Erik Tveskov med en smuk havørred fra Aabenraa Fjord.

Atmosfæriske Aabenraa Fjord i det sydøstlige hjørne af Jylland byder på et havørredfiskeri, der kan være langt bedre, end de fleste kystfiskere er bevidste om. Den oversete fjord kaster i perioder forrygende mængder havørreder af sig, og her får du en nærmere præsentation af de mest sikre pladser i fjorden.

 

AF ERIK TVESKOV

 

I DET SYDØSTLIGE SØNDERJYLLAND ligger Aabenraa omkranset af bakker og bøgeskov lige ned til den smukke Aabenraa Fjord. Fjorden byder næsten altid på muligheder for godt fiskeri uanset vindretningen, og den tilrejsende lystfisker har rigtig gode muligheder for at komme i nærkontakt med nyslåede sølvbarrer i foråret og de lidt mere messingfarvede fisk i efteråret.

Fjorden er meget dyb, helt op til 45 meter, og der er derfor mulighed for, at meget store skibe kan sejle helt ind i bunden af fjorden. Det var derfor et oplagt sted at lægge et kraftværk, og Enstedværket i bunden af fjorden har igennem mange år via sit kølevand virket som en magnet på kuldskære fisk i den sønderjyske fjord. De store dybder nær land gør det også muligt at fiske torsk, sej, makrel og sild helt tæt på byen.

Aabenraa Fjord er fra naturens side velsignet med en lang række små gydevandløb og et enkelt større i form af Slotsmølleå. Produktionen af ørredyngel i nogle af tilløbene er fantastisk høj, og udsætningerne af yngel er stoppet i mange af vandløbene. Der er derfor rigtig fine chancer for, at det er ægte vildfisk, man går og fisker på.

 

Daiwa Open 2025

 

Kort over de bedste fiskepladser til havørred i Aabenraa Fjord.

Kort over de bedste fiskepladser til havørred i Aabenraa Fjord.

 

Efter havørred ved Knudshoved

Knudshoved yderst på Løjt Land-halvøen, som afgrænser fjorden mod nord, er første stop på vores tur igennem Aabenraa Fjords kystpladser. Denne plads kræver, at man vandrer langs kysten fra Loddenhøj i nord eller spørger sig for ved nogle af de lodsejere, der har markveje, som fører til kysten syd for Knudshoved.

Det er dog hele besværet værd, for når man først når hovedet, har man adgang til en lille lækker vig på nordsiden af hovedet, der er god for havørreder både forår og efterår. Selve hovedet strækker sig med et langt stenrev langt ud i Lillebælt og byder på fremragende fiskeri efter havørred og i perioder torsk. I foråret et det en af de klassiske hornfiskepladser. Fordelen er dog, at den lange gåtur sorterer lidt i, hvor mange der gider at gå den lange vej, og man kan derfor være heldig at have pladsen for sig selv.

Sydsiden af revet byder på havørredkyst af ypperste klasse med revler, store sten og dybe badekar, og den er altid et forsøg værd. Kysten er ganske øde på dette stræk, og man har chancen for at fiske over helt jomfrueligt vand, hvis man er der fra morgenstunden. Længere sydpå bliver revledannelsen mere markant, og man er nu mere ude i et rendyrket vadefiskeri hvor man, afhængig af vandstanden, med fordel kan prøve at nå så langt ud som muligt og derefter fiske sig systematisk ned langs kysten. Husk dog med jævne mellemrum at tage et kast eller to ind imod land. Det er forbavsende, hvor lavt vand fiskene kan gå på somme tider. Specielt i foråret skal man være meget varsom med at vade ud. Det lønner sig tit at blive på land og affiske de mørke lavvandede områder uden overhovedet at dyppe tæerne. Denne strækning er god, når vandet er ved at klare op efter en gang østenvind. I efteråret kan fiskeriet dog være noget plaget af drivende tang i østenvind.

fluefiskeri efter havørred

Fluefiskeri er oplagt i Aabenraa Fjord, både fordi de fleste kyststræk er særdeles lette at vadefiske, men også fordi fiskene ofte trækker rundt tæt på land. Her ses en af de lokale fluer. Den skal imitere et af de små krebsdyr, der er så talrige i fjorden.

