feb 23, 2026 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Her ses et par variationer af Paddletail Fry fluen bundet på små jighoveder eller med coneheads. Bemærk ryg- og brystfinnerne.
Paddletail Fry er en flue, der, udover at have udseendet med sig, har en virkelig livlig og vimsende hale, der giver den en særligt lokkende gang. Her fortæller Rasmus Ovesen dig, hvordan den bindes og fiskes.
AF RASMUS OVESEN, FOTOS: JENS BURSELL, RASMUS OVESEN OG LARS LAURSEN
PADDLETAIL FRY er bestemt ikke nogen kystflue i traditionel forstand, men en kystflue er det nu alligevel – også selvom den er bundet på en jigkrog, og inspirationen til fluen er hentet i spinnefiskeriets verden. Idéen til fluen krystalliserede sig efter at have nærstuderet en medfiskers grejæske under et besøg ved et af de vande, hvor jeg holder af at fluefiske efter brakvandsaborrer i efteråret.
Æsken var fyldt med »paddletails«, som er specielle softbaits med haler, der flader ud bagtil på tværs af kropsretningen. Oversat mere eller mindre direkte fra engelsk, er en »paddletail« vel en »paddelhale«, og det som er interessant ved den er, at dens hale yder en ganske betragtelig modstand under hele indspinningen – en modstand, der forårsager en utrolig livlig og slangende gang i vandet. Netop denne modvilligt sitrende gang fik jeg ved selvsyn bekræftet, da min medfisker agnede om, og satte en paddletail jig på, og det satte naturligt nok nogle tanker i gang.
I betragtning af hvor livlige min medfiskers paddletail jigs var i vandet, faldt det mig ind, at det da var mærkværdigt, at ingen tilsyneladende brugte dem på den åbne kyst efter havørred, hvor de efter min umiddelbare mening egnede sig ganske glimrende. Iblandt divserse paddletails i min medfiskers æske var da også en række eksemplarer, som fint kunne imitere alt fra kutlinger til tobis, og netop da slog idéen mig. Hvorfor ikke lave en paddletail flue, og give den et forsøg på den åbne kyst?
Rasmus Ovesen med flot havørred taget på en Paddletail Fry flue.
Paddletail Fry – uimodståelig for havørrederne
Fra tanke til handling var der på papiret ikke langt, men det tog nu alligevel en del eksperimenteren med materialer, formgivningsforsøg og generel finjustering, før jeg syntes, at jeg stod tilbage med et brugbart resultat. Fluen, der nu sad færdigbundet i stikket, døbte jeg Paddletail Fry, og det var en leddelt flue bundet hovedsageligt af hjortehår og på en meget let jigkrog. Den så egentlig ganske fin ud, syntes jeg, men om den ville opføre sig, som den skulle i vandet var naturligvis en helt anden sag. Det måtte jeg i sagens natur en tur på kysten for at finde ud af.
Ved vandet kunne jeg med ganske stor lettelse konstatere, at fluen til alt held opførte sig ganske, som jeg havde forestillet mig – noget der trods ganske mange års erfaring bag fluestikket langt fra er nogen garanti, hver gang jeg søsætter en ny kreation. Fluen sitrede og slangede sig af sted for hvert indtag, og for hver pause under indtagningen slog den let nedefter i vandet, mens halen dirrede og slog omkring sig. Den opførte sig akkurat som en kutling, der vimser lettere forvildet rundt i de øvre vandmasser, og min ivrighed for at få fluen afprøvet blev skærpet ganske betragteligt ved dette syn. I kraft af at fluen var bundet på et jighoved, påvirkede den naturligvis kastet en anelse, men i og med, at der var tale om et ganske let et af slagsen, var påvirkningen relativt minimal. Desuden sikrede fluens fyldige krop, der helt bevidst var lavet udelukkende af rådyrhår, tilstrækkeligt med opdrift til, at fluen ikke sank til bunds med det samme og kom i karambolage med ålegræs, blæretang og lignende. Alt i alt var udgangspunktet ganske fint, men hvorvidt fluen også kunne fange fisk, var ganske givet en helt anden sag. Der måtte nogle helt andre og mere praktiske eksperimenter af en særdeles kærkommen karaktér til.
Kutlingen er blandt havørredens vigtigsts byttedyr i de kystnære tangbælter og sandområder.
Paddletail Fry er en kutlingeimitation med en unik hale der bruger paddeltail jiggens vigtigste element – halen.
På kysten med den første Paddletail Fry
Den første fisketur med den nye Paddletail Fry jigflue resulterede i en stribe fine, velnærede fjordørreder, som alle huggede på glubsk og resolut vis. Lange, jævne og relativt hurtige indtag efterfulgt af korte pauser viste sig lynende effektive, og selvom fluen i løbet af dagen endte med at se mere og mere forpjusket og gennembidt ud, så huggede fiskene alligevel ufortrødent videre.
Da dagen var omme, kunne jeg selvtilfreds stikke en yderst afpillet og forkrøblet Paddletail Fry tilbage i flueæsken. Her fandt den sin plads blandt Cutthroat Kutlinger, Kobberbasser, Yellowtail Fry streamere og andre tilsvarende simple og med lethed bundne kystfluer. Havørredens letsindighed og mangel på kritisk sans taget i betragtning, var netop Paddletail Fry måske lige omfattende og tidskrævende nok at binde. Det måtte jeg jo nok erkende – også oven på dagens hektiske fiskeri. Alligevel endte jeg selvsamme aften med at sætte mig ned og binde en håndfuld spritnye eksemplarer til flueæsken.
Bindematerialer til Paddletail Fry
Krog: Let jigkrog + supplerende (afklippet) streamerkrog (monteres med fletline)
Bindetråd: Kevlartråd
Hale: Brun grizzly marabou
Krop: Rådyrhår
Øjne: Stick on eyes.
Formgivning: Epoxylim
Paddletail Fry er ikke kun til havørreder. Aborrer er også vilde med den forførende logrende hale.
Sådan binder du Paddletail Fry
Bindetråden fæstnes, og et stykke kraftig fletline lægges dobbelt og bindes ind, så det stikker fremefter ovenover krogøjet. Det skal udgøre bindeleddet til fluens frontparti. Halen af marabou bindes nu ind nede ved selve krogbøjningen. Den skal senere hen limes og formes. Herefter forsynes hele krogskaftet med tætpakket rådyrhår, og til sidst klippes krogspidsen af.
En let jigkrog sættes nu i stikket, og fletlinen fra halepartiet bindes ind, så man opnår en leddelt fluekonstruktion. Herefter forsynes hele jigkrogens skaft med tætpakkede lag af rådyrhår, og fluen afsluttes. Nu skal fluen klippes til i form, så den for havørreden begynder at se lidt spiselig ud. Det kan man gøre på mange måder, men jeg forsøger i så vid udstrækning som muligt, at formgive fluen, så den minder om en god velnæret kutling. Hvis man virkelig vil kæle for detaljerne, kan man forsyne fluen med bryst- og rygfinner. Når fluen er klippet til i form, pålimes øjnene, og herefter limes og formes halen med epoxylim. Den skal flade så tilstrækkeligt ud og vinkles så tilpas meget, at den yder nok modstand i vandet til at blive sat i bevægelse.
feb 17, 2026 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Nyheder
Havørredfiskeri er stærkt vanedannende og for uindviede kan det måske være svært at fatte, hvad det egentlig er, der får folk til at trodse elementerne på den åbne kyst – uanset forholdene. Hvad er det der driver os ud i regn og slud – sne og frost?
AF MIKKEL JUNGERSEN
SNEKAOS. Bornholm er i katastrofeberedskab. Avisoverskrifter og nyhedsoversigter i TV står i kø for at beskrive sceneriet. – Bornholm er begravet i snemasserne, og en redningshelikopter flyver nu ud med nødrationer og medicin til de indesneede, forklarer speakeren på DR-Update. Jeg overvejer, om jeg skal få nedkastet medicin mod min fiskefeber, der nu har stået på, siden vi sneede inde i vores sommerhus langt ude i skoven for fem dage siden. Mine stænger ligger endnu ubenyttede i stangrørene. Men til alt held graver en gummiged landevejen fri i nattens løb, og den lokale bondemand rydder vores skovvej med sin gravko næste morgen. Sikke en lettelse. Vi er nu forbundet med omverdenen igen. Nu blusser min feber op, så det kribler i fingrene og værker i kastearmen. Men jeg ved, at tilstanden ikke kan slås ned med medikamenter på tabletform. Medicinen er at komme på kysten.
Et par timer senere står jeg i vand til livet, kaster boblen mod horisonten og spinner forventningsfuldt ind. Stenene er indkapslet i et tykt lag is og fra grenene inde langs kysten hænger istapper på rad og række, som for at understrege, at vandet og luften er kold. Iskold.
Der kan til tider være meget langt mellem fiskene – urimelig langt. Men vejen er målet og den største del af det at være havørredfisker. Så nyd tiden mellem fiskene og fryd dig når endelig en fin fisk hænger og dingler i galgen.
Vi har brugt hele dagen på kysten uden gevinst, da Klaus endelig får fisk. En flidspræmie der straks får smilet frem og som varmer længe efter fiskedagen
er omme.
En iskold dag efter havørred på kysten
Kulden kryber gennem neoprenfødder, uldsokker og inderstrømper. Men jeg ænser kun stangtoppen og linen. En helikopter kommer flyvende helt tæt på kysten. Som en kæmpe guldsmed står den stille i luften på svirrende vinger lige ude over revet. TV2 News står der med store bogstaver på siden af den. Indeni sidder en TV2 reporter og filmer mig, Fisk & Fri’s udsendte skribent. Havørredtossen der har trodset snemasserne og kulden. Vi jager begge den gode historie. De har travlt og suser videre gennem luften, mens jeg bliver stående i vandet med havørredfiskerens tålmod.
Øjerne på stangen fyldes af is, så jeg må brække dem fri med korte mellemrum. Alligevel fryser de til, så linen til sidst sprænges i et kast, så boblen flyver ad Pommern til. Mine stive fingre har problemer med at få snøret et nyt rig på, men det lykkes. Jeg kaster og kaster, affisker bugten, stensætningen, revet og det dybe vand over mod lufthavnsstrækket. Men vandet virker dødt. Intet bevæger sig rundt i det kolde vand på nær mig, der bliver mere og mere nedkølet som timerne går. Hen under aften samler grødisen sig så hverken boble eller blink kan trænge ned i vandet.
