Ovre på den nordtyske side af Østersøen – ikke langt fra det sydlige Danmark – er der et fortræffeligt fiskeri efter kystørred- præcis som vi har det herhjemme. En af dem, der netop har fået jackpot i sølv – er tyske Norman Felsch:
– I begyndelsen af ugen tog jeg en tur til den tyske kyst ved Schleswig Holstein sammen med min bror, for nu var der endelig kommet en dag uden hård vind, fortæller han til Fisk & Fri. – Der var lidt regn, og der var et fint, uklart svæv i vandet, som var fem grader varmt. På pladsen var der en god tidevandsstrøm og lidt bølger – uden at det blev for meget. Alt i alt helt perfekte forhold, som vi på ingen måde var utilfredse med.
– Vi fiskede non stop i omtrent en time på den samme plads uden at få bid. Vi så en sæl omkring 300 meter væk, men det var langt nok væk til, at det ikke burde skræmme havørrederne. Netop som sælen var spottet, startede jeg det næste kast med min Alfa Orion #7 og en lille hivd7pink gammarus flue for enden af forfanget. Jeg strippede lidt line ind, og pludselig fik jeg et tungt hug blot fem meter fra stangtoppen. Et splitsekund efter tværstoppet gik den flotte havørred fri af vandet, mens det føles som om at mit hjerte stod over et par slag. Fisken flåede et par meter line af, men vendte i det samme og svømmede direkte imod mig, så det var svært at følge med og holde linen stram.
– Kort efter svømmede den omkring en stor sten lige ved siden af mig, så jeg stakåndet måtte forsøge at holde stangen fri over stenen, for at fisken – som føles virkelig tung – kunne gå fri. Den store havørred forsøgte af alt magt at dykke ned mellem tang og sten, men det lykkedes mig at holde den tæt ved overfladen, indtil den til sidst gled i nettet efter et kvarters fight. Det blev en dag, som jeg nok aldrig kommer til at glemme, slutter Norman, der har fisket kystørred de sidste 7 år – heraf de sidste halvandet år udelukkende på fluestangen, slutter han. Havørreden vejede 4,5 kilo og var 74 cm.
Du kan læse meget mere om havørredfiskeriet i Nordtyskland i denne fine artikel på fiskogfri.dk, hvor du får en masse tips til kystørredfiskeriet på Fehmarn.