okt 18, 2020 | ABORRE, Artikler, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter aborrer
Det sene efterår er en fantastisk tid for aborrefiskeren. Her giver Jørgen Larsson dig en stak ekstra tips, der gør ventetiden mellem huggene lidt kortere.
TEKST: JÖRGEN LARSSON, FOTO: JÖRGEN LARSSON OG MATTHIAS BERGLUND
Aborrefiskeri er super sjovt, men til tider er det ikke altid helt lige så let, som man skulle tro. Det er derfor altid godt at have et par håndfulde ekstra tips i ærmet, når du skal ud efter de sortstribede.
1 – Lim softbaitet til jiggen
Personligt foretrækker jeg jighoveder, der ikke har en ”krave” på krogskaftet, da de har en tendens til at flække agnen. Har mit jighoved en sådan, skærer jeg den derfor normalt af. Ulempen er så selvfølgelig, at softbaitet kan glide ned i krogbøjningen, når den bliver slidt eller aborrerne bider i halen.
Istedet giver jeg blot softbaitet en klat sekundlim, inden den skubbes op til jighovedet. Det plejer at holde, og man kan alltid give den en dråbe lim til i løbet af fiskedagen.
2 – Dropshot taklet til aborrer
Den optimale montering af et dropshot-takel til hovedlinen er at bruge en knude, så man slipper for ekstra vægtbelastning, der kan påvirke det delikate takel. Knuder kan dog blive lidt besværlige, så jeg bruger som ringel en lille rig-ring, der i praksis vejer og syner af næsten intet. Et andet dielemma ved dropshotfiskeri på besværlig bund er, at man kan tvinges til at anvende fluorocarbon helt op til 0,30-0,35 mm, hvilket betyder, at det nogle gange kan være hovedlinen, der knækker ved bundhug. Optimalt set skal taklet knække i lineklemmen nede ved loddet, hvis det sætter sig, men bliver forfanget for kraftigt er det altså ofte hoveliner eller knuder, der risikerer at ryge. For at undgå dette, plejer jeg at lave et par kællingeknuder på den nederste del af forfanget under krogen. Knækker jeg forfanget, så beholder jeg fisken, men mister loddet.
Sekundlim er perfekt til at hæfte softbaitet på jighovedet, så det ikke så let ryger af.
3 – Fisk ind i mørket efter aborrerne
Tusmørket omkring solopgang og solnedgang har altid været godt, men det kan tit svare sig at prøve at fiske ind i mørket. Det lærte jeg for et par år siden af min ven Dejan – og siden dengang har jeg tit haft god success med at fiske i mørket. Det er især på de svære dage, at det kan kaste et par store fisk af sig at fiske ind i mørket, og selv har jeg haft de bedste resultater med at fiske med agn, der giver godt med lyd og vibrationer som Westin Shad Teez, Ring Teez ST och Hollow Teez. Man skal være lidt småskør for at gøre det, men det er lidt fedt at fighte en stor aborre i mørket.
4 – Find strukturerne hvor aborrerne gemmer sig
Lokalisering af fiskene er ofte det sværeste ved at fiske efter store aborrer. Nogle gange er det oplagt, hvor fiskene er, men andre gange kan man lede og lede uden resultat. Andre gange viser byttefiskene vejen på ekkoloddet, men langt fra altid. Der er ingen regler for, hvor fiskene er, for alle vande er forskellige – men ofte er steder, hvor mønsteret brydes et godt bud på at finde fisk. Det kan fx være alle former for strukturer som stengrunde, skrænter, banker, bevoksningsbælter, bagvande, ind- eller udløb af åer – eller vaser, broer, havne eller bådpladser.
5 – Varier dit fiskeri mere
Dem der virkelig arbejder med at prøve en masse forskellige agn og præsentationer – er oftest dem, der bliver bedst belønnet. Bare fordi du fisker med jig uden at få et hug, betyder det ikke, at aborrerne ikke vil have en jig. Nogle gange skal man bare prøve en anden form eller farve – så kommer huggene. Og husk – det softbait, der fisker godt om morgenen er ikke nødvendigvis det samme, der fisker godt om eftermiddagen. Netop dette er også årsagen til, at man bør medbringe mange agn. Vil de ikke have et softbait, så vil de måske have en wobler eller en spinner? Nogle gange skal agnen udsende masser af lyd og vibrationer – andre gange ikke: Den som varierer mere, fanger mere.
Jørgen med en af de utallige storaborrer han har taget på softbaits.
6 – Skaf en takelmappe til dine aborretakler
Man kan spare meget tid ved vandet ved at binde sine takler hjemmefra. Man kan selvfølgelig ikke forudse og forberede enhver situation, men den som klargør takler til de mest gængse situationer, sparer sig selv for en masse besvær på turen. Udover færdige takler med forskellige krogstørrelser og forfangsdiametre, har jeg ofte et par pakker med ekstra kroge, svirvler og rigrings i mappen.
7 – Bevar woblerens gang
Normalt foretrækker jeg en lille blinklås til at montere wobleren, men på nogle af de mindste og mest delikate modeller, kan det betyder, at wobleren trækker skævt, når man spinner den hurtigt ind. På disse modeller er det bedst at montere den i en knude med et fast øje – fx Rapalaknuden, der giver en perfekt gang selv på de aller mindste woblere. Valget mellem knude eller blinklås kan også bruges til at fintune woblerens synkeevne.
8 – Monter softbaitet til aborrer korrekt
Man ser ofte, at folk monterer deres softbaits helt forkert. Den mest almindelige fejl er, at softbaitet kroges for dybt eller helt skævt. Kroges den for dybt bliver afstanden mellem krogspids og softbait for lille til at give en god krogning; kroggabet skal nemlig være ordentligt eksponeret. En andel fordel ved at sætte jighovedets krog højere er, at det giver en mere fri bevægelse af softbaitet. Sidder softbaitet skævt på krogen, giver det også en dårligere gang. Det betaler sig altså et være præcis, når man monterer sit softbait.
Foam-rigget kan være ekstremt effektivt, når aborrerne ikke rigtig er i hugget, hvor de typisk vil have en agn, der svæver eller synker langsomt.
9 – Hold softbaitet på plads
Når man har fået nogle fisk på Texas eller Carolina rigget, er det normalt, at softbaitet begynder at blive mere slidt. Og jo mere slidt den bliver, desto sværere bliver det at få den til at sidde rigtigt på krogen, hvilket kan tvinge en til at skifte til en ny agn. Vil du spare lidt, kan du istedet låse softbaitet på krogen med en dråbe sekundlim. Alternativt kan man skubbe softbaitet så langt op, at den går op over knuden til krogen. Af samme årsag kan det godt svare sig at lade en lille linetamp på 3-4 mm stå, når man afklipper knuden. Den kan nemlig fungere som en slags modhage, der holder på baitet, når man trækker det længere op.
10 – Næsekrogning ved dropshot efter aborrer
Mange er nervøse for kun at næsekroge agnen, når der fiskes dropshot, fordi de tror, at aborrerne ikke vil blive kroget ordentligt. Fakta er, at denne optakling fungerer udemærket, så længe fiskene er nogenlunde i stødet – og det giver også en bedre bevægelse i agnen samt en lettere afkrogning, når der kun er én krog i softbaitet. Optaklingen gør nemlig, at agnen er næsten vægtløs i vandet, hvilket betyder, at den ret let suges ordentligt ind af aborren. Selvfølgelig er der undtagelser, men normalt retter aborren sit angreb mod byttefiskens hoved, og så kroger det fint. Kommer din agn over 10-12 centimeter, er det dog en klar fordel at montere en stinger krog i halen.
11 – Prøv en foam-rig til aborrer
Når aborrerne er rigtig træge og svære fx vinter og tidligt forår, kan man placere en bid flydende foam – også kaldet pop-up foam – på tafsen, så baitet bliver flydende, neutralt afbalanceret – eller ganskelangsomt synkende, eksempelvis når man fisker Carolina-rig. Selv anvender jeg forskellige slags foam af alt fra emballager til liggeunderlag. I butikker, der sælger karpeudstyr, kan det købes under navnet pop-up foam. Jeg klipper små cylindrer, som jeg herefter tråder på tafsen med en agnnål af den type, der af karpefiskere bruges til montage af fx boilies og partikelagn. Tråd også et par flådstops på linen, så du kan justere opdriftens placering – og dermed agnens måde at bevæge sig i vandet på. Jo tættere på agnen, desto længere fra bunden præsenteres agnen.
Personligt klipper jeg ofte små stykker af foamen, indtil baitet synker ekstremt langsomt, men nogle gange vil fiskene helst have en agn, der svæver eller står helt stille i vandsøjlen. Det siger sig selv, at med dette takel kan du lave virkelig lange spinstop, så de sky aborrer får rigtig god tid til at bestemme sig.
Den gyldne time er kvalitets fisketid, hvor aborrerne ofte er i hugget.
Afstanden mellem krogspids og softbait er afgørende for krogningen. Montagen nederst – hvor der er maksimal dybde på det frie kroggab – giver den bedste krogning.
Små woblere som denne får det perfekte bevægelsesmønster, hvis de monteres i en løkkeknude.
Aborrerne er vilde med små orme-lignende softbaits som disse.
okt 17, 2020 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri
Når der fiskes efter havørred fra båd syntes det for mange oplagt, at fiskeriet skal foregå langt fra land. Det kan der såmænd også være en sandhed i, når der er tale om trollingfiskeri efter nogle af havets helt store sildeædere. Men ser vi på hvad der bliver fanget af store og små havørreder under kystfiskeri, tegner der sig et billede af, at havørreder i alle størrelser ofte befinder sig kystnært.
AF TUE BLAXEKJÆR
Hvem har som kystfisker ikke prøvet at stå på pladsen, for blot at se hvordan fiskene lystigt springer rundt 200 meter fra land uden for kastehold? Disse fisk kan naturligvis nås fra vandsiden, så derfor kastfisker jeg fra båden, og i udgangspunktet foregår det på to typer af pladser. Den ene er den typiske kystplads som normalt fiskes i et par waders fra land. Den anden plads er stadig rimelig kystnær, men umulig at nå fra land af. Et godt eksempel på et godt havørredspot som er umuligt at nå fra land, er det store lavvandende område ud for Aflandshage på Amager. Dybden i området varierer fra ca. 1 – 2,5 meter, og det som gør dette spot utrolig spændende, er den meget varierede bund som består af dybe render mellem revlerne samt flere spots med store sten samt tangbælter.