Jeg pakker sammen og vader med frostbidte kinder, stive fingre og på følelsesløse fødder tilbage til bilen. – Fangede du noget? Lyder det fra børnene, da jeg træder ind ad døren. – Næ… der var ikke noget. – Var det ikke koldt? Skal min kone vide. – Jo, for pokker, jeg er stadig helt stivfrossen. Men det var bare så fedt. – Nå, lyder det tvivlende respons, og jeg kan da godt selv høre, at den er svær at sælge. Hvem gider bruge sin dag på at stå og fryse fingrene af i isvand til livet, kaste og kaste og kaste uden det mindste nøk i linen – og så tage hjem? Det gør vi havørredfiskere.
Og vi gør det med glæde. I regn og slud – om dagen og om natten. Hvad mon der driver denne besættelse efter at komme på kysten?
Fredensborgbugten hvor istapperne hænger tungt og tæt. Resultatet er kolde fødder, stive fingre, frosne kinder, en mistet bombarda og nul fisk. En dejlig dag på kysten!
Forår og glæden ved en sølvblank ørred på kysten
April sidste år besøger jeg min bror og hans kone på Møn. Solen varmer mig i ansigtet, mens jeg affisker en herlig stribe rev ude under fyret. Der er en del andre fiskere på kysten – selvfølgelig. – Har det givet noget? spørger jeg en af dem. – Vi har fået en enkelt derude på spidsen, svarer han og peger med stangspidsen ud på sin kammerat, der står et godt stykke ude i vandet. Vi får en lang sludder om pladser, fisk og grej.
Da jeg bagefter fisker videre, fryder jeg mig over det fællesskab, der eksisterer mellem kystfiskerne. Alle er ligemænd, og man har altid noget at snakke om – noget at fortælle. Skønt. Jeg bevæger mig vest på, mens jeg affisker kysten omhyggeligt. Mit urgamle jagtinstinkt er vækket, og sanserne skærpet. Kast efter kast. Tankerne flyver frit foran. Til tider dybt koncentreret omkring fiskeriet, andre gange vandrer de hvorhen de vil, alt imens jeg per automatik lægger det ene kast ud efter det andet. Det bliver helt meditativt. Lige indtil det banker hårdt i stangspidsen, og modhugget falder som en resolut refleks.
Sekunder efter min meditative tilstand pumper adrenalinen nu rundt i blodet på mig, idet fisken springer fri af vandet. Actionbraget afsluttes, da nettet glider ind under fisken. Min reptilhjerne fyldes af fryd over sejren. En smukkere to kilos fisk er sjældent set. Som den ligger der i sandet og glimter i sollyset, er det ikke svært at gennemskue, hvad der driver denne besættelse efter at komme på kysten. Et par måger svæver forbi og betragter ligegyldigt sceneriet.
Som kystfisker sanser man naturens evindelige forandring og årstidernes skiften på tætteste hold. Man mærker vinden, vandet, temperaturen, tidevandet, og hvordan det veksler i løbet af dagen. Står i vandet i al slags vejr og mærker bølgerne mod waderne. Ser marsvin, sæler og havørreder, der bryder overfladen. Det er oplevelser, som langtfra er alle forundt. Kysten er blid, varm og rolig den ene dag. Kold, brusende og altopslugende den næste. Foranderlig, forunderlig og fantastisk.
Forfatteren med en fuldfed ørred i fuldmånens skær. Nattens mulm og mørke er med til at gøre natfiskeriet under klinterne til en speciel og eventyrlig oplevelse.
Magiske sommernætter på kysten
Stilhed, ensomhed og lavt lys mod nord. Sommernætterne har deres helt egen fascination. Jeg er kravlet bort fra dagens sidste lys, ned bag skrænten, til de stejle og nærværende klinter på Stevns. En hejre trækker mod nattens rasteplads med brede vingeslag, mens mørket sænker sig ude over vandet. Jeg starter på en af favorit pladserne. Det var her min ven Kim fra et par år tilbage landede uhyggeligt mange store fisk. Fem fisk over fem kilo med den største et godt stykke over otte kilo. Imponerende.
Herefter går det videre til pynten, hvor Anders mistede sin drømmeørred, der trak ham afsted for til slut at stå af. Lysene på Svenskekysten tændes, og de første stjerner viser sig på himlen. Der er stille og fredfyldt under klinten, men jeg er sikker på, at de store blanke jægere fouragerer grådigt i tobisstimerne under overfladen.
Hvert kast er nervepirrende. Måske er det nu den store fisk hugger? Jeg går videre til pladsen, hvor Søren landede en flot fisk på 6,2 kilo lige for næsen af mig. Jeg husker stadig, hvordan vi høj – spændt gisnede om dens vægt, da den sprang fri af vandet i nattemørket. Jeg lægger et kast ud over området og mærker intenst efter for hver omdrejning på hjulet. Videre går det, plads for plads. Da jeg igen kravler op i nattens mulm og mørke, har jeg haft en magisk aften under klinten. Fuld af oplevelser og indtryk går jeg over mod bilen med en fin kyst – torsk på fire kilo og en havørred på små tre kilo på tasken. Spændingen sitrer stadig i kroppen. Jeg må snart derned igen.
Den sidste tørn bliver lagt. Jeg afslutter fluen med en dråbe sekundlim og retter den til. Jeg holder den op mod lyset og forestiller mig, hvordan den vil pulsere i vandet – frækt. Tankerne glider videre til Sjællands Odde, og snart har jeg fast fisk i mine dagdrømmerier. Men bedst, som jeg skal til at nette den, bliver jeg revet ud af drømmerierne.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2011.
Få inspiration og det fulde overblik kystfiskeriet efter havørred i bogen – “Havørred – Refleksioner på kysten” her (REKLAME).
1) en hverdag fuld af travlhed og gøremål er havørredfiskeriet et uvurderligt afbræk med frihed og tid til fordybelse. En herlig blanding af meditativ ensomhed og hektisk aktivitet i de skønneste omgivelser Danmark kan byde på. 2) Kim Regaard, Jacob Dreyer og Kay Schark vender vind og vejr og diskuterer hvilken plads der nu skal prøves. Venskabet er en stor del af det ellers solitære havørredfiskeri.
På kysten efter havørred med vennerne
– Hvem henter dig i morgen, spørger min kone. – Klaus kommer. Forberedelserne og forventningens glæde er en stor del af det. Næste aften er vi samlet i fiskehytten, og snakken går over en ankomstøl. Først skal formaliteterne på plads; hvordan har familien det, og går det godt med jobbet? Der er ingen store nyheder, så vi kan hurtigt gå videre til de betydningsfulde debatemner: forfangsmateriale, krogtyper og pladser… Vi diskuterer med en passion, man skal lede længe efter – og en detaljerigdom, hvor kun inkarnerede fiskere kan være med. Det er skønt at have tid til fordybelse med en flok gode venner omkring en fælles lidenskab og en pilsner. Forventningerne er som altid helt overskruede; i år bliver turen den bedste nogensinde. Sikke vi skal lande en masse ørreder. Nogen morgenmennesker bliver vi aldrig på turene i sommerhus, men vi er da på kysten inden middag.
Jeg starter på Skilderhuset. Skuer ud over vandet, mens jeg strækker linen. En fisk bryder overfladen blot et par meter fra land. Jeg lægger forsigtigt fluen ud, og fisken tager den uden tøven! Efter en flot fight ligger der nu 2,1 kilo sølvtøj i blæretangen, og jeg sidder ved siden af og nyder synet. Det går jo helt som forventningerne foreskriver – helt uventet. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, og resten af dagen mærker jeg intet. Men jeg nyder at gå på kysten i gode venners lag. Jesper gør mig kunsten efter dagen efter med en fisk magen til og dertil kommer en del mindre fisk. Vi er godt tilfredse, da vi kører hjemad, men feberen brænder stadig, og vi snakker allerede med iver og forventning om næste tur.
Havørredfiskeriets mange glæder
Det er skønt at være havørredfisker. Punktum. Om det er naturen, fællesskabet, friheden, fordybelsen, forventningen, spændingen eller afslapningen, der gør det, ved jeg ikke. Mon ikke det er mange bække små, der gør en stor passion? En passion der mere end nogensinde udgør et livsbekræftende modspil til det moderne liv.
Fiskeeventyret kan ikke gøres op i vægt alene. Vejen er målet, og den kan til tiders være meget lang. Så meget desto større er det, når det endelig lykkes at fange en god havørred. En flidspræmie fuld af lykkefølelse. Derfor skal vi på kysten igen og igen, i jagten på oplevelser, frihed og sølvtøj. Sommer som vinter. Om det så øser ned på nordkysten eller er snekaos på Bornholm.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2011.
Få det fulde overblik over alle kystfiskeriet efter havørred i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
Havørredfiskeri i magsvejr og brækkende bølger. Solen varmer i ansigtet og ørreden kan hugge når som helst. April byder på noget af det herligste fiskeri på året.
feb 10, 2026 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Lakseåer, Rejsefiskeri
Strækket ved Vittskövle er et af de allersmukkeste stræk på Mørrum.
Fiskeriet i den legendariske sydsvenske elv Mørrum er kendt for sine flotte laks og havørred. Her får du lidt inspiration til de øverste 15 kilometers fiskeri langs den smukke å.
AF PELLE KLIPPINGE, FOTOS: PELLE KLIPPINGE, OLE THOMSEN, DAVID NIELSEN, CLAES FRANCKE OG MØRRUMS KRONOLAXFISKE
HER VED HÄRNÄS fik vi nogle fine fisk sidste efterår. Det var mest havørred, men der var også en del flotte laks mellem fangsterne, fortæller Mattias Holm – kvist, der efter mange års guidning ved åen, kender hver en pool i den berømte lakse- og havørredå som sin egen bukselomme. Mattias monterer omhyggeligt en orange rørflue, mens jeg selv har fuld gang i at fæstne krogen bag en stor, sort og busket rørflue, der plejer at fungere godt til havørrederne. Jeg vader ud og lader min flue svinge ned gennem en underskøn pool, hvor de store bøgetræer læner sig troldsk ud over vandet. Ud af øjenkrogen ser jeg et glimt at en isfugl, der som et lille blålyn skyder tværs over strømmen på jagt efter endnu et måltid.
