okt 21, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Det kunne let have været historien om en dag fyldt med fisk. Men nej, denne historie handler om én fisk. Den, der står klarest i hukommelsen. Sådan lyder det fra Mads Brinkløv Kentov fra Team Westin.
– Dagen begyndte trægt med kun et par fisk i morgengryet, og efter flere timers søgen føltes det som en kamp mod vind og tidevand for at finde de rette fisk, der ville vise sig. Så trak jeg mit trumfkort – en teknik, jeg havde lært af Thor Koldborg fra Jagt & Fiskerimagasinet: Metoden går ud på at fiske med en bombarda og en særlig diskret flue, som kan narre selv de mest forsigtige fisk. Thor havde forklaret, at hemmeligheden var at lade fluen svæve næsten usynligt i vandet, indtil en fisk ikke længere kan modstå fristelsen.
– Det kræver tålmodighed af stål og en stærk tro på, at fiskene er der – lige under overfladen. Denne dag beviste, at teknikken var yderst effektiv – fiskene kom støt og roligt. Nu var det blot et spørgsmål om tid, før en af de store ville melde sin ankomst.
– Pludselig strammede linen op, og jeg vidste straks, at jeg havde fat i en stor fisk. Det begyndte næsten forsigtigt, men snart kom de majestætiske spring – to tunge hop ud af vandet. Denne fisk var ikke til at spøge med. Den kæmpede dybt og tungt, som kun en stærk efterårsfisk kan. Da fisken endelig kom tættere på, kunne jeg tydeligt se dens imponerende størrelse og de smukke, dybe farver, der vidnede om en fisk i topform – klar til sit gydeeventyr.
– Det blev en intens fight, hvor sveden piblede, og hjertet bankede hårdt i brystet. Men til sidst landede jeg den sikkert i nettet. Der er noget magisk ved at kigge ned på sådan en fisk. Jeg havde hverken målebånd eller vægt med denne dag – men hvem har brug for tal, når oplevelsen er på plads? Denne fisk, en af de rigtig gode, var på vej mod åen og fortjente at fuldføre sin rejse. At se den svømme væk, fri og klar til næste etape, var den perfekte afslutning på en dag, hvor alt gik op i en højere enhed.
Stang: Westin W4 10” 7-30g
Line: W10 13 Braid Coastal Morning Mist 0.128mm
Leader:W6 ST3 Fluorocarbon clear 0,219mm
Flue: Unique Flies Seatrout Flies 2 Mysis

Der var fuld smæk på, da Mads´s havørred forlod vandet flere gange under fighten.
okt 9, 2024 | Nyheder
– Jeg har haft svært ved at knække koden til havørred ved kysten, men efter mange gode råd fra erfarne kystfiskere og mange timer på kysten er jeg begyndt at få hul på bylden, fortæller Asger Andersen. – Det kulminerede på en aftentur til Djurslands yderkyst.
– Her fiskede jeg badekarret systematisk af med en let flue uden at mærke noget. Der var ret dybt under land og en del svæv i vandet, så jeg skiftede til en Brenda variant med et tungstenshoved, så jeg kunne komme ned i vandsøjlen.
– Efter fem kast fik jeg et tungt hug 10 meter fra land, og jeg kunne med det samme se, at det var en god fisk. Den gik mest rundt i cirkler og lavede tunge hovedrusk samt var flere gange tæt på og lavede korte udløb. Jeg kunne se, at fluen sad helt yderligt, så jeg lettede bremsen – og efter 5-10 minutters intens fight var den sikkert i nettet.
