jan 28, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Er du én af de få, som ikke har erhvervet dig et kørekort? Måske er du ligesom mig – ung, under uddannelse og bosiddende i en alt for dyr lejlighed inde i byen. Måske er du bange for at køre bil, miljøbevidst eller synes bare det er hyggeligt at cykle en tur i ny og næ. Måske har du et mål om at tabe dig 20 kilo, inden året er omme… Der er mange gode grunde til at vælge cyklen, når du skal på fisketur.
AF ANDREAS NORO
JEG HAVDE egentlig ikke den store trang til fluefiskeri før i tiden. Jeg syntes, det var noget, der hørte fortiden til – og blev bedrevet langs engelske åer af britiske lords i grønt jagttøj, der kiggede på insekter og skrev digte. Noget der hørte til på den jyske hede og egentligt var for dyrt samt besværligt til, at det var noget jeg skulle bedrive. Det virkede kompliceret og jeg forstod ikke noget af det. Mine fordomme blev dog til min fordel, da jeg fik foræret en masse fluegrej af en bekendt, der havde købt alt, alt, alt for meget grej – og opgivet fluefiskeriet for længe, længe siden. Man lærer dog hurtigt som fluefisker på Sjælland, at det man gjorde som spinnefisker, det kan man godt pakke langt ned i flueæsken og starte forfra. Ingen af de steder jeg havde benyttet mig af, duede til en aspirerende fluefisker. Et bagkast på 10 meter er svært at finde i skoven, og da det ikke er mange søer på Sjælland, der tåler vadefiskeri, måtte jeg sadle om så at sige.
Der venter mange gode oplevelser med cykel og fiskegrejet på nakken. Kun fantasien og benmusklerne sætter grænserne.
I fluefiskeriets navn blev jeg tvunget ud på kysten og fiske havørred samt sætte de andre arter lidt på pause. Havørredfiskeriet er som en torn i foden, du kan ikke kan få ud. Følelsen af havørredens tilstedeværelse er der i hvert kast. Og jo længere du graver ind, desto mere gør det ondt. Du bliver ved med at søge, til du har fundet fisken, og først når du står med et sølvblankt trofæ, kan du ånde lettet op og slappe af i fødderne igen. Sætte dig på bredden og bevæge dig hjem med frisk og fornyet energi.
Har du en bil smider du selvfølgelig bare alt dit udstyr ind i bagsmækken og drøner derudaf. Men er du på cykel, er der ting, som du skal tage højde for, når du tager ud på denne jagt. Havørreden kan være drilsk, og der skal oftest et par kilometer i benene. Derfor er det alfa og omega for din fisketur, at du tænker dig om og går praktisk til værks, når du skal ud med cyklen og jagte trofæer på kysten.
En rimte og lidt frisk luft på cyklen – hvad mere kan man ønske sig?
Når du skal have alt fiskegrejet på cyklen, er det en god ide – som her – at være lidt minimalistisk.
Tænk minimalistisk og praktisk på fisketuren hvor cyklen er med
Først og fremmest skal du lure, hvor du gerne vil fiske. Et tip er at benytte dig af den offentlige transport, som du nu har til rådighed. En fisketur på 4 timer er sjovest, hvis du sørger for, at du brænder så lidt energi af som muligt på din cykeltur. Jeg benytter mig derfor flittigt af S-togsnetværket samt kystbanen. Nogle ture går jeg så langt som til at skifte og pendle videre med lokaltoget til nærområder. Det er vigtigt, at du tænker dig om og finder alsidige spots, hvor du har mulighed for at ændre din taktik. Tænk her lavt vand kontra dybt vand, vekslende bundforhold, lange stræk eller korte stræk. På denne måde får du flere muligheder for at skifte taktik – uden at skulle bevæge dig for langt på cyklen.
Cykeltips til fisketuren
Du bliver nød til at tænke på din cykel, og hvordan den er udrustet. Hvis jeg skal komme med et tip, som jeg bare ikke kan undvære, er det klart mit frontlad. Her monterer jeg nemlig min linekurv, og deri ligger jeg mine vadestøvler. Med remmen fra linekurven spænder jeg mine waders oven på skoene. Dine waders og sko, der ellers skulle tage plads i tasken, fylder nu ikke mere end din linekurv. Din cykel skal være gearet til turen, og kunne klare at køre gennem forskelligt terræn. Derfor kan det også være en god idé at helgardere sig med dækjern, cykelslange og et multi-tool – skulle uheldet være ude. Med det i mente skal det dog nævnes, at jeg selv kører på en gammel damecykel.
Husk altid kun at pakke det mest essentielle til en havørredtur på kysten. Da du ikke har mulighed for at låse dine ting inde, mens du fisker, så det er vigtigt, at du medbringer en vandtæt taske, så du kan bevæge dig frit og fokusere på fiskeriet. Din taske skal kunne pakkes let, og kun indeholde en flaske vand, de sko du kom i og evt. en madpakke under kystvandringen.
For at gøre din cykeltur så let som muligt vil jeg klart anbefale en 4-delt stang. Har du ikke sådan en, så anskaf dig en… Det vil du ikke fortryde. Den 4-delte stang monteres i stangrør på siden af tasken. I tasken pakker jeg fluebokse mm. Jeg fisker nogle gange forskellige arter i løbet af en dag, og det kan være rart at have muligheden for at sadle om, da man ikke kan planlægge sig ud af alt på turen. Derudover skal der selvfølgelig altid medbringes en peang (tang), lineklipper, et kystnet og måske vigtigst af alt – et par polariserede solbriller.
Resultatet af dagens fiskeri med cyklen som transportmiddel – en smuk, smuk ørred i nettet.
Vær åben for fiskeeventyr med din cykel
Når du fisker uden bil, vil du opleve at være mere tilbøjelig til at støde på nyt fiskevand. På vejen ned til kysten er måske en bæk eller å eller en lille skovsø. Du skal åbne dine sanser, og lade turen inspirere dig. De polariserede solbriller vil bidrage til en bredere helhedsoplevelse på din fisketur. Dette er en af de klare fordele, jeg sidder tilbage med efter en fisketur uden bil. Du kommer ikke til at konkurrere med Stevns og fjordfiskerne, der bytter plads efter et kvarter og rykker videre med flere 100km i bagagen. Til gengæld byder din nye fisketur ind med en mulighed for at udvide din horisont og tænke ud af boksen. Der er masser af eventyr derude, og det er bare om at komme ud at træde i pedalerne, Så er det ”næsten” kun fantasien, der sætter dine grænser.
jan 27, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfluefiskeri efter havørred
Tobisfluer er et must i flueæsken i april og maj, hvor der for alvor kommer gang i havørredfiskeriet langs med kysterne. Her giver Morten Jensen sit bud på en fed tobisflue.
AF MORTEN JENSEN
90 % AF FLUERNE i mine fluebokse er imitationer af mindre byttedyr som rejer, tanglopper, mysis, hundestejler og kutlinger. Men når foråret rammes af de første solstråler, og tobisen melder sin ankomst til det kystnære vand igen, så er det tid at få plads til effektive og letkastende tobisimitationer i boksen.
Tobis kommer tættere på kysten, når vandet varmes op, hvilket gerne sker i marts – april. Her kommer den ind for at planlægge den næste generation af tobiser, og det er havørreden vældig opmærksom på. Tobisen udgør derfor et meget yndet måltid for havørreden i de kommende forårsmåneder og ind i efteråret, hvorfor fluefiskeren altid bør være klar på, at modtage tobisjagende havørreder med en velplaceret tobisflue.
Havørrederne på kysten elsker tobisfluer
Der findes mange typer af tobisfluer, som alle imiterer det originale byttedyr godt. Dog oplever jeg ofte, at nogle typer kan blive tunge at kaste med, eller har fjer, der konstant fanger kroggabet, og som tager for lang tid ved stikket. Derfor har jeg forsøgt at finde en flue, som passer mit temperament og alligevel lever op til de kriterier, som jeg finder nødvendige for en flues effektivitet.
Turbotobisen består af meget få 0materialer og kræver begrænset mængde bindeerfaring for at opnå et resultat, man bliver tilfreds med. Denne flue har den rigtige profil, farve samt den nødvendige transparens til, at den hurtigt bliver en fast flue i boksen.
Den kan både bindes uden og med med belastning, hvis man gerne vil skabe mere jiggende effekt, der kan imitere en flygtende tobis. For mig er vægten af UV-hovedet rigeligt, og fluen kaster bedre uden for meget vægt.
Sådan fiskes turbotobisen
Tobisen er en hurtigsvømmende fisk, så der skal gerne fart på indtagningen. Her kan stangen ofte smækkes under armen, så begge hænder kan rive linen ind. Havørreden skal nok fange fluen, hvis den vil have den. Anvend gerne pauser i indtagningen, så tobisen kan stå stille eller dykke mod bunden, som en flygtende tobis ofte gør. Havørreden hugger gerne hårdt i pausen.
Sådan bindes tobisfluen Turbotobisen:
1 Tråden bindes ind ca. ved krogspidsen.
Materialer til Turbotobisen
Krog: Ahrex NS 172 Curved Gammerus str. 8
Bindetråd: Grøn
Underkrop: Holo Gold Icedubbing
Undervinge: Ripple Ice Fiber UV Pearl
Overvinge: Ripple Ice Fiber Smolt Blue
Krop: EP Predator Fur String Olive.
Hoved: Pro Sportfisher UV Resin Thin Flex
Øjne: 3 mm Stick-On Eyes, white.
Der skal ikke mange materialer til for at du hurtigt skabe skabe en effektiv og velfiskende flue til de kommende forårsmåneder.
jan 20, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Når du som her fisker med to fluer på forfanget, undgår man lettest kludder med den dobbeltkrogede version. Denne fisk huggede på Henning Triers Karl Marx flue.
Når du fisker med mindre enkeltkrogede fluer på kysten – fx Kobberbassen str. 8, lander man normalt kun 40-50 % af de fisk, der hugger, men det kan du meget let gøre noget ved: Bind præcis den samme flue på en dobbeltkrog str. 10-12 – og du vil nu lande omkring 70 % af fiskene. Få forklaringen – og en guide til de bedste dobbeltkroge på markedet.