Den største laks i Mørrum 2010 blev taget i Pool 4 af Mikael Andersson og vejede 17,2 kilo.
Fluefiskemagi ved Mørrum
Det er første gang, jeg fisker i denne pool – og jeg er mere end spændt. Specielt poolens dybeste parti, hvor der ligger en stor sten efterfulgt af en nakke, ser magisk ud. Her står der garanteret en fisk, tænker jeg. Men hugget udebliver. Faktisk er der kun få, der fisker heroppe på de øvre stræk af åen, så de fleste pools har slet ikke fået noget navn endnu. Den næste pool på strækkets aller øverste del er 80 meter lang, har masser af standpladser, og er en drøm for enhver fluefisker. Det er sådan en pool man kun kan drømme om at have helt for sig selv – og gerne hele sæsonen…
Poolen bliver grundigt affisket, men på trods af at netop dette stræk lugter langt væk af storørred, sker der intet. Men hvad betyder det, når en massiv duehøg byder på opvisning i luftakrobatik, da den af uvisse årsager angriber en fiskehejre i luften. Skumringen bliver til tusmørke, da vi går i krig med Käringahejan, som Mattias kalder den næste plads. Det er en betagende, smuk pool, som kan producere reelle overraskelser. Her er let at vade, og der er en perfekt grusbund. Her har han tidligere på året både fået laks og havørred i den dybeste rende modsat, hvor vi står.
Regnen falder let i takt med, at det bliver mørkere og mørkere. Fluen lander perfekt og passerer ned gennem poolens brungrumsede vand. Midt i poolen falder hugget som lyn fra en skyklar himmel. Det er en god fisk, men desværre mister krogen sit fæste, og fisken ryger af. I håbet om at fremprovokere endnu et hug, skifter jeg hurtigt flue og laver et par kast til. Men desværre må vi snart give op, da det snart er bulderravende mørkt.
De bedste fiskestræk til laks og havørred på Mørrum.
Store laks ved Grindarna
Næste morgen skinner solen ved Grindarna eller pool 19, som den også kaldes. Flere store fisk ruller i strømmen, mens den let belastede flue hvisler ud over elven og lander med et plop. Kort efter mærker jeg det forjættede rusk i stangen, og sekunder efter bevæger linen sig hurtigt opstrøms. Endelig! Da jeg får strammet ordentligt op i stangen, opdager jeg dog hurtigt, at det ikke er nogen kæmpe, men en laxkalv, som de lokale kalder smålaksene. Kalven ryger hurtigt retur, hvorefter den gode start på dagen fejres med en kop kaffe.
Efter laks ved Ebbamåla
Ebbamåla er dagens næste mål. Blot nogle kilometer opstrøms dette sted, kan vandrefiskene ikke komme længere på deres 30 kilometer lange vandring op ad åen. I den gamle bygning hænger jagt og fiskeredskaber helt tilbage fra halvtredserne. Blandt dem fanger en farverig thermokande mit blik. Den har knaldrød kork og en skrigende gul kop. Selve flasken er dekoreret med et påtryk med en 36 kilos laks, der er cirka tre gange så stor som min egen PR-laks fra Pool 12.
Om eftermiddagen kører vi igen nedstrøms – og stopper ved Knaggelid lige opstrøms Svängsta. Det er utroligt så meget vand Kronolaxfisket har tilgang til – og at dømme på dagens oplevelser er der masser af plads til alle. Her ved Knaggelid har vi det hele helt for os selv, og kan derfor tage os god tid til at affiske tre gode og utroligt smukke pools. Pludselig viser en laks sig under hængebroen – og i det samme topper også en anden fisk på nakken lige ovenfor. Mattias får et godt hug, men mister den netop samtidig med, at en flok skotsk højlandskvæg beslutter sig for at skulle drikke lige præcis der, hvor jeg står…
1) Fisk & Fri’s Pelle Klippinge med en 90 centimeters havørred taget maj 2010 fra Pool 7.. 2) Kasper Røjsmose havde en fantastisk fiskedebut i Mörrumsåen. Foruden tre laks, fangede han denne flotte hybrid mellem havørred og laks på
16,5 kilo og 115 cm. Det er den største hybrid, der er fanget i åen siden 1980!
Vi skifter både fluer og pool i det tiltagende mørke. Mattias monterer Knaggalidaren, og holder den op imod himlen, mens han ser temmelig selvsikker ud. Idet han sender den over mod modsatte bred, monterer jeg en Sunray Shadow. I halvmørket kan jeg akkurat ane en fisk oppe på nakken, og netop som jeg kommer i gang med at kaste, signalerer Mattias fast fisk. Jeg stopper straks med at fiske og henter mit kamera for at forevige kampen. At der er tale om en laks, finder vi hurtigt ud af. Og kræfter – det mangler den bestemt ikke. Den flotte fisk kører rundt i strømmen og har absolut ingen planer om at komme tættere på. Mattias bruger en del tid på at lirke frem og tilbage med fisken, og kan efter et stykke tid lande en ilter hanfisk på cirka fem kilo i den flotteste legedragt.
Inden han genudsætter den, får den lov til at stå lidt på det lave vand. Fisken skal kunne komme sig ordenligt, inden den får sin frihed for at fortsætte opstrøms mod Småland for at videreføre de kommende generationer.
Fiskeriet efter laks og havørred i Mørrum
Mørrum imponerer med alle disse relativt nye stræk – der sammen med de velkendte områder på den nedre del af åen giver et enormt udbud af gode pladser. Da jeg spørger Mattias, hvordan dette har påvirket fiskeriet, er han ikke i tvivl: – Der er helt klart kommet meget mere spredning på lystfiskerne, hvilket betyder mindre trængsel på de enkelte stræk.
Mange af de lokale fisker dog stadig rigtig meget på de nederste stræk – dels af bekvemmeligheds -årsager, men også fordi man ikke har helt lige så stor en chance for at fange en nyopstegen fisk på de øverste stræk. Men – kan man affinde sig med det, så får man på de øvre stræk til gengæld i højere grad følelsen af at fiske i uspoleret vildmark. Jo – de mange nye fiskestræk giver faktisk helt fantastiske muligheder for at tilfredsstille enhver smag.
Selv om det kan være koldt i det helt tidlige forår, så giver en fin havørred som denne hurtigt varmen.
Mikael Holmkvist med en fin 4 kilos forårshavørred fra Vittskövle.
De forskellige fiskestræk ved Mørrum
Fiskeriet ved Mørrum strækker sig hele vejen fra havet, forbi Mørrum og Svängsta – op til Fridafors. Ser vi bort fra Kronolaxfiskets nedre og velkendte 7 km med de klassiske pools 1-32, så starter vi vores beskrivelse af de nye pladser fra og med Vittskövleområdet ved Rosendala og umiddelbart opstrøms Pool 32. Her har offentligheden nu via Mörrums Kronolaxfiske også fået mulighed for at købe fiskekort her. Strækket er cirka tre kilometer langt og har en betydelig faldhøjde især på den øverste del, hvilket kan gøre det svært at fiske her ved høj vandstand. Den nedre del fra hængebroen i Vittskövle og ned til Rosendala, er derfor ofte den mest produktive.
De lavvandede partier på dette stræk er fantastisk smukke og giver gode fangster året rundt. Men ved normal eller decideret lav vandføring, bør man dog lægge sin energi på de midsterste eller øverste stræk. Her er det slut med det urbane islæt, for nu opsluger de store skove for alvor elven, der på dette stræk har nogle rigtig fine stryg.
VITTSKÖVLE strækket grænser op til nogle private stræk som fx Gungvala Gård og Karlshamns Sportfiskeklubb. Opstrøms dette ejes et kortere stræk af Dahlbloms umiddelbart nedstrøms den første hindring, som laksefiskene i Mørrum skal passere: Kraftværket ved Marieberg.
KNAGGALID-strækket er det næste offentlige fiskevand på vores to kilometer lange tur opstrøms mod Åkerholm. Også her er det helt nyt, at offentligheden via Kronolaxfisket har fået adgang til fiskeriet på dagskortbasis. Her fiskes der mest på de øvre og relativt lettilgængelige kilometre, der især om efteråret er rigtig godt til både laks og havørred. De pools, der ligger oven og umiddelbart nedstrøms hængebroen ved Knaggalid – samt op mod Hallandsboda er eksempelvis sikre kort. Bevæger vi os opstrøms, så er partierne neden- og oven for den fine nakke opstrøms Tjuvahällen rigtig gode.
HÄRNÄSS-strækket ligger opstrøms Knaggalid, efter du har passeret kraftstationerne ved Hemsjö. På dette cirka tre kilometer lange stræk, bliver Mørrumsåen noget smallere – og er meget afvekslende. Her ligger uden tvivl nogle af de mest attraktive fluepools på åen. Strækket, der er en del af naturreservatet Käringahejan, er det lækreste vildmark med masser af flotte fosser og fine stryg i en blændende smuk natur. Normalt er det bedst at fiske fra østsiden, hvorfra man kan lægge perfekte kast over pools som fx Käringahejan og Rövarehölen, der begge er meget produktive.
En flot junidoublet for Gunnar Nilsson med laks på 10,4 og 6 kilo fra Pool 1.
EBBEMÅLA-ÅMMA, der administreres af Mörrumsåns FVO, er det næste stræk med offentlig adgang. Dette stræk af åen er cirka 3,5 kilometer langt – og begynder nedstrøms Fridafors. At der er blevet åbnet op her, er resultatet af, at en række inderhavere af privat fiskeret, gik sammen og dannede Mörrumsåns FVO. Foreningen sælger fiskekort, som kan bookes på nettet eller på Ebbamåla Bruk i Hovmanbygd, hvor der i øvrigt er gode overnatningsmuligheder.
Dette stræk er ligeledes meget afvekslende, men åen er gennemgående noget mere rolig. Der fiskes kun fra den vestlige bred, som da også er yderst lettilgængelig, fordi der på denne side er nogle smukke enge lige ned til åen. En af de mest fangstgivende pladser her er uden tvivl Brukets pool, der er en rigtig god holding pool.
På Härnäs og Ebbamåla har både havørred og laks fra 2004 fået god adgang til sine tidligere legeområder på grund af et frugtbart samarbejde mellem E.on, Länsstyrelsen, Kammarkollegiet, Sveaskog, Naturvårdsverket samt Fiskeriverket. Her er nemlig blevet bygget et omløb, som har vist sig at fungere tilfredsstillende. Med hjælp fra dette kan vandrefiskene nemlig passere Hemsjö’s øvre og nedre kraftverk, hvilket har fordoblet Mørrums totala smoltproduktion.
