SMUTTUR I FJORDEN GAV 14 HAVØRRED

– Jeg har netop været på en lille tur, gav nogle gode fisk, fortæller Kim Christoffersen, der er prostaffer for Savage Gear. – Jeg fiskede fra omtrent klokken 12, da jeg var tidligt færdig på arbejdet, så jeg måtte bare afsted.

– De første to spots gav en del små blanke fisk på omkring de 40cm, så jeg valgte som det sidste spot, at fokusere på et spot sydå, da det er tættere på hjemmet. Det gav en god fisk på omkring de 60cm, som gav en fin fight – og lidt tovtrækkeri var der da, inden jeg fik landet den smukke fisk. Filmen bliver lagt ud på min side i løbet af weekenden. Til sidst fik jeg et par stykket på henholdsvis 40 til 50 cm, som var en super afslutning på dagen. Fiskene, som i alt talte 14, blev alle sammen fanget på et SG Zerling. Alt i alt en rigtig udmærket dag, slutter Kim, der som alle andre indsendere af fangstrapporter i 2025 deltager i lodtrækningen om en fantastisk drømmerejse med fiskegrejet til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

Se hvordan Kim griber fjordfiskeriet efter havørred an i denne video på Fisk & Fris Youtube.

Husk at farvede havørreder fra i morgen ikke må hjemtages på kysten.

 

drømmerejse iFish Travel
Friluftsland

HAVØRRED: DE BEDSTE FISKEPLADSER I AABENRAA FJORD

Erik Tveskov med en smuk havørred fra Aabenraa Fjord.

Atmosfæriske Aabenraa Fjord i det sydøstlige hjørne af Jylland byder på et havørredfiskeri, der kan være langt bedre, end de fleste kystfiskere er bevidste om. Den oversete fjord kaster i perioder forrygende mængder havørreder af sig, og her får du en nærmere præsentation af de mest sikre pladser i fjorden.

 

AF ERIK TVESKOV

 

I DET SYDØSTLIGE SØNDERJYLLAND ligger Aabenraa omkranset af bakker og bøgeskov lige ned til den smukke Aabenraa Fjord. Fjorden byder næsten altid på muligheder for godt fiskeri uanset vindretningen, og den tilrejsende lystfisker har rigtig gode muligheder for at komme i nærkontakt med nyslåede sølvbarrer i foråret og de lidt mere messingfarvede fisk i efteråret.

Fjorden er meget dyb, helt op til 45 meter, og der er derfor mulighed for, at meget store skibe kan sejle helt ind i bunden af fjorden. Det var derfor et oplagt sted at lægge et kraftværk, og Enstedværket i bunden af fjorden har igennem mange år via sit kølevand virket som en magnet på kuldskære fisk i den sønderjyske fjord. De store dybder nær land gør det også muligt at fiske torsk, sej, makrel og sild helt tæt på byen.

Aabenraa Fjord er fra naturens side velsignet med en lang række små gydevandløb og et enkelt større i form af Slotsmølleå. Produktionen af ørredyngel i nogle af tilløbene er fantastisk høj, og udsætningerne af yngel er stoppet i mange af vandløbene. Der er derfor rigtig fine chancer for, at det er ægte vildfisk, man går og fisker på.

 

Friluftsland

 

Kort over de bedste fiskepladser til havørred i Aabenraa Fjord.

Kort over de bedste fiskepladser til havørred i Aabenraa Fjord.

 

Efter havørred ved Knudshoved

Knudshoved yderst på Løjt Land-halvøen, som afgrænser fjorden mod nord, er første stop på vores tur igennem Aabenraa Fjords kystpladser. Denne plads kræver, at man vandrer langs kysten fra Loddenhøj i nord eller spørger sig for ved nogle af de lodsejere, der har markveje, som fører til kysten syd for Knudshoved.

Det er dog hele besværet værd, for når man først når hovedet, har man adgang til en lille lækker vig på nordsiden af hovedet, der er god for havørreder både forår og efterår. Selve hovedet strækker sig med et langt stenrev langt ud i Lillebælt og byder på fremragende fiskeri efter havørred og i perioder torsk. I foråret et det en af de klassiske hornfiskepladser. Fordelen er dog, at den lange gåtur sorterer lidt i, hvor mange der gider at gå den lange vej, og man kan derfor være heldig at have pladsen for sig selv.

Sydsiden af revet byder på havørredkyst af ypperste klasse med revler, store sten og dybe badekar, og den er altid et forsøg værd. Kysten er ganske øde på dette stræk, og man har chancen for at fiske over helt jomfrueligt vand, hvis man er der fra morgenstunden. Længere sydpå bliver revledannelsen mere markant, og man er nu mere ude i et rendyrket vadefiskeri hvor man, afhængig af vandstanden, med fordel kan prøve at nå så langt ud som muligt og derefter fiske sig systematisk ned langs kysten. Husk dog med jævne mellemrum at tage et kast eller to ind imod land. Det er forbavsende, hvor lavt vand fiskene kan gå på somme tider. Specielt i foråret skal man være meget varsom med at vade ud. Det lønner sig tit at blive på land og affiske de mørke lavvandede områder uden overhovedet at dyppe tæerne. Denne strækning er god, når vandet er ved at klare op efter en gang østenvind. I efteråret kan fiskeriet dog være noget plaget af drivende tang i østenvind.

fluefiskeri efter havørred

Fluefiskeri er oplagt i Aabenraa Fjord, både fordi de fleste kyststræk er særdeles lette at vadefiske, men også fordi fiskene ofte trækker rundt tæt på land. Her ses en af de lokale fluer. Den skal imitere et af de små krebsdyr, der er så talrige i fjorden.

