DAIWA OPEN 2025: EN FLOT HAVØRRED FRA STEVNS

– Her i går tog jeg endnu en gang til Klintekysten, fortæller Søren Tønder. – Jeg er kommet dernede igennem mange år, og selv om jeg også fisker andre steder, er der bare noget ved Stevns, som gør, at jeg altid vender tilbage.

– Efter en lille sommerpause har jeg fisket der af flere gange siden slutningen af juli. Det har været med blandet succes, hvor jeg dog stort set har set fisk hver gang. Udfordringen for mit vedkommende har været at få dem til at hugge – og særligt at de så også blev på krogen. I procent har jeg mistet flere fisk, som har hugget end normalt. De har hugget så forsigtigt, så enten har jeg ikke nået at give modhug, eller også er de røget af, når jeg gav modhug. Og det er ikke fordi mine kroge er sløve.

– Jeg har dog fået fisk på land med den bedste på 67cm, men den var så tynd, at den fik lov at svømme videre. I dag var det til gengæld anderledes. Der var ingen synlige fisk de første små to timer. Jeg talte også med en anden fisker, der havde oplevet det samme. Jeg gik så lidt længere hen af kysten, og ud af det blå kom der et hug. Der var ingen forvarsel i form af puf til gennemløberen – trykbølge eller andet. Den huggede bare hårdt og kontant med under 10 meter til stangspidsen.

– Selve fighten gik fint, hvor den flere gange var fri af vandet. Det mest hæsblæsende var, at mit net havde kludret sig ind i min snor til vadestaven – ret uprofessionelt, og da jeg stod ude i vandet, var det et problem. De fleste, som fisker på Stevns, ved, at der er fyldt med glatte og lede sten mange steder. Men man kan jo mange gange mere, når det rigtigt gælder, så jeg kom tørskindet ind til strandkanten, og fisken var stadig på krogen. Resten gik ganske stille og med en lille bølge til hjælp, kom fisken på land.

– Det var en flot tyksak på 65 cm, som lå der, og som kom med hjem. Hjemme vejede jeg den til 3,2 kg, og det som overraskede mig, da jeg rensede den, var, at den ikke havde noget i maven. Den må have været sulten og mærkeligt nok, fordi der har været godt med føde fisk og dyr i vandet hen over sommeren.

Efter jeg havde fanget den, brød solen lidt efter frem, og samtidig med det begyndte der at springe fisk over et stort område. Og – de kunne også ses svømmende, når en rygfinne afslørede dem. Nu bliver det rigtigt godt, tænkte jeg, men intet skete, også selv om jeg skiftede gennemløber og prøvede med bombarda. En lille time efter gik solen bag skyerne igen, og samtidig med det, så døde alt aktivitet ud.

Jeg gav den et sidste skud, men efter én time tænkte jeg, at nu tager jeg hjem efter endnu en dejlig dag på Stevns. For øvrigt huggede den på en OGP Ölands wobler i farven Motoroil.

Fisken er tilmeldt Daiwa Open 2025 samt drømmerejselodtrækningen.

 

Hvidovre Sport
drømmerejse iFish Travel

PÅ KYSTEVENTYR EFTER HAJER I OMAN

Hvad sker der, når man dropper bådfiskeri, GT og Tun til fordel for en frisk nattur på kysten? Jo – hvis man spiller sine kort rigtigt, så bliver man spændt rigtig godt for. Følg med Bram Bokkers ud i ørkenen og fang hajer direkte fra Omans golde kyster.

 

AF BRAM BOKKERS

 

Stjernerne funkler højt på den arbiske nattehimmel, da vi med ladte klinger sender vores agn ud over det IndiskeOcean. Vi har vinden lige imod os, så der er grænser for, hvor langt ud vi kommer.

Men til alt held er der god dybde helt ind under land. Jeg står stadig og kaster ude i surfen, da Burt har lagt alle sine takler ud – og jeg når knapt nok at komme ind, før han råber fast fisk. At dømme efter hans stang, der krummer totalt sammen, tyder alt på at det er en god fisk, og efter et stykke tid kan han lande en flot ørnefisk på omkring en meter. Men det er ikke småfisk vi er kommet efter…

 

Daiwa Open 2025

 

Med tunfileter efter haj på Omans kyst

Vores takler er agnet op med friske tunfileter, tidevandet er hurtigt på vej op – det er nu, at chancerne for haj er størst. Det varer da heller ikke længe, inden hajerne går til fadet, og et kort kontakt stød i stangtoppen signalerer det første hug – en smuk lille haj på knapt en meter.

Seancen gentager sig, og inden længe har vi fanget flere mindre hajer. Men mens vi er ved at fotografere en af dem, tager fanden pludselig ved en af stængerne. Linen pisker af hjulet, hvorefter stangen bliver flået ud af stangholderen og trukket med faretruende hastighed igennem sandet. Bert når lige akkurat at få fat i stangen, inden den forsvinder i bølgerne. Og efter et solidt modhug svarer fisken lige så solidt igen med tung modstand i den anden ende.

Bremsen hyler og linen forsvinder lynhurtigt af spolen; 20 – 40 – 60 – 80 og 100 meter line forsvinder med støt fart, mens jeg nervøst ser til i pandelampens skær. Til sidst får Bert dog omsider bremset fisken, og kan langsomt vinde line tilbage på hjulet.