AF JENS BURSELL
JEG HAR i en del år brugt små dobbeltkroge på kysten – eksempelvis, når jeg skulle fiske med små kobberbasser eller skrigende pink fnullerfluer som Karl Marx. Og de virker bare forrygende. Det samme gør præcis de samme fluer – blot bundet på små trekroge. Årsagen er præcis den samme, som når man bruger de småkroge på småkrogstakler som fx release-takler og L-rigs: De små kroge penetrerer markant bedre – og afstanden fra krog-spidsen til bagsiden af modhagen er så lille, at modhagen let får fat i det tynde, bløde væv over de benhårde kæbeben, hvor normale kroge aldring trænger ind. Alt det kan du læse meget mere om i mit afsnit ”De sidste 50 %” fra bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, hvor jeg allerede i 2013 beskrev, hvordan fluer bundet direkte på små dobbelt og trekroge, var en hurtig genvej til betydeligt højere landingsrater på de mindre fluer.
Dobbeltkroge – høj landingsrate på en nem måde
Fordelen ved fluer bundet direkte på små dobbeltkroge i stedet for små trekroge er, at det bliver lidt nemmere for urutinerede fluefiskere at undgå ophægtninger. Og – fisker man med to fluer på forfanget, bliver denne fordel blot endnu mere udtalt – selv for bombardafiskere. Har man styr på sine fluekast, og er man blot nogenlunde med bombardastangen – så er de små trekroge dog intet problem overhovedet.
Ulempen ved dobbeltkroge frem for små trekroge i samme størrelse, er at de oftere vil kroge på to grene end én – i modsætning til trekrogene. Netop fordi to grene vender nedad ret tæt på hinanden vil tyngdekraften i 90 % af tilfældene gøre, at to krogspiser rammer fiskens kæbe samtidig. Det betyder, at der ofte skal dobbelt så stor kraft til at få dem til at penetrere ordentligt. Tilsvarende er det mindre skånsomt, hvis en højre procentdel af krogningerne sker på flere grene samtidigt. De små trekroge vil typisk penetrere med én gren 50 % af tilfældene, 40 % på to grene og blot 10 % på alle tre grene.
Uden at have ført decideret statistik på det, er det således mit indtryk, at eksempelvis en trekrog str. 12 giver en lidt højere landingsrate end en str. 12 dobbeltkrog – samt er lidt lettere at få ud. Dels fordi de oftere sidder på to grene, men også fordi de fleste mønstre af dobbeltkroge har noget større modhager end de micromodhager, der er på eksempelvis Owner ST 36 BC X, Savage Gears Y-treble og Westins Treble.
Er du uøvet med fluestangen, undgår du lettere kludder med dobbeltkrogede fluer i forhold til trekroge.
Dobbeltkroge og småkrogstakler
Som de fleste ved, fungerer de små trekroge eminent til L-rigs og release-takler til fluer. Men hvad med dobbeltkrogene? Jo – på grund af den måde øjet er vinklet i forhold til grenene fungerer de faktisk ikke godt til fx L-rigs og releasetakler. På begge disse takler vil krogen nemlig komme til at hænge forkert i ophængerknuden, så den går sidelæns i vandet og kroger dårligt, samt giver et skævt træk i fluen. Det går dog fint at fiske den i en lille rapalaløkke efter en rørflue, eftersom øjets vinkel i forhold til løkkens vinkling, gør at krogen ligger fint i vandet uden at trække skævt i fluen.
Små fluer bliver lettere indhaleret end større fluer og blink, hvilket i dette tilfælde er en medvirkende faktor til den høje landingsrate. Derfor er det utroligt vigtigt, at du medbringer de rette krogløsere, så du uden problemer kan genudsætte de fisk, som skal ud igen – så skånsomt som muligt. I praksis betyder det en lille kirurgtang eller pean, der er perfekt til, når krogen sidder yderligt – samt en push back disgorger, som kan bruges til en nem afkrogning af de dybtkrogede fisk. Du kan læse mere om disgorgers her: http://bursell.dk/articles/fishing/ freshwater/salmonids/show/333
Små dobbeltkroge er altså et rigtig godt valg, hvis du som fluefisker ønsker en højere landingsrate på de mindre fluer – især hvis du bruger to fluer på forfanget. Tilsvarende er dobbeltkrogen det oplagte krogvalg for bombardafiskeren, der fisker med to fluer for at give fisken noget at vælge imellem. I dette tilfælde er det oplagt med rørflue og L-rig på den yderste flue og en dobbeltkroget flue som den øverste, der lettest hægter op.
Læs mere om dobbeltkroge til kystfluer i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe signeret her (REKLAME).
Med en pangfarve – og en neutral flue – her Kobberbassen og Karl Marx – er du godt helgarderet.
jan 13, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Henrik Dons bruger gerne små hvide rejefluer eller børsteorms imitationer i den kolde tid.
Vinteren – samt overgangen fra vinter til forår kan være en spændende tid for kystfiskeren, og din fiskestrategi kan have afgørende betydning for succes. Her deler en række eksperter rundhåndet ud af deres erfaringer og gode tips.
AF LARS CHR. BENTSEN
VINTER- OG FORÅRSFISKERIET langs de danske kyster er et spændende, men også meget uforudsigeligt fiskeri. Havet er kølet godt og grundigt ned, og vandtemperaturen ligger i skrivende stund på landsplan ganske tæt på frysepunktet.
Det egentlige forårsfiskeri ligger derfor ikke lige om hjørnet. I januar og februar er der tale om decideret vinterfiskeri, mens marts måned kan svinge. Det kan enten være dediceret iskoldt – eller – hvis vi er heldige, kan den første forårsmåned vitterlig leve op til årstiden og byde på et rigtigt forårsfiskeri efter sultne havørreder, der ukritisk hugger på næsten alt, der serveres for dem.
Overgangsperioden kan være rigtig spændende for kystfluefiskeren. Erfaringer viser, at man kan gøre meget for at optimere fiskeriet, og målrette det efter fx overspringere. Valget af fiskeplads, fluer, grej og taktik har afgørende indflydelse. Vi har derfor taget en snak med en stribe skrappe kystfluefiskere om, hvordan de griber fiskeriet an.
Denne havørred faldt for en af Henriks halvstore tobis – imitationer.
Her er det Henrik Dons Christensens med en fin vestsjællansk havørred.
Kystørred på flue a la Henrik Dons Christensen
Henrik Dons Christensen er bosat på Vestsjælland og hjemmevandet er fra Stigsnæs i syd til Reersø i nord. Det er en meget varieret strækning, som i det sydlige Storebælt præges af åben kyst med klinter og til tider stærk strøm gennem bæltet. Længere nordpå, fx i den nordlige del af Musholmbugten, finder man pladser med mere læ for strømmen og lavere vand. – Når jeg fisker på den åbne kyst, satser jeg på målrettet fiskeri efter overspringere, hvilket jeg indretter både grej og taktik efter, fortæller Henrik. – Et væsentligt omdrejningspunkt er de forkætrede børsteormssteormssværmninger. Men efter i årevis at have holdt høje med tidevandstabeller og månefaser, har jeg stadig til gode at opleve en af de næsten mytiske sværmninger.
Børsteormene har dog en afgørende indflydelse på forårsfiskeriet, og jeg sår ingen tvivl om, at havørrederne kender og foretrækker børsteorm som byttedyr. Af samme grund er min favoritflue på den åbne kyst en stor, men simpel og velfangende imitation af børsteormen. Jeg vælger grej efter, at jeg foretrækker pålandsvind og store fluer, og for mit vedkommende gør en klasse 7 stang med et neutralt skydehoved det lettere at overkomme vinden og kaste med den store flue, pointerer han.
Men Henrik opsøger også et andet spændende fiskeri over ganske lavt vand, hvor det vigtigste udstyr er kasket og polariserede briller. Det er vigtigt at vælge den rigtige plads, hvor der helst skal være kontakt til dybt vand, hvorfra det er Henriks erfaring, at små stimer af typisk mindre havørreder trækker ind over det lave vand for at søge føde. Til dette »flatsfiskeri« anvender Henrik en klasse 5 stang med flydende skydehoved på ni meter, da det ofte er vigtigt at kunne præsentere fluen lynhurtigt.
En hvid rejeflue, der er let belastet, udgør en fin flue, der ses på lang afstand og er god til at finde fiskene. Er fiskene besværlige har Henrik udviklet et spændende koncept med fluer, der er beregnet til at hvile på bunden foran en stime trækkende ørreder. På trods af at Henrik ofte ser børsteorme i det lave vand, foretrækker han sine mindre imitationsfluer i de lavvandede områder.
– Generelt foretrækker jeg svag pålandsvind fra sydvest på den åbne kyst. Der skal helst være drivende skyer og lidt sol til at varme vandet op, og jeg er overbevist om det rigtige i teorien om, at det varme overfladevand blæses ind mod kysten og sætter gang i fødekæden. På den åbne kyst er det min erfaring, at faldende vand er en klar fordel. Men på de lavvandede pladser, må der gerne være lidt fralandsvind, som gør det lettere at spotte fiskene. Som så mange andre har jeg ofte bare et par timer til rådighed, og anser det derfor som meget vigtigt at få dækket så meget vand som muligt og være opsøgende, hvis den store præmie skal på land, slutter han.
Ole mener, at størrelsen på fluen er en af de mest afgørende faktorer og benytter som regel enten mindre »nullermænds« fluer eller større fiskeimitationer. Her ses et lille udvalg af hans favoritfluer.
Finn Nielsen poserer med et par typiske fjordørreder.
Efter kysthavørred med fluefiskeren Finn Nielsen
Finn Nielsen er bosat tæt på Limfjorden, hvor en stor del af hans fiskeri foregår. Generelt er den vestlige del af fjorden klart bedst i starten af foråret. Den østlige del kommer først rigtigt i gang i det sene forår og den tidlige sommer. Modsat Limfjordens østlige del, så præges Limfjordsøen Mors af bugter og lave vige, og Finn nævner hurtigt Dragstrup Vig og Thissing Huse som to rigtigt fine pladser. Du kan i øvrigt finde en artikel om alle de bedste pladser i Limfjorden i Fisk & Fri 10/2010 samt en artikel om Mors i Fisk & Fri’s online artikelarkiv på www.fiskogfri.dk.
I det de kølige måneder koncentrerer Finn sit fiskeri om grønlænderne, og udser sig gerne lavvandede vige, hvor fisken i perioder søger ind, frem for dybere vand, hvor fisken sjældnere kommer tæt på land. Det lave vand varmes hurtigt op af solen, og Finns erfaring er at dybere vand sjældnere holder fisk når talen falder på Mors. Er der fisk i de lave vige, så bliver de der, hvis føden er der, og er man heldig og dygtig kan man følge en større stime en hel eftermiddag. Andre gange oplever man fiskene er væk lige så hurtigt som de kom. Da de ofte afslører deres tilstedeværelse i overfladen i de lave vige, bruger Finn ikke lang tid på en plads, hvis han ikke ser eller mærker fisk.
