MASSIV HAVØRRED PÅ GENNEMLØBEREN

– Den 1. januar skulle egentligt have været årets første kystørredtur – traditionen tro, men det blev anderledes i år da jeg ved årsskiftet også har skiftet job og blev nødt til at lade op til mandagen. Sådan lyder det fra David Semajer-Garic. – Derfor blev årets første tur i lørdags i selskab med Stefano og Fillippo (@fishingchronicledenmark) samt Otto Herlev Jørgensen.

– Vi startede med at suse lidt rundt fra morgenstunden for at finde nogle passende forhold, og det fandt vi da også da Fillippo fik narret en flot overspringer på omkring 60 cm på helt lavt vand. Ja både Fillippo og Stefano havde held med at finde fiskene på første plads. Op af formiddagen blev pladsen desværre ødelagt at trækkende ålegræs og vi måtte søge nyt vand. 

– Ved den nye plads så det lovende ud. Der var ganske roligt, men med det perfekte svæv i vandet. Der skulle da heller ikke gå mange kast, før der var fast fisk, og årets første fisk til mig blev en gudesmuk 45 cm fisk, der hurtigt fik sin frihed. Der var lidt andre folk på pladsen, og alle havde fået fisk, så det var rigtig lovende.

– Inden årsskiftet havde jeg fået scoret mig noget af Westins nye W10 fletline i 0.10 til test. Den skulle måle sig mod min tidligere line, som jeg var meget glad for. Jeg elsker tynde fletliner, da min stang er så blød, at jeg må finde nogle ekstra meter ved linen. Og kaste langt – det kan den! Heldigvis for det, for fiskene skulle hentes langt ude trods at man skulle tro, at de ville være mellem benene på os. Line mere end godkendt, i hvert fald den mest glatte fletline jeg har prøvet.

– Som vi fisker os op af strækket, begynder fiskene at vise sig i overfladen. Flere head & tails peger os i retning af, hvor fiskene er, så det var bare at finde det rigtige agn. Da jeg efter en times tid fisker mig ned til Fillippo, peger han mig i retning af hvor fiskene er, og efter et par kast med min DC-lures Knægten den rigtige vej kommer hugget, vi har ventet på hele dagen – en sådan en dag, hvor man bare har den der fornemmelse i hvert evigt eneste kast – og så bliver man alligevel overrasket som altid.

– Hugget var tungt, og min bløde Parabellum stang stod helt bukket sammen, nu skulle krogholdet bare holde! Jeg var hoppet på en enkeltkrog, da der flød lidt ålegræs og blæretangsbuske rundt i overfladen – og jeg hader bare enkeltkroge. Fisker normalt med trekroge i str. 10 og 12 bag selv de største gennemløbere.

– Fisken gik bare tungt og langsomt rundt. Flere gange troede jeg, at den havde sat sig fast i noget på bunden, så langsomt gik det. En enkelt gang var den helt fri af vandet på kort snor, men ellers gik det virkelig langsomt og tungt. Fillippo forsøgte at lokalisere fisken inde på det lave vand, men selv på skinnebensdybde kunne vi intet se i det let plumrede vand. Flere gange forsøgte jeg at kane den ind, men uden held, da den langtfra var træt. Efter lidt dansen i ring forsøgte jeg lidt hårdere, men når ens stang ingen rygrad har, er det svært. Heldigvis hjalp fisken sig selv op på land, og på helt heltemodig vis sprang Fillippo på fisken, så den ingen udvej havde. 

– Med skæl smurt op af hele jakken fik Fillippo årets første og helt sikkert den mest fortjente – high five! Sikke en smuk fisk og så kun årets anden. Efter lidt fortjent fejring og fotosession, fortsatte vi maskinfiskeriet tilbage mod bilen. Der var stadigvæk fisk derude, og det blev også til et par målsfisk mere, inden vi blev enige om slutte dagen. En skøn første tur i det bedste selskab, og så hjælper det jo altid lidt på humøret, når alle har fanget fisk. Vi ses ved vandet og godt nytår!

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED: START MED DEN STIVE GAV BONUS

– Jeg startede dagen med at skrive til min kammerat, om ikke vi skulle tage et smut, inden de lovede regn, og det var han frisk på, fortæller Mathias Jacobsen. – Vi snakkede om, at vi skulle i fjorden eller på den åbne kyst, og vi blev til sidst enige om at prøve den åbne kyst, da jeg har fået nogen rigtig fine fisk der den sidste måned.

– Der blev rigget til, og Den Stive fra Jack Rapid, kom selvfølgelig i enden af forfanget, da jeg på denne årstid, sjældent starter med andet på den åbne kyst, og igen viste den sit værd.. Efter bare 15 minutter, tog denne fine fisk på 57-58 cm, wobleren helt forsigtigt helt inde i badekaret, og selvom den bare lukkede munden omkring den, som at sætte krogen i noget blæretang, så flippede den kort efter ud med flere spring, og forsøg på udløb, hvor den ikke fik en chance, indtil den lå i kejsen til et hurtigt billede. Endnu en skøn vintertur, og endnu en skøn fynsk vinterfisk fik jeg og Den Stive på vores samvittighed. Dejligt når det lykkedes.

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED: EN FLOT OVERSPRINGER FRA SYDSJÆLLAND

– I går ringede mit ur klokken 06.00, da min kammerat og jeg havde aftalt, at der skulle fiskes, fortæller Lars Hansen til Fisk & Fri. – Det var vores første tur i år, og denne gang var det på min makkers spot, hvor jeg ikke havde prøvet at fiske før, så jeg var da lidt spændt på, hvad dagen skulle bringe mig må jeg sige.