 

Kystfiskeri efter hajer i Oman

En kysttur i Oman byder på meget andet end fiskeoplevelser – her er det et par dromedarer, der nyder solnedgangen.

Monsterudløb fra citronhaj

Hajen slår voldsomt med hovedet i de mørke høje bølger, og hver gang vi tror den er ved at miste kræfterne, eksploderer den i endnu et langt udløb, hvor den på få sekunder flår ubehageligt meget line af hjulet.

Jeg fokuserer spottet på min pandelampe, og et stykke ude bag den voldsomme surf kan jeg akkurat skimte hajens halefinne cruise rundt i de store bølger. Det her lugter gevaldigt af JAWS. Fighten bliver ved med at trække ud, og mens vi står på stranden er det ikke svært at blive enige om, at det er en stor fisk. Selv ved fiskemarkedet, hvor vi har kigget meget efter hajer, har vi ikke på noget tidspunkt set noget, der minder om denne fisk i størrelse.

Efter en halv time begynder den flotte haj omsider at vise tegn på træthed. Med tanke på hvilke andre hajer, der kan lure ude i det mørke vand, er det med en vis tøven, at jeg vader ud i surfen for at få fat i hajen. Men efter et par forsøg lykkes det mig at få fat i halen og trække den over to meter lange haj op i sandet. Hajen, der er en citronhaj, vejer i omegnen af 80 kilo.

Bert poserer hurtigt med fisken, mens jeg tager et par hurtige skud med kameraet, inden vi forsigtigt sætter hajen tilbage, hvor den kom fra. Da fisken har sundet sig lidt, slår den et gevaldigt slag med halen, så vandet står til alle sider. Få sekunder efter er fisken tilbage på sine jagtmarker. Vi fortsætter fiskeriet, og inden natten er omme, har vi haft yderligere fire hug, hvor det lykkes os at lande to smukke og hårdtkæmpende spottail hajer.

Natten efter fortsætter det fantastiske hajfiskeri, og der er større fisk i farvandet. Men desværre bliver det ikke denne nat, at de bider på – og den følgende dag skal vi hjem. Hajeventyret er slut for denne gang, men vi er helt overbeviste om, at dette kun er toppen af isbjerget. Der er ingen tvivl; landet hvor 1001 nats eventyr i en svunden tid udspillede sig – byder i dag på mindst 1001 eventyrlige spændende fiskemuligheder.

 

Omans kyst

Kysterne veksler med sandstrande og maleriske klippeformationer. Meget smukkere bliver det ikke.

Efter haj på kysten i Oman

Vi bedrev vores fiskeri med 150-400 grams stænger, store fastspolehjul og 50 lbs fletline. Forfanget var kraftig stålwire, og vi brugte 1,5 mm fluorocarbon som slagline. Krogene var str. 8/0 cirkelkroge og det var nødvendigt med en kastevægt på mindst150 gram for at komme ordentligt ud. Vi arrangerede vores tur via www.tightlines.nl som kan kontaktes på 00 31 180 434788 eller info@tightlines.nl.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2010

 

Tradera
drømmerejse iFish Travel

NY VIDEO: HAVØRRED – EN OVERNATNING PÅ KYSTEN

Kystfiskeri efter havørred er både sjovt og spændende. En af de mest fantastiske måder at opleve fiskeriet på er helt klart ved at tage aftenfiskeriet, fiske inde i mørket, nappe en lur på stranden midt om natten og derefter tage det helt tidlige morgenfiskeri, som ofte kan være virkelig godt.

Netop denne tilgang vil for mange også være den eneste realistiske måde at opleve det helt tidlige morgenfiskeri på, da man ellers ville skulle have været helt uhyggelig tidligt oppe, for at kunne være i vandet på det gyldne tidspunkt, der ofte kaster både mange og gode fisk af sig. Når man overnatter på kysten, kan der være en del at slæbe på, hvis man skal have en komfortabel tur med både god mad samt drikke – og en behagelig overnatning.

I denne video er vi taget med outdoor eksperterne Allan Svare Nielsen og Niels Peetz fra Friluftsland på kysten, for at høre om, hvad man skal tænke på, når man vælger rygsæk, liggeunderlag og sovepose. Undervejs får du også en masse tips til strandhygge, mad og drikke samt en god tiltrængt morgenkaffe til at få øjne på. Glæd dig til en fantastisk overnatning på kysten med masser af gode grejtips samt et fortryllende aften- og morgenfiskeri med en flot solnedgang, go´nat whisky, blændende smukke morgentåger, jagende marsvin i havstokken. Og sidst, men ikke mindst – masser af fine havørreder.

Se den nye video om overnatning på kysten på Fisk & Fris YouTube her. Husk at abonnere.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

DAIWA OPEN 2025: HAVØRRED SPOTTET FRA VINDUE HUGGEDE HURTIGT

– Mine venner og jeg har lejet Svaneke Fyr for en uge, fortæller Daniel Lauritzen. – Jeg stod tidlig formiddag oppe på terrassen og kiggede ud over klipperne.