Flotte kystørreder på Skarrev

Skarrev er det naturlige udgangspunkt for fiskeriet på nord – siden af Aabenraa Fjord. Der er gode parkeringsforhold ved sommerhusområdet. Selve revet er et sted, man simpelthen er nødt til at prøve, når først man står og kigger på det lokkende rev, der strækker sig i sydøstlig retning i fjorden. Bunden er dog meget sandet på ydersiden af revet, og det bedste fiskeri findes som regel i den mørke vig øst for revet og længere ind i fjorden på den vestlige side. Specielt østsiden virker som den rene magnet på fiskene i foråret.

På vestsiden har man ca. en kilometer at gå på, før man møder det første fredningsbælte ved den lille Dyrehavebæk, hvor der er halvårlig fredning. Fredningsbæltet går over i det næste ved Avbæk, hvor der ligeledes er halvårlig fredning. Kyststrækket består her af typiske forårspladser med ret lavt vand og bælter med ålegræs og forholdsvis blød bund. Ved Jørgensgård Skov inderst i fjorden er der et spændende stræk med forholdsvis lavt vand men med store sten og ålegræsbælter.

Der kan være rigtig mange fisk i perioder, men pladsen er også velbesøgt. Uden for den halvårlige fredning af Avbækken indbyder strækket til at tage flyderingen eller kajakken og affiske det lave vand fra søsiden, mens man af og til fisker ud over det dybe vand.

 

Knudshoved

Knudshoved er en indtagende smuk plads, der byder på varierede bundforhold. Pladsen egner sig fortrinligt til vadefiskeri, og det er forbavsende hvor ofte fiskene trækker rundt over helt lavt vand.

Godt havørredfiskeri ved Sønderstrand

Sønderstrand inderst i fjorden er også en interessant plads. Her har de to små vandløb Farversmølle Bæk og Skelbækken deres udløb, og der er derfor et halvårligt fredningsbælte fra den 16/9 til den 15/1. Den første dag efter fredningen er der altid hektisk aktivitet af lystfiskere, så hvis man ikke er meget socialt anlagt, er det måske en idé at vente en uges tid, inden man for alvor starter fiskeriet herinde. Stranden er meget fladvandet her, og der er spredte banker af ålegræs og blåmuslinger. Muslingebankerne er dog stadig mærket af de muslingeskrabere, der lagde vejen forbi for 3-4 år siden.

Fiskeriet har ifølge de lokale endnu ikke helt fundet tilbage til det, det var en gang. Det lune vand fra kraftværket og det lave vand, der ligger tæt op af det 14-16 m dybe vand ved kraftværket, gør dog, at det er en plads, der absolut er et besøg værd i det tidlige forår. Fangsten af en rigtig god fisk har tit den virkning, at der står en masse fiskere i de følgende dage.

 På kysten efter havørred ved Felsbæk

 Felsbækstrækket kræver ligeledes, at man er opmærksom på gældende redningsbestemmelser. Laksemølle Bæk har sit udløb her lige øst for Enstedværket, og her er der helårlig fredning. Strækket lige øst for ved Hostrupskov byder på lange sandede stræk men med meget spændende ålegræsbælter og badekar. Hvis man har adgang til flydering eller kajak, er det et oplagt sted at lægge sig på grænsen til den mørke bund og derefter fiske både det dybe vand yderst og de mørke bundområder inde imod land. Midt på strækket har Felsbæk sit udløb, hvor der også er helårlig fredning. Der er parkeringsmulighed lige før Felsbæk Mølle men husk, at man da befinder sig midt inde i fredningsbæltet.

Lige øst for fredningsbæltet starter et prægtigt havørredstræk, hvor man kan gå med skoven i ryggen og fiske over den lækreste bund med store sten og blære – tang. Der er ret dybt vand på strækket, og i perioder kan man være heldig at rende ind i en kysttorsk eller to. Her – som andre steder i landet – er torskefiskeriet dog stadig kun en skygge af, hvad det var engang. Det er i øvrigt ikke få havvandrende regnbuer, der gennem tiden er landet på dette stræk. Parkeringsforholdene er lidt problematiske, og det betaler sig at spørge sig høfligt for hos lods ejerne, inden man ukritisk tager den første markvej ned til vandet. Igen lønner det sig at tage den lange travetur, også fordi det tynder lidt ud i antallet af fiskere.

 

Varnæs Vig, Aabenraa Fjord

Der er utroligt mange smukke kystpladser i Aabenraa Fjord. Her er det pynten ved Varnæs Hoved strækket – en plads, som fisker godt hele året rundt.

 

Havørred på flue fra Aabenraa Fjord.

Små hidsigt farvede fluer er den rette medicin i de kommende måneder, hvor fiskene i fjorden ofte skal tirres til at hugge. Denne fisk faldt for en lille knaldende orange flue.

Havørredfiskeri ved Varnæs Vig

Varnæs Vig og Varnæs Hoved finder man yderst i fjorden. Inderst i vigen har Rørmose Bæk sit udløb, og den havde på et tidspunkt den uofficielle rekord i tæthed af ørredyngel i Sønderjylland. Vandløbet er omfattet af en halvårlig fredning, og om foråret og efteråret inden fredningen træder i kraft, er det et spændende sted for vadefiskeren. Den lavvandede vig bliver hurtigt varmet op i foråret, og man kan gøre ting, der er meget værre end at fiske en børsteormsimitation i marts måned. Det er en giftig cocktail.