Dog dyrker Finn ikke decideret sightfishing, man kaster selvfølgelig gerne til sete fisk. Tidevandet synes ikke at have stor indflydelse på fiskeriet, og man mærker ikke tidevandsforskellen i det hele taget. Vandet står ofte helt stille uden strøm, og holder alligevel fisk. Solskin er en fordel, og selv helt blankt vand i høj sol kan give godt fiskeri. Vindretningen synes heller ikke at have nogen afgørende indflydelse, og fx i Dragstrup kan man fiske næsten uanset vindretning, da begge sider af vigen fisker godt. Længere tids østenvind blæser dog meget vand ud af fjorden, hvilket har dårlig indflydelse på de i forvejen lavvandede pladser.
Eftersom Finn koncentrerer sig helt om de lavvandede vige, foretrækker han et flydende skydehoved med flydende polyleader. Dog belaster han sine fluer, og anvender mindst 0,28 mm monofil som forfang. Hans favoritfluer er den lokale Pink Rød Glimmerreje, den ligeledes lokale Glimmersokken samt ikke mindst Taonga, som trods lidt farve er mere afdæmpet end de to andre. En af hemmelighederne bag det til tider fantastiske havørredfiskeri på Mors, er strømmen ind i Limfjorden. Den fører en masse føde og dermed også ørreder rundt om øen. På dybere vand kan strømmen virkelig løbe stærkt, og der flyttes rigtigt meget vand. Der er utroligt mange byttedyr – sandsynligvis på grund af de mange muslingebanker.
Skal det være lidt mere naturligt og afdæmpet binder Finn en Taonga på.
Jesper Forhrmann har brugt ikke så få timer på Nordkysten, og har utallige havørreder på samvittigheden.
Kystflue efter havørred med Jesper Fohrmann
Jesper Fohrmann har boet hele sit liv tæt ved vandet i Nordsjælland, og kender som få fiskeriet efter havørred i området. Adspurgt om fiskeriet er det første Jesper nævner, den negative indflydelse de manglende kystudsætninger har haft på fiskeriet. Udsætningerne har båret fiskeriet på Nordkysten, der næsten ingen gydevandløb har. I rigtigt kolde vintre anbefaler Jesper, at man opgiver nordkystfiskeriet, og i stedet tager til Sydsverige, hvor vinterfiskeriet kan være rigtigt fint. Dog kan der i de kolde perioder være godt fiskeri ved pladser som Dronning Mølle og Hornbæk Plantage. Det er steder med udtræk af ferskvand, hvilket Jesper nævner som noget helt essentielt om vinteren. Husk dog at undersøge og overholde eventuelle fredninger.
Når vandet varmes bare en smule op i løbet af marts måned, spredes fiskene over hele Nordkysten i forårsmånederne. En rigtigt spændende plads er lige øst for Gilleleje havn, hvor der findes et mindre område med sten, der meget ofte holder fisk. – Pladser med meget tang, og gerne hvor tangen strækker sig langt ud mod dybere vand, kan være meget produktive. De store tangbælter virker næsten som motorveje, som havørreden følger ind fra dybere vand, siger Jesper. – Det kunne fx være pladser som Dronning Mølle og Munkerup.
Generelt er de dybe badekar ikke så produktive i de sene vinter og det tidlige forår, og det er klart min erfaring, at livet starter på det lave vand i den sene vinter, slutter Jesper. Havørrederne er i den sene vinter og foråret meget følsomme over for længere kuldeperioder, som ofte opleves i forbindelse med perioder med østen- eller nordenvind. Her anbefaler Jesper, at man bliver hjemme og gemmer de opsparede fiskedage til lunere vejr. Det er sjældent, at stimer af grønlændere opleves på nordkysten, men omkring fx Højbro Å eller Esrum Å kan man være heldig at løbe ind i dem, men husk fredningsbestemmelserne.
Favoritfluen er den efterhånden klassiske Glimmerreje i den originale, lyserøde farve. Efter Jesper en gang oplevede hvordan fluen, som desværre sad på en anden fiskers forfang, udfiskede alt og alle har han stort set ikke anvendt andet. Indtagningshastigheden kan med fordel sættes ned om vinteren, hvorfor ubelastede eller kun let belastede fluer anvendes. – Der er dog situationer, hvor Glimerrejen ikke er god, men det er en helt anden historie, som kræver mere plads, pointerer Jesper. De fiskes for enden af en intermediate polyleader. Den foretrukne kyststang er en gammel klassiker – en Richard Walker Farnborough i klasse 8/9. Favoritlinen er en flydende Lee Wulff J3.
Martin har godt tag på de østfynske ørreder. Bare ikke lige denne regnbue ørred.
På Storebæltskysten med Martin Kjeldgaard
Martin Kjeldgaard bor blot nogle få stenkast fra Storebæltskysten på Østfyn – et lidt overset område på havørred landkortet. Martin foretrækker uden at blinke den åbne kyst, hvor den generelle chance for fisk er mindre end i fjordene, men hvor drømmen om den store, stålblanke havørred driver værket. Men når det er sagt, er det samtidig en stor naturoplevelse at færdes langs de åbne kyster.
Når vejret er rigtigt slemt, og fiskefeberen raser, hænder det dog, at indersiden af Hindsholm besøges. Her findes en del lave vige, der kan holde stimer af grønlændere i de koldere perioder. Martin foretrækker en let fralandsvind af flere årsager. Han nævner uden at tøve et sekund bekvemmelighed, og betegner sig selv som lidt af en godtvejrs fisker. Dog vil pålandsvind ofte også betyde store mængder drivende tang og fedtemøg i vandet, hvilket er til stor gene, når lange strækninger skal fiskes af i jagten på overspringeren. Som FFF Master Flycasting Instructor ved Martin, at grejsammensætning er alfa og omega for en god oplevelse ved kysten. Efter at have været igennem mange stænger er han i dag endt med den efterhånden klassiske Sage TCR i klasse 5. Med den kan man dække det nødvendige vand, men stangen klarer også vind og store fluer uden de store problemer. Martin fisker med et neutralt skydehoved og fluorocarbon forfang på næsten to gange stangens længde.
Han understreger dog vigtigheden i at tilpasse forfanget til flue og vejr. Til skydehovedet er forbundet en flad monofil skydeline, som fedtes grundigt inden fiske – start, da Martin til en hver tid foretrækker at fiske uden linekurv – med de ulemper det ind i mellem giver med strøm eller blæretang. Martin anbefaler at begynde fiskeriet med en neutral flue – gerne en rejeimitation som SSSS Shrimp, Øland Spey Shrimp eller en Grå Frede. Hvis imitationsfluerne ikke fremkalder en reaktion fra havørrederne, skifter Martin til en Pink Glimmerreje.
Fluerne fiskes generelt langsomt om vinteren, men det vigtigste er ifølge Martin at variere indtagningen. Overordnet set er det tydeligt, at grønlændere og de store, eftertragtede overspringere kun sjældent findes på de samme pladser. De store overspringere er færre i antal end grønlænderne, og opsøges bedst på de åbne kyster. Det kan betyde mange dages resultatløst fiskeri ind til det endelig lykkes. Modsætningen er fjordene og vigene, hvor grønlænderne findes i større tal og chancen for fisk er væsentligt større. Til gengæld er selve fisken for det meste mindre. Det vigtigste er dog at komme derud – også selvom vejret måske ikke umiddelbart indbyder til det.
Her er det Ole iført pandelampe samt en stor flot farvet ørred.
Fjordørreder på flue med Ole Bjørn Hansen
Ole Bjørn Hansen bor blot et langt stenkast fra Mariager Fjord, og fisker rigtigt meget – typisk omkring 100 ture om året i både fjorden og langs Djurslands yderkyster. Når det rigtigt er vinter, dyrker Ole Mariager Fjord intensivt, og opsøger her pladser med mørk bund – gerne på solskinsdage. Her kan bare en halv grads stigning i vandtemperatur betyde godt fiskeri på det lave vand. En let fra – landsvind er en klar fordel, da den flytter det kolde overfladevand ud og vender noget lunere bundvand ind, hvilket kickstarter fødekæden.
Mariager Fjord indeholder både »rigtige« havørreder samt den lokale stamme af fjordørreder. Oles klare erfaring er, at havørrederne forlader fjorden, når vandtemperaturen nærmer sig 4-5 grader. Og Ole foretrækker at følge havørreden ud på den åbne kyst. Efter en lang frostperiode er Ole særligt opmærksom på de første dage med sydvestenvind, der lokker ham på overspringerjagt langs yderkysterne. Djurslands yderkyster er en lang perlerække af spændende pladser, men han foretrækker i det tidlige forår at opsøge plader med fx store rev, der ved de rigtige vind- og strømforhold kan danne spændende bagvande.
– Vær specielt opmærksom på selve strømskellet mellem det lidt døde bagvand og strømsiden af revet, som ofte kan holde fisk, understreger han. – Når den lune sydvestenvind får fat i løbet af foråret foretrækker jeg faktisk et rigtigt godt blæsevejr, der virkelig kan ruske op i vandet. Er vandet koldt, kan det betale sig at holde fokus på læsiden af revene i forhold til strømretningen, men når vandet får bare lidt varme er det min erfaring, at strømsiden holder flere fisk.
Både til den åbne kyst og til fjorden anvender jeg fortrinsvis let grej. I fjorden helt ned til klasse 4 når vinden ikke er for kraftig, men ellers klasse 5 og 6. Når den åbne kyst opsøges i rusk – vejr kommer en 9’ klasse 8 dog i sving. Man skal ikke anvende let grej for enhver pris, men det er vigtigt at tilpasse grejet – først og fremmest til vindforhold og flue – størrelse.
Ole har til alle sine stænger både flydende og intermediate liner, som bruges efter forholdene, og han kan sågar finde på at opsøge tidevandsrenderne udfor Limfjorden med en synke 2/3-line. Mest fisker han dog med en neutral line, der ikke trækker striber i overfladen som en flydeline, hvilket er noget han lægger stor vægt på. En polyleader på de lette liner letter arbejdet med store fluer, men ellers bruger Ole monofile fluorocarbon forfang. Udgangspunktet er 9 fod, som forlænges efter forhold og behov.