– Pludselig så jeg en stor fisk hoppe lige omkring en lille pynt, og to minutter senere så jeg endnu en fisk hoppe. Jeg havde ellers tænkt mig at fiske et helt andet sted, da der var ret høj vindstyrke mod land, men jeg valgte alligevel at hente stangen og klatre ud på klipperne. 5-10 kast senere, fik jeg et kæmpe hug og så var fighten i gang. Fisken sprang helt fri af vandet 3-4 gange, efterfulgt af to udløb mod bunden.

– Til sidst kunne jeg mærke, at jeg havde overtaget, og at fisken var kroget godt, så den kom ind i nettet. Det var en super flot fisk, taget på en helt eventyrlig lokation – og så endda i bagende sol på en mandag formiddag. Havørreden var 65 cm lang og skal tilmeldes Daiwa Open 2025.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

KYSTHAVØRRED: ENTEN SNASK ELLER FISK PÅ

Klaus Aaes fra Hvidovre Sport elsker sommerfiskeriet på kysten. Han var i weekenden på Vestsjælland for at prøve kræfter med havørrederne:

– Jeg ankom først sent om eftermiddagen, og forholdene til denne plads var i min bog egentlig ikke specielt idéelle: 7 m/s fra NV og ingen strøm, fortæller han. – Der var masser af fioliner i vandet, hvilket heller ikke gjorde det lettere, men det skulle dog hurtigt vise sig, at der var godt med fisk på pladsen.

– Allerede i tredje kast fik jeg den første – og sådan blev det så ellers ved, indtil det blev mørkt. Groft sagt – enten var der snask eller fisk på. Jeg gider ikke rigtig at fiske ind i mørket selv om sommeren, for når forholdene er rigtige – som de var i dag, kan man jo sagtens fange fisk om dagen. For at være lidt mere præcis fik jeg fem havørreder over 50 cm op til cirka 58-59 cm, og jeg havde i alt 13 skønne ørreder inde at vende. Da solen gik ned, var jeg godt tilfreds med aftenens fiskeri på min OGP Ölandswobler på 20 gram, som virkelig havde leveret varen og fået en masse tæsk. Blot en enkelt af fiskene, der havde gjort sit bedste for at skrælle malingen på min wobler, kom med hjem, slutter han.

Se hvordan Klaus fisker havørred på kysten i denne fede video på Fisk & Fris Youtube.

– læs mere om Klaus Aaes´s kystfiskeri i denne artikel på fiskogfri.dk

Du kan altid møde Klaus og få tips til kystfiskeriet efter havørred i Hvidovre Sport på Hvidovrevej 158.

 

drømmerejse iFish Travel

drømmerejse iFish Travel

KYSTFISKERI EFTER HAVØRRED – DE BEDSTE FISKEPLADSER I FLENSBORG FJORD

Flensborg Fjord byder på masser af spændende havørredpladser, der bare venter på at blive udforsket. Her får du en gennemgang af de bedste hot-spots.

 

TEKST SIMON GAD, FOTOS: RASMUS OVESEN. SIMON GAD OG JENS BURSELL

 

OMRÅDET omkring Flensborg Fjord har lagt scene til historiske, drabelige slag, hvor der er kæmpet for selvstændighed og løsrivelse. Historiens vingesus hænger over de bølgende bakker, og i sin færden rundt i naturen, bliver man mødt af mindesten over faldne soldater og informationstavler, der hele tiden minder én om områdets betydning. Flensborg Fjord ligger som en naturperle der indbyder til harmoni, dybe tanker, rekreation og afslapning. Tag med rundt langs kysten og få områdets bedste fiskepladser serveret på et sølvfad. Det er bare med at komme afsted.

Daiwa Open 2025

 

Kohage er en sikker plads– og især stedet lige omkring bøjen, der ses til højre for spidsen, er et hot-spot, som giver mange gode fisk.

Kohage er en sikker plads – og især stedet lige omkring bøjen, der ses til højre for spidsen, er et hot-spot, som giver mange gode fisk.

Kysthavørred ved Skelde

 Jagten på fiskelykken her i grænselandet, begynder på den historiske halvø Broagerland, som ligger sydvest for Sønderborg. I udkanten af Flensborg Fjord rager den ud og tilbyder nogle meget spændende og naturskønne pladser. 

Skelde Mark er en fantastisk idyllisk og indbydende kystplads, som man alene pga. køreturen hertil, bør besøge, hvis man er i området. Som en slange bugter vejen sig over små bakkedrag, gennem sænkninger og langs smukke grøfter, inden man lander på parkeringspladsen umiddelbart oven for kysten. Fra P-pladsen er der fint udsyn både mod højre og venstre langs kysten, og man får med det samme den her boblende, susende fornemmelse i maven, som også kendes under navnet forventningens glæde.

Man kan starte fiskeriet mod venstre hen mod skoven. Her er der tale om en bund med masser af sten i forskellige størrelser, store områder med blæretang og enkelte partier med sand. Det er vanskeligt vadeterræn, så fiskeri langs kysten er anbefalelsesværdigt. Enkelte steder langs kysten er der dog mulighed for at dyrke lidt mere stationært fiskeri, ved simpelthen at vade et stykke ud fra kysten og affiske området med kast i vifteform. Dog skal det nævnes, at fiskeriet omkring de små stenrev, der strækker sig ud fra kysten, kan være rigtig godt, og her bør man ikke i første omgang vade ud, men i stedet lægge kast på henholdsvis højre og venstre side, så agnen præsenteres i området umiddelbart ud for stenene.