Jeg mødte en gang en tysker, der lige havde tabt sit livs havørred inde i vigen på et stykke sild. Han havde hygget sig med at mede hornfisk, da der var knaldet en meget stor havørred på sildestykket. Han rystede stadig, da jeg snakkede med ham på parkeringspladsen…

Selve Varnæs Hoved er en anden kystklassiker i det sønderjyske. Lige neden for parkeringspladsen er der forholdsvis fladvandet, men det er en stor fejl straks at gå nordpå. Vader man lidt ud, er der et større stræk med ålegræs og muslinger, hvor der ofte står fisk. Rundt om hovedet er der et væld af lækre pladser med store sten og tangbælter og ikke mindst nogle meget giftige badekar. Ved hovedet er der desuden to stenrev – et vestligt og et østligt. Fisk, der er på vandring, enten inde fra fjorden eller ude fra Lillebælt og Alssund, passerer på et eller andet tidspunkt Varnæs Hoved, og det er derfor en fremragende plads hele året. Herudover kan selve hovedet stadig være god for en kysttorsk eller to, hvis man kender sin besøgstid lige i skumringen.

Strækket fra Varnæs Hoved og sydpå rummer nogle spændende badekar, og de egner sig fortrinligt til vadefiskeri. Der ligger nogle enkelte store sten, der tit holder fisk, men dem må du selv ud og opsøge.

Gode fiskemuligheder efter havørred ved Naldtang

Naldtang på fjordens sydside er endnu en spændende kystplads. Hvor Naldtangvej er helt tæt på vandet, er der en offentlig parkeringsplads, og går man nordpå herfra, er der et dejligt stræk med ålegræsbælter og muslingebanker det første stykke. Det er udpræget vadefiskeri, og strækket er fint forår og efterår. Lidt længere nordpå skærer dybdekurverne tættere på land, og her er et prima stykke med store sten og tangbælter. Der er en lille pynt med et stenrev, der er en særdeles spændende plads. Vigen lige vest for revet er en klassisk forårsplads med forholdsvis lavt vand og mørk bund, der ofte holder fisk.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009

Husk at du kan finde masser af havørredartikler og pladsguides i artikelarkivet her.

Få det fulde overblik over havørredfiskeriet i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).

 

Friluftsland

 

Erik Tveskov på fluefiskeri i Aabenraa Fjord

Føderigdommen i Aabenraa Fjord er overvældende, og fluevalget giver ikke altid sig selv. Som regel kan det dog betale sig, at tage bestik af hvilke fødeemner, der er mest talrige inde over det
lave vand, og på denne baggrund vælge fluemønster.

Friluftsland

DAIWA OPEN 2025: PR-HAVØRRED HUGGER I MØRKET

– Lørdag d. 1 november skrev jeg til min kammaret, om vi ikke skulle tage ud på en lille fisketur, fortæller Viktor Christensen. – Han var klar, så vi skyndte os at pakke grejet og køre afsted til Egebjerggård på Nordfyn.

– Klokken var blevet mange, før vi var ude ved spottet omkring kl 15:30, og solen gik ned omkring kl 17. Vi havde ikke meget håb med os, og det var første gang vi prøvede stedet, som jeg havde fået anbefalet af en gammel lokal fisker. Det var den flotteste dag, og der var næsten helt havblik samt fri for skyer. Men fisk var der ingen af.

– Vi havde fisket spottet af, klokken havde lige slået 19 og lysten til at fiske mere var der ikke. Derfor valgte vi at tage hjemad, imens vi tog nogle kast i ny og næ. Og pludselig – langt ude i kastet, bed den flottete havørred på min røde og sorte sandel på 19 g. Hjertet begyndte at hamre hurtigt, og sveden løb ned af ryggen. Den sprang og trak line helt vildt. Havørreden var ikke vild med ideen om af at komme ind til kysten. Men efter en hård kamp, fik vi landet min største fangst nogensinde. Det var en flot havørred på omkring 56 cm med gydedragt på. Og ny PR for mig.

– Det var den bedste følelse nogen sinde, at ikke have set noget hele turen og så pludselig få så fin en størrelse havørred i hånden. Jeg tog havørreden med hjem og fik den spist næste dag. Det var det hele værd. På den tur lærte vi, at selvom vejret og forholdene ikke er ideelle, så kan man stadig fange sin PR-havørred. Glæder mig til at komme ud igen, slutter han og tilføjer, at fisken skal tilmeldes Daiwa Open 2025.

 

Geddefeber

Friluftsland

POLARREJEN – EN SIKKER REJEFLUE TIL KYSTENS HAVØRREDER

Havørreder elsker rejer, og her ses Peter Rødsgaards version af Polarrejen i tre farvevarianter.

I november kommer de sultne havørreder ind på det lave vand for at mæske sig i fede rejer – og det skal udnyttes! Her giver Peter Rødsgaard dig et par tips til indtagningen samt et godt bud på en sikker rejeflue.

 

AF PETER RØDSGAARD, FOTO: LARS LAURSEN OG JENS BURSELL

 

TEMPERATUREN på det lave vand begynder at falde med efterårets og senere vinterens komme. Livet langs kysterne må ændre sig i takt med temperaturen. Foråret og sommeren, hvor dyrene på det lave vand har formeret og vokset sig til en anseelig mængde, skal nu afløses af en ny tid. Nu gælder det om at overleve vinteren, så de kan starte en ny cyklus næste forår. Strategien for dette er simpel.

Det gælder om at have næringsdepoterne fyldte, så man ikke bare er sikker på at komme igennem vinteren, men at man også har energi til at føre slægten videre. Det betyder at rejerne er store og næringsrige, og det er noget ørrederne kan lide.