Flotte kystørreder på Skarrev

Skarrev er det naturlige udgangspunkt for fiskeriet på nord – siden af Aabenraa Fjord. Der er gode parkeringsforhold ved sommerhusområdet. Selve revet er et sted, man simpelthen er nødt til at prøve, når først man står og kigger på det lokkende rev, der strækker sig i sydøstlig retning i fjorden. Bunden er dog meget sandet på ydersiden af revet, og det bedste fiskeri findes som regel i den mørke vig øst for revet og længere ind i fjorden på den vestlige side. Specielt østsiden virker som den rene magnet på fiskene i foråret.

På vestsiden har man ca. en kilometer at gå på, før man møder det første fredningsbælte ved den lille Dyrehavebæk, hvor der er halvårlig fredning. Fredningsbæltet går over i det næste ved Avbæk, hvor der ligeledes er halvårlig fredning. Kyststrækket består her af typiske forårspladser med ret lavt vand og bælter med ålegræs og forholdsvis blød bund. Ved Jørgensgård Skov inderst i fjorden er der et spændende stræk med forholdsvis lavt vand men med store sten og ålegræsbælter.

Der kan være rigtig mange fisk i perioder, men pladsen er også velbesøgt. Uden for den halvårlige fredning af Avbækken indbyder strækket til at tage flyderingen eller kajakken og affiske det lave vand fra søsiden, mens man af og til fisker ud over det dybe vand.

 

Knudshoved

Knudshoved er en indtagende smuk plads, der byder på varierede bundforhold. Pladsen egner sig fortrinligt til vadefiskeri, og det er forbavsende hvor ofte fiskene trækker rundt over helt lavt vand.

Godt havørredfiskeri ved Sønderstrand

Sønderstrand inderst i fjorden er også en interessant plads. Her har de to små vandløb Farversmølle Bæk og Skelbækken deres udløb, og der er derfor et halvårligt fredningsbælte fra den 16/9 til den 15/1. Den første dag efter fredningen er der altid hektisk aktivitet af lystfiskere, så hvis man ikke er meget socialt anlagt, er det måske en idé at vente en uges tid, inden man for alvor starter fiskeriet herinde. Stranden er meget fladvandet her, og der er spredte banker af ålegræs og blåmuslinger. Muslingebankerne er dog stadig mærket af de muslingeskrabere, der lagde vejen forbi for 3-4 år siden.

Fiskeriet har ifølge de lokale endnu ikke helt fundet tilbage til det, det var en gang. Det lune vand fra kraftværket og det lave vand, der ligger tæt op af det 14-16 m dybe vand ved kraftværket, gør dog, at det er en plads, der absolut er et besøg værd i det tidlige forår. Fangsten af en rigtig god fisk har tit den virkning, at der står en masse fiskere i de følgende dage.

 På kysten efter havørred ved Felsbæk

 Felsbækstrækket kræver ligeledes, at man er opmærksom på gældende redningsbestemmelser. Laksemølle Bæk har sit udløb her lige øst for Enstedværket, og her er der helårlig fredning. Strækket lige øst for ved Hostrupskov byder på lange sandede stræk men med meget spændende ålegræsbælter og badekar. Hvis man har adgang til flydering eller kajak, er det et oplagt sted at lægge sig på grænsen til den mørke bund og derefter fiske både det dybe vand yderst og de mørke bundområder inde imod land. Midt på strækket har Felsbæk sit udløb, hvor der også er helårlig fredning. Der er parkeringsmulighed lige før Felsbæk Mølle men husk, at man da befinder sig midt inde i fredningsbæltet.

Lige øst for fredningsbæltet starter et prægtigt havørredstræk, hvor man kan gå med skoven i ryggen og fiske over den lækreste bund med store sten og blære – tang. Der er ret dybt vand på strækket, og i perioder kan man være heldig at rende ind i en kysttorsk eller to. Her – som andre steder i landet – er torskefiskeriet dog stadig kun en skygge af, hvad det var engang. Det er i øvrigt ikke få havvandrende regnbuer, der gennem tiden er landet på dette stræk. Parkeringsforholdene er lidt problematiske, og det betaler sig at spørge sig høfligt for hos lods ejerne, inden man ukritisk tager den første markvej ned til vandet. Igen lønner det sig at tage den lange travetur, også fordi det tynder lidt ud i antallet af fiskere.