På Det Gamle Røgeri er der både pub, restaurant og hotel – samt en masse spændende fiskeaktiviteter.
Hvor er de bedste fiskepladser til laks i Mørrum?
I hvilke pools fanges flest laks og havørred? Præcis dette spørgsmål vil med garanti interessere dig. Michael Rottman har gennem en årrække lavet en meget udførlig statistik, der med al tydelighed afslører hvilket stræk og pools, der leverer varen. Mange af de bedste pools er på Mörrums Kronolaxfiske. I toppen finder man så godt som altid Pool 1, 2, 4, 12 og 15 på den sydligste del af åen. På de lidt nordligere stræk er det Pool 17, 18, 19, 31 og 32, der dominerer fangststatistikken. Vist kan det variere fra år til år, men det giver et godt overblik over de vigtigste hotspots. Man skal dog huske at tage højde for, at populariteten af diverse pools kan have en selvforstærkende virkning på fangsterne… Når det gælder de øvrige stræk opstrøms topper Vittskövle efterfulgt af Knaggalid og Härnäs. Men – som antydet – der er også markant færre, som fisker heroppe. Det bliver derfor interessant den dag nogen laver en statistik over fangsterne per. stang/dag.
Hugperioder for laks og havørred ved Mørrum
Det bedste fisketidspunkt er ifølge statistikken mellem 9 og 12 om formiddagen, hvilket nok kan komme som en overraskelse. Traditionelt plejer man nemlig at sige, at de helt tidlige morgentimer samt aftenfiskeriet ofte er det der på bredden med deres mad – pakker, er svært af afgøre…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011
Læs mere om laksefiskeriet i Mørrum i denne artikel – “Laks i Mørrum – gammel kærlighed ruster aldrig”.
Hybridsokken er en variant over det klassiske rørfluemønster – Uldsokken
jan 31, 2026 | Artikler, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred
Hvis du er en af dem, der holder af at hoppe i de tykkeste uldsokker for at jage sølvet om vinteren, ja så er Fyns kyster et glimrende valg, når det kommer til givtige pladser i en kold tid. Følg med Simon Gad, og øg dine chancer for at finde de fisk, der kan give varmen på selv den koldeste vinterdag.
AF SIMON GAD, FOTOS: DAVID NIELSEN, GORDON P. HENRIKSEN OG SIMON GAD
NÅR SNAKKEN GÅR OM FYN, så breder der sig gerne et optimistisk smil og et sagligt blik i folks ansigter. På Fyn er der nemlig gode chancer for at fange havørreder året rundt, og man kan ikke snakke om, at fiskeriet topper på bestemte tidspunkter af året. Det afgørende er at kende sine fiskepladser godt, og vide hvornår de holder på havørreden. De følgende pladser er kendte for deres fremragende vinterfiskeri, men kan selvfølgelig også fiskes med fordel på andre tider af året. Så det er bare på med vanterne, de lange underbukser og elefanthuen – for nu går turen til de fynske kyster i de kolde og klare vintermåneder.
1) Det kan ikke gentages for mange gange. Små lyserøde rejefluer fanger fisk i den kolde tid! 2) Der er et eller andet særligt smukt over vinterens blanke havørreder.
Efter havørred på kysten i Helnæsbugten
Helnæs Bugten er en meget stor bugt, der skærer sig ind i landet. Fra grænseområdet mod syd ved Horneland løber Lillebælt ind i bugten, som herefter skærer sig vej mod den idylliske landsby Falsled mod øst og til den prægtige halvø Helnæs, der endelig omkranser bugten mod vest. Når jeg nævner Helnæs Bugten i forbindelse med et fremragende vinterfiskeri, skyldes det, at en række betingelser er opfyldt. For det første er der en lang række å udløb i området, som har en god opgang af havørreder. Særligt Hattebæk og Haarby å er storleverandører af fynske havørreder, der skal sikre fremtiden. Det siger sig selv, at disse åer kalder på de havørreder, der skal op for at gyde, men i kølvandet på disse havørreder kommer grønlænderne og de store overspringere, som gerne følger med mod åerne.
De store gydetræk foregår allerede i efterårsmånederne, men grunden til, at det er interessant for havørred jægeren i den kolde tid, er at det ferske vand fra å udløbende holder på havørreden vinteren igennem. Det hører også med, at Helnæs Bugten er forholdsvis lavvandet, og det kan godt have en afgørende betydning for fiskelykken. En temperatur stigning på 1-2 grader kan gøre forskellen på succes og fiasko, hugperioder eller inaktivitet.
Afslutningsvis er en stor del af bunden i Helnæs Bugten meget sandet, og det er netop den type bund, som havørrederne søger mod i de kolde perioder.
De bedste vinterpladser til havørred på Sydvestfyn.
Kystfiskeri efter havørred på Kalvøre
Kalvøre er den første plads i Helnæsbugten og ligger på Horneland mod syd. Geografisk er det en lille plads, men fiskeriet derimod kan være rigtig fint, og rammer man ind i en stime grønlændere, kan fiskeblodet for alvor komme i kog. Kør mod Faaborg, videre mod Bøjden og parker på færgehavnen. Pladsen ligger umiddelbart nord for færgehavnen og efter at have pakket ud, forceres et mindre overdrev, som fører ud til kysten.
Fiskeriet starter mod højre neden for molen og pladsens første hotspot er de første 100 meter af kyststrækningen. Der kan være rigtig giftigt netop her, og det er der en god grund til – nemlig færgen, der har sin daglige pendulfart mellem Fyn og Als. Den har for det første skabt en stor dybde inde under land, og netop på de første 100 meter har du muligheden for at nå ud over dybderne. For det andet har færgen den positive effekt på fiskeriet, at den hver gang den lægger fra land, hvirvler en masse fødemateriale op fra bunden. De første fem ti minutter efter at færgen har forladt havnen, skal man virkelig være på mærkerne for der kan fiskeriet eksplodere.
Jeg har selv ved flere lejligheder oplevet aktivitet netop på disse tidspunkter, hvorefter det langsomt er ebbet ud igen. Kysten går nu i en blød bue ind mod en lille lerskrænt og videre ud mod en pynt, der skal betragtes som pladsens andet hotspot. Der kan ikke vades særligt langt ud, men der er også i perioder en fin strøm herude samt en herlig bund, der lokker havørreden helt tæt på land. Bombardafiskeri med en lyserød Glimmerreje, Flammen, Juletræet eller Pattegrisen for enden af forfanget er oplagt. Der er også gode forhold for fluefiskeren, som har god plads til sit bagkast – men skal man spinnefiske i dette område, bør der vælges agn, som går højt i vandet, da dybden er moderat i forhold til fiskeriet i starten.
Her er Bjarke Horst Jensens flueæske til vinterkystfiskeri, som han bl.a. dyrker på de Østfynske kyster. Grå Frede, Glimmerrejer og Clouser Minnows er blandt udvalget.
Havørredhotspots ved Damsbo Strand
Damsbo Strand ligger i bunden af Helnæsbugten, mellem to fredningsområder ved udløbet fra Hættebækken mod syd og Nabben i nord. Denne kyststrækning tilbyder et fremragende vinterfiskeri.
Hvis vi igen tager udgangspunkt i Faaborg, så kører man af rute 329 mod Falsled, som man kører igennem, hvorefter man følger vejen ind i et skovområde. 500 meter inde i skoven på venstre side er der en skovvej, der går ned mod vandet. Ind i mellem er der åbent for bilkørsel, og så kan der køres i bil hele vejen ned til kysten. Ellers parkeres der på en lille parkeringsplads, hvor man kan rigge grejet til og gå til kysten. Turen ned gennem skoven en frostklar vintermorgen, hvor jeg kan nyde synet af rimfrosten, der har lagt sin glasklare hinde om træer og buske er fantastisk. Og det bliver ikke værre af, at mærke de små vibrationer op gennem kroppen, når mine waders med et knas bryder den frosne jordoverflade og leger med min ånde, der danner tågespil i tusmørket. Det er indbegrebet af en perfekt start på et vintersats efter de kolde havørreder.
Velankommet på kysten, skal man gå mod højre og efter at have bevæget sig de lovpligtige 500 meter væk fra udløbet ved Hættebækken, kan fiskeriet påbegyndes umiddelbart der, hvor skoven ender. Der er tale om en meget afvekslende bund med store områder af ålegræsbælter specielt på den første del af strækket lige i udkanten af skoven. Her er vandybden moderat, og man skal i det omfang, at forholdende tillader det, forsøge at komme ud og gå på sandrevlerne, der strækker sig nogle hundrede meter nordpå. Herudfra kan man bedre fiske i overgangen fra sandbund til ålegræs, hvor de fleste havørreder hugger. Der er mest tale om trækkende fisk, så der kan sagtens gå timer mellem huggene. Men har man først kontakt med fiskene, så er det med at fiske igennem – for en fisk kommer sjældent alene.
Efter et par hundrede meter ændrer bunden karakter, og der bliver både dybere og mere afvekslende bund, med både ålegræs, tangbuske og sten i forskellige størrelser. Det hele kulminerer ved pladsens andet hot-spot, som er den store pynt, der ligger små 500 meter nord for skoven. Her er forholdende ideelle, og de flokke af fisk der trækker rundt i området, har det med at samle sig netop her. Det er en plads, der henvender sig både til flue- og spinnefiskere, og her i de kolde måneder skal der gerne være en masse stærke farver på agnen, for at vække de kolde fisk der normalt går og bliver lidt sløve i det kolde vand.
Her tager forfatteren en pause efter en vellykket formiddag, ved Danske Strand, Helnæs Bugten.
Havørredjagt på den østlige side af Helnæs
Helnæs´s inderside er den sidste plads i Helnæsbugten jeg vil tilråde dig. Området dækker det meste af den østlige side af halvøen, Helnæs, og der er der tale om et meget opsøgende fiskeri efter flokke af havørreder, som trækker rundt over en meget sandet bund.