– Det var en fin efterårs hanfisk på 70 cm. Jeg ville egentligt have sat den ud igen, men efter fem minutter i vandet, vendte den stadigt siden til, så jeg tog den med hjem til familiens store glæde.
sep 26, 2024 | Nyheder
– Sommervejret havde lagt sig en smugle de sidste dage, fortæller Johannes Thorbjørn Hansen. – Bladene var begyndt at falde af træerne og vigtigst af alt, var vandtemperaturen faldet. Jeg tog derfor ud for at se om jeg kunne overliste en sørred på flue:
– Jeg starter ud med en sikker flue i boksen, nemlig en sort lille zonkerflue. Jeg affisker de dybere skrænter, de lavvandede sivstykker, dybt, højt, hurtigt, langsomt – og pludselig ser jeg en fisk vise sig i overfladen. Den er uden for kastelængde, men jeg håber bare på, at den trækker i mod mig. Den viser sig igen, denne gang tættere på, og der skal ikke mere end fem kast til, før den helt inde ved sivende går op efter min flue i overfladen, da jeg hiver fluen op af vandet. Desværre er jeg for hurtig, men der går ikke mange kast, før den igen er oppe efter fluen i overfladen – desværre uden at få ordentligt fat, og mere ser jeg ikke til den.
– Solen begynder for alvor at dale i horisonten, og tiden begynder at blive knap. Jeg får listet over til en af favoritpladserne, hvor jeg også ser en fisk ringe længere ude. Pludselig hugger en fisk tæt ved sivene, men jeg bliver hurtigt klar over, at det ikke er den største. Fisken måler 45cm og svømmer fint ud igen, efter et hurtigt billede. Jeg fisker videre med højt humør, for nu er dagen allerede en kæmpe succes, især fordi de sidste ture havde været uden fangst.
– Glæden bliver dog hurtigt afbrudt af et adrenalinkick, da et tungt hug flexer #5 klingen i bund. Jeg bliver hurtigt klar over, at fisken er med god størrelse på. Efter en tung fight, får jeg fisken listet over netkanten, og foran mig ligger en solid hanfisk med kæmpe underbid og kæbekrog. Søørreden måler 69cm og er en ny PR, slutter han.
Johannes har taget masser af store søørred på flue – læs om en anden af dem her.
aug 29, 2024 | Nyheder
– Jeg havde lige været til behandling i Næstved, og på vej til bilen købte jeg noget at drikke, som jeg kunne nyde ved Susåen, inden jeg ville køre hjem, fortæller Dennis Johansen. – Jeg tog mine polaroid briller med, og først så jeg lidt småskaller samt aborrer, men pludselig observerede jeg en større skygge længere nede i vandsøjlen.
– Det lignede en ørred, så jeg pilede retur til bilen, og fandt den gamle fluestang, med en kobberbasse variant for enden af forfanget. Og så var det ellers bare med at komme tilbage til, hvor jeg så fisken. Den stod der stadig, og jeg lavede et kast for at få min flue til at komme lidt ned, da den normalt ikke synker, når den lige rammer vandet. Men hvad gør det, når fisken selv straks kommer fra dybet og inhalerer fluen…
– Det blev til flere gode udløb med adskillige spring, og pludselig havde jeg flere publikum omkring mig, der ikke havde set så stor en fisk i åen før. Efter små 8-10minutter gav den endelig op, og den kunne landes. Det var en fin, lille og tyk regnbue, som kunne komme med hjem, slutter han.
jun 16, 2024 | Nyheder
– Fredag aften skal jeg altid skal afsted til Vejle Å, for det er en god start på weekenden for mig, fortæller Thomas Christensen. – Troen på turen var ligesom større denne aften, i det vejret bød på tunge skyer og finregn – og der var blevet taget godt med fine fisk på det sidste. Strækningen jeg havde valgt denne aften, kunne godt holde en god fisk. Jeg har set flere gode fisk blive fanget der, men jeg har ikke selv knækket koden på strækningen. Men i aften skulle det være.
– Efter at have ændret lidt på mit normale set-up, gik jeg i gang med fiskeriet med en variant af fluen ”Den Våde Høne” for enden, og med tro på at det nok skulle lykkedes. Efter 10 minutters fiskeri kom jeg til en plads, hvor jeg ved vidste, at der var blevet fanget gode fisk før. Allerede første gang min flue svingede ind, kunne jeg se en god fisk flytte på sig. Jeg ændrede vinklen lidt på næste kast, og ventede lidt med at tage fluen hjem.
