring en fælles lidenskab og en pilsner. Forventningerne er som altid helt overskruede; i år bliver turen den bedste nogensinde. Sikke vi skal lande en masse ørreder. Nogen morgenmennesker bliver vi aldrig på turene i sommerhus, men vi er da på kysten inden middag.
Jeg starter på Skilderhuset. Skuer ud over vandet, mens jeg strækker linen. En fisk bryder overfladen blot et par meter fra land. Jeg lægger forsigtigt fluen ud, og fisken tager den uden tøven! Efter en flot fight ligger der nu 2,1 kilo sølvtøj i blæretangen, og jeg sidder ved siden af og nyder synet. Det går jo helt som forventningerne foreskriver – helt uventet. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, og resten af dagen mærker jeg intet. Men jeg nyder at gå på kysten i gode venners lag. Jesper gør mig kunsten efter dagen efter med en fisk magen til og dertil kommer en del mindre fisk. Vi er godt tilfredse, da vi kører hjemad, men feberen brænder stadig, og vi snakker allerede med iver og forventning om næste tur.
Havørredfiskeriets mange glæder
Det er skønt at være havørredfisker. Punktum. Om det er naturen, fællesskabet, friheden, fordybelsen, forventningen, spændingen eller afslapningen, der gør det, ved jeg ikke. Mon ikke det er mange bække små, der gør en stor passion? En passion der mere end nogensinde udgør et livsbekræftende modspil til det moderne liv.
Fiskeeventyret kan ikke gøres op i vægt alene. Vejen er målet, og den kan til tiders være meget lang. Så meget desto større er det, når det endelig lykkes at fange en god havørred. En flidspræmie fuld af lykkefølelse. Derfor skal vi på kysten igen og igen, i jagten på oplevelser, frihed og sølvtøj. Sommer som vinter. Om det så øser ned på nordkysten eller er snekaos på Bornholm.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2011.
Havørredfiskeri i magsvejr og brækkende bølger. Solen varmer i ansigtet og ørreden kan hugge når som helst. April byder på noget af det herligste fiskeri på året.