Gode bådpladser til havørred
Eksempler på traditionelle kystpladser, som jeg fisker fra båd, er alle pladserne på Stevns fra Bøgeskoven i nord til Rødvig i syd. Jeg kan på en dag i båd nå at affiske langt flere pladser på Stevns end jeg kan i et par waders fra land. Om du fisker fra båd eller land, gælder samme regel om, at fiskene skal findes. Fiskene bliver ikke fundet ved at blive på samme spot, der skal bevægelse til.
Fordelen ved at bruge båden er, at spiltiden med at komme fra plads til plads i bil og på gå ben, bliver elimineret. Et pladsskifte i bil fra Køge Sønakke til Mandehoved tager mindst halvanden time. I båd kan jeg nå fra Sønakken til Mandehoved på 15 minutter. Fiskeriet er på sin vis meget enkelt: Enten placerer jeg båden cirka 50 meter fra det område som skal affiskes på en sådan måde, at den driver parallelt med det.
Kastefiskeri efter havørred fra båd kan være super effektivt, blandt andet fordi det er let at skifte plads eller afsøge større områder for fisk.
Kastefiskeri efter havørred fra båd
Alternativt opretter jeg en rute på kortplotteren, som jeg så sætter autopiloten til at følge. Ved at trimme motor og flaps, kan jeg i tomgang få båden til at sejle 0,5 – 1 knob, hvilket er passende hvis et langt kystnært stræk skal affiskes. Kommer jeg til et område med god aktivitet foretrækker jeg at sejle/drive hen over området flere gange frem for at kaste anker.
Når jeg kastefisker fra båd fisker jeg altid i drivretningen og op til ca 90 grader i forhold til denne. Driver eller sejler båden parallelt med kysten kaster jeg således parallelt med kysten mod driv/sejlretningen eller ind mod land hvor vinklen i kasteøjeblikket ikke overstiger 90 grader set i forhold til bådens sejlretning. Ved at kaste på denne måde fisker man altid over vand som ikke er blevet forstyrret af båden.
Når havørrederne er svare at fange
På dage hvor fiskene er svære at finde på de normale pladser, kan man med fordel ligge og dørge kystnært for at finde et område med hugvillige fisk. Får jeg en fisk under dørgefiskeriet, sætter jeg et waypoint på min kortplotter så jeg nemt kan finde tilbage til hvor fisken huggede. Med udgangspunkt i waypointet begynder jeg at kastefiske fremfor at dørge.
Min erfaring siger mig at man, specielt under stille forhold på lavt vand, fanger betydeligt flere fisk ved at kastefiske frem for at dørge. Et lille trick, som gennem tiden har givet flere gode ørreder er, at sætte en stang med flåd, som fisker 30 – 40 meter bag båden i det område som man netop har drevet hen over. Normalt fisker jeg agnen i ca. 1,5 meters dybde. Af agn kan anvendes regnorm, børsteorm, sildestrimler eller tobis.
Grejet til kastefiskeri efter havørred fra båd
Grejet til kastefiskeri fra båd er det samme som jeg bruger på kysten, dog med den undtagelse, at jeg foretrækker en stang på 8 fod i båden, en kort stang gør det en hel del nemmere når fisken skal landes. Har du ikke en kort stang, kan stænger på 10 og 11 fod sagtens bruges. På dage eller pladser hvor rigtigt lange kast er at foretrække, bruger jeg selv en stang på 11,3 fod, så ingen regel uden undtagelse.
Når valget kommer til endegrej anvender jeg – som på kysten – primært gennemløbere fra 10–30 gram, afhængig af vind, vejr samt fiskeplads. En gennemløber som har udmærket sig ved, at være formidabel til både kaste og dørgefiskeri er Skruen på 20 gram fra OGP.
okt 4, 2020 | Artikler, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
Hvis du alligevel slår et smut forbi Florida – så tjek byens mange kanaler ud med din medbragte fiskestang. Her er masser af flotte peacock bass. Følg med Frederik Hansen til Miami.
AF FREDERIK HANSEN
DA JEG FOR FØRTSTE GANG hørte om, at man kunne fiske peacock bass i Miami, kunne jeg ikke tro mine egne ører… Denne fisk har stået højt på min ønskeseddel i en del år, blandt andet fordi den er utrolig flot og skulle kæmpe godt, men også fordi den minder en smule om vores hjemlige aborre- bare i en mere psykedelisk flower-power-agtig version.
Peacock Bass kommer oprindeligt fra Sydamerika, men blev udsat i kanalerne i Miami tilbage i 1984. Fiskene kom fra Brasilien, og havde til formål at spise nogle andre arter, der levede i kanalerne – nemlig forskellige typer af cichlider samt invasive planter. De udsatte peacock bass tilpassede sig lynhurtigt, og ingen yderligere udsætninger blev foretaget. peacock bass kan kun leve under varme vandtemperaturer, hvorfor de helt naturligt ikke spreder sig til andre vandsystemer, da vandet simpelthen bliver for koldt. Til gengæld trives de her i Miami,hvor de holder de andre invasive arter i ave – men samtidig også er genstand for en ikke ubetydelig indtægtskilde for de lokale grejbutikker og guider. Vores guide Alan Z er fuldtidsguide og har været det i mange år, så han er et lysende eksempel på denne succeshistorie. Man vurderer at peacock bass-lystfiskere genererer mellem 30-50 millioner kroner på at fiske her.
Og nu står vi her så – min bedre halvdel og jeg. I et lettere lyssky kvarter, ligger der en privat bådrampe, som vores guide er så heldig at have nøglerne til. – Det er det bedste udgangspunkt for dagens fiskeri, forklarer Alan. OG SÅ går det ellers over stok og sten, efter vi har sejlet stille og roligt gennem den første del af kanalerne. Længere ude kan Alan lufte sin 150 HK på hans 21 fods flatsbåd – og vi skøjter hen over vandet med små 30 knob.
SMAK sagde det, da den første peacock bass huggede.
Peacock i kontrasternes land
Undervejs passerer vi enkelte broer – og ved dem sænkes farten. Ikke altid pga sikkerhedsmæssige årsager, men også fordi, at der nogle steder bor mennesker under broerne. Det er vel i sagens natur forkert at kalde dem for hjemløse, da nogle af stederne er ret så imponerende indrettet, med egen barbeque, mini bådebro, samt et lille soveværelse, men i hvert fald så hjemløse i ordets mere konventionelle forstand.
Lidt senere cruiser vi forbi et fantastisk villakvarter med jetski og speedbåde liggende i ”baghaven” og imponerende mansions… Ja, USA er på mange måder fascinerende og i høj grad kontrasternes land.
Fiskeriet foregår på den måde, at Alan sejler cirka fem meter fra bredden med 3-4 knob og spejder efter peacocks. Vi ser en del fisk til at starte med, men det er primært forskellige arter af cichlider, vi spotter. Vi står begge og forsøger at spotte dem fra stævnen, mens han navigerer sin Minn Kota elmotor – og pludselig slår han et sving ud, for så at vende tilbage… Han har spottet dagens første peacock!
Fisken står inde ved en bunke sten – og lidt under et træ – for at gøre det lidt mere besværligt. Men det er typisk for de pladser, som de står ved. Fiskene er da jeg syntes det er sjovere at forsøge at fange dem på flue. – Der er ikke nogen decideret sæson, forklarer vores guide Alan.
– Fiskene kan fanges året rundt, men det er i foråret, at det peaker, hvis man gerne vil fange dem på topwater-agn. Peacocks gyder 2-3 gange om året, og de ”rigtige fisk” er de fisk, der gør sig klar til at gyde og som dermed bevogter deres lille ”love-nest”. Disse fisk er langt mere aggressive, og det er lettest at fange. Fiskene tåler fint genudsætning for de er rimelig hårdføre. Jeg holder øje med standpladserne – også de steder, hvor jeg fanger fisk, og jeg kan se, at selvom fiskene bliver fanget, vil de stadig gyde efterfølgende. Ligeledes roterer jeg på kanalerne, så der minimum går 5-6 dage imellem at han fisker på de samme pladser. Der er masser af vand i Miamis kanaler – og masser af fisk, men jeg ved godt, at jeg skal passe pådem – da de er mit ”bread and butter”, griner han.
Fiskene er ren farvesymfoni – og måske én af de flotteste sportsfisk, der findes.
Flowerpower streetfishing efter peacock bass
Fisken rykker lidt frem, da vi passerer blot 2-3 meter fra den, og vi kan tydeligt se, at finnerne spiles ud. – This is the kind a fish we are looking for, forklarer Alan og ganske rigtigt: Første gang fluen, som er en stor grøn/gul clouser, lander tæt ved fisken, hamrer den ud efter den – og nærmest skubber til fluen med snuden. – Hit it again and again, opfordrer Alan, efterfulgt af – it´s gonna happen – med stemmen som en perfekt parodi af Mr. Trump. De næste 3-4 kast puffer fisken til fluen – uden at få den.
Udfordringen er altså ikke blot at finde Peacocks, det er i ligeså høj grad at finde de rigtige. Det finder jeg senere ud af, da fisken efter et par perfekte kast, uden den hugger, fortrækker fra pladsen…
Jeg får en ny chance, men den spytter den lige så hurtigt. Vandet er klart, og fisken er ikke mere end 5-6 meter fra os, så vi kan følge med i det hele. Hele 10 kast og lige så mange kontakter på samme fisk skal der til, før den endelig bliver kroget.
Det er en feeeed fornemmelse, da jeg endelig mærker vægten af min første peacock bass! Efter en kort men intens fight, kan jeg håndlande fisken med bass-grebet – og kan se, at fisken ligner en blanding mellem en dansk aborre, en amerikansk bass og så en… ja påfugl – eller måske nærmere en guldmakrel. Fisken er ikke overvældende stor, men den cirka 1½ pund store peacock bass bliver alligevel ærefuldt beundret, inden jeg forsigtigt lader den glide ned i kanalerne, så den kan svømme tilbage til sit revir. Nu løsner fiskeriet sig en smule og den lidt træge start, hvor vi har ledt efter ikke blot fisk, men også de rigtige fisk – er hurtigt glemt.
Vi fisker i et område i et villakvarter, hvor kanalen nærmest bliver til en mindre sø. Og her – midt mellem swimmingpools, skildpadder og massive grødebælter er der en del fisk. Det er en lille smule surrealistisk at fiske her, men ikke desto mindre ret cool.
Nadia og Alan i højt humør på vej mod nogle nye spændende peacock bass pladser.