– Denne gang huggede fisken stenhårdt, og i næsten samme omgang tog den et udløb nedstrøms. Jeg kunne med det samme se, at det var en fin fisk, som selv bestemte, hvor den ville hen, og som sprang fri af vandet flere gange. Efter cirka 15 minutters hård fight kunne min faste makker lande fisken for mig, hvor vi kunne se, at en sæl havde haft fat i fisken før mig.
Glæden over at overliste en havørred er dog altid stor, og glæden over den første hvert år er i særdeleshed lidt større. En fisk som den her på 75cm og 5,2kg er bare fantastisk – uanset hvordan man vender og drejer det.
Læs meget mere om fiskeriet og pladserne i Vejle Å i denne artikel af Ronni Lagoni
jun 11, 2024 | Nyheder
Det er et stykke tid siden, at de første havørreder så småt begyndte deres optræk i åerne, og vi er nu ved at være nået til den tid på året, hvor den store del af optrækket begynder i mange af åerne. Eller sagt på en anden måde – det er bare med at tage havørredstangen på nakken og komme afsted til åen, for at indhalere sommeren i fulde drag.
Selvom både spinne- flue- og medefiskeriet efter åens havørreder i princippet er simpelt – så er det altid godt at sætte sig ind i sagerne for at øge chancen for succes. Vi har derfor samlet en håndfuld links på lærerige og inspirerende artikler om åfiskeri efter havørred:
Med bulewobler i mørket efter åens havørreder
Sådan fisker du mere effektivt efter havørred med flue i åen
Med prop og orm i åen
Den allerførste havørred i åen
Åhavørred – storfisk i småvande
Spotguide – efter havørred i Vejle Å
Åhavørred – på fiskeeventyr nordenfjords
Efter havørred i Karup Å
Fang flere havørred på spinneren med helikopter-rigget – sådan gør du
Lerkenfeld Å – Himmerlands perle
Med wobler efter åens havørreder
Med Claw-connector i åen
Med baglæns jig i åen
jun 6, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED, Spin med softbaits i put and take, Spinnefiskeri
Når ørrederne er villige til at hugge på agn i overfladen er det svært at finde et mere under – holdende fiskeri i Put & Take.
Sommeren er ved at være over os, og vandet i P&T søerne bliver lunere og lunere. Ørreden er væsentlig mere aktiv nu og jager efter føde i alle søens vandlag. Men specielt ét vandlag er mere interessant end de andre – nemlig overfladen.
AF CASPER LARSEN, FOTO: JASON JAGGER, GORDON HENRIKSEN OG HENRY GILBEY
DET ER SVÆRT at skjule sin fascination for denne form for fiskeri – for et mere intenst, actionpræget og visuelt fiskeri fås næppe i Put & Take. Når agnen rammer overfladen, tøver den glubske ørred ikke et sekund med at stige efter et let måltid. At den så tit misser byttet med flere ihærdige forsøg, gør ikke fiskeriet kedeligere! Det er stadig mørkt. Klokken er fire. Grunden til, at vi er her så tidligt er, at overfladefiskeriet ofte topper i de tidlige morgentimer. Min makker Preben Degnebolig og jeg har haft godt fiskeri de seneste dage her i Ørsted Fisk & Golf.


Rainys Bumble Bee har hidsige farver, gummiben og en pæn størrelse der giver et solidt plask når den lander. Dette er alle træk som kan være suveræne når der skal fiskes ørreder i overfladen.