Kysten svinger jævnt ud mod toppladsen i området – den store pynt, der som en magnet drager både lystfiskere og havørreder. Strømmene mødes herude og holder på byttedyrene, og der ligger store sten i området, som ligeledes giver strømlæ for vandrende fisk, der tager et hvil, inden de trækker videre. Sørg for at fiske det nære kystvand af, inden du vader ud og giv gerne pynten en del opmærksomhed, da chancen for fisk er stor her.

Vælger man i stedet at fiske mod højre, så er kyststrækningen kendetegnet ved to store pynter, der naturligvis skal tillægges en del opmærksomhed. Fra spidsen af pynterne strækker et stenrev sig ud, og de kan affiskes på samme måde som tidligere beskrevet. På siderne af de to stenrev strækker en sandrevle sig på langs af kysten, og det giver i større udstrækning mulighed for at vadefiske og kaste ud over dybere vand. En mulig metode til at fiske strækket grundigt af, er at vade ud på sandrevlen, der går op mod selve spidsen. Her kan du både foretage kast direkte ud fra kysten, men også lægge kast, der flugter med vinklen på spidsen. Hvis man efter at have fisket spidsen af, vader ned af den modsatte sandrevle og lægger kast ind mod spidsen igen, vil eventuelle standpladser blive gennemfisket fra forskellige vinkler og chancen for at udløse et hug bliver dermed større.

Der kan fanges havørred herude året rundt, men særligt forårsfiskeriet kan være rigtig godt. Hornfisken indfinder sig i månederne maj og juni, og så kan man også være heldig at overliste en tyk efterårstorsk i tangskovene.

 

Kort over de bedste fiskepladser til lanvørred langs kysten i Flensborg Fjord.

Kort over de bedste fiskepladser til lanvørred langs kysten i Flensborg Fjord.

 

Efter havørred på kysten ved Kragesand

Dette område ligger ligeledes på halvøen Broagerland små 10 minutters kørsel fra den foregående plads. Det er et smukt eng område, hvor der igen parkeres i umiddelbar nærhed af kysten. Fra parkeringspladsen går man tværs gennem denne strandeng, som særligt i sommerhalvåret tilbyder sanserne en bred vifte af indtryk, lige fra den nøddeagtige lidt beske smag af en frisk stilk fra strandkålen, til lyden af sanglærkens sommerhyldest over en.

Når fokus igen er på fiskeriet, så kan pladsen typisk karakteriseres som en rigtig chance plads. Den store vig til venstre for parkeringspladsen er meget sandfyldt og lavvandet samt ikke umiddelbart interessant for lystfiskeren. Men pynten, der strækker sig ud fra engdraget og strækningen mod højre, er til gengæld kendetegnet ved dybt vand, et stort bredt badekar med sten og tangbuske samt en god strøm i overgangen fra det lave til det dybe vand. Fiskeriet foregår fra land, og der fiskes højre om, indtil bunden igen bliver mere sandfyldt og området lavvandet.

 

En fin lille havørred bliverforsigtigt afkroget, inden den ryger retur

En fin lille havørred bliver forsigtigt afkroget, inden den ryger retur.

Rønshoved er en fin fiskeplads til havørred

 Nu går turen til den nederste del af Flensborg Fjord, og første stop i jagten på bøjede klinger er her ved Rønshoved. Her er der en fantastisk udsigt ned gennem fjorden med de to Okseøer ude til venstre. Pladsen nås bedst ved at køre af rute 8 mod Kruså, og i Rinkenæs dreje til venstre af Fjordvejen, som man følger fem kilometer, hvorefter man drejer til venstre af Højskolevej og herefter til højre af strandvejen som ender helt nede ved kysten.

Pladsen er kendetegnet ved at være temmelig lavvandet, så spinnefiskere skal ty til let grej med små blink eller bombarda, hvorimod pladsen er skræddersyet til fluefiskeren. Bunden består af muslingebanker, ålegræsbælter og spredte blæretangsbuske på en typisk blød fjordbund. Der kan vadefiskes langt fra land, men det nære kystvand kan også byde på overraskelser. Det skal bemærkes, at den lille Frue Bæk har sit udløb til højre inde i den lille vig, og her er der redningzone 500 m til hver side i perioden fra d. 16. september til d. 15. januar. Når det så er sagt, så er det værd at skrive sig bag ørene, at når fredningen ophører, kan der være et super godt fiskeri ud for og i nærheden af bækken. Det er der tre gode grunde til. For det første så varmes vandet i vigen hurtigere op, og i den kolde tid kan en temperatur stigning på et par grader være det, der gør forskellen. For det andet er det en kendt ting, at ferskvandet lokker havørreden i de kolde måneder og for det tredje samles de få byttedyr, der er aktive i de kolde måneder sig gerne i nærheden af udløb som disse. Derfor er der selvfølgelig også havørreder.

Til venstre for parkeringspladsen er den lille pynt, som strækker sig ud for kysten, et oplagt mål for dagens udfoldelser. Ud for pynten skærer dybdekurven sig tættere på land, og fiskeriet kan med fordel dyrkes fra land. Badekarret umiddelbart inden pynten holder også tit på fisk, og skal prøves inden man vader ud.

