Michael Cederholm, en af de garvede og meget dygtige Vejle Å fiskere, har her fanget en havørred over de magiske 10 kg. Michael er en af de virkelig erfarne fiskere ved åen, og denne fisk var en meget
velfortjent flidspræmie efter mange års tro tjeneste på bredderne af Vejle Å.
Drømmer du om at fiske efter store, vilde havørreder med masser af overfladeaction og tunge hug i nattemørket, havørreder der tager i dybet på en dybt fisket nymfe eller spinnefiskeri i noget af Danmarks smukkeste natur? Hvis – ja, så skulle du overveje en tur til Vejle Å.
AF RONNI LAGONI
VEJLE Å løber gemt i en smeltevandsdal fra istiden – omkranset af bakker og en helt unik natur. Åen – der byder på et rigtig godt havørredfiskeri, løber igennem en meget varieret ådal, hvor der fra de øverste til de nedre stræk er en kæmpe forskel på både naturen omkring åen, dybde, strøm og vegetation. Det skaber mulighed for mange forskellige natur- og fiskeoplevelser, og det gør det afvekslende at opsøge åen med fiskestangen i hånden.
Der er flere sportsfiskerforeninger ved åen, hvoraf Vejle Sportsfiskerforening har fiskeretten på langt størstedelen af åen, men Nørup Randbøl Fiskeforening, Egtved og Omegns Sportsfiskerforening samt Lihmskov-Bindeballe Lystfiskerforening har også fiskeret på åen.
Fiskeriet i Vejle Å er opdelt i 11 zoner
Vejle Sportsfiskerforening har valgt at opdele deres fiskevand i 11 zoner fra Runkenbjerg tæt ved den lille landsby Bindeballe og til Vejle by, hvor en fredningszone gennem byens centrum sætter en stopper for al fiskeri. Zone 1 ligger altså tættest på havet og zone 11 længst væk.
Vejle Å løber ud i bunden af Vejle Fjord, og herfra skal havørreden passere gennem byens lys og lyde, inden de kommer til den første zone. I byen kan man nogle gange se ørrederne stå foran eller bag ved bropillerne på byens gågade, hvor cafeer bugner af unge og ældre, som hygger sig og nyder byens liv om sommeren, mens havørrederne sniger sig forbi de intetanende beboere. Er du første gang ved Vejle Å, er det bestemt et stop værd at gå langs åen ved bryggen og ud forbi de fem lejlighedstårne kaldet “De fem søstre” – Her kan du se, hvad havørreden skal forbi, inden den kommer til de første fiskbare stræk, og det giver også en forklaring på, hvorfor særligt det tidlige morgen fiskeri fungerer virkeligt godt på zone 1. På det tidspunkt sover byen, og havørrederne trækker forbi – morgenfiskeriet kan her være helt magisk.
Grej til havørred i Vejle Å
Vejle Å er nok mest kendt for sit bule- og overfladefiskeri med flue efter havørred, og det er da også meget ofte fluefolket, jeg møder ved åen, når jeg selv er ved vandet. Og Vejle Å er vitterlig en fantastisk flue-å.
Et allround set-up til Vejle Å kan være en 10 fods klasse 5 eller 6 stang med en flydende WF-line, som er en klasse over stangens angivne kastevægt. Dette er vigtigt, da du langt de fleste steder skal kaste korte distancer og fiske med relativt store fluer. Hvis du vil fiske i dagtimerne, vil jeg anbefale stænger på 9-10 fod i klasse 3-5, da dagsfiskeriet ofte skal foregå uden at forstyrre vandet alt for meget. Der er naturligvis nogle flueklassikere, som ofte giver succes ved åen – fx Kosten, Grå Morgen, Scierra Zonker, RLT Night Spine, RLT Sculpin, Girdle Bug, Wooly Bugger i sort eller oliven, Blæksprutten og Kures Blå. Mange af fluerne kan findes på youtube, hvis bindetrangen skulle komme over dig.
Spinnefiskeri efter havørred i Vejle Å
Hvad mange måske ikke er klar over, det er, at nogle af de fiskere, som gennem tiden har fanget flest fisk, har været spinnefiskere. Her er det særligt wobleren, der har været effektiv – fx den leddelte rapala i orange/ gul, sølv/sort og sølv/blå nuancer. Woblerfiskerne fisker om natten, og de har en ret simpel, men meget effektiv måde at fiske dem på. De kaster wobleren skråt nedstrøms, og så lader de strømmen føre den over uden at spinne hjem på hjulet. Når wobleren kommer ind i egen side, så spinner de den ret langsomt hjem op langs egen side, og det kan være skræmmende giftigt.
De klassiske Mepps-spinnere bliver også brugt langs åen, og de tager også deres del af havørrederne. Her er det typisk messing/rød varianterne, der fisker godt – både opstrøms og nedstrøms. Vær ved opstrømsfiskeri opmærksom på åens regler angående dette, som kan findes på www.vsf-vejle.dk
Til fiskeriet benyttes stænger på mellem 9 og 10½ fod med relativt lave kastevægte på 5-20 gram samt gerne nylonline. Smidigheden i linen kan være en fordel, når fisken skal fightes på en ofte ret kort line.