God aktivitet i overfladen
Fiskene er tydeligvis vågnet, og der er god aktivitet, selvom det ikke er lysnet endnu. Preben starter med en gennemløber. Jeg lægger ud med fluestang og en stor skum græshoppe. Allerede i tredje og fjerde kast har jeg fisk oppe og markere, men det er for mørkt, så jeg misser i tilslagene. Jeg ved, at timing betyder alt, så jeg vælger at skifte til spinnestangen med bombarda og Powerbait. En fisk kaster sig over Powerbaiten med det samme, men det er umuligt at se, om den har fået fat i det, så jeg venter og holder øje med linen. Da den begynder at stramme op, giver jeg tilslag og fisken går fri af vandet. Det føles skønt, og en smuk regnbue overgiver sig efter et par minutters god fight. Kastet efter gentager det sig, og jeg står endnu engang med fisk på. Preben bander over, at de ikke vil tage hans gennemløber, men fiskene fokuserer åbenbart kun på føde i overfladen.
Gordon og Rasmus, som jeg fisker med, har taget dagslyset med sig, så nu kan overfladefiskeriet for alvor begynde. Jeg viser dem hvilke fluer, der har givet godt de forgangne ture. Rasmus sætter en af sine egne lignende kreationer på, mens Gordon starter med en flydende wobler, som også kan være effektiv i overfladen. Preben har skiftet til Powerbait, og fighter en fisk, der har hugget i første kast. Da vi har fisket en halv time er Rasmus rimelig rystet. Fiskene overfalder simpelthen hans skumflue, så vandet står i store kaskader omkring fluen, men de misser krogen gang på gang.
De er tydeligvis ikke vant til at indtage føde, der ligger på overfladen. Han har kun kroget to fisk, men har nok haft omkring 30-40 fisk oppe og slå til fluen! Det ser ikke anderledes ud for vore andres vedkommende. Fiskene er ellevilde for at markere på agnen, men kroges vil de ikke. Gordon har haft over ti hug på sin wobler, men har stadig sin første fangst til gode. Der skal prøves noget nyt. Efter få kast med fluekæppen har Gordon fisk på – en mindre brun skumflue gjorde udslaget. Fire timer senere slutter en hektisk og interessant fisketur. Vi har landet over 40 fisk og misset utallige hug. Alt i alt har det været en fantastisk fisketur med masser af action i overfladen.

Master Invincible wobler i 5 cm går lige under overfladen ved langsom indspinning er den helt perfekt til action i overfladen. De hidsige farvevarianter fisker typisk bedst, og husk at binde wobleren i en løs knude såsom rapalaknuden, så dens gang ikke hæmmes.
Put and take ørreder på overfladen
Hvorfor er ørreden mon så vild med at jage sit bytte i overfladen? Svaret er faktisk ret logisk. Fisk, der udsættes i Put & Take, er opdrætsfisk fra dambrug som alle fodrer fiskene oppefra med ørredpiller. De går utroligt tæt i dammene, og der er dramatisk kamp om fodret fra første sekund, det rammer overfladen. Fiskene ved, jo tættere de er på overfladen, desto mere føde når de at indtage.
Situationen er den samme ude i ørredsøen. Især i de varmere måneder opleves store stimer af ørreder, der samler sig en lille meter under overfladen. Her må ørreden også være hurtig for at komme før dens brødre i jagten på føde, og det resulterer ofte i hug umiddelbart efter agnen har ramt overfladen. Det skal udnyttes af lystfiskeren, og her får du lidt konkrete råd samt grejtips til, hvordan det kan gøres.

Hvis tørfluerne er små er det en fordel, hvis de er i hidsige farver. Så er det er lettere at holde øje med hvornår hugget falder.
Overfladefiskeri med bombarda
Et flydende bombardaflåd er glimrende til at servere diverse agn i overfladen, især hvis fiskene går langt ude. Monter det på hovedlinen, og tråd en gummiperle, som skåner knuden hvor hovedlinen monteres i en svirvel. I den anden ende af svirvlen bindes et tre til fem meter nylonforfang, men mindre kan også gøre det.