I bil køres der fra Odense af rute 323 mod Assens og Haarby og herfra videre mod Helnæs. Der køres henover dæmningen og fortsættes videre mod Helnæs By. Her kører man mod campingpladsen, ad Strandbakken forbi campingpladsen og lander ved kysten Man drejer mod venstre og kører små 500 meter mere langs vandet, hvorefter der kan parkeres. Fiskeriet foregår mod venstre nordpå ca. to kilometer. Det specielle ved denne plads er, at bunden er så ensformig sandet. Det kan derfor godt virke lidt meningsløst og uoverskueligt, allerede inden man kommer i gang. Man har ikke har nogen holdepunkter såsom pynter, rev, tangformationer at fiske ud fra. Men det er bare med at komme af sted – for det er netop denne type bund, som havørrederne elsker i den kolde tid.
Som sagt er det et meget opsøgende fiskeri, og i det ligger der den kendsgerning, at der kan være langt mellem huggene. Når man så endelig har fundet fiskene, kan der til gengæld opleves et fantastisk fiskeri. Undertiden kan man følge med den trækkende flok og have en hugperiode, der er meget lang. Der er tale om forholdsvis små fisk, hvor de fleste fisk ligger omkring målet – med enkelte større overspringere imellem. Der er nogle enkelte steder med ålegræsbælter,og dem skal der selvfølgelig tillægges lidt ekstra tid ved, da de gerne holder på fiskene.
Kystpladser til havørred ved Torø Vig
Torø Vig er den sidste plads jeg vil nævne. Den ligger nord for Helnæs bugten og er en super fed vinterplads. Pladsen nås ved, at man fra Odense kører af rute 323 mod Assens. I Assens følger man Søndre Ringvej og drejer fra af Torø Huse vej, som man følger, indtil man finder forsamlingshuset, som man kan parkere ved.
Herfra kan man tage sit grej med sig, da man skal gå en lille tur over til selve Torø. Torø Vig ligger på den østlige side af Torø ind mod Assens. Her samler sig store flokke af havørreder fra sidst på efteråret og i vinter månederne. Det er et meget lav – vandet område, så det favoriserer fluefiskeren, og hvis man er til spinnefiskeri, skal der vælges nogle meget lette agn. Der er ligesom den foregående plads tale om en sandet bund, men med lidt mere tang og ålegræs, hvor fiskene som regel skal findes. Pladsen kaster sjældent store fisk af sig, men her i vinterkulden kan selv en lille fisk give varme i kroppen. God tur til vinterpladserne på Fyn.
Se alle vores artikler om kystfiskeri her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011
jan 11, 2026 | Artikler, Bombardafiskeri efter havørred, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Nyheder, Spinnefiskeri
Hvilken agn ville du vælge, hvis du kun måtte bruge en eneste agn til dit spinnefiskeri efter havørred på kysten? Lige netop dette spørgsmål har vi stillet syv af landets dygtigste kystfiskere, og deres svar er forbavsende forskelligt.
AF GORDON P. HENRIKSEN
UDVALGET AF KYSTAGN til spinnefiskeri efter havørred er enormt, og det kan være lidt overvældende, når man går ind i en typisk grejbutik. Jo, vist kan de fleste sikkert fange havørred. Men nogle kystfiskere fanger i hvert fald flere fisk end andre, og er det pga. af deres evner eller grejet, de benytter? Svaret er sikkert en kombination. De fleste af de allerskrappeste kystfiskere har ikke bugnende grejæsker med alverdens blink og woblere i mange farver, men nogle få de ved virker under bestemte forhold. Flere af dem har faktisk bare én enkelt model, som sidder for enden af deres line størstedelen af tiden.
Men det handler ikke kun om, hvad man binder på, men også hvordan man fisker den. Vi har taget fat i en håndfuld skrappe kystfiskere, der tilsammen fanger mange hundrede havørreder om året. Vi har spurgt dem hvilken agn, de ville benytte, hvis de kun måtte bruge én enkelt agn på kysten. Svaret faldt stort set prompte og selvsikkert hver gang, men svarene er til gengæld forbavsende forskellige. Her giver vi dig en præsentation af personerne og deres svar. Og de fortæller ikke alene hvilken agn, de ville bruge, men også hvorfor og hvordan den skal fiskes.
Spinner er en sikker vinder siger Kenneth Tindahl
Kenneth Tindahl (øverst tv) har gennemfisket de fynske kyster med en lidt atypisk agn. – Måtte jeg kun have en agn med på kysten skulle det klart være Droppen på 12 gram i sølv med blå prikker, fortæller Kenneth Tindahl. – Jeg startede med at fiske med spinner på kysten i starten af halvfemserne, og da jeg fik en flot ørred på 83 centimeter og 7,3 kilo på den, så gik den forståelig hen og blev lidt af en favorit. Det er også meget muligt, du har set Kenneth med en af hans spinnerfangede fisk, på de gode gamle lokalrapporter for Fyn i Fisk & Fri, som han har gæstet flere gange.
– Hvis jeg fisker på store rev, er valget måske et andet, men til størstedelen af mit fiskeri, som foregår aktivt langs med kysten, findes der ikke noget, der slår en spinner, fortæller Kenneth. – Måske kaster den ikke så langt igen, men uanset hvilket humør fiskeneer i, eller hvilket fødeemne de er sporet ind på, så hugger de rigtig ofte på spinner. Og så hugger de hårdt og aggressivt, og det gør jo bestemt ikke noget! Hvis jeg ser en fisk vende og kaster en Droppen til den, er der hug stort set hver gang. En anden fordel er, at selv når der er kraftig sidevind, er modstanden i spinneren nok til at linen holdes stram, og man kan der for nemt mærke fisk og give modhug.
Droppen i 12 gram i sølv med blå prikker foretrækkes frem for andre spinnere, bl.a. fordi den tunge dråbeform kaster godt. Jeg udskifter dog krogen med en Owner str. 6 og en springring for at minimere brækstangseffekten. Jeg har eksperimenteret med andre spinnere og farver, men en sølv og blå Droppen er den rigtige for mig, slutter Kenneth med en tro kærlighedserklæring til sin eneste ene.
Bombarda Simon – Den Fantastiske er fantastisk
Simon Jensen (øverst th) er kendt på Bornholm som Bombarda Simon, så det kommer nok ikke bag på nogen hvilken metode han foretrækker til sit kystfiskeri. – Det er selvklart Bombarda’en der skal på, fortæller Simon. – Og hvis jeg kun må vælge én flue, er det min egen Den Fantastiske, der nok bedst beskrives som et kryds mellem Glimmerrejen og Pattegrisen. Denne flue er uhyggelig effektiv til vinterens store blank fisk, når den kombineres med en let synkende bombarda og et hurtigt indspinningstempo. Netop denne kombination sidder for enden af min line 90% af tiden, men står for mere end 90% af mine fangster, tilstår han.
Og der er noget om det. Simon har vundet den bornholmske Ørreddagen flere gange og har figureret på Fisk og Fri’s sider med mange store og flotte havørreder gennem tiderne, og størstedelen er taget på Den Fantastiske. – Det vigtige er, at man fisker den hurtigt og gerne på tværs af revene, beskriver Simon. Et godt tip er i øvrigt at rigge bombarda’en på et stykke fletline med et lille plastikrør. Så er det lige til at tage af og på og kludrer meget mindre i kastet. Du kan læse mere om Simon samt se bindemønsteret på Den Fantastiske i artiklen Bombarda Simon, som du finder i vores online artikel arkiv på fiskogfri.dk.
Ken Sørensen – selvgjort er velgjort
Sjællanderen Ken Sørensen (tv) har kystfisket på Møn i over 34 år og kan bl.a. prale med 20 havørreder over fem kilo, hvis man stikker lidt til ham. – Jeg er utrolig begejstret for gennemløbere, da man undgår brækstangseffekten, når fisken skal fightes, fortæller Ken. Jeg har eksperimenteret en del med mange for – skellige agn, men hvis jeg skulle vælge en eneste ene agn til kystfiskeriet, så bliver det min hjemmelavede Seatrout Killer på 28 gram i blå. Den minder lidt om andre klassiske gennemløbere og kaster godt selv i modvind pga. sin lange form. Men den har bl.a. den fordel, at den kan spinnes rigtig hurtigt ind, uden at den roterer.
Jeg tror, den høje fart er en vigtig del af at imitere en flygtende fisk, og noget af det der får havørreden til at hugge. Skal der endelig laves et spinstop, er det vigtigt, at blinket ikke bare synker og falder til bunden. De små huller på min Seatrout Killer giver en ujævn vægt og gør, at blinket svinger ud til siden og roterer om sig selv ved spinstop, og dette kan også udløse et hug. Blå er en af de sidste farver, der forsvinder under vandet og minder meget om sild/brisling, som er et foretrukket byttedyr for de store ørreder omkring Møn.
Jeg monterer blinket ved at køre fletlinen direkte igennem og bruger en Mutu Light Circle krog fra Owner i str. 1. og en lille blød perle. Jeg støber blinkene selv, så de kan desværre ikke købes nogen steder, men alle er velkomne i Hvidovre Sports- og Lystfiskerforening, hvor vi mødes hver uge. Her er altid en masse kystfiskere at snakke med, og vi støber ofte blink her, slutter Ken.
Gladsax for fuld skrue er recepten for Torben Petersen
Torben H. Petersen (th ovenfor) har mere end 20 års erfaring på den bornholmske kyst, og med minimum 80 ture på en sæson giver det et par ture på bagen. – Jeg fisker en del med bombarda og flue, men måtte jeg kun vælge en eneste agn falder valget på en Gladsax kystwobler på 27 gram i en sort/transparent version med røde prikker, tilstår Torben. Gladsax wobleren er for mig et godt og ukompliceret produkt, og jeg har igennem årene fanget rigtig mange flotte havørreder på denne wobler.
Nu er den næsten det eneste, der ligger i min grejæske. Den kaster rigtig godt i 27 grams versionen, som jeg bruger, og desuden har den faktisk en meget levende gang i vandet. Men vigtigst af alt så fanger den bare fisk under stort set alle forhold. Mange er glade for, hvor langsomt den kan fiskes, men ikke mig. Jeg giver den gerne høj fart, og mine erfaringer viser, at dette giver mange flere blankfisk i forhold til farvede fisk, som der kan være mange af her på Bornholm om vinteren. Gladsax wobleren er desværre lidt vanskeligere at få fingrene i, end den var for nogle år siden, men den kan jo skaffes brugt. Visse dage er den røde da også rigtig giftig, slutter Torben.
Henning Trier (tv) og Torben Holm (th).