To hovedtyper af fluer finder anvendelse i Oles fiskeri. Der er dem han kalder »de nullermændsagtige«, og så er der de større fiskeimitationer. Småkravlet anvendes oftest i fjorden, mens jagten på yderkystens overspringere foregår med store tobisimitationer. – Dog er selve fluemønstret ikke så vigtigt, siger Ole, som koncentrerer sig mere om, hvor stor fluen er, og hvor den fisker i vandsøjlen. – Uanset om fjorden eller den åbne kyst står på dagens program, så er faldende vand helt essentielt. Dog er det vigtigere, hvis muligt, med flere korte ture end blot den måske lidt længere månedlige søndagstur, slutter Ole.
Det er interessant, at Ole Bjørn Hansens erfaringer med fralandsvinden i fjorden er modsat Henrik Dons Christensens på den åbne kyst. Hvad der præcist er årsagen til de forskellige opfattelser er svært at vide. Ole Bjørn Hansen dyrker mest fjorden når det er rigtigt koldt. Vand er tungest når det er 4 grader varmt, og således kan man forestille sig at en fralandsvind kan blæse koldt vand ud og vende varmere, tungere vand ind på lavere vand. Når solen lidt henne på foråret får mere magt, er der dog ikke tvivl om at en let pålandsvind kan hæve temperaturen på det kystnære vand en lille smule, og forskellen i de tos oplevelser kan ligge deri.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011
Læs om tre sikre kystfluer om vinteren her.
Den Pinkrøde Glimmerreje er med sine hidsige farver en af Finn Nielsen favoritter om vinteren.
nov 29, 2023 | Artikler, Biologi, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri
Selvom der er masser af større byttedyr, lader havørreden sjældent et »gratis« måltid forbigå. Denne store maj fisk lod sig friste af en velpræsenteret rejeflue.
I denne del af artikelserien »Havørredens byttedyr« ser David Thormar nærmere på de mindste af havørredens fødeemner – nemlig krebsdyrene. Det er en familie af dyr, som danner grundlag for ørredernes mest stabile fødetilgang.
AF DAVID THORMAR
VI FORDELER OS PÅ REVENE, hvor bølgerne ruller fint ind – og det ser lovende ud. Det til trods, ser vi ikke skyggen af fisk og efter timers ihærdig indsats, beslutter vi os for at skifte plads. På vej ind fra revet skræmmer jeg en fisk på knædybt vand. Jeg er i tvivl, om det måske kunne være en gedde, men lægger hurtigt et kast langs stranden mod en klynge store sten. Svaret kommer hurtigt, da en ilter 50 centimeters blankfisk tager mit blink og springer fri af vandet. Den ryger hurtig af igen, men i de næste tre kast er der fisk efter hver gang.
Tangloppen findes året rundt i det kystnære miljø. Hav altid det i baghovedet en kold og gold februardag.
Vi afbryder pladsskiftet og fokuserer vores fiskeri inde i bunden af bugterne mellem revene og på meget lavt vand. Det er tydeligt her fiskerne er, men de er også en anelse skeptiske over for vores store blink. Jeg henter fluestangen, mens min makker går ned i blinkstørrelse, en tredje skifter til boble og flue – og endelig bliver der prøvet med ophænger. Vi fanger alle fisk – en skøn blanding af nedgængere, mindre blankfisk og enkelte rigtig pæne overspringere.
Bedste fisk bliver fanget af en »indtrængende«, der har opdaget, at vi fanger dem på det lave vand. Han overlister en flot blankfisk på knap tre kilo, men vi andre må nøjes med at hjemtager tre mindre fisk, som alle er proppet med krebsdyr og enkelte hundestejler.
Ovenstående historie er bestemt ikke enestående, og siden har jeg haft meget mere fokus på, hvor havørredens byttedyr befinder sig. Dels på den specifikke dag i forhold til vind, vejr og temperatur, men også efter årstiden. Fluefiskeren har klart et forspring, når vi snakker om de små pungrejer, tanglus og -lopper samt ægte rejer, da de kan imitere og præsentere deres flue som den ægte vare.
Spinnefiskeren kan de imod ty til det effektive fiskeri med ophænger eller bombarda og flue eller som minimum udnytte viden om krebsdyrenes færden, og opsøge de rette områder på de rette tidspunkter. Det vigtigste, hvad enten man er spinne- eller fluefisker, er at fiske i det rette område og finde fiskene. Når det er lykkedes må alle kneb tages i brug for at overliste dem.
Havørreden i sit rette element. En glubsk jæger på udkik efter godter over stenene.
Havørreder elsker krebsdyr og rejer
Krebsdyr hører til blandt de mindste dyr på havørredens menukort, men samtidig udgør de den største del af diæten for mange kystnære havørreder. De lever overalt i det kystnære miljø, hvor de hovedsageligt opholder sig i tangskove, ved og under sten, langs kanter og bundnært i sandet eller i småsten. Familien af krebsdyr rummer en lang række af havørredens mest stabile byttedyr og er at finde langs vores kyster året rundt. Netop derfor er denne fødekilde nok den vigtigste at have styr på. Familien af krebsdyr er stor, og der er et utal af arter.
I krebsdyrfamilien ser vi bl.a
– Amphipoda (Tanglopper) også kendt som gammarus. Man finder dem typisk i tang under sten og i strandkantens opskyllede og lettere indtørrede tangklatter.
– Isopoda, som er den flade tanglus, man ofte ser sidde på drivende ålegræs strå eller andre drivende elementer.
– Mysida (Pungrejer), der om sommeren ses som store sværme mellem tangbuske eller over sandsletter.
– Caridae, der er de ægte rejer, herunder hestereje, fjordreje som vi ofte ser sidde på moler og bropiller i havne, på sten og klippekanter eller gravet ned i sandet.
Den smukke og farverige tangreje står øverst på menuen hos mange kystlevende havørreder.
Fælles for alle disse er, at de hovedsageligt opholder sig meget kystnært, og flere af arterne er at finde ved kystens lave vand imellem sten og tang hele året. De små krebsedyr er et nemt bytte, og det ved havørreden selvfølgelig. Men der skal mange smådyr til for at mætte en sulten fisk, så når fødegrundlaget er i top slår den sig i stigende grad over på småfisk.
Man skal dog altid huske på, at fisken »tænker« rationelt og altid vil forsøge at bruge mindst muligt energi på at fange mest muligt mad. Et fritsvævende krebsedyr, der kommer i vejen, bliver selvfølgelig taget, selvom sigtekornet er indstillet på eksempelvis tobis. Krebsdyrene er derfor altid en del af den kystnære ørreds madpyramide og netop derfor er det vigtigt for kystfiskeren altid at have krebsdyr med i tankerne – og det gælder både for fluefiskeren og spinnefiskeren.
Havørreden tager ofte hvad den kan få
Der er tidspunkter, hvor føden er sparsom, og her er det eneste for ørreden at gøre at samle så mange tanglopper op som muligt – selvom en fed sild måske står højest på ønskelisten. De fleste fisk har ikke råd til at være selektive og er nødsaget til at tage, hvad de kan få. Enkelte kan dog være det midlertidigt, da de på baggrund af enten et sparsomt eller overflødigt fødegrundlag, får stirret sig blind på et bestemt byttedyr.
Disse fisk kan dog ofte lokkes til at tage noget andet, hvis bare det er præsenteret rigtigt. Enkelte fisk bliver dog så selektive, at de udelukkende lever af enten krebsedyr eller stimefisk som sild, brisling eller tobis hele livet.
Man møder dem enten som stationære fisk, der nærmest bor i et område, ved et rev eller vig på kysten og udelukkende ernærer sig på krebsdyr. Disse har, hvis man hjemtager dem, det flotteste røde og et meget lækkert smagfuldt kød. »Sildeædere« derimod jager sild og brisling på dybere vand hele livet, og kommer kun sjældent ind til kysten. Deres fede og mere farveløse kød står i kontrast til den stationæres fisks røde farve.
Selvom hesterejen er ganske godt camoufleret, ynder den at grave sig ned i sandet og nærmest forsvinde.
Havørred spiser krebsdyr året rundt
Ved de danske kyster er krebsdyrene som nævnt repræsenteret hele året i større eller mindre grad. Der er selvfølgelig perioder, hvor de forskellige arter er specielt interessante og med en grundlæggende viden om byttedyrenes cyklus, kan du optimere dit fiskeri markant og derved mangedoble dine chancer for succes.
I det tidlige forår kan du være heldig at møde store stimer af blankfisk, der søger føde på det helt lave vand. Det lave vand med en mørk bund, bliver hurtigere opvarmet af solen og selv små temperaturforskelle kan få gang i krebsdyrene. På de rigtige dage kan man tydeligt se forskel på mængden af liv inde mellem stenene og i tangbuskene, frem for længere ude for enden af et rev.
Senere på sæsonen har opblomstringen af liv spredt sig, og der er nu liv overalt langs kysten. Det er nu det store ædegilde går i gang på den åbne kyst, og fiskene kan være overalt samt spiser som regel alt. Opblomstringen af liv får gang i alle havørredens fødeemner, og nogle dage ser man dem i rene ædegilder, hvor de febrilsk tager alt på deres vej.
Jeg går som regel op i fluestørrelse og fisker med imitationer af rejer, der fiskes hurtigere, men dette er mest for at gøre opmærksom på min flue i mængden af liv. Ørrederne tager oftest det hele på dette tidpunkt, og man bliver forbløffet over, at de finder frem til netop ens flue for enden af linen.
Den rene sandbund huser på denne tid, som om sommeren, et virvar af liv. De ægte rejer ligger nedgravet her, og pungrejerne begynder så småt at sværme, hvilket selvfølgelig også trækker småfisk til. Det er i det hele taget her, der er mest gang i den. Hvad enten jeg fisker med spin eller flue koncentrerer jeg mig derfor mere og mere om at fiske sandkanterne af.
Mysider – også kaldet pungrejer – er ligesom tanglopper at finde på det lave vand året rundt, hvor de optræder i større eller mindre stimer. Når det går vildt for sig kan de stå så tæt, at det er svært at se bunden.
Spinnefiskeren har på denne årstid frit slag, men som med fluen søger jeg ofte det lidt dybere vand, gerne for enden af rev eller langs tydelige sandpletter.
Sommeren byder som i det sene forår på føde i overflod, og de forskellige krebsdyr er repræsenteret i stor stil. Kæmpe sværme af mysider ses over sandbunden, hvor de vugger med bølgerne eller står som tåger i det stille vand mellem tangbuske. Hesterejerne er ligeledes fremme i stor stil og tanglopper samt -lus er som sædvanligt på plads i tangskoven. Spisekammeret er som sagt stuvende fult, og det gælder for kystfiskeren som for havørreden, nu om at vælge det rette tidspunkt til jagt.