Selv foretrækker jeg 0,23-0,28 mm. Fisk med fx Powerbait formet som en dråbe/lille fisk monteret på en lille trekrog. Det er en absolut killer. I kastet er det vigtigt at stoppe flåddets bevægelse, inden den rammer overfladen. Stop flådet ved at sætte fingrene på linen, så forfanget retter sig ud og Powerbaiten lander bag flåddet. Rammer Powerbaiten et sted, hvor der står fisk, så kommer reaktionen ofte prompte. Fisken er lynhurtig over agnen i et voldsomt angreb, der får vandet til at sprøjte til alle sidder. Kort efter kan du se om Powerbaiten stadig ligger i overfladen, eller om fisken er i gang med at fortære den. Er det sidste tilfældet, så vent med modhugget, til fisken strammer linen op.
En anden god agn er Berkleys Powergrub. Jig’halen fiskes uden belastning, og skal bare have lov til at dale langsomt. Fiskene er vilde med agn, der daler langsomt ned – præcis som en ørredpille ville have gjort det. Er der ikke hug, mens den daler, spinnes jig’en langsomt op i overfladen, hvorefter proceduren gentages.

En af Casper Larsen favorit tørfluer er en neongrøn græshoppe imitation fra Rainys.
Med mikrowobler i put and take´en
Woblere benyttes sjældent i P & T, men de virker! Der er dog en tendens til at jyderne benytter dem mere end på Sjælland. Det gode ved woblere er, at de imiterer mulige byttefisk og kan spinnes langsomt ind, som ørreden oftest foretrækker det. Samtidig fås flere varianter, der er flydende, indtil indspinningen starter. Det er disse, der skal benyttes til overflade fiskeriet. Selv foretrækker jeg en fem centimeters Nils Master Invincible i hidsige farver. Den kaster knap så langt, da den kun vejer seks gram, så står fiskene længere ude kan den benyttes efter et bombardaflåd. Til gengæld har wobleren den helt rigtige gang få centimeter under overfladen. Du vil derfor ofte opleve en massiv trykbølge fra en hidsig ørred, før den kaster sig over wobleren i et hårdt hug.
Fluefiskeri på overfladen
Fluestangen er det perfekte våben til overfladesjov i P&T’en. Det er en effektiv metode til de mere sky ørreder, og fighten på en fluestang er usammenlignelig. Mange lystfiskere vælger at starte deres fluefiskekarriere i Put & Take, og her er fangstmuligheden også rigtig god.
Fluefiskeri med tørflue, poppers og skumfluer er suverænt til overfladefiskeri, fordi det er muligt at præsentere fluer igen og igen, indtil du har valgt lige den flue, som provokerer den ellers sky ørred til hug. Selv benytter jeg en #5 flue – stang med flydende WF line og et standard flueforfang til overfladefiskeriet. Det er en klar fordel, at man formår at strække forfanget ud, så linen ikke skræmmer en evt. hugvillig ørred, og så har du ordentlig kontakt til fluen, når der skal gives modhug.
Du vil blive overrasket over, hvor hurtigt fisken hugger efter nedslaget, så det er bare med at være klar fra første sekund. De seneste par år er fluestangen blevet luftet mere og mere, så jeg har efterhånden sporet mig ind på de fluer, jeg finder mest effektive. Det er alle skum- og popper fluer, som til forskel for tørfluerne er større og har mere volumen, så de giver større plask i nedslaget. Hidsige farver på fluen er rigtig gode, men også neutrale farver som sort og brun giver god respons. Hugger fisken ikke i nedslaget, så lad fluen ligge i op til 10 sekunder, og flyt så fluen i et par hurtige tag, der gør, at fluen streamer i overfladen og atter gør ørreden opmærksom på sin tilstedeværelse. Så er det bare med at være klar til et overfald i overfladen. Det kan komme når som helst!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2010
03 Rasmus Ovesen blev godt frustreret over de mange overflade hug, hvor nogle enkelte fik ordentligt fat i fluen som denne.