 

Simon med en fin havørredtaget på bombarda og en lille rejeimitation.

Simon med en fin havørred taget på bombarda og en lille rejeimitation.

Fine havørreder på kysten ved Sønderhav og Kohave

 De fleste vil ikke umiddelbart forbinde pølser og havørreder med hinanden, men ved Sønderhav ligger en lille grillbar, som har opnået kultstatus særligt blandt motorcyklister, der mødes over en ristet med det hele. Lad det være sagt med det samme: En kystfisker med respekt for sig selv bør ikke se sig for fin til at svinge vejen forbi, når han alligevel er i området. Selve fiskeriet ved Sønderhav er vanskeligt, da der ikke er nogen egentlig strand at fiske fra. Fjordvejen, som går mod Kollund, løber helt ud til kysten, og hvis vandet står højt, er det praktisk talt umuligt at fiske her. Grunden til, at jeg alligevel nævner Sønderhav, er et lille uskyldigt stenrev, som ligger små 500 meter fra grillbaren. Herudfra kan man fint stå og fiske, men fluefiskeren kan have problemer med at få plads til sit bagkast, hvorfor spin er mest hensigsmæssigt.

Ud for stenrevet løber den lille Gårdbæk ud i fjorden, og derfor er det fra d. 16. september til d. 15. januar ikke muligt at fiske her og 500 meter til hver side. Men uden for fredningstiden holder det ferske vand stadig på havørreden, og stenrevet som ligger rimelig isoleret i et område med meget sandbund, fungerer som en magnet for byttedyr, der igen tiltrækker havørreden. Jeg har hørt om flere fisk på 6-7 kilo fra dette lille rev, så det er bestemt et forsøg værd.

 

Det lille stenrev på spidsen af Rønshoved er en giftig havørredplads.

Det lille stenrev på spidsen af Rønshoved er en giftig havørredplads.

 

Det andet hot-spot ved Sønderhav er det store rev Kohage, der rager ud i Flensborg Fjord. Pladsen bør være det egentlige mål for fiskeriet i området, og det er her ens fisketid skal bruges. Der parkeres på en lille plads umiddelbart ovenfor revet, og herfra kan man via en trappe entre kysten og lade sanserne slubre indtrykkene i sig. Når man står neden for trappen, ligger revet ude til venstre for en. Det er oplagt at begynde fiskeriet med det samme og bevæge sig ud mod spidsen. Der er forholdsvis dybt tæt under land allerede her, og derfor kan der ikke dyrkes et decideret vadefiskeri, men det er også godt det samme, da havørreden træffes helt inde under land. Det er et skønt område både for spinne- og fluefiskere, og forholdene indbyder virkelig til havørredfest.

Det første hotspot på strækket er den store bøje, der står små 50 meter fra spidsen. Rundt om bøjen er der dybere og mere strøm, og havørrederne koncentreres undertiden her. Det er uanset hvad en god idé, lige at ligge et kast ekstra ud her. Måske hugger drømmeørreden. Velankommet til spidsen, kan man gribe fiskeriet forskelligt an.

Til venstre for en, går der en lille bugt ind, som er ekstremt lavvandet. Den skal ikke tillægges videre opmærksomhed. Start fiskeriet ret ud for spidsen ved at fiske det nære kystvand af først. Herefter kan der vades et stykke ud på revet, hvorefter man kan fiske højre om – og kaste ud over stor dybde i retning mod Okseøerne. Det er super spændende fiskeri, og der kan fanges fisk året rundt. Sommerens natfiskeri skal fremhæves og efterårstrækket ligeså. Kohage revet ligger uden for fredningszonerne i området og kan derfor fiskes året rundt. God tur til Flensborg Fjord.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2010.

Få det fulde overblink over hvordan du fisker efter havørred i bogen “Refleksioner på Kysten, som du kan købe her (REKLAME):

 

Hvidovre Sport

 

Rød/sorte blink som dette givergodt – især når vandet er uklart.

Rød/sorte blink som dette giver godt – især når vandet er uklart.

 

Med snorkel og svømmefødderkan du hurtigt lige checke de aktuelle forhold på pladsen.

Med snorkel og svømmefødder
kan du hurtigt lige checke de
aktuelle forhold på pladsen.

 

drømmerejse iFish Travel

EN SMUK HAVØRRED TIL AFVEKSLING FOR HAVBARS

– Efter et ret godt havbarsfiskeri over sommeren, men noget langt mellem havørrederne, lykkedes det mig at lande denne havørred på 49 cm, fortæller Steen Lyck. – Jeg var ved vandet kl 05.00, hvor der var halvstore bølger og god strøm.

– Under disse forhold skal fiskene tages langt ude, så den sædvanlige 28 grams Westin D360 Distance i rød/sort blev banket derud af, og efter ret kort tid var der et solidt hug helt ude i kastet. Det var bare skønt at mærke et helt andet flex på min Sportex Airspin Rs 2 Seatrout 10,1. Selv om havbarsen er en spændende fighter, så slår den i min optik ikke havørredens fightergen, og havørreden skuffede ikke eftersom den gav en god fight med flere stærke udløb, slutter han.