Efteråret er interessant på flere punkter. I takt med, at sommeren går på held, bliver vandet koldere og havørredens store byttedyr trækker mod dybere vand med mere konstante temperaturer. Fødegrundlaget langs kysten svinder ind, hvorfor nogle ørreder trækker med fiskestimerne væk.
Dem, der bliver tilbage begynder så småt at lægge sommerens kostvaner om og må gradvist ændre hovedbestanddelen af sin fødeindtag fra småfisk til krebsdyr. Dette medvirker i sagens natur til, at fiskenes jagtmønster også gradvist ændrer sig. Kystfiskeren oplever i stigende grad, at fiskene opholder sig tættere på land og mange gange ses fluefiskeren som den store fanger. Samtidig har mange af havørrederne på denne tid af året parringen på hjernen, og fiskene i begyndende gydedragt har det med af være kulrede. I enkelte situationer oplever man derfor, at årstidens fisk kun er interesserede i de mindste dyr og ses »nusse« rundt helt kystnært – nærmest om fødderne på en.
Fiskene skal nu i den grad lokkes af reje- eller tangloppeimitationer, der fiskes nærmest svævende. Da fiskene er tæt på og fokuserede på krebsdyr, har fluefiskeren en klar fordel, hvor ham med en delikat præsentation kan introducere bedraget perfekt. Men som spinnefisker skal man ikke fortvivle. Med mindre agn og korte præcise kast eller kast langs kysten, vil enkelte fisk som regel forbarme sig. Ellers er metoder som ophængerflue eller bombarda og flue også giftige. Specielt sidstnævnte kan være uhyre effektiv, da man har spinnefiskerens rækkevide, men kan præsentere en flue næsten som med en fluestang.
En hestereje falder i et med baggrunden.
Vinter: Nu er det blevet så koldt, at der selv i det kystnære vand er sparsomt med føde. Dog holder tangbuske og stenbund på det lave vand stadig liv af hovedsageligt tanglus og -lopper. Vinterns sparsomme lys når på det lave og kolde vand lige akkurat ned til bunden, hvor den varmer, og dette gør at de mindste dyr kan holde sig i gang hen over vinteren. Vige, der ikke er frosset til, og åbent vand mellem rev og kyster med store sten eller klipper, hvor dyrene kan sidde på, er de områder, hvor man skal fokusere sit fiskeri. Havørrederne »ved« på denne tid, at de skal søge føden i tangen eller på stenene og kommer derfor forbløffende langt ind.
De er ikke specielt selektive nu, da alt føde er godt for dem, men da de nu hovedsageligt »plukker« tanglopper, er det selvfølgelig første prioritet, og der skal måske kastes et par gange til en fisk med det store blink, før den hugger. Det vigtigste på denne årstid er at lede efter fiskene. Finder man dem, skal man nok få succes.
En smuk vinterfisk er faldet for en »krible krable flue«.
Imitationer af krebsdyr og rejer
Skal krebsdyr imiteres med fluen er det generelt en god ide at fiske fluen, som man oplever byttedyrene. Tangloppe, -lus og pungrejeimitationer fiskes forholdsvist langsomt og nogle gange nærmest svævende. Med et langt forfang og en flydende- eller intermediateline, kan disse fluer præsenteres og fiskes præcist samt forsigtigt, så de får et perfekt svæv ned gennem vandet. Større rejeimitationer fiskes hurtigere i varierede ryk. For at kunne holde farten, uden at fluen kommer helt op i overfladen, bruges belastede fluer eller en let synkende flueline. En polyleader i rette densitet kan dog være nok.
For spinnefiskeren gælder det om at tilpasse agns størrelse og indspinningshastighed, når man fisker efter krebsdyrspisende fisk. Ved brug af ophænger, kan det være en ide at bruge en let wobler til at præsentere fluen ordentligt eller helt små agn og lange spin-stop, der får fluen til at svæve, kan også være gode. Ofte er samme teknik kun med blink faktisk også ret givtig. Med bombarda og flue har spinnefiskeren alle muligheder, og skal egentlig bare agere som fluefiskeren. Man bør fiske med så lange forfang som muligt, men uden at det bliver noget rod. Jeg fortrækker cirka halvanden gang stangens længde.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2014
En tangloppe og en tanglus søger tilflugt på et stykke drivende ålegræs.
nov 23, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfluefiskeri efter havørred
Under black light lys gløder og stråler fluer bundet af UV-reaktive materialer. Havørreden er særligt følsom overfor UV-reflekteret lys, og den bruger i høj grad dette, når den jager. Mange af dens byttedyr lyser nemlig selv ganske betragteligt op i solens UV-lys.
Havørreder er muligvis mere primitive væsener end os mennesker, men på nogle punkter er de overlegne. De har fantastiske reaktionsevner, et yderst veludviklet sanseapparat, og så kan de se lys i UV spektret. Og det sidste har overraskende stor betydning for, hvordan vi kommer i kontakt med dem. Og det gælder både når man fisker med fluer, blink og andre kunstagn.
AF RASMUS OVESEN
DIN FLUEFISKEMAKKER har inviteret dig med på kysten. Den seneste tid, har han fanget rigelige mængder fisk, og forventningerne til dagens tur er derfor forkromede og betragtelige. På vej i bilen forklarer han, at han har fået samtlige af sine fisk på en gammel klassiker, som han har peppet op med nogle nye og spændende materialer.
Han går ikke i flere detaljer end som så, men han tilføjer henslængt, at du er velkommen til at låne et eksemplar – hvilket du naturligvis takker nej til. Du har selv en håndfuld nøjsomt bundne eksemplarer af fluen i din flueæske, men for tiden fisker du stort set kun med den nye kutlingeimitation, som du udviklede i vinters. Den har endnu ikke fejlet, melder du tilbage med en selvsikker mine! Velankommet ved vandet trækker i wadersne på og rigger jeres fluestænger til. Herefter bevæger i jer ned mod den vejrbidte kyst og det langstrakte og grunde rev, som i kender så godt. Det er en rigtig mild og lun forårsdag. Solens varme stråler får det let-krusende vand mellem blæretangen og de store sten til at glitre krystallisk og forlokkende.
I bevæger jer nu ud på revet. De første forventningsfulde kast sendes ud over vandmasserne, og der går ikke længe før din makker – som tydeligvis har tur i den – er forbundet med en ilter blankfisk, der kaster sig hovedkulds fri at vandet flere gange under den korte, men intense fight. Kort efter er der bud efter hans flue igen, og endnu en fin blankfisk – denne gang et smukt eksemplar på omkring 50 cm – må ind til afkrogning.
Til din store fortvivlelse fortsætter det sådan. En hel stime havørreder er trukket ind over revet, men dine anstrengelser til trods, har du kun haft et enkelt forsigtigt hug på fluen. Du gør det eneste rigtige; sluger din stolthed og skifter over til mønstret, som din makker fisker med – og inden længe falder det forløsende hug. En gnistrende blank havørred slår forvildet omkring sig i overfladen, tager et par hidsige udløb og stanger arrigt i blæretangen, inden du får den bragt hen til det afventende fangstnet. Det er en flot fisk på den rigtige side af 50 centimeter i formidabel kondition, men den bliver da gens eneste for dit vedkommende.
Forfatteren med en fed fjordørred, der huggede på en Cutthroat Kutling med UV-reflekterende materialer. Henover mørk fjordbund kan det være en fordel at synliggøre sine fluer med UV-materialer.
Da i pakker sammen, har din makker fanget yderligere seks havørreder, og det til trods for, at i har fisket med identiske fluer de sidste to timer. Du skal lige til at beskylde ham for at have duftimprægneret hans flue, men i det samme tager han ordet: »De virker upåklageligt de her nye UV-materialer, jeg har brugt i mine fluer på det seneste!’ Han står med sin flueæske i næven, åbner den og frembringer en lille håndfuld fluer, som han nu hælder over i din afventende håndflade – iblandt dem er det gennemblødte og gennemtyggede eksemplar fra dagens fiskeri. »De er jo helt magen til den flue, jeg har fisket med de sidste to timer«, melder du lynraskt og let-forundret tilbage«. »Ja, men havørrederne derude kunne i hvert fald godt se forskellen i dag«, lyder responsen fra din makker. »Vent du bare, til du får dem under en UV-lampe, så skal du nok også se lyset!«
Med UV-fluer efter havørred på kysten
Havørreden har et veludviklet sanseapparat, der gør, at den kan høre, føle og se sig frem til potentielle byttedyr. Af de tre sanser, er det dog særligt synssansen som er af væsentlighed – men hvor godt ser havørreden egentlig? Havørreden har både monokrome stav – celler og farvefølsomme tappeceller i nethinden, og forskerne er generelt enige om, at synets skarphed er ligefrem proportionalt med tætheden af disse sanseceller.
Jo flere stave og tapper desto skarpere syn. I havørredens tilfælde er disse sanseceller dog relativt sparsomme, og det må derfor antages, at havørredens syn ikke er nært så godt som eksempelvis os menneskers. Vi har nemlig omtrent 14 gange så mange sanseceller i nethinden. Der, hvor det menneskelige øje kommer til kort – og havørredens syn er overlegent – er, når det gælder refleksioner af sollysets ultraviolette (UV) spektrum. Sollys er basalt set elektromagnetisk stråling, der frekvensmæssigt spænder fra det ultraviolette til det infrarøde. Farverne, som det menneskelige øje opfatter, er resultatet af en kontinuerlig tolkning af de forskellige frekvenser, der opstår, når lys afbøjes eller reflekteres. Hvad reflekteret UV-lys angår, har det en frekvens på 10-380 nanometer, og det ligger uden for det bølgelængde-vindue på 400-700 nanometer, som det menneskelige øje kan opfatte – på lidt samme måde som infrarødt lys. Havørreden – til gengæld – ser UV-reflekteret lys, og den bruger i høj grad denne evne, når den jager.
Forfatteren i gang med at binde fluer med diskrete islæt af UV-materialer til alment brug året igennem. Til forårets fiskeri, hvor havørrederne er særligt sultne og hugvillige, indkorporerer han ofte lidt flere UV-materialer end ellers.
Hvordan ses UV-lys?