– På vej dertil diskuterede vi som altid, hvad vi skulle fiske med af agn og så videre. Han holdt på hans sin Skruen på 17 gram i blank, og jeg selv fiskede med Rasmus gennemløber i brun, da jeg er blevet glad for dette blink. Jeg må da indrømme, at der blev lagt hårdt ud fra hans side af, for der skulle så kun gå fem kast fra hans side, før han kejsede en blank på 40 cm, som blev genudsat.

– To minutter efter blev det så min tur til at få en blank på 35 cm – ud igen med den igen og videre med fiskeriet. Der skulle så gå cirka en halv times tid, før min makker fik en mere på målet, og fem minutter efter en til. Efter 2-3 timers fiskeri sluttede vi der på det spot for a prøve et nyt sted ved Stevns, men da vi kørte dertil kikkede vi på hinanden og sagde nej. I stedet valgte vi at køre til Sydsjælland.

– Da vi nåede til dette spot, så alt lidt mere roligt ud, men vi gav det en chance. Efter 10 minutters fiskeri fik min makker så fisk igen lige på målet, og to minutter efter fik jeg så en pæn fisk på, som efter 3-4 spring ud af vandet faldt af igen. Vi fiskede videre, og der gik så en 1 1/2 times tid uden hug. Efter en lang vadetur blev vi så enige om, at det måtte være nok for i dag, da der ikke skete så meget. Men – da vi alligevel var i vandet gik vi så og fiskede i imod land på 15 – 20 cm vand. Pludselig synes jeg, at der var liv i overfladen. To kast efter landede jeg så en under målet igen.

– Hmm, tænkte jeg. – Jeg prøver lige en gang mere, sagde jeg til mig selv og bum – nu var der altså fisk på. Det kunne vi hurtigt se, da der ikke var mere end 15 -20 cm vand, hvor jeg kastede. Det var en lidt hektisk kamp, da fisken rullede meget rundt på det lave vand. Både min makker og jeg selv var mere end klar med kejsen, for at få syn for sagen, og det viste sig at være en flot overspringer på 68 cm, der vejede 3,7 kilo. Jeg var virkelig stolt af denne fisk.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

KYSTGUIDE: SØLVKYSTEN VED JUELSMINDE

Fuld fleks ved Albæk Hoved. En fin havørred har taget artikelforfatterens flue i det stille vejr.

Det korte kyststræk umiddelbart syd for Juelsminde byder på noget varieret og spændende havørredfiskeri, som bestemt er et besøg værd. Her giver Jesper Sørensen dig en detaljeret guide til kystfiskeriet syd for Juelsminde – eller Sølvkysten som han kalder den.

 

AF JESPER SØRENSEN, FOTO JESPER SØRENSEN OG DAN KNUDSEN.

 

FOR 10 ÅR SIDEN flyttede vi, min kone og jeg til Klakring – en lille by tæt på Juelsminde. Rent fiskemæssigt kendte jeg ikke området særlig godt, men det gør jeg nu. Jeg har altid ført fiskejournal hver gang jeg har været ude med stagen, og disse skriblerier har hjulpet mig mange gange i forhold til fiskested, årstid, fluevalg og så videre. Jeg har gransket mine fangstrapporter til denne artikel, for at give dig så mange fifs som muligt til de pladser jeg ofte fisker på og jeg kunne heller ikke lade være med at kigge på hvor mange havørreder det er blevet til på fluestangen. Alt i alt har jeg fået et godt stykke på den gode side af 1000 havørreder over målet, så der er lidt statistisk materiale.

 

Daiwa Open 2025

 

Et par flotte havørreder fra Vejle Fjord syd for Juelsminde.

Et par flotte havørreder fra Vejle Fjord syd for Juelsminde.

Havørred på sydsiden af Juelsminde

 Fra Barrit Strand til Bjørnsknude på sydsiden af Juelsminde vil jeg give et par gode råd mht. vejr og vind. Området her har meget ler i jorden ned til vandet, som gør, at vandet meget, og jeg mener meget, nemt bliver grumset. Vær derfor opmærksom på vindretning og vandstand. Vinden skal helst være i en nordlig retning, hvis ikke den er det, må det max blæse 4-5 m/sek. Vandstanden er også vigtig i den forbindelse, da dage med meget højt vand kan plumre vandet op. For mit vedkommende er 50 centimeter over normal vande max. Du kan på DMI tjekke både vind og vandstand, så du ikke kører forgæves.

Barrit Strand, Vintervigen og Skovstrækker

 Parkeringen til Barrit Strand Vintervigen og Skovstrækket. Vil man fiske de tre følgende pladser kan man parkere ved vandet på Geert Strandvej. Når man kommer fra Vejle siden, drejer man i Vesterby til højre og fortsætter rundt til højre af Barritskovvej. Lige før man kommer til Aarstiderne – dem med alt det økologiske frugt og grønt – drejer man til venstre af Geert Strandvej, den første grusvej på venstre hånd.

 

Jesper Sørensen er til stille vejrmed klart vand og han bruger meget tid på at observere vandet i sin søgen efter havørred.

Jesper Sørensen er til stille vejr med klart vand og han bruger meget tid på at observere vandet i sin søgen efter havørred.