De små curly tails fra Berkley er ideelle til P&T ørreder og de fisker glimrende efter et flydende bombardaflåd der hives ind i ultralangsomt tempo.

I nogle tilfælde kan mere
naturlige imitationer i brune
nuancer såsom denne Streaking
Caddis give gevinst.
maj 15, 2024 | Artikler, GEDDE, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri efter gedder
Når der skal affiskes store lavvandede områder efter gedder, er kombinationen af bombarda og geddeflue en giftig cocktail.
En stor pulserende geddeflue kan være svært fristende for en glubsk gedde – og til tider er metoden andre kunstagn overlegne. Men – hvad gør man, hvis man vil drage nytte af fluernes effektivitet og er spinnefisker eller bare har brug for at fiske på en afstand, der er umulig at kaste til med fluegrejet: Man monterer selvfølgelig sin geddeflue bag et bombardaflåd.
AF JENS BURSELL, FOTOS JENS BURSELL OG GORDON P. HENRIKSEN
SMÅFISKENE springer for livet i vild panik til alle sider, så det tydeligt kan ses på lang afstand. Jeg og nyder den klare morgenluft på en bakke over den lokale mose, og det er langs bredden på den modsatte side af mosen, at scenariet udspiller sig. Gedderne er på jagt! Desværre er der mindst 60 meter over på den anden side, så der er absolut ingen chance for, at det kan lade sig gøre at kaste derover med geddefluestangen. Og – det er fuldstændig umuligt at gå over på den anden side og for – søge at komme på kastehold derovre, fordi bredden er et sammenfiltret vildnis af oversvømmede pilebuske. Men – jeg er fast besluttet på, at det er geddefluerne, der skal luftes i dag, for jeg skal nemlig have tjekket effektiviteten af nogle af mine nye kreationer ved fluestikket. Jeg har været på kysten dagen før – og mens jeg står og grubler over dagens taktik, kommer jeg i tanke om, at der til alt held ligger et par grove bombarda’er i grejkassen. Hvad kan være mere oplagt, hvis fluen skal helt over på den anden side uden at blive fragtet derover af min flydering eller kajak, som begge ligger derhjemme i fiskeskuret…

Blue Fox Patriot bombardaflådet kan justeres til fiskeri i flere dybder, og kombinerer man det med en svævende og pulserende geddeflue fisket på spinnestangen – ja så er der ikke lang vej til succes uanset hvor dybt og hvor langt ude gedderne står.
Med bombarda efter gedder
Fluestangen ryger retur i bilen, og inden længe har jeg rigget en bombardastang til med et 30 grams bombarda flåd, der kombineret med min 0,17 line lige akkurat vil kunne servere fluen det helt rette sted. Højest fem minutter senere puk ler jeg storsvedende ned af bakken for at komme frem, inden geddeballet lukker – og lidt efter står jeg ved kanten af mosen. Jeg skal netop til at tjekke, at alt er klar, da jeg igen ser småfiskene springe til alle sider cirka 50 meter ude.
Straks efter flyver min bombarda ud over det brungrumsede vand, og sekundet inden flåddet lander, bremser jeg linen med fingeren på spolen, så forfanget strækker sig pænt ud bag flåddet. Jeg når næppe at tage tre omdrejninger på hjulet, inden jeg ser en aggressiv hvirvel bag flåddet og mærker et herligt, hårdt ryk i stangen: Fast fisk. På den relativt lette stang er der godt riv i fisken, der når at tage flere mindre udløb og foretage adskillige spring, inden jeg kan kane den smukke fisk ind på det lave vand på engen. Det er ingen kæmpe, men med sine knapt fem kilo er den dog stadig en superb oplevelse på spinnegrejet.
