NY VIDEO: SÅDAN LAVER DU DET ORIGINALE RELEASETAKEL TIL KYSTBLINK

Det originale releasetakel til kystørred giver en landingsrate, der er langt højere, end det er muligt at opnå med nogen andre kystspinnemetoder. Med traditionelt monterede blink og gennemløbere med større kroge lander man normalt kun i omegnen af 40-45 % af de hug man får, men med et dobbeltkroget releasetakel, der har to bittesmå str. 12 trekroge, er det muligt at hæve landingsraten til omkring 85 %. Tallene, der er stærkt signifikante, er baseret på et datamateriale på flere tusinde kystørred.

I videoen demonstrerer manden bag taklet – Jens Bursell – alle detaljer omkring, hvordan du lettest og bedst laver taklet, som vil give dig den maksimalt opnåelige landingsrate på blink og gennemløbere. Taklet der vises her er det originale takel, som også er beskrevet i bogen “Refleksioner på Kysten”, der pt er udsolgt fra forlaget. Det vil der dog snart blive lavet om på.

Hvis man kun ønsker at bruge en enkelt lille trkeog for enden, kan man bare undlade den forreste krog. Dette vil give en landingsrate på 70-75 % – og er det optimale valg, hvis der er mange småørred eller hornfisk i farvandet.

Videoen er en redigeret udgave af en gammel video fra cirka 2013.

 

Sportex

 

drømmerejse iFish Travel

FLOT FLUEHAVØRRED FRA DJURSLANDS KYST

– Jeg har netop fanget en superflot havørred ude på Djursland, lyder det fra tyske Nico Bossen, der er i Danmark på ferie for at fiske efter havørred fra kysten. – Desværre har jeg ikke et godt foto, da det allerede var ved at blive mørkt, men hvad der kom ud af det, kan du se ovenfor.

– I løbet af dagen havde det være temmelig varmt, og der var overhovedet ingen vind. Netop derfor besluttede vi os for at give den gas med kystfluestængerne hen under aften. Jeg havde set nogle fisk jage, men kunne desværre ikke kaste ud til dem med min fluestang. Jeg fangede en lille torsk, hvorefter jeg skiftede min flue til en lille hundestejleimitation. I det samme jeg kastede ud, fik jeg det vildeste hug fra en storørred, som jeg godt nok først lige troede var en større torsk. Lige indtil den gik fuldstændig fra af vandet altså. Herefter var jeg ikke i tvivl om, hvad jeg havde for enden af min flueline.

– Efter en god, vild fight på min klasse fem fluestang, kunne min kone lande den flotte havørred med nettet, og vi var virkelig glade, da vi så hvor stor ørreden rent faktisk var.

 

drømmerejse iFish Travel

 

drømmerejse iFish Travel

EN STOR HAVØRRED BLANDT ALLE DE SMÅ

– Jeg fik sendt familien afsted tidligt, og var på dagens plads klokken 08.30, lyder det fra Flemming Langerskov Miller. – Til at starte med lægger jeg ud med et par 20 cm fisk, inden jeg går til næste gode område, men der er også små fisk næsten med det samme.

– Efter en lang gåtur begynder det dog at ligne noget, for de små bliver byttet ud med nogle, der er større. Ud af øjenkrogen ser jeg en hvirvel på det lave vand og lægger et kast udover, men får et fejlhug. Herefter et nyt kast og fejlhug.

– Jeg tænkte egentlig, at jeg ville give den en kort pause, men så kunne jeg se tobis springe til højre og venstre, så den måtte stadig være på jagt, ræsonnerede jeg mig frem til. I tredje kast spandt jeg langsomt ind, men fisken huggede igen forkert. Så lavede jeg et langt spin-stop, hvorefter den kom – og denne gang blev den siddende.

– Havørreden leverede en god fight, hvor man kunne følge den rundt i det klare vand. Sikkert i nettet blødte den allerede så voldsomt, at der ikke var så meget at rafle om: Et gok og så fotoshoot. Efter dette var der flere af de små inde til afkrogning og genudsætning, inden fiskedagen sluttede. Temperaturen på vej hjem var ulidelig med høj sol og alt for meget tøj. Efterår er det altså ikke helt endnu, bortset fra farven på mange af fiskene. Fiskene huggede på en ISP Seeker 16 gram.