 

Daiwa Open 2025

 

Kystørrederne er vilde med rejer på lavt vand

Havørreden bruger mere tid på det lave vand ved kysten, nu hvor temperaturen er blevet mere udholdelig for den. Fisken møder et veldækket bord, med alt hvad den har brug for af føde, og det passer den glimrende, da den også skal have fyldt depoterne op inden vinteren Et af de byttedyr havørreden møder, er rejen. Den findes i store mængder og den er også rimelig nem at fange. Der er ikke megen spræl i en reje, den hopper et par gange, og prøver at finde noget at gemme sig i.

Vandet er ikke bare fyldt med masser af levende smådyr, men også en masse døde plantedele. Alt sammen, både dyr og planter, optræder i farvenuancerne fra helt transparent lys beige over oliven til mørk brun. For smådyrene er det en klar fordel at kunne falde i ét med omgivelserne, da de lever efter reglen; bliver du set, er du død. Dykker man ned på et typisk kyststræk og kigger i vandet, vil man se, hvordan vandet har en rytme, hvor partikler, plantedele og dyr vugger frem og tilbage. Denne rytme kan man kun bryde hvis man er levende, og altså selv bevæger sig.

 

Materialer til rejefluen Polarrejen

Teal og grizzly hackler er suveræne materialer, når der skal bindes gennemskinnelige fluer med ben, antenner osv. De kan enten benyttes i deres naturlige nuancer eller i farvede versioner.

Fluer der ses let, fanger ofte mange havørreder

Som lystfisker forsøger jeg at udnytte disse forhold, ved at fiske med en synlig flue, som fiskene ikke kan undgå at se. Til det er en større, relativt hurtigt fisket anonym flue i str. 2 til 4 eller en Flamme i str. 6 til 8 ganske fin. Jeg vil have dem til at reagere, ved at hugge, følge eller skabe uro i overfladen. Sommetider er det fint med disse fluer, og fiskene hugger som de skal, men har jeg først haft kontakt med to fisk, der ikke rigtig vil inden for en begrænset strækning, så skifter jeg taktik. Nu ved jeg, hvor der er fisk. Nu skal jeg bare sende noget ud til dem, som de vil æde. Da menuen ofte står på rejer for dem, så er det et klart førstevalg.

Når havørrederne tester deres bytte

En perfekt reje i farve, transparens og bevægelse, kan vi fluebindere ikke lave, uanset hvad vi gør af krumspring ved stikket. Vores rejeimitationer virker dog ganske fint alligevel, og fiskene, der før ikke ville tage bliver nu ofte til at tale med. Der kan dog stadig være skeptiske fisk, som ikke rigtig hugger, men fluen stoppes bare et par gange, så sker der ofte noget.

Før jeg for ti år siden oplevede, hvordan en havørred kan teste om noget er levende, satte jeg farten ned for ikke at fjerne fluen, men det virkede ikke specielt som om de forsigtige fisk gad hugge. Havørreden kan teste sit bytte, hvis den er i tvivl, om det er noget levende, den har foran sig. Det oplevede jeg, når jeg fodrede havørreder med levende rejer i store akvarier og bassiner på Fjord & Bælt Centret i Kerteminde på Fyn. Den kan svømme helt tæt på og åbne munden et par millimeter, og lige inden den rører det mulige bytte åbner den gællerne, hvorved der skabes et kraftigt sug gennem den smalle åbning i munden. En reje vil blive suget ind på fisken, med en flugtreaktion til følge.

Den hopper et par gange bagud, hvorved den fjerner sig en meters penge, og begynder at svømme mod bunden eller en mørk tangbusk. Havørreden er nu klar over, at her er noget spiseligt, så den svømmer hen, og æder rejen i en mundfuld uden tøven. Oven på disse oplevelser begyndte jeg at tage et par hurtige indtagninger, og så vente lidt, hvilket gav nogle gevaldige hug. Fisken, der havde testet min flue, blev nu overbevist om, at den var god nok, så fluen blev bare inhaleret.

 

tangrejer er en af havørredens livretter langs kysten

Der findes mange rejearter i det kystnære farvand, og flere af arterne varierer i farve efter omgivelserne. Her er det en tangreje der har karakteristiske blå og gule farver, men bruger du fx en lys nuance der matcher sandbunden eller en mørk reje over blæretang er der gode chancer for at din flue ligner sine slægtninge i vandet.

Peters bedste rejefluer til kystens havørreder

Det rejefluemønster jeg mest hælder til, er Polarrejen med lineøjne eller shrimp eyes i stedet for kuglekædeøjne. Et mønster der har en god transparens, facon og finesser, så fisken ofte tager uden at teste først- heldigvis! Fluen binder jeg på diverse kroge i størrelsen 4-8, og i forskellige farver. Til fluen bruger jeg: Belastning, teal, syntetiske fibre til antenner, shrimp eyes, syntetisk dubbing, polar chenille og en grizzly hanefjer.

Bind belastningen ind i krogskaftets længde, så fluen svæver mens den synker og ikke dykker.

Teal bindes ind, somhale, der illuderer munddele. 6-8 stk. antenner i forskellige længder placeres på hver side af tealen. Øjnene bindes ind, så de stritter lidt ud til siderne. Kropshacklet, hvor fjerstrålerne er fjernet på den ene side, bindes ind i spidsen, med fibrene nedad. Herefter bindes polarchenillen ind. Dub kroppen, så den taper ned mod krogøjet. Tørn polarchenillen, tørn hacklet, og giv så det hele en ordentlig omgang med en velcrobørste, afslut og laker. Der er mange gode farvevarianter af dette mønster, hvor man kan ændre på farven af fjeren, polarchenillen eller dubbingen. Kun fantasien og fiskene sætter grænser.