Hold øje med havørredrapporterne fra Vejle Å
Et godt råd er at holde øje med fangstrapporterne, som kan være med til at give dig en idé om, hvor henne på åen, at der sker noget. Denne viden kan du bruge til at planlægge dit fiskeri. Hvis der sker noget i zone 1 og 2 dagen før, så vil zone 3, 4 eller 5 måske være stedet dagen efter. Det giver dig muligheden for at planlægge dit fiskeri lidt bedre end ved i blinde at vælge et stræk ud. God tur til åen, hvor der venter en hel masse gode oplevelser.
HER FÅR DU EN GUIDE OG KORT TIL ALLE ZONERNE:
ZONE 1: Dette er den første fiskbare zone, som de friske opgangsørreder møder på deres vandring. I daglig tale dækker zone 1 over nogle stræk kaldet bl.a. Pumpestationen og Lossepladsen. Det er typiske morgenpladser, hvor du til tider kan opleve store træk af ørreder. Hvis du er heldig at ramme disse træk, så kan zone 1 godt være stedet, der kaster to-tre fisk af sig på en tur nedover. Åen er her relativ bred og uden de store sving, men udhængende buske og grødebevoksning er her din ven i jagten på en af åens friske, nystegne havørreder. Her er der altid meget action, og du vil opleve, at du kan rejse mange fisk til fluen eller wobleren, hvilket gør fiskeriet intenst og spændende.
Går du op på den anden side af motortrafikvejen mod Billund, så kommer du til en række interessante stræk, hvor åen er mere smal og med en massiv mur af tagrør på modsatte side. Her er åen dyb og begynder at variere sit løb mere. Der er gode sving og fine chancer for havørreder.
ZONE 2 er en af de mest fiskede stræk i Vejle Å rent historisk – og med stednavne som Turisten og Automaten, er det let at forestille sig, hvordan disse navne er blevet til. Zone 2 indkrandser Vejle Sportsfiskerforenings klubhus, der er centrum for klubbens aktiviteter og et socialt samlingspunkt om sommeren. Her kan man få mange snakke med lokale og garvede lystfiskere, og der er virkelig guldkorn at hente. Det er altså et must at slå vejen her forbi, hvad enten det er for at fiske eller bare for at høre sidste nyt fra åen. Hvis du vil fiske her, så er det et meget varieret stykke med mange standpladser, og når du fisker det, vil du let kunne se, hvorfor dette stræk er så populært.
ZONE 3: På dette stræk ændrer åen virkelig karakter. Strømmen bliver meget afvekslende, der er sumpede arealer langs åen med siv – og mange steder er åen helt overgroet af træer. Dette gør det til et spændende stræk for den eventyrlystne havørredfisker. Hvis du påtænker at skulle fiske dette stræk, er det vigtigt, at du kommer i dagslys, så du lærer åen at kende, inden mørket opsluger alt omkring dig.
Her er der også nogle enkelte parceller, hvor det er forbudt at passere. Det er derfor vigtigt, at du har orienteret dig om reglerne og ved, hvor du må fiske. På dette stræk vil jeg særligt fremhæve det stræk som kaldes “Kromandens” – det er et meget spændende stykke vand rent fiskemæssigt. Det starter ved den røde overgangsbro lige neden for Skibet Kirke og strækker sig så om til, hvor skoven vokser ind over åen. Her er der virkeligt mange spændende pladser at fiske på. Lige ned til zone 3 ligger landsbyen Skibet. Her er der et vandrehjem, hvor du til en overkommelig pris kan overnatte.
ZONE 4 OG 5: Disse to zoner udgøres i daglig tale af godset samt øvre godset og strækker sig fra Haraldskær Gods til Haraldskær Fabrik. Det er et restaureret stykke af åen, hvor den er lagt tilbage i sit oprindelige løb. I dag slynger åen sig i sving efter sving gennem ådalen med stejle bakker både mod syd og nord. Her er standplads på standplads, og der er så mange fede spots, at du aldrig bliver træt af at fiske her. Det betyder dog ikke, at du bare går ned og trækker en fisk. Der skal arbejdes for dem, men når du begynder at kende strækket, så bliver du også ofte belønnet. Her kan du bo virkeligt luksuriøst på Haraldskær Signatur Hotel, som ligger lige ned til åen på det gamle gods, som stykket er opkaldt efter.
ZONE 6 er kun for medlemmer af Vejle Sportsfiskerforening. Denne Zone er i juni, juli og august reguleret, så hvert medlem har en fiskedag om ugen, hvor der må fiskes i tidsrummet mellem klokken 20.00 og 08.00 om morgenen. Her er tre spændende stykker, som er meget forskellige. Øverst på zonen er der skov, og åen er meget svært tilgængelig, men det gør det ikke mindre spændende, og der er gode chancer for fisk her. Det midterste stykke er et meget kendt stykke, som i daglig tale kaldes Nørager. Her er åen utrolig smuk, og det er en fantastisk oplevelse at fiske ned over det relativt korte, men meget produktive stræk. Nederst skifter åen igen karakter og bliver mere åben med knap så mange træer, men der er høje siv. En mindre bæk løber her til åen, hvilket skaber nogle spændende standpladser, hvor du ofte vil møde store fisk.