Et hektisk peacockfiskeri
Solen skinner, og der er ingen vind, hvilket også gør det noget nemmere at skimte de gulgrønne tropiske aborrer i det varme vand. Fire fisk mere må op og mærke bassgrebet – samt stå model til et par hurtige billeder, inden de kan svømme tilbage. Jeg begynder at finde melodien. Fiskene skal have tilslag lynhurtigt, da de blot har fluen i munden i kort tid, før de spytter den. Af den årsag nytter det heller ikke noget at give tilslag ved at løfte stangen, det er alt for langsomt. – Det er en stor udfordring, når man er vant til at fiske ørred. ”Strip-strike” er meget mere effektivt. Her sætter man fluen med linen mellem hænderne og samtidig giver man også fisken en chance mere, såfremt den stadig vil hugge (hvad de typisk gerne vil). Ved et ”troutlift” er fluen laaaaangt væk ved et misset tilslag.
FISKEN kan også fanges på spinnegrej, med diverse plugs eller jigs samt agn, men fluefiskeriet er nu også effektivt. Jeg har taget en spinnestang med – just in case – men den bliver liggende i båden, da jeg syntes det er sjovere at forsøge at fange dem på flue. Jeg fisker med en 9,3 fods klasse 6 stang, flydeline, samt synkende forfang og 0,28 mm fluocarbonspids. Det er OK grej, men skal jeg afsted igen, eller give gode råd til andre, der ønsker at prøve kræfter med de flotte peacock bass – der kan blive op til små 10 pund, så ville jeg anbefale en kort stang, 7 eller 8 fod – i klasse 7, da man sjældent kaster mere end 10-15 meter til fisken.
Den korte stang vil være en fordel de gange, hvor fiskene står under træer, stensætninger eller bådebroer. Præsentationen er mindre vigtigt, for fisken bliver ikke skræmt; den skal sådan set bare så tæt på fisken som muligt! Da vi havde 15 minutter tilbage af fiskedagen spotter Alan en stor fisk under en faldefærdig rådden bådebro i det lidt mere lyssky kvarter, hvor vi er kommet tilbage til. Fisken lyser gevaldigt op i det klare vand, og vi skyder fisken til 5-6 pund… Jeg har flere kast, der ikke ligger helt præcist – og det er svært med mit setup, da fisken blot er tre meter fra os, men gemmer sig helt under broen. Det er ligefør et underhånds/dappe-kast virker bedst – og da den ligger perfekt – skyder en mindre fisk på et halvt kilo ud fra broen og napper fluen…
Den fisk havde vi slet ikke set, men det er hunfisken, som hanfisken vogter over, der har tabt besindelsen og spist min clouser. Efter den er kommet ind og blevet genudsat kaster jeg endnu engang – og lige som Alan siger: – Great – It´s gonna happen, bruser den store farvestrålende han ud og inhalerer fluen. Denne fisk er betydeligt tungere, og min stang flexer i bund, men blot et par sekunder efter er min flue med raketfart lige imod mig. Den har mistet krogholdet – og selvom fiskene er agressive og territoriale, er der ingen tvivl om, at denne fisk ikke tager fluen igen lige med det samme. Ærgeligt, ærgeligt – men sådan er det jo. – The big one has to go away, so you can come again to catch it, siger Alan – og jeg kunne ikke være mere enig!
Fiskeriet er 100% sightfishing, og heldigvis er solen tit fremme i Miami, hvilket gør det lettere at spotte fiskene.
okt 1, 2020 | Artikler, Fiskeri med blink i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED, Spinnefiskeri, Sponsoreret
Med faldende vandtemperaturer begynder udsætningerne af de helt store regnbuer i de danske P&T-søer. Så det er nu, at jagten går ind på P&T-søernes regnbuemonstre.
AF KARSTEN BECH
Jeg står let skjult bag nogle siv, og har et godt overblik over vandet. Foran mig er bunden dækket af vandplanter, men et lille område på cirka en kvadratmeter tre meter fra land, består af sandbund. Det er det lille stykke sandbund, der gør dette til mit absolutte favoritspot i søen.
Når ørrederne patruljerer rundt, passerer de nemlig henover det lyse område, og de er derfor lette at spotte. Grejet er en Bloody Sword stang med et Pulseye Pacemaker hjul og 0,05 Micro T-Braid line. Det er et sæt, som bare spiller 100% til netop denne type fiskeri, hvor korte præcise kast med helt lette kunstagn er nødvendig.
Grov ørred i farvandet
En massiv skygge kommer til syne over sandbunden. Nogle dage tidligere er der blevet sat storfisk ud i søen, og en af de største kommer nu svømmende rolig lige over sandbunden. Jeg tjekker at min T-Worm P-Tail sidder ordenligt på krogen, og sender et kort kast ud foran fisken. Jeg lader jiggen synke ned foran fisken, giver et par små nøk med stangtoppen. Den massive ørred åbner munden og nærmest suger min T-Worm ind i munden.
Små spoons i forskellige farver er et sikkert hit til P&T-søens monstre.
Jeg giver et let modhug. Det er som om, at der går et par sekunder, før fisken opdager, hvad der er sket. Min stang er helt spændt som en flitsbue, men fisken står nærmest bare stille. Men så kan det ellers nok være, at der sker noget. Fisken går direkte mod overfladen, og springer helt fri af vandet i tre hurtige spring. Mit Pulseye Pacemaker hjul hvæser som en vred kat, da fisken beslutter sig for at stikke af, og går på tværs af søen. Jeg får mig kæmpet rundt om siv og et par enkelte træer, hvorefter jeg sætter efter fisken i fuld firspring. I den anden ende af søen, skifter fisken taktik, og går ned mod bunden og de mange vandplanter. Jeg kan tydeligt mærke, hvordan den tynde fletline bliver trukket gennem vandplanter, og frygter hele tiden, at 0,20 mm forfanget skal springe. Men efter 6-7 minutters bundgraveri er fisken træt, og den massive bredside kommer til syne. Jeg får fisken skovlet ind i det store landingsnet, som pludselig virker lidt klejnt, og får den op på land. 8,5 kilo rent monter forklædt som regnbue, og ny personlig rekord.
Efteråret byder på store fisk i P & T søen
Efterår og tidlig vinter er topsæson for udsætning af regnbuer i størrelse 5+ i de fleste P&T-søer. Vandtemperaturen er faldet og iltindholdet i vandet er steget, så det øger sandsynligheden for, at de store, og meget dyre, fisk kan overleve udsætningen. Så hvis man er på jagt efter de helt store monstre er det nu. Det giver dog ikke den store succes at tage ud til en tilfældig P&T-sø og bare begynde at fiske. Hvis du er på jagt efter de største regnbuer, er der et par ting du lige skal have styr på.
Først og fremmest skal du finde en sø, hvor der udsættes store regnbueørreder, og du skal allerhelst vide, hvornår de sætter dem ud. Her er Facebook et uvurderligt værktøj. Store fisk er lig med god reklame, og det fiskene koster i indkøbspris, skal ejeren jo gerne have ind i øgede indtægter i form af solgte fiskekort. Så de fleste P&T-søer fortæller på deres Facebook-side, hvornår der sættes store fisk ud.
Nogle af de søer der som regel sætter store fisk ud er; Simons P & T, Store Rosenbusk, Loch Nees, Munkbro Fiskesø og Medestedet. Det er sjældent, at fiskene hugger samme dag, som de er sat ud. Vent i stedet til næste dag, og vær klar ved søen fra morgenstunden. Nogle gange kan man opleve, at store fisk er i søen i over en uge, før de fanges. Så hvis ikke du får den på første tur, så vent et par dage og prøv igen.
Mads fra Magic Trout Team med en flot 6 kilos taget på en Bloody Big Blade på en blæsende dag, hvor fiskene var svære at spotte.
Fiskegrej til de store regnbuer
Når det kommer til grej, er det let at tænke store fisk – kraftigt grej. Men det er en helt forkert retning. Det er det helt lette grej, du skal finde frem. De store regnbuer er som regel ret sky, så det er det lette grej og tynde forfang, der skal findes frem. Selv bruger jeg et sæt fra Magic Trout, der består af en Bloody Sword stang med et Pulseye Pacemaker hjul påspolet 0,05 mm Micro T-Braid. Dette sæt er perfekt til jagten på de store regnbuer. Den letteste måde at fiske specifikt efter storørreder er sightfishing, altså fiskeri hvor man spotter fiskene og kaster til dem. En uundværlig del af grejet, er derfor et par polaroidbriller – og gerne to par. Et par i gul til overskyet vejr og et par i brunt til solskin. En anden vigtig ting er et landingsnet. Det siger sig selv, at 5+monstre og tynde forfang ikke er verdens bedst kombi, så et stort landingsnet er en nødvendighed.
Sådan fisker du de store regnbueørreder
Selve fiskeriet er ikke videre kompliceret, men kræver tålmodighed og koncentration. Der kan bruges lang tid på at lede efter fisken, og når den pludselig kommer til syne, har man kun få sekunder til at placere sin kunstagn. Som regel er det en god ide, at gå stille rundt langs søen og spotte efter fisken. Kender man søen godt, har man som regel en ide om hvilke områder chancen er størst, men ellers må man hele vejen rundt og lede efter fisken. Og når jeg skriver ”fisken”, så mener jeg den ene store, monsteret, man er på jagt efter. Lad være med at kaste til alle fisk du ser, men fokuser på den store fisk, som du er på jagt efter. Jeg har prøvet at miste tålmodigheden, kaste til en mindre fisk som huggede på min spoon, for derefter at spotte den store fisk få meter fra land. Mens jeg febrilsk kæmpede med at få den lille fisk på land, ændrede den store regnbue kurs mod det dybe vand, og jeg så ikke den store fisk mere den dag… Så fokuser på den eller de helt store fisk, så er sandsynligheden for, at du er klar, når du endelig spotter dem, større. Når du spotter fisken, er der nogle forskellige måder at fiske til den på, afhængig af hvilken kunstagn du bruger. Selv bruger jeg enten spoons eller jigs.
Endnu en fisk taget på Bloody Big Blade. Bemærk polaroidbrillerne. Selv på en gråvejrsdag er det en klar fordel med disse. Det er væsentlig lettere at spotte fisken.
Fiskeri med spoons efter regnbueørred i P & T
Når jeg fisker med spoons, som er små lette blink, og jeg har spottet fisken, forsøger jeg at kaste ud, så min spoon vil enten komme mod fisken skråt forfra, eller komme fra siden mod fiskens hoved. Jeg har ikke gode erfaringer med at fiske min spoon, så den bevæger sig bagfra og frem mod fisken eller at kaste den direkte foran fisken. Når min spoon møder fisken, skal den helst være i samme dybde, eller max 20 cm over fisken.