Få det fulde overblik over kystfiskeriet efter havørred i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).

 

Hvidovre Sport
Friluftsland

DAIWA OPEN 2025: HAVØRREDBONANZA PÅ FALSTER

– Hvilken havørredfisker drømmer ikke om at ramme den store stime og opleve en omgang bonanzafiskeri? Når man er 14 år og vild med at fiske, så står det i hvert fald meget højt på ønskelisten, og på en solrig efterårsdag på Falsters vestkyst kom den far/søn oplevelse, vi sammen havde drømt om, fortæller Johnny Skovlund.

– Selvfølgelig var det Sebastian, som startede dagen bedst ud, og allerede inden vi ramte stimen, havde han haft væsentligt flere kontakter, og det fortsatte bare, da han ud af det blå hev tre fisk i nettet på tre kast! Den rød/sorte Savage Gear Seeker var brandvarm, og nu var det vist på tide, at farmand måtte melde sig ind i kampen, så den gode, gamle Stripper fra Kent Andersen blev sendt i samme retning, hvilket gav to lynhurtige fisk.

– Pludselig var stimen væk, men da vi bevægede os lidt op ad kysten, fik vi kontakt igen, og så gik det ellers løs med masser af hugvillige havørreder i området. Sikke en fantastisk oplevelse at få med hjem fra sin efterårsferie sammen, og på trods af, at der kun var undermålere blandt de 12 havørreder, som kom i nettet denne dag, satte det ingen skår i fiskeglæden overhovedet. Havde vi villet, kunne vi have taget en del flere, men uden den store udsigt til at finde en større fisk – og godt mættede af den intense fiskeoplevelse – drog vi opløftede hjem mod sommerhuset, slutter han.

– Den fine beretning deltager naturligvis i Daiwa Open 2025, og som alle andre nye fangstrapporter indsendt i 2025 deltager Johnny og Sebastian i lodtrækningen om en fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret i iFish Travel.

 

Friluftsland

Friluftsland

DAIWA OPEN 2025: GODE HAVØRREDAGE PÅ BORNHOLM

– Thierry Du Brail har været med et par venner på Bornholm for at fiske efter havørred:

– Det var dejligt at komme til Bornholm igen, men vejret var ikke med os undtagen i tirsdags, hvor vi tre mand landede 17 havørreder op til 65 centimeter efter, at det havde været stiv kuling fra syd/øst beretter han. Der var masser af mudder i vandet på sydkysten, men på trods af stiv kuling fik jeg alligevel fem blanke fra 40 til 53 om aftenen på Antoinette. På Levka var der dagen efter virkelig meget tang i vandet, så fra klokken 12 var jeg igen på Antoinette til klokken 17 sammen med seks tyskere og tre danskere. Jeg affiskede cirka 1 kilometer kyst uden held. På spidsen var der ingen andre, og tangen i vandet var koncentreret helt inde ved land. Blot 10 meter ude var vandet den perfekte farve. Lige her fik jeg på fire timer ti kontakter og mistede én på et 30 grams blink uden farve. De blanke havørreder var fra 40 til 55 centimeter og blanke alle sammen. Huggene kom alle 70-80 meter fra land, og faktisk måtte jeg kaste så hårdt, at jeg skar mig i fingeren på den tynde fletline.

– Mit grej var en Daiwa Morethan stang på 9,3 fods monteret med et 4000 hjul. De andre fiskere havde ikke langdistancegrejet med og kunne derfor ikke fiske helt derude, hvor fiskene var, hvilket gjorde, at de kun fik én enkelt fisk tilsammen.

– På andendagens fiskeri, hvor jeg fiskede med Immanuel, spottede jeg også fiskene omring de 70-80 meter ude. Fiskene huggede faktisk jævnt hele dagen, uden at det egentlig var bedre fx morgen eller aften. Der var rigtig mange på 40/45 centimeter, men det var kun på Antoinette, at det var blanke fisk, slutter han.

Se denne artikel om kystflue på Bornholm her i Fisk & Fris artikelarkiv.

Tjek også denne fede artikel om bombardafiskeri på Bornholm her.

Bliver du selv fristet til en havørredtur til Bornholm med fiskevennerne, så tjek det idylliske og helt perfekte lystfiskerhus, som udlejes her

Turberetningen er tilmeldt Daiwa Open 2025 sponsoreret af Daiwa Scandinavia – samt lodtrækningen om en drømmerejse med fiskegrejet til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

 

Geddefeber

Friluftsland

HAVØRRED HOTSPOTS: FISLKEPLADSER PÅ VESTSJÆLLANDS KYST

De Vestsjællandske kyststræk fra Reersø til Asnæs byder på et fiskeri efter havørreder, der kan være hektisk, og særligt her i efteråret er der mulighed for at ramle ind i en kystørred af skræmmende proportioner. Følg med til Jammerlandsbugten, hvor et stort efterårstræk er forestående.

 

AF MADS CHRISTOFFERSEN OG SUNE REFSGAARD

 

HAVØRREDEN – eller ørreden i almindelighed – er måske den mest studerede og beskrevne fisk overhovedet. Man kunne derfor tro, at nøglen til at overliste havørreden var tæt på at være fundet, men det er langt fra tilfældet. Dertil er havørreden nemlig stadig, og heldigvis, alt for uforudsigelig. Der er så mange faktorer, der spiller en rolle for dens færden. For eksempel vind, strøm, årstid, bundforhold, fødeemner osv. Så snart man tror, at man har knækket koden, så ændrer forholdene sig, og man kan begynde forfra.