 

Varnæs Vig, Aabenraa Fjord

Der er utroligt mange smukke kystpladser i Aabenraa Fjord. Her er det pynten ved Varnæs Hoved strækket – en plads, som fisker godt hele året rundt.

 

Havørred på flue fra Aabenraa Fjord.

Små hidsigt farvede fluer er den rette medicin i de kommende måneder, hvor fiskene i fjorden ofte skal tirres til at hugge. Denne fisk faldt for en lille knaldende orange flue.

Havørredfiskeri ved Varnæs Vig

Varnæs Vig og Varnæs Hoved finder man yderst i fjorden. Inderst i vigen har Rørmose Bæk sit udløb, og den havde på et tidspunkt den uofficielle rekord i tæthed af ørredyngel i Sønderjylland. Vandløbet er omfattet af en halvårlig fredning, og om foråret og efteråret inden fredningen træder i kraft, er det et spændende sted for vadefiskeren. Den lavvandede vig bliver hurtigt varmet op i foråret, og man kan gøre ting, der er meget værre end at fiske en børsteormsimitation i marts måned. Det er en giftig cocktail.

Jeg mødte en gang en tysker, der lige havde tabt sit livs havørred inde i vigen på et stykke sild. Han havde hygget sig med at mede hornfisk, da der var knaldet en meget stor havørred på sildestykket. Han rystede stadig, da jeg snakkede med ham på parkeringspladsen…

Selve Varnæs Hoved er en anden kystklassiker i det sønderjyske. Lige neden for parkeringspladsen er der forholdsvis fladvandet, men det er en stor fejl straks at gå nordpå. Vader man lidt ud, er der et større stræk med ålegræs og muslinger, hvor der ofte står fisk. Rundt om hovedet er der et væld af lækre pladser med store sten og tangbælter og ikke mindst nogle meget giftige badekar. Ved hovedet er der desuden to stenrev – et vestligt og et østligt. Fisk, der er på vandring, enten inde fra fjorden eller ude fra Lillebælt og Alssund, passerer på et eller andet tidspunkt Varnæs Hoved, og det er derfor en fremragende plads hele året. Herudover kan selve hovedet stadig være god for en kysttorsk eller to, hvis man kender sin besøgstid lige i skumringen.

Strækket fra Varnæs Hoved og sydpå rummer nogle spændende badekar, og de egner sig fortrinligt til vadefiskeri. Der ligger nogle enkelte store sten, der tit holder fisk, men dem må du selv ud og opsøge.

Gode fiskemuligheder efter havørred ved Naldtang

Naldtang på fjordens sydside er endnu en spændende kystplads. Hvor Naldtangvej er helt tæt på vandet, er der en offentlig parkeringsplads, og går man nordpå herfra, er der et dejligt stræk med ålegræsbælter og muslingebanker det første stykke. Det er udpræget vadefiskeri, og strækket er fint forår og efterår. Lidt længere nordpå skærer dybdekurverne tættere på land, og her er et prima stykke med store sten og tangbælter. Der er en lille pynt med et stenrev, der er en særdeles spændende plads. Vigen lige vest for revet er en klassisk forårsplads med forholdsvis lavt vand og mørk bund, der ofte holder fisk.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009

Husk at du kan finde masser af havørredartikler og pladsguides i artikelarkivet her.

Få det fulde overblik over havørredfiskeriet i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).

 

Friluftsland

 

Erik Tveskov på fluefiskeri i Aabenraa Fjord

Føderigdommen i Aabenraa Fjord er overvældende, og fluevalget giver ikke altid sig selv. Som regel kan det dog betale sig, at tage bestik af hvilke fødeemner, der er mest talrige inde over det
lave vand, og på denne baggrund vælge fluemønster.

    Friluftsland

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This