Vi mennesker kan i udgangspunktet ikke se UV-lys, men vi kan se afbøjet eller reflekteret UV-lys i de tilfælde, hvor lysets bølgelængder påvirkes radikalt. Disse UV-refleksioner er indirekte, og kan ses ved hjælp af såkaldt sort lys, »black light« eller UV-A lys, der filtrerer det ultraviolette lys og gør, at UV-reflekterende genstande ligesom gløder og lyser op. I et sådant lys, som kan genereres med blacklight pærer eller UV lamper, viser det sig, at mange ting i sig selv er UV lysreflekterende i større eller mindre grad. Eksempelvis er ret mange naturlige fluebindingsmaterialer UV-reflekterende. Dette gælder eksempelvis en del fjer – heriblandt påfuglefjer, white-tip kalkun, gåsefjer, blå skovskadefjer og junglecock samt hårfibre fra eksempelvis hvidtippet egern.
I denne forbindelse er det væsentligt at differentiere mellem UV-Reflekterende og UV-Reaktive egenskaber – også når det gælder fluebindingsmaterialer.
Det er ikke umiddelbart til at se det med det blotte øje, men i denne æske er der flere kystfluer forstærket med indslag af UV-materialer. De UV-reaktive af dem kan ses under en black light pære.
UV-reaktive (UV-F) fluer
Fluebindingsmaterialer der er UV-reaktive kender de fleste. De er fluorescerende og gløder varmt, hidsigt og kraftfuldt i høj belysning – særligt under stærk UV-belysning. Fluorescens forekommer, når UV-lys kastes tilbage med en længere og mindre energieffektiv bølgelængde – en bølgelængde, som er synlig for det menneskelige øje. Enkelte af de UV-reaktive materialer (de fosforescerende) evner desuden at lagre og afgive lys længe efter den eksterne belysning er ophørt eller indstillet. En del flash typer er UV-reaktive, og det samme er materialer, som er indfarvet chartreuse og pink eller afbleget hvide.
UV-reflekterende (UV-R) fluer
Materialer til fluer der er UV-reflekterende er materialer med en overflade, der i høj grad reflekterer sollysets UV-spektrum lys – uanset materialets farve. Ud over en del naturligt UV-lysreflekterende fluebindingsmaterialer, findes der efterhånden også en lang række materialer, der er behandlet, så det i højere grad end ellers reflekterer UV-lys. Disse materialer lyser op på en langt mere naturlig og diskret måde end UV-reaktive materialer.
Spirit River har lanceret en serie af UV-reflekterende materialer under navnet UV2. Flere af dem er UV-reaktive (fluroscerende),
men de UV-reflekterende egenskaber kan ikke ses med det menneskelige øje – heller ikke under black light.
Det første møde med UV fluer var overbevisende
I Canada og USA, for snart otte år siden, stiftede jeg første gang bekendtskab med UV-reflekterende fluer. En lokal guide på Vancouver Island tippede mig om, at særligt kystnære sølv- og pukkellaks samt havvandrende cutthroat-ørreder reagerede voldsomt på kystfluer bundet af UV-reflekterende materialer. Han gav mig nogle enkelte fluer, og dem fik jeg efterfølgende nogle øjenåbnende oplevelser med. Under mundingsfiskeri på øen – side om side med op mod 30 andre ivrige lokale fluefiskere – krogede jeg den ene opgangsfisk efter den anden på disse UV-fluer. At hovedparten af de resterende fluefiskere på pladsen måtte gå tomhændede hjem, overbeviste mig om, at UV-fluerne var noget, som også skulle prøves under hjemlige forhold.
Sidenhen har jeg eksperimenteret en del med UV-reflekterende og UV-fluorescerende materialer i mine kystfluer med stor succes. Og ved at fiske simultant med to identiske kystfluer – hvoraf den ene har været UV-forstærket – har jeg fået et indblik i, hvor effektive UV-kystfluer kan være. Vigtigst af alt har jeg fundet ud af, at der er bestemte situationer, hvor UV-kystfluer er særligt relevante, og at forskellige typer UV-fluer egner sig til forskellige fiskesituationer.
UV lys er en naturlig del af solens lysspektrum, og særligt i klart vand lyser UV-reflekterende emner betragteligt op. Til afsøgende fiskeri er UV-kystfluer derfor oplagte – og det kan give nogle fine blankfisk som denne.
Med UV-fluer efter havørred på kysten
Kystfluer med gode UV-reflekterende egenskaber er først og fremmest interessante, fordi en lang række af havørredens fødeemner er særdeles UV-reflekterende. Brislinger og sild har eksempelvis skæl, som i høj grad reflekterer solens UV-spektrum, og på samme måde er flere børsteormsarter og mange delvist transparente krebsdyr – herunder rejer og tanglopper – UV lysreflekterende og let fluorescerende.
Det betyder i praksis, at disse fødeemner ligesom lyser op i vandet, og at havørreden ser disse fødeemner langt bedre og på afstand, end mange af de imitationer, vi fluebindere kreerer. At binde eksempelvis sine rejefluer med lidt UV-dubbing eller UV-chenille kan derfor både gøre fluerne mere troværdige i havørredens optik og gøre den mere synlig i vandet. Det første kan være en fordel, når der fiskes i klart og stillestående vand efter selektive, sky og skeptiske fisk, mens det andet kan være en fordel, når der fiskes i lavt lys, eller man gerne vil afsøge en masse vand hurtigst muligt. Sidstnævnte kan eksempelvis være effektivt i foråret, hvor fiskene ofte er sultne og ukritiske – og hvor det, at fluen bliver set, er det væsentligste kriterium for at få hug.
Virker UV-fluer om natten?
Til natfiskeri har UV-reflekterende fluer ikke samme berettigelse som i dagslys. Om natten (særligt på stjerneklare nætter) er der fortsat overraskende mængder UV-lys i spil, og det skaber en form for subtil lyståge – en lys tåge, der danner en baggrund imod hvilken havørreden jager. Her bliver UV-absorberende fluer – gerne i helt mørke nuancer – særligt synlige for havørreden. De tegner nemlig kraftige silhuetter imod UV-lyset. Ellers kan fos forescerende UV-fluer være interessante, da de kan lades, og dermed generere et eget og særligt klart lys – et lys, som havørrederne ganske let får øje på.
Det værd at notere, at UV-lys penetrerer vand i en helt anden grad end synligt lys. Det trænger faktisk op til 10 gange dybere ned. Desuden er UV lys dominerende i skumringsperioderne og i gråvejr, og det er medvirkende til, at hav ørrederne kan fortsætte med at jage effektivt i ellers svage lysforhold. For os fluefiskere betyder det, at UV-fluer er særligt relevante i lav belysning, hvor synlighed er et presserende tema. I forhold til omgivelserne lyser de nemlig op, når solen står lavt på himlen samt på tidspunkter, hvor de almene lysforhold er relativt ringe. Desuden kan UVR materialer være medvirkende til at gøre imitationsfluer i naturlige grundfarver såsom grøn, brun og grå mere synlige for fisken.
UV-reaktive (fluoroscerende) materialer er alment udbredte efterhånden – også i mode – verdenen. Her er det lidt UV-glimmer og neglelak, som er glimrende til opblanding i eksempelvis epoxy-lim.
UV-fluer ekstremt synlige på dybt vand
Hvad synlighed angår kan det også være en fordel at anvende UV-fluer, når der fiskes på større dybder med synkeline eller vægtbelastede fluer. På dybt og klart vand er både UV-R og UV-F fluer relevante – men særligt fluer i hvide, chartreuse, pink og blå materialer er synlige for fiskene på betragtelige dybder, eftersom disse farver lyser naturligt op i UV-lys. Deres synlighed i plumret eller farvet vand er til gengæld ikke nær så god. Under sådanne forhold spredes og flimrer solens UV-lys i vandet, og her giver det umiddelbart god mening at fiske med kystfluer, der er UV-absorberende – eksempelvis indfarvede sorte fluer. De aftegner sig nemlig i vandet med en skarp silhuet, står tydeligt frem i tågen af UV-lys og er på den måde nemmere for havørreden at få øje på.
UV-følsomhed hos fisk varierer
I løbet af sensommeren og efteråret, hvor havørrederne begynder at bevæge sig mod gydevandløbene, er de særligt følsomme overfor UV-lys. Her er kystfluer bundet af UV-R materialer særligt synlige for havørrederne, og de af fiskene, der allerede har afviklet huginstinktet kan ofte tirres eller provokeres til at hugge ved at hjemtage en flue bundet af UV-F materialer i hidsige ryk. Her kan man også tage fosforescerende UV-materialer i brug. Ellers kan det anbefales at være en smule påpasselig med UV-F materialerne. Som ophængerflue, kan de bruges til at lokke havørreder til og vække deres nysgerrighed, men man må ikke glemme at kraftig fluorescens er et relativt fremmed fænomen for havørreden. Det er nemlig ikke et udpræget karaktertræk blandt havørredens naturlige byttedyr, og fisker man på selektive og sky fisk i klart vand, kan overdrevent fluorescerende fluer tænkes at virke decideret afskrækkende på havørreden.
Hvad UV-R materialerne angår, så har jeg endnu ikke oplevet, at de gør mine kystfluer mindre effektive – tvært imod! Alligevel forsøger jeg at dosere dem relativt sparsommeligt, så de ikke virker overdrevne. Det er svært at vide, præcis hvordan kystens byttedyr ser ud for havørreden – hvordan de skinner og farvemættes i vandet, men ved at binde nogle kystfluer i naturtro nuancer, og samtidig »kode« dem med diskrete indslag af UV-R materialer opnår man nogle fluer, som lyser op i vandet uden at virke unaturlige. Og det kan føje nye dimensioner til dit kystfluefiskeri.
Under almindeligt dagslys, er det ikke umiddelbart til at se, at der er tale om et UV-reaktivt flue – bindingsmateriale og en UV-reaktiv flue. Her kunne lige så godt være tale om almindelig Polar Chenille.
I black light lyser UV-reaktive materialer betragteligt op, og nogle af dem gløder og ændrer farvetone. De violette farver her
skyldes dog UV-belysningens svage violette skær.
En jungle af UV-materialer til havørredfluer
UV-fluebindingsmaterialer bliver mere og mere almindeligt forekommende i mange fluebindingsforretninger som et supplement til UV-fluorescerende materialer. Og amerikanske producenter såsom Spirit River, Wapsi og Hareline har de seneste år brugt masser af ressourcer på at udvikle indfarvningsteknikker til at gøre deres fluebindingsmaterialer mest muligt UV-reflekterende. I produktion findes blandt andet gummiben, Polar Chenille, dubbing, påfugleherl, fasanfjer, hackler, CDC fjer, kaninstrips, kalvehaler og marabou. Hvorvidt de rent faktisk er UV-reflekterende i høj grad, er umuligt at afgøre uden avanceret UV-følsomt kameraudstyr. At mange af dem til gengæld er UV-fluorescerende kan påvises med en UV-lampe – og som oftest vil der være en vis sammenhæng mellem de to ting.
nov 11, 2023 | ABORRE, Artikler, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred, Spinnefiskeri efter aborrer
Flot fluefanget havørred fra den yderste del af fjorden. Fisken leverede et brag af en kamp, før den måtte overgive sig.