Mens jeg afkroger fisken, ser jeg igen nogle småfisk springe – langt ude, men i en anden retning. Fisken får lynhurtigt sin frihed, og allerede få kast efter får jeg endnu et hug. Sådan bliver det ved i en halv times tid, indtil hugperioden er ovre lige så hurtigt som den startede. En fed lille tur, der gav godt med fisk, som jeg med sikkerhed ikke havde fået, hvis ikke jeg havde opgraderet fluens kastelængde med spinnegrej og bombarda.

Maj er en herlig måned at være geddefisker i, og du bør ikke snyde dig selv for at prøve bombarda og flue. Metoden kan være rasende effektiv.
Et effektivt våben til geddefiskeriet
Bombarda og flue er en giftig kombination. Det ved alle kystfiskere, men på trods af at det ligger lige til højrebenet, er der ikke mange herhjemme, der benytter sig af bombardaflåd til geddefiskeri. Og det er synd, for med denne kombination, får man det bedste af begge verdener.
Fluen har mange fordele, som det kan være svært at efterligne med andre agn. Den mest oplagte er at vægtløse og langsomt synkende versioner kan fiskes næsten stillestående, så de står og sitrer pulserende, levende og provokeende foran fisken, indtil den til sidst ikke længere kan modstå fristelsen. Dette – kombineret med, at den kan fiskes både ekstremt langsomt – og i normalt tempo, gør geddefluen til en fantastisk agn, som i mange situationer vil kunne fiskes ekstra effektivt på fx langdistancen, hvis man benytter sig at et stort bombardaflåd. Med bombarda er det muligt at kaste to-tre gange så langt som med fluestangen, hvilket selvsagt betyder noget, hvis man fx fisker fra land og kun kan nå ud til bestemte attraktive fiskepladser ved at kaste langt. Men kastelængden har ikke kun betydning i de tilfælde, hvor det kan være svært at nå ud til fiskene med fluegrejet.
Det kan også have en vis betydning for fangstraten, af den simple årsag, at der afsøges mere vand på kortere tid. For det første kastes der færre gange, og for det andet spilder man ikke en hel masse tid med blindkast for at for fluen derhen, hvor der skal fiskes.

Mange geddefiskere har aldrig været blege for at medbringe og afprøve mange slags agn for at finde lige det der kan udløse hugget. Med et bombardaflåd og spinnestang er mulighederne for at variere størrelse, farver og materialer på agnen i form af diverse geddefluer stort set uendelige.
Bombardagrej til gedder
Grejet til bombardafluefiskeri efter gedder, behøver ikke at være nogen større videnskab. Selv har jeg primært brugt stænger med kastevægt på 20-70 gram i 9-10 fodslængde. Faktisk bruger jeg fuldstændig samme stang, jeg ville bruge til større blink og spinnere samt mindre – mellemstore hard- og softbaits. Den samlede forfangslængde skal ikke være særlig meget længere end stangen, hvis man vil undgå problemer under landingen. Så – ønsker man lange forfang – i fx klart vand, er det værd at overveje en let karpestang på 12 fod og 2-2,5 lbs testkurve. Til helt normalt fiskeri er det dog meget sjovere og mindre trættende at gå med en 9-10 fods stang. Hjulet kan være et helt almindelige mellemstort fastspolehjul med fx 0,17-0,20 mm fletline.
Sådan kaster du med bombarda til gedder
Kasteteknikken er i princippet det samme, som når man fisker bombarda på kysten. Dog er der en væsentlig forskel. Netop fordi fluen er så stor har den sværere ved at slippe vandet, og af samme årsag får man de bedste kast, ved at tage fluen i venstre hånd inden hvert kast: Sving stangen bagover i det du slipper fluen, sving forfanget rundt/bagover – og afslut med at bruge begge hænder til at lægge fuld power i kastet.
