Flot fluefanget havørred fra den yderste del af fjorden. Fisken leverede et brag af en kamp, før den måtte overgive sig.
Sakskøbing Fjord på den Lollandske nordkyst byder på et spændende og artsrigt fiskeri efter mange arter og i særdeleshed havørred. Pladserne er imidlertid ikke indlysende eller lette at finde, så her giver Tue Blaxekjær dig en grundig pladsguide.
TEKST: TUE BLAXEKJÆR, FOTO: RASMUS DITLEFSEN
I SLUTFIRSERNE blev jeg som juniormedlem af Sakskøbing Fiskeklub introduceret til fiskeriet i Sakskøbing Fjord. Som knægt brugte jeg meget tid på aborrerne i fjorden, da de var meget nemmere, at få i tale end fjordens havørreder.
Men drømmen om at overliste en af fjordens blankfisk var gennem årene som juniorfisker konstant til stede, og den blev ikke mindre af, at de »gamle« i klubben jævnligt hev nogle rigtig fine havørreder på land. Som juniorfisker lykkedes det mig aldrig, at fange en af de for os knægte forjættede fisk. Min første havørred fra fjorden fangede jeg som 18 årig på en særdeles kold og forblæst februardag. Jeg husker tydeligt, hvordan det væltede ned med slud og hvor lykkelig jeg var for varmen i mine forældres bil, som på det tidspunkt ofte lagde dæk til fisketurene. Min fiskemakker og jeg sad i bilen som et par rigtige »molekonger « og holdt øje med hver vores flåd som langsomt drev med strømmen ude i fjorden. Pludselig gik mit flåd under, og jeg fik travlt med at komme ud af bilen. Efter en kort fight på et par minutter, kunne jeg løfte en fin 50 centimeters blankfisk ud af fangstnettet. Denne episode blev for alvor starten på mit havørredfiskeri i Sakskøbing Fjord.

Rasmus med en fin blank overspringer fra den inderste del af fjorden. Fisken er fanget på en kobber farvet Snurrebasse fra OGP. Specielt i de kolde måneder kan en lille langsomt fisket
Snurrebasse nemt ændre dagen fra fiasko til succes.
Lystfiskeri i Sakskøbing Fjord
Sakskøbing Fjord skærer sig som en smal kile ind i landet, og langs det smalle løb er det småt med åbenlyse kystpladser. Fjorden er fra udløbet af Sakskøbing Å og ud til lystbådehavnen et udpræget havneområde med boldværk, bådebroer, fortøjningspæle og husbåde. Den inderste del af fjorden, hvor den gamle industrihavn ligger, er gennem de sidste mange år blevet renoveret. Det gamle værft er blevet revet ned, tørdokken er blevet fyldt med jord og er nu græsplæne. Hvor værftet lå, er der nu bygget rækkehuse.
Da jeg i sin tid begyndte, at fiske i fjorden, kunne vi kun drømme om at fiske fra værftets område. Dette er nu blevet muligt. Selvom hele havneområdet gennem en årrække har ændret sig markant er fiskeriet stadig i særklasse. Som i mange andre brakvandsområder, er det altid spændende, at se hvad der sidder for enden af linen, når først hugget er faldet. Artsmæssigt kan der i Sakskøbing Fjord fanges aborre, skrubber, hornfisk, torsk, regnbueørred og selvfølgelig havørred. Det meste fiskeri i Sakskøbing Fjord adskiller sig markant fra almindeligt kystfiskeri idet, man fisker fra land og ikke i waders. Grundet fjordens mangfoldighed i fiskearter egner den sig rigtig godt til fiskeri, hvor familiens yngste skal med. Det er ligeledes nemt at komme rundt, der er god plads og fisker man når der er torsk og aborre inde i havnen, er der stort set altid fangstgaranti.
Fisketeknikker i Sakskøbing Fjord
Under fiskeri med blink kan man med stor fordel sætte en flue på som ophænger. I de kolde måneder er det ikke så få af fjordens havørreder, som har måttet overgive sig til en kobberbasse fisket som ophænger. Flådfiskeri med de billige hvide frostrejer fra Netto er ofte en sikker vinder, når der fiskes efter fjordens hav- og regnbueørreder. Dybden rejen skal fiskes i kan variere meget, men som udgangspunkt er det en god ide, at starte med at fiske rejen mellem en halv og hel meter under flåddet. I de kolde måneder er der ofte mange undermålere inde i fjorden. Det er derfor vigtigt, at man hurtigt giver tilslag under flådfiskeri så de små fisk ikke kroges for dybt.

Arkaluk Andersen med to fine fjordørreder fanget fra kajak. Den gule kajak er siden billedet blev taget udskiftet med en pedalkajak fra Hobie. Pedalkajakken gør at Arkaluk under sejllads har begge arme
fri, så grejet nemmere kan passes.
Fiskepladser i Sakskøbing Fjord
Fjorden har mange gode pladser. Her får du nogle af dem:
HULLET er en af de mest fiskede pladser i fjorden, så hvis man vil være sikker på, at få en plads, er det en meget god ide, at være på pladsen, inden det bliver lyst. I sin tid lå Sakskøbing Værft, der hvor man nu står og fisker. På pladsen kan man fiske udover dybt vand eller langs markante skrænter og ujævn bund. Et lille tip til denne plads er, at lære bunden og skrænterne at kende. Når man først har lært skrænterne og bundens kontur, at kende optimerer man virkelig sin chance for rigtig grov havørred. Specielt på dage med udadgående strøm, har havørrederne det med, at samle sig i dette område. Mindre blink og spinnere med kobberblad er en sikker vinder til hullets havørreder.
LANGSIDEN er det område, der strækker sig fra Sakskøbing Å’s udløb og ned til 90 graders knækket inden husbådene. Der er nu kommet en fredningszone her. Tidligere var der her på dette stræk god mulighed for at fange aborre, torsk, regnbueørred og havørred.
VED HUSBÅDENE stod der ofte folk og fiskede på broerne. Husbådene ligger til inde i den inderste del af havnen. Som udgangspunkt havde ejerne af husbådene ikke noget i mod, at folk stod på broerne og fiskede, men der har dog været episoder, hvor lystfiskere ikke har ryddet op efter dem selv eller på anden måde har udvist en ikke acceptabel adfærd i området omkring husbådene. Det er dog ikke tilladt mere. Trist – for fra broerne omkring husbådene var der god mulighed for at fange aborre, torsk og havørred. Det var fra broerne ligeledes muligt, at fiske ud i det største åbne område i Sakskøbing Havn.
Såfremt det er torsk og aborre der fiskes efter, fisker tunge spinnere som ABU Refleks, jigs eller dybtgående blink godt. Fiskes der udelukkende efter fjordens ørreder, vil jeg anbefale fiskeri med en Mepps 4 spinner med kobberblad eller gennemløbere som Snurrebassen no. 2 – 3.

Sakskøbing Fjord set fra udløbet af åen. Billedet er taget en kold vintermorgen lige efter isen havde sluppet sit greb på fjorden. I dagene efter isen var brudt, blev der landet rigtig mange havørreder fra den inderste del af fjorden.
SAKSKØBING ROKLUB ligger efter husbådene på vej ud af fjorden. Fjorden er ikke særlig bred ved roklubben, og man har ikke de store problemer med at dække fjorden i dens fulde bredde under spinnefiskeri. Her på denne plads er det en god ide, at kaste på langs med fjorden. På dage med en god udadgående strøm kan en flådfisket orm som driver et par meter fra modsatte bred nemt give et par gode ørreder.
SAKSKØBING LYSTBÅDEHAVN ligger lige inden den snævre inderfjord så småt begynder at brede sig ud. Ligesom de fleste andre pladser i Sakskøbing Fjord foregår fiskeriet her fra land, og waders er derfor ikke nødvendige. Der kan fiskes fra stensætningen eller langs fjordstien og ind mod Sakskøbing by. Hvis man fisker fra stensætningen kan man med fordel lægge ens kast så de fisker parallelt med sejlrenden. Er der udadgående strøm kan flådfiskeri med orm eller levende rejer, som fiskes langs skrænten til sejlrenden, være særdeles givende. Fisker man langs fjordstien, er det en god ide at kaste skråt mod modsatte bred. På den måde får man affisket mere vand, mens man følger stien ind mod byen.
OREBY HAVN tiltrækker hvert forår hornfisken, og i denne periode valfarter lystfiskere hertil i hobetal. Det sker ikke så sjældent, at der under fiskeri efter hornfisk, fanges rigtig grove havørreder fra denne plads. Pladsen ligger lige på grænsen mellem den smalle fjord og smålandshavet. Det er muligt at fiske pladsen fra land og i waders. Vil man vadefiske skal det foregå på højre side af havnen, da bunden til venstre er meget blød. På denne plads er der god chance for havørred, hornfisk og aborre.

En håndfuld af Arkaluks udvalgte fluer. Det er ikke så få havørreder fra fjorden som denne samling af fluer har på samvittigheden. Udover at være en dygtig fisker, binder Arkaluk også selv sine fluer.
Lokaltips til Sakskøbing Fjord
Kajak og flydering er populært, da store dele af Sakskøbing Fjord har en meget blød bund som umuliggør almindeligt vadefiskeri. Specielt i den inderste del af fjorden og ude ved Oreby Havn kan fluefiskeri fra flydering eller kajak være meget givende. Fra flyderingen og kajakken kan man nå områder, som ikke kan nås fra land. Man har derudover mulighed for at affiske og afsøge skrænterne fra sejlrenden, hvor fiskeriet foregår på langs med skrænterne.
Arkaluk Andersen har fisket i Sakskøbing Fjord det meste af livet, og kender om nogen fjorden som sin egen bukselomme. Da jeg ikke selv er kajakfisker, har jeg haft en god snak med Arkaluk om kajakfiskeri i fjorden. Ud over tips til kajakfiskeri har Arkaluk været så venlig, at vise nogle af de fluer, som han fisker med i fjorden – fx gode kendinge som Kobberbassen, Polarmagnus, og egne kreationer.
Arkaluk har fisket fra kajak i fjorden de sidste otte år. Udover at fiske fra kajakken, bruger han den også til at komme fra plads til plads. Normalt skal man gå meget langt gennem skov eller langs kysten for, at nå pladserne som findes ud for bl.a. Maltrup Skov eller Krårup. Ved at studere Google Maps kan man hurtigt danne sig et overblik over, hvor potentielle kystpladser som ikke er nævnt i artiklen findes. – Normalt dørger jeg med blink efter kajakken, når jeg skifter fiskeplads, fortæller han. – Når jeg er fremme ved pladsen som skal fiskes, smider jeg ofte anker og fisker pladsen vadende. På mange af mine pladser er det muligt at affiske området fra kajakken. Det meste af mit fiskeri foregår med fluestang, og jeg koncentrerer meget af fiskeriet omkring skrænterne langs sejlrenden. Normalt fisker jeg med en synkeline, og de fleste hug falder, når fluen begynder, at stige op langs sejlrendens skrænter, slutter han.

Lokal fisker med en pæn aborre fra fjorden. Fjordens sortstribede jægere kan fanges det meste af året. Højsæson er dog forår og efterår. I sommermånederne kan større eksemplarer af aborren ofte træffes pelagisk under fiskeri i den yderste del af fjorden.