Hvis fisken ikke reagerer, spinner jeg ind og forsøger igen. Jeg giver som regel en spoon tre kast, og hvis ikke fisken ikke har hugget, skifter jeg til en ny spoon. Som regel har jeg 3-4 forskellige modeller i forskellige farver med, og jeg skifter altid til en helt anden model med et andet bevægelsesmønstre og farve. Hvis fisken f.eks. ikke reagerer på en Bloody Big Blade i sort/hvid, som har nogle store kraftige bevægelser, skifter jeg til en model med mindre bevægelse i sølv/grøn som for eksempel Bloody Loony Spoon. Reagerer fisken heller ikke på denne spoon, skifter jeg igen til en ny, eller jeg rigger om til fiskeri med jigs.
En type agn tre forskellige haler og bevægelsesmønstre. Her er det T-Worm I-Tail, V-Tail og P-Tail.
Fiskeri med jigs i Put and Take´en
Jigs er simpelthen den nye superagn i P&T. Udviklingen af forskellige typer med duft og smag, samt en grejudvikling med stænger, hjul og liner der kan kaste de små jigs, har givet en eksplosion i antallet af jigstyper, teknikker og ikke mindst i antallet af fangster med jigs. Jeg benytter mig af to forskellige teknikker med jigs. Den første teknik jeg bruger, er at montere jiggen på et let jighoved som Pro T-jig fra Magic Trout. Det er vigtigt, at jighovedet er meget let, da teknikken går ud på at spinne jiggen ultra langsomt ind. Ligesom ved fiskeri med spoons er det vigtigt, at jiggen kommer mod fisken skråt forfra eller direkte fra siden mod fiskens hoved. Lige når jiggen er foran fisken, skal den helt være i samme dybde som fisken. De store ørreder kan godt tage jiggen i et hidsigt hug, men som oftest nærmest suger fisken jiggen ind i munden.
Når man ser jiggen forsvinde, skal man ikke give et modhug, men stramme linen forsigtigt op. Først når man kan mærke modstand, giver man modhug. Igen er det jiggens bevægelsesmønster, der får fisken til at reagere og hugge. Derfor er det vigtigt at have jigs med forskellige haler. Et godt udvalg kunne være T-Worm Paddler, T-Worm P-Tail og T-Worm I-Tail.
Fiskeri med ubelastede jigs efter regnbuerne
Den første type har livlige bevægelser, mens den sidste udgave går som en streg i vandet. Hvis fisken ikke reagere på spoons eller jigs fisket på normal vis, tager jeg mit hemmelige våben i brug – ubelastede jigs. De dage, hvor fiskene virkelig ikke vil tage kunstagnen, kan en ubelastet jig gøre udslaget. Jiggen monteres på en almindelig krog uden jighoved. Til denne type fiskeri foretrækker jeg T-Worm I-Tail eller V-tail. Når fisken er spottet kastes jiggen ud, så den vil synke ned foran fisken. Jiggen skal helst være 20-30 cm foran fisken, når de er på samme dybde. Når jig og fisk er lige ud for hinanden giver jeg to-tre små nøk med stangtoppen. De skal være så små, at jiggen ikke flytter sig, men bare lige vibrere med halen. Hvis fisken viser interesse men ikke hugger, giver jeg et par nøk mere. Igen vil fisken som regel bare suge jiggen ind i munden, så husk at vente, til der er modstand for der laves modhug. Ignorere fisken jiggen skifter jeg til en anden model og farve.
Udvalget af softbaits og jigs til P&T-fiskeri er nærmest eksploderet de seneste år.
sep 30, 2020 | Artikler, Predatorfiskeri, SANDART, Sandart - spin, dørg og vertikalfiskeri, Spinnefiskeri
Sandartfiskeriet kan være virkelig godt om efteråret – især hvis du får pejlet dig ind på den helt rette teknik. Her får du Søren Frederiksens bud på, hvordan det skal gøres.
AF SØREN FREDERIKSEN
Morgendisen ligger hist og pist som hvide totter over søens spejlblanke overflade, da vi kort efter solopgang stævner ud på en af de store, svenske søer. Det er sidst i september og skoven har så småt iført sig efterårets uendelige variationer af grønne og brune farver.
Målet for turen er søens lunefulde sandart. Midlet er jighaler på 15-20 cm fisket på let vertikalgrej. Og vejen til fiskene er Garmins Panoptix-teknologi. Sammen med en god fiskeven, som er lokalkendt på søen, har jeg afsat fire skønne efterårsdage til at prøve at få søens lunefulde sandart i tale på det lette vertikalgrej.
Snart er vi fremme på fiskepladserne, hvor sandarten gemmer sig på den hårde klippebund og lurer på stimer af byttefisk, som fouragerer i området. Solen får hurtigt brændt morgendisen af, og i det klare morgenlys rigges grejet til med jighaler i afdæmpede farver. Vores softbaits er monteret på skruehoveder i størrelser fra 15 til 25 gram og forsynet med ubegribeligt spidse Owner-trekroge på en stingertafs af pikewire eller kraftig fletline.
Grejet er korte og lette vertikalstænger på cirka seks fod – samt små multihjul og tynd fletline omkring 0,10 mm. Den tynde line er helt essentiel for at kunne fiske de relativt lette agn vertikalt (ret op og ned), mens båden driver over fiskepladsen. Agnen forbindes til fletlinen med en meter fluocarbon, som af hensyn til tænderne på de gedder, der ind i mellem blander sig i legen, er i tykkelsen 0,50 mm.
Husk at abonnere på Fisk & Fris YouTube kanal her.
Sandart på skærmen
Båden er til formålet udstyret med Garmins revolutionerende Panoptix-ekkolod, som i modsætning til traditionelle ekkolodder viser bund, byttefisk og jagende rovfisk i realtid. Det er altså muligt at se rovfisken cirkle rundt om den forførende gummihale, og betragte den på afstand i, hvad der føles som evigheder, for endelig at beslutte sig for enten at afvise agnen med et koket slag med halen -eller hugge til så hårdt og brutalt, at det synger i vertikalstangens tynde klinge.
Opløsningen er så detaljeret, at både kunstagnen og den lille svirvel, som forbinder fletline og fluocarbon, ses tydeligt på skærmen. På den måde er det muligt at præsentere agnen i den ønskede afstand fra sandartens lysende katte-øjne og millimeter-nøjagtigt servere en lækker bid silikonegummi lige foran fisken.
Dermed burde det være nærmest legende let at tømme søen for fisk på en eftermiddag, men netop sandartens lunefulde temperament betyder, at en fisk ”i fjernsynet” langt fra altid betyder fast fisk for enden af linen.
Gedderne blander sig også i vertikal-legen.
De første forsigtige hug
Min guide for dagen og gode fiskeven gennem mange år, Jens forklarer, at det ofte handler om at finde den rette dybde for dagen. Søen har dybder op til 20 meter, men oftest holder sandarten til på sten- eller klippegrunde på 7-14 meters dybde – og når først man én gang har lokaliseret sandartens foretrukne dybde for dagen, er det som regel i samme dybde, der skal ledes resten af dagen.
Efterårsvejret viser sig fra sin bedste side. Solen skinner fra en skyfri himmel og kun en ganske svag brise lader båden drive med 0,1-0,2 knob. Den langsomme drivhastighed giver fisken god tid til at se agnen an og træffe en skæbnesvanger beslutning om at slå til, men samtidig betyder hastigheden, at vi kun meget langsomt får afsøgt morgenens valgte fiskeplads.
Jens fortæller, at det absolut ideelle er at drive med omkring 0,3-0,5 knob og så afpasse vægten på agnen efter hastigheden. På de lidt mere blæsende dage, holdes drivhastigheden nede med et drivanker.
Sandart på bunden
Efter få minutters drev på 12 meter vand, afslører Panoptixen en ganske svag, forhøjning eller ”bule” på bunden. Fisken – for der er tale om en kamerasky sandart – kunne let forveksles med stenbunden, hvis ikke det var fordi den i modsætning til bunden pulserer svagt på skærmen og skiftevis fremtræder og forsvinder for øjnene af os.
Netop da båden ifølge skærmen befinder sig nøjagtig over fisken, sænker jeg min agn ned til den, stopper forsigtigt 1-1½ meter over den og begynder med uendeligt små og forsigtige bevægelser at tirre fisken til hug ved at imitere en byttefisk, som har vovet sig ud af stimen.
Fisken rejser sig fra bunden og kan nu tydeligt adskilles fra denne. Sandarten stiller sig ved siden af min agn og betragter bedraget kritisk i overvejelsen om, hvorvidt en lækkerbid fra morgenstunden mon er den potentielle tandpine værd.
Westin TwinTeez i et par af Sørens favoritfarver – rigget klar til vertikalfiskeri efter sandart.
Længe – for det føles som minutter – ser vi hinanden an og for at bryde denne ”mexican stand-off”, hæver jeg langsomt agnen en meter med en omdrejning på hjulet og fisken følger med. Igen står den lige foran agnen og overvejer næste træk, så jeg tager en meter mere og pludselig rører bæstet på sig. Fisken cirkler en omgang om min agn, dykker under den og angriber så med et brag. De to røde pletter på skærmen, som udgør henholdsvis fisk og agn smelter sammen, og sekundet efter mærker jeg det hårde, brutale hug af en sandart, som endelig har valgt maven frem for fornuften.
Fighten bliver kort og kontant. Fisken har absolut ingen lyst til at se indersiden af Jens’ aluminiumsbåd, men krogen sidder klokkerent bag sandartens Dracula-lignende fortænder og minutter efter kan vi nette turens første fisk: En gudesmuk sandart, som nænsomt afkroges og genudsættes. Hvilken start på dagen!
Konkret har vi fisket i mindre end 10 minutter og forfatterens glædesråb over søens blanke vand har formentlig vækket et par lokale beboere i de flotte villaer langs vandet. Undskyld for det, men der er fisk og så er der sandart…..
Slag i slag går det, og som dagen skrider frem, kommer rigtig, rigtig mange af de smukke fisk op i båden og vender. Pludselig udbryder Jens et højlydt ”Ojjjjj”, toppen på den lette vertikalstang er forvundet under overfladen og fehårs-tynd fletline rives af hjulet i eksprestempo. En smuk efterårsgedde på omkring meteren har hugget Jens’ agn og giver på det lette grej en forrygende fight, før den endelig ligger i nettet og skuler olmt efter sin fredsforstyrrer.