Henning Trier – Hugormen holder hele vejen
Den rutinerede havørredfisker Henning Trier har fisket kyst – ørreder på Sjælland i næsten 45 år og fanger hvert år massevis af havørreder på kysten over målet. Han er glad for at eksperimentere med endegrejet med særligt fokus på præsentation og krogningsevne, og dette er en af grundene til, at han næsten altid fisker med gennemløbsblink monteret på et releasetakel, når han spinnefisker. Sommernatten er dog undtagelsen, hvor der oftest sidder en stor sort Sandgrævling på linen. – Favoritten er dog uden tvivl en sølv/grøn Hugorm på 21 gram, afslører Henning. – Sammenlignet med andre gode gennemløbere som fx Bornholmerpilen og Snurrebassen, så er Hugormen kort og kompakt, og det giver markant færre fejlhug og i sidste ende flere fisk, konkluderer Henning.
– Derudover har den en fantastisk livlig gang i vandet og imiterer fint en lille tobis. Derfor er farven sølv/grøn også vigtig. Rød er en utrolig populær farve blandt mange lystfiskere, men jeg har oplevet mange gange, at fiskene i dagslys ikke tager blink i unaturlige farver, men oftere bare slår til dem. Hennings Hugorme har mange store fisk på samvittigheden, og den største er en laks på 10,4 kilo fra maj måned 2009. Fisken huggede 10 meter fra stangspidsen i et spinstop og var solidt kroget bag ved tungen.
Kystagnen skal helst se gammel ud siger Torben Holm
Torben Holm fisker røven ud af bukserne på Haderslev Fjord. Hvis man spørger ind til, hvor ofte han får fisket, tilstår Torben, at det bliver til over 100 dage om året og mindst lige så mange fisk. Hvis du vil vide mere om Torben og fiskeriet i Haderslev Fjord, bør du læse artiklen Hemmelige Haderslev, der kan ses i blad nr. 1 2008 eller i vores online artikel – arkiv. – Hvis jeg kun måtte vælge en agn, skulle det klart være en kobberfarvet Møresilda på 15 gram, beretter Torben.
– Det er alligevel den, der sidder på enden af min line 80% af tiden. Det er dog meget vigtigt, at den ikke er ny og skinnende. Jeg plejer faktisk at lægge dem i saltsyre et døgns tid, og bagefter får de en tur med en rens-let svamp. Så ser de dejligt gamle og slidte ud, smiler Torben. Det gør, at de fungerer eminent i både høj sol såvel som overskyet vejr. Desuden er den slidte kobber, en farve der fanger fisk både på sandbund såvel som hen over tangbælter. I fjorden tages den måske for en lille kutling eller hvad ved jeg, men én ting er sikkert, og det er, at fiskene elsker den, slutter Torben.
Tobis – Intet slår den ægte vare lyder det fra Michael Malling
Michael Malling fisker primært på Djurslands kyster og har bl.a. gjort sig bemærket med en førsteplads i Grejbiksens fiskekonkurrence Fra Fjord Til Fjord. Han er ofte på kysten og tager en sten med hjem hver gang, som så tælles op den 1. jan. hvert år. Og sidste år var det da blevet til 104 sten, og hvem ved hvor mange havørreder, fortæller Michael. – Hvis jeg kun måtte fiske med én agn på kysten, er der slet ingen tvivl, fortsætter Michael. – Jeg har været på kysten flere gange, hvor jeg har kunnet se havørrederne inden for kastehold, men de har ikke villet hugge, uanset hvad jeg kastede i deres retning.
Men der er én agn, de bare ikke kan stå for. Der findes nemlig ikke noget, der kan stikke en levende tobis fisket på friline eller under et mindre flåd, afslører Michael. – Jeg har som regel to stænger med på pladsen, hvor den ene er rigget op med bombarda og en ekstremt lille, hvid flue. Denne bruger jeg så til at fange tobiserne med. Den anden stang har en lille trekrog str. 12 eller 14, og visse dage også et lille flåd. Jeg kroger tobisen i ryggen, og så lader jeg den bare svømme rundt derude indtil jeg mærker et ryk, og så ved man en ørred har taget den.
Derefter venter jeg et halvt minuts tid, mens den får friline, og som regel sidder den der, når man giver modhug, slutter Michael.
dec 23, 2025 | Grejnyt, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Nyheder, Sponsornyt, Video
To af årets mest spændende nyheder til kystfiskerne er uden tvivl den nye serie af Morethan AGS spinnestænger fra Daiwa – samt de nye 25 Caldia LT fastspolehjul. Jens Bursell har testet Morethan AGS Coast Commander og Caldia LT 3000 siden sensommeren – og det er der kommet en masse gode fisketimer ud af med både sø- og havørred over 60 cm. Tjek anmeldelsen af det nye spinnegrej, der også er oplagt til letspin efter aborrer, UL-spin til gedder og sandart – plus mange former for put and take samt åfiskeri.
Se testen af Daiwa Morethan AGS og Caldia LT – samt et par flotte ørreder – på Fisk & Fris YouTube her. Husk at abonnere.
dec 17, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Denne havørred kunne ikke modstå en pink Clouser Minnow der kom jiggende forbi. Clouseren er rørende simpel at binde – men dette bliver den ikke ringere af. Tværtimod…
I den kolde tid er det ikke altid lige let at få havørrederne i tale. Men – en pink Clouser Minnow er måske lige det, der skal til for at få gang i vinterørrederne. Og så gør det ikke noget, at den er så let og hurtig at binde.
AF GORDON P. HENRIKSEN
CLOUSER MINNOW er opfundet af amerikaneren Bob Clouser, og på den anden side af Atlanten er den sandsynligvis den mest populære fiskeimitation, der findes. Den blev først beskrevet af hans fiskekammerat, fluefiskeren Lefty Kreh i bladet Flyfishermen i 1989, og selv over 20 år senere holder den stadig 100%.
Stort set enhver amerikansk fluefisker har et par stykker af disse i æsken, uanset om de fisker smallmouth bass, stripers, ørred, bonefish eller noget helt andet. Lefty Kreh har taget næsten 100 arter på den, Bob Clouser har mere end 60 og personligt er der ca. 20 arter inkl. tarpon og tun, der har smagt mine Clousere. Så der er næsten altid et par Clousere i min æske, uanset hvor jeg fisker. Spiser fisk fisk, ja så spiser de nok også Clousere…
Clouseren er suveræn til aborrer, gedder og havørred
Herhjemme er den ikke specielt brugt, og det er synd for den er suveræn til aborre, gedder og ikke mindst havørred. Og frem for alt kræver den meget få materialer, og er rørende nem samt hurtig at binde. Netop det, at den er så let at binde er muligvis grunden til, at den ikke er mere populær end den er. Nogle synes jo helst en kystflue skal indeholde 17 forskellige hjemmefarvede materialer, fra sjældne dyrearter, gummiben med påmalede pletter og vanskelige knuder, hjemmelavede rejeøjne på stilke, epoxy rygskjold med glimmer i, og en masse andre finurlige detaljer, der gør at det nærmer sig en helaftensforestilling bare at fremstille en flue eller to.
En Clouser kræver blot en krog, timeglas øjne, to farver bucktail og lidt flash. Størrelsen og farverne kan selvfølgelig varieres i det uendelige. Brun og hvid samt chartreuse og hvid er gode farver til havørrederne, og om vinteren er den pink og hvide et rigtig godt valg.
Sådan bindes en Clouser Minnow:
De bedste materialer til en Clouser
Materialerne og designet er gennemtænkt, og gennem testet – og fluens styrke ligger i dens enkelhed. De belastede øjne, giver den en provokorende jiggende gang i vandet og sørger for den går med krogen opad, så den ikke sætter sig så let i bunden. En anelse flash skaber opmærksomhed, og det naturlige bucktail materiale har en fordel i forhold til syntetiske materialer, da det bliver tyndere og tyndere mod spidserne. Netop dette gør, at fluen bliver ekstremt levende i vandet, samtidig med at den fastholder fiskeprofilen, og en hvis gennemskinnelighed.
For at få en livlig flue, er det meget vigtigt at være beskeden med bucktail mængden, og det er ofte bedst at benytte materialer fra den øverste halvdel af halen, hvor det er tyndest og blødest.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2010
Læs alt om kystfluefiskeriet of få det fulde overblik i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som kan købes her (REKLAME)
nov 27, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Åhavørred på flue, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, LAKS, Nyheder
Forfanget er vel – måske undtaget selve fluen – den billigste del af en flueudrustning. Men den har afgørende betydning for fiskeriet. Her sætter vi fokus på den mest oversete del af udrustningen – nemlig forfang, knuder og sammenføjninger.
AF LARS CHR. BENTSEN
FORFANGET er afgørende for, hvorvidt man fisker effektivt og nyder dagen – eller om det hele ender i besvær og frustrationer. Det har to primære funktioner. Det skal skabe en sikker forbindelse mellem flue og flueline, der er så usynlig som muligt, og det skal overføre energien fra fluelinen, så fluen lander, hvor og som den skal. Samtidig skal forfanget afvikle den sidste energi fra fluelinen, så fluen slår kontrolleret over og præsenterer fluen optimalt.
De bedste flueforfang til forskellige typer af fiskeri
Konstruktionen af forfanget varierer utroligt meget alt efter, hvad man fisker efter – og med hvilke fluer. Kystfluefiskeren og laksefiskeren er interesseret i forfang, der bedst muligt strækker sig og bærer en stor flue. Tørfluefiskeren er oftest ude efter det modsatte – et forfang, der gør det lettest muligt at præsentere sin flue med en masse løs line, så fluen kan drive frit. Begge dele er nemme nok at opnå – bare man ved en lille smule om forfangsdesign.
Forskelligt fiskeri kræver forskellige forfang. Størst fleksibilitet opnår man uden tvivl ved at binde sine forfang selv, hvilket også er den mest økonomiske løsning. Det er ikke så udbredt længere. For bare 25 år siden bandt de fleste fluefiskere deres egne forfang, men udviklingen af de taperede, færdige forfang er gået stærkt, og de fleste på markedet i dag er rigtigt gode. Men uanset om man binder sine egne forfang, eller om man køber de færdige, så kan man ved at kigge på taperingen danne sig et indtryk at forfangets egenskaber. Nogle mærker trykker en profil af forfanget på pakken, og hvis ikke, kan man spørge i butikken om man må tage forfanget ud af posen.