Forfanget på bombardataklet kan variere alt efter smag og behag. Men – netop fordi fluerne ofte er ret store og brede, har de en tendens til flakse og måske endda rotere i kastet. Er forfanget det rette behøver dette ikke at være problematisk, men vælger men et for tykt og stift forfang øges chancen for at forfanget hægter op. Eksempelvis er det min erfaring, at hardmono i 30-40 lbs klassen og tykt fluorocarbon på 0,60 og derover, der har så meget formhukommelse,at det flyver i luften som en svagt buet spiral, hvilket øger risikoen for at den i forvejen flaksende flue får fat om hovedlinen og hægter op. Best resultater har jeg haft ved at bruge klar monofil nylon eller en ikke al for kraftig fluorocarbon – fx 0,47-0,50 mm. Et sådant forfang er naturligvis ikke tykt nok til den yderste del af forfanget, der kommer direkte i kontakt med geddens tænder.
Yderst skal der derfor være et bideforfang, der kan klare mosten. Selv foretrækker jeg 20-30 lbs gennemsigtig hardmono – fx Climax, hvis vandet er relativt klart. Er vandet lidt mere uklart foretrækker jeg dog blød flertrådet titanium wire, der er utrolig tyndt, smidigt og stærkt på samme tid – fx Drennan Titanium Wire eller SPRO’s Pike Fighter Titanium Wire.
For at give fluen den bedst mulige bevægelse – og samtidig kompensere for, at den spænding og formhukommelse der er i forfanget hæmmer en naturlig gang – foretrækker jeg at montere bideforfanget i en 3-4 mm svejset rig-ring, som forbindes til hovedforfanget med en rapala løkke.

Her er det Gordon P. Henriksen med en gedde der huggede på en klassisk flashflue i guld, fisket bag en flydende bombarda.
Bombardatips til gedder
Bombardaflåddet og tilhørende bombastick er det samme, som man normalt bruger på kysten – typisk flåd med en kastevægt på 20-35 gram. Fordi der er tale om lidt tungere og stivere stænger, er det dog meget vigtigt, at knuden ned mod bombardataklet er ordentligt beskyttet mod slitage fra flåddet/sticken under den kraftige acceleration i kastet. Det mest oplagte er at bruge en lille gummiperle. For at få maksimal fleksibilitet med hensyn til fiskedybde og indspinningshastighed, foretrækker jeg flåd, hvor man kan regulere synkehastigheden ved at lukke vand ud eller ind med en lille gummiprop – fx Blue Fox Patriot, der kaster helt eminent samtidig med, at de bevæger sig som et spøgelse gennem vandet.
Er du vant til at lande dine gedder med et gællegreb, vil du finde ud af, at dette bliver lidt sværere, men ikke umuligt med et langt bombardaforfang. Når du fisker med bombarda er det derfor en stor fordel med et net, der har et teleskopisk skaft – især hvis du bruger forfang, der er længere end stangen. Og – når du kommer så langt som til at lande en god håndfuld gedder med bombardagrejet, er jeg sikker på, at du vil give mig helt ret i, at et par bombardaler i geddegrejkassen, så afgjort kan være en rigtig god trumf af have oppe i ærmet.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2011
apr 28, 2024 | Nyheder
– Som de fleste nok ved, drejer det sig om, at søge langt op i systemet efter laksen, især med de store vandmængder vi har fået, hvilket er helt ekstremt i år, fortæller Torben Pedersen.
– Min overbevisning er, at de drøner direkte højt op, og stiller sig på de øverste zoner. Derfor har jeg også koncentreret mig om de steder, for vi kan jo se, hvor svært det har været i Skjern Å i forhold til Storeåen i år. Så nemt er det ikke at finde dem. Vandløbet er længere end Storeåen, og pludselig har de også flere pladser at stå på.
– Vandet skal derfor godt nok læses rigtigt for at finde dem, men det lykkedes idag med et fint eksemplar af en DCV fisk på fluestangen. Og stor TAK for den. Det er et stort arbejde, der ligger bag for at vi andre kan nyde sådan et pragteksemplar.. Knæk og bræk derude, slutter han.