– Rapporten fra Steen deltager som alle andre fangstrapporter og nye artikler i 2025 på fiskogfri.dk i lodtrækningen om en fantastisk fiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel, hvilket du kan læse mere om her.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED – LYSE NÆTTER PÅ KYSTEN

Klar til natfiskeri på kysten efter havørred med en stor kystwobler.

Findes der noget bedre end en lun sommernat på kysten i selskab med et par gode kammerater og en stime hugvillige sølvblanke havørreder? Det skulle da lige være et par grillede pølser på bålet oven på en heftig fight i nattemørket. Her giver Henning Trier dig opskriften på den fiskemæssige side af sagen.

 

AF JENS BURSELL

 

SOLEN GÅR NED bag klinten, og inden længe er det sidste spor af dagen et sart pink skær over de tunge regnskyer, der hænger lavt og truende over horisonten. Pludselig giver det et ryk i stangen, og et splitsekund efter står den lette kyststang spændt i en fin bue. – Torsk, gjalder det ud over bølgerne, mens sidemandens stang næsten simultant flekser sammen i en bue med præcis samme krumning.

Og sådan bliver det ved. Hvert andet øjeblik ses ringende fisk blot 40-50 meter ude, og næsten hver eneste gang blinkene lander på overfladen, tages der blot nogle få omdrejninger på hjulet, inden de iltre og velfightende småfyre på 30-40 centimeter lader sig friste over måde. I takt med, at mørket tager til, bliver der længere og længere mellem snapsene, men pludselig brydes stilheden af et massivt plask, der minder en hel del mere om en gedigen havørred end en lille torsk.

Topfokuseret bliver der arbejdet med hver eneste lille bevægelse i blinket for at udløse hug refleksen, og inden længe høres den svage hvislende lyd fra et lynhurtigt modhug, der på et splitsekund forplanter sig til kystblinket, så havørreden i den anden ende ryger fuldstændig fri af vandet. – Ørred, lyder meldingen gennem den friske natteluft med en noget mere opstemt tone end da de første torskehug blev proklameret. Et par minutter efter er der opvisning i luftakrobatik helt inde i havstokken, og i det stadigt tiltagende mørke forstærkes plaskelydene, så fiskekammeraterne blot får endnu mere fiskefeber.

 

Jens Bursell med fin trekilosblankfisk fra Møn taget på en 28 grams rød/sort Bornholmerpil fisket på et release-takel lige i det mørket sænkede sig.

Jens Bursell med fin trekilos blankfisk fra Møn taget på en 28 grams rød/sort Bornholmerpil fisket på et release-takel lige i det mørket sænkede sig.

 

Geddefeber

 

En sølvblank havørred i sommernatten

Sikkert på land beundres den smukke, sølvblanke fisk i pande – lampens skær, men der hviles ikke for længe på laurbærrene. Selv på en sommernat som denne, gælder det nemlig om at være på dupperne, når først stimen er der. Hugperioden kan være kortvarig, så det er bare med at få sendt blink og kystwoblere retur til deres rette element. Der skal smedes, mens jernet er varmt, og det viser sig at være et godt valg, for efter en times hektisk aktivitet dør fiskeriet fuldstændig ud. Der er hverken plask, hvinende bremser eller lyden fra sølvblanke ørreder, som klasker i stenene.

Til gengæld ligger der et par fine havørreder på den store sten ved rygsækkene. Det eneste, man kan høre i miles omkreds, er dønningernes rytmiske skvulpen mod stenene. Men snart brydes stilheden af lyden fra et knitrende bål samt en diskret blanding af smaske- og klukkelyde akkompagneret med en lind strøm af sprudlende røverhistorier. Nu er det igen tid til igen at nyde sommernatten i fulde drag – bare på en lidt mere tilbagelænet måde. Jo – en god gang natfiskeri efter havørred er på alle måder en både spændende og hyggelig oplevelse. I nattens mulm og mørke spørger jeg ind til Hennings mangeårige erfaring med natfiskeri på kysten, så her får du lige en stak staldfiduser til de lune sommernætter:

– Der skal jo helst også være nogle store, fede, blanke havørreder at dvæle over, når først bålet bliver tændt, griner han. – Mit natfiskeri startede på de Vestsjællandske rev med bobleflåd og flue. – På det tidspunkt var der stort set ingen, som natfiskede. Det ændrede sig dog rimelig hurtigt op igennem halvfemserne, hvor flere og flere spinne- og fluefiskere fik øjnene op for, hvilke muligheder der ligger i dette spændende og til tider nærmest fortryllende fiskeri.

 

1) Henning Trier er en garvet rotte,når det gælder natfiskeri efter havørred på kysten. Her er han ved at line op med sin favorit Sandgrævling i kobber/sort, der dog først kommer frem, når det er buldermørkt. I tusmørket foretrækker han normalt gennemløbsblink i grøn/sølv – gerne Hugormen. 2) Jens Bursell med en fin natørred fra kysten.

1) Henning Trier er en garvet rotte, når det gælder natfiskeri efter havørred på kysten. Her er han ved at line op med sin favorit Sandgrævling i kobber/sort, der dog først kommer frem, når det er buldermørkt. I tusmørket foretrækker han
normalt gennemløbsblink i grøn/sølv – gerne Hugormen. 2) Jens Bursell med en fin natørred fra kysten.