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

SPEEDSPIN GIVER FLOT HAVØRRED

– Efter en weekend med massiv regn og et vejr, der har mindet os om, at efteråret er på vej, var det en fornøjelse at vejrguderne i går viste sig fra sin milde side, siger Mads Kentov. – Jeg havde besluttet mig ar tage en til Østsjælland, da vinden ville slå om og komme fra nord. Der var godt gang i fiskeriet med flere fine fisk, som var oppe og sige hej.

– Det blev blandt andet til havørreder på 43cm, 51cm og en lille håndfuld små fisk, der alle kom ud igen. Men ind i mellem alle de andre fik jeg denne smukke fisk, som du ser ovenfor, på 63 cm med gode former. Det var en rigtig turbofisk, der tog Sømmet fra Westin fisket med speedspin højt i vandet. Havørreden kastede sig straks ud af vandet, i det samme den sad solidt på krogen, og derefter leverede den en fed fight, hvor fisken virkelig skulle stoppes i sit udløb, fordi den bare blev ved med at trække line af hjulet. Hvilken skøn mandag!

Har du selv været på kysten, så husk at sende os din historie og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED: DEN BEDSTE KUR MOD TØMMERMÆND

– Jeg vågnede søndag morgen med tømmermænd, fortæller Christian Andersen. – Min far ringede og spurgte, om vi ikke skulle tage ud og fiske, nu hvor min mor og bedre halvdel havde aftalt, at de skulle ud og shoppe. Så jeg fik pakket bilen med mit grej, og afsted det gik.

– Min far og jeg kom ud til pladsen på Østfyn, hvor der blæste en god vind fra nord/nordøst med cirka 8 m/s. Vandet var grumset, og det var tæt på lavvande. Mens vi gik og fiskede samt snakkede, som vi plejer når vi er afsted sammen, mærkede vi ikke noget som helst den første time/halvanden. Men så begyndte tidevandet at skifte til begyndende højvande, hvorefter der skete noget!

– Ret stålfast, holdt jeg ved at fiske med den samme agn næsten hele turen, og det var en hvid Snurrebasse no.3 med UV prikker. Ud af ingenting huggede den første havørred min Snurrebasse, og begyndte med det samme at rulle i overfladen i 10-15 sekunder samt tog et spring ud af vandet. Jeg fik kørt fisken træt og landet i nettet. Den var næsten lige så tyk, som den var lang. Havørreden målte 49 cm og var tæt på 1.5 kg, hvilket var en rigtig fin sommer fisk med en konditionsfaktor på omkring 1.20.

– Vi fik vores liner i vandet igen, og der gik ikke længe før, der var bud efter min Snurrebasse igen, og det var et ordentligt hug. Jeg fik råbt til min far, at der var fisk igen og at den her var god! Den tog et par meget pæne udløb, men til sidst fik jeg den stille roligt tilbage mod land. Men den var altså ikke færdig – den sprang ud af vandet lige for næsen af os, og så svømmede den ind mellem mine ben og igennem, så jeg med stangen i den ene hånd måtte svinge benet over linen i vand til hofterne. Men heldigvis fik jeg den landet med stor hjælp fra min far! Det var en flot havørred på 59 cm, men den havde kun en beskeden kampvægt på 1.7 kg! Turen var dog en succes, og mine tømmermænd var hurtigt kureret.

Foto: Arne Keld Andersen

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

HÅRDT HUG PÅ SEEKEREN

– Efter en masse små fisk kom der endelig lidt størrelse på. Sådan lyder det fra Flemming Miller. – Vandstanden var noget over det normale, så jeg søgte mod en plads, der før har givet godt under de forhold. Jeg får fisket de første 20 meter af på pladsen, og får tre små havørreder. Lidt efter kommer der et større hug: To hurtige omgange på hjulet efterfulgt af et spinstop med Seekeren, så sidder den der. Stangen spændes og bremsen giver lyd, for fisken skal en anden vej end ind. 

– Det bliver til en god tung fight, hvor den til sidst presses lidt mere end jeg normalt ville gøre, da der er meget blæretang, som den prøver at bore sig ned i. I første forsøg over netrammen er den heldigvis hjemme – en god tyk og bred havørred på +65 på vej mod åen. Havørreden blev efter et par hurtige billeder genudsat, så den kunne fortsætte sin tur. 

– Kastet efter er opskriften den samme. Forsigtig hug, to hurtige omgange på hjulet og spinstop. Denne gang en blank havørred på 54 cm, der røg med hjem. Efter en times tid, hvor mindre fisk havde indtaget pladsen, sluttede en absolut godkendt dag, slutter han.

Har du selv været på kysten, så husk at sende os din beretning til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

drømmerejse iFish Travel

 

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED: GROFT SØLV FRA SKÅNEKYSTEN

Den skånske kyst er kendt for at levere mange flotte havørreder, og en af dem, der netop er belønnet for deres indsats med kontakt afregning i sølv, er svenske Pontus Snecker, der ligesom så mange andre startede med at fiske på grund af Corona-pandemien:

– Jeg bor ved Skäret tæt ved Skånes kyst, og det er derfor let for mig at kommet til at fiske i både Øresund og Skälderviken – ofte med min gamle ven Peter Svensson, som har lært mig rigtig meget om fiskeriet, fortæller han. – Vi både vader, fisker fra klipperne – samt har en lille båd i Nyhamnsläge, som vi også fisker fra.

– Forleden klokken 19 fik jeg et tungt hug fra klipperne på Skäret, og det var helt klart det vildeste Norrlandshugg, som vi siger i Sverige. Den store havørred, som huggede på en Illex Tricoroll Spoon på 14 gram, leverede en heftig fight, og der var gået næsten 20 minutter, inden jeg om sider kunne lande den fine fisk. Havørreden , der var 76 centimeter og 5,05 kilo var min havørred nr. 30 i år, hvoraf 13 har været over målet, som herovre er 50 cm, slutter han.

Grejet var en Westin kyststang og et Shimano Stella 2500 fastspolehjul.

 

Daiwa Open 2025

 

 

drømmerejse iFish Travel

DANSKER FANGER KÆMPEHAVØRRED I MØRRUM

Jan Krohn Dehli fra Ishøj Sportsfiskerklub kan bare det der med at fange de allerstørste havørreder på fluestangen. Og det er ikke kun på kysten. De sidste tre dage har han været at finde ved den sydsvenske å Mørrums bredder, og forleden lagde han ud med en smuk havørred på 68 centimeter, som straks fik friheden igen.

– Så er der lige en god fisk mere, fortæller Jan Krohn Dehli her til morgen. – Den bankede bare til den sorte flue, og røg med det samme fri af vandet, hvor den lavede en dobbelt skrue, et par udløb og derefter to hop helt fri af vandet. Efter en kort, men hidsig fight, kunne jeg lande en havørred på 92cm, der hurtigt fik sin frihed igen, slutter Jan, der stadig har et par dage tilbage at fiske i.

Har du selv været ved åen for at fiske, så hører vi meget gerne fra dig. Send din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Tradera

 

drømmerejse iFish Travel

FLOT HAVØRRED FRA FLYDERINGEN

– Tidligere på ugen købte jeg min første Sandeel kystwobler på 27gram, da jeg tror på, at store fisk også æder store byttedyr, beretter Henrik Sørensen. – I dag fiskede jeg så med den for første gang ´på den østsjællandske kyst – og hold nu op, hvor er den stor, når først den er bundet på linen og skal sendes afsted. Til at starte med troede jeg nok ikke helt på det alligevel, så efter en lille halv times fiskeri skiftede jeg til den i kan se på billedet – og for det ikke skal være løgn, så huggede fisken i første kast efter agnskiftet.

– Jeg var afsted i flyderingen, og hugget faldt cirka 250 meter fra kysten. Nå – da jeg så fileterede fisken her til aften, havde den en 16-17 cm tobis i halsen/spiserøret, og en Sandeel på 27 gram er 15 cm lang. Så nu tror jeg på den igen, når jeg fisker, hvor jeg ved, at der kan være store fisk.

– Havørreden var 65 centimeter og vejede 3,5 kilo

 

Hvidovre Sport

 

Selvom en kystwobler som denne Sandeel fra Savage Gear kan virke stor, har den faktisk den helt rigtige størrelse.

Selvom en kystwobler som denne Sandeel fra Savage Gear kan virke stor, har den faktisk den helt rigtige størrelse i forhold til en rigtig tobis.

drømmerejse iFish Travel