 

BARRIT STRAND VED SØNDERSKOV er ikke en af de pladser, jeg har fisket mest på, men det er en fin forårs- og efterårsplads med en del ålegræsbælter – i hvert fald i øjeblikket. Jeg skriver sådan, fordi forholdene ændrer sig fra år til år i dette område. Der kan fiskes til højre og venstre for parkeringspladsen, men mit foretrukne sted er til venstre, hvor der er en »pynt«, som nærmest er en bue på kysten med nogle store sten både på land og i vandet. Vær opmærksom på, at fiskene kan være meget tæt på land, så husk at fiske på langs med stranden.

 VINTERVIGEN kalder jeg den næste plads, som ligger umiddelbart efter »pynten« ved Barrit Strand. Her er der en »nøgen« skrænt bagved med marker ned til. Denne plads fandt jeg først for et par år siden, men har som navnet antyder fisket der en del i den kolde tid siden. Her er mere lavvandet end de andre pladser i området, men der kan være mange fisk. Jeg har fået fine 2 kilos fisk i to grader »koldt« vand på denne plads. Bunden her er spættet med sandpletter indimellem. Fiskene er tit er meget tæt på land. Ofte går de bare fem meter ude, hvor der er en række spredte sten på langs af kysten. Jeg har fanget fisk på denne plads både i lav- og højvande og alt derimellem.

SKOVSTRÆKKET kan vi kalde dette stykke kyst. Efter den lille Vintervig kommer der et forholdsvis langt lige stykke med skov helt ned til vandet, som er cirka 500 meter langt. Her er der forholdsvis dybt med sten, tang og sandpletter indimellem. Er man fluefisker, vil jeg mene, at man skal komme her, når der er højvande. Der kan fanges fisk fra forår til sent efterår – og igen kommer fiskene tæt på land ved højvande. Jeg har flere gange set mange fisk længere ude på dette stykke, som nemt vil kunne nås med spinnestangen.

 

Kystpladserne syd for Juelsminde.

Kystpladserne syd for Juelsminde.

Pynten efter bækken, Klakring Bæk, Albæk Hoved og andre pladser

 Parkering til de fem efterfølgende pladser, får du her. I Vesterby drejer man fra Vejle siden til højre og følger vejen rundt til venstre af Øksenhavevej, som er en blind vej, der ender ved en hestefold i udkanten af skoven. Alternativt kan man i Klakring dreje ned af Stationsvej, fortsætte mod vandet og dreje til højre af Sverigesvej. Her kører man ind i skoven og holder til venstre mod vandet. Næsten helt nede ved vandet er der parkering.

 PLADSEN »PYNTEN EFTER BÆKKEN« har jeg navngivet således, fordi jeg på min vej hertil krydser Klakring Bæk, der for øvrigt har halvårsfredning. Denne lille pynt ligger i forlængelse af Skovstrækket, men nås lettest fra en anden parkeringsplads. Pladsen har kastet mange ørreder af sig, og fisker lige godt i faldende og stigende vand. Her kan være fisk på alle tidspunkter, men der er dog en tendens til, at fiskene kommer i »puljer« med strøm renderne, som kommer helt ind her. Den lille pynt fisker godt på selve pynten og 10-15 meter til begge sider.

 KLAKRING BÆK, som har 500 meters fredningsbælte fra 16/9-15/1, holder tit fisk i området omkring udløbet af bækken, og fiskene kommer her meget tæt på land. Fiskene er nogle gange så tæt på land, at det kan være svært at holde fluen fri af bunden. Derfor observerer jeg altid vandet et stykke tid inden jeg starter fiskeriet her, da ørrederne næsten altid viser sig tæt på land, hvis der er nogle. Stedet er fint i foråret og hen over sommeren til fredningen igen sætter ind i september.’ En dag for et par år siden i august fik jeg en 4 kilos fisk her og tabte en på samme størrelse inden for en time!

 

En smuk gylden sensommerfiskfra »Pynten efter bækken«. Det er en plads, hvor tålmodighed ofte belønnes fyrsteligt.

En smuk gylden sensommerfisk fra »Pynten efter bækken«. Det er en plads, hvor tålmodighed ofte belønnes fyrsteligt.

 

ALBÆK HOVED kan man gå til fra parkeringen ved at følge stien til højre langs vandet. Der er cirka 300 meter. Stien slår på et tidspunkt et skarpt højresving, hvor man skal gå til venstre og følge en lille sti til vandet. Holder man ved hestene, går man blot forbi det lille røde hus og fortsætter mod vandet. Når man er kommet over Klakring Bæk, går man cirka 50 meter og drejer til venstre i skovkanten mod vandet.

Pladsen der fiskes på her er en lang blød bue med varierede bundforhold og dybde. Vær igen opmærksom på fredningen ved Klakring Bæk. Denne plads fisker bedst i højvande eller faldende vand. Det er et super stræk, hvor der er muligheder hele strækket rundt – både med flue og spin. Buen ender ved nogle grantræer, der ligger ude i vandet, og her slutter fredningsbæltet fra Klakring Bæk. Lige ved granerne er der en fin plads, hvor den mørke bund går langt ud. En dag i foråret stod jeg og fiskede på denne plads, da en kajakroer kom forbi for at høre om, hvorvidt jeg havde fanget noget. Det måtte jeg så fortælle ham, at det havde jeg ikke. Mens vi snakker, ser jeg en bevægelse i vandet et par meter foran kajakken. Jeg stripper line af hjulet og kaster hen hvor bevægelsen var og trækker et par gange, hvorefter en fisk på 2,5 kilo tager fluen.