Sådan får du succes med natfiskeriet efter havørred

 – At kender sine pladser er en af de vigtigste ting, hvis du skal have succes med natfiskeriet, pointerer Henning. – Mine erfaringer stammer primært fra Sjælland, og her er det i grove træk to forskellige typer af pladser, der tæller tungt i fangstatistikken. På Vestsjælland er det hovedsaligt de lavvandede rev med strøm – gerne pynter og odder. Disse typer af pladser er også gode om fx efteråret på Østsjælland, men når sommernatten sænker sig, er det i højere grad pladser med lidt dybere vand helt ind under land, der trækker fiskene til. Præcist, hvad det skyldes, er ikke godt at vide, men jeg tror, det har noget at gøre med, at de østsjællandske ørred i højere grad lever af tobiser, som har forkærlighed for disse pladser.

– Umiddelbart kunne tro, at det havde noget med saltholdighed at gøre, men det tyder resultaterne fra Flemming Andersens bog om de Vestsjællandske Rev ikke på. Jeg er selv biolog, og var med til at indsamle data på en række havørredrev. Her viste det sig, at der ikke var nogen sammenhæng mellem saltholdighed og forekomst af ørred om sommeren – selv når saltholdigheden svingede fra 8-26 promille.

– Især på Vestsjælland betyder tidevand og vandstand en hel del, for om der er fisk på pladserne. Generelt er det min erfaring, at ekstremer sjældent fisker helt optimalt. Helt lavt og højt vand er sjældent perfekt på mine favoritpladser. Springflod har jeg eksempelvis ret dårlige erfaringer med. På Vestsjælland har jeg især gode erfaringer med faldende vand, men når det er sagt er der også flere pladser, hvor det virker som om, at vandstand og tidevand ikke betyder så meget. Dette gør sig ifølge mine erfaringer gældende på mange af de Østsjællandske pladser.

 

 

Selvom sommernatten er kort,kan det blive svært at holde koncentrationen til morgen - fiskeriet, hvis ikke man lige tager sig en morfar midt på natten.

Selvom sommernatten er kort, kan det blive svært at holde koncentrationen til morgen – fiskeriet, hvis ikke man lige tager sig en morfar midt på natten.

De bedste forhold til natfiskeri efter havørred på kysten

 – Relativt klar vand – eventuelt med en anelse svæv er helt klart nogle af de mest ønskværdige forhold, fortsætter han. – Vinden skal ikke være alt for kraftig, men havblik er heller ikke godt. Der må meget gerne være rifler eller små bølger – så går fiskene ofte mere til stålet. Personligt foretrækker jeg sidevind, men det er mest af praktiske årsager, fordi jeg synes det er lettere at kaste med fluestangen. Drømmescenariet er for mit vedkommende stille, men riflet vand, hvor der under overfladen løber en jævn strøm, så der er noget bevægelse i vandet. Så kan man se fiskene trække ind og sightfiske til de enkelte – det er simpelthen bare for fedt.

Månens betydning til natfiskeri efter havørred

 – Månefasen betyder meget – især jo længere hen på sommeren man kommer, understreger Henning. – Hvis der eksempelvis er både fuldmåne og havblik, er der bare så meget blæs på lampen, at det kan blive svært at lave et fornuftigt bedrag. Lige efter ny- og frem til halvmåne er efter min mening de mest optimale forhold – nætterne er jo lyse nok i forvejen. Hvis der fiskes lige op til – eller under fuldmåne, skal der helst være lidt bølger og skyer, hvis ikke fiskene skal blive for sky.

De bedste kystørredfluer til natfiskeri

 – Til fluefiskeriet har jeg fisket en del med klassiske muddlere, men med tiden er jeg gået mere og mere over til zonkere i rød, sort og skrigende pink, afslører han. – Det er en stensikker metode, der bare virker. Især på Vestsjælland er det røde islæt godt at have med, hvis man skulle støde på en regnbue eller to. Fluerne har jeg især tidligere oftest bundet på en Kamasan str. 6 krog.

– Moderne skumfluer som fx Nightskater med sort hanehackle og en gang skum fungerer aldeles fortræffeligt. Det er en fantastisk fornemmelse at kaste til en fisk, og se fluen streame gennem overfladen, indtil der rejser sig en kølvandsbølge bag ved og – BANG. Så bliver det ikke bedre. Er det kun effektiviteten, der tæller, så er og bliver favoritten dog en tre centimeter lang zonker bundet på rør med en L-rig og en str. 12 Owner ST 36 BC i enden. De kroger bare rigtig godt. Læs om L-rigs i Jens Bursells kapitel ”De sidste 50 %” i bogen ”Refleksioner på Kysten” (REKLAME).

– Jeg tager fluen ret hurtigt hjem – næsten som om dagen, men er der meget strøm, skal man lige huske at korrigere for, at linebuen tilføjer fluen ekstra fart. Hvis jeg ved, at der er fisk, men ikke fanger noget, er jeg ikke bleg for at sætte en orm bag bombardaen. Orm slår alt andet med hestelængder. Det fås simpelthen ikke mere effektivt.