Ved at vælge den rigtige flueline og ikke mindst det rigtige forfang, bliver det meget lettere, at affiske besværlige pladser som denne ved Varde Å, hvor der absolut ingen plads er bag fiskeren.
De fleste producenter angiver i dag med en grafik, hvordan forfanget er designet. Her ses 3 forskellige forfang, hvor man med et hurtigt kig bag på indpakningen kan danne sig
et indtryk at forfangets egenskaber.
Forfang til store og små fluer
Generelt gælder det, at jo længere og jo tykkere den tykkeste del af forfanget er, jo bedre vil forfanget være til at håndtere store fluer og blæst. Skal man fiske med store fluer og sikre sig det bedst mulige turnover – hvilket er fluefiskerlatin for forfangets evne til at strække sig – skal man sikre sig, dels at den tykke del udgør mindst 50%, og gerne mere af forfangets samlede længde, samt at den ikke er for tynd. Til kyst-, lakse- og havørredfiskeri må den tykke del gerne være 0,50-0,60 mm.
En tommelfinger regel, der lyder på 60/20/20 er nem at huske og er et godt udgangspunkt for at vurdere et forfang. Hvis den tykke del udgør 60% af den samlede længde, mellemstykket 20% og spidsen 20%, så er det et godt udgangspunkt for et forfang, der strækker sig godt under de fleste forhold. 60/20/20-reglen er kun et udgangspunkt, men det fine ved den er, at den fungerer ved alle forfangslængder.
Når man vælger købe-forfang til fx kystfiskeri er det vigtigt at huske på, at spidsen skal have en passende tykkelse. Hvis man typisk fisker med 0,25 mm i spidsen, så kan man passende vælge et forfang, der ender i 0,28-0,30 mm – uanset hvor langt det skal være. Jo tykkere spids man fisker med, jo bedre turnover vil forfanget have i vind og med store fluer, men bliver det vindstille vil præsentationen ofte blive klodset. Ligeledes betyder længden meget for forfangets evne til at strække i vind – jo kortere forfang, desto mere vind kan det håndtere, og desto større fluer kan man kaste.
Min erfaring er dog, at hvis forfanget er opbygget rigtigt, så kan selv forholdsvis lange forfang uden de store problemer bruges, også når det blæser. Til tørfluefiskeri vil et typisk 60/20/20-forfang ofte være lidt for voldsomt, og binder man sine egne forfang er det oplagt at eksperimentere sig frem til en formel med et kortere bundstykke, der passer til ens kastestil. Købes færdige forfang, kan man ofte opnå et fint resultat ved at vælge et kortere forfang på fx 7½ fod, der typisk vil have et kort bundstykke, og så forlænge det til den længde man ønsker. Et 7½ forfang med en spids på 0,23 mm kan oplagt forlænges med et stykke 0,18 mm, hvori man binder sin 0,13 mm eller 0,16 mm spids. Hermed skabes et forfang med et kort bundstykke, et længere mellemstykke og en længere spids, der egner sig fortrinligt til tørfluefiskeri.
Jo tykkere man vælger spidsen, desto længere mellemstykke og spids kan man lave, og dermed ende med et forfang, der er meget svært at strække ud, men som under de rigtige forhold er fortrinligt at fiske med. Det fine ved at eksperimentere med at binde egne forfang er at man får en god fornemmelse for, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. På denne måde skabes et godt grundlag for senere at købe færdige, taperede forfang.
Denne fine forårslaks tog en flue fisket dybt på en sinktip flydende/synke 8 med bare et 50 cm langt 0,37 mm nylon forfang mellem flueline og flue.
Hvor langt skal flueforfanget være?
Forfangslængden er et omdiskuteret emne. Hvor langt et forfang kan man håndtere, hvor langt behøver det i det hele taget at være, skræmmer korte forfang fisken og kan man i det hele taget lave et effektivt underhåndskast med et kort forfang?
Det korte, simple svar er at fiske med så langt forfang, som det er praktisk muligt under hensyntagen til fluestørrelse, vejr, vind og fiskevandets størrelse. Der er ikke meget sjov i at fiske havørred med store fluer i en lille tre meter bred å med fire meter lange forfang – selvom det bestemt er muligt. Det lange forfang gør, at man ikke får meget flueline ud til at kaste med, og det besværliggør fiskeriet.
Det samme kan gøre sig gældende ved tørfluefiskeri. Man kan fristes til at fiske med lange forfang for at undgå at skræmme fisken, men står den tæt på i et lille vand, så er problemet det samme som ovenfor – man får simpelthen for lidt line udenfor topøjet til at kunne lave et effektivt kast.
Forfangslængder til synkende flueliner
Ved synkelinefiskeri er forfangslængden meget vigtig. Et for langt forfang kan være udmærket at fiske og kaste med, men man skal huske på, at jo længere forfanget er, jo længere tid skal synkelinen bruge på at trække fluen ned i vandet, og jo større er risikoen for at strømpresset kan løfte forfang og flue op i vandsøjlen. Derfor kan et forfang på bare 50 centimeter være den rigtige løsning til dette fiskeri, men så kort et forfang giver ofte et meget hårdt og ukontrolleret turnover. Ofte vil man derfor stå sig bedst ved at vælge en mellemvej. Det afhænger dog igen af fluestørrelse, vind m.m.
På mine synkeliner anvender jeg oftest et kraftigt, taperet forfang på seks fod, hvortil jeg binder en kort spids. Det er et godt kompromis mellem et kort forfang, der fisker effektivt, og et forfang der alligevel har længde nok til at sikre en kontrolleret turnover. Ydermere er det langt nok til at give nok modhold, når man underhånds eller speykaster – også med tohåndsstænger.
Kirurgknuden og perfection loop er to vigtige knuder for fluefiskeren.
Blodknuden er nok den mest anvendte knude til at binde forfang. Den er elegant, fylder ikke meget og er let at binde. Den gule line
snos 3-5 gange om den klare og lægges derefter i krydset mellem de to liner. Den klare line snos ligeledes 3-5 gange om den gule, og
tampen føres gennem det hul tampen fra den gule line har skabt. Knuden fugtes og trækkes forsigtigt til. Et godt tip er – hvis der er forskel på linetykkelserne – at tørne den tyndeste 1-2 gange mere end den tykke.
Nail Knot og dens »fætter«, Needle Knot, (hvor eneste forskel er at forfanget føres op gennem fluelinens kerne inden knuden bindes) er lidt besværlige at
binde, men mere elegant samling mellem flueline og forfang fås ikke.
Hvis man forsigtigt klemme løkken på forfanget ganske let sammen, så den bliver spids, kan man få løkke-til-løkke samlingen til at glide perfekt sammen og fylde så lidt som muligt. Bemærk også den lille snip, hvor tampen er klippet af efter Perfection-løkken er bundet – når den peger ud fra knuden i en vinkel på 90 grader er det en indikation af at knuden er bundet rigtigt.
Knuderne til flueforfanget
Knuderne er selvfølgelig afgørende, og hvad enten man foretrækker at binde sine egne forfang eller at købe dem færdige, så er der tre knuder, der er essentielle at være dus med. Blodknuden, Kirurgknuden samt et Perfection Loop.
Løkker til sammenføjninger af fluelinen
De fleste flueliner sælges i dag med fabrikslavede løkker, der gør det oplagt at forbinde flueline og forfang med løkke-til-løkke metoden. Løkken på fluelinen er allerede lavet, og løkken på forfangets laves bedst med et Perfection Loop. Selvom der er bundet løkke på et købe-forfang, så anbefaler jeg du klipper den af og binder din egen – jeg har lidt for mange gange oplevet, at de er virkelig dårligt bundet fra fabrikkens side.
Den mest elegante løsning er dog et Needle Knot eller Nail Knot. Forskellen på de to er minimal – ved Needle Knot føres forfanget op gennem spidsen af fluelinen – ved Nail Knot ligger den langs siden. Begge løsninger er elegante, sikrer optimal kraftoverførsel og fylder meget lidt. Ulempen ved dem er, at de er svære at binde rigtigt, og de er ikke lette at lave i felten, hvis uheldet er ude. Og så koster det et lille stykke flueline, hver gang man skifter forfang.
1) Med et lille udvalg af monofile og polyforfang er man godt udrustet og kan med de synkende polyforfang hurtigt justere fiskedybden på flydende såvel som synkende liner., 2) Det kræver øvelse at binde et
perfekt og holdbart »Nail Knot«, men fortvivl ikke – når først det er lært går det let. Kig evt. på animated knots – her findes en animeret beskrivelse af hvordan knuden bindes.
Sådan laver du spidsen af flueforfanget
Det bedste og nemmeste at bruge er Kirurgknuden til at binde spidsen til forfanget. Den knude er også er den stærkeste. Den er hurtigt og let at binde, har god knudestyrke, og er i øvrigt også den bedste knude at anvende, hvis man vil bruge fluorocarbon spids på et nylonforfang.
Hvis man binder sine egne forfang er Kirurg Knuden dog ofte lidt for klodset i de tykke dele af forfanget – her er det bedre at anvende Blodknuden. Blodknuden er også et udmærket valg til spidsen af forfanget. Perfection Loop kan også bruges til at forbinde spidsen til forfanget. Den er dog ikke anvendelig til de tyndeste forfang, men fungerer fra 0,20 mm og tykkere. Den store fordel ved løkke-til løkke metoden er, at det færdige forfang ikke bliver kortere og kortere, hver gang man binder en knude. Skal man så binde sine forfang selv eller købe færdigt taperede? Det er der ikke noget entydigt svar på. Hvis man ønsker maksimal fleksibilitet og bedst økonomi, så er der ingen tvivl om, at det er en fordel at binde sine egne forfang. Køber man materialer i de nødvendige tykkelser og opbevarer dem køligt, kan de sagtens holde nogle år. For mit eget vedkommende binder jeg næsten ikke forfang længere – af to årsager: 1 – De taperede forfang er blevet så gode og fås i så mange varianter, at jeg gerne betaler lidt for at springe besværet over og 2 – det er en befrielse at slippe for de meget store og til tider klodsede knuder i de tykkere dele af forfanget.
Natfiskeri på kysten – her en en løkke-til-løkke samling guld værd, hvis der går kludder i forfanget. Forfanget kan skiftes på 30 sekunder, og så er man igen i gang med at fiske – uden at gå glip af den gyldne time.