 

Efteråret langs kysterne i»Jespers baghave« byder på et fiskeri, hvor chancerne for grove ørreder er overhængende.

Efteråret langs kysterne i »Jespers baghave« byder på et fiskeri, hvor chancerne for grove ørreder er overhængende.

 

KLAKRING SKOVHAVER eller Baghaven kalder jeg denne plads, da det er tæt på min bopæl. Det er et stræk på 700-800 meter med chance for fisk på hele strækket. Stykket starter efter de væltede grantræer, fortsætter i en bugt og ender ved nogle store kystsikringspæle.

At nævne et godt sted er svært på dette stræk, da fiskene er det ene sted den ene dag og et andet den næste. Jeg kunne dog lige nævne, at der cirka 20 meter til venstre for de store pæle og 60 meter ude er en stor stensamling med én mega sten, som man kan se, hvis det er lavvandet. Jeg har set rigtig mange fisk lige på den anden side af den store sten, som let kan nås med bobleflåd og jeg har selv fået fine fisk der.

 PYNTEN TIL VENSTRE er den næste plads døbt, da den ligger til venstre, når jeg kommer til vandet. Pladsen ligger omtrent 500 meter mod venstre fra pæle kystsikringen og ses let, da der er et lille rev med to markante sten til højre for selve pynten. Hvis ikke der er alt for højt vand, er det ikke noget problem at vade ud på revet, men glem ikke at fiske til venstre for de to sten. Her er der tit fisk på relativt lavt vand.

Hele pynten er også fin at fiske, og er et af de steder, hvor der altid er mange hornfisk i sæsonen. Og hvor der er horn, er der næsten også altid ørreder. Husk dog lige at fiske ud for den største og første sten du kommer til: Her er der ofte fisk ganske tæt på land. Strækningen fra pynten og ud til Bjørns Knude kender jeg ikke ret godt, og syntes egentlig ikke det ser særlig interessant ud.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2014

 

Artikelforfatteren lægger etforsigtigt kast ud over det stille vand. Sådanne forhold er ideelle til at fiske på sete fisk.

Artikelforfatteren lægger et forsigtigt kast ud over det stille vand. Sådanne forhold er ideelle til at fiske på sete fisk.

 

Hvidovre Sport

 

Sølvtøj fra Juelsminde.Jesper har statistik på mere end tusinde havørreder over målet fra sit lokale fiskevand. Så lyt til hans råd!

Sølvtøj fra Juelsminde. Jesper har statistik på mere end tusinde havørreder over målet fra
sit lokale fiskevand. Så lyt til hans råd!

drømmerejse iFish Travel

ABORRESPIN GIR´HAVØRRED

– Adam Snarski var for nylig ude for at spinnefiske efter aborrer på en regnfuld dag, hvor det blæste en halv pelikan. – Temperaturen var 8 grader, og jeg satte en softbait reje på mit dropshot rig, for at prøve at overliste en af vandets aborrer, fortæller han. – Der var godt gang i fiskene, og jeg fik en del aborrer. Fiskeriet var super sjovt – og det blev kun bedre, da jeg pludselig fik et ekstra hårdt og tungt hug. Med det samme vidste jeg, at det ikke var en aborre, men en super flot havørred. Efter en virkelig god fight endte ørreden i nettet.

– Da dagen gik på hæld var resultatet en hel masse aborrer, den smukke havørred og tre mindre torsk. Det var den helt rigtige agn, jeg havde valgt! – slutter han.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED: EN DAG PÅ KYSTEN, DER ALDRIG BLIVER GLEMT

Ovre på den nordtyske side af Østersøen – ikke langt fra det sydlige Danmark – er der et fortræffeligt fiskeri efter kystørred- præcis som vi har det herhjemme. En af dem, der netop har fået jackpot i sølv – er tyske Norman Felsch:

– I begyndelsen af ugen tog jeg en tur til den tyske kyst ved Schleswig Holstein sammen med min bror, for nu var der endelig kommet en dag uden hård vind, fortæller han til Fisk & Fri. – Der var lidt regn, og der var et fint, uklart svæv i vandet, som var fem grader varmt. På pladsen var der en god tidevandsstrøm og lidt bølger – uden at det blev for meget. Alt i alt helt perfekte forhold, som vi på ingen måde var utilfredse med.

– Vi fiskede non stop i omtrent en time på den samme plads uden at få bid. Vi så en sæl omkring 300 meter væk, men det var langt nok væk til, at det ikke burde skræmme havørrederne. Netop som sælen var spottet, startede jeg det næste kast med min Alfa Orion #7 og en lille hivd7pink gammarus flue for enden af forfanget. Jeg strippede lidt line ind, og pludselig fik jeg et tungt hug blot fem meter fra stangtoppen. Et splitsekund efter tværstoppet gik den flotte havørred fri af vandet, mens det føles som om at mit hjerte stod over et par slag. Fisken flåede et par meter line af, men vendte i det samme og svømmede direkte imod mig, så det var svært at følge med og holde linen stram.

– Kort efter svømmede den omkring en stor sten lige ved siden af mig, så jeg stakåndet måtte forsøge at holde stangen fri over stenen, for at fisken – som føles virkelig tung – kunne gå fri. Den store havørred forsøgte af alt magt at dykke ned mellem tang og sten, men det lykkedes mig at holde den tæt ved overfladen, indtil den til sidst gled i nettet efter et kvarters fight. Det blev en dag, som jeg nok aldrig kommer til at glemme, slutter Norman, der har fisket kystørred de sidste 7 år – heraf de sidste halvandet år udelukkende på fluestangen, slutter han. Havørreden vejede 4,5 kilo og var 74 cm.