I erkendelse heraf er denne artikel ikke en ’hvordan-tænker-havørreden’ artikel. Den giver dig ikke en facitliste over, hvordan du med sikkerhed fanger din første eller næste havørred. Svarene på disse, for havørredfiskeren, ultimative spørgsmål fremkommer forhåbentlig aldrig. Derimod vil vi i det følgende dele ud af de erfaringer, vi har gjort os på den Vestsjællandske kyst.

I denne del af landet, og på de kyster der findes her, er vi vokset op, og vi har i årenes løb gjort os en del erfaringer her – både med fiskestangen, men også med snorkel, maske og finner. Vi vil forsøge at motivere dig til at komme derud, hvor de store havørreder netop nu trækker forbi i jagten på føde og ferskvand – ved strandkanten – på Vestsjælland.

 

Daiwa Open 2025

 

Kystfiskeri efter havørred på Vestsjælland - guide til fiskepladser.

Sune Refsgaard med en grov blankfisk fanget på en relativt vindstille morgen. Det gælder om at rykke af sted på de dage, hvor den typiske danske vestenvind taber pusten eller søger ind over
landet fra en anden indfaldsvinkel.

Efter havørreder på Reersøs Nordvestrev

 Reersø Nordvestrev er både kendt og populær, og ikke uden grund. Parkeringsforholdene er gode, og chancen for en af de helt store havørreder er altid til stede. Ydermere træffes der ofte både mange og store regnbuer, der stammer fra de talrige udslip, som desværre sker fra Musholm Lax.

Man følger skiltene mod stranden, og bilen parkeres på parkeringspladsen ved den lille skov. Derefter følger man et lille stykke af grusvejen tilbage og drejer fra ad den lille sti, der fører ned mod vandet. For enden af stien kommer man til en skrænt med et godt udsyn over pladsen. Vegetationen består især af blæretang på en stenet bund. Til tider kan der være en del strøm, og kombinationen med store glatte sten, gør det svært at vade her. Vi har erfaring med et rigtigt godt fiskeri med vind fra sydøst, omkring et tidevandsskifte fra højvande mod lavvande. Dog er erfaringen, at det bedste fiskeri generelt forekommer i stigende vand, hvor havørreden typisk fanges på selve revet og dets sydside.

De fleste fiskere bevæger sig typisk sydover ud til sydrevet med de høje majestætiske skrænter i baggrunden. Naturen er enestående her, og ofte træffes marsvin, som cruiser langs kysten – et sikkert tegn på, at der er mange fisk på denne plads. Vi har på flere forskellige årstider snorklet her både dag og nat – ligesom resten af de nævnte pladser i øvrigt. Her har det vist sig, at om efteråret er der rigtigt mange forskellige interessante fødeemner for havørreden. Vi har om natten set sild, der svømmer rundt på mindre end to meter vand, voldsomme mængder af hesterejer og kutlinger samt tobisstimer så talrige, at der er større chance for at vinde en jackpot i lotto end, at få en havørred til at klappe kæberne om ens tobisimiterende blink eller flue.

Vi har set havørreder på over fem kilo svømmende på mindre end én meter vand, især ved højvande i mørket – og masser af havørreder, der svømmer helt inde i det inderste badekar ved land, på mindre end en halv meter vand. Faktisk har vi stort set ikke set nogen havørreder opholde sig på mere end et par meters dybde, så husk endelig, hvis du prøver lykken i mørket, at fiske højt i vandet og tag først agnen op helt inde ved stangspidsen. Kast gerne langs med kysten, også selvom agnen landermindre end 10 meter ude.

Går man østover fra Nordvestrevet, kommer man hurtigt til en længere stensætning, der ligger parallelt med stranden og helt ned til vandet. Strækningen kan virke en smule kedelig med sand få meter ude, men man skal ikke lade sig narre. Havørrederne kan træffes helt inde ved stenene endda midt på dagen. Det sker dog helst omkring højvande, hvor man kan være heldig, at få rigtig fine fangster her.

 

Kort over fiskepladser til havørred på Vestsjælland.

Den vestsjællandske kyst byder på et væld af fiskepladser til havørred. Her bar du nogle af de bedste.

 

Efter kystørred ved Reersø Badestrand

Reersø Badestrand Øst begynder ved høfderne øst for den offentlige badestrands parkeringstræfplads. Strækket er kendt blandt de lokale lystfiskere på Vestsjælland, men ellers får det ikke meget omtale i andre lystfiskerkredse. Det er et ret langt og afvekslende stræk med blæretangsbælter, små rev og leopardbund. Området fisker rigtigt godt i vind fra østlige retninger.

Om efteråret er her virkelig mulighed for at træffe nogle af de helt store ørreder, der bevæger sig på vej mod Halleby Å. Husk blot at genudsætte farvede havørreder igen, for åens bestand af gydende ørreder er spinkel, og enhver gydemoden fisk er utrolig værdifuld. Der fanges mange blankfisk året rundt, og strækket er helt sikkert et besøg værd, hvis der er optaget på Nordvestrevet. Vi fisker sjældent på pladser, der allerede er optaget af lystfiskere, men kører hellere videre til andre stræk, da der er rigeligt af fiskbart vand på Vestsjælland.

Vores filosofi er, at man skal være opsøgende i sit fiskeri. En plads får derfor sjældent mere end 1,5 time, hvis vi hverken ser fisk i overfladen eller har kontakter. Det er ikke ualmindeligt, at vi affisker omkring fire pladser på en dag. Vi prøver gerne forskellige typer af pladser med varierende bund-, strøm- og vindforhold – hvilket erfaringsmæssigt er en god opskrift på succes.