ZONE 7 ved Sportsfiskeriets Hus, er der mulighed for gratis fiskeri på et mindre stræk af åen.
Her kan du træde helt ind i havørredens verden. I et stort restaureringsprojekt har Vejle Kommune lavet tre store gydestryg afbrudt af særlige sving med gode standpladser for havørreden. I det sidste af de store sving har de installeret en kasse, som man kan gå ned i – og kigge ud i åen. Her kan du, hvis du er heldig og tålmodig se en havørred eller iagttage åens spændende liv. Danmarks Sportsfiskerforbunds hovedkvarter ligger lige ned til åen på dette stræk, og i Vingsted Centret, der ligger lige ved siden af, kan du overnatte, hvis du vil have god komfort på fisketuren. Her vil du bo cirka midt på åen og have lige langt til både de øvre og nedre stræk af åen. På dette stræk fisker åen meget forskelligt. Der er dage, hvor der er god gang i den og andre dage, hvor der ikke sker det store. Det hænder, at der bliver fanget gode store fisk her, men det er oftere mindre fisk.
ZONE 8: På stykkerne ved Ravning træder du for alvor ned i ådalens historie og natur. Her har man fundet rester af en 761 meter lang bro fra vikingetiden, som angiveligt skulle være anlagt af Harald Blåtand. Her fornemmer man virkelig smeltevandsdalen fra istiden, da skrænterne kommer lidt tættere på, ligesom åen bliver lidt smallere og løber et meget varieret løb. Personligt elsker jeg disse øvre stræk af åen, da civilisationen gradvist forsvinder og efterlader dig i naturens vold. Det er skønt at tage på eventyr her. Åen fisker også godt her, og der kan tit være ret store fisk blandt fangsterne. Her kan du også ofte slippe for det til tider tunge fiskepres på de nederste zoner.
ZONE 9: Nu bevæger vi os op mod de øverste stræk på åen og området omkring Tørskind. Her finder du Robert Jacobsens skulpturudstilling samt nogle utroligt smukke omgivelser og stræk på åen. Åen er mindre og smallere samt meget afvekslende med hurtige stryg, skarpe sving, høje skrænter og hvis heldet tilsmiler dig – tunge havørredhug. Der er tale om lidt sværere fiskeri, men der er på zone 9 (og 10) store oplevelser at hente. Lige ned til Tørskind ligger der et fiskepensionat, hvor du kan bo godt og til en fornuftig pris.
ZONE 10: Ved Runkenbjerg ligger der, som navnet antyder, en relativ stor bakke – som er et fint udsigtspunkt over øvre Vejle Å. Her er en fantastisk natur, og det er et spændende stræk på åen. Særligt de nederste stræk er produktive, og her finder du blandt andet sammenløbet mellem Vejle og Egtved Å, der er et svært fiskbart stykke, men også en plads, der har kastet store og grove havørreder af sig. Særligt sidst på sæsonen kan der være stor aktivitet på dette stræk, som absolut er et besøg værd, men også en chance at tage, da det er et knald eller fald stykke.
ZONE 11: Dette er den øverste strækning, som Vejle Sportsfiskerforening har fiskeretten på. Det er nyt fra i år, så jeg har ingen erfaringer på dette stræk, men jeg glæder mig meget til at komme op og prøve det af. Jeg har ofte holdt på grusvejen mod Bindeballe ved broen over åen og kigget opstrøms og tænkt, at der godt kunne ske noget spændende der. Så det skal have et skud, men som tilrejsende fisker ville jeg nok koncentrere mig om andre stræk på åen i første omgang.
FORENINGER MED FISKERET I VEJLE Å
Vejle Sportsfiskerforening
Nørup-Randbøl Sportsfiskerforening
Egtved og Omegns Sportsfiskerforening
Lihmskov-Bindeballe Lystfiskerforening
Der er gratis fiskeri ved Sportsfiskeriets Hus i Vingsted i Zone 7, men vær opmærksom på, at Statens fisketegn er påkrævet. Rådfør dig her meget grundigt med de opsatte skilte, så du ved hvorfra og til du må fiske. Det er ikke et særligt langt stræk, men du kan godt være heldig at løbe på fisk på her.
OVERNATNINGSMULIGHEDER FOR HAVØRREDFISKEREN VED VEJLE Å
Haraldskær Signatur Hotel og Konference
Vejle Centerhotel
www.vejlecenterhotel.dk/#anchor-velkommen
Danhostel Vejle
www.danhostel.dk/hostel/danhostel-vejle
Vingsted Hotel og Konferencecenter
Bed and breakfast i området
www.visitvejle.dk/vejle/bed-and-breakfast