Henad fyraften er der stille i båden, mens vi sejler mod havnen. Begge er vi fjerne i blikket og mættede af dagens oplevelser. Et stort antal smukke sandart og en håndfuld sprælske gedder har set indersiden af båden i dagens løb. Ved aftenens strategimøde over en øl er vi enige om, at dette var en af vores allerbedste fiskedage i ferskvand nogen sinde.
Lunefulde sandart
Efter gårsdagens forrygende fiskeri er forventningerne til de næste dage store. Vi står op, mens det endnu er mørkt, og vi er på søen netop, som solens første rødmen bryder horisonten. Det er koldere i dag, og der er lovet lidt vind i dagens løb. Kaffen damper lystigt fra koppen, mens vi sætter kursen mod gårsdagens fiskepladser.
Fremme på pladserne opdager vi hurtigt, at forholdene på ingen måde kan sammenlignes med dagen før. Flere af de kendte stenrev synes tomme, og først efter et par forgæves stop, finder vi endelig et plateau, som holder lidt fisk.
Sandarterne trykker sig stenhårdt mod bunden, og kun ved hjælp af Panoptixens ”bottom-fill”-funktion som effektivt adskiller bund fra fisk og viser bunden med en anden farveskala, lykkes det os at lokalisere et par sandart. Vi fisker som dagen før forsigtigt en halv meter over fisken, som dog er fuldstændig upåvirket og bare står som i trance under båden. Længere ned med jiggen – helt ned og vimse lige foran næsen på den træge fisk – og endelig lader den sig irritere tilstrækkeligt til at snappe ud efter den forræderiske godbid. Fisken kroges, landes og genudsættes med et lettelsens suk. Det er blevet op ad formiddagen, og de første timers fiskeri har været svære samt helt uproduktive.
Abus Svartzonker Mcwalleye
Gang i sandartfiskeriet igen
Nu kommer der endelig lidt gang i fiskeriet, men langt de fleste fisk smutter med en arrogant mine så snart, de ser vores kunstagn – og dagens helhjertede indsats belønnes ”kun” med en håndfuld sandart til os hver plus et par hidsige gedder som bonus. Flere gange er vi hele grejboksen igennem og serverer den ene gummi-godbid efter den anden foran snuden på fiskene, før vi endelig rammer den rette kombination af form, farve og vægt. Herefter falder der som regel en 2-3 fisk af, før også denne agn igen må byttes til noget andet.
De kommende dage er fiskeriet fortsat lidt svært sammenlignet med den vanvittige start på turen. I gennemsnit får vi en halv snes sandart og et par bonus-gedder i båden pr. dag, og efter mine standarder er det faktisk ikke så tosset.
Split stimen og væk sandarten
Vi opdager en genvej til de ekstremt træge sandart, som nærmest synes at sove på bunden. Oftest befinder de sig i nærheden af en massiv stime byttefisk, og hvis man lykkes med at splitte stimen lidt ved at dumpe en jig eller to ned midt i den store, røde klump på ekkoloddet, lader det til at kunne vække sandarten af trancen. Flere gange oplever vi, at den umiddelbare reaktion på en sådan ”divide-and-conquer”-taktik er 2-3-4 sandart, som nysgerrigt patruljerer langs bunden under stimen af byttefisk og for en kort bemærkning synes at være på jagt. Hele to gange den sidste fiskedag oplever vi dobbelthug, når to af disse sovetryner pludselig vågner op til dåd og tilsyneladende lidt omtågede orienterer sig midt i al balladen.
Efter fire skønne dage på søen er vi blevet klogere på sandartens lunefulde adfærd og på at læse Panoptix-billedet, så vi fisker optimalt. Jeg tror, at den allerstørste gevinst ved live-ekkoloddet er, at man fisker fokuseret og konstant holder motivationen oppe ved at kunne se fiskene på bunden – selv når vandet virker helt dødt.
Jeg glæder mig allerede til næste sandart-sats i det svenske…
Fakta om grejet til sandart
Til vertikalfiskeri efter søens rovfisk er det helt afgørende, at grejet tilpasses opgaven. En almindelig spinnestang er simpelthen ikke anvendelig til denne type fiskeri.
Stænger: Vi foretrækker relativt korte vertikalstænger på 6-6½ fod med lynhurtig aktion og god rygrad til at lægge pres på de stærke fisk. Kastevægt opgives på disse stænger til op til omkring 35-50 gram.
Hjul: Små multihjul med høj udveksling og god, stærk bremse. Hjulene kan næsten ikke blive for små, men bremsen skal være bomstærk
Line: Fletline omkring 0,10 mm. Vær opmærksom på, at mange liner opgives tyndere end de i virkeligheden er. Brudstyrken er ikke så afgørende, men vælg en line, der kan tåle noget slid på trods af den tynde dimension
Forfangsline: Ca. 1 meter fluocarbon omkring 0,50 – lidt tykkere, hvis der er mange gedder i området.
Agn: Jigs på 15-20cm med v-hale i stedet for de traditionelle paddle-tails virker bedst. Westin Twin Teez eller Abus Svartzonker Mcwalleye fungerer helt perfekt. Brug skrue-hoveder på omkring 15-25 gram og sylespidse stingerkroge, som monteres med kraftig fletline eller pikewire
Elektronikken: Live-billedet i Garmins Panoptix har helt klar revolutioneret dette fiskeri. Transduceren er det magiske omdrejningspunkt, og her er Panoptix PS30 kombineret med kompatibel skærm det stensikre valg.
sep 19, 2020 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri
For blot fem år siden fiskede hverken Andreas Valentin Thomsen eller Thorbjørn Sørensen, som begge er 27 år, efter kystørred. Men så tog de en beslutning: Der skulle fanges havørred. Allerede året efter havde de designet deres egne super velfangende blink – og fanget fisk på det. Her får du historien om god energi, iværksætteri der vil frem – og hvor hurtigt det reelt set kan gå, hvis man virkelig vil: I 2017 startede de samme blinkfirmaet Ilures – der i dag køres af Andreas alene.
Af JENS BURSELL
Andreas Valentin Thomsen og Thorbjørn Sørensen nyder udsigten ved Vejle Fjord.
MORGENEN er ung endnu, da jeg ruller ind i skoven og møder de to gæve unge havørredfiskere – Andreas og Thorbjørn. De har allerede ventet lidt, så de er klar med stort K – iført støvler, waders og det hele. Inden længe har jeg også fået snøvlet mig klar – og kort efter bevæger vi os ned langs de blændende smukke kystskrænter på nordsiden af Vejle Fjord.
Bøgen står perfekt med sit grønne løvhæng – og bag grenene glimter fjorden lokkende. Inden længe er vi helt nede ved vandet.
- Lige her har vi haft et rigtig godt fiskeri på det sidste og fået adskillige fisk på hver eneste tur, fortæller de, mens vi får sat et par af deres nye gennemløbere på forfanget. Allerede i et af de første kast er der fast fisk for Andreas, og efter en kort gang luftakrobatik, kan han lande en fin sølvblank fisk omkring målet, der lynhurtigt og forsigtigt får sin frihed igen.
Vi spotter en enkelt fisk mere på vores tur ned over strækket, men udover den gode start, går det lidt langsomt. Solen bager – og der er ikke meget vind. Inden længe beslutter vi os derfor for at køre til Fyn og forsøge os med en plads, der plejer at være lidt bedre under disse svære forhold til dagsfiskeri.
VEL FREMME på den næste plads lægger Andreas igen ud med et perfekt kast ind over et mørkt område, og sekunder efter står han igen med fast fisk på. – Den kan helt klart noget den her, siger han henkastet over skulderen til mig, der går lige bagved. Han har en blå/sølv version af Ilures Tobisen på, mens jeg selv har sølvversionen i stål for enden af linen. – Hvor der er én er der ofte flere, tænker jeg så jeg kan bare ikke dy mig… Mens Andreas fisk nærmer sig nettet lægger jeg et kast ud over samme område – og kort efter står jeg også med en fin fisk på. Jo – der er ingen tvivl om, at de tobisimitationerne sidder lige i skabet – og meget tyder på, at havørrederne er helt enige.
DE TO GUTTER har helt sikkert ikke ligget på den lade siden de startede med at fiske. – Vi kender faktisk hinanden fra meget langt tilbage, fortæller Andreas. – Vi har gået i folkeskole sammen i den jyske by Thyregod, og har efter dette fulgtes ad hele vejen op igennem gymnasiet, hvor vi også gik på naturfagslinjen sammen.
Andreas har fisket efter havørred de sidste fem år og Thorbjørn kom med på fiskevognen for blot fire år siden. – Jeg har altid fisket rigtig meget, men problemet har i perioder været, at jeg har spillet så meget fodbold, at der bare ikke var særlig meget tid tilbage, fortæller Andreas. – Men – efter gymnasiet havde vi pludselig rigtig meget tid, fordi vi holdt et sabbat år, og så var det altså bare havørredfiskeriet, der fangede os lige med det samme. – Tid var der jo nok af – og så blev vi altså bare enige om at fyre den for vildt af på kysten, mens vi havde alle mulighederne for at gøre det, griner de. Og som sagt så gjort: De to fyre brugte derefter al deres tid på at køre rundt og fiske kysterne tynde, i deres jagt på sølvtøjet langs de Østjyske og Vestfynske havørredrevirer, og det var noget der til sidst gav sølvblanke resultater.
Denne fisk faldt for en Ilure gennemløber fisket med Release Connector.
– I STARTEN kan vi vist roligt sige, at det gik det noget langsomt, siger Thorbjørn og smiler mens han tænker tilbage på en hel masse ture, hvor de brugte hundredevis af timer på at fangede ufattelig lidt i forhold til deres anstrengelser.
Efter sabbatåret studerede Andreas Naturressourcer på Københavns Universitet, men besluttede sig efter knapt et år til at stoppe uddannelsen, hvorefter han flyttede retur til Thyregod. – Så skulle jeg jo finde på noget andet at lave – og jeg besluttede hurtigt, at det skulle have noget at gøre med fiskeri, fordi det havde jeg jo altid været helt vild med, fortsætter Andreas. – Hans idéer passede godt sammen med, hvad jeg gik og foretog mig på mit studie, der hedder Business Development Engineering i Herning, fortæller Thorbjørn. – Dette studie, som er en del af Århus Universitet, er nemlig stærkt fokuseret på iværksætteri, og i forbindelse med dette, var jeg selvfølgelig også på udkig efter et godt projekt, der var i tråd med studiet.