Du kan læse meget mere om havørredfiskeriet i Nordtyskland i denne fine artikel på fiskogfri.dk, hvor du får en masse tips til kystørredfiskeriet på Fehmarn.

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

SVENSK HAVØRREDPREMIERE PÅ KYSTEN

Øresund er leveringsdygtig i velvoksne, store samt blanke havørreder – og i Skåne har der netop været premiere efter deres fredning af kystørred, der har varet siden midten af september og indtil udgangen af december.

– Team Kust Silver har haft et fantastisk premierefiskeri langs Skånekysten – på trods af hård vind og en del skidt i vandet. Sådan lyder det fra svenske Hrafn Calloway og hans kammerat Daniel Jabi, som bare efter nogle få kast fik en fantastisk stykke sølvtøj på 59 centimeter. Og – allerede ti minutter senere fik Daniel det vildeste hug fra en fantastisk blank havørred på 73 centimeter, som gav en super god kamp. Som prikken over i´et havde vi også besøg af en stor dansk regnbue, så det må siges at have været en vellykket havørredpremiere for os. Fiskene blev taget på blink fra Kust Lures og en Savage Gear LT Seeker, slutter han.

Du kan læse mere om fiskeriet på Skånekysten her i denne store artikel på fiskogfri.dk

 

Daiwa Open 2025

 

Daniel Jabi med sin flotte regnbueørred fra Skånes kyst.

Daniel Jabi med sin flotte regnbueørred fra Skånes kyst.

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED- OG TORSKETROLLING FOR BEGYNDERE

Lars Petersen med 70cm trolling-sølvtøj fra Køge bugt. Fisken tog en Rhino Trout Killer i farven blue copper dolphin.

Trolling efter havørred og torsk er en både sjov og effektiv teknik, der om nogen øger chancen for at få en af de rigtig store, blanke sildeædere på krogen. Læs hvordan du gør her.

 

AF TUE BLAXEKJÆR

 

JEG GLEMMER ALDRIG min første rigtige trollingtur på Bornholm for snart 15 år siden. Bevares jeg havde indtil da dørgefisket og trollet meget fra min fars Mopa, men på Bornholm oplevede jeg for første gang ved selvsyn, hvordan man kunne fiske med 12 stænger samtidig uden, at det hele endte i en stor gang kludder bag båden. Ved første øjekast ser trollingfiskeri ud til at være legende let, for hvor svært kan det være at trække en håndfuld blink efter en båd. Samme indtryk får man nemt når man ser Youtube videoer med trollingfiskeri. Skåret helt ind til benet så er trollingfiskeri faktisk ikke svært, men man skal vide hvad man gør og have en grundlæggende viden om, hvordan grejet skal sættes. Jeg vil i denne artikel komme ind på hvordan man som nybegynder hurtigt og nemt kan komme i gang med trollingfiskeriet efter havørred.

 

 

Torsk fra Øresund fanget ved hjælp af Rhinos nye Dipsy diver Flexi diveren

                                                      Torsk fra Øresund fanget ved hjælp af Rhinos nye Dipsy diver Flexi diveren

 

drømmerejse iFish Travel

 

Hvad er trolling og dørgefiskeri, og hvordan kommer man i gang?

Fælles for begge metoder er, at der er tale om fiskeri hvor man trækker agnen efter båden, mens denne er i fremdrift. Enkelt fortalt er trolling et fiskeri, hvor det med hjælp fra downriggere bliver muligt at fiske i en helt konkret dybde, f.eks. 10 meter nede i vandsøjlen. Dørge er fiskeri hvor agnen trækkes efter båden uden brug af downriggere. Ofte benytter man sig af begge metoder samtidig, når man fisker efter havørreder fra båd.

Det giver sig selv, at man skal have en båd eller adgang til en båd, som man må fiske fra. Hvis man ikke umiddelbart har adgang til en båd, findes der heldigvis mange fiskeklubber som råder over både, man som medlem kan benytte sig af. Når først adgangen til båden er sikret, skal der faktisk ikke så meget grej til før man kan komme i gang. De første mange år brugte jeg to trollingstænger med ABU Ambassadeur 6500 multihjul samt et par almindelige kyststænger med fastspolehjul. Jeg lærte hurtigt af erfaring, at det var meget svært at styre mere end fire stænger, når jeg fiskede alene i en lille jolle uden ratstyring og autopilot. Det der besværliggjorde fiskeriet var, at når jeg fik bid og skulle til at fighte fisken eller hive de tre andre stænger ind, gik der ikke mange sekunder fra jeg slap styrehåndtaget på motoren, før jollen lagde sig på tværs af sejlretningen. Det resulterede i sammenfiltrede liner og blink, der gik i bunden, hvilket var til stor frustration. Når jeg fiskede alene, blev løsningen kun at fiske med to stænger med mindre flydende woblere for enden af linen. Var vi to mand i båden, var fiskeri med 4-6 stænger ikke noget problem, da der så var hænder nok til simultant, at styre båden og fighte fisk. Som oftest foregik dette fiskeri kystnært på 2-4 meter vand, og det var ikke unormalt, at have 2-4 ørreder i båden på en kort aftentur.

 

Artiklens forfatter med en fin havørred fra Køge bugt. Endnu engang var det en Rhino Trout KIller i farven blue copper dolphin som slog til

Artiklens forfatter med en fin havørred fra Køge Bugt. Endnu engang var det et Rhino Trout KIller blink i farven blue copper dolphin som slog til.

Opgradering til trolling fra større båd

Da fiskeriet fra småbåd og i særdeleshed trolling begyndte at trække mere og mere i mig, endte det med, at jeg udskiftede min 12 fods limbo, havkajak og flyderinge med en Ryds 600 Big Fish. Selvom jeg gennem årene havde været med som gast på et efterhånden stort antal trollingture, var det en ny verden, der åbnede sig for mig. Ligesom med alle andre former for fiskeri, er der også, når det kommer til trolling, rigtig meget grej man skal vide hvad er, samt hvordan det bruges. Og der stod jeg så med en rigtig trollingmaskine hvad angik elektronik, downriggere og stangholdere, men resten af grejpakken til trolling manglede.

Heldigvis fik jeg gennem mit netværk af trollingfiskere og grejhandlere, hurtigt sammensat et komplet og fungerende trolling-setup. Havde jeg ikke været så heldig at have haft kendskab til fiskeriet på forhånd ville min vej til et fungerende grej-setup uden tvivl have været både lang, snørklet og fyldt med fejlindkøb. Jeg vil derfor i det følgende gennemgå det mest anvendte trollinggrej til fiskeri efter havørreder.

 

Rhino Trolling 420 RH LC hjul er perfekt til havørredfiskeriet.

Rhino Trolling 420 RH LC hjul er perfekt til havørredfiskeriet.

Fiskegrej til trolling efter havørred og torsk

Der er sket meget med mit ”set-up” siden jeg lå få hundrede meter fra land i en 12 fods Limbo til i dag, hvor jeg sejler i en Beneteau Antares 8 fuldt rigget til trolling. I båden har jeg marineelektronik fra Raymarine herunder deres fantastiske EV-150 autopilot. For mig er autopiloten helt uundværlig under trollingfiskeri, da den hele tiden sørger for, at kursen er stabil, så man undgår utilsigtede udsving med sammenfiltrede liner til følge. Derudover er min båd så stor, at det ikke er fysisk muligt at have hænderne på grej og rat på samme tid. Det kan i den forbindelse ikke nævnes nok, at autopiloten ikke fritager en fra at holde behørigt udkig, og der bør altid være en på båden som varetager rollen som styrmand.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en forkærlighed for trollinggrej fra Tyske Rhino, og for tre år siden blev jeg officielt en del af Rhinos Pro Trolling Team. Inden det kom så vidt, havde jeg gennem en god kammerat fået øjnene op for Rhino og deres produktprogram. I første omgang var det deres Wizard og Power Wizard stænger som fangede min opmærksomhed. I min optik er Rhinos Trolling Wizard den perfekte stang, når det kommer til trolling og dørgefiskeri efter havørreder og torsk. Stangen er kraftig nok til at kunne håndtere både sideplanere og dipsy divere men samtidig blød nok til, at det stadig er sjovt at fighte fisk på kun et par kilo.

 

Endnu en havørred fra Køge bugt har ladet sig overliste af en Rhino Trout Killer. På fotoet kan du se Wizard stængerne.

Endnu en havørred fra Køge bugt har ladet sig overliste af en Rhino Trout Killer. På fotoet kan du se Wizard stængerne.

Trollingstænger til havørred og torsk

Det er svært at komme uden om stænger og hjul – og når det kommer til trolling, er der mange delte meninger om, hvad der er bedst og hvorfor. Det er ikke en diskussion, der skal tages her, da udgangspunktet udelukkende er at beskrive de typer af stænger og hjul som benyttes til trolling og dørgefiskeri. Som udgangspunkt findes der to typer trollingstænger. Der er stænger med øjer som vi kender fra traditionelle spinnestænger. Forskellen er dog, at der på trollingstængerne ofte er flere løberinge (øjer) end på almindelige spinnestænger. Den anden type af trollingstænger er in-line stænger. In-line betyder som navnet antyder, at linen løber inde i stangen. Der er derfor ikke øjer på stangen. Fordelen ved en inline stang er, at linen ikke kan vikle sig on øjerne, hvilket godt kan være et problem på trollingstænger med øjer. Ulempen med inline stænger er, at der skal bruges en speciel tråder for at få fiskelinen gennem stangen. En typisk trollingsstang til havørredtrolling er en 10-20 punds stang på 7 og 8 fod. Jeg benytter selv Rhinos Trolling Wizard i 8 fod.

Trollinghjul til havørred og torsk

Når det kommer til trollinghjul, foretrækker jeg helt klart multihjul med linetæller. Om det skal være højre- eller venstrehåndshjul er helt op til den enkelte. Linetælleren er i min optik næsten uundværlig, når der skal fiskes med mange stænger, da linetælleren er med til, at man kan sætte grejet med den rette indbyrdes afstand. Jeg har de sidste to år fisket med Rhinos 410 og 420 RH LC trollinghjul. Selvom der er tale om relativt billige trollinghjul, så fungerer de bare super. Bremsen er stabil, og hjulene udviser stort overskud, hvad enten der skal bjærges en masse grej i en fart eller fightes fisk.

 

Torsk fra Øresund fanget ved hjælp af Rhinos nye Dipsy diver Flexi diveren

                                         Torsk fra Øresund fanget ved hjælp af Rhinos nye Dipsy diver Flexi diveren.