 

Få det fulde overblik over havørredfiskeriet på kysten i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).

 

Genudsætning af havørred langs Vestsjællands kyst.

Rasmus Ovesen med en overspringer, som blev fanget blot få meter fra land. I det hele taget er det lettere foruroligende, hvor mange store fisk, der færdes klods op af den vestsjællandske kyst.

 

Bjergeklint – en fanstatisk fiskeplads til kystens havørreder

Lige neden for Bjerge Campingplads ligger Bjerge Klint, der er en lidt listig plads. Listig på grund af, at det er et meget kort stræk, der er interessant – vel ikke mere end 3-400 meter i alt. Men endnu mere listig, fordi dette stræk til tider har i kvalitet, hvad det ikke har i kvantitet. Vi har tit oplevet fantastisk fiskeri her, med op til flere flotte fisk landet på kort tid. Det skal dog nævnes, at ligesom på Reersø, er der en stor risiko for at støde på farvede fisk her, da strækket ikke ligger langt fra Halleby Å. Som tidligere nævnt har vi også her været under overfladen med snorkel og maske for at studere havørredens pladser nærmere. Det har ikke bare resulteret i meget brugbare oplysninger, vi har også set havørreder på den gode side af 10 kilo.

Den nordlige del af strækket er et typisk tangbælte med et lige så typisk badekar på indersiden. Jo længere sydpå, og jo nærmere selve klinten man kommer, desto flere og større sten dukker der op. Ud for selve klinten er der mange og store sten, masser af blæretang og små pletter med sandbund, hvilket selvsagt er det perfekte gemmested for havørreden.

Vores erfaring er her den samme, som ved flere af de andre pladser i området. Havørrederne kommer, især i skumringen og om natten, gerne helt tæt på kysten. Flere gange har vi, både over og under vandet observeret hav- og regnbueørreder stå på så lavt vand, at rygfinnen ikke har været dækket af vand. På grund af den relativt sparsomme plads, og det til tider rigtigt gode fiskeri, er der en risiko for, at der allerede står folk her, når du ankommer. Pladsen kan ikke bære mere end et par fiskere, så hvis du ser andre her, så overvej, om det ikke ville være bedre at fortrække til én af de andre utallige pladser i nærområdet.

 

Havørred taget på fluefiskeri langs Vestsjællands kyst.

Udover små reje- og tangloppeimitationer, er én af forfatternes yndlingsfluer Hans Henrik Aspes Rævehalen. Med sin beskedne størrelse er den en fortræffelig allroundflue til Vestsjællands kyster.

Havørred ved Græsmarken

Græsmarken er et stræk lige efter Ugerløse Campingplads. Man parkerer på den store græsplæne ovenover vandet, og nordpå findes et rigtigt lækkert stræk der, under de rigtige betingelser, stort set altid holder fisk. De første 200 meter består af et bredt mørkt bælte med blæretang og et muslingerev. Her er det oftest spinnefiskeren, der trækker det længste strå.

Fiskene findes typisk på den yderste tredjedel, og ofte lige i badekarret på grænsen mellem tang- og sandbunden. Bombarda og flue fisker rigtigt godt på dette stræk og især kutlingeimitationer, såsom vores gamle læremester udi i fluefiskeriet Hans Henrik Aspes imitation Rævehalen, har hav- ørrederne en forkærlighed for på Græsmarken. Fluefiskeren kan sagtens være heldig at få fisk på strækket, men det vil typisk være i skumringen, hvor fiskene trækker meget tæt på kysten. Generelt er det vores erfaring, at man ofte skræmmer fiskene, hvis man vader rundt til midt på livet på dette tidspunkt. Prøv at blive i vandkanten og koncentrér fiskeriet inden for de første 20 meter – det har givet os mange fisk på Græsmarken.

Lidt længere nord på kommer et meget tiltalende stræk for fluefiskeren. Her er masser af badekar parallelt og vinkelret på stranden, samt en meget komfortabel kasteafstand til sandrevlen gør, at chancerne for fisk er virkelige gode her. Går man syd på fra parkeringspladsen, findes et længere stræk med en del sand blandet med leopardbund. Leopardbunden strækker sig ikke specielt langt ud, og badekarret parallelt med kysten på kanten af tangskoven og sandbunden, holder ofte trækkende ørreder.

Strækket neden for campingpladsen mellem de to stenhøfder ved parkeringspladsen kan være utroligt godt og holde meget store fisk. Især her i efteråret kan man være heldig, at få kontakt med én af dem. Alle vindretninger fisker fint på græsmarken – på nær nord. Dog må vestenvinden ikke være for hård, da vandet bliver meget uklart og fyldt med møg. Græsmarken fisker især godt i efteråret og foråret, og kan til tider overraske med blanke overspringere om vinteren. Sommeren kan være sløv, men kig i stedet efter multer. I perioder kan der være i hundredvis af dem nede i de små badekar.

 

Havørred taget på flue langs Vestsjællands kyst.

1) Særligt fiskeriet i de tidlige morgentimer er giftigt. Her det Sune Refsgaard med en fin blankfisk fanget ved stensætningen øst for Reersø Nordvestrev en tidlig sensommermorgen. 2) Føderigdommen langs de vestsjællandske kyster er overvældende. Her er masser af større fødeemner såsom tobis, børsteorme og ålekvabbeyngel. Alligevel er det gerne små rejefluer og tangloppeimitationer, som lokker havørrederne til hugget.