 

Når mørket falder på, er storekystwoblere som fx disse et godt valg. Øverst Kongetobis og nederst Sandgrævlingen – begge specialmalet fra OGP.

Når mørket falder på, er store kystwoblere som fx disse et godt valg. Øverst Kongetobis og nederst Sandgrævlingen – begge specialmalet fra OGP.

 

Mørke agn til kystspin om natten efter havørred

– Med spinnestangen fisker jeg traditionen tro med relativt mørke agn. I perioden indtil det er helt mørkt, fisker jeg ofte med gennemløbsblink i grøn/sølv eller sort– fx Hugormen eller Bornholmerpilen, men så snart det er buldermørkt skifter jeg til en stor kystwobler – eksempelvis en Sandgrævling i mørke farver, som giver en god og let synlig silhuet i vandet.

– Når det er sagt er det vigtigt at være åben over for variation. Fanger man for eksempel ikke på en Sandgrævling, så er det bare med at skifte til noget radikalt anderledes. Selvom man ofte går efter en stor silhuet, kan det i nogle til – fælde være mindre og mere diskrete fluer eller blink, der skal til – selv om natten.

 På listesko efter kystørred om natten

 –Diskretion er en dyd– også om natten. – Folk har en tendens til at tro, at bare fordi det er mørkt, kan man bedre tillade sig at plaske rundt. Men fisken kan også være sky om natten. Tilsvarende har folk en tendens til at fiske i blinde, fordi det er mørkt, men det er der ingen grund til. Når først man har vænnet sig til det, kan man se meget mere end man tror. Lettest er det at kigger mod nord – nordvest, som normalt er den lyseste del af nattehimlen. Kig og lyt hele tiden efter fisk – præcis som du ville gøre det om dagen. Og observerer du fisk, som er lidt længere nede af kysten, så flyt med det samme efter fisken. Det kan altid svare sig at være dynamisk i sit fiskeri. Det er en af de ting, der i sidste ende giver mig flest fisk.

Hugperioder efter kystørred i mørket

– De bedste tidspunkter varierer selvsagt utrolig meget fra plads til plads og fra område til område. Skal man generalisere lidt, så er mønstret på fx Østsjælland ofte det, at den hektiske hugperiode sent om foråret og om sommeren ofte falder i perioden fra skumring og en times tid efter, at det er buldermørkt. I samme periode på Vestsjælland er det dog ofte lidt tidligere, at fiskene går amok. Ofte vil man komme ud for, at der kommer en hugperiode til, når det så småt begynder at dæmre. Perioden midt på natten er derfor et godt tidspunkt, hvis man trænger til et lille powernap, slutter Henning.

Få det fulde overblik over kystfiskeriet efter havørred i bogen “Refleksioner på Kysten”, som du kan købe her (REKLAME)

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2010

 

drømmerejse iFish Travel

 

Frisk fra nettet og direkte påpanden...bedre bliver det ikke.

Frisk fra nettet og direkte på panden…bedre bliver det ikke.

 

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2025: EN MASSIV KYSTØRRED FRA STEVNS

– Min søn og nogle af hans kammerater har fanget interessen for fiskeri og hiver i mig for at få mig med på kysten, fortæller Christian Andersen. – Undervejs lærer jeg fra mig det bedste jeg kan – og giver dem en masse tricks.

– Forholdende så lovende ud. Jeg var dog lidt skeptisk på valget af spot, fordi havtemperaturen var relativ høj netop her, og jeg havde på fornemmelsen, at vi skulle være et andet sted. Vi vågnede to timer for sent, hvorefter knægten spurgte, om det var for sent? Mit svar var, at det er aldrig for sent. Og så var det ellers op og afsted!

– Vi ramte vandet kl. cirka 6, og der var god strøm, så det så lovende ud. Vi fiskede en halv times tid, hvorefter jeg satte mig på en sten med en god kop kaffe og kiggede på, at drengene fiskede. Jeg rejste mig og gik 20 skridt længere væk, hvor jeg kunne se noget rigtig godt strømvand på bagsiden af revet. Her kastede jeg tre gange og BANG, sagde det. Et solidt hul i vandet afslørede en god fisk. Jeg nåede lige at tænke 3 kg…. men inden jeg fik løsnet bremsen, begyndte den at trække line af hjulet, og jeg kunne mærke, at fisken ikke ville med ind. Hurtigt fik jeg råbt til knægten ”den er STOR!!’” Han kom straks løbende med nettet, og efter fire stærke udløb, fik vi den i nettet.

– Jublen var stor, og drengene havde nok endnu mere gummiben end mig selv. Otte år skulle der gå før jeg fik PB igen. Jeg har dog ikke fisket ret meget i de 8 år, men alligevel… Min tidligere PB var 76 cm og 6,3 kg, og denne flotte han var 80 cm og 7 kg. Efter to timer ved vandet kørte vi tilfredse hjem igen.

Fisken er tilmeldt Westin Cup 2025, der slutter i morgen tidlig. Glæd dig til en ny stor konkurrence i august, hvor du hver måned kan vinde grej for flere tusinde kroner. Alle nye fangstrapporter og artikler i 2025 deltager i lodtrækningen om en drømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

Få det fulde overblik over hvordan du fisker havørred på kysten i bogen “Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel