Sandartfiskeriet kan være virkelig godt om efteråret – især hvis du får pejlet dig ind på den helt rette teknik. Her får du Søren Frederiksens bud på, hvordan det skal gøres.
AF SØREN FREDERIKSEN
Morgendisen ligger hist og pist som hvide totter over søens spejlblanke overflade, da vi kort efter solopgang stævner ud på en af de store, svenske søer. Det er sidst i september og skoven har så småt iført sig efterårets uendelige variationer af grønne og brune farver.
Målet for turen er søens lunefulde sandart. Midlet er jighaler på 15-20 cm fisket på let vertikalgrej. Og vejen til fiskene er Garmins Panoptix-teknologi. Sammen med en god fiskeven, som er lokalkendt på søen, har jeg afsat fire skønne efterårsdage til at prøve at få søens lunefulde sandart i tale på det lette vertikalgrej.
Snart er vi fremme på fiskepladserne, hvor sandarten gemmer sig på den hårde klippebund og lurer på stimer af byttefisk, som fouragerer i området. Solen får hurtigt brændt morgendisen af, og i det klare morgenlys rigges grejet til med jighaler i afdæmpede farver. Vores softbaits er monteret på skruehoveder i størrelser fra 15 til 25 gram og forsynet med ubegribeligt spidse Owner-trekroge på en stingertafs af pikewire eller kraftig fletline.
Grejet er korte og lette vertikalstænger på cirka seks fod – samt små multihjul og tynd fletline omkring 0,10 mm. Den tynde line er helt essentiel for at kunne fiske de relativt lette agn vertikalt (ret op og ned), mens båden driver over fiskepladsen. Agnen forbindes til fletlinen med en meter fluocarbon, som af hensyn til tænderne på de gedder, der ind i mellem blander sig i legen, er i tykkelsen 0,50 mm.

Halvanden meter til højre for transcuderen ses jiggen 2,5 meter nede og sandarten lidt over 3 meter nede. Du kan se, hvordan man justere sit lod samt få en masse flere tricks til fiskeriet i vores video om vertikalfiskeri efter sandart her på dette link.
Husk at abonnere på Fisk & Fris YouTube kanal her.
Sandart på skærmen
Båden er til formålet udstyret med Garmins revolutionerende Panoptix-ekkolod, som i modsætning til traditionelle ekkolodder viser bund, byttefisk og jagende rovfisk i realtid. Det er altså muligt at se rovfisken cirkle rundt om den forførende gummihale, og betragte den på afstand i, hvad der føles som evigheder, for endelig at beslutte sig for enten at afvise agnen med et koket slag med halen -eller hugge til så hårdt og brutalt, at det synger i vertikalstangens tynde klinge.
Opløsningen er så detaljeret, at både kunstagnen og den lille svirvel, som forbinder fletline og fluocarbon, ses tydeligt på skærmen. På den måde er det muligt at præsentere agnen i den ønskede afstand fra sandartens lysende katte-øjne og millimeter-nøjagtigt servere en lækker bid silikonegummi lige foran fisken.
Dermed burde det være nærmest legende let at tømme søen for fisk på en eftermiddag, men netop sandartens lunefulde temperament betyder, at en fisk ”i fjernsynet” langt fra altid betyder fast fisk for enden af linen.

Gedderne blander sig også i vertikal-legen.
De første forsigtige hug
Min guide for dagen og gode fiskeven gennem mange år, Jens forklarer, at det ofte handler om at finde den rette dybde for dagen. Søen har dybder op til 20 meter, men oftest holder sandarten til på sten- eller klippegrunde på 7-14 meters dybde – og når først man én gang har lokaliseret sandartens foretrukne dybde for dagen, er det som regel i samme dybde, der skal ledes resten af dagen.
Efterårsvejret viser sig fra sin bedste side. Solen skinner fra en skyfri himmel og kun en ganske svag brise lader båden drive med 0,1-0,2 knob. Den langsomme drivhastighed giver fisken god tid til at se agnen an og træffe en skæbnesvanger beslutning om at slå til, men samtidig betyder hastigheden, at vi kun meget langsomt får afsøgt morgenens valgte fiskeplads.
Jens fortæller, at det absolut ideelle er at drive med omkring 0,3-0,5 knob og så afpasse vægten på agnen efter hastigheden. På de lidt mere blæsende dage, holdes drivhastigheden nede med et drivanker.
Sandart på bunden
Efter få minutters drev på 12 meter vand, afslører Panoptixen en ganske svag, forhøjning eller ”bule” på bunden. Fisken – for der er tale om en kamerasky sandart – kunne let forveksles med stenbunden, hvis ikke det var fordi den i modsætning til bunden pulserer svagt på skærmen og skiftevis fremtræder og forsvinder for øjnene af os.
Netop da båden ifølge skærmen befinder sig nøjagtig over fisken, sænker jeg min agn ned til den, stopper forsigtigt 1-1½ meter over den og begynder med uendeligt små og forsigtige bevægelser at tirre fisken til hug ved at imitere en byttefisk, som har vovet sig ud af stimen.
Fisken rejser sig fra bunden og kan nu tydeligt adskilles fra denne. Sandarten stiller sig ved siden af min agn og betragter bedraget kritisk i overvejelsen om, hvorvidt en lækkerbid fra morgenstunden mon er den potentielle tandpine værd.

Westin TwinTeez i et par af Sørens favoritfarver – rigget klar til vertikalfiskeri efter sandart.
Længe – for det føles som minutter – ser vi hinanden an og for at bryde denne ”mexican stand-off”, hæver jeg langsomt agnen en meter med en omdrejning på hjulet og fisken følger med. Igen står den lige foran agnen og overvejer næste træk, så jeg tager en meter mere og pludselig rører bæstet på sig. Fisken cirkler en omgang om min agn, dykker under den og angriber så med et brag. De to røde pletter på skærmen, som udgør henholdsvis fisk og agn smelter sammen, og sekundet efter mærker jeg det hårde, brutale hug af en sandart, som endelig har valgt maven frem for fornuften.
Fighten bliver kort og kontant. Fisken har absolut ingen lyst til at se indersiden af Jens’ aluminiumsbåd, men krogen sidder klokkerent bag sandartens Dracula-lignende fortænder og minutter efter kan vi nette turens første fisk: En gudesmuk sandart, som nænsomt afkroges og genudsættes. Hvilken start på dagen!
Konkret har vi fisket i mindre end 10 minutter og forfatterens glædesråb over søens blanke vand har formentlig vækket et par lokale beboere i de flotte villaer langs vandet. Undskyld for det, men der er fisk og så er der sandart…..
Slag i slag går det, og som dagen skrider frem, kommer rigtig, rigtig mange af de smukke fisk op i båden og vender. Pludselig udbryder Jens et højlydt ”Ojjjjj”, toppen på den lette vertikalstang er forvundet under overfladen og fehårs-tynd fletline rives af hjulet i eksprestempo. En smuk efterårsgedde på omkring meteren har hugget Jens’ agn og giver på det lette grej en forrygende fight, før den endelig ligger i nettet og skuler olmt efter sin fredsforstyrrer.
Henad fyraften er der stille i båden, mens vi sejler mod havnen. Begge er vi fjerne i blikket og mættede af dagens oplevelser. Et stort antal smukke sandart og en håndfuld sprælske gedder har set indersiden af båden i dagens løb. Ved aftenens strategimøde over en øl er vi enige om, at dette var en af vores allerbedste fiskedage i ferskvand nogen sinde.
Lunefulde sandart
Efter gårsdagens forrygende fiskeri er forventningerne til de næste dage store. Vi står op, mens det endnu er mørkt, og vi er på søen netop, som solens første rødmen bryder horisonten. Det er koldere i dag, og der er lovet lidt vind i dagens løb. Kaffen damper lystigt fra koppen, mens vi sætter kursen mod gårsdagens fiskepladser.
Fremme på pladserne opdager vi hurtigt, at forholdene på ingen måde kan sammenlignes med dagen før. Flere af de kendte stenrev synes tomme, og først efter et par forgæves stop, finder vi endelig et plateau, som holder lidt fisk.