Fine fiskepladser til kystørred ved Asnæs Vest- og Sydrev

 Ved Asnæs Vest- og Sydrev skal man være klar på at gå meget langt. Der findes faktisk en vej, der fører ned på sydsiden af Asnæs, og som ender ved et lille fiskeleje ikke langt fra Sydrevet. Vejen er dog privat, og det er forbudt at parkere på vejen eller ved fiskelejet. Beboerne og den lokale skytte er meget opmærksomme på uvedkommende trafik, og derfor skal der i stedet parkeres ved Havnemark på nordsiden af Asnæs. Fra Havnemark går man vestover mod Vestrevet. Man må regne med en gåtur på cirka 40 minutter for at nå derud. Husk at pakke let – der skal være plads til en grov havørred eller to på vejen hjem…

Vestrevet genkendes ved, at der ligger et stort stykke glasfiber fra en gammel båd 15 meter fra vandkanten. Revet består af mange store sten med blæretang ind imellem. Man kan fange havørreder året rundt herude, og på alle tider af døgnet, men især morgenfiskeriet kan være virkeligt godt. I efteråret kan man tillige være heldig, at få kontakt med en af de store blanke overspringere.

Sydrevet er et relativt lavvandet blæretangsrev, der generelt ikke får den samme pmærksomhed som Vestrevet – måske på grund af den ekstra gåtur. Men tøv ikke med at besøge dette rev. Hvis du er rigtig heldig, kan du fange dit livs fisk her. Ved lavvande kan der vades et stykke ud på revet med god succes. Affisk pladsen fra land, inden du bevæger dig ud. Selv store havørreder trækker ofte tæt forbi land. Perioden omkring højvande og/eller skumring er erfaringsmæssigt det bedste tidspunkt for fluefiskeren.

Spinnetips til havørrederne på Vestsjællands kyst

 Spinnefiskeren kan selvsagt dække en større del af revene end fluefiskeren og har det ofte lettere på andre tidspunkter af døgnet. Agn som Stripper, Fladbukken og Sandgrævlingen fisker glimrende på både Vestrevet og Sydrevet. Prøv alternativt bombarda og flue – flydende eller intermediate, det kan på visse dage være udslagsgivende.

Tobis- og kutlingeimitationer er at foretrække for fluefiskeren. Hvorvidt man vil fiske med flydende eller intermediate flueline er et temperamentsspørgsmål, og det kommer også meget an på den enkeltes fiskestil. Husk blot at der til tider skal fiskes henover blæretangen på helt lavt vand. Fanger man ikke havørreder på Vestrevet eller Sydrevet, kan man sagtens være heldig, enten at finde dem i den lille bugt mellem de to rev eller på det lange stræk fra Havnemark og ud mod Vestrevet.

Faktisk er der en reel mulighed for at træffe havørreden på det meste af Asnæsspidsen, så det er bare med at komme ud og gøre dine egne erfaringer på den Vestsjællandske kyst – knæk og bræk.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2009.

 

Friluftsland

 

havørred og regnbueørred fra Vestsjælland

På en god dag kan det både lade
sig gøre at lande en flot velnæret
havørred og en hårdtfightende
regnbueørred på den vestsjællandske
kyst. Regnbueørrederne
kan med fordel spottes på vindstille
dage, da de gerne trækker
rundt helt inde under land og tæt
under overfladen.

 

 

Friluftsland

DAIWA OPEN 2025: 74 CM HAVØRRED FRA VESTSJÆLLAND

Jakob Grud Nielsen og hans to kammerater fra Herning tog i fredags østpå for at fiske, men efter en forblæst aften på Møn, hvor det var umuligt at få det til at spille, tog de tre gutter til Vestsjælland for at fiske om morgenen.

– Allerede fra om morgenen var der gang i den, og vi fik faktisk 15 ørreder op til 45 centimeter, så det var da en god start, fortæller han. – Men – så stilnede fiskeriet også af, og om aftenen fik vi intet. Her i morges tog vi så ud til pladsen igen – og her fik jeg pludselig et tungt hug blot 10 meter fra stangspindsen på min lille brune gennemløber, der vejede 18 gram. Den flotte havørred gav en fin, men ikke pralende fight, og inden længe kunne den glide over netkanten. Fisken blev skånsomt genudsat efter et par hurtige fotos. Formiddagens fiskeri sluttede med to undermålere til mig, men jeg kan vist ikke tillade mig at klage, slutter han og tilføjer fisken skal tilmeldes Daiwa Open 2025.

Som alle fangstrapporter på fiskogfri.dk i 2025 deltager Jakob også om lodtrækningen om en fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

 

drømmerejse iFish Travel

Friluftsland

DAIWA OPEN 2025: EN SMUK ØRRED FRA MARIAGER FJORD

– I weekenden deltog jeg i Mariagerfjord Havørredkonkurrencen sammen med min storebror og en god kammerat, fortæller Mudi Bdair. – Vejrforholdene var ikke med os fra morgenstunden, for fjorden lå spejlblank.

– Men – til trods for de stille og svære forhold, var der allerede masser af fisk fra start, og vi fik hurtigt kontakt med flere fine havørreder. Efter et par timer begyndte der heldigvis at trække en let vind ind over vandet – lige nok til at bryde overfladen og skabe de perfekte forhold. Kort tid efter fik jeg et tungt og bestemt hug. Stangen krøllede sammen, fisken tog flere seje udløb og efter en spændende fight kunne min storebror nette den. Det var en utrolig flot havørred i topkondition – dyb, stærk og med levende farver. En uforglemmelig oplevelse, ikke kun på grund af fisken, men fordi den blev fanget og fejret i godt selskab, slutter han.

Fisken deltager i Daiwa Open 2025, samt i lodtrækningen om en fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

 

Friluftsland

Friluftsland