Downriggere til havørred- og torskefiskeriet

Det er nok ikke nogen underdrivelse at kalde downriggeren essentiel, når det kommer til trollingfiskeri. Kogt helt ned og simplificeret er, downriggerens eneste formål, at gøre det muligt at fiske i en bestemt dybde. Ud over downriggeren skal man bruge et trollinglod og en udløserklemme. Trollinglodder kommer i flere forskellige udformninger og vægtklasser. Et typisk trollinglod til havørredfiskeri på maksimalt 20 meter vand vejer 5 kilo. Selv bruger jeg nogle aflange fiskeformede trollinglodder som er overtrukket af gummi. Gummibelægningen gør, at jeg ikke så nemt får hakker i bådens gelcoat. Trollingklemmen bruges til at fastgøre ens fiskeline i. Når en fisk hugger, bliver linen trukket fri af trollingklemmen. Trollingloddet sættes fast for enden af wiren på downriggeren og hægten for enden af linetafsen på udløserklemmen sættes fast bag på trollingloddet. For at sætte en stang med en downrigger benyttes følgende fremgangsmåde. Det første der skal gøres er, at fire ens blink ud i en ønsket afstand (3 – 25 meter) bag båden. Når blinket er ude i den ønskede afstand, tager man linen og sætter i udløserklemmen på ens trollinglod. Når linen sidder i udløserklemmen, er det blot via downriggeren at sænke trollingloddet ned i den ønskede dybde, hvorefter blinket bliver trukket med ned og derfor fisker i samme dybde som trollingloddet er i.

Der findes både manuelle og elektriske downriggere. Når der er tale om manuelle downriggere skal man selv via et håndtag sænke og hæve trollingloddet. Dette foregår automatisk med en elektrisk downrigger. Jo dybere man fisker jo mere tiltalende bliver elektriske downriggere.

Hvor langt ens blink skal fiske bag båden, når man bruger en downrigger, nærmer sig et religiøst spørgsmål og der er blandt trollingfiskere stor uenighed om dette. Når det kommer til havørredfiskeri på dybder fra tre til syv meter vand, kan jeg personligt godt lide at fiske længst muligt bag båden. I praksis betyder det, at jeg i relativt stille vejr gerne sætter mine blink 60-90 fod ud før jeg sætter linen i udløserklemmen og kører trollingloddet ned i den ønskede dybde. Fisker jeg i hårdt vejr med megen afdrift i båden halverer jeg gerne længden blinkene sættes ud i. Nogle dage kan fiskene virke sky, og der kan det som oftest godt svare sig at fiske langt bag båden, hvorimod fiskene andre dage er komplet ligeglade og hugger selv få meter fra båden.

Sideplanere til havørredtrolling

Dørgefiskeri med sideplanere kan være stinkende effektivt, men hvad er en sideplaner, og hvordan virker de? Hele formålet med en sideplaner er at få spredt ens agn ud til siden parallelt med båden. En sideplaner er konstrueret således, at når den er fastgjort til fiskelinen, trækker den ud til siden og væk fra båden. Det er meget normalt at fiske med tre sideplanere i hver side af båden. Det betyder i praksis, at det er muligt at dække op til 150 meter vand i bredden. Specielt under fiskeri med sideplanere, er der flere ting, man skal være meget opmærksom på, for ikke at få kludder.

Det der sker, når en fisk hugger på et blink fisket efter en sideplaner er, at linen bliver flået ud af udløserklemmen på sideplaneren, hvorefter sideplaner og fisk trækker ind bag båden som stadig er i fremdrift. Hvis ikke sideplanere og stænger er sat rigtigt indbyrdes vil de filtre sammen, når en fisk hugger. Det er derfor meget vigtigt at følgende fremgangsmåde bliver fulgt, når man fisker med sideplanere: Den sideplaner, som skal fiske yderst, er den første som skal sættes. Normalt starter jeg med at sætte min blink 30 fod ud i vandet hvorefter jeg sætter en Rhino 10 grams clip-on paravane på min line. Formålet med paravanen er at trække mit trollingblink lidt ned i vandsøjlen. Når paravanen er monteret giver jeg yderligere 30 fods line. Nu er blinket på 60 fod line bag båden, og jeg sætter sideplaneren på linen. Sideplaneren monteres på ens fiskestang/line ved, at fiskelinen sættes i klemmen bagers på sideplaneren, hvorefter linen sættes i sideplanerens udløserklemme, som er monteret på en arm.

 

Her kan du se Rhinos sideplaner - Flexiboard - i aktion.

Her kan du se Rhinos sideplaner – Flexiboard – i aktion.

 

Her skal man huske, at der er forskel på sideplanere al afhængigt af hvilken side, de skal fiske i. Armen på sideplaneren skal pege ind mod båden, og klemmen bagerst på sideplaneren skal vende mod agter. Når blinket er ude i den ønskede afstand, firer jeg langsomt sideplaneren ud, til jeg når 200 fod på hjulets linetæller. Denne stang sættes i en af de inderste stangholdere på taget af båden. Når næste sideplaner skal sættes, gentages ovenstående dog med den forskel, at clip-on paravanen skal være tungere (25 gram) og sideplaneren kun køres ud i 150 fod på hjulets linetæller. Denne stang sætter jeg i en stangholder på taget af båden i en stangholder som er længere fra midten end den første stang der blev sat. Proceduren gentages med den tredje sideplaner med den forskel at clip-on paravanen skal være endnu tungere (45 gram) og stangen bliver placeret i en af de yderste stangholdere på taget af båden. Under fiskeri med sideplanere er stængernes placering på båden meget vigtige. Reglen er, at stangen til den sideplaner som fisker yderst/længst væk fra båden skal sidde i en stangholder længst inde eller fremme på båden. Stangen til den sideplaner som fisker i midten skal side yderligere end den første stang eller længere tilbage i båden og sidst, men ikke mindst, skal stangen til den sideplanner, som fisker tættest på båden, sidde mest yderligt på båden eller længst tilbage. Overholdes ovenstående placering af stængerne vil linerne ikke filtre sammen, når en sideplaner udløses af hug.