Sakskøbing Fjord på den Lollandske nordkyst byder på et spændende og artsrigt fiskeri efter mange arter og i særdeleshed havørred. Pladserne er imidlertid ikke indlysende eller lette at finde, så her giver Tue Blaxekjær dig en grundig pladsguide.
TEKST: TUE BLAXEKJÆR, FOTO: RASMUS DITLEFSEN
I SLUTFIRSERNE blev jeg som juniormedlem af Sakskøbing Fiskeklub introduceret til fiskeriet i Sakskøbing Fjord. Som knægt brugte jeg meget tid på aborrerne i fjorden, da de var meget nemmere, at få i tale end fjordens havørreder.
Men drømmen om at overliste en af fjordens blankfisk var gennem årene som juniorfisker konstant til stede, og den blev ikke mindre af, at de »gamle« i klubben jævnligt hev nogle rigtig fine havørreder på land. Som juniorfisker lykkedes det mig aldrig, at fange en af de for os knægte forjættede fisk. Min første havørred fra fjorden fangede jeg som 18 årig på en særdeles kold og forblæst februardag. Jeg husker tydeligt, hvordan det væltede ned med slud og hvor lykkelig jeg var for varmen i mine forældres bil, som på det tidspunkt ofte lagde dæk til fisketurene. Min fiskemakker og jeg sad i bilen som et par rigtige »molekonger « og holdt øje med hver vores flåd som langsomt drev med strømmen ude i fjorden. Pludselig gik mit flåd under, og jeg fik travlt med at komme ud af bilen. Efter en kort fight på et par minutter, kunne jeg løfte en fin 50 centimeters blankfisk ud af fangstnettet. Denne episode blev for alvor starten på mit havørredfiskeri i Sakskøbing Fjord.
Rasmus med en fin blank overspringer fra den inderste del af fjorden. Fisken er fanget på en kobber farvet Snurrebasse fra OGP. Specielt i de kolde måneder kan en lille langsomt fisket
Snurrebasse nemt ændre dagen fra fiasko til succes.
Lystfiskeri i Sakskøbing Fjord
Sakskøbing Fjord skærer sig som en smal kile ind i landet, og langs det smalle løb er det småt med åbenlyse kystpladser. Fjorden er fra udløbet af Sakskøbing Å og ud til lystbådehavnen et udpræget havneområde med boldværk, bådebroer, fortøjningspæle og husbåde. Den inderste del af fjorden, hvor den gamle industrihavn ligger, er gennem de sidste mange år blevet renoveret. Det gamle værft er blevet revet ned, tørdokken er blevet fyldt med jord og er nu græsplæne. Hvor værftet lå, er der nu bygget rækkehuse.
Da jeg i sin tid begyndte, at fiske i fjorden, kunne vi kun drømme om at fiske fra værftets område. Dette er nu blevet muligt. Selvom hele havneområdet gennem en årrække har ændret sig markant er fiskeriet stadig i særklasse. Som i mange andre brakvandsområder, er det altid spændende, at se hvad der sidder for enden af linen, når først hugget er faldet. Artsmæssigt kan der i Sakskøbing Fjord fanges aborre, skrubber, hornfisk, torsk, regnbueørred og selvfølgelig havørred. Det meste fiskeri i Sakskøbing Fjord adskiller sig markant fra almindeligt kystfiskeri idet, man fisker fra land og ikke i waders. Grundet fjordens mangfoldighed i fiskearter egner den sig rigtig godt til fiskeri, hvor familiens yngste skal med. Det er ligeledes nemt at komme rundt, der er god plads og fisker man når der er torsk og aborre inde i havnen, er der stort set altid fangstgaranti.
Fisketeknikker i Sakskøbing Fjord
Under fiskeri med blink kan man med stor fordel sætte en flue på som ophænger. I de kolde måneder er det ikke så få af fjordens havørreder, som har måttet overgive sig til en kobberbasse fisket som ophænger. Flådfiskeri med de billige hvide frostrejer fra Netto er ofte en sikker vinder, når der fiskes efter fjordens hav- og regnbueørreder. Dybden rejen skal fiskes i kan variere meget, men som udgangspunkt er det en god ide, at starte med at fiske rejen mellem en halv og hel meter under flåddet. I de kolde måneder er der ofte mange undermålere inde i fjorden. Det er derfor vigtigt, at man hurtigt giver tilslag under flådfiskeri så de små fisk ikke kroges for dybt.
Arkaluk Andersen med to fine fjordørreder fanget fra kajak. Den gule kajak er siden billedet blev taget udskiftet med en pedalkajak fra Hobie. Pedalkajakken gør at Arkaluk under sejllads har begge arme
fri, så grejet nemmere kan passes.
Fiskepladser i Sakskøbing Fjord
Fjorden har mange gode pladser. Her får du nogle af dem:
HULLET er en af de mest fiskede pladser i fjorden, så hvis man vil være sikker på, at få en plads, er det en meget god ide, at være på pladsen, inden det bliver lyst. I sin tid lå Sakskøbing Værft, der hvor man nu står og fisker. På pladsen kan man fiske udover dybt vand eller langs markante skrænter og ujævn bund. Et lille tip til denne plads er, at lære bunden og skrænterne at kende. Når man først har lært skrænterne og bundens kontur, at kende optimerer man virkelig sin chance for rigtig grov havørred. Specielt på dage med udadgående strøm, har havørrederne det med, at samle sig i dette område. Mindre blink og spinnere med kobberblad er en sikker vinder til hullets havørreder.
LANGSIDEN er det område, der strækker sig fra Sakskøbing Å’s udløb og ned til 90 graders knækket inden husbådene. Der er nu kommet en fredningszone her. Tidligere var der her på dette stræk god mulighed for at fange aborre, torsk, regnbueørred og havørred.
VED HUSBÅDENE stod der ofte folk og fiskede på broerne. Husbådene ligger til inde i den inderste del af havnen. Som udgangspunkt havde ejerne af husbådene ikke noget i mod, at folk stod på broerne og fiskede, men der har dog været episoder, hvor lystfiskere ikke har ryddet op efter dem selv eller på anden måde har udvist en ikke acceptabel adfærd i området omkring husbådene. Det er dog ikke tilladt mere. Trist – for fra broerne omkring husbådene var der god mulighed for at fange aborre, torsk og havørred. Det var fra broerne ligeledes muligt, at fiske ud i det største åbne område i Sakskøbing Havn.
Såfremt det er torsk og aborre der fiskes efter, fisker tunge spinnere som ABU Refleks, jigs eller dybtgående blink godt. Fiskes der udelukkende efter fjordens ørreder, vil jeg anbefale fiskeri med en Mepps 4 spinner med kobberblad eller gennemløbere som Snurrebassen no. 2 – 3.
Sakskøbing Fjord set fra udløbet af åen. Billedet er taget en kold vintermorgen lige efter isen havde sluppet sit greb på fjorden. I dagene efter isen var brudt, blev der landet rigtig mange havørreder fra den inderste del af fjorden.
SAKSKØBING ROKLUB ligger efter husbådene på vej ud af fjorden. Fjorden er ikke særlig bred ved roklubben, og man har ikke de store problemer med at dække fjorden i dens fulde bredde under spinnefiskeri. Her på denne plads er det en god ide, at kaste på langs med fjorden. På dage med en god udadgående strøm kan en flådfisket orm som driver et par meter fra modsatte bred nemt give et par gode ørreder.
SAKSKØBING LYSTBÅDEHAVN ligger lige inden den snævre inderfjord så småt begynder at brede sig ud. Ligesom de fleste andre pladser i Sakskøbing Fjord foregår fiskeriet her fra land, og waders er derfor ikke nødvendige. Der kan fiskes fra stensætningen eller langs fjordstien og ind mod Sakskøbing by. Hvis man fisker fra stensætningen kan man med fordel lægge ens kast så de fisker parallelt med sejlrenden. Er der udadgående strøm kan flådfiskeri med orm eller levende rejer, som fiskes langs skrænten til sejlrenden, være særdeles givende. Fisker man langs fjordstien, er det en god ide at kaste skråt mod modsatte bred. På den måde får man affisket mere vand, mens man følger stien ind mod byen.
OREBY HAVN tiltrækker hvert forår hornfisken, og i denne periode valfarter lystfiskere hertil i hobetal. Det sker ikke så sjældent, at der under fiskeri efter hornfisk, fanges rigtig grove havørreder fra denne plads. Pladsen ligger lige på grænsen mellem den smalle fjord og smålandshavet. Det er muligt at fiske pladsen fra land og i waders. Vil man vadefiske skal det foregå på højre side af havnen, da bunden til venstre er meget blød. På denne plads er der god chance for havørred, hornfisk og aborre.
En håndfuld af Arkaluks udvalgte fluer. Det er ikke så få havørreder fra fjorden som denne samling af fluer har på samvittigheden. Udover at være en dygtig fisker, binder Arkaluk også selv sine fluer.
Lokaltips til Sakskøbing Fjord
Kajak og flydering er populært, da store dele af Sakskøbing Fjord har en meget blød bund som umuliggør almindeligt vadefiskeri. Specielt i den inderste del af fjorden og ude ved Oreby Havn kan fluefiskeri fra flydering eller kajak være meget givende. Fra flyderingen og kajakken kan man nå områder, som ikke kan nås fra land. Man har derudover mulighed for at affiske og afsøge skrænterne fra sejlrenden, hvor fiskeriet foregår på langs med skrænterne.
Arkaluk Andersen har fisket i Sakskøbing Fjord det meste af livet, og kender om nogen fjorden som sin egen bukselomme. Da jeg ikke selv er kajakfisker, har jeg haft en god snak med Arkaluk om kajakfiskeri i fjorden. Ud over tips til kajakfiskeri har Arkaluk været så venlig, at vise nogle af de fluer, som han fisker med i fjorden – fx gode kendinge som Kobberbassen, Polarmagnus, og egne kreationer.
Arkaluk har fisket fra kajak i fjorden de sidste otte år. Udover at fiske fra kajakken, bruger han den også til at komme fra plads til plads. Normalt skal man gå meget langt gennem skov eller langs kysten for, at nå pladserne som findes ud for bl.a. Maltrup Skov eller Krårup. Ved at studere Google Maps kan man hurtigt danne sig et overblik over, hvor potentielle kystpladser som ikke er nævnt i artiklen findes. – Normalt dørger jeg med blink efter kajakken, når jeg skifter fiskeplads, fortæller han. – Når jeg er fremme ved pladsen som skal fiskes, smider jeg ofte anker og fisker pladsen vadende. På mange af mine pladser er det muligt at affiske området fra kajakken. Det meste af mit fiskeri foregår med fluestang, og jeg koncentrerer meget af fiskeriet omkring skrænterne langs sejlrenden. Normalt fisker jeg med en synkeline, og de fleste hug falder, når fluen begynder, at stige op langs sejlrendens skrænter, slutter han.
Lokal fisker med en pæn aborre fra fjorden. Fjordens sortstribede jægere kan fanges det meste af året. Højsæson er dog forår og efterår. I sommermånederne kan større eksemplarer af aborren ofte træffes pelagisk under fiskeri i den yderste del af fjorden.
nov 7, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri, Video
Kristian Søndergaard Thorsen, der har grejbutikken Grejxperten – er en habil kystfisker med over tyve års havørrederfaring fra en lang række kystområder i Danmark og Sydsverige. I denne lærerige og inspirerende video er vi taget med ham på Sjællands nordkyst med spinnegrejet. Undervejs gennemgår han, hvad han bruger af udstyr samt hvorfor – og afslører sine favoritblink og fluer til både spinne- og bombardafiskeriet. Glæd dig et en fed dag på kysten med havørred i nettet og masser af grejnørderi.
Se videoen på Fisk & Fris YouTube her.
Husk at abonnere på Fisk & Fris Youtube – det er gratis.
okt 27, 2023 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Miljø og debat
Jens Bursell med en af de havørreder, som vi alle gerne så nogle flere af på kysten.
Prædation fra bl.a. skarv er et kæmpe problem – ikke mindst, når vi skal udsætte fisk. Men hvad nu, hvis man kunne udsætte fx ørred, så man undgik en stor del af prædationen uden brug af eksempelvis smoltvagter – samtidig med, at man fik præget smolten korrekt til at home hjem til eget vandløb? Her får du et bud på en mulig løsning.
AF JENS BURSELL
HVORDAN FÅR VI FLERE HAVØRRED PÅ KYSTEN? De fleste lystfiskere kan blive enige om, at tiltag, der fører til forbedrede livsvilkår for ørrederne, er vejen frem – både på den korte og lange sigt. Men når snakken går på at supplere de naturlige bestande med udsætninger, så deles vandene. For hvordan skal det gøres, så det er mest effektivt – uden at man risikerer genetisk forurening eller at forstyrre den delikate økologiske balance langs med kysterne?
Der er nok ingen tvivl om, at fangsterne på de danske kyster toppede i senfirserne og halvfemserne, hvor det store arbejde med at fremme den naturlig reproduktion i vandløbene blev suppleret med store udsætninger af ørred direkte på kysterne. Fiskene voksede sig store – og dengang var det ikke ualmindeligt, at dygtige kystfiskere fangede adskillige trofæfisk over fem kilo på en sæson. Sådan er det ikke mere. Kystudsætningerne blev stoppet med det argument, at man var nervøse for genetisk forurening af lokale havørredstammer fra kystudsatte havørreder, som ikke ”homede” hjem til deres oprindelige åer. I stedet ville man satse på forbedret naturlig reproduktion i åerne kombineret med mundingsudsætninger som kompensation for tab af smolt på grund af habitatsændringer.
Spørgsmålet, som alle diskuterer, er så: Er den nuværende model god nok til at skabe en sund bestand af havørred, der med et stigende fisketryk, er stor nok til at levere det gode kystfiskeri, som både lystfiskere, grejbranchen og turistorganisationerne drømmer om? Der er ingen tvivl om, at de danske havørredbestande – ud over at være en uundværlig del af naturen – har en kæmpestor rekreativ og socioøkonomisk værdi. Men kan bestanden tåle øget fiskepres og kommerciel udnyttelse, hvis vi ikke tænker i helt nye baner? Bruges vores fisketegnsmidler godt?
Som det er nu skal der ofte lægges mange timers fiskeri i at fange en havørred på kysten – hvis da ikke lige man som Klaus Aaes her konstant har fingeren på kystpulsen.
Får vi nok for pengene? Skal fiskepleje og forskning i udbud eller prioriteres anderledes? – eller er der brug for helt friske idéer kombineret med nyt fagligt input for at skabe den natur og det fiskeri, vi alle går og drømmer om?
Som nævnt kan de fleste blive enige om, at forbedringer af naturgrundlaget til enhver tid bør være hjørnestenen og omdrejningspunktet i kampen for stærkere og naturligt reproducerende havørredbestande. Men, når det er sagt, så er der de seneste år kommet mange nye idéer, som hver især måske vil kunne bidrage til sundere bestande af vildfisk og et bedre kystfiskeri over alt i landet:
Flere havørred – nye metoder i fiskeplejen?
Der er allerede mange gode projekter i gang med både frivillig og professionel fiskepleje rundt omkring i landet, og det har der været i mange år. Det udelukker dog ikke, at der også kan eksperimenteres med andre tiltag. Hvis man skal tænke i nye baner omkring opskalering af mundings-og/eller kystudsætninger, er det afgørende at forholde sig til faktorer som eksempelvis øget prædation fra skarv- og sælbestandene, der er vokset markant siden halvfemserne. For hvad nytter det at udsætte en masse fisk, hvis de ender i maverne på sultne rovdyr? Det er indlysende, at man bør forske mere i, hvordan fiskene kan sættes ud, så man nedsætter risikoen for, at de bliver spist. Udsætning om natten har allerede været på banen som en oplagt mulighed for at nedsætte prædationen fra dyr, der primært jager om dagen ved hjælp af synet. Men der er måske også andre muligheder, som ikke rigtig er blevet afprøvet for ørred i Danmark:
1) Kystudsætning af mundingsprægede fisk. For at ørred kan præges til at vende retur til deres oprindelige vandløb og gyde, så man undgår genetisk forurening, udsættes fiskene ved mundingsudsætningerne normalt i åens udløb, hvorefter de over et par dage spredes efter af have fået ”smagen” af deres eget vandløb.
Problemet med én samlet stor udsætning i en åmunding er naturligvis, at man skaber en stærkt forudsigelig fødekilde i tid og rum, som gør det lettere for områdets rovfisk, skarv og sæler at tage for sig af retterne. Men hvem ved? – udover at regulere mængden af skarv og sæler – kan løsningen på dette problem måske være at præge fiskene til vandløbet i flydende gummicoatede, prædatorsikrede netbure, så de ikke tager skade, hvorefter man et stykke tid senere – efter mørkets frembrud – trækker udsætningsfiskene ud langs med kysten, hvor de spredes uforudsigeligt over et større areal i ly af mørket. I åer med ringe vandføring kan man alternativt præge fiskene i landbaserede tanke med vand fra åen – og herefter kombinere med land- og vandtransport i tanke, indtil udsætningen finder sted langs med kysterne. Med denne udsætningsform undgår man også, at fiskene forvilder sig op i åen, hvor de kan give uønsket konkurrence med de stationære vildfisk – eller blive et let offer for fx mink, skarv og fiskehejrer.
Der er masser af muligheder for at tænke i nye baner. Med denne teknik kan man sandsynligvis få udsat havørreder direkte i saltvand, der samtidig homer til de rette vandløb på en måde, hvor langt færre fisk sikkert vil gå tabt. Der vil måske være brug for en aklimatiseringsfase i stigende grad af saltholdighed – men det vil teknisk set næppe være svært at løse. Alt i alt vil en udsætningsform som denne sikkert være en tak dyrere, men til gengæld vil man sandsynligvis kunne få betydeligt mere ud af sine penge – fordi stykprisen pr. overlevende havørred, der vender retur til vandløbet og fører generne videre sandsynligvis vil blive lavere. Lignende teknikker er anvendt til laks – med succes, så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre til havørred?
Kystfiskeriet byder på fantastiske naturoplevelser – men det er endnu sjovere, hvis man også fanger noget – som fx fisken ovenfor taget af Jens Bursell.
2) Kystudsætninger af sterile havørred er en anden oplagt mulighed for at styrke de vilde bestande, som der tidligere har været skrevet om på fiskogfri.dk. Og hvordan så det? Jo – hvis man finneklipper udsætningsfiskene, så man som lystfisker let kan kende forskel på vildfisk og sterile fisk, kan man enten frivilligt eller som regel genudsætte alle vildfisk, mens man med god samvittighed kan hjemtage de sterile opdrætsfisk. På den måde vil man sandsynligvis både kunne få et markant bedre kystfiskeri samtidig med, at man sænker fiskepresset på vildfiskene, som herved får bedre mulighed for at videreføre deres gener, så vi får endnu større og sundere bestande af vildfisk. Det er både let og billigt at sterilisere ørredæg ved en simpel varmebehandling – og ved at gøre dette, er man 100 % sikker på ikke at skabe genetisk forurening som følge af en udsætning.
Ud over nytænkning inden for mundings- og kystudsætninger kan der meget vel tænkes at være gode muligheder i at opdyrke, forfine og forske i eksisterende metoder og tankegange, som pt ikke anvendes officielt eller i større skala, fordi de (endnu) ikke er godkendt af myndighederne. Det drejer sig blandt andet om brugen af eksempelvis Lars Michaelsens idé med rugekasser i åerne og anvendelse af Morten Ringive Humbæk-metode, der kan bidrage til at ændre de fysiske forhold i åernes øvre løb, så ørredynglen lettere kan overleve og dermed på sigt bidrage til de kommende generationer af vildfisk. I begge tilfælde er der tale om potentielt gode idéer, som sandsynligvis har potentialet til at supplere det altoverskyggende mål – nemlig flere fisk samt en forbedring af naturgrundlaget og ørredens naturlige habitater.
Hvis man vil de danske ørredbestande det bedste, er det vigtigt, at man ikke bliver religiøs og lader sig fastlåse af gamle forvaltningsmønstre. Hvis vi vil have et kystfiskeri efter havørred i verdensklasse – samtidig med, at vi bliver flere lystfiskere, der fisker efter dem, så er der brug for et paradigmeskift – både i den måde vi behandler vores natur, og i den måde vi forvalter den på.
Hovedparten af denne tekst blev oprindeligt publiceret i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten” i 2022, som du kan købe her (REKLAME).