– Da jeg kom hjem fra København tog jeg allerede den første dag over til Thorbjørn, så vi kunne kunne lægge store planer over nogle øller – og allerede efter et par dage i tænkeboxen fik vi den idé, at vi ville starte med at fremstille kystblink, beretter Andreas.
– PÅ STUDIET har jeg lært at tegne i CAD, som er et computerprogram, man bruger til at designe objekter i 3-D, forklarer Thorbjørn. – Programmet kan selvfølgelig også bruges til at designe blink, så det gik jeg selvfølgelig i gang med sammen med Andreas. Når man arbejder på denne måde er processen ret hurtig, for når man har tegnet sit blink, printer man det blot ud på en 3-D printer for at evaluere resultatet og bruge dette til at lave den mere traditionelle støbeform. – Allerede en måned efter beslutningen om at vi skulle til at lave vores egne blink blev truffet – havde vi det første demo-eksemplar af vores blink klar til testfiskeri, og blot ti dage senere havde vi fanget den første havørred på det.
– DET NYE BLINK – der senere er blevet kendt som Ilures Tobis – satte for alvor skub i tingene, fortæller de. – Det første år fangede vi næppe mere end ti havørred over målet, men med de nye blink og noget mere erfaring i bagagen, lykkedes det Andreas året efter at fange over 300 ørred over målet, hvilket for alvor begyndte at give os rigtig meget blod på tanden til at fortsætte ud af samme tangent. De mange fisk gjorde, at vi efterhånden kendte vores blink rigtig godt, hvilket selvsagt også giver den optimale grobund for at fintune og forbedre produktet, inden den endelige version kommer i produktion.
– I dag har vi mange forskellige Ilures Tobis i 18 og 24 gram i flere forskellige versioner – nemlig én med glat side og én af stål med et profileret skælmønster på siderne af blinket. Stål til gennemløbere er helt nyt, så det forventer vi os meget af, siger de to iværksættere. – Fordelen ved stål fremfor fx hvidmetal G som de fleste blyfri blink laves af, er at massefylden er lidt højere, så de kaster bedre – og disse blink har vi i 17, 20 og 22 grams versioner.
– ILURES KUTLING var det andet blink vi lavede, og det havde vi faktisk klar blot få måneder efter Tobisen, afslører Andreas. – Til at starte med havde vi den både i en 7 og 9 grams version, men vi har valgt fremover kun at sælge Kutling RL i 9 grams versionen, da de ligger ret tæt på hinanden. Kutlingerne fås pt i fem forskellige farver.
Jeg arbejder stadig med de 2 samme modeller som sidst: Kutling RL og Tobis RL. Men det seneste nye er, at jeg har fået lavet hver variant i 3 nye størrelser, så der nu kommer Kutling RL 10g, 14g og 18g – samt Tobis RL 10g, 18g og 26g.
Jeg arbejder stadig meget med forskellige overfladebehandlinger af ILURES gennemløberne, som Chrome, Bronze og RoseGold. I den forbindelse har jeg udviklet nye titanium overflader, som kommer i et væld af forskellige farver og nuancer. Som det er nu, har jeg udviklet 8 forskellige titanium “farver”, men mulighederne er stort set ubegrænsede, så fremadrettet vil der hele tiden blive udviklet nye farver.
– ILURES gik på markedet med deres lækre gennemløbere i december 2017, og siden er det gået forrygende med at få langede blinkene over diskene i deres webshop, siger Andreas. Efter Thorbjørn og jeg stoppede samarbejdet, har jeg valgt at fokusere på færre butikker med et mere nuanceret udvalg. Det gør jeg i forsøget på at skabe et mere eksklusivt brand og for at styrke samarbejdet med mine udvalgte butikker.
De butikker ILURES forhandles i nu er Effektlageret, Topgrej og Sport Dres.
– Vi har som sådan ikke været specielt inspireret af nogen af de danske blinkproducenter – vi har blot kigget på havørredens byttedyr – og så ellers bare lavet noget der ligner, samt kaster godt. Så simpelt er det, griner Andreas. – Det er klart, at vi så efterfølgende har arbejdet utroligt meget med vægtfordelingen i agnene for at få dem til at kaster perfekt samt gå godt i vandet – og det er blandt andet også på denne måde at Tobis´ens unikke trekantede tværsnit er opstået. Vi har selvfølgelig allerede nogle nye spændende blink på tegnebrættet, men dem må I høre om en anden gang, griner Andreas, som vi helt sikkert kommer til at høre meget mere til i de kommende år.
Ilures modtog legat på 25k fra Fonden for Entreprenørskab
– Gennem iværksættermiljøet på Århus Universitet fik vi kendskab til, hvordan man kunne ansøge om mikro-legater, som støtter iværksætter virksomheder, fortæller Andreas. – Da vi har finansieret alt selv, så vi det som en god mulighed for at skabe lidt startkapital. Vi sendte derfor den skriftlige ansøgning samt en videopitch, hvor vi fremlagde planen med vores virksomhed – samt vores forretningsidéer. Det resulterede i, at vi modtag et mikro-legat på 25.000 kroner – hvilket selvfølgelig hjalp os til at få en rigtig god start på virksomheden.
sep 11, 2020 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri
Klaus Aas fra Hvidovre Sport med en af de mange flotte havørred han har fanget på spin.
Alle disse er navne på populære kystblink til havørred. Her får du historien om nogle af dem – samt lidt lommefilosofi om, hvordan de fleste kystblink er fremkommet som en gradvis evolution, hvor ideérne bag nye blinkdesigns ofte bygger på fortidens spændende erfaringer og landvindinger.
AF KLAUS AAES
Tilbage i starten/midten af firserne, da jeg begyndte at fatte interesse for kystfiskeriet, læste jeg alt, hvad jeg kunne finde på biblioteket om emnet. Specielt Jens Ploug Hansen’s bøger blev pløjet igennem mange gange. En dag havde jeg også fået en bog med hjem med den meget sigende titel ”Havørred-Havørred!”, som ved første gennembladring skuffede fælt. Dog faldt jeg over et kapitel omhandlende kystblink, som jeg fandt interessant. Her var afbilledet et blink, som jeg genkendte fra støbeaftenerne i ungdomsklubbens fiskehold – en ”Imitator”!
Et par år senere, da jeg blev medlem i Søborg Sportsfiskerklubs Juniorafdeling, opdagede jeg til min glæde flere støbeforme i stil med Malmbak-Kjeldsen’s imitator, så jeg støbte løs af dem samt malede dem i samme farver, som jeg så i bogen. Ironisk nok fangede jeg mine første kystørreder på et Sølvkroken blink, og da Jørgen Karlsen lavede sin første form til en 14 grams Sølvpil, glemte jeg alt om Imitator blinket i en årrække.
Flere år senere, da jeg var gået i gang med at fiske på den svenske sydkyst sammen med Jimmie Johansen, løb vi på en af de skrappe drenge – Jesper Fohrmann, som bare kunne kaste meget længere med sit multihjul, end vi kunne med vores Biomaster fra Shimano. Jimmie fik lokket et par af hans langtkastende blink ud af ham. Jesper kaldte dem ”Simulator”, og de var lavet med udgangspunkt i den filosofi, som producenten Jensen havde for deres kystpirke – med en bred og smal front og en mere tynd og tyk bagende, så profilen kom til at ligne en rigtig fisk i vandet. På denne tur kaldte Jesper den dog Knivmulator, fordi de havde glemt knive til at smøre deres leverpostej på madderne, så de brugte kystblinket til dette – den havde jo lidt samme form.
Jesper Fohrmanns Simulator var en seriøs havørredkiller, der stod for mange store blankfisk på Nordsjælland, Møn og i Sydverige dengang i de glade firsere.
Smørrebrødsblinket
Jimmie modificerede lidt og lavede et par siliconeforme af, så vi selv kunne støbe dem. Året efter var vi klar med multiruller og ”Jimmie’s Immi”, som vi kaldte den. Senere har jeg så fundet ud af, at den vidst nok hedder ”Simulator”. Nogenlunde samtidigt fik jeg en håndfuld ”Sillinger” af (Gamle) Bengt Reimer som også mindede lidt om de gamle blink fra ”Havørred-Havørred!”.
Herefter var det stort set de eneste blink jeg brugte på svenskekysten, Jimmies Imitator og Bengts Silling. På et tidspunkt fik jeg malet en stor portion af begge -først hos ”Spezi Michael”, siden hen hos Ole Gregersen fra OGP, som også havde specialmalet mange af de woblere, jeg tog med til Egyptens Nilaborrer.
Flakse eller snurre?
En detalje, der dengang irriterede mig meget, var at begge blink, hvis man ikke havde den helt rigtige fart på, bare roterede om egen akse. Helt galt var det, når man lavede spinstop. Et godt kystblink skulle ikke rotere, det skulle flakse! Så konklusionen var, at de fiskede bedst ved helt jævn indspinning uden stop, og fange fisk det kunne de!
Jeg havde dog et par oplevelser, som nok burde havde ledt tankerne hen på at et roterende blink godt kunne være velfangende… Blandt andet engang ved Svartekysten, hvor vinden stod lige på. Da jeg kastede min hvide ”Immi”, slog den op i vinden, og jeg fik et mindre overløb. Mens jeg rodede med det, kunne jeg mærke linen strammedes op, og gav modhug med kludder på hjulet. En rigtig fin havørred på knap fire kilo havde taget blinket, mens det bare dalrede rundt i bølgerne. Et par år senere, ved Stenshuved, kunne jeg slet ikke få længde på mine kast. Det var som om, at et leje i spolen havde sat sig, og jeg kunne kun slynge mine blink 40 til 50 meter ud til mine to fiskekammerater Lars og Martins store morskab. Til trods for de korte kast, var det alligevel mig der trak de(t) længste strå og fik tre flotte blankfisk, som samlet vejede næsten 10 kilo – uden at de to så eller mærkede noget. Sidst på dagen skete der pludseligt noget med spolen og den løb fra mig, igen med et ordentligt overløb som resultat. Jeg stod lige ved siden af Martin, og da han så mig fange fisk med kludder på hjulet og uden at rulle ind, mente han at vi ligeså godt kunne stoppe og tage hjem…
Et udvalg af Jimmies Immi.