Sådan bruger du polyforfang til dit fluefiskeri
Polyforfang er blevet meget populære de senere år. Har man en flydeline kan man hurtigt, nemt og billigt ved hjælp af polyforfang, lave den om til en sinktip line ved at anvende synkende forfang, som oven i købet fås i forskellige synkehastigheder. Personligt foretrækker jeg dog til enhver tid at styre fiskedybden med fluelinen frem for med forfanget. Polyforfang kan også være en god løsning, hvis man af pladshensyn er nødt til at speykaste med synkelinen ved åen eller lakseelven. De giver et fint modhold i vandet, og hjælper til at holde den ønskede fiskedybde. Men generelt er de ikke så rare at kaste med som et godt monofilforfang – særligt ved overhåndskast. Desuden tilfører de en del vægt til systemet – noget man skal være opmærksom på ved valg af skydehoveder.
Hvad hedder forfangets dele på engelsk?
Når der skal handles forfangsmaterialer på nettet er det godt at vide, hvad de forskellige dele hedder på engelsk:
Bunddel: Den tykke del, der bindes til fluelinen kaldes butt section.
Mellemstykke: Stykket mellem bunddelen og spidsen kaldes transition eller taper.
Spids: Den del af forfanget, hvortil man binder fluen, og som hele tiden forkortes, når der bindes nye knuder ved flueskift, kaldes tippet.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
nov 25, 2025 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Nyheder, Spinnefiskeri
– Det velkastende blink når kun at blive sendt ud over vandet tre gange, før en blankfisk klapper kæberne om det langt ude i kastet. Kort tid efter kan jeg lande en flot fisk på lige under tre kilo, fortæller artiklens forfatter – Mads Christoffersen.
Markedet for kystblink minder meget om ølmarkedet: Der er nogle store velkendte klassikere, og så er der en masse små udfordrerne og nyskabende mikro-bryggerier, hvoraf nogle har fået så stor succes, at de faktisk kan tage konkurrencen op med de store… Her får du lidt inspiration til selv at lave dine egne kystblink.
TEKST: MADS KRISTOFFERSEN, FOTO: MADS CHRISTOFFERSEN, GORDON HENRIKSEN OG KEN SØRENSEN
EN NY VERDEN af endegrej har åbnet sig for mig. Det nye univers blev kickstartet en flot forårsdag, for et par år siden. Jeg havde været så heldig at få fingrene i nogle hjemmestøbte blink, som snarest skulle afprøves. Jo simplere, desto bedre kunne bedst forklare udseendet på disse Simulator-lignende blink. De var umalede, mat blyfarvede og hullerne til springringene skulle jeg selv bore, inden de kunne benyttes. Alligevel var der et eller andet over disse blink, som gjorde, at de havde en meget stærk tiltrækningskræft. De lugtede simpelthen af havørred…
Et par dage efter er min kammerat Sune og jeg af sted. Selvfølgelig er blinket med i æsken, og solen er lige stået op, da blinkene for første gang bliver sendt ud over den krusede overflade. Blyfarven på blinket, falder godt i med de omgivende solstråler i vandet og med bunden. Vi er superspændte: Kan dette blink fange fisk? Det velkastende blink når kun at blive sendt ud over vandet tre gange før en blankfisk klapper kæberne om det langt ude i kastet, og kort tid efter kan jeg lande en flot fisk på lige under tre kilo. Den viser sig senere at have seks store tobis i mavesækken.
Blinket har imiteret denne havørreds fødevalg til perfektion. Heldigvis har jeg ét blink mere af samme slags med i æsken. Jeg kalder på Sune, som går lidt længere fremme. – Du skulle tage og prøve det, råber jeg. Han er ikke svær at overtale, og inden jeg igen er i vandet, står han med en grov havørred for enden af en spændt line… Den kommer på land, og viser sig at være nummeret større end den, jeg lige har landet. Vi vurderer den til at være 4-4,5 kg. Der er gået under en halv time fra vi ankom, så intet kan ødelægge dagen herfra. Vi tager hjem nogle timer efter, hver især med en enkelt fisk mere. Efter den oplevelse blev jeg for alvor fascineret over alle de mulige variationer, der findes af hjemmestøbte blink.
Simulatorblinkets far – Allan Petersen
Fisk & Fri er i kontakt med en del skrappe kystfiskere, der har stor erfaring med at producere deres egne blink. Ophavsmand til det nævnte Simulatorblink er Allan Petersen, der indtil for et par år siden havde sin egen lille grejbutik midt i København. Men havørrederne trak for meget, og han flyttede derud, hvor det sker – helt tæt på vandet og de blanke. Her har han god mulighed for at teste de blink han skaber, for heldigvis producerer han stadig blink. Desværre er det dog kun på hobbyplan.
Vi har taget en snak med ham, for at høre lidt om hvordan det hele startede – og om hans blink stadig kan fange fisk: – Det er kun en lukket skare af venner, folk der ikke kan undvære mine blink, og nogle af egnens unge drenge, der stadig får et par af min blink i ny og næ, fortæller Allan. Det er ellers ikke fordi han ikke ville kunne producere til et langt større publikum: – Interessen for mine blink er, fortæller han. – Men det ville ikke være det samme, hvis jeg var tvunget til at producere et vist antal blink om ugen, fordi der var købere, der ventede på det. Det er et hobbyprojekt, og jeg hygger mig med det.
Hans interesse for blinkfremstilling blev vakt i en ung alder, og det var Jan Grünwald, der skabte interessen. Allan blev som 11-12 årig, sammen med en lille gruppe andre unge drenge, oplært i kunsten at støbe deres egne blink. Det fangede Allans interesse, og siden midten af 80’erne har han udviklet og støbt blink ud fra sine egne ideer, hvilket indtil videre er blevet til 62 forskellige størrelser og modeller. – Jan Grünwald lærte mig opskriften på den legering, som jeg stadig bruger i mine blink, afslører Allan. – Det er en blanding af lige dele bly, tin, og skriftmetal. Det færdige blink bliver ret blødt, hvilket er meningen. Bliver det ret meget hårdere, knækker det for let – især i koldt vejr, slutter Allan vores hyggelige snak om hans blinkfremstilling.
Seatrout Killer – når Ken Sørensen støber kystblink til havørred
Ken Sørensen fra Hvidovre Sports- og Lystfiskerforening (HSLF), producerer sit eget blink, som han kalder Seatrout Killer. Jeg møder ham, som aftalt en tidlig morgen ved fiskevandet, og fem minutter efter vi er ankommet, er vi klar til at binde et par af Kens hjemmestøbte blink for enden af linerne. Han monterer ganske simpelt gennemløberen ved at føre fletlinen igennem blinket og binde linen direkte på krogen. Det er måske ikke så specielt, men – derefter fører han en blød gummiperle op over lineknuden. – Jeg møder tit folk, der har problemer med at kroge fisk, når de fisker med gennemløbsblink, fortæller Ken, og fortsætter. – Derfor søgte jeg efter en måde, hvorpå man kunne minimere antallet af mistede fisk. Efter en del eksperimenter er jeg kommet frem til følgende virkelig gode løsning, siger han og viser mig hvordan krogen nærmest er låst fast ved hjælp af den bløde gummiperle. – For det første bruger jeg en Owner Mutu Light cirkelkrog. Den er tynd i wiren, og kroger derfor bedre end traditionelle kroge, hvis du da ellers kan lade være med at give for voldsomt modhug. Fidusen er ”bare” at stramme linen op, når man mærker fisken – så kroger den så at sige sig selv. Den tynde wire som krogen er lavet af medfører, at krogen har lidt større chance for at bore sig ind i kødet på fisken, end det normalt er tilfældet med grovere kroge. Det, at det er en cirkelkrog gør, at krogningen ikke bliver for dyb, hvilket gør det let at afkroge. Det betyder, at man lettere kan genudsætte fisk, uden de tager nævneværdig skade.
Sådan lavens Ken Sørensens kystblink til havørred – Seatroutkiller.
Jeg nikker og giver Ken ret i den antagelse, fordi det er også mine egne erfaringer med cirkelkroge. – Jeg fører fletlinen igennem blinket og binder den direkte på krogen. Det er såre simpelt, fordi det minimerer antallet af led og knuder, hvilket i sidste ende gør det mere simpelt at fiske med gennemløbere, pointerer Ken. Det giver jeg ham ret i, og bliver nødt til at spørge ham, om det jeg syntes er det mest geniale ved denne montering – den bløde gummiperle. Ken smiler og siger – Det, at krogen er låst i perlen gør, at krogen altid sidder i den rigtige vinkel væk fra blinket.
Også Ken har, som Allan Petersen, udviklet sine blink over en årrække. Formen på blinket er meget aflang og kompakt, hvilket skyldes den simple grund. at Ken fisker sine blink meget hurtigt. – Hullerne på den ene side af blinket kom jeg på at lave, da jeg mente, at det ville give blinket en lille ubalance, som kunne få blinket til at rotere og bevæge sig på den helt rigtige måde i vandet, siger Ken, og viser mig de små huller.
– Jeg har tre faste modeller/størrelser jeg arbejder med, og disse bliver produceret i fire forskellige farver. Vores fisketur er mest gået med at snakke støbeteknikker og forskellige udformninger på blink, – samt ikke mindst med at beundre blinkenes bevægelser i vandet. Men næste gang jeg står ved vandet, er det sikkert, at disse blink skal have en ordentlig chance!
1) Sune Refsgaard med en flot havørred taget på et umalet hjemmestøbt blink af Simulator-typen. 2) Blink, blink og atter blink. Det letteste er naturligvis at købe dem, men der er næsten altid et eller andet, man gerne ville have anderledes på et købeblink. Tager du støbeskeen i din egen hånd, kan du få det præcis, som du vil have det.
Flere og flere bruger hjemmestøbte kystblink
Hjemmestøbte kystblink finder i højere og større grad vej til butikkerne, så jeg er ikke alene om min fascination af disse blink – heldigvis! Mange af de blink, der kommer på markedet, fisker fortræffeligt, og det er slet ikke så ringe at vi har endnu flere blink at vælge imellem. Og for at runde analogen med micro-bryggerierne af, kan man næsten få samme fornemmelse i kroppen af at fange en flot havørred på et hjemmelavet blink, som det at nyde en øl brygget med omhu og kærlighed på et af landets små bryggerier, hvor der virkelig er blevet kælet for detaljen. Det er en af de gode oplevelser, som man bør unde sig selv.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 9/2010