Dipsy Divere til havørredtrolling

Dipsy Diveren eller fattigmandsdownriggeren, som nogle ynder at kalde den, er for mange trollingfiskere helt uundværlig. En traditionel Dipsy Diver opfylder to ting, man som trollingfisker er interesseret i. Den trækker agnen ned i vandsøjlen, og den kan justeres, så den trækker ud til siden. Selv store Dipsy Divere kan sjældent trække mere end 15 meter til siden i modsætning til sideplanere, som teoretisk kan trække lige så langt til siden, som der er line på hjulet.

Dipsy Divere kommer i flere forskellige størrelser, hvor den mest brugte til trollingfiskeri efter havørreder er str. 1. Dipsy Diveren er konstrueret med en arm, som udløses ved hug, hvorefter vandmodstanden på diveren bliver minimeret, og fisken kan fightes uden stor vandmodstand. Ydermere er der i bunden af Dipsy Diveren en vægt, som kan drejes til begge sider. Formålet med at dreje vægten til siden er, at det får diveren til at trække sidelæns væk fra båden. For at få en Dipsy Diver til at trække væk fra båden, skal vægten i bunden af dipsy diveren drejes ind mod båden. Bag på indpakningen til de fleste divere findes et skema, som viser, hvor dybt den går i forskellige afstande fra båden.

En typisk Dipsy Diver i str 1. vil, hvis den er sat 8 meter bag båden, dykke ned i 4,5 meter. Indtil for knap to år siden, hvor jeg fik de første Flexi Divere fra Rhino til test, fiskede jeg sjældent med Dipsy Divere under trollingfiskeri efter havørreder. Dette skyldes, at jeg ofte fisker på så lavt vand, at jeg maksimalt vil kunne køre en dipsy diver 10-15 meter ud, inden den vil gå i bunden.

Udover at fungere som en almindelig diver, kan Rhinos nye Flexi Diver benyttes som det, der kaldes en slide diver. Når man fisker med en normal diver monteres blinket i et linestykke bundet fast bag på Dipsy Diveren. Afstanden fra diver til blink må ikke overstige en stanglængde. Er forfanget mellem diver og blink længere end en stanglængden ender man med Dipsy Diveren helt oppe i stangøjet, mens fisken stadig er langt uden for rækkevidde. Med en slide diver er dette ikke et problem, da den er konstrueret til at kunne glide op om ned af ens fiskeline: Når udløserarmen låses fast på en slide diver, griber armen om ens line, så slide diveren ikke kan køre op og ned ad linen. I praksis betyder det, at man kan fire sit blink f.eks. 40 fod ud bag båden, hvorefter man låser armen på slide diveren. Nu vil blinket fiske 40 fod bag slide diveren plus den afstand fra båden, som slide diveren sættes ud i. Jeg har derfor med en slide diver mulighed for at fiske effektivt på dybder fra 3-6 meter vand.

Endegrej til havørredtrolling

Som billederne i artiklen antyder, er jeg bidt af en gal Trout Killer. Det er endda gået så vidt, at direktøren for Zebco Europe som ejer Rhino kalder mig for ”the one lure guy”. Men ret skal være ret, der findes mange andre gode trollingblink end Rhinos Trout Killer, og jeg fisker skam også med mange andre trollingblink. Det der typisk kendetegner et trollingblink er, at de er meget tynde i godset og derfor meget lette i forhold til deres størrelse. Det betyder, at de ofte er særdeles livlige i vandet sammenlignet med almindelige kystblink, som er lavet til at skulle kastes ud. Et trollingblink kan netop være meget let, fordi det ikke skal kastes ud. Der er dog undtagelser. Eksempelvis findes Rhinos Freddi Flutter også i en tung udgave, som kaldes Freddi Heavy. Tunge trollingblink er i min optik oplagte til fiskeri med sideplanere, for et tungere blink kommer nemmere ned i vandsøjlen, og man kan derfor bruge lettere blyparavaner eller i visse tilfælde helt undvære dem.

 

Daiwa Open 2025
drømmerejse iFish Travel

EN SMUK OVERSPRINGER PÅ BLINK

– Under en testtur med den nye Slinky Trout 17 grams gennemløber fra Sixtylures, som kommer i handlen midt i januar, fik jeg bl.a. denne sølvblanke overspringer, fortæller Martin Bosen. – Jeg havde ikke ret mange timer at fiske i, så et lokalt spot blev besøgt. Stedet er en yderkyst strækning på Sydsjælland, og forholdene var ikke de bedste, så mine forventninger var ikke store. Mest af alt var jeg nysgerrig på det nye blink, men flere fisk kom op og vende alligevel, så turen måtte siges at være en succes. Jeg ser frem til flere ture med denne gennemløber, og dejligt at slutte et forrygende år af med en go´ fisk.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel