– Den 1. januar skulle egentligt have været årets første kystørredtur – traditionen tro, men det blev anderledes i år da jeg ved årsskiftet også har skiftet job og blev nødt til at lade op til mandagen. Sådan lyder det fra David Semajer-Garic. – Derfor blev årets første tur i lørdags i selskab med Stefano og Fillippo (@fishingchronicledenmark) samt Otto Herlev Jørgensen.
– Vi startede med at suse lidt rundt fra morgenstunden for at finde nogle passende forhold, og det fandt vi da også da Fillippo fik narret en flot overspringer på omkring 60 cm på helt lavt vand. Ja både Fillippo og Stefano havde held med at finde fiskene på første plads. Op af formiddagen blev pladsen desværre ødelagt at trækkende ålegræs og vi måtte søge nyt vand.
– Ved den nye plads så det lovende ud. Der var ganske roligt, men med det perfekte svæv i vandet. Der skulle da heller ikke gå mange kast, før der var fast fisk, og årets første fisk til mig blev en gudesmuk 45 cm fisk, der hurtigt fik sin frihed. Der var lidt andre folk på pladsen, og alle havde fået fisk, så det var rigtig lovende.
– Inden årsskiftet havde jeg fået scoret mig noget af Westins nye W10 fletline i 0.10 til test. Den skulle måle sig mod min tidligere line, som jeg var meget glad for. Jeg elsker tynde fletliner, da min stang er så blød, at jeg må finde nogle ekstra meter ved linen. Og kaste langt – det kan den! Heldigvis for det, for fiskene skulle hentes langt ude trods at man skulle tro, at de ville være mellem benene på os. Line mere end godkendt, i hvert fald den mest glatte fletline jeg har prøvet.
– Som vi fisker os op af strækket, begynder fiskene at vise sig i overfladen. Flere head & tails peger os i retning af, hvor fiskene er, så det var bare at finde det rigtige agn. Da jeg efter en times tid fisker mig ned til Fillippo, peger han mig i retning af hvor fiskene er, og efter et par kast med min DC-lures Knægten den rigtige vej kommer hugget, vi har ventet på hele dagen – en sådan en dag, hvor man bare har den der fornemmelse i hvert evigt eneste kast – og så bliver man alligevel overrasket som altid.
– Hugget var tungt, og min bløde Parabellum stang stod helt bukket sammen, nu skulle krogholdet bare holde! Jeg var hoppet på en enkeltkrog, da der flød lidt ålegræs og blæretangsbuske rundt i overfladen – og jeg hader bare enkeltkroge. Fisker normalt med trekroge i str. 10 og 12 bag selv de største gennemløbere.
– Fisken gik bare tungt og langsomt rundt. Flere gange troede jeg, at den havde sat sig fast i noget på bunden, så langsomt gik det. En enkelt gang var den helt fri af vandet på kort snor, men ellers gik det virkelig langsomt og tungt. Fillippo forsøgte at lokalisere fisken inde på det lave vand, men selv på skinnebensdybde kunne vi intet se i det let plumrede vand. Flere gange forsøgte jeg at kane den ind, men uden held, da den langtfra var træt. Efter lidt dansen i ring forsøgte jeg lidt hårdere, men når ens stang ingen rygrad har, er det svært. Heldigvis hjalp fisken sig selv op på land, og på helt heltemodig vis sprang Fillippo på fisken, så den ingen udvej havde.
– Med skæl smurt op af hele jakken fik Fillippo årets første og helt sikkert den mest fortjente – high five! Sikke en smuk fisk og så kun årets anden. Efter lidt fortjent fejring og fotosession, fortsatte vi maskinfiskeriet tilbage mod bilen. Der var stadigvæk fisk derude, og det blev også til et par målsfisk mere, inden vi blev enige om slutte dagen. En skøn første tur i det bedste selskab, og så hjælper det jo altid lidt på humøret, når alle har fanget fisk. Vi ses ved vandet og godt nytår!