Sandarterne trykker sig stenhårdt mod bunden, og kun ved hjælp af Panoptixens ”bottom-fill”-funktion som effektivt adskiller bund fra fisk og viser bunden med en anden farveskala, lykkes det os at lokalisere et par sandart. Vi fisker som dagen før forsigtigt en halv meter over fisken, som dog er fuldstændig upåvirket og bare står som i trance under båden. Længere ned med jiggen – helt ned og vimse lige foran næsen på den træge fisk – og endelig lader den sig irritere tilstrækkeligt til at snappe ud efter den forræderiske godbid. Fisken kroges, landes og genudsættes med et lettelsens suk. Det er blevet op ad formiddagen, og de første timers fiskeri har været svære samt helt uproduktive.

Abus Svartzonker Mcwalleye
Gang i sandartfiskeriet igen
Nu kommer der endelig lidt gang i fiskeriet, men langt de fleste fisk smutter med en arrogant mine så snart, de ser vores kunstagn – og dagens helhjertede indsats belønnes ”kun” med en håndfuld sandart til os hver plus et par hidsige gedder som bonus. Flere gange er vi hele grejboksen igennem og serverer den ene gummi-godbid efter den anden foran snuden på fiskene, før vi endelig rammer den rette kombination af form, farve og vægt. Herefter falder der som regel en 2-3 fisk af, før også denne agn igen må byttes til noget andet.
De kommende dage er fiskeriet fortsat lidt svært sammenlignet med den vanvittige start på turen. I gennemsnit får vi en halv snes sandart og et par bonus-gedder i båden pr. dag, og efter mine standarder er det faktisk ikke så tosset.
Split stimen og væk sandarten
Vi opdager en genvej til de ekstremt træge sandart, som nærmest synes at sove på bunden. Oftest befinder de sig i nærheden af en massiv stime byttefisk, og hvis man lykkes med at splitte stimen lidt ved at dumpe en jig eller to ned midt i den store, røde klump på ekkoloddet, lader det til at kunne vække sandarten af trancen. Flere gange oplever vi, at den umiddelbare reaktion på en sådan ”divide-and-conquer”-taktik er 2-3-4 sandart, som nysgerrigt patruljerer langs bunden under stimen af byttefisk og for en kort bemærkning synes at være på jagt. Hele to gange den sidste fiskedag oplever vi dobbelthug, når to af disse sovetryner pludselig vågner op til dåd og tilsyneladende lidt omtågede orienterer sig midt i al balladen.
Efter fire skønne dage på søen er vi blevet klogere på sandartens lunefulde adfærd og på at læse Panoptix-billedet, så vi fisker optimalt. Jeg tror, at den allerstørste gevinst ved live-ekkoloddet er, at man fisker fokuseret og konstant holder motivationen oppe ved at kunne se fiskene på bunden – selv når vandet virker helt dødt.
Jeg glæder mig allerede til næste sandart-sats i det svenske…
Fakta om grejet til sandart
Til vertikalfiskeri efter søens rovfisk er det helt afgørende, at grejet tilpasses opgaven. En almindelig spinnestang er simpelthen ikke anvendelig til denne type fiskeri.
Stænger: Vi foretrækker relativt korte vertikalstænger på 6-6½ fod med lynhurtig aktion og god rygrad til at lægge pres på de stærke fisk. Kastevægt opgives på disse stænger til op til omkring 35-50 gram.
Hjul: Små multihjul med høj udveksling og god, stærk bremse. Hjulene kan næsten ikke blive for små, men bremsen skal være bomstærk
Line: Fletline omkring 0,10 mm. Vær opmærksom på, at mange liner opgives tyndere end de i virkeligheden er. Brudstyrken er ikke så afgørende, men vælg en line, der kan tåle noget slid på trods af den tynde dimension
Forfangsline: Ca. 1 meter fluocarbon omkring 0,50 – lidt tykkere, hvis der er mange gedder i området.
Agn: Jigs på 15-20cm med v-hale i stedet for de traditionelle paddle-tails virker bedst. Westin Twin Teez eller Abus Svartzonker Mcwalleye fungerer helt perfekt. Brug skrue-hoveder på omkring 15-25 gram og sylespidse stingerkroge, som monteres med kraftig fletline eller pikewire
Elektronikken: Live-billedet i Garmins Panoptix har helt klar revolutioneret dette fiskeri. Transduceren er det magiske omdrejningspunkt, og her er Panoptix PS30 kombineret med kompatibel skærm det stensikre valg.