Seneste skud på stammen
Dengang var det ikke blink man bare kunne købe i butikkerne, man skulle selv støbe eller kende en der kunne. I dag er der flere gode ”rotations Imitatorer” til salg i form af Kent Andersens/Hansens//@ Hotshot, OGP’s Sill, og snart kommer der en Særling fra Savage Gear – Zerling. I dag bruger jeg mest Ole’s Sill og Hansen’s Hotshot, mest fordi jeg er blevet begejstret for gennemløbere monteret med Jens Bursells Release Connectors. Men jeg bruger stadig Jimmies også, nogen gange modificeret til release takel, andre gange med Claw Connector. Jeg prøver stadig på at få dem til at flagre/slå fra side til side frem for at lade dem rotere. Det kan godt være det der snurreri giver mange fisk, men jeg klager ikke over mine resultater…
Gamle Bengts Sillinger
Hot Shot fra Hansen – lavet af Kent Andersen.
Ole Gregersens Sill fra OGP.
Kurt Malmbak Kjeldsens Imitator.
aug 16, 2020 | Åfiskeri, Artikler, Spinnefiskeri
Rimterne hugger ivrigt på små spinnere, hvilket kan give et virkelig underholdende fiskeri.
Solen skjuler sig fortsat under horisonten denne morgen, da en ultralille Mepps spinner rammer vandoverfladen. Jeg starter indspinningen, og det samme gør en trykbølge bag agnen. En aggressiv rimte er på jagt.
AF KIM FABER
Leuciscus idus, rimten, er et yndet mål for medefiskere, der med spænding ser frem til fiskens opgang i åerne i marts og april – især på Sjælland, hvor udbredelsen er størst. Flåd og bundtakler rigges op med brød, majs, orm og lignende, der svinges ud i strømfyldt vand i håb om møde med den skallelignende fisk, der af de fleste sikkert ses som godmodigheden selv. Ihærdigt og stilfærdigt støvsugende bunden for smådyr eller senere på sæsonen fredeligt plukkende insekter i overfladen. Det gør jeg ikke længere. Overhovedet ikke. Rimten er bestemt en fredfisk, men den er lige så meget en cool, territorial jæger – og jeg er vild med det!
Rimtehug på blinket
Der var flere episoder af lignende slags forinden, men det blev den martsdag for nogle år siden, hvor jeg fik de første indikationer af tingenes reelle sammenhæng. Jeg fiskede havørreder i Susåen og havde flere hug på et 12 centimeter langt blink. Puf og ryk. Jeg kunne bare ikke kroge fiskene. Så lykkedes det endelig, og et kort øjeblik troede jeg, at der var tale om en havørred, men fighten føltes noget anderledes. Der var kampgejst, men anderledes. Over netrammen gled til min store overraskelse en rimte, som altså var årsagen til de mystiske hug.
Jeg skiftede til et lille 7 gram-blink, og nu krogede jeg den ene rimte efter den anden – og det var fine fisk omkring 1,5-2 kilo. Det var rimter, der var trukket op for at gyde. Og jeg indså, at det samme var sket marts og april forrige år. Skub og forsigtige hug uden krogning. Af andre årsager ændrede mit havørredfiskeri i åen sig til brug af mindre agn, og ganske naturligt blev rimten en regelmæssig, og meget velkommen, bifangst i marts og april, som krogedes sikkert.
Et vildt forår
Helt amok gik det en aprildag i år, hvor jeg i de sene eftermiddagstimer først fangede en stor havørredhan på en Meppsspinner i størrelse 1, og egentlig tænkte, at det var rigeligt for dagen – for fighten var formidabel, og den slags bør værdsættes. Men da kaffen var drukket, gav jeg alligevel fiskeriet en chance mere. Det var trods alt i et af de første kast, ørreden havde hugget, og et par timer resterede endnu, inden mørket ville sænke sig. Videre gik det med samme lille spinner, og senere, med månen tittende frem, kunne jeg forbløffet konstatere, at 10 velvoksne rimter havde angrebet spinneren, fightet som gale og efterladt mig fuldstændig målløs ved åbredden – det var vanvittigt. Men det foregik jo i marts og april – huggede de kun, sådan helt vildt, i tosset tilstand på vej til og fra gydning? Det måtte undersøges.
Et klassisk rimtestræk på Susåen, hvor man kan have nogle super sjove timer med UL-spinnestangen.
Action om sommeren
I skumringen på en smuk junimorgen med åen forvandlet til en langsomt flydende, spritklar flod, hvor bladene fra den gule åkande lyste som en undersøisk mark af grønt, sneg jeg mig langs sivene. Der var et smalt bælte af frit vand mellem vandplanterne og overfladen på hele strækningen at fiske i. Fiskene var ikke umiddelbart at se, men gemmestederne var omvendt også mange. En lille, sølvfarvet Meppsspinner i størrelse 0 blev sendt opstrøms i retning af modsatte bred. Den landede med et lille plask.
Jeg startede indspinningen i samme moment og kunne følge agnen et par sekunder, inden en trykbølge viste en fisk på vej til angreb. Så kom hugget, og en hvirvel efterfulgtes af udløb op ad åen. Stangen var med sine 8 fod spinkel, og linen var tynd som sytråd. Fighten var derfor en nydelse. Langsomt fik jeg en sølvfarvet fisk nærmere, og søreme om det ikke var en rimte på omtrent kiloet. Efter lidt tumult ved bredden kunne jeg nette den, og resultatet talte for sig selv. Rimten var en ulv i fåreklæder. Tilsyneladende harmløs – men glubsk som et rovdyr. Ironisk nok tandløs og må derfor i stedet knuse eller blot sluge sit bytte. Igen og igen havde jeg følgere, hug og rimter i nettet. Jeg oplevede, at de især var glade for at gemme sig under skyggekastende, udhængende buske og herfra sætte i sprint efter agnen som bølgeskabende torpedoer, inden de grådigt sugede spinneren til sig.
Endnu en rimte taget på en lille spinner sikkert i nettet.
I løbet af de næste par timer udviklede fiskeriet sig også til pürsckast, hvor en rimte observeredes i den åbne å, og jeg med spinnere, små, flydende woblere eller lette blink passerede tæt forbi dem, hvorefter de indledte forfølgelsen og afsluttede med et angreb. Ingen forsigtighed. Det var hug uden tøven. Selv små rimter havde ingen betænkeligheder ved at tage kunstagnene.
Solen stod efterhånden et stykke over trækronerne, og jeg kunne gøre status; 9 rimter i nettet, et antal følgere og mistede fisk – og lille dusin aborrer som krydderi på indsatsen. Jeg var nu dedikeret rimtefisker – på spin, og et nyt sommerfiskeri var født for mit vedkommende. Siden har jeg gentaget succesen adskillige gange med samme resultat. Rimten er en sølvklædt, guløjet rovfisk i forklædning!
Er du nysgerrig efter at få en dosis å-rimtespin med fredfisk på rov, så findes rimten med sikkerhed følgende steder:
Sjælland: Susåen, Tryggevælde Å, Køge Å, Halleby Å, Tude Å, Ringsted Å, Tubæk Å og Even Å, Fyn: Odense og Vindinge Å, Jylland: Gudenåen og Vidåen.
I en del af åerne udgøres bestanden dels at stationære fisk i åen – og dels af rimter, der spenderer det meste af tiden i brakvand – også kaldet strandkarper, for derefter at trække ind i de nedre dele af åerne for at overvintre – og/eller gyde i marts/april.
Rimten hugger også på små blink.
Her kan du se et udvalg af Kim Fabers favoritagn til rimter.
aug 15, 2020 | Artikler, Predatorfiskeri, SANDART, Sandart - spin, dørg og vertikalfiskeri, Spinnefiskeri, Trolling
Jeg har fisket efter sandart fra før jeg fik knallert, og har dørget efter dem siden jeg fik en bil. Men det jeg har lært de sidste få år under vertikalfiskeri, har fået mig til, at forstå at jeg har fisket helt forkert de sidste 40 år! Sådan lyder det fra Fisk & Fri’s sandartekspert – Flemming Madsen.
AF FLEMMING MADSEN
ET ANSEELIGT ANTAL af de sandarter jeg har fanget, er taget under dørg med kunstagn – primært fra en motordrevet båd med ekkolod. Alligevel er langt de fleste af mine store dørgesandarter taget fra enten robåd eller under fiskeri uden ekkolod – eller begge dele. Yderligere er mine fem allerstørste sandarter fanget under andet fiskeri, hvor der kun i ét tilfælde har været motor eller ekkolod involveret.
De seneste fem år er tendensen blevet yderligere forstærket – måske på grund af et større fiskepres på søerne og som følge deraf, i visse vande, færre fisk, men især og helt generelt flere sky fisk. Der skal derfor, som jeg ser det, fiskes anderledes end hidtil, hvis man vil have en reel chance for at dørge sig til en stor sandart.
UNDERSØGELSER PÅVISER, at catch og release fiskeri efter sandart ikke er helt uproblematisk. Forudsat at de genudsatte fisk overlever, så bliver de mere forsigtige bl.a. i forbindelse med jagt på og indtagelse af føde. I en verden, der er så ekstremt konkurrencepræget, som den fiskene lever i, er tabet af umiddelbar og aggressiv fødesøgning naturligvis et problem for fiskene selv, men det afstedkommer så sandelig også udfordringer for os lystfiskere.
Det, der oftest skræmmer en stor, gammel og muligvis tidligere kroget sandart, er bl.a. motorstøj. Værd at bemærke er, at elmotorer generelt skræmmer fiskene mere end forbrændingsmotorer. Yderligere virker det som om, at en mindre elmotor, der kører på høje omdrejninger, skræmmer mere end en større elmotor, der kører på lavere omdrejninger. En anden og muligvis endnu større skræmmekilde er de lydbølger transduceren udsender. Her kan det være nyttigt at kende ekkoloddets funktioner lidt mere i detaljen. Den nok mest almindelige transducer-sprednings vinkel er 20 grader, hvilket imidlertid er en begrænsning, der er sat i modtagelsen af ekkoet, for transduceren udsender lydbølger i et trefire gange så stort område. Ganske vist aftager styrken af signalet jo længere fra centrum man måler, men alligevel betyder det, at hvis fisk bliver skræmt, så er det ikke kun i det område transducer vinklen nu en gang dækker på skærmen, men altså i et meget større område rundt om båden.
Endnu en sandart, og endnu en gang på en paddletail jig.
Der er en anden spidsfindighed ved ekkoloddets kontroller, som nok heller ikke er så velkendt. Uanset hvor højt eller lavt man sætter styrken (gain), så er styrken, der udgår fra transduceren – forudsat at dybdeskalaen er uændret – den samme.
MANGE SØER ER KORTLAGT digitalt, så start fiskedagen med at konstatere i hvilken dybde fiskene hovedsaligt står, og sluk derefter loddet. Brug din GPS og stol på dine instinkter. Det udgør helt sikkert en forskel i forhold til chancen for at fange nogle af de større fisk.
FOR ENDEN AF LINEN er det andre ting, der om ikke ligefrem skræmmer en i forvejen skeptisk sandart, så i hvert tilfælde gør, at den opdager bedraget. Det kan fx være for store eller for hurtige bevægelser med agnen, hvilket i dørge sammenhæng kan opstå, hvis man sejler imod eventuelle bølger og derved får en meget ujævn sejllads. Bruger man fletline under sådanne omstændigheder, så bliver problemet forstærket. Fisk derfor kun med bølgerne, hvis de er store nok til at give problemer, og brug eventuelt nylonline, eller som minimum et ca. 10 meter langt nylonforfang til at dæmpe de værste ryk. Jeg har fanget masser af sandarter med jigs på 25 centimeter eller mere, men jeg har aldrig fanget en på woblere i samme størrelse, selvom jeg har lagt mange timer i forsøget. Jeg er ret sikker på, at dels er en stor woblers bevægelser generelt for voldsomme, men de store kroge, der hænger og skramler under dem, er nok et endnu større problem.
Kan man ramme den for dagen helt rigtige farve på sin agn, så betyder det selvsagt en del. Omvendt kan en forkert farvekombination ødelægge ens chancer ganske betragteligt. Lidt forenklet sagt, er agn i naturlige, afdæmpede farver det oplagte førstevalg. De vil ikke altid være det bedste valg, men med mindre vandet er meget uklart, så start her. Faktorer, der bl.a. påvirker fiskenes farvepræferencer er, foruden sigtbarheden, også farven i vandet, typisk enten grønt eller brunt. I tilfælde af uklart vand, men ikke kun det, bør klare farver i grønt, gult og orange også findes i grej – boksen, eller måske snarere for enden af linen.
Denne Bomber wobler er blevet vægtet i bugen og har fået skeen filet mindre.
FISKER MAN med livlige woblere, så er valget af farve ikke lige så kritisk. Mange vil have oplevet, at én enkelt wobler fisker betydeligt bedre end andre tilsyneladende identiske woblere. Efterhånden som antallet af fisk fanget på den »gode« wobler stiger, så ændrer den også udseende, den startede måske sine dage med at være fx krom og blå, men bliver til sidst slidt ned til farven på plasten den er lavet af, men den udfisker stadigvæk næsten hvad som helst.
Her er det helt åbenlyst gangen, eller rettere de vibrationer den udsender, der er specielle, og farven er næsten ligegyldig. Omvendt forholder det sig også sådan, at jo mindre en agn bevæger sig, og/eller jo langsommere den bliver fisket, jo større betydning har farven.
TRADITIONEL DØRGNING med flydende wobler, i alt mellem 1,0 og 2,5 knob, er mest effektivt i de perioder af året, hvor vandtemperaturen er over seks grader og allerhelst over 10 grader. En øvre grænse er nærmest kun teoretisk, og jeg har haft fantastisk fiskeri i 25 grader varmt vand. En fejl jeg har set mange gøre sig skyldige i, er, at de fisker med for kraftigt forfang. Hvis man fx bruger mindre flydende woblere, så skal forfanget ikke være over 0.30 mm og gerne tyndere, hvis woblerens gang skal udfolde sig.
Sandarter kan dog have meget forskellig præference, når det kommer til den sidevejs vandring en wobler har – enten en langsom gang med brede udslag eller en hurtigere gang med smallere udslag. Vandtemperaturen og vejret er to meget afgørende faktorer for, hvad der på dagen fungerer bedst. Det, der til gengæld ikke ændrer sig, er sandarternes modvilje til at tage en agn, der ruller for meget med kroppen. Gedder og især aborre har det derimod nærmest omvendt.
Hvis man gerne vil forsøge sig, når vandet er koldere, eller målrette sit fiskeri efter større fisk, så er fremgangsmåden en ganske anden. Hastigheden skal ned under en knob. Der skal indlægges hyppige bådstop, og sidst men ikke mindst, så skal agnene, der kan være både jigs eller woblere, være synkende eller som minimum svævende. De lokkeryk og små rystelser, der er så effektive under vertikalfiskeri, kan man af gode grunde ikke efterligne under dørgefiskeri. Det man kan gøre, er at fiske langsomt, lade agnen stoppe helt op og lade dem synke langsomt. Det er som oftest her, at fiskene vil hugge.
Denne 25 cm paddletail jig virkede åbenbart ikke afskrækkende på denne sandart.
Hvis ens agn synker hurtigere end ønsket, er kuren en af følgende: Fisk med kortere line, altså en linelængde, der ligger tættere på fiskedybden. En anden mulig måde at sænke synkehastigheden på, er at benytte en tykkere hovedline. Man kan også skifte til lettere jighoveder, eller belaste woblerne mindre, uden dog at gøre dem flydende. Begge dele påvirker imidlertid gangen på agnene – både når de synker og under fart.
PADDLETAIL JIGS er meget populære og med rette. De kan være uhyggeligt effektive. Jeg hælder mest til de varianter med en firkantet hale, men der er også flere gode modeller med en rund hale. Hvis man monterer et relativt let hoved på ca. 15 gram på en 15 cm krop, så vil kroppen rulle ganske meget. Et hoved på ca. 25 gram vil dæmpe den rullende bevægelse, med undtagelse af halestykket, der får tilført mere energi og vil vride sig som en proptrækker. Hvis man gerne vil have en mere diskret gang, der alt andet lige er mere naturligt, samtidig med at man bibeholder et let hoved – og dermed en langsom synkende agn – så skal man trimme halens bredde. Fat en saks og start med at klippe at par millimeter af halens bredde – lige meget i begge sider. Selvom vertikal-jigs er såkaldte »no action« agn, så kan de faktisk også bruges under dørgefiskeri. For mit eget vedkommende har det udelukkende været i forbindelse med, at jiggen er sunket efter et stop, der er kommet hug. Værd at bemærke er, at en vertikal-jig, i samme størrelse og vægt som en paddletail, opnår en større dybde, pga. af mindre vandmodstand.
UDVALGET af synkende woblere på markedet er mildest talt begrænset. Det er i høj grad op til en selv, at trimme nogle flydende woblere til at blive synkende. Det kan både være ret enkelt og temmelig kompliceret – eller tidskrævende. Den sidste kategori er min foretrukne. Det indebærer først og fremmest, at wobleren skal vægtes midlertidigt, for at fastslå, hvor og hvor meget, der skal tilføjes. Der er flere fremgangsmåder til at gøre en wobler tungere: Man kan save, hakke eller bore huller i emnet, og så fylde op med arvesølvet og derefter lime, spartle, file, male og endelig lakere. Metoden kræver, at man ved, hvor woblerens eventuelle trådskelet og oprindelige vægte befinder sig.
Jeg limer i stedet mine vægte uden på wobleren, hvilket gør, at jeg kan placere dem mere frit, og så gør fx ti gram udenpå en wobler større forskel på gangen end ti gram inde i wobleren. For at få en wobler til at synke korrekt og samtidigt dæmpe den normale gang under fart, skal den vægtes på undersiden og en anelse foran balancepunktet. Når den er i vandet, skal den synke – mere eller mindre – med hovedet forrest. Hvis woblerens trækpunkt er monteret på selve skeen, hvilket er typisk på deep diver modeller, så kan man file lidt materiale af skeens sider. Det vil mindske woblerens rul. Hvis trækpunktet derimod sidder på woblerkroppen, hvilket den gør på de fleste modeller, så skal selve øjet bukkes en anelse opad. Indgrebet både mindsker slagene fra side til side og woblerens rullen. Med mindre man er en nørdet æstetiker, så nøjes man bare med at lime vægten på. En endnu nemmere, mere fleksibel, men dog mindre præcis måde, er at bruge vægtede kroge. Hvis det er en wobler med meget opdrift, er det i sig selv sjældent nok til at gøre den synkende, men det giver mulighed for at ændre gang og synkehastighed i et snuptag. Den hurtige måde at producere de tunge kroge på, er at vikle fx kobbertråd rundt om krogskaftet.
Disse Off shore tackle OR 12 sideplanere udelukker gætterier; er der fisk på, så ser du det!
BRUGEN AF SIDEPLANERE er efterhånden en integreret del af alt dørge- og trollingfiskeri. Agnene bliver spredt over et meget større område, og de kommer længere væk fra de før omtalte skræmmefaktorer. Hvis man sejler meget langsomt og til tider stopper helt op, som jeg anbefaler, så er der nogle udfordringer, man skal forholde sig til. Langt de fleste sideplanere vil have en tendens til at lægge sig ned på siden, når fremdriften forsvinder. Når farten bliver genoptaget, kan det føre til, at de kaner ind mod båden og videre over på modsatte side. Igen er kuren at tilføje ekstra vægt, denne gang på kølen af sideplaneren. Herefter vil den stå som et flåd i vandet og være meget nemmere at styre.
Antallet af hug, der bliver omsat til fast fisk, er mindre under fiskeri med sideplanere. Problemet er bl.a., at det ofte kan være svært at se huggene. Selvom udvalget af sideplanere, på det skandinaviske marked, er endog meget stort, så måtte jeg alligevel til USA for at finde løsningen: Off Shore Tackles OR 12 er nu mit foretrukne valg. Det smarte og anderledes ved disse sideplanere er et vippeflag, som via en fjeder er koblet til udløserklemmen/linen. Selv meget små fisk, forsigtige hug eller lidt grøde, vil få flaget til at vippe, eller lægge sig ned.
SIDST MEN IKKE MINDST er en god krog til dørgefiskeri et must. Muligheden for at give modhug er i bedste fald symbolsk, og under dørgefiskeri efter sandart vil jeg under alle omstændigheder fraråde det. Hvad er så en god krog? Det er ikke en stor, kraftig og – Gud forbyde det – sløv krog. Kroge med indadvendt krogspids som bl.a. Mustad Triple Grip er efter min mening som skabt til formålet. De indadvendte krogspidser holder deres greb i fisken bedre end nogen anden krogtype, jeg har prøvet. Hvis fisken først bliver kroget, så er sandsynligheden for at miste fisken mindre. Og hvis der er noget, man ikke ønsker – så er der at miste fisk, når de endelig hugger.
Vægtet triple grip krog, monteret på en i forvejen ekstra vægtet deep diver wobler.
Standard triple grip krog og en på-limet ekstra vægt på
wobleren.
Deep Diver wobleren, som denne sandart faldt for, er blevet gjort svævende ved hjælp af vægt på